Elisabeth og Johannes Glenthøj
Bønner, prædikener, arabiske, persiske, græske og syriske tekster
Opdateret 31. januar 2026
Salmen "You stepped down from heaven" af Graham Kendrick
Video med sangen, derefter engelsk tekst og oversættelse nedenfor
You stepped down from heaven, humbly You came
God of all creation, here with us
In a starlit manger Emmanuel
Light of the world, here to save
Adore, come let us adore
Oh come let us adore Him
The Lord, worship Christ the Lord
Let all that is within us adore
Wise men bring their treasures, shepherds bow low
Angel voices sing of peace on earth
What have I to offer to heaven's King
I will bring my life, my love, my all
Adore, come let us adore
Oh come let us adore Him
The Lord, worship Christ the Lord
Let all that is within us adore
Angels sing, praises ring to the newborn King
Peace on earth, here with us, joy awakening
At your feet we fall
Angels sing, praises ring to the newborn King
Peace on earth, here with us, joy awakening
At your feet we fall
DANSK OVERSÆTTELSE
Du steg ned fra himlen, Du kom i ydmyghed
Al skabnings Gud, her hos os
I en stjernebelyst krybbe, Immanuel
Verdens Lys, her for at frelse
Tilbed, kom lad os tilbede
Ja, kom lad os tilbede Ham
Herren, ære Kristus Herren
Lad alt hvad der er i os tilbede
Vismænd bringer deres skatte, hyrder bøjer sig ned
Englestemmer synger om fred på jorden
Hvad kan jeg bringe til himlens Konge
Jeg vil bringe mit liv, min kærlighed, alt jeg er
Tilbed, kom lad os tilbede
Ja, kom lad os tilbede Ham
Herren, ære Kristus Herren
Lad alt hvad der er i os tilbede
Engle synger, lovsang klinger til den nyfødte Konge
Fred på jorden, her hos os, glæde der vågner
Vi falder ned for dig
Engle synger, lovsang ’ringer’ til den nyfødte Konge
Fred på jorden, her hos os, glæde der vågner
Vi falder ned for dig
Graham Kendrick og Martin Chalk
Matthæus 2,1-12 og Davids Salme 95,6:
”Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud,
lad os falde på knæ for Herren, vor Skaber.”
Note:
Immanuel er hebraisk og betyder ’Gud med os’. Et navn på den kommende salvede Konge (Salvet = Kristus), nævnt hos profeten Esajas 7,14: ”Jomfruen skal blive gravid. Hun skal føde en søn, og han skal kaldes Immanuel.”
Since the day the angel came It seemed that everything had changed
The only certain thing Was the child that moved within
On the road that would not end Winding down to Bethlehem
So far away from home
Just a blanket on the floor Of a vacant cattle-stall
But there the child was born She held him in her arms
And as she laid him down to sleep She wondered
will it always be So bitter and so sweet
And did she see there - In the straw by his head a thorn
And did she smell myrrh -In the air on that starry night
Then the words of ancient seers - Tumbled down the centuries ...
A virgin shall conceive... - God with us... Prince of Peace
Man of Sorrows - strangest name - Oh Joseph there it comes again
So bitter yet so sweet
And did she see there - In the straw by his head a thorn
And did she smell myrrh - In the air on that starry night
And did she hear angels sing - Not so far away
Till at last the sun rose blood-red - In the morning sky
And as she watched him through the years Her joy was mingled with her tears
And she'd feel it all again The glory, and the shame
And when the miracles began She wondered, who is this man
And where will this all end
Until against a darkening sky The son she loved was lifted high
And with his dying breath She heard him say 'Father forgive'
And to the criminal beside "Today-with me in Paradise"
So bitter yet so sweet
And did she see there - In the straw by his head a thorn
And did she smell myrrh - In the air on that starry night
Graham Kendrick
DANSK OVERSÆTTELESE
Fra den dag, englen kom - virker det som om alting er forandret
Det eneste der stod fast - var barnet derinde
På den vej, der ikke ender – der snor sig ned til Betlehem
Så langt hjemmefra
Blot et tæppe på gulvet – i en ledig stald
Men der blev barnet født - hun holdt ham i sine arme
Og da hun lagde ham til at sove – spekulerede hun på, om det altid ville være
så bittert og så sødt
Og mon hun der så - en torn i stråene om Hans hoved
Og mon hun fornemmede myrraen – i luften på den stjernebestrøede nat
Og så de gamle seeres ord - der kom trimlende ned gennem århundrederne…
En jomfru skal undfange… Gud med os…Fredsfyrste…
En Lidelsernes Mand – det mærkeligste navn – Å Josef, der har vi det igen
Så bittert og dog så sødt
Og mon hun der så - en torn i stråene om Hans hoved
Og mon hun fornemmede myrraen – i luften på den stjernebestrøede nat
Mon hun hørte englene synge – ikke så langt borte
Indtil den solen blod-rød stod op – på morgenhimlen
Og som hun iagttog Ham gennem årene blev hendes glæde blandet med tårer
Og hun mærkede det hele igen – æren og skammen
Og da underne tog fat – undrede hun sig over, hvem denne mand er
Og hvor det alt sammen ville ende
Indtil den søn, hun elskede, blev løftet højt op mod den himlen, der formørkedes
Og hun hørte Ham med sin døende åndedrag sige ”Far, tilgiv”
Og til forbryderen ved sin side ”I dag- med mig i Paradis”
Så bittert og dog så sødt
Og mon hun der så - en torn i stråene om Hans hoved
Og mon hun fornemmede myrraen – i luften på den stjernebestrøede nat
PRÆDIKEN JULESØNDAG 2023
Almægtige, himmelske Fader,
Vi takker for søndagen til hvile for os. Vi beder nu om dit ord, så vi styrkes i troen på dig og din Søn. Tak for dit ords lys, så vi aldrig skal vandre i mørke. Tak fordi du gemmer os i din hytte på nødens dag. Vi kommer med alt, hvad vi er. Også med vore synder, de sår, vi har forvoldt på andre. Vi beder dig: Forlad os det for Jesu skyld. Og hjælp os ved din Ånd til at række hånden ud til hinanden til forsoning,
Du som med Sønnen lever og regerer i Helligåndens enhed, én sand Gud fra evighed til evighed.
