Grundtvigs morgen- og aftenandagt

Grundtvigs morgen- og aftenandagt
meddelt af A. Gommesen, Dansk Kirke-Tidende 1910.

Anders Gommesen stammer fra Nordby!

Anders Gommesen nævner provst P.K. Algreen som den, ’opskriften’ på Grundtvigs andagt stammer fra - i et brev dateret 17. maj 1872 – jeg har ændret i retsskrivningen: ”Da jeg sidste efterår var i København, boede jeg efter Grundtvigs indbydelse hos ham, og et par aftner deltog jeg i den fælles husandagt, hvorved Grundtvig bestandigt beder den samme bøn ordret, og derefter synges om morgenen ”Morgenstund har guld i mund” og om aftnen ”Sov sødt, barnlille” (3vers). Bønnen tiltalte mig så meget, at jeg dristede mig til at bede fru Grundtvig om opskriften til den; det lovede hun og holdt det; jeg bruger den temmelig stadig selv, og om aftnen med børnene, som oftest forkortet og med udeladelse af lovprisningen for nadveren.” Den lyder således:

                      Det hellige Korses tegn for vort åsyn og for vort bryst, draget ved den hellige dåb i Jesus Kristus-navnet, til fuld og klar skilsmisse mellem os og den Onde og til et evigt vidnesbyrd om, at vi hører dig til, korsfæstede Herre Jesus Kristus, vor guddommelige Genløser fra synd, fra død og fra Satans Rige, ikke med sølv eller guld, men med dit hellige og dyrebare blod, som du udgød for os i Urtegården og på korsets træ, til syndernes forladelse og til genløsning af dit ejendomsfolk, født af Gud, dygtigt og flittigt til al god gerning. Amen!

                      Alrådende Gud Fader! giv os med din Helligånd i Jesus Kristus-Navnet hjertelig at love, prise og takke dig, fordi du af din store kærlighed har skænket os din elskelige, enbårne Søn, vor Herre Jesus Kristus, til vor guddommelige Frelser og Genløser fra al løgnens og mørkets og dødens magt, og fordi du med den samme din elskelige Søn vil i din Helligånd og med dit eget Guddomsord skænke os alt, hvad godt er, til evigt liv og lys i din sandhed og i din kærlighed, og fordi du vidunderlig har draget vore hjerter til den samme din og menneskenes Søn, vor Herre Jesus Kristus, så vi på hans munds ord til os ved den hellige dåb har ærlig og godvilligt forsaget og afsagt: Djævelen, Fanden og alle hans gerninger og alt hans væsen; og har ærlig og godvillig modtaget, vedkendt os og bekendt os til troen på dig: Alrådende Gud Fader, himmelens og jordens Skaber; og på Jesus Kristus din enbårne Søn, vor Herre, avlet af Helligånden, født af fæstemøen Marie, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaren til helvede, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaren til himmels, siddende, almægtige Gud Fader, ved din højrehånd, kommer derfra igen at dømme levende og døde; og på Helligånden, hele den hellige menighed, de helliges fællesskab, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen!

                      Alrådende Gud Fader! Giv os fremdeles hjertelig at love, prise og takke dig, fordi du af den samme din store kærlighed, i din enbårne Søns vor Herres Jesu Kristi navn og til hans ære har skænket os din egen Guddoms Ånd, Helligånden, uden hvem vi ikke en gang kunne kalde Jesus Vor Herre, men som både kan og vil guddommelig udrette hele din gode gerning for os til vor Herre Jesu Kristi dag, og som guddommelig vidner med vor ånd, at vi er dine elskelige børn i Jesus Kristus vor Herre, så mange som er ham rettelig tildøbte i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, så vi ved troen og dåben genfødte med ham af vand og Ånd og ved nadveren og kærligheden ham hjertelig iførte, kan og skal være medarvinger til livet og lyset i herligheden i dit faderlige kærligheds-rige, og at ligesom han altid bønhørtes på jorden, så skal også vi bønhøres, når vi beder med hans bøns ord og røst, som han selv har lagt os i munden med hans Ånd og med sand selvfornægtelse i hans, Jesus-Kristus-navnet: Fader vor, du som er i himlene, helliget vorde dit navn, tilkomme dit rige, ske din vilje, som i himmelen så og på jorden, giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere, led os ikke ind i fristelsen, men fri os ud fra det onde, thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen!

