Kristi Himmelfartsdag – og konfirmation 26. maj 2022 kl. 11 i Kolby kirke

I eventyret Sølvstolen af C.S. Lewis hører vi om to børn, Jill (Pole) og Eustace (Scrubb). Jill bliver forfulgt i skolen og står og græder ved et buskads tæt på en mur uden om skolen.

Scrubb ser det og kommer hen til hende for at opmuntre hende. Men han har selv været slem året før, så Jill synes, han bare kan gå. Men så spørger hun, hvorfor han egentlig er blevet forandret siden sidste skoleår.

Scrubb har været i Narnia. Der begyndte en forandring i ham fra at være ufølsom til at være en god dreng.

Nu står de så der ved skolemuren. Scrubb foreslår, at de siger Aslans navn sammen nogle gange med hænderne løftet med håndfladen nedad. Jill ved ingenting om Aslan, men hun stoler på, at Scrubb ved noget.

I det samme kommer nogle børn for at hive Jill med. Efter hende, siger de. Da prøver de to børn, om døren i skolemuren måske skulle være åben for en gangs skyld, den åbner sig, og de ser ind i et helt andet landskab. Narnia.

De befinder sig meget højt oppe og står lige ved en dyb, dyb kløft. Man skal forestille sig, at man ser dybt ned og dernede får man øje på SKYER. Og dybt dybt nede under igen kan man se noget, om det er vand eller land er svært at se.

Jill er ikke højdeskræk, så hun går helt hen til kanten. Scrubb kan ikke lide det og prøver at få hende til at gå lidt tilbage, og da de kommer i uligevægt, falder Scrubb lige pludselig ned i kløften. Hun ser, at han ligesom bliver pustet afsted.

Da Jill vender sig om, står løven Aslan ved et vandløb. Hun er med ét frygtelig tørstig. Til sidst kommer hun hen for at drikke, og løven siger også: Kom hen og drik! Straks hun drikker er hun ikke længere tørstig.

Nu kalder løven Jill hen til sig. Han spørger. Hvorfor stod du så tæt på kløften? For at vise mig, siger hun. Det var et godt svar, siger Aslan. Og så forklarer Aslan, at han har pustet Scrubb afsted.

Nu har han en opgave til Jill. Instrukserne vil lede hende på rette vej og er følgende:

Nede i Narnia møder Scrubb en god gammel ven. Han må straks få hilst på ham. Det vil være en stor hjælp. 2) De skal drage fra Narnia mod nord, til de kommer til de gamle kæmpers ruinby. 3) Der vil de finde en indskrift, og så skal de gøre, hvad denne indskrift befaler dem at gøre. 4) De vil kunne kende den forsvundne prinse på, at han er den første person, de møder på deres rejse, som vil bede jer gøre noget i hans, i Aslans navn.

Hun får en opgave og får at vide, at hun skal lære instruksen udenad. Hun skal gentage instrukserne for sig selv, når hun vågner om morgenen, og når hun lægger sig til at sove om aftenen, og når hun vågner midt om natten. Og uanset hvad hun kommer ud for af sære ting, må hun ikke lade noget som helst få hende til at glemme at følge instrukserne.

Og Aslan giver en advarsel: På bjerget hvor de er, har han talt ganske tydeligt til Jill. Men det vil han ikke gøre ret tit nede i Narnia. Lige der er hendes tanker klare, men nede i Narnia er luften tættere. Det kan forvirre tankerne. Og det, hun skal holde øje med, vil slet ikke se ud, som hun regner med, når hun møder dem. Derfor er det vigtigt, at hun lærer hans instrukser udenad og ikke lader sig forvirre af tingenes ydre skin. Husk instrukserne, og tro på dem. Det er det eneste, der betyder noget.

Jill bliver derpå pustet afsted på samme måde, og så begynder eventyret for alvor.

***

I dag er det Kristi Himmelfartsdag. Jesus har nogle instrukser til sine apostle, inden han bliver usynlig for dem. Men før han giver instrukserne, må der noget andet til. Jesus åbner disciplenes sind. Han åbner sindet hos dem.

Men han åbner sindet med et ganske bestemt formål. Så at de kunne forstå Skrifterne. Står der.

Vi kan læse i Bibelen uden at få det mindste ud af det. Uden at vi finder ud af, hvad der er det vigtigste. Uden at forstå.

Så derfor må Gud ved sin Ånd puste på vores sind, så det brænder i os og vi fornemmer, hvad Skrifterne dybest set handler om.

Det er ligesom Jill, Scrubb og så deres ven. De går hen over kæmpernes ruinby uden at opdage, at det er der de er. De tror, det blot er det bjerg eller måske ruinen af enorme fabrikker eller sådan noget. Sådan kan Bibelen også tage sig ud. Som store områder, hvor der fortælles alt muligt i øst og vest.

Jesus forbereder sine disciple – og dermed alle slægter siden – på, at han ikke fysisk vil være til stede længere. Han vil være der med sin Ånd. Jesus sagde til disciplene, at Helligånden ville komme over dem og give dem kraft, så de – vi – kan leve efter Jesu befalinger og følge dem.

