Hvad siden for det meste indeholder

Prædikener, salmer, kirkefædre og ord til dagen

Link til min oversættelse af Jakob af Sarugs prædiken til Kristi Himmelfartsdag og en artikel om denne prædiken:
http://www.anis.dk/kritiskforum/pdf/kritiskforum-88.pdf

Jakob døde i 521 (blev født ca. 450). Han endte som biskop i et område i det sydøstlige Tyrkiet.

Oversættelsen begynder på side 60,
når man scroller i venstre side.

Tekster fra NT om tro/dom, prædiken, dæmonuddrivelser, tungetale og undere

Tekster fra Ny Testamente, der forklarer ordene ved Jesu afsked med apostlene i Markusevangeliet kapitel 16 vers 14-20

Tro og dom

Vers 16: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.”

Oplysende kommentarer andre steder fra

Johannesevangeliet 20,23: Jesus til apostlene: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”

Johannesevangeliet 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset, fordi deres gerninger var onde. ”

Uddrivelse af dæmoner

Vers 17-18: ”Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.”

Oplysende kommentarer andre steder fra

Markus 3,14-15: ”Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner.”

Markus 6,7: ”Jesus ...begyndte at sende dem ud to og to og gav dem magt over de urene ånder.”

Markus 6,13: ”Og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem.”

Ap. G. 8,7: ”Mange af dem, der var besat af urene ånder, dem fór de ud af med råb og høje skrig, og mange lamme og halte blev helbredt.”

Ap. G. 16,18 om en spådomsånd, som en kvinde har. Paulus siger til den: ”’I Jesu navn byder jeg dig at forlade hende’. Og ånden forlod hende øjeblikkelig.”

Ap. G. 19,12: ”Man bragte ligefrem tørklæde eller bælter, som Paulus havde båret, hen til de syge; og sygdommene forlod dem, og de onde ånder fór ud.”

Nye tunger

Apostlenes Gerninger 2,4: ”De blev alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Helligånden indgav dem at sige”.

Oplysende kommentarer andre steder fra

Ap. G. 10,44-46: ”Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet....(Og jøder, der var troende) undrede sig over, at Helligåndens gave også blev udgydt over hedninger; for de hørte dem tale i tunger og lovprise Gud.”

Ap. G. 19,6: ”Da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede.”

Første Korintherbrev 12,9-10: ”Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evne til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale.”

Første Korintherbrev 12,28: ”Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til alle forskellige slags tungetale.”

Tegn og undere

Vers 20: ”Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.”

Oplysende kommentarer andre steder fra

Hebræerbrevet 2,3-4: ”...en frelse så stor, at den fra først af blev forkyndt af Herren selv og senere stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham, alt imens Gud føjede sit vidnesbyrd til ved tegn og undere og mange slags mægtige gerninger og ved tildeling af Helligånden efter sin vilje.”

Apostlenes Gerninger 14,3: ”De (Paulus og Barnabas) blev der i lang tid (i Ikonion) og forkyndte frimodigt i tillid til Herren, som bekræftede ordet om sin nåde ved de tegn og undere, der skete ved deres hænder...”

Romerbrevet 15,18-19: ”For jeg vil ikke driste mig til at tale om andet end det, som Kristus har gjort for mig for at føre folkeslagene til lydighed, i ord og gerning, ved kraften i tegn og undere, ved Guds Ånds kraft. Så har jeg da fuldført forkyndelsen af evangeliet om Kristus fra Jerusalem og vejen rundt helt til Illyrien.”

Kristi Himmelfarts dags prædiken

Jesus er opstået, han skal afsked med apostlene,
 g hvordan gør han det?

Jo, han sætter sig for sidste gang til bords med dem. De sidder sammen og spiser. Præcis som de gjorde skærtorsdag aften.

Det er i den situation, at Jesus kan tale også til deres hjerter. De har fået noget at spise. Så kan de også tåle at høre nogle sandheder. De skal tåle det, for ellers er alt slut.

Og hvad er så de første ord, han siger til dem i den situation?

Er det ord som fred, kærlighed, håb? Nej. Er det ord som fred, tålmodighed, sammenhold, samarbejde? Nej.

Jamen, er det ikke altid det vigtigste i den kristne forkyndelse, at der lyder opmuntrende ord? Ikke altid. For det hedder: Og han bebrejdede dem.

Jesus kom med en bebrejdelse. Han ødelagde den gode stemning.

Men, kan vi spørge: Hvorfor ikke i stedet feje bebrejdelserne ind under gulvtæppet? Nej, nu skal de frem i lyset. Han bebrejdede dem, hedder det, to ting: deres vantro og deres hårdhjertethed.

Hvis noget viser, hvad vantro er, så må det være, at Jesus faktisk viste sig for apostlene og sagde det.

Så voldsom er vores vantro, så frygtelig hård er vores hårdhjertethed.

Jesus træder frem med ordene: Omvend jer og tro på evangeliet! Jesus havde givet sine befalinger til apostlene, og blandt befalingerne var denne vigtige, at de skulle prædike omvendelse til syndernes forladelse.

Der er altså for et menneske ingen anden vej ind i Guds Rige end omvendelse. At gå i sig selv, stige ned fra sin egen højhed og hengive sig til Jesus som sin Herre og mester. Og så følge ham, uanset hvad.

Omvend, siger Jesus. Det er en viljessag. Skift sindelag! Vend jeres ansigt og opmærksomhed mod Guds Rige, og det betyder at vende opmærksomheden mod Herren Jesus.

Apostlene vidste ikke lige, hvad de skulle mene om Jesus – var han opstået, og hvad betød det.

Jesus bebrejder dem, at de ikke troede dem, der havde set ham efter hans opstandelse.

På denne måde gør Jesus apostlene klar til at gå ud og prædike, uddrive dæmoner, lægge hænderne på de syge, tale i tunger.

Peter af Damaskus siger: Lad den, der ønsker at handle ret bønfalde Gud, så skal kundskab og kraft øjeblikkelig blive givet ham.

Lad os derfor hengive os til Gud i bøn, og gøre det med alt, hvad vi er. Så skal kundskab og kraft øjeblikkelig blive givet os.

Sådan var det med apostlene. De gik ingen steder. De blev siddende ved bordet. De hørte på Jesu bebrejdelser og tog dem til sig. De har sikkert grædt, mange af dem, af sorg over, at de har været sådan, som Jesus siger.

Hvis ikke vor himmelske Fader får blødgjort den hårde hjertejord, hvis vi ikke er parate til at lade det ske, så vi kaster forbeholdene over for Gud væk, hvis ikke dette sker, kan alt det andet ikke ske. Ja, så sker der slet ingenting. Så er kirken død.

