Prædiken til 7. oktober (18. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække) - om foreningen med Kristus, som vintræet og grenene

Prædiken om foreningen med Kristus - som vintræet med grenene. 18. søndag efter trinitatis, 2. række: Johannesevangeliet 15,1-9

Der er i dag en god og en dårlig nyhed!

Den dårlige nyhed er, at vi ikke kan frelse os selv, det har vi ikke guddommskraft til.

Den gode nyhed er, at vi kan modtage frelsen. DET handler evangeliet i dag om!

***

Vintræet er det mindste af alle træer, men er alligevel kongen blandt træer på grund af den ædle frugt, den bærer. Sådan blev Gud menneske, og Jesus syntes så lille som ingen anden, uden anseelse i verden, men dog menneskenes konge.

Ingen skal tænke på at blive et stort træ, men på at bære frugt på vintræet, som en gren på vintræet.

Det afgørende er forbindelsen mellem vintræet og grenene. Det kristne liv er utænkeligt uden forening med Kristus.

Og det er ikke en statisk forbindelse. For vintræet, Kristus, vil altid være og forblive årsagen til og kilden til et muligt liv.

Vinen er glædens drik. Vinen peger frem mod Guds fuldendte, synlige Rige.

Jesus siger, da han indstifter nadveren: Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg jer: Jeg skal aldrig mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin i Guds rige.” (Markus 15,24-25).

Gennem vinen bliver vi som disciple delagtige i Krist offerdød, og samtidig er nadverens vin en foregribelse, en forsmag på kommende verdens liv.

Evangeliets ord i dag handler om foreningen med Kristus og kontakten med den anden verden. Der er en gensidig forening mellem Faderen, Sønnen og disciplen.

Når vi sådan er forenet med ham, så får vi at vide, at vi kan bede om hvad som helst, og vi skal få det.

Jesus udfordrer os til at bede med mod og udholdenhed. Det er vores dovenskab, der står i vejen for opfyldelserne!

En del af frugten ved at være gren på vintræet er, at vi får opfyldt vore bønner. Jamen – er det ikke sekterisk? Jo, men så er Jesus sekterisk, hvad det så er for noget.! Bøn og helbredelse, for nu at tage et bestemt emne, opfattes af nogen som sekterisk. Men som sagt, så er Jesus jo også sekterisk. Han siger, at ondskab som dæmoni kun drives ud ved bøn og faste.

Altså: opfyldte bønner er det, Jesus lover!

Kærlighed gennem forening med Kristus
Gennem denne forening fyldes vi med muligheden for kærlighed til hinanden.  

Men hvordan renser Jesus sine disciple? Han tager det væk, som er ufrugtbart. Det gør ondt, men sådan er det. Varig frugt kommer ikke af sig selv. Det døde skal tages væk.

Jesus viser et konkret eksempel, da han vasker sine disciples fødder. I sommer var vi på en lejr for handicappede og ikke-handicappede, og højdepunktet var, da vi skulle vaske hinandens fødder. Baljer med vand og håndklæder ved forskellige rundkredse med stole i haven. Det var stærkt at mærke en knæle ned og vaske ens fødder. Det var en omsorg og fødderne blev rent faktisk vasket og tørret bagefter.  

At vaske hinandens fødder, det må være en del af at elske hinanden i fællesskabet.

Og Jesus renser os, når vi beder ham gøre det. Som den korte bøn Jesus-bønnen siger: Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig, en synder.   

I den bøn erkender vi os selv som syndere, der har brug for at renses for synd.

Vi beder Jesus gøre det, forbarme sig over os og alle, vi beder for. I den bøn beder vi også for andre, som er i nød.

Jesus siger, at vi allerede er rene på grund af det ord, han har talt til os. Men han siger samtidig, at han vil rense hver gren, for at den kan bære mere frugt.  

Jesus er ikke tilfreds med, at vi får middelmådig frugt på den gren, som vi er.

Nej, han vil optimere os, han vil, at der skal blive en overdådig høst, at frugten skal være vedvarende. Vi taler om vedvarende energi. Jesus taler om vedvarende frugt.

Det er egentlig mærkeligt, for et sted siger Jesus sådan her:  

Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.

Med andre ord: det at bære megen frugt og det at blive hans disciple er et og det samme. Enten bærer vi megen frugt og bliver hans disciple, eller også bærer vi i virkeligheden ingen frugt og vi er til ingen nytte i Guds rige. Det er når vi bærer frugt, at vi er hans disciple.  

Ellers er vi afdøde kristne.

