Nytårsdag 1. januar 2017

Kolby kirke kl. 14.00

114 Hjerte, løft din glædes vinger!

118 Julen har englelyd.

110 Nu vil vi sjunge og være glad.

prædiken

125 Mit hjerte altid vanker.

nadver 192 v. 7

712 Vær velkommen, Herrens år.

En kristen er delt mellem to tider. Det er det, vi hører i dag. Som kød er han under loven. Som ånd er han under evangeliet.

I hvert øjeblik er disse to tider til stede i en kristens liv.

Efter sin kødelige natur lever enhver kristen altid i en kamp. Vi gør ofte utålmodigt modstand mod Gud. Guds vrede og dom over vore synder byder os imod. Og vor utålmodighed og knurren byder Gud imod.

Det kan være, at et kristent menneske ikke kaster sig ud i grove synder som mord, hor og tyveri, men er derfor ikke fri for utålmodighed, knurren og had til og ligefrem bespottelse af Gud.

Men den menneskelige fornuft er helt uvidende om de synder. Hans synder tvinger ham derfor mod hans vilje til at hade Gud, tvinger ham til at flygte for Guds åsyn, tvinger ham til at hade og bespotte ham.

Så utålmodighed, misfornøjelse og had og bespottelse af Gud er stærk hos de hellige, siger Martin Luther.

Derfor er der en kamp, vi aldrig bliver fri for her i livet, den sidste kamp udkæmpes, når vi skal dø.

Der er altså to tider, lovens tid og evangeliets tid.

Hvornår er lovens tid? Den er når den plager, mishandler og bedrøver os og fører os til syndserkendelse, ja, øger vores synd, fordi vi kæmper imod loven og sætter os ud over den, også selvom vi ved, hvad der er ret.

Paulus ville for eksempel meget gerne have følt glæde i samvittigheden, smil i hjertet og en forsmag på det evige liv, og derfor bad han Gud tage en ’torn i kødet’ fra ham. Det føltes som en Satans engel, der slog ham i ansigtet.

Paulus havde gerne været fri for al uro i sindet. Derfor ønskede han, at denne anfægtelse skulle tages fra ham. Det skete ikke. Derimod fik han at høre af Herren: ”Min nåde er dig nok, Paulus; thi min kraft fuldkommes i din magtesløshed.” (2. Kor. 12,9).

Det er lovens tid, men troens tid er der siden Jesus blev menneske, så er denne troens tid der altid og i evighed.

Det, loven viser os om os selv, er at vi er syndere og at vi kan være vrede, fordi Gud modarbejder vore egne planer og foretagender og ikke straks straffer dem, vi mener er ugudelige og gudsforagtere, siger Luther.

Men der er en grænse sat for loven, den grænse er Kristus. Nådens tid er evig. Siden Kristus én gang for alle er død for vore synder, dør han ikke mere. Han er evig. Derfor er nådens tid også evig. Og vi kan altid, hvert øjeblik, så længe der er noget, der for os hedder dag, tage imod nåden.

For den, der ikke er kristen eller ikke kender sin kristne tro godt nok, sker der dette: at et menneske kun ser loven og synden og ser bort fra troen. Og så kan han eller hun ikke ryste frygten af sig, men ender med at fortvivle.

Er der ikke mange, som ender der i dag – trods alle vore friheder? Fordi loven er en virkelighed, også når vi lever, som om den ikke findes.

Så er der mennesker, som mener, at de bliver retfærdiggjort gennem loven. Men på den måde skabes mætte, selvsikre og hovmodige hyklere, som er opblæste og fulde af falske forestillinger om lovens retfærdighed og gaver. Så forsøget på at blive retfærdig gennem loven ender med at stå i vejen for troens retfærdighed, den retfærdighed, vi får ved tro på Jesus Kristus.

Nogle mener derpå, at den kristne frihed fra loven betyder, at vi kan gøre, hvad der passer os. Så bruges friheden til et gemmested for ondskab, som apostlen Peter siger (1. Pet. 2,16).

Men lovens rette tid og brug er, at når samvittigheden taler i os, så fortvivler vi ikke, men vi ved, at Helligånden er hos os og kan hjælpe os midt i vores skræk for det, vi har gjort forkert, og Helligånden lærer os at gøre vor stilling op sådan her: ”Jo, jeg er indesluttet under loven, men ikke til evig tid. Tværtimod skal denne indespærring blive mig til gode. Hvordan? Ved at jeg i dette fængsel sukker og søger efter hjælperens hånd.”

På den måde driver loven os hungrige til Kristus, så han kan mætte os med sine gode gaver.

Lovens opgave er altså at gøre os skyldige, at ydmyge, dræbe, føre til Helvede og tage alt fra os, - dog i den hensigt, at vi skal retfærdiggøres, ophøjes, levendegøres, komme i Himlen og få alle ting. Den slår ikke bare ihjel, men døder for at skænke os livet.

Derfor er det, at vi modtager Livets Brød i nadveren, Jesu legeme og blod, hans opstandelseslegeme med udødelighed mit i det liv vi har som kristne, som vil være kamp med det gamle i os. Så vil Han også langsomt forvandle os ved sin Ånd. Lad os blive fast ved den tro, og lad os prøve i år at holde en stund med andagt derhjemme, så vi lader Gud virke dagligt i os og hjælpe os til at gribe med dyb trøst om evangeliet om Jesus Kristus.

Vi kunne ikke have tænkt, at dagens korte evangelietekst skulle være relevante for vort samfund i dag.

Ikke desto mindre er det højaktuelt.

Vi havde ikke troet, at jøder og muslimers omskærelse af drenge skulle antastes. Efter det nazistiske herredømme.

Konklusionen, teologen og modstandskæmperen Dietrich Bonhoeffer, kom til i sin Ethik var (s. 95):

Den historiske Jesus Kristus er vor histories kontinuitet. Men fordi Jesus Kristus var det israelitisk-jødiske folks forjættede Messias, går vore fædres kæde bag om Jesu Kristi tilsynekomst, tilbage til Israels folk.

Vestens historie er efter Guds vilje uløseligt forbundet med Israels folk, ikke kun genetisk, men i ægte uophørlig forbindelse.

Jøder holder spørgsmålet om Kristus åbent.

Jøderne er tegnet på Guds frie nådevalg og hans forkastende vrede: ”Så se Guds godhed og strenghed” (Rom. 11,22).

Og endelig konklusionen, som vi har hårdt brug for i dag:

”En forstødelse af jøderne fra fædrelandet (det var Tyskland) må trække forstødelsen af Kristus med sig; for Jesus Kristus var jøde.”

Når nu mange så småt i kor taler i fuld offentlighed om, at omskærelse skal forbydes, så er det en forstødelse af alle jøder i Danmark.

Konklusionen bliver da den samme som i det tredje rige: ”En forstødelse af jøderne fra fædrelandet (nu Danmark) må trække forstødelsen af Kristus med sig; for Jesus Kristus var jøde.”

Lige meget hvor klinisk det forsøges formuleret, så er det en udstødelse af alle jøder og muslimer.

I lægeløftet hedder det, at lægen først og fremmest ikke skal forvolde smerte/skade.

En læge har ved en høring i folketinget sagt: ”Det er et rigtig godt princip, som burde gælde for alle. Ikke mindst i omgangen med vore svageste medmennesker, børnene.

Han nævner, at det er et rettighedsproblem, et ligestillingsproblem og et juridisk problem.

Det rystende er, at den franske revolution med menneskerettighederne skulle føre til udstødelse hvert eneste år af mange, mange små børn i moders liv og til et forsøg på en  udstødelse af jøder og muslimer.

Og nu kan vi bevæge os baglæns til situationen før Jesus Kristus, før Israels Gud.

Vi har en historisk arv, men om en sådan kan der kun tales i det kristne vesterlandske område. Ganske vist har det asiatiske område meget gamle, og endda meget ældre overleveringer. Men disse overleveringer er en del af eksistensens tidløshed. Historien forbliver mytologisk. Bevidstheden om tidslighed og den historiske arv, der modsætter sig enhver mytologisering, er kun mulig der, hvor Guds indgang i historien på et bestemt sted og tidspunkt, nemlig i Guds menneskevordelse i Jesus Kristus, bestemmer tænkningen, bevidst eller ubevidst.

Nu bringer Guds ja og Guds nej til historien, som den fornemmes i Jesu Kristi menneskevordelse og korsfæstelse, bringer i hvert historisk øjeblik en spænding ind, som ikke kan ophæves.

Historien bliver ikke til evig bærer af evige værdier, sådan som landet for tiden er optaget af værdier, men historien bliver først rigtigt tidslig gennem Jesu Kristi liv og død.

Denne den vestlige historie forsøger mange at sætte sig ud over ved fremhævelse af værdier.

Bonhoeffer bemærker, at den franske revolution frembragte nationalismen, som det hedder i den franske menneskeretserklæring artikel 3: ”Suverænitetens oprindelse ligger hos nationen.” Det vil sige, at nationen er et revolutionært begreb, som tager parti med folket mod øvrigheden.

Samme franske revolution var også årsag til teknikkens utrolige udvikling, den teknik, som i virkeligheden mere end nogensinde giver læger mulighed for en nænsom omskærelse af drenge.

Revolutionen skabte en ny åndelig enhed, som består i befrielsen af mennesket, som fornuft, som masse, som folk.

Og længslen efter menneskers absolutte frihed fører til den dybeste underkastelse.

Og denne nye form for åndelig enhed er den vesterlandske gudløshed. Denne gudløshed er ikke det enkelte menneskes gudløshed, men en ny religion ud af fjendskab mod Gud. Gudløsheden forløber fra bolsjevismen til midten af de kristne kirker, der en kristelig gudløshed. Denne gudløshed vender sig i skikkelse af alle mulige kristendomme, om de så er nationalistiske, socialistiske, rationalistiske eller mystiske, mod Bibelens levende Gud, mod Kristus.

Dens gud er det nye menneske, eller som en russisk forfatter har sagt: ”det nye menneskes fabrik”.

Der er noget revolutionært i gære langt ind i vores regering, når regeringen ikke længere vil hjælpe konventions-flygtninge. For nu vil vort folks regering ikke overholde en konvention, som vi ellers naturligt har støttet.

Men for det revolutionære menneske, også som regerings-menneske, er der ingen grænser, eller de kan brydes.

Det er netop et år siden, at aviser kunne berette, at det var ophøret af vestens støtte til flygtningelejre i Mellemøsten, der udløste den store strøm af flygtninge mod Europa.

Uanset hvad en nationalistisk politik vil sige, at gælder den bibelske lov, at man skal tage sig af enker, faderløse og fremmede.

Billeder af den bombede syriske storby Aleppo bekræfter ifølge Angela Merkel, at det var rigtigt at tilbyde beskyttelse til mk,ennesker på flugt fra krigens rædsler.

- Vi må endnu en gang sige, hvor vigtigt og rigtigt det var af os at hjælpe dem, der havde brug for vores beskyttelse, til at komme hertil og til at integrere sig, siger hun.

I dag hører vi, at alle jordens slægter skal velsignes i og gennem Abraham, ham, hvem omskærelsen blev givet af Gud som pagtstegn.

De tidlige kristne glemte aldrig omskærelsen og begyndte for deres vedkommende at holde fast i omskærelsen som en åndelig omskærelse, sådan som en profet siger det.

Og Jesus taler også om hjertets omskærelse, når han taler om, at den gren, der ikke bliver på ham, skæres af, fordi den ikke bærer frugt.

Til dagenes ende er vi forbundet med Israels folk. Alle de særlige love i Israel gjaldt alene dette folk, og vi har vore egne love som folk. Men den lov, Gud gav Israel, er en opdragelse hen i mod Jesus Kristus.

Juledag 25. december 2016 kl. 11 i Langør kirke

99 Velkommen igen, Guds engle små.

K. 526 (Berggreens melodi).

117 En rose så jeg skyde. K. 115.

114 Hjerte, løft din glædes vinger! K. 219.

prædiken

125 Mit hjerte altid vanker.

nadver afsluttet med 192 vers 7 (”Hil dig, Frelser og Forsoner”)

129 Julebudet til dem, der bygge. K. 296 (Hartmann).

Alle de smukke ord, som vi kan sige om, hvad julen betyder, er båret af, at det virkelig skete: at Gud blev menneske.

I dag, juledag hører vi Hebræerbrevet sætte julen i perspektiv:

Med sin Søn Jesu komme har Gud endegyldigt talt til os mennesker.

Det barn, der julenat fødtes og lå i krybben i Betlehem, er arving til alle ting, kongernes Konge.

Alt er skabt ved ham, siger Hebræerbrevet.

Alt. Også det hø, han ligger på.

Det er i sandhed forunderligt at sige og tale om.

Når vi ser julekrybber, ser vi altid lyset skinne på barnet i krybben.

Men det er fordi lyset i virkeligheden kommer fra barnet. Lyset kommer indefra ham.

Derfor siger Hebræerbrevet, at Guds Søn er ”Guds herligheds afglans”. Der stråler lys ud fra Gud i Jesus. Solenes sol, som Ingemann siger i salmen ”I østen stiger solen op”.

Lyset kommer indefra barnet, og det kommer som lys af lys, lyset fra Gud, som lyser i hans Søn.

DET gør, at julen er så vidunderlig.

At Guds Søn virkelig landede på jorden den julenat.

Jesus kaldes også Guds væsens udtrykte billede.

Udtrykte billede – det er en perfekt kopi, afstøbning, som en nøjagtig mønt.