Men Jesus fik apostlene til at besinde sig, og de omvendte sig endnu engang til Guds rige, som vi også kan gøre det, ja, hver eneste dag – som Martin Luther, vores reformator siger: vi skal som kristne ”krybe gennem dåben” hver dag. Og dette skaber fasthed i troen, som det gjorde det for apostlene.

Og hvad er det at være fast i troen? Det er at stå ved sin tro, bekende den, handle ud fra den, leve troen, leve på vandring efter Jesus, i hans fodspor, efter hans befalinger.

Så er apostlen klar til at blive sendt ud på deres verdens mission. Og hvad går den ud på – missionen?

Punkt 1: At prædike evangeliet i hele verden. Og essensen af den prædiken giver Jesus samtidig – og her igen, vil nogen måske sige: kan vi ikke slippe for den prædiken? Sagen er, at hvis vi kan slippe for den prædiken, så slipper vi for evangeliet.

Og det Jesus siger prædikenen skal indeholde er denne fyndige sætning:

”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.”

Den første del kan vi godt acceptere. Men er der dom, hvis vi ikke tror? Ja, siger Jesus.

Det er i første omgang, lad os aldrig glemme det, rettet mod menigheden selv, først apostlene, så os. Den, der ikke tror, skal dømmes. Der er en dom, Menneskesønnen Jesus er verdens dommer.

Nu gælder det om ikke straks at stille sig til dommer over dommeren Jesus. Det er tit det, vi gør. Vi ved bedre. Men Jesu prædiken er til verdens bedste – hvem uden Jesus er uden personsanseelse og ønsker, sammen med sin Far, at ingen skal fortabes, men have evigt liv? Og så skulle vi sætte os til doms over Jesus her?

Der er en skillevej her. Sætter vi os til doms over Jesu ord, så beslutter vi at vandre ud af en vej, som er så bred, at vi bringer os selv fortabelsen nær; ja, en vej, hvor vi kommer længere og længere væk fra frelsen.

Vi er nødt til at blive ydmyge. At sætte sig til doms over Jesus er det modsatte af at være ydmyg. Selvfølgelig kan vi være tvivlende om, hvad det skal betyde, men vi må tro, at Jesus vil enhver det bedste, også med disse ord. Han vil først og fremmest bringe sine nærmeste, apostlene og os i menigheden, til at ville ham fuldt ud, ikke halvhjertet, ikke sådan med en distance til ham og alt hans, når det kommer til stykket.

Da Jesus farer til himmels, skal apostlene, skal vi, tydeligvis endnu mere vandre på jorden, vandre med begge ben på denne jord. Og så vil Gud Fader og Søn komme og bo hos os netop her på jorden ved sin Ånd.

Det er nemlig en kamp om hjertet, hvem der skal bo der. Ved troen vil Gud vor himmelske Fader og Jesus bo i vore hjerter. Der står ALT på spil her.

Denne prædiken skal være med til at brække den hårde jord op, så troen kan komme til.

Og så følger, siger Jesus, visse tegn dem, der tror. De følger dem, siger han.

Tegnene er: uddrivelse af dæmoner - tale i nye tunger - håndspålæggelse af syge, så de bliver raske.

Og det skete. Det kan vi læse i Apostlenes Gerninger, om den kraft, apostlene får givet til alt dette.

Om dæmoner kan vi sige, vi kan trænge Helligånden sådan tilbage i vores liv, at dæmonerne får råderum. Derfor har menigheden et ansvar for at komme på banen og prædike befrielse fra onde ånder, der vil tage vort liv og vor hele kraft.

Om det at tale i nye tunger kan vi sige, at det skete dengang, og sker igen og igen, at Gud giver denne gave, så det, der ikke kan udtrykkes i ord, udtrykkes ved Åndens bistand, til trøst og styrke for den, der oplever det, og dermed også til opbyggelse indirekte for alle, når eet menneske sådan oplever Guds Ånds kraft virke i sig.

Om håndspålæggelse af syge kan vi sige, at det skal vi tilbyde. Mennesker kan afvise det, det kan vi ikke gøre noget ved. Men vi skal tilbyde det, for det er et af de tegn, hvorved Jesus, vor Herre, vil virke i verden til tro. Amen.

Prædiken om bønhørelse på Jesu myndighed

”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.”

For at få hjælp til at bede, er det godt at læse lidt fra bibelen. Måske noget fra et af evangelierne eller lidt fra Davids Salmer eller lidt fra et af apostlenes breve, eller måske læse den særlige bog, hvor vi hører om, hvad apostlene gjorde efter at Jesus var blevet usynlig for dem. Den bog hedder Apostlenes Gerninger. Ja, det kan være en god ide at tage bibelen frem og bare læse et lille bitte stykke sammen med familien, hvis man har en, eller med sig selv, hvis man er alene. Gud er der i stuen hos dig, hos jer.

Så får vi noget godt at tale sammen om. Og vi får ideer til, hvordan vi kan bede.

Det er ligesom at se ind i et spejl – Guds spejl, hvor vi ser, hvordan vi bør leve.

Inde i spejlet, altså Guds spejl, ser vi måske, at vi blev meget opfarende i går. Så kan vi tænke efter, hvad vi vil gøre ved det. Om vi bare vil blive ved på den måde hver dag og hele livet igennem.

I Guds spejl ser vi også, hvordan vi kan blive lykkelige efter Guds mening med vores liv. En dyb lykke, som ingen storm kan ødelægge, og heller ikke må ødelægge.

I Guds spejl ser vi, hvordan Jesus, Guds søn og samtidig menneske, hvordan han var. Han skældte ikke igen, når nogen skældte ham ud. Men han sagde sin mening rent ud og med enorm styrke. Det skal vi heller ikke være bange for, bare vi tænker, før vi taler.

Så beder vi måske om hjælp til ikke at blive så tossede over ingenting, eller i det hele taget blive arrige, for det fører jo ikke til noget.

Det fortælles om en munken Filip af Neri, at han gang på gang og så let kunne blive noget så sur og gal. Så kom han op at skændes med folk, og de reagerede selvfølgelig med samme mønt.

Til sidst kunne han ikke selv holde det ud, og styrtede ind i kapellet og bad Herren om at befri ham for hans vrede. Så rejste han sig og forlod kapellet, fuld af tillid og håb. Den første, han mødte, var en af hans medbrødre, som aldrig tidligere havde vakt den mindste vrede i ham, men for første gang i hans liv optrådte denne medbroder nu fornærmende og ubehageligt overfor ham. Og Filip fór op i vrede og gik rasende videre. Nu mødte han en anden af brødrene, som altid havde været en kilde til trøst og glæde. Men også denne mand svarede ham surt og vrissent. Filip løb tilbage til kirken, faldt på knæ ved statuen af Kristus og bad: ”Men Herre dog, bad jeg dig ikke om at befri mig fra min vrede?” Og Herren svarede: ”Jo, Filip, netop derfor giver jeg dig også så mange lejligheder til at lære at slippe den!”

