Hymner om Troen 1-3

Her præsenteres en oversættelse af tre salmer af Efraim Syreren fra ”Hymner om Troen”, en samling på 80 salmer. Den syriske tekst og en tysk oversættelse findes i Edmund Beck, Des heiligen Ephraem des Syrers Hymnen de Fide, Corpus Scriptorum Christianorum Orientalium, Vol. 154-155, Scriptores Syri Tomus 73-74. Jeg har i arbejdet med at oversætte den syriske tekst til dansk støttet mig til den tyske oversættelse. Oprindelig fremførte jeg min oversættelse af Hymner om Troen nr. 2 ved et seminar afholdt af Forum for Patristik på Københavns Universitet, lige efter udgivelsen af min oversættelse af Sebastian Brocks bog Det lysfyldte øje. En indføring i Efraim Syrerens åndelige univers (Boedal, 2010).

 

Efraim kalder sine digte for ’madrasje’. Dette syriske ord kommer af udsagnsordet derasj, som betyder ’at træde til’, f.eks. træde en sti til, i overført betydning: at praktisere, øve sig, instruere. Madrasja betyder ’udlægning’, ’kommentar’, ’læresalme’, ’hymne’, ’ode’. Interessant nok hedder en skole den dag i dag på arabisk madrasa, ikke mindst brugt i sammenhæng med det, vi oversætter ’koranskole’. Der er en afgørende forskel mellem den messende/syngende fremførelse af koranen og så fremførelsen af Efraims hymner; koranen fremføres af mænd, mens Efraim lod sine hymner synge af et kor af kvinder.

 

Fra begyndelsen stilles sandheden frem som et lysfyldt spejl, hvori den enkelte lærer menneskets begrænsede synsevne. I spejlet lærer mennesket, at Gud ikke kan undersøges som enhver person eller genstand i øvrigt, men at Guds Søns fødsel fra Faderen bør æres med tavs beundring og tilbedelse (hymne 3 vers 4). Mennesket gør klogt i at være som døv i forhold til udforskning af Sønnens fødsel, men at udbasunere selve hans fødsel (hymne 2, vers 20) – i min oversættelse:

 

Lykkelig er den, der spiller døv, når man udforsker din fødsel;

lykkelig den, der spiller på trompet, når man taler om din fødsel.

 

Med Sønnens fødsel tænker Efraim både på hans evige fødsel fra Faderen og hans fødsel fra Maria (hymne 2, vers 9):

 

Lykkelig den, hvis harpe spiller til de salmer, David sang:

om det åbenbarede, som er uudgrundeligt, og om det skjulte, som ikke kan ransages.

 

Menneskets kortsynethed kommer humoristisk til udtryk på denne måde i hymne 3, vers 12:

 

Ja, hvem undrer sig ikke over, at du sidder ved Faderens højre hånd,

mens støvet, som sidder i støvet, udforsker dig fra toppen at støvbunken.

 

I den syriske kristenhed er dømmekraft en af de allervigtigste dyder. Dømmekraften svigtede Kain, da han skulle bringe sit offer – sådan skriver Efraim i sin kommentar til 1. Mosebog; eller rettere: Kain udøvede ikke dømmekraft. I de to salmer optræder dømmekraften i billedet med balancen mellem det, der er til gavn for menigheden, og det, som bliver for meget (hymne 2, vers 12). Der skal måles op på vægten med det mål, som profeterne og apostlene siger (hymn 2, vers 11). Den vægt, som den enkelte har med at gøre, skal daglig holdes ved lige, for ellers ender det med, at man stiller overflødige spørgsmål (hymne 2, vers 10). På et andet plan er de, der gransker Guds væsen at sammenligne med ”vægtløse ordkløvere” (hymne 2, vers 22).

 

De to salmer er et sammenhængende digt. Alle strofer indledes med et ’lykkelig’, ’salig’ eller ’velsignet’. Der anvendes det samme ord, som anvendes i Matthæusevangeliets ’saligprisninger’ og i Davids Salme 1,1 i den syriske bibeloversættelse. Det syriske ord har med det ’gode’ at gøre. Man kunne også oversætte: ”Tillykke...” Her har jeg alligevel valgt: ”Lykkelig er den, som...”, dog ikke ”lyksalig” som i Grundtvigs salme: ”Lyksaligt det folk...” Forbindelsen til Davids Salmer er markeret:

 

Lykkelig den, hvis harpe spiller til de salmer, David sang:

om det åbenbarede, som er uudgrundeligt, og om det skjulte, som ikke kan ransages.

 

’Sandhedens lysfyldte spejl’

Sandheden sammenlignes i Hymne 2,1 med et spejl, hvor Guds Søns fødsel bliver synlig. Altså: I dette bestemte spejl kan Hans fødsel fra Faderen før alle tider ses, selvom ord ikke kan udtrykke det sete. Spejlet er med andre ord en tidsmaskine, som transporterer beskueren tilbage til før alle tider. Det paradoksale er, at den, der bliver synlig i dette spejl, er den alene, der kan tale om Faderen, ’Faderens stemme’. Sådan hænger tavshed og tale sammen fra den første strofe - menneskets tavshed og Sønnens tale. Menneskelig talt er tale sølv og tavshed guld, hedder det. Og tavshed hyldes igen og igen af Efraim i hans salmer om troen. Det handler om at gøre sig klart, hvad mennesket kan tale om og hvad ikke. Tavshed kan få et moderne menneske til at blive angst for tilværelsen, for det er kun til, når det sætter ord på et eller andet. Når strid kan få et menneske til at tale og tale om det, der forbitrer, er der en god formaning her:

 

Lykkelig den, der kan styre sin tro,

så han kan flygte fra stridens oprørte bølger til tavshedens havn(strofe 6)

 

Tavsheden er her billedligt en ’havn’. Men i strofe 4 også en mur rundt om menneskets hørelse. Mennesket bør anlægge så tilpas tykke mure, for at de kloges spørgsmål og undersøgelser af den, der ikke kan ransages, ikke kommer inden for hørevidde.

 

Visse emner skal mennesket altså tie om, ja, for det er end ikke tilladt det da at tale. Så meget desto mere skal det tale og synge om det, som det er det befalet at tale om:

 

Lykkelig den, hvis harpe spiller til de salmer, David sang:

om det åbenbarede, som er uudgrundeligt, og om det skjulte, som ikke kan ransages. (2,9).

 

Der skal sættes ord på, hvad der ikke må tales om, og der skal sættes ord på det, som er åbenbaret om Sønnen, som i Davids Salmer, hos profeterne i det hele taget, og hos apostlene.

 

Hastværk er lastværk

”Lykkelig den, der ikke i hastværk overskrider grænsen; lykkelig den, der gør sig umage med langsomhed og når frem til et herberg.” (2,13).