Og nu, da han har åbnet deres sind, så de kan forstå Skrifterne, forklarer han endnu engang, hvad Skrifterne siger om ham selv:

”Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.”

I en konfirmandtime så vi på et billede af nogle streger, der så meget forvirret ud. Indtil vi så på striberne på en bestemt måde. Så pludselig kunne vi ligefrem læse en besked. Det kunne være svært at få øje på beskeden, men til sidst fik de fleste læst beskeden. Der stod: Gud elsker dig meget højt!

Altså: Jesu lidelse og opstandelse på den tredje dag er ligesom det hemmelige budskab i Bibelen, når alt skal samles i én eneste sætning. Og så en ting mere: Der skal prædikes i hans navn. Ikke i alle mulige navne, men i hans navn, i Jesu Kristi navn. Intet andet navn kan nemlig frelse. Alle andre navne leder væk fra livet. Så prædikenen skal ske i Jesu navn og så skal det føre til omvendelse.

Omvendelse: At vi drejer rundt 180 grader og ser vore synder. Ser, hvordan vi ofte har været arrogante, egoistiske, overlegne. Og måske mange andre ting. Og når vi bliver hjulpet til at gå øje på det, så begræder vi også vore synder. Så går vi i os selv. Så angrer og fortryder vi. Og da sker miraklet, og det sker igen og igen, når vi fortryder noget, at så modtager vi en befriende gave: Guds tilgivelse. Gud lader os mærke sin kærlighed. Når vi angrer, så kan Han komme til med sin tilgivelse. Og tilgivelsen den udspringer lige præcis af, at Jesus led og døde for os syndere, og opstod, så han lever evigt og giver enhver, der følger ham i anger over ens synder, sit nye fantastiske liv med Guds kærlighed.

Det er simpelthen det, kristendom handler om. Det er Jesu instruks til disciplene dengang og i dag.

Vi har i konfirmandtimerne samlet det i at lære en særlig instruks om bøn. Nemlig bønnen fadervor.

Jesus vil hjælpe os til at blive salige og lykkelige. På den måde, som han ved er bedst. Helliget vorde dit navn! Beder vi. Det handler om, at vi følger Guds instrukser og handler efter dem. Vi har også udtrykket: at hellige sig en eller anden ting.

Komme dit rige! Så sker der noget, det er et løfte. Vi ser tingene klarere, hver gang vi beder den bøn. Vi styrkes i, at Jesu Kristi og hans Faders rige er virkeligt. Ikke en drøm, ikke en illusion. Heksen i eventyret har forhekset prins Rilian, så han 23 timer i døgnet tror, at solen, græsset og vores verden ikke er til. At Aslan heller ikke er til. Men i én time i døgnet bliver han sig selv, og derfor bliver han bundet til en sølvstol. For så kan han ikke løbe bort og forblive sig selv. Så sidder han som en fange og råber sin fortvivlelse ud, for han ved, at han er blevet forhekset. Efter en time går anfaldet af virkelighed over, og så kan han gå frit om.

Sådan kan vi også blive forhekset, gå Gud og Jesus og Guds rige bliver uvirkelige for os.

Og i dag har Jesus en særlig instruks til disciplene her og nu, hvor de er. De får besked på, at de skal begynde med prædikenen i Jerusalem og være vidner om Jesu befalinger. Og de skal vente på, at Faderen sender det, han har lovet: nemlig Helligånden. Guds kraft fra det høje. Så de skal vente. Indtil de modtager Helligåndens kraft. Det skete pinsedag.

Så nu har de ti dage at vente i. Vi har også en ventetid. Ti dage til pinse. Og mange andre ventetider på, at Gud lader sin Ånd strømme ind i os.

Kære konfirmand (navnet her udeladt)! Du har valgt dit konfirmationsord. Det er en af de vigtigste instrukser. Ord af Jesus: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. Det er noget af det sværeste, men også det mest befriende. Det er hårdt arbejde. Det letteste er at give efter for had og lade hadet fylde os. Men sådan bliver vi bundet til hadet. Nej, i stedet bliver vi os selv, når vi slipper hadet. Når vi beslutter os for at elske. Det betyder ikke, at vi skal være tætte med vore fjender, men det betyder, at vi bliver frie. For så er vi ikke bundet af had. Det kommer til at ændre på mange ting i en god retning.

Og fjender kan nogle gange sige noget sandt om os, som vi helst vil være fri for at høre. Vennerne – de vil som regel være søde ved os og ikke sige sandheder om os. Så måske skal vi sige tak for fjenderne. Og så også huske, at de har mere brug for vores forbøn end vennerne. 

Bruce den Almægtige - om bøn og om at blive bønhørt. Fortalt ved konfirmationen i Besser kirke

 Tak for tiden sammen! Så er jeres konfirmationsdag oprundet. Utroligt.

