Jeg er så glad for denne dag

Melodi: I østen stiger solen op (sunget to gange for hvert vers!). Eller Peter Abrahamsens nye melodi til "I østen stiger solen op". Hør den på CD'en: Peter Abramsen: Tit er jeg glad....
1. Jeg er så glad for denne dag,

hvor solen stråler flot,

og den er ikke mere svag,

for Gud sa’: Lys er godt!

Nu ganske snart er græsset grønt

af vintersæd i jord,

og lyset skinner skarpt og skønt,

på marker, hvor det gror.

2. Forleden lyste månens spot

på hele Danmarks nat,

da var det ikke gråt i gråt,

skønt lyset syntes mat.

Almægtige og kære Gud,

tak være dig, fordi

din måne skinner på dit bud,

når alle går i hi.

3. Lys op mig svage med din Ånd,

når tågen vælder op,

af ingenting gør hårde bånd:

vær den, der siger: Stop!

Du har os, Fader, ikke glemt!

Hav tak og lov og pris

for selv det lille bitte glimt

af selve paradis.

4. Og nu er natten snart forbi,

og mange sover godt,

og jeg kan også gå i hi

og drømme om Guds slot.

Nu skinner månen på sin vis

så højt på himlens hvælv,

og glorien spreder tågedis,

genskin af Lyset selv.

5. Et tænd-og-sluk-ur opfandt du,

sol-måne-sol - bliv ved,

det gør hvert øjeblik til nu,

kontrast til evighed.

Nu priser jeg dig, Fader god,

du lyser rundt omkring.

Dit lys bli’r næsten til en flod,

der flyder om min seng.

6. Sæt englevagt om mig, dit barn,

så intet skader mig,

fra nu af regner jeg for skarn

det, som er ikke dig.

Hør, vinden synger i din nat

og bruser frem med kraft,

og jeg bli’r ør og mæt og sat

af Åndens levesaft.

7. Så føles du på engang nær

med hjertets dybe fred.

Jeg synes ikke mig så sær,

fyldt af din kærlighed.

Vær nær især hos alle dem,

som er mit hjerte nært,

lad freden bo i vores hjem

i alt, hvad vi har kært;

8. og tilgiv ondt, som jeg har gjort

mod fjende og mod ven:

Jeg vælger også at se stort

på at de gi’r igen.

Jeg sender denne bøn som pil

af sted i Jesu navn,

hør mig, mens jeg mig ta’r et hvil,

lad lyse som en bavn

9. det navn, ved hvilket frelsen sker,

som jager djæv’len væk,

min Herre og min Gud, jeg be’r:

lad rinde nådens bæk!

Det væld, du giver den, der tror,

er vand til evigt liv,

det vælder op i hjertet, hvor

der før var strid og kiv.

10. Rutine dag for dag og nat

er som et reb i brønd,

og sådan blir jeg godt opladt

af spillet med min bøn.

Så bliver bønnen ikke lov,

men det, som der skal til,

så bliver bønnen til et tov,

som trækker livets spil.

11. Jeg uden dig er helt forladt

og som lidt vand hældt ud,

skønt ikke helt af tvivl besat,

jeg er dog som en klud.

Rejs op din tjener, som er træt

og glemmer håbets magt,

et under kan du gøre let,

det har du ofte sagt!

12. Lær mig at finde sted og tid

til bøn og tanker om,

hvad du har sagt og lært med flid,

fyld op min lampe tom!

For søvn, jeg fik, hav tak

for hvilen, du har sendt,

vend altid alting om fra krak,

vær Lyset, altid tændt.

                      Johannes Glenthøj, 2004 og 2011.

Helligtrekonger

1. Helligtrekonger –

kommet er lyset og glemt kuldegyset,

tegn på Guds nåde lidt som en god gåde,

vise mænd vækker en tro, som helt rækker,

når vi tilbeder med dem den, som hedder:

Jesus, vor Herre og Redder,

frels os, som sørgende sidder!

