9. januar: Her ligger Nisibenske Hymner 4, 35-36 og 52 i den rækkefølge.

Nisibenske Hymner 4

1 Min Gud, jeg vil ikke være doven, men gå ind ad døren til dit hus.

Før forkastede jeg al godhed, men nu vil jeg modigt bede,

så jeg kan være skamløst modtagende.

 

Svar: Vort Håb, vær du vor Mur!

 

2 For hvis jorden, Herre, kun ejer et forladt hvedekorn,

beriger det den mægtigt. Hvor meget skal mine bønner

ikke blive beriget med din godhed.

 

3 Med lyden af mine børns triste og sørgmodige stemmer i ørerne

beder jeg dig: åbn døren til din nåde igen og igen!

Vend deres slidte sorg, så de får glade stemmer!

 

4 Du Førstefødte blev vænnet fra

og hang ud sammen med de andre børn, de stædige Nazareth-børn,

lyt til mine lam, som har set ulvene, og nu bræger efter hjælp!

 

5 Hvis en flok på marken ser ulvene, søger den tilflugt hos hyrden,

bliver flygtning beskyttet af staven,

og hyrden jager dem, der ville æde flokken, bort.

 

6 Din flok så ulvene og brægede hjerteskærende højt;

de kom imod dem, og de blev grebet af angst;

dit kors skal være den stav, som driver dem, der vil opsluge dem, væk.

 

7 Tag imod råbene fra mine små, der er helt igennem uskyldige!

Herre, det var det lille barn,

som kunne forsone den Gamle af Dage.

 

8 Den dag, barnet viste sig i krybben,

steg englene ned og forkyndte den fred,

som skulle være for alle mine børn i mine gader.

 

9 De to og halvfjerds gamle mænd, folkets ældste,

kunne ikke klare revnerne i muren.

Men Barnet, Marias søn, har skabt fred i alle retninger!

 

10 Vær barmhjertig mod dine børn, Herre,

ihukom din barndom hos dine børn, for du var et barn!

Lad de, som ligner dig i din barndom, modtage liv ved din godhed!

 

11 Din flok er forvirret, de uskyldiges brægen

og moderfårenes stemmer kalder på alles Hyrde,

for at Han skal redde dem fra det hele.

 

…

 

13 Der er en glæde, som kommer ud af lammelse;

tristheden skjult deri; men er også en tristhed, der bringer hjælp,

en glædernes kilde i den nye verden.

 

14 I det gode, som min forfølger har fået, er elendighed.

Jeg er glad, for i den elendighed, som han pådrog mig,

er salighed skjult til stede!

 

15 Hvem vil ikke synge lovsang til Ham, som gav os livet,

og er i stand til på trods af onde rygter

at føde stemmer med de gode budskaber?

 

16 Du, alles Læge, har besøgt mig, der er ramt af sygdomme!

Jeg kan ikke betale al den medicin, du kommer med,

for det, jeg kan give, svarer slet ikke til det, du giver.

 

17 Din overvældende rige barmhjertighed overgår dine lægemidler,

den kan ikke købes, men gives kun uden betaling,

kun gennem tårer modtages den!

 

18 Min Herre, hvordan kan ensomme by,

hvis konge er langt borte og hans fjende nær,

bestå uden barmhjertighed?

 

19 Du er til hver en tid havn og tilflugtssted!

Når havene skjulte mig, steg du i din barmhjertighed ned og trak mig op,

så din hjælp igen fandt mig!

 

20 Til mig, der er som revet i stykker, ræk din frelsende medicin

sammen med din hjælpende lidelse!

Dit korstegn kan blive til helbredende medicin for alle!

 

21 Jeg er så plaget og ude af mig selv over den, som gør mig ude af den. Min Herre, lad din nåde tage kraften ud

af den kalk, som mine synder har blandet sammen!

 

22 Jeg så mig ud i alle retninger og græd over, at jeg er ensom.

Selvom jeg har mange fyrster og frelsere,

er der kun én, som virkelig frelser mig.