Det græske ord er ’karakter’, som vi kender fra vores eget sprog. Det betyder: Jesus er en fuldkommen karakter, fordi han er nøjagtig som Gud, ligesom en mønt.

Vi kan sige, at at vi kan have mere eller mindre karakter, alt efter hvordan vi lader Jesu karakter præge os.

Vi ser på barnet i krybben, vi på manden på korset, vi ser den opstandne tale med sine disciple og spise med dem: Vi ser Guds Søn.

Sådan er vor Gud. Han er Jesus. Gud kom, Gud blev menneske, virkeligt, i denne verden.

På denne tro er talløse kristne gået i døden.

De tolv apostle blev de første, der døde for denne tro.

Når der nu er teologer, som siger, at den kristne tro er den bedste historie, den vigtigste, den mest betydningsfulde, historie, så sløres det, hvem Jesus er. Gode historier findes hos H.C. Andersen, C.S. Lewis og Tolkien (Ringens Herre). Vidunderlige historier, underholdende, spændingsfyldte, ophøjede.

Men juleevangeliet er kun betydningsfuld, fordi det er noget, der SKETE i virkeligheden, ikke blot en historie.

Juleevangeliet er muligvis meget smukt, men kun for alvor smukt, hvis det er sandt, hvis det er sket.

Hvis det blot er det, som nogle vil kalde en god, måske den bedste historie, så har vi opgivet vor Herre Jesus, selvom vi nok siger de rigtige ord.

Men ord som, at Jesus er Guds Søn har ingen værdi, hvis ikke Guds Søn virkelig i kød og blod blev menneske, som Skriften siger.

Og der ville ikke være nogen trøst at hente.

Men fordi det virkelig skete, at det Gud havde lovet ved profeterne; det han havde åbenbaret på mange måder i profeternes tale, i Davids Salmer, det blev opfyldt i Jesus Kristus.

Nu er der derfor trøst at hente. Trøst mit folk, siger profeten Esajas, de berømte ord, som er de første ord, der lyder i Händels Messias.

For Frelseren er virkelig kommet.

Frelseren fra synden, for ødelægger os, den der renser os fra vore synder ved at ofre sig selv for os på korset med sit eget dyrebare blod.

Frelseren fra Satans magt, som så længe binder os mennesker, så vor mund lukkes, og vi ikke kan bede eller prise Gud.

Frelseren fra døden, den sidste fjende, som skal overvindes, og som Herren Jesus med majestætisk kraft bød over med opvækkelsen af den lille pige, en enkes eneste søn og sin ven Lazarus, der stank på fjerdedagen, men som Herren kaldt ud af graven til bestyrtelse for mange og til tro og tilbedelse for mange andre.

Frygt altså ikke! Lød englens ord til hyrderne på marken. Se, jeg forkynder jer en stor glæde. En stor glæde – ja, men der er mange glæder i livet, er det blot en af de store glæde, som vi oplever gennem vort liv?

Kære venner, nej, aldeles ikke, nej, en stor glæde, sagde englen, som skal være for hele folket.

En stor glæde som vælder op i hjerterne, når budskabet lyder: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.

I dag – det er sket, alt hvad der var blevet lovet folket.

I dag, ikke i en fabel, ikke i en historie eller eventyr, men nej, i dag. I DAG er der født jer en frelser i Davids by.

Født der hvor det var profeteret, at en frelser skulle fødes. I Davids by. Fordi barnet var af Davids slægt. Fordi han som David var salvet (Kristus) . Salvet til hvad? Til kongernes Konge, den mægtige ypperpræst, som ofrede sit eget blod én gang for alle til syndernes forladelse, for at åbne en indgang til Gud, til paradis.

OG så forkyndes det, at denne Kristus, denne Salvede, er Herren. Herren?

Ja, Herren. DET blev det navn, apostlene gav Jesus efter Jesus var opstået fra de døde. Da blev Jesu hemmelighed fuldt afsløret for dem, at Gud opvakte sin Søn fra de døde, så den, der tror på ham, ikke kan tvivle på, at han er ét med Gud.

Nu, altså efter opstandelsen, forstod apostlene fuldt ud, at Jesus fra evighed var hos Gud og alt er skabt ved ham og at han er Guds Søn, og VAR, ER, og KOMMER.

HAM var det, der blev født julenat.

Ham tilbeder vi derfor med hyrderne.

Og hos ham henter vi trøst, når livet bryder sammen for os, når vi ingen fremtid ser, når det, vi drømte om, for længst er bristet.

Men kære menighed! Netop da, når vi græder af sorg og også af sorg over vore egne synder, som har gjort andre og os selv ubodelig skade, da åbnes vore hjerter, så til anger, og da lægger Frelseren sine forbindinger på alle sår, lindrer al nød.

Juleaften 2016 

Han gav afkald.

Gud blev menneske.

Gud fra evighed til evighed. Blev menneske.

Ubegribeligt, men vi skal heller ikke begribe det.

Det sker jævnligt både i kirken og uden for kirken, at det bliver sagt, at dette med Jesu fødsel og englene, der viste sig for hyrderne, at det er kun et eventyr de gamle kristne fortalte om Jesu Kristi fødsel, de tilbad som den enbårne Guds Søn, kun et eventyr ligesom så mange andre eventyr, som skete ved deres heltes og halvguders fødsel, men hvad ingen har kunnet forklare, er VARIGHEDEN og VIRKNINGEN af vore jule-evangelium, som ingen kan nægte, og som svæver højt over alle fabler og myter, som himlen over jorden.

Nej, det er en unægtelig kendsgerning, at juleevangeliet om englen blandt hyrderne og om Guds Søn i krybben går fra mund til mund på jorden og skaber juleglæde, og det blandt alle mulige andre folkeslag.

Ja, folkene har for længst glemt deres eventyr om deres egne helte og halvguder.

Vi skal grave grundigt for at finde de eventyr frem igen. Disse eventyr er for altid lukket inde i gamle skrifter med halvkvædede viser.

Nej, evangeliet om Jesus Kristus er ikke et eventyr, ikke en betydningsfuld historie, men en sand historie, fordi det hele virkelig skete på vores jord. Derfor har juleevangeliet noget udødeligt i sig.

Det udødelige ligger i, at Jesus virkelig er Guds Søn fra evighed til evighed, født i stalden i Betlehem. Virkelig kommet for at være vor frelser og Herre.

Tværtimod: lad os tilbede denne hemmelighed, som vi først ved tidernes ende vil forstå, når Jesus kommer igen.

Jesus var barn, men ikke et almindeligt barn, heller ikke et ualmindeligt barn, men Guds og menneskers søn.

Og spørgsmålet er ikke længere, om der var plads til Jesus i Betlehem, men om du og jeg har plads i os til ham.

Er der plads i dit og mit hjerte? Eller er der fyldt op af alt muligt skrammel?

Kom, Jesus, vær vor hyttegæst, sang vi. Kom, sang vi. Kom! Vi inviterer ham inden for i vores liv.

Det KOMMER ikke af sig selv.

Julefest kan vi sagtens have uden Jesus – ja, men vi sang: Hold selv i os din julefest.

Hvad er det for en julefest? Ja, en fest, særlig om vinteren, er kendetegnet af en masse lys.

Jesus er verdens lys. Han tænder lys, hvor der er mørke.

Ikke umiddelbart en fest, men det er en begyndelse.

Lyset er ikke kun til at skabe fest, men til at sørge for, at vi kan vandre nogenlunde sikkert gennem livet. Han oplyser vejen.

Men altså: med sit lys skaber han også fest, eller som vi sang, han kommer med fryd og fred.

Fryd? Glæde! Glæde opstår, når vi opgiver at skabe meningen med vores liv,

Når vi hengiver os i tillid til Herren Jesus,

Når vi beder hans Ånd om at være hos os.

Når vi beder Gud om tilgivelse for Jesu Kristi skyld,

Når vi beder Jesus tage vor skyld bort, fordi han allerede har båret vor skyld på korset for os.

For grunden til fryd og glæde er miskundhed og nådebud.

Miskundhed betyder ikke at kunne give skylden, eller tilregne en noget.

Og nådebud, altså budskabet om nåde.

Nåde er oversat til moderne dansk:

En særlig velvilje, venlighed, kærlighed og omsorg, som Gud giver os syndige mennesker.

Han blev født i Betlehem, Han døde for os, Han købte os med sit blot et himmelske liv, Og det begyndte med en krybbe.

Han er opfyldelsen af alle de gamles håb og forventninger.

Han kom med flammeord, som stadig flammer op, når vi hører dem, og han kom med himmel-dåb.

Ilden er hans og Faderens Ånd, som renser os for skyld og synd, som fornyer og forvandler os.

Vi kan ikke forvandle os selv, men Helligånden kan, dag for dag, når vi beder Helligånden komme til os.

Han, som var i Guds skikkelse, han gav afkald og tog en tjeners skikkelse, fornedrede sig selv og blev et menneske som os, for at vi kunne ophøjes, fødes af Faderen til hans brødre og søstre og blive ham lige i guddoms-herlighed.

Til den gudoms-herlighed hører ikke blot juleglæden, men den fuldkomne glæde, som Jesus Kristus netop ville give sine disciple.

Men vi ved udmærket, at vi hver især har mangler, også i vore juleglæde, så vi kan ikke andet end bede juleglæden ind i hjerte og sind, så denne glæde ikke blot bliver en aftenglæde, men også en morgenglæde, dagens glæde.

Så lad os ydmygt bede Jesus vor Herre ind i vort hjertes krybbe med al hans trøst og omsorg for enhver, som sørger over tab, sørger over egne gruelige fejl, er nedbøjet, har opgivet håbet, og ikke tror, Gud kan hjælpe. Så lad os alligevel, på trods, bede ham hjælpe, komme til os, for når vi banker på, lukker han op.

3. søndag i advent

Salmer:

84 Gør døren høj. K. 186.

78 Blomstre som en rosengård. K. 29.

83 Glæde dig, Zion, glæd dig, jord K.153.

prædiken

86 Hvorledes skal jeg møde. K. 228.

nadver afsluttet med 192 ver 7

74 Vær velkommen, Herrens år. K. 561.

Er Johannes Døberen en fuldstændig ligegyldig person?

Hvorfor skal vi høre om ham her lidt før jul?

Det er der tre grunde til:

1 Han havde prædiket om Jesus, peget væk fra sig selv.

Vi har også prædiket om Jesus, peget væk fra os selv og hen på Jesus. Det er det, vi gerne vil.

2 Han sad i fængsel. Sidder du og jeg i fængsel, vort sinds fængsel? Føler vi, at vi er ladt alene tilbage i et mørkt fangehul, uden fremtid? Sig ikke, at Johannes Døberen ikke er det, der med et fint plus-ord  bliver kaldt ’relevant’.

3 Er du den, som kommer, eller skal vi vente på en anden? spørger Johannes, og mange spørger med ham om det. Nogle venter på en guru fra Indien, nogle gør sig selv til guru, og andre opgiver og sidder i tvivl, som Johannes i fængslet.

Tiden går, og ser vi noget, der er tegn på, at Jesus virkelig er den, vi har ventet på, den som hele verden venter på?

Derfor er det godt, at vi prædiker om Jesus som verdens Frelser. Vi prøver at pege væk fra os selv og hen på Ham.

Men vi sidder måske i fængsel, føler os fanget i et mørke, vi ikke ser udvej fra.

Du føler måske, at ingen hjælper eller kan hjælpe dig, så du igen kan blive glad.

Vi har set mange mennesker komme til Danmark, som har måttet flygte fra deres familie, deres hjem, fra alt, de ejede.

De kan spørge: Hvordan kan jeg holde dette ud? I mellemøsten er de vant til at fremhæve Guds tjener Job, som kom ud for utallige og umenneskelige lidelser, tab af familien, tab af alt, han ejede. Han sad bare og forstod ingenting. I mellemøsten taler de om Jobs udholdenhed. Det er et begreb – en måde at sige, at han må have haft det værre end os selv og alligevel forbandede han ikke Gud, og så endte det hele med, at Gud velsignede ham igen.

Men hvor er det svært at være så udholdende, når alt er mistet.

Hvad kan vi sige til andre og os selv i sådan en fastlåst situation? Vi kan nævne en begivenhed, hvor Jesus møder en mand, der har været lam i 38 år, og han har ingen, der kan hjælpe ham, siger han. Men så er det, at han pludselig alligevel har en, der kan hjælpe: Jesus.

Han har ingen. Som dig og mig, kan vi føle. Og her er budskabet: Kun Jesus kan hjælpe.

Som det hedder i en salme:

Vor egen magt ej hjælpe kan,

Let kan os fjenden fælde;

Men med os står den rette mand,

Omgjordet med Guds vælde.

Det er den Herre Krist,

Og sejer får han vist,

Hærskarers Herre prud,

Der er ej anden Gud,

Han marken skal beholde.

Når mennesker står i nød, kan vi ikke henvise til andre end ham, som er den stærkeste, Guds Søn Jesus Kristus.

Da Johannes Døberen følte, at Jesus måske alligevel ikke kunne hjælpe, henviste Jesus ham til, hvad der faktisk var sket: Blinde, der var kommet til at se, lamme, der gik, som ham, der havde ligget i 38 år, døve, der kunne høre, døde, der var stået op, og midt i det: evangeliet blev forkyndt for fattige, for enhver, der er fattig, det vil sige: enhver, der har opgivet håbet om, at lykken ligger i rigdom, mærke-tøj og store biler og stor magt, og har indset, at den lykke er såre kort, men den varige lykke findes hos Frelseren.

