'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik

En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.

Men har de mon taget stilling til to ting:

1

Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.

Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.

2

Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.

Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.

Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.

Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.

Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.

Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.

Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.

Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.

Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?

Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:

"Den småmobsede tros dage er til ende.

De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,

provst Mejer er død."

Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.

Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.

Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".

Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!