Elisabeth og Johannes Glenthøj
Bønner, prædikener, arabiske, persiske, græske og syriske tekster
Opdateret 3. marts 2026
Nyeste: Hymner om Troen 63 - Guds egne navne og hans brug af vore navne - se længere nede i rækkefølge!
Hymner om Troen 40 - ildens tredelte natur og Guds Treenighed!
1 Solen er vor lyskilde, og ingen har magt over den.
Hvor meget mere gælder det ikke for et menneske, og endnu mere for Gud.
For solens lys er ikke yngre end solen,
og der var ikke en tid, hvor det ikke var til.
Solens lys er en anden og dens varme en tredje.
De er ikke adskilt fra den, men heller ikke fuldstændig ens.
Omkvæd: Pris Ham, som sendte dig, all, som tror på dig!
2 Se på solen i det høje: Den antages at være én.
Sænk blikket, se og kig på dens lys, solens anden dimension;
prøv så og mærk efter, undersøg solens varme, den tredje dimension.
De tre ligner og ligner ikke hinanden en til en.
Det anden dimension er blandet med solen, men alligevel adskilt fra den;
og den tredje dimension er blandet med den; adskilt, men også forenet og blandet med den.
3 Både ild og solen er individuelle naturer;
tre elementer er blandet trefoldigt i dem:
selve substansen, så varmen og lyset som det tredje.
De bor sammen i enighed uden at bære nag,
blandet og uden forvirring, forenet, dog ikke bundet,
samlet, men ikke presset, frie uden at være trængt.
4 De, der vil diktere, bringes åbenlyst til tavshed!
For her er de tre én og den ene tre.
De er forbundet uden at være naglet til hinanden, adskilte, men dog ikke afskåret fra hinanden:
Et under, som bringer os til fuldstændig tavshed!
Og således er også mennesket dannet tredobbelt
Og skal være det i opstandelsen, når det når til fuldkommenhed.
5 Skønt solen er én, en eneste natur,
Er tre blandet i den, adskilte, ikke splittede,
Der er hver for sig helt fuldkomne og fuldkommen ét i alle ting!
Deres stråleglans er én og dog ikke én.
En underfuld natur, som frembringer i én handling,
Den trækker sig sammen som ét, og spreder sig som tre!
6 Men hvis nogen ubetænksomt vil mene, at heller ikke ild
Er tre elementer, hvem vil tilslutte sig
dette vildfarne vanvid, overgive sig til at være stædig,
benægte, der er tre synlige elementer,
som har lige stor betydning og dog forskellige? En af dem er herlig og frygtindgydende,
en er skjult og voldsom, og en skinner glad og mild!
7 Den første samler alt i sig selv,
Derefter kommer den næste, som kommer efter sin egen vilje,
Men den tredje flyder helt over!
Der er en kraft, der hersker i ilden,
Som hverken befaler, så den ene befaler den anden.
De er fuldkomne i sig selv i kærlighed og orden!
8 Tre navne viser sig i ilden,
Og hver af dem består med egen myndighed,
Hver af dem viser sig i sin handling på enkel måde,
Hver af dem enestående kræfter, der er forenet:
Ilden underfuld, varmen særskilt
Og lyset strålende – de bor sammen i enighed!
9 Men når ilden er en vidunderlig natur,
Som frembringer uden at miste kraft og er tilstrækkelig uden at kølnes!
Dens hede er forskelligartet, men ikke adskilt fra ilden,
Den strømmer ind i alt uden at holde sig tilbage,
Ja, den spreder sig hastigt i brød og blander sig med vand,
Den er helt til stede i alt!
10 Symbol på Ånden er deri, et billede på Helligånden,
Som blandes med vandet, så det bliver til tilgivelse!
Symbolet er forenet med brødet, så det bliver til en offergave,
Ånden synes at være i dem alle i alle ting,
Men er også på stor afstand, så man kan ikke danne
Et billede af de tre hemmeligheder, som aldrig nogensinde kan beskrives.
11 For allerede undersøgelsen af ildens væsen oversvømmer os med spørgsmål:
Hvordan er den være én og hvordan samtidig være tre?
Hvordan kan der bo tre i den
Og hvordan er dens hede forskellig, men dog ikke adskilt?
Den er en natur, som vi tog imod i kærlighed som tre,
Uden dog at gruble tvivlende med den.
12 Hvor rigtigt er det ikke, at vi tager imod disse tre
Helt enfoldigt i kærlighed uden behov for undersøgelse.
Deres natur kommer ikke efter os for at komme til at ligne os!
Nej, de ligner sig selv i alle ting.
Skabningernes naturer er helt adskilt, uden nogen lighed.