Det er tit hårdt, for at være kristen er at tage imod en form for død. Nemlig drukningen af det gamle menneske, som vil sig selv og intet andet, det som skal druknes igen og igen i dåbens vand. Men gennem denne død, opstår igen og igen det nye menneske, med Helligåndens kraft til at leve og være i verden som Jesu disciple. Når vi accepterer at være grene på vinstokken, så dødes også vores trang til selvstændighed, som ikke fører til andet end evig død. For skilt fra ham kan vi slet intet gøre, siger Jesus. Vi har derfor ikke noget valg. Vi må kæmpe for at komme ind i Guds rige, kæmpe for at være på Jesus som grenen på træet. Kæmpe mod det i os, som vil os selv og kun os selv.

Prædiken 23. september 2012 i Besser kirke

Prædiken 16. søndag efter trinitatis

23. september 2012 kl. 11.00 i Besser kirke

Læsninger: Sl. 139,1-12 – 1. Kor. 15,21-28 – Joh. 11,19-45

729 Nu falmer skoven

”En overflod af brombærkrat” (7 vers). Melodi: Det dufter lysegrønt af græs.

667 Skulle jeg dog være bange (P. Gerhardt)

prædiken

728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord

Altergang afsluttet med

192 vers 7 Du, som har dig selv mig givet fra ”Hil dig, Frelser og Forsoner”

730 Vi pløjed og vi så’de  

Kære menighed! Vi takker i dag for høsten, for Guds overvældende godhed gennem alt, hvad Han har skabt. Denne uendelige godhed ses i skaberværket, ses i frugterne som det mest fuldendte bevis på Guds godhed: en pære, som i sin time dratter fra træet, eller plukkes i rette øjeblik. Om det er er det ene eller det andet, alt er nået til modning, til skønhed, til en glans af skønhed, og når så tænderne sættes i pæren, så er det en himmelsk mundfuld. Og sådan er alle frugter hver på deres måde vidunderlig og vidner for den, der tror, om Guds godhed. For, kære Kristi venner, uden troen kan alle frugter blot se ud som noget, der ikke skyldes Gud personligt, men blot er et resultat af en upersonlig kæde af årsager. Og så er der heller ikke noget at takke for.

En spansk forfatter, der er samtidig med Martin Luther, Johannes af Korset hedder han, taler om troens nat. Fornuften kan ikke tage imod Guds godhed, kun troen kan. Derfor kommer vi ind i mørke, i natten, når vi tror. For vi kan ikke bevise noget, vi kaster os med alt hvad vi er i armene på vores Skaber og Herre. Det er overgivelse, som en skrev forleden i avisen. Vi må overgive os. Ellers er vi tilskuere.  

Den troens nat taler salmisten også om i sin salme:  Siger jeg: Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.

Ja, Gud er over alt, også i det, vi oplever som mørke. Derfor: Den der tror, behøver ikke at lade sig opsluge af mørke og fortvivlelse, aldrig i evighed. Overgiver du dig i tillid til Gud vor himmelske Fader, så tillader Han ikke, at du skal blive lokket bort fra Ham på grund af de ulykker, du oplever, selv om du står midt i dem. Sådan må det være, når Gud er overalt.  

Du lægger din hånd på mig, siger salmisten. Hvor vidunderligt. Skaberen ånder på øjet, der græder og lægger sin hånd på mig midt i mine trængsler. Han rører dig der, hvor det gør mest ondt for at helbrede dig. For Han er Skaberen, som både skabte verden i begyndelsen, og som har sat en helt ny ukendt vidunderlig skabelse igang gennem at opvække sin kære Søn Jesus fra de døde, som vi har hørt Paulus fortælle om.

Det, der helbreder os, er den korsfæstede med Hans sår, som ved Gud Faders overvældende kraft blev vakt til et helt ukendt liv, begyndelsen på verdens ende.  

Nu har vi hørt et lille stykke af Paulus’ tale om opstandelsen. Han skriver det i sit brev til menighedens i Korint. Se, Paulus skriver ikke, hvad han selv mener om Jesu opstandelse. Han taler i virkeligheden slet ikke om opstandelse i almindelighed. Han gengiver, hvad han har modtaget fra de første apostle. Alt, hvad han siger, er bundet til erfaringerne af den opstandne Jesus.

Det, der skete påskemorgen har intet at gøre med det under, Jesus udvirkede, da han opvakte sin ven Lazarus fra de døde. Lazarus blev levende, men skulle dø igen. Han blev levende, og skulle nu leve sit havde jeg nær sagt almindelige menneskeliv til enden. Sådan gjaldt det også den pige, Jesus vakte til liv igen, og enkens søn fra Nain. Jesus gav ham til moderen til et fortsat almindeligt menneskeliv. Nej, det der skete påskemorgen, er ikke en opvækkelse til almindelig fortsættelse af dette liv, for at Jesus så skulle dø igen. Gud Fader opvakte Jesus fra de døde, så Jesus var i en anden form for legemlighed.