Kan I huske, vi så Bruce den Almægtige? Hvordan Bruce blev fyret fra sit arbejde og blev helt ude af den. Det fik ham til at bede Gud om tegn. Han bad: Gud, jeg har brug for vejledning. Giv mig et tegn! Og så kørte han ellers afsted i sin bil. Det gik helt galt, så han endte med at brage ind i et stort køretøj.

Da Bruce senere møder Gud, forstår han ingenting. Men Gud havde absolut givet ham tegn: Først et kæmpe skilt, hvorpå der stod: Pas på forude! Kør forsigtigt! Så et skilt, der sagde: Vejen ender. Fortsæt ikke! Og til sidst: Kør ikke videre. Den forkerte vej. Stop! Forkert!

Bruce holder slet ikke øje med alle de skilte, som Gud har hjulpet ham med. Så derfor går det helt galt.

Mens han holder med sin smadrede bil, ringer hans telefon fra et ukendt nummer. Han tager den ikke. Hjemme igen ringes der igen fra nummeret. Og Bruce bliver så rasende, så han kaster sin mobiltelefon direkte ud på gaden, hvor den bliver ramt af en bil og går i mindre dele.

Han skal ned med sin hund, der har det med endnu at tisse på en bestemt lænestol. Så han kommer ud med hunden og skal lære den at tisse op af et træ i stedet for. Så hører han, at hans ødelagte mobiltelefon ringer. Han kan se, at det er det samme nummer som de tidligere gange.

Så går han op og ringe nummeret op. Det korte af det lange er, at han tilbydes et job. Det viser sig, at det er Gud selv, som har ringet. 

Sådan bliver vi nok ikke så tit ’ringet op’ af Gud, som Bruce den Almægtige blev. Men Gud svarer bøn. Han har befalet os at bede. Det er en pligt for en kristen at bede. Det er ikke noget, man kan gøre, eller lade være med at gøre.

Prædiken ved konfirmationen bededag 2022 i Besser kirke

Når Gud giver gode gaver til dem der beder ham om dem, så skal vi også gøre det mod andre, som beder os om noget.

Vi lærer i katekismen, altså i vores kristne børnelærdom, at Gud er det, man venter sig alt godt af.

Det er det vi lærer i dag fra evangeliet, fra Jesu tale, at Gud vores himmelske Fader giver gode gaver.

Og derfor skal vi opføre os på en tilsvarende måde over for andre mennesker. Vi skal have samme gode gavmildhed over for andre, som Gud har over for os selv.

Det her kaldes den gyldne regel. Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem. Ved at leve efter denne regel viser vi sandt discipelskab af Jesus.

Og hvem vil give et andet menneske en sten, når det er brød han eller hun beder om? Brød, som kan være: venskab, venlighed, imødekommenhed, høflighed, støtte i svære situationer. Ja, brød kan virkelig være mange ting. At vi taler godt om den anden.

Det letteste i verden for os er at tale bare en anelse nedsættende om andre. Bare lidt. Det er jo derfor, Jesus viser os, hvordan sandt discipelskab er. At vi behandler andre, som vi selv ønsker, at de skal behandle os.

Og den gyldne regel handler ikke om blot at undgå at skade andre, men at vi skal være venlige og positive over for andre.

Jesus siger, at det samme siger loven og profeterne, dvs. hele Gammel Testamente, altså alle de skrifter i Bibelen, som blev skrevet før Jesus.

Men hvad er så den snævre port, Jesus siger, vi skal gå ind ad? Det er den port, hvor vi går ind en ad gangen. Hver enkelt må arbejde med sig selv.

Den vide port, eller brede vej, det er den, hvor vi bare lader stå til med alting, er store egoister, er ligeglade med andre mennesker og med Gud. Det fører til fortabelse, siger Jesus.

Og så den snævre port og den trange vej til livet. Den er svær at finde, siger han.

Selvom vejen er svær at finde, er det let at gå på den, når vi først er gået ind på den. At lade alle andre guder og magter være og alene holde os til Gud. Og Gud blev menneske, Jesus, så når vi ser på ham og hører ham, er det Gud selv, vi hører tale.

Det er denne vej vi har lært om i konfirmationsforberedelsen. Og derfor er det også, at hver af jer konfirmander svarer for jer selv om lidt og siger ja. For som det er blevet sagt: Gud har kun børn, ikke børnebørn. Og Gud er vores Fader, ikke bedstefar! Derfor må vi i hver generation tilegne os troen. Ellers dør den.

Men husk, at vi også står sammen med jer, det gør jeres familier, det gør jeres venner, det gør menigheden og jeg. Derfor kan I også, det kan vi alle, lade os bære, når tvivlen overfalder os.

Tvivl og tro hører sammen, men det afgørende, livet igennem, er at vi følger Jesus Kristus som vores Herre og Frelser.

Så kan vi komme til at gå ud ad en tangent, men kan altid komme tilbage igen. Til det, vi har modtaget, da vi blev døbt: Guds Ånd, tilgivelse for vore synder, noget som vi aktiverer hos Gud, hver gang vi beder om tilgivelse. Og det evige eller nye liv, vi modtog i dåben, aktiverer vi på samme måde ved at leve med Gud og Jesus, i bøn, i en tryg tillid til Ham.

