Elisabeth og Johannes Glenthøj
Bønner, prædikener, arabiske, persiske, græske og syriske tekster
Opdateret 2. juli 2026
Melodi: Hil dig, frelser og forsoner.
1. Hvorfor gik du ind i døden,
du, hvis navn er Morgenrøden?
Hvorfor blev du ikke gammel,
når vor jord for dig er skammel,
du vor Herre og vor Gud!
2. Herskerringen har bedraget,
magtbegær har sjælen taget,
gråden fylder hele hjertet:
hvorfor har jeg ofte smertet
mennesker, jeg holder af?
3. Hvorfor har jeg smadret andre?
Mig, kun mig er der at klandre.
Magtbegær og kulde fylder
hele hjertet, og jeg skylder
tårnhøjt meget her og der.
4. Hvorfor vil jeg i det høje,
fængslet af det Onde Øje,
i mit tårn forblive ene,
når min magt er bare stene,
kold og rå og ånds-forladt?
5. Saruman holdt stand i tårnet,
tit jeg ligner ham på kornet,
jeg mig over andre hæver
tror, jeg over alle svæver,
tror mig ren og uden skyld.
6. Altid hadfyldt, ubesluttet,
også selvisk indesluttet.
Ak, mig selv jeg også hader
derfor beder jeg dig, Fader,
få mig ned med kærlighed!
7. Théoden var ganske skindød,
der var intet liv i hans kød,
dyr på alle fire blev han
ganske snart, hvis ikke tre mand
kom og løste trolddoms magt.
8. Slangetunge langsomt ledte
kongen bort fra det, som skete,
så det endte med, han tænkte,
bedst det var, han landet skænkte
til en ond og fremmed magt.
9. Sønnen lå i sin dødshvile,
såret af en orkmands pile,
trofast tjener blev fordrevet,
skønt han altid havde levet
for sin konges ve og vel.
10. Sådan fristelserne stjæler
hjerter, derfor mismod dvæler,
hvad skal der da til at hindre
inderst i en skabnings indre
sammenbrud og dødsstivhed?
11. Ih, hvor har vi brug for modet,
fjern det onde, som i blodet,
har forgiftet hele sindet,
gjort, at liv kun er i skindet,
alting ses med fejgheds ånd.
12. Hæv som Gandalf tryllestaven,
kæmp med mig, som er så gnaven,
for alt sandt og skønt og kærligt
af mig regnes for uværdigt,
bryd den Ondes hærværks-værk.
13. Gondors marsk var helt forskruet,
af en rædsel underkuet,
ingen kunne ham helbrede,
han til døden kun var rede,
døden uden håb og tro.
14. Uden kald han vil nu brændes,
vil, at ilden skal antændes,
så hans søn og han omkommer,
bringer håbløshedens sommer
til et folk i krigens greb.
15. Gondor, menneskenes rige,
blev først frit, da elvers lige,
Aragorn, den gamle-unge,
kom tilbage som en konge,
som med hænder læged’ sår.
16. Sådan kom du og helbredte
sårene på os nødstedte,
Søn af Gud og af en kvinde,
bare det lå dig på sinde:
læge legem, sjæl og ånd.
17. Giv mig menneske din styrke,
bring mig ud af gravens mørke,
hen til hulen, hvor du døde
lå til det blev morgenrøde,
væk mig dér til liv igen.
18. Husene, hvor du helbreder,
duft af englefred udspreder,
læg mig dér med ro og hvile,
så du får mig til at smile,
drømme sødt om fremtidshåb.
19. Jesus Kristus, du er manden,
som, da du stod helt på randen,
gerne kasted’ dig og ringen,
ned i ild for at utingen
kunne blive gjort ugjort.
20. Mester, salvet til at være
den, som alting skulle bære,
du har gjort, hvad ingen anden
kunne: gjort det af med Fanden,
al hans magt tilintetgjort.
21. Stærkere er du end Stærke,
men dog kan jeg ofte mærke,
mig som bytte Fjenden jager,
derfor ham jeg kort forsager:
Jeg er Jesu Kristi får.
22. Tak fordi du tegner mærket
på min pande, så forstærket
jeg kan mærke, at jeg hører
til hos dig, som venligt rører
mig med hænders lægedom.
23. Tak, at du har slukket vreden,
soned det, som gav ufreden,
vores skyld mod Gud og verden,
som os præger i al færden,
du betalte al vor gæld.
24. Tak, vor broder, at du lukker
op vort hjerte, så det sukker,
giv os altid sindets anger,
så vi ikke ALT forlanger,
men bli’r født ved dig på ny!
Johannes Glenthøj,2004.
Seneste kommentarer
12.08 | 09:41
- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.
11.06 | 12:37
"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞
22.09 | 17:58
Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.
01.12 | 17:13
"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.
'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik
En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.
Men har de mon taget stilling til to ting:
1
Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.
Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.
2
Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.
Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.
Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.
Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.
Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.
Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.
Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.
Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.
Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?
Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:
"Den småmobsede tros dage er til ende.
De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,
provst Mejer er død."
Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.
Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.
Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".
Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!