  

23 Herre, mine børn flygtede og drog bort. 

De er som ungfugle, ørnen jager.

Se, de er skjult på deres hemmelige sted! Lad din fred bringe dem hjem!

 

24 Se, mine ører lytter efter lyden af vinbønderne,

For deres stemmer høres ikke mere.

Lad der i stedet lyde budskabet: Nyheden om din frelse!

********* 

Nisibenske Hymner 35-36

Nisibenske Hymner 35

På melodien: ”Hornet og trompeten”.

1 Stemmen udbrød: Den Ondes kræfter og hans tjenere stimlede sammen,

hele rajgræs-hæren samledes,

for de indså, at Jesus havde sejret.

Det smertede hele den venstre side,

de martredes alle som en.

De gav sig en efter en til at berette alt,

hvad de havde udholdt. Synden og Dødsriget var rædselsslagne;

døden sitrede, fordi de døde havde gjort oprør,

og Satan havde det på samme måde, for synderne gjorde oprør mod ham.

Omkvæd: Ære være dig - den onde så dig og blev forstyrret!

2 Synden råbte op med råd til sine børn:

dæmonerne og djævlene, og sagde til dem:

”Legion, jeres slagrækkers fyrste er ikke mere;

for havet har opslugt ham og hans venner, og gør også jer, mine børn, hvis I viser foragt.

Denne Jesus vil ødelægge jer: I fik Salomon på krogen,

så det er skammeligt, at I bliver besejret af Jesu disciple,

fiskere og ulærde,

for de fik en fangst af mennesker, som vi tidligere havde fanget!

3 ”Det her er værre end alle onder”,

sagde den onde om vor Frelser,

”for han er ikke tilfreds med blot at udplyndre os,

men han er også begyndt at tage hævn over os for Jonas, Amittajs søn.

Han gjorde jo gengæld, da han tog og kastede Legion i havet.

Jonas kom op og landede efter tre dage,

mens selv efter så lang tid skjuler

havdybet Legion på hans bud.”

4 Jeg lokkede ham med dejligt brød efter hans faste,

men han lod sig ikke lokke.

Til min sorg måtte jeg arbejde for at lære en salme,

for at jeg med hans egen salme kunne fange ham;

jeg holdt op og øvede for anden gang på den,

men han gjorde min repetition overflødig.

Jeg førte ham op på bjerget og viste ham

alle besiddelser; jeg gav dem til ham, men han lod sig ikke forlede.

Salig var jeg i Adams dage,

for han gjorde mig ikke alt for udmattet af at undervise ham.”

5 Den onde holdt op med sit slid og sagde:

”Denne Jesus betyder, at jeg går ledig.

For toldere og skøger søger tilflugt hos ham.

Hvilket arbejde skal jeg søge? Jeg, som var alles læremester,

hvem skal jeg være discipel hos?” Synden sagde:

”Herefter må jeg holde inde og lade mig forandre fra det, jeg var,

for denne Marias søn, som kom,

har skabt menneskeheden som en ny skabning.

6 Grådig var døden, og den hylede op og sagde:

”Jeg lærte at faste, noget jeg før ikke kendte til.

Se, Jesus har skabt en forsamling, mens han forkyndte

faste for mig ved hjælp af sin medicin. Ét menneske lukkede munden på mig,

som havde lukket munden på mange.” Sjeol sagde:

”Jeg vil byde over min grådighed.

Derfor er jeg sulten. Se, han sejrede ved bryllupsfesten,

hvor han forandrede vand til vin,

forandrede dødt til noget levende.

7 Gud bragte også en vandflod,

vaskede jorden og skyllede dens gældsbeviser bort.

Ild og svovl anvendte han på den

for at gøre dens pletter hvide. Med ild gav han mig sodomitterne,

og med en vandflod kæmperne.

Han lukkede munden på Sankeribs folk

og åbnede Dødsriget. Disse ting og lignende elskede jeg.

I stedet for retfærdige plager har han i sin godhed

bevirket liv for de døde ved sin søn.”