Når livet hænger i en tynd tråd

Novelle om cirkusartisten Erik. I forkortet form. Af Sv. Holmer Harmon (1901-1933). 

Er er en cirkusartist, som har gået arbejdsløs i 2 år. Så arbejder hos en murermester med at flytte jord med skovl, spade og trillebør. Han låner noget værktøj hos en nabo. Da han møder op og arbejder, siger nogle: hvad er det for nogle hyppejern, du kommer med?

40 år – uvant med det arbejde – ser ud som arbejder han som frisørlærling.

Elevator med et åbent bjælketårn. Mursten og kalk op og ned til 3. etage.

Der lyder et brag. Stenlæs er væltet på vej op. Det 24 m høje tårn svajer og knager og brækker sammen i 3. sals højde (se på tegningen).

En arbejder hænger deroppe. En bjælkeende har fået fat under det nederste af hans vest. 

De råber: Hold ud! Nu kommer brandstigen straks!

Det truer med, at hele tårnet styrter sammen. Arbejderen deroppe er rædselsslagen – han begynder at glide ud af vestens ærmegab.

Hans liv hænger i en tynd tråd.

Ingen kan gøre noget. De bringer sig endda i sikkerhed selv.

Artisten Erik derimod stiger på strømpefødder op i tårnet. I tænderne har han tømrernes line. Nu er der to mand i tårnet. Vanvid siger folk. 

Han maver sig frem med tovet hængende frit.

Op over tømmeret og glider ned under bjælken, hvor kammeraten hænger. Hængende i benene får han tovet gjort fast om kammeratens krop, tæt under armene. Så glider kammeraten helt og falder en halv meter, inden de to dernede strammer linen.

Tårnet synker ved et pludseligt ryk 7-8 tommer. Folk spredes. Også den ene, der holder tovet. Den anden bliver heldigvis.

Langsom firer han på rebet, og kammeraten glider ned til den faste, solide jord.

Folk begynder at råbe hurra.

De stovte arbejdere griber med store, ivrige nævner Eriks hånd – smiler med blandke øjne.

Tre hurraer for artisten brøler jord- og betonformanden. Og hyldesten bølger omkring Erik.

Tale ved konfirmationen søndag den 5. maj 2013 i Onsbjerg kirke

Tale ved konfirmationen søndag den 5. maj 2013 kl. 11.00  i Onsbjerg kirke

Jeg skylder sognepræst Heinrich Wichamnn Pedersen tak for afsnittet om 4. maj.

Det var 4. maj i går, den aften, hvor befrielsesbudskabet kom fra London. Desværre kom befrielsen ikke til Bornholm 5. april 1946.

Sådan kommer befrielsen ved det kristne budskab ikke lige på een gang. Der er nemlig en besættelsesmagt, som hele tiden skal kæmpes mod. Derfor forsager, siger vi nej, til Djævelen, Satan, Fanden (det betyder Fjenden) og alt hvad der hører ham til. Han vil gøre alt for, at vi aldrig beder til Gud i Jesu navn. Bøn er det værste, han ved. Så mister han magten og grebet om os. Hans mål er, at vi forbliver overfladiske, eller også at vi vender os til andre guder, men at vi lige meget hvad ikke kommer rigtig i kontakt med Gud og Jesus. For Jesus er den, derer stærkere end ham. Og når Jesus får magt i os, og når vi hver dag overgiver os til ham som vores hjertes dørmand og beskytter, så bliver der plads til alt det vidunderlige, Jesus vil give os: fred i hjertet, glæde, endda en dyb, varig, overstrømmende, om end ofte stille, glæde.

Så hvis vi kan opfattes som besat land, så længe vi lader Djævelen herske i os, så er vi befriet land, når Jesus får plads hos os. Jamen, er det ikke meget groft, det jeg siger? Nej, for hvis vi ikke giver Gud plads, så giver vi automatisk Djævelen råderum. Og så er bogstaveligt talt Fanden løs. Så begynder tilværelsen at ramle helt. Som er hans mål.

Lad os derfor altid holde os tæt til Gud vor Far i Himlen og Jesus. Så er vi med i en befrielseskamp. Ikke alle områder af os er befriet nødvendigvis på een gang, netop derfor lad os leve med bønnen og kontakten til Gud i hverdagen.

Modstandsmanden Christian Ulrik Hansen blev dømt til døden og henrettet den 23. juni 1944 i Ryvangen sammen med 7 andre modstandskæmpere. Han blev kun 23 år gammel. Han skrev en række breve hjem fra fængslet. I det sidste brev, der er skrevet kort før dødsdommen blev eksekveret, skrev han til sin far og mor og hans søskende. I afslutningen af brevet skriver han:  Så bliver da disse tre, tro, håb og kærlighed, men størst af disse er kærligheden: Lad kærligheden gro i jer, lad den vokse med ham, som kom herned alene for at bære og sone vor skyld. Også min skyld har han taget på sig. I troen på, at han har taget min synd på sig, i håb om, at han vil tage mig ved hånden og i kærligheden til ham er det, jeg dør. Derfor er det ikke meningsløst, at jeg dør. Tværtimod, der er en dyb og stor mening dermed.

