3. juli 2025
Gregor af Nyssa er interessant, ikke mindst fordi han lod sig bevæge. Han begyndte med at have den opfattelse af, at sjælen har været til fra evighed af, det man kalder præ-eksistens. Den opfattelse havde han fra Origenes af Alexandria, ca. 185 til ca. 254.
Men før sjælene er sjæle, er de engle! På grund af synd 'falder' disse engle og bliver sjæle - det er i al fald een opfattelse. Og sjælene, ja, de bliver 'bundet' til legemerne som til at være i fængsel - som straf. Altså er det menneskelige liv i følge Origenes en straf for noget, 'vi' har begået, før vore sjæle kom ind i legems-fængslet.
Alt dette bryder Gregor af Nyssa med. Dermed bliver han så småt en ordentlig kristen teolog! Gregor står nu fast på, at sjæl og legeme hører sammen i dette liv og i opstandelsen. Hvor velgørende! Han har ladet læsningen af Bibelen få overhånd over filosofiske teorier.
Så nu betyder 'apokatastasis', genoprettelsen. Ikke som hos Origenes legemets forsvinden og selv sjælens forsvinden eller transformering tilbage til at være den engel eller ånd, den var fra begyndelsen. Men nu betyder 'apokatastasis' genoprettelsen af mennesket, som det blev skabt med sjæl og legeme. Apokatastasis overgår hos Gregor af Nyssa til at betyde opstandelse. Alle skal opstå med sjæl og legeme. Men mennesket frelses ikke automatisk eller halvautomatisk.
Men ville det ikke være godt, hvis Gud bare frelser alle? Ja, men hvad hvis et menneske ikke vil frelses? Måske vil nogen sige: Det må vel komme til erkendelse af, at Gud er til og tage imod Guds nåde og lade sig frelse. Sådan taler Gregor af Nyssa ikke, og sådan taler Ny Testamente heller ikke. Begge steder er der et stor håb om alles frelse, men også en forsigtighed med at gøre det til lære. Gregor af Nyssa kan endda tale meget voldsomt om muligheden for ikke at få saligheden. Han kan ud fra nogle ord i en salme af David om hunde, der strejfer om efter føde og knurrer, når de ikke bliver mætte. Så råber hunden (ifølge Gregor af Nyssa) til sig selv, "at han er en hund, fordi hans natur er blevet omformet fra lighed med Gud til lighed med en hund.” En sådan udlægning må have virket skræmmende på folk, hvis de har læst det. Men det vækker i al fald mig selv til eftertanke: Vil jeg reducere mig selv til at være som et dyr? Det er her dåben til liv med Jesus Kristus kommer ind, og nadveren, hvor vi forenes med den opstandne Herre, og i det hele taget kirken med ordet, der styrker og salmerne, der priser Gud og mætter os.
1. juli 2025: Et lille læserbrev med et spørgsmål til de otte biskopper, som har udtalt sig i en sag for nylig. I Kristeligt Dagblad i morgen:
Vil biskopperne også udtale sig om forkyndelsen?
Johannes B. Glenthøj
Tidligere præst, Jordbrovej, Aarhus N
Da nu 8 ud af 10 biskopper netop har udtalt sig sammen om en sag, finder jeg det relevant at spørge biskopperne, om de ikke også vil udtale sig om, hvor vidt det står den enkelte præst frit for at forkynde alles frelse.
29. juni 2025: Betyder det ingenting, om vi bare omtaler Gud som 'Gud' i bønner, men udfaser bøn til 'Faderen'? For det er jo det, der er på spil i Midtvejsrapporten fra Dåbskommisionen.
I flere forslag til bønner i forbindelse med dåben finde vi ikke længere navnet 'Fader'. Er det en uskyldig ting at fjerne det navn, som Jesus har lært os at sige i bøn?
Nej! For det er netop det navn, Jesus har lært os at bruge. Det følger af sig selv, at hvis navnet 'Fader' glider i baggrunden, så glider også Jesus som "den enbårne Søn" i baggrunden. For der er forslag om at udfase "enbåren" og blot kalder Jesus for "Søn".
