Tidlig november

Melodi: Erling Lindberg, 1998: ”Det vil vi gøre”.

1. Tidlig november –

se kvækerfinker, som ikke er sinker,

nede blandt blade ses netop de vade,

falder i eet med, hvad der er på dét sted:

blade så visne, at blodet kan isne

hos den, som glemmer, der kommer

efter isvinter en sommer.

2. Gem mig som finken

mellem dit ordløv, som ikke er bogstøv,

men har Ånds-kraften, som er levesaften

fra Herren Kristus, som træet med Vindsus,

så jeg kan leve til sidst som en greve,

vandre omkring med livsglæde,

selv når jeg godt kunne græde!

3. Skyslør om dagen,

himlen nedsænket og drikken iskænket:

nordiske dage, som sagte aftage,

med færre timer for fugle i stimer

til at optræde i levende kæde,

hvor de med vilje vil støde

ind i en mængde af føde.

  4. Giv os således

også vort dagsbrød, optændt af din livsglød,

så vi i gære med dit salt kan være,

at vi forbliver som dine, vor Giver,

oplyst i hjertet, så det som har smertet

svinder som duggen for solen,

giv daglig ord som parolen.

  5. Hvilket mirakel,

at som et under du gi’r stjernestunder,

netop til aften, hvor borte var kraften,

derfor vi takker, når nu det snart lakker

mod aftenklokken, hvor vi uden brokken

priser og lover din godhed,

beder dig vise os mildhed.

  6. Findes der sager,

som kan anfægte? Ja, men aldrig knægte

den, som fortrøster sig som bror og søster

til Herrens nåde, for altid en gåde,

indtil han kommer i skyen som dommer.

Altid vil jeg ved dig hænge,

både om dag og i senge.

7. Nu tændes lyset!

For du tilgiver min gæld og bortriver

mig fra livsdyndet, hvortil jeg har skyndet

mig i min fortid, som ikke er nutid,

hvor du forkynder for mig, din begynder.

Opluk min mund til at ære

dig, som har givet din lære!

Fuldmånemørke

Melodi: Erling Lindberg, 1998, til ”Det vil vi gøre”.

1. Fuldmånemørke:

dèr er drabanten i luften, minsandten,

lyset hensvinder på månens bjergtinder,

uden sollyset er den som natgyset,

hvem kan forstå at, den hænger der hver nat

uden at falde til jorden,

hverken i syd eller norden.

2. Tænk at den svæver:

alt hvad det kræver, at den sig op hæver,

derved jeg bæver og sitrer og væver,

hanen den galer så lavmælt som svaler,

om jeg begriber det, nej, hvor det kniber

for de små grå hjerneceller,

når jeg miraklerne tæller.

3. Nu vil jeg sove!

Gladelig lægger jeg mig, mens jeg trækker

vejret med sindsro, fordi jeg er jordbo,

takker for natten, som lukker debatten

i mig og hos mig, for kun du gi’r livsvej.

Tak at på døren du banker

med dine himmelske tanker.

Ingen har nogensinde set

Melodi: Kirken den er et gammelt hus.

1. Ingen har nogensinde set

Gud med de store bogstaver.

Han har vist ofte grædt og let,

når vi i tankerne raver,

tænker os Ham som fundet på

af os, som var Han i det blå,

som om Han slet ikke fandtes.

2. Uden Ham har vi kun os selv,

som vi kan takke for dage,

både for glæde og for gæld,

kun til os selv kan vi klage.

Når vi forslået tumler om,

er uden indhold, ganske tom,

står vi alene med skylden.

3. Uden Guds lov blev livet dødt,

vi måtte høste som sået,

intet var længere os sødt,

frihed alene har flået

særlig de svage som et dyr,

modløst fra aften til det gryr,

knust som et møl under flugten.

4. Men med Guds lov er der dog håb,

når vi erkender al skylden,

og lader Gud ved tro og dåb

lægge vor gæld helt på hylden.

Så er det, Han forny’r os helt,

når vi af hjertet og udelt

trøster os kun ved Hans nåde.

5. Nu er vort liv som nyt og frit

under Guds lov og Hans nåde,

når vi ta’r på os, hver mand sit,

selvom det er os en gåde:

Hvorfor fornærmed’ jeg min ven,

talte med hårde ord til den,

som har mig kær af sit hjerte?

6. Gør mig så lille som et barn,

så jeg således kan kravle

ind i dit rige som et skarn,

så ikke længer’ min navle

er mig så kær i liv og død,

selv midt i livets hårde stød;

tak, Far i himlen, for frelsen!

Træet står helt uden blade

Melodi: Bladet i bogen sig vender. H. Balslev.

1. Træet står helt uden blade,

men dog fyldt op:

småfugle ta’r deres stade

med spring og hop.

2. Bladløse står som en lade

træernes krop,

er som en fugle-gågade,

som et pit-stop.