 

Hastværk hænger sammen med hovmod, overmod. Langsomhed med ydmyghed. Ved langsomhed når mennesket frem til et herberg. Et herberg er et hvilested for tankerne. Et herberg er et åbenbaringssted. Vejen ud af Paradis fører frem mod Paradis ad en vej, som på romersk vis har milepæle placeret undervejs. Og herberger eller måske kan vi kalde dem karavanserai’er. Vejen er god, men mægtig lang Middelhavet og Mellemøsten rundt. Så meget mere frem mod Paradis. Herbergerne begynder allerede at dukke op i den Gamle Pagts tid. Og Gud slog sit herberg op blandt mennesker på jorden, da Hans Søn blev menneske. Det herberg er det store hvilested. Det er stedet for den forunderlige åbenbaring af Guds Søns fødsel på jorden.

 

Den langsomme vej gennem livet ledsaget af Skrifternes ord virker helbredende, ja, ordene er som ’helbredende melodier’ (2,15). Ordene er en ’livets medicin, der giver liv af døde (2,19).

 

Er sjælen til?

I Platons Phaedo 70a omtales det som en almindelig, hvis ikke ligefrem dominerende, opfattelse på Platons tid, at sjælen ikke mere eksisterer efter et menneskes død. På den anden side mener Sokrates, at sjælen er udødelig og aldrig ødelægges (Staten 608d). Spørgsmålet om sjælens eksistens er fuldstændig relevant i dag også. Jeg ved ikke, hvor stor viden, der var i Edessa i det fjerde århundrede om østens religioner. Buddhismen har den grundholdning, at sjælen ikke er til. Sjælen, eller et ’jeg’, et ’selv’, findes i virkeligheden ikke ifølge buddhismen. Som Erik W. Nielsen skriver: ”Buddha taler om sjælevandring, men benægter faktisk sjælens eksistens; han gør videre og siger, at ikke engang jeg’et eksisterer.”[1]

 

Efraim benytter sig af mange billeder – en del, som forekommer igen og igen. Her kommer en oversigt over billederne, han bruger i Hymne 2 og 3:

 

Lys (lysfyldt spejl, 2,1; munden som lysfyldt redskab, 2,23); et lysfyldt øje (3,5)

Spejl (sandheden) (2,1); (granskning) (2,18)

Salt og smagløshed (2,3)

Smag (smagløshed uden salt 2,3; sød smag 2,21; se også 2,24)

Mur (af tavshed) (2,4)

Vinger (Åndens) (2,5)

Bølger (2,6 og 3,10); havn (2,6)

Harpe (Davids) (2,9); tungen (2,15)

Vægt (sandheden) (2,10 og 2,12)

Mål (målestok) (2,11)

Grænse (for granskning) (2,13)

Støttestav (sandheden) (2,16)

Surdej (læren) (2,17)

Medicin (opstandelsen) (2,19); se også de helbredende melodier i 2,15

Trompet (om at udbasunere Guds Søns fødsel) (2,20)

Gennemgangssted og redskab (munden) (2,22-23)

Støvet (mennesket) (3,12 og 3,15)

Skød (guddommen; jorden) (3,13)

 

 

Her følger min oversættelse af de tre hymner. Melodierne kendes desværre ikke mere, blot navnet på melodien: ”Gud, som I har elsket”.

 

Hymner om Troen 1

På melodien: Herre, alt, hvad du har udholdt, vækker undren.

 

1 I stedet for den samlede betydning, som giver alt liv, som alles Lærer har opstillet for os,

kommer vor anmassende slægt med en ny tro.

Men Han, som kender alt, ved, hvad årsagen måtte være til deres nye bevægelser.

 

Omkvæd: Alle synge til din ære!

 

2 Hvis lyst til egen ære er deres bevæggrund, irettesætter vor Herre deres hovmod.

Hvis stridslyst er er deres bevæggrund, mangfoldiggør vor Herre enigheden.

Men hvis kærlighed er deres bevæggrund, måtte Han da åbenbare sine det, der er Hans.

 

3 Tro ikke, at dine pile når frem, når du sender dem mod det store bjerg:

de kom lidt på afstand af dig, men nåede ikke målet.

Således er Sønnens fødsel højt ophøjet over menneskers spørgsmål.

 

4 Et mål, som svarer til dit væsen, er opstillet for dig: Undersøg dette nærliggende mål!

For ved det næres vidnesbyrd skal man tro på det fjerne!

Sjælen skal for dig være målet, det som forskerne slap af syne.

 

5 For en mener, at sjælen er til; mens en anden mener, at den ikke engang er til.

Den ene regner sjælen for dødelig, mens en anden betragter den som udødelig.

En lader sjælen være opstået af noget, mens en anden mener, den er opstået af intet.

 

6 Den, som har set sjælens storhed, gør den til en del af den Store.

Den, som har set den forsvinde, gør den til et åndedrag af luften.

Nogen gør den til ånde, og atter andre kalder blodet sjæl.

 

7 En fornemmede sjælens varme og sagde, at det skyldtes ilden,

en anden fornemmede dens åndelighed og lod den stamme fra Ånden.

En antager den for en del af Gud, en anden: et åndepust.

 

8 Nogle mener, sjælen stammer fra den Værende, andre: fra flere væsener.

Nogle gør den til en enhed, andre mener, den består af syv blandede elementer.

Nogle lader dens natur være rig og mangfoldig, andre anser dens væsen for fattigt og ringe.

 

9 Når selv drømme forvirrer den forvildede sjæl,

og forskerne farer vild i undersøgelsen af sjælen, som gik fejl af den,

hvem kan da udgrunde den uransagelige fødsel?

 

10 Kom, lad os undres over den, som siger om sjælen, at den ikke er til.

For skønt der bor en sjæl også i ham, har den forsøgt at udgrunde mod sig selv.

Sjælen øver vold på sig selv, fordi den tror, at den ikke engang er til.

 

11 Sjælen, som ikke mærker sig selv, om den er til eller ikke er til,

som ikke er i stand til at fornemme sig selv og som forulemper den med sin egen mund,

hvorledes skulle den kunne udgrunde Ham, ved hvem den er skabt?

 

12 Sjælen kommer til syne i ordet, som er sjælens spejl.[2]

I selve ordet kan sjælen se sig selv,

hvor uvurderlig den er i sammenligning med de umælende dyr.

 

13 Skønt sjælen altså er til, er den ikke til i kraft af sin forstand.

For hvordan skulle den ikke være til, når den opfattes gennem sit kald (sin gudstjeneste? i tilbedelsen)?

Og mens den har sin eksistens fra sin Skaber, kan den gå fortabt på grund af sin frihed.