8 ”Jeg har set profeter og retfærdige,” sagde den Onde til sine slagrækker,

”og skønt de var utroligt stærke,

var der i dem ånde, som var min, for menneskeklumpen

er forenet med vor surdej. Denne søn iklædte sig Adams legeme,

forstyrrede os, for vor surdej havde ikke herredømmet over ham.

Han var menneske og i sandhed Gud,

for hans menneskelighed var blandet med hans guddommelighed.

9 Den kilde, hvorfra alle slægter kommer,

nemlig Adam, ham så jeg,

hans børn undersøgte jeg og granskede en efter en,

men aldrig så jeg et menneske, som var både Gud og menneske.

Moses kom til at skinne med Hans stråleglans,

også ham undersøgte jeg, og jeg forstyrrede hans tale,

men end ikke denne her mands sind forstyrrede jeg,

for hans tankers kilde var helt igennem ren.

10 Det legemlige begær findes i alle legemer,

så selv når de sover, er lysten i dem vågen.

Den, som i vågen tilstand holder sig ren,

forstyrrer jeg i drømme. Legemets smuds rystes i ham

ved en rystelse skjult i hans indre.

både de vågne og de sovende bringer jeg kaos over.

Denne mand alene prøvede jeg at forstyrre,

men kan ikke forstyrre i drømme,

og selv i søvne er han lysende klar og hellig.

11 Allerede hans barndom var anderledes end andre børns, som vi så,

for jeg erkendte, at jeg ingen lod havde i ham.

Jeg var bange for ham i hans barndom, derfor hidsede jeg Herodes op

for at han skulle dræbes sammen med de andre børn.

Da han undslap også ham, blev jeg meget bange,

for hvordan fandt han ud af vor sammensværgelse mod ham.

Han tog imod de persiske præsters gaver,

hånede os, drog afsted og undslap vort sværd.

12 Jeg så de retfærdiges små børn,

og også de fromme mødres mindste;

dem undersøgte jeg fra moders liv en for en,

og jeg så i hver af dem vor surdej, for de var vrede og forbandede,

de var også opfarende og misundelige[1].

De blev ved hjælp af min lære til mine søde frugter;

men denne mand fra Faderens plante var en god frugt,

som besad sødhed, hvorved syndere er blevet forsødet.

13 Selv da han var barn, var han lærer

for mennesker ved den stråleglans, der lå over ham.

Og også præsten, som bar ham, var forundret over ham,

Han var klædt i den visdom, gamle har. Josef viste ham ærbødighed,

og hans mor fik stråleglans i hans nærhed.

Han var i sin barndom en hjælp for alle, der så ham,

han var til gavn for dem, der kendte ham;

fra den dag, da han kom til skaberværket,

var han en hjælp for menneskeheden ved sine sejre.

14 Hvorfra stammer Marias frugt, som kom til syne,

den vinklase, hvis vin er unaturlig?

Nu er jeg hårdt presset af tvivl;

Jeg er bange, for hvis jeg ikke holder øje med ham, men lader ham være,

så vil de, som ellers besad min bitterhed, blive forsødet af hans lære;

på den anden side, hvis jeg presser og tramper ham ned,

er det min skræk, at han vil blive

til ny vin for syndere.

15 Jeg frygter for begge dele,

hvad enten han er død eller levende.”

Da svarede hans tjenere den Onde og rådgav ham:

”Selvom begge dele er hårde, er det dog lidt mere udholdeligt

at vælge hans død frem for hans liv. Lad Døden fortælle os,

om der før har været en blandt de retfærdige, som er blevet opvækket.

For der er ingen kæmper eller martyrer,

som sprang op fra Dødsriget, den altopslugende.

16 Man kan mærke vinden blæse,

men hvem kan udgranske Marias søn?

For da han græd, stjal han fra mig med sine tårer,

og da jeg sagde til ham: ’Kast dig ud fra det hellige tempel’,

troede jeg, at det var af frygt, han ikke kastede sig ud.

Da de kastede ham ud fra bjerget, fløj han i luften.

Ved brønden var han træt og satte sig.

