Elisabeth og Johannes Glenthøj
Bønner, prædikener, arabiske, persiske, græske og syriske tekster
Opdateret 2. juli 2026
Melodi: Den signede dag.
1. Af tågen fremkommer dagen ny
på marker ved vadesteder,
her dages det stille langt fra by,
mens solen sit lys udbreder.
Højtideligt er det syn, vi ser,
af fugle ved fjordens bredder.
2. Nu letter en hjejle-flok med eet
og breder på én gang vinger,
i flugt danner de et samlet sæt
som brikker, og uden slinger!
Snart glitrer de hvidt i solens lys,
snart sort, når omkring de svinger.
3. Urolige viber flyver tit,
mens stærene bli’r på enge,
hvidkliren står stille, venter lidt
på fisken, den venter længe.
En hejre står stille på eet ben,
men brat kan den bort sig slænge.
4. Nu sneppers fjerdragter kobberrød
forundrer i morgenskæret.
Den farve fremkalder gammel glød,
som den har i templet været,
udtrykker så godt den gamle pagt,
ærbødigt, med frygt omgærdet.
5. Til tider er vi ustadige,
til tider er vi så stille,
fri os fra at helt forfladige
dig, Gud, selve livets kilde.
Fyld os op som karret med dit vand,
vær for os som dagens pille!
6. Med fløjten vi takker dig, vor Gud,
som hjejlen i morgengryet,
fordi du har altid ført os ud
af nøden og har fornyet
fortabte, som os, nu med et håb,
som hanen med kyk’likyet.
7. Alt levende har behov for lidt
af kobberet for at være,
metallet er ikke dit og mit,
men det er Gud Faders ære.
Mon ikke rustrødt der var på søm
hos Jesus i tømmerlære?
8. Til sidst glimted’ også søm i Krist,
de nagler, som holdt Ham oppe,
dermed har Han naglet med en list
vor gæld, som han ville droppe.
Han overvandt døden selv til sidst
for sig og for vore kroppe.
9. Så takker vi Gud for guddomsliv,
Han skænker til sine venner,
så de på Hans initiativ
får tro og Ham bønner sender:
”Gud Fader i himlen, hos os bliv,
så vi bli’r for altid venner!”
Melodi: Jesus, din søde forening at smage
1. Frugterne hænger på træer i haver,
en overdådighed hvert efterår!
Fugle og dyr i dem bider og gnaver,
småkravl i gærende frugt ta’r en tår.
Guds godhed smiler og glæder sin klode,
frugterne er som hans kærlighed sød,
sådan han fylder os med alt det gode,
som han fra starten det ville og bød.
2. I universet er intet som frugter,
hvilken vidunderlig kraft er i dem.
Modnende farver med sødme, der lugter
godt af det bedste i verden: et hjem.
Skænk, du Gud Helligånd, gode afgrøder
i os, og fyldt af dit levende vand!
Kun når vi elsker hinanden, forstøder
du ikke os, men indgi’r troens brand.
3. Rødkålen modnes fra nu af og længe,
nu skal den fyldes i glas på fabrik.
Fire af slagsen på mark og i vænge
er som i firkort et fuldkomment stik.[1]
Al denne rødhed er kærlighedspræget,
er som en efterårsglædes kulør,
den gør os pludselig ganske bevæget -
nu du opløfter vort hele humør!
4. Efterårsblomster i grøft og i have
farver os med den almægtiges hånd,
de og al høsten er Skaberens gave
til os, hans skabning, af støv og af ånd.
Tak for naturen, en god læremester,
valgt af dig selv til din tale til os,
tak for at du os besøger og gæster,
så vi for ordet gi’r fuldstændig los.
5. Se, vi er grene og Gud vingårdsmanden,
vi er i vintræet, Mesteren sand,
som giver kraften og saften til randen
som en modsætning til syndflodens vand.
Lad os forblive og blive som venner,
tak, at du renser os med dine ord!
Tak, at du sædvanen tro os tilsender
Ånden med frugt til dit himmelske bord!
6. Lad os forblive i Kristus som stene,
levendegjort ved hans tempel i krop.
Dit ord forblive i os, dine grene,
så vi kan bede til dig uden stop;
for du har ladet os vide din mening,
at vi kan bede, som vi har forstand,
om hvad som helst, og det er altså alting,
lige så sikkert som sand på en strand.
7. Tak, Herre Jesus, for ordet, du taler,
tak for den glæde, som du skænker op!
Fyld os med glæde, fra hanen den galer
frem til den seneste te/kaffekop!
Tak at du vil, vi skal være så glade,
at vi er opfyldt til fuldkommenhed,
så vi til sidst bliver fyldt som en lade,
tak for din høst, der er fyldt af din fred!
Johannes Glenthøj, 2004, 2009.
[1] Der dyrkes fire forskellige sorter af rødkål.
Melodi: Det dufter lysegrønt af græs.
1. Nu høstes grønne asier ind
som store, modne frugter,
fabrikken giver dertil smag,
de bliver til produkter.
Med sødme bor
du i dit ord,
giv håb til alle matte,
giv del i dine skatte!
2. Og der bli’r høstet læs af løg
til smag for mange retter.
Gør hver af os af glæde høj
og fyld med det, der mætter:
dit nærvær her
med engles hær.