 

14 Hvis sjælen nu helt igennem undertrykker sin egen virkelighed

og ikke fornemmer sin egen storhed – den sjæl, som fornægter sin egen eksistens,

hvordan kan den da komme til tro på, at den er, sådan som den virkelig er?

 

15 Og når sjælen snubler/falder på grund af undersøgelsen af sig selv,

hvad kan den da udforske og gruble over, hvad vil den opnå ved undersøgelser?

Hvis sjælen er fjern for sig selv, hvordan skal den da kunne nå den Skjulte?

 

16 Hvis altså vor viden ikke begriber den sjæl, som skulle eje viden,

hvordan skal den da vove at berøre den Alvidendes fødsel?

Den skabning, som ikke kender sig selv, hvordan skal den kunne kende sin Skaber?

 

17 De store Natur, som overhovedet ingen mund kan tale om!

Den mund, som vil tale om den Uudsigelige,

gør Ham lille, skønt den ikke er Hans storhed mægtig.

 

18 Men enhver, som ønsker at gøre Gud stor og ophøje Ham,

skønt Han ved sin natur er stor, ophøjer sig selv, når han ophøjer Gud.

Hold inde med udforskningen, som ikke er Gud mægtig, og grib til stilhed, som passer i forhold til Ham!

 

19 Herre, giv mig at bruge anvender begge dele med indsigt,

så jeg hverken overmodigt vil granske dig eller skynder mig at tie stille!

Måtte jeg lære at tale til hjælp og tilegne med vis tavshed!

 

Hymner om Troen 2 

1 Lykkelig den, der stiller sandhedens lysfyldte spejl op foran sig

og deri ser din fødsel, som ord ikke kan rumme.

Omkvæd: Ære være dig, Faderens stemme!

 

2 Lykkelig den, der nærmer sig den kundskab, der udspringer af sandhed

og derved lærer, at Gud ikke kan undersøges af et menneske.

 

3 Lykkelig den, der er sandhedens salt i denne slægt, Herre,

og hvis tro ikke er blevet smagløs blandt smagløse, som vil udgrunde dig.

 

4 Lykkelig er du, der også lægger en mur af tavshed omkring din hørelse

så de kloges spørgsmål, som bekriger dig, ikke kan bryde igennem.

 

5 Lykkelig den, der i det skjulte lader Åndens vinger vokse frem,

så når der opstår strid på jorden, kan han tage afsked og fare op til himlen.

 

6 Lykkelig den, der kan styre sin tro,

så han kan flygte fra stridens oprørte bølger til tavshedens havn.

 

7 Lykkelig den, som også gør sig klart, hvad hans mund ikke kan tale om,

og at han i sit indre ikke kan fatte den fødsel, som der ikke kan sættes ord på.

 

8 Lykkelig den, der ser bort fra at tale om det, som ikke er den tilladt;

lykkelig den, der gør sig umage med det, som er befalet.

 

9 Lykkelig den, hvis harpe spiller til de salmer, David sang:

om det åbenbarede, som er uudgrundeligt, og om det skjulte, som ikke kan ransages.

 

10 Lykkelig den, der daglig holder sandhedens vægt ved lige,

så han vejer alle sine spørgsmål derpå for ikke at stille overflødige spørgsmål.

 

11 Lykkelig den, der skaffer sig det rette mål

ud fra profeterne og apostlene, det mål som Retfærdigheden har skabt.

 

12 Lykkelig den, der afvejer behovet for granskning efter den hjælp, det kan give hans tilhørere,

ikke for lidt, så der ikke er nok, men heller ikke for meget, så granskningen får overvægten.

 

13 Lykkelig den, der ikke i hastværk overskrider grænsen;

lykkelig er den, der gør sig møje med langsomhed og når frem til et herberg.

 

14 Lykkelig den, der gør sig møje for at søge efter det, han kan finde;

lykkelig er den, der ikke lader sig forvirre af granskning, han alligevel ikke kan begribe.

 

15 Lykkelig er den, Herre, hvis tunge er din harpe,

som spiller helbredende melodier for tilhørerne.

 

16 Lykkelig er den, der erhverver sandheden, der kan støtte de svage, Herre,

og hvis troværdighed er som en støttestav for den, hvis forstand er blevet syg.

 

17 Lykkelig er den, hvis lære er en god surdej

og fremkalder den rette smag hos den dåre, der er som en usyret dej.

 

18 Lykkelig er den, der polerer sin granskning som et spejl

for dem, som har en noget efterladende tro, så de kan vaske deres pletter af deri.

 

19 Lykkelig er den, hvis ord er som livets medicin,

der giver liv til døde, mennesker med forstand, som har ophøjet sig over Ham, der giver alle liv.

 

20 Lykkelig er den, der spiller døv, når man udforsker din fødsel;

lykkelig den, der spiller på trompet, når man taler om din fødsel.

 

21 Lykkelig er den, der ved, at granskningen af dig, Herre, er uudholdelig hård;

lykkelig er den, der ved, at der er en sød smag i at prise dig med ord.

 

22 Lykkelig er den, der ikke lader sin mund være en gennemgang

for tåbelige spørgsmål, der vælder frem fra vægtløse ordkløvere, Herre.

 

23 Lykkelig er den, hvis tunge er et lysfyldt redskab, Herre,

og som bruger den til at udtrykke den sandhed, der strømmer ud fra profeterne og apostlene.

 

24 Lykkelig er den, der ikke har smagt bitterheden i grækernes visdom;

lykkelig er den, der ikke er gledet væk fra apostlenes enkle visdom.

 

Hymner om Troen 3

1 Lykkelig den, Herre, der er værdig til i stor kærlighed at kalde dig

’den elskede Søn’, sådan som Gud, din Fader, kaldte dig.

Omkvæd: Dig være ære, Guds Søn!

 

2 Lykkelig den, der har vænnet sin mund til at være tilbageholdende med alle mulige spørgsmål

og nøjes med at kalde dig Guds Søn, som Ånden kaldte dig.

 

3 Lykkelig den, Herre, der er værdig til at tro fuldkomment

og kalde dig Søn, som alle apostle og profeter kaldte dig.

 

4 Lykkelig den, Herre, der er sig bevidst, at din majestæt ikke kan undersøges

og omgående går i rette med munden, så den ærer din fødsel med tavshed.

 

5 Herre, lykkelig er den, der har erhvervet sig et lysfyldt øje, hvormed han kan se

englene, som står for dig i dyb ærefrygt, og se, hvor anmassende mennesket er.

 

6 Lykkelig den, Herre, der bruger forstandens kraft til at iagttage,

hvordan skabninger ikke mægter dig og takker, fordi han er værdig til at du tager bolig i ham.

 

7 Lykkelig den, Herre, der er sig bevidst, at du er Gud, Guds Søn,

og er sig bevidst, hvis søn han selv er, for en dødelig er søn af en dødelig.