Meget tyder på, at Paulus tolker videre på det, Jesus på forhånd havde nævnt om denne nye legemlighed. At det var som sædekornet, der lægges i jorden, dør, og så opstår der et aks med korn.  Det første korn dør, der opstår et fuldstændig nyt aks med korn.

Sådan er det med Jesu opstandelse. Der er ikke nogen ligefrem sammenhæng med den jordiske Jesus. Disciplene kunne flere gange ikke umiddelbart genkende ham. Andre gange kunne de, men turde ikke tro deres egne øjne. Alt afhang faktisk af tro.

Jesus åbenbarede sig ikke som den opstanden for nogen andre end troende. Ingen kommer uden om troens mørke nat, hvor vi ved overgivelsen til ham får givet en overbevisning og vished, så vi nu regner alt andet for skarn i sammenligning med at kende Jesus Kristus, dødens overvinder.  

Pauls forsøger at udtrykke det overvældende i Jesu opstandelse ved sat sammenligne med menneskets første skabelse. Men med en forskel: Adam blev skabt, Kristus blev ikke skabt på ny, nej han er opstået fra de døde.

Derfor kalder Paulus Kristus for førstegrøden af de hensovede. Som en høst i Guds rige, hvor Jesu opstandelse sætter Guds rige i gang. Jesus havde råbt: Guds rige er kommet nær! Efter opstandelsen er det ikke bare nær, det er sket, Guds rige er lige for hånden for enhver, som tror.

Og som sagt: her er mørket i evangeliet, at den enkelte må tage imod evangeliet om den opstandne Jesus, må tage imod ham selv som sin Herre.  

Derfor taler Paulus heller ikke abstrakt om opstandelse fra de døde, som en slags kendsgerning for alle, men han taler om Jesu opstandelse og så opstandelse for dem, som hører ham til. Det er en anstødssten, en forargelse. Sådan bekender vi i troens ord, trosbekendelsen, ’opstandelse’ OG om Jesu genkomst til dom for levende og døde.

Vi kan kun klynge os til den Opstandne, ikke svare på spørgsmål om hele menneskeheden.  

Alt dette bringer os ikke til at sætte os til dommer over evangeliet og Jesus, men bringer os til at overgive os til ham i tro. Der er ikke anden vej til evigt liv.

Hvordan skal da vi, som tror, opstå? Vi bekender troen på kødets opstandelse. Dermed bekender vi, at dette legeme, som vi er nu, skal opstå, men vi siger ikke dermed, at vi opstår, sådan som Lazarus opstod til en fortsættelse af sit almindelige liv. Hvis vi opstår, er det jo fordi vi opstår, som vores Herre opstod. Og hans opstandelse er sådan, at ingen beskrivelse kan trænge ind i, hvordan det er. Som Jesus siger, kornet dør, der opstår et nyt aks med korn. Sammenhæng, og dog noget fuldstændig uhørt nyt, en ny legemlighed. Engang kalder Paulus dette nye legeme en ny skabning, og vi ved, at denne nyskabelse ER begyndt, i det øjeblik vi kommer til tro. Det er en fantastisk trøst og opmuntring at vide, hvis vi i vores sjæls nat tænker, at intet har forandret sig.

Og så hører vi også budskabet om, at til sidst skal Gud herske direkte, efter at have gjort alle kræfter, der står ham imod, til intet. Forinden skal Jesus, som søn, underlægge sig Gud Fader. Hvad skal det sige? At Jesus, vor Herre, kun gør, hvad Faderen siger, ydmyger sig som Søn, i modsætning til Adam og Satan, som ikke ville underordne sig Gud, men ønskede selvstændighed. Denne selvstændighed viser sig som en forbandelse, som kun ophæves, når vi overgiver os i tillid til Gud vor Fader i Jesu navn.

Prædiken 9.9.2012 - om Jesus og det at være lam eller lammet

Hvordan kunne Jesus vide, at en af de mange syge havde ligget der i 38 år?

Det har kunstneren Carl Bloch et bud på – se på den lille kopi af billedet på bænkene.

Den lamme mand, som har ligget der i 38 år, har indrettet sig med et teltstykke over sig, så han i det mindste ikke bliver våd af regn, og så han får lidt ly for vind og vejr.

Det må være kunstnerens tanke, at det var sådan, Jesus fik øje på denne særlige mand.

