Elisabeth og Johannes Glenthøj
Bønner, prædikener, arabiske, persiske, græske og syriske tekster
Opdateret 2. juli 2026
Dåben virker, at vi kan kalde Gud for ’vor Far’.
Og vi bliver Jesu brødre og søstre.
Har du ikke meget familie? Har du ingen familie?
Føler du dig anderledes end din familie og derfor føler dig meget alene?
Jesus er din bror, du er hans bror og søster. Din.
Du har en bror. Du er sænket i det samme vand, som ham, det vand, han sagde, vi skulle lade os sænke i.
***
Og du skal tænke om dig selv som et tempel, hvor Jesu Kristi Ånd bor.
Det tempel skal vi passe på.
Vi kan såre Helligånden, når vi ikke lader Ånden virke i os.
Det, der sårer Helligånden i dig og mig, er synden. Kun gennem anger bliver Helligånden igen aktiv i os.
Når tårer kommer til os, vaskes vore synder bort. Tårer over vore synder, hvad vi har forbrudt os mod Gud og andre.
Mange forsøger håbløst på at oplive sig selv, men vi er født til at leve ved Helligånden, og derfor vil alle forsøg på af egen kraft at oplive os selv, være dømt til at føre os i uføre.
Der er to veje, min egen og den vej, som Jesus er.
Måske har du ikke hørt om det, på den måde, før, så derfor giver jeg dig denne opfordring:
Vælg nu i dag mellem din egen vej, hvor du pakker Gud og Jesus væk fra dit liv, og vælg i dag at følge Jesus som hans discipel.
Tag beslutningen i dag og kig dig ikke tilbage.
For hvad lover Jesus os? Nyt liv nu og i al evighed. At evigheden begynder nu og bliver ved for altid.
Er du skuffet over livet? Så følg ham, som er LIVET! Så overgiv dig til ham i dag. Ja, for nogen vil det sige igen.
Og sådan er det at være døbt: at overgive sig igen og igen, dag for dag, til ham, som alene har tilgivelsens og livets kræfter i sig, som puster sin Helligånd i os, og som på ny lader Helligånden opildne og glæde os, når vi angrer det onde, vi har gjort eller gør.
Hvis du vil, så bed derfor nu denne bøn med mig, hvor du overgiver dig af hele dit hjerte til Jesus Kristus som din Herre.
Sig ordene efter i dit hjerte, og jeg lover dig, at Han vil forandre dit sind, selvom vi ofte falder og sårer Helligånden, ja, livet igennem. Men begyndelsen på alt godt kommer, når vi igen og igen overgiver os til ham.
Så bed i dit hjerte, hvis du vil, denne bøn med mig:
”Jesus, du er min bror, min Herre, jeg overgiver mit liv til dig. Du er altings Herre, du har alle opstandelsens kræfter i dig. Kom, rør ved mig, som er næsten levende død. Rejs mig op. Jeg vil følge dig, dag for dag. Og når jeg falder, så rejs mig op igen, og giv mig anger og fortrydelse over det onde, jeg har gjort og gør. Amen.
***
Kære venner, så åbner Herren Jesus vore hjerter for sin Ånd, som kan oplive os og virke nye begyndelser i os.
Så bor Han ved Ånden i vore hjerter som i et tempel. Så rodfæster han os i kærlighed, så vi sammen kan begynde at fatte bare lidt af bredden, længden, højden og dybden i Kristi kærlighed til hver eneste, også os selv.
For at vise sin uendelige kærlighed til hele verden, til alle folk, i al slags nød og ulykke, krig, men også i fred fyldt af al slags ulykkelighed, for at vise sin uendelige kærlighed sagde Herren til den døde: Rejs dig op!
Det siger han nu til dig og mig: Rejs dig op! Lev i min opstandelses kraft. Lev aldrig mere i en tro på din egen kraft til evigt liv, en tom drøm.
Drop de døde afguder, som lover velvære, ro og balance, bare du dropper Jesus Kristus.
For enten lever du og jeg på den vej, Jesus er og gik på, eller også vælger vi en vej, som vi selv finder på, med afguder som penge, tomme kalorier af liv, lader os lokke til.
***
Har det her overhovedet noget med mig personligt at gøre? Jeg mener, har det, vi hører om i bibelen overhovedet noget med lige mig at gøre? JA.
Hvordan kan jeg sige det så sikkert? Jo, engang kom Jesu mor og brødre for at tale med ham, men de kunne ikke engang komme ind i huset, hvor han var pga. de mange mennesker derinde. Der gik besked fra den ene til den anden helt frem til, hvor Jesus stod og talte, at hans mor og brødre gerne ville tale med ham.
Hvad mon Jesus svarede på det?
Sagde han: Selvfølgelig, nu kommer jeg. Min familie er vigtigere end alt andet, jeg skal lige sige farvel her. Nej, det sagde han ikke.