Hvor er dog den Natur, der er større end alt, adskilt fra alt andet!
Hymner om Troen 44
1 Hans navne underviser dig om,
hvordan og hvem du skal påkalde.
Et lærer dig, at Han er Væren, et andet, at Han er skaber.
Han har vist dig, at Han også er den Gode, Han gør det klart, at Han også er den Retfærdige.
Fader blev Han ligeledes kaldt og påkaldt.
Skrifterne er en ovn, men hvorfor gør tåben indsigelser?
Undersøg altså Hans navne
og forskellene mellem dem i Hans ovne!
Omkvæd: Lovprisninger til dig fra enhver, som tror på dine kaldenavne!
2 For Han har fuldkomne og præcise navne,
Han har på den anden side lånte og flygtige navne.
I hast iklædte Han sig dem og i hast aflagde Han dem,
Også navne som, at Han angrede, glemte og kom i tanker om.
Men ligesom du er har fæstet lid til, at Han er den Retfærdige og den Gode,
Fæst lid til, at Han er Fader, og tro, at Han er skaber!
3 Vær varsom med Hans fuldkomne og hellige navne,
For hvis du fornægter et af dem, flyver de alle bort i det fjerne.
De er forbundne, og bærer alt
i lighed med jordens søjler
vand, ild og ånde: hvis en af dem ikke er der,
er det, som om skaberværket er ved at bryde sammen.
4 Jøderne reciterer Guds navne,
Men finder ikke liv i de mange navne.
Fordi de har forkastet ét navn,
blev de forkastet sammen med de mange navne.
I de navne, som det folk aflagde og forkastede,
blev folkene døbt, og hvem kan opløse
de navne, som har skabt en kløft mellem os og det folk?
5 En eneste årsag er der, som har forkastet folket.
Og den, som ophæver den, bygger Jerusalem op!
For jøderne blev ikke rykket op, fordi de ikke undersøgte sagen,
men fordi de ikke havde tro gennem Sønnen.
Undersøg årsagen til, at Jerusalem blev ødelagt,
og forstå, at kirken uden strid afhænger deraf.
6 I egenrådige, lad jer irettesætte, hold jer tilbage, I forskere!
Forstå, at intet menneske kan begribe Naturen.
Forstå, at der er fire ting gemt i vandet,
Dog kun deraf en eneste substans,
Men nogle gange to ting, andre tre,
en trefoldig substans, som stråler på tre måder!
7 Hvem kan de begribe naturernes Herre,
Kan undersøge Hans væren og granske Hans faderlighed
Og trænge ind i Hans majestæt og sige, hvordan Han er?
For Han er skjult for alle i alle ting.
Og hvis Han ikke vil forklare sig selv for os,
Kan ingen skabning udlægge, hvem Han er.
8 Når Han har bøjet sig ned til dig for at vise dig sin Søn,
Så tilbed og tak ham, du tåbe, at Han har værdiget dig alt dette!
Tro og fæst lid til Ham og gå ikke i strid med Ham.
Før Ham ikke til doms, hvor der argumenteres.
For Hans værens natur kan der ikke sættes ord på.
Døren er forseglet med tavshed, som får de talende til at tie.
9 Således skændtes folket med Ham med dets spørgsmål:
Hvem var han? Og søn af hvem?
Hvorledes kom han og skal han komme?
De mente, en jomfru umuligt kan føde,
Og de ældste og skriftkloge hånede ham,
De som havde frembragt en Messias, som ikke er det,
Et tankespind og et hjernens orakel.
10 Irettesæt din tanke, så den ikke er utro og føder os
En Kristus, som ikke er en Kristus og fornægter ham, der er det!
Pas på, at du ikke skaber et afgudsbillede ved din undersøgelse!
Pas på, at du ikke i din forstand former
Et orakel med dit intellekt og et tankefoster!
Lad det sande barn formes i din tanke!
11 For din undersøgelse er en prostitueret, din forskning en skøge,
Den er utro gennem sin undersøgelse, bliver gravid og føder os
En Kristus-konstruktion, et opfundet barn,
Som kommer til at ligne dem, der farer vild i alle forhold.
Jøderne venter på en, der er konstrueret i deres tanke,
de vildfarne dyrker i deres visdom et orakel.
12 Den onde forlod sit dyb og stødte dem ned i vildfarelse,
For han forstod, at undersøgelse er værre end en afgrund,
Forskning har som et dybt svælg gjort det af med fornægteren.
Og hvis du udmatter dig med at ville trække ham op,
Er det netop hans tanke at trække dig til sig,
for han har mistet sit håb, så han har sit blivende sted dér.