Vi kan også bare tænke over bønnerne i Fadervor.

Bare det, at Jesus har lært os at kalde Gud vor Fader. Vi har alle en far her på jorden.

Men vi har en fælles Far i himlen. Jesu Far. Jesus bad til ham og sagde: Far. I forhold til Gud er vi som børn.

Derfor kan vi også være barnlige i vores bøn over for Gud. Vi kan bede: Far, hjælp mig! Far, pas på mig! Og vi kan bede for dem omkring os. Vi kan bede om alting. Der er ingen grænser for det. Men vi får ikke nøjagtig det, vi lige finder på at bede om.

Dog: nogle gange, måske faktisk mange gange, får vi det, vi beder om.

Mange af os tør nok ikke bede om noget konkret.

Men lad os gøre det!

F.eks. hvis du eller jeg er sure på en eller anden, så kan vi bede om, at vi må slippe af med vores surhed.

For vi ved jo godt, vi skal elske vores næste, som vi elsker os selv.

Måske kan du ikke finde en bestemt ting, og du er frygtelig påvirket af det.

Så kan du bede din Far i himlen hjælpe dig.

Men hver gang vi beder, skal vi ligesom i tankerne tilføje: Ske din vilje, ikke min. For vi aner ikke, hvad der er bedst for os.

Guds tanker er meget højere og bedre end det, vi kan finde på.

Det vigtigste er, at vi opmuntrer hinanden til at bede til Gud vor Far.

Djævelen vil gerne have, at vi ikke beder om noget som helst. Så sker der ligesom ikke noget. For han ved godt, at Gud vil hjælpe os, når vi beder. Han ved godt, at bøn har en mægtig virkning.

Og selvom vi ikke lige får det, vi bad om, så lover Gud os, at vi får en fred indvendig, som er meget mere værd end det, vi gerne ville have.

Vi kan godt forstå, at noget er tættere på  Guds vilje med os, end noget andet.

Vi kan f.eks. aldrig bede om, at noget ondt skal ramme et andet menneske. Så har vi overgivet os til den Onde.

Nej, vi skal elske selv vores fjende.

Når vi hengiver os til Gud, så vil Gud sandelig også sørge for, at hans fred ligesom vil omgive os og bevare os i hans gode tro.

Så lad os bede. Lad os hver dag bede for vore kære. At Gud må passe på dem.

Jesus kalder ikke for ingenting sig selv for den gode hyrde.

Det bedste ved bøn er, at Gud kommer til os, både vores himmelske Far og Jesus og er hos os, inde i os, ligesom om vi var et hus, et tempel.

Det skal vi tro, det skal vi tage til os, den tanke skal vi lade fylde i vore tanker.

Hvad kan vi så gøre – praktisk?

Vi kan bede en bøn, når vi står op, vi kan bede, når vi skal i seng, vi kan bede, når vi går,

når vi er i klassen eller i bussen eller på marken, lige når vi kommer i tanker om det.

Bønnen har en stærk virkning, når den er i Jesu navn. Hvad betyder det: I Jesu navn?

At vi beder på hans myndighed. Fordi han siger, at vi kan.

Vi beder ligesom på den vej, som er hans vej, ikke alle mulige andre veje.

Der er kun løfter knyttet til hans vej. Hvis vi finder på at gå en anden vej, så har vi ingen ord for, at vi bliver hørt og hjulpet. Så beder og går vi i blinde.

Så lad os holde os til at bede i Jesu navn. Den bøn hører vores himmelske Far.

Lad os øve os i at have tillid til Gud på denne måde.

Slaveri og frihed i romerriget - og i dag...

Slaveri i romerriget - og i dag... -
noget af prædikenen til 2. søndag efter påske.

I menigheden er vi alle lige, Guds børn, Jesu brødre og søstre.

Det var det, slaverne i Romerriget erfarede, og slaveejerne med, at i menigheden var der ikke forskel på den ene og den anden.

I samfundet var der enorm forskel. Men ikke i menigheden.

Kirken så det ikke som sit primære mål at få slaverne frigivet. Det var jo sådan, at slaveejeren skulle sørge for slaverne, og hvis slaverne blev frigivet, hvad skulle de så leve af? Det ville blive arbejdsløshed, og der ville ikke komme mad på bordet, alt ville med eet slag blive usikkerhed.

I stedet formaner Peter slaverne til at blive i deres kår. Han minder dem om, at hvis de selv har gjort noget, der medfører straf fra ejeren, så fortjener de ikke ros, hvis de så mener, der er gode kristne ved tålmodigt at lide straffen. Derimod er det en nådegave fra Gud, hvis de lider en straf, selvom de ikke har gjort noget forkert, og hvis de bærer lidelsen, som Jesus bar sin lidelse.

Det er der velsignelse ved.

I øjeblikket er der en revolutionær stemning i Syrien. Og forleden læste jeg, at en af de kristne ledere i Damaskus, i den gamle kristne by, hvor kristne stadig har deres kvarter, at denne kristne leder advarede vesten om ikke at ubetinget at tilskynde til revolution, men til evolution.

”Bed de arabiske lande om at arbejde for ægte udvikling, og kræv en klar, modig plan, siger han, men tilskynd ikke til revolutioner!” Her taler en, hvis kirke har været i Damaskus siden de aller-aller første kristnes tid.

Og Gregorios, foreslår, at vesten tilskynder de arabiske ledere til at udvikle demokratiske strukturer, frihed og menneskerettigheder, få systemer, der understøtter sundhed, sørger for boliger, og social velfærd.

Denne leder, patriark Gregorios III, leder af den såkaldte melkitiske-katolske kirke, frygter nemlig kaos i den nuværende situation. Allerede nu er der i følge ham organiseret kriminalitet, røverier, frygt og rædsel, der spreder sig, og også rygter om trusler mod kirkerne...

Han mener, at kristne vil blive de første ofre for revolutioner, hvor islamister kæmper om at få magten. Kristne er meget skrøbelige i forhold til kriser og blodige revolutioner, siger han. Og kristne begynder så omgående at forlade landet, hvis det går helt galt.

Sådan er kårene i et arabisk land, men hvad med herhjemme?

Lige meget om vi levede som kristne i et arabisk land, eller vi lever som kristne i et demokratisk land som Danmark, så skal vi altid huske, at det, der er gældende i samfundet, ikke er noget, der nærmest er guddommeligt og ægte.

