Artikel om Petter Dass' Herre Gud, dit dyre navn og ære - trykt i Nordisk Tidsskrift for Hymnologi

Petter Dass’ ”Herre Gud, dit dyre navn og ære” med indledning og fordanskning

af Johannes Glenthøj

Født i 1957. Guldmedaljeafhandling 1984. Master of Philosophy i jødiske studier fra Oxford Universitet 1986. Teologisk kandidat i 1987. Doctor of Philosophy fra Oxford 1992 på afhandling om 1. Mos. 4 i syrisk og græsk patristik. Kandidat- og seniorstipendiat ved Det teologiske Fakultet i Århus 1987-1995. Sognepræst i Nordby 1997 og siden 2008 i Samsø Pastorat. Har skrevet salmer, især med udgangspunkt i naturen, særlig fuglelivet, på Nordøen på Samsø.[i]

Mail-adresse: jbg@km.dk

Redaktøren har bedt mig skrive lidt om, hvorfor jeg har fordansket Petter Dass’ salme. Det kommer sig af, at da jeg fik lyst til at se hele digtet i Mallings Salmehistorie, betog det mig ikke mindst, at digtet indeholder et rigtigt fiskevers! Derudover fandt jeg det også godt med den klippe-faste tro på, at Gud nok skal få sin ære, om menneskene så nægter at udsige den. Salmedigterens ord virker friske den dag i dag. Redaktørens udfordring har ført mig vidt omkring. Og jeg har også derved fået dannet mig lidt af et svar på, hvad denne friskhed hos Petter Dass skyldes. Dels skyldes den digterpræstens kendskab til kamp for levebrød og hans livslange omgang med fiskerbønder. Dass endte med at sejle en gros med torsk samt andre fisk til Bergen med sine jægter (både med ét stort råsejl og et stagsejl). Et farefuldt erhverv – en af hans jægter gik ned, og han selv skulle havde været med ombord. Men hvad med mandskabet, som faktisk har været ombord ved forliset? Det melder Petter Dass intet om i det digt, hvor hændelsen omtales! Digtet er en del af Katekisme-Sangene, ”Den Anden Sang” i Peter Dass’ gendigtning af Fadervor, altså over bønnen: ”Helligt voorde dit navn”.

Renaissancens drøm var det store digt, skriver F.J. Billeskov Jansen i Dansk Litteraturhistorie[ii]. Medens Anders Arrebo af kansler Christen Friis foranlediges til at skrive en dansk pendant til Guillaume du Bartes: La première Semaine (1579), Den første Uge, får Petter Dass (PD) ingen tilsvarende opgaver eller chancer fra oven.[iii] Det storladne digt er også PDs prætention. Først med Nordlands Trompet, siden med Katekismesangene og Evangeliesangene, antagelig skrevet mellem 1674 og 1681.[iv] Katekismesangene får Dass aldrig udgivet i levende live – de udkommer først i 1715.[v] En tilsvarende skæbne oplevede andre, så som Anders Bording, hvis poetiske skrifter Fr. Rostgaard besørgede udgivet i 1735 længe efter Bordings død i 1677. Meget beroede på, om man havde mulighed for og adgang til at få sin digtning trykt.

Om PD fortæller A.E. Erichsen i Dansk Biografisk Lexikon (1890): ”Uagtet D.s større Skrifter alle vare fuldt færdige til Trykken, endog med Fortaler og Tilegnelser, fra hans Haand, udkom intet af dem og sandsynligvis heller ingen af hans mindre Digte, medens han levede.” Alligevel var PDs digtning for længst spredt viden om i hans levetid. Det skete gennem afskrifter. Da værkerne tryktes, skete det ofte som ”herreløst Gods” overalt i Norge, hvor der var et trykkeri, og også til dels i Danmark. Erichsen nævner, at der i 1890 kendes omtrent 25 udgaver; dette tal er nu forøget til mere end 50 udgaver af Katekismesangene.[vi]

Det storladne digt var også landskabsdigtningen. Kingo skriver til Peder Hansen Resens Atlas Danicus en beskrivelse af Kronborg på vers. Det nærmest PD kommer til en sådan skildring er hans  Plaster tjenlig at lægge paa de brændte saar Indbyggerne i BERGENS Stad blev plaget med den 19de Maj 1702.[vii]  Men mere interessant er Kingos beskrivelse af Samsø på vers: Samsøes Korte Beskrivelse, der i 1675 udkommer sammen med Descriptio et illustratio Samsoe af Peder Hansen Resen. Anledningen var Peder Griffenfelds køb af Samsø i 1674. En helt anderledes livsfrisk og omfattende beskrivelse på vers er PDs Nordlands Trompet eller Beskrivelse af Nordlands Amt, som blev til i årene 1678-1692, men først blev trykt i 1739. Stofkilden for PD var ikke mindst Peder Clausen Friis: Norriges og omkringliggende Øers sandfærdige Beskrivelse (1632). Imidlertid digter Kingo om et Samsø, han formentlig aldrig har sat sin fod på, selvom han indleder således:

Saa vil jeg vove det mig ud til Seyls at give,

At jeg til Samsøe-Land kand lykkelig opdrive,

Mand og vel finder der, saa vel i fordum tiid

Som end paa denne dag, det som er værdt min fliid...[viii]

Den sidste sætning demonstrerer, at Kingo ikke kender øen af egen erfaring; men for ham handlede det jo også om at besmykke Griffenfelds overtagelse af øen. I modsætning hertil skriver PD i Nordlands Trompet direkte til sin egns folk og om det Helgeland, han kendte ud og ind – bortset fra den nordlige del af Nordland, hvor heller ikke han havde sat sine ben. Om noget meget velkendt skrev Kingo for sit vedkommende i det overdådigt barokke digt Sæbye-gaards KoeKlage og Denne Vel bereede Mortens-Gaas udi et Binde-Brev forestillet paa Mortens Dag.[ix]

I ”Herre Gud, dit dyre navn og ære” er udgangspunktet i første vers et landskab, der præges af dybe afgrunde og grønne lunde. Det er landet fra kysten og ind i landet. ”Fra Dalevisen til Nordlands Trompet fører en vei fra store skoger og fjell som stenger, ut til et land ved havet der bølgene bryter mot holmer og skjær. Innland og kystland står mot hverandre, som de gjorde de i samtidens historie.”[x] Og lovprisningen er ikke abstrakt, bibelsk, alene;[xi] den er realistisk, konkret, forankret i den allernæreste virkelighed hos den enkelte bonde og hans familie, hvordan Guds gaver nærer dem fra år til år.