Salmisten skriver:
Herren er mit lys og min frelse,
hvem skal jeg da frygte?
Herren er værn for mit liv,
hvem skal jeg da være bange for?
Når de onde nærmer sig
for at fortære mig,
de, som er mine fjender og modstandere,
skal de snuble og falde.
Selv om en hær belejrer mig,
er mit hjerte uden frygt;
selv om der føres krig imod mig,
er jeg dog tryg.
Kun ét ønsker jeg fra Herren,
kun det længes jeg efter:
At bo i Herrens hus,
så længe jeg lever,
så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed
og søge svar fra ham i hans tempel.
Han gemmer mig i sin hytte
på ulykkens dag,
han skjuler mig i sit telt
og løfter mig op på klippen.
Salmernes Bog 27,1-5
Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse. Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror.
Dette hellige evangelium skrives af evangelisten Matthæus: Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.« Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere.
Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.
Julesøndag eller Søndag Efter Jul, som den før i tiden hed, er der gudstjeneste om formiddagen i Onsbjerg kirke. Den gudstjeneste får et par ord med på vejen:
Evangeliet beskriver Josef, Maria og Jesus' flugt til Egypten. Her bor de en rum tid, indtil kong Herodes dør. Så vender de tilbage til Israel. Josef fik en drøm om ikke at vende tilbage til det sydlige Israel med Betlehem, men drage op til Nazaret.
Jesus voksede altså op i det nordlige Israel, i Galilæa, ikke langt fra den moderne by Haifa ved havet.
Jesus voksede op for som menneskers og Guds søn at give os sin retfærdighed ved troen på ham. For retfærdige, det er vi ikke. Men vi kan få del i hans retfærdighed. En ny form for retfærdighed, som ikke er baseret på, hvor gode eller dårlige vi er, men på, at vi får den retfærdighed af Gud ved Jesus - gratis. Så vi lærer ikke at stole på os selv og gøre os til.
Alle, der har mistet den eller dem, de holdt af, kender grænsen for selvsikkerhed. Hvad skal vi, der har mistet, bruge selvsikkerhed til? Jo, den selvsikkerhed dukker desværre op igen og igen, alligevel. Vi kan ikke lade være. Men vi har lært, at det ikke passer, den selvsikkerhed holder ikke i døden. Det gør kun Jesus, der overvandt døden med sin død. Ja, det er det vi kristne tror på!
Når vi ikke er selvsikre, kan vi gå i den anden grøft og blive tungsindige og tænke, at livet er ved at ebbe ud. Vi kan sørge over det, vi ikke fik gjort og aldrig kan ændre. Vi kan ruge over tingene.
Men da er det godt, at vi Julesøndag hører om Guds hytte, hvor han vil gemme dig, tage sig af dig. Omvendt: Jesus siger, han kommer til os og tager bolig hos os.
Han bliver - vores storebror, vi hver især kan tale til og sige alt til. Da fordømmer han os ikke, men rører ved os, så vores hjertesår bliver til at bære.
Indtil han til sidst kommer igen og viser os den bolig, han har til enhver af sine. Om det er en hytte eller et værelse, bare at der er - et STED til mig, til dig, er nok til, at vi kan leve og ånde frit.
***
Må Gud give os drømme, som Han gav de vise mænd en drøm, som Han gav Josef drømme. Drømme, som direkte frelste dem og som kan frelse os fra at gå til.
Gud vil i sin kærlighed komme os så nær, at Han redder os fra det mørke, der vil opsluge os. ”Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte?” ”Herren er værn for mit liv, hvem skal jeg da være bange for?” Jesus Kristus vil udruste dig og mig, så vi bliver sat fri. Sat fri, fordi vi tilhører ham og ham alene. Så har alle andre ingen magt over os, dybest set.
Det er troen på Jesus Kristus, der sætter os fri af menneskedomme og fordomme. Som frelser os først og fremmest og giver os nåde, retfærdighed, fred og frihed. Så meget giver han os, når vi blot knytter os helt til ham og bliver hans.
Vi kan stå på afstand og iagttage alt, hvad der har med tro at gøre. Men det hjælper os ikke. Der sker noget, når vi vover skridtet: at overgive os i tro og tillid til ham. Da sker der noget. Så kan vi tåle at se os selv i øjnene med alt, hvad vi har forbrudt, for da er vi tilgivet. Menneskeligt tænker vi: det og det kan ikke tilgives. Men sådan er Jesus ikke. Den, der tror på ham, tilgiver han. Han sletter gælden. Den findes ikke mere. Det skal vi tage til os.
En, der har oplevet det, er entertainere Casper Christensen. Ved en gudstjeneste i København sagde han: ”Alt, hvad jeg har gjort, haft det formål at føre mig hertil, hvor jeg er nu, hvor jeg kan sige, at jeg er kristen og har accepteret Jesus i mit liv.” Han talte om en tomhed, der først forsvandt, da han bag en bøn.
Han levede som hvad han kalder en bad boy. Men lige meget hvor mange penge, hvor meget succes, eller hvor mange fester han tog til, var han ikke glad. Men jeg forstod ikke til at begynde med, at jeg blev nødt til at ændre den, hvis jeg skulle blive glad. Den tomhed, jeg følte, blev bare større.” Han sagde undskyld til alle dem, han skyldte en undskyldning. Og tilgav dem, han havde brug for at tilgive.