Jeg forstår ikke hans forandringer -

fra at gå over det tørre land til at gøre det over vand.

17 Jeg så, at han sultede som menneske,

men det fik en ende, da han gjorde ét brød til mange.

Fra begyndelsen undersøgte jeg ham, så jeg kom hen til ham.

Han stillede spørgsmål, som om han ikke kendte mig,

men også dette fik en ende, for han viste,

at han kendte vore hemmeligheder. Ligesom han valgte Iskariot,

som om han ikke kendte ham; straks efter viste han, at han kendte ham,

idet han bandt ham og også lod ham gå.

Det forvirrede mig, at han blev døbt, kom op af vandet og overvældede mig.

18 Men ét tegn så jeg hos ham, som styrkede mig mere end alt andet.

For da han bad, så jeg ham og blev glad,

for hans ansigtsfarve skiftede og han blev bange,

hans sved var sivende blod, for han mærkede, at hans dag var kommet.

Dette tegn behagede mig mere end alt andet,

hvis ikke det var for, at han i sandhed narrede mig.

Men hvis han virkelig har narret mig,

ak, så gælder det i samme grad mig og jer, mine tjenere!”

19 Nu kom dæmonernes hær i oprør og sagde:

”Det tegn, vi ser i dig, er afskyeligt.

For aldrig før er sådan noget hændt dig.

Til mindre anvisninger var du strålende,

Marias søn indtog vore befæstede byer,

mens du holder lange prædikener. Stå op og drag ud,

lad os kæmpe mod ham.

Det ville virkelig være forsmædeligt, at vi mange skulle besejres af én,

og hvis det er en lidelse for dig, eller du er bange,

så giv os lov til at gå i krig, og bliv du hjemme!”

20 (Satan svarer) ”Denne Jesus kan jeg undervise

ud fra hans egne ord, og jeg vil kæmpe mod ham.

For han sagde: ’Satan er i splid med sig selv,’

og han kan ikke stå fast. Skønt han vil kæmpe mod os,

giver han os våben, som er rettet mod ham selv.

Afsted! Adsplit hans disciple,

for hvis I splitter dem fra hinanden, sejrer I derved over dem;

ved hjælp af Eva og slangen som fristere

sejrede jeg over den første Adam.”

21 Døden gav den Onde svar og sagde til ham:

”Hvorfor rører du ikke på dig? Det ligner dig ikke!

For du har ellers energisk fanget foragtede og små,

men hvorfor vil du ikke fange Jesus, som er større end dem alle?

Frygter du at smage de pile, Han kastede efter dig,

da Han blev fristet af dig?

Du og jeg og dine medarbejdere -

vor forsamling er for lille til at føre krig mod Marias søn.

22 Jeg råder dig derfor til, hvis denne strid

tillader os at gøre noget:

Gå ind i den discipel der, giv los,

så han, taler med samfundets øverste,

giv los for hele din hær, send den afsted,

bring farisæerne i oprør, men tal ikke trættekært,

som du plejer; hvis du er Gud, så stig ned derfra,

kys ham kærligt og forråd ham,

og se, levitternes misundelse og sværd vil trække afsted med ham.

[1]Eller ’lystne’.

Nisibenske Hymner 36

1 Vor Herre undertvang sin magt, og da kunne de pågrbe ham,

                                           så hans levende død kunne give liv til Adam.

Han lod sømmene blive drevet ind i sine hænder

i stedet for den hånd, som plukkede en frugt i Eden. Han blev slået

på kinden i domshuset

i stedet for den mund, som spiste i Eden.

                                          Og fordi Adam gav sin fod frit lejde,

blev Hans fødder naglet fast. Vor Herre lod sig klæde af, for at vi skulle lære kyskhed. Med galde og eddike

                                           vendte Han slangens bitterhed til noget sødt,

som Han indgød menneskeheden.

 

Omkvæd: Velsignet være Han, som gav mig sejr og gav de døde liv til Hans pris!

 

2 Hvis du er Gud, så vis din styrke,

og hvis du er menneske, så lær vor styrke at kende.