Man kan overveje, at parallelt med det tolkende digt der hørte til det trykte emblem – og 1600-tallet vrimlede med emblem-bøger – bliver PDs katekismus-sange en lignende tolkende digtning i tilknytning til katekismens enkelte ’deviser’. ’Emblemet’ for ”Herre Gud, dit dyre navn og ære” tilvirkes, om man ville, ligesom titelbladet til Kingos salmebog: Det viser nemlig den grundlæggende stemning, som også behersker PDs digtning over skaberværket. På titelbladet fremstilles den himmelske verden og jorden som en lovprisning af Gud. Øverst på titelbladet hedder det (over stjernehimlen): ”Lofuer Herren I Himle og de Vande Som ere ofuer Himlen Halleluja!” Dernæst: ”Lofuer hannem alle hans engle og alt Hans hær (sic) - Soel, maane, alle liuse stierner lofue hannem”. Og under himlen på jorden hedder det: ”I Konger paa Jord unge drenge og Jomfruer, de unge med de gamle Skulle lofue Herrens nafuen”, og nederst: ”Louer Herren paa Jorden, i Hvalfiske og alle dyb, berge og træer, diur, orme og fugle Ps. 148”. Hans Midbøe skildrer PDs digt i forhold til samtiden: ”Petter Dass’ lovsang slutter seg til en hel genre innenfor samtidslitteraturen, men den er allikevel på mange måter enestående: så myldrende rikt et naturbilde, så fengslende et liv og så mektig en natur, har neppe noen annen av tidens diktere hatt som grunnlag for sin lovsang. Her er ikke lenger noe fremmed preg i stoffvalget, og gruntonen er med ett blitt så livlig og allikevel fast, at en må helt tilbake til de store kapitler i Nordlands Trompet for å finne maken.” ”Herre Gud, dit dyre navn og ære” er en lovsang til den mægtige Herre, ”som både er nordlandsk og barokk-europeisk i sin grunnfølelse og stil.” [xii]

Gennem sit præsteliv havde Petter Dass som sagt et praktisk og livsnært syn på livet. Som hus-kapellan på Nesna for sognepræsten Hendrich Dingkloug led han af stor fattigdom. Da endelig Dingkloug dør i 1681, begynder det at lysne for Petter Dass rent økonomisk, han bliver residerende kapellan, og i 1680’erne tager hans formue til år for år. I 1689 bliver han sognepræst på Alstahaug, hvor han er til sin død i 1707.

I slutningen af 1670’erne vender PD sig mod religiøs digtning, blandt andet inspireret af Dorothe Engelbrethsdatter, hvis Sjælens Sangoffer han modtager fra hende på anmodning.[xiii] Et incitament til at digte katekismesangene var, at der i kirken ikke var nok plads, og lyden er notorisk ikke god, så folk kan ikke godt høre. Flere forsamlinger opstår, hvor evangeliet læses, og PD digter sine evangeliesalmer. Hensynet til sang- og læsekreds er afgørende, og derfor vælger PD tidens populære visemelodier først og fremmest. Disse melodier er bestemmende for digtenes metriske opbygning.[xiv] Da katekismesangene trykkes i 1715, forsvinder de verdslige visemelodier.[xv] Jon Haarberg nævner, at det parodiske i brugen af verdslige melodier formentlig ingen effekt har haft i Nordland, hvor de verdslige tekster ikke har været kendt, kun melodierne gennem PDs salmer og sange.[xvi]

En anden digter er allerede nævnt: Anders Arrebo, Ærø-boen, som bliver biskop i Trondhjems Stift i 1618. Blot fire år senere mister hans sit embede igen og tyer til Malmø. Nu bliver han for alvor digter. Han går i gang med et stort anlagt arbejde: at sætte alle Davids Salmer på vers (1623). Arrebo får embede igen, nu som sognepræst i Vordingborg (1625), og her er det, at hans ”Rapport om Skabelsens seks Dage” bliver til.[xvii] Hvad PD angår, begynder hans kristelige digtning i en tid, som til dels er præget af krig og andre ulykker, som blev forstået som Guds straf, hvor kongen udformer forordninger om levevis og bededage.[xviii] I øvrigt erklærer PD ved slutningen af sit liv om sit forhold til Arrebo:

Blant dem hvoraf gaar savn
I voris Dannemark,
Hvo bære bør det Navn;
Poeters Patriarch;
Jeg frit bekiender her,
At Arbo var den første,
Men frem for een og hver
Er Bording dog den største...

Hvert ord udaf hans Mund

Udrant som af een flod...

