Efraim Syrerens Hymner om Paradis

En foreløbig oversættelse fra syrisk til dansk

 

Hymne nr. 1

På melodien: Folkenes dom.

1 Moses, som underviser alle i sine himmelske bøger,

hebræernes lærer har undervist os i sin lære,

i loven, som er en skat af åbenbaringer,

hvori åbenbares fortællingen om haven,

beskrevet i de synlige ting, lovprist i de skjulte ting,

fortalt i korthed, forundrer med dets lunde.

 

2. Midt mellem frygt og kærlighed stod jeg:

Kærlighed til Paradis indbød mig til at udforske det,

frygt for dets storslåethed forbød mig at undersøge.

Med visdom delte jeg halv skade mellem de to,

ærede dets skjulte ting, grundede over dets synlige ting,

undersøgte for at få gavn af det og tav for at finde hjælp.

 

3 Med fryd mødte jeg historien om Paradis,

som er hurtigt læst, men rig på noget at undersøge.

Min tunge læste de enkelte dele af historien, de udvendige ting i dets fortælling.

Mit sind fløj afsted og kredsede om det med frygt

og udforskede dets herlighed, men ikke som det er,

men sådan som det givet mennesket at begribe det.

 

4 Med intellektets øje så jeg Paradis

og alle bjerges tinder lå til Paradis indbød mig til at udforske det,

frygt for dets storslåethed forbød mig at undersøge.

Med visdom delte jeg halv skade mellem de to,

ærede dets skjulte ting, grundede under dets tinde.

Vandflodens niveau nåede kun til bunden af det,

kyssede det nederste af det, bøjede sig for det og begyndte

at træde toppen af bjerge og højdedrag under fode.

Den kyssede den og havde overhånden over hver tinde.

 

5 Men man har ikke gjort sig møje ved opstigningen til det, så ophøjet Paradiset er.

For der er ingen møje deri for dens arvinger.

Den lokker med dets skønhed til at bestige det,

det skinner med sine skønne stråler,

og dets dufte er søde. De vidunderlige skyer

er dannet som løvhytter for dem, som er værdige dertil.

 

6 Fra deres løvhytter daler lysets børn med glæde

ned på jorden, hvor de blev forfulgt.

De danser hen over havet uden at synke der,

som Simon, der ikke druknede, skønt han var en sten!

Salig er den, som så sine kære sammen med dem,

hvis skarer er hernede og hvis boliger er oventil.

 

7 Skyerne er deres vogne, som flyver afsted i luften,

da en af dem blev hovedet for dem, den som han har undervist,

er hans vogn hans møje, og hans ære svarer til skaren omkring ham.

Salig er den, som har set profeterne

komme flyvende med deres flokke,

og apostlene med deres skarer,

for ”den, som holder buddene og underviser i dem, er stor i Riget”.

 

8 Men fordi man ser Paradis på så stor afstand,

og øjet ikke kan spænde så vidt og se dertil,

er det, jeg i letsind har vovet at forme et billede af det

Med en cirkel af stråleglans, der danner sig om månen,

for at vi kan fornemme Paradis i et syn, for sådan har det også noget, der indhegner det:

havet og det tørre land er indesluttet deri.

 

9 Med ufattelig glæde har min mund

suget til sig af Paradisets sødme.

Lad den derfor forme alle slags billeder af det!

Moses omgav det dejlige alter med en krans.

Det var en krans af guld om alteret,

kronet med skønhed. Således er også Paradisets krans

smukt flettet og omgiver skabningerne.

 

10 Da Adam havde syndet, bragte Han ham ud derfra,

men Han tildelte ham i sin godhed der dens yderste del.

I lavlandet ved foden af Paradis lod Han ham bo.

Og da de dèr atter syndede, blev de udslettet.

Da de ikke var værdige til at være naboer til Paradis,

befalede Han arken at sætte dem af på Kardu.

 

11 Dèr ved foden af Paradis havde brødrenes to stammer delt sig:

Kain var trukket længst væk og boede i Nods land,

et sted, som var længere nede end Sets og Enos’ sted.

De, som kaldtes gudesønner, var i landet oventil,

men forlod deres sted og steg ned

og giftede sig med menneskedøtre, døtre af dem, der boede længere nede.

 

12 Lysets børn boede i Paradiset ophøjede sted

og så på den anden side af afgrunden den rige mand.

Han løftede sine øjne og så Lazarus,

bad Abraham have barmhjertighed med sig.

Men Abraham, der normalt var fuld af den nåde, han viste for Sodoma,

var nu uden barmhjertighed over for den ubarmhjertige.

 

13 En afgrund mellem dem afskærer kærligheden

Fra at binde de retfærdige til dem, der gør uret,

så de gode ikke skal pines, fordi de i Gehenna

ser deres børn, brødre og slægtninge.

En vantro mor, og hendes tjenestepige og hendes datter

bønfalder sin søn, som blev pint, fordi de var disciple.

 

14 Dèr ler de forfulgte ad forfølgerne,

de pinte dem, der pinte dem, de myrdede deres mordere,

profeterne dem, der stenede dem, apostlene korsfæsterne.

Lysets børn bor på deres ophøjede sted

og ser ud over dem, der øvede uret. De tæller deres gerninger

og er forbløffet over, at de i den grad har afskåret sig fra alt håb ved at øve ondt.

 

15 Ve den, der skjuler sin skam i mørket,

den, der syndede og lagde slør ud for at narre dem, der ser det,

da han voldtog og løj, for at narre dem, der hører om det.

Skjul mig under din godheds vinge!

For dèr peger man på synderen med fingeren

og forkynder hver dag hans skam og skjulte gerninger.

 

16 Det er nok, at jeg i overmod har fortalt dette.

Men hvis der er nogen, som vover sig videre og siger:

”De rå og udannede, som i uvidenhed er faret vild,

vil den Gode lade bo på et sted for sig selv i Paradis,

når de er blevet straffet og har betalt deres gæld,

og de vil næres på den velsignede eng med ’brødkrummer’…

 

17 De, som brænder i Gehenna, hungrer og længes

efter det sted, som beboerne i Paradis foragter og ser ned på.

Deres pine fordobles, fordi de ser dens kilder.

De ryster voldsomt dèr på den modsatte side.

Også den rige mand bønfalder om lindring, men ingen væder hans tunge,

for ilden er blandt dem, mens vandet er overfor dem.

 

Hymne nr. 2

1 Salig er den, som længes efter Paradis,

Som selv sukker efter og lader den, der er til behag, komme inden for sin dør,

Det omfavner ham i vindfanget og der lyder sang fra dets indre,

Det splitter luften som en fugl og tager ham ind i sit inderste gemakker.

Men hvis det væmmes ved nogen, forkaster det og smider ham ud,

For det er prøvelsens dør ind til Ham, der elsker menneskene.

 

2 Smed her nøglen til Paradis og tag den med dig

Til døren, som sukker efter dig og smiler frydefuldt til dig,

Døren, som skelner skarpt og indretter dørstørrelsen efter dem, der træder ind.

Det gør sig mindre eller større i sin visdom

Efter højde og trin, som den enkelt er nået til.

Og er nogen fuldkommen eller har en mangel, så belærer den om det med sin dimensioner.

 

3 Mennesker ser der, at de har mistet alt:

Rigdom, der ikke består, begær, der ikke længere eksisterer,

Skønhed og magt, der bliver slettet og tilintetgjort

Da kommer de til sig selv og de angrer,

Hvorledes de var nedsænket i dette og lyttede med foragt på ordene:

”Jeres gods er som en drøm, og jeres arv som mørke.”

 

4 Det, som var, har de mistet, og det, som ikke var, har de fundet.

De elskede goderne, men nu er de fløjet bort, den ulykke de hadede de, er ankommet.

Det, de satte deres håb til, er ikke mere til,

Og det, de ikke søgte, har de fundet.

De sørger, fordi de føler sig ydmyget og bedraget,

Men deres eget liv narrede dem: deres pine er virkelig,

Deres behagelige liv er omme, deres straf får ingen ende.

 

5 Modsat oplever de retfærdige, at deres kvaler ikke er mere,

Deres lidelse eksisterer ikke, deres tunge byrde bliver ikke ved,

Det er, som om de aldrig havde mødt modgang.

Som var deres faste virkelig blot en drøm,

For de er ligesom vågnet af søvne og har fundet Paradiset,

Rigets bord, er dækket for dem.

 

6 Paradisets størrelse kan ikke ses under et af dem, der er udenfor,

Men det bøjer sig fuldstændig for dem, der er ved at stige derop.

Alt det ser de retfærdige på med fryd,

Det selv omgærder verden,

det omgiver store hav og er nabo til de himmelske væsener,

Elsker dem, der er derinde, hader dem, der er udenfor.

 

7 Nu så jeg inden for dets grænse de figner vokse i ro;

kranse derfra var dejlige ’klæder’ for de første skyldige mennesker.

Men det er som om deres blade rødmer over den, der var blevet nøgen.

De, der havde mistet deres klæder, havde brug for dem.

Men selv om de tildækkede Adam,

fik bladene ham til at rødme og skamme sig.

 

8 Hvem kan iagttage dets pragt?

For dets indretning er så smukt og mesterligt er dets opdeling.

Og det er rummeligt for dets beboere,

Duftene, der stiger op fra kilderne, giver velvære,

Men når de spreder sig ud til os, svækkes de i vores land,

Fordi de får et anstrøg af vort land, når vi drikker deraf.

 

9 For den Vilje, for hvem alt er let,

Holder Paradisets flydende kilder tilbage

og lukker dem inde i jorden som i kanaler.

Ligesom Han bandt vandet i skyernes indre,

Til at sendes ud i luften efter et vink fra Hans vilje.

 

10 Da Han strukturerede det, lod Han der være forskel på dets skønhed,

Så nogle afsatser er herligere end de andre.

For så vidt et niveau er højere end et andet,

er dets pragt større.

Altså fordelte Han den nederste del til dem længst nede,

bjergets sider til dem midt imellem og dets top til de ophøjede.

 

11 Når de retfærdige stiger op til deres afsatser for at arve deres del,

Løfter Han dem hver især i retfærdighed op i forhold til deres møje.

Enhver holdes bringes til standsning på det trin, han er værdig til.

Der er nok af afsatser for alle,

Det laveste land for de bodfærdige, det midterste niveau for de retfærdige

det ophøjede område for de sejrrige med Guds nærvær på tinden.

 

12 Noa indlogerede husdyrene nederst,

Fuglene på det midterste dæk,

Mens Noa, Guds billede, boede øverst.

Folket opholdt sig neden for Sinaj bjerg,

Præsterne rundt om det og Aron midterst på bjerget.

Men Moses var højest oppe, og Han, hvem vi skylder lovprisning, på toppen.

 

13 Hemmeligheden formede afsnittene af livets have

I arken og også i Sinaj bjerg.

Symboler på Paradiset formede Han for os med dets indretninger,

Skønt og dejligt ordnet i alle ting.

I højhed, dejlighed, dufte og arter

Her er havnen for alle rigdomme, og kirken er formet ud fra dette.

 

 

Hymne nr. 3

1 Selv ikke i tanken kan der formes et billede

af min ven haven, som har en herlig placering

på toppen i det høje, der hvor Guds herlighed bor.

For hvordan kan sindet

med sine sanser fornemme det og udforske det med sine evner?

Hvordan kan det strække sig ud for at nå dertil, når dets rigdom er ubegribelig?

 

Melodi: Ære være din retfærdighed, som kroner de retfærdige!

2 Jeg vover det: måske er det velsignede træ, livets træ

Paradisets sol med dets stråler.

Dets blade er elegante og i dem er afbildet

Havens åndelige skønheder.

Ved et vindpust bøjer træerne sig som i tilbedelse

For træernes hærfører og konge.

 

3 I midten plantede Han kundskabens træ

Blandede og fyldte det med frygt og afgrænsede det med rædsel,

For samtidig at sætte en grænse til Paradisets indre.

To ting hørte Adam i det ene bud,

At de ikke måtte spise af det, for når de lod være med det,

Skulle de fornemme, at det var forbudt at gå derind.

 

4 Slangen kunne ikke komme ind i Paradiset,

For hverken dyr eller fugle

Var det tilladt at nærme sig det ydre område.

Adam gik ud til dem,

Så gennem at spørge Eva ud, erfarede slangen med list

Hvad der var at fortælle om Paradiset: ”Hvad og hvordan er det?”