Hymner om Troen 61
1 Hvem bliver ikke bange, når vor Herre lover en møllesten
om halsen til den, som forarger blot én af lysets børn,
til dem, som foruroliger de godtroende med spørgsmål?
Deres forskning er en møllesten, for de synker ned i undersøgelsen
Og kommer ikke op derfra, for de kan ikke høre op med
Deres afskyelige meditation.
2 En tale i tålmodighed underviser
Om Faderen og Sønnen, at de er tæt sammenknyttede med hinanden;
Ikke desto mindre fornedrer man Hans Fader sammen med Sønnen,
Så Faderen bliver bragt i familie med skabningerne, eller også ophøjer man Sønnen
Sammen med Faderen, så Sønnen gøres til en fremmed i forhold til skabningerne,
Idet Sønnen ligner Faderen.
3 Der er en tale, der indeholder beviskraft og ikke vil være tavs,
Fordi den ikke vil gøre uret. For hvis Sønnens navn
Er i familierelation til skabningerne, er også skabningernes navn
I familierelation til Skaberen. Men skabningernes navn
Er fremmed i forhold til Skaberen, er navnet også fremmed
I forhold til Skaberens Søn.
4 Det, som tilskrives naturen hos Den der frembringer,
Kan også tilskrives det, Den Frembringende frembringer.
Strålen skinner, fordi Den Frembringende skinner.
De to kan ikke adskilles, for den Frembragte ligner sin Rod.
Den frembragte kan ikke holdes udelukket, for Han er bundet ved sit navn –
Ham ligner Han i alt.
5 Lær, hvem Sønnen er ud fra Faderen! Altså, hvis den Frembringende
Er relateret til skabningerne, da må også Hans Afkom
Være ligesom skabningerne. Men hvis Faderen er fremmed,
Hvordan kan Hans ’frugt’ være som dem? Enten skal Han se ham som fjern
Og sige: ”Han er ikke min Søn!” Men hvis Han råber: ”Han er Sønnen!”
Bringer Han striden om Sønnen til tavshed.
6 Vil alle ikke undre sig over to planter,
Som mister deres ’naturer’ og forandrer sine navne?
De er begge skjulte for deres frugter.
Frihedens plante får en frugt af slaveri!
Ligeledes får et slaveriets træ en frugt af Majestæten.
Planterne er skjulte, men bærer frugt!
7 Deri ligger våbenet til afklaring: Hvis Sandhedens Søn
Antages ikke at være frembragt (af Faderen), da skal man heller ikke
Tælle en slave blandt skabningerne! Et af to gælder:
Enten har de begge en fast eksistens, hver af dem fast i sin forankring,
Eller også de undergår forandring. Enten er deres navne sande,
Eller også er deres naturer ustabile!
8 Man bør spørge: Hvis navnet ’Søn’ ved undersøgelse
viser sig at være det samme som ’skabt’, så er ’skabt’ også
ved nærmere betragtning det samme som ’født’
uden af den grund at kunne forlige dette navn med sig selv. For Han ville have forladt sandheden
og være flygtet til ’født’, ligesom også navnet ’Søn’
ville være tæt forbundet med skabningerne.
9 Da nu ’det skabte’ ikke er som ’det skabte’,
Ligesom ’født’ heller ikke er det samme som ’Søn’,
Er der opstået stor forvirring. For hvis Sandhedens Søn
Har aflagt og ødelagt sit navn, hvilket er umuligt,
hvem kan da med rette påkalde Hans navne,
som har passeret ud over det, som passer?
10 Hvorfor accepterede Moses både navnet ’Gud’
Og ’himmelsk glans’, men vovede ikke
At sige, at han var Gud? Han førte ikke folket vild,
Da de på alle måder tørstede efter
At fare vild derved. Deres kalv råbte,
Og deres bog bevidner det.
11 Hvorfor var det, at den salige apostel og hans ledsager
sønderrev deres hjerte i det skjulte og deres klæder åbenlyst,
og at de hellere lod sig stene frem for at blive tilbedt?
da mennesker gav sig til at bringe ofre til dem,
lægge røgelse for dem, kalde dem guder,
fordi de så underne?
12 Hvorfor nægtede Johannes og sagde: ”Jeg er ikke
Den Salvede, som I søger”? Men hvis tjeneren opfattede sig,
At han var på lige fod med sin Herre, havde naziræeren, som ikke løj,
Vendt sig til løgnen, da han bekræftede,
At Han var Guds Søn. Og se, prædikerens ord
Genlyder ud over jorden!
13 Hvorfor narrede Gabriel ikke Daniel
Ved at sige: Du er Gud? Hvorfor narrede serafen ikke Esajas
Ved at sige, at han var Guds Søn?