Hvad sker der her i den slags udfasning af præcise navne? Ja, der kommer uklarhed ind i stedet. Og det er meningen! "Gud" - det er så uklart, så hvis ikke Guds præcise navne Fader, Søn og Helligånd holdes i hævd, ikke mindst i de mest afgørende øjeblikke som dåb, ja, så har folkekirken lukket uklarhed ind, hvor der før var klarhed og præcision, og enhver kan tænke sit.
Det er noget, jeg finder ret afgørende. Ordet "Gud" kan bruges i en hvilken som helst religion, så ingen kommer ved en dåb i folkekirken, hvor der bruges ordet "Gud" i stedet for "Gud Fader" eller "Fader," til at føle sig udenfor, men jo så heller ikke indenfor. For udfasningen af navne gør, at ingen ved, hvad der er indenfor, om der overhovedet er noget der.
Mærkeligt nok var denne udfasning af Guds præcise navne i åbenbaringen formidlet af apostlene også forsøgt af neoarianerne i anden halvdel af det 4. århundrede. Eunomios hed en førende neoariansk teolog. Han kunne heller ikke med at kalde Gud Fader og Søn. Men mere om det en af de nærmeste dage.
27. juni 2025: Mit oplevelse af debatten på Himmelske Dage mellem Lars Sandbeck og Steen Skovsgaard med Anders Laugesen som vært.
Der var godt og vel fyldt op i området bag den katolske kirke til debatten mellem Lars Sandbeck, lektor på FUV, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og Steen Skovsgaard, tidligere biskop over Lolland-Faster Stift.
Der var en fornemmelse af en tidløs samtale om falsk og sandt, om der er nerve i den kristne tro, om det betyder noget, at vi har bekendelsesskrifter. Om vi tager udgangspunkt i bekendelsen eller prøver at danne en teori. Om vi i vores folkekirke fortsat skal holde os til Den augsburgske Bekendelse (Skovsgaard) eller skal kassere den (Sandbeck). Sandbeck fremstod som den, der havde sine svar på rede hånd, uden at vakle. Skovsgaard stod roligt og overvejede grundigt sine svar. Det føltes som akademikeren overfor præsten/biskoppen.
Ja, det er mit subjektive indtryk: at Skovsgaard fremstod som den turde lade bekendelsen og troen stå der med ubesvarede spørgsmål, mens han plæderede for at leve med mysteriet i tilbedelse og tro. Der var en klar fornemmelse hos tilhørerne af, at der er noget på spil her. Et enten-eller. Ikke et både-og. Lyt med på søndag den 29. juni kl.11.03 på P1 eller eller på P1 Lyd, når det passer en.
26. juni 2025: Hvad siger Gregor af Nyssa (4. årh.) om frelse og fortabelse?
Apokatastasis og det ondes begrænsning som ikke-væren hører sammen. Men det indebærer ikke nødvendigvis alles frelse. Giulio Maspero i bogen Trinity and Mand. Gregor of Nyssa's Ad Ablabium, 2007, side 78: ”Faktisk opfattes guddommeliggørelse af Gregor som en dynamisk proces: participation/delagtighed i det indre guddommelige liv, som aldrig hører op. Det onde er det modsatte af denne bevægelse. Den, som forbliver fikseret i det onde i livet, kommer ind i evigheden i en statisk tilstand.” Frit oversat betyder det, at det onde mister enhver evne til at bevæge sig - det bliver som djævelen, der sidder helt fast i is som i Dantes guddommelige Komedie.
Den, der i evigheden sidder fast på den måde "er ikke delagtig i de guddommelige goder, men ved bare, hvordan de er og lider derfor.
Meningen med at nævne den slags ting: det forfærdelige Gehenna og den uudslukkelige ild er at sætte en ændring i gang i ens liv, ud fra visheden om, at dette venter synderen.
