Gregor af Nazianz' tale om Jesu gudddommelig OG menneskelige sider

Gregor af Nazianz, kristen forfatter fra det fjerde århundrede i datidens Lilleasien (idag: Tyrkiet).
 
Fra hans tredje teologiske tale.

Hvad har vi lært af Skrifterne om Jesus?
Vi har lært at tro på og lære Sønnens guddommelighed fra de ophøjede og mægtige ord i Skriften.

Hvilke ord er det?  Disse: Gud – Ordet – Han var i begyndelsen og med begyndelsen og begyndelsen.

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud (Joh. 1,1),

Han kaldte fra begyndelsen slægterne frem (Es. 41,4).

Han er den Enbårne Søn, som er i Faderens skød, hedder det, han har forklaret Faderen for os, er blevet hans tolk (Joh. 1,18).

Vejen, Sandheden, Livet, Lyset. Jeg er Vejen, Sandheden, og Livet. Og jeg er verdens Lys.

Visdom og Kraft, Guds visdom og Guds kraft (1. Kor. 1,24).

Afglansen, det udtrykte billede, segl; Han er en ren og klar udstrømning af Faderens herlighed, det udtrykte billede af hans godhed (Visdommen 7,26), og ham har Gud Faderen sat sit segl på (Joh. 6,27).

Herren, Kongen, den, der er, den Almægtige.

Han der er, og var, og skal komme (Åb. 1,8) – altsammen talt klart om Sønnen, med alle de andre ord med samme kraft, og ingen af dem er efterrationalisering, eller tilføjet senere til Sønnen eller til Ånden, eller for den sags skyld til Faderen selv.

Der var aldrig en tid, hvor Faderen var uden Ordet, eller hvor han ikke var Faderen, og hvor han ikke var virkelig, eller uden liv, eller uden herlighed, eller uden godhed. 

Det ophøjede skal vi tilskrive hans guddommelighed, og til den natur i ham, som er ophøjet over lidelse og som er ulegemlig.

Men alt det ydmyge skal vi tilskrive hans sammensathed, at han for vor skyld gjorde sig selv ukendt, uden berømmelse og blev kød, ja, blev menneske, og blev senere også ophøjet.

Det han var fra begyndelsen, blev han også ved med at være som menneske, det han ikke var, tog han på sig, nemlig at være menneske.

I begyndelsen var han uden årsag til sin væren, for hvad skulle være årsagen til at Gud er til?

Senere var der en årsag til at han blev født. Og årsagen var, at du skulle blive frelst, derfor var det, at han påtog vor natur, færdedes blandt mennesker i legemet,  Hans ydmyge natur som menneske blev Gud, fordi menneskenaturen blev forenet med Gud, og blev een person.

Alt dette skete for at jeg også skulle blive Gud i samme grad, som han blev menneske.

Han blev født, men har var født af Gud.
Han blev født af en kvinde, men hun var jomfru.
Som menneske havde han ingen far, men i sin guddommelige natur havde han heller ingen mor.

Han var i Marias skød, men blev genkendt af profeten, der selv var i skødet, som sprang for Ordet, som blev menneske for menneskers skyld.

Han blev svøbt i klæder (Luk. 2,41), men han tog gravens linnedklæder af, da han opstod igen.

Han blev lagt i en krybbe, men han blev æret af englene, han blev udpeget af en stjerne og tilbedt af vise mænd.

Han havde ikke en smuk skikkelse i menneskers øjne (Es. 53,2), men på bjerget skinnede han som et lyn og lyset fra ham var stærkere end solen (Matth. 17,2).

Dernæst Jesus – Gud og menneske
Han blev døbt som et menneske, men samtidig tilgav han synder som Gud han blev døbt, ikke fordi han havde brug for selv at renses, men for at han skulle helliggøre vandet til dåb.

Han blev fristet som menneske, men samtidig overvandt han fristelsen som Gud, ja, han henstillede til os at være ved godt mod, for han har overvundet verden (Joh. 16,33).

Han var sulten, men han gav mad til fem tusinde, ja, han er det brød, der giver liv, og det er fra himlen.

Han tørstede, og dog råbte han: Hvis nogen tørster, skal han komme til mig og drikke.

Ja, han lovede, at kilder skulle springe i dem, som tror.

Han var udmattet, men han er hvilen for de trætte, der bærer på tunge byrder (Matth. 11,28).

Han sov tungt, og gik dog let hen over vandet, han truede af vindene, han gjorde Peter let, da han begyndte at synke.

Han betalte skat, men med en mønt, der kom ud af en fisk, ja, han er den konge for dem, som krævede skat af ham (Joh. 19,19).

Han bliver kaldt en samaritaner og dæmonbesat, men han frelser ham, som steg ned fra Jerusalem og faldt blandt røvere; og dæmonerne anerkender ham, og han driver dem ud og sænker legioner af urene ånder i havet (Luk. 8,28-33), og ser dæmonernes fyrste falde ned som et lyn.

Han bliver stenet, men ikke pågrebet.

Han beder, men samtidig hører han bøn.

Han græder, men får også gråd til at høre op.

Han spørger, hvor Lazarus er blevet lagt, for han var menneske, men han opvækker også Lazarus, fordi han er Gud (Joh. 11,43).

Han bliver solgt, endda meget billigt, for tredive sølvmønter (Matth. 26,15), men samtidig frelser han verden, og det til en høj pris, for prisen var hans eget blod (1. Peter 1,19).

Som et får blev han ført til slagtning (Es. 53,7), men samtidig er han Israels, og nu også hele verdens hyrde.

Som et lam er han tavs, og dog er han Ordet, og bliver forkyndt af røsten i ørkenen (Joh. 1,23).

Han bliver slået og såret, og samtidig helbreder han enhver sygdom og enhver svaghed (Es. 53,23).

Han løftes op og nagles til træet, men samtidig genopretter han os ved livets træ, ja, han frelser endda den røver, som blev korsfæstet med ham (Luk. 23,43), ja, han indhyllede den synlige verden i mørke.

Han får eddike blandet med galde at drikke. Hvem?
Han som forvandlede vand til vin (Joh. 2,1-11), ham, som tilintetgør den bitre smag, som selv er sødme og helt igennem velsmag (Højsangen 5,16).

Han giver sit liv, men har samtidig magt til at tage det igen (Joh. 10,18), og forhænget flænges, for den hemmelige dør til himmelen er åbnet; klipperne kløves, de døde står op (Matth. 27,51).

Han dør, men giver liv, og ved hans død tilintetgør han døden.

Han begraves, men står op igen; han går ned i dødsriget, men han bringer også sjæle op igen; han stiger op til Himlen, og kommer igen for at dømme levende og døde, og for at dømme vore ord.