Navnets kraft | elisabethogjohannesglenthoj.dk

Ny bog: Navnets kraft - af Kallistos Ware - oversat af Elisabeth A. Glenthøj

Elisabeth har oversat denne lille bog, som her præsenteres med Grethe Livbjergs ord:

Kallistos Ware:

Navnets kraft, Jesusbønnen i ortodoks spiritualitet

Denne smukke bog er hans enkle indføring i denne bøn, som fra at have været en særlig ortodoks spiritualitet, er blevet alle kristnes eje.
Bogen er oversat af pastor Elisabeth A. Glenthøj, som med sit fine forord giver os et vidnesbyrd om, hvad Jesusbønnen kan betyde i dyb sorg og i det almindelige liv.
Forfatteren nævner fire ting, der medvirker til at Jesusbønnen er blevet så elsket: Dens enkelhed og fleksibilitet, dens fuldstændighed, kraften i navnet, den åndelige disciplin, der ligger i at gentage bønnen.
Kan man forestille sig en mere enkel bøn: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder”? Og dog er den så fuldendt. Den udtrykker vores tro på Den hellige Treenighed – og vi bekender vores situation: Vi er syndere, der behøver barmhjertighed.
Vi tror på og erfarer kraften i navnet. Det som vi i Apostlenes Gerninger læser om at disciplene erfarede: De helbredte og prædikede i Jesu navn. Navnets evangelium er dette skrift blevet kaldt.
Vi hører så meget om nuets kraft. Og sandt er det, at hvis vi var helt samlede i dette nu, det eneste vi har, så ville vore handlinger være stærkere, vi ville nå mere. Jesusbønnen både forudsætter at vi er til stede i det nu hvor vi beder den, men den er også den bedste hjælp til at leve i nuet. Den gentagne påkaldelse af Navnet kan ved Guds nåde føre os fra delthed til enhed, fra spredthed og mangfoldighed til en-foldighed.
Hvad skal vi så med det moderne mindfulness? I denne fra buddhismen udviklede terapi søger man sin egen ro og harmoni, hvilket ikke er forkert. Men i Jesusbønnen er Jesus i fokus for den bedendes søgen. Og i tilgift får man roen i nuet. Sagde Jesus ikke: Søg først Guds rige … og alt andet skal gives jer i tilgift.
Jesusbønnen er fleksibel. Den kan bedes overalt, under alle omstændigheder. Mens jeg skriver, kan jeg gøre ganske korte pauser, hvor jeg beder Jesusbønnen, og selv når fingrene danser over tangenterne, lever den i mig. Men der må være særlige tider, hvor bønnen fylder alt. Men netop i disse tider, hvor vi forventer indre samling og ro, optræder de adspredende tanker som en hær der vil bekæmpe vores samling i bøn. I stedet for at vende os mod dem, giver vi dem lov at være dér, men vi vender os mod Jesus. Han er det absolutte centrum. Vores strategi skal være positiv, ikke negativ: I stedet for at forsøge at tømme vort sind for det, som er ondt, skal vi fylde det med det, som er godt.
Kallistos Ware giver os i denne lille bog alt hvad vi behøver for at leve et ægte og sundt bønsliv: Betragt ikke påkaldelsen som bøn tømt for tanker, men som bøn fyldt med den Elskede.
Forfatteren citerer en bøn af Sankt Richard af Chichester:
O min barmhjertige Forløser, Ven og Broder,
måtte jeg se dig tydeligere,
elske dig inderligere
og følge dig tættere.
I denne bøn har vi Jesusbønnens retning og mål.

Grethe Livbjerg

98 sider, kr. 150,- , Boedals Forlag

Seneste kommentarer

12.08 | 09:41

- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.

11.06 | 12:37

"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞

22.09 | 17:58

Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.

01.12 | 17:13

"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.

Del siden

'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik

En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.

Men har de mon taget stilling til to ting:

Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.

Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.

Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.

Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.

Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.

Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.

Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.

Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.

Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.

Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.

Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?

Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:

"Den småmobsede tros dage er til ende.

De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,

provst Mejer er død."

Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.

Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.

Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".

Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!