Hvad sagde han: Min mor og mine brødre - det er alle dem, der hører Guds ord og handler på det. Hører Guds ord og handler på det.
Så kan jeg altså med sikkerhed og vished sige, at det, vi hører, Guds ord, har noget med os personligt at gøre. Altså, hvis vi ønsker at lade os tale til.
Hvis vi vælger at sidde den af, til det endelig er overstået, og ikke har noget ønske om at lade os påvirke af ordet, så siger vi SELV, at vi ikke er Jesu brødre eller mor.
Men hvis vi lader ordet krybe inden for, ind til hjertet, og begynder at handle på det, vi lærer, så er vi Jesu mor og brødre og søstre.
Dåben virker, at vi kan kalde Gud for ’vor Far’.
Og vi bliver Jesu brødre og søstre.
Har du ikke meget familie?
Har du ingen familie?
Føler du dig anderledes end din familie og derfor føler dig meget alene?
Jesus er din bror, du er hans bror og søster. Din. Du har en bror. Du er sænket i det samme vand, som ham, det vand, han sagde, vi skulle lade os sænke i.
***
Og du skal tænke om dig selv som et tempel, hvor Jesu Kristi Ånd bor.
Det tempel skal vi passe på.
Vi kan såre Helligånden, når vi ikke lader Ånden virke i os.
Det, der sårer Helligånden i dig og mig, er synden. Kun gennem anger bliver Helligånden igen aktiv i os.
Når tårer kommer til os, vaskes vore synder bort. Tårer over vore synder, hvad vi har forbrudt os mod Gud og andre.
Mange forsøger håbløst på at oplive sig selv, men vi er født til at leve ved Helligånden, og derfor vil alle forsøg på af egen kraft at oplive os selv, være dømt til at føre os i uføre.
Der er to veje, min egen og den vej, som Jesus er.
Måske har du ikke hørt om det, på den måde, før, så derfor giver jeg dig denne opfordring:
Vælg nu i dag mellem din egen vej, hvor du pakker Gud og Jesus væk fra dit liv, og vælg i dag at følge Jesus som hans discipel.
Tag beslutningen i dag og kig dig ikke tilbage.
For hvad lover Jesus os? Nyt liv nu og i al evighed. At evigheden begynder nu og bliver ved for altid.
Er du skuffet over livet?
Så følg ham, som er LIVET! Så overgiv dig til ham i dag. Ja, for nogen vil det sige igen.
Og sådan er det at være døbt: at overgive sig igen og igen, dag for dag, til ham, som alene har tilgivelsens og livets kræfter i sig, som puster sin Helligånd i os, og som på ny lader Helligånden opildne og glæde os, når vi angrer det onde, vi har gjort eller gør.
Hvis du vil, så bed derfor nu denne bøn med mig, hvor du overgiver dig af hele dit hjerte til Jesus Kristus som din Herre.
Sig ordene efter i dit hjerte, og jeg lover dig, at Han vil forandre dit sind, selvom vi ofte falder og sårer Helligånden, ja, livet igennem. Men begyndelsen på alt godt kommer, når vi igen og igen overgiver os til ham.
Så bed i dit hjerte, hvis du vil, denne bøn med mig:
”Jesus, du er min bror, min Herre, jeg overgiver mit liv til dig. Du er altings Herre, du har alle opstandelsens kræfter i dig. Kom, rør ved mig, som er næsten levende død. Rejs mig op. Jeg vil følge dig, dag for dag. Og når jeg falder, så rejs mig op igen, og giv mig anger og fortrydelse over det onde, jeg har gjort og gør. Amen.
***
Kære venner, så åbner Herren Jesus vore hjerter for sin Ånd, som kan oplive os og virke nye begyndelser i os.
Så bor Han ved Ånden i vore hjerter som i et tempel.
Så rodfæster han os i kærlighed,
så vi sammen kan begynde at fatte bare lidt af bredden, længden, højden og dybden i Kristi kærlighed til hver eneste, også os selv.
For at vise sin uendelige kærlighed til hele verden, til alle folk, i al slags nød og ulykke, krig, men også i fred fyldt af al slags ulykkelighed, for at vise sin uendelige kærlighed sagde Herren til den døde: Rejs dig op!
Det siger han nu til dig og mig:
Rejs dig op!
Lev i min opstandelses kraft.
Lev aldrig mere i en tro på din egen kraft til evigt liv, en tom drøm.
Drop de døde afguder, som lover velvære, ro og balance, bare du dropper Jesus Kristus.
For enten lever du og jeg på den vej, Jesus er og gik på, eller også vælger vi en vej, som vi selv finder på, med afguder som penge, tomme kalorier af liv, lader os lokke til
STIKORD
Har det her overhovedet noget med mig personligt at gøre? Jeg mener, har det, vi hører om i bibelen overhovedet noget med lige mig at gøre? JA.