Det, der gav ham håb midt i mødet med døden, var opstandelseshåbet, og at det håb det holder. Det gav ham modet – ikke først og fremmeste til at dø – men modet til at leve. Til at leve livet ud i en tid der syntes mørk og trist. Der ind midt i mørket opretholdt troen, håbet og kærligheden ham.

Det er i grunden også det, der kan bære os gennem alt, der sker i vores liv, både dumme ting vi gør, og dumme ting, der bliver gjort mod os. Opstandelseshåbet holder.

***

Og så ganske kort om en anden ting, vi lige skal markere i dag, nemlig Søren Kierkegaards fødselsdag – 200 år. Og det gør vi ved at mindes, at for ham var Bibelen som et brev fra den elskede. Det mindste ønske i det brev vil den elskende stå på pinde for at gøre for den elskede. Sådan skal vi nu tænke, når vi kommer ind på konfirmandernes ord.

I konfirmander har valgt et konfirmationsord hver især. Ordene kommer fra Bibelen, den hellige skrift. I har lyttet til konfirmations-undervisningen siden efteråret sidste år.

Nu hører I, hvad I andre også gør, at hvis I kun lytter til undervisningen, men ikke handler på det, I hører, er det, om når I betragter jeres ansigt i et spejl. Så snart I kigger væk, har I glemt, hvordan I ser ud.

Sådan er det at fordybe sig i Guds Ord. Det er som et spejl, som vi åndeligt talt ser ind i. Vi hører. og vi handler.

Og det er ikke en tilfældig sammenhæng mellem at høre og at gøre.

For konklusionen i Jakobs brev er: ”Det er jo dem, der handler på Guds ord, der oplever Guds velsignelse.”

Og lad os så i dag høre, hvad Jesus siger, som vi skal handle på:

”Det vil jeg sige jer: Faderen (Gud Fader) vil give jer, hvad som helst I beder om i mit navn.”

”Bed i mit navn, og I skal få, så I kan blive fyldt af glæde.”

Her hører vi, at vi har adgang til at bede til Gud Fader i Jesu navn, så får vi det, vi beder om. I Jesu navn, med ham som garant, kan vi sige.

På grund af at han som Guds Søn og menneske har lidt, er død på et træ for vor skyld og er opstået og nu lever og regerer med Faderen og kan opfylde vore bønner.

Han blev ligefrem gennemboret med nagler for over overtrædelser, knust for vore synder. Den straf, som vi stod til, har han taget på sig, så vi kan få fred og blive helbredt ved hans sår. (Es. 53,5).

Derfor skal vi bede i Jesu navn, i den korsfæstede og genopstandne Jesu navn.

Navnet Jesus betyder FRELSE, han er vores redningskrans. Som I lavede en bedekrans, kaldet Kristuskransen, som også er en slags redningskrans.

Flere af jer har valgt som konfirmationsord en lille bøn, som mennesker, der kom til Jesus, har bedt. Som disciplenes bøn, da de er i stormvejret ude på søen og Jesus bare sover. Så vækker de ham og siger: ”Herre, frels os, vi går under!” Og straks lagde stormen sig på Jesu befaling.

Eller en skatteopkræver, der er flosset i sin omgang med andrespenge, han beder til Gud: ”Gud, vær mig synder nådig!” Og hvad skete? Han blev omgående accepteret af Gud. Konsekvensen for ham var nok, at han skulle ud og ændre på sin måde at omgåes andres penge.

Eller en far til en dreng, som er besat af en ond ånd. Faderen beder først Jesus hjælpe, hvis han kan, som han siger. Jesus siger: Hvis jeg kan? for den, som tror, er alting muligt.” Så råber faderen: ”Jeg tror! Hjælp min vantro!” Eller i en ande oversættelse: "Hjælp mig til ikke at være vantro”.

Vi ser, hvordan bønnen sætter noget i bevægelse. Der sker noget nyt, for alting er muligt for Gud og for den, der tror på ham, og som beder i Jesu navn.

Og hvis vi skal skære ind til benet, hvordan vi skal handle på ordet, så kan vi hjælpes af dette ord: ”Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.” Se, dybest set er det ord, talt om Gud og hans Søn, som er selve kærlighedens kilde. Det hedder jo et sted: Gud er kærlighed. Ikke omvendt: Kærlighed er Gud, nej: Gud er kærlighed.

Bliver vi i Guds kærlighed, så skal vi stræbe efter at tåle alt, tro al, håbe alt, udholde alt.

For en kristen er der ikke noget, der hedder at give op. Nej. Vi, I, er døbt til at tilhøre den korsfæstede Herre, som selv tålte alt, og har vundet sejren over døden og derfor nu skaber grobund for at tro alt, håbe alt, udholde alt, indtil vores livs ende eller til han kommer igen i Guds time.