 

8 Lykkelig den, der forstår, at din Fader er Adonaj,

og samtidig kommer sin egen fødsel i hu, at han er søn af den jordiske Adam.

 

9 Lykkelig den, der forstår, at englene priser dig i tavshed,

og som i al hast kæmper med sig selv, fordi han har det med at tale alt for overilet.

 

10 Lykkelig den, der erkender, at Himlen oventil er i ro,

mens jorden hernede er i oprør, så han bringer sig selv til ro, når bølgerne går højt.

 

11 Lykkelig den, Herre, der lærer, at serafen råber ”hellig” og derpå tier,

mens de skriftkloge uden ophør forsker. Forlad de skriftkloges vej og vælg serafernes!

 

12 Ja, hvem undrer sig ikke over, at du sidder ved Faderens højre hånd,

mens støvet, som sidder i støvet, udforsker dig fra toppen at støvbunken.

 

13 Lykkelig den, Herre, der erkender, at du er i Guddommens skød,

og kommer i hu, at han skal falde tilbage i jordens skød, som fødte ham.

 

14 Herre, hvem forbavses ikke over, at du er alle skabningers Skaber,

Mennesket søger at granske dig og forstår ikke engang, hvad sjælen er.

 

15 Herre, det er forunderligt, at du alene kender din Fader,

mens støvet er så tarveligt at ophøje sig for også at granske din Fader.

 

16 Lykkelig den, der er blevet guddommelig i sin livsførelse,

så når han har helliget sig selv, råber til dig: Gud, Guds Søn!

[1] De store verdensreligioner, 1968, s. 53. Individuel personlighed findes ikke: ”Der er kun det skiftende, det bestandigt vekslende, uendeligt sammensat af vekslende øjeblikke og former...der er ingen evig sjæl bagved.” (s. 54-55).

[2] Spejlet viser synligt det, der ellers ikke kan ses. Jeg kan ikke se min sjæl, men ser den derved, at jeg kan tale!

Hymner om Troen 4 (udvalgte vers), 10, 11, 12, 14 og 21 (flere kommer snarest til)

 

Hymner om Troen 4 (udvalgte vers)

Den Førstefødte kom ind i skødet

og den rene kvinde mærkede det ikke.

Han sprang i hende og kom ud under veer,

og den dejlige kvinde mærkede Ham.

Hans indgang var herlig og skjult,

Hans udgang var foragtet og åbenbar.

Han var Gud ved sin indgang

og menneske ved sin udgang af skødet.

Vild undren er det at høre,

at Ild kom ind i moderskødet,

iklædte sig et legeme og kom ud.

 

Vi hører dig med vore ører,

Selvom du er mere frygtindgydende end torden;

Du er en stilhed, der ikke kan fornemmes,

en uhørlig stilhed,

Vi kan se dig med vort øje,

Men skønt du er et synligt lys,

er det ikke til at se dig, for du skjult for enhver.

 

Skønt englene står foran dig med lovsang,

Ved de ikke, hvorhen de skal se efter dig.

De søgte dig i det høje,

de så dig hernede,

de søgte dig i Himlen,

de så dig i det dybe,

de så dig hos den Lovpriste,

de fandt dig i skaberværket,

de steg ned til dig og priste dig dér.

 

Da de begyndte at undersøge

Din tilsynekomst i skaberværket,

Gjorde de ikke i hastværk

Fremskridt i undersøgelsen af dig.

Men de var ved at se dig i det dybe,

så de dig i det høje,

Da de var ved at se dig i graven,

så de dig i brudekammeret,

Da de så dig død,

Fandt de dig som den der vækker til live,

De var forvirret og undrede sig og gav op.

 

Min Herre, dine hemmeligheder er over alt,

men du skjult over alt.

Din hemmelighed er i det høje,

Men det høje fornemmer ikke, at du er hemmeligheden.

Dine hemmeligheder i det dybe,

Men det begriber ikke, hvem du er.

Din hemmelighed findes i havet,

men du skjult for havet.

Din hemmelighed er på det tørre land,

men det ved ikke, at det er dig.

Velsignet være du skjulte-åbenbare!

 

Selv dit mindste symbol

er en kilde med symboler.

Hvem er i stand til at udlægge

de symboler, som aldrig holder op med at dukke op?

Tager man dit billede,

bliver det til en kilde,

som lader alle slags billeder vælde frem.

Og i hvilket af dem kan vi betragte

dit billede i vort hjerte?

I en eneste tilbedt ikon

er titusinder skønheder sammentrængt!

 

Du er helt igennem et under!

Hvor vi end søger dig i alle retninger,

er du både nær og fjern!

Hvem kan komme til dig?

Undersøgelsen, der strækker sig ud,

kan ikke nå dig;

strækker den sig ud for at nå dig,

bliver den forhindret og kan ikke komme videre;

den er for snæversynet i forhold til dit bjerg!

Troen kan nå dig,

og kærligheden, sammen med bøn!

 

Hymner om Troen 10.

På melodien: Sendebud, Vejleder.

 

1 Herre, du skrev: 'Åbn din mund, så vil jeg fylde den!'

Se, din tjeners mund, såvel som hans sind, står åben for dig!

Fyld den med din gave, Herre,

så jeg efter din vilje kan synge lovsang til dig.

Omkvæd: Gør mig værdig til at nærme mig din gave med ærefrygt!

 

2 Enhver kan på sit trin stige ind i din fortælling;

jeg vil stille mig på det nederste trin – hvis jeg er modig!

Men hvem vover at grunde over din fødsel,

når den er forseglet med tavshed?

 

3 Den ene natur, du har, kommer til udtryk på mange måder

og på tre planer: det høje, det midt imellem og det hernede.

Gør mig værdig til her på jorden

at samle smuler af din visdom ligesom brødkrummer!

 

4 Din ophøjede tilblivelse er skjult hos din Far,

så vægterne forundres over din rigdom, som de nu kan fatte den.

Herre, blot én lille forklarings-bæk

er for os på jorden en flod af fortolkninger om dig.

 

5 Selvom den store Johannes råbte:

'Herre, jeg er ikke værdig til at løse dine sandalremme',

vil jeg som synderinden søge ind i skyggen fra dine klæder,

og så begynde derfra!

 

6 Som hun ængstedes, men fattede mod, fordi hun blev helbredt,

helbred da mig for min ængstelse og frygt,

                                  så jeg fatter mod på grund af dig!

Bring mig fra dine klæder til dit legeme,

så jeg så godt som muligt kan tale om dig.

 

7 Dine klæder, Herre, er en helbredende kilde.

I din synlige klædning boede din skjulte kraft.

Lidt spyt fra din mund var også et stort under,

for der blev lys i det dynd, spyttet lavede.