Så foreslog hans terapeut ham at bede.
”Det føltes underligt for mig, men da jeg en dag alligevel bad til Jesus, føltes det som om, en stor rygsæk med sten blev taget fra mig,” siger han.
Han siger, at det er det mest kontroversielle, han nogensinde har sagt.
”Og det siger ikke så lidt. Efterfølgende har mange, især unge mænd, skrevet til mig og takket mig for at sige det højt. De siger, at det også giver dem mod til at stå ved deres tro.”
Han bliver spurgt, om mørket stadig dukker op? ”Mørket har et fast tag i os alle. Men jeg beder hver dag, og det hjælper,”
Så lad os på den baggrund gentage ordene fra Davids Salme: Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte? Så troen, bønnen befrier os fra frygt. Ja, der er mørke dage, det kan ikke være anderledes, vi er skrøbelige mennesker. Men ja, når vi beder, så sender Gud en lysstråle ind i vores liv, og af og til flammer vi simpelthen op i kærlighed og så smelter der lige et lille isbjerg i os.
Og når mørket kommer over os igen, så lad os styrkes af ordene fra Davids Salme:
Selv om en hær belejrer mig,
er mit hjerte uden frygt.
Og det skal vi høre og tage til os:
Han gemmer mig i sin hytte
på ulykkens dag.
Der er små ulykker, der er store ulykker, som kan knuse et menneske. Og et menneske er måske ikke det samme efter ulykken. Men – lad os tage evangeliets glæde til os: Han gemme mig i sin hytte på ulykkens dag. Vi kan meditere over, hvad det betyder. Han gemmer mig. Måske betyder det, at han lukker mine øjne til, så jeg ligesom ikke ser omfanget af ulykken, som er forfærdelig stor. Men han gemmer mig i sin hytte.
Lagde I mærke til det? Han gemmer mig i SIN hytte. Jeg er tryg, jeg er i HANS hytte. Og hvor har vi ellers hørt om en hytte? Jo, det gjorde vi juleaften og juledag, der hed det bare en stald. En stald, en hytte, det er lige meget, det er HANS, og derfor passer Han på, at jeg ikke går til trods smerten og rædslen.
Jeg ved, det lyder overfladisk i forhold til de enorme ulykker og krige, der findes i verden, også netop nu. Men ordene er stadig samme. Og vi har intet andet at gribe til, hvis vi vil trøstes. Der er intet andet at gøre end tro på Jesus, så er vi i Hans hytte. Har vi ham, har vi evig salighed. Har vi ham, kan vi lægge menneskefrygt til side. Har vi ham, har vi en glæde, der er større end alt og til sidst vil blive en evig tilstand af glæde i Hans synlige rige til sidst, når verden skal forgå.
Vi har det håb, at Jesus Kristus kommer igen og gør alting vel for evigt. Og Jesus har selv sagt, at han er gået forud for os for at berede bolig til os. En hytte kan gøre det, et værelse, et rum. Et sted, hvor du og jeg må være for evigt i Guds nærhed.
Men Jesus lod os ikke vente på den dag.
Han sagde nemlig også, at han og Faderen vil komme og tage bolig i sine disciple. Det har han gjort, kære menighed, kære du den enkelte, som føler dig glemt af Gud og mennesker, forkastet, som havde du aldrig været til. Han, Jesus, og hans Fader, vil tage bolig i dig. Tro det, så har du det. Det er altid prædikenen: Tror du det, så har du det. Tror du Jesus, så har du ham med alt, hvad han er. Han er hos os, når vi kalder på ham. Som en ven, en bror, vi altid kan tale med.
Måske du havde selv en søster eller en bror eller en far eller en mor, som du gennem livet har sukket over: hvorfor var de ikke mere nærværende over for mig? En af dem har måske tænkt det samme om dig.
Men så har vi Jesus, som vores storebror, vi altid kan tale til, lægge det hele frem for, uden at skjule noget som helst. Vi kan over for ham være helt ærlige. Da kommer han en forbinding på vore hjertesår.
Så vi kan leve videre. Trods alle tab. Trods alle vore svigt. Trods det, vi selv ikke var nærværende og efterlod andre med hjertesår.
Og vi kan leve frimodigt, for bekymringer er til for at blive kastet over på ham, som det hedder i 1. Peters brev:
Kast dine bekymringer ham, for han har omsorg for dig. Selv om du måske stadig er vantro, så gør det alligevel. Det lyder mærkeligt, men det virker. Amen.
PRÆDIKEN TIL NYTÅRSAFTENSDAG 2023
Dagen er tiltaget med 6 minutter og har nu den længde dagen havde omkring den 10. december. Det har du måske ikke bemærket? At vi har fået 6 minutter ekstra? Men det har vi!
Uanset hvad vi har oplevet i vores liv, når opstandelsens kræfter virker i os, som følger Jesus Kristus, så tillader det os ikke være uvirksomme. Som det hedder i Ordsprogenes Bog 6,6-7: Gak til myren, dovenkrop, betragt dens færden og bliv vis.
I en anden oversættelse:
Er du doven, så tag ved lære af myren, få forstand af at studere dens færden.
Den arbejder uden at have pisken over nakken, den har hverken chef eller arbejdsgiver.
Den samler proviant om sommeren, opbygger sit vinterforråd i høsttiden.
Hvor længe bliver du liggende, dit dovendyr?
Hvornår har du tænkt at stå op?
"Åh, bare et lille hvil endnu!" siger du og slapper af med med foldede hænder.
Det der med ikke at være uvirksom – så er der efter Ordsprogenes bog forskel på sommer- og efterårsarbejder, og så hvad vi foretager os om vinteren.