 

5 Men den forbandede slange høre, hvordan herligheden ved Guds bolig inderst inde

Var skjult for dem

Som var det en helligdom,

Og at kundskabens træ var beklædt med et bud

og var således blevet helligdommens forhæng,

da vidste den, at frugten var retfærdighedens nøgle

til at åbne de overmodiges øjne, så de ville komme til at fortryde.

 

6 Deres øjne åbnedes og var samtidig lukkede,

Så de ikke skulle se Guds herlighed

Eller deres eget fald,

Ikke se den herlighed, der var i den inderste bolig

Og ikke se deres kroppes nøgenhed.

Disse to slags kundskab gemte Gud i træet

og gjorde det til dommer mellem de to parter.

 

7 Da Adam i overmod løb hen og spiste af det,

Fløj de to slags kundskab på én gang ind i ham i det øjeblik,

Og tog begge forhæng bort fra hans øjne.

Han rystede, da han så herligheden i det allerhelligste.

Han så sin skam, rødmede,

Sukkede og var fuld af sorg,

For de to slags kundskab, han havde erhvervet, var lidelsesfyldt.

 

8 Enhver, som har spist af den frugt,

Ser og fyldes af velbehag eller ser og stønner af lidelse.

Slangen ansporede dem ved synd til at spise og bagefter sukke.

De så den salige tilstand, som de dog ikke kom til at smage,

Som ham helten, hvis lidelse fordobledes,

Fordi han i sin sult ikke kunne smagte de dejlige sager, han så.

 

9 Gud lod ham ikke se sin nøgenhed,

Men hvis han foragtede buddet, ville Han vise ham hans vanærende tilstand.

Heller ikke det allerhelligste viste Han ham,

Men hvis han holdt buddet, ville han kunne se det med glæde.

Gud skjulte disse to ting som to straffe,

For at Adam skulle gennem sine kampe få en krans svarende til hans møje.

 

10 Gud satte træet til dommer, så hvis Adam åd af det,

Skulle han komme til at se det trin, han mistede i sit hovmod,

Og også se faldet, som han fandt til sin egen lidelse.

Men hvis han sejrede og vandt, ville Han hylde ham

I herlighed og åbenbare for ham, hvad skammen var,

Så han sammen med sundhed kunne erhverve viden om sygdom.

 

11 For når man i sig selv besidder sundhed

Og i sit sind ved, hvad sygdom er,

Så hjælper det ham, for han ved, hvad der er gavnligt.

Men når man er lagt på sygesengen

Og i sit sind ved, hvad sundhed er,

Plages han af sin sygdom og lider under den viden, han nu har.

 

12 Hvis Adam sejrede, havde han kommet i besiddelse

Af herligheden i sine lemmer og lidelse i sin dømmekraft.

Da var han kommet til at stråle af herlighed i sine lemmer og vokse i dømmekraft.

Slangen vendte dette på hovedet og fik ham til virkeligt

at smage faldet som nedtrykthed, og herlighed som et fjernt minde.

Sådan kom han til at rødme over det, han fandt, og klage over det, han havde mistet.

 

13 Det træ blev som en dør for ham,

dens frugt var som et forhæng til den skjulte bolig.

Adam plukkede frugten og trake så at sige buddet til side.

Så da han så guddommelige herlighed, der var indenfor,

Som skinnede med sine stråler, flygtede han ud udenfor.

Han løb ud og søgte tilflugt hos de venlige figentræer.

 

14 Det var i midten, Han havde plantet kundskabens træ

For at skille det oppe og det nede,

Det hellige og det allerhelligste.

Adam tog i sit overmod af frugten og blev ramt som Uzzia:

Kongen blev spedalsk og Adam blev klædt af.

Og da han blev ramt ligesom Uzzia, skyndte han sig at gå ud af haven.

Både den ene og den anden konge flygtede og gemte sig i skam over deres legemer.

 

15 Selvom alle træerne i Paradis

Hver for sig er klædt i herlighed, tildækkede de sig over for Herligheden,

Seraferne skjulte sig med deres vinger

og træerne med deres grene for ikke at se deres Herre;

alle skammede sig over, at Adam lige pludselig var nøgen.

Slangen stjal hans tøj og den blev omdannet, så den derefter ingen ben havde.

 

16 Gud tillod ikke Adam at komme ind

I det inderste af boligen; den blev bevogtet

For at han skulle være til behag gennem sin tjeneste ved det ydre af boligen.

Som en præst med velduftende røgelse

Skulle overholdelsen af buddet være Adams røgelseskar.

Så kunne han komme ind til den Skjulte i den skjulte bolig.

 

17 Et symbol på Paradis blev formet af Moes,

Som lavede begge helligdomme, det hellige og det allerhelligste.

Gud tillod indgang til den ydre bolig,

Men til den inderst inde kun én gang om året.

Sådan forbød Gud adgang til det inderste af Paradis,

Med lukkede den ydre del op for Adam til landbrug.

Hymne nr. 4

 

1 Den Retfærdige så, at Adam blev overmodig, da Han gav ham mulighed for det.

Han vidste, at han igen ville gå over grænsen, hvis Han gav ham plads til det.

Den bløde grænse trådte han under fode, så den Gode

Satte derfor en hård grænse.

Ordet og buddet havde været grænsen til træet,

Men nu blev keruben og sværdet hegnet ind til Paradis.

 

Omkvæd:

Gør mig i din godhed værdig til at gå ind i dit Paradis!

 

2 Adam ville med sin urenhed ind

i det allerhelligste, som kun elsker dem, som ligner det.

Og fordi han i sit overmod ville træde ind i den indre bolig,

Lod Han ham ikke engang komme ind i den ydre.

Livets hav så et lig i sit dyb,

Det lod det ikke blive der, men kastede det ud udenfor.

 

3 Han var som et billede/type på det hebræiske folk:

Den som blev spedalsk inde i lejren,

Blev smidt ud og fra det indre kastet ud udenfor.

Men når han holdt op med at være spedalsk og fandt nåde,

Rensede præsten ham med ysop, blod og vand

Og han kom tilbage til sin bolig og genindtrådte i sin arv.

 

4 Adam var fuldkommen ren i den skønne have,

men blev spedalsk og var beskidt, fordi slangen havde åndet på ham.

Da udstødte Han ham ud fra sin midte, den uplettede kastede ham ud.

Men den himmelske Ypperstepræst så ham,

Som Han selv havde kastet udenfor, og da bøjede Han sig og steg ned til ham,

Rensede ham med ysop og førte ham tilbage til Paradiset.

 

5 Adam havde været nøgen og smuk, men hans hustru var behændig:

Hun lavede med flid en dragt med pletter.

Da haven så ham, forkastede den (verbum?) ham, fordi han vakte dens afsky.

Fra Maria fik han en dragt,

Den, som også klædte røveren. Og fordi han så strålende ud på grund af løftet,

Så haven ham og omfavnede ham i stedet for Adam.

 

6 Moses, der tvivlede, så kun og kom ikke ind

I det lovede land. Jordan var grænsen.

Og Adam glemte buddet og måtte ud af livets have.

Keruben tog opstilling ligesom var han et hegn.

Begge kom ind ved vor Herres hjælp i opstandelsen,

Moses i landet og Adam i Paradis.

 

7 Munden lever ikke op til fortællingerne om det indre af Paradis,

Og selv for dens ydre skønheder rækker den ikke.

Ja, end ikke indhegningens enkle udsmykning

Kan den berette ordentlig om den.

For dens farver vækker glæde og dens dufte er underfulde,

Dens skønheder begejstrer og dens sanseindtryk herlige.

 

8 Selvom det er en lille skat, der ligger ved indhegningen,

Overgår den alle jordens skatte.

Og for så vidt Paradisets slette er ydmyg

I sammenligning med dens skat på toppen oventil,

Så er også den salige tilstand ved indhegningen herligere og mere ophøjet

End alt, hvad der er saligt, i lavlandet, hvor vi bor.

 

9 Bliv nu ikke vred på mig, fordi jeg vover at sætte ord på

Noget, som er for ophøjet for mig, så jeg med min manglende evne gør det mindre.

Når der ikke findes et spejl, som kan gengive dets skønhed,

og heller ikke findes pigmenter til at male det,

Så forkast ikke mit forsøg, for jeg har arbejdet hårdt for til vor hjælp at samle

En indføring i alt, hvad der har med Paradiset at gøre.

 

10 Den sørgende finder trøst deri, og barnet bliver oplært derved,

Den kyske stråler derved, den der er i nød, næres derved.

Lad dem hver og en kaste nogle småmønter til mig,

Lad dem alle bede for mig i Eden,

At jeg må komme ind til det sted, som jeg har talt om, som jeg nu kunne.

Og lad den modfaldne begære den lovede rigdom.

 

11 Måtte mit formål med dette ikke fordømmes at dig, du Alvidende!4

Måtte jeg slippe for anklage fra dig for min undersøgelse, du der er skjult for alting.

For jeg har ikke vovet at tale om Din fødsels, som er skjult for alle.

Jeg har omgærdet dit Ord med tavshed.

Fordi jeg har æret din fødsel, så lad mit bog i dit Paradis!

Lad alle, der elsker dig, prise dig i din skjulthed!

 

Hymne nr. 5

 

1 Jeg fæstnede blikket på Skaberens Ord og sammenlignede det

med den klippe, som fulgte og drog med folket i ørkenen.

Det var ikke fra en kilde af vand, der sprang derindefra,

at den udgød velsignede strømme.

Der var ikke vand derinde, men der udsprang have derfra,

ligesom Ordet skabte ting ud af intet.

 

På melodien: Salig er den, som er værdig til at tale om dit Paradis!

 

2 Det var skabelsen af det, som er i naturen, Moses beskrev i sin bog,

for at naturen såvel som bogen skulle vidne om Skaberen:

Naturen gennem brugen af den, Skriften gennem læsningen af den;

vidner, som når ud til ethvert sted,

findes til alle tider og står fast til hvert øjeblik.

De overbeviser fornægteren, som ellers forkaster Skaberen.

 

3 Jeg læste i det første stykke af bogen og blev grebet af glæde,

for dets vers og linjer omfavnede mig som med arme.

Det første vers kyssede mig med længsel og trak mig hen til dens kammerat.

Og da jeg nåede til den linje, hvor beskrivelsen af Paradis står,

løftede den mig op og slyngede mig

fra bogens indre til det indre af Paradis.

 

4 På linjerne var der ligesom en bro: øjet og sindet

passerede over og tog sammen fat på historien om Paradis.

Øjet fik sindet med over under læsningen,

og omvendt beroligede også sindet

øjet ved læsningen, for da bogen var læst,

gav det øjet hvile, men sindet kom på arbejde.

 

5 Både broen og døren til Paradis

fandt jeg i bogen. Jeg passerede over den og kom ind.

Øjet forblev udenfor, men mit sind kom indenfor.

Mit sind begyndte at vandre omkring i det uskrevne:

Der er et skinnende højdedrag, dejligt og skønt.

Skriften kalder det Eden, for det er det højeste af alt, der prises saligt.

 

6 Der så jeg også de retfærdiges løvsalshytter,

Som drypper med salve, der dufter af velduft.,

Flettet med blomster, kronet med frugter.

Som ens arbejde er, sådan er ens løvhytte!

Nogle er ydmyg i sin udsmykning, andre stråler i sin skønhed,

Nogles farve er mat, andre skinner i glans.

 

7 Jeg spurgte også til dette, om Paradiset

Er tilstrækkeligt til at rumme alle de retfærdige, som bor deri.

Jeg spurgte til det, som ikke står beskrevet,

Men Han lærte mig gennem det, som er skrevet i bogen:

”Se på den mand, i hvem der boede

En legion onde ånder: de var inde i ham, uden at man erfarede det.

For deres hær overgår sjælen i gennemsigtighed og er æterisk.

 

8 Hele denne hær boede i ét legeme.

Hundrede gange mere gennemsigtige og æteriske

Er de retfærdiges legemer, når de er opstået og opvækket.

De har lighed med sindet, som hvis det vil, kan

Strække sig ud og udvides. Og hvis den vil, kan det trække sig sammen og formindskes.

Selv om det trækker sig sammen på ét sted eller strækker sig ud, er det overalt.

 

9 Lyt til andre eksempler og lær af lamperne,

At der kan være tusinder af stråler i et eneste hus,

Og titusinder af dufte kan være inde i en blomst.

