Efraim, Hymner om Troen nr. 18

1 Hvis en fugleunge ikke er udvikles helt færdig,

kan den ikke bryde sin skal itu, den er jo ikke fuldbåren.

Omkvæd: Gør mig værdig til at ære din fødsel med tavshed!

2 Fuglens art bliver til på tredelt måde:

fra skødet til unge/æg, og derfra til reden med pip,

og når den er færdigudviklet, flyver den i luften,

breder sine vinger ud som et symbol på korset.

3 Også troen færdigudvikles på tre måder:

for da apostlene troede på Faderen, og Sønnen og Ånden,

fløj budskabet således ud til de fire verdenshjørner

i kraft af korset.

4 De tre navne er sået trefoldigt

i ånd, sjæl og legeme, som i en hemmelighed.

Når vor trehed er fuldendt i de tre,

Hersker den over sværdet.

5 Når Ånden lider, er den helt tegnet af Faderen.

Når sjælen lider, blandes den helt med Sønnen,

og når legemet bekender og brændes,

har det helt fællesskab med Helligånden.

6 Og hvis fuglen folder sine vinger og fornægter

korsets udstrakte symbol, vil også luften

fornægte den af den grund, så den ikke bærer den,

med mindre dens vinger ’bekender’ korset.

7 Når skibet spreder årerne i korsets symbol,

skaber de to årer fordybninger til vinden;

når det har spredt dem ud til et kors,

bliver ’vejen’ lige til dens færd.

8 Og hvis en jødes har et skib,

Irettesætter han sig selv i handling, uden at ville,

for med sine hænder, midt på skibet,

strækker og spreder han korsets symbol ud.

9 Havet bøjer sig for fornægterne på grund af korset,

men hvis korsfæsteren ikke sætter korstræet op,

og derpå hænger linnedsejlet, ligesom et legeme,

stopper dets sejlads.

10 O sejlets rene ’skød’, symbol på vor Frelsers legeme,

som var fyldt af Ånden uden dog at begrænse og spærre Ham inde,

ved den Ånd, som bor i ’sejlet’,

lever de legemer, hvori sjælen bor.

11 Ligedes er det med jorden: den underkaster sig kun korsfæsteren

på grund af det dejlige symbol: korset, der skinner:

han danner selv korsets tegn,

løsner jorden og strør sin såsæd deri.

12 Heller ikke hans t-shirt ville have passet ham uden det symbol:

han spreder sine arme for at tage den på, som var det et kors.

Hans tøj er et spejl for ham,

for det tegn, som han fornægter, er udstukket på det.

13 Hvis korsfæsteren køber et lam og slagter det,

hænger han det på et træ, Herre, så han betegner din slagtning,

og når han begraver hvedekornet i jorden,

forkynder han livets såsæd: din opvækkelse.

14 Ja, i hans fåreflok er dit symbol: med din stav vogtes den,

og i hans vingård er den klase, som er fuld af symbolet på dit blod:

på træet hænger frugten,

symbol på dit træ, dit legemes frugt.

15 I fornægterens hus råber din forkynder,

For med et åbenlyst symbol basker hanen med sine vinger dér.

Se, den forkynder de dødes liv

For den levende, der er begravet, hans dødstilstand var en søvn.

16 Og når fuglen er i sin rede i hellighed,

Undfanger dens skød med sin fjerdragt ved ’ånden’ under de rugende vinger,

Føder hun lægger hun et æg uden ’ægteskab.’

Se, derhjemme er der et spejlbillede på Maria.