Det var godt! Det vil sige, i forvejen har Skaberen indrettet det sådan for os nordboer, at dagen svinder ind til 7 timer om vinteren. Så vi skånes for lange arbejdsdage på denne årstid. Så måske skal vi alligevel tage ved lære af myren også her om vinteren?
Samtidig har vi på vore breddegrader fået nedlagt en grund til at holde lidt igen med arbejdsiveren om vinteren. Det er at betragte som en særlig Guds nådeshandling for os, der bor i de lange vinternætters land.
Samtidig er det også os, der bedre end så mange andre kan forstå, hvilken glæde der ligger i at synge: Ja, sjunge hver, som sjunge kan, nu tændtes lys i skyggers land, nemlig det lys, at Gud blev menneske. ---
Vi hørte bønnen fra Davids Salme til at begynde med:
Herre, du var vor bolig i slægt efter slægt. Det er en ufattelig stor tanke, at Gud er vor bolig. Vi bor i Guds hus – i slægt efter slægt.
I formiddags på denne dag, som også er julesøndag, hørtes ordene: Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt.
Hvad kan være mere trøsterigt end han skjuler mig i sit telt, når det hele ramler. Det er ligesom at komme i et helbredelseshus. Jesus er jo også den, der bringer lægedom, fysisk og psykisk. Ja, hvis der nogen, der ønsker det, kan vi gå op til alteret efter gudstjenesten og champagnen og bede, hvis der er noget du har brug for at bede om sammen med en anden. For hvor to eller tre beder om noget i mit navn, der er jeg midt iblandt jer, siger Jesus.
Vi er få timer fra et nyt år 2024. Men vi kristne har tilladt os at modsige det verdslige nytår. Vi regner nemlig vores nye år fra Jesu kommer på æselryg til Jerusalem for at lide og dø for verden som sådan. Dette nytår begynder med advent, en måneds tid før det verdslige nytår.
Grundtvig har for at markere forskellen, skrevet to nytårssalmer, en til det kirkelige nytår, advent, og et til det verdslige nytår.
Hvad er så det første, digteren beder om? Lad os læse det igen:
Sandheds Gud! lad dit hellige ord oplive, oplyse det høje Nord!
Ordet, det hellige ord. Jesus siger et sted, at himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Fantastiske ord. Ordene er jo bærer af hans nærvær. Midt i måske en dag alt er ved at gå fra hinanden helt og holdent i universet og på vor klode. Så er han der, hans ord er der.
Det er i grunden utroligt. Jesus skrev aldrig noget ned, så vidt vi ved. Nej, han talte sine ord, strøede dem ud som korn på hjerternes, på folkenes hjerters jord. De er der for evigt med al deres styrke og kraft til at oplive og oplyse.
Oplive. Vi har ikke så mange fine ord at sige i kirken. Men Jesu ord har kraften til at oplive dig og mig, os alle. Det er sandt og det er stort.
Men det handler jo ikke om oplivning i betydningen at vi godt nok lever, men er lagt i koma uden håb om at vågne op.
Det ville være en hån at kalde det at blive oplivet, i al fald åndelig talt. Jeg glemmer aldrig, at en avis dagen efter vores datters fald fra tredje sal skrev, at hun havde overlevet.
Ja, men hun døde to dage efter, hun blev blot holdt i live med respirator, men den pige, Gud havde skabt, var ikke mere i denne verden. Hun var gået over fra døden til livet, for hun var døbt til at tilhøre den korsfæstede og genopstandne Herre og Frelser Jesus Kristus – for evigt. Jeg kan næsten ikke vente til at møde hende igen, men skal selvfølgelig vente.
Og så har jeg brug for SELV at blive oplivet af Guds ord, Jesu ord. For Jesus er opstandelsen og livet.
Derfor er opstandelsen og livet også i hans ord, så de ord vækker mig arme menneske til nyt liv midt i ulykkernes land, midt i tristhed, midt i lykke, midt i fremgang, midt i al min selvoptagethed. Så Han skaber noget nyt midt i alting. Ikke mindst glæde. Den samme evige glæde, englen forkyndte julenat for de fattige hyrder.
TEKSTLÆSNINGER:
Salmisten skriver: Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du Gud. Du lader mennesket vende tilbage til støvet, du siger: »Vend tilbage, I mennesker!« Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi, som en nattevagt. Du skyller dem bort, de sover ind, de er som græsset, der gror om morgenen; om morgenen blomstrer det og gror, om aftenen er det vissent og tørt. Vi går til i din vrede, vi forfærdes ved din harme. Du har stillet vore synder for dine øjne, vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys. Alle vore dage svinder hen i din vrede, vi henlever vore år under suk. Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til, men al deres stolthed er elendighed og ulykke; hastigt går det, så flyver vi bort. Hvem kender styrken i din vrede og i din harme, så han kan frygte dig? Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet. Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte? Vis medlidenhed med dine tjenere! Mæt os om morgenen med din godhed, så vi kan juble og glæde os hele vort liv. Glæd os lige så længe, som du har ydmyget os, de år, vi oplevede ulykke. Lad dine tjenere få dit værk at se, lad deres børn se din pragt! Herren, vor Guds herlighed komme over os! Styrk vore hænders værk for os, ja, styrk vore hænders værk!
Epistlen skrives i Jakobsbrevet: Og nu I, som siger: »I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge« – I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: »Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det.« Nu praler I og bruger store ord; men al den slags pral er af det onde. Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.
PRÆDIKEN NYTÅRSDAG 2024 I KOLBY KIRKE
Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. Sådan begyndte salmen af David.
Vor bolig – hvordan?
Må det ikke betyde, at Herren er overalt, at hans bolig er der, hvor vi tilbeder og beder til ham? Jo, det tror jeg.
Som Abrahams barnebarn Jakob. Ham der måtte flygte fra sin bror Esau, der med rette var rasende på Jakob. Under flugten får Jakob en nat en drøm og ser en stige fra jorden til himlen. Han mærker Guds nærvær og hjælp.