Jeg ey den Maade naaer

Som Bording hafde fat.[xix]

Især er der en forbindelse, omend meget indirekte, til PDs digtning: Arrebo henter friske naturbeskrivelser fra Norge. Digtet Hexaëmeron udkom i 1661 næsten en generation efter Arrebos død, ikke længe før  PD tager fat på sin digtning. Det norske fjeld-landskab kommer hos Thomas Kingo ind i hans digtning, både som en bibelsk efterklang, men vel også -  det ville være forståeligt - som en hyldest til Sille Balkenborgs fødeegn, i Aandelig Sjunge-Kors Første Part (1674) i salmen: ”Nu rinder solen op af østerlide” – en erindring om solopgangen på fjeldet. Ligeledes maler Kingo i digtet Chrysillis et billede af hende på ”dend høye hald”, hvor solen ”randt op, forgylte Klippens Top”.[xx] Alligevel skal man vel være forsigtig med den slags slutninger. Et eksempel fra Kingos Samsøes Korte Beskrivelse peger i den retning. Således digter Kingo:

Da fanged Klippen an sin hoorned Kam at reyse,

Og bierge-toppen da mod Himmelen at kneyse,

Her blev saa rag en Klint, og der en lystig Dal,

Men hisset blev en Skow og frydig Fugle-sal.

I øvrigt er der et utal af stednavne på Samsø alene, der ender på –bjerg!

Som Arrebo gendigtede Davids Salmer, henter også PD inspiration herfra til sin ”Herre Gud, dit dyre navn og ære”.[xxi]

Arrebo var den første, skriver PD, men i fortsættelsen hører vi, hvem der er den største, den som overgår alle, den som PD beundrede til det sidste: Anders Bording.[xxii] Interessant er det, at Bording selv sporadisk gav sig af med at digte åndelige viser, blandt andet også om Davids Salme 1 og 2.[xxiii] Bording var i sin samtid kendt for sine bryllupsdigte og ikke mindst Den Danske Mercurius, månedsavisen på vers, som han udgav i perioden 1666 til sin død i 1677, hvori han skildrede aktuelle forhold i Danmark og omgivende lande, land for land.

Mens Kingo på én gang får rigtig mange salmer i trykken, nemlig i den nye salmebog, der udkom i 1699, så ’udkommer’ PDs digtning lidt efter lidt og skrives af, så hans digtning i hans egn bliver kendt, sunget og elsket. En central skikkelse, hvad angår udgivelser i København, var hofpræsten Peder Jespersen. PD havde forsøgt at få Jespersen, som var hans fætter, med hvem han havde studeret, til at udgive sit værk, men uden held. I en ny tid får Jespersen dog udvirket trykningen af Katekismesangene i 1715. [xxiv]

PDs første store kristelige digtning knytter sig som sagt til Luthers lille katekismus: katekismesangene over trosbekendelsen, fadervor samt dekalogen. Meningen var at opbygge ikke mindst ungdommen; denne digtsamling skulle supplere og understøtte oplæringen i katekismen. Begynder PD med katekismen, så slutter han med kirkeårets struktur, idet han skriver evangeliesangene, udgivet sammen med svogeren Steen Wirthmanns epistelsange. Anders Bording skrev for øvrigt nogle få evangeliesange. Allerede Niels Jesperssøns Graduale (1573) er indrettet efter kirkeåret, og netop kirkeåret er strukturen i Kingos Vinterpart og senere i ”Kingos salmebog”, altså den nye kirkesalmebog udkommet 1699, i modsætning til Hans Thomissøns salmebog, hvis struktur var dogmatisk med kristologien som portalen ind i salmebogen.[xxv]

Forud for min fordanskning i 2004 havde PDs salme været et diskussionsemne i dansk kirkeliv, men jeg er mig ikke bevidst, at jeg fordanskede salmen i kølvandet på den diskussion, skønt jeg kan ikke afvise muligheden. ”Rigtige teologer er af den slags, der ikke vil høre mere vrøvl, kender og værdsætter Petter Dass’ salme ”Herre Gud, dit dyre navn og ære””, skriver Troels Nørager.[xxvi] Nørager omskriver ordene: ”Gud er Gud, om alle mand var døde” til: ’Gud er død, om alle mand var døde’. Den bibelske baggrund for udsagnet hos PD er ikke mindst Matth. 24,35: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå,” som jo citeres senere: ”Jord og himmel falde skal tillige.”[xxvii] Det nævnte bibelcitat forklarer ikke ganske PDs udsagn, men udgangspunktet må tænkes at være den Gud, der er til før han skaber noget som helst af intet, og dermed også – retorisk – kan tænkes som den Gud, der er til, hvis der atter intet var til. Men læser man profeten Jeremias godt igennem, vil man finde eksempler på den samme forståelse, således i Jer. 4,23-27, hvor det hedder: ”Jeg så jorden, og der var tomhed og øde, himlen, og der var intet lys. Jeg så bjergene, og de rystede, alle højene skælvede. Jeg så, og der var intet menneske, alle himlens fugle var fløjet. Jeg så, og frugthaverne var ørken, alle byerne var jævnet med jorden af Herren i hans glødende vrede... Hele landet skal blive ødemark – men jeg tilintetgør det ikke...” Bag PDs udsagn ligger under alle omstændigheder troen på opstandelsen. Det skal nemlig bemærkes, at opstandelsestroen er indbygget i netop det citerede vers, for menneskene skal prise Gud i himlen trods deres død. Desuden trækker digtets vers 7 på Fil. 2,6-11. På sin vis er udsagnet et trøstens ord i den mest forfærdelige katastrofe, et folk kan opleve. PD kan beskrive, hvordan så godt som alle familier i Nordland kendte til at miste et kært familiemedlem i havet. Så er det godt at høre, at Gud dog er Gud, også selvom alle lå på havets bund. Det er bundklangen for ophøjelsen af den almægtige Gud, en horisont så omfattende, at det enkelte menneskes frygtelige lidelse bliver en del af et stort fællesskab i lidelse og død. Der kan netop hentes trøst i dette vers, og denne livsholdning har sin rod i den krasse realisme, som PD – fra sit sygeleje - udtrykker i digtet ”En Krop opfyldt med Grus och Sten”[xxviii]:

Min Qvinde, som vel tusend gang

Har hørt min suk og jammersang,

ved neppelig paa hvilchen sted

Hun være vil for ynchsomhed.

