Hymner om Troen 1-3

Den første Hymne om Troen

På melodien: Herre, alt, hvad du har udholdt, vækker undren.

1 I stedet for det tegn, som giver alt liv og som alles Lærer har opstillet for os,

opstiller vor stolte slægt en ny tro.

Men Han, som kender alt, ved, hvad årsagen er til deres oprørske bevægelse.

Omkvæd: Dig være pris fra alle munde!

2 Hvis lyst til egen ære er deres bevæggrund, irettesætter vor Herre dette hovmod.

Hvis stridslyst er deres bevæggrund, vil vor Herre give stor enighed.

Men hvis kærlighed er deres bevæggrund, måtte Han da åbenbare sine det, der tilhører Ham.

3 Tro ikke, at dine pile når frem, når du sender dem mod det store bjerg:

de kommer et lille stykke væk fra dig, men når ikke målet.

For Sønnens fødsel er højt hævet over menneskelige spørgsmål.

4 Et mål, som svarer til dit væsen, er opstillet for dig: Undersøg det nære!

For ved det næres vidnesbyrd kommer man til tro på det fjerne!

Sjælen skal for dig være målet, det som forskerne gled væk fra.

5 For en mener, at sjælen er til; mens en anden mener, at den ikke er til.

En anser sjælen for dødelig, en anden betragter den som udødelig.

En lader sjælen være opstået af noget, en anden mener, den er opstået af intet.

6 Nogle bemærker sjælens storhed og gør den til en del af den Mægtige.

Andre lægger mærke til, at den forsvinder og gør den til et åndedrag af luften.

Andre gør den til ånde, og andre igen kalder blodet sjæl.

7 En fornemmede sjælens varme og sagde, at det skyldtes ilden,

en anden fornemmede dens åndelighed og lod den stamme fra Ånden.

En antager den for en del af Gud, en anden: et åndepust.

8 Nogle mener, sjælen stammer fra den Værende, andre: fra flere væsener.

Nogle gør den til en enhed, andre mener, den består af syv blandede elementer.

Nogle lader dens natur være rig og mangfoldig, andre anser dens væsen for fattigt og ringe.

9 Når selv drømme forvirrer den forvildede sjæl,

når forskere farer vild i undersøgelsen af den og går fejl af den,

hvem kan da udgrunde Sønnens uransagelige fødsel?

10 Kom, lad os undres over, at nogen siger sjælen ikke er til.

For skønt der bor en sjæl også i ham, har den forsøgt at argumentere mod sig selv.

Sjælen øver vold på sig selv, fordi den tror, at den ikke engang er til.

11 Sjælen, som ikke mærker sig selv, om den er til eller ej,

som ikke er i stand til at fornemme sig selv og som forhåner sig selv med egen mund,

hvorledes skulle den kunne udgrunde Ham, ved hvem den er skabt?

12 Sjælen kommer til syne i ordet, som er dens spejl.[1]

Netop i ordet kan sjælen se sit eget væsen,

at dens værdi i kraft af ordet er meget større end de umælende dyr.

13 Skønt sjælen altså er til, er den ikke til i kraft af sin forstand.

For hvordan skulle den ikke være til, når den opfattes gennem gerningen?

Og skønt den har sin eksistens fra sin Skaber, kan den gå fortabt på grund af sin frihed.

14 Hvis sjælen nu helt igennem undertrykker sin egen virkelighed

og ikke fornemmer sin egen storhed, men fornægter sin egen eksistens,

hvorledes kan den da udtale sig om, hvordan den virkelig er?

15 Og når sjælen fejler på grund af undersøgelsen af sig selv,

hvad kan den da udforske og gruble over, hvad kan den opnå ved undersøgelser?

Hvis sjælen er fjern for sig selv, hvordan skal den da kunne nå den Skjulte?

16 Hvis altså vor viden ikke har viden om den sjæl, som skulle eje viden,

hvordan skal den da vove at berøre den Alvidendes fødsel?

Hvordan skal den skabning, som ikke kender sig selv, kunne kende sin Skaber?

17 Store Natur, som overhovedet ingen mund kan tale om!

Den mund, som vil tale om den Uudsigelige,

gør Ham lille, skønt den ikke kan hamle op med Hans storhed.

18 Men enhver, som ønsker at gøre Gud stor og ophøje Ham,

ophøjer sig selv, når han ophøjer Gud, fordi Han af natur er stor.

Hold op med forskningen, som ikke er i stand til at fatte Gud,

og grib til stilhed, som passer i forhold til Ham!

19 Herre, giv mig at bruge begge dele med indsigt,

så jeg hverken overmodigt vil strides med ord eller skynder mig at tie stille!

Lad min tale være til gavn og lad mig tilegne mig viis tavshed!

Den anden hymne om Troen.

1 Lykkelig den, der stiller sandhedens lysfyldte spejl op foran sig

og deri ser din fødsel, som ord ikke kan rumme.

Omkvæd: Ære være dig, Faderens stemme!

2 Lykkelig den, der nærmer sig den kundskab, der udspringer af sandhed

og derved lærer, at Gud ikke kan undersøges af et menneske.

3 Lykkelig den, der er sandhedens salt i denne slægt, Herre,

og hvis tro ikke er blevet smagløs blandt smagløse, som vil udgrunde dig.

4 Lykkelig er du, der også lægger en mur af tavshed omkring din hørelse

så de kloges spørgsmål, som bekriger dig, ikke kan bryde igennem.

5 Lykkelig den, der i det skjulte lader Åndens vinger vokse frem,

så når der opstår strid på jorden, kan han tage afsked og fare op til himlen.

6 Lykkelig den, der er styrmand for sin tro,

så han kan styre uden om stridens oprørte bølger ind i tavshedens havn.

7 Lykkelig den, som også gør sig klart, hvad han ikke har kraft til at tale om,

og at han i sit indre ikke kan fatte den fødsel, som der ikke kan sættes ord på.

8 Lykkelig den, der ser bort fra at tale om det, som ikke er den tilladt;

lykkelig den, der gør sig umage med det, som er befalet.

9 Lykkelig den, hvis harpe spiller til de salmer, David sang:

om det åbenbarede, som er uudgrundeligt, og om det skjulte, som ikke kan ransages.

10 Lykkelig den, der daglig holder sandhedens vægt ved lige,

så han afvejer alle sine spørgsmål for ikke at stille overflødige spørgsmål.

11 Lykkelig den, for hvem det rette mål er godt nok,

vægtet ud fra profeterne og apostlene, det mål som Retfærdigheden har skabt.

12 Lykkelig den, der afvejer sin granskning, så den er til hjælp for hans tilhørere:

ikke for lidt, så der ikke er nok, men heller ikke for meget, så granskningen får overvægten.

13 Lykkelig den, der ikke i hastværk overskrider grænsen;

lykkelig er den, der gør sig møje med langsomhed og når frem til et herberg.