Det betyder, at Gud er tilgængelig for alle, kloden rundt. Når fok beder til Gud i Kina, i Syrien, i Gaza, i Israel, så hører Gud bønnen.
Men, for der er altid et men.
Hvad er det?
Det er, at hvis vi er opblæste og beder i den tilstand, så lukker vi selv ned for bønnen. Så beder vi slet ikke.
Jesus kalder det at lade munden løbe. Vi siger bønneord, men det er bare ord. Vi har ikke hjertet med.
På denne første dag i det nye år har de gamle fundet på, at vi skal høre en kraftig formaning over vores selvsikkerhed.
For i Davids Salme får vi læst og påskrevet, så det er helt forfærdeligt og vi næsten ikke kan holde ud at høre ordene: Hastigt går det, vi flyver afsted. Vi går til i din vrede.
Vi beder med David om at holde tal på vore dage, så vi lærer at frygte Herren. Have rædsel for at gøre ham imod.
Jeg kommer med et lille eksempel på det med at blive ræd og lære at have respekt eller frygt for noget.
Der var en tenniskamp i Australien. Lige pludselig får en tilskuer øje på en slange ved kanten af banen. Det er en giftslange, der kan lamme og folk dør af dens bid der. Slangen var krøbet frem til der, hvor bolddrengene stod. En der har forstand på at fange slanger, blev tilkaldt og fangede den.
Sådan en situation gør jo ræd og fremkalder frygt.
Sådan mener David i salmen at der findes en god rædsel. Den får os til at tage os sammen. Til at tage livet alvorligt. Tage livet på os.
Så vi får proportionerne i orden. Tænk, David siger:
Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi, som en nattevagt.
Altså: tusind år er som dagen i går. Tusind år. Vi kan ikke sætte os ind, hvad tid er for Gud.
Du skyller dem bort, de sover ind, de er som græsset, der gror om morgenen; om morgenen blomstrer det og gror, om aftenen er det vissent og tørt, siger David.
Den, der kender til at miste, at blive alvorligt syg, forstår nok bedre end de fleste disse ord. At vi i grunden fra det ene øjeblik til det næste er magtesløse, når sygdom rammer, når døden rammer.
Vi har i virkeligheden ikke styr på noget, nej, hvad vi gør er at BESTYRE det, Gud har givet os. Vores helbred, vores liv.
Så siger David:
Vi går til i din vrede, vi forfærdes ved din harme. Du har stillet vore synder for dine øjne, vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys. Alle vore dage svinder hen i din vrede, vi henlever vore år under suk.
Hvad mener David med Guds vrede? Med Guds vrede tænker han på, at vi kan føle et mørke i vores liv, når vi oplever ulykker, når vi oplever opslidende livssituationer, når vi bliver uvenner eller ligefrem fjender i forhold til nogen. Så kan det kaos, det mørke føles som Guds vrede. Det er som om Gud er borte fra os.
Men det er Gud ikke rigtigt. Det opleves blot sådan. Alligevel: når vi forbryder os mod hinanden, når vi fornedrer os selv og andre, så kan Gud godt i sin godhed sende en ond samvittighed ind i os, så vi angrer det onde, vi har tænkt, sagt eller gjort.
Men der er så den gode modsætning. David beder om, at Gud vil sende veltilpashed til os, glæde, lige så lang tid, som vi følte, at han var borte fra os.
Det var det, Job oplevede. Job bliv rippet for børn, for ejendom, for helbred. Så følte han, at Gud havde forladt ham, at det var uretfærdigt. Men til sidst erkender han, at Gud gør, hvad Gud vil.
Mæt os om morgenen med din godhed, så vi kan juble og glæde os hele vort liv. Glæd os lige så længe, som du har ydmyget os, de år, vi oplevede ulykke.
Mæt os om morgenen med din godhed, så vi kan juble og glæde os hele vort liv.
Utrolig, vidunderlig sætning, når vi oplever det!
Altså: Først beder David om at mærke Guds godhed helt ind i hjertet om morgenen.
Og så følger derpå, at han bliver glad og veltilpas og munter resten af livet!
Og så fortsætter han:
Glæd os lige så længe, som du har ydmyget os, de år, vi oplevede ulykke.
Det han skildrer er en bøn om en ændring fra følelsen af Guds fravær til en mæthed ved Guds godhed. Og den ændring vil, hvis det går godt, holde sig resten af livet.
Optimistisk, måske.
Men der står jo et sted i Bibelen:
Guds nåde er ny over mig hver morgen.
Så indvier vi ikke bare året generelt, men dag efter dag til Gud og til hans ære, jamen, så er der mulighed for at året udvikler sig til det bedste år nogensinde for os.
Uanset hvad der ellers er af ulykker, knuste drømme, tab. Det, der ikke duer, er at leve i konstant uafklarethed uden at tage stilling. Uden for alvor at vælge Jesus.
Der er altså noget der hedder at beslutte sig. Være beslutsom. Både i forhold til det daglige liv, men også i forhold til Jesus.
Det, der kan skabe ro, så forvirringen i al fald ikke tager over og ødelægger os, det er at hengive os til at bede. I det daglige.
Og så får vi fadervor som en vejviser i bøn.
Når vi først har fået retningen på plads i vores liv, altså har besluttet os for at prøve at være efterfølgere af Jesus, så er meget faldet på plads. Så kan bøn være blot at råbe om hjælp, måske sige tak, eller nævne nogen ved navn for Guds ansigt, som vi vil bede for.
Og bede om hjælp til at leve vores daglige liv.
Som skilte i den rigtige retning har Jesus givet os bønnerne i fadervor. De er som skilte, der viser vejen til frelse, til ro, til tilgivelse, til at stole på hjælp til dagen og vejen, til at blive bevaret fra at smadre os selv og andre i fristende situationer.