Så selv om de er på et lille sted, har de rigelig med plads

Til at have det vældig dejligt; sådan også med Paradiset:

Selvom det er fyldt af åndelige væsener er der plads nok til at forlyste sig dejligt.

 

10 Og tankerne uden ende og tal bor i hjertet,

der er lille i forhold til så meget, men dog er der utrolig meget plads til dem.

Der begrænser de ikke og bliver ikke begrænset.

Hvor meget mere vil ikke det herlige Paradis

Have nok plads til de fine åndelige væsener, så ikke engang

tankerne har mulighed for at røre disses legemer.

 

11 Jeg lovpriste dette, så godt jeg kunne og skulle til at gå ud,

Da en tordenstemme pludselig lød inde fra Paradis

Som trompeters klang i en hærlejr.

En røst råbte tre gange ’hellig’,

Nemlig til Guddommen, blev lovprist inderst i Paradiset.

Jeg troede, at der ikke var noget derinde, men blev klar over noget andet gennem røsten.

 

12 Paradis hensatte mig i ekstase med den fred og skønhed.

Der ligger over det en fuldkommen skønhed,

Der bor en fred, der ikke kender til frygt.

Salig er den, der er værdig til tage imod det,

Om ikke efter retfærdighed, så i nåde,

Om ikke på grund af gerninger, så på grund af barmhjertighed.

 

13 Jeg undrede mig, for da jeg gik over grænsen ud fra Paradis,

Blev det velbefindende, som havde ledsaget mig, derinde og svandt for mig.

Og da jeg nåede til jordens kyst, tornenes moder,

Mødte der mig smerter og lidelser af enhver art.

Jeg blev klar over, da var vort land i mine øjne som et fængsel,

Fangerne der græder, når de forlader fængslet!

 

14 Jeg undrede mig, for selv de små børn græder, når de kommer ud,

De græder, fordi de kommer ud af mørke i lyset,

De kommer ud fra et sammenpresset sted til denne verden!

Således er også døden for verden

Et billede på en fødsel: de græder, de som fødes

fra jorden, lidelsernes moder, til Edens dejlige gaver.

 

15 Paradisets Herre, hav barmhjertighed med mig!

Og hvis det ikke er muligt for mig at komme ind i dit Paradis,

Så lad mig dog få lov til at være på græsset udenfor, ved indhegningen.

Lad Paradisets indre være et bord dækket til dem, der har brugt talenterne ret,

Men lad frugterne falde ned uden for indhegningen

som brødkrummer til syndere, så de kan leve af din nåde!

Hymne nr. 6

 

1 Lærens nøgler, som åbner alle Skrifterne,

har åbnet skabelsens bog for mine øjne:

arkens skatkiste, lovens krone,

det skrift, der mere end dets ledsagende bøger gennem sin tale

har ladet os mærke Skaberen, tage imod Hans værker

og se al Hans skønhed og selv fremvise Hans kunstværker.

 

Omkvæd: Velsignet være han, som på sit kors åbnede Paradiset!

 

2 Bogen havde bragt mig til Paradisets port;

Og da min åndelige forstand gik ind, blev den forundret og overrasket;

Sindet for vild og blev kraftesløs, for sanserne mægtede ikke

At begribe dets utrolige skatte

Eller skelne sanseindtrykkene, sammenligne farver,

Fastholde skønhederne og sætte ord på dem.

 

3 Paradis omgiver lemmerne med mange dejlige ting,

Øjnene med smukke indtryk, hørelsen med stemmer,

Munden og næseborene med smagsindtryk og dufte.

Velsignet være Paradiset, som samler forsamlingen:

De, der våger og faster, som for deres faste

Nyder måltider på de dejlige enge.

 

4 Det løftede mig op, da jeg fornemmede det, det berigede mig, da jeg grundede over det.

Jeg glemte min fattigdom, for nu blev jeg beruset af dets dufte.

Det var som om jeg ikke var til, for det fornyede mig med dets spændende variationer.

Jeg svømmede i dets dejlige bølger,

Og det sted, der brændte som en ovn og gjorde Adam til skamme,

Hvor blev jeg ikke beruset der, for jeg glemte der mine synder!

 

5 Og skønt jeg allerede var overvældet af dets dejlige bølger,

Tog det og kastede mig i et endnu større hav.

Jeg så i dets skønhed nogle, som var endnu smukkere,

Og jeg overvejede, at hvis det var så herligt,

Hvor meget herligere skulle ikke Adam være, han som var et billede af Ham, der plantede det.

Og hvor dejligere er ikke korset, dets Herres Søns vogn!

 

6 For Paradiset er ikke grunden til menneskets skabelse,

For Adam alene er grunden til, at det blev tilplantet.

Hjertet betyder mere end dets skud og dets ord mere end frugterne.

For Ordet er mere velsmagende end enhver frugt,

Sandhed hos et menneske overgår jordens frugter,

Og kærlighed er dejligere end alle veldufte.

 

7 Han plantede den skønne have, byggede den rene kirke.

Han opsatte buddet på kundskabens træ,

Han var glad, men menneskene havde en dyb længsel, Han advarede, men de frygtede ikke noget.

I kirken opstillede Han Ordet,

Der fryder gennem løfterne, indgyder frugt gennem trusler.

Den, som foragter det, går fortabt; den, som lader sig advare, lever.

 

8 De helliges skare er ligesom Paradis.

De plukker daglig frugt fra Ham, der giver alt liv.

Mine brødre, i den trampes hver dag klasen, så den bliver livsmedicin.

Slangen er blevet lam og taget til fange af forbandelsen.

Evas mund er lukket med en tavshed, der er gavnlig.

Samtidig er hendes mund en harpe for hendes Skaber.

 

9 Der er ingen der, som er nøgen, for de har iført sig herlighed,

Der er heller ingen, som er klædt i blade og står vanære,

For de har hos vor Herre fundet Adam og Evas klædning,

Når kirken renser dens ører

For slangens prædiken, som de lyttede til, så de blev dækket af rust,

bliver de klæder, de have mistet, nye og hvide.

 

10 Den kraft, som er uden møje, den arm, der ikke bliver træt,

Plantede Paradis, gjorde det smukt uden at anstrenge sig.

Frihedens møje har smykket kirken med alskens frugt,

Og Skaberen så den og hvilede sig der (frydede sig derved).

Han boede i Paradis, som Han havde plantet i frihed til Hans ære,

Som Han også havde plantet haven til kirkens at blive nydt i frihed.

 

11 De ivrige bærer deres frugter og løber

Hen mod Paradis, som henrykkes af alle frugterne.

Med heltegerninger træder de ind i den skønne have.

Den ser, at de retfærdige har en overflod af frugter

Som overgår dets egne træer,

Og de sejrriges skønhed overgår havens egen.

 

12 Salig er den, som er værdig til at se Paradiset,

Som overgår træernes herlige frugter,

Men på den anden side selv besejres,

                              når de ser de sejrriges herlige frugter.

Dets blomster tog prisen, men blev så besejret,

Fordi de så jomfruernes og de helliges blomster,

Hvis kranse glædede skaberværket og dets Skaber.

 

13 De retfærdiges frugter var til mere behag for Ham, der kender alt,

End træernes frugter og sorter.

Den skønhed, der er i naturen, ærede menneskets forstand,

Paradis lovpriste kundskaben,

Blomsterne den gode livsførelse, haven den frie vilje,

Og jorden eftertanken. Velsignet være Han, der gjorde Adam stor!

 

14 Det har mere for sig at fortælle om dem, der sejrer,

End om velsignede fortællinger om Paradis,

Som har smykket sig med alt, der ligner Paradis.

Havens skønhed står at læse i dem.

Lad os forlade træerne og tale om heltene,

Og lad os lovprise arvingerne frem for det, der skal arves.

 

15 For hvis Paradisets skønhed hensætter os i forundring,

Hvor meget mere må vi da forundres over den sindets skønhed.

Den ene skyldes naturen, den anden viljen.

Den frie vilje dyster med haven,

Og de frugter, der vandt prisen, blomstrede og blev til af sig selv,

Deres kroner vandt i betydning over Paradisets pragt.

 

16 Der ses åbenlyst og dejligt for sindets øje

De retfærdiges eftertragtede fester, som kalder os

Til at være deres brødre, kammerater og medlemmer.

Mine brødre lad os ikke gå glip af at være sammen med dem,

Lad os komme i familie med dem eller i det mindste deres naboer,

Og hvis vi ikke kan være i deres boliger, så rundt om deres løvhytter.

 

17 Den, der er værdig til deres rigdom på skatte, er misundelsesværdig,

Velsignet er den, som er værdig til blot rester af deres rigdomme.

Gør mig værdig til bare ganske lidt af det, der er der.

Lad fjenden se mig og blive trist derved,

For han troede at skulle se mig på det sted, han havde gjort klar til mig.

Lad ham se mig på det sted, som din overstrømmende barmhjertighed har beredt til mig!

 

18 Salig er den, som er værdig til at se de saliges klæder,

Salig er den, som er værdig og har hørt på deres visdom,

Salig er det øre, som er blevet fuld af at høre deres stemmer,

Salig er den, som er nået til den samme salige tilstand,

Salig er den, som har gjort sig møje for at være blandt de første,

Ve den, som ikke engang har gjort umage for at blive den sidste!

 

19 Salig er den, som de har talt til fordel for hos den Gode,

Men ve den, hvem de har været imod foran den Retfærdige,

De, som Han elsker, kommer i Eden, de, som Han hader i dødsriget.

Det vil gå Sodoma bedre end den borg,

hvis sand de har rystet af fødderne; men det hus hvori de har holdt bøn,

bringer den døde til live derinde, og freden bor helt og aldeles i ham.

 

20 De drog ned til Egypten, mættede det land, der var ramt af hungersnød.

De nåede til det uforstandige hav, gjorde det kløgtigt med staven.

De drog ud i den modbydelige ørken, udstyrede den med en skystøtte.

De kom ind i ovnen, der var gloende hed,

Stænkede deres dug på den. I gruben, de faldt ned i,

Kom en engel ned og lærte de vilde dyr at faste!

 

21 Det salt, der salter sig selv for ikke at blive smagløst,

Strøede Skaberen jorden rundt med sin hånd.

Sådan som den tog og skabte Adam med elementer af alting,

Således blev er han blevet strøet ud overalt,

Den hånd samler alt det udstrøede og strør det, der var blevet samlet.

For det går fra universet til Adam og fra ham til universet.

 

22 Østen lyste op ved helgenerne, vesten strålede ved dem,

Norden løftede sig op ved dem, syden har modtaget belæring ved dem.

De steg op og åbnede himmelhvælvingen, havet kom de ned i og rørte.

Den hemmelighed, som apostlen åbenbarede i en gåde,

Udstrakte de i alle retninger, så det nåede til alle verdenshjørner.

Alle skabninger greb fat i det for at hente styrke derfra.

 

23 En af dem kløvede luften med sin vogn,

Englene kom ham ivrigt i møde,

som havde de savnet ham, for de så for første gang

Et legeme i deres bolig. Og ligesom den jordiske

Steg op klædt i glans, steg Herren i sin godhed ned

                                                      og iklædte sig et legeme,

Steg op i en sky og indtog sit herredømme i det høje og det lave.

 

24 Englene af ild og Ånd var forundret over Elias,

For de så, at der skjult i ham var en dejlig skat.

Forbavset over den jordiske priste de Ham, der havde dannet ham.

De så hans jomfruelighed og frydede sig,

For den havde ophøjet dem i det lave og forundret dem i det høje.

De havde kæmpet på jorden, men kronen fik de i Paradis.

 

25 Forstanden kan vokse gennem kærlighed og læren,

Iblandet sandheden, og sådan berige med nye indsigter,

Idet den grunder med dømmekraft over skatten af skjulte ting.

Jeg har elsket, modtaget belæring og fået vished om,

At Paradis har en havn for de sejrrige.

Gør mig, som blev værdig til at fornemme Paradis, værdig til at gå derind!

Hymne nr. 7

 

1 Trøst jer selv med løfterne i prøvelser!

For løgn findes ikke i Hans Ord, Han som gengælder alle.

For Hans skat er ikke så ringe, at vi skulle frygte,

                                                      at hans løfte ikke holder.

Han overgiv sin Søn for os for at vi skulle tro fast på Ham.

Hans legeme er hos os, Hans sandhed er hos os,

Han kom og gav os sine nøgler, for Hans skatte opbevares hos os.

