Elisabeth og Johannes Glenthøj
Bønner, prædikener, arabiske, persiske, græske og syriske tekster
Opdateret 2. juli 2026
Melodi: Erling Lindberg, 1998: ”Det vil vi gøre”.
1. Tidlig november –
se kvækerfinker, som ikke er sinker,
nede blandt blade ses netop de vade,
falder i eet med, hvad der er på dét sted:
blade så visne, at blodet kan isne
hos den, som glemmer, der kommer
efter isvinter en sommer.
2. Gem mig som finken
mellem dit ordløv, som ikke er bogstøv,
men har Ånds-kraften, som er levesaften
fra Herren Kristus, som træet med Vindsus,
så jeg kan leve til sidst som en greve,
vandre omkring med livsglæde,
selv når jeg godt kunne græde!
3. Skyslør om dagen,
himlen nedsænket og drikken iskænket:
nordiske dage, som sagte aftage,
med færre timer for fugle i stimer
til at optræde i levende kæde,
hvor de med vilje vil støde
ind i en mængde af føde.
4. Giv os således
også vort dagsbrød, optændt af din livsglød,
så vi i gære med dit salt kan være,
at vi forbliver som dine, vor Giver,
oplyst i hjertet, så det som har smertet
svinder som duggen for solen,
giv daglig ord som parolen.
5. Hvilket mirakel,
at som et under du gi’r stjernestunder,
netop til aften, hvor borte var kraften,
derfor vi takker, når nu det snart lakker
mod aftenklokken, hvor vi uden brokken
priser og lover din godhed,
beder dig vise os mildhed.
6. Findes der sager,
som kan anfægte? Ja, men aldrig knægte
den, som fortrøster sig som bror og søster
til Herrens nåde, for altid en gåde,
indtil han kommer i skyen som dommer.
Altid vil jeg ved dig hænge,
både om dag og i senge.
7. Nu tændes lyset!
For du tilgiver min gæld og bortriver
mig fra livsdyndet, hvortil jeg har skyndet
mig i min fortid, som ikke er nutid,
hvor du forkynder for mig, din begynder.
Opluk min mund til at ære
dig, som har givet din lære!
Melodi: Erling Lindberg, 1998, til ”Det vil vi gøre”.
1. Fuldmånemørke:
dèr er drabanten i luften, minsandten,
lyset hensvinder på månens bjergtinder,
uden sollyset er den som natgyset,
hvem kan forstå at, den hænger der hver nat
uden at falde til jorden,
hverken i syd eller norden.
2. Tænk at den svæver:
alt hvad det kræver, at den sig op hæver,
derved jeg bæver og sitrer og væver,
hanen den galer så lavmælt som svaler,
om jeg begriber det, nej, hvor det kniber
for de små grå hjerneceller,
når jeg miraklerne tæller.
3. Nu vil jeg sove!
Gladelig lægger jeg mig, mens jeg trækker
vejret med sindsro, fordi jeg er jordbo,
takker for natten, som lukker debatten
i mig og hos mig, for kun du gi’r livsvej.
Tak at på døren du banker
med dine himmelske tanker.
Melodi: Kirken den er et gammelt hus.
1. Ingen har nogensinde set
Gud med de store bogstaver.
Han har vist ofte grædt og let,
når vi i tankerne raver,
tænker os Ham som fundet på
af os, som var Han i det blå,
som om Han slet ikke fandtes.
2. Uden Ham har vi kun os selv,
som vi kan takke for dage,
både for glæde og for gæld,
kun til os selv kan vi klage.
Når vi forslået tumler om,
er uden indhold, ganske tom,
står vi alene med skylden.
3. Uden Guds lov blev livet dødt,
vi måtte høste som sået,
intet var længere os sødt,
frihed alene har flået
særlig de svage som et dyr,
modløst fra aften til det gryr,
knust som et møl under flugten.
4. Men med Guds lov er der dog håb,
når vi erkender al skylden,
og lader Gud ved tro og dåb
lægge vor gæld helt på hylden.
Så er det, Han forny’r os helt,
når vi af hjertet og udelt
trøster os kun ved Hans nåde.
5. Nu er vort liv som nyt og frit
under Guds lov og Hans nåde,
når vi ta’r på os, hver mand sit,
selvom det er os en gåde:
Hvorfor fornærmed’ jeg min ven,
talte med hårde ord til den,
som har mig kær af sit hjerte?
6. Gør mig så lille som et barn,
så jeg således kan kravle
ind i dit rige som et skarn,
så ikke længer’ min navle
er mig så kær i liv og død,
selv midt i livets hårde stød;
tak, Far i himlen, for frelsen!
Melodi: Bladet i bogen sig vender. H. Balslev.
1. Træet står helt uden blade,
men dog fyldt op:
småfugle ta’r deres stade
med spring og hop.
2. Bladløse står som en lade
træernes krop,
er som en fugle-gågade,
som et pit-stop.
3. Uden et ord spiser glade
de, hvad der er,
bog, bær og småkravl blandt blade
ved busk og træ’r.