Og ejegode Fader, af hvem al faderlighed i himlen og på jorden bærer navn, giv os af inderste hjerte at love, prise og takke dig, fordi du ved den hellige nadver, i og med Helligånden, guddommelig udøser hele din kærligheds og velsignelses fylde over os i menigheden, så mange, som på vor Herres Jesu Kristi eget munds-ord til os med brødet og kalken ved Herrens eget bord, troende æder hans legeme som givet for os og drikke hans blod i den nye pagts kalk som udgydt for os til syndernes forladelse, så vi visselig og virkelig kommer til at leve ved Sønnen, ligesom han lever ved dig sin himmelske Fader, ydmygelig i ære og herlighed, i fred og salige glæde, evindelig amen, ja, amen, halleluja, halleluja, halleluja, i al evigheds evighed, amen, ja, amen, halleluja i det høje!

Alt med Jesus-Kristus-navnet,
der i grunden, der af gavnet,
d er med Ånden uden mage
os oplive alle dage,
der med ham, som for os døde,
evighedens morgenrøde,
han, som lyset er og livet,
af Gud Fader os er givet,
Faderens og hans skal være
lov og tak og evig ære!

En ganske lille virkelig god gerning er af uendelig værdi

I følge Martin Luther (Galaterbrevskommentaren til kap. 5 vers 14) har Paulus følgende tanke:

"Kærligheden skal være en tjenestepige, og hvis den ikke er i arbejde med at tjene, er det ikke kærlighed".
Punktum - siger jeg!

Lidt senere siger Luther: "At tjene sin næste med kærlighed, det vil sige: at belære den vildfarende, trøste den sørgende, styrke den svage, hjælpe sin næste med, hvad man kan, bære over med hans grove sæder og råhed, i kirken og samfundet med roligt sind udholde fortrædeligheder, besvær og menneskers utaknemmelighed og foragt, adlyde øvrigheden, ære sine forældre, være tålmodig derhjemme med en lunefuld hustru (eller mand; min tilføjelse - hvorfor tænker Luther sig ikke den mulighed?!) og en umedgørlig husstand, - det er efter fornuftens skøn betydningsløse gerninger.

Men tro mig, det er så udmærkede og fortræffelige gerninger, at hele verden ikke kan fatte deres nytte og værdi (for den vurderer ikke gerninger eller noget andet ud fra Guds ord, men ud fra sin egen ugudelige, blinde og tåbelige fornufts skøn); ja, end ikke værdien af en ganske lille virkelig god gerning kan den anslå.

Hjælp til at have tillid til Ny Testamente!

Er alt det med Jesus som "Kristus" (den Salvede) noget, der er kommet til, noget kristne har tilføjet til Ny Testamente? Var Jesus ikke egentlig først 'bare' Jesus af Nazareth, og blev så senere 'gjort til' Jesus "Kristus"?

SVAR ud fra G.A. Ladds bog, The New Testament and Criticism (1974), side 158:

Det er en kendsgerning, at vi ikke har en tradition, hvor Jesus ikke også er Messias/Kristus/Den Salvede.
Der findes ikke en neutral tradition i evangelierne uden om Jesus som Guds Søn, Kristus.

Gåden i hele Ny Testamente er Jesus Kristus, den guddommelige Kristus. Man kan ikke finde spor af en proces hen imod den guddommelige Kristus. Alle dokumenter i Ny Testamente ser Jesus som en guddommelig person, Guds Søn.

Det vidunderlige er (min måde at udtrykke mig på, ikke Ladds!), at Ny Testamentes sammenhængende vidnesbyrd er, at i personen Jesus af Nazareth er Gud selv gået ind i historien for menneskets frelse.

Overskrift 1

Dagens opbyggelige stykke
fra Wilfrid Stinissens bog
I dag er Guds dag.

Læs det her: http://www.levendevand.dk/month/

Ugens ord 8. oktober om sigtet og målet!

Fortsættelse fra sidste uges ord om at sætte sig mål, i arbejdet og åndeligt. Det er abbed Moses, som taler.  