14 Lykkelig den, der gør sig møje for at søge efter det, han kan finde;

lykkelig er den, der ikke lader sig forvirre af uforståelig granskning.

15 Lykkelig er den, Herre, hvis tunge er som en harpe,

der spiller melodier, som virker helbredende på tilhørerne.

16 Lykkelig er den, der erhverver den sandhed, der kan støtte de svage, Herre,

og hvis troskab mod sandheden er som en støttestav for den, hvis forstand er blevet syg.

17 Lykkelig er den, hvis lære er en god surdej

og som fremkalder den rette smag hos den ’usyrede’ dåre.

18 Lykkelig er den, der polerer sin granskning som et spejl

til fordel for dem, som har en mangelfuld tro, så de kan vaske deres pletter af deri.

19 Lykkelig er den, hvis ord er som livets medicin;

det giver liv til de i forstanden døde, som har ophøjet sig over Ham, der giver alle liv.

20 Lykkelig er den, der spiller døv, når man udforsker din fødsel;

lykkelig den, der spiller på trompet, når man taler om din fødsel.

21 Lykkelig er den, der ved, at granskningen af dig, Herre, er voldsomt overmodig;

lykkelig er den, der er fortrolig med den søde smag, der er i at prise dig med ord.

22 Lykkelig er den, der ikke lader sin mund være en gennemgang

for tåbelige spørgsmål, der vælder frem fra vægtløse ordkløvere, Herre.

23 Lykkelig er den, hvis tunge er et lysfyldt redskab, Herre,

og som bruger den til at udtrykke den sandhed, der strømmer ud fra profeterne og apostlene.

24 Lykkelig er den, der ikke har fået smag på det bitre i grækernes visdom;

lykkelig er den, der ikke er gledet bort fra apostlenes enkle visdom.

Den tredje hymne om Troen.

1 Lykkelig den, Herre, der er værdig til i stor kærlighed at kalde dig

’den elskede Søn’, sådan som Gud, din Fader, kaldte dig.

Omkvæd: Dig være ære, Guds Søn!

2 Lykkelig den, der har vænnet sin mund til at være tilbageholdende med alle mulige spørgsmål

og nøjes med at kalde dig Guds Søn, som Ånden kaldte dig.

3 Lykkelig den, Herre, der er værdig til at tro fuldkomment

og kalde dig Søn, som alle apostle og profeter kaldte dig.

4 Lykkelig den, Herre, der er sig bevidst, at din majestæt ikke kan undersøges

og omgående går i rette med munden, så den ærer din fødsel med tavshed.

5 Herre, lykkelig er den, der har erhvervet sig et lysfyldt øje, hvormed han kan se

englene, som står for dig i dyb ærefrygt, og se, hvor anmassende mennesket er.

6 Lykkelig den, Herre, der bruger forstandens kraft til at iagttage,

hvordan skabninger ikke mægter dig og takker, fordi han er værdig til at du tager bolig i ham.

7 Lykkelig den, Herre, der er sig bevidst, at du er Gud, Guds Søn,

og er sig bevidst, hvis søn han selv er, for en dødelig er søn af en dødelig.

8 Lykkelig den, der forstår, at din Fader er Adonaj,

og samtidig kommer sin egen fødsel i hu, at han er søn af den jordiske Adam.

9 Lykkelig den, der forstår, at englene priser dig i tavshed,

og som i al hast kæmper med sig selv, fordi han har det med at tale alt for overilet.

10 Lykkelig den, der erkender, at Himlen oventil er i ro,

mens jorden hernede er i oprør, så han bringer sig selv til ro, når bølgerne går højt.

11 Lykkelig den, Herre, der lærer, at serafen råber ”hellig” og derpå tier,

mens de skriftkloge uden ophør forsker. Forlad de skriftkloges vej og vælg serafernes!

12 Ja, hvem undrer sig ikke over, at du sidder ved Faderens højre hånd,

mens støvet, som sidder i støvet, udforsker dig fra toppen at støvbunken.

13 Lykkelig den, Herre, der erkender, at du er i Guddommens skød,

og kommer i hu, at han skal falde tilbage i jordens skød, som fødte ham.

14 Herre, hvem forbavses ikke over, at du er alle skabningers Skaber,

Mennesket søger at granske dig og forstår ikke engang, hvad sjælen er.

15 Herre, det er forunderligt, at du alene kender din Fader,

mens støvet er så tarveligt at ophøje sig for også at granske din Fader.

16 Lykkelig den, der er blevet guddommelig i sin livførelse,

så når han har helliget sig selv, råber til dig: Gud, Guds Søn!

[1] Spejlet viser synligt det, der ellers ikke kan ses. Jeg kan ikke se min sjæl, men ser den derved, at jeg kan tale!

Hymner om Troen 10 - om nadveren

1. Herre, du skrev: 'Åbn din mund, så vil jeg fylde den!'[1]

Se, din tjeners mund, såvel som hans sind, står åben for dig!

Fyld den med din gave, Herre,

så jeg efter din vilje kan synge lovsang til dig.

Omkvæd: Gør mig værdig til at nærme mig din gave med ærefrygt!

2. Enhver kan på sit trin stige ind i din fortælling;

jeg vil stille mig på det nederste trin – hvis jeg er modig!

Men hvem vover at grunde over din fødsel,

når den er forseglet med tavshed?

3. Den ene natur, du har, kommer til udtryk på mange måder

og på tre planer: det høje, det midt imellem og det hernede.

Gør mig værdig til her på jorden

at samle smuler af din visdom ligesom brødkrummer!

4. Din ophøjede tilblivelse er skjult hos din Far,

så vægterne forundres over din rigdom, som de nu kan fatte den.

Herre, blot én lille forklarings-bæk

er for os på jorden en flod af fortolkninger om dig.

5. Selvom den store[2] Johannes råbte:

'Herre, jeg er ikke værdig til at løse dine sandalremme'[3],

vil jeg som synderinden søge ind i skyggen fra dine klæder[4],

og så begynde derfra!

6. Som hun ængstedes, men fattede mod, fordi hun blev helbredt,

helbred da mig for min ængstelse og frygt, så jeg fatter mod på grund af dig![5]

Bring mig fra dine klæder til dit legeme,

så jeg så godt som muligt kan tale om dig.

7. Dine klæder, Herre, er en helbredende kilde.

I din synlige klædning boede din skjulte kraft.

Lidt spyt fra din mund var også et stort under,

for der blev lys i det dynd, spyttet lavede.[6]

8. I dit brød er skjult den Ånd, som ikke kan fortæres,

i din vin bor den ild, som ikke kan drikkes.

Ånd i dit brød, ild i din vin:

et under uden mage, vi modtager med vore læber!

9. Da Herren steg ned til de dødelige på jorden,

omskabte Han dem til en ny skabning, så de blev vægtere lig.

Ild og Ånd blandede Han med dem,

for at de i hemmelighed skulle være af ild og Ånd.

