Elisabeth og Johannes Glenthøj
Bønner, prædikener, arabiske, persiske, græske og syriske tekster
Opdateret 2. juli 2026
Melodi: Det dufter lysegrønt af græs.
1. De første vintergækker står
som nye nu derude.
Og som man vandrer om og går,
ses tegn, der kan bebude
en vår på ny
i vores by,
gi’r mod og lyst til livet,
som det af Gud er givet.
2. Velsign os her på denne dag
i kirken og derhjemme,
og lad os for hvert hjerteslag
dig overalt fornemme,
i nødens stund,
ved dag, ved blund,
som freden i vort indre,
når selvet bliver mindre.
3. Det føles godt at være ler,
som du med dine hænder,
gi’r form, som du, vor Skaber, ser,
er bedst, så vi som venner
med dig bli’r eet
i stort og lidt,
tak, at du vil os lære
tålmodigt alt at bære.
Johannes Glenthøj, 2006, 2013.
Melodi: Det er i dag et vejr, et solskinsvejr.
1. Nu lærer fugle os en takkesang
til pris for Gud af hjertet dagen lang:
Før én bli’r tavs, en anden straks begynder
at synge det, den kan, hør, hvor den nynner
til pris for dig, som gav den lyst til sang!
2. Se, sangere nu leder efter mad
fra busk til busk, fra gren til gren, så glad,
i træers top de indimellem synger,
så lette er de, at de vipper, gynger
og vender os til kærlighed fra had.
3. En rovfugl svæver rundt på himlen blå
og leder efter dyr på må og få;
den finder kun, fordi den altid søger,
sådan som vi i Helligåndens bøger
får næring til at dø og leve på.
4. Et pindsvin vågner op fra vinterhi,
nu er det slut med søvn og inerti.
Vi takker dig, Gud Fader, for naturen,
for knopperne på vej, for duers kurren,
fordi du gi’r os solens energi.
5. En anemone springer op og ud
af gamle blade, i sit fulde skrud.
Ved Herrens magt står mange blomsters hære
i flor, og kan endnu engang os lære
med kærlighed at synge for vor Gud.
6. Dit skaberværk fortæller om din magt,
om det, du har med visdom i det lagt.
Tænk at, hvad intet menneske kan vide,
vor Herre, du engang ved forårstide
stod op af døde, som du havde sagt.
7. Se, størst af alt er solen i dens kraft,
der atter sætter gang i træers saft,
og ud af ægget springer der en unge,
der synger med sin lillebitte tunge
om din opstandelse af grav med kraft.
Johannes Glenthøj. 2006, 2013.
1. Det er i dag et forårs-solskinsvejr!
En varme kommer over mark og kær.
Nu glemmer vi så ganske, der var dage,
hvor vi i vinter mismod fik at smage.
Vi takker Skaberen, som vi har kær.
2. Jeg får med ét fornyet sjæl og sind,
for solens lysvæld strømmer til mig ind.
Selv ind igennem husets forsatsrude
fornemmer jeg her vårens glød derude.
Jeg mærker dig, Guds Ånd, nu på min kind!
3. En tro på underfuld opstandelse
fordriver djævelens forbandelse.
Vor Herre Jesus Kristus, Morgenrøden,
optænd nu i os, nyskabt, hjertegløden,
så vi går rundt ved din opstandelse!
4. Den gamle sol har endnu liv i sig,
de forårsstråler danser rundt i leg.
Nu taler sol og stråler og dens varme
om Gud treenig, der os vil omarme
med lys fra Ham, som altid er på vej.
5. Så vil vi glemme vintermørkets tid,
gå ud i dagen frelst fra slangens bid.
Nu stiger lærken op til sky på vinger,
fordi du vil det, og som en budbringer:
Guds Sol steg op, og nu er Åndens tid!
Johannes Glenthøj, 2004, 2011.
Melodi: En lærke letted.
på marker, hvor der er vintersæd,
der er en ro over fjederhammen,
når svaner flyver fra sted til sted.
På dine vinger du bærer mig,
så er jeg aldrig helt væk fra dig,
tak, kære Gud!
2. Når jeg går ud af min lune stue
og driver rundt i det klare vejr,
så ser jeg klart, at på himlens bue
et lys så stort skinner til enhver.
Jeg blændes ganske af lyset hvidt,
som fejer hen over landet frit,
tak, kære Gud!
3. Nu er der krokus i alle haver,
de gule smiler, de lilla ler,
de løg, vi planted rundt i enklaver,
er nu fremspiret og lover mer:
at påskeliljer skal sidenhen
fremstå i haven som påskens ven,
tak, kære Gud!
4. I jorden gror også anemoner;
beskyttelse de af blade får.
Jeg ved, at de under bøgekroner
i maj som dejlige blomster står.
Trods vinters kulde de spired frem,
fra skoven hented jeg nogle hjem,
tak, kære Gud!
5. Den hårde jord blødes op til grøde,
den varmes op og blir forårsklar,
nu stiger lærken som fra de døde
og fuglens sang mig om hjertet tar.
Du Jesus, Frelser, som for os led,
som lærken steg du fra himlen ned
til vores sted!
6. Hvor dejlig frugtbar, parat og rede
ser mulden ud på en mark i vår,
en dag i marts sættes allerede
kartofler, spirede, år for år.
Således sår du dit Ord i os,
så der blir frugt, al vor synd til trods,
for du er med!
7. Et stille under, man særlig mærker,
når skaberværket blir til på ny,
da mågers flokke det syn forstærker,
for de på furen sig sætter kry.
Da fyldes sindet med tro igen,
på dig, vor Skaber og men’skeven,
som gir os brød!
8. Du er min Frelser, og også broder,
ved hvem alt skabtes, som der er til,
i alt det skabte der ligger koder,
som råber højt op om det, du vil.
Guds forårsvejr, kære Helligånd,
hold sammen på os med stærke bånd
af kærlighed!
Johannes Glenthøj. 2004, 2013.
Seneste kommentarer
12.08 | 09:41
- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.
11.06 | 12:37
"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞
22.09 | 17:58
Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.
01.12 | 17:13
"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.
'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik
En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.
Men har de mon taget stilling til to ting:
1
Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.
Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.
2
Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.
Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.
Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.
Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.
Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.
Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.
Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.
Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.
Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?
Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:
"Den småmobsede tros dage er til ende.
De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,
provst Mejer er død."
Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.
Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.
Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".
Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!