Elisabeth og Johannes Glenthøj
Bønner, prædikener, arabiske, persiske, græske og syriske tekster
Opdateret 2. juli 2026
Melodi: I østen stiger solen op (sunget to gange for hvert vers!). Eller Peter Abrahamsens nye melodi til "I østen stiger solen op". Hør den på CD'en: Peter Abramsen: Tit er jeg glad....
1. Jeg er så glad for denne dag,
hvor solen stråler flot,
og den er ikke mere svag,
for Gud sa’: Lys er godt!
Nu ganske snart er græsset grønt
af vintersæd i jord,
og lyset skinner skarpt og skønt,
på marker, hvor det gror.
2. Forleden lyste månens spot
på hele Danmarks nat,
da var det ikke gråt i gråt,
skønt lyset syntes mat.
Almægtige og kære Gud,
tak være dig, fordi
din måne skinner på dit bud,
når alle går i hi.
3. Lys op mig svage med din Ånd,
når tågen vælder op,
af ingenting gør hårde bånd:
vær den, der siger: Stop!
Du har os, Fader, ikke glemt!
Hav tak og lov og pris
for selv det lille bitte glimt
af selve paradis.
4. Og nu er natten snart forbi,
og mange sover godt,
og jeg kan også gå i hi
og drømme om Guds slot.
Nu skinner månen på sin vis
så højt på himlens hvælv,
og glorien spreder tågedis,
genskin af Lyset selv.
5. Et tænd-og-sluk-ur opfandt du,
sol-måne-sol - bliv ved,
det gør hvert øjeblik til nu,
kontrast til evighed.
Nu priser jeg dig, Fader god,
du lyser rundt omkring.
Dit lys bli’r næsten til en flod,
der flyder om min seng.
6. Sæt englevagt om mig, dit barn,
så intet skader mig,
fra nu af regner jeg for skarn
det, som er ikke dig.
Hør, vinden synger i din nat
og bruser frem med kraft,
og jeg bli’r ør og mæt og sat
af Åndens levesaft.
7. Så føles du på engang nær
med hjertets dybe fred.
Jeg synes ikke mig så sær,
fyldt af din kærlighed.
Vær nær især hos alle dem,
som er mit hjerte nært,
lad freden bo i vores hjem
i alt, hvad vi har kært;
8. og tilgiv ondt, som jeg har gjort
mod fjende og mod ven:
Jeg vælger også at se stort
på at de gi’r igen.
Jeg sender denne bøn som pil
af sted i Jesu navn,
hør mig, mens jeg mig ta’r et hvil,
lad lyse som en bavn
9. det navn, ved hvilket frelsen sker,
som jager djæv’len væk,
min Herre og min Gud, jeg be’r:
lad rinde nådens bæk!
Det væld, du giver den, der tror,
er vand til evigt liv,
det vælder op i hjertet, hvor
der før var strid og kiv.
10. Rutine dag for dag og nat
er som et reb i brønd,
og sådan blir jeg godt opladt
af spillet med min bøn.
Så bliver bønnen ikke lov,
men det, som der skal til,
så bliver bønnen til et tov,
som trækker livets spil.
11. Jeg uden dig er helt forladt
og som lidt vand hældt ud,
skønt ikke helt af tvivl besat,
jeg er dog som en klud.
Rejs op din tjener, som er træt
og glemmer håbets magt,
et under kan du gøre let,
det har du ofte sagt!
12. Lær mig at finde sted og tid
til bøn og tanker om,
hvad du har sagt og lært med flid,
fyld op min lampe tom!
For søvn, jeg fik, hav tak
for hvilen, du har sendt,
vend altid alting om fra krak,
vær Lyset, altid tændt.
Johannes Glenthøj, 2004 og 2011.
1. Helligtrekonger –
kommet er lyset og glemt kuldegyset,
tegn på Guds nåde lidt som en god gåde,
vise mænd vækker en tro, som helt rækker,
når vi tilbeder med dem den, som hedder:
Jesus, vor Herre og Redder,
frels os, som sørgende sidder!