Og hvis det er Adam, du leder efter, så gå din vej:

han er spærret inde her på grund af hans gæld.

Keruber og serafer er ikke i stand til at betale i hans sted.

De hører ikke til blandt de dødelige, så de kan give sig selv i hans sted.

Hvem kan åbne dødsrigets munding,

                            dykke ned og bringe ham med op derfra?

For dødsriget opslugte ham og har taget et fast greb om ham,

                            og det for altid!

 

3 Det var mig, der sejrede over alle de vise,

og se, jeg har dem dynget op i dødsriget.

Kom ind, Josefs søn, og se grusomheder

som kæmpernes lig, Samsons store skelet,

Goliats benrad, også kæmpesønnen Og,

ham, der gjorde sig en jernkiste og lagde sig i den.

Derfra væltede jeg ham og styrtede det cedertræ ned,

jeg lod det falde ned ved mundingen til dødsriget.

 

4 Alene sejrede jeg over mængden,

og nu vil en eneste besejre mig.

Profeter og præster og helte har jeg ført afsted,

jeg har sejret over konger og deres hære, kæmper under deres jagter,

retsindige i deres triumfer; floder af lig er blevet kastet ned i dødsriget,

og hvor mange der end strømmer ned i det, er det lige tørstig.

Om man er nær eller fjern,

livets ende bringer ham hen til dødsrigets dør.

 

5 Jeg foragtede de riges penge,

de kunne ikke bestikke mig med deres gaver.

Slaveejerne lokkede mig aldrig

til at tage en slave for hans herre eller en fattig for en rig,

eller en gammel for en ung. De vise, som med deres overtalelsesevne

kan få dyr til at adlyde, får ikke indgang i mine ører.

’Den, der hader overtalelse’ kalder alle mig,

og jeg gør det, jeg har fået befaling om.

 

6 Hvem er Han, eller hvis søn er Han?

og hvem er i familie med Ham, som besejrede mig?

For stambøgerne ligger hos mig.

Se, jeg gik ind, slog op og læste navnene fra Adam til nu,

og jeg glemmer ingen af de døde. Se, slægt efter slægt er skrevet

på mine lemmer. Se, på grund af dig, Jesus,

gik jeg ind og talte op

for at vise dig, at ingen undslipper mine hænder.

 

7 Og dog er der to mænd, jeg lyver ikke,

hvis navne er overset i dødsriget,

for Enok og Elias kom ikke til mig.

Jeg ledte efter dem over alt i skaberværket, også der hvor Jonas steg ned;

jeg steg ned, mærkede efter, men de var der ikke.

Jeg tror, de er undsluppet og er kommet ind i paradis,

som bevogtes af en frygtindgydende kerub.

Jakob så en stige/trappe –

mon de på den måde skulle være kommet op til himlen?

 

8 Hvem har målt havets sandskorn

eller ødet to korn alene bort?

Denne høst, hvor sygdomme daglig er ude som høstredskaber[1] – 

jeg alene bærer deres ’aks’ hjem og dynger[2] dem op i gravene.

De, der binder aks i al hast, efterlader aks;

drueplukkerne overser klaser.

To små klaser[3] er undsluppet mig

ved den store plukning, kun jeg har foretaget.

 

9 Det er mig, som har været på jagt”, sagde Døden,

på havet og på landjorden;

ørnene på vinger kommer til mig,

ligeledes havdybets drager,

krybdyr, insekter, fugle, køer og får,

gamle, unge og børn bør overbevise dig,

Marias søn, om at mit herredømme når ud til alle.

Hvordan skulle dit kors kunne besejre mig?

For netop ved hjælp af et træ vandt jeg en strålende sejr i fordums tid.

 

10 Jeg ville egentlig gerne tale mere,

for jeg mangler ikke ord

men det er ikke ord, der er brug for;

derimod ligger gerningerne lige for og råber.

Jeg lover ikke, som du gør,

skjulte ting til enfoldige.

Hvornår mon denne opvækkelse skal finde sted?