Tag for eksempel dem, som er trænede bueskytter og som vil vise en konge i denne verden, hvor dygtige de er. De koncentrerer sig om at sende deres dartpile eller pile mod bittesmå skjolde, som er prydet med de udlovede priser for deres præstation. De ved godt, at de kun kan opnå den eftertragtede belønning, hvis de kommer tæt på skydeskiven. Belønningen er deres, hvis de kan ramme det opstillede mål. Men forestil jer, at skydeskiven og den rette linje at skyde efter, var uden for deres synsvidde. Så ville de til ingen nytte sende pile af sted gennem den tomme luft og ville ikke vide, hvorfor de ikke ramte, og de ville ikke kunne bedømme, hvor langt de ramte ved siden af, og de ville derfor heller ikke kunne finde frem til den rette linje at sigte efter.

På samme måde er med apostlens ord det mål, vi har sat foran os, evigt liv: ”Belønningen I får, er jeres helliggørelse og jeres mål er evigt liv.” (Romerbrevet 6,22 oversat ud fra Johannes Cassians gengivelse; den danske bibeloversættelse har: ”I har den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv”. Den gamle danske oversættelse: ”...har I den frugt, at I helliggøres, og det ender med evigt liv.” Den nye aftale: ”Jeres belønning er at I tilhører ham og til sidst får evigt liv”.). Vores mål er et rent hjerte, som Paulus rettelig beskriver som helliggørelse, for uden helliggørelse kan målet ikke opnås. Med andre ord: det er som hvis han sagde, at I skal have et rent hjerte som jeres sigtepunkt og evigt liv som jeres formål. Om denne sans for retningen, gør apostlen i sin undervisning betydeligt brug af begrebet ’sigte’. ”Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til.” (Filipperbrevet 3,13-14 i den danske bibeloversættelse fra 1992). En oversættelse efter Johannes Cassians mening: ”Jeg glemmer fortiden og skynder mig frem mod det, som skal komme. Jeg haster hen mod sigtet, mod den pris, som Gud fra det høje kalder mig til”. ”Jeg haster hen mod sigtet”, det vil sige: ”Jeg løber med en mållinje i sigte”. Apostlen kunne også have sagt: ”Jeg lader mig lede af det sigte: at glemme min fortid, nemlig det tidligere menneskes synder; og jeg driver mig selv frem mod målet: den himmelske løn.”

Derfor skal vi forfølge alt, hvad der kan bringe os til det, vi sigter efter, til hjertets renhed, og alt, hvad der trækker os væk fra det, skal vi undgå som noget farligt og ødelæggende.

Ugens ord 1. oktober

Johannes Cassian
om målet for livet og vejen dertil

To unge mænd drager til den sketiske ørken i Egypten for at gå i lære hos munkene der. Tiden er det fjerde århundrede. De kommer til Abbed Moses. Han siger – i min ‘fordanskning’ af en engelsk oversættelse fra latin:

Enhvert erhverv, enhver kunstart eller videnskab har sit særlige mål eller målsætning. Folk er parate til at udholde enhver form for møje, far eller tab med henblik på det mål, de sætter sig. F.eks. viger landmanden ikke tilbage fra solens brændende stråler eller perioder med frost og sne – han arbejder utrætteligt med at bearbejde jorden igen og igen, han pløjer igennem alt, også de græstørv i hjørnerne af marken, som har ligget hen før. Hele tiden har han sit mål for øje, og derfor renser han marken for tornebuske, fjerner alt ukrudt, bryder jorden op, så den bliver let at have med at gøre. Han er klar over, at han ikke kan opnå sit mål på nogen som helst anden måde, og hans mål er udsigten til en rigelig høst og udbytte, så han kan leve trygt og godt og kan udvide sin ejendom.

Så er der handelsfolk. De er ikke bange for havets farer. Ingen risiko forskrækker dem. De er båret oppe af deres håb om fortjeneste, og det driver dem frem mod deres mål.

Det samme gælder dem, som er optændt af ambitioner inden for militæret. De ser frem til det mål at opnå ære og magt, og derfor ryster de ulykke og fare af sig, mens de er på togt. De lader sig ikke vælte omkuld af øjeblikkets lidelser eller af krige, når de bare kan holde fast i den plan om ære, som de ser frem til.