Demokratiet er, i følge Churchill, det mindste onde. For et onde vil der være ved et hvilket som helst styre, diktatur som demokrati. Alt afhænger af dem, som styrer i den ene eller anden form. Altid har kongen i følge det gamle testamente kun været konge af Guds nåde, og når han ikke længere gjorde godt, ja, trådte mennesker ned, ja, så var han ikke længere velsignet af Gud.

Det gælder også vort demokrati. Hvis vort folkestyre nedgør mennesker, ja, så trues vi også af, at velsignelsen tages bort.

Den frihed, som de mangler i den arabiske verden, og som slaverne ikke havde i Romerriget, den frihed har vi.

Alligevel kan vi i vores samfund lande i situationer, hvor vi føler os meget ufrie, i spændetrøjer. Aldrig har så mange love fortalt, hvordan det ene og det andet skal gøres. Og der er mennesker, der forvalter alle disse love på vore vegne. Og mennesker kan være urimelige og lade andre føle deres magt. Hvad så?

Så gælder stadig Peters formaninger, om at tåle lidelsen, tålmodigt at bære lidelser, som påføres os ved snærende bånd i arbejdslivet eller i fritidsaktiviteten.

Men der en forskel: Vi har mulighed for at gøre indsigelse over for det, der er uret eller urimeligt. Vi kan sige eller skrive det.

Det var en umulighed for slaver på apostlen Peters tid.

Og med at gøre indsigelse mener jeg ikke almindeligt brok, skældud, men blot dette sagligt at sige og sætte ord på det, der sker af uret. Vi kan måske ikke gøre fra eller til, men vi kan sige fra eller til. Og den frihed skal vi også bruge som kristne. Så andre føler, at de også kan begynde at sætte ord på det, der snærer dem. Så vi kan være med til at gøre andre mennesker mere frie i deres arbejde eller fritid.

”Sådan gør vi her!” – kan det lyde. Hvem siger det? kan et åbent spørgsmål være, hvis der er tale om en dårligdom eller noget, som er under niveau. Sådanne udsagn kan være udtryk for en undertrykkelse af en hel masse mennesker. Her har vi en forpligtelse som kristne til at stå ved det, der betyder noget for os, når vi nu HAR friheden i vores demokrati.

Men når vi så ikke kan gøre fra eller til, men måske kun sige fra eller til, så må vi også følge i vores Herre spor og lide den overlast, som vi altså ikke kan gøre noget ved.

Han led for os syndere, og har frelst os fra djævelens magt, syndens magt, dødens magt.

Nu skal vi lide med ham i vores liv, og han vil være hos os i lidelsen. Og gør vi det, er der ikke noget fortjeneste i det, ikke noget rosværdigt, men det er en gave, en nådegave fra Gud. Og det betyder, at vort liv bliver velsignet med en uendelighed af velsignelser fra himlen, i Guds ødsle kærlighed, så vort liv trives trods det, der før truede med at forbande vores liv.

Altså: Lad os gøre, hvad vi kan for at sige til eller fra, og derudover tage lidelsen på os, som kommer i arbejde og fritid og følge efter vores hyrde, følge i hans spor, som jo indebar den ultimative lidelse.

Men sådan, at han med sin lidelse og død bærer os igennem, når vi lider. Så bærer han med, han vores hyrde.

Og at være et får er ikke det værste, der kan overgå en, nemlig at blive passet på, og have en hyrde, som kender en personligt, ja, kalder ved navn.

Det gælder fra det første øjeblik, hvor vi blev døbt, og til vor dødedag, at vi kan tilegne os ordene, som vi synger efter dåben:

Sov sødt, barnlille! Lig rolig og stille,
s å sødelig sov som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge!
Gud Fader har sagt: Stå, engle, på vagt,
hvor mine de små er i senge!

Sådan kan vi leve hver dag til Guds velbehag, om vi må græde eller vride hænderne i gru, for han vogter og værner os, han, vores GODE hyrde. Amen.

DAY ONE - prædiken påskedag 2011

I et skrift af munken Peter af Damaskus (11.-12. årh.) nævner han, at søndagen oprindelig ikke hedder ”den første dag i ugen”, men ”dag ét”. Denne dag er ikke bare opregnet som de andre, som kaldes den anden dag, den tredje dag osv. i skabelsesberetningen. Nej, i den græske bibel af skabelsen hedder det, at den første dag kaldes ”dag ét”.

DAY ONE!

Nu var vi en flok præster, som tog på studietur til Damaskus, hvor denne Peter kom fra. Og så blev jeg ærlig talt noget stum, da jeg opdagede, at søndagen på arabisk hedder lige præcis: ”dag ét”, hverken mere eller mindre. Mandagen hedder ”den anden dag” og så fremdeles, fredagen ”samlingens dag”, og lørdag: ”hvile” eller sabt, altså sabbat.

Altså søndagen hedder ”dag ét”. Day One. Men blandt jøder hed søndagen på Jesu tid: ”den første dag i ugen”.

Sådan hører vi det i evangeliet om Jesu opstandelse. Deraf kan vi være ganske overbeviste om, at det var en søndag morgen, at kvinderne kom til graven.

Det var ingen anden dag end den første dag i ugen. Den nye begyndelse, som apostlene næsten omgående kaldte ”Herrens dag”. For det var den dag, han for dem blev godtgjort virkelig at være Herren, Guds Søn, opstået fra de døde, Herre over liv og død, indsat af Gud til at være dommer over levende og døde.

Opstandelsens morgen var virkelig ”day one”, dag ét. Det var en total ny begyndelse.  Det gamle er forbi, noget nyt er blevet til.

Nulpunktet var langfredag. Påskelørdag var hviledagen efter lidelsen. Opstandelsens morgen var dag ét.

Der skinner et lys ud af graven, som ikke får os til at gå ind i graven mere, men til at tage afsted i vores liv gjort til ét med vores Herre. Hans opstandelses kraft vandrer vi i.

Så derfor skal vi lade døden være død, være døde for synden, som Paulus siger et sted, men i stedet leve for og med Herren. Vandre et helt nyt liv.

Det gamle er forbi, se, noget nyt er kommet til.

Lad opstandelsen indgyde dig kraft og styrke hver morgen, du står op, og læg dig til hvile bevaret af den Herre, som er herre over liv og død.

Og lad os lukke op for denne opstandelsesmorgen med de ord, som Jesus sang sammen med sine disciple skærtorsdag aften, som netop peger frem til opstandelsens ufattelige glæde.