Ikke mindre forfærdelig er retorikken i en anden prædiken af Gregor af Nyssa: Den, som ikke viste barmhjertighed, får ikke barmhjertighen: ”Den, som overså den lidende, skal forbigås på vej til fortabelse”, Περιεῖδες θλιβόμενον, περιοφθήσῃ ἀπολλύμενος. Han fortsætter: ”Hvem kan oplyse skyggerne? Hvem kan slukke flammen? Hvem kan formilde ormen, der ikke hører op? (Τίς καταυγάσει τὸ σκότος; Τίς κατασβέσει τὴν φλόγα; Τίς ἀποστρέψει τὸν ἀτελεύτητον σκώληκα;) - citeret efter Maspero, side 78-79).
26. juni 2025: Midsommersalme inspireret af en syrisk prædiken.
Melodi: vi elsker vort land.
Vi priser dig, Gud
med en hjertelig tak,
at hver morgen og aften er sole for alle,
de kan stilne vor snak,
som et syn af en brud,
for en morgen og aften kan frem i os kalde
en glæde, som kommer til os, uden mage,
tilfredshed med meningen med vore dage.
Tak for dag, tak for nat,
tak for søvn, hvilken skat,
tak for mørke og lys, som du skabte for os at behage,
tak for dag, tak for nat,
tak for søvn, hvilken skat,
tak for mørke og lys, som du skabte for os at behage.
Du gir os et tegn
uden ord eller bog
gennem døgnet, du skabt ved sol og ved måne,
til enhver i sin krog
har du gjort det til hegn
mod den dårskab, som gerne vil mennesker skåne
for at kende din storhed og magt uden måde,
at dag og at nat er fra dig, os en gåde.
Lad hver bog holde fri,
mens vor dag går i hi,
tak for natten, hvor du skænker kræfter på ny til vor klode.
Lad hver bog holde fri,
mens vor dag går i hi,
tak for natten, hvor du skænker kræfter på ny til vor klode.
Dit lys kommer ud
efter sorteste krak,
skaber morgen med smukkeste farver til alle,
siger klart til os: ”Skak!”
midt i hvert sammenbrud,
for en morgen med skønhed opløser vor galde.
Vi fatter den dags-orden, du har indrettet,
så dårligt, men føler af timer os mættet.
Tak for det, kære Gud,
ved hver morgens frembrud,
hvor vi føler opstandelsens kræfter omkring os fortættet.
Tak for det, kære Gud,
ved hver morgens frembrud,
hvor vi føler opstandelsens kræfter omkring os fortættet.
Johannes Glenthøj, 2004 og 2020.
20. juni 2025: Gregor af Nyssa - hvad betyder det, når Paulus i 1. Korintherbrev 15,28 siger, at Gud skal "blive alt i alle"?
Enhver kan forstå, at en ekstremt bogstavelig læsning af disse ord skulle betyde, at alting bliver overtaget af Gud, ja, at Gud på en måde er alt. I alt, men hvis Gud er i alt, så er alt vel guddommeligt? Er skellet med Gud og mennesker så ikke ophævet? Vi kan tage udgangspunkt i det, Jesus siger: Jeg er vintræet, I er grenene. "Bliv i mig, så bliver jeg i jer." Her ser vi en 'model' for, hvordan Gud kan være 'i alle'. Men hvad mener Gregor af Nyssa?
Jo, han siger, at Gud vil blive "alt for os og i stedet for alt". Alt for os! Det vil sige, at hele kristendommen er ikke sat på porten i dette udsagn, som om tro og dåb pludselig intet betyder. Forudsætningen for udsagnet er for Paulus og for Gregor, for kirken bredt gennem tiderne: at vi lever ud fra trosbekendelsen, i dåbens nåde, med kraft fra Kristus i nadveren. Selv tilføjer jeg: Kirken kan ikke kloge sig på det, der hører Gud til. Kirken kan ikke gøre den kristne tro til en filosofi. Kirken må leve med ubesvarede spørgsmål og nøjes med det, der er fortalt og åbenbaret af Jesus Kristus til sine apostle.
Når Gregor af Nyssa siger, at Gud bliver "alt for os", så holder han sig inden for grænsen af, hvad kirken kan sige noget om. Så er det, der siges, personligt, ikke diffust og nærmest ideologisk.