Så Jesus forkynder for Johannes Døberen, at nu skal han igen høre evangeliet for fattige, for ham selv. Han, som havde haft høj status som super-prædikant, anerkendt af en bred kreds af mennesker i folket, men som nu bare sad og rådnede op i et fængsel.

Så hør igen evangeliet, hvis du er kommet dertil, at du ved, at du er fattig på frelse, fattig i ånden! Tag imod det, for det er ment netop til dig, når du erkender din fattigdom.

Den, som betragter sig som lykkelig i sin jordiske rigdom og ikke trænger til frelse, gælder evangeliet også, men det kan ikke nå frem til hjertet.

Kast al din lid på Jesus midt i din åndelige fattigdom, der, hvor du er ved at give op, og når du gør det, vil du opleve, at Han tænder lys i dit mørke, Han styrker dine synkende hænder, han gør dit urolige hjerte glad og stærkt igen.

Ikke så du er stærk i dig selv, nej, slet ikke, men du modtager, du FÅR kraft fra Herren Jesus selv.

Han kan jo vende vind og vove med et vink, også storm og bølge i dit liv.

***

Vores liv er som de er. Johannes Døberen blev i fængsel, ja, han blev også slået ihjel.

Men han fik en skat med sig i sit fængsel.

Mange kan sidde med rigdom i fine huse, men der er tomhed.

Johannes Døberen sad i stor fattigdom i fængselet, men modtog den største rigdom der findes: evangeliet, det glædelige budskab for enhver, som er træt og tynget af byrder og som begynder på at tvivle på Gud og Jesus.

Blot du og jeg beder om hjælp, så kommer hjælpen, hvor og på hvad måde ved ikke, men den kommer, og før hjælpen virker til at være kommet, så dæmper Jesus vore sukke og den trængsel, der føles som sne, der dækker vores liv.

Så skal de øde vange, det vil sige, dit og mit liv, vores folks liv, de andre folkeslags liv, dog blomstre som en rosengård, i Herrens time, når vi igen i vores åndelige fattigdom byder Jesus velkommen i vort hjerte.

For så er vi eet med Ham, og hans kraft, hans Helligånd, rinder i os som blodet i vore årer, og om lidt modtager vi Jesu eget blod og blander blod med ham, en hemmelighed vi ikke kan og heller ikke skal forstå, men som virker.

Så udfolder Han selv sin fulde kraft midt i vores skrøbelighed. Amen.

3. søndag i advent

Salmer:

84 Gør døren høj. K. 186.

78 Blomstre som en rosengård. K. 29.

83 Glæde dig, Zion, glæd dig, jord K.153.

prædiken

86 Hvorledes skal jeg møde. K. 228.

nadver afsluttet med 192 ver 7

74 Vær velkommen, Herrens år. K. 561.

Er Johannes Døberen en fuldstændig ligegyldig person?

Hvorfor skal vi høre om ham her lidt før jul?

Det er der tre grunde til:

1 Han havde prædiket om Jesus, peget væk fra sig selv.

Vi har også prædiket om Jesus, peget væk fra os selv og hen på Jesus. Det er det, vi gerne vil.

2 Han sad i fængsel. Sidder du og jeg i fængsel, vort sinds fængsel? Føler vi, at vi er ladt alene tilbage i et mørkt fangehul, uden fremtid? Sig ikke, at Johannes Døberen ikke er det, der med et fint plus-ord  bliver kaldt ’relevant’.

3 Er du den, som kommer, eller skal vi vente på en anden? spørger Johannes, og mange spørger med ham om det. Nogle venter på en guru fra Indien, nogle gør sig selv til guru, og andre opgiver og sidder i tvivl, som Johannes i fængslet.

Tiden går, og ser vi noget, der er tegn på, at Jesus virkelig er den, vi har ventet på, den som hele verden venter på?

Derfor er det godt, at vi prædiker om Jesus som verdens Frelser. Vi prøver at pege væk fra os selv og hen på Ham.

Men vi sidder måske i fængsel, føler os fanget i et mørke, vi ikke ser udvej fra.

Du føler måske, at ingen hjælper eller kan hjælpe dig, så du igen kan blive glad.

Vi har set mange mennesker komme til Danmark, som har måttet flygte fra deres familie, deres hjem, fra alt, de ejede.

De kan spørge: Hvordan kan jeg holde dette ud? I mellemøsten er de vant til at fremhæve Guds tjener Job, som kom ud for utallige og umenneskelige lidelser, tab af familien, tab af alt, han ejede. Han sad bare og forstod ingenting. I mellemøsten taler de om Jobs udholdenhed. Det er et begreb – en måde at sige, at han må have haft det værre end os selv og alligevel forbandede han ikke Gud, og så endte det hele med, at Gud velsignede ham igen.

Men hvor er det svært at være så udholdende, når alt er mistet.

Hvad kan vi sige til andre og os selv i sådan en fastlåst situation? Vi kan nævne en begivenhed, hvor Jesus møder en mand, der har været lam i 38 år, og han har ingen, der kan hjælpe ham, siger han. Men så er det, at han pludselig alligevel har en, der kan hjælpe: Jesus.

Han har ingen. Som dig og mig, kan vi føle. Og her er budskabet: Kun Jesus kan hjælpe.

Som det hedder i en salme:

Vor egen magt ej hjælpe kan,

Let kan os fjenden fælde;

Men med os står den rette mand,

Omgjordet med Guds vælde.

Det er den Herre Krist,

Og sejer får han vist,

Hærskarers Herre prud,

Der er ej anden Gud,

Han marken skal beholde.

Når mennesker står i nød, kan vi ikke henvise til andre end ham, som er den stærkeste, Guds Søn Jesus Kristus.

Da Johannes Døberen følte, at Jesus måske alligevel ikke kunne hjælpe, henviste Jesus ham til, hvad der faktisk var sket: Blinde, der var kommet til at se, lamme, der gik, som ham, der havde ligget i 38 år, døve, der kunne høre, døde, der var stået op, og midt i det: evangeliet blev forkyndt for fattige, for enhver, der er fattig, det vil sige: enhver, der har opgivet håbet om, at lykken ligger i rigdom, mærke-tøj og store biler og stor magt, og har indset, at den lykke er såre kort, men den varige lykke findes hos Frelseren.

Så Jesus forkynder for Johannes Døberen, at nu skal han igen høre evangeliet for fattige, for ham selv. Han, som havde haft høj status som super-prædikant, anerkendt af en bred kreds af mennesker i folket, men som nu bare sad og rådnede op i et fængsel.

Så hør igen evangeliet, hvis du er kommet dertil, at du ved, at du er fattig på frelse, fattig i ånden! Tag imod det, for det er ment netop til dig, når du erkender din fattigdom.

Den, som betragter sig som lykkelig i sin jordiske rigdom og ikke trænger til frelse, gælder evangeliet også, men det kan ikke nå frem til hjertet.

Kast al din lid på Jesus midt i din åndelige fattigdom, der, hvor du er ved at give op, og når du gør det, vil du opleve, at Han tænder lys i dit mørke, Han styrker dine synkende hænder, han gør dit urolige hjerte glad og stærkt igen.

Ikke så du er stærk i dig selv, nej, slet ikke, men du modtager, du FÅR kraft fra Herren Jesus selv.

Han kan jo vende vind og vove med et vink, også storm og bølge i dit liv.

***

Vores liv er som de er. Johannes Døberen blev i fængsel, ja, han blev også slået ihjel.

Men han fik en skat med sig i sit fængsel.

Mange kan sidde med rigdom i fine huse, men der er tomhed.

Johannes Døberen sad i stor fattigdom i fængselet, men modtog den største rigdom der findes: evangeliet, det glædelige budskab for enhver, som er træt og tynget af byrder og som begynder på at tvivle på Gud og Jesus.

Blot du og jeg beder om hjælp, så kommer hjælpen, hvor og på hvad måde ved ikke, men den kommer, og før hjælpen virker til at være kommet, så dæmper Jesus vore sukke og den trængsel, der føles som sne, der dækker vores liv.

Så skal de øde vange, det vil sige, dit og mit liv, vores folks liv, de andre folkeslags liv, dog blomstre som en rosengård, i Herrens time, når vi igen i vores åndelige fattigdom byder Jesus velkommen i vort hjerte.

For så er vi eet med Ham, og hans kraft, hans Helligånd, rinder i os som blodet i vore årer, og om lidt modtager vi Jesu eget blod og blander blod med ham, en hemmelighed vi ikke kan og heller ikke skal forstå, men som virker.

Så udfolder Han selv sin fulde kraft midt i vores skrøbelighed. Amen.

Langør søndag den 28. maj 2016 kl. 11.00 med dåb

At være rig i Gud.

I modsætning til at være rig på alt jordisk.

Rig i Gud.

Væk er al diskussion, om der er brug for kirken, om jeg har brug for kirken, om jeg har brug for Gud, om jeg har brug for Jesus.

Gennem Jesu tale blæser en rensende, helende blæst, der blæser alt overflødigt bort, som blæser overfladen bort, så tilbage står spørgsmålet, når jeg skal dø: Er jeg rig i Gud, eller har mit hele liv været mit hus, min have, maden, vinen.

Er jeg rig i Gud? Hvordan lige få det spørgsmål til at forsvinde? Overdøve det med et godt måltid mad, en magisk fodboldkamp, et museumsbesøg, en koncert, det kan nok gøres.

Hvad er det for noget, at være rig i Gud?

Ja, nu må vi vove at begive os ind på, hvad evangeliet fortæller, hvad apostlene har videregivet os om, hvad Jesus talte.

Men vi kan godt lægge teflon på sindet, når vi læser ordene og læse dem som beskrivelser af noget, apostlene fandt på, noget Jesus ikke selv havde sagt. Måske trøster vi os med, at vi egentlig ikke ved, hvem Jesus var og hvad han sagde, for hvem kan stole på evangelierne?

Uden at ville holde en forelæsning her vil jeg fortælle, at den netop afdøde historieforsker Kenneth Bailey engang mødte en historiker, som sammenlignede studiet af George Washington og Jesus. Han sagde: Der er mere historisk pålideligt information om Jesus, end der er om George Washington.

Hvorfor sagde han det? Han skrev om Washington ud fra uudgivne og udgivne optegnelser. Han sagde: Jeg har ingen anelse om, hvorfor folk skrev det, de skrev om George Washington, om de gerne selv ville vælges til præsident, om de ville gøre sig til af deres kendskab til Washington over for deres børnebørn, eller om de talte sandt i deres optegnelser.

Når vi læser evangelierne, har vi umiddelbart fornemmelsen af, at vi hører en stemme, som vi umuligt kan blande sammen med tusinde andre, ja, millioner af andre stemmer.

Som hyrden, hvis stemme fårene kender, så de kan genkende den. De tager aldrig fejl.

Det gør vi heller ikke. Heller ikke, når Jesus sætter hovedet på sømmet og fokuserer på at være rig i Gud.

At satse på at blive rig i Gud.

I stedet for at satse på griskhed, eller det, som den gamle bibeloversættelse kaldte: havesyge.

Dvs. det er en sygdom at ville have mere og mere.

Vi har blot tingene her til låns.

Hvis vi så vil HAVE tingene så at sige for os selv, uden Gud, så vil det senest ved vores død vise sig, at vi levede på en løgn. Vi har kun tingene for en tid.

Men at være rig i Guder  at frygte og elske Gud, så vi ikke frygter og elsker vore ting og sager over ham. Så der bliver plads til vores næste omkring os.

Apostlen taler om at være nøjsom, det skaber en indre ro.

Kærlighed til penge er roden til alt ondt, siger apostlen.

Kærlighed til penge i stedet for kærlighed til Gud og næsten.

Kærlighed til penge fører også bort fra troen. Her er vi inde ved noget, hvor måske vi i vores materielt afsindig rige tid mister troen uden så meget som at bemærke det. Måske tænker mennesker: vi har nok i vores hus, bil, familie, venner, vores hobby. Vi mangler ikke noget.

***

Gud gjorde sig fattig, for at vi kunne blive rige. Det er en grundsætning i evangeliet.

Gud gjorde sig fattig, for at vi kunne blive rige.

***

Lad os fremhæve lidt af, hvad der siges om sand rigdom i Gud!

Først og fremest er rigdom Kristi uransagelige rigdom (Ef. 3,8) – arven.

I Kristus er alle visdommens og kundskabens skatte skjult, siger Paulus i Kol. 2,3.

ALLE visdommens og kundskabens skatte.

Vel at mærke en visdom, der er fuldstændig modsat denne verdens visdom, som tænker på magt, på penge, på fremgang og succes.

Kristi visdom, som altså er en uudtømmelig rigdom, er sådan:

”Det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. ” (1. Kor. 1,30). Og så hedder det: I er i Kristus Jesu, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at ”den, der er stolt, skal være stolt af Herren”.

Rigdommen i Gud er Jesus Kristus, alt, hvad han gjorde og sagde, hans samlede frelsesgerning for os. Denne gerning indbefatter en dyrebar rigdom. Den indbefatter retfærdighed, det at Jesus som menneske var fuldkommen retfærdig, og derfor ved sin død på korset for os kunne give os del i sin retfærdighed blot ved at vi vender os til ham og tror på ham og bliver hans disciple.

Denne rigdom i Kristus indbefatter også helligelse, dvs. at vi ved at være i Kristus som grenen er på vintræet Kristus, og sådan bliver vi helliget, bliver vi renset af ham for synd. Han renser os ved Helligånden, som han har sendt til os ved dåben, således at vi får et stik i hjertet, når vi gør noget ondt og uretfærdigt og noget, som ikke er godt efter hans vilje.