Men vægterne, de lyver ikke, profeterne, de fører ikke falsk tale,
Apostlene, de spreder ikke uro. Skulle da den, der er større end dem alle
Have løjet i alle ting?
14 Lyt til mig: Hvis navnet ikke var det sande navn,
ville det være blevet gendrevet og opgivet. Hans sandhed alene
er i stand til at spredes til øst og blive stærkt i vest,
få tag i norden og overvinde syden.
Navnet steg ned og vandt sejr i dybet, steg op i det høje og tog bolig dér,
Og det hersker over alt gennem alt!
Hymner om Troen nr. 63
1 Min søn, har du lagt mærke til, at den der får tildelt et navn,
At en årsag fremkalder disse tillagte navne.
Men hvor det er nødvendigt, lader man disse navne ligge og udelader dem:
Ved et testamente, skøder og når man udspørges i retssager;
Da er det ægte navne, der er anvendes
For at bekræfte sandheden.
Melodi: Pris være din Fader!
2 Hvem ved ikke, at da vor Herre blev korsfæstet,
Påkaldte han sin Fader og overgav sine faderløse og disciple med ordene:
”Min Fader, tag imod dem og bevar dem!” Igen, da han blev opvækket
Og med sin død havde bekræftet, at han var denne Faders Søn.
Ja, han lod sit navn passere gennem ildprøven for at man skal tro ham
I hele verden.
3 Hvem vil ikke bekende, at han ligeledes på korset
Påkaldte han sin Fader og overgav sit menneskelige legeme?
For at man skal holde det for sandt, at han er Sønnen, rev hans røst grave op
Og rev indgangen til helligdommen væk. Han skrev et skilsmissebrev til folket,
Men kaldte på folkene til sig og bekræftede testamentet
Som Den Sandes Søn.
4 Hvem forundres ikke over, at dette Ord kom
Fra vor Frelsers mund, da hans legeme sov hen:
”Min Fader, i dine hænder!” Røsten over alle røster,
Som er forud for dem, for som et mægtigt vidne
Bekendte han, nedskrev og bekræftede, at han ikke var tjener,
For som Søn tog han tilflugt til sin Fader.
5 Da vagten, den eneste med dømmekraft,
Kaldet Centurion, som bevarede vel
Vor Frelsers ord, dem han råbte til sin Fader ordet,
Det sidste af sine ord, som fik jorden nede til at bæve,
Formørkede solen oventil. Han råbte og bekræftede,
At han var Guds søn.
6 Lær ud fra alles Herre, hvor mild han er!
For han gav ikke sig selv navnet Væren,
Fordi navnet den Værende er større og mere ophøjet i kraft af hans retfærdighed
End navnet Godhed. Og han bøjede ikke ned
For at iklæde skabningerne sit navn og benævnelse,
For hans navn er Væren.
7 Hvem forundres ikke over hans navn og barmhjertighed,
For hans navn er utilgængeligt for enhver, men hans kærlighed bøjede sig ned til enhver.
Han har andre navne, som er milde
Og lagt ned over skabningerne og sænker sig ned for at ophøje
Hans tjenere med hans tilnavne; med dem steg han ned og iklædte sig
Navnene på sine besiddelser.
8 Den himmelske Konge kaldte sine tjenere konger,
Og fordi han også er Gud, kaldte han dem guder.
Fordi han også er dommer, se, da er hans tjenere dommere.
Og fordi de vandrede omkring, kaldte han sig selv træt,
Og på grund af deres ridedyr sørgede han ligeledes for at få et ridedyr
For at ligne med i alle forhold.
9 Hvem er så fuldstændig dum og genstridig
at mene, om så også kun lidt,
at fordi menneskene er blevet kaldt med navne, der tilhører Gud,
så følger, at menneskeheden og guddommen har én og samme natur,
og at fordi Herren ligeledes er blevet kaldt ved sine tjeneres navn,
vi så kan afveje det skabte og Skaberen i én sammenligning.
10 For når Han kalder os konge – med sit eget navn,
så er den sande brug hos Ham, mens billedet gælder os.
Og når Han bruger sine tjeneres navne om sig selv,
så er den naturlige brug hos os, men benævnelsen hos Ham.
Man bør erkende, hvor det virkelige og det lånte navn hører hjemme,
både hos os og hos Ham.
11 Derfor har han i barmhjertighed tildelt de indsigtsfulde
sine navne til dem, han ejer, ikke til undersøgelse,
men til glæde. Mine brødre, lad undersøgelsen passere forbi,
og lad bønnerne tage til, for skønt han ikke er i familie med os,
er han som en af vor slægt, og skønt han er adskilt fra alle,
er han over alle i alle.