 

Omkvæd: Velsignet være Han, som åbnede livets have med sine nøgler!

 

2 Om aftenen lukker verden øjnene og sover,

Om morgenen vækkes den. Symbolsk som en hel nat igennem

Er Han, der gengælder, fjernt væk; nu bliver det lyst, Han ankommer!

Mine brødre, fald ikke hen og tro ikke,

At jeres strid vil trække ud og at jeres opvækkelse er langt borte,

For se, vores død ligger bag os og vores opvækkelse ligger foran os!

 

3 Du sorgfulde, hold ud, så du når frem til Paradis!

Dets dug tager din urenhed bort,

                    mens dets transpiration vil give dig en velduft.

Dets festmåltid vil gøre dig frisk igen efter din møje,

                                                       dets krone vil trøste dig.

Til dig, der har en tom mave, rækker det en frugt,

Som renser dem, der spiser deraf og uddeler til dig tørstige

En himmelsk drik, der gør dem, der drikker den, vise.

 

4 Salig er den fattige, som ser dette sted!

For rigdomme er strøet ud og stakket op udenfor rundt om Paradis,

Ædelsten som karneol ligger kastet omkring der,

For at de ikke skal forurene dets herlige jord,

Ja, hvis nogen ville lægge kostbare sten og beryler der,

Ville de tage sig grimme og sorte i det rene land.

 

5 Begge køn er klædt i en klædning af lys,

De klæder, de havde over deres nøgenhed, opsluges af herlighed,

Lemmernes afskyelige er bragt til tavshed,

Lystens kilder er stoppet til,

Vrede er visket bort og sjælen renset,

Og som hvede skyder i vejret uden torne, trives sjælen i Eden.

 

6 Der danser jomfruerne, for tilintetgjort er

Slangen, som uset sprøjtede gift ind i hendes øre.

Figentræet vifter af glæde og siger til hende:

”Glem den uvidenhed, du havde i din barndom,

den dag, du blev nøgen og skjulte dig i mine blade.

Ære være Ham, som har iklædt sig din nøgenhed!

 

7 Der falder de unge til ro med det, de har opnået,

For i Paradis ser de Josef, som afførte sig

Og smed begæret, det som blusser op de sanseløse.

De ser også det barn, som sejrede over hugormen ved dens bo,

Samson besejrede en løve, men en hugorm overvandt ham

Og sårede ham, så han med ét mistede sit lange hår.

 

8 Der falder ægtepar, der var under pres, til ro,

Efter fødselsveerne, de var forbandet med og fødsler med smerte.

De ser børnene, som de har begravet med sorg:

Som lam græsser de i Eden,

Højt ophøjet og herlige i deres glans,

Som er de beslægtet med de fejlfrie engle.

 

9 Lovet være den Barmhjertige, som plukkede dem, mens de var små,

De børn, som er Paradisets sene frugter

For at blive de førstegrøden i Paradis.

Et nyt syn at se: frugter,

Der plukker frugter, førstefødte, der plukker førstegrøden.

Den plukkede og plukkeren ligner hinanden i renhed.

 

10 Bind jeres meditation til Paradis, du gamle,

Dens duft når dig og ved dens duft bliver du ung igen.

Dine pletter bliver opslugt af den skønhed det iklæder dig.

I Moses formede Han en lignelse for din skyld:

Hans kinder, som er blevet askegrå, blev smukke og strålende igen,

Et symbol på alderdommen, som i Eden får ungdommen tilbage.

 

11 Der er intet urent, der er ingen ondskab,

Der er ingen vrede i dem, der er ingen raseri i dem,

Der er ingen skamfuld tale, der er ingen svig,

De er ikke optaget af at skade andre, så de selv bliver skadet,

Der bærer de ikke nag, for de er ikke misundelige der,

Der dømmer de ikke, for der lider ondt.

 

12 Mennesker ser sig selv i herlighed,

De undrer sig over, hvor de er.

Deres legemlige naturer var forvirret og skabte forvirring,

Men er nu klare og stilfærdige og stråler

Af skønhed udvendig og med renhed indvendig,

Legemet åbenlyst, sjælen i det skjulte.

 

13 De lamme, der ikke kunne gå, danser i Paradis,

Når de flyver i luften. Det gælder også krøblinge,

                                      som ikke aldrig har kunnet kravle,

Blinde og døve, som har levet med en længsel fra moders liv,

sultne efter lys, de ikke ser.

Paradisets skønhed gør deres øjne glade,

Fanfaren af harper trøster deres ører.

 

14 Den, som ikke kom med forbandelser eller overfusede andre,

Glæder Paradisets velsignelser så meget mere.

Den, hvis øjnes blik var kysk (find andet ord),

Ser Paradisets skønhed endnu mere på.

Den, som afbødte sine tankers gift,

Får kilder af sødme til at springe i hans lemmer.

 

15 Og jomfruen, som forkastede den forgængelige brudekrans,

Skal skinne i det strålende brudekammer, som elsker lysets børn,

Fordi hun forkastede mørkets gerninger.

Og for hende, som levede ensomt og som enlig i sit hus,

Emmer bryllupsfesten af fred, hvor englene er i festhumør,

Profeterne fryder sig og apostlene stråler i herlighed.

 

16 Den, som valgte sig Daniels vegetarkost –

Han, for hvem konger bøjede sig og tog deres kroner af i respekt.

I kongers sted skal træerne skal hylde de fastende,

Idet de bøjer sig og indbyder dem med deres skønhed

Til at dreje til siden til deres habitat og slå sig ned mellem deres grene,

Bade i deres dug og modtage sødmen af deres frugter.

 

17 Den, der har vasket de helliges fødder,

                                         vil blive renset af Paradisets dug.

Og den hånd, som raktes ud for at give noget til de fattige,

Vil Paradisets frugter strække sig ud til.

Og den fod, der gik i besøg hos sygdomsramte,

Skal blomster ile ud for at krone ved at springe ud.

Haste afsted for at komme først med at kysse hans fodspor.

 

18 Den, som forstandigt har fastet fra vin,

Vil Paradisets vinstokke med så meget større længsel skynde sig ud til,

Og hver af dem strækker sin klase ud for at give til ham.

Og hvis han også var jomfru, bringer de ham ind i deres rene midte, for den enlige

Har ikke været i seng med nogen eller i ægteskabets seng.

 

19 Og de, som er kronet med døden for vor Herres skyld,

skal der stråle i herlighed med deres kroner på.

For de foragtede i deres legemer forfølgernes ild.

Og som stjerner skinner de der;

De syv lysets sønner, hvis mor strålede sammen med dem,

Som ind i deres død foragtede den onde konges raseri.

 

20 Stedets goder glæder de kvinder, som gjorde sig møje

Med at være til tjeneste for de hellige,

                                og de kommer til at møde den enke,

Som tog imod Elias og i Eden inddrikker velvære.

I stedet for de to kilder, nemlig krukken og kanden,

Som gav næring til enken, skal trægrenene i Eden

Sørge for de kvinder, som sørgede for de fattige.

 

21 Dèr er intet, der er nytteløst,

Græsset er til gavn, kornet give velvære,

for den, som smager dem, bliver ung igen, og den som indånder deres vellugt, bliver smuk!

Dets blomster er behagelige; en skat

Ligger gemt langt inde i dem til den, der plukker dem.

Dets frugter kommer som en rigdom, der strækker sig ud til den, der plukker dem.

 

22 Ingen slider dèr, for ingen sulter dèr,

Ingen skammer sig dèr, for gør noget forkert dèr,

Ingen fortryder noget dèr, for der er intet at angre dèr.

De fortravlede falder til ro og hviler ud,

Ingen ældes dèr, for ingen dør dèr,

Ingen begraves dèr, for ingen fødes dèr.

 

23 Dèr er ingen bekymringer, for de lider ikke dèr,

Dèr er ingen frygt, for der er ingen fældes dèr.

Dèr er ingen fjender, for de har overstået al strid.

Overalt i Eden kalder man dem

salige, for deres kamp er hørt op,

og de modtager deres kranse og hviler ud i deres boliger dèr.

 

24 Brødre, jeg så det sted og satte mig ned og græd,

For mig selv og for dem, der har det som mig,

Hvordan mine dage er nået til enden,

Brugt op en efter en, forsvundet, stjålet, uden at jeg sansede det.

Sjæleanger falder over mig, for jeg har mistet

Krone, navn og ære, klædning og lysets brudekammer.

Åh rigets bord – salig er den, der er værdig til at sidde med dèr!

 

25 Må alle lysets børn gå i forbøn for mig dèr,

At vor Herre dog må give dem en enkelt sjæl som gave!

Da ville jeg have fundet en ny grund til at prise Ham,

Hvis hånd rækker ud til os med al hjælp.

Han giver i retfærdighed og i nåde,

Giver mig i sin inderlige barmhjertighed fra sin nåde-skat.

 

26 Og hvis ingen åndeligt grim kan komme ind på det sted,

Så lad mig være ved Paradisets indhegning

                                       og bo i deres skyggefulde steder!

Og eftersom Paradis er som et bord,

Så lad mig i din godhed spise

de frugter der falder uden for, og lad det ske også for mig

som med hundene, der mættedes af krummerne fra deres herrers bord.

 

27 Og måtte jeg lære af historien om den rige mand, hvor mæt jeg bliver

af en krumme fra hans bord, han som ikke gav den fattige så meget som en krumme,

og lad mig se på Lazarus, der som et får græsser i Paradis,

og se på den rige mand, hvor han pines.

Da vil din retfærdigheds styrke uden for Paradis indgyde mig frygt

Men din godheds åndepust indenfor trøste mig!

 

28 Lad mig bo ved indhegningen til den have, så jeg må være

Nabo til dem indenfor, misundt af dem udenfor.

Hvem kan på én gang se på festen, der emmer af vellugt, og på straffen,

Samtidig se på Helvede og Haven.

Lad de kroner, der har derinde, bebrejde mig, hvor meget jeg har syndet,

Og lad straffen, de lider udenfor, lære mig,

                                            hvor stor din medynk med mig er!

 

29 Hvem kan bære at se til begge sider?

Hvis ører kan udholde lyden

De ondes stemmer, som i Helvede erklærer den Retfærdige for retfærdig,

Mens de gode synger lovsang i Haven?

De to sider ser forundret på hinanden;

Begges gerninger fremvises til formaning.

 

30 Måtte mine synder ikke blive åbenbaret for mine venner på den dag!

Men min Herre, sådan viser vi, hvor ynkelige vi er.

For når vore synder åbenbares for dig, hvem kan vi da skjule dem for?

Jeg har gjort skam en afgud for mig selv.

Virk, Herre, at jeg frygter dig, som er mægtig i din styrke.

Lad mig føle skam og være flov i dit nærvær, som er er mild.

 

31 Naboen er blevet ens gud, som man hele tiden vil være til behag.

Hvis man gør noget forkert, skammer man sig for ham, og hvis man sårer ham, bliver man bange for ham.

Og hvis man gør noget godt, ødelægger man det ved den ros, man får!

Sådan bliver man en slave på alle måder.

Den Gode gjorde os frie, men vi har gjort friheden til slaveri.

Lad os erstatte den herre, vi har gjort os selv til, med dig som Herre!

 

Hymne nr. 8

 

1 Der opkom i mine ører et ord, som frydede mig;

Det kom fra Skriften, som man læser, om røveren,

Og det trøstede mig midt i mine mange laster,

For Han havde medlidenhed med røveren. Måtte han bringe mig

Til den Have – det henrev mig med glæde at høre det ord,

Mit sind skar dets tømmer over for at komme til at skue Ham.

 

Omkvæd: Gør mig værdig til, at vi kan blive arvinger i dit Rige.

 

2 Jeg så en bolig dèr, en løvhytte af lys,

Og en stemme, som sagde: ”Velsignet være røveren,

Som har fået Paradisets nøgler gratis!”

Jeg forestillede mig, at han nu var dèr, men kom så i tanker om,

At sjælen ikke kan fornemme Paradiset

Uden dens fælle, dens redskab og lyre.

 

3 På glædernes sted blev jeg urolig,

Fordi undersøgelse af det skjulte ikke er til gavn.

Der faldt diskussions-trang over mig på grund af røveren,

For hvis sjælen kan se og høre

Uden om legemet, hvorfor er den så indelukket der?

Og hvis sjælen ikke i sig selv har liv, hvorfor bliver den da slået ihjel sammen med legemet?