Håbe alt, sagde jeg. Som det hedder i en bøn til Gud: ”Ingen, der håber på dig, bliver til skamme.” Skam er noget vi frygter, men når vi håber på Gud, så kan skammen pakke sig, kan den. Så er vi beskyttet af Gud, ligesom den boble, der omgiver menneskers og hobitters hær i kampen mod Sauron i urtiden i Ringenes Herre. Sådan sænker Gud omgående sin beskyttende ring om os, som vi dog kan se alting igennem og samtidig føle os trygge.

Men måske er du fristet til trods alle de her fine ord alligevel at opgive håbet, at fortvivle:
”Frygt ikke, for jeg er med dig fortvivl ikke, for jeg er din Gud.”

Så kan vi høre alt, hvad der er blevet sagt i den korte opfordring: ”Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen.” Vedholdende i bønnen, ligesom med at se sig i spejlet og huske, hvordan man ser ud. Altså: se sig i Ordets spejl, hvor Jesus siger: Bed, og så blive ved med det. Det er at høre og handle.

Og hele den proces fører til, siger Jesus, at I kan blive fyldt med GLÆDE.

***

Og så til sidst:

Kære konfirmander! Tak for året, der er gået. I kom om eftermiddagen, og jeg synes, I klarede det – nogen bedre end andre, men alligevel, synes jeg, at I virkede mere og mere vågne, som månederne gik. Jeg ved ikke, hvad I vil sige I har lært. Jeg tror ikke, I er i tvivl om, at det vigtigste i den kristne tro er indeholdt i de ti bud med trosbekendelsen og fadervor, og så dåben og nadveren.

Det er godt sådan. Så er der lagt en grund. Men jeg vil ønske for jer, at I kan opleve et kristent fællesskab med andre unge, hvor troen virkelig er central, og hvor I sammen med andre unge kan tale om tro og alt sådan noget. I en fredelig atmosfære, hvor alle spørgsmål kan tales om. Sådan at jeres tro lidt efter lidt må blive mere fast, hvis den ikke allerede er det.

Hvis I vil, kan vi ses igen og tale sammen fra tid til anden, måske så saft og kiks skal skiftes ud med en kop the. Hvor I kunne slæbe jeres konfirmationsbibler med, så vi kunne åbne dem lidt og blive klogere på et og andet sammen.

Nu ønsker jeg jer en glad dag og velsignet dag og fremtid!

Tale ved konfirmationen 26. april 2013 i Nordby kirke

I dag bekræfter I unge jeres dåb.

Dåben består af vand og ordet ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.

Vand – lad os tænke over, hvad vand betyder.

Tænk på en sommerdag. Temperaturen i vandet i havet er pænt oppe mod de 20 grader, og vi kaster os glade i bølgerne og pjasker sikkert at ren glæde. Dåbsvandet handler om livsglæde.

Så vasker vi os i vand for snavs. Dåbsvandet er rensende.

Hvor er vand vidunderligt rensende. Dåben gør os rene.

Men mangler vi vand og tørsten bliver uudholdelig, så viser vandet sig fra en anden side: det er livgivende. Dåbens vand er livgivende.

Man kan så også drukne i vand. Tænk på, hvis I har prøvet at dykke dybt ned og trykket stiger ganske dramatisk, hvordan I vil op i en fart igen. En oplevelse af at komme næsten fra døden til livet. Fra dybet kommer man op igen i lyset og lufen.

Vand kan man drukne i eller reddes op fra.

Dåben ar en undergang og en opstandelse.

Altså: dåben handler om livsglæde, at blive ren, om at få liv og om at gå under og komme op igen.

Vand er det stof  i verden ud over luft, som vi er mest afhængige af.

Sådan er det med dåben, hvor Gud bruger vandet, og luften, det er Helligånden, som er os skænket i dåben, og med alt, hvad luften, hvad Helligånden virker i os.

Og nu konfirmeres I, bekræfter I jeres dåb.

Konfirmation betyder bekræftelse. Vi har alle brug for at bekræftes i, at jeg duer, at andre regner mig for noget. Det gælder både derhjemme, i klassen og blandt kammeraterne. Det er helvede, hvis ingen regner mig for noget.

Den kristne tro siger, at Gud regner os mennesker. Vi er noget værd i Guds øjne. Vi er elsket af ham. Det ved vi fra Jesus. Han blev nemlig født og levede og døde og opstod af graven som én stor kærlighedserklæring til os mennesker.

Den kærlighed fik vi givet, dengang vi blev døbt.

De fleste, også jer fire, blev døbt som små – er det ikke rigtigt?

Derfor kan vi ikke huske, hvad der skete med os, da vi blev døbt. Men så kommer konfirmationen. Den vil minde os om vor dåb, minde os om, at vi står højt hos Gud, er elsket af ham.

Konfirmationen er en fest for dåben. Konfirmationen bekræfter, hvad der blev sagt til os i dåben: at vi er elsket af Gud.

***

(I denne del er indvævet citater fra konfirmandernes konfirmationsord, så spids ører!)

