Luther ord! | elisabethogjohannesglenthoj.dk

Hyrden og fårene

Hyrden og fårene. Af prædiken til 3. søndag efter trinitatis.

Om hyrdens venlighed, når han har fundet sit får. Han lægger det på sine skuldre, og bærer det hele vejen gennem ørkenen; han tager alt arbejde og møje på sig, for at fåret kan have ro og magelighed; han gør det med hjertens gode vilje, ja, han er desuden fuld af glæde, fordi han har det igen. Betragt og, hvor godt det kære får har det, hvor roligt og sikkert det ligger på sin hyrdes skuldre; det ser også gerne, at det kan ligge så stille, og ikke behøver at gå; for de er det i sikkerhed for hunde og ulve, det er, for vildfarelse og løgn, fare og fordærvelse. Er det ikke et trøsteligt billede, som i alle måder ser kærligt ud?

For vor Herre Kristus gør endnu, når han forløser os, ligesom han éngang legemlig har gjort i sin lidelse og død; men nu gør han det åndeligt og i kraft af sit Ord; dermed lægger han os på sine skuldre, han bærer og beskærmer os, så vi kan være sikre for al fare fra synden, Djævelen og døden, selv om de gør os bange, og stiller sig an, ligesom de ville tage os bort og æde os.

Fordi han bærer os, er vi sikre for al ulykke, og har ikke nødigt at frygte noget; ligesom fåret, der ligger på hyrdens ryg, ikke lader sig anfægte, selv om hundene gør ad det, og ulven går efter det, lader sit hoved hænge uden sorg, og sover sødelig ind. Dersom vi bliver stående i troen på denne artikel: JEG TROR PÅ JESUS KRISTUS, VOR HERRE, SOM HAR LIDT, ER DØD OG OPSTÅET FOR OS, o.s.v., så har vi heller ikke længere behov for at sørge over, at vi går fortabt eller at Djævelen skal opsluge os, selv om han åbner sin strube mod os. For vi går da ikke vor egen vej, ikke heller på vore egne fødder, men hænger om halsen på vor kære hyrde, og ligger på hans skuldre i sikkerhed. For synden, døden og Helvede, må dog lade fåret være uopslugt, lige meget hvor vrede og skrækindjagende de er. Ellers ville vi arme mennesker snart være fortabte og gå til.

Men nu er vi sikre, når vi bare ligger på Kristi skuldre, der har vi ingen fare for nogen forskrækkelse eller ulykke. For han lader os sandelig ikke rive af halsen, og kaster os heller ikke fra sig, fordi han er så vel til mode, at han nu igen har fundet sit får, og kan føre det til flokken. Kort sagt: Der er ingen forskrækkelse, intet med at blive drevet afsted, ingen krav, men bare nåde og liv, hvorved han så venlig plejer og opvarter sine får.

Seneste kommentarer

12.08 | 09:41

- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.

11.06 | 12:37

"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞

22.09 | 17:58

Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.

01.12 | 17:13

"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.

Del siden

'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik

En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.

Men har de mon taget stilling til to ting:

Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.

Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.

Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.

Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.

Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.

Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.

Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.

Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.

Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.

Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.

Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?

Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:

"Den småmobsede tros dage er til ende.

De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,

provst Mejer er død."

Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.

Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.

Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".

Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!