Elisabeth og Johannes Glenthøj
Bønner, prædikener, arabiske, persiske, græske og syriske tekster
Opdateret 2. juli 2026
1. I denne måned er der mange får
på græs med lam, der springer om i vår.
Der er en brægen rundt på grønne agre,
hvor tvillinglammene er særlig fagre,
et dejligt syn, når de sig ta’r en tår.
2. Nødvendigt er for lam et moderfår,
som giver næring, som de går og står.
Således er Gud Helligånd for alle.
Når vi i Jesu navn vil Ham påkalde,
så næres vi af Ham, som alt formår.
3. ”Vogt mine lam!” sa’ Herren tydeligt,
”for Peter, du har handlet nydeligt:
’Jeg kender ikke ham’, sa’ du tre gange,
og derfor spørger jeg dig li’så mange:
Sig: ’Jeg har dig så kær’ nu tydeligt.”
4. Bedrøvet svarede ham fiskeren:
”Jo, Mester, jeg har dig så kær som ven;
jeg ved, at jeg i natten før har svigtet
og allerede er som kornet sigtet,
hvis ikke du mig kalder atter ven.”
5. Du Herre Krist, vor gode Hyrde, som
i Betlehem en vinterdag fremkom:
Der er i verden mange fromme stemmer,
som ønsker, at de over os bestemmer.
Bevar os i din hånd trods deres dom.
6. Bevar os får og lam hos dig hver dag,
så vi i liv og død har dit behag.
Tak, Far og Søn, at I os aldrig lader
bortrive, ud af jeres hænders flader.
Derfor vi synger til Guds pris i dag!
Johannes Glenthøj, 2006.
Melodi: Det vil vi gøre.
1. Se stæredrysset!
I aftentimen nedgår kæmpestimen
af sorte stære. Hvor svært kan det være?
Ned falder fugle, de får ingen bule,
trækkes så atter op; det vækker latter,
når de neddratter i tragten,
rutscher som i nedfaldsskakten.
2. Så er det aften!
Solen er borte og stærene sorte,
sort sol ledsager hver aften, bjergtager.
Det er et under; jeg tror, at jeg blunder
i stjernestunder, der kun i dig bunder,
du som har skabelsesmagten,
gav også småfugle dragten.
3. Se sorte stære,
når solen synker, det gir ikke rynker:
på himlen samlet har de ofte hamlet
op med livs-fjender, når blot de som venner
har bastioner som sky-formationer;
frem og tilbage som nettet
ses de i luften fortættet.
4. Freden sig sænker!
Rørhøge glemmer småfugle i gemmer
i mosetuer, hvor ingenting truer.
Hjælp os, som gruer tit i vore stuer,
så fred bevarer os mod alle farer
og vi kan sove som stære,
der kan i sikkerhed være!
5. Nu blir det morgen,
hvor leder-stæren, før opfyldt af væren,
helt død henligger, forrådnelsen tikker,
men tredjedagen - har aldrig kendt magen -
stiger af sivet ved Guds kraft oplivet
Stæren, begravet og borte,
lover nyt liv ved dødsporte.
6. Så lad os flyve,
så lad os svæve og sammen os hæve,
gennem livs-modet, du gav os i blodet.
Ved at hengive dig, holdt du i live
og har tilgivet os, som er i sivet!
Daglig din kærlighed bringer
nye opstandelses-vinger.
Melodi: I al sin glans.
1. En irisk i sit grønne klæde,
tar til at kvidre fra sit sæde,
som symaskinens lyd: ”igen”
er sangen vårens sikre ven,
når højt til vejrs blandt pindene
ses vingespidser skinnende.
2. Hvor havesangers flid medriver,
kontrast til det, som jeg bedriver!
Nu frem, tilbage, op og ned
afsøger den sit yndlings-sted,
så uanselig ser den ud,
dens tyste sang er pris til Gud.
3. På jorden spirer alle planter,
jeg bli’r fornyet, når jeg skranter,
derude i et jordbærbed
genfinder jeg min kærlighed
til Gud og næsten som min bror
ved solens skin på havejord.
4. En bi har meget længe summet
omkring småblomster har den brummet,
den suger til sig af nektar
hen over mer’ end en hektar;
tålmodighed gav Gud den bi,
skønt vinger slår som til en krig.
5. Lær os udholdenhedens glæder,
selv når vi indimellem græder,
så vi i Ordet finder lys
med varme som et kærligt kys:
et ord i rette tid til tro,
der redder os i al uro.
Johannes Glenthøj, 2005 og 2011.
1. Nu lærer fugle os en takkesang
til pris for Gud af hjertet dagen lang:
Før én bli’r tavs, en anden straks begynder
at synge det, den kan, hør, hvor den nynner
til pris for dig, som gav den lyst til sang!
