1 Hvad er det centrale i Efraim Syrerens kristendom?

Opgør med overtro på egne intellektuelle evner. Opgør med tro på, at et menneske kan forstå Gud, trænge ind i Guds væsen. Opgør med alt åndeligt hovmod, som stiller spørgsmål, mennesket ikke bør stille.

Dette åndelige overmod, hovmod, begynder med, at mennesker finder på ”en ny tro”. Hvorfor de gør det, overlader E. til Gud. Han opstiller tre mulige grunde til at lave en ny tro: Det kan være af stolthed – så beder han om, at Gud må gå i rette med dem. Det kan være af et ønske om at skille sig ud, så beder han om, at Herren må styrke enheden i kirken. Men det kan også være af kærlighed; da beder han om, at Gud må åbenbare det, der hører ham til, for sine egne. Det sidste må betyde, at kun inden for rammen af discipelskab, i Jesu følge, åbenbarer Gud det, der hører ham til.

Derpå siger han, at mennesket ikke engang forstår sig selv, forstår sin sjæl, hvad dets sjæl er for noget. Så hvordan skulle mennesket kunne forstå Guds væsen, hvordan skulle det kunne forstå ”Sønnen”, altså Jesus, Guds Søn? Da vil mennesket udforske Ham, som har skabt det, gå bag om sig selv, og det kan ikke lade sig gøre. Når mennesket ikke kender sig selv, kan det ikke udforske dets Skaber. Som Brorson synger:

Hvad skal jeg sige? mine ord
vil ikke meget sige:
o Gud! hvor er din visdom stor,
din godhed, kraft og rige!

Hvad bliver der så tilbage? Lovsangen, tilbedelsen, takken!

Når altså mennesket ikke kan hamle op med Gud i Hans storhed, må mennesket i stedet for at stille alle mulige spørgsmål være sandhedens salt i sin tid, i sin generation. Jamen, er det ikke meget luftigt at sige, at vi skal være sandhedens salt i vor tid? Nej, ikke hvis vi tager Jesus, vor Herres, ord alvorligt: ”I er jordens salt,” men samtidig ordene om, at hvis saltet ikke har sin kraft længere, så duer det ikke til noget. Dette billede med saltet er meget stærkt. Det er ikke et billede, som bare er et billede. Nej, vi forstår dybt, hvad vi skal være: salt. Efraim lader os forstå, at det er saltet, der giver smag til alt. Uden salt er alt smagløst, lige nøjagtig smagløst, som vi jo også taler om i overført betydning. Vi mister smag for verden, når vi udforsker Gud.

Her kommer min egen kommentar fra min generation: Nu taler mange om, at Gud frelser alle, at fortabelse ikke findes, og Djævelen findes heller ikke. Met ét har mange hævet sig til at vide, hvad mennesker ikke kan vide. Holder vi os til Ordet, til Jesu Kristi Ord og evangelium, kan vi ikke sige sådan noget. Men vi opfordres til at kæmpe for at komme ind i Guds rige. Jesus Kristus lader os vide, at det er en personlig kamp at være hans discipel. Når vi vil gennemtænke og hæve os op over, hvad Jesus siger, ja, så sker der det, at vi bliver smagløse, siger Efraim.

2 Noget er det pålagt at grunde over, noget andet er ikke tilladt

Efraim (2,8): ”Salig er den, der ser bort fra det, som ikke er den tilladt,

Salig er den, der udmatter sig med det, som er pålagt ham at tage sig af.”

”…pålagt ham at tage sig af” – roden til udsagnsordet er: befale. Der er altså noget, vi virkelig skal grunde over, ja, ligefrem gøre os umage med, i god afstand af det, som vi ikke skal beskæftige os med. På Efraims tid handlede det om, at nogle ville spekulere over Gud, som om mennesker kan udgrunde Guds væsen. Mange ville gerne gøre sig kloge filosofisk og fri af Skriften for, hvem Jesus Kristus er, at han er en skabning, ikke Gud fra evighed af. I dag er der en ’teologi fra neden’, en svagehedens teologi, som tangerer denne tankegang, hvor Jesus i praksis bliver en skabning, ikke Guds Søn fra evighed. I vores tid gør nogle herhjemme, mange i det engelsksprogede, sig tanker om, at Gud til sidste frelser alle. Men det er et spørgsmål, det ikke er tilladt mennesker at have absolutte svar på.

Nej, mennesker må kun beskæftige, skal beskæftige sig med det, der er ”befalet”. Hvad andet er befalet end Guds bud? Altså kan der aldrig blive tale om tro uden liv, lære uden udlevelse af Guds vilje. En etik-løs dogmatik er en vildfarelse, og man kan meget vel spørge, om ikke meget ’teologi’ sætter en parentes om etikken. Johs. Sløk harcelerede over N.H. Søes etik, det hørte ikke nogen steder hjemme med sådan en præcis tilgang til, hvordan vi skal leve vores liv. Karl Barth skrev en enorm dogmatik, men uden etik og vel også bevidst med en parentes om etik.