12 For hvis han ville have holdt sig selv fjern,
Kunne han ikke have klædt sig navnene på sine besiddelser,
Og hvis han havde haft fuldstændig modvilje mod os ud fra vores slethed,
Havde han skabt en afgrund, som aldrig nogensinde ville kunne passeres
Af skriftlærde, som havde nedbrudt mure med spørgsmål
Og grænserne med undersøgelser.
13 De, der har dømmekraft, kan se, at Han i sin barmhjertighed tildelte
sine forskellige navne til sine skabninger, ikke til undersøgelse,
men til glæde og nydelse.
Lad forskningen tørre ud, brødre, og lad os bønnen tage til,
for selvom Han ikke er af vor slægt, er Han som af vor slægt,
og skønt Han er adskilt fra alting, er Han over alt og i alt.
Hymner om Troen 81-85 eller Hymner om perlen 1-5
På melodien: 'Hvem kan fatte...?'
1.
En dag
tog jeg, brødre,
en perle,
så deri symboler,
I Rigets sønner,
ikoner og typer
på Majestæten;
den blev en kilde,
hvoraf jeg drak
Sønnens symboler.
Korsvar:
Velsignet være han,
som med en perle
fremsatte gåder om Riget i det høje!
2.
Brødre, jeg lagde perlen
i min flade hånd
for at undersøge den;
jeg skulle til at kigge på den
fra én vinkel;
den havde 'ansigter'
til alle sider,
Sønnens
ufattelige udforskning,
for han er Lys.
3.
I den gennemsigtige perle
så jeg den Gennemsigtige,
som ikke bevæges,
og i dens renhed
så jeg det store symbol:
vor Herres legeme,
der var klart,
udeleligt:
deri så jeg den udelelige
Sandhed.
4.
Det var Maria,
jeg så deri:
den rene undfangede
Kirken,
og Sønnen i sit skød
er et billede på den sky,
for skyen bar ham,
og symbol på himlen,
hvorfra en dejlig glans
fremstrålede.
5.
Deri så jeg tegn
på Sønnens prøvelser
og sejrskranse.
Jeg så den hjælp, han sender,
såvel som hans overflod,
både i det skjulte
og åbenbart:
Perlen overgik
arken,
som jeg har været besat af!
6.
Deri så jeg de inderste gemakker
uden skygger -
for perlen er lys-datter -
billeder, der taler
uden tunger,
symbolers sang
uden læber,
tavsheds lyre,
som uden lyd
frembragte melodier.
7.
Trompeter hvisker
og torden runger:
'Vær ikke overmodig,
lad det skjulte være,
modtag det, der er åbenlyst tilgængeligt!'
På en blank himmel så jeg
en anderledes regn,
en vandstrøm i mine ører,
som kom den fra en sky,
fuld af prædikener.
8.
Ligesom mannaen,
som dengang alene
fyldte folket
i stedet måltider,
fyldes jeg
med lækkerier
fra perlen -
i stedet for læsninger
og udlægninger
af skrifterne.
om der også er
andre symboler, er svaret:
Perlen har ingen mund,
så jeg kan høre dens tale,
ej heller ører,
så den kan høre min tale.
Skønt du ingen sanser har,
erhverver jeg ved dig
nye sanser!
10.
Havets datter
svarede og sagde til mig:
"Jeg, som er umålelig,
fra det hav,
hvorfra jeg steg op -
stor er den skat
af gåder, der er i mit skød.
Udforsk havet,
men udforsk ikke
havets Herre!
11.
Jeg får øje på dykkere,
der, ikke uden at ræddes,
stiger ned på jagt efter mig
og fra havets dyb
vender tilbage til det tørre land.
Selv et lille øjeblik
tåler de ikke.
Hvem vil trække tiden ud
og granske
Guddommens dyb?
12.
Sønnens bølger
er fulde af hjælp,
men kan også give slag.
Havets bølger
ser naturligvis ikke dig,
for hvis et skib løber på grund,
så slår bølgerne det.
Og hvis det løftes op,
og ikke slås sønder,
så reddes det fra undergang.
13.
I havet druknede
alle ægypterne,
skønt de ikke grundede;
ligeledes blev hebræerne
uden forskning opslugt
på dette tørre land;
og sodomitterne
blev slikket op af ild,
og I -
hvordan skal I bestå?
14.
Over disse rædselsgerninger
bæver fiskene
på havet hos os:
"Har I mon
et hjerte af sten
så I læser disse ting
og glemmer disse ting?
Stor er rædselen,
når Retfærdigheden
helt tier.
15.
Forskning er blandet
med bekendelse;
hvem skal sejre:
duften af lovprisning
eller udgrundelse
med tungen?