Og når vi går i os selv og er kede af det, vi har gjort, så leder Helligånden ny saft, nyt liv, ny glæde, ny tilgivelse til os, så der bliver ligesom et forår i vores hjerte, hvor Kristus bor og kan komme rigtigt til, når vi først har accepteret vore overtrædelser.

Problemet er, at vores tid, og formentlig store dele af kirken, har talt uden om synd. Så mennesker er blevet ladt i stikken med synden, som er en forfærdelig virkelighed, hvad enten vi prædiker om det eller lader være. Forskellen er blot, at når vi prædiker om synden og sætter navn på den, så giver vi os også mulighed for at omvende os, som Jesus siger er forudsætningen for at se Guds rige. Synden spærrer bogstavelig talt udsynet, så vi hverken kan se eller komme ind i Guds rige. Der er i al fald en forfærdelig kold skygge over vores liv, indtil vi overgiver os til Jesus som vores konge og Herre.

Så lad os, som en arabisk kristen sang siger det: træde på din honning, verden,

lyt til sangen sammen med den danske oversættelse nedenfor:

https://www.youtube.com/watch?v=ZtZG6meZjrE&list=RDZtZG6meZjrE

jeg har nok i min Gud,

bittert er det vand, du giver,

og det kan aldrig slukke tørsten.

Lige meget hvor meget du prøver at friste mig, eller give mig del i din ære,

Jesus er nok for mig.

og mit hjerte er fuldt af hans kærlighed.

Ps. 63,5

Min sjæl er stolt og lykkelig

af Menneskesønnen

af Hans blod, Han købte mig

og gjorde mig til konge og sultan.

Jeg tager hverken imod

dine penge eller dit guld

selv ikke verdens skatte,

om det så var at sidde på din trone, og blive gjort til konge

Ps. 90,14

Om du så forskønner dig for mine øjne,

er du stadig nøgen,

og hvis du tror, jeg vil bøje mig ned for dig,

tager du fejl.

Til din oplysning

vil jeg ikke tilbede,

mine knæ vil aldrig bøje sig for dig.

Mit hjerte blev beriget

fra den dag, jeg bøjede mig ned

foran Ham, som beriger universet,

Langør søndag den 28. maj 2016 kl. 11.00 med dåb

At være rig i Gud.

I modsætning til at være rig på alt jordisk.

Rig i Gud.

Væk er al diskussion, om der er brug for kirken, om jeg har brug for kirken, om jeg har brug for Gud, om jeg har brug for Jesus.

Gennem Jesu tale blæser en rensende, helende blæst, der blæser alt overflødigt bort, som blæser overfladen bort, så tilbage står spørgsmålet, når jeg skal dø: Er jeg rig i Gud, eller har mit hele liv været mit hus, min have, maden, vinen.

Er jeg rig i Gud? Hvordan lige få det spørgsmål til at forsvinde? Overdøve det med et godt måltid mad, en magisk fodboldkamp, et museumsbesøg, en koncert, det kan nok gøres.

Hvad er det for noget, at være rig i Gud?

Ja, nu må vi vove at begive os ind på, hvad evangeliet fortæller, hvad apostlene har videregivet os om, hvad Jesus talte.

Men vi kan godt lægge teflon på sindet, når vi læser ordene og læse dem som beskrivelser af noget, apostlene fandt på, noget Jesus ikke selv havde sagt. Måske trøster vi os med, at vi egentlig ikke ved, hvem Jesus var og hvad han sagde, for hvem kan stole på evangelierne?

Uden at ville holde en forelæsning her vil jeg fortælle, at den netop afdøde historieforsker Kenneth Bailey engang mødte en historiker, som sammenlignede studiet af George Washington og Jesus. Han sagde: Der er mere historisk pålideligt information om Jesus, end der er om George Washington.

Hvorfor sagde han det? Han skrev om Washington ud fra uudgivne og udgivne optegnelser. Han sagde: Jeg har ingen anelse om, hvorfor folk skrev det, de skrev om George Washington, om de gerne selv ville vælges til præsident, om de ville gøre sig til af deres kendskab til Washington over for deres børnebørn, eller om de talte sandt i deres optegnelser.

Når vi læser evangelierne, har vi umiddelbart fornemmelsen af, at vi hører en stemme, som vi umuligt kan blande sammen med tusinde andre, ja, millioner af andre stemmer.

Som hyrden, hvis stemme fårene kender, så de kan genkende den. De tager aldrig fejl.

Det gør vi heller ikke. Heller ikke, når Jesus sætter hovedet på sømmet og fokuserer på at være rig i Gud.

At satse på at blive rig i Gud.

I stedet for at satse på griskhed, eller det, som den gamle bibeloversættelse kaldte: havesyge.

Dvs. det er en sygdom at ville have mere og mere.

Vi har blot tingene her til låns.

Hvis vi så vil HAVE tingene så at sige for os selv, uden Gud, så vil det senest ved vores død vise sig, at vi levede på en løgn. Vi har kun tingene for en tid.

Men at være rig i Guder  at frygte og elske Gud, så vi ikke frygter og elsker vore ting og sager over ham. Så der bliver plads til vores næste omkring os.

Apostlen taler om at være nøjsom, det skaber en indre ro.

Kærlighed til penge er roden til alt ondt, siger apostlen.

Kærlighed til penge i stedet for kærlighed til Gud og næsten.

Kærlighed til penge fører også bort fra troen. Her er vi inde ved noget, hvor måske vi i vores materielt afsindig rige tid mister troen uden så meget som at bemærke det. Måske tænker mennesker: vi har nok i vores hus, bil, familie, venner, vores hobby. Vi mangler ikke noget.

***

Gud gjorde sig fattig, for at vi kunne blive rige. Det er en grundsætning i evangeliet.

Gud gjorde sig fattig, for at vi kunne blive rige.

***

Lad os fremhæve lidt af, hvad der siges om sand rigdom i Gud!

Først og fremest er rigdom Kristi uransagelige rigdom (Ef. 3,8) – arven.

I Kristus er alle visdommens og kundskabens skatte skjult, siger Paulus i Kol. 2,3.

ALLE visdommens og kundskabens skatte.

Vel at mærke en visdom, der er fuldstændig modsat denne verdens visdom, som tænker på magt, på penge, på fremgang og succes.

Kristi visdom, som altså er en uudtømmelig rigdom, er sådan:

”Det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. ” (1. Kor. 1,30). Og så hedder det: I er i Kristus Jesu, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at ”den, der er stolt, skal være stolt af Herren”.

Rigdommen i Gud er Jesus Kristus, alt, hvad han gjorde og sagde, hans samlede frelsesgerning for os. Denne gerning indbefatter en dyrebar rigdom. Den indbefatter retfærdighed, det at Jesus som menneske var fuldkommen retfærdig, og derfor ved sin død på korset for os kunne give os del i sin retfærdighed blot ved at vi vender os til ham og tror på ham og bliver hans disciple.

Denne rigdom i Kristus indbefatter også helligelse, dvs. at vi ved at være i Kristus som grenen er på vintræet Kristus, og sådan bliver vi helliget, bliver vi renset af ham for synd. Han renser os ved Helligånden, som han har sendt til os ved dåben, således at vi får et stik i hjertet, når vi gør noget ondt og uretfærdigt og noget, som ikke er godt efter hans vilje.

Og når vi går i os selv og er kede af det, vi har gjort, så leder Helligånden ny saft, nyt liv, ny glæde, ny tilgivelse til os, så der bliver ligesom et forår i vores hjerte, hvor Kristus bor og kan komme rigtigt til, når vi først har accepteret vore overtrædelser.

Problemet er, at vores tid, og formentlig store dele af kirken, har talt uden om synd. Så mennesker er blevet ladt i stikken med synden, som er en forfærdelig virkelighed, hvad enten vi prædiker om det eller lader være. Forskellen er blot, at når vi prædiker om synden og sætter navn på den, så giver vi os også mulighed for at omvende os, som Jesus siger er forudsætningen for at se Guds rige. Synden spærrer bogstavelig talt udsynet, så vi hverken kan se eller komme ind i Guds rige. Der er i al fald en forfærdelig kold skygge over vores liv, indtil vi overgiver os til Jesus som vores konge og Herre.

Så lad os, som en arabisk kristen sang siger det: træde på din honning, verden,

lyt til sangen sammen med den danske oversættelse nedenfor:

https://www.youtube.com/watch?v=ZtZG6meZjrE&list=RDZtZG6meZjrE

jeg har nok i min Gud,

bittert er det vand, du giver,

og det kan aldrig slukke tørsten.

Lige meget hvor meget du prøver at friste mig, eller give mig del i din ære,

Jesus er nok for mig.

og mit hjerte er fuldt af hans kærlighed.

Ps. 63,5

Min sjæl er stolt og lykkelig

af Menneskesønnen

af Hans blod, Han købte mig

og gjorde mig til konge og sultan.

Jeg tager hverken imod

dine penge eller dit guld

selv ikke verdens skatte,

om det så var at sidde på din trone, og blive gjort til konge

Ps. 90,14

Om du så forskønner dig for mine øjne,

er du stadig nøgen,

og hvis du tror, jeg vil bøje mig ned for dig,

tager du fejl.

Til din oplysning

vil jeg ikke tilbede,

mine knæ vil aldrig bøje sig for dig.

Mit hjerte blev beriget

fra den dag, jeg bøjede mig ned

foran Ham, som beriger universet,

Jeres hjerte må ikke forfærdes!

Jesus taler ikke bare til en følelse, men det er en del af hans kamp mellem Jesus selv og denne verdens fyrste. I den sammenhæng kræver Jesus, at de tror på ham. Han beder dem ikke bare om at bevare tilliden til ham.

Men at de tror på ham, ligesom på Faderen.

Intet andet, kære menighed, holder, når verdens fyrste kæmper mod Jesus og hans menighed.

For, dette er uforståeligt stort: disciplenes tro overvinder verden!

I verden oplever I trængsel, men fat mod, siger Jesus, I har overvundet verden!

I har overvundet verden – det siger han til nogle få disciple, og det siger han igen til jer, lille menighed!

Fat mod, uanset hvad I har måttet lide, I har overvundet verden! Nemlig ved at holde stædigt fast ved Jesus Kristus.

For det er gennem ham, I har overvundet verden, aldrig i egen kraft. I egen kraft sejrer verden og denne verdens fyrste over os. Men i kraft af Herren sejrer vi. Lad os sådan styrke hinandens mod med disse ord.

Og lad os høre, hvornår verdens fyrste er overvundet. Det er han ved Jesu død på korset, da blev han fordrevet.

Og hvordan bliver Jesu sejr over verdens fyrste åbenbar?

Det gør den kun ved Helligånden over for dem, der har tro. Det er hårdt og kan få os til at fortvivle, for er det kun os, der mærker og ved, verdens fyrste er faldet ved Jesu død? Ja, siger Jesus, sådan er det. Vi må bære den lidelse, det er, at være alene med den tro.

Så – over for den lurende frygt for verden og dens vrede, frygten over for døden i alle dens former, så, kære menighed, forkynder evangelierne samstemmende, at medicinen er troen, intet andet.

Hold derfor fast, menighed, lad dig ikke true eller kyse til at glide bort fra troen.

Og hvilken tro er det?

Troen på Jesus og Gud, som en uadskillelig tro på både Jesus og Faderen. Ikke enten eller.”Den, som tror på mig, tror i virkeligheden ikke på mig, men på ham, som sendte mig.” (John. 12,44).

Det kunne lyde, som om vi slet ikke skal tro på Jesus, men det skal vi selvfølgelig. Den anden side af mønten har vi i 1. Joh. 2,23: Den, som fornægter Sønnen, har ikke Faderen.

Kort sagt: Sønnen og Faderen kan ikke adskilles, men heller ikke blandes sammen. For Jesus er Sønnen, der levede her, udsendt af Faderen, og Faderen er fra evighed med Sønnen, og udsendte Sønnen til at være menneske.

Med den klippegrund kan vi ikke vakle!

For klippen er Kristus selv, han er den klippe, som ikke kan brækkes, sønderbrydes, men består til evig til sammen med Faderen. Det er vores tro, en uovervindelige tro.

Og I er troens helte, det er vi, når vi lader os holde fast i denne tro ufortrødent.

Og tænk for et håb vi har, en fremtid, som vi må tale om sammen og ikke forsømme at tale om. Vi kan lade os gribe af mismod, fordi Kristus ikke er her synlig, og der er gået så lang tid siden dengang.

Jesus siger dertil: I min Fars hus er der mange boliger. Ordet på græsk betyder: lejlighed. Eller som gamle Grundtvig oversatte: værelser. Der er mange værelser i Faderens hus. Men vigtigst er, at ordet betyder et sted, som varer ved i evighed. Faderens hus er et dejligt sted, som har plads til alle.

Det er sandt nok, men Jesus taler om, at han vil komme og tage disciplene til sig, og hvis det skal være en trøst, kan det ikke kun være en henvisning til den dag, Jesus kommer igen.

Nej, han kommer og skaber sig en bolig, et værelse hos den enkelte, Han og Faderen kommer og tager bolig hos den enkelte, siger Jesus et andet sted.

Trøsten er, at Jesus kommer ved sin Ånd og er og bor i os. Altid. Derfor skal vi altid og hver dag på kalde Jesus, så vi inviterer Ånden til at virke i os. Jesus ønsker sig ikke passive tilhængere, men vil, at Han kan virke mægtigt i os, hans disciple.