Og det hele er båret af, at vi kan tale til Gud som vores Far.
Ikke bare sig: Kære Gud.
Nej, Fader vor, eller vor Fader.
Vi taler i bøn til Skaberen af universet. Det er for vildt, men det er sådan det er.
Men vi har jo Jesus som vores bror, og når han er vores bror, er Jesu Fader og vores Fader.
Det kan vi ikke forstå, men vi kan have tillid til Jesus og derfor følge ham i det han siger.
Danskere oplever det på Grønland, når de kommer i kirke der. Da oplever de denne umiddelbare smittende tillid, der udtrykkes i salmerne. Den inderlighed, der synges med, meditativt, i ro, ikke i larm, ikke i fuld fart.
Det kan vi nok godt lære lidt af, fordi vi har det med at fiksere på forstand og forståelse frem for nærvær og tillid til Gud.
Men når vi giver nærværet og tilliden til Gud plads, så forstår vi efterhånden mere, så langt som vi kommer til at forstå som mennesker.
Og så huske, at vi ikke har styr på det hele, men vi skal BESTYRE det, vi har fået givet.
PRÆDIKEN
HELLIG TRE KONGERS SØNDAG 2024 MED LÆSNINGER FRA 1. SØNDAG EFTER HELLIG TRE KONGER
LÆSNINGER OG DEREFTER PRÆDIKENEN:
Salmisten skriver:Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen! Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige. Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder, får og okser i mængde, selv de vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, dem som færdes ad havenes stier. Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden!
* Epistlen skriver apostlen Paulus til kolossenserne:Kristus er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham. Han er hoved for legemet, kirken. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Hvem er de her fjender, som de små børn og spæde er som et værn for? Ja, det er dem, der rakker ned på troen på Gud, igen og igen, på nye måder. Så er det godt, at der er børn, der gladelig synger halleluja til krybbespil til jul, traller med på Et barn er født i Betlehem juleaften. Der er jo også nogle, der vil gå så langt som til at kalde den slags for indoktrinering. Gud ske lov hopper folk flest ikke på den. Fordi folk flest har barnet i sig – det er ikke forsvundet, det ser vi jo juleaften, den glæde, der ikke længere tæller penge og kalkulerer næste års budget, men alligevel suger glæden til sig fra evangeliet.
Disse fjender vil ødelægge troen for mennesker. Men så er det skønne mirakel, at Gud har sørget for, at børnene af alle er dem, der bliver så glade, når de hører om julens budskab. De fornemmer også, at deres forældre mærker noget dejligt, som de ikke forstår, men som de gerne vil have del i. Og så giver forældrene også deres børn del i det.
Det er menneskeligt hovmod at tro, at vi mennesker kan forstå alt og komme frem til med sikkerhed at sige: Gud er ikke til, og alt det med julen er opspind, og alt det med Jesu opstandelse er også opspind.
Men lige meget hvad mennesker gør, så elsker vi jo alt det med stalden og den fattige familie og barnet i krybben og hyrderne og de vise mænd. Vi kan nærmest ikke opdigte noget mere vidunderligt. Eventyr er skønne at svømme hen i. For det er en verden, hvor alt kan ske, og hvor vi forventer, som regel, at alt bliver godt til sidst. Sådan er det jo med julens budskab og fortællinger. Og da ikke mindre fortællingen om vise mænd, som drager til Jerusalem, for der altså faktisk født en konge. De har studeret himmellegemerne. Og de kommer rent faktisk med gaver.
På et tidspunkt flere århundreder senere blev det forbudt for sådanne astronomer eller astrologer at fortælle, at der var en konge, der skulle fødes et bestemt sted. Det blev farligt for kejseren. Nøjagtigt som det var farligt for kong Herodes. I dag er der mange der tror på astrologi, men Herodes var bange for det, datidens astrologi kom frem til: nemlig at der VAR født en ny konge.
Hvad er visdom? Hvem er vis? Er det at være ekspert i et eller andet? Vi taler om de økonomiske vismænd. Og formanden for vismændene hedder overvismand. Som om der kan være grader i visdom. Disse vismænd skal overvåge den økonomiske situation i landet.
I ordbogen står der, at en vismand er en, der har stor (åndelig) visdom. I ældre dage betød en vis-mand en, der havde en stor livsvisdom, eller en tænker/filosof.
Men så er der jo de vise mænd fra østerland: ”De spæde åbenbarer han (Gud), hvad verdens visdom og forstand forgæves efterleder” siger Grundtvig et sted.
Ja, det er jo det, Jesus én gang for alle lærer i dagens evangelium: at børn og spæde er Guds favoritter, de tager endnu stort bare imod, og det lærer de små os store og voksne.
Ja, Jesus om jeg så må sige fremturer ved at sige, at af spæde og diendes mund har du beredt lovsang – det er en sætning i en af Davids Salmer, den vi hørte læst før. Ja, der oversættes ordene: Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere.
Jesus holder den sætning frem, fordi de små børn hujer omkring ham ved indtoget i Jerusalem. Jesus siger: de viser jer vejen, i deres umiddelbarhed, uden at kalkuler, om de andre nu også er enige. De springer bare ud i at juble over Jesus. De fornemmer, at her er der godt at være.
De små er altså dem, der har en visdom, som fornuften aldrig når, for hjertet er blevet sat i anden række.
Når vi ser ind i et spædbarns øjne, hvad ser vi da? Vi ser øjne, der venter på os, venter på vores kærlighed, griber om vores kærlighed – og smiler. Når jeg har været på dåbsbesøg og skal have kontakt med det barn, der senere skal døbes, hjælper det ikke noget at tale voksensnak om dåb til barnet.