Hvilken af dem skal vi lytte til?
Forskning og bøn
fra én og samme mund:
hvem skal vi adlyde?
16.
Tre dage
som nabo til havet
var Jonas på vore vegne;
dyrene i havet
rystede.
Hvem kan flygte
fra Gud?
Jonas gjorde det,
men I har kastet jer
over udgranskningen af Ham!"
II
På samme melodi.
1.
Hvad ligner du?
Din tavshed skal tale
til den, der lytter til dig!
Med tavs mund
tal med os,
for den, der hører
din sagte mumlen -
din gåde råber
tavst
om vor Frelser.
2.
Din moder
er havets jomfru,
skønt det ikke tog hende til hustru;
du faldt ned i hendes skød,
skønt det ikke kendte hende;
du undfangedes deri,
skønt det ikke havde omgang med hende;
jødinder
slår dit forbillede ihjel,
når de sætter dig i øret!
3.
Du er den, som alene
blandt alle ædelsten
er født!
Du ligner
Ordet fra det høje,
som den Højeste
som den eneste har født.
Tilslebede sten derimod
ligner et billede
af de højeste skabninger.
4.
Et mægtigt billede
er den åbenlyse fødsel
fra det usynlige skød:
din undfangelse var klar,
uden sæd;
uden ægteskab
var din rene fødsel,
og uden brødre
din frembringelse,
du enbårne!
5.
Herren havde brødre
og dog ikke brødre,
for han var enbåren.
Ja, du alene
er en mægtig gåde!
For kun deri består
din billedlighed.
I kongekronen
derimod har du jo brødre
såvel som søstre!
6.
Gode segl
såvel som beryler
skal være dine brødre;
og perler er
dine fæller;
guld skal være
en frænde for dig;
kongerne Konge
skal få en krans
af dine venner.
7.
Da du steg op
af havet,
den levende grav,
erhvervede du
denne fagre skare
af brødre, slægtninge
og frænder!
Som hvedekorn på strå,
er også du i kronen
sammen med mange andre!
8.
Ja sandelig,
det er ret,
at gengæld gives dig:
fra det dybe
til det høje
bærer strået
hvede på marken - hvor fagert!
Men du skal bæres
af kongernes overmand
på vognen.
9.
O havdatter,
som forlod havet,
hvori du blev født!
Du steg op på det tørre land,
hvor du var kærkommen!
Folk begærede at fange dig, perle,
og smykkes dermed,
som et barn,
folkene fik kær
og lod sig smykke med.
10.
I gåde og i sandhed
blev Livjatan nedtrådt
af dødelige.
Dykkere klædte sig af
og kom salve på
som et symbol på den Salvede,
stjal dig og kom op igen;
sådan har apostlene revet
sjælen ud af munden
på den Bittervrede.
11.
Din natur ligner
det tavse lam
i dens yndighed;
for dersom nogen gennemborer den,
så tager han den og hænger den
op mod hørelsen,
ligesom Golgatha
sender den al sin overflod
af stråler
ud over dens seere.
12.
I din skønhed er afmalet
Sønnens skønhed,
for han tog lidelse på sig,
naglerne gik igennem ham.
En brod gik igennem dig -
for mennesker gennemborer også dig,
såvel som hans hænder.
Men han, som led, hersker som konge.
Ved din lidelse
er din skønhed blevet stor.
13.
Hvis folk havde haft medlidenhed med dig,
havde de ikke haft dig kær;
for når du har lidt, skal du blive konge.
Simon 'Klippe'
ville skåne Klippen;
for den, der støder ind i den,
slår sig på den.
Fordi Klippen har lidt,
smykker dens skønhed
det høje og det dybe.
III
På samme melodi.
1.
Du skjuler dig ikke
trods din nøgenhed,
du perle!
Man beruses af din kærlighed,
som også købmanden gør,
når han tager dine 'klæder' af,
ikke for at blotte dig,
for din klædning er dit lys,
din dragt er din glans,
du afdækkede!
2.
Du ligner Eva,
som var påklædt
til trods for sin nøgenhed -
forbandet den, der narrede hende,
klædte hende af og efterlod hende sådan.
Slangen kan ikke
tage din herlighed af.
I selve dit billede
klæder kvinder
sig i lys i Eden.
3.
Stærkt funkler
perlerne
fra Etiopien, som skrevet står.[1]
Hvem gav dig
til de sortes land Etiopien?
Han, der gav
folkene lys,
hvis stråler er nået ud
til etiopiere
og indere.
4.
Den troende fra Etiopien
så Filip;
den sorte
kom Lysets Lam imøde
mellem linjerne,
mens han læste højt.