Selv om Gregor er utrolig påvirket af Origenes, så er han loyal over for kirken, trosbekendelsen, og dåben som nødvendig til frelse - og opstandelse. Det er hårdt for os i dag, vi vil helst sige alting så blødt, at det omfatter alt og alle på en endegyldig og entydig måde. Men vi kan ikke få denne entydighed. Gregor giver den heller ikke: Gud bliver alt "for os". Men dette "for os" står ikke som et selvoptaget og selvretfærdigt udsagn. For i sammenhængen har Gregor bedyret, at alt det gode, Gud skænker i det hinsides, giver han "dem, der er værdige" til det. Og hvem kan definerer, hvem der er værdige? Måske kan jeg dristigt spørge: Svarer denne 'værdighed' til det, Dietrich Bonhoeffer kaldte at leve ud af den 'dyre nåde', hvor det at være discipel og efterfølger af Jesus Kristus koster dyrt, fordi den enkelte må hele tiden leve i anger og bod og ty til Kristus som Frelser og Herre?
18. juni 2025: Gregor af Nyssa: det onde, den frie vilje, og altings genoprettelse.
Der er selvmodsigelser i Gregor af Nyssas tænkning, som jeg belyser her. Kommentarer er meget velkomne!
Skriftet Om sjælen og opstandelsen slutter med, at ondskaben bliver ”renset og aflagt gennem helbredelse i ild.” Tydeligvis er der en afregning for det onde. For det hedder, at ”et liv i ondskab vil vise sig i det kommende liv især ved, om vi hurtigt eller sent får del i den salighed, vi håber på. For omfanget af den ondskab, som er kommet ind i ethvert menneske, vil helt sikkert svare til længden af helbredelsen.” Det er dommens udmåling (Gregor af Nyssa. Oversættelse og indledning v. Jørgen Ledet Christiansen, side 148, stk. 127-128)
Så universalismen slås her fast. Men hvor er den frie vilje blevet af? Gregor af Nyssa virker til at følge Origenes’ automatiske nødvendige apokatastasis, som når Gregor siger, at ifølge Skrifterne udvikles vor natur ”i en vis orden og i en vis følge efter tidens periodiske bevægelse,” som er ”genoprettelse af livet”, og Skrifterne ”benævner elementernes hele bevægelse som verdens genoprettelse.” (side 136 stk. 111). Her er den frie vilje sat ud af kraft, der er en bevægelse i ”elementerne”, der ender med ”verdens genoprettelse”. Det er endog meget svært at se denne proces som andet end automatisk, naturnødvendig. I dette netop citerede udsagn er den origenistiske apokatastasis fuldt til stede. For Origenes er den frie vilje indlejret i hele universet. Solen, månen og stjernerne har også en vil fri vilje. Det er viljen til at lade sig trække med hen imod apokatastasis.
Her dukker spørgsmålet om forholdet mellem ondt og godt op. Det onde ikke er til og på et tidspunkt skal de ifølge Greg af Nyssa ikke længere være til. En selvmodsigelse, for hvordan kan det, der ikke er noget, på et tidspunkt ophøre med at være til? Det er spændet mellem den bibelske verden og platonismen, uanset forskydninger i forhold til Origenes. Det lyder som om det onde alligevel har en form for eksistens, indtil det på en eller anden måde ikke har det. Det er som at sætte sig mellem to stole – det mærkes. Men vi følger Gregor og siger: På et tidspunkt ophører det onde med at være til. Da ophører åbenbart også, måske direkte som følge af det ondes ophør med at være til, da ophører menneskets frie vilje.
Igen er der en dikotomi mellem menneskets frie vilje i tiden og så ophøret af fri vilje i den kommende verden. Ifølge Den kateketiske Tale må troen være fri. (s. 213, stk. 31). Gregor forsvarer den frie vilje mod angreb: ”Gud kunne, hvis han ville, siger de, bringe de genstridige til at tage imod forkyndelsen. Men hvad bliver der så af den frie vilje?” Så vidt så godt. Men derpå følger dette udsagn: ”Hvis derimod den fornuftige og reflekterende natur lader hånt om friheden, mister den også retten til at være et fornuftigt væsen. For hvad skal den bruge fornuften til, hvis magten til at vælge, hvad den vil, ligger hos en anden?”