Og senere:

Og om min Pine fattes prov

Og flere skudsmaal har behov,

Spørg hver en Fjæl samt Nøgletræd,

Som er udi mit sengestæd.

Spørg bjelkerne, i Huuset er,

Spørg Vægger, Naver, Tag og Spær,

Spørg bord og bænke, de skal dig

Fortælle, hvor det er med mig.

Og ikke mindst hans sidste bøn:

O Gud, all verdens Frelsermand,

som alle ting forandre kan,

Forandre du min Sorg, min Nød!

Til livet eller salig død.

I Nordlands Trompet (afsnittet: ’Nordlands Horizont, Elementer og Veyrligt’) mediterer PD over tabet af menneskeliv i havet, en enkelt gang fem hundrede på een gang, hvor ikke så meget som et tøjstykke kom tilbage fra havet. Et klagebrev fra Øksnes i Vesterålen viser klart, hvor voldsom en  hungersnød der fandt sted i 1695. PD omtaler kort hungersnøden i et brev til rentekammeret i Bergen, hvor han selv forstrakte menigheden med hjælp og havde efter seks år kun fået meget lidt tilbage af det udlånte.[xxix] Denne hungersnød var relateret til det, som er blevet kaldt ”den lille istid”.[xxx] Krisen kunne sprede sig også til Bergen, som det tidligere havde været tilfældet i 1650’erne. For Bergen var afhængig af den handel med fisk, som nordlændingene bragte dertil; købmændene gav i 1656 udtryk for, at krisen for tørfiskhandelen udgjorde en fare for, at Nord-Norge” i Fremtiden herudaf vil blive øde af Folk.”[xxxi] Også på denne baggrund forstår man det majestætiske, men også, sådan har man følt i samtiden, ikke helt urealistiske vers: ”Gud er Gud, om alle mand var døde.”

Hans Midbøe fremhæver styrken i Katekismus-sangene: ”Den styrke og fortrøstning som er så framtredende i de Katekismussanger som forteller om syndens problem, kommer først i den rette belysning når en ser den i sammenheng med Petter Dass’ hele gudsbilde. Det er nettopp styrken og fastheten, det virkelighetsnære og på samme tid mektige syn, som her kommer klarest frem.”[xxxii] Og så er det klart, at barokken har lagt tonen: ”tidens aktivitetsmettede stil, med de kraftige ord og den energiske tone.” Denne tone har tiltalt langt ud over PDs samtid, og de fleste Petter Dass-salmer i norske salmebøger bygger på uddrag af katekismesangene, således ”Herre Gud, dit dyre navn og ære” og ”Dit minde skal, o Jesus, stå” i den danske salmebog - omend den sidste knap kan kaldes et udvalg, det drejer sig om det allersidste vers i den første sang om ”Alterets Sacramente forfattet i Trende Sanger”.

Det er for alvor Landstad, der bringer PD ind i kirke-salmesangen i Norge. Han værdsætter ”den elskelige Kvikhed i Aanden, Friskhed i Troen og Lethed i ordlaget, hvorved han har vundet Folkeyndest, som endnu ingen norsk Digter”.[xxxiii] Dog mener salmehistorikeren H. Blom-Svendsen, at Landstad har afbleget PD: ”Han (Landstad) har trukket sjøstøvlene av ham, tatt ham ut av nordlandsbåten, bort fra hav og sjø.”[xxxiv] Først med Salmer 1997 har man i Norge valgt at gengive PDs tekst så nær op af originalen som muligt. Interessant med henblik på en ny norsk salmebog (den nuværende er fra 1985) er, om det synspunkt vinder frem, som udtrykkes i kommentarerne til salmerne i udkastet til Salmer 1997 vedrørende ”Herre Gud, dit dyre navn og ære”: ”Mange har... efterlyst flere av Petter Dass’ festlige vers”, skriver udvalget. Ikke desto mindre blev enden på det hele dengang, at en snigende tvivl indfaldt sig, så salmens 16 vers reduceredes alligevel til det halve. ”Denne tvilen må ha sin rot i en tekstlig og innholdsmessig vurdering. Det kan ikke skyldes plasshensyn”, skriver Ivar Roger Hansen.[xxxv] For en gengivelse af hele salmen i en ny norsk salmebog taler biskop Øystein Larsen i Sør-Hålogaland; han mener, at kravet om forståelsen har taget overhånd: ”Når vi synger Herre Gud! Ditt dyre navn og Ære, i sin originale tapning, blir det lysende klart, at opplevelsen kan gå foran. Så kan forståelsen følge etter. Er det ikke selve naturmetoden?”[xxxvi] Teksten til salmen i Salmer 1997 er gengivet så tæt op ad den oprindelige sprogform som muligt. Salmeudvalget slog fast, at Gustav Jensens udvalg og bearbejdelse af ”Herre Gud, dit dyre navn og ære” er en form, som bliver stående som et eget værk.

Endnu i den norske salmebog fra 1995 er der kun 7 salmer af PD, i forhold til 50 af Elias Blix, 36 af Brorson, 32 af Grundtvig, 26 af Svein Ellingsen, 25 af Landstad og 24 af Kingo.[xxxvii] Til gengæld har det norske katolske salmebogsforslag påbegyndt i 1991 hele 14 salmer af PD. ”Det har ikke vært noe problem for den katolske kirke å ta med tekster av den strengt uttalte lutheraner Petter Dass i sin salmebok. Det spiller liten rolle hvem som har skrevet tekstene, sies det, bare de gir uttryk for et kristent syn ikke er i strid med den katolske kirke.”[xxxviii] Ivar Roger Hansen argumenterer for, at PD bør have en større plads i den næste norske salmebog: ”Han (PD) representerer den norske åndelige sangtradisjonen på en særegen måte, og selv med de språklige problemstillinger som hefter ved tekstene, makter han å trenge gjennom tidens løp og tale til moderne mennesker. Derfor kan Petter Dass stå for både tradisjon og fornyelse i vår tids kirkesang.”[xxxix] Det skal blive interessant at se, om ”Herre Gud, dit dyre navn og ære” i fuld længde kommer med i den nye norske salmebog, som ventes udgivet i 2013.