Gud Fader, dig vi priser,
som lag for lag dig viser!
3. Sig løfter himlen højt og blå
og giver ro i sindet;
nu fuglekongen på sin tå
gi’r lyd til fryd i mindet.
Vær rolig nu,
kom det ihu:
Bli’r du og jeg den lille,
så springer Åndens kilde.
4. Når overlegenhed slår til
og overtager magten,
hjælp os i vores eget spil,
vær selv i hjertet vagten,
skab rum for fred
og kærlighed
i ånden i vort indre,
så selvet bliver mindre.
5. Hjælp os, at vi kan kigge ud
fra vores ”høje” stade
forbi vor næsetip til Gud
og ikke næsten skade,
bring os derned,
hvor vi i fred
forliger os med næsten,
og lader dig om resten!
6. Sæt os som gæster ved dit bord,
giv kærlighedens hede,
hvor brød og vin bli’r ved dit ord
til liv for os hernede!
Rør ved foragt
og kuldens magt,
så redning når en anden,
som snart går fra forstanden!
7. Gør fællesskabet til et sted
med kraft til alle trætte,
giv os at gerne knæle ned
der, hvor du kan os mætte,
når du er nær
hos hver især
med fred, som kosted’ døden
for os at fri af nøden!
8. Blæs nu, du Mildheds varme vind,
kom, vær hos os til stede,
og skab i os det nye sind
med ret og fred og glæde!
Giv kærlighed
og ydmyghed
fra morgen og til aften,
vær i os levesaften!
Johannes Glenthøj 2005, 2013, 2014.
Melodi: Livets fylde, glædens glans.
1. Hjejler står i glædesrus
og de lyder som et himmelsus
med en vældig glædessang
fyldt af efterårets klang.
Halleluja!
2. Så med eet de løfter sig,
letter sammen som en leg.
Se! En flok i hundredvis
lander uden eet forlis.
Halleluja!
3. Hjejlerne i deres flugt
stiger, synker, slår en bugt,
bli’r et øjeblik som bånd,
der kan svinges af en hånd.
Halleluja!
4. Snart de glitrer hvidt som kridt,
så bli’r farven sort om lidt.
Mageløs og underfuld
er vor Gud, som spreder guld.
Halleluja!
5. Ved det syn forvirres jeg,
bliver i mit indre bleg.
Hjejleskarer si’r med vægt:
”Gud er vores arkitekt”.
Halleluja!
6. Tænk, du skabte deres smukke dragt,
du, vor Gud, med vældig magt!
Glædestårer presser sig
frem til dig, vor Skaber sej.
Halleluja!
7. Brun er fuglen, kobberrød,
ingen ser i græs dens lød.
Sådan så vor Herre ud,
ingen så, at Han var Gud.
Halleluja!
8. Den Opstandnes blod er rødt,
ved hans død vi er genfødt
til et himmelsk liv på jord
ventende på frelsen stor.
Halleluja!
9. Mange hjejlers smukke fløjt
taler om en samklang højt,
om et fællesskab hos os
vores selviskhed til trods.
Halleluja!
Melodi: Op al den ting.
1. Et dejligt ruskvejr liver op
og hvirvler gamle tanker
i luften op, og jeg i krop
i nye tanker vanker.
2. Omvend mig, Herre Jesus Krist,
send Helligåndens kuling,
så ser jeg alle mine brist,
og indser din velgerning:
3. at du tilgi’r, hvad jeg har gjort,
som skader mig og næsten,
frels du mig og gør det ugjort
ved pust af Helligånds-blæsten.
4. Sænk ikke ned i fjordens vand
det onde, jeg bedriver,
hvor ebbe lader os se sand,
når vand bortløber, siver.
5. Nej, sænk, min Far, til havets bund
min synd igennem bølger,
så bliver sjælen hel og sund,
og jeg dig efterfølger.
6. Skænk vinen ny til mig, din bror,
så fred og glæde bobler
på dig nu alle ting beror,
jeg til dig, Herre, kobler.
7. Gør mig til lædersækken ny,
genfødt af vand og Ånden,
fra nu af vil jeg til dig ty,
mens du mig ta’r ved hånden.
8. Du Guds og menneskenes Søn,
bespis mig kæmpesynder,
favn mig, din bror, og hør min bøn:
Gør mig til en begynder.
9. Tak for det fællesskab i dag,
du skænker os og giver,
så vi kan tåle alle slag.
Du sammen os opliver!
10. Bevar os som din menighed
helt ind igennem døden,
så vi i evig salighed
skal se dig, Morgenrøden.
11. Bevar de kære, som gik bort,
forfærdeligt er savnet.
Bevar os fra at gå i sort,
du som har Frelser-navnet!
12. Opvæk i os dit store håb
om middag i dit rige!
Omvend os vantro ved din dåb,
så vi bli’r dine lige!
Seneste kommentarer
12.08 | 09:41
- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.
11.06 | 12:37
"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞
22.09 | 17:58
Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.
01.12 | 17:13
"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.
'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik
En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.
Men har de mon taget stilling til to ting:
1
Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.
Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.
2
Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.
Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.
Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.
Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.
Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.
Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.
Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.
Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.
Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?
Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:
"Den småmobsede tros dage er til ende.
De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,
provst Mejer er død."
Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.
Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.
Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".
Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!