Luk retfærdighedens porte op, sang Jesus. Han har lukket porten til paradis op, de porte, som rummer retfærdighed. Jesus opfyldte al retfærdighed ved at dø for os, for os uretfærdige.

Måske vil nogen sige: Jeg forstår ikke, hvad du siger, jeg føler mig ikke uretfærdig, jeg synes, jeg opfører mig anstændigt i alle måder.

Godt, så vil jeg bede os om at se ind i det spejl, som er hele Jesu måde at leve på. Og jeg vil bede om at læse, hvad Peter af Damaskus har at sige om, hvordan et retfærdigt, et fuldstændig fuldkomment menneske skal være. At han så er munk og tilføjer ting som at være ligeglad med, at kroppen sygner hen, kan være et fint nok modstykke til vor tids kropsdyrkelse.

Han opstiller 224 dyder. Prøv at læse listen grundigt, roligt igennem, lige så langsomt, tænk over hver enkelt del.

(Listen findes også her på hjemmesiden!)

Sagen er, at hvis vi synes, vi er fuldkomne, eller bare næsten fuldkomne og anstændige mennesker, så kan det være fordi overliggeren ikke er sat særlig højt op.

Hvis enhver kan komme og springe over f.eks. en overligger på 80 cm. eller bare 40 cm., ja, så er vi alle verdensmestre i højdespring. Men sådan er det ikke.

I Guds øjne er den mindste synd forfærdelig, skræmmende, ødelæggende, rædselsfuld, ak og ve.

Hele Gammel Testamente igennem tordner og hvisker og hvæser og råber profeterne over folkets uretfærdige og hovne holdning.

Men hvis læsningen af listen over 228 dyder ikke overbeviser om, at vi ikke er fuldkomne og derfor har brug for en frelser, s å er der også en liste over laster.

Retfærdighedens porte, dem kunne kun eet menneske i virkeligheden få til at åbne sig.

Jesus Kristus, Gud og menneske, så røveren af alle som den første kunne komme ind i paradis. Og nøglen, det er korsdøden for os.

Nu kan vi gå ind ad retfærdighedens porte, fordi vi modtager Jesu retfærdighed og giver ham vores uretfærdighed. Vores synd bar han op på korset, og deler nu frit sin frelse, sin renhed, sin fuldkommenhed, med os. I ham er vi retfærdige, men også kun i ham og ved ham. Og Gud har gjort det troværdigt, alt dette, ved at lade Jesus opstå fra de døde.

Hans opstandelse er sket – nu skal vi leve, som han har lært os i et helt nyt liv, og vi kan begynde hver morgen på ny.

Jeg vil gå ind og takke Herren, sang Jesus, og vi med ham.

Vi kan gå ind i vort kammer, ind i os selv, Helligåndens tempel, og takke Herren.

Surmulende mennesker – det var ikke Guds mening med os. Tak og taknemmelighed gør os til sande mennesker.

Jesus kalder sig selv døren, porten, ind til Guds rige, døren, som fårene skal gå ind og ud ad, så de kan finde føde og være trygge ved deres hyrde og i deres fårefold.

Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne.

Jesus blev altså forkastet. De åndelige ledere i folket sagde, at han hånede Gud, at han var dæmonbesat, at han ikke var af Gud, men at han førte folket på vildspor.

Det er underfuldt, at de, der korsfæstede ham, senere tilbad ham og blev trofaste disciple.

Men Gud, Jesu Far, har gjort ham til hovedhjørnesten, den levende sten, som ikke dør, som vi kan bygge på hver dag til vore dages ende og også dø på.  Tænk at bygge på en levende sten.  

Og det var underfuldt påskemorgen. Ingen så Herren forlade grave eller hvad der nøjagtig skete, for det så intet menneske. Men de så underet, at graven var tom.

Og så viste Herren sig lidt efter lidt for kvinderne først, og så for de vantro apostle. Og til aller aller sidst viste han sig for den mest vantro, men også mest nidkære farisæer, Paulus.

Når først du og jeg bliver revet ud af vores selvretfærdighed, sådan for alvor, og bliver grebet af Kristus, så ved ingen, hvad der kan ske af underfulde ting, men så er vi også ude i en vandring og en færd, hvor vi ikke længere selv bestemmer, men har valgt at følge ham, slå følge med ham.

Og så går det, som en munk sagde, da han blev spurgt: Hvad laver I egentlig i et kloster? Han svarede: Vi falder, og vi rejser os op, vi falder, vi rejser os op, vi falder, og vi rejser os op.

Derfor er det så fantastisk, at vi beder en bestemt ganske kort bøn fra den salme, vi har hørt, og som Jesus jo sang skærtorsdag aften. Det er det hebraiske ord: Hosianna! Det betyder: Frels dog!

Og som lovsangens begyndelse var, er dens slutning: Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid.

Den nye dag, som begyndte Day One, dag eet, den er en dag, som Herren har gjort, og fra da af og til verdens ende fryder søndagen hans menighed mere end alle andre dage,

for på Herrens dag gyser døden for dødens overmand, og på Herrens dag mere end alle andre dage velsigner Herren os fra helligdommen, styrker os i tro, håb og kærlighed, så vi kan vandre videre dag for dag og holde fast.

Anden søndag i fasten

Anden søndag i fasten 2011

Læsning fra Davids Salme 42
og fra Matthæus-evangeliet 15,21-27

Davids Salme 42: ”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud.”

På latin og græsk: ”Som hjorten længes efter vandkilderne, længes min sjæl efter dig, Gud.”

Vandløbet er måske udtørret om sommeren, som en wadi er, men der kommer mængder af vand, når regntiden sætter ind. Det er det, hjorten længes efter, at jordens kilder fyldes op. Den længes, og det betyder, at den ved, at der kommer vand. Måske ikke lige nu, men det kommer, og når det kommer, kommer det i stor mængde.

Sådan kan vi godt føle, at vi er langt fra Gud, at Gud ikke slukker vor tørst efter ham.

Vi skal ikke bare forstå salmens ord om hver enkelt. Nogle længes efter Gud, andre ikke, men i fællesskab har vi en længsel, Jesu menighed har som sådan en længsel efter Gud. ”Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud.”

Der er også en anden betydning, at sjælen længes efter møde Gud, ansigt til ansigt. Det er tørsten efter den fulde mening med alt, med Gud, med os, med hele verden. Det er som om, vi ikke rigtig mættes i det daglige på en måde, som er nok. Vi mærker til tider en enorm længsel efter fylde af liv, at Guds liv, efter den levende Gud selv, intet mindre.

I dag skal vi se en hjort for os, en hjort som skriger efter rindende vand, en hjort, som vejrer ved det udtørrede vandløb. Der ser ikke ud til at være vand, men hjorten står der og skriger. Den længes, den venter på det øjeblik, hvor vandet kommer. Den holder ud.