Det slog mig, da jeg først oversatte PDs digt i sin helhed, at netop det vers, som nævner forskellige fiskearter, var mindst velegnet til en nutidig fordanskning, fordi verset så ganske er forankret i datidens – og især i Nordlands fiskeri. Da der netop på den tid, da jeg oversatte digtet, i Danmark atter engang var strandet en hval, havde jeg et dansk motiv til fordanskningen. Eksemplarer af så godt som alle hvalarter har prøvet at strande på danske kyster, senest den nok som berømte finhval, som strandede i Vejle Fjord i 2010. Dens skelet har været udstillet i Maskinhallen i Botanisk Have til oktober i år. Til min overraskelse fandt jeg ved forberedelsen af denne artikel, at strandede hvaler i et vist omfang også var baggrunden for PDs omtale af hvaler. I øvrigt havde allerede Anders Arrebo i Hexaëmeron medtaget den strandende hval:

Det Haf skal brænde klart, den grumme hval i Strande,

Skal vræle lydeligt, forvilded paa det sande.

Om strandede hvaler og pligten til at aflevere fangsten til kongen fortæller PD i Nordlands Trompet – hvalen kaldes konge i tilknytning til Jobs bog 41,26:

Du grumme Søe-Konge! du Trold i det Vand!
Hvad driver dig til at du render paa Land
      Og lader godvillig dig slagte!
Fortæl mig, naar Tarmen er sulten og tom,
Hvor mange Tønd' Sild at der gaaer i din Vom,
      Førend du din Hunger kand stoppe?
Jeg meener, to Læster i Maal-Tønder grov
Til Maaltid paa engang dig giøres behov,
      Det er kun for dig som en Loppe.
Men aldrig var Nordlandske Bonde saa klog,
At dig forulemped' hans Spyd eller Krog,
      Han vidste dig aldrig at fange;
Hvis ikke du selver paa Stranden opdrev
Og dem til et Rov uformodentlig blev,
      Dog det har bedaaret saa mange:
Det hendte sig nyelig for Aar eller tree,

En Hval blev opstrandet, det finge de see
      De Bønder der næst omkring boede...

Bønderne stjæler spækket og skindet, men ombudsmanden for nys om sagen:

Saa fik da de næs-viise Brødre for Spæk
Sin rette Betaling, som vare saa kiæk
      Og frygted' ey Kongelig Love.
See! vogt dig for GUds Skyld, kom ey saa igien!
Hvis ikke, gaaer Halsen i løbet derhen,
      Sligt er ikke let til at vove!
Du veedst, det er Lovens udtrykte Bogstav,
At hvad der opstrander af skummende Hav,
      Det være Vrag, Hval eller Skibe,
Det høre skal altsammen Konningen til.

Dog er der findeløn:

Men den, som den strandede Hval først paa fandt,
Det Findings Spæk, som er en Favn i hver Kant
      Han for sin Umage beholdte,
Det øvrige blev der opsmæltet til Tran,
Og sendtes til Bergen, der Stævnen gik an,
      Man til de Contorske det solgte.

Den sidste vending bliver overgangen til PDs behandling af – torsken! Der eksisterede på hans tid slet ikke hvalfangere, så den eneste udnyttelse af hvaler var udvinding af tran.[xl] Men hos Anders Arrebo i Hexaëmeron hedder det, at både ”biskajen”, ”baggen” (nordmanden) og dansken harpunerer hvalen for at hente tran til lamper: ”Beskajen, Baggen med, dig dansken, harpunerer, Din fæde trafne-buug, den natte-lampe tærer.”[xli] Man må dog formode, at harpunering af hvaler i norske farvande også på Arrebos tid var at betragte som strand-røveri. Også i PDs digt om Jobs historie kaldes havdyret en hval.[xlii]

Ove Paulsen har gjort opmærksom på Jyske Lovs Artikel LXII om hvalens nytteværdi, og jeg bringer her Paulsens gengivelse. Det hedder i omtalte artikel kaldet ”Hwilkt wræk ær (Hvad der er vrag): "tho hwa som hwal hittær fyrst. han scal førræ æn han takær nokæt af seghæ vmbotz man til. oc hauæ for sint æruæth of han ær gangend man siin byrthæn. rithændæ hæstæ byrthæn. akændæ man woghæn las. æn kumær man til mæth skiip. hauæ skiips farm. tho æi merræ skip æn sæx æring. thæt ær thre aræ a hwart borth." Moderniseret: Dog skal den, som først finder en hval, før han tager noget deraf, sige det til ombudsmanden og for sin umage have en byrde, hvis han er gående, en hestebyrde, hvis han er ridende, og et vognlæs, hvis han er kørende. Men kommer en mand til stede med skib, skal han have en skibsladning, dog ikke til et større skib end et seksårers, det vil sige med tre årer på hver side (på hvert bord).

Lovens ord peger på, at nytteværdien ikke er langt væk i bevidstheden, når hvalen skildres, heller ikke hos Petter Dass. Det gælder også de fisk, der nævnes i ”Herre, Gud, dit dyre navn og ære”, at fiskene alle har en nytteværdi. Han skildrer i virkeligheden næringslivet i Nordland i fiskeverset. Fiskens nytteværdi udtrykkes også i digtet ”Om Skabelsen”:

Havet gav udaf sit Skiød
Femte Dag, som HErren bød,
Mange fauvre Fiske,
Samt og Fugle stoer og smaa,
Som blev skabte til at maa
Sættes paa vor Diske.