Og nu er spørgsmålet, hvordan vor himmelske Fader og hans Søn Jesus Kristus får øje på dig og mig. Sidder vi derhjemme og ser ingen fremtid, ingen hjælp i det, der plager os? Sidder vi fortabte og ensomme? Sidder vi ensomme, selvom der er masser af mennesker omkring os?

Sidder vi og lader bare tiden gå?
Eller knokler og knokler vi, uden at vi ved hvorfor? Uden tanke på, hvad meningen er med vores liv?

Lad os så løftes op af at høre, hvordan Jesus Kristus den dag for længe siden kom til den mest syge, den, der længst havde været syg – 38 år. Jeg har forresten lige hørt om en, der har været syg cirka så længe, men som ved hjælp af dygtige fagpersoner har fået mulighed for at bevæge sig bedre end siden sygdommen kom. Det er også et mirakel.

Hele evangeliet er fortalt som et tegn til os på Guds uendelige kærlighed for hver enkelt af sine skabninger. For den lamme mand er dig og mig, når vi sidder eller ligger syge, ja, sindssyge eller sindslidende derhjemme, på sygehuset, i helikopteren eller på færgen på vej til eller fra behandling.

Det er mærkeligt, men en del gange helbreder Jesus mennesker på en bestemt dag i ugen. Ikke onsdag, ikke fredag, ikke mandag, men på jødernes helligdag: sabbaten, altså om lørdagen.

Det var forbudt at hjælpe andre mennesker på sabbaten, sagde mange kloge hoveder dengang. Vi kan godt undre os over det. Vi kan måske også trække på smilebåndet over det.

I dag kan vi tænke: Ja, selvfølgelig kunne Jesus helbrede på en sabbat. Men glem ikke, at det hele er jo inderlig ligegyldigt, hvis vi ikke tror, han har helbredelsens kræfter i sig.

Men altså: Jesus helbredte igen og igen på sabbaten. Hvad kan det sige os i dag? kan vi spørge. Måske er det mere relevant, end vi har lyst til at vide af. Måske er søndagen, VORES gamle helligdag, blevet så hellig, altså hellig til alt muligt andet end lige netop gudstjeneste, at der ikke er nogen grund til at samles for tilbede Gud og synge lovsange til Ham og til at søge Hans hjælp sammen, også om helbredelse.

Men måske vender pilen den anden vej. Efter sabbatsgudstjenesten gik Jesus ud og opsøgte mennesker for at befri dem for deres lidelser, gang efter gang. Måske skal vi som kirke være ude omkring – også om søndagen, for mange kan ikke komme til kirken. Den er på en eller anden måde for langt væk. Eller nogen vil gerne, men er lammet. Samtidig vil jeg godt slå et slag for, at ingen lader sig kue af andre eller lader sig kue af frygten for, hvad andre måtte tænke, hvis jeg gik i kirke. Det er jo en frygtelig lammelse. Lad os bede om, at vort folk bliver løst fra den form for lammelse. Det kunne jo næsten se ud, som om det er forbudt at gå i kirke på søn- og helligdage, ligesom det dengang var forbudt at helbrede på helligdagen.

***

Der er noget andet mærkeligt i dagens evangelium. Den lamme mand ligger lige ved dammen og når aldrig ned i vandet. Vandet ville kunne helbrede ham, men han når ikke derned – gennem hele sit liv som syg.

Og da Jesus kommer forbi, så hjælper han ham ikke ned i vandet. Nej, helbredelsen sker lige på stedet, hvor han ligger, ikke alle mulige andre steder. Som jeg sagde: kirken må ud om søndagen til mennesker! Men altså: manden kommer aldrig i forbindelse med vandet. Han helbredes på Herrens ord:
Rejs dig, tag din seng og gå.

Vi er døbt med vand og Ånd, men siden har vi egentlig ikke brug for at komme ned i vandet igen, som da mange af os var spæde. Til gengæld så kommer vores Herre stadig med sin hjælp til os midt i vores situation, midt i det liv, som er vores, midt i det, som gør så irriterende ondt, og der vil han virke helbredelse hos os.

Måske tog det 38 år, før den lamme mand var klar til at tage imod helbredelsen. Så meget blev han prøvet, før han var helt parat.
Vi ved det selvfølgelig ikke. Det er blevet sagt, at lidelse af Guds megefon, for at få os i tale.