Konfirmanderne tændte et lys hver især – lige ved døbefonten.

Selve lyset er os, men flammen – den tænder Gud ved Jesus, derfor hentede vi ilden fra alteret som symbol på det.

Sådan handler konfirmationen om, at vi siger ja tak, og Gud velsigner os.

”Når vi kun vil besegler Gud sin pagt om Himmerig”, som vi skal synge, når konfirmanderne går til alteret.

Når vi kun vil.

Vil vi? Hertil er kun to svar: ja eller nej.

Det har vi snakket om. Man kan ikke svare tja, nja. Vi er nødt til at blive samlede og sige ja.

Når vi kun vil, når vi bare vil modtage Guds velsignelse, ja, så giver han den også.

Vi kan spørge, om vi vil døbes eller konfirmeres. Men vi kan stille os et andet spørgsmål, det er mindst lige så godt: Vil vi ikke gerne holde fast i Gud, ligesom en, man kæmper med i en kamp, men ikke for at vinde over den anden, men for at den anden skal hjælpe en. Som patriarken Jakob, der råbte til Gud: Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!

Når vi sådan holder fast ved Gud og hans ord.

Vi har svage kræfter, men vi vil ikke fornægte Jesu navn. Jamen, så siger han også, at så holder han døren til paradis lukket op, så ingen kan lukke den i igen.

Gud døber os med sin Helligånd, det gør han, hver gang, vi hører hans ord, beder, takker og taler sammen om ham.

Så kan mørke blive til noget dunkelt, og det dunkle til tåge og tågen til fejende solskin, som fejer tvivlen ned i et musehul.

Er det enkelt? Ja. Moses fik af Gud givet de ti bud. De er stadig gældende. Men Jesus sammenfattede alle bud i dette: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

Ud af troen på Gud vokser viljen til at være udholdende i kærligheden til næsten, i uro og strid, i tåge og dunkelhed, i mørke. Gud giver udholdenheden, så vi kan holde det alt sammen ud, så der igen bliver fejende dejligt solskin og alting blomstrer på ny.

Uanset hvilket mørke, der indhyller os, om det skyldes andre eller os eller begge, så er Gud en hjælp i trængsler, vores tilflugt og styrke.

Når urolige tanker tager til i os, så gør Guds trøst os glade.

Morgenstund har Gud i mund,

og guld betyder glæde,

og glædelig er hver en dag,

som leves til Guds velbehag,

om end vi måtte græde.

Kærligheden og glæden, håbet og troen, styrken og lovsang, selvtillid (ikke egoisme), alt dette virker Gud ved sin Søn Jesus Kristus, som hengav sig i døden for os, som et lam, der føres til slagtning, og han blev gennemboret for vore overtrædelser, knust for vore synder. Så stor en kærlighed har han, og så stor en kærlighed var nødvendig for at redde os fra os selv, så vi altid kan komme tilbage til livsglæden!

***

Altså, når vi kun vil, så rækker Jesus os sin hånd.

Jesus er hyrden, vi er fårene. Som fårene kender deres hyrdes stemme, sådan kender vi Jesu røst blandt alle stemmer.

Der både en ulv og lejesvende, eller ansatte. Ulven (der er kun denne ene ulv) klæder sig ud som får, men er lige glubsk for dt. Derfor forsager vi, der for siger vi nej, til Djævelen med alt, der kommer fra ham.

Og så er der lejesvende/ansatte. De er tyve og røvere. De stjæler sjæle. De er ligeglade med fårene. Lad os aldrig have tiltro til lejesvendene/de ansatte, som om de var hyrden.

Der er kun én god hyrde. Den rigtige hyrde. Mange vil gerne vogt os, som om vi var deres får. Kun den ene gode hyrde blev selv et får, ikke en hyrde i fåreklæder, men hyrde og lam i ét, Gud og mennesker, som vi fejrer juleaften.

Et får kan være svagt, men det har som sådan en kolossal styrke. Styrken er udholdenhed, at klare sig med lidt i perioder, der har tro/tillid til hyrden, har masser af tid (håb), og den elsker musik - tænk på fårenes brægen. For deres hyrde kan for at de skal have liv, ja, overflod af liv.

Prædiken ved konfirmationen i Nordby kirke 20. maj 2011

Prædiken ved konfirmationen i Nordby kirke
Bededag, fredag den 20. maj 2011

Prøv at kigge på korset i sangarket: et flettet kors. (Desværre har jeg ikke forstand på at hente billedet ind her!). Sådan er det at være en efterfølger af Jesus. Vi blev tegnet med korsets tegn for pande og bryst ved dåben, rigtig mange som spædbørn, andre, også nogle af jer konfirmander er blevet døbt for ganske nylig.

Korset er fortegnet for at være døbt, det betegner, at vi skal tilhøre Jesus Kristus. At vi nu følger efter ham, i hans fodspor. Vores liv som kristne skal vi se som snore, der sammenflettes om korset.

Og vi er samlet om at vi som kristne sammen fletter vores liv sammen med den kristne tro som en slags tov.