Det er dog ikke et særsyn, at PD fokuserer på nytteværdien af fisk. I den på PD’s tid gældende salmebog, Hans Thomissøns Den danske Psalmebog, er der en salme, som også bør nævnes i denne sammenhæng, den første salme i afsnittet Om Skabelsen, som følger 1. Mos. 1. Under den femte dag hedder det:

Den Femte Dag/ O Skaber mand/

som Taardsdags naffn monne haffue/

Fule i Sky oc Fisk i Vand/

Saa herlige skenck og gaffue

Skabte du / til Menniskens Mad

I vær oc Vand at flyde/

Paa det Mennisken kunde dem faa

Til Mad oc Kaast at nyde.

Desuden kan man nævne Kingos Samsøes Korte Beskrivelse, hvori det hedder:

Omskiønt ey striden Aae sig giennem Landet skyder

Omskiønt ey fersken Søe sit fiske-fang opbyder

Til Bondens Mad og Bord, BELT giver ene nok

Til meer end Deris tarv udaf sin Fiske-flok.

Der seyler runden om De Fisk-armeer mange

Som udi Sætte-garn sig lader Værv’ og fange...

Den lekker spetted Torsk, dend søde-kiøded Hvilling,

Dend bliant-klædde Sild, som gavner daglig Skilling,

Blød, feed og fiin Makreel og Krabben harnisk klæd

Dend smudrig-haled Aal og flade Flynder med,

Ja tusind flere der af Finde-Vinged Fiske,

Stiltiendis omkring i BELTE-Fiorer liske...

Den loyen SÆLEHUND sig tiit mod Soolen bager

Og tiit sin egen død i sin forlystning tager,

Hand skydis, fangis og aftrekkis Skind og Huud,

Og af hans fede Spek mand syder Trannen ud.[xliii]

Samtidig er det også skaberværkets storhed i sig selv, det drejer sig om, og her får hvalen en forrang i skildringen, igen i PDs digt ’Om Skabelsen’:

Da blev skabt den store Hval
Som i Bølgen puste skal
Gud til Lov og Ære,
Da saae mand de Fugle fløy,
Udi Lufften meget høy
Med stafered Fiære.

I vers 4 i ”Herre Gud, dit dyre navn og ære” omtales de store havdyr;[xliv] dernæst de små fisk til daglig mad på bordet: Skrejen, et andet navn for torsken, siger PD; det kan undre, at der bliver plads til begge navne i verset, med mindre skrejen henviser til en stor torsk eller en stime.[xlv] Torsken var under alle omstændigheder den vigtigste fisk. Derfor er katastrofen så stor, når torsken fejler – den kom ellers normalt hver vinter og gydede ved Lofoten. PD skildrer i Nordlands Trompet indgående torsken - i afsnittet umiddelbart efter skildringen af hvalen:

Nu maae jeg mig snoe til den Nordlandske Torsk,

Som Fiskerne kalde monn' Skreien paa Norsk,
Han nævnes maae Nordmandens Krone,
Han kroner vor Gielde han kroner vor Skiaae
O! Sæel est du Bonde, som Torsken kand faae,
Han føeder baad' dig og din Kone.
Du Torsk maae vel kaldes vor Næring og Brug,
Du skaffer fra Bergen saa mangen Tønd' Rug,
Den stakkels Nordfarer til Føde.
Barmhiertige Fader oplade din Hand,
Velsigne os fattige Folk her i Land
Med dine Velsignelser søde!

Skuld' Torsken os feyle, hvad havde vi da,
Hvad skulle vi føre til Bergen herfra?
Da seyled' vist Jægterne tomme.

Sejen var en vigtig madfisk, fordi man kunne få den i store mængder, der rakte til lange tider. Om sejen siger PD:

Du spralende Sey, see ieg nær havde glemt,

Din hoppene springen och lystige Skiæmt

Wdi dine Skrifter at teigne;

Hvor smuch er din Dantz alt om Midsommers Tid,

Naar Solen den skinner och Vejret er blid,

Et Menniskes Hierte maa qveigne.

Mine vers om strandede hvaler kom til at se således ud:

Ja, før Gud sin ære skal forlise,

før skal hvalen ham med vandsprøjt prise,

hvidskæving, hvidhval, skønt i et fåtal,

en døgling, finval, som er på vej gal,

i krise.

Man har nemlig aldrig hørt om andet,

end at hval i havet og ferskvandet

har aldrig bandet, skønt ofte strandet,

og også landet, når overmandet

af sandet.

Og blæksprutterne i hav besvimer,

når en kaskelot udsletter stimer.

De store hvaler er uden kvaler,

de som kabaler de andre maler

i timer.

Sådan er naturens store vælde,

derigennem den om Gud vil melde:

at Han er større end vi kan gøre,

når vi i tørre facts kan berøre

Guds vælde.

Tænk at vore hovedhår kan tælles,

ganske nøje, det om Gud fortælles!

Frygt ikke mere, for Gud vil være

med dig, om hære vil dig fortære,

det meldes.

Otte år efter digterpræstens død udkom katekismesangene, kun tyve år før Brorson digtede en ny tids pendant til ”Herre Gud, dit dyre navn og ære”, nemlig salmen ”Op, al den ting, som Gud har gjort”. Naturens lovprisning af Herren er også denne salmes tema; blot er fisken, som fylder så meget i PD’s digtning, omskrevet til ”de mange munde”. Brorson lader os svømme side om side med fiskene og se deres mange munde, vel åbne munde, som gennem fiskens særprægede måde at optage ilt på - lovpriser Herren på denne for fisk så karakteristiske facon!

