Jakob af Sarug om faste

Tavshed

Det ser ud til, at der til at faste hører en afholdenhed fra ord. For Jakob lader fasten være en tid, hvor munden går i stå, ja, lukkes i, for at øret bedre kan lytte til ”lærens stemme”. (I.553).

Er særlig tid til åndelig høst/indsamling af forråd til resten af året

Det er en særlig tid, ligesom høstmåneden, hvor man grådigt indsamler alle sine afgrøder. På samme måde har sjælen en tid, hvor den samler sine afgrøder. Det er en særlig tid, som ikke er til rådighed resten af året:

”Der er ikke altid søde frugter at spise,

der er også en tid, hvor træet er rippet for blade.

Du kan heller ikke hver dag finde druer i din vingård,

men der er en særlig tid, hvor du kan samle alle dine afgrøder.

Heller ikke på marken hober der sig hele tiden neg op,

men der er en årlig måned, som avler en bunke på marken.”

Sjælen skal udnytte fasten til at indsamle forråd i sit indre forrådskammer; underforstået: resten af året skal dette forråd strække til:

”I denne tid, hvor sjælens forråd samles ind,

Lad da enhver være vågen og fylde sine forrådskamre med alt godt.”

Tøj

Tøj er altid vigtigt i syrisk kristendom. Afleverer man det gamle tøj til de fattige, så giver Kristus en ’lysfyldt herlighedsklædning’:

”Han vil udskifte dine syndelaser og dit slidte tøj, som er uønsket,

med en herligheds dragt, hvis du giver Ham det.

De rester, som kommer fra jeres frakkestykker,

giv dem til den fattige, så vil Han give en herlighedsklædning, fuld af lys.”

Men der er jo en mellemregning: Sammen med det slidte tøj skal også ens ’syndelaser’ afleveres, det første til den fattige, det sidste til Kristus. Hvor Luther ville tale om, at Kristus tager vor uretfærdighed og vi får Kristi retfærdighed i ’det salige bytte’, så taler Jakob om afhændelsen af ’syndelaserne’, altså bortskaffelsen af synderne og iførelsen af herlighedsklædningen i stedet. Men tilgivelsen af synder er her knyttet tæt til kærlighed til den fattige.

Løfter knyttet til almissen i fastetiden

Almissen giver afkast med det samme: den, der giver almisse, kan sove godt om natten uden hovedpine eller andre smerter:

”De tøjstumper og laser, som ’falder fra dit bord’,

giv dem til ham, og modtag en seng, hvor smerter ikke kommer til.

Ja, almissen bringer den rige til samvær med Lazarus efter dette liv:

”Kast noget til de trængende fra det, der er til overs fra din middagsmad,

(555) og gå hen og bliv forfrisket med Lazarus hos Abraham.

Bægeret med vand er afkølet til dig, som tørster, så tag imod din løn!

Hele skatten er fuld af en uendelig rigdom.”

Her er en meget kontant anvendelse af lignelsen om den rige og Lazarus fra Lukas 16,19-31

”Undlad noget af dit og giv det til den hvis mave er tom.” (555)

Såning

”I såtiden er der ingen, der sparer, når han skal sprede sæden.

For han ved, at han skal samle afgrøden svarende til såsæden.

Så almisser og du bliver ikke træt, du fastende!

For du skal høste herlighedens aks i den nye verden.

Giv dem, der har behov, mad, kast dine sædekorn ud,

Så himlen aldrig skal være uden afgrøder.” (556)

Fasten er såtid – høsten kommer i himlen, og mellemtiden mættes de sultne!

”I forhold til afgrøderne er alle landmænd hver dag oppe mod

frost og hede, græshoppesværme og lynnedslag og alle slags ødelæggelser.

…I himlen ligger almissens afgrøde,

der hvor frost og lynnedslag og græshopper ikke har magt.” (557)

Fasten er altså et ’landbrug’, som er forsikret mod tab!

Og som landmanden selv må ud på marken og så, skal også den fasten gå ud og mætte den sultne:

”Du, som faster: Kald på den fattige og giv ham brød!

Nej, han skal ikke komme, men følg du efter ham og fyld hans mave.

Jordene følger ikke efter deres landmænd.

De bærer selv sæden ud og kommer ud til deres marker.

Bær du sæden ud til de talende marker,

tag afsted og overdrag det og se på din afgrøde uden frygt!” (561)

Den fremmede

Det er en alvorlig sag, det med de fremmede:

”Åbn din husdør i kærlighed til den fremmede,

og alle døre til Riget vil stå åbne for dig!” (555)

Aksenaja betyder: fremmed, udlænding, pilgrim, gæst. Som adjektiv kan det betyde: mærkelig, usædvanlig. Det er et græsk låneord, det græske ord er xénos, som betyde: gæsteven, hvor der er en indbyrdes aftale om gæstfrihed; desuden: fremmed, vandrende, flygtning som har krav på beskyttelse, dertil: udlænding. Xénos står i modsætning til ástos, borgeren der har rettigheder. Hvad end staten gør i forhold til fremmede/udlændinge, så er kærlighed til den fremmede en forudsætning for indgangen i Guds rige ad ’alle døre’! Den ene husdør udveksles med de mange døre ind til Guds rige. Udtrykket ’kærlighed til den fremmede’ svarer nøjagtig til det græske filoxenía, et begreb, som Niels Nymand Eriksen netop har skrevet en bog om.

Kærlighed

”Hvad er din faste, hvis du ikke elsker din nærmeste?

For den faste, som Herren godkender, er at elske mennesker.” (566)

Og han fortsætter (566-567):

”Se, du må ikke hade din bror i dit hjerte, når du faster,

For at Kongen ikke skal rammes af en stank fra din faste.

Se, du må ikke forbande den, der hader dig, når du faster,

for at din faste ikke skal stinke af dine forbandelser, så den ikke bliver accepteret.

Din mund faster fra mad, så skal den faste

fra forbandelser, fra skældud og fra latterliggørelse,

fra pral og hån og strid og misbilligelser!”

'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik

En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.

Men har de mon taget stilling til to ting:

1

Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.

Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.

2

Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.

Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.

Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.

Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.

Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.

Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.

Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.

Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.

Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?

Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:

"Den småmobsede tros dage er til ende.

De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,

provst Mejer er død."

Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.

Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.

Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".

Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!