  3. Uden et ord spiser glade

de, hvad der er,

bog, bær og småkravl blandt blade

ved busk og træ’r.

  4. Tak for dit ord, som mig mætter

dag ud og ind,

når jeg udhakker som spætter

mad til mit sind.

5. Så kan jeg flyve med glæde

ud til mit hverv,

selvom, som sker, jeg må græde,

gi’r du din skærv,

  6. både når jeg er bag skærmen

og i det fri,

og at jeg hos dig med sværmen

kan gå i hi.

Solen stiger op påny

Melodi: Pass me not, o gentle Savior.

1. Solen stiger op påny,

gør min stue rød,

denne dag gør glad og ydmyg

med sin stærke glød.

  Morgenrøde,

som gør stuen rød,

du som lod dig netop føde,

da jeg var som død.

  2. Så bli’r rødt til guld og hvidt,

solen til en nødraket,

når blandt skyer der er lidt

plads til lyset let.

  Morgenrøde…

  3. Nu har lyset ganske vundet,

og der er igen i dag

dagslys for os nu oprundet,

os til godt behag / hvilken dejlig sag!

Morgenrøde,

som fornyer alt,

du som for os lod dig føde

verdens Lys og Salt.

  4. Skønnere er solens opgang

end den klare dag,

rødt indvarsler julens lovsang:

til vor Frelser svag.

  Morgenrøde,

som fornyer alt,

du som for os lod dig føde

verdens Lys og Salt.

5. Du er Kongesøn fra himlen

men blev lille nok.

Derfor bli’r ved jul der bimlen

i stor målestok.

Morgenrøde,

som fornyer alt,

du som for os lod dig føde

verdens Lys og Salt.

6. Tak for frelsen og for freden,

som i dig er vor,

du hvis navn er ”Kærligheden”

Middags-Solen stor.

Morgenrøde,

som fornyer alt,

du som for os lod dig føde

verdens Lys og Salt.

Der er finker i luften

Melodi: Der er noget i luften.

1. Der er finker i luften

ved solnedgangstid,

de hviler i træer

fra dagtimers flid,

en munterhed høres

(mens arbejdet gøres)

fra træernes top,

så hviler jeg også fra dagen

min sjæl og min krop.

  2. Mens solen nedsynker

får roen ny magt,

nu glattes de rynker,

som dagen har bragt,

og månen som seglet

fremstår nu som spejlet

på høst og på dom,

jeg beder dig, Herre, forbarm dig,

og kom, som du kom!

  3. Retfærdig og kærlig

er du, det er sandt,

du sol fra det høje,

som netop oprandt,

da verden var ældet,

den blev overvældet

af dig, Gud og mand,

du kom på et æsel til byen,

som holdt mod dig stand.

  4. Dèr lod du dig tvinge

af godhed mod dem,

som ville ombringe

dig i Betlehem,

du sang dine sange

i gaderne trange

på vej til din død

og hengav dig villigt for verden,

tog mod hvert et stød.

5. Lad os derfor synge

din pris med det råb,

som kan os forynge

som dengang med håb!

Hosianna vi råber,

og atter vi håber

på din frelsesplan.

Med glæden og gløden til hjertet

du vej til os ban!

Dagen i dag takker vi for

Melodi: Skiffle-Rhytm (Etude).

Dagen i dag takker vi for
dig, som er Gud, med Fadervor:

Himmelen, marklandet, fuglene, køerne,

og alt i havvandet, ude på øerne,

hvad ikke ses, englenes kreds.

Godhedens Elv! Led du os selv

så at du giver os børne-bosteder

og leder – nu (vi si’r tak).

Det er i dag en skøn og dejlig morgen

Melodi: Dixieland.

  Det er i dag en skøn og dejlig morgen,

og derfor glemmer vi al hjertesorgen,

vor kære Far i himlen, fød os på ny

med fred og glæde, så vi synger i sky.

Det er i dag en skøn og dejlig morgen,

og derfor glemmer vi al hjertesorgen,

vor kære Far i himlen, fød os på ny

med fred og munterhed i morgengry.

  Giv os styrke til i dag,

i din hånd vort hjerte tag,

så vi bliver i din kærlighed

fri os fra selviskhed!

Giv os styrke til i dag,

i din hånd vort hjerte tag,

så vi bliver i din kærlighed

fri os fra ufred.

  Vor Herre Jesus Kristus, lys altid op,

når modløsheden breder sig, sig dit ”Stop!”

Du Verdens Lys, opvæk dit folk til alt godt,

så vi for dig må være himmel-spot.

  Vor Herre Jesus Kristus, lys altid op,

når modløsheden breder sig, sig dit ”Stop!”

Du Verdens Lys, opvæk dit folk til alt godt.

Du gav os alt godt,

red os i alt gråt,

giv os dit himmelslot!