Han blev døbt
og iklædte sig Lyset
og drog
funklende bort.
5.
Han gjorde folk til disciple og lærte dem.
Af sorte
gjorde han hvide,
og sorte
etiopiske kvinder
er blevet Sønnens
perler;
han bragte til sin Fader
en krone, der funklede
af etiopiere.
6.
Dronningen af Saba,
fåret, der kom
til ulveland,
gav Salomon
sandheds-lampen,
som han selv havde blæst ud,
da han blev hedning;
hun blev lys og drog bort,
og de lod sig formørke
efter deres sædvane.
7.
Strålen,
som steg ned sammen med
den salige kvinde
til mørke steder,
bevarede sin udstråling
indtil det øjeblik,
den nye Opgang kom.
Lysstrålen mødte
Morgenrøden
og oplyste stedet.
8.
I havet er der
art efter art,
alenlange er de,
men trods deres størrelse
er de dog meget små.
Ved din lidenhed
vokser din krone,
det er et billede på Sønnen.
For Adam blev stor
ved Sønnens lidenhed.
9.
Din krone hører hovedet til,
din skønhed er for øjet,
dit smykke ørets.
Stig op af havet,
du nabo til det tørre land!
Kom og slå dig ned
nær hørelsen!
Øret elske
Livets Ord,
som det har elsket dig først.
10.
I øret er Ordet,
og udenfor det:
perlen, for øret stråle ved dig,
det gøre dig vis!
Du skal stråle
ved Sandhedsordet -
Bliv dets spejl!
Du skal skue
Ordets skønhed
i din skønhed!
11.
De skal ved dig selv lære,
hvor kostbart
Ordet fra det høje er!
Øreflippen
er et kødtræ,
og du er derpå
som en lysfrugt.
Skal dit symbol
ikke se skødet,
som fødte lyset?
12.
Med dig har Han lignet
Riget,
perle!
Og de fem jomfruer,
som gik ind,
var iklædte
deres lampers lys.
Dig ligner
de lysklare,
o Lysklædte!
13.
Hvem giver
en perle
til tiggerske?
For når hun tager den på,
passer den ikke til hende.
Troen
erhverver hun gratis,
for den passer helt
til alle medlemmer
af mennneskeheden.
14.
End ikke for guld
udskifter en dame
sin perle.
Det er en stor skam,
at du kaster
din perle
i sølet.
Lad os skue
den evige perle
i tidens;
15.
for den er i pung
og på seglring;
og i skatkammeret
uden for døren
er der andre døre
med slåer
og nøgler til.
Din perle
har den Højeste forseglet
som den, der gengælder enhver.
IV
På samme melodi.
1.
Røveren fik
troen i eje -
den som tog ham i eje
og åbnede en dør for ham og satte ham
i Paradis.
Han så i korset
Livets Træ
med frugt,
tog Adams plads
og spiste deraf.
Omkvæd:
Velsignet den, som tror
i lighed med Simon,
som arvede din salighed!
2.
En dåre er den,
som har en tro
med alskens spørgsmål i:
han gnider sig i troen
som i et øje:
fingerens berøring
blænder øjet;
men langt værre end det,
er granskning
for troen.
3.
Sådan også med dykkeren
i forhold til hans perle:
han kan ikke undersøge den.
Over den fryder sig
alle købmænd;
skønt de ikke kan undersøge,
hvornår den er blevet til.
Ikke engang en konge,
som krones med den,
røre ved det spørgsmål.
4.
Fordi dåren Bileam
selv var
et dumt bæst,
talte Gud med ham
igennem æselet.
For han ringeagtede Gud,
som talte med ham.
Sådan skal perlen
og ikke et æsel
holde dig tilbage!
5.
Det folk, som ejede
et hjerte af sten,
revsede Han det med klippen,
for se, klippen
hørte ordene.
Han gjorde den til vidne,
for at den skulle revse ham.
Men I døve
revses idag
af en perle!
6.
Med en svale
og en stork gør Han
menneskene til skamme.
Med en okse,
endog med et æsel gør Han dem til skamme,
Nu er det perlens tur
til at revse;
og fuglene,
både dem, der flyver højt
og dem, der flyver lavt.
7.
Dit lys tager ikke til
eller formindskes ikke,
som månen gør.
Solen, hvis opgang
overgår alt,
se, dens billede er tilstede
i din lidenhed
som et symbol på Sønnen,
hvis ene lysstråle
er stærkere end solens.
8.
En genstand, der har nået sin fylde,
som er blevet fuld af lys -
en sådan er perlen,
og der er ingen kunstner,
der kan stjæle den,
for dens skønhed er dens forsvarsmur
og dens vogter;
den tager aldrig af.
