Elisabeth og Johannes Glenthøj
Bønner, prædikener, arabiske, persiske, græske og syriske tekster
Opdateret 2. juli 2026
Yoga ifølge yogien B.K.S. Iyengar
Jeg forstår godt, at Iyengar er blevet meget populær. Indiens første præsident Nehru stod ham nær, og da Yehudi Menuhin besøgte Nehru i Indien, introducerede han ham til Iyengar.
Hvad er ifølge Iyengar yoga? Her citerer jeg fra hans bog "Light on Yoga" (https://mantrayogameditation.org/.../Light-on-Yoga_-The...).
Han skriver: “Ordet Yoga kommer af en rod på sanskrit yuj, der betyder at binde, forbinde, tilslutte, og spænde sammen i åg, rette sig mod og koncentrere sin opmærksomhed om, bruge og anvende. Det betyder også forening og fællesskab. Det er den sande forening af vor vilje med Guds vilje.” Han citerer Mahadev Desai, der siger at det betyder forbindingen af alle legemets, sindets og sjælens kræfter med Gud. Denne disciplinering af intellekt, sind, følelser og vilje gør en i stand til at se på alle aspekter af livet på en afbalanceret måde.
Målet er at føres frem til moksha, befrielse. Det er en befrielse fra karma-loven og dermed udfrielsen af reinkarnationens cyklus. Og den, der følger yoga, er en Yogi eller Yoginde.
Videre citerer Iyengar fra det sjette kapitel i Bhagavad Gita. Her forklarer Sri Krishna Arjuna meningen med Yoga som befrielsen fra kontakt med smerte og sorg. Det hedder: ‘Når ens sind, intellekt og selv er under kontrol, befriet fra uroligt begær, så at de dvæler i ånden i det indre, bliver et menneske en Yukta, der er i forening med Gud. En lampe blafrer ikke, når den er et sted, hvor ingen vind blæser; sådan er det inde i en Yogi, som kontrollerer sit sind, intellekt og selv, absorberet i ånden inde i ham. Når sindets, intellektets og selvets rastløshed bringes til ro gennem Yoga-praksisen, finder yogien ved åndens nåde tilfredsstillelse indvendig. Så kender han den evige glæde, som er hinsides blegheden i sanserne, som hans fornuft ikke kan begribe. Han forbliver i denne virkelighed og bevæger sig ikke derfra. Han har fundet skatten over alle andre skatte. Der er intet højere end dette. Den, som har opnået dette, bliver ikke bevæget af selv den største sorg. Det er den virkelige mening med Yoga – en befrielse fra kontakt med smerte og sorg.'
Der tales meget om, at yoga blot er øvelser, og jeg tvivler ikke på, at mange underviser i yoga med den opfattelse, og at mange bruger øvelserne på den måde.
Ikke desto mindre er det oplysende, hvad en fremtrædende yogi som Iyengar har at sige i en bog, der er blevet kaldt yogaens bibel. For det er jo en bibel. Det handler om ens forhold til Gud og Ånden gennem hele systemet af øvelser og mantraer. Det handler om ’befrielse’ eller frelse, nemlig fra reinkarnationens kæde. Det handler om en befrielse fra kontakt med smerte og sorg. Alt sammen en direkte parallel til Jesus Kristus, eller snarere i direkte modsætning til Jesus. Modsætning, for det hedder udtrykkeligt, at der ikke findes noget højere end yoga. Og at det er skatten over alle andre.
Jeg forstår udmærket, at mange vesterlændinge, også danskere, adskiller religion og yoga. Men det er så på trods af det, f.eks. Iyengar så udtrykkeligt lærer! Og det er det, jeg ikke forstår. Men lad os sige, at nogle adskiller tingene og ’kun’ dyrker yoga som legemsøvelser. Når man så ser på, hvordan Iyengar selv instruerede i yogaøvelser, ses det tydeligt, at kontrol-aspektet er fremtrædende. Det kan man let forvisse sig om på youtube. I en video ser man, hvordan Iyengar f.eks. slår en, der præsenterer øvelser, slår, så hovedet vippes. Ja, han disciplinerer tydeligvis også personen med en nedladende bemærkning. Iyengar siger selv, at han slår nakken eller en anden legemsdel, ikke mennesket. Men det er jo notorisk ikke rigtigt. I almindelighed vil man sige, at det her er manipulation, afstraffelse og ydmygelse i ét. Hvis nogen slår mig på hovedet, så hovedet flyttes ganske eftertragteligt, så har det mennesket slå MIG. Her viser det sig, at kontrol er en del af instruktionen i yoga. Igen – det aspekt vil mange sikkert blot udelade og må udelades, fordi det virker for underligt og ikke vinder almindelig respekt i Vesten. For underkaster man sig ikke Iyengars disciplinering, sætter man sig udenfor det hele.