2. Se, sangere nu leder efter mad
fra busk til busk, fra gren til gren, så glad,
i graners top de indimellem synger,
så lette at de vipper og de gynger
og vender os til kærlighed fra had.
3. Et pindsvin vågner op fra vinterhi,
nu er det slut med søvn og inerti.
Vi takker dig, Gud Fader, for naturen,
for bladene på spring, for duers kurren,
fordi du gi’r os solens energi.
4. En anemone springer op og ud
af blades mængde, i sit fulde skrud.
Ved Herrens magt står atter blomsters hære
med ét som dem, der skal og kan os lære
med kærlighed at synge for vor Gud.
5. Dit skaberværk fortæller om din magt,
om det, du har med visdom i det lagt.
Tænk at, hvad intet menneske kan vide,
vor Herre, du engang ved forårstide
stod op af døde, som du havde sagt.
6. Se, størst af alt er solen i dens kraft,
der atter sætter gang i træers saft,
og ud af ægget springer der en unge,
der synger med sin lillebitte tunge
om din opstandelse af grav med kraft.
Johannes
Glenthøj, 2006.
Melodi: ”Det var på Capri.”
Versene er A-stykket, det indrykkede er B-stykket.
1. Rundt om derude står fiskende hejrer,
på denne måde er det, at de fejrer
forårs komme på hav og i land.
2. Derude finder en vibe sin føde
og flakser rundt i en endeløs dans,
hvorved den prøver en hun at pånøde
sin person med opvisningens glans.
Himlen lyses op af solen,
skaberværket skinner nu,
jeg bli’r glad på kirkestolen,
alt er stort og hvem er som du?
3. Henrykt kan hjerterne blive af glæde,
når lyset vinder, for sang gi’r vi los,
og bli’r vi små, er Gud netop til stede,
og der smelter en istap i os.
4. Så finder foråret vej til vort indre,
Guds riges vår fyldt af Ånd og af kraft,
der bringer tø, hverken mer eller mindre,
gør, at isen i stedet bli’r saft.
Tø os op ved Helligånden,
kærlighedens Ånd og Ild,
så vi rækker andre hånden,
varm vor sjæl, så den bliver mild.
5. I vandet svømmer en hel masser ænder,
de glider, gynger og flytter omkring,
balancen holder de uden gelænder
glæder koster dem slet ingenting.
6. Af ænder lærer vi troens balance:
vi dukker altid af vandene op!
Gud skaber med os en ny alliance:
med vor ånd og vor sjæl og vor krop.
Tak for hjælp fra morgenstunden,
og når det går op og ned,
til vi lægger os i blunden,
vær du vores Gud, ja, vær med!
som brødre, søstre af kød og af blod,
Han gi’r os svarene på vore bønner
af sin kærligheds mægtige flod.
8. Og påskeliljen er færdig at sprænges,
det undrer hjerner, der tænker med tro!
Guds godhed er det, at vi overdænges
med en kraft, der får os til at glo!
Himlen spejler sig i vandet,
dåben renser, gør os godt,
hjælper os, når vi er strandet,
åbner døren ind til dit slot.
9. Virk med opstandelsens mægtige kræfter
i dåbens vand, træk os op af alt dynd!
Tak, at i nåde alene du hæfter
ved din gerning for al vores synd!
10. Vend altid sorgen hos os til livs-glæde,
våg over os, så vi kan holde ved,
og selvom vi ganske ofte må græde,
ved vi, du er hos os på vort sted.
Vær hos os, når vi er nede,
værn os mod vort eget sind,
væk os, når vi får livs-lede
ved din Ånd, den varmende Vind!
11. Der er i verden slet ingen forhindring
for dig, Opstandne, vor Herre, Guds Søn,
kun du kan virkelig give os lindring,
du som hører hvert suk og hver bøn.
Dig vi takker for det gode,
som du kærligt gav og gi’r,
og især for hver en pode,
det er nog’t vi tænker og si’r.
12. Lad os tålmodigt som hejrerne vente
på fangst fra dig med din tro og dit håb,
lær os i ro og i andagt at hente
alle gaver, du gav i vor dåb!
Johannes Glenthøj, 2005, 2011.
Seneste kommentarer
12.08 | 09:41
- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.
11.06 | 12:37
"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞
22.09 | 17:58
Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.
01.12 | 17:13
"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.
'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik
En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.
Men har de mon taget stilling til to ting:
1
Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.
Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.
2
Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.
Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.
Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.
Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.
Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.
Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.
Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.
Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.
Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?
Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:
"Den småmobsede tros dage er til ende.
De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,
provst Mejer er død."
Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.
Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.
Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".
Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!