Den sidste betragtning er et brud på hele bevægelsen mod verdens genoprettelse. Det lyder, som om det er muligt at blive et væsen uden fornuft. Det vil jo være et brud på hele den orden, universet følger. Dette udsagn står som en apori, en indre modsigelse i Gregors tænkning. Hvordan miste retten til at være et fornuftigt væsen og så dog i den kommende verden blive renset for det onde? Men som den, der i tiden er blevet et væsen uden fornuft, bliver man så bagefter renset for ufornuften? GregN elaborerer ikke på dette.
Det er givetvis den sokratiske, prøvende udvikling af tanker (i dag ville man sige essayistisk), som rejser efterlader mange uklarheder, som ikke opklares. Kan det tænkes, at det var denne uklarhed, der er på færde hos Gregor, som gjorde, at han, der tildelte sin egen søster Makrina titlen lærer, ikke selv kunne opfattes som lærer, men nok – århundreder senere som fædrenes fader?!
12. juni 2025 - Hvad er Guds kærlighed?
Men hvad er kærlighed? Det synes vi måske er indlysende. Men sådan er det ikke. Ikke i Danmark, for "Kald det kærlighed, kald det lige, hvad du vil."
Det er ikke en ligegyldig sag, hvad vi mener med kærlighed. Og i det mindste teologer og præster bør sætte sig ind i, hvad kærlighed betyder hos Platon og hos de græske kirkefædre.
Hvorfor? Fordi der blæser en vind, som vil flytte den almindelige danske folkekirke i en platonisk retning. Det ses tydeligt i Lars Sandbecks bog "Når kærligheden dømmer." Problemet er, at han vil have platonikerne Origenes og Gregor af Nyssa som vejledere i kristendom. Da åbenbart den bog er købt og eventuelt læst af mange, vel også præster, så er der ingen vej udenom et opgør.
Altså: Hvad er kærlighed for noget hos Platon? For bag Origenes og Gregor af Nyssa står Platon.
Platons kærlighed hedder på græsk 'eros'. Kærligheden er for Platon den 'himmelske Eros', nemlig kærlighed og længsel efter det guddommelige liv.
Hvis vi skal forstå, hvad grækere mente om kærlighed, så skal vi se på myten om Eros. Eros er en begærende kærlighed. Når det kommer til stykket, er platonisk kærlighed en kærlighed, 'der vil have/eje'. Platon kender ingen anden form for kærlighed.
Og den måde, man får det i eje, man gerne vil have, er ved at stige op på himmelstigen trin for trin. Her stiger den troende kristne op i egen kraft eller med guddommelig hjælp.
Alt dette betyder, at kærligheden som Guds kærlighed ikke har nogen rolle at spille i den græske anskuelse.
Derfor skal Gregor af Nyssa også finde sig til rette med det bibelske udtryk "Gud er kærlighed." Men 'kærlighed' betyder i græsk sammenhæng begær. Og der er intet begær guddommen. For guddommen er selvtilstrækkelig og ejer alt. Det skulle egentlig være udelukket at tale om kærlighed hos Gud. Gregor af Nyssa følger den nyplatoniske Plotin og siger: Gud er kærlighed - det betyder, at Gud elsker sig selv! Han nyder den skønhed og fuldkommenhed, han finder hos sig selv.
Hvis det er rigtigt forstået (jeg har fulgt Anders Nygren: Eros og agape), så er der ikke meget af den kærlighed Johannesevangeliet fortæller om: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."
"Således" betyder: Så højt - elskede Gud verden. Lad nu alt det med alles frelse ligge og lad os i stedet fokusere på Guds kærlighed. Det er dette, at Gud ELSKER os, der er det fantastiske i dette vers, for det betyder, at enhver, som tror på Jesus, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Denne Guds kærlighed viste Gud ikke blot i Jesu korsdød, nej, kærligheden SKETE der på korset. Nu er der adgang til Paradis blot ved at tro på den korsfæstede og genopstandne Jesus Kristus. Det er frelsen, ikke en opstigning trin for trin. Vi skal blive ved jorden, dér er frelsen. Vi skal ikke op ad en himmelstige, men Gud kommer ned til os, dér hvor vi er.