10. Serafen bragte ikke kulstykket til Esajas med fingrene[7];

kun munden berørte det egentlig.

Han holdt det ikke i hånden og spiste det,

men os har vor Herre netop givet at gøre begge dele.

11. Til de åndelige vægtere bragte Abraham

legemliges mad, og de spiste deraf[8]. Det er et uhørt under,

at vor store Herre giver os legemlige

ild og Ånd at spise og drikke.

12. Ild steg i vrede ned over syndere og fortærede dem[9];

Barmhjertigheds ild er kommet ned over brødet og har taget bolig deri.

I modsætning til den ild, som fortærede mennesker,

har I fortæret ild i brødet og får derved livet!

13. Ild steg ned over Elias' ofre og fortærede dem[10],

men Mildheds ild er blevet et levende offer for os.

Ild fortærede dengang offergaven,

mens din ild, vor Herre, fortærer vi i din offergave.

14. 'Hvem har fanget vinden i sine hænder?'[11], hedder det.

Salomo, kom og se, hvad din fars Herre har gjort![12]

Imod naturen blandede Han ild og Ånd

og lod dem strømme ned i sine disciples håndflader.

15. 'Hvem har nogensinde fastholdt vand i et klæde?' spurgte han.

Se, der er en kilde i ’klædet’, i Marias skød!

Sådan modtager dine tjenerinder i et klæde

en dråbe af liv fra livets kalk[13].

16. Se den kraft der er skjult i helligdommens klæde,

en kraft som forstanden på intet tidspunkt har fået greb om![14]

Hans kærlighed bøjede sig, steg ned

og svævede[15] over klædet på forligelsens alter.

17. Se ild og Ånd i din mors skød!

Se ild og Ånd i den flod, hvori du blev døbt!

Ild og Ånd i vor dåb -

i brød og kalk: ild og Helligånd.

18. Dit brød tager livet af den umættelige, som havde gjort os til sit brød;

din kalk tilintetgør døden, som nærmest havde slugt os.

Herre, vi har spist og drukket dig -

ikke for at gøre det af med dig, men for at leve ved dig.

19. Blot remmen på din sandal forskrækkede dem, der forstod, hvem du er;

de, der havde indsigt, var bange for en flig af din kappe.

Se, vor uforstandige slægt har ved at forske i, hvem du er,

mistet forstanden, fået for meget af din most!

20. Underfulde er fodsporene efter din gang på vandet[16]!

Du lagde det store hav under dine fødder,

og dog gjorde du dit hoved til en lille flods slave:

du bøjede dig ned og lod dig døbe deri.

21. Floden lignede Johannes, som døbte deri;

de to afbilder hinanden, små som de er.

Begges Herre underkastede sig dem:

den lille flod og den svage tjener.

22. Se Herre, favnen fyldes af blot en smule af dine gaver[17],

og eftersom jeg ikke kan have mere i armene,

så hold din gave tilbage, medens jeg falder på knæ,

og gem den i dit skatkammer som pant,

                                    for at du atter kan give os den!

[1]. Sal. 81,11 i den syriske bibeloversættelse.

[2]. Se Matt. 11,11.

[3]. Luk. 3,16.

[4]. Luk. 7,36-50.

[5]. Mark. 5,25-34.

[6]. Johs. 9,5-6.

[7]. Se Es. 6,6-7.

[8]. Se 1. Mos. 18.

[9]. Se f.eks. 2. Kong. 1.

[10]. Se 1. Kong. 18,38.

[11]. Ord fra Ordspr. 30,4 her og i vers 15. På syrisk (som på hebraisk) kan ordet for 'vind' også oversættes 'ånd'.

14. Se Luk. 20,41-44.

[13]. Kvinderne på Afrems tid modtog nadveren (vel brød dyppet i vinen) sådan.

16. Henviser til mørket, der ikke begreb lyset, Joh.Ev. 1,5.

[15]. Ligesom Ånden, der svævede over vandene i 1. Mos. 1.

[16]. Måske en hentydning til Sal. 77,20.

[17]. Hentydning til bl.a. Mark. 7,28 og Luk. 16,21.

Hymner om Troen 18

Verset i Hymner om Troen 10-25 består i følge Beck af fire linjer: 11 – 11 – 8 – 9. For det meste kan de to første linjer deles op i 5+6 stavelser, tredje linje i 4+4 og den sidste i 4+5, hvoraf det sidste femstavelsesled ofte fungerer isoleret og responsorieagtigt.

1 Hvis en fugleunge ikke er udviklet helt færdig,

kan den ikke bryde sin skal itu, den mangler stadig noget.

Når troen er tavs, mangler den også noget.

Du, som fuldender alt, fuldend troen!

Kommentar: Fugleungen kan ikke komme ud af sin skal, hvis ikke den udruges færdig. Der mangler noget. På samme måde er det med troen: Er den i hjertet, men ikke i munden, så mangler der noget, så er troen ikke ’udruget’ eller bedre: ’bragt til fødsel’. Bønnen til Kristus er afgørende: ”Du, som fuldender alt, fuldend troen!” Der er ingen tvivl om, at Efraim her knytter an til Hebr. 12,2, hvor Kristus kaldes ”den, der sætter vor tro i gang og fuldender den”, eller ”troens kilde og fuldender”, risja wa-gamura l-hajmanutha. Uden Kristus forbliver den kristne i sin egen skal. Troen fødes i bekendelse til Kristus.

Omkvæd: Gør mig værdig til at ære din fødsel med tavshed!

Kommentar: Her kommer paradokset ind. Kristi fødsel fra Faderen må æres i tavshed! Her er ingen plads til tale, men kun lovprisning. Lovprisning er tavshed! Lovprisning uden diskussion eller rationel undersøgelse.

2 Fuglens art bliver til på tredelt måde:

fra skødet til æg og derfra til reden, hvor den pipper,

og når den er færdigudviklet, flyver den i luften

med udbredte vinger ud i korsets tegn.

Kommentar: ”Skødet” kan oversættes: livmoderen. Mellem 2. og 4. årh. ’udkom’ skriftet Physiologus, som indeholder kristologiske tolkninger mest af forskellige dyr og fugle. Skriftet findes i syrisk oversættelse. Men Efraims tolkning i dette digt er formentlig hans egen, både fuglen, der flyver i korsets tegn og symbol på Treenigheden. Når det hedder, at den færdigudviklede fugl flyver med udbredte vinger i korsets tegn, så betyder, at uden Kristus kan den troende ikke komme i bevægelse, men er – ubevægelig. Korset er bevægelsens tegn, som gør at fuglen flyver ud i verden i sin individualitet. Korsets ”tegn” er raza på syrisk. Dette ord er utrolig ladet og spiller en afgørende rolle i Efraims digtning. Det betyder grundlæggende ’hemmelighed’, dernæst hemmelig betydning, type, tegn, symbol, lighed, og endelig: mysterium, sakramente, om nadveren. Når vi taler om en symbolsk betydning, taber betydningen allerede meget af sin kraft. For Efraim er verden ladet med ’hemmelige tegn’, og det er ikke uden grund, at det samme ord får en fast betydning knyttet til nadverens brød og vin. Et symbol (på græsk) er to ting, der hører sammen og som ikke kan opløses, uden at begge dele taber deres kraft og betydning. For Efraim er de udbredte fuglevinger virkelig en hemmelighed, som har sammenhæng med Skaberens Søn, Kristus, der døde på et kors med udbredte arme.