Hvordan kan jeg sige det så sikkert.
Jo, engang kom Jesu mor og brødre for at tale med ham, men de kunne ikke engang komme ind i huset, hvor han var pga. de mange mennesker derinde. Der gik besked fra den ene til den anden helt frem til, hvor Jesus stod og talte, at hans mor og brødre gerne ville tale med ham.
Hvad mon Jesus svarede på det?
Sagde han: Selvfølgelig, nu kommer jeg. Min familie er vigtigere end alt andet, jeg skal lige sige farvel her. Nej, det sagde han ikke.
Hvad sagde han: Min mor og mine brødre - det er alle dem, der hører Guds ord og handler på det.
Hører Guds ord og handler på det.
Så kan jeg altså med sikkerhed og vished sige, at det, vi hører, Guds ord, har noget med os personligt at gøre. Altså, hvis vi ønsker at lade os tale til.
Hvis vi vælger at sidde den af, til det endelig er overstået, og ikke har noget ønske om at lade os påvirke af ordet, så siger vi SELV, at vi ikke er Jesu brødre eller mor.
Men hvis vi lader ordet krybe inden for, ind til hjertet, og begynder at handle på det, vi lærer, så er vi Jesu mor og brødre og søstre.
FORÆLDRE OG FADDERTILTALE:
Før dåben tegnes korset over den, der døbes. Det er tegnet på, at vi tilhører den, hvis tegn det er. Korset – det tegn tilhører ham, der gik i døden for os for at frelse os fra os selv, fra synden, fra døden, fra djævelen. For Synden, døden og djævelen er ikke noget der kun har med de andre at gøre, men det har med vores hjerte at gøre.
Korset skaber ro i hjertet, for så hersker han, der har al magt i himlen og på jorden derinde, ham, der er vor fred.
Dåben selv er som en genfødelse, en fødsel mere. Nogle tror på millioner af genfødsler, men Jesus lærer os om en eneste fødsel igen af vand og Ånd, fra oven, som han siger.
Kun gennem den ny fødsel kan vi se og komme ind i Guds rige.
I dåben skænker han os mange gaver, men først og fremmest sin Helligånd. Han selv er nærværende ved sin Ånd i os, når vi påkalder ham. Det er som i eventyret Løven, Heksen og Garderobeskabet: når børnene der råber løven Aslans navn, så sætter han sig også i bevægelse. Gud venter på vores bøn til ham. Men så sætter han sig også i bevægelse for at hjælpe os.
Vi kan glemme dåben, men Gud glemmer ikke os. Men dåben er ikke en automatisk funktion, men beder vi om tilgivelse, når vi har forvoldt andre ondt, så skaber han også fortrydelse efter sit hjerte i os, og så bliver der plads til noget andet vand, nemlig tårerne, som er en dåbsgave også. Så er vi klar til som et barn at tage imod Guds nåde igen. Guds ja, som han skænker os uforskyldt af sin store kærlighed.
Bed for børnene, som nu bliver døbt, både I forældre, og I faddere, og I faddere har den opgave at være der for børnene, hvis forældrene skulle dø, før børnene bliver voksne.
I forældre skal oplære jeres børn i den kristne tro. Det er ikke, som nogen måske vil mene, præsterne eller kirken, som alene skal oplære børnene, nej, den opgave er jeres. Bed aftenbøn med børnene, især fadervor, så de får et fortroligt forhold til Gud som deres Far og Jesus som deres bror, så de føler sig trygge, når de hører Gud vor Far til.
Et vers eller to kan I jo lære dem at synge eller kunne udenad,
en af jer mødre har også nævnt denne:
Ingen er så tryg i fare
som Gud lille børneskare,
fuglen ej i skjul bag løvet,
stjernerne ej højt over støvet.
Ingen nød og ingen lykke
af hans favn os bort skal rykke;
han, den bedste ven blandt venner,
al vor trang og længsel kender.
Eller:
Sov sødt, barnlille,
lig rolig og stille,
så sødelig sov
som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge,
Gud Fader har sagt:
Stå, engle, på vagt,
hvor mine de små er i senge.
Guds fingrene grande
slog kors for din pande
Guds enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade,
nu kan i din dåb
med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade!
Seneste kommentarer
12.08 | 09:41
- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.
11.06 | 12:37
"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞
22.09 | 17:58
Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.
01.12 | 17:13
"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.
'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik
En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.
Men har de mon taget stilling til to ting:
1
Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.
Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.
2
Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.
Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.
Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.
Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.
Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.
Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.
Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.
Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.
Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?
Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:
"Den småmobsede tros dage er til ende.
De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,
provst Mejer er død."
Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.
Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.
Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".
Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!