Tillad mig kort at sammenligne med den disciplin, jeg selv følger. Jeg forsøger at være discipel af Jesus Kristus. Her er der fuldstændig frihed fra bestemte måder at holde sig i form på. Jesus siger bare, at man skal gå ind i sit værelse, lukke døren og så bede til sin himmelske Fader. Hans siger også, at hvor to eller tre er samlet i hans navn, er han midt iblandt dem. Han siger ikke, hvordan man skal stå, sidde, knæle, ligge. Hvor befriende - ingen fysiske krav. Og hvad så med vores vilje og Guds vilje? Her lærer Jesus sine disciple at bede bønnen: ”Ske din vilje, som i himlen, således også på jorden!” Sådan.
Billedet på, hvad befrielse og frelse er ifølge Jesus, har vi i lignelsen om den fortabte søn (Lukasevangeliet 15): Han havde brugt sin arv helt op i udlandet og går sultende omkring til sidst. Så beslutter han sig for at komme hjem og håber at få lov til at være slave i sin fars hus, så han dog har noget at leve af. Hvad sker? Faderen løber ham i møde og omfavner og kysser ham og siger: Han var død, men er blevet levende, han var tabt, men er blevet fundet. Han ser sådan på det, at hans søn nu har antaget faderen som far igen. Derfor er faderen usigelig lykkelig. Så alt, hvad det handler om for en discipel af Jesus, er at omvende sig, vende sig til Gud af hjertet. Der er ingen øvelser og eller andre forholdsregler. Men af den omvendelse følger et nyt liv med Gud og mennesker.
Yogien Iyengar understreger, at yoga er befrielsen fra kontakt med smerte og sorg. Jesus siger: Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Han havde kontakt med alle, der var syge, om det så var spedalske, der kunne smitte ham. Ja, selve meningen med at Gud blev kød og blod, at Gud blev menneske, er, at Gud selv nu vandrede på jorden og påtog sig vore sygdomme og smerter og sorger. Og midt i alle menneskelivets smerter og sorger og i fuld kontakt med dem er Jesu budskab et budskab om glæde. Glæde midt i lidelser, sorger og smerter. For Jesus gik stedfortrædende i døden for verden, døde på et kors og påtog sig vore smerter og bar dem. Nu kan en discipel holde lidelser, sorger og smerter ud, for han eller hun bærer dem ikke alene. Men i fællesskab med dødens overvinder.
Og her kommer vi til det, yoga skal lede til: befrielse fra reinkarnationens kæde. Jesus bringer frelse og befrielse fra døden. Den nye kæde begyndte, da han opstod bogstaveligt og legemligt fra graven. Og lovede den, der tror på ham, at han skal opstå til evigt liv. Blot ved at følge ham, tro på ham, have tillid til ham – og ham alene.
Ham alene. Sådan er det tilsvarende med Iyengars forståelse af yoga. Yogaen er ”den sande forening af vor vilje med Guds vilje.” Den sande forening. Her fremgår det tydeligt, at yoga, som Iyengar fremstiller den, giver den sande forening med Guds vilje. Forening er også et afgørende ord for Jesus. ”Jeg er det sande vintræ, I er grenene… Uden mig kan I slet intet gøre.” (Johannesevangeliet 15). En discipel, der følger Jesus, forenes altså så tæt med ham som en gren med dens vintræ. Det sker gennem Helligånden, som Jesus siger, at han sender til disciplene fra Faderen. Kort fortalt med apostlen Paulus er vi forenet i dåben med Jesus. Vi begraves med ham! Og derpå opstår vi med Ham til et helt nyt liv. Hver dag. Hvert øjeblik. Det meste spændende liv. Et helt nyt liv. Et nyt liv, som er fyldt med kamp og udfordring for at efterleve alt, hvad Jesus lærer. At lade Helligånden komme til og overvinde de dårlige følelser som vrede, had og misundelse med mere.
Jeg tror, at kristne kan have virket overfladiske og vist søgende mennesker fra sig. Så har yoga i f.eks. Iyengars udgave virket spændende, krævende og bestemt ikke overfladisk. Der er virkelig åndelighed i yoga. Men måske vil kristendom i hvilken som helst form virke overfladisk i forhold til krav om svære yoga-øvelser for at nå moksha, befrielse?
Mange i Vesten står nok på et mellemstadie. Midt mellem yoga i dens fulde religiøse form og så Jesus. Jeg vil gerne invitere til at gå ind i virkeligt og sandt discipelskab af Jesus Kristus. Læs hvad han sagde og gjorde. Han siger selv: Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå!
Seneste kommentarer
12.08 | 09:41
- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.
11.06 | 12:37
"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞
22.09 | 17:58
Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.
01.12 | 17:13
"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.
'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik
En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.
Men har de mon taget stilling til to ting:
1
Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.
Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.
2
Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.
Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.
Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.
Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.
Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.
Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.
Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.
Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.
Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?
Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:
"Den småmobsede tros dage er til ende.
De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,
provst Mejer er død."
Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.
Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.
Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".
Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!