3 Også troen når sin fuldendelse på trefoldig vis:

for da apostlene troede på Faderen, og Sønnen og Ånden;

fløj forkyndelsen ud til de fire dele (af jorden)

i kraft af korset.

Kommentar: Ordet nævnes ikke direkte, men troen fuldendes som tro på Treenigheden. Med den tro fløj budskabet ud i hele verden som en fugl, der ikke blot er udruget, men kan flyve fra reden. For Jakob af Sarug er netop Kristi Himmelfart den dag, der ’apostelægget’ blev udruget, så apostlene som ørneunger var flyvende, samtidig med at Kristus fór til himmels.[i] Dette eksempel på, hvoran Jakob af Sarug inspireres af et billede eller en tankekæde hos Efraim, er typisk.

’Ud til de fire dele (af jorden)’. Nord, syd, øst og vest tegner korsets tegn. Det hedder sig, at jorden indtil opdagelsen af Amerika opfattedes som bestående af tre ’hjørner’. Men allerede Ez. 7,2 taler om ’jordens fire dele/ender’. Det syriske ord: kenfe, betyder også ’arme’ eller ’vinger’ samt ’grænser’ og bruges i syrisk tradition om korsets ’arme’. I Åb. 7,2 bruges udtrykket ’jordens fire hjørner.’ For kristne stod der derfor klart, at budskabet om Kristus sendtes ud til alle folkeslag, altså til alle dele af jorden.. De fire levende væsener i Ez. 1 var profetiske typer for de fire evangelister. Ydermere, med fire evangelister måtte der – alen af den grund! – være fire verdenshjørner eller ’dele’, penjan.

’I kraft af korset’- inspireret af 1. Kor. 1,18: ”Ordet om korset er… for dem, der får livet, er det Guds kraft. Eller med 1. Kor. 1,24: Kristus er Guds kraft. Samtidig kan vi lægge mærke til, at ordet haila, også anvendes i Fadervor på syrisk: ”For dit er riget og kraften og æren…” Derfor kan vi forstå, at for Efraim beder vi naturligvis i Fadervor til Gud Fader, men kraften kommer fra Kristi kors.

4 De tre navne er sået trefoldigt

i ånd, sjæl og legeme, som i en hemmelighed.

Vor ’trehed’ hersker over sværdet,

når den er blevet fuldendt ved de tre (navne).

Kommentar: Det er interessant, at Efraim bruger ordet ’treenighed’ eller ’trehed’ om menneskets sammensætning, ikke om Treenigheden. Her bruger han de ’tre navne’. Han lader mysteriet stå. Nu siger han, at når ånd, sjæl og legeme er fuldendt, har vundet herredømme over jordens grænse. Det betyder naturligvis, at dette herredømme er kommet i kraft af, at ånd, sjæl og legeme er blevet ført til fuldendelse i forkyndelse, men vel også, at uden den organiske vækst gennem legeme, sjæl og ånd, kan forkyndelsen ikke slå igennem.

Med ’sværdet’ tænkes der på forfølgelser; det følgende vers har martyriet med.

5 Når ånden lider, indtegnet som Faderens;

når sjælen lider, er den helt blandet helt med Sønnen,

og når legemet bekender og brændes,

har det helt og fuldt fællesskab med Helligånden.

Kommentar: Åndens, sjælens og endelig legemets lidelse fører til fuldt fællesskab med Helligånden. Indblandingen er især forbundet med blanding af vand og vin. En sådan blanding var vel almindelig i antikken; man drak ikke ublandet vin. At sjælen bliver helt ’blandet’ med Sønnen, vil sige, at sjælen får del i Sønnens guddommelighed. Sjælen er vand, Sønnen vin i denne blanding.[ii] Af HFid 28,2 fremgår det, at ublandet vin er en uting. Vinen i sig selv er for stærk. Tankegangen i vers 5 her må være, at i sjælens blanding med Kristus, er vi vand, der gør, at vi kan tåle Hans vin/guddommelighed.

’Fællesskab med Helligånden’. Der henvises naturligvis til den apostolske velsignelse i 2. Kor. 13,14. Men der er måske også en allusion til Rom. 8,23, hvor Helligånden sukker i håbet om legemets forløsning.

6 Og hvis fuglen trækker sine vinger ind og fornægter

korsets udstrakte symbol, fornægter

også luften den og holder den ikke oppe,

med mindre dens vinger ’bekender’ korset.

7 Når skibet spreder årerne i korsets tegn,

og de to planker skaber en luftlomme,

når det har spredt dem ud til et kors,

er vejen spredt ud til dens sejllads.

8 Og hvis skibet tilhører en jøde,

Anklager han sig uden sin vilje selv ved sin handling,

for på sit skib udstrækker med sine hænder

og spreder korsets symbol ud.

9 Havet bøjer sig for fornægterne på grund af korset,

for hvis korsfæsteren ikke sætter en oprejst træplanke op,

og hænger et klæde over det, ligesom et legeme,

lammes hans sejlads.

Kommentar: I mange år har jeg været krænket på jødernes vegne over vers 8-9. Men nu kan jeg ikke se, hvad der er at være krænket over. På Efraims tid var de kristne ikke alene, men der var en kamp om sjælene uden lige. HFid prøver kræfter med nyarianere, som hylder intellektets kraft til at udgrunde Guds væsen, mens forholdet til jøder i denne hymnesamling ellers er af underordnet betydning. Men anden halvdel af hymnen vil overbevise menigheden, og jøder, om, at korset er allestedsnærværende. I vers 9 bruges på syrisk den samme verbalrod tre gange. Verbet zeqaf betyder ’løfte op’, ’rejse’, ’hænge’ (på et træ), og afledt heraf: ’korsfæste’. Det er disse betydningsnuancer, Efraim udnytter til fulde.

Når klædet bliver et billede på legemet, tangerer Efraim et grundtema i sin digtning: Iklædning. I sammenhængen her hentyder Efraim til Joh. 1,14, som han alluderer til i sin Diatessaronkommentar I.8, om Ordet, som ”blev legeme”. I Peshitta (fra 4.-5. årh.) hedder det: ”Ordet blev kød”, rettet ind efter den græske tekst. Samtidig lyder Hebr. 10,5 på syrisk i Peshitta: ”Du iklædte mig et legeme”, hvor den græske tekst har: ”Et legeme har du beredt mig”.[iii]

10 O rene skød - vor Frelsers legemes symbol,

Han som var fyldt af Ånden uden at Han var begrænset og spærret inde.