Den vej, Efraim anbefaler, er tæt knyttet til Skriften. Grundmelodien er Davids Salmer:

”Salig er den, hvis harpe spiller til de sange, David har sunget:

Om det, der er åbenbaret uden at ransage det, om det skjulte, som ikke skal udforskes.” (2,9).

Hvad er så det, der er åbenbaret, men som vi ikke skal ransage og forsøge at gå bag om? Det forklarer Efraim klart. David havde tre ting, han sang om, siger Efraim i tale til Jesus: ”om din guddommelighed…om din menneskelighed…og om din død.”

Så har vi en ’trehed’, vi som Jesu efterfølgere kan holde os til: at han er Gud, at han er menneske, at han døde. Allerede her afviger islam fra det første og det sidste, for ifølge Koranen er Jesus ikke Gud, og han døde ikke.

Det åbenbarede finder vi i Gammel og Ny Testamente, siger Efraim. De er som de to trompeter, der skal blæses i, når Israels menighed skulle forsamles (4. Mosebog 10). Det betyder klart, at begge trompeter skal lyde, at der skal læses fra både Gammel og fra Ny Testamente i menigheden.

Også dette med at læse både Gammel og Ny Testamente, er noget, der ikke får lov at være helt i ro i vores kirke, og jeg tænker her på folkekirken, som jeg er medlem af.

En professor emeritus, Mogens Müller, vil således af Gammel Testamente ud af kirken og gudstjenesten. Det har han skrevet om i bogen Kirken, teologien og Det gamle Testamente. En personlig rejse i receptionshistorien. København, Eksistensen, 2023. Müller vil have den enkelte menighed fritstillet til at bruge eller ikke bruge Gammel Testamente i gudstjenesten. Jeg følger Efraim, hvor hvem Gammel Testamente er den ene ’trompet’, Ny Testamente den anden, og ingen af de to kan undværes. Müller har i flere omgange skrevet om, at kætteren Markion i det 2. århundrede havde en pointe i, at Gammel Testamente taler om en straffende gud, som Müller ikke vil vide af, som modsætning til Markions såkaldte ’fremmede gud’, Jesus Kristus og hans milde, kærlige Fader. Den vrede og den kærlige gud kan ikke være sammen ifølge Markion, og Müller. Det vil blive en helt anden sag at gå i detaljer med dette. Men det vil på et tidspunkt være nødvendigt. For det er let at vise, at Gammel Testamente både taler om Guds retfærdighed og hans kærlighed, på samme måde som Jesu Kristi evangelium gennem de fire evangelier også taler om retfærdighed og kærlighed. Der er grader til forskel, men sagen er den samme. Dette emne må jeg lige nu lade ligge, da jeg jo vil skrive om Efraims kristendomsforståelse. Men Efraim taler lige præcis om Guds retfærdighed og barmhjertighed som kerneord om det, Gud har åbenbaret om sit væsen for os. Vi ser, at uden Gammel Testamente vil Müller se bort fra Guds retfærdighed.

3 Hvor farligt er det at lade ikke-tilladte spørgsmål fylde i bevidstheden?

Det første er, at vi bliver smagløse, altså mister al smag. Det kendes fra corona-tiden, hvor nogle mennesker mistede smagssansen helt.

Udforskningen af det, som mennesker ikke må og kan udforske, er så farlig, at man bør omgive sig med en ”mur af tavshed” omkring sit øre. Der er kamp om øret, om hørelsen. Det er saligt med denne komplette tavshed omkring ens hørelse. Sådan undgår et menneske, at de ”kloges spørgsmål fører krig med dig.” (2,4). Værnet mod de overflødige spørgsmål er at passe på, hvad der når ind ad øret, og at lade Åndens vinger uset vokse frem, så et menneske kan forlade jorden og stige op til himlen, når der opstår diskussion på jorden. (2,5). Diskussion og krig ligger ikke langt fra hinanden i Efraims tankegang. En sådan holdning vil nogle vel opfatte som obskurantisme, en holdning, der holder et menneske hen i uvidenhed. Men som vi har hørt, er der en mægtig opgave i at dykke ned i det, det er tilladt at dykke ned i, og som vi bør dykke grundigt ned i. Så der er ikke tale om at bringe intellektet som et offer og at tro i ren uvidenhed. Nej, det handler om at tilegne sig viden ud fra troen.

