Hyrden og fårene

Hyrden og fårene. Af prædiken til 3. søndag efter trinitatis.

Om hyrdens venlighed, når han har fundet sit får. Han lægger det på sine skuldre, og bærer det hele vejen gennem ørkenen; han tager alt arbejde og møje på sig, for at fåret kan have ro og magelighed; han gør det med hjertens gode vilje, ja, han er desuden fuld af glæde, fordi han har det igen. Betragt og, hvor godt det kære får har det, hvor roligt og sikkert det ligger på sin hyrdes skuldre; det ser også gerne, at det kan ligge så stille, og ikke behøver at gå; for de er det i sikkerhed for hunde og ulve, det er, for vildfarelse og løgn, fare og fordærvelse. Er det ikke et trøsteligt billede, som i alle måder ser kærligt ud?

For vor Herre Kristus gør endnu, når han forløser os, ligesom han éngang legemlig har gjort i sin lidelse og død; men nu gør han det åndeligt og i kraft af sit Ord; dermed lægger han os på sine skuldre, han bærer og beskærmer os, så vi kan være sikre for al fare fra synden, Djævelen og døden, selv om de gør os bange, og stiller sig an, ligesom de ville tage os bort og æde os.

Fordi han bærer os, er vi sikre for al ulykke, og har ikke nødigt at frygte noget; ligesom fåret, der ligger på hyrdens ryg, ikke lader sig anfægte, selv om hundene gør ad det, og ulven går efter det, lader sit hoved hænge uden sorg, og sover sødelig ind. Dersom vi bliver stående i troen på denne artikel: JEG TROR PÅ JESUS KRISTUS, VOR HERRE, SOM HAR LIDT, ER DØD OG OPSTÅET FOR OS, o.s.v., så har vi heller ikke længere behov for at sørge over, at vi går fortabt eller at Djævelen skal opsluge os, selv om han åbner sin strube mod os. For vi går da ikke vor egen vej, ikke heller på vore egne fødder, men hænger om halsen på vor kære hyrde, og ligger på hans skuldre i sikkerhed. For synden, døden og Helvede, må dog lade fåret være uopslugt, lige meget hvor vrede og skrækindjagende de er. Ellers ville vi arme mennesker snart være fortabte og gå til.

Men nu er vi sikre, når vi bare ligger på Kristi skuldre, der har vi ingen fare for nogen forskrækkelse eller ulykke. For han lader os sandelig ikke rive af halsen, og kaster os heller ikke fra sig, fordi han er så vel til mode, at han nu igen har fundet sit får, og kan føre det til flokken. Kort sagt: Der er ingen forskrækkelse, intet med at blive drevet afsted, ingen krav, men bare nåde og liv, hvorved han så venlig plejer og opvarter sine får.