Da abbed Moses spørger de to unge mænd, hvad deres målsætning er, svarer de, at de er kommet ud i ørkenen for at opnå Guds Rige. Abbed Moses synes godt om svaret, men fortsætter:

Det er et godt svar, hvad angår jeres mål. Men hvad skal være for vores sigtepunkt, hvilken retning skal vi tage, sådan at den bringer os til vores mål? Dertil svarer han selv: Ethvert erhverv, enhver kunstart eller disciplin har et formål, en retning, man tager. Ånden peger i en bestemt retning. Der er et ubevægeligt mål i sindet. Hvis vi ikke med al iver og dedikation holder os til det, kan det ikke blive til de frugter, som vi længes efter, og som er målet med det hele. Landmanden har som sagt det mål at leve fredeligt i tryg overflod takket være en god og rig høst, og for at nå det resultat, sætter han sig det delmål at fjerne tornebuskene og ukrudtet fra sin jord. Han ved godt, at han ikke vil kunne nyde den hvile, han stræber efter, med mindre hans arbejde og forventninger i sig selv bliver en form for forsmag på det, han håber faktisk at kunne nyde engang.

Ligeledes tilsidesætter købmanden ikke sin impus til at samle gods, for det er på den måde, at han kan forøge sin rigdom ved udbytte. Det ville være nytteløst for ham at ønske sig udbytte, hvis han ikke også følger den vej, der fører til det.

Så er der dem, som har et ønske om ære i denne verden. De påtager sig jobs eller følger den nødvendige karriere, afhængigt af den ære, de ønsker sig, og de gør det for at nå frem til deres ønskede mål ved hjælp af den rette vej, som håbet fører dem ad.

På samme måde er vort livs mål Guds Rige, men vi må omhyggeligt spørge, hvad vi sigter efter frem mod målet. Hvis vi ikke arbejder omhyggeligt med dette, ender vi med at udmatte os selv og anstrenge os til ingen nytte. For de, som rejser med uden at have en vej udstukket, slider rejsen på, og de ankommer ikke til en destination.

Ugens ord 25. september

Ugens ord er Thomas Kingos aftensalme, som har det, der skal til for at slutte dagen af med en god fornemmelse.

"Thi skal mod brodden Satan stampe...": Gud har vi bedt om lukke vort huses dør. Derfor vil Satan forgæves kæmpe imod Guds magt til at beskytte os. Gud har nemlig lukket vor husdør, som han lukkede døren til arken efter Noa og hans familie, da de gik ombord.

Vort timeglas det alt nedrinder,
af natten drives dagen bort;
al verdens herlighed forsvinder
og varer kun så ganske kort.
Gud, lad dit lys ej blive slukt,
og nådens dør ej heller lukt!

For hver en kristen og medbroder,
ja, hver en syg og sorrigfuld
jeg og med bøn hos Gud anmoder,
som er barmhjertig tro og huld.
Han hjælper hver udi sit sted
og alle mine også med.

Nu slukker jeg mit lys og lampe,
Gud lukke selv mit huses dør!
Thi skal mod brodden Satan stampe,
om han derpå et anfald gør;
Gud selv til huset er i nat
og her omkring sin vagt har sat.

Ugens ord - 17. september

Her er nogle morgenvers af salmedigteren Thomas Kingo - gode at tænke over ved dagens begyndelse:

Nu står jeg op i Herrens navn,
min Frelsers Jesu kærlig favn
med nåde mig omarme!
O Helligånd, i hjertet mød,
og med din kraftig' nådes glød
mig til alt godt omvarme!

Giv Danmarks rige fryd og fred,
lad ret og skel alt blive ved
og daglig blomster bære!
Lad mig, o Gud, på denne dag,
i tanker, ord og al min sag
dig hjerte-knyttet være!

Tag mig og mine vel i agt,
tving kødets både list og magt,
som er mig fast omborde!
Så frygter jeg er noget stød
og ej hvor snart i liv og død
det end vil aften vorde.

Skrid så, du dag, som aldrig mer
mit øje her i tiden ser,
fald hen i nattens skygge!
Jeg skrider frem til Himmerig
min Gud at se evindelig
derpå min tro skal bygge.