 

4 Sjælen kan ikke se uden kroppen,

Legemet overbeviser derom, for hvis det mister synet,

Mister også sjælen synet, så den famler sig frem sammen med kroppen.

Se, hvor de søger og vidner om hinanden.

For som legemet har brug for sjælen for at se,

Således har sjælen brug for legemet for at se og høre.

 

5 Og hvis legemet er døvt, er sjælen døv med den,

Den er henlagt i tavshed, hvis legemet er forvirret i sin syge tilstand.

Og selv om sjælen skulle være til i sig selv og for sig selv,

Ville den ikke være til uden legemet, dens fælle,

Den er nemlig fosteret i skødet lig,

Som lever uden ord og forstand.

 

6 Og når sjælen, mens den er i legemet,

Ikke kan opnå erkendelse, fordi den er som et foster,

Hvor meget svagere vil den ikke være, når den forlader legemet,

Da den ikke har sanser, som kan være

Redskaber ud fra den og ved dens hjælp, den kan bruge.

Ved de sanser, som dens fælle har, kan den skinne og komme til syne.

 

7 Den velsignede bolig mangler ikke noget,

Et sted, som er fuldkomment og fuldendt på enhver måde.

Så sjælen kan i sig selv ikke komme derind,

Fordi det ville være mangelfuldt i alle måder:

i sanser og erkendelse. På opstandelsens dag

vil legemet med alle dets sanser

træde i Paradis, når det har nået sin fuldendelse.

 

8 For da Skaberens hånd formede

Og sammensatte legemet for at det skulle synge Skaberens pris,

Havde den tavse lyre ikke stemme,

Før Han til sidst blæste sjælen ind i det,

Så den kunne synge Hans pris, for lyrens strenge gav lyd fra sig,

Og sjælen fik gennem legemet evne til at tale med visdom.

 

9 Dengang Adam var fuldendt i alle forhold,

Tog Herren ham og satte ham i Paradis,

Men sjælen havde ikke kunnet træde derind af sig selv og for sig selv.

Sammen gik de to ind i renhed,

Fuldkomne på det fuldkomne sted, og sammen forlod de det urene.

Det lærer os, at de sammen skal gå ind igen i opstandelsen.

 

10 Adam var Paradisets vogter, men tog let på det.

For en listig tyv kom for at stjæle.

Han rørte ikke frugterne, som enhver ellers vi gå efter;

Han stjal havens beboer.

Hans Herre tog afsted og ledte efter ham.

                                 Han kom og fandt ham i dødsriget.

Han fik ham ud derfra og bragte ham ind i Paradis igen.

 

11 Det er altså skønne boliger ved indhegningen til Paradis.

De retfærdiges og retsindiges sjæle bor der,

Hvor de venter på deres elskede legemer,

Så når havedøren åbnes,

Skal legemer og sjæle sammen sige: Hosianna!

Velsignet Han, som bragte Same ud og førte ham ind igen sammen med de mange!

 

 

Hymne nr. 9

 

1 På jorden kæmpes kampen, men i Eden ligger herlighedens krans.

Himlen og jorden bliver ny ved vor opstandelse,

Han sætter skabningerne fri

                  og giver dem påskemorgens jubel sammen med os.

Vor moder jord – sammen med os - bragte Han vanære;

Han forbandede den ved hjælp af syndere

                                  og velsignede den med de retfærdige.

En dag fornyr den Gode ammen med hendes børn.

 

Omkvæd: Velsignet være Han, som i sit Paradis

                                            vil vende vort mørke til et glad lys!

 

2 Den onde rørte sin gift op og udstillede den for alle,

Men for alle gemte han de fælder, han havde sat

                                        og spredte sine net ud til alle.

Han lod klinte vokse frem for at kvæle de rene afgrøder.

Den Gode vil i sit Paradis forherlige

Og forsøde det, der var bittert for de sidste

                                        og overdynge dem med kranse.

For fordi de bar deres kors, vil Han føre dem ind i Eden.

 

3 Hvis du kunne tænke dig at komme op i et af træerne,

Vil det ganske danne trin med deres grene lige foran dine fødder.

Og vil lokke dig til at hvile oppe i dets krone

På en sofa dannet med dets grene som tæppe.

Sådan er de bøjet til og samlet, kompakt med frugter

 

4 Hvem har set et festmåltid i en trækrone?

Frugterne af enhver smag er tilgængelige og lige forhånden,

En efter en i rækkefølge kommer de i deres forskellighed,

Frugter, der kan spises og drikkes,

Dug til at vaske hænder og blade til tørre dem.

Det er en skat, som ikke mangler noget, for dens Herre er på rig på alle måder.

 

5 De ligger til bords i træerne i luft, der er fuldstændig ren,

Med blomster under dem, over dem frugter.

Deres himmel består af frugter, deres jord af blomster.

Hvem har nogensinde hørt om eller set

En sky over hovederne, der overskygger med frugter,

Klæder spredt ud under fødderne, blomster!

 

6 Et væld af nydelser, at inden et træ forlader dig,

Indbyder et andet dig. Alle fryder de sig over

Den frugt, du spiser og den drik, du drikker.

Du vasker dig i dug fra et andet træ og bliver ren,

Med harpiks fra endnu et salver du dig, duften fra et andet indånder du,

Du hører et andet træs sang.

                              Velsignet være Han, som gjorde Adam glad!

 

7 Det vifter med behagelige dufte af enhver art,

Og de skynder sig som Martha og Maria

                                       at komme med et forberedt måltid,

For festmåltidets gæster behøver aldrig at forlade bordet.

Den trætte Martha drister sig

Til at klage til Ham, som har inviteret til sit Paradis,

Hvor tjenerne står på nåle for gæsterne uden at blive trætte.

 

8 I Paradis suser vinde ud til de retfærdige,

En gør mæt, en strømmer med drikkelse,

En udsender en rund smag, en anden en fyldig smag.

Hvem har set vinde, som fører

vinde med sig, man kan spise, andre til at drikke?

En vifter med dug, en anden med cremer.

 

9 Åndeligt ammer vindene dem af ånd,

En fest uden trættende forberedelser, som ikke trætter hånden,

Ikke gør tænderne ømme, ikke gør maven oppustet.

Hvem har lagt sig til bords og nydt det uden at røre en finger?

Hvem er blevet mætte uden mad og er blevet opstemte uden at drikke?

Støvregn giver væde, en brise mætter.

 

10 Se på kornet som en hemmelighed, aftegnet i det åbenbare.

Når vinden er amme for hvede med dens aks -

Den ernærer gennem vindpust og modner det med sin styrke –

Hvor meget mere giver de velsignede vinde ikke bryst

Til Paradisets vækster, der har talens brug og er åndelige?

For det, som er åndeligt, har brug for åndelig næring.

 

11 Vinde nærer med dømmekraft dem, der har dømmekraft,

En vejrtype sætter fart på væksten, blæsevejr gør glad,

Et vejr får dig til at føle dig beriget, et andet overvælder dig med behag.

Hvem har nogensinde givet sådan glæde:

At spise uden hænder og drikke uden mund?

Et let og lifligt vindpust er som en amme, mundskænk og bager!

 

12 Også nu i dag på tornenes jord

Har vi markens aks, som Gud gav sammen med forbandelserne.

Ved hjælp af vinden bliver hveden til i dets aks.

Efter den Højestes vilje, Han som formår alt,

Er vinden amme for hveden og er som brystet, der bringer næring.

Sådan dannes et billede på, hvordan åndelige mennesker næres.

 

13 Når hveden således nærer os fysisk,

Hvoraf det meste bliver udskilt og udstødt ved toiletbesøg,

Når luften nærer og blæsten giver hveden vækst,

Hvor meget mere formår ikke de udsøgte briser

Fra Edens lader ikke at bringe åndelige mennesker?

Udsøgt saft til åndelige måltider!

 

14 Lær af ilden, at åndepust nærer alt,

For hvis noget er indesluttet, hvor der ikke er luft,

Blafrer flammen og trækket bliver svagt.

Hvem har set en mor give die

Fuldstændigt til alt? Alt afhænger af hende,

Og hun på sin side er afhængig af den Ene, som er den kraft, der opholder hele universet.

 

15 Kaldæerne blev til skamme,

                           fordi de ærede himmellysene med ordene:

”De alene ernærer alt med alt.”

For stjernerne, kornet, solen, krybdyr og mennesker

Modtager næring fra luften uden forskel,

Ligesom ilden lærer, som ernæres af vinden,

For ilden er ikke forskellig fra, men nært beslægtet med himmellysene.

 

16 Hvis sjælen virkelig skulle flyve uden luft,

og luften er som en søjle for vort legeme, som støtter sig til den,

Er vort brøds brød, hvorved vor mark gror –

Hvor meget mere glæder den velsignede luft

Ikke de åndelige. De spiser og inddrikker den,

De cirkler rundt og tager bad i luften, et nydelsesfyldt hav!

 

17 Paradisets duft er næring i stedet for brød,

Og den livgivende brise tjener som drik.

og sanserne vederkvæges af glædesbølger,

som kommer til alle i alle former.

I kraft af disse glæder er sanserne uden noget, der tynger,

Og time for time er de overvældet

                                 af begejstret forundring over Guds majestæt.

 

18 Her er vi altså fysisk sultne og har brug for næring,

Men der er det sjælene, der er sultne, ikke legemerne.

Sjælen modtager en føde, som passer til den.

Og mere end ved al mad

Styrkes sjælen derved af Ham, der føder alle,

Idet den som fåret græsser på dejlige enge og undres over dens skatte.

 

19 Legemerne med deres blodcirkulation

Renses der, som sjælene er renset.

Den nedtyngede sjæl får lette vinger,

Som ligner den utrolige evne til at tænke.

Og evnen til at tænke som altid er i urolig bevægelse,

Bliver helt rolig, sådan som Gud er i sin majestæt.

 

20 Sjælen er mere utrolig end legemet,

Men mere utrolig end sjælen er sindets evne til at tænke efter,

Men Guddommen er mere skjult end sindet.

Sjælens skønhed vil ved enden

Iklæde sig legemet, sjælen vil iklæde sig sindets skønhed.

Endelig vil sindet iklæde sig lighed med Gud i Hans majestæt.

 

21 Legemerne kommer på niveau med sjælene,

Og sjælen kommer på niveau med sindet.

Men sindet kommer på niveau med Gud i Hans majestæts ophøjethed,

Idet den zoomer ind på gudsfrygt og kærlighed.

Den stiger ikke for højt op og holder sig ikke for langt væk.

Med dømmekraft er den lidt afventende,

Mens dens himmelflugt er til gavn.

 

22 Hvis du er for grådig, irettesætter Moses dig,

For han tog ikke forsyninger med sig, da han steg op til bjergets top.

Han mættedes mere, fordi han var sulten,

                                     og han blev smukkere i sin tørst.

Hvem har set en mand, som trods sult

Indtog et syn, der fik ham til at skinne,

                                     inddrak en stemme og fik slukket tørsten?

Han blev tanket op med Guds herlighed, styrkedes og strålede derved.

 

23 Al vor føde ender som ekskrementer,

Afføring, som vi væmmes ved, og dets lugt byder os imod.

Maden tynger og udmatter os,

                                    og i for stor mængde giver den forstoppelse.

Og når glæden får os til at blomstre og nærer os,

Hvor meget mere næres sjælen ikke af bølger af glæde,

Når dets evner dier ved visdommens bryst.

 

24 En bæk af velbehag strømmer ned til beskuernes skare

Fra Faderens glans gennem Hans førstefødte.

Og de giver sig selv der hen i betagelse på synernes enge.

Hvem har set sultne der mættes

Med fedende mad og beruser sig i pragtfulde bølger,

Som strømmer ned fra den Værendes fantastiske skønhed.

 

25 Herren over universet er et skatkammer af alt muligt.

Han viser enhver efter evne i et glimt

Sin skjulte skønhed og sin Majestæts stråleglans,

Han er det lys, som får enhver til at skinne ved Hans kærlighed,

De små ved lysglimt fra Ham, de modne ved Hans stråler

Men Hans herligheds styrke mægter kun Hans enbårne Søn.

 

26 Enhver, som her renser sit øje,

Skal da kunne se Hans herlighed, som overgår alt.

Enhver, som her åbner sit øre for Ham,

Skal der kunne fatte Hans visdom.

Som enhver har dannet sit indre for Ham,

Skal han blive i stand til at samle sig skatte.