11. juni 2025 - Er vi Guds børn fra skabelsen af? Bliver vi slet ikke Guds børn i dåben? Jo, det er det fantastiske, og det skal fastholdes i det nye dåbsritual, der måtte komme næste år.
Lars Sandbeck har hævdet, at vi allerede er Guds børn, når vi bliver døbt. Da der også er toneangivende i dåbskommisionen, som er enig med Sandbeck, vil jeg svare på dette nedenfor:
1) Hvorfor er vi ikke Guds børn fra skabelsen af?
Fordi vi er skabt. Der er en grænse mellem Gud og os, som vi ikke kan overskride. Kun Gud kan selv overskride den og gjorde det, da Hans Søn blev menneske! Hvis vi er Guds børn fra begyndelsen, hvad er så forskellen på Kristus og os? Hvordan kan Kristus være 'mere' end os, både han og vi er Guds børn?
2) Hvad er vi så fra skabelsen af?
Vi er mennesker. Naturligvis Guds mennesker.
3) Hvad er forskellen på Guds Søn og os?
Guds Søn, Jesus Kristus ER Guds billede. Vi derimod er skabt efter billedet. Det betyder, at vi kan modtage Guds nåde uanset, hvem vi er, uanset om vi er døbt eller ej.
4) Hvornår bliver vi da Guds børn?
Det gør vi i dåben! Vi bliver adopteret til at være Guds børn. Vi er adoptivdøtre og -sønner. Det er derfor, vi fortsat skal høre, at vi ved dåben 'indlemmes' i menigheden og i faddertiltalen skal høre, at vi ved dåben er 'indpodet' i Kristus, som er træet.
5) Hvordan kan jeg sige dette så sikkert?
Fordi vi i trosbekendelsen klart siger, at Jesus - alene - er Guds Søn, "Guds enbårne Søn". Der er ikke flere sønner eller døtre, der er simpelthen kun og unikt Jesus, som er Guds søn fra evighed af. Det ligger uden for vor fatteevne at forstå det, men vi tilbeder Ham og Hans Fader, som er knyttet sammen som fader og søn, bevidnet af Jesus selv.
6) Skal vi absolut siger "Guds enbårne Søn"? Nej, vi kan godt sige "Guds eneste Søn".
7) Når Jesus er Guds enbårne, eneste Søn, så er vi ikke på lige fod Guds sønner og døtre, men det utrolige sker i dåben: Vi bliver, hvad vi ikke var før det.
8) Nogle kan ikke have, at vi skiller os ud som Guds børn. Det gør vi heller ikke. Det er en gave, at vi bliver Guds børn. Den gave er det vores opgave at pege på til alle mennesker!
7. juni 2025 - Pinse - "Det vifter hjemligt gennem løvet".
Efraim Syreren om livet i træerne i Paradis og de milde vinde, der vifter gennem træerne.
Versene stammer fra Efraims Paradishymner, den niende sang. Se den min fuldstændige oversættelse fra syrisk til dansk ovre til højre øverst: "Paradishymnerne". Efraim levede i det 4. århundrede på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.
Værsgo!
Hvis du kunne tænke dig at komme op i et af træerne,
vil det ganske danne trin med deres grene lige foran dine fødder.
og vil lokke dig til at hvile oppe i dets krone
på en sofa dannet med dets grene som tæppe.
sådan er de bøjet til og samlet, kompakt med frugter
Hvem har set et festmåltid i en trækrone?
Frugterne af enhver smag er tilgængelige og lige forhånden,
en efter en i rækkefølge kommer de i deres forskellighed,
frugter, der kan spises og drikkes,
dug til at vaske hænder og blade til tørre dem.
Det er en skat, som ikke mangler noget, for dens Herre er på rig på alle måder.
De ligger til bords i træerne i luft, der er fuldstændig ren,
med blomster under dem, over dem frugter.
Deres himmel består af frugter, deres jord af blomster.
Hvem har nogensinde hørt om eller set
en sky over hovederne, der overskygger med frugter,
klæder spredt ud under fødderne, blomster!
