Efraim Syreren, Hymner om Kirken nr. 9

 

1. Når jeg nærmer mig dig,

fortrænger jeg ikke, at jeg har en svag natur,

for bare det at hensættes i tavs undren over dig,

ville være noget stort, hvis jeg fik indsigt.

Ingen bebrejder det netop fravænnede barn,

at det kun holder sig til dem, det kender.

Dets barnlighed bebrejdes det ikke

af den, der har nået skelsår.

Bebrejd mig ikke, nå jeg lader tanken dvæle ved dig,

for hvem tør fæstne blikket på dig?

Det var kærligheden, der vakte mig i min ringhed

til at synge min sang i dit nærvær, du Ophøjede!

 

Omkvæd: Omvend mig, Herre, så jeg frygtløst kan synge din pris, så godt jeg formår!

 

2. Min Herre, jeg står i gæld af to grunde:

jeg kender mig selv og jeg fornemmer noget af dig.

For mulden hænger ved dig, du Ophøjede,

støvet ved dig, du Mægtige!

Den lære, du giver, er en ny vin.

Den, der drikker deraf, glemmer sin afmagt,

taler uden frygt

og overvinder angst og tavshed.

Ved din kærlighed slår min harpe sig modigt løs.

Slå mig an, Herre, som du har for vane.

Spænd mine slappe strenge,

så de må spille melodier til din pris.

 

3. (Fornuften)

Min fornuft gav sig til at tale til mig,

roligt, men også heftigt stillede den

mig skarpe spørgsmål

og gav mig venlige råd,

både for at jeg skulle frygte og være fordringsløs,

ikke være hård og se ned på noget,

ikke give mig hen i foragt og ikke blive slap.

Med sin skarphed bremsede fornuften mig

og med sin mildhed belærte den mig:

 ”Din svækling, det må være dig nok,

at du sender lovprisning op i tavshed.”

Velsignet være den, der med indsigt

har forøget tungens tavshed.

 

4. (Kærligheden)

Kærlighedens råd forundrede mig,

så jeg lod hånt om tavshed:

”Betragt Johannes,

som begravede sin rædsel i kærlighed,

i sin ildhu sin store frygt,

og i sin stemme sin urokkelige tavshed.

Han svang sig frygtløst

op i det høje til Guddommen,

faldt ned ved Guddomskraftens bryst,

udfrittede Ham om den store gåde

og modtog klar besked.”

Velsignet være den, der hædrer denne taler

med en glæde, der overgår de tavses.

 

5.(Fornuften)

Derefter udbrød fornuften i mig:

”Fortæl os, du svækling,

om din undfangelse i moderskøet!

Hvor har du din begyndelse

og hvor dit endeligt?

Du havde ingen bevidsthed i skødet,

du vidste hverken hvorledes eller hvor du var,

ej heller kan du i dødsriget skønne,

hvor dit legeme da er,

og du raver rundt som i søvne.

Forstandens bøn for sig selv

ligner bølgen, der driver om på havet.”

Du skal ikke plapre løs, så begynder tanken at vandre,

men saml dit sind i tavs lovprisning!

 

6. (Kærligheden)

Nu var det kærlighedens tur, den råd til mig var:

”Ret blikket mod det vovemod,

som kun har foragt til overs for den mørke vej,

har været stærkere end tårer ved dødslejet,

har åbnet lukkede døre

og mætte folk rigeligt,

som skrevet står.

Moses dristede sig til

at ville se Guds herlighed;

Gud hindrede ham i det, men Moses lod sig ikke holde tilbage,

førend han så Gud og kom til at stråle.”

Velsignet være den, der gav

mennesker mod som et dyrebart våben!

 

7. (Fornuften)

Atter vendte jeg mig om mod min fornuft

og for sammen som en discipel,

da den irettesatte og belærte mig

ud fra eksemplet Daniel.

Da Daniel nemlig så en af vægterne,

gav hans hjerte og forstand sig til at vandre,

hans ydre og hans indre blev forvansket,

som der står skrevet.

Hans røst og hans kraft bortvejredes,

og hans tale forstummede, hans mund tav:

”Min søn, indskærp over for dig selv i din kraftesløshed,

at du ikke bliver dumdristig over for Gud i Hans storhed!”

Velsignet være den, der gav mig

to nøgler til at nærme mig dig fra to sider!

 

8. (Kærligheden)

Igen tog kærlighedens undervisning mig til fange

og gjorde mig til Ordets discipel.

Den bød mig at åbne øjnene,

så den kunne indplante ord i min forstand:

”Betragt og efterlign

den blinde, der råbte efter Ham på vejen;

menneskeskarerne råbte efter ham

for at få ham til at tie stille,

men han råbte endnu højere.

Hans dristighed var sød tale for hans Forløser.

Han tændte lys i de lamper, der var gået ud,

og ved deres skær kunne han se skaberværket igen!”

Salig er den, der har set den menneskevordne Guds skikkelse!

 

9. Mens de to kræfter i mig:

forstanden og ren kærlighed,

overfaldt mig i bølger,

bragte de mig i forlegenhed.

Den ene var voldsom over for mig,

den anden talte mig venligt til.

Den enes råd var dette: ”Nærm dig Ham!”

Den anden holdt igen på mig og sagde:

”Vær ikke så dumdristig at nærme dig!”

Derfor stod jeg midt imellem dem begge,

og jeg kunne hverken gå frem eller tilbage.

Jeg var således strandet mellem frygt og kærlighed.

Lovet være den, der ved sin afvejning

lod begge sider gå af med sejren efter sin vilje.

 

10. (Kærligheden)

Kærligheden tog herredømmet i denne strid og sejrede med ordene:

”Det første bud

er stort og dyrebart.