Så vandrer vi afsted med Jesus, som vejen. Som sandheden mellem alle andre sandheder, som selve vores liv, uden Ham er vi nemlig døde i vore synder.

Men vi lever, fordi Han lever. Vi lever ikke længere det gamle synderliv, men i opgør med synden, med Helligåndens kraft i os til at hjælpe til at modstå syndens forfærdelige magt. Og til at tilgive os i Jesu navn.

I denne tro kan vi gå friske ud til verden i Guds kærlighed og forkynde frimodigt om Jesus som verdens Frelser og hjælpe mennesker til at tage imod ham som deres Frelser og forlade dem, der vil tage menneskeres tid og sjæl.

Dog først og fremmest skal verden få trang til at følge Jesus, hvis vi elsker hinanden, hvis kærligheden ser ud til at være der, hvis vi lever i trofasthed i vore familier og venskaber, lader mildheden får overtaget over bitterhed og vrede, lader, bekæmper misundelse med imødekommenhed.

Så er der dybest set ingen grund til at forfærdes, tværtimod forsvinder forfærdelsen kun ved, at vi kaster os uforbeholdent ind i troen på Jesus og Faderen, og derigennem lader Helligånden fuldt ud virke i os.

Til at holde fast på denne tro give os hver især og os som menighed nåde og lykke og gode råd gennem hinanden og i hjertet. Amen.

Denne prædiken er et detaljeret udtog fra professor Peter Legarths artikel om opstandelsen i en netop udkomet bog med titlen: Opstand om opstandelsen - med mine egne tilføjelser, hvor jeg syntes det var passende.

Kristendommen står og falder med, at Jesus virkelig opstod fra de døde.

Skepsis, tvivl over for budskabet om opstandelse fra de døde var der helt fra starten.

Og svaret fra Paulus var, at evangeliet står og falder med, om det er troværdigt, at Jesus legemligt opstod fra de døde.

Hvis Jesu blev liggende i en grav i Jerusalem, ville ingen i discipelkredsen have troet på Jesu opstandelse fra de døde.

Så ville vi ikke have haft nogen kristendom, og der ville ikke have været noget kristent evangelium.

Det var ikke Jesu ånd, der opstod, men ham selv med alt, hvad han var, legeme, sjæl og ånd.

Han var forandret, men det VAR ham.

Men lad os svare på den skepsis, der kan være om Jesu opstandelse fra de døde.

1 Graven var tom. Ingen betvivler, at den var tom, heller ikke Jesu modstandere. Det begynder med den tomme grav.

Aldrig hørt om før, kære menighed! Den tomme grav var årsag til forvirring og frygt. Kvinderne kan ikke forstå det. Hvad er der sket, har nogen flyttet Jesu lig, tænker nogle af dem.

De havde jo grundigt set og været vidner til, at Jesu lig blev lagt i den bestemte grav. Og nu var hans lig der ikke længere.

2 Så er der de mange gange, hvor Jesus viser sig for disciplene. Den sidste gang, vi hører om, er faktisk flere år efter Jesu opstandelse, da Jesus viser sig for Paulus, så der af en kristen-dræber bliver et vidne for Kristus, der selv ender med at blive slået ihjel for den nye tro.

3 Det er ubetvivleligt, at disciplene troede på Jesu opstandelse fra de døde. De var gået under jorden efter hans henrettelse. De lukkede sig inde, de var bange for deres modstandere, om de ville arrestere dem selv også.

Men tre dage efter var alt forandret med dem De var nu overbevist om, at Jesus var opstået fra de døde.

De bevidnede, at Jesus var opstået.

De forstod ikke selv hvordan, men at det var sket, var de urokkeligt overbevist om.

De var nu fyldt af et uovervindeligt mod, så deres angst for at dø for Jesus var forsvundet som dug for solen. Ingen går i døden for et budskab, som man bare har fantaseret sig til.

***

Og lad os nu se dybere på, hvad der kan tale for Jesu opstandelse.

1 Kvinderne var de første øjenvidner. De kunne for jøderne dengang ikke regnes for troværdige vidner. Sådan står der i et skrift fra Jesu tid: ”Snak ikke for meget med kvinder…Den, som snakker med kvinder, han drager ulykken over sig, forsømmer lovens ord, og til sidst bliver Helvede hans lod.”

2 Paulus nævner den gamle overlevering, at Jesus opstod fra de døde. Der ER slet ingen ’opstandelse-fri’ periode! Enhver kunne spørge vidnerne og disciplene ud om det, de havde set.

Tænk på, at Paulus skrev sine breve og fortalte om vidnerne om opstandelsen i 50’erne. Lidt over 20 år efter Jesu opstandelsen.

Prøv at tænke på dig selv og dit liv.

Kan du huske tyve eller tredive år tilbage i dit liv? Hvis ja, hvad kan du så huske? Husker du kun ligegyldige ting? Eller husker du øjeblikke, der ændrede alt i dit liv, mødet med din hustru, dit barns fødsel, tabet af din ægtefælle?

Og så er der jer, der kan huske, anden verdenskrig bryde ud.

Jamen, kære venner, det er jo 70-80 år siden.

Og så er der jer, der husker, at krigen sluttede. Det er stadigvæk over 70 år siden.

Den 5. maj kan I huske som det var i går.

Er det sandt, hvad jeg siger? Så overfør bare lidt den følelse til disciplene.

Matthæusevangeliet er senest skrevet i 80-90, altså op til 50-60 år efter Jesu opstandelse.

Du kunne have været tyve år, da disciplene så den tomme grav og derefter den opstandne Jesus. I dag er du 70-80 år. Mon ikke vi kan stole på dig, på jer?

Og så kan vi endda huske glimt ganske tydeligt fra vi var 3-6 år gammel. Og det er sandt.

Ja, tænk nu godt efter, og bliv ved, og glem ikke igen, at det er derfor, vi kan stole på evangelierne. De fortæller, hvad vidner har fortalt. Heriblandt og først og fremmest kvindernes vidnesbyrd.

3 Troen på Jesu opstandelse er ikke kommet fra jødernes tro på en frelsers opstandelse fra de døde. Ingen dengang forventede, at den slags skulle ske, for de forventede slet ikke, at frelseren skulle dø!

4 Jesu opstandelse var altså uventet. Disciplene holdt sig bag lukkede døre. De var handlingslammede. De havde håbet på Jesus, men nu var de kede af det, som vi er ved et dødsfald og en begravelse. Mange tvivlede på det, kvinderne fortalte.

Men de forkyndte kort tid efter, at Jesus lever, noget de på ingen måde havde kunnet sige sig selv.

5 Der kom ingen ny leder af bevægelsen efter Jesus. Andre Messias-skikkelser blev til nye bevægelser med nye Messiaser dengang, men Jesus-bevægelsen levede videre uden en ny leder? Forklaringen er Jesu opstandelse: Han var og er stadig bevægelsens leder!

6 Ingen opsøgte Jesu grav som et helligsted. De første kristne holdt ikke Jesu grav hellig. De var ligeglade med stedet! De var ikke ligeglade med, at den begravede var opstået, men derefter var stedet, graven, totalt ligegyldig. Der var ingen grav, som man omgærdede med stor interesse. Man skulle have knogler fra den hellige person for at have en kult på stedet, men der var ingen knogler. En tidlig biskop skriver, at han håber, at løverne vil fortære ham fuldstændig, når romerne kaster ham for løverne. Hvorfor? Fordi så kunne man ikke begynde at gøre noget ud af hans knogler, og begynde en relikvie-kult ud fra dem.

7 De kristne begyndte meget tidligt at fejre gudstjeneste, ikke om lørdagen, jødernes helligdag, men om søndagen. Det gjorde de, fordi de var overbevist om, at Jesus var opstået fra de døde på den dag, søndagen. Hvordan skulle man ellers forklare søndagens gudstjeneste?

8 Der er ingen beretning om, at Jesus senere blev genbegravet. Det gjorde man altid efter ½ til 1 år, hvor man samlede knoglerne sammen og lage dem i en benkiste.

Hvis nogen skulle tro, at det var sket, så var det sket samtidig med, at menigheden forkynder, at Jesus var opstået fra de døde, og at hans legeme ikke havde set forrådnelse, sådan som Peter siger det i sin prædiken, vi skal mindes pinsedag. Hvordan skulle det kunne give mening?

Hvad taler så imod Jesu opstandelse fra de døde?

a) Disciplene kunne jo have stjålet Jesu lig og gemt det væk. Men hvordan skulle de så kunne forkynde Jesu opstandelse med stærk overbevisningskraft.

b) Jesus var blevet lagt i en forkert grav. Men Jesus blev jo lagt i en kendt grav. Josef af Arimatæas grav, egentlig til ham selv. Denne Josef kunne jo have rettet misforståelsen.

c) Disciplene hallucinerede. Måske havde de drukket sig fra sans og samling. Problemet er, at alle opstandelsesvidnerne så skulle have hallucineret samtidig og med det samme indhold. De første kristne afviste også helt klart den tanke.

d) Jesus var bare skindød på korset. Han blev lagt i en grav, men vågnede senere op og gik ud af graven. Det skulle være grunden til, at man mente, han var opstået fra de døde. Men det er jo meget usandsynligt. Så ville Jesus være en bedrager, når han selv havde talt om, at han skulle opstå fra de døde. Romerne ville også have sørget for, at de korsfæstede virkelig døde på korset. Og Jesus skulle så have levet videre som et almindeligt menneske et eller andet sted, ligesom nogle elsker teorier som den, at Hitler levede videre i Sydamerika eller sådan noget. Og hvordan skulle disciplene forkynde Jesu opstandelse fra de døde, når de havde ham hos sig i levende live – det giver slet ikke mening.

De forkyndte, at Jesus døde for vore synder. Men hvis han stadigvæk levede, så giver den forkyndelse ingen mening.

Deres stærke og entydige forkyndelse af Jesu opstandelse fra de døde er en gåde, hvis de udmærket vidste, at han hverken var død eller opstået fra de døde.

Så siger nogen, at man konstruerede beretningerne om Jesu opstandelse ud fra det gamle testamente. En teolog har sagt: ”Bibelske genskrivninger betjener sig … af historiefortællingen på en måde, som vi i dag må kalde fiktion.” Det betyder, at evangelierne efter den opfattelse slet ikke fortæller noget, der er sket i historien. De svarer på problemer, de havde i menighederne. Fortællingerne ligner historie, men er ren fiktion, siges det.

Kan det virkelig være? Men hvis menighederne var styret af problemer i menigheder, så er det f.eks. mærkeligt, at omskærelsen ikke så meget som nævnes i evangelierne som et problem, og vi ser jo hos Paulus, at det var et kæmpe spørgsmål: skal vi kristne omskæres, eller er vi sat fri af den tradition?

Evangelierne mangler omtale af omskærelsen simpelthen fordi Jesus ikke havde udtalt sig om omskærelsen.

En ting mere: i evangelierne spiller Menneskesønnen som titel en vigtig rolle, men i de første kristnes breve i resten af Ny Testamente hører vi ikke noget til denne titel. Jesus havde ellers talt om sig selv på den måde, som vi hører igen og igen i evanglierne. Evangelisterne var altså optaget af, hvad Jesus faktisk sagde og gjorde. De tænkte ikke kun på, hvad der optog deres samtid, og som de fik Jesus til fiktivt at svare på.

I denne verden betragtes mere altid som bedre.

Mere rigdom, større huse og lejligheder, flere rejser, flere venner, mere succes, måske ligefrem serier af ægtefæller og børn, så familien bliver rigtig stor.

Jesus går ind for, at de blot skal være nok.

Altså: giv os i dag vort daglige brød. Det, som er nok, og ikke mere.

Ser vi tilbage til israeliterne, der vandrede bort fra Egypten, så gnavede folket af Moses, fordi de syntes, det var dårlig mad de fik. Der var nok, men den smagte dem ikke.

Så svarede Herren med at sende så mange vagtler over deres lejr, og et sted fortælles det, at der var så meget kød, at de ikke kunne spise sig igennem det.

De fik også brød, nemlig det såkaldte manna. Men kun nok for en dag ad gangen – forsøgte de at gemme til næste dag, rådnede det.

Alt dette skal minde os om, at denne verden består til en tid, men vi skal arbejde på at modtage den uforkrænkelige guddommelige mad.

Det brød, som bliver ved med at nære, og som aldrig går til, er Jesus Kristus selv.

Uden ham er vi fortabte nu og i evighed.

Jesus lærer os at arbejde for ham og for at modtage det, han giver, som nærer os frem mod evigheden. Som mætter på en måde, som intet jordisk brød eller mad mætter.

Det brød, som Jesus er, er det sande, det virkelige brød.

Vi lytter til ham, og mættes af hans ord. Vi spiser hans legeme, og mættes af ham selv, vi bliver delagtige i hans legeme. Vi bliver ét med ham.

Alle fællesskaber er foreløbige, men fællesskabet med ham bliver til evighed til, hører aldrig op. Kristus indgyder os sin og Faderens Ånd, ånder på os til trøst, til glæde, til opmuntring, til udholdenhed, til håb, til ny tro, til kærlighed.

Troen er altså et arbejde. Hvordan?

Du viser trofasthed mod din Herre, det er tro. Om du også tvivler indimellem, så tror du, når du trofast holder dig til Ham.

Det er, hvad vi skal gøre. Trofast hænge fast ved ham.