 

8 I dit brød er skjult den Ånd, som ikke kan fortæres,

i din vin bor den ild, som ikke kan drikkes.

Ånd i dit brød, ild i din vin:

et under uden mage, vi modtager med vore læber!

 

9 Da Herren steg ned til de dødelige på jorden,

omskabte Han dem til en ny skabning, så de blev vægtere lig.

Ild og Ånd blandede Han med dem,

for at de i hemmelighed skulle være af ild og Ånd.

 

10 Serafen bragte ikke kulstykket til Esajas med fingrene;

kun munden berørte det egentlig.

Han holdt det ikke i hånden og spiste det,

men os har vor Herre netop givet at gøre begge dele.

 

11 Til de åndelige vægtere bragte Abraham

legemliges mad, og de spiste deraf. Det er et uhørt under,

at vor store Herre giver os legemlige

ild og Ånd at spise og drikke.

 

12 Ild steg i vrede ned over syndere og fortærede dem;

Barmhjertigheds ild er kommet ned over brødet og har taget bolig deri.

I modsætning til den ild, som fortærede mennesker,

har I fortæret ild i brødet og får derved livet!

 

13 Ild steg ned over Elias' ofre og fortærede dem,

men Mildheds ild er blevet et levende offer for os.

Ild fortærede dengang offergaven,

mens din ild, vor Herre, fortærer vi i din offergave.

 

14 'Hvem har fanget vinden i sine hænder?', hedder det.

Salomo, kom og se, hvad din fars Herre har gjort!

Imod naturen blandede Han ild og Ånd

og lod dem strømme ned i sine disciples håndflader.

 

15 'Hvem har nogensinde fastholdt vand i et klæde?' spurgte han.

Se, der er en kilde i ’klædet’, i Marias skød!

Sådan modtager dine tjenerinder i et klæde

en dråbe af liv fra livets kalk.

 

16 Se den kraft der er skjult i helligdommens klæde,

en kraft som forstanden på intet tidspunkt har fået greb om!

Hans kærlighed bøjede sig, steg ned

og svævede over klædet på forligelsens alter.

 

17 Se ild og Ånd i din mors skød!

Se ild og Ånd i den flod, hvori du blev døbt!

Ild og Ånd i vor dåb -

i brød og kalk: ild og Helligånd.

 

18 Dit brød tager livet af den umættelige, som havde gjort os til sit brød;

din kalk tilintetgør døden, som nærmest havde slugt os.

Herre, vi har spist og drukket dig -

ikke for at gøre det af med dig, men for at leve ved dig.

 

19 Blot remmen på din sandal forskrækkede dem,

                                     der forstod, hvem du er;

de, der havde indsigt, var bange for en flig af din kappe.

Se, vor uforstandige slægt har ved at forske i, hvem du er,

mistet forstanden, fået for meget af din most!

 

 

Hymner om Troen 11

 

1 Herre, jeg kan ikke og derfor vover jeg det ikke.

For selv hvis jeg ville vove det, som for at løfte mig selv op, når jeg ikke frem.

Den, som vover dette, spotter sig selv,

Ikke noget af dit, for du er ophøjet over alle ting.

 

Omkvæd: Priset være den Åbenbarede, som er skjult i sin Fader.

 

2 Med sit åndepust irettesætter din natur os, idet du forskrækker os.

Din ophøjethed får os ned på jorden ved at lade os vide, hvor himmelhøj og majestætisk du er.

Ja, selv din mildhed udskammer os,

For hvor dybt bøjede du dig ikke til os uretfærdige!

 

3 Soleklart skal den, der gør forsøget, aflægge prøven:

Hans øje skal stirre ud fra det fjerne, på stor afstand.

Hans øje tilbageviser hans tankesæt,

Fordi hans undersøgelse er ubegribelig fjern fra målet.

 

4 Den, der er overilet, irettesættes; hans syn forvirrer ham.

Hans forhastelse bebrejder hans tunge, hvordan den dog ’vandrer’

ind i Hans majestæt, i hvis skød

Den beboede jord ligger som i en håndflade!

 

5 Ja, hans øre kan ikke høre det mægtige tordenbrag,

Og kan heller ikke høre den tyste stilhed.

Hvordan skulle han kunne høre Faderens stemme

Og Sønnens tavshed, som er så talende?

 

6 ”Himlene fortæller Guds ære,”

Det er den tavshed, som hvisker ganske gennem alle tunger

til alle tunger. Se, ved denne himmelhvælving fortælles

Hans Skaber ære.

 

7 Mennesket er for svagt til at forstå alle tungemål.

Og om det kunne forstå de åndelige engles tungemål,

Så kan det kun hæve sig til at høre tavsheden

I den indbyrdes samtale mellem Faderen og Sønnen indbyrdes.

 

8 Vort tungemål er et fremmedsprog i forhold til dyrenes stemmer.

Englenes tungemål er fremmedsprog i forhold vort tungemål.

Den tavshed, hvori Faderen taler med sin elskede Søn

er englene fremmed.

 

9 Han er den Gode: Som Han har klædt sig i billeder,

                                         som vi kan se for os.

således har Han klædt sig i alle stemmer for at overbevise os.

Hans natur – kun én kan se Ham.

Hans tavshed – kun én kan høre Ham.

 

10 Kun Sønnen, som kommer fra Ham, kan det,

Men den, der er fremmed for Hans natur, står også fremmed for at udforske Ham.

Han farer helt og holdent vild,

For der er intet spor at gå efter, der fører til den Skjulte.

 

11 Skaberen har banet en vej for skabningen,

så ofre og bønner kan komme til Hans dør,

men der er ingen mulighed for udforskning,

så nogen derved kan nå frem til den Værendes dør.

 

12 For den, der kommer og bringer bønnens offer,

Viser vejen sig selv for og slår følge med ham!

Og ligeledes er det, at når døren ser ham,

Åbner den sig selv for hans offergave!

 

13 Men for den, der selv vil trænge sig frem for at komme til Majestæten,

Skjuler vejene og lukker dørene sig for,

Så det uvejsomme, øde og ørkesløse

bliver virkeligheden, så den selvindbildske vandrer i ring.

 

14 Lad os blive klar over, at Satan fører den,

der mener at han har magt over guddommen, dertil.

Hans natur påviser, at han farer vild i dig,

for han kan ikke engang forstå sig selv.

 

15 Kun en nar mener, han kan sejre over døden,

For han kan hverken forstå døden eller sig selv.

Forståelse forbliver ikke hos den,

Hvis natur farer vild i din natur.

 

16 Forkastelig er den, der mister sit eget, men ikke kan finde dit.

Han spotter sig selv, når han mener, han kan udforske dig,

Han skader ikke dig, for din viden,

er ganske i dig, mens hans eget er uden for Ham.

