Elisabeth og Johannes Glenthøj
Bønner, prædikener, arabiske, persiske, græske og syriske tekster
Opdateret 2. juli 2026
Melodi: Det kostede dig livet af Preben Andreassen, 1994.
1. Den kære Gud og Skaber
den mindste orm har kær
og også mig, som gaber,
når sengetid er nær.
2. Hver gang en pære dratter
til jorden med et brag,
det høres som en latter
af træets velbehag.
3. Herinde vækkes tanker
om småt, men også stort,
naturen kraftigt banker
på vores dør og port.
4. Mon vi dog rigtigt fatter
Guds storhed midt i småt,
at Gud er en forfatter:
naturens bog er flot.
5. Elektromagnetisme:
eksempel på en magt
som en automatisme
til hele verden strakt.
6. Ufattelige magter,
som virker elegant
for os, når vi betragter
det, som Gud sammenbandt.
7. Et stof bli’r snart nok fundet
som tyngdekraftens grund,
Gud har det fast nok bundet,
for Han er ikke ond.
8. Nej, Gud er god og ville
gi’ verden liv i evighed.
Han er vor verdens kilde,
fyldt op af kærlighed.
9. Hvorfor jeg gør det onde,
skønt jeg vil gerne godt;
der er uklare grunde
til at det blå bli’r gråt.
10. Bevar mig nu i natten
fra ondskaben i mig,
du, Jesus, er som Skatten,
Guds Sandhed og hans Vej.
11. En rolig nat, jeg beder,
giv mig, Gud Helligånd,
og at du forbereder
min død i frelsens bånd.
12. Du kære Gud og skaber,
som selv en orm har kær,
giv mig, mens jeg nu gaber,
din fred, og vær mig nær.
Melodi: Op al den ting.
1. Et dejligt ruskvejr liver op
og hvirvler gamle tanker
i luften op, og jeg i krop
i nye tanker vanker.
2. Omvend mig, Herre Jesus Krist,
send Helligåndens kuling,
så ser jeg alle mine brist,
og indser din velgerning:
3. at du tilgi’r, hvad jeg har gjort,
som skader mig og næsten,
frels du mig og gør det ugjort
ved pust af Helligånds-blæsten.
4. Sænk ikke ned i fjordens vand
det onde, jeg bedriver,
hvor ebbe lader os se sand,
når vand bortløber, siver.
5. Nej, sænk, min Far, til havets bund
min synd igennem bølger,
så bliver sjælen hel og sund,
og jeg dig efterfølger.
6. Skænk vinen ny til mig, din bror,
så fred og glæde bobler
på dig nu alle ting beror,
jeg til dig, Herre, kobler.
7. Gør mig til lædersækken ny,
genfødt af vand og Ånden,
fra nu af vil jeg til dig ty,
mens du mig ta’r ved hånden.
8. Du Guds og menneskenes Søn,
bespis mig kæmpesynder,
favn mig, din bror, og hør min bøn:
Gør mig til en begynder.
9. Tak for det fællesskab i dag,
du skænker os og giver,
så vi kan tåle alle slag.
Du sammen os opliver!
10. Bevar os som din menighed
helt ind igennem døden,
så vi i evig salighed
skal se dig, Morgenrøden.
11. Bevar de kære, som gik bort,
forfærdeligt er savnet.
Bevar os fra at gå i sort,
du som har Frelser-navnet!
12. Opvæk i os dit store håb
om middag i dit rige!
Omvend os vantro ved din dåb,
så vi bli’r dine lige!
Sommertrekanten - de første stjerner på efterårshimlen
Sommertrekanten består af:
Deneb i Svanen/Nordkorset
Vega i Lyren
Altair i Ørnen
Se stjernebillederne og hvor de tre stjerner er:
http://www.naturpaedagogik.dk/stjerner/trekant.htm
Melodi: Du, som har tændt millioner af stjerner.
1. Tak, Gud, at du har hængt månen blandt skyer
midt mellem himmel og jord og helt frit,
lov, tak og ære og pris, vor fornyer,
du som oplærer os lidt efter lidt
2. til at hengive os til dig med glæde,
vente det største af dig, som har sat
alt muligt godt rundt omkring og vil lede
os fra den tidligste morgen til nat.
3. Råger forsvinder i flokke for øjet,
lovsangen lyder dog mest som et råb,
som var de sure og ikke fornøjet;
dog er for fugle og men’sker der håb!
4. Lån os, vor kæreste Far, dine vinger,
så vi kan flyve i Ånden med dig,
fyld os med lyset, som Kristus os bringer,
vær med enhver, som er syg og er bleg.
5. Nu varsler sommertrekanten os freden,
af alle stjerner er tre et signal,
”toppen” af trekanten lyser forneden.
Sådan, Guds Ånd, kom til os og neddal!
6. Klarest er Vega i aftensangs-stunden,
tegn på Gud Fader, som skinner til tro,
Deneb som Kristus opsteg fra afgrunden,
for at med ham vi i himlen kan bo.
7. Efter sin bortgang har Kristus som talsmand
sendt Helligånden til trøst og til gavn,
sådan som Altair i ørnen til lavland
lyser og trøster os i alle savn.
8. Kære Guds Helligånd, giv ørnevinger,
så vi kan flyve ved dig til vort mål,
kaste os over det bytte, du bringer:
glæde og fred og en vilje af stål!
9. Se! svanen opfordrer os til et korstegn,
som en beskyttelse og som et værn,
så vi bevares på vej gennem ruskregn,
frem for at kvæles i ondskabens kværn.
10. Far, tag din lyre og spil på os strenge,
spænd os helt op, så at tonen bli’r ren.
Hjælp, at vi ikke skal noget forvrænge,
styrk i os det, som er lovsangens gen!
11. Så kan med heste i drømme vi sprænge -
se os i Karlsvognen køre afsted,
den, som i virkeligheden har længe
stået på stedet, indtil vi er med.
12. Godt hen på natten Orion opstiger,
tre stjerners bælte til nyt sammenhold;
Gud, den treenige, atter beriger
mig, som barfodet på gruset bli’r kold.
13. Sværdet består som af bæltet af prikker,
tre navne lyser til tro og til fred,
skarpest og dybest af alle det stikker,
så jeg fornemmer det i hvert et led.
14. Således bli’r dommen sand og retfærdig,
så vi bekender vor synd for dig, Gud,
vær trods alt også barmhjertig og kærlig,
tildel os hver dag et nyt overskud!
Seneste kommentarer
12.08 | 09:41
- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.
11.06 | 12:37
"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞
22.09 | 17:58
Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.
01.12 | 17:13
"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.
'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik
En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.
Men har de mon taget stilling til to ting:
1
Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.
Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.
2
Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.
Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.
Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.
Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.
Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.
Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.
Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.
Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.
Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?
Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:
"Den småmobsede tros dage er til ende.
De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,
provst Mejer er død."
Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.
Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.
Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".
Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!