Vi er altså en gang for alle døbt til at tilhøre Herren Jesus Kristus. Vi deler liv og død med ham, og alt handler om at leve dette liv i ham dagligt. At lade det syndige lyster dødes, korsfæstes, så livet bliver skønt for os selv og dem, vi omgåes. Livet er een lang helbredelsesproces. Det hele sker ofte ikke på een gang, men lige så langsomt. Nogle mennesker oplever en indre helbredelse af hjertesår lige pludselig, så vi andre går hen og bliver misundelige på dem. Andre oplever gennem bøn og stilhed og det kristne fællesskab, at livet stille gror, så glæde og fred og dyb mening med livet vokser frem, en dyb tillid til Gud vor himmelske Fader.

Her kan vi blot se på al den afgrøde, vor himmelske Fader lader vokse – ganske vist ved vores hjælp, jeg ved det godt, men alligevel. Han har nedlagt evnen til at gro og vokse og modnes til frugt, til afgrøde, fra lidt til meget, og vi er ofte ikke alt for imponeret. Og dog fatter vi ikke, hvad der er nedlagt i mikroskopiske gener, som indeholder ikke bare al informationen, men også rækkefølgen for, hvordan tingene skal gro, så det bliver de smukke skabninger og planter og frugter.

Det er som om vi i vores tid har en tidsånd, der bilder os ind, at alting bare er der. Gud er ikke til, alt andet er til og kommer af sig selv. Og hvad så med vore hjertesår? Hvad så, når vi sårer hinanden? Hvad så, når vi bliver syge? Ja, så kommer kulden rigtig ind. Aktiv dødshjælp.

Da Jesus standser ud for den lamme, spørger Jesus ham om noget.

Hvis det nu havde været i dag, og vi lever jo i dag, ja, så ville nogle have spurgt ham: Vil du ikke gerne dø? Det må være trist at ligger sådan her. Vi vil egentlig gerne hjælpe dig til at dø, for det mener vi er det mest humane, det mest menneskelige at gøre. Vi ville gerne kunne give dig en dødspille, så du stille kunne sove ind. Dit liv er ikke noget liv. Det er synd for dig, at du endnu lever.
Men, desværre har vi ikke lovgivningen med os, så vi må ikke give dig den pille. Nogle af os er modige nok og vil gerne give pillen til vore nærmeste, når de ligger og har det dårligt.

Det var selvfølgelig en tænkt reaktion på den lamme mands tilstand.

Men røsterne lyder fra tid til anden med større og større styrke: Giv mulighed for, at vi kan have aktiv dødshjælp.

Aktiv dødshjælp vil sige, at jeg/vi faktisk slår ihjel. Som vi gør med dyr.

Det seneste, jeg har læst om aktiv dødshjælp, er, at folk der udtaler et ønske om det, oftest ikke mener det fuldt ud.

Det er et råb om hjælp.

Når nogen udtrykker tanker om selvmord, så har jeg – i al fald tidligere – hørt folk sige: Det kan jeg godt forstå. Du har ikke noget at leve for. (Noget i den retning).

Det er jo kolde ord. Det er også et råb om hjælp.

Den, der føler sig elsket, kan tåle meget her i verden.

Meningen med livet ligger i høj grad i, at andre mennesker holder af os.

Men Jesus sagde engang, at hen mod verdens ende vil kærligheden blive kold hos mange.
(Matth. 24,12).

Vi kender nok, mange af os, til døende, som har ventet med at dø, til de havde taget afsked med et kært menneske, som var langt borte. Kærlighedens bånd har simpelthen givet dem kræfterne, til at holde ved indtil de fik taget afsked med deres kære.

Men nu til det, JESUS spurgte manden om. Han spurgte, da han så den lamme mand:
Vil du være rask?

Jesus vil vække håbet om helbredelse i ham.
Jesus er den første, der overhovedet taler med ham. Manden føler det hele håbløst, for som han siger, han kan ikke nå ned i dammen, andre kommer først.

Nu er samtalen i gang. Nu sker der noget. Jesus viser manden opmærksomhed, han giver manden værdighed.

Jesus siger IKKE: Lad mig rejse dig op.
Nej, han befaler manden: Rejs dig, tag din båre og gå!

På Jesu ord gør han netop det.

På Jesu ord sker der ting og sager for os hver især.

Vi kan måske sige:
Det bliver ikke anderledes i mit liv.
Vi føler måske, at vi sidder fast, som i en kørestol, vi ikke kan komme ud af.
Det er tæt på at være værre, end faktisk at sidde i en kørestol.

Men så hør Jesu ord:
Rejs dig, tag din båre og gå!

På Jesu ord kan vi rejse os og tage vores byrde på os og gå!

Sådan er livet som discipel, som kristen, helt eventyrligt. Der sker ting, der overgår eventyret.

Jesus er for hver enkelt af os det menneske, som kan forny vores liv.