For hvis du er rigtig stærk,

så lov noget, der sker i nær fremtid,

så dit løfte om den fjerne fremtid også må blive troet.”

 

11 Døden holdt inde med sin skammelige tale,

da vor Herres røst tordnede i dødsriget.

Han råbte og sprængte gravene en for en.

Døden fik et anfald af svimmelhed,

for i dødsriget, som aldrig før havde set lys,

strålede lynild fra de vægtere,

som gik ind og førte de døde ud for at møde den døde,

som bringer liv til alle.

De døde kom ud, og de levende var forvirret,

for de troede, at de havde sejret over Ham, der giver liv til alle.

 

12 ”Men hvem gav mig Moses’ dag,”

sagde Døden, ”gjorde en fest for mig?

For det, som man gav mig i Egypten,

førstegrøden fra alle husene,

bunker af førstefødte

dyngede han op for mig ved dødsrigets dør.

Men dette festens lam har plyndret

dødsriget for tiende og ført dem bort fra mig.

Hint lam fyldte gravene op for mig,

men dette lam har tømt gravene, som ellers var fyldt op.

 

13 Jesu død var en hård straf for mig.

Jeg foretrækker Ham levende snarere end død.

Det er den Døde, jeg afskyer.

Jeg glædede mig over alle, der døde,

men da Han døde, blev jeg forvirret.

Jeg håbede på, at Han ville blive levende igen.

For mens Han levede, gav Han døde liv og opvækkede de tre døde,

men nu har de døde, som er blevet levende,

                                  ved dødsrugets port trampet på mig,

som jeg var på vej for at låse dem inde.

 

14 Jeg skyndte mig hen for at lukke dødsriget porte

for denne Døde, som plyndrede mig ved at dø.

Den som hører min tale, må undres over min ydmygelse,

for jeg blev besejret udefra af en død mand.

Alle de døde beder om at komme ud,

mens denne mand trænger sig ind.

Livets medicin gik ind i dødsriget

og gav liv til de døde.

Hvem har bragt den levende Ild derind,

hvorved Sjeols kolde og mørke afgrunde varmes op?[4]

 

15 Døden så englene[5] i dødsriget,

udødelige i stedet for dødelige,

og sagde: ’Der opstod forvirring i min bolig på grund af Ham;

ja, det var den dobbelt rædsel:

de døde drog ud fra dødsriget,

og udødelige engle kom ind,

én satte sig ved Hans gravpude,

en anden ved Hans fødder.

Jeg vil bede Ham og få Ham til

at stige op til Hans rige.

 

16 Gengæld mig ikke, gode Jesus,

de ord, jeg talte til dig i mit hovmod!

Den, der har set dit kors,

mon han tvivler på, at du er et menneske?

Den, der har set din kraft, tror ikke,

at du er Gud? Der er altså to sider,

så jeg har lært at bekende,

at du er et menneske og også Gud.

Angrer de døde i Sjeol ikke,

så stig op blandt de levende, Herre,

lad anger stige op blandt dem!

 

17 Kong Jesus, tag imod min bøn,

og tag selv sammen med min bøn et pant,

før Adam, det store pant, op til dig!

For i ham er alle de døde begravet,

så at da jeg modtog ham, var alle de levende skjult i ham.

Jeg har givet dig det første pant:

Adams legeme; stig derfor op og hersk over alle,

og når jeg hører din trompet,

vil jeg selv bringe de døde ud ved dit komme!

 

18 Vor levende Konge er stået op og er steget op fra  med sejr.

Ve over venstre side!

Han fordoblede åndernes og dæmonernes ulykke,

han voldte Satan og døden smerte,

bragte synden og dødsriget sorg,

men har bragt frygt til højre side.

Lad os derfor på denne store dag

give ære til den Døde og Levende,

som bringer liv og opstandelse til alle!

[1] I dag ville vi sige: høstmaskiner.

[2] Dynger eller begraver. Ordet ’aks’ betyder også ’håndfulde’.

[3] Der bruges to forskellige ord for ’klase’ i et dengang klassisk vinland.