For hvad er tro, hvis den opløses som dug for solen, blot der kommer en enkelt indvending? Blot vi lader os kyse af dem, der håner troen på Jesus som Livets Brød?

Her kunne vi godt bruge udtrykket: Lad dig ikke spise af med den slags, så du dropper din tro! Lad dig ikke nøjes med vantroens brød, der aldrig, aldrig mætter, men gør fortvivlet.

Det er godt at kæde tro og trofasthed sammen. Så kommer vi ikke så let til at mene, at tro er noget der foregår i hjernen alene. Så er hjertet altid tænkt med. Så er arbejdsomheden i troen altid tænkt med.

Som vi hører Peter sige det:

Når vi kobler troen sammen med gode gerninger, erkendelse af Gud, selvbeherskelse, udholdenhed, gudsfrygt og broderkærlighed, og når alt dette vokser hos os, så tillader det os ikke at være uden flid og uden frugt i det, vi forstår fra vores Herre.

Troen giver os således et skarpt blik og syn på hele livet og evigheden med.

Men uden troen og alt det, som følger af arbejdsomhed som Kristi efterfølgere, bliver vi fuldstændig kortsynet, siger Peter. Så ser vi nærmest intet,

og så glemmer vi den vidunderlige bund i troen, nemlig at vi er blevet renset for vore tidligere synder.

Vi kan nok så meget prædike, at døren altid står på vid gab ind til Guds rige, men hvis vi nægter at arbejde som disciple og efterfølgere af Jesus Kristus, så kan vi ikke forvente, at døren står på vid gab.

Han skaber troen i os, vi slutter os derfor til ham og arbejder på at gøre alt det, han har befalet os at gøre.

Derfor skal vi heller ikke tage os af angreb, der kommer fra ikke-troende, som kalder al tro for overtro og ufornuft.

Det ufornuftige er netop at satse alt på det, der ødelægges med tiden, og det gør alt på jorden. Det fornuftige er i virkeligheden at leve af Livets Brød, som gør os delagtige i guddommelig natur, siger Peter.

Så er vores liv på jorden ikke en robot-agtig vandring for at få mere, være mere, blive mere, en vandring som med vished slutter ved graven. Så er vort liv skjult med Kristus, en vandring der slutter der, hvor vi mættes på en vidunderlige måde i Guds synlige rige, som Jesus lover enhver, som følger ham til enden. Amen.

Hvis I ikke bliver som dette lille barn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

Det minder om kirkeåret. Det begynder med adventstiden, tiden til at komme til besindelse, omvende sig fra eget hovmod.

Og når først den forberedelse er gjort, så modtager vi barnet, Jesus.

Dèr begynder alt, det vi kan leve og dø på. 

Gud holdt sig ikke for sig selv, men formindskede sin majestæt, og lod sig føde som en af os. ”Kristus lod sig føde” er en proklamation i en af vore julesalmer.

Han, hvis væren er uforgængelig, viste sig for mennesker i kød og blod, hjalp dem, helbredte dem, uddrev dæmoner, underviste dem på alle mulige og umulige måder.

For den, der i sin opblæsthed tilskriver sig selv sin eksistens, er der ikke meget andet at håbe på end en regulær omvendelse. 

Men heller ikke for alle andre er der meget andet at håbe på.

Omvendelse det er at blive som barn over for Gud. At erkende og bekende sin dybe, dybe afhængighed af Herren.

At modtage nåde gratis fra ham ved hele Jesu gerning for os i liv, i død, ved sin opstandelse.

Ja, ikke bare erkende, men også bekende.

For vor tro er ikke en ordløs tro, nej, Herren gav munde til skabningerne for at de skulle åbne dem og med stemmen prise Gud.

Jeg kommer Gud nær, når jeg lovpriser ham, har en tidlig kristen sagt. Vi kommer Gud nær, når vi beder og takker ham, priser hans navn. Så omgiver hans navn os som en beskyttelse. Og det navn, som beskytter os og hjælper os, er Jesus.

Det er ikke Jesus, mennesket, alene, der beskytter os. Det er ham, der var hos Faderen før alle tider og som er til evig tid.

Det er ham, der alene med sin Fader ved sin Ånd kan give den ro, som overgår alt, den ro, som paradis skulle være. Derfor, han støtter dig med sin ro, ja, med ham bliver du rolig. Og den ro er, som sagt, ro af paradisets hvile og ro.

En hvile som det sovende barn er et godt billede på, men også den voksne, der endelig, endelig, kan falde i en dejlig dyb søvn, som forfrisker, om så også der er uro alligevel ved siden af.

Paulus kan ikke sige store nok ting om Jesus. Ved ham og til ham er alting skabt, siger Paulus. Han er forud for alt, og alt består ved ham.

Han er hoved for legemet, kirken. Begyndelsen, og hele Guds fylde bor i ham.

Og det siger Paulus om ham, som blot 30 år tidligere var blevet korsfæstet i Jerusalem.

Jesu opstandelse, og apostlenes møde med ham, forvandlede alt.

Den, der tror på Jesus, er i forbindelse med hele universets mening og oprindelse og mål.

Og vejen frem mod målet også. Den vej er Jesus. Den vej går vi ad.

På hans vej er der ikke noget hårdt. Der findes hårde ting, men hans vej er ikke hård, men planeret.

Vejen indebærer at adlyde Gud. Vejen er ikke en frit svævende vej, hvor vi kan leve efter vores tilfældige luner. Nej, Guds befalinger og bud står fast, og Jesus har opfyldt loven til punkt og prikke i dens inderste mening og intention.

Det kaldes vi også ind til på hans vej.

Hans vej er Guds nåde, og med Guds nåde i Jesus adlyder vi, hvad Gud vil med os.

Vi henfalder ikke til at lovprise barnet som sådan, fordi barnet velsignes af Jesus.

Hvis barnet skal fremhæves, er det for dets afhængighed af forældrene, som vi er helt afhængige af Guds nåde ved at Jesus døde for os uretfærdige og skænker os del i hele den arv, som er hans: nåde, glæde, fred, og ro.

Hans nåde er som en kilde, der hele tiden rinder stille og roligt, og derfor også giver ro til den, der henter vand derfra.

Guds nåde kan vi sammenligne med mælk til det nyfødte barn. Det er det, der er den næring, vi livet igennem lever på. Hvorfor hele livet med mælk? Nådens mælk? Fordi vi altid er børn i forhold til Gud.

For kraftmennesker er det ikke rart at høre på.

For den, der tror på Herren Jesus, er det en fantastisk skøn ro. Jeg skal ikke søge at frelse mig selv, men blot modtage nåden som et barn suger mælk til sig.

Det giver sådan en ro, at jeg ikke skal frelse mig selv, retfærdiggøre mig selv. Alle mine synder har Jesus taget på sig på korset. 

I stedet for syndens åg, lægger han et let åg på dine og mine skuldre. 

Det åg er kærlighedens åg, det er som en brudgom, der lægger sin arm om sin brud, et kærlighedens fællesskab. Nu er mit liv bundet til Jesus. Jeg tilhører ikke længere mig selv, men jeg tilhører ham, som døde og opstod for mig.

Vi kan føle os som ubetydelige fnug i universet, men vi er skabt kun lidt ringere end Gud, hører vi David synge i sin salme.

Og i fællesskabet med Jesus, på vandring med ham på den vej, han anviser og selv har gået, der er vi ét med ham.

Så er vi kongebørn, som vi skal synge om lidt, skønt fattige og ringe.

Så vokser vi skridt for skridt på denne vej op i erkendelsen af Herrens mildhed og nåde i Jesus Kristus.

Så vandrer vi afsted i fodsporene efter ham.

Det kan være der er kors på den vej, men korset er så selve tegnet, der viser, at vi er på rette vej. På den vej må de, der foragter sandheden og nåden, vige bort og blive til intet.

Nu ved dagenes ende har Gud talt til os gennem sin Søn, hedder det i Hebræerbrevet.

Dagenes ende. Hvad er dagenes ende? Det er tiden fra Jesu første komme til hans andet komme. Det er den tid, vi lever i nu.

Som hyrderne og Elisabeth og Zakarias og alle på Jesu tid havde en tusindårig historie at se tilbage på, har vi det også efter Jesu første komme.

Julen var altså vendepunktet for jorden.

Barnet i krybben er Guds Søn, Frelseren, han som kaldes

Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Freds Fyrste.

Men dermed ender hans titler ikke.

Hebræerbrevet fortsætter: Han er den, ved hvem Gud nu endegyldigt har talt til os, den, som Gud har gjort til arving til alle ting, den, ved hvem alt er skabt, den, der bærer alt med sit mægtige ord.

Hebræerbrevet har flere titler: Han er Guds herligheds glans. Det er den, hyrderne så på marken.

Det er den, Peter, Jakob og Johannes så på bjerget, da Jesus pludselig forvandledes for et øjeblik til den herlighed, han fik ved sin opstandelse.

Den herligheds glans mærkede mennesker i alle Jesu undergerninger.

I alle de liflige ord, han talte.

De befriende ord han talte, hvorved mennesker blev sat fri af alle andre magter.

Og så endelig kalder Hebræerbrevet Jesus for Guds udtrykte billede.

Det betyder, at Jesus er helt Gud og som Gud, som hvis han havde ligget i en Guds-støbeform.

I den arabiske oversættelse af dette sted hedder det, at Jesus er Guds lydelige billede, altså det billede, som der også er knyttet lyd til. Han taler nemlig.

Det er en fantastisk måde at få sagt på, at Jesus er menneske og Gud.

Nu taler han som Gud, og er dog at finde i menneskeskikkelse.

Og at det er Guds billede, der taler, gør, at vi tør lytte.

Vi frygter ikke tilintetgørelsen i mødet med Guds hellighed.

Altså: det der over alle ting udtrykker det skønne ved Guds menneskevordelse er, at han talte.

At han, som Johannesevangelisten siger, er Ordet. Simpelthen. Han talte.

Ud af alle ord i evangelierne hører vi hans stemme, hører vi Gud tale, mærker vi en myndighed, som rører ethvert menneskehjerte.

Ja, selv Koranen vidner om Jesus, at han er Ordet, og fører med den bemærkning mennesker fra den del af verden til tro på Kristus.

For dybest set peger Koranen, ligesom Johannes Døberen, på Jesus.

Johannes Døberen peger på Guds Lam, som bærer verdens synd, sådan som herredømmet også er lagt på hans skuldre, Esajas’ profeti.

Koranen peger på Ordet.

Og det var det, Johannes skrev om i sit juleevangelium:

I begyndelsen var Ordet.

I begyndelsen – hvor tidligt er det? Er det samtidig med alt andet, der blev til, det vil sige: betyder, at Jesus er skabt som os, men dog blot fra første øjeblik?

Vi læser videre for at finde svaret:

Og Ordet var hos Gud. Altså FØR verden blev skabt.

Men var nogen i  tvivl tilføjer Johannes: Ved det, Ordet, blev alt skabt.

Kan Johannes overhovedet nu sige noget større? Ja: Og Ordet var Gud!

Og så bryder triumfen og jubelen ud: I det, Ordet, Jesus, var liv, og livet var menneskers lys.

Altså fra tidernes morgen, det var blot skjult i det dunkle, men nu ringes det ind med juleklokken, at født er i dag Guds Søn, som aldrig blev skabt, men er født fra evighed fra Gud.

Og lyset skinner i mørket, og mørket kunne ikke få bugt med lyset, eller tage magten over det.

Så vidunderlig er Jesus, verdens lys, at intet, intet mørke, uden for i verden, inden for i dit hjerte, kan slukke det lys.

Og skinner lyset i dig kun som en lille flamme af et håb, så vid, at det lys skinner fra evigheden af og til evighed

gennem hvert ord, der er udgået af Guds, af Jesu mund. For verden skal gå til, men Jesu ord skal aldrig forgå.

Det er det, vi fejrer, Frelsen fra alt mørke, synden, døden og Satans rige, så vi er sat over i Guds elskede Søns rige, og invasionen fandt sted julenat, da Jesus blev født. Amen.

Juleaften 2015

Dig, der i aften er bedrøvet,

dig der er sønderknust i hjertet,

dig, som er forskrækket,

dig, som føler dig elendig,

Dig kommer Guds rige i møde.

Alene for alle forskrækkede, elendige, sønderknuste og bedrøvede, er Kristus kommet i verden, født i stalden.

Hans rige er netop for dig, der har det sådan.

Hans rige er derimod ikke for dem som kun tragter efter verdslig magt og højhed i verden.

Nej, det er alene for arme, trængte mennesker, at denne konge er kommet til verden.

Derfor blæser salme ”Det kimer nu” også på al verdens ære, magt og guld.

Dog kan det bruges godt, som da de tre vise mænd kom med guld, røgelse og myrra fra østen til Betlehem, men det kunne være, de ikke var kommet over grænsen, hvis det var vores land, med de anseelige gaver.

Det er blevet sagt, og jeg kan ikke sige det mere præcist: Et elendigt, bedrøvet hjerte begærer ikke andet end fred og trøst, at det kan vide, om det har en nådig Gud. Denne glæde, hvorved et bedrøvet hjerte har fred og rolighed, er så stor, at al verdens glæde stinker i sammenligning.

Til jer, der i aften er bedrøvede, lyder det:

I skal ikke tro, at Kristus er vred på jer. Nej! Han er ikke blevet mennesker og kommet til verden for at fordømme jer, men for at I kan have glæde i ham, ja, der er ikke engang en vred mine hos ham.

Han er og kaldes glæde.