2. Fader i himlen!

Hjælp vore døde, at de må dig møde,

hør deres dødsskrig, da legemet blev lig,

som når en røver på korset behøver

ord som forsvarer ham, så han alt klarer,

selv det at dø fra de kære;

hjælp os i tro det at lære!

3. Giv os din visdom,

du, vor fortaler, som gerne husvaler

dem, som i ånden be’r dig række hånden,

bær dem på hænder, som bønner opsender,

hør angstens kvaler, så du os tiltaler

midt i den værste ulykke,

si’r: nu kan du godt bortrykke!

4. Kom og tag bolig

i vores hjerte, som fyldes af smerte,

giv at i døden vi ser Morgenrøden,

dig, redningsmanden, når vi fra forstanden

faktisk er gået og dybest er nået.

Du, som gik ned i det lave,

frels os i grave og have!

5. Selv blev du gravlagt!

Derpå din Fader opstanden dig lader

stråle i herlig krop, fuldendt og særlig

derved at døden er opslugt af gløden

i guddomskraften, og nu levesaften

til evigt liv er Guds-Ånden,

så vi befries fra vånden.

6. Tak for dit livs-ord!

Når du oplyser os, som nu småfryser,

og gi’r os varme, som den der omarme

kan, når alt er brister, så livet vi mister,

glæde og fryde os og nu bortrydde

vantro, som vil os forstene,

frels os ved troen alene!

7. Se solen skinne

på vinterhimlen og finde i vrimlen

os hjerteløse, som gerne vil døse,

send os til andre, som tørstende vandre

skal i vor verden i al deres færden.

Giv os et hjerte, der gløder,

næsten i nød altid møder!

8. Solen i vesten

synker så sagte, men nyt liv den bragte,

så jeg kan sagte langt mere nu magte,

lad mig højagte dig, som ringeagte

ikke forsagte, men nåden dem rakte.

Sådan opbrems al min jagen,

skænk mig din fred midt i klagen!

9. Du stjerners stjerne!

Kom til min tue, når nog’t vil mig kue,

for du kan bruge selv mig, som kan ruge.

Kom, Ånd, som due med fred til min stue,

giv mig din lue, og giv mig din drue,

opfyldt af dig, Levesaften,

li’som det er juleaften!
               Johannes Glenthøj, 2005.

Blå himmel mig bebuder

Melodi: Hvad var det dog, der skete.

1. Blå himmel mig bebuder:

”Vågn op! Kom ud af dvalens tid!”

til mig bag mine ruder:

Nu er der rigtig bid!

Erantis er for længst brudt frem,

og vintergækker siger: Stem

nu i som en sirene!

Og sjaggere på grenen

er engle ved mit hjem.

2. De muntrer sig og smasker,

fordi de får hver dag nok mad,

det næppe overrasker,

men gør opstemt og glad.

Designeren af fugl og mand

er sådan, at han vil og kan

ernære hver med føde,

dermed kan kræfter gløde,

opvarme dåbens vand.

3. Da du var sammenblandet,

som Gud og mand, du villigt til

omvendelse i vandet

steg ned med alt på spil.

Du underordnede dig selv

i forhold til Johannes/elv;

trods det, du har al magten,

du tålte al foragten

her under himmelhvælv.

4. Derunder synger fugle

med tak for nok til deres flok,

for æblerne de gule,

dermed går de amok.

Tak siger jeg som dem til dig

for rigeligt til dag og vej

og lader nu mig bære

af dig og til din ære,

si’r til mismodet nej.

5. Det lyser gennem grene

med lys fra stjernen tæt på os -

vi er slet ikke ene,

al dårligdom til trods.

Giv os at kunne slappe af

i troen på, at nu som da

du kæmper for vor glæde,

gi’r fuglen nok at æde,

os mer’ end nok i dag.

Johannes Glenthøj, 2005.