Ved den Ånd, som bor i et ’klæde’,

lever de legemer, hvori sjælen bor.

Kommentar: Den rene skød er jomfru Marias skød. Men på det bogstavelige plan er ’skødet’ den ’lomme’ af luft, der kommer i skibets sejl. Ånden bor i et ’klæde’ (bogstaveligt: sejl), hvilket hentyder til nadveren, hvor Ånden er nærværende.[iv]

11 Ligedes er det med jorden: den overgiver sig ikke til ’korsfæsteren’ (manden med ploven!)

uden det dejlige symbol: Lysets kors.

Ploven danner korsets tegn,

blødgør jorden og strør sin såsæd i jorden.

12 Skjorten ville ikke have passet ham uden symbolet:

han spreder sine arme for at tage den på ligesom et kors:

hans tøj er et spejl for ham,

for det tegn, som han fornægter, er formet om ham.

13 Når korsfæsteren køber et lam, slagter det

og hænger det på noget træ, så former det et billede af slagtningen af dig, Herre;

og når han begraver hvedekerner i jorden,

forkynder han det korn, der kommer til live, din opvækkelse.

14 Se dit billede er i hans får: med din stav vogter han det,

i hans vingård er den klase, som er fuld af dit blods hemmelighed,

og på træet hænger frugten,

symbol på dit træ og på frugten: dit legeme.

15 I fornægterens hus råber din forkynder (hanen),

for med et åbenlyst symbol basker den sine vinger der.

Sådan forkynder den de dødes opstandelse

for den levende, der er begravet, for hans død er kun en søvn.

16 Ja, i sin rede under sin vinge

undfanger hønens skød med varmen under hendes rugende vinger

og hun føder en kylling uden mage.

Se, i hans hus er der et spejlbillede af Maria.

[i] Se min artikel ’Oldkirkens syriske prædiken. Om himmel og himmelfart, og prædiken i dag’ i Kritisk forum for praktisk teologi 88 (2002), side 46-58, samt oversættelsen af Jakob af Sarugs prædiken til Kristi Himmelfartsdag: ’Jakob af Sarugs prædiken: Om vor Herres opstigning til himlen’ sammesteds, side 59-72. Artiklen kan hentes her: https://www.eksistensen.dk/tidsskrifter/kritisk-forum/2001-2002-nr-85-88-gratis.html.

[ii] Jeg har ikke udforsket blandingen af vand og vin i syriske nadverritualer, men forestiller mig, at der som i katolsk eukaristi er en formulering om denne blanding som forudsætning for, at vi bliver delagtige i Kristi guddommelighed gennem nadverens blanding af vin og vand.

[iii] Se en nærmere fremstilling iklædnings-motivet hos Efraim i Sebastian Brock: Det lysfyldte øje. En indføring i Efraim Syrerens åndelige univers (2010), kapitel 5, side 85-97.

[iv] Helligånden i nadveren, se min kronik: ’Ånd i dit brød – ild i din vin’ i IMT Indre Missions Tidende 17 (2003), side 12-15, med en oversættelse af HFid 10.

Hymner om Troen 19

1 Pris være Sønnen, som underviste i sandheden.

Lovet være Herren, som blev sine tjeneres broder.

Ære være den, der er ældre end alt,

Som både blev et barn og tjener for gæster.

Melodi: Dig være ære og ved dig Ham, som sendte dig!

2 Hvem er værdig til din dragt, din menneskeligheds klædning?

Hvem er værdig til dit legeme, din guddommeligheds klædning?

Du har begge klædninger, vor Herre,

Klædning og legeme, og brød, livets brød.

3 Hvem forundres ikke over din forandrings klædning?

Legemet skjulte din stråleglans, din frygtindgydende natur.

Dragterne skjulte den svage natur,

Brødet skjulte den ild, som bor deri.

4 For aldrig har dødeliges forstand rørt Ham.

Hvem har en ildhånd og en åndsfinger

Til at røre Ham, for også vort sind er som et legeme

For Hans skjulte øje.

5 Og den åbenbare viden slår ikke til,

Den lysklare, som er inderst og yderste i forhold ti lalt,

Han er vor videns viden

Han er livet for sjælen, som bor i os.

6 Hvem forundres ikke over, at skønt alle er i Ham,

Har ingen rørt Ham, skønt de er i Ham,

I lighed med legemet, som aldrig har rørt ved sjælen

Med dets hånd, den sjæl, som er i det?

7 Hvem vil ikke sige tak til den Skjulte, som er skjult for alle,

Som kom ud i en åbenlys åbenbaring?

For Han iklædte sig den, der er mere åbenbar end alle,

Skønt sindene aldrig rørte Ham.

8 Det er stort, at de små har indesluttet den Almægtige,

Så det bliver lille i deres skikkelse, for at ligne dem.

For det er svært for dem at komme til at ligne Ham,

Men let for Ham at komme til at ligne dem!

9 Fuglefængeren lægger et net ud for at fange fugle,

Da han jo ikke kan flyve op til dem, kalder han på dem.

Du er Fuglefængeren, du steg ned til os,

Som var for svage til at stige op og leve sammen med dig.

10 For i parentes: Den svage udstyrer sit bløde legeme med klæder, det er en stærk rustning.

Du, Herre, iklædte dig din natur, et svagt legeme, for at kunne lide i det.

11 Forskellige slags medicin kom fra dig til de, der havde brug for det,

Skønt de alle har den samme udelte kraft.

Han blev mere af hensyn til de syge og spredte sig ud til dem, der har brug for det.

Han trak sig sammen og blev Sandhed for de sandfærdige.

12 Din kærlighed samlede ting til deres behov

For at give enhver et middel fra din skatte.

Herre, med let tilgængelige midler lokkede du os

Til med vore behov at komme til dit skatkammer.

Julesalmer

Julesalme nr. 1

 


1 Herre, denne dag så konger, præster og profeter frem til med glæde,
for på den opfyldtes deres ord og blev alle til virkelighed.

Omkvæd : Priset være du, vor Skabers Søn!

2 For i dag fødte Jomfruen Immanuel i Betlehem;
det ord, Esajas talte, skete i dag.

3 Der fødtes Han, som har tal på folkene i bogen:
den salme, som David sang, fik sin opfyldelse i dag!

4 Det ord, Mika talte, er blevet virkelighed i dag,
for en hyrde er udgået fra Efrata, og hans stav vogter sjæle.

5 ”Se, Jakobs ene stjerne går op og en fyrste står frem i Israel”.
Den profeti, Bileam udtalte, fandt sin udlægning i dag.

6 Det skjulte Lys steg ned og dets skønhed strålede i dag ud fra et legeme;
den solopgang, som Zakarias talte om, lyser op i Betlehem i dag.