Alle, der ikke er bedrøvede og elendige i hjertet, og som bare søger fred i det udvendige, rolighed, vellyst, o.s.v., er dog ikke et øjeblik sikre.

Men den, der hører det her, men ikke finder nogen glæde af det hos sig, han eller hun har grund til at regne sig for et elendigt menneske.

For hvis ikke denne ild antænder ham eller hende, dersom denne søde glædesdrik ikke gør ham eller hende drukken, nemlig at Kristus er vor broder, er vort kød og blod, da er det et vist tegn på, at han er usalig.

Lær derfor at holdet det for et ondt tegn for os, dersom vi er kolde og følelsesløse, og bed af hjertet Gud om sin nåde, at han ved sin Helligånd vil forandre dit og mit hjerte og hjælpe os alle.

Indimellem er der nogen, der siger: Jeg tror på Gud som en kraft. Det er en tro på Gud som noget upersonligt.

Eller som en livskraft, som bare er i alting,

og som enhver kan træne sig op i.

Og det er ikke noget nyt, det har menneskene jo gjort i hele historien, forsøgt at træne sig op i livskraften. 

Gud Herren har hele tiden sat en kæp i hjulet på den der tro på egen kraft, eller iboende kraft, som når det hedder:

Desværre er der ikke plads til julen i den tankegang. Eller også er der. Tænk hvis der kom en Star Wars film, hvor Kraften fra det Høje blev født i en stald i en lille planet langt ude ad en sidegren i en galakse, som poetisk kaldes Mælkevejen.

Og tænk, om denne Kraft fra det Høje i stalden, et virkeligt menneske nu også, voksede op og begyndte at hjælpe mennesker på enhver måde, hjælpe på en selvopofrende, tjenende kærlighed ind i denne verden og mistede livet i denne tjeneste på et kors, og som kort efter opstod til udødelighed igen. 

Det kunne jeg jo bare sige ja til, men det går ikke. For Jesus er yderst personlig.

Så skulle vi afvise, at Jesus er både menneske og Gud.

Men det er jo det, vi fejrer i julen, at han ER både Gud og menneske, at Gud blev menneske.

Så kan man drille og sige: Jo, Jesus er som menneske personlig, men ikke som Gud.

Det lyder meget mærkeligt.

Især når vi tænker på, hvordan Jesus taler om Gud som sin Far, altså et helt personligt navn.

Hvis nogen vil fastholde, at Gud er en kraft og ikke personlig, så følger, at Jesus ikke er Gud, men en person, et menneske, som Abraham, som David, men dog et ekstraordinært menneske, som Guds kraft tager bolig i.

Men Jesus taler om sig selv som Sønnen og Gud som sin Far. I datidens tankegang er en far og en søn ét, de kan slet ikke adskilles. Spørge bare mange flygtninge fra mellemøsten, hvor det på mange måder stadig er sådan.

Dette fattige barn, der dengang lå i et dyretrug, han er også, som vi hørte profeten udbasunere, han er også

underfuld

rådgiver

vældig Gud

Freds Fyrsten

Underfuld. Han bytter så underligt med os: han tager min skam og skyld og bærer det op på korset, han tager min synd på sig, og giver mig i stedet sin retfærdighed og alt, hvad han er. Det er et underfuldt bytte. Han er underfuld, ja, han gør undere, dengang, og nu.

Tag den iranske kvinde og hendes mor, som i fortabthed i livet kæmper med tanker om at tage deres liv sammen i håbløshed. Moderen ligger altid i sengen på grund af sygdom. Så ser de en kristen forkynder på skærmen sige: du, som vil tage dit liv, bed til Jesus! De kan ringe ind til programmet, og det gør de. De er rettroende muslimer, og det er en overvindelse at gøre det her, for det er jo det skammeligste og i sig selv årsagen til død og til at komme i helvede, sådan at være i kontakt med kristne.

I en lang samtale over en time er den unge kvinde yderst negativ, og til sidst siger prædikanten til hende: Giv Jesus en chance, bed til ham. Du kan altid tage dit liv i næste uge.

Hun lægger på, og hun beder til Jesus.

Næste dag ser datteren moderen gå rundt helt normalt. Hun har fået sin førlighed igen. De tager ind på hospitalet. Lægen siger, det er et mirakel, og spørger: hvilken imam har du bedt til? Hun vil ikke ud med det, men til sidst siger hun: Ikke en imam, men Jesus.

I dag er de med i en hemmelig undergrundskirke i deres hjemland.

--- Nu vil jeg gerne tale til dig, der er lige så opgivende over for dit liv som de to kvinder. Giv Jesus en chance. Bed til ham! Du kan altid i næste uge glemme alt om ham.

Der er nemlig en uovertruffen magt i Jesus, han er underfuld og han er en vældig Gud, Gud og menneske i et.

Det er enkelt. Du kan sige en bøn med mig nu, det er op til dig. Blot sid og bed med mig, hvis du vil, giv Jesus en chance. Lad stemmerne om, at det er vulgært, at det er latterligt, at det er for lavt, lad de hånlige stemmer være, og bed med mig – det er din beslutning.

Jesus, jeg giver dig en chance. Jesus, kom til mig, frels mig! Hjælp mig! Kom ind i mit hjerte! Jeg tror, hjælp min vantro.

Herre Jesus, forbarm dig over mig! Amen.

Ved Jesu indtog i Jerusalem vil nogle af de skriftkloge få folk til at holde med at synge sange til Jesus. De synger: Velsignet være den Konge, som kommer i Herrens navn! Fred fra Himlen, og herlighed fra det Højeste!” De vil have Jesus til at stoppe disciplene fra at synge sådan.

”Hvis de tier, skal stenene råbe!” udbryder Jesus da.

Kan vi oversætte det i dag? Hvis den danske menighed vil tie og ikke synge lovsang for Gud og hans Søn, så må udlændinge komme og gøre det! Immigranter og flygtninge. Det er ikke helt ved siden af at sige sådan, for Jesus siger selv i sin markante første prædiken, at fremmede folkeslag skal få nyt håb gennem Herrens lidende tjener, - ham, som profeten Esajas spåede om skulle komme, lide i folkets sted for folkets synder, men siden skal han få ære og magt, altså på den anden side af døden, dvs. han skal opstå og bringe opstandelsens nye liv til dem, der følger ham.

Danske myndigheder vil gerne have stenene til at tie. En afghansk flygtning, som i Danmark er kommet til tro på Kristus og er blevet oplært i seks måneder i den kristne tro og til sidst blevet døbt, ham udviser myndighederne i dette land til Afghanistan, for de anerkender ikke, at han er blevet rigtig kristen.

Hvis vi ikke er et kristent land, som jeg selv hælder til at mene, så kan danske myndigheder være ligeglade med kristne, der sendes til stor risiko for forfølgelse eller ligefrem død i deres hjemland.

Hvis vi derimod er et kristent land, og det siger den nuværende regering, så vil jeg spørge, om det ikke skal bevises ved, at vi så også beskytter nye kristne fra andre dele af verden ved at give dem ophold her, i stedet for at sende dem hjem?

Til stor risiko for døden? Hvad er det for kristne, der opfører sig sådan over for deres brødre og søstre?

Straks vil nogle lighedstænkere sige: Hvordan kan du gøre noget særligt for kristne? Det kan jeg som del af Jesu menighed, selvfølgelig! Hvis ikke jeg elsker min næste, som oven i købet er min bror eller søster i troen, hvem elsker jeg i grunden så?

***

Det er vist blevet meget almindeligt ved gudstjenester i den danske folkekirke at undgå at lade menigheden vide, at Jesus Kristus er både Frelser og Dommer. Måske er begge titler forsvundet fra store dele af folkekirken. Det er efterhånden et rygte, men kun et rygte, at Jesus også er Dommer. Det er endnu ikke lykkedes præster eller andre skriftkloge at få ændret trosbekendelsen, så ordene, at ”han skal komme at dømme levende og døde” stadig er med.

Men der er ingen frelse uden dom over vort liv. Sådan talte profeterne, sådan taler Jesus.

Som i dag: dommen over Jerusalem, som ikke ville lytte til Jesus, ikke gribe chancen og tage imod Frelseren – der fælder Jesus dom og siger, at byen vil blive til en bunke murbrokker, alt vil blive ødelagt, også templet og alt, hvad der blev betragtet som den sande gudstjeneste.

Sådan talte profeten Jeremias også om dom over Jerusalem, hvis de ikke ville lytte til profetens budskab og vende om fra deres ondskab.

Mener vi, at dommen ikke kan rettes mod vores gamle folkekirke? Hvor troen på Jesu virkelige opstandelse hånes af skriftkloge som noget, ’faktafolket’ tror på. ’Faktafolket’ – det tager jeg til mig som en hædersbetegnelse! Jeg har lige læst, at en lærd skriftklog mener Jesu opstandelse skal opfattes som myte – når virkeligheden er, at det vi hører om i alle myter, nemlig gudens opstandelse af de døde, er det der SKER i Jesu opstandelse, så vi kan sige, at myten blev til fakta, kendsgerning.

Vi tror på den hellige, almindelige kirke – ikke på teologers konstruerede tro.

Har menigheden for længe fundet sig i, at der er blevet forkyndt en kristen tro tømt for rædslen fortabelse og glæden over frelsen? Tømt for dommen over vore synder, som kræver bøn om forladelse? Har menigheden for længe fundet sig i, at der blev talt pænt om Jesu opstandelse, at det er ligegyldigt, om Jesu knogler ligger i en grav i Jerusalem den dag i dag, sammen med murbrokker fra byens ødelæggelse?

Er det til at undre sig over, hvis troen siver bort fra folk, at folk siver bort, når også de skriftkloge næsten opfordrer folk til at holde sig borte? For som en skriftklog for nylig ytrede, at det handler om, hvornår og hvor meget Gud er relevant for mennesker. Ikke om de tror. ”Man skal være meget troende, for at tro på Gud hele tiden,” fortæller han. Jeg ryster på hovedet, når jeg tænker på den eritreanske kvinde, som fornylig udvistes til Italien (hun tog ikke derned). Hun fortalte, hvordan forældregenerationen i Eritrea fortæller alle unge, der tager til Europa: Vær stærke i troen! Og troen – er ikke spørgsmål, om jeg finder Gud relevant, men om jeg hører kaldet til at følge Jesus som min Herre og mester.

Den skriftkloge kalder kulturkristendommen ”ganske enkelt kristendom”. Den kulturkristendom, som lever godt uden kirken søndag og søndag, men som alligevel forventer, den er der ved de særlige lejligheder. Den inderlige tro er en afart, en sekterisk forekomst, fremgår det. ”Omvend jer og tro på evangeliet!” lød Jesu enkle overskrift over enhver prædiken. Han spurgte ikke, om folk syntes det var relevant, det han sagde. Nogle syntes det var så lidt relevant, at de gjorde deres hjerter hårde. Er det det, vi som folk gør i dag? Og dog skal kirkerne stå kalket og prydet, samtidig med at der holdes færre og færre gudstjenester i de gamle huse med det ene formål.

Mon ikke der ligger noget dom i, at menigheder skyder op rundt om i landet helt uden om det officielle folkekirkelige system?

Vi må alle besinde os på, hvad Jesus kom og gjorde: forkyndte frelse for enhver, der går ind gennem den snævre port, hvor hjertet må lade sig omsmelte ved Guds Ånd, og gøre os hver især til levende lemmer på Jesu menighed.

Hvor hver enkelt må bede om klarhed for, hvad han eller hun har fået som en gave fra Helligånden.

I dag mindes vi vore døde, takker for deres liv, er taknemmelige over, at vi har fået noget af dem, deres smil, kærlighed, kamp for retfærdighed, deres glæde, for sorger, vi har delt med dem.

Når vi tænker over deres liv, så tænker vi også på os selv.

Vi mærker, at vi har mistet dem,

vi mærker, at tiden er gået,

vi mærker, at vores liv er anderledes uden dem.

Og så mærker vi måske også en tristhed, en tomhed, måske mærker vi, at vi er det, Jesus kalder ’fattige i ånden’, eller bare ’fattige’, som han siger et andet sted.

Og så er vi et godt sted. Det sted er velsignet. For i afmagten, i følelsen af, at vi er blevet uretfærdigt behandlet og ikke kan stille noget op, for andre er os for stærke, - der åbner Himlens Riges dør sig let for dig og mig. Sådan er det. Siger Jesus. Siger han, der har myndighed i himlen og på jorden og under jorden, og som til sidst skal dømme levende og døde.

Tænk på en dør, du har prøvet at banke på, som ikke blev åbnet, for ingen var hjemme.

Tænk på de gange, du føler du har løbet panden imod en mur.

Og så læg mærke til, hvordan Jesus med al sin kærlige og sande myndighed siger, at Himmeriget er der for de fattige i ånden.

Ikke andre. Himmeriget lukker sig for hovmodige, for os, når vi er sådan.

Da må Jesus taler dunder til os i stedet og tale ord, der får hjertet til at skælve, så vi igen ydmyger os over for Gud.

Når vi er fattige i ånden eller rigtig fattige eller fattige på evner eller muligheder, så er vi i en situation, hvor Himmeriget åbner sig.

Selvfølgelig kan vi i vores fattigdom forhærde os, men Jesus ikke her på den mulighed.

De fattige er dem, der kommer til Gud som tiggere, og de får at vide: Himmeriget tilhører jer her og nu!

Den fattige ved, at han eller hun har brug hjælp. Det er mennesker, der i forhold til Gud mangler noget og handler derefter.