Det er det første, vi skal mærke os: vi skal være som hjorten, det vil sige: vi skal skynde os hen til kilden, længes efter kilden. Men ikke på en hvilken som helst måde, nej, vi skal løbe og skynde os som en hjort, det vil sige: vi skal ikke være apatiske eller dovne, men vi skal løbe af al kraft til kilden. Vi skal længes til kilden af al vores magt. For hjorten er symbol på hast.

Der er endnu en betydning af hjorten i følge Augustin, nemlig at hjorten bider gør det af med slanger, slår dem ihjel.  Jeg ved ikke, hvor Augustin har det fra. Men lad os blive ved det. For så siger Augustin, at hjorten, når den har gjort det af med slanger, løber den til vandløbene med endnu større iver end før. Slangerne – det er er dine og mine laster og synder. Ødelæg ondskabens slanger, så vil du endnu mere længes efter ”Sandhedens Kilde”, siger Augustin. Måske hvisker grådighed et dystert råd i øret, hvisler mod Guds Ord, hvisler mod Guds bud.

Nu kommer vi til evangeliet fra Matth. 15,21-27. Jesus kom til kystområdet i Tyrus og Sidon. Samtidig kom en kanaanæisk kvinde ud fra de samme kyster hen til Jesus.

I følge Markus gik Jesus ind i et hus, og ville ikke have, at nogen skulle vide det; men, hedder det, det kunne ikke holdes skjult, selvom han var gået ind i et hus. Jesus havde gemt sig af vejen, men kunne ikke skjules. Det er en dyb sandhed. Sådan kan det ofte virke. Som om Jesus har gemt sig af vejen. Men han forbliver ikke skjult. For, som han siger, en by bygget på et bjerg kan slet ikke skjules. Sådan er det med Guds rige, sådan er det med ham.

Men, spørger vi, hvorfor var Jesus overhovedet taget op til dette område uden for Israel? Jo, for han ville vise disciplene umisforståeligt, at han ville åbne døren for hedninger til Guds rige. De kunne ikke misforstå hans mening.

Nu kommer denne kvinde til Jesus for at få hjælp i sin yderste nød. Som ofte har det ingen hast for Jesus. Men han sender på den anden side heller ikke kvinden væk, sådan som disciplene ellers foreslog ham at gøre. Sådan er det med vor Herre Jesus. Det har ingen hast, men han sender heller ingen bort.

Jesus går altså uden for sine grænser, og kvinden går uden for sine grænser. Og derfor bliver mødet mellem dem muligt. Sådan også i dag: Jesus møder os, hvor vi ikke troede det muligt, vi må gå ud af os selv for at møde ham.

Kvinden bringer ikke sin datter med sig, hende som er plaget svært af en dæmon, men hun kommer med sig selv og beder Jesus: Forbarm dig over mig! Hun siger ikke: Forbarm dig over min datter. Nej, forbarm dig over mig. For datteren mærker på en måde ikke til sin sygdom, men det gør moderen. Moderen lider under uendelige lidelser på grund af datterens sygdom, så meget, så hun er ved at blive sindssyg af det.

Så meget så selv om Jesus siger: Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus, så er kvinden ligeglad med den afvisning.

Ja, for os virker ordene hårde. Men ikke for kvinden. For Jesus sender hende jo ikke væk. Nej, han lader hende høre det her.

Han åbner døren meget langsomt for hende. Hans mål er at vi skal se denne kvindes tro udfolde sig – til efterfølgelse for os.

Hvad sker der? Kvinden bliver endnu mere insisterende.

Vi gør nok modsat. Får vi ikke, hvad vi beder om, så holder vi op med at bede. I stedet skulle det få os til at bede med end mere kraft.

Men alligevel: hvem ville ikke være blevet underlig til mode ved Jesu svar.

I første omgang var Jesus endda tavs: Han svarede hende ikke et ord. Noget som kunne være nok til at få kvinden til at miste modet.

Men Jesu ord er nærmest værre end tavshed, for nu hører hun, at det, hun beder om, umuligt kan ske. Og alligevel bliver kvinden som sagt ikke mismodig. Hun gør sig selv skamløs, en god skamløshed.

Og nu kommer hun helt hen til Jesus. Før råbte hun på afstand. Men nu kommer hun helt tæt på og kaster sig ned og beder, ja, beder i tilbedelse: Herre, hjælp mig! Måske tænker hun: Han vil respektere mig for mit mod til at komme. Og hun samler sig i de to ord: Hjælp mig. I de ord er velsignelsen indesluttet. Når vi beder i afmagt, så der ikke er hovmod tilbage, men blot dette: Hjælp mig, da begynder døren til hjælpen også at åbne sig.

Men Jesus er endnu ikke tilfreds med hende, han gør hende endnu mere forvirret ved at sige: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”. Nu kalder han ikke Israel ’får’, men ’børn’ og hende ’en hund’.

Af Jesu egne ord danner hun sit svar: Selv om jeg er en hund, er jeg ikke en fremmed. Hun har overskud til at tænke selvstændigt.

Eller som Johannes Krysostomos, Gyldenmund, siger om hende: Hun filosoferer – endda netop på et sådant tidspunkt!

Selvom hun faktisk bliver behandlet dårligt af Jesus, skældt ud.

Hun siger: Børnene har brug for maden. Det ved jeg godt. Men derfor er det ikke forbudt for mig at få noget af maden som hund.

Hun siger nemlig: ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” Faktisk har jeg, netop når jeg er hund, ret til at få noget af maden!

Derfor afviste Kristus hende først, for at han kunne vise hendes ”filosofi”, nemlig at hunde også får noget at spise ved børnenes bord, nemlig smulerne. Denne filosofi skal vi også holde fast i. Der er smuler til dig og mig!

Sådan som Jesus gør her, gør han også ellers. Han siger til officeren, at han vil komme og helbrede hans tjener, for at vi skal lære denne mands store tro at kende, da han svarer, at Jesus ikke behøver at komme, men blot kan sige et ord, så bliver tjeneren jo rask.

Jesus vil simpelthen ikke have, at denne kvindes stærke tro skulle forblive skjult. Derfor var hans svar egentlig ikke skældud, men for at kalde hende frem og vise den skat af tro, hun rummede.

Men sammen med hendes tro ser vi også hendes ydmyghed. For da Jesus har kaldt jøderne for ”børn”, går hun skridtet videre og kalder dem ”herrer”. Og siger: ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” I stedet for at blive vred på Jesus, fremviser hun med sit svar sin kraft, når hun siger: ”Jo, Herre.”