Vers 1-3: Nr. 685 i den gamle salmebog
VErs 4: Nr. 742 vers 4 i den nye salmebog

Ugens ord 4. september

Her kommer ugens ord - oversættelse af visdom fra Thomas à Kempis:

Den, som følger mig, vandrer ikke i mørke, siger vor Herre. Det er ord sagt af Kristus, og med dem formaner Han os til at efterligne Hans liv og væremåde, hvis vi vil være virkelig oplyste og befriet fra al hjertets blindhed.

Jeg vil hellere føle anger end kende definitionen på anger.

Det er tomhed at ønske et langt liv, og kun gøre sig meget få anstrengelser for at leve et godt liv.

Det er tomhed kun at tænke på det nærværende liv, og ikke se frem til de ting, som skal ske derefter.

Mind ofte dig selv om følgende ordsprog:
Øjet bliver ikke tilfreds med det, det kan se,
og øret ikke fyldes ikke med det, der høres.

Ord til de næste par uger!

I eventyret Phantastes af G. McDonald vandrer eventyreren afsted i eventyrets verden gennem en skov. Han kommer til et hus, som han drages ind til. En kvinde sidder og læser i en bog, den handler om mørket, som overvinder lyset, forfærdelige ord.

Eventyrets jeg ser nu en åben dør for enden af stuen, men kvinden advarer ham: Du må hellere lade være med at gå derind. Men han kan ikke lade være. Døren åbner sig ind til noget, der minder om et kosteskab med hylder på væggene og nogle koste ved væggen. Bagerst er der ligesom en svagt lysende korridor eller dør mindre end døren, han kom ind ad, og som han ser og ser, viser der sig et landskab med nogle stjerner på himlen. Men allerede mens han orienterer sig mellem døren fra stuen og fremad inde i det lille rum, får han en fornemmelse af, at der er en tilstede uset. En mørk skikkelse kommer til syne og passerer ham til sidst ind i stuen igen. Vores eventyrer går nu tilbage i stuen og får der til sidst øje på en stor mørk skygge på størrelse med et menneske.

Jeg sagde jo, at du nok ikke skulle åbne døren til kosteskabet, sagde kvinden.

Hvad er det, spørger han kvinden. Hun svarer: Det er bare din skygge, som har fundet dig. Alle har en skygge, som søger og leder efter en. Jeg tror, I kalder den noget andet i jeres verden, siger kvinden.

På vej ud fra huset smiler kvinden til ham, og det går op for ham, at kvinden er et uhyre, en menneskeæder (ogre).

Så vandrer vores eventyrer videre i skoven – nu med sin skygge som følgesvend, hvad enten han vil det eller ej.

Når han lagde sig, blev blomsterne på engen slået til jorden, men når han rejste sig, kunne blomsterne atter løfte hovederne og glæde sig ved solen og luften.

Men sådan var det ikke, hvor skyggen havde ligget. Græsset var helt udtørret der, hvor skyggen havde ligget, så blomsterne på det sted var brændt og visnet og helt døde uden håb om opstandelse.

På et tidspunkt ser vores eventyrer skyggen forfra, og den stråler som en tåget skygge – som fra en sort sol! Hvor skyggens stråler ramte, blev det sted helt øde, dødt som en ørken og stemte sindet til sørgmodighed.

Selve sollyset ramtes af stråler fra denne skygge, så solen svandt ind og blev formørket. Men lige bagefter forsvandt alt dette, og skyggen fulgte ham som en hund følger lige i hælene på en.

Det er hårdt at kende til sin skyggeside, men der ingen vej (!) uden om i livets eventyr. Imidlertid er der en anden form for skygge, som overskygger (!) vores egen skygge. Som Maria blev 'overskygget' af Helligånden og derfor undfangede Jesus, Guds Søn, således overskygger Ånden også os, når vi beder, og Guds dejlige skygge hjælper os dag for dag.

Det kan godt være, at mennesker i Norden ikke har så meget brug for skygge som i Syden, men når det har været i nærheden af 30 grader, forstår vi, hvor dejlig skygge er. Guds skygge - den er dejlig at være i, den skærmer mod det frygtindgydende i tilværelsen, også mod Guds frygtindgydende væsen, at Gud virkelig er ALTINGS Skaber... I Hans skygge mærker vi Hans uendelige kærlighed til os personligt.