Et væld af nydelser, at inden et træ forlader dig,
indbyder et andet dig. Alle fryder de sig over
den frugt, du spiser og den drik, du drikker.
Du vasker dig i dug fra et andet træ og bliver ren,
med harpiks fra endnu et salver du dig, duften fra et andet indånder du,
du hører et andet træs sang. Velsignet være Han, som gjorde Adam glad!
Det vifter med behagelige dufte af enhver art,
og de skynder sig som Martha og Maria at komme med et forberedt måltid,
for festmåltidets gæster behøver aldrig at forlade bordet.
Den trætte Martha drister sig
til at klage til Ham, som har inviteret til sit Paradis,
hvor tjenerne står på nåle for gæsterne uden at blive trætte.
I Paradis suser vinde ud til de retfærdige,
en gør mæt, en strømmer med drikkelse,
en udsender en rund smag, en anden en fyldig smag.
Hvem har set vinde, som fører
vinde med sig, man kan spise, andre til at drikke?
En vifter med dug, en anden med cremer.
Åndeligt ammer vindene dem af ånd,
en fest uden trættende forberedelser, som ikke trætter hånden,
ikke gør tænderne ømme, ikke gør maven oppustet.
Hvem har lagt sig til bords og nydt det uden at røre en finger?
Hvem er blevet mætte uden mad og er blevet opstemte uden at drikke?
Støvregn giver væde, en brise mætter.
6. juni 2025 - Paradis!
Da jeg for et år siden fik tid til omtrent, hvad jeg ville, tog jeg kontakt med to forlag med forslag om, at et af dem udgav min danske oversættelse af Efraim Syrerens Paradishymner. Efraim levede i det fjerde århundrede og skrev på syrisk, en hoveddialekt af aramæisk, som blev et litterært sprog i det, vi i dag kalder Mellemøsten. Efraims digt om Paradis omfatter femten sange skrevet på et og samme versemål. Et forlag gav afslag med begrundelsen, at en sådan udgivelse ville være for smal. Det kan være. Nu ligger min oversættelse af Paradis-digtet i femten sange i al fald frit tilfængeligt - i en foreløbig oversættelse - se menuen øverst til venstre.
Omkring den samme tid begyndte flere at drøfte bogen "Når kærligheden dømmer", og før jeg så mig om, var jeg blevet involveret i en sådan drøftelse og kritisk stillingtagen til bogens påstand: "den kristne forståelse af alles frelse". Dette er formentlig de allerfleste kristnes håb, men ikke 'forståelse'. Det er for mig ironisk, at jeg ville skrive - mest - om Paradis, og så blev det i stedet på grund af omstændigheder - til mest om Paradis' modsætning!
En kollega spurgte mig, hvorfor jeg/vi ikke bare i vores bog "Et folkekirkeligt genmæle" til nævnte anden bog ikke bare skrev, hvad vi selv mente. Dertil svarede jeg, at han rettelig skulle henvende det spørgsmål til Irenæus (fra Lilleasien, biskop i Lyon, 2. århundrede), som skrev frem bøger mod kættere: "Irenæus, hvorfor har du skrevet fem bøger mod kætterne? Hvorfor skrev du ikke bare, hvad du selv mener?" Eller spørgsmålet kunne være rettet til Tertullian (Nordafrika, Karthago, 2. århundrede til begyndelsen af 3. århundrede): "Tertullian, hvorfor har du skrevet fem bøger mod Markion (en kætter, der introducerede en ny gud, Jesu Fader, der ikke havde noget som helst at gøre med Gammel Testamentes 'gamle' skabergud): "Tertullian, hvorfor skriver du ikke bare, hvad du selv mener?" Det gjorde nu Tertullian i aller højeste grad! Men Irenæus gjorde ikke. Sådan er det, når nogen river det ned, som er dyrebart, selve troens grund; så træder folk som Irenæus i karakter og forklarer, hvad der er galt her!