 

27 Herren, som er uden mål, giver føden til efter mål.

Hans udseende svarer til vort øje og Hans røst til vor hørelse,

Hans velsignelse til vor sult, Hans visdom til det, vi kan sige.

Velgerninger flyder over ved Hans gave,

Som fornyes i smag og har en herlig duft,

Virker i kraft og lyser med dens farver.

 

28 Hvem har set skarer, som får næring af herlighed?

Deres klæder er af lys, ansigterne stråler,

de tygger drøv på den mad, som er Hans gave,

kilder af visdom springer fra deres mund,

fred er i deres tanke, sandhed i deres erkendelse,

gudsfrygt i deres måde at grunde på,

                                 og kærlighed i deres trosbekendelse.

 

29 Herre, giv mine venner og mig,

At vi må støde på det, vi mangler at få af din gave!

Synet af kære Søn er en glædes-kilde.

Den som er værdig til at blive ovenud glad,

Foragter al mad. Enhver som ser på dig,

Får næring fra din skønhed, ære være dit skønne udseende!

 

 

Hymne nr. 10

 

1 Hvilken mund har tolket Paradis?

Og hvilken tunge har forklaret dets herlighed?

Og hvilket sind har udmalet dets skønhed?

For dets skjulte indre kan ikke udforskes.

Jeg forundres allerede over det synlige, som ligger uden for det,

Så jeg erkender, hvor langt jeg er fra dets hemmeligheder.

 

Omkvæd: Lad os se din retfærdige i dit Paradis!

 

2 I den kølige luft, som omgiver Paradis uden for,

Er de måneder kølige, som er hinanden nærmest,

Den triste februar måned er der som den strålende maj,

Januar med dens frosthårde storme

Er der som august med dens frugter, juni som oktober,

Den hede juli har oktobers dug.

 

3 Luften gør de svage måneder glade;

De er naboer til Eden, som jo giver sig selv glæde.

Månederne sender kaskader af blomster ud i Paradisets omkreds,

Så de altid kan flette en krans

af blomsterfloret, som kan kranse skråninger nedenfor,

for de er ikke værdige til at bekranse dets top.

 

4 For månederne med deres voldsomme storme kan ikke

Komme ind i Paradis, der er hensat i fred og ro.

Men hvis de har overvundet al forvirring

i luften som er uden for,

hvorledes skulle de da kunne nå frem til den herlige luft,

hvis himmelske åndepust skal opvække menneskene?

 

5 Stedets atmosfære ligner en prostitueret,

For de tolv måneder omgåes hende,

Og en efter en gør de med hende, hvad de vil, og voldtager hende,

Mens hun producerer frugter fra enhver af dem.

Men månederne med deres samlejer kan ikke nærme sig

den kyske og rene luft i dens renhed.

 

6 Der er kilden til deres blomster ikke gold,

For en måned bærer dens frugt, den næste: blomster.

Der bryder glædens kilder sig vej og vælder frem:

Vin, mælk, honning og tykmælk.

December frembringer græs og januar tør hvede,

Den nøgne og strålende februar frembringer der kornaks.

 

7 Månederne er ordnet i fire årstider

Med førstegrøden i den tredje måned,

I den sjette måned de fuldmodne frugter,

I den niende måned modnes

Den sene frugter. Sidst i årets krans:

De åndelige skud, som er ved at bryde frem med jubel.

 

8 Månen med dens faser frembringer forskellige blomster;

Grenenes knopper åbner sig i årets første måned,

Og ved fuldmåner springer de helt ud og breder sig til alle sider.

Sidst på måneden trækker de sig sammen,

Går til sidst til, men springer igen ud i månedens begyndelse.

Måneden er nøglen til skud og knopper,

At de åbner sig og lukker sig igen.

 

9 Hvem har set skød frugtsommelige med blomster?

Veerne ved månedens begyndelse får dem til lige pludselig at føde

Og lader dem vokse op sammen med den i dens faser af vækst.

De når til modning ved fuldmåne (midt i måneden) og blomstrer,

Og som måneden går mod enden, nærmer de sig falmer de

Og bliver gamle sammen med måneden,

                                    men ung igen, som den næste måned fødes.

 

10 Hver måned har sine frugter og blomster,

enestående skatte, som øges ved krydsning

Når to beslægtede blomster med hver sin farve

Placeret ved siden af hinanden og ligesom bliver ét,

Frembringer de en anden farve; ligeledes er det, når frugter er ved hinandens side,

Frembringer de en ny skønhed og blade med et anderledes udseende.

 

11 Træers årsrytme ligner en halskæde:

når de første frugter plukkes og er færdige,

Kommer de næste og så de sidste.

Hvem har nogensinde set en nyt års første frugt

Komme i hælene på det forrige år sene frugt,

Som når den yngste tvilling griber den ældstes hæl?

 

12 Frugternes moderskød med dets ’fødsler’ ligner

Ægteskabets kilde, som vælder ud med mennesker.

Der er de gamle, unge og dem midt imellem,

børn, som er født og babyer, som endnu ikke er født.

Deres frugter følger efter hinanden en efter en og dukker op,

I lighed med generationerne af mennesker uden ophør.

 

13 Floden af mennesker strømmer afsted i alle aldersgrupper,

Med gamle, unge, store børn og små børn,

Nyfødte i moderarme, og fostre i moderskød,

Sådan er også forløbet for frugter:

En strøm af fra de første til de sene frugter,

Bølger af frugter og en overflod af blomster.

 

14 Salig er den synder, som har fundet nåde på det sted

og er værdig til at få adgang til Paradisets omgivelser,

så, selvom han er udenfor, kan bespises han af nåde.

Som jeg tænkte efter, kom frygt atter over mig, fordi jeg var så dristig

at mene, at de, der finder nåde,

måske straffes og finder tilgivelse mellem haven og ilden.

 

15 Ære være den Retfærdige, som hersker i sin godhed.

Han er den Gode, der aldrig holder op med at strække sig ud,

selv til de onde udbreder Han sin barmhjertigheds skygge

og overskygger sine besiddelser med sin sky,

også over ilden lader den det dryppe med dug,

så i Hans barmhjertighed, smager de forbitrede forfriskende dugdråber.

Hymne nr. 11

 

1 Paradisets luft er en kilde med dejlige ting,

Deraf har Adam i sin spæde år hentet næring,

Og dets åndedrag var som et moders bryst,

                                             der nærede ham i barndommen:

Han var ung og strålende smuk.

Men da han foragtede buddet, blev han formørket og gammel og aflagt.

Han bar sin alderdom som en ond byrde.

 

Omkvæd: Velsignet være Han, som løftede Adam op

                                            og lod ham vende tilbage til Paradis!

 

2 Smertefuld frost, og hede med tørke

Er ikke på det velsignede sted med lyksaligheder.

Det er glædernes havn, og der mødes alt skønt.

Lys og fryd bor der,

Der er en skare med harpe, en bolig med lyrer,

Hosiannaråb og kirken med gentagne hallelujaer.

 

3 Den indhegning, som omgiver det er Fred, som give fred til alt.

Dens indre og ydre mur er den indbyrdes fred,

                                         som bringer forsoning til alle.

Keruben, som bevogter hele vejen rundt,

                                         glæder sig over dem, der er derinde.

Men truer dem, der er udenfor, som er kastet ud derfra.

Alt, hvad du hører sagt om dette rene og hellige Paradis,

Er rent og åndeligt.

 

4 Fortællingen om det skal ikke bedømmes af den, der hører den,

For det, der hører Paradiset til, kan aldrig bedømmes af mennesker.

For selvom det betragtes som jordisk ud fra de ord, der bruges,

Er det dog i virkeligheden åndeligt og uforfalsket.

Som med vindene: deres navne er de samme,

Men der skal sondres mellem den urene her og den hellige der.

 

5 Den talende har ikke noget andet virkemiddel

End ord og begreber, som kommer fra de synlige ting,

Så han kan for tilhørerne kan forme et billede på de usynlige ting.

For når selv havens Skaber

Har iklædte sin majestæt navne fra vor virkelighed,

Hvor meget mere må ikke Hans have være fyldt med ligheder med os.

 

6 Hvis nu nogen fejlagtigt fokuserer på de metaforer

For Guds Majestæt, da vanærer og fordrejer han

Med disse metaforer Ham, iklædte dem til menneskets gavn.

Snyder han Gud, som i sin godhed har bøjet sig ned

Fra det høje til menneskets simple tankegang,

                                        for skønt vi ikke er i slægt med Ham,

Har Han klædt sig i det, der ligner os for at bringe os til at ligne Ham.

 

7 Så lad ikke din forstand forvirres af forskellige navne,

For Paradiset har blot iklædt sig navne, som minder om dine,

Men det er ikke i fattigdom på ord,

                                 at Paradiset har iklædt sig dit billedsprog.

Det er din natur, der er meget svag og ikke formår

At begribe Guds Majestæt, men dens skønhed blegner meget,

Fordi de bliver malet med blege farver, som du kender.

 

8 For med dine svage øjne kan du ikke

Se spektret af stråler fra dets himmelske skønheder.

Han klædte dets træer i navne som vore træer

Og dets figner kom til at hedde det samme som vore figner;

Dets blade, som er åndelige, de blev begribelige og fysiske,

De forvandledes, så der blev lighed mellem bladene som klæder og vore klæder.

 

9 Meget mere tæt pakket i stråleglans står den nye jords blomster

End denne synlige verdens stjerner.

En del af dens duft vifter til os i Guds godhed,

Som en læge, der bliver hidkaldt mod lidelser

I forbandelsernes land. Som en helbredende duft, der helbreder

Den skrøbelighed, der kom ind med Eva.

 

10 Det åndepust, som udgår fra blot en lille og velsignet del

Af Paradis, forsøder bitterheden fra dette vort land,

Det mildner forbandelsen over vor jord.

Den have er livsånden

For denne syge verden, som hensygnede i svagelighed.

Han forkyndte, at livsmedicinen ville blive tilsendt os dødelige.

 

11 Hvorfor havde jorden behov for, at der fra oven

Skulle strømme en flod ned og dele sig,

Hvis ikke velsignelsen skulle blandes med vand

Og komme ud og slukke verdens tørst

Og gøre dens kilder, der var iblandet forbandelser, sunde,

Sådan som de usunde vande bliver gjort sunde ved hjælp af salt?

 

12 Det gælder også en anden kilde med dufte,

Som udgår fra Eden og synker ned i luften,

som en god brise, som rører vore sjæle.

Vort åndedrag helbredes ved dens lette vind

Med sundhed fra Paradis og kilderne modtager velsignelse

Gennem den velsignede kilde, som kommer derfra.

 

13 Et mægtigt røgelseskar spreder søde dufte

Og blander luften med duftene fra røgelsen.

Det fordeler et pust til gavn for dem, der er i nærheden.

Hvor meget mere gælder det ikke det fantastiske Paradis!

Dets indhegning er os til gavn og jordens forbandelse

Mildnes lidt med indåndingen af de aromatiske dufte.

 

14 Da de salige apostle var samlet,

Var der en rystelse og en paradisisk duft.

For Eden erkendte dem som sine beboere og lod sine dufte strømme ned

Til behag for forkynderne,

som skulle undervise og bringe indbudte til festmåltidet.

Menneskevenner længes efter dem, der skal træde derind.

 

15 God mig ved din nåde værdig til at finde Paradisets gave,

En skat af alskens vellugt, en lade med dufte,

For da nyder jeg udhungrede at indånde dets aromatiske stoffer.

Den duft mætter enhver til alle tider,

Og den, der indånder duften, henrykkes og glemmer sit brød.

Dette er Rigets bord! Velsignet være Han, som har klargjort det i Eden!

 

 

Hymne nr. 12

 

1 Noget dukkede op hos mig og foruroligede min tanke,

Og jeg ville gerne stille et spørgsmål,

                                          men frygtede for, at jeg var for dristig.

Men som Han dybt mærkede, hvad jeg havde i tankerne,

Omgærdede Han spørgsmålet med sin visdom.

Og jeg fik tillid fra ham til på grund af alt, hvad Han talte med mig om,

At Han tog det og beskrev det, jeg ville spørge om, i sine ord.

 

2 For om slangen lærte Han mig, hvorledes

Sandheden om de skjulte ting passerede over til den listige.

Han lyttede godt med og mente, at han nu vidste besked.