Det kommer ikke altid hurtigt, men nogle gange sker det gradvist.

Ligesom med kornet der gror i jorden. Det tager tid, men til sidst titter græsstrået op af jorden, det bliver højere og højere, og til sidst – så bærer det færdige aks korn.

Så modtag håbet om, at livet kan vende, også når det ser håbløst ud. Modtag håbet om, at den Opstandne Herre kan virke i hverdagsagtige ting og ændre dit liv, så du kommer i gang med at leve med glæde og i fred med andre mennesker, så langt som det nu kan lade sig gøre.

***

Særligt ved HØSTGUDSTJENESTEN kl. 14 i NORDBY KIRKE

I dag siger vi i særlig grad og samlet tak til Gud vor himmelske Fader for alt, hvad han har givet, for høsten på markerne, og lad os bare nævne afgrøderne ved navn, som vi takker for – også dem, der er på vej:
Korn, løg, rødløg, bundtløg, tomater, agurk, ja, og kartofler ikke mindst. Rødkål snart, og så hvidkål, rodfrugter, herunder knoldselleri, og ikke at forglemme: græskar.

Og så må vi ikke glemme asparges og jordbær tidligere på sæsonen.

Og så er der frugterne på buske og træer, solbær, stikkelsbær, ribs, alskens sorter af æbler og pærer, blommer og mirabeller, og tidligere på sæsonen kirsebær.

Og i naturen hyldeblomster og hyldebær, hyben, og brombær.

Endelig alle blomsterne, både dem, der blomstrer ganske kort og dem, der blomstrer længe.

Alt dette vælter op af jorden, i samarbejde med menneskene. Og så er der vinden, som via vindmøller giver energi.

Og når vi takker for høsten, så takker vi i et og samme åndedrag for det, salmedigteren kalder høsten hist. For høsten og høsten hist takker vi, siger han.

Hvad mener han med det?

For den høst, at vi selv høstes ind i Guds rige.

Ordet plantes, såes i vort hjertes jord, og det vokser op, og når vi sådan tager imod det og lader det leve i os, så bærer det også frugt til sidst i Guds rige. Den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.

Kornet dør i jorden, men bærer frugt. Sådan også med ordet, som vor Herre planter i os.

Det takker vi også for. At vi kan regne med det trygt.

Vi er som planterne. Der skal luges omkring planterne, der skal luges i os. Det er et stort gode, når vi prøves af vor Herre på mange måder. Så vokser troen i os.

Det er som med en dyrlæge, som må foretage operationer engang imellem for at hjælpe dyret. Ja, en læge på et hospital må også operere for at hjælpe mennesker til at leve og ikke dø.

Det gør ikke så ondt ofte, fordi der findes bedøvelse, men Gud kan ikke altid gennemføre beskæringen af os under bedøvelse. Desværre sker beskæringen ofte ret brutalt. Men så vågner vi også op og kommer ofte på den måde til besindelse.

MEDDELELSER
Se kalenderen
Gudstjenester næste søndag 16/9
Besser kl. 9 PK
Kolby med høstg. og frokost. Samsø Kirkekor medvirker PK
Nordby kl. 11 EH
Forinden:
11/9 kl. 19.00 MR-møde i TB
12/9 Strikkeklubben i TB, hyggeligt samvær.
12/9 kl. 16.30 Taizé-andagt i TB EG og et team. Kaffe fra kl. 15.30 i sideskibet.
12/9 kl. 19.30 Debat møde i rumogrooms i Brundby. Præsterne står for mødet, og vi har bedt tre personer give et bud på kirkens fremtid i almindelighed og især på Samsø. Det er Søren Hermansen, Ole Hemmingsen og Ole Kæmpe.
13/9 kl. 14.30 Gudstj. Kildemosen Hus 2 EH
Så skal jeg bekendtgøre at der afholdes menighedsrådsvalg d. 13. november 2012.
Der vil på Samsø være valg til et fællesmenighedsråd for Tranebjerg, Kolby, Onsbjerg, Besser og Nordby sogne fordelt med:
Valg af fire medlemmer fra Tranebjerg sogn, 2 fra Kolby sogn, 2 fra onsbjerg sogn, 2 fra Besser sogn, og 2 fra Nordby sogn.
Der indkaldes  til orienteringsmøde tirsdag
d. 18. sep. kl. 19.30i tranebjerg konfirmandstue.
Det forventes  at der afholdes  opstillingsmøde i umiddelbar forlængelse af orienteringsmødet, hvis de fremmødte er indforstået hermed.
Kandidatlister for alle sogne kan indleveres til Connie Jensen, Langørevej 11, eller Niels Birkmand, Sønderstræde 2 B.
Spørgsmål om valget kan rettes til Klaus Worm-Leonhard, trekanten 3
Indsamlingen går til nødlidende på Afrikas Horn.
Tak til Lauge Farver, som har været med til at festliggøre høstgudstjenesten.
Kaffe og en småkage i våbenhuset herefter. Gunver og Carsten er værter.