2. Fader i himlen!
Hjælp vore døde, at de må dig møde,
hør deres dødsskrig, da legemet blev lig,
som når en røver på korset behøver
ord som forsvarer ham, så han alt klarer,
selv det at dø fra de kære;
hjælp os i tro det at lære!
3. Giv os din visdom,
du, vor fortaler, som gerne husvaler
dem, som i ånden be’r dig række hånden,
bær dem på hænder, som bønner opsender,
hør angstens kvaler, så du os tiltaler
midt i den værste ulykke,
si’r: nu kan du godt bortrykke!
4. Kom og tag bolig
i vores hjerte, som fyldes af smerte,
giv at i døden vi ser Morgenrøden,
dig, redningsmanden, når vi fra forstanden
faktisk er gået og dybest er nået.
Du, som gik ned i det lave,
frels os i grave og have!
5. Selv blev du gravlagt!
Derpå din Fader opstanden dig lader
stråle i herlig krop, fuldendt og særlig
derved at døden er opslugt af gløden
i guddomskraften, og nu levesaften
til evigt liv er Guds-Ånden,
så vi befries fra vånden.
6. Tak for dit livs-ord!
Når du oplyser os, som nu småfryser,
og gi’r os varme, som den der omarme
kan, når alt er brister, så livet vi mister,
glæde og fryde os og nu bortrydde
vantro, som vil os forstene,
frels os ved troen alene!
7. Se solen skinne
på vinterhimlen og finde i vrimlen
os hjerteløse, som gerne vil døse,
send os til andre, som tørstende vandre
skal i vor verden i al deres færden.
Giv os et hjerte, der gløder,
næsten i nød altid møder!
8. Solen i vesten
synker så sagte, men nyt liv den bragte,
så jeg kan sagte langt mere nu magte,
lad mig højagte dig, som ringeagte
ikke forsagte, men nåden dem rakte.
Sådan opbrems al min jagen,
skænk mig din fred midt i klagen!
9. Du stjerners stjerne!
Kom til min tue, når nog’t vil mig kue,
for du kan bruge selv mig, som kan ruge.
Kom, Ånd, som due med fred til min stue,
giv mig din lue, og giv mig din drue,
opfyldt af dig, Levesaften,
li’som det er juleaften!
Johannes Glenthøj, 2005.
Melodi: Hvad var det dog, der skete.
1. Blå himmel mig bebuder:
”Vågn op! Kom ud af dvalens tid!”
til mig bag mine ruder:
Nu er der rigtig bid!
Erantis er for længst brudt frem,
og vintergækker siger: Stem
nu i som en sirene!
Og sjaggere på grenen
er engle ved mit hjem.
2. De muntrer sig og smasker,
fordi de får hver dag nok mad,
det næppe overrasker,
men gør opstemt og glad.
Designeren af fugl og mand
er sådan, at han vil og kan
ernære hver med føde,
dermed kan kræfter gløde,
opvarme dåbens vand.
3. Da du var sammenblandet,
som Gud og mand, du villigt til
omvendelse i vandet
steg ned med alt på spil.
Du underordnede dig selv
i forhold til Johannes/elv;
trods det, du har al magten,
du tålte al foragten
her under himmelhvælv.
4. Derunder synger fugle
med tak for nok til deres flok,
for æblerne de gule,
dermed går de amok.
Tak siger jeg som dem til dig
for rigeligt til dag og vej
og lader nu mig bære
af dig og til din ære,
si’r til mismodet nej.
5. Det lyser gennem grene
med lys fra stjernen tæt på os -
vi er slet ikke ene,
al dårligdom til trods.
Giv os at kunne slappe af
i troen på, at nu som da
du kæmper for vor glæde,
gi’r fuglen nok at æde,
os mer’ end nok i dag.
Johannes Glenthøj, 2005.
Seneste kommentarer
12.08 | 09:41
- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.
11.06 | 12:37
"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞
22.09 | 17:58
Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.
01.12 | 17:13
"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.
'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik
En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.
Men har de mon taget stilling til to ting:
1
Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.
Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.
2
Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.
Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.
Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.
Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.
Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.
Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.
Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.
Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.
Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?
Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:
"Den småmobsede tros dage er til ende.
De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,
provst Mejer er død."
Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.
Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.
Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".
Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!