Det er hoved og konge over alle ud,

nemlig at mennesket skal elske og begære

Gud og sin næste.

Hvor findes den, der har elsket

og nogensinde har været i stand til

at udholde og lære at leve med,

at han ikke mere taler med den, han har kær,

eller som kan lade være med tænke på den, han elsker,

når dog kærlighed tilskynder ham til begge dele.”

Velsignet være den, der elskede os, så vi elsker Ham,

der både har talt med os og lyttet til os!

 

11. (Fornuften)

Forstanden tog atter magten i mig;

den rådede mig til at tie

og gik hårdt til mig for at bringe mig til tavshed;

den søgte af al magt at advare mig:

”Giv mig en prædiken om skaberværket

og gør det synlige klart for mig!

Lad os tage et eksempel: når solen synker,

hvordan kan den så stige op igen?

Ad hvilken vej kommer den tilbage til det sted,

hvorfra den står op?

Hvordan spredes

og samles månens lys?”

Min Herre, du har besejret mig!

Derfor beder jeg: Lad mig tilbede dig i tavshed!

 

12. (Kærligheden)

Kærligheden trak igen i mig

og jeg tav, for jeg var grebet af rædsel

og frygt, så jeg sank ned og druknede

i Guddommens vandfloder…

…

…

…

…

Din rigdom er spredt

for at du kan blive rig ved handel med den

som en købmand på havet,

der ikke rejser blot for udmåle det.

Tag hans rigdom med dig efter din evne.

Men vov ikke at veje den!

 

13. (Fornuften)

Fornuften i mig holdt mig ud fra sin erkendelse tilbage:

”Giv dig ikke til at udgrunde Guds storhed!

Evigheds-dybet har ingen kunne udforske,

hverken prædikanter eller tilhørere.

Deres forstand har ikke så engang kunnet røre ved det,

og deres prædikener har ikke kunnet udmåle det.

De har ikke kunnet tegne så meget som konturerne deraf med deres meninger,

hvordan eller hvor stort det er.

For intet tilvirket eller skabt

kan være til og samtidig udgrunde Gud.”

Lad tavs lovprisning stige op,

som din styrke er, du svage!

 

14. (Kærligheden)

Også kærligheden revsede mig

og vakte misundelse mod David.

Ånden fandt de rette udtryk for ham,

og så skrev han – den strålende discipel – det ned.

Moses berettede om skabelsen

som en husholder.

Profeterne prædikede omvendelse,

men apostlene udråbte nyheden om opstandelse.

For dem var tavshed ikke til gavn,

men derimod tale.

Velsignet være den, der har lagt mennesker

ord i munden, hvormed de kan takke Gud!

 

15.

…

…

den salige apostel blev bortrykket

og hørte ord, det ikke er tilladt

mund og ører

at udtale og høre.

Således var det også med Daniel:

en af vægterne viste ham

ord forseglet

i dyb tavshed og gådefuldhed,

for at den, der hovmoder sig og vil udgrunde Gud,

skal bringes i forlegenhed af en, som spiste grøntsager.”

Velsignet være den, der standser hovmodige

med tavshed, for at vi ikke skal gå for vidt!

 

16. (Fornuften)

Nu revsede min forstand mig:

”Du hovmodige, betragt

en dødelig konges krone!

Irettesæt sig selv, du forvovne!

For alle mennesker lever i frygt

og tøjles af dyb tavshed.

Hvem tør være løsagtig

over for kongernes Konges krone?

Kun et barn, der ikke ved bedre

eller en hovmodig, der ikke kender til frygt.

Barnealderen og hovmod kender nemlig ikke til orden.”

Velsignet være den, der formaner enfoldige

og kommer med advarsler til de hovmodige!

 

17. Kærligheden valgte af alle muligheder

en regel for talens udfoldelse,

ligesom også min forstand derefter

gav en regel for tavshedens udfoldelse.

Som fyrster gav de mig

en målestok for tavsheden og en for talens udfoldelse,

så min forstand hverken skal blive helt opslugt af tavshed

eller helt af tale,

så den i hovmod udgrunder og udforsker

den usynlige og den synlige sol.

Derved lærer vi at elske dens lys

og frygte for dens usynlige styrke.

Velsignet være den, der ved de to lærere

gjorde mig til en discipel med dømmekraft!

 

18. (Fornuften)

Min forstand gav atter råd:

”Se på Johannes,

den sejrrige naziræer,

profet, præst og forkynder af det gode budskab!

Han irettesatte, men var også nådig,

hævnede, men tilgav også.

Han, som råbte: ’Jeg er ikke værdig

til at løse Hans sandaler,’

var ikke hovmodig, da han døbte.

For hvis han ikke havde døbt,

ville tjeneren, der var under befaling,

have stået sin befalende Herre imod.”

Salig den, der havde indsigt,

for han udførte uden strid det befalede!

 

19. Hvor har kærligheden ladet dens strømme regne ned!

Den mindede mig om Sønnen,

hvis fødder synderinden kyssede

og hvis hoved Maria salvede.

Iskariot var hovmodig over for Ham

og en tjener slog Ham på kinden.

De skriftkloge og præsterne hånede Ham,

ligesom også levitterne gjorde.

Når der var plads til uretfærdig bespottelse,

hvor meget retfærdigere er det så ikke,

at der er plads til den, der bekender Sønnen af et rent hjerte!

Lovprisning tilhører dig,

som til sidst kroner ren kærlighed!

 

'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik

En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.

Men har de mon taget stilling til to ting:

1

Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.

Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.

2

Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.

Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.

Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.

Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.

Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.

Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.

Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.

Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.

Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?

Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:

"Den småmobsede tros dage er til ende.

De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,

provst Mejer er død."

Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.

Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.

Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".

Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!