Jo, jeg kan tale direkte til barnet. Barnet forstår godt, at det angår det. Så kan jeg sige: Du skal snart døbes i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Du er din mor og fars barn, men så bliver du også Guds barn sammen med os andre. Hvis forældrene er med på det, får jeg lov at holde barnet og synge lidt for det. Så synger jeg lidt af salmen ”Nu titte til hinanden” og nogle gange ”Sov sødt, barnlille”.
De øjeblikke hører i grunden til de største øjeblikke i min tid som præst. For barnet reagerer altid med glæde og mimik og er helt med. Barnet kan udmærket mærke, at dette her betyder alt, at det er stort.
Ligesom barnet lever af forældrenes kærlighed, sådan er det også med os i forhold til Gud: Vi lever af Guds kærlighed. Den kærlighed, hvormed Gud sendte sin Søn Jesus; han led og døde for os alle for at åbne døren ind til Paradis igen.
I dåben modtager den, der døbes, voksen såvel som barn, syndernes forladelse og må aldrig tvivle om denne gave. Når et menneske ligger på dødslejet, er det godt at tænke på, at Gud i dåben har åbnet døren til Paradis. Så må vi som et Guds barn blot gribe om dette løfte, stole på det og dø på det.
***
Men må jeg vende tilbage til de vise mænd fra Persien eller hvor de ellers kom fra!
”Vise mænd fra østerland drog i verden ud på stand for den konge at oplede, for den konge at tilbede, som var født i samme stund.”
Det er en anden slags visdom. Vi ville måske i dag kalde dem en mellemting mellem astronomer og astrologer. De vidste meget om stjernerne og planeterne, som de også kaldte stjerner, om hvordan planeterne kunne nærme sig, så det så ud som en stor stjerne ved særlige anledninger, og måske endda noget, der skete ganske sjældent.
Går vi til Gammel Testamente, så er der slet ingen tvivl om, hvad visdom er. Jobs bog lærer os om virkelig visdom. ”Visdom er at have ærefrygt for Herren.” Eller i den officielle oversættelse: ”At frygte Herren, det er visdom.”
At frygte Herren, det er visdom. Her er vi langt fra filosofferne, langt fra de økonomiske vismænd, men nok ikke så langt fra de vise mænd fra østen, for de troede på Gud, eller skal vi sige guder. De frygtede deres guder, og det betyder, at de var på rette vej.
Jesus siger jo, at vi skal frygte Gud snarere end mennesker.
Det vil sige, at gudsfrygt giver os en frihed i forhold til, hvad mennesker tænker og siger, og hvad der findes af tidens ånd.
Visdom begynder med gudsfrygt. Men der skal mere til. Vi må komme til visdommens kilde.
Som digteren siger:
Stjernen ledte vise mænd
Til vor Herre Kristus hen;
Vi har og en ledestjerne,
Og når vi den følger gerne,
Kommer vi til Jesus Krist.
De vise mænd fra østen lærer os at komme til Jesus Kristus. Det er i al sin enkelhed sådan det er.
Gudsfrygten fører dybest set til Jesus.
Som vender vores frygt til glæde. Som siger sit: Frygt ikke! til os.
Og sådan er det også for os med den stjerne vi har, siger digteren, og fortsætter med at sige, at den stjerne, som aldrig leder vild, er
hans Guddomsord det klare, der skal lyse vor for fod.
Lyse for vor fod, så vi ikke mister fodfæste og snubler. Og det lys, Kristus lyser med ved sit ord, får mørket til at vige bort fra os – også i dagligdagen. Får os til at blive beslutsomme kristne, kristne, der er blevet voksne i troen.
Og dette ord fører os til Jesus Kristus. Det er ham, der er selve lyset, det lys, der skinner med kærlighed.
Jesus er ikke en vismand. Vi bliver vismænd, når vi følger ham, men selv er han ikke en vismand. Nej, han er Frelseren fra synden, døden og Satans rige.
***
Men når det klare guddomsord skal lyse for vor fod, så indbefatter det også det, Jesus siger i dåbs- og missionsbefalingen, at vi skal bringe budskabet ud i hele verden.
Først og fremmest i vort eget folk, hvor nu snart alle folkeslags repræsentanter findes og hvor der er store folkegrupper med arabisk eller iransk som sprog, og mange andre sprog.
Vi skal altså gå med evangeliet. Eller sende nogen. Og give penge til mission. Ja, virkelig, mission, som betyder at være sendt med et budskab.
Vi kristne kan bestemt ikke beholde det hele for sig selv, som om evangeliet er noget rent privat. Budskabet må videre ud, som vi Jesus også siger i missionsbefalingen: Gå ud i alverden og gør alle folkeslag til mine disciple. Derfor kan vi kristne ikke isolere os fra ikke-troende, fra ateister, fra muslimer, fra jøder, fra mennesker der er vendt tilbage til de nordiske guder eller tror på andre guder. Det kan og må vi ikke.
Tværtimod, skal vi vidne om ham, som er lyset. I denne tid med krigen mellem Israel og Hamas bliver det meget nærværende: mission til muslimer og jøder. Men først og fremmest er der brug for, at vi også viser kærlighed i forhold til muslimer og jøder. Elles asatroende, eller ateister. Uden kærlighed er vi en rungende bjælde, og det hele er ligegyldigt, ja, værre end ligegyldigt.
Ud af de blå ringede en ven, vi mødte i England for mere end 40 år siden. De var som os studerende der. De var kristne fra Garo-stammen i Indien, det område, der ligger længst mod nordvest.
Vores vens mand fortalte dengang, at hans bedstefars generation var hovedjægere. Det stoppede, da de tog mod den kristne tro.