[4] Beck foreslår at læse ܕܫܚܢܘ., hvilket jeg følger her.

[5] Bogstaveligt: ’Vægterne’.

52. Dialog mellem Satan og Døden

På melodien: Død, du skal ikke ophøjes.

 

1 Jeg hørte Døden og Satan strides med hinanden om,

hvem af dem, der var stærkest i forhold til menneskene.

 

Melodi: Dig være ære, Søn af alles Hyrde, som frelste din hjord

fra den Onde og Døden, de usynlige ulve, som havde såret dem!

 

2 Døden viste sin magt; han besejrer alle.

Satan viste sin list; han får alle til at synde.

 

3 (Døden) Du Onde, dig følger kun den, som vil,

men til mig kommer både den, som vil, og den, som ikke vil.

 

4 (Satan) Død, du har kun tyranniets tvang,

men jeg har snarer og raffinerede net.

 

5 (Døden) Du Onde, hør! Den snedige kan sønderbryde dit åg,

men ingen er i stand til at undslippe mit åg.

 

6 (Satan) Du Død, du beviser din magt på den syge,

men jeg hersker fuldstændig over sunde og raske.

 

7 (Døden) Den Onde har ikke magt over alle dem, som sejrer over ham,

jeg får magten over både dem, der har forbandet mig, og dem, der forbander mig.

 

8 (Satan) Du Død har modtaget magt fra Gud,

jeg får ingen hjælp, men er alene om at få dem til at synde.

 

9 (Døden) Du, Onde, lægger snarer uden en krigers styrke,

jeg bruger magten som en konge.

 

10 (Satan) Du Død er uden forstand til at erkende, hvor mægtig jeg er

stærk nok til at tage den mægtige frihed til fange.

 

11 (Døden) Du Onde, du går rundt som en glubsk (ulv),

jeg sønderriver som en frygtløs løve.

 

12 (Satan) Dig er der ingen, som dyrker og tilbeder,

mig dyrker konger med ofre, som en gud.

 

13 (Døden) Mange påkalder Døden, som den Gode,

du Onde har ingen, som har påkaldt eller påkalder dig.

 

14 (Satan) Mærker du ikke, Død, hvor mange,

som påkalder mig på forskellige måder og ofrer til mig?

 

15 (Døden) Folk hader dit navn, Satan,

du kan ikke gøre dit navn smukt, enhver forbander dig; skjul din skam.

 

16 (Satan) Du er døv, så du ikke kan høre, Død,

at alle mennesker hyler over dig; skjul dog dig selv.

 

17 (Døden) Mit ansigt er åbenlyst for skabningen, jeg bruger ikke list som dig,

for du kan ikke overnatte hos folk uden list.

 

18 (Satan) Du er overhovedet ikke stærkere end mig,

for du er lige så hadet af mennesker, som jeg er.

 

19 (Døden) Alle frygter for mig som for en herre,

men hader dig fuldstændig som den Onde.

 

20 (Satan) Dig hader de, Død, både dit navn og din gerning,

de hader også mit navn, men elsker de lyster, jeg giver dem.

 

21 (Døden) Det søde ved dig vendes til tandpine,

fortrydelse ledsager hvert øjeblik dine lyster.

 

22 (Satan)  er hadet, for der er ingen anger der,

et dyb, som opsluger og standser enhver bevægelse.

 

23 (Døden)  er en kløft, som de, der falder deri, skal opvækkes fra,

synden er ond, for den afskærer mennesker fra håb.

 

24 (Satan) Selvom det er en sorg for mig, giver jeg plads for at gå i sig selv,

mens du afskærer håbet for synderen, som dør i sine synder.

 

25 (Døden) Det var til at begynde med på grund af dig, at hans håb blev væk,

for hvis ikke du havde fået ham til at synde, var han gået bort med fred.

 

26 Velsignet være Han, som spillede de forbandede tjenere ud mod hinanden,

for at vi kan se på dem, som de har set på os og hånet os.

 

27 Det, vi har set af dem, brødre, er et pant på,

hvad vi skal se til sin tid, når vi opvækkes.