4. Tak for dit ord, som mig mætter
dag ud og ind,
når jeg udhakker som spætter
mad til mit sind.
5. Så kan jeg flyve med glæde
ud til mit hverv,
selvom, som sker, jeg må græde,
gi’r du din skærv,
6. både når jeg er bag skærmen
og i det fri,
og at jeg hos dig med sværmen
kan gå i hi.
Melodi: Pass me not, o gentle Savior.
1. Solen stiger op påny,
gør min stue rød,
denne dag gør glad og ydmyg
med sin stærke glød.
Morgenrøde,
som gør stuen rød,
du som lod dig netop føde,
da jeg var som død.
2. Så bli’r rødt til guld og hvidt,
solen til en nødraket,
når blandt skyer der er lidt
plads til lyset let.
Morgenrøde…
3. Nu har lyset ganske vundet,
og der er igen i dag
dagslys for os nu oprundet,
os til godt behag / hvilken dejlig sag!
Morgenrøde,
som fornyer alt,
du som for os lod dig føde
verdens Lys og Salt.
4. Skønnere er solens opgang
end den klare dag,
rødt indvarsler julens lovsang:
til vor Frelser svag.
Morgenrøde,
som fornyer alt,
du som for os lod dig føde
verdens Lys og Salt.
5. Du er Kongesøn fra himlen
men blev lille nok.
Derfor bli’r ved jul der bimlen
i stor målestok.
Morgenrøde,
som fornyer alt,
du som for os lod dig føde
verdens Lys og Salt.
6. Tak for frelsen og for freden,
som i dig er vor,
du hvis navn er ”Kærligheden”
Middags-Solen stor.
Morgenrøde,
som fornyer alt,
du som for os lod dig føde
verdens Lys og Salt.
Melodi: Der er noget i luften.
1. Der er finker i luften
ved solnedgangstid,
de hviler i træer
fra dagtimers flid,
en munterhed høres
(mens arbejdet gøres)
fra træernes top,
så hviler jeg også fra dagen
min sjæl og min krop.
2. Mens solen nedsynker
får roen ny magt,
nu glattes de rynker,
som dagen har bragt,
og månen som seglet
fremstår nu som spejlet
på høst og på dom,
jeg beder dig, Herre, forbarm dig,
og kom, som du kom!
3. Retfærdig og kærlig
er du, det er sandt,
du sol fra det høje,
som netop oprandt,
da verden var ældet,
den blev overvældet
af dig, Gud og mand,
du kom på et æsel til byen,
som holdt mod dig stand.
4. Dèr lod du dig tvinge
af godhed mod dem,
som ville ombringe
dig i Betlehem,
du sang dine sange
i gaderne trange
på vej til din død
og hengav dig villigt for verden,
tog mod hvert et stød.
5. Lad os derfor synge
din pris med det råb,
som kan os forynge
som dengang med håb!
Hosianna vi råber,
og atter vi håber
på din frelsesplan.
Med glæden og gløden til hjertet
du vej til os ban!
Melodi: Skiffle-Rhytm (Etude).
Dagen i dag takker vi for
dig, som er Gud, med Fadervor:
Himmelen, marklandet, fuglene, køerne,
og alt i havvandet, ude på øerne,
hvad ikke ses, englenes kreds.
Godhedens Elv! Led du os selv
så at du giver os børne-bosteder
og leder – nu (vi si’r tak).
Melodi: Dixieland.
Det er i dag en skøn og dejlig morgen,
og derfor glemmer vi al hjertesorgen,
vor kære Far i himlen, fød os på ny
med fred og glæde, så vi synger i sky.
Det er i dag en skøn og dejlig morgen,
og derfor glemmer vi al hjertesorgen,
vor kære Far i himlen, fød os på ny
med fred og munterhed i morgengry.
Giv os styrke til i dag,
i din hånd vort hjerte tag,
så vi bliver i din kærlighed
fri os fra selviskhed!
Giv os styrke til i dag,
i din hånd vort hjerte tag,
så vi bliver i din kærlighed
fri os fra ufred.
Vor Herre Jesus Kristus, lys altid op,
når modløsheden breder sig, sig dit ”Stop!”
Du Verdens Lys, opvæk dit folk til alt godt,
så vi for dig må være himmel-spot.
Vor Herre Jesus Kristus, lys altid op,
når modløsheden breder sig, sig dit ”Stop!”
Du Verdens Lys, opvæk dit folk til alt godt.
Du gav os alt godt,
red os i alt gråt,
giv os dit himmelslot!
Seneste kommentarer
12.08 | 09:41
- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.
11.06 | 12:37
"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞
22.09 | 17:58
Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.
01.12 | 17:13
"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.
'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik
En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.
Men har de mon taget stilling til to ting:
1
Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.
Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.
2
Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.
Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.
Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.
Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.
Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.
Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.
Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.
Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.
Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?
Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:
"Den småmobsede tros dage er til ende.
De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,
provst Mejer er død."
Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.
Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.
Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".
Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!