Jon Haarberg skriver, at sangens to hoveddele ”avspeiler etter all sannsynlighet dens tilblivelseshistorie”. Første del har PD skrevet, før han begyndte på katekismesangene. Senere har han tilføjet anden del.[xlvi] Længe har jeg ladet Gustav Jensens gendigtning af de tre vers kendt fra vore salmebøger stå uændret. Men til slut har jeg dog valgt at holde mig til PDs egen tekst også her. Her følger min gendigtning. Teksten findes hos Anders Malling.[xlvii]

1. Herre Gud! Dit dyre navn og ære

over verden højt i agt skal være,

og alle sjæle, og alle trælle,

enhver skal melde og skal fortælle

din ære.

2. Det er smukt og kosteligt at høre,

når man læber for sin Gud vil røre,

ja, dybets under og fugl, der blunder,

skal Herrens under i alle stunder

fremføre.

3. Om sig folk anstille vil så slemme

og Guds navn ihjel at tie, glemme,

da skal dog stene og tørre bene

ej være sene hans navn det rene

at fremme.

4. Ja, før Gud sin ære skal forlise,

før skal hav og hval ham sammen prise,

med samt tandhajen, som går havvejen,

stenbider, sejen og torsk og skrejen

og nise.

5. Gud er Gud, om alle land lå øde,

Gud er Gud, om alle mand var døde,

da skal trods svimlen i stjernestimlen

med cymblers bimlen folk tak til Himlen

udstøde.

6. Skulle Herren fattes pragt og fester,

se, ti tusinder står for deres mester,

ja, tusind gange, titusind – mange,

hvis smukke sange med klang kan fange

hans gæster.

7. Thi for Gud skal alle knæ sig bøje,

de som bor i himlene de høje,

og de på jorden i syd og norden,

samt djævles orden, som dømt er vorden

til møje.

8. Høje hald og dybe dal skal vige,        

jord og himmel falde skal tillige,

hvert bjerg og tinde skal helt forsvinde,

men Herrens minde i tusind sinde

skal stige.

9. Vil de gamle slappe af og sove,

da skal børn i moders liv Gud love

og halte, lamme, målløse stamme,

da gør det samme de grumme, gramme

og grove.

10. Når jeg mig fra top til fod betragter,

intet lem på mig for god jeg agter,

er jeg en krukke med lemmer smukke,

jeg skal oplukke min mund med sukke

og fagter.

11. Men tør du, o menneske, det mene,

at Guds navn sker ret og skel alene,

når blot med munde en præst og bonde

ham pris vil unde? Nej, ingenlunde

det ene.

12. Herrens navn hos os på jord kan ikke

helliges med ord og ved at nikke;

se til du bæver, imens du stræber,

at du så lever, som Guds Ord kræver

til prikke.

13. Lad dit lys for folket smukt så brænde,

at enhver din dyd og tugt kan kende,

lev ej begærlig, ej folk besværlig,

lev from og ærlig, mod hver mand kærlig

til ende.

14. Had alt det Gud i sit Ord anklager,

at vellyst på jord dig ikke tager,

sky synd og lyder, som Gud forbyder,

elsk tugt og dyder, det Herren fryder,

behager.

15. Men vil du på synders vej henstige,

og fra dyden blues ej at vige,

da dine lemmer Guds navn beskæmmer,

Guds Ånd bortskræmmer og ej forfremmer

Guds rige.

16. Gud, må dette aldrig sådan blive,

men ugudeligt vil du bortdrive;

vi vore tider mod synden strider,

når tiden lider, hos dig omsider

kan blive.

Petter Dass 1698. Johannes Glenthøj 2004, 2011.

[i] Jeg benytter anledningen til en rettelse. I sidste nummer af tidsskriftet i salmen ”Jeg er så glad for denne dag” var der en fejl i vers 12 linje 5: ”For søvnen, som jeg fik, hav tak.”

[ii] I Bind I Fra Runerne til Thomas Kingo (1976), s. 348. Han taler om ”en ny tids trang til at skue og fatte alle de ting, som Gud har gjort, som ét stort kunstværk” (s. 349).

[iii] I følge Vagn Lundgaard Simonsen, Anders Arrebo. Samlede Skrifter V (København 1983), s. 34, spiller det franske værk en relativt ringe rolle i Arrebos udarbejdelse af hans Hexaëmeron. Arrebos digt findes i den smukke fembinds-udgave bind I (1965).

[iv] I følge Ivar Roger Hansen, ’Petter Dass og salmebøkene’, i Herr Petter 350 år. Et festskrift fra Universitetet i Tromsø, red. Sigmund Nesser, Universitetsbiblioteket i Tromsøs skriftserie Ravnetrykk nr. 13, (1997), s. 191; hele artiklen s. 190-235.

[v] PD citeres i de udgaver, der findes på http://www.dokpro.uio.no/litteratur/dass.

[vi] I følge http://www.petterdass.no/ipub/pages/petter_dass/spredning_av_tekster.php er der mellem 1714 og 1840’erne registreret omkring 50 udgaver af Katekismesangene, meget usædvanligt i forhold til samtidige digter-kolleger.

[vii] Trykt i Petter Dass, Samlede Verker 1, red. Kj. Heggelund og Sv. Inge Apenes (Oslo 1980).

[viii] Thomas Kingo. Samlede Skrifter II (København 1975).

[ix] Thomas Kingo. Samlede Skrifter I (København 1975).

[x] Hans Midbøe: Petter Dass (Oslo 1947), s. 68.

[xi] Den bibelske inspiration har Jon Haarberg kortlagt i noterne til sin udgave af ”Herre Gud, dit dyre navn og ære”, www.bokselskap.no/boker/denandensang, 2011.

[xii]  Midbøe henviser til titelbladet på s. 122, reproduceret mellem 112 og 113.