Men se på korset i sangarket igen: Læg mærke til, at korset er tomt.

Der hænger ikke nogen på korset. For han, der hang der, er opstået, han er gået forud for os ind i sin og sin Faders rige. Og her vil jeg gerne fortælle om en utrolig opdagelse, som en arkæolog gjorde i 1922, da han fandt den egyptiske Farao Tutankamons grav:

Omtrent 100 år før Moses blev født, han, som førte israelitterne ud af Egypten, døde Tutankamon. Det var ca. 1350 år før Kristus. Hans grav forblev skjult og ukendt i mere end 3000 år. Tutankamons grav indeholdt bl.a. sarkofagen af guld. Hans grav er enestående. Alligevel findes den én eneste grav i verden, hvis herlighed overgår den: Jesu grav i Jerusalem.

Hans grav indeholder ganske vist hverken guld eller andre kostbarheder. Herligheden ved Jesu grav består i, at den er tom; ikke på grund af gravrøvere, men fordi han, der blev lagt i den, ikke mere er død.

Tutankamons grav lå i uigennemtrængeligt mørke i 3270 år, men allerede påskedag kastede solen sit morgenlys ind i Jesu grav og meldte, at en ny tid var begyndt, en tid, hvor hans Rige har opstandelsens fortegn.

Fra starten var det dette Rige, han indbød til at være med i. Jesus blev også døbt af Johannes Døberen i Jordan-floden. Han var og er helt ren, så han havde ikke brug for dåben, men lod sig alligevel døbe for at give sin renhed til os og for at identificere sig helt med os.

Som Johannes Døberen sagde også Jesus: Omvend jer, for Guds rige er kommet nær! Det vil sige: Forny jeres sind, få et nyt sind, ikke det gamle. Søg at have det sind, hvor I til stadighed fornyes. Der er både dom og tilgivelse i de ord.

Derfor lærte Jesus os i fadervor at bede: Komme dit rige. Det vil sige: Må Guds rige må komme til os. En utrolig dejlig bøn om, at Gud må komme og være nærværende lige, hvor vi er, med hele hans kraft og hans rige. Og det sker, også selvom vi ikke altid kan mærke det.

Og han lærte os bønnen: Helliget vorde dit navn! Det vil sige: Lad dit navn blive helligt iblandt os og i os, så vi prøver at leve, som du vil det.

Johannes døbte folk, men nogle var hyklere og var ligeglade med, om de bar frugter, der svarede til det nye liv, de gerne ville begynde at leve. De sagde én ting og gjorde noget andet. Den kamp står vi alle i, for det at leve er en kamp.

En kamp for at være hel som menneske, at elske Gud og næsten, ikke i ord alene, men i handling.  En kamp for at lade Gud virke i os. Derfor har vi brug for at bede i dagligdagen, så vi modtager hjælp til at leve ret i dag. For livet handler ikke bare om at leve. Det handler om at leve ret. At leve, så ord og handlinger vil det samme. Det er troskab over for Gud.

Derfor synger vi om lidt, før jeres konfirmation: Han, som på jorden bejler, til troskab uden svig. Troskab uden svig – det var det Johannes Døberen prædikede, og det er også det, der bringer os salighed.

Men vi kan ikke klare den alene, for vi er ofte ikke tro mod Gud, ja, ofte heller ikke tro over for vores næste. Så er det opløftende, lindrende, trøstende, glædeligt, at salmen fortsætter:

Når vi kun vil, besegler (Gud) sin pagt om Himmerig. Siger vi ja til Gud, vil vi ham, ja, så sætter Gud sit segl på os, ligesom korsets tegn, på pagten om Himmerig. Så rækker han os sin hånd i nødens stund.

Derfor har vi også på sangarket billedet af fårene. De ser meget troskyldige ud, faktisk fårede. Vi har det som dem med at løbe i alle mulige retninger og forvilde os væk fra målet med vores liv.

Og vi kommer ud for afgrunde i vores liv. Fordi vi synder og svigter. Men når vi lægger vort liv i Guds Faderhånd, da trækker han os også op af afgrundene igen, lige lukt ind i paradis, i lunden.

Den hånd fører os også til Herrens bord, at smage nådens ord. Nådens ord – at vi tilgives vore svigt og synder for Jesu skyld, for hans død på korset, og i tillid til ham kan vandre glad afsted.

Det er kristen tro til at leve og dø på.

Der er også en bibelstav, der trøster os i al nød . En bibelstav – hvad er det? Det er en stav, der hjælper og støtter, og den stav er Bibelordet.

I får om lidt hver især et ord med på vejen. Men I får også hele bibelen, så I lidt efter lidt kan åbne bogen og få et ord med jer.

I sit ord, og når vi samles i Jesu navn, når vi beder, synger og bekender troen, når vi døber og samles ved nadverbordet, og derhjemme er han os ved sin Ånd, hans Fader er også her usynligt, men i kraft til stede. Det er et løfte. Han er også hos dig og mig i mit og dit liv, også i morgen, også i overmorgen. Amen.