Stemmen kaldte på Adam og advarede ham

Mod træet til kundskab om godt og ondt.

D kløgtige slange lyttede og fandt forklaringen.

 

3 Og den snød landmanden til før tiden at plukke

af den frugt, der ville komme med sin sødme til sin tid,

den frugt er før dens tid er kommet bitter for den, der plukker den.

Slangen åbenbarede sandheden for Adam gennem en list,

For den var klar over, at det modsatte ville tilstøde den,

                                                     der overmodigt tog af frugten,

For den frugt, som tages ved en synd, bliver en forbandelse for den, der tager frugten.

 

4 Tænk på Uzzija, som gik ind i helligdommen:

Fordi han stræbte efter at blive præst, mistede han sit kongerige.

Adam ønskede at blive rig, men fordoblede sit tab.

Forstå træet gennem helligdommen,

Frugten gennem røgelseskarret

Og nøgenheden gennem spedalskhed.

For fra begge skatte er der udgået tab for dem begge.

 

5 Tag Abram, som tvivlede og spurgte:

”Hvordan kan jeg vide det?”

Han sagde, hvad han ønskede og fandt, hvad han ikke ønskede.

For Han belærte ham i få ord noget i stedet for noget andet.

 

6 Men så kom en anden Atlet, som ikke blev den skyldige.

Han iklædte sig den rustning, hvormed Adam var blevet besejret.

Fjenden så den rustning, som havde ført til Adam nederlag;

Han blev glad, men mærkede ikke, at han blev ført bag lyset.

Det, der var under rustningen, indgød ham frygt,

                                           men rustningen udenpå gav ham mod.

Den onde kom for at sejre, men blev besejret

                                           og kunne ikke blive ved med at kæmpe.

 

7 Læg godt mærke til, at den onde også der åbenbarede sandheden.

Han gengav Skriften der, han krævede sandheden der.

Han iklædte sig en salme for at sejre gennem det læste.

Men vor Herre ville ikke høre på ham.

Det var ikke fordi der ikke var noget sandt i det, han sagde,

Men for den onde havde bevæbnet sig med list.

 

8 Læg også mærke til legionen, da den i sin kvide bad

Om at fare ind i svineflokken, da tillod Han det og lod det ske.

I sin trængte situation bad den uden list om en pause,

Og vor milde Herre gav den det.

Hans nåde over for dæmonerne irettesætter de folk

Og viser, hvor meget Hans kærlighed anstrenger sig

                                                          for at frelse mennesker!

 

9 Da det nu den tale, jeg lyttede til, gav mig mod,

Knælede jeg der ned foran vor Herre, græd og sagde:

”Legionen fik af dig, det, den bad om uden tårer;

Giv mig det, jeg beder om under tårer!

Giv mig i stedet for svineflokken haven at komme ind i,

Så jeg i Paradis kan synge lovsang for Ham, som i sin nåde plantede det!

 

10 Fordi Adam kom det træ nær, skyndte han sig derefter hen til figentræet.

Han lignede figentræet, for han iklædte sig dets blade!

Adam blomstrede med blade som et symbol på korset.

Han kom til det utrolige træ,

Iklædte sig herlighed med det og fik stråleglans derfra.

Han hørte sandheden fra det, så han igen kunne gå ind i Paradis.

 

11 Job kan åbenbare jer Satans overmod,

For han bad og bønfaldt den Retfærdige om at tillade ham

At undersøge jeres sind i prøvelsernes ovn.

For den urene sagde således:

”Aldrig kan sølv renses undtagen med ild.

Bedraget skal blive til skamme, men sandheden blive lovprist!

 

12 Der står skrevet: ”Du må ikke vise personsanseelse over for en rig!”

Du må heller ikke hjælpe den fattige uretmæssigt i dommen.

Måtte dommen ikke blive blind med vægtskålene for øje,

Så sandheden må komme for en dag i alle forhold!

Når dommen lyder på tilgivelse, så lad os prise Hans nåde,

Og når den lyder på gengældelse, så lad os give Hans retfærdighed ret.

 

13 Vor Herre irettesatte dæmonen og fik lukket munden på den.

Han blev vred i tilfældet med den spedalske

                                                 og råbte ve over de skriftkloge,

Sammen med de rige. Han kastede svinene i havet,

Og lod figentræet på det tørre land udtørre.

Men det var alle anledninger til vor gavn,

For derved åbnede han de mægtige porte med stor dømmekraft.

 

14 For han truede ikke, men han skældte ud for at frelse,

Og selvom Han råbte ve, var Hans natur at bringe fred.

Selvom Han skældte dæmonen ud, var Han selv ren.

For det var ikke i vrede, at Han kom med befalingen om,

At svinene skulle kaste sig i havet, og det var ikke med had,

At Han lod figentræet visne gennem sine forbandelser over det,

Men gennem det alt sammen er Han den Gode.

 

15 To træer satte Gud i Paradis,

Træet til liv, det andet til kundskab,

Et par af velsignede kilder til alle gode gaver.

Gennem disse to herlige ting

Kan mennesker blive Guds lighed

Med udødeligt liv og en kundskab, der aldrig farer vild.

 

16 Med den åbenlyse kundskab, som Gud gav Adam,

Hvormed han gave Eva og dyrene navne,

Åbenbarede Gud ikke opdagelser af det, der forbliver skjult,

Men den skjulte erkendelse

Fra stjernerne og nedad kan Adam tage fat på

Undersøgelser af alt, som er i verden.

 

17 For Han ville ikke give ham kronen uden arbejde.

To kroner fremsatte Han i Adams kamp,

To træer, som skulle være kroner for Adam at kæmpe for at vinde.

Hvis Adam havde sejret i kampen,

Ville han have kunne spise og leve og spise og erkende,

Livets uden lidelse og visdom uden forvirring.

 

18 Den Retfærdige ville ikke give Adam kronen gratis,

Selvom Han havde givet ham at kunne have lyksalighed uden møje.

Han vidste, at hvis Adam ville, kunne han sejre.

Den Retfærdige ønskede at ophøje Adam,

For selvom englenes stand er stor af nåde,

Er frihedens krans slet ikke ringe.

 

19 I sin retfærdighed gav Gud dyret mange nydelser.

Det bryder ægteskabet uden skam, det rødmer ikke over at stjæle.

Den nydelse, som kommer til det, udlever den skamløst.

Det er fjernt fra at bekymre sig og føle skam.

Tilfredsstillelsen, det får, er nok til at opmuntre det,

Og eftersom de ikke opstår, er de uden anklage.

 

20 Den dåre, som ikke vil være sin ære bevidst,

Er tilfreds med at være et dyr og ikke et menneske,

Så han uden frygt for dommen kan lystre sine lyster.

Men hvis der var implanteret bare lidt

Fornemmelse af indsigt, ville vildæslerne måske have været i sorg

og have grædt over, at de ikke var mennesker.

 

 

Hymne nr. 13

 

1 Jeg siger, hvad der er nødvendigt, og lære det, som bør høres.

Søge det, som er til at begribe og forkaste for dyb en granskning,

Spørge om det, som er gavnligt for mig og sige det, som der godt for dig.

Det, som er fornødent vil jeg tage imod fra Nåden

Og det, som er nødvendigt vil jeg takke for.

Må min offergave af din nåde komme ind, dig til behag.

 

Omkvæd: Gør mig i din godhed værdig til lyksalighedernes Paradis!

 

2 I begyndelsen skabte Gud skaberværket som en kilde til et godt liv.

Det hus, Han byggede, gav føde til dets beboere.

De utallige skabninger, som er afhængige af Hans gave,

Deler Han ud fra sit bord til alt, der er til,

Dag efter dag det, der passer til dem hver især.

Giv os at bekende din godhed, du Gode!

 

3 Den fantastiske have, det kyske brudekammer,

Gav Han til ham, der er konge, formet af støv.

Han adskilte ham og helligede ham fjernt fra dyrenes bolig.

For Adam var strålende i alle henseender:

Hans bolig, hans mad, i hans glans og magt.

Velsignet være Han, som ophøjede ham over alle ting, for at han skulle bekende universets Herre.

 

4 Babylons konge ligner jordens konge Adam.

Begge ophøjede de sig over den ene Herre og blev ydmyget.

Han sendte dem i eksil, kastede dem langt bort.

Hvem vil ikke græde over,

at disse konger, frie mænd, foretrak undertrykkelse og slaveri.

Velsignet være Han, som har forløst os,

                                    så Hans billede ikke skal være i fængsel.

 

5 David græd over, at Adam var faldet

fra sin kongelige bolig til dyrenes bosted.

Eftersom han blev ledt den forkerte vej af et dyr,

                                                 kom han til at ligne et dyr.

Så han og dyrene spiste under forbandelsen

Af urter og rødder. Han døde og blev som dem.

Velsignet være Han, som har skilt ham ud fra dyrene igen!

 

6 Gud har nemlig taget sig for at forme et billede af Adam i den konge (Babylons konge).

Da han gjorde Gud vred på grund af sit kongedømme, tog han kongeværdigheden fra ham.

Den Retfærdige blev vred og forstødte ham til dyrenes bosted

Han og de boede i ørkenen,

Men da han angrede, vendte han tilbage til sin kongelige bolig.

Velsignet være Han, som lærte os at angre, så vi kan vende tilbage til Paradis!

 

7 Og fordi det ikke var let at se på vort fald,

Hvorledes og hvorhen vi faldt i begyndelsen,

Samlede Han alt og dannede et billede med denne konge.

For Han formede et billede af vort fald med hans fald

Og formede et billede på vor hjemkomst i hans hjemkomst gennem bod.

Ære være Han, som har opsat ham som billede for den bodfærdige!

 

8 Selvom kongen ikke brød sig om det, var det rimeligt,

at han skulle forblive på dyrenes bosted.

Men trods sit vanvid og vildfarelser havde han en erindring om, at han var menneske.

Og han bad om at måtte vende tilbage til sin bolig.

Og ved sin hjemkomst takkede han den God, som havde ynkedes ham.

Velsignet være Han, som i ham gav os et billede på hjemkomsten!

 

9 Læg mærke til, hvor stor vor skam er sammenlignet med ham:

Vor indelukkethed i mørke er behageligt for os!

Forbandelserne over jorden blev vor stolthed!

Hvor vi holder af vor indelukkethed i den dybe cisterne!

Som egypterne drukner også vi i havet.

Velsignet være Han, som ynkedes over os,

                                         så vi ikke skulle blive efterladt der!

 

10 Den Gode ønskede i sin kærlighed at irettesætte os, fordi vi havde forbrudt os.

Så vi måtte forlade Paradisets herlige brudekammer.

Han lod os bo sammen med dyrene, som voldte os sorg,

For at vi kunne indse, hvor lille vor ære var blevet

Og da bede og bønfalde om at vende tilbage til vor arv.

Ære være Han, som løste os, der var blevet viljeløse fanger!

 

11 Babylons konges forstand og dømmekraft var som et barns.

Mine brødre, jeres dømmekraft er fuldkommen ved vor Herre.

Han kom hjem til Babylon, begge er ikke mere til.

Men I, mine brødre, søg til jeres by,

For I og den vil sammen bestå til evig tid!

Salig er Paradisets beboere, for der er ingen, der bliver begravet de*r!

 

12 Tyrannen overlistede Samson gennem en kvinde.

Tyrannen overlistede Adam gennem en kvinde.

Samson trak møllestenen og Adam knoklede med jorden.

Samson bad om at blive sat fri

Og vi beder om at blive gamle i vor forvirrede tilstand.

Velsignet være Han, som befriede Samson og løste ham, der trak møllestenen!

 

13 Han er et forbillede på vor ypperstepræsts død.

For hans død bringer fanger tilbage til deres byer.

Ypperstepræstens død gav os vor arv tilbage.

Lad os med glæde bringe hinanden det gode budskab:

Se! Døren er åbnet og salig er den, som skynder sig ind!

Velsignet være Han, som lod os være i udlændighed uden hjemkomst!

 

14 Jonas vidste, hvortil den Retfærdige havde forkastet ham.

Han bad, og så vendte han tilbage. Men over os udtaler han dom, brødre,

Vi, som ikke engang mærker, hvor dybt vi er forstødt.

Jonas steg op (på stranden)- og bekendte troen og holdt ikke længere takken tilbage.

Men vi er ærgerlige, når vi løses fra vort åg.

Du holder os ud, som er sat fri, men dog klager over det.