7 Kongerigets Lys brød frem i Efrata, kongernes by;
den velsignelse, Jakob gav, har i dag fundet sin opfyldelse.

8 ”Livets Træ bringer håb” til dødelige;
Salomons skjulte gåde har i dag fundet sin forklaring.

9 I dag er der født et barn, og det er blevet kaldt ”Under”,
for det er et under, at Gud viste sig som et spædbarn.

10 Ånden gav en lignelse gennem ormen, fordi Hans fødsel skete uden ægteskab;
det forbillede, som Hellighedens Ånd formede, fandt sin betydning i dag.

11 ”Han skød op som et rodskud foran Ham”, et rodskud ”af den tørre jord”;
det, som blev sagt i det skjulte, fandt i dag åbenlyst sted.

12 Kongen var skjult i Juda, så derfor stjal Tamar Ham fra hans lænder.
I dag skinnede i al sin glans skønheden ud fra Ham, som hun elskede i det skjulte.

13 Ruth lagde sig hos Boaz, fordi hun så, livets medicin var skjult i ham.
I dag opfyldtes fuldt ud hendes løfte, for fra hendes sæd fremgik Han, der giver alle liv.

14 Adam lagde skylden på kvinden, som udgik fra ham;
i dag har hun til gengæld født ham en Frelser.

15 Manden, som aldrig selv blev født, fødte Eva, moderen.
Hvor troværdig er ikke Evas datter, som fødte et barn uden en mand!

16 Den jomfruelige jord fødte jordens hoved, Adam;
i dag fødte en jomfru Himlens hoved, den (anden) Adam.

17 Arons stav blomstrede og det tørre træ blomstrede;
hvad det betyder, er i dag blevet forklaret: det er jomfruskødet, som fødte et barn.

18 Det folk, som regner profeterne for sande, er blevet til skamme,
for hvis vor Frelser ikke var kommet, ville profeternes ord være usande.

19 Velsignet være den Sande, som kom fra Sandheds Fader;
Han opfyldte de sande profeters ord, så de er fuldendte i deres sandhed.

20 Herre, lad os fra dine skrifters rige skatkammer fremdrage
navnene på de retfærdige, som længtes efter at se dit komme!

21 Set, som erstattede Abel, så frem til dig, den dræbte Søn,
at du ved at blive slået ihjel skulle sløve det sværd, Kain havde bragt ind i skaberværket.

22 Noa så de hellige Guds-sønner pludselig blive lystne,
og han ventede på den hellige Søn, som kan gøre de utro hellige.

23 De to brødre, som dækkede Noa til, så frem til at Guds Enbårne
skulle komme og dække den nøgne Adam, som var beruset af hovmod.

24 Sem og Jafet ventede som barmhjertige på, at den barmhjertige Søn
skulle komme og befri Kana’an fra syndens slaveri.

25 Melkisedek så hen til Ham; som stedfortræder så han frem til
at se præsteskabets Herre, som skulle rense skabningerne med isop.

26 Lot så beboerne i Sodoma forvende den gode natur;
han så naturernes Herre, som gav overnaturlig hellighed.

27 Aron ventede på Ham - han som så, at hvis hans stav slugte drager,
ville Hans kors opsluge den drage, som havde slugt Adam og Eva.

28 Moses så den opsatte slange, som helbredte basiliskernes bid,
og han så frem til at se Ham, som har helbredt det sår, den gamle slange forvoldte.

29 Moses så, at han alene modtog Guds herlighed,
og ventede på, at Han som med sin lære gjorde mange guddommelige, skulle komme.

30 Spejderen Kaleb bar en klase på en stang;
han ventede at se Druen, som ville trøste skabningerne med sin vin.

31 Josva, [1] Nuns søn var i forventning til Ham, for han skulle repræsentere styrken i Hans navn;
hvis han er så ophøjet ved Hans navn, hvor meget mere blev han ikke ophøjet ved Hans fødsel!

32 Denne ’Jesus’, som også plukkede og tog nogle af frugterne med sig,
ventede på Livets Træ for at smage den frugt, som giver liv til alle.

33 Rahab så hen til Ham, for hvis den skarlagensrøde snor
symbolsk frelste hende fra vreden, så smagte hun symbolsk den virkelighed, snoren henviste til.

34 Elias længtes inderligt efter Ham, og uden at se Sønnen på jorden
troede han og han blev end mere renset, så han kunne stige op og se Ham i himlen.

35 Ham så Moses og Elias; den sagtmodige Moses steg op fra det dybe,
og den nidkære Elias kom ned fra det høje, og de så Sønnen midt imellem.

36 De formede et symbol på Hans komme: Moses blev et billede på de døde,
og Elias på de levende, som flyver Ham i møde, når Han kommer.

37 På grund af døden, som de døde havde smagt, gjorde Han dem til de første,
og de sidste, som endnu ikke ligger i gravene, skal rykkes op for at møde Ham ved enden.

38 Vil nogen få mig til at høre op at opregne retfærdige, som har ventet på Sønnen?
For jeg er for svag til at optælle dem alle.

Efraim opregner helt forfra de gamle fædre og mødres længsel efter Sønnen
39 Mine elskede, bed for mig, så jeg styrkes endnu engang

til igen i endnu en opregning at fremhæve deres indsigt, som jeg bedst kan.

40 Hvem kan prise den Sande Søn, som går op over os som solen,
han, som de retfærdige længtes inderligt efter at se i deres slægter?

41 Adam ventede på Ham, som er kerubernes Herre
og som kunne føre ham ind i paradis og lade ham slå sig ned ved Livstræets grene.

42 Abel længtes efter, at Han skulle komme i hans dage,
så at han i stedet for det lam, han havde ofret, kunne se Guds Lam.

43 Eva så frem til Hans komme, fordi kvinders skam var stor,
og Han ville være i stand til i stedet for blade at iklæde dem den herlighed, de havde mistet.

44 Det tårn, mange byggede på, peger som symbol frem på den Ene,
som steg ned og byggede et tårn, som rager op i himlen.

45 Også arken med dyrene er et forbillede, der peger frem mod vor Herre,
som byggede den hellige kirke, hvori sjæle tager tilflugt.

46 I Pelegs dage blev jorden delt op i halvfjerds tungemål;
han så frem til Ham, som ville dele jorden mellem sine apostle efter tungemål.

47 Den jord som vandfloden druknede kaldte i stilhed på sin Herre;
Han kom ned og åbnede for dåben, hvorved man løftes op til himlen.

48 Set og Enosh og Kenan blev kaldt Guds sønner;
de så hen til Guds Søn, for at de skulle blive Hans brødre af barmhjertighed.

49 Kun lidt under tusind år levede Metusalem;
han pegede frem mod Sønnen, som giver liv i arv, der aldrig hører op.

50 For deres skyld bad Nåden i skjult form deres Herre
om at komme i deres slægtled og opfylde deres behov.

51 For det er Helligånden, som for deres skyld ved stille meditation i dem
bevæger dem til ved Hendes hjælp at se Frelseren, som de længtes efter.