Prædiken 12. august 2012 i Nordby kirke

Prædiken til 10. søndag efter trinitatis
12. august 2012 kl. 11.00 i Nordby kirke

Salmer:

348 Tør end nogen ihukomme. Melodi: Lindemann.

433+434 Kyrie og gloria

521 På nåden i Guds hjerte. Egen melodi.

prædiken

633 Har hånd du lagt på Herrens plov. Glæsers melodi.

Altergang med 192 vers 7 Du, som har dig selv mig givet

592 I dag er nådens tid

Mel.: Nu takker alle Gud

I eventyret Phantastes af G. McDonald vandrer eventyreren afsted i eventyrets verden gennem en skov. Han kommer til et hus, som han drages ind til. En kvinde sidder og læser i en bog, den handler om mørket, som overvinder lyset, forfærdelige ord.

Eventyrets jeg ser nu en åben dør for enden af stuen, men kvinden advarer ham: Du må hellere lade være med at gå derind. Men han kan ikke lade være. Døren åbner sig ind til noget, der minder om et kosteskab med hylder på væggene og nogle koste ved væggen. Bagerst er der ligesom en svagt lysende korridor eller dør mindre end døren, han kom ind ad, og som han ser og ser, viser der sig et landskab med nogle stjerner på himlen. Men allerede mens han orienterer sig mellem døren fra stuen og fremad inde i det lille rum, får han en fornemmelse af, at der er en tilstede uset. En mørk skikkelse kommer til syne og passerer ham til sidst ind i stuen igen. Vores eventyrer går nu tilbage i stuen og får der til sidst øje på en stor mørk skygge på størrelse med et menneske.

Jeg sagde jo, at du nok ikke skulle åbne døren til kosteskabet, sagde kvinden.

Hvad er det, spørger han kvinden. Hun svarer: Det er bare din skygge, som har fundet dig. Alle har en skygge, som søger og leder efter en. Jeg tror, I kalder den noget andet i jeres verden, siger kvinden.

På vej ud fra huset smiler kvinden til ham, og det går op for ham, at kvinden er et uhyre.

Så vandrer vores eventyrer videre i skoven – nu med sin skygge som følgesvend, hvad enten han vil det eller ej.

Når han lagde sig, blev blomsterne på engen slået til jorden, men når han rejste sig, kunne blomsterne atter løfte hovederne og glæde sig ved solen og luften.

Men sådan var det ikke, hvor skyggen havde ligget. Græsset var helt udtørret der, hvor skyggen havde ligget, så blomsterne på det sted var brændt og visnet og helt døde uden håb om opstandelse.

På et tidspunkt ser vores eventyrer skyggen forfra, og den stråler som en tåget skygge – som fra en sort sol! Hvor skyggens stråler ramte, blev det sted helt øde, dødt som en ørken og stemte sindet til sørgmodighed.

Selve sollyset ramtes af stråler fra denne skygge, så solen svandt ind og blev formørket. Men lige bagefter forsvandt alt dette, og skyggen fulgte ham som en hund følger lige i hælene på en.

Efterhånden føler vores eventyrer noget i retning af tilfredshed med skyggens nærvær. Skyggen får ham til at se alt i dets sande farver og form, synes han. Han ønsker ikke at se skønhed, hvor den ikke er, tænker han.

Og med den opfattelse sker der ulykker i hans liv. Han møder en ung kvinde med en form for kugle i hænderne. Den spiller dejlige toner, men han vil gerne have fingre i den, og da han får den i hænderne, kommer han til at ødelægge den, så pigen bliver ulykkelig. Og derefter kommer han til en landsby, hvor alle beboerne for hans syn har groteske former, for de fremtræder ikke længere for ham, som de er.

----

Skyggen kan vi give andre navne så som hårdhjertethed, der klæber til os, og som derfor bryder ud i lys lue fra tid til anden. Gud ske lov, Gud ske lov, viser skyggen eller det hårde hjerte sig i lange perioder ikke, og da heller ikke som noget, der truer med at ødelægge livet.

Da vores eventyrer lader sig lokke af sit eget begær til at træde ind i kosteskabet i en hytte, der på overfladen ligner enhver anden hytte, men i virkeligheden tilhører et uhyre, da han altså lader sig lokke af sig selv ind i kosteskabet, sker der en masse ulykker for ham med skyggen som følgesvend.