Derfor gælder det om ligesom at styre sin tro, som en sømand styrer sit skib bort fra ”stridens storme” og flygte til ”havnens vindstille” (2,6). Striden handler om, hvem Jesus er: Guds Søn eller en skabning som os. Denne strid splittede på Efraims tid, hvor skiftende kejsere tilsluttede sig det ene eller det andet. Den dag i dag er det netop Jehovas Vidners tro, at Jesus nok er guddommelig, men som en skabning. Senere må jeg nærmere komme ind på, hvilken forskel det gør, om Jesus regnes for Guds Søn eller blot en skabning, men her en antydning: Hvis Jesus kun er en skabning, så har han ikke kraft og styrke til at tilgive synd ved sin død for os, men hvordan skulle han da kunne opstå fra de døde, når han blot er et menneske? Det giver ikke mening. Men de kristne, der mente, at Jesus udelukkende er en skabning, og dog guddommelig i en eller anden grad, de var til stede i Nordafrika og blandt goterne i ’Balkan’ og omegn i århundreder.

Nu kommer vi til et eksempel på noget finurligt. Efraim spiller nogle gange på flere betydninger af et ord. Ordet for sømand kan også betyde salt. Jeg gætter nu: Betyder det, at hvis vi er sandhedens salt, så styrer vi også troens skib ind i freden i havnen, det vil sige: ind i freden i at holde os til profeterne og apostlene, Gammel og Ny Testamente? Det kan være, det kan også være en overfortolkning! Under alle omstændigheder vidste man, hvor farligt det var at sejle på Middelhavet, også selvom man boede på lang afstand af havet. Om ikke andet havde Efraim læst Apostlenes Gerninger 27 om apostlen Paulus’ sørejse som fange til Rom, hvor skibet blev knust mod en brænding under en storm og hvor den enkelte måtte redde sig i land med armene om en planke. Alt dette er blevet aktualiseret med menneskers flugt over Middelhavet til Europa med fare for deres liv. Med den aktualiserede viden om havets farlighed understreges baglæns vigtigheden af, at troen styrer os Troen er både troen i betydning tilliden til Jesus Kristus, men også troen som læren om, hvem Gud Fader, Søn og Helligånd er, om hvad Jesus betyder for os, altså det, der er sammenfattet i trosbekendelsen. Men der er også et moment af trofasthed i ordet tro. I vore dage kunne vi tale om troens integritet, hvor vi lader troen og Jesus Kristus gennemsyre vores liv og tankegang og hvad vi lader os påvirke af (Skriften: profeterne og apostlene) og ikke lade os påvirke af (selvopfundne tanker uden forbindelse til Skriften).

4 Der er noget, der hedder ”sandhedsvægten”

Sandheden finder Efraim hos apostlene og profeterne. Og det er en daglig opgave, siger han, at gøre sig en ”sandhedsvægt” (2,10). På den vægt skal man hver dag afveje alle spørgsmål, man harfor ikke at stille overflødige spørgsmål. Overflødige spørgsmål er spørgsmål om Guds væsen, som det ikke er givet mennesker, skabninger, at trænge ind i. Så bliver tilbage de spørgsmål, som det er gavnligt at stille og det, som man bør bruge tid og kræfter på: at grunde over Bibelens ord. For Efraim taler lige efter om ”det rette mål,” en standard man anvender, nemlig apostlene og profeterne. Dette mål skaber ”retfærdighed.”

Retfærdighed er altså afgørende vigtig. Men hvad er det for en retfærdighed? Her handler de spørgsmål, vi stiller, får et rigtigt, et ret, svar. Ingen andre skrifter skal åbnes. Der er nok af dem. Bøger skrevet af forskellige, der leder folk på afveje til deres egne særstandpunkter. Lukker op for en blanding af rigtigt og helt forkert. For eksempel blander nogle astrologi og dyrekredsen ind i forståelsen af os mennesker og hvordan vores liv former sig og kommer til at forme sig. De bøger, som inddrager astrologi, er at forkaste helt og aldeles. Andre digter sange, som skal lokke folk over til det, de selv synes lyder godt, men uden hold i Gammel og Ny Testamente, noget som er selvopfundet og derfor fyldt af hovmod og også af misundelse over for det enkle evangelium i Bibelen. Det er et ønske om det, Efraim kalder overflødigt. I vores tid er der også mange, der digter salmer, som uden at tøve digter deres egen lære ind i salmerne. Indimellem lyder disse salmer yderst tillokkende, men den bibelske sandheds vægt anvendes kun i et vist omfang. Således er mange ikke glade for det, der hører til retfærdighed, men vil kun medtage det, der er mildt. Efraim siger, at både Gammel Testamente og Ny Testamente indeholder ”retfærdighed” og ”godhed”. Altså, man kan ikke dele det således op, at Gammel Testamente kun indeholder noget hårdt, retfærdigheden, men ikke godheden, sådan er det ikke. Og Jesus taler ikke kun milde ord, men også hårde ord. Når mange skjuler noget af det, Skriften indeholder, så kan man alligevel ikke skjule hele Skriften, så den forsvinder helt. Efraim kan sige, at de ord, der fjernes, søger efter de andre, som man har udraderet – det er altså svært at holde noget af sandheden skjult. Men nogle ny salmer lyder som det, vi i vor tid ord til andet alligevel tænker, så mennesker formenes adgang til den fulde sandhed hos profeterne og apostlene. Den onde, djævelen, findes ofte ikke længere i nye salmer, selvom Jesus netop kom for at drive dæmoner ud og være den stærkere, der kan drive den stærke (djævelen) ud og i stedet fylde os med Guds Ånd. Efraim er i andre sammenhænge inde på, at der skrives (på hans tid) sange, som er mere behagelige, hvor ingen kommer i helvede. Og Efraim siger rent ud, at det ville han selv være tilfreds med, fordi det ville være en mere bekvem ende på det hele; men det er en fristelse, som han ikke falder for, fordi han holder sig til hele ”sandhedens vægt.”