 

15 Josef nød ikke ikke at være i fængsel,

På trods af den ære, der blev udvist ham,

                              for at han skulle være vor anklager, brødre!

Jo mere vi er i bundet, desto mere passer det os.

Han blev sat fri og blev ophøjet igen for at lære os,

At jeres hensovede ophøjes således i Paradiset.

De blev adskilt fra os for en kort tid, de er kommet til deres Herre.

 

16 Adskillelsens dag, som for os ligesom afskærer håbet,

Øger deres håb, fordi de vender tilbage til deres by.

Sorg hernede, glæde oventil,

I dybet er der trist, for der har man mistet deres stemmer,

Oventil er der glæde, fordi deres stemmer er blandet med seraferne.

Salig er den, som græder over sig selv, ikke over andre!

 

 

Hymne nr. 14

 

1 Vi er alle i alle forhold hver dag udmattet

Af at lære gennem prøvelsen ikke at være fange af det dennesidige.

Men på trods af, at vi erfarer dette gennem prøvelsen,

                                            tænker vi kun på det der er her.

Salig er den, der har taget stilling til, hvad der er gavnligt

For at samle rejsekost hen imod modtagelsen af vor Herre.

Salig er han, hvis Herre fryder sig over det, han har handlet sig til.

 

Omkvæd: Giv os at tage imod dit Rige med hosianna-råb!

 

2 Hvor meget ligner vi ikke slaven, som ikke tog imod

Frigivelsen, som blev givet ham i det syvende år?

Han lod sit øre gennembore og blev således så meget slave, som man blive.

De trætte, som I begraver, de rene, som I ledsager til graven,

Bliver frigivet gennem døden.

Bed om, at I også må blive værdige til at modtage jeres venner!

 

3 Jeremias blev smidt i en cisterne, der var til gavn,

For selvom hans løn blev stor, havde han ikke et ønske om at blive der længere end nødvendigt.

Men vi, hvis liv er blandet med alskens onder,

Vi beder om at blive efterladt her

Uden at lægge mærke til, hvor det er vi drukner.

Herre, lad os erkende, hvor det er, vi er i fængsel!

 

4 Af Daniel har vi noget at lære af, han som bad om

At forlade Babylon og komme til løftets land.

For Babylon er et billede på dette land præget af forbandelser.

Gud formede et billede og gav det til os, for at også vi

Skal bede om at vende hjem til hjemstavnen i Eden.

Velsignet være Han, som fører os ud og hjem i sin godhed

 

5 Og Noa var i forventning og bad symbolsk om

At blive befriet fra at være fanget i arken og komme ud,

Selvom der ikke var noget skadeligt derinde.

Hvor meget mere bør vi ikke opgive

Denne vor bolig, alle lidelsers hav!

Salig er den, som fører sit skib til Paradis!

 

6 I Egypten var Moses højt æret

Og blev kaldt søn Faraos datter, men accepterede det dog ikke.

Han foretrak at slide hårdt i det som hyrde.

Hvor skal vi ikke glæde os over at forlade

dette et liv som slaver og i stedet leve i frihed.

Salig er den, som finder friheden i Paradis!

 

7 Jakob førte sin fåreflok bort og bragte sin fars hjem.

Det er noget symbolsk i hans hjemfærd for dem, der søger indsigt,

et billede for dem der tænker grundigt over det. Lad os vende hjem til vor Faders hus!

Og, mine brødre, lad os ikke tage til fange i kærlighed

Til denne forgængelige verden, for husk:

                                   det er egentlig Eden, der er vor by!

Salige er den, som der har set sine venner!

 

8 Frugterne der er hellige, klæderne stråler,

Kronerne herlige, der er trin højt oppe,

Gode ting uden at man gør sig møje, et liv, glæder uden frygt,

Et bryllupsmåltid, som aldrig i evighed hører op,

Mens dette sted i mine øjne er som et straffens sted.

Salig er den, som siger: ”Vor Herre, befri os herfra!”

 

9 De himmelske væseners stemmer, de åndeliges sang,

Seraferne med deres melodiske sang, keruberne med deres vinger:

Der er intet i sammenligning med deres sejrssange.

De har deres glæde i den lovsang, de lader stige op.

De mættes alle dybt ved at høre lyrens klang.

Gør os værdige til sammen med dem begejstret at synge hosianna!

 

10 Hvis vi for et øjeblik fjerner sløret for vore øjne,

Og kaster et blik på det sted, så lad os angre vor tøven,

At vi har trukket det ud her i skyldens havn,

Hvor dets købmænd daglig lider tab,

Og skibe forlises og lasterne plyndres af pirater.

Salige er de børn, som kommer frem uden besvær.

 

11 Fårene kan græsse i Paradis uden frygt

Og Satan sørger, for han kan ikke sætte en plet på dem.

Lysten er også formørket, for den har ikke tilsmudset dem.

Men jomfruelighed fryder sig, for hun hersker

I de kyske templer, som aldrig er blevet bragt ud af fatning.

Salig er den, som er værdig til at nå frem til mødested!

 

12 Deres skønhed falmer ikke, deres stråleglans blegner ikke,

Forældre, der var hårdnakkede, vil angre,

                                  at de hengav sig til at råbe ad børnene.

Der vil de prise ham, som de her behandlede uretfærdigt.

De vil prise den Milde, som udholdt

Vor gråd og vor klage

Og vore sønderrevne klæder.

Velsignet være Han, som vi gjorde vred,

                                       for Han givet vore venner storhed!

 

13 Ære være Landmanden, som passer menneskehedens træ!

For Han plukker alle dage frugter til en offergave,

frugtsorter af alle størrelser og slags.

Og her er et under: skuddene overgår

de modne frugter i sødme.

Velsignet være Han, som har ofret en krans af børn til sin Fader!

 

15 Du Gode, før også mig fange hjem!

For mine forældre blev ført ud af Edens have til fangenskab

Til denne tornenes jord ved Satans råd,

Som forledte mig til at elske og holde af

Forbandelsernes jord, revselsens land.

Velsignet være Han, som bortførte os fangne, og dræbte ham, som havde taget os til fange!

 

 

Hymne nr. 15

 

1 Mine brødre, betragt vinden: selvom dens vindstød raser,

Er dens farve er ikke til at se, for den er skjult trods det, den finder åbenlyst sted.

Og skønt den ikke er tildækket og den ikke har noget at knytte sig åbenlyst til,

Er den både skjult og tilgængelig gennem dens blæst.

Sådan er det med Paradisets bolig: den skjult og åbenlys,

For selvom man kan forstå, at den eksisterer, kan man ikke fatte, hvad den er.

 

Omkvæd: Velsignet være Han, som kom og indbød verdenerne til sit Paradis!

 

2 Det træ, der kaldes kundskabens træ

Er symbolsk døren til Paradis.

Gennem kundskabelsens dør kan et menneske gå ind.

Det ligner dets utrolige Skaber:

Gennem kundskabens dør kan enhver, som er sensitiv,

Nærme sig Ham, der er skjult i sin skjulte bolig.

 

3 Iagttag denne kundskab, som er indgangen til alt:

Forstanden kan derved komme ind alle vegne,

Men der, hvor den støder direkte på vildfarelse,

Der rammer den en mur, og tilbageholdes.

Gennem kundskabens dør kan sindet komme ind

Og undersøge alle slags skatte

                                og bringe alle former for rigdomme med ud.

 

4 Tænk også på dengang, da en hær omringede Elisa;

En stemme blev nøglen, så disciplens øjne åbnedes.

På samme måde, da disciplenes øjne var tillukket,

Blev brødet en nøgle, så deres øjne åbnedes:

Der genkendte den Alvidende. Triste øjne

Oplevede en vision præget af glæde og blev straks fyldt af lykkefølelse.

 

5 Sådan kan det træ, som er kundskabens træ

Med dets frugt rulle skyen af uvidenhed bort,

Så øjnene kan erkende dette telts skønhed, som er skjult derinde.

Men fordi Adams familie spiste af træet i synd,

Blev den vision, der skulle føre til hjertets glæde, blev til hjertesorg.

 

6 Indsigt ligner en skatmester,

Som bærer nøglerne til læren på sine skuldre,

Og til alle lukkede døre smeder han en nøgle.

Han lukker de svære ting op uden møje,

Han underviser i det, der er åbenbaret og lærer andre det, der er skjult,

Han opdrager sjælene og beriger skabningerne.

 

7 Ædelstenene på den efod, præsten bærer ifølge forordningen,

Kalder han ”fuldkomne” og ”lysende”

Og også erkendelse og sandhed.

Præsten var klædt i kundskab for at kunne høre

Stemmen, der kom til ham fra det allerhelligste,

For den talte med ham derindefra mellem keruberne.

 

8 Præsten går iklædt kundskab, skjult i efoden,

Ind i helligdommen, der er et billede på Paradiset.

Han smagte symbolsk på træet gennem åbenbaringen.

De, som gik derind imod forordningen, døde,

Ligesom Adam døde af den utidigt spiste frugt.

Præsten iklædte sig hellighed, men Adam afklædte sig herlighed.

 

9 Uden den frugt kan forstanden ikke udforske

Det inderste i de træer, og præsten kan ikke udforske

åbenbaringernes skatte uden at have efoden på.

Den onde narrede og tilfangetog gennem to vidunderlige ting:

Adam ville blive en gud og Uzzija præst.

Den ene afklædte han herligheden, den anden iklædte han spedalskhed.

 

10 Den Ophøjede gav Adam Paradisets lyksaligheder,

Gav kongedømmets lyksaligheder til Uzzija.

Han holdt frugten tilbage for den ene, røgelselskarret for den anden.

Begge rev noget til sig, som ikke var dem givet:

Uzzijas navn fik røgelseskarret med den søde duft til at stinke.

Adams navn klang ubehageligt ved den velduftende frugt.

 

11 Det er let at forstå, at det er mennesker,

Der hader det skabet: de bliver selv hæslige og gør skaberværket hæsligt.

De ofrer og ødelægger kød, ægteskabet har de gjort urent og lod sig skille.

Guld gjorde de hæsligt med deres gudestatuer.

Adam er således blevet grim ved hjælp af det dejlige træ,

Det gjorde også frugten hæslig, fordi det blev regnet for at være skadeligt.

 

12 Røgelseskarret i det allerhelligste er tydeligvis dejlig.

Paradisets træ har man regnet for at være en dødbringende gift.

Hvis røgelseskarret er utroligt, er frugten det endnu mere.

Med det rene og herlige røgelseskar

Bragte den onde spedalskhed til kongemagten, og på samme måde

Har han i Paradis dræbt Adam ved hjælp af den gode frugt.

 

13 Også slangen, som talte et øjeblik,

Har Han formet som et eksempel gennem det æsel, som talte:

Det talte et øjeblik for at irettesætte den genstridige Bileam;

Også slangen talte for at prøve

Adam og Evas ører, som hørte to stemmer:

Da de hørte den bitres stemme, regnede de den Mildes stemme for forkert.

 

14 Slangen blev redskab for den onde, som klædte sig i den.

Da han fik øje på de fuldkomne, blev han svigefuld.

Han forberedte at narre de barnlige ører.

De enfoldige to lyttede ivrigt til hans ord,

For han viste stor omsorg og skjulte sin list for dem.

Senere i tid skal Iskariot lære dig om den onde som sit forbillede.

 

15 Læg mærke til den stærke gift, som volder verden stor forvirring.

Hvem kan holde den bitres hav tilbage?

Enhver har i sig dråber, som kan skade dig.

Judas er giftens skatmester,

Den onde er skjult, men hans billede kommer fuldt ud til syne i ham;

Hans historie er lang, men sammenfattes i Iskariot.

 

16 Æslet gør med få ord den onde til skamme,

For den talte sandt, men fra ham udgik der løgn.

Den veg til side for at undgå den grådige Bileam, som var fraveget sin vej.

Slangen veg til side og fik os til at vige af vejen, for at bringe os til fortabelse.

Den fordrejede vor forstand, så Gud fik den til at sno sig på dens færd.

Den måde den færdes på viser os, hvordan han fik os til at vige fra vejen.

 

17 Alt dette sammen med lignende ting, jeg har læst

Har i mit sind formet livets have.

Velsignet vær han, som er værdig til at nå frem til at nyde det.

Måtte nåden føre mig til dens frugter:

deres smag giver mig livet igen, deres duft får mig til at miste vejret,

Med en stråleglans, der når mig, med dug, der gør mig ren!