Nu fyrre år senere får vi denne opringning fra vores ven. Hun er et vandfald af fortælling om hendes arbejde sammen med andre for at nå de 10 procent af deres Garostamme, som fortsat er det, de kalder animister. At høre på Minghi, som hun hedder, er som at høre på en kvindelig udgave af Paulus. Hun har fuld fart fremad med ideer og planer.
Hun og en gruppe tager rejser, hvor de besøger folk og fortæller evangeliet. Mange vil omgående døbes! Og næste dag ved et tilfælde døbte de 20-30.
Landsbyens leder blev rasende. Han kom til gruppen med en kniv i hånden og sagde, at han ville slå den ihjel, som havde døbt alle de unge mennesker.
Og så vil han med blodet af den person rense landsbyen fra dette nye.
Senere kommer han med en pistol, men de får lirket den ud af hans hånd.
Den unge generation vil være kristne, og de gamle vil holde fast i det gamle – sådan har det vel tit været.
Jeg spørger: hvordan så med kirker for alle de tusinde af nye kristne, for det er i tusinder. Hvad med præster, spørger jeg? Med lynets hast er de ved at uddanne præster, på ganske få år har de flere hundrede, der er under uddannelse.
Jeg kunne ikke lade være med at sige til vores ven Minghi, at det hun fortalte lød som et kapitel, der kan føjes til Apostlenes Gerninger, nu gerninger i det nordvestlige Indien. Og de kristne er fulde af tro på Guds indgriben og også på, at alt sker i Guds time.
***
Så er det, at jeg også tænker på os i forhold til alle ikke-kristne i vores land. Ja, jeg tænker på muslimer og jøder.
Men, kan nogen spørge, er det ikke et forkert tidspunkt midt i sådan en krig. Det tror jeg ikke.
Som kristne er vi dybt forbundet med jødedommen, fordi Jesus var jøde, for ikke at nævne de tolv apostle!
Vi er kommet til tro på, at Jesus er Messias, altså Kristus, opfyldelsen af alt, hvad der er sagt om Messias hos Moses, i Davids Salmer, Højsangen, profeterne med mere.
Derfor er vi forbundet med vore jødiske medmennesker for altid. Så meget, at som apostlen Paulus siger i Romerbrevet kap. 11, er vi hedningekristne ikke ved noget mål uden, at der af Jesu folkefæller indpodes en gren i det samme træ med Jesus som det sande vintræ, ja, Paulus siger hele Israel!
Jeg har nemlig også et håb om samtale og dialog! Og det er klart, at meget vil vi hedningekristne lære af det folk, der er beslægtet direkte, kulturelt, historisk, sprogligt, med Jesus.
Men jeg vil også gerne prøve at overbevise jøder om, at Jesus er DERES Messias, før han er vores.
Er det tiden til sådan en samtale? Ja, mener jeg.
Selv har jeg for egen regning skrevet til Det jødiske Samfund og overrabiner Jair Melchior, at jeg er kommet til at brænde efter en samtale. Både for at udtrykke min sympati med Israel i en svær situation, men også for at tale sammen om, hvad der betyder noget for os.
Det gælder også i forhold til de arabisktalende. Vi må virkelig bede om, at både jøder og arabere kan tage evangeliet til sig, ikke som europæisk overherredømme, nej, fri os fra den slags.
Men evangeliet om Jesus Kristus, der sætter fri af snærende folkebånd, så mennesker forhindres i at tage imod ham, og det er lige meget om det er blandt jøder, arabere, dansk-danskere, der ikke rigtig kan have, hvis nogen af deres gruppe går for meget op i Jesus.
Derfor er det pudsigt, at det er netop nu, Gud sender det mest uforudset vidne, både for os og for ham selv, nemlig Casper Christensen, hvis hele liv har været en lang forberedelse til at han tog imod Jesus.
Ved en gudstjeneste i København sagde han: ”Alt, hvad jeg har gjort, haft det formål at føre mig hertil, hvor jeg er nu, hvor jeg kan sige, at jeg er kristen og har accepteret Jesus i mit liv.” Han talte om en tomhed, der først forsvandt, da han bag en bøn.
Han levede som hvad han kalder en bad boy. Men lige meget hvor mange penge, hvor meget succes, eller hvor mange fester han tog til, var han ikke glad. Men jeg forstod ikke til at begynde med, at jeg blev nødt til at ændre den, hvis jeg skulle blive glad. Den tomhed, jeg følte, blev bare større.” Han sagde undskyld til alle dem, han skyldte en undskyldning. Og tilgav dem, han havde brug for at tilgive.
Så foreslog hans terapeut ham at bede.
”Det føltes underligt for mig, men da jeg en dag alligevel bad til Jesus, føltes det som om, en stor rygsæk med sten blev taget fra mig,” siger han.
Han siger, at det er det mest kontroversielle, han nogensinde har sagt.
”Og det siger ikke så lidt. Efterfølgende har mange, især unge mænd, skrevet til mig og takket mig for at sige det højt. De siger, at det også giver dem mod til at stå ved deres tro.”
Han bliver spurgt, om mørket stadig dukker op? ”Mørket har et fast tag i os alle. Men jeg beder hver dag, og det hjælper,”
Og så vender vi tilbage til salmen, der sagde, at det er Guds ord, der skal lyse for vor fod, altså i vor daglige vandring.
Derfor vil jeg opfordre til, at vi begynder for alvor at lade Guds ord lyse i vores daglige liv. Måske ved at læse et par sætninger. Måske ved at læse lidt af katekismen, som sagtens kan findes på nettet, hvis man ikke har en salmebog. Måske læse et salmevers, eller lytte til nye gode og hjertelige kristne sange. For jeg tror, at sådanne sange kan hjælpe nogle til at tage imod det hele med hjertet, som et barn tager imod forældrenes kærlighed.
Det er jo gennem hjertet, det skal komme. Og er kærligheden der ikke, så er vi intet.