52 De retfærdiges sjæl fornemmede Sønnen, som er Livets Medicin,
og sjælen længtes brændende efter, at Han skulle komme i dens dage og lade den smage Hans sødme.

53 Enok længtes efter Ham, og uden at have set Sønnen på jorden,
øgedes hans tro og han blev regnet for retfærdig, så han steg op og så Ham i himlen.

54 Hvem vil forkaste Nåden? For den gave, som de første
ikke fik på trods af stor anstrengelse, kom frit og kvit til de sidste.

55 Også Lemek ventede på, at den Barmhjertige skulle komme og trøste ham
efter hans møje og hans hænders arbejde og over den jord, som den Retfærdige havde forbandet.  

56 Men Lemek så sin søn Noa, hvori Sønnen på mange måder fornemmedes til stede;
i den fjerne Herres sted trøstede Hans nære, men skjulte tilstedeværelse[2] ham.

57 Også Noa længtes inderligt efter at se Ham, for han smagte en af Hans håndsrækninger:
hvis Han i sin skjulte tilstedeværelse passede på dyrene, hvor meget mere frelser Han ikke sjælene?

58 Noa ventede på Ham, for han skønnede, at arken stod stille på grund af Ham;
for hvis Han i sin skjulte tilstedeværelse reddede på denne måde, hvor meget mere frelser Han ikke i egen person?

59 I Ånden fornemmede Abraham, at Sønnens fødsel var langt borte;
for sin egen del tragtede han efter at se Hans dag.

60 Isak længtes inderligt efter at se Ham, for han havde fået smag for frelsen;
f or hvis Han i sin skjulte tilstedeværelse frelste således, hvor meget mere frelste Han ikke, da Han virkelig kom til verden?

Om at våge julenat
61 Vægterne frydede sig i dag, da Han, der våger, kom for at vække os: Hvem vil sove i denne nat, hvor hele skaberværket er vågent?

62 Fordi Adam med sine synder bragte døds-søvnen ind i skaberværket, steg Han, der våger, ned for at vække os af syndens slummer.

63 Lad os ikke våge natten ud som pengegriske, der spekulerer over deres udlån og renterne deraf;

de våger længe om natten for at tælle formuen og renten.  

64 Årvågen og klog er tyven, som graver et skjulested i jorden for sin søvn;
hans årvågenhed handler alene om at forvolde de sovende megen bitter sorg.

65 Også grovæderen våger udelukkende for at kunne spise mere, og så får han ondt i maven.
Hans nattesæde er ham en pine, fordi han ikke holder måde med sin spisen.

66 Også købmanden våger om natten, mens han anstrenger sine fingre for at tælle og regne ud,
hvor meget rente hans mina har givet, om hans obol har givet dobbelt eller tredobbelt igen.

67 Også den rige våger, for mammon jager søvnen bort;
h ans hunde sover, mens han vogter sine skatte mod tyve.

68 Også den travle mand er vågen, hans søvn opsluges af bekymringer; døden står ved hans pude og dyne, og han våger med iver år ud og år ind.  

69 Mine brødre, det er Satan, der lærer os en måde at våge på i stedet for en anden,
for at vi skal sove i forhold til det gode, men være vågne og årvågne i forhold til det onde.

70 Også jøden Iskariot vågede hele natten
o g solgte blodet af den Retfærdige, som havde opkøbt hele skaberværket.

71 Mørkets søn, som havde aflagt og kastet Lyset fra sig, iklædte sig mørke,  og tyven solgte sølvets Skaber for sølvpenge.

72 Også farisæerne, mørkets sønner, var oppe hele natten; de formørkede vågede for at tilsløre det lys, som ikke kan lukkes inde.

73 Våg som lys i denne lyse nat, for selv om natten er sort, stråler den dog ved Hans skjulte kraft.

74 For den, som stråler ved at våge og bede i mørket, er klædt i skjult lys i det synlige mørke.

75 Den, der udøver noget slet om dagen, har en opførsel som mørkets søn, så selvom han er iklædt lys udvendig, er han dog iført mørke indvendig.

76 Mine venner, lad os når vi våger ikke glemme, at den, som ikke våger på rette måde, våger ikke, som han bør.

77 Den, som ikke våger værdigt, hans årvågenhed er søvn, og den, som ikke våger i renhed, gør vigilien til dens modsætning.

78 Også den misundeliges vigilie er fuldstændig fyldt af ødelæggelse; og den form for årvågenhed er en beskæftigelse, som er fyldt af hån og latterliggørelse.

79 Hvis en vrissen person våger, forstyrres hans vigilie af raseri, og hans årvågenhed er fyldt af vrede og forbandelser.

80 Hvis den snakkesalige våger, er hans mund en genvej, nyttig for ødelæggende ånder, men svært fremkommelig for bønner.

81 Hvis den, der har dømmekraft, våger, vælger han ét af to: enten sover han sødt eller også våger han på ret måde.

82 Lysklar er den nat, da den Lysklare, som kom for at give os lysklarhed, strålede frem; lad ikke noget, som kan forstyrre vor årvågenhed, komme til.

83 Lad ørets vej være klar, øjets syn kysk, hjertets tanke helligt, mundens tale ren.

84 Maria gemte i dag i menneskeheden Surdejen af Abrahams slægt; lad os altså vise de fattige kærlighed, som Abraham gjorde over for dem, der var i nød.

85 I dag flød osteløbe [3] ned til os fra den barmhjertige Davids hus; lad enhver vise sin forfølger kærlighed, som Isajs søn gjorde over for Saul. [4]

86 Profeternes friske salt er i dag spredt blandt folkene; lad os tage den nye smag til os fra det salt, hvormed det første folk har mistet sin smag.

87 Lad os på denne frelsens dag holde en tale med dømmekraft; lad os ikke tale om noget overflødigt, for at vi ikke skal være overflødige.

88 Dette er forsoningens nat; lad der ikke blandt os være nogen, som er vred og formørket!

Dette er natten, som stifter frem mellem alle; lad der ikke blandt os være nogen, der truer eller forstyrrer freden!

89 Dette er den Mildes nat; lad ingen blandt os være bitter og hård! Dette er den Ydmyges nat; lad ingen blandt os være hoven eller opblæst!

90 Lad på denne tilgivelsens dag ingen blandt os gengælde fornærmelser; lad på denne glædesdag ingen blandt os uddele sorger!

91 Lad os på denne dejlige dag ikke være hidsige, lad os på denne rolige dag ikke være i ondt lune.

92 Lad ikke den retfærdige i sit stille sind ophøje sig selv på denne dag, hvor Gud netop kom til syndere.

93 På denne dag, hvor alles Herre kom til sine tjenere, lad også herrerne bøje sig i kærlighed til deres tjenere.

94 På denne dag, hvor den Rige blev fattig for vor skyld, lad også den rige have bordfællesskab med den fattige.

95 På denne dag kom der til os en gave, skønt vi ikke havde bedt om den, så lad os give almisse til dem, der råber og beder os om hjælp.