[xiii] Kingo lovpriser hende i et digt, se Thomas Kingo, Samlede Skrifter I, udg. H. Brix m.fl. (København 1975), s. 256-257.

[xiv] Midbøe, s. 105.

[xv] Jon Haarberg, ’”Siungis under egen Melodie.”. Katekismesanger, filologi og parodi’, Hymnologiske Meddelelser 1997, s. 159, hele artiklen s. 159-173. Jon Haarberg nævner at bortset fra Jefta-visen er ”Herre Gud, dit dyre navn og ære” den salme, hvortil der kendes flest melodier, se samme artikel s. 160-161. Udviklingen væk fra de verdslige melodier ses også i Kingos virke.

[xvi] Som et kuriosum kan jeg nævne, at jeg i 2004 skrev ’Nu græsser grågæs og svaner sammen”, en forårssalme på melodien ”En lærke letted” (Kaj Munks sang). Kun gennem min tekst blev denne melodi kendt af en person, som senere blev højst forbavset over, at melodien var komponeret i tilknytning til Kaj Munks digt.

[xvii] Billeskov Jansens betegnelse, s. 349.

[xviii] Midbøe, s. 109.

[xix]  I digtet Censur over Anders Bording, Samlede Verker 1, s. 202-204.

[xx] Thomas Kingo. Samlede Skrifter I, udg. Hans Brix m.fl. (København 1975), s.79f.

[xxi] Jon Haarberg, www.bokselskap.no/boker/denandensang/forord, udgivet 2011.

[xxii]  Digtet skrev han 16. september 1706, altså ikke længe før sin død.

[xxiii] Se Den berømte og velfortjente M. Anders Bordings Poëtiske Skrifter i Tvende Parter (København 1735), hvor hans Aandelige Viser er trykt.

[xxiv] Thomas Kingo må også vejen om ad Jespersen i 1696, da han beder kongen om nåde for Vinterpart, hvilket ikke blev tilfældet. Se Anders Malling, Dansk Salmehistorie VI, s. 395.

[xxv] Jeg takker Ove Paulsen for denne perspektivering.

[xxvi] Præsteforeningens Blad 2000/40, s. 914 (hele artiklen: s. 914-921).

[xxvii] Jeg har hverken haft adgang til Resens bibeloversættelse fra 1607, som vi ved Arrebo benyttede sig af i sit arbejde med gendigtningen af Davids Salmer; eller Christian IV’s bibel fra 1633 – vel den bibeloversættelse, PD har været fortrolig med.

[xxviii] Petter Dass: Samlede Verker 1, s. 432-436.

[xxix] Midbøe, s. 172.

[xxx] http://www.borgos.nndata.no/Klagebrev.htm.

[xxxi] I sidste afsnit i kapitel 12 av Bergen bys historie. Borgerskapets by 1536-1800 Bind II.  af Anders Bjarne Fossen.

[xxxii] s. 117.

[xxxiii] Citeret efter Ivar Roger Hansen, ’Petter Dass og salmebøkene. En oversikt’, s. 200.

[xxxiv] I Ivar Roger Hansen, ’Petter Dass og salmebøkene’, s. 203

[xxxv] ’Petter Dass og salmebøkene’, s. 219.

[xxxvi] ’Petter Dass og salmebøkene’, s. 221.

[xxxvii]  ’Petter Dass og salmebøkene’, s. 221.

[xxxviii] Ivar Roger Hansen, ’Petter Dass og salmebøkene’, s. 231.

[xxxix] ’Petter Dass og salmebøkene’, s. 220.

[xl] I følge Nils Magne Knutsen, ’Til bords med Petter Dass’, s. 14, var hvalfangst gået i glemmebogen i nord; englændere og hollændere drev hvalfangst ved Svalbard fra begyndelsen af 1600-tallet, men fangstteknikken havde ikke spredt sig sydpå, som PD selv bedyrer. Peder Clausen Friis kunne ca. 1600 opregne, hvilke hvalarter, der var spiselige.

[xli] Citeret efter Arkiv for Dansk Litteratur: www.adl.dk.

[xlii] Jon Haarberg gør opmærksom på, at havdyret i Davids Salme 148,7 i følge Christian IV’s bibel er en hval. Se www.bokselskap.no/boker/denandensang.

[xliii] Selv har jeg kun i begrænset omfang kontakt med fiskeri, så de eneste fiskevers det kunne blive til er tilegnet ham, der af og til er leverandør af skrubber (på melodien: Sol er oppe).

Fisk i havet er belavet

på at flygte rask afsted;

ned i dybet piler krybet,

ikke op, men nedad, ned;

væk til stilhed uden farer,

sådan fisk i vandet klarer

at forblive fisk med liv,

ikke komme under kniv.

Eller tænk på, ålen kan stå

i vandmudder, rask og sund;

den blir fangen, når man stangen

fører over havets bund;

så er det med ådselsæder

ude, og snart den sit læder

mister, når den kommer op,

spises uden ben, kun krop.

[xliv]Tantejen er i følge ODS (Ordbog over det danske sprog) enten tunfisk eller en delfinart: øresvin. Parallellen til hvalen peger på øresvinet; se http://ordnet.dk/ods. Nise er marsvinet. Se Jon Haarbergs netudgave af ”Herre Gud, dit dyre navn og ære” på www.bokselskap.no/boker/denandensang med noter.

[xlv] I følge ODS betyder det en stime af torsk eller en stor torsk.

[xlvi] Jon Haarberg, www.bokselskap.no/boker/denandensang/forord, 2011. Her udgiver Haarberg digtet med en detaljeret gennemgang af digtet med noter. I øvrigt henviser jeg især til Jon Haarbergs artikel nærværende tidsskrift i jubilæusmsåret: ’”Siunges under sin egen Melodie”. Katekismesanger, filologi og parodi’.

[xlvii] Dansk Salmehistorie II, side 156-157.