Hvor den er,
er den helt fuldkommen.
9.
Hvis nogen ønsker
at flække dig for at gage
en del af dig,
så ligner du
den ødelæggende tro, der går tilgrunde
hos fornægterne:
de sønderdeler den med vold;
for troen
kan bedre undersøges,
end du kan.
10.
Troen
er en fuldkommen natur,
kan ikke ødelægges.
Den hovmodige
gøres lille af den.
Fornægteren
ødelægges af den,
for den, der jager lyset bort
fra sine øjne,
gøres blind.
11.
Ild og Ånd
lader sig dele,
skønt de er kraftige naturer.
Kun ikke lyset
fra skabningerne
kan deles,
ligesom Skaberen ikke kan.
Men det er ikke goldt,
for det føder
uden at aftage.
12.
Hvis nogen mener,
at du er tilskåret,
tager han meget fejl.
Din natur råber om,
at den ikke er tilvirket
ved kunstfærdighed
som alle andre stene;
i lighed med barnet,
som Skaberkraften
ikke har tilvirket.
13.
Din vægt unddrager sig
sammenligning
med Sønnens vægt.
For din fødsel skete
i det dybe,
Skabersønnens
derimod fra det høje.
Selvom han ligner dig,
ligner han dig dog ikke,
for han ligner sin Fader.
14.
I følge fortællingen
har to skød
født dig.
Ned fra det høje steg
en flydende natur;
op steg fra af havet
et fast legeme.
Ved den anden fødsel
har du vist din kærlighed
til mennesker.
15.
Hænder satte dig fast,
fordi du legemliggjorde dig
for den, der griber ud efter dig.
Du sidder i kronen
som på korset.
Og også i kransen
er du som et sejrstegn.
På øreflipper
er du spredt ud overalt
ligesom ord.
V
På samme melodi.
for intet steg du op af havet
sammen med dykkeren!
Du er i slægt med lyset,
dette synlige,
der af sig selv bryder frem
for menneskene,
en gåde på den Skjulte,
som uden betaling gav
skjult oplysning.
har malet et billede
af dig i farver.
I dig selv er
troen gengivet
med billeder og symboler
som farver,
og i stedet for et billede
formes din Skaber
i dig og i din fremtoning.
Du ånder af
røgelse fra symboler.
Du kan ikke fortæres,
men for dine tilhørere
er du indhyllet i liflig duft.
Du kan ikke drikkes,
men fortællingen om dig
rummer et væld af symboler
frembragt for øret.
hvor lille du end er.
Du, perle,
fylder ingenting;
dine mål og din vægt
er ubetydelige,
men din glans er stor.
Kronen alene kan
der ikke sættes pris på,
og du er sat op i den.
hvor stor du er -
hvor lille du end er,
- hvis han foragter dig,
skal han endog miste dig,
for at han skal blive bebrejdet
sin uvidenhed.
For når han ser dig
i kongens krone,
revses han af dig.
dykker ned
og søger efter dig,
du perle.
Det er ikke konger,
der giver dig til menneskene,
men derimod nøgne mænd,
et sindbillede på fattige,
fiskere
og galilæere.
tøj på, kan ikke
komme til dig,
men nøgne kan,
som nyfødte børn;
deres legemer begraver de
og stiger ned til dig,
og du iler dem imøde og
søger ly hos dem,
fordi de elsker dig så højt!
forkyndte om dig,
havde lommerne gjort det;
dem åbnede fattige fiskere,
fremdrog og viste
en ny art rigdom
blandt købmænd:
mennesker lægger dig
i deres hænder
som livets lægedom.
så din opvækkelse
ved havets bred;
ved søens bred
så sandheds apostle
din Skabers søns
opvækkelse.
Af dig og din Herre
opsmykkes
hav og sø.
fra havets dyb
og tager atter sit tøj på.
Således steg også
Simon 'Klippe'
op af søen
efter sit bad
og tog atter tøj på.
Begge ifører de sig
kærlighed til jer.
opslugt af dig perle,
vil jeg samle mit sind;
fordi jeg har set
dig, vil jeg ligne dig,
thi du er ganske
samlet i dig selv.
Fordi du altid
er én, vil jeg
være én i dig.
samlet for at tilvirke
en krone til Sønnen.
For pletterne
på mine lemmer
modtag min offergave,
ej fordi du havde behov derfor,
men fordi jeg har,
bringer jeg dig den:
Rens mine pletter!
er skabt af perler,
der har talens brug,
af kærlighed sat
sammen, som af guld,
i stedet for bånd
holdt sammen af tro!
I stedet for hænder
bringer den pris op
til den Højeste.