I gamle orientalske kulturer var der folk til at give kejseren eller kongen skygge med, og vifte med vifter (det her er ikke studeret grundigt, så det kan være lidt ved siden af, men ikke meget!). Sådan er vi ved dåben Guds kongebørn, og englene giver os skygge og vifter hjemligt gennem løvet, så livet bliver dejligt og trygt - også efter storme og forrevede liv.

Tillykke med Guds skygge til dig!

Ugens ord 13. august 2012

Ugens ord 13. august 2012  

Egentlig er det et ord om søndagen, men søndagen 'bunder' i hverdagen, så derfor! Stykket er skrevet af afdøde præst ved Risskov kirke og senere Aarhus Domkirke Broder Wandahl (1935-2011); jeg er taknemmelig for at have stykket via sognepræst i Galtrup-Ø.Jølby-Erslev-Solbjerg Peter Østerby Jørgensens kirkeblad sommer 2012:

Uden gudstjenesten og stilheden for Guds ansigt ville tilværelsen let blive en træls trædemølle.

Men på Herrens Dag samles vi for at høre, hvad vi ikke kan høre noget andet sted, og hvad ingen kan sige sig selv.

Her er endelig et sted, hvor vi mennesker kan høre andet end bare ekkoet af vore egne stemmer (og det er jo ikke ret meget, om det så larmer aldrig så højt og fylder det meste af tiden!).

I gudstjenestens ord og handling og stilhed får vi lov til at lytte os ind bag alle ekkoer, hvor en levende røst kommer os i møde. Her er vor opstandne Herre og Frelser selv til stede i både ord og handling.

Alle vore egne kilder tørrer uhjælpeligt ind før eller siden. Men livskilden i Kristus med evig trøst og godt håb kan aldrig øses tom. Den springer med nyt livsmod og ny livsglæde for enhver og gør livet og medmennesket uendelig værdifuldt.

Intet kan som glæde og taknemmelighed styrke dig til alt godt i gerning og i ord. Du bliver disponibel for livet!

Gå så kun frit ind i en ny uges hverdage. Der vil komme øjeblikke, hvor alene glæden kan hindre dig i at lade alt blive ved det gamle!

Ugens ord 7. august 2012

Ugens ord - 7. august 2012:

I eventyret Phantastes af George MacDonald kommer eventyrets jeg ind i et hus, hvor der bor en kvinde. Hun siger til den unge mand, jeget i eventyret: "Jeg ville være syg, hvis jeg ikke boede lige op til feernes land, så jeg nu og da kan spise af deres føde." Og så tilføjer hun: "Og jeg ser på dine øjne, at du ikke er helt fri for det samme behov, selvom du på grund af din uddannelse og din hjernes tanker har følt det behov mindre. Du er måske længere væk fra feerne".

Da jeg læste de ord, tænkte jeg, at sådan er det med Jesu ord og hans Faders Rige. Vi ville være syge, vi ER syge, hvis vi ikke bor i nærheden af deres Rige. Hvis vi ikke får føde fra deres Rige, så bliver vi syge.

Dette skriver jeg selvfølgelig for at opmuntre til at bede vor himmelske Fader: "Komme dit Rige". Så hver dag åbner sig ind i hans Rige, som er som et eventyr. Dejlige ting sker, når vi åbner os for hans Rige. Så er Guds Rige i sandhed midt iblandt os. Så er Guds Rige midt i det, vi kalder 'virkeligheden' og gør 'virkeligheden' mere og mere virkelig.

Dagens "tak"

Dagens "tak":
Forsøg hver dag at skrive noget ned, som har glædet dig. I løbet af et år, bliver det til 365 takkebønner, og - siger Martin Lönnebo i bogen Væven, s. 25: "...dine øjne er blevet meget bedre. Taknemmligheden er de bedste øjendråber, der fås..." Mere herom i næste uge. 

Se en sjov musikvideo om at bare at være en får - for dem, der vil være ved, at har et barnligt gen...! http://www.butterflysong.com/

Kommentarer