Jesus brugte ordet hund, men hun tilføjer hundens handling. Der ser vi hendes ydmyghed. Kvinden kalder sig selv for hund, derfor blev hun barn.

Da siger Jesus til hende: Åh kvinde, din tro er stor. Det græske ord er i familie med det, vi kalder mega: Din tro er mega-stor!

Så fortsætter Jesus: Det skal ske dig, som du vil. på en måde siger han: Din tro kan virke større ting end dette, men ikke desto mindre skal det ske dig, som du vil. Det svarer til ordene ved skabelsen: Der skal blive en hvælving i vandene. Og det skete. Og hendes datter blev rask i samme øjeblik.

Jesus kunne have sagt: Din lille datter er helbredt.

Men i stedet siger han: Din tro er stor. Han ville nemlig vise hendes store tro.

Sådan er det også godt, at vi beder for vore kære med omhu, næsten som om vi belejrer Gud.

Udlægning af Davids Salme 2 ud fra kirkefaderen Augustin

Fastelavns søndag 2011

Udlægning af Davids Salme 2 vers for vers

Hvorfor lægger folkeslagene planer, der ikke vil lykkes? spørger Salmisten. Eller med den latinske tekst:

Hvorfor mediterer folkeslagene over tomme ting?

Og det, de mediterer over, er følgende:

”Lad os sprænge deres lænker

og befri os fra deres reb.”

Deres lænker – det er Herren og hans salvede, Kristus.

Hvad vil det sige?

Måske med kirkefaderen Augustin kan det forstås således, at folkeslagene ikke vil bindes af den kristne tro, og at denne tro ikke skal blive deres.

For os i dag er spørgsmålet, om vi føler os bundet af den evangeliske og apostolske overlevering, så vi ikke sådan retter ind efter tidens meninger.

Han, som troner i himlen, ler, hører vi salmisten synge. Herren spotter dem.

Hvad vil det sige? At han ved, at hans Ord vil blive taget imod som et mildt åg af mennesker i alle lande.

Så taler han i sin vrede

og forfærder dem ved sin harme:

”Jeg har indsat min konge!”

Jeg har indsat min konge,

der prædiker Herrens bud,

sådan hedder det i den gamle græske og latinske oversættelse.

Herrens bud prædikes af Sønnen,

som vi hører i evangeliet, at det sker,

at ikke et af buddene opløses af ham,

nej, de skal derimod opfyldes i ham.

Jesus Kristus holder os fast ved de gode reb for vores liv, og vi kan være forsikret om, at der er velsignelse ved disse reb.

Og så passerer salmen videre til de ord, som har været æret altid i kirken, ordene, Herren siger til sin Salvede, Kristus:

”Du er min søn, jeg har født dig i dag.”

Disse ord har kirken altid forstået om Sønnens evige fødsel fra Faderen, at Sønnen ikke er skabt som vi, men født før alle tider.

Derfor, den Jesus, der lod sig døbe i Jordan-floden, er Guds Søn fra evighed, men nedlod sig til alt det, et menneskeliv er, gik ind under vore kår, antog dåben til omvendelse, han som ikke havde brug for omvendelse, og således viser han, at han kan have medynk med os i alle forhold.

Sådan træder han i vores sted også med sin dåb.

Han rensede vandet til at rense os med ved vor dåb.

Helligånden viste sig på ham,

som Helligånden virker i dåben på os.

Salmen fortsætter: På din bøn giver jeg dig folkene som ejendom.

Altså Jesus, Guds Søn, bad sin Fader om at få folkene som ejendom. Og til apostlene sagde han følgelig:

Gå hen og gør alle folkeslagen til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, og Sønnens og Helligåndens navn,

og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet dem.

Ja, Jesus, vor Herre sendte apostlene ud for at gøre os til sine disciple, og for at lære os at holde Guds bud, det som kaldes reb i Davids Salme.

”Du skal knuse dem med et jernscepter,

sønderslå dem som pottemagerens kar”, hedder det videre.

Det vil sige, at vor Herre kom også for at sætte sit ord ind mod alt det, der lyster os mennesker, men som ikke er Gud til behag.

Lyst til alt muligt andet end at lytte til ordet.

Bekymringer, rigdommens blændværk.

Og nu komme vi til et reb, et bånd, som nogen også råder til jo før, jo bedre, at kaste af sig:

Tjen Herren i frygt! hedder det.

Denne frygt – denne gudsfrygt - befrier fra al anden frygt,

og da har vi intet at frygt på dommens dag.

Bundet til frygt for vores Herre har vi intet at frygte.

Kys hans fødder i rædsel! hedder det videre i salmen af David.

Nu er den hebraiske tekst i disse vers notorisk svære at oversætte.

Så kan vi godt ty til den græske og latinske tekst, som siger:

Tjen Herren i frygt,

og glæd jer over ham med rædsel.

Hvordan glæde sig over vor Herre Jesus med rædsel?

Ja, mon ikke vi lærer det, ved at læse evangeliet igennem, at folk netop gjorde det, glædede sig, men var også ude af sig selv af rædsel ind imellem i al fald? Som da Jesus for at befri eet menneske for en ond ånd, lod denne onde ånd passere over i 2.000 svin, da blev folk

virkelig rædde. Da tror jeg, den mands glæde har været forbundet med stor rædsel også.

Det vil være godt for os at ræddes med glæde, så vi ikke ræddes over det, det ikke er værd at ræddes over, som andre menneskers dom over os. Det vil være godt for os at glæde os over vor Herre, med den styrke der er i glæde, netop fordi vi også er ærbødige over for vores Herre. Netop da er glæden stor, at Gud og hans Søn og hans Ånd kommer til os.

Vi skal glæde os over, at vi for Jesu skyld frelses ved tro og lydighed i tjeneste for ham og verden.

Vi skal også skælve for at gøre Gud imod, at fornægte vores Herre.

Og mest af alt skal vi skælve for at blive kloge i egne tanker og blive stolte i os selv.

I vores hjerte er der mange lag, ja hjertet er dybt. Og hjertet er som et hus med rigtig mange værelser og kontorer. Der er ind- og udgange mange steder.

Der er både et kontor for retfærdighed og et for uretfærdighed.

Vi skal lade kontoret for retfærdighed arbejde i os, for Kristus led, som vi hørte fra Peters første brev, Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre os til Gud. Den retfærdighed, der skal arbejde i os, er Kristi retfærdighed, en retfærdighed, som er fuldkommen, og i den skal vi lade være indeholdt, at vi selv er uretfærdige i bund og grund.

Så samles hele Davids Salme i ordene:

Lykkelig hver den, der søger tilflugt hos ham.