Det kan være, at nogle fattige ikke har fornemmet fattigdommen af en eller anden grund. Vi kan alle være blinde og se på de andres tilstand. Til alle fattige, uanset om man endnu har indset fattigdommen, tilsiger Jesus lod og del i Guds rige.

Men når man bliver erklæret for salig eller lykkelig, betyder det ikke, at man så bliver befriet fra ydre vanskeligheder. Tværtimod kaldes de salige, som forfølges og hånes for Jesu skyld.

***

Så velsigner Jesus dem, der sørger. I dag tænker vi på vores sorg over tabet af dem, vi har holdt af. Den sorg er blandet med alle mulige andre sorger. Sorgen og smerten over ondskaben i verden, den ondskab, som stammer fra synden, også sorgen over ens egen synd. Om dem, der i deres lidelse og nød nu kommer til Gud og udøser deres hjerte for ham, lyder løftet: I det fuldendte Gudsrige skal de engang få trøst, dvs. få del i opstandelse og den endelige frelse.

***

Salige er de sagtmodige – gælder ikke milde og ydmyge mennesker generelt, men dem, de er ydmyge over for Gud. Ellers kan det være lige meget med den ydmyghed. Det er dem, der ikke spiller Gud, ikke har høje tanker om sig selv i forhold til Gud og andre mennesker, men forlader sig på Gud og ikke tager retten i egne hænder. Til dem lyder løftet: Når Himmeriget oprettes på den nye jord, skal de arve det nye forjættede land, sådan som Israel i sin tid ’arvede’ det forjættede land Kana’an.

***

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed. Det er dem, der længes efter selv at blive retfærdige eller efter, at retfærdigheden må sejre og Gud må vise, hvem han er, når han endegyldigt opretter Riget. Retfærdighed og Guds Rige er to uadskillelige størrelser. Til sidst skal de mættes, dvs. få del i frelsen.

***

Salige er de barmhjertige. Hvem er det? Det er dem, der allerede har mødt Guds barmhjertighed og ikke ved af, at de har gjort noget særligt. Guds barmhjertighed mod mennesker har som en naturlig konsekvens, at mennesker viser barmhjertighed mod hinanden, tilgiver, som man selv er tilgivet, øver velgerninger, som man selv er blevet genstand for Guds velgerninger. Til sådanne lyder løftet: De barmhjertige, som allerede har mødt Guds barmhjertighed på jorden, skal også møde Guds barmhjertighed på den yderste dag.

***

Salige er de rene af hjertet. Ikke dem, som måtte mene, at de selv er uden fejl i tanke og handling, men dem, der er oprigtige over for Gud, er helhjertede, hvilket sætter sit præg på deres omgang med andre mennesker. Da menneskets indre er ondt, er den renhjertethed, der er tale om, Guds gave.

Modsætningen til renhjertethed er hykleriet. Til de, der har taget imod renhjertethed som en gave, lyder: De skal engang se Gud ansigt til ansigt, ham som de nu ser med troens øje.

***

Salige er de, som stifter fred. Ikke fredsommelige mennesker generelt, men dem, der aktivt stifter fred, hvor ufreden og hadet og uforsonligheden råder mellem mennesker. Forudsætningen er, at Gud er fredens Gud. De mennesker skal kaldes Guds børn.

***

Salige er de, der på grund af Jesus hånes og forfølges. De er i sandhed fattige, når verden håner dem. De har intet at forsvare sig med, de accepterer forfølgelsen, fordi deres herre selv blev forfulgt til døden. Fordi de ved, at han er den Opstandne, og at i fællesskab med ham har de del i opstandelsens kræfter her og nu allerede. I den tro bærer de forfølgelsen nærmest med glæde. For i forfølgelsens fattigdom skabes et særligt rum for glæde, ja, fryd, for alt er tabt, men alt er i virkeligheden vundet ved at være i fællesskab med den korsfæstede og opstandne Herre.

19. søndag efter trinitatis 2015

Det gamle menneske ødelægges af sine forføreriske lyster, hører vi i Efeserbrevet 4,22.

Det gamle menneske ødelægger sig selv.

Dvs. livet der går sin gang, i sig selv, har ødelæggelse i sig, med mindre vi lever i Kristus, som er det nye menneske og Den, der skaber det nye menneske i os.

Livet er en kamp – dag efter dag.

Ting sker ikke bare. Overladt til at leve alene som det gamle menneske går det galt den ene gang efter den anden.

Vi er forsvarsløse. Vi har intet at stå imod med.

Så kan det føles som om ting bare sker.

Nej, vi er som det gamle menneske i vore egne luners vold, dets ”forføreriske lyster”.

Det er en lammelses-tilstand. Hvordan er det at være lammet? Det er ikke at kunne bevæge sig. Men så har vi sloganet: evig stilstand er død.

Det kommer an på. På hvilken stilstand mener vi.

At stå stille i troen på Gud og Hans Søn Jesus og Gud Helligånds livgivende kræfter, det er ikke stilstand, men tværtimod vejen til at leve fuldt ud som den, Gud har skabt os til at være.

Vi skal lægge mærke til, at der er to ting,

Jesus gør for den lamme mand. Han tilgiver og Han helbreder.

Den allervigtigste er, at Han tilgiver ham hans synder. Ikke for denne mand var mere synder end andre, men fordi ethvert menneske er en synder siden Adam og Evas fald.

Syndens lammende virkning er altid på færde. Jesus siger ikke, at nu er du ikke en synder længere.

Men: du er en tilgivet synder.

Og du får brug for tilgivelsen igen og igen, livet ud.

Så sender Jesus ham hjem med det sammenrullede liggeunderlag under armen.

”Rejs dig, tag din båre og gå hjem!” siger Jesus.

Hjem til de sædvanlige opgaver og pligter og problemer.

Men nu med tilgivelsen som fortegn.

---Hvis vi ikke vil erkende os selv som syndere, så kan tilgivelsen fra Gud ikke komme i gang. Og det er en af syndens forfærdelige konsekvenser, at vi bliver sure og vrede, hvis nogen påpeger at vi er arrogante, selviske, vredagtige, misundelige eller begærer det eller den, der ikke er og derfor ikke skal være vores.

Derfor råber Herren til sit folk, som Esajas skriver: ”Vend om!” Og det er hvad det hebraiske ord bogstaveligt betyder.

Nu er der skriftkloge lutheranere, som er imod enhver form for bogstavelighed, og derfor også vender sig (undskyld ordspillet!) imod den tanke, at vi skal vende om!

En kendt teolog har villet afskaffe omvendelsen og erstatte den med ordet møde. Fint nok med ordet møde, dejligt, godt ord, men omvendelsens nødvendighed kan ingen afskaffes, uanset kors og bånd og stjerner. Uden omvendelse er der slet ingen kristendom.

Hvordan kan jeg sige det så stålsat?

Jamen, sådan åbner Jesus sin prædiken-virksomhed. Det var opsummeringen af Hans prædiken: ”Vend om! Guds rige er nær!” (Matthæus 4,17).

Apostlene sendte Jesus ud med følgende besked: De skulle – i Hans navn – forkynde omvendelse til syndernes forladelse til alle folkeslag (Lukas 24,47).

Virker så omvendelsen syndernes forladelse?

Her er en hemmelighed og den er det ikke klogt at forsøge at gøre sig til herre over.

Omvendelse betyder også at få et nyt sindelag. Peter spurte, om han skulle tilgive sin bror syv gange, og så var det nok.

Det var det ikke. 7 gange 77 gange, Peter, sagde Jesus. Altså af hele hjertet og sindet.

Sådan er omvendelsen til tro på Jesus Kristus og dermed indgangen i Hans og Faderens rige også noget, der involverer alt, hvad vi er. Som i sidste søndags evangelium: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele dit sind, og du skal elske din næste som dig selv.

Denne handling: at vende sig om, at vende blikket ind til Guds rige og det i form af at følge Jesus ind i Guds rige, denne handling koster. Selvhøjtidelighedens højtsvævende ballon punkteres, så vi kommer ned at gå på jorden, hvor blikket til næsten er frit.

Men, jeg har ikke talt om helbredelser.

Sker der ikke længere undere, som da Jesus helbredte den lamme mand?

Jo, sandelig. Hvor mange gange har Gud ikke grebet ind i menneskers liv til helbredelse ved dygtige lægers og sygeplejerskers og plejeres hjælp?

Men den, der ikke beder, får heller ikke. Det mindste, vi kan lade vores tro prøve med, er det at bede. For Jesus har lært os, at Gud er som en far, der ikke giver sten, hvis barnet beder om et brød.

Så lad os altid sætte vor lid til vor Herre Jesus, så vi gerne tror, at Han kan bringe helbredelse, men lad os bede om, at Guds vilje må ske, ikke vores.

19. søndag efter trinitatis 2015

Det gamle menneske ødelægges af sine forføreriske lyster, hører vi i Efeserbrevet 4,22.

Det gamle menneske ødelægger sig selv.

Dvs. livet der går sin gang, i sig selv, har ødelæggelse i sig, med mindre vi lever i Kristus, som er det nye menneske og Den, der skaber det nye menneske i os.

Livet er en kamp – dag efter dag.

Ting sker ikke bare. Overladt til at leve alene som det gamle menneske går det galt den ene gang efter den anden.

Vi er forsvarsløse. Vi har intet at stå imod med.

Så kan det føles som om ting bare sker.

Nej, vi er som det gamle menneske i vore egne luners vold, dets ”forføreriske lyster”.

Det er en lammelses-tilstand. Hvordan er det at være lammet? Det er ikke at kunne bevæge sig. Men så har vi sloganet: evig stilstand er død.

Det kommer an på. På hvilken stilstand mener vi.

At stå stille i troen på Gud og Hans Søn Jesus og Gud Helligånds livgivende kræfter, det er ikke stilstand, men tværtimod vejen til at leve fuldt ud som den, Gud har skabt os til at være.

Vi skal lægge mærke til, at der er to ting,

Jesus gør for den lamme mand. Han tilgiver og Han helbreder.

Den allervigtigste er, at Han tilgiver ham hans synder. Ikke for denne mand var mere synder end andre, men fordi ethvert menneske er en synder siden Adam og Evas fald.

Syndens lammende virkning er altid på færde. Jesus siger ikke, at nu er du ikke en synder længere.

Men: du er en tilgivet synder.

Og du får brug for tilgivelsen igen og igen, livet ud.

Så sender Jesus ham hjem med det sammenrullede liggeunderlag under armen.

”Rejs dig, tag din båre og gå hjem!” siger Jesus.

Hjem til de sædvanlige opgaver og pligter og problemer.

Men nu med tilgivelsen som fortegn.

---Hvis vi ikke vil erkende os selv som syndere, så kan tilgivelsen fra Gud ikke komme i gang. Og det er en af syndens forfærdelige konsekvenser, at vi bliver sure og vrede, hvis nogen påpeger at vi er arrogante, selviske, vredagtige, misundelige eller begærer det eller den, der ikke er og derfor ikke skal være vores.

Derfor råber Herren til sit folk, som Esajas skriver: ”Vend om!” Og det er hvad det hebraiske ord bogstaveligt betyder.

Nu er der skriftkloge lutheranere, som er imod enhver form for bogstavelighed, og derfor også vender sig (undskyld ordspillet!) imod den tanke, at vi skal vende om!

En kendt teolog har villet afskaffe omvendelsen og erstatte den med ordet møde. Fint nok med ordet møde, dejligt, godt ord, men omvendelsens nødvendighed kan ingen afskaffes, uanset kors og bånd og stjerner. Uden omvendelse er der slet ingen kristendom.

Hvordan kan jeg sige det så stålsat?

Jamen, sådan åbner Jesus sin prædiken-virksomhed. Det var opsummeringen af Hans prædiken: ”Vend om! Guds rige er nær!” (Matthæus 4,17).

Apostlene sendte Jesus ud med følgende besked: De skulle – i Hans navn – forkynde omvendelse til syndernes forladelse til alle folkeslag (Lukas 24,47).

Virker så omvendelsen syndernes forladelse?

Her er en hemmelighed og den er det ikke klogt at forsøge at gøre sig til herre over.

Omvendelse betyder også at få et nyt sindelag. Peter spurte, om han skulle tilgive sin bror syv gange, og så var det nok.

Det var det ikke. 7 gange 77 gange, Peter, sagde Jesus. Altså af hele hjertet og sindet.

Sådan er omvendelsen til tro på Jesus Kristus og dermed indgangen i Hans og Faderens rige også noget, der involverer alt, hvad vi er. Som i sidste søndags evangelium: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele dit sind, og du skal elske din næste som dig selv.

Denne handling: at vende sig om, at vende blikket ind til Guds rige og det i form af at følge Jesus ind i Guds rige, denne handling koster. Selvhøjtidelighedens højtsvævende ballon punkteres, så vi kommer ned at gå på jorden, hvor blikket til næsten er frit.

Men, jeg har ikke talt om helbredelser.

Sker der ikke længere undere, som da Jesus helbredte den lamme mand?

Jo, sandelig. Hvor mange gange har Gud ikke grebet ind i menneskers liv til helbredelse ved dygtige lægers og sygeplejerskers og plejeres hjælp?

Men den, der ikke beder, får heller ikke. Det mindste, vi kan lade vores tro prøve med, er det at bede. For Jesus har lært os, at Gud er som en far, der ikke giver sten, hvis barnet beder om et brød.

Så lad os altid sætte vor lid til vor Herre Jesus, så vi gerne tror, at Han kan bringe helbredelse, men lad os bede om, at Guds vilje må ske, ikke vores.