 

17 Min mund magter dig ikke, og jeg er glad for, at jeg ikke kan.

For hvis jeg havde magt over dig, ville det være blasfemisk i to retninger,

At den menneskelige natur skulle være større end Gud,

noget, som er en hård påstand.

 

18 Dit gilde tørster efter de utallige gæster.

Dit bryllup glæder sig over de velklædte bordfæller.

Dit brudekammer længes efter jomfruerne,

Hvis lamper er godt fyldte med olie.

 

19 Mange er de, der er kaldet, som inderligt ser hen til din dør.

Men fordi din dør er smal, er det kun få,

Som smed alt og kastede alting bort

Og finder den og går ind gennem den dør, som hader ting og sager.

 

20 Din ovn er begejstret for os, som bliver fuldkomne gennem prøvelse

og bliver sande gennem modgang.

Tegnet er formet, så lad din sandheds segl

være sat på vort ord og vort sind, Herre.

 

21 Din langstrakte vej forkortes for os på grund af din nåde,

Den trækker sig i kærlighed sammen for den, som er svag,

men strækker sig langt ud for den, som er ivrig,

for at gøre hans løn større. Ære være dine vise tanker!

 

22 Din herligheds trone og din retfærdigheds sæde

glæder sig over den, der sejrer og beskæmmer sin fjende.

Din nåde støtter også de svage,

selv helvede kølnes af din dug!

 

 

Hymner om Troen 12 

 

1 Salt dit sandhedens salt med vort sind,

Så det giver frugter, der smager de spisende.

Bland forståelse, sans og sind 

og giv det til den, der lytter som et barn!

 

Omkvæd: Ære være din gave, som rækker ud for,

at alle må vende sig til den!

 

2 Kig, din ovn står klar og bring hver af en af os

seglet og læren, som forsegler og underviser.

Din ovn afslører, om nogen er klædt i forstillelse

Ssm sandhedens billede og skikkelse.

 

3 Din vægt er hængt op, lad os veje vore sind på den!

Lad os veje vore viljer og sammenligne med din vilje!

Og hvis vor vilje er alt for let i forhold til din vilje,

Da tyng den ned med din barmhjertighed!

 

4 Dine vægtskåle er Godhed og Retfærdighed,

Og hvordan og hvornår de opnår ligevægt, ved du!

Skønt de ikke vejer lige meget til, gør de det alligevel,

For de er udelte i forhold til alles Herre.

 

5 Din vægt er tilfreds med de ganske lette,

Og dem midt imellem ligner dem på vægten,

Og vægten er fuldkommen for de fuldkomne,

og så er der barmhjertighedens vægt for grublerne.

 

6 Dit riges skød holder udkig med de forklarede

Og dit Paradis skuer ud efter de rene.

Dit riges bord venter på dine tolv disciple,

At de sætter ved det.

 

7 Med din regn vokser alt, med din dug bliver alting friskt.

Din lære er usynlig dug til usynlig jord.

Herre, pluk frugten som en landmand

Og bring et forsonings-neg til din Fader!

 

8 Du er et skud af vintræet fra Egypten (Salme 80,8),

men den, som æder det, er skovens svin (Salme 80,13).

Hvordan spirede Han frem fra det skud, som frembragte

den velsignede klase, kalken med livets medicin?

 

9 Fra de omskårnes folk og fra landet med rajgræs (lolios temulentum)

Udgik der til os et neg, fuldt af et nyt slags brød;

Fra de bitre en sød frugt,

Fra mordere den læge, som helbreder alle.

 

10 Fra en velduftende rod kom Davids søn,

Og fra den tørstige jord flød livets kilde!

Hvordan kan vi forkaste den kilde,

Hvis barmhjertighed løber ud over alle tørstige lande?

 

11 Din nøgle dukker op for den, der søger den!

Din skat glæde sig over tyven, som plyndrer den!

Du glædede dig over hende, som fra din søm

Stjal og tog medicin mod hendes lidelse!

 

12 Herre, din surdej længes efter synderes dej

For at forvandle den og drage dem til at angre.

Sandhedens vej gør dit lys let at se,

Rydder op og fjerner det, der kan forarge.

 

13 Herre, dine penge elsker den, der mangler,

                            som kan handle med dem!

Din ’mina’ elsker at blive til ti hos den deprimerede!

Din talent vil være glad ved at bringe ti til den, der skylder!

Ære være den, der beriger alle!

 

14 Herre, dit våbenarsenal glæder den, der har lidt nederlag, så han dog sejrer.

Din vingård glæder sig over den ledige, som sammen med de hårdt arbejdende

Med åben mund og frimodige ansigter forlanger lønnen.

Ære være den, der gengælder alle!

 

15 Herre, din åg elsker at overvinde kæmper imod.

Herre, din stav glæder sig over at sprede ulveflokken.

Og dit åg vil samle fårene, der blev jagtet, på engen.

Ære være alles Hyrde!

 

16 Din havn holder udkig efter vore skibe, at de når ind.

Du Ånd, driv i kærlighed dertil med din barmhjertigheds-åre!

Herre, hold os oppe og luk det frådende havs gab!

Ære være du, som holder os ovenvande!

 

17 Din klippe holder øje med arbejderne,

                                  at fundamenterne lægges på den,

Så alle, der ser det, vil prise værket.

Herre, må deres tårn ikke blive til skamme, men fuldendes ved dig.

Ære være den, der fuldender alle!

 

18 Din sæd holder udkig med, at markerne bliver dyrket.

Lad din sæd komme tredivefold hos de små,

Og tredsindstyve fold hos de middelmådige,

Og hundrede fold hos de fuldkomne!

 

19 Dit spejl er lysende klart og vender sig fuldstændig i din retning!

Din skønhed lokker de grimme til at forskønnet ved at se ind i spejlet.

For ingen, der er beskidt, kan være forenet med dig.

Men må gnide pletterne af.

 

20 Din ysop holder udkig for at bringe forligelse med sin barmhjertighed.

Herre, bestænk os med din barmhjertighed, så vi bliver rene.

Min Herre har ikke behag i vor grimhed,

Som, fordi Han er retfærdig, smykker os med sin egen skønhed!

 

Hymner om Troen 14

1 Herre, jeg har indbudt dig til salme-bryllupsfest!
Der mangler vin ved vor bryllupsfest: en lovtale.
Du Gæst, som fyldte vandkarrene med god vin,
Fyld min mund med lovprisning af dig!

2 Vinen i karrene ligner og er beslægtet,
Med den talende vin, som føder lovprisning,
For også den første vin fødte lovprisning
Hos de drikkende, som så underet.