5 Langsomhed – tålmodighed i følge Efraim Syreren (d. 373)

Det er ikke kun i vor tid, at mennesker længes efter det langsomme eller forstår, at de har brug for det langsomme. Efraim bruger et ord, som indebærer tålmodighed, som vel indfinder sig gennem langsomhed. Han siger:

”Lykkelig den, som ikke med sit høje tempo overskrider grænsen; lykkelig den, som med sin langsomhed gør sig møje og når frem til et herberg” (2,13).

Hvad er det for en grænse, vi ikke bør overskride? Det er at tale noget, der ikke er medvind til i Bibelen: ”Han skabte vandet og gav det til gavn for fiskene. Bøgerne nedfældede han og gav mennesker til hjælp. Det ene vidner om det andet, for hvis fiskene overskrider grænsen for deres færden, bliver deres bevægelser en lidelse, og hvis mennesker overskrider grænsen, som er i Skrifterne, er deres undersøgelser døden.” (64,12). Med andre ord er Skrifterne det vand, vi lever i og ved, som fiskene lever i det fysiske vand og kun der. Med andre bøger og meninger kommer vi uden for det, der giver os liv og holder os i live: Bibelen.

Jeg kommer til at tænke på Lone Frank, der har arbejdet med neurobiologi og skriver i Weekendavisen om religion som en ”kognitiv parasit”. Det vil sige, at religion ligesom ”passer til” vores hjerne som en mental proces, hjernen suger til sig som en parasit. Lone Frank har fra ungdommen været ateist, så hun siger ikke dette (hun har ikke selv fundet på udtrykket) for at være religiøse til behag, tværtimod. Men samtidig må hun undres over, at der åbenbart er plads til religion i den menneskelige hjerne, som trives med denne ’parasit’. For parasit er religion ifølge Frank, fordi der for hende ingen mening er med noget.

Her foretrækker jeg med Efraim blot at stige ned i Skrifternes vand og leve i det vand, som fisken lever i det fysiske vand! Jeg konstaterer (næsten som Lone Frank), at der sker en masse godt, når jeg gør det – hvor Frank ville omfortolke det, der sker i mig til, at trostanker kommer ind som en parasit i mit liv, trostanker, som er for hende absolut uden sammenhæng med det meningsløse liv, som livet for hende er. Men mærkeligt er det dog, at hun forbavses over denne ’parasit’, som hun nu igen har talt om, som hun har talt om den i mange, mange år, senest i en podcast på DR1.

Faktisk føler jeg mig rigtig godt tilpas ved tanken om, at jeg er indrettet til at blive i live gennem Skrifterne – at de er mit ’vand’, at jeg ikke kan leve dem foruden! I 2,19 taler Efraim om, at Herrens Ord bliver til ’livs-medicin’, livgivende medicin.

Jeg må slutte med det, Efraim siger om at nå frem til et ’herberg’ (2,13). I vore dage ville vi sige: kro. Det er i al fald et hvile-sted på vejen. Herom siger Efraim i 65,1:

”Hvem har nogensinde vandret afsted uden at lede efter vej uden lys,
udforske uden at kunne se og gribe ud uden lysglimt.
For de uforstandige skriftlærde er gået bort fra Skrifterne
Og derfor faret vil i den vejløse ørken og har forladt testamenterne:
Vejen til Riget. Profeterne er milestenene,
Apostlene er vejens herberger.”

Vi finder altså hvilen og roen i apostlenes skrifter, som jo er evangelierne og brevene i Ny Testamente.