96 Denne er dagen, hvor døren i det høje åbnede sig for vore bønner, lad os derfor også åbne dørene for søgende, som var faret vild, men nu igen er søgende.

97 Denne naturernes Herre blev i dag forandret til det, som ikke var Hans natur; så er det heller ikke svært for os at forandre vor onde vilje.

98 Legemet er bundet i sin natur, for det kan ikke blive større eller mindre; viljen har magt til at vokse til alle størrelser.

99 I dag sænkede Guddommen sig selv ned i menneskeligheden, så også menneskeligheden kan smykkes med et aftryk af Guddommen.

[1] Josva hedder på syrisk det samme som Jesus.

[2] Det syriske ord er raza, som har mange betydninger, f.eks. mysterium, hemmelighed, symbol.

[3] I betydningen: bindemiddel, eller: sammenhængskraft.

[4] I en anden hymne er troen den ’osteløbe’, der samler sindet.

 

Efraims Julesalme nr. 5

På melodien: ”Hvem kan sige?”

 

1 Dette er måneden, som bringer alt,

alle glæder: frigivelse af slaver,

ære til de frie, kranse på dørene,

fornøjelse for legemer; og purpur klæder

ifører den sig som en konge i sin kærlighed.

Omkvæd:

Dig være pris, du jomfruens skønne søn!

2 Dette er måneden, som bringer alt:

Alle sejre: den sætter ånden i frihed,

gør legemerne til slaver, føder liv

blandt de dødelige, guddommelighed

iklæder den i sin kærlighed menneskeheden.

3 I denne måned hviler slaver sig

på måtter, og de frie hviler sig

på tæpper, og konger hviler sig

på persiske tæpper; i krybben lå

universets Herre – for universets skyld.

4. Du Betlehem! Kong David

klædte sig i fint hvidt linned; Davids Herre

og Davids søn skjulte sin herlighed

i svøb. Hans svøb

blev en herlighedsklædning for mennesker!

5. På denne dag har vor Herre

i ydmyghed udskiftet skam med herlighed,

fordi Adam udskiftede sandheden med uret

i perversion. Den Gode havde medlidenhed med ham.

Hans strålende ord og gerninger sejrede over de perverterede gerninger.

6. Lad alle jage kedsomhed væk,

for Majestæten kedede sig ikke

ved at være i skødet i ni måneder

for vor skyld og være tredive

år i Sodoma blandt sindssyge.

7. Fordi den Gode så, at menneskeslægten

var fattig og svag, skabte Han fester

som skatkamre, og Han åbnede dem

for de dovne for at festen skulle overtale

de dovne til at rejse sig op for at berige sig.

8. Se, Hans fest er som et skatkammer,

som den Førstefødte har åbnet for os.

Kun én hel dag om året åbner Han.

Se skatkammeret! Kom, lad os med udbytte

berige os dermed, indtil man lukker det!

9. Velsignet er de årvågne, som plyndrer

livets bytte derfra. Det er en stor skam,

når nogen ser sin nabo bære skatte med ud

mens han selv sidder i skatkammeret

og sover, så han kommer tomhændet ud derfra.

10. Lad enhver ved denne fest

bekranse sit hjertes dør, så Helligånden

begærer at komme ind og bo

og helliggøre hjertet For Ånden drager omkring

til alle døre for at se, hvor der er plads.

11. Ved denne fest glædes alle døre

og forhæng; alteret glæder sig også

i det hellige tempel, og det gjalder

af glæde fra børnenes munde, så Kristus glæder sig

over sin fest, som hærskarers Herre.

12. På Herrens fødselsdag befalede kongen

at holde en folketælling over menneskene,

så de kom i gæld til ham. Der udgik en konge,

som slettede gældsbeviser og underskrev med sit navn

et andet gældsbevis, for at blive vor skyldner.

13. Sollyset sejrede og tegnede et hemmeligt tegn

ved de grader, lyset steg. Det er tolv dage siden,

lyset er begyndt at stige, og det er i dag

den trettende, et fuldkomment tegn

på Sønnen og de tolv.

14. Moses lukkede et får inde i Nisan

på den tiende dag, et tegn på Sønnen,

som kom ind i skødet og lukkede sig selv inde

på den tiende dag. Han kom ud af skødet

i denne måned, hvor lyset får overmagten.

15. Mørket var magtesløst, for at vise,

at Satan er magtesløs. Og sollyset sejrede

for at udråbe, at den Førstefødte havde sejret.

Den mørke og mørket var magtesløse,

og vort Lys sejrede sammen med sollyset.

16. Josef elskede Sønnen

som et spædbarn. Han stod til tjeneste for det

som for Gud. Han glædede sig over Ham

som over den Gode. Han drog omsorg for Ham,

som for den Retfærdige. Det er ubegribeligt!

17. ”Hvem lod den Højestes Søn

være som min søn? Jeg var jaloux på din mor

og ville sende hende bort. Jeg vidste ikke,

at den store skat var i hendes skød,

som pludselig har beriget mig fattige.

18. Kong David var af min slægt

og fik kronen. Stor fornedrelse

opnåede jeg, for i stedet for konge

blev jeg tømrer. Men jeg fik kronen,

for i min favn har jeg kronernes Herre!”

19. Med sine toner på glødende tunge

sang Maria en vuggevise for Ham: ”Hvem har givet

mig enlige at undfange og føde

den Ene, som er mange, den lille - og også store,

ganske her hos mig og ganske overalt.

20. Den dag, da Gabriel kom ind til mig fattige,

gjorde mig med ét til en fri kvinde og tjenerinde.

Jeg er slave af Hans guddommelighed,

og så er jeg mor til Ham

i Hans menneskelighed, Herre og søn! 

21. Med ét er tjenerinden blevet kongedatter

på grund af dig, Kongesøn. Se, den fornedrede kvinde

af Davids hus har på grund af dig,

du Davids søn - se, jordens datter

har nået himlen ved den Himmelske!

22. Hvor er jeg dog forundret over, at der ligger

her foran mig et ’gammelt’ spædbarn,

hvis øje er helt rettet mod himlen, samtidig med

at hans pludren fortsætter. Hvor han ligner mig…

skønt det tyste minder om Gud.

23. Hvem har dog set et spædbarn, som

har blikket aldeles på alting? Det ligner blikket

fra den, der bevirker alle skabninger oventil

og hernede. Hans blik ser ud som hos Ham,

der har magten over universet.

24. Hvordan kan jeg åbne mælkekilden

for dig, som er Kilden? Hvordan kan amme dig,

som opholder alle ting med mad fra sit bord?

Hvordan kan jeg svøbe Ham,

som er klædt i lysets stråler?

Seneste kommentarer

12.08 | 09:41

- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.

11.06 | 12:37

"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞

22.09 | 17:58

Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.

01.12 | 17:13

"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.

Del siden