3 Det er ganske rimeligt, at når du ved en bryllupsfest, som ikke var din,
fyldte seks vandkar med god vin,
fyld da, Herre, ved denne bryllupsfest
titusinder, der lytter, med glæde.

4 Jesus, du som blev indbudt til andres bryllupsfest,
Se, din skønne fest mangler intet, men opløfter, så dine venner forynges!
For Herre, også dem, du har indbudt, har brug
for dine sange: Lad din harpe stemme i!

 

5 Sjælen er din brud og legemet dit brudekammer.

Dine gæster er sanserne og tankerne.

Og om blot ét legeme er en bryllupsfest for dig,

Er kirken i den fuldendelse selve taflet.

 

6 Den Hellige tog synagogen til ægte på Sinaj bjerg.

Han fik legemet til at skinne med hvide klæder, men dets hjerte blev mørkt.

Den var utro med en kalv, så den Ophøjede hadede den

Og brækkede pagtsbogens tavler.

 

7 Hvem har nogensinde set noget så forfærdelig skamfuldt:

En brud, der syndede i sit brudekammer under skrig?

I Egypten boede hun; dér lærte hun

Af Josefs frue, for hun skreg, da hun handlede ondt.

 

8 Lyssøjlen af ilden og fra skyen

Trak sine stråler til sig,

Ligesom solen, når den formørker sig

Den dag, da hun råbte, og bad kongen om endnu en forbrydelse.

 

9 Herre, hvordan min harpe hvile fra lovprisning af dig?

Og hvordan kan jeg lære min tunge troløshed?

Din kærlighed gav tillid til mig, der rødmer af skam,

Og dog er min vilje troløs.

 

10 Det er rimeligt, at mennesker bekender din guddommelighed,

Det er ret, at de himmelske væsener tilbeder din menneskelighed.

De himmelske undrer sig over, hvor lille du blev,

Og vi hernede undrer os over, hvor ophøjet du er!

 

Hymner om Troen 18

 

1 Hvis en fugleunge ikke er udvikles helt færdig,

kan den ikke bryde sin skal itu, den er jo ikke fuldbåren.

Omkvæd: Gør mig værdig til at ære din fødsel med tavshed!

 

2 Fuglens art bliver til på tredelt måde:

fra skødet til unge/æg, og derfra til reden med pip,

og når den er færdigudviklet, flyver den i luften,

breder sine vinger ud som et symbol på korset.

 

3 Også troen færdigudvikles på tre måder:

for da apostlene troede på Faderen, og Sønnen og Ånden,

fløj budskabet således ud til de fire verdenshjørner

i kraft af korset.

 

4 De tre navne er sået trefoldigt

i ånd, sjæl og legeme, som i en hemmelighed.

Når vor trehed er fuldendt i de tre,

Hersker den over sværdet.

 

5 Når Ånden lider, er den helt tegnet af Faderen.

Når sjælen lider, blandes den helt med Sønnen,

og når legemet bekender og brændes,

har det helt fællesskab med Helligånden.

 

6 Og hvis fuglen folder sine vinger og fornægter

korsets udstrakte symbol, vil også luften

fornægte den af den grund, så den ikke bærer den,

med mindre dens vinger ’bekender’ korset.

 

7 Når skibet spreder årerne i korsets symbol,

skaber de to årer fordybninger til vinden;

når det har spredt dem ud til et kors,

bliver ’vejen’ lige til dens færd.

 

8 Og hvis en jødes har et skib,

Irettesætter han sig selv i handling, uden at ville,

for med sine hænder, midt på skibet,

strækker og spreder han korsets symbol ud.

 

9 Havet bøjer sig for fornægterne på grund af korset,

men hvis korsfæsteren ikke sætter korstræet op,

og derpå hænger linnedsejlet, ligesom et legeme,

stopper dets sejlads.

 

10 O sejlets rene ’skød’, symbol på vor Frelsers legeme,

som var fyldt af Ånden uden dog at begrænse og spærre Ham inde,

ved den Ånd, som bor i ’sejlet’,

lever de legemer, hvori sjælen bor.

 

11 Ligedes er det med jorden: den underkaster sig kun korsfæsteren

på grund af det dejlige symbol: korset, der skinner:

han danner selv korsets tegn,

løsner jorden og strør sin såsæd deri.

 

12 Heller ikke hans t-shirt ville have passet ham uden det symbol:

han spreder sine arme for at tage den på, som var det et kors.

Hans tøj er et spejl for ham,

for det tegn, som han fornægter, er udstukket på det.

 

13 Hvis korsfæsteren køber et lam og slagter det,

hænger han det på et træ, Herre, så han betegner din slagtning,

og når han begraver hvedekornet i jorden,

forkynder han livets såsæd: din opvækkelse.

 

14 Ja, i hans fåreflok er dit symbol: med din stav vogtes den,

og i hans vingård er den klase, som er fuld af symbolet på dit blod:

på træet hænger frugten,

symbol på dit træ, dit legemes frugt.

 

15 I fornægterens hus råber din forkynder,

For med et åbenlyst symbol basker hanen med sine vinger dér.

Se, den forkynder de dødes liv

For den levende, der er begravet, hans dødstilstand var en søvn.

 

16 Og når fuglen er i sin rede i hellighed,

Undfanger dens skød med sin fjerdragt ved ’ånden’ under de rugende vinger,

Føder hun lægger hun et æg uden ’ægteskab.’

Se, derhjemme er der et spejlbillede på Maria.

 

 

Hymner om Troen 21

 

1 Herre, spil på min harpe alt, der hjælper!

Lad os synge med stærke ord til fuld vækst,

Lad os synge Med rene ord til jomfruerne

Og med enkle ord til de oprigtige!

 

Omkvæd: Syng lovsang for Faderen og pris for Sønnen!

 

2 Kom og hør Sakarias, som svarede Gabriel igen!

Du gamling, skær din pen til og undersøg, hvor din tale blev af?

Således skal enhver, som er overmodig og vil debattere sandheden,

tie og få lukket munden.

 

3 For hvis allerede tjeneren Gabriel blev opbragt,

Fordi hans ord ikke fandt tro hos levitten,

Hvor meget mere vil den Retfærdiges Søn blive opbragt,

Fordi du ikke tror, at Han er Sønnen, som Han har sagt.

 

4 Du golde Sakarias, hvis ord blev goldt,

Fordi hans tunge betvivlede, hvordan han skulle kunne få en søn,

Selvom han dér blev tilbagevist, min søn,

Ved arken: staven blomstrede!

 

5 Når allerede en ligemand gør en ligemand vred og gav den anden

Tavshedens bidsel på, fordi han tvivlede om Johannes,

Er Sankeribs bidsel kun passende

for den mund, som ringeagter den Eneste.

 

6 Klarheden hos Abraham skal være dig et spejl,

For forskning er en hæslig plet for troen.