Lykkelig er alle, der har tillid til ham. Salige er alle, der tror på ham.

Vores tillid kan gå i alle retninger, men salig prises hjertet, der lader sig binde til Herren og tror på ham.

OGSÅ hårdt arbejde at være kristen

Septuagesima søndag 2011

Jesu lignelse om vingården

Hårdt arbejde med at bjærge vinhøst,

hård fysisk træning for at vinde i de olympiske lege i løb eller brydning – det er noget af det, vi hører om i dag.

Og når alt kommer til alt, skal

ingen skal være stolt af at have arbejdet i Herrens vingård fra morgen helt til aften, ingen skal være stolt af at være god til at kæmpe åndelig talt eller være stolt af at være klog, stærk eller rig.

Hvis vi endelig skal være stolte, så skal vi være stolte af, at vi har indsigt og kender Herren, at Herren er den, der er både trofast og retfærdig over for enhver.

Der er nemlig kun een og samme løn eller pris i Guds rige – som der er i lignelsen om vingården: nemlig en denar til hver.

En denar – hvad er det?

Det er nok til at klare sig,

nok til at klare skærene,

nok til at kunne holde den gående,

nok til at holde hovedet oven vande.

Nok.

Lad det trøste og styrke dig ud over al grænse: der er nok til dig i Guds nærhed.

Guds gode Ånd vil varme dig nok, til at du ikke fryser, ja, vil gøre det behageligt for dig.

En denar er nok til at leve og dø på.

En denar er en dagsløn, altså nok til både morgen, middag og aften, ja, natten med.

Stol på Gud, stol på at han hører din bøn, bed til ham, bed fadervor, slå korsets tegn og indvi din dag, din nat, i Jesu navn, og giv på den måde plads til at smage på Guds nåde til dig.

Guds nåde er nemlig ny hver morgen. Klar som en denar, nok til at du kan få en god dag i Jesu navn.

Nok til at jage dæmoner bort, der vil få dig til at opgive og tænke, at dit liv er meningsløst eller forbi.

Nok er nok.

Når Herren Jesus siger det, så kan vi stole på, at det rækker.

Men til at modtage dagslønnen hører jo også, som jeg har været inde på,

at vi skal slide i det. Der er vinhøsten i vingården, der er træningen for at vinde i løb eller boksning ved olympiaden ved de olymipiske lege lige uden for Korint.

Paulus opholdt sig i Korint netop i år 51, da der var olympiske lege. Han var teltmager, og telte var der god brug for i år 51, for folk boede måske i telte omkring området, hvor legene afholdte, 14 km fra Korinth by. Men Paulus var ikke bare teltmager, for håndværket omfattede læderarbejde, så saddelmager hører med. Det kunne også være kapper eller forhæng.

Når Paulus altså formentlig også har arbejdet med læder, så kan man jo tænke på de strimler, som bokserne havde om hænderne (se billedet).

En der vil vinde i de olympiske lege er hård ved sig selv, træner igen og igen, afholder sig fra alkohol og søde sager, spiser rigtigt, sover fornuftigt osv.

Sådan også med en kristen.

Paulus siger, at han ikke løber hid og dig, kort sagt: han har et klart mål for øje: at vinde løbet.

Mange andre steder sammenligner Paulus denne kamp med det at være iført Guds fulde rustning: sandhed, retfærdighed, nidkærhed for evangeliet, tro, håb og stadig bøn.

Den skotske forfatter og præst George Macdonald, ”Jobs stemme” (1824-1955), siger sådan her:   

”For at ingen ubarnlig sjæl i arrogance og uvidenhed skulle tænke på at stå på sine rettigheder over for Gud og kræve af ham det ene eller det andet efter kødets vilje, så vil jeg over for en sådan mulig person fremlægge noget af det, som han har ret til…

Han har et krav på at blive tvunget til at omvende sig;

til at blive skærmet på alle sider;

til fra Den store Hyrde at få sendt stærke hyrdehunde med skarpe tænder efter sig, den ene efter den anden,

til at standse ham i ethvert begær,

lade ham mislykkes i enhver plan,

berøve ham ethvert håb,

indtil han endelig kommer til at se,

at intet vil mindske hans smerte,

intet gøre hans liv værd at have

undtagen den levende Guds nærvær inde i ham.”

Den levende Guds nærvær inde i ham – siger MacDonald.

Og dertil må vi være glade for, at vi prøves,

at Gud arbejder på at gøre os til dem, han ville, vi skulle være. Derfor er der brug for kamp livet igennem. Og for en skotte er et par bidske hyrdehunde ikke af vejen for at gøre sagen forståelig. Hvad skal de? Hjælpe den store hyrde med at få os til at stoppes i det begær, den lyst, den plan, det håb, som ikke er Skaberens gode vilje med os.

For den gode hyrde vil hjælpe os til et sandt, lykkeligt menneskeliv, hvor vi mere og mere bliver dem, Gud ville, vi skulle være.

Jesus sender sådan et par hyrdehunde med skarpe tænder efter os i ordene om, at de første skal blive de sidste.

Det gør godt nok ondt. Især hvis vi hører til dem, der synes at vi har været med på Guds riges vej fra barnsben. De første skal blive de sidste.

De ord sætter en stopper for al vor stolthed.

Men samtidig med at Jesu ord er som hyrdehundes skape bid, så er de samtidig et vidunderlig lægemiddel, heler os som mennesker.

Så kan den, der har været troende fra barnsben glæde sig over den, der meget senere i livet finder ind til troen. Ja, tiltrække andre til troen, fordi Guds ord renser os fra selvophøjelse.

Jo mere vi glæder os over dagslønnen, over den dejlige denar, vi hver især får i Guds rige, jo mere vil vi kunne tiltrække andre til at være med i Jesu menighed. Jo mere vi beklager os over det, vi har fået og får, jo mere beder vi på en måde andre om at holde sig væk fra os.

Til sidst.

En denar – en dagsløn – sådan en mønt med den korsfæstede, men genopstandne Herre Jesus Kristus, får vi hver udleveret på Herrens dag eller hvornår der ellers holdes altergang.

Jeg ved fra mennesker i en høj alder, hvad altergang betyder. Mennesker, der ikke har et liv foran sig, men meget et liv bag sig. Her fornemmes det måske mere end noget sted, at Jesu brød og vin er nok til idag, nok til at leve og nok til at dø på.

For han er vintræet, vi er grenene. Han nærer os med sin vin, sin Ånd, og når vi blot bliver i ham, så bærer vi den frugt, så får vi den frugt, der gør, at livet bliver dejligt nu og altid og i al evighed. Amen.

Kommentarer