5. juni 2025 - kirkelig grundlovsblog
En lille replik vedr. ændring af folkekirkens bekendelse, nemlig den såkaldte augsburske bekendelse. Nogle vil have et nyt paradigme i folkekirken, hvilket klart medfører et opgør med selve reformatorernes skønne opdagelse:
1 Jeg retfærdiggøres ikke over for Gud ved egne kræfter. Altså kan jeg slappe af fra et åg: om jeg nu gør nok i Guds øjne.
2 Jeg retfærdiggøres af nåde for Kristi skyld ved troen, når jeg tror, at jeg tages til nåde, og at syndernes forladelse gives for Kristi skyld, han, som ved sin død har gjort fyldest for mine synder.
Til gengæld må jeg/vi leve med, at vi ikke kan sige, at alle frelses. Hvis vi på forhånd siger sådan, ja, så bliver frelsen automatisk, uanset hvad man måtte danne af luftkasteller af teorier. Og sså kan jeg ikke i dette øjeblik, og igen og igen, dag for dag, hver morgen påny være vise på, at jeghar Guds nåde og syndernes forladelse.
Hvis nogen vil gøre sådan op med den augsburgske bekendelse, så skylder de ærligt at afsværge denne bekendelse, og de skylder også enten at træde ud af folkekirken eller at virke uafladelig for en grundlovsændring, så denne augsburgske bekendelse ikke længere skal gælde folkekirken.
For som Erik Holmgaard og Jesper Birkler skriver i den bog, jeg netop har været med til at skrive, understreger grundloven, at "Den evangelisk-lutherske kirke er Den danske Folkekirke." Se Et kirkeligt genmæle mod Lars Sandbecks kristendomsforståelse. ProRex, 2025, side 135.
4. juni 2025
Johannes' midlertidige blog! Efter denne 'blog' kommer info om hjemmesiden som sådan, måske rodet, men hvad!
I sommer vil jeg (Johannes) nævne forskellige ting i tilknytning til mit kapitel i bogen Et folkekirkeligt genmæle mod Lars Sandbecks kristendomsforståelse, netop udkommet på forlaget ProRex. Bogen er allerede blevet anmeldt en del gange og debatteret på de sociale medier allerede inden den udkom og dernæst nu. Vi gør op med det, der kommer til udtryk i Sandbecks bog Når kærligheden dømmer. Den kristne tro på alles frelse(Eksistensen, 2024). For så vidt kunne vi have skrevet bogen med udgangspunkt i en række bøger og tanker hos flere nulevende forfattere, men Sandbecks bog blev prismet for et nødvendigt opgør med en filosoferende entydiggørelse af den kristne tro til et eneste punkt: alle frelses.
På Himmelske Dage præsenteredes bogen i ProRex' telt på Mulighedernes Marked.
Anders Laugesen medierede mellem vores bogs redaktør, tidl. biskop og PhD, Steen Skovsgaard og Lars Sandbeck. Der kommer senere i sommer udtog af denne samtale på DR.
Et punkt, jeg kun antyder i mit kapitel er, at der i åbenbaringen i Skriften er to sider: Guds retfærdighed og Guds barmhjertighed. Guds retfærdighed betyder, at vi kan hvile fra hævngerrighed, for Gud skal nok sørge for, at vi alle skal se retfærdigheden ske fyldest. Ikke blot retfærdighed forstået som den retfærdighed, enhver får, som tager imod Jesus som Herren, der på korset har åbnet for tilgivelsen. Men også retfærdighed forstået som, at der vil blive et endeligt opgør med al uretfærdighed i verden.
Kort sagt: Jesus tager min uretfærdighed og nagler den til korset og giver mig i stedet sin retfærdighed. Ikke at jeg SELV nu er retfærdig, bevar mig vel! Men i glæden over, at jeg har fået Jesu retfærdighed kan jeg nu arbejde på (så godt jeg formår!) at handle på det. Handel på, at jeg er befriet fra at skulle GØRE mig selv retfærdig. Dagligt omvende mig fra min medfødte trang til hovmod og selvhævdelse og dagligt kravle igennem dåben og ligesom lade mig bade med syndernes forladelse, med Guds Ånd, med evigt liv.
Hvis nogen vil drøfte noget af dette, så har jeg mailadressen glenthojjohannes@gmail.com.