Der, hvor han troede, blev han også retfærdiggjort,

Men der, hvor han underkastede alt en undersøgelse, blev hans efterkommere slaver.

 

7 For ”som agerhønen kalder på den, som ikke er dens unge”,

Eller fuglen, hvis sang forvirrer den, som stoler på den,

Skal andres stemmer ikke forvirre dig,

Som bekender Sønnen, men ikke, at han er født.

 

8 Der findes en fugl, som forandrer sine sange

Der er en fugl, som ændrer sin stemme og fanger en af sin egen art.

Der er en falskmøntner, som laver sine ord om

Blandt sine tilhørere for at gavne sig selv.

 

9 Men du, harpe, stjæl ikke dine tilhørere

Ved i fuld offentlighed at synge for mennesker!

Lad både offentligt og privat

Din stemme havde smag af sandheden!

 

10 Sandelig beredte Moses symbolsk horn.

I lejren lød forkyndelsen med to horn.

Se, han gav et fuldstændigt billede, for i kirken

Gjalder begge testamenter med fryd og forkyndelse!

 

11 Og David istemte sin harpe trefoldigt:

Med de længste strenge sang han til din guddommelighed,

Med de midterste sang han for din menneskelighed,

Med de svageste sang han om din død.

 

12 Også din kirke skal være en harpe til din lovsang.

Bring de oprørte, delte strenge til ro.

Lad fredens Herre spille sandhed i enighed

på denne fredens harpe!

Hymner om Troen 61

 

1 Hvem bliver ikke bange, når vor Herre lover en møllesten

om halsen til den, som forarger blot én af lysets børn,

til dem, som foruroliger de godtroende med spørgsmål?

Deres forskning er en møllesten, for de synker ned i undersøgelsen

Og kommer ikke op derfra, for de kan ikke høre op med

Deres afskyelige meditation.

 

2 En tale i tålmodighed underviser

Om Faderen og Sønnen, at de er tæt sammenknyttede med hinanden;

Ikke desto mindre fornedrer man Hans Fader sammen med Sønnen,

Så Faderen bliver bragt i familie med skabningerne, eller også ophøjer man Sønnen

Sammen med Faderen, så Sønnen gøres til en fremmed i forhold til skabningerne,

Idet Sønnen ligner Faderen.

 

3 Der er en tale, der indeholder beviskraft og ikke vil være tavs,

Fordi den ikke vil gøre uret. For hvis Sønnens navn

Er i familierelation til skabningerne, er også skabningernes navn

I familierelation til Skaberen. Men skabningernes navn

Er fremmed i forhold til Skaberen, er navnet også fremmed

I forhold til Skaberens Søn.

 

4 Det, som tilskrives naturen hos Den der frembringer,

Kan også tilskrives det, Den Frembringende frembringer.

Strålen skinner, fordi Den Frembringende skinner.

De to kan ikke adskilles, for den Frembragte ligner sin Rod.

Den frembragte kan ikke holdes udelukket, for Han er bundet ved sit navn –

Ham ligner Han i alt.

 

5 Lær, hvem Sønnen er ud fra Faderen! Altså, hvis den Frembringende

Er relateret til skabningerne, da må også Hans Afkom

Være ligesom skabningerne. Men hvis Faderen er fremmed,

Hvordan kan Hans ’frugt’ være som dem? Enten skal Han se ham som fjern

Og sige: ”Han er ikke min Søn!” Men hvis Han råber: ”Han er Sønnen!”

Bringer Han striden om Sønnen til tavshed.

 

6 Vil alle ikke undre sig over to planter,

Som mister deres ’naturer’ og forandrer sine navne?

De er begge skjulte for deres frugter.

Frihedens plante får en frugt af slaveri!

Ligeledes får et slaveriets træ en frugt af Majestæten.

Planterne er skjulte, men bærer frugt!

 

7 Deri ligger våbenet til afklaring: Hvis Sandhedens Søn

Antages ikke at være frembragt (af Faderen), da skal man heller ikke

Tælle en slave blandt skabningerne! Et af to gælder:

Enten har de begge en fast eksistens, hver af dem fast i sin forankring,

Eller også de undergår forandring. Enten er deres navne sande,

Eller også er deres naturer ustabile!

 

8 Man bør spørge: Hvis navnet ’Søn’ ved undersøgelse

viser sig at være det samme som ’skabt’, så er ’skabt’ også

ved nærmere betragtning det samme som ’født’

uden af den grund at kunne forlige dette navn med sig selv. For Han ville have forladt sandheden

og være flygtet til ’født’, ligesom også navnet ’Søn’

ville være tæt forbundet med skabningerne.

 

9 Da nu ’det skabte’ ikke er som ’det skabte’,

Ligesom ’født’ heller ikke er det samme som ’Søn’,

Er der opstået stor forvirring. For hvis Sandhedens Søn

Har aflagt og ødelagt sit navn, hvilket er umuligt,

hvem kan da med rette påkalde Hans navne,

som har passeret ud over det, som passer?

 

10 Hvorfor accepterede Moses både navnet ’Gud’

Og ’himmelsk glans’, men vovede ikke

At sige, at han var Gud? Han førte ikke folket vild,

Da de på alle måder tørstede efter

At fare vild derved. Deres kalv råbte,

Og deres bog bevidner det.

 

11 Hvorfor var det, at den salige apostel og hans ledsager

sønderrev deres hjerte i det skjulte og deres klæder åbenlyst,

og at de hellere lod sig stene frem for at blive tilbedt?

 da mennesker gav sig til at bringe ofre til dem,

lægge røgelse for dem, kalde dem guder,

fordi de så underne?

 

12 Hvorfor nægtede Johannes og sagde: ”Jeg er ikke

Den Salvede, som I søger”? Men hvis tjeneren opfattede sig,

At han var på lige fod med sin Herre, havde naziræeren, som ikke løj,

Vendt sig til løgnen, da han bekræftede,

At Han var Guds Søn. Og se, prædikerens ord

Genlyder ud over jorden!

 

13 Hvorfor narrede Gabriel ikke Daniel

Ved at sige: Du er Gud? Hvorfor narrede serafen ikke Esajas

Ved at sige, at han var Guds Søn?

Men vægterne, de lyver ikke, profeterne, de fører ikke falsk tale,

Apostlene, de spreder ikke uro. Skulle da den, der er større end dem alle

Have løjet i alle ting?

 

14 Lyt til mig: Hvis navnet ikke var det sande navn,

ville det være blevet gendrevet og opgivet. Hans sandhed alene

er i stand til at spredes til øst og blive stærkt i vest,

få tag i norden og overvinde syden.

Navnet steg ned og vandt sejr i dybet, steg op i det høje og tog bolig dér,

Og det hersker over alt gennem alt!