Sådan er der øjeblikke, hvoraf så meget afhænger for os selv og vore byer og vort folk.

Der er de øjeblikke, hvor vi har set undere ske for vore øjne i Jesu navn, mægtige gerninger.

Tænk alligevel, Jesus har gjort de fleste af sine mægtige gerninger i Korazin og Betsajda og Kapernaum, men de omvendte sig ikke. De ville ikke være med. De ville ikke følge Jesus. De erkendte ikke deres hårde hjerter. Nej, det var en selvfølge, at så mægtige gerninger skulle ske hos dem, for de var jo selv mægtige, fyrster, store ånder, Guds eget folk.

Sådan er vi også ofte så overfladiske og ligegyldige – vi glemmer Guds velgerninger, Guds helt personlige velgerninger.

Kapernaum, som Jesus nævner sidst af de tre byer, er ikke en hvilken som helst by. Det var her, han selv boede. Andetsteds hører vi om den by, hvor han voksede op, Nazareth, at de jog ham ud for at slå ham ihjel – de ville ikke lade sig omvende.

Kære menighed, kære kristne venner! Også i dag kan vores by, vores ø, vores land, sige: Der er mennesker, som vil øve vold mod Guds rige, ligesom rive det til sig med deres anderledes bud og lære. Det kan være, at den lære i grunden siger: I har ikke brug for omvendelse. Det er gammeldags sludder. Ja, vores by, vores land og dets åndelige ledere kan opfinde følgende tanker: I dag gælder det med omvendelse ikke. I dag har vi forstået evangeliet bedre end dengang. Vi forstår det faktisk bedre, end Jesus forstod det. Han havde fat i noget, men ikke sådan helt rigtigt. Det har vi til gengæld! Omvendelse har vi ikke brug for. Vi skal bare sige: Vi har fået livet som en gave, og så skal vi leve op til den gave, altså gaven som en opgave. Og så gælder det med dommen ikke længere, og Jesus kommer nok ikke igen, nej, det er også noget, vi ikke kan have med i vores tids kristendom.

JA, kære menighed, hvor lyder det smukt med gaven og opgaven og er også sandt inden for sine grænser. Sådan skal det da være i vores ægteskaber og familier. Men evangelium er det ikke, kristendom og kristen tro er det ikke. Nej, over den slags hovmodig tale lyder Jesu dom: Tror du, by på Samsø, du danske folk, at du skal fare op til Himlen? Til dødsriget skal du fare ned! Sådan advarer Jesus, og sådan advarer p rofeten Ezekiel, vi hørte et stykke fra før. Herren er både den, der truet sit folk, og som vil, at de truede skal advares, så de kan blive frelst.

Hvad Jesus nemlig sagde til Korazin, Betsajda og sin egen by Kapernaum er ikke sagt til dem alene, men Helligåndens kraft til hver af vore byer og flækker og vores land og landsdele, kommuner og regioner!

Når hovmodet sætter ind, så sætter ulykkerne for vores folk ind. Da stiger vi som folk ned mod dødsriget, da står dommen for døren, da skal det gå os værre end Sodoma og Gomorra.

Mon ikke mange mennesker gennem tiderne har set ned på romaerne, som også kaldes sigøjnerne? De har altid været undertrykt. Nu er der en vækkelse i gang blandt dem, men søger de til folkekirken? Nej, de søger til de karismatiske kirker, hvor undere ikke pakkes forsigtigt ind som noget, der hører fortiden til og måske aldrig er sket, men som tager mennesker ved hånden og beder om Guds hjælp og velsignelse og undere for dem.

Eller tænk på de sorte i Amerika. I anledning af olympiaden kan vi tænke på Jessie Owens, som ved olympiaden i Berlin i 1936 vandt tre guldmedaljer i løb og spring. Midt i den racistiske verden. Ikke bare racistisk i Tyskland, men også derhjemme. Men han var nær ikke kommet til Berlin, for han var begyndt at blive feteret i USA og kom over til Californien, væk fra sin kæreste og deres lille barn, og blev forelsket i en af de glamorøse damer derovre. I mellemtiden blegnede han som atlet derovre, han kunne jo ikke koncentrere sig. Hans kæreste satte ham stolen for døren: Kom hjem nu, ellers er det slut. Han kom til sig selv, og han KOM hjem, og de blev gift. Gud være lovet!

Hjemme igen kom disciplinen tilbage, og han blev klar til olympiaden.

Da olympiaden var overstået og han kom hjem kunne han og hans kone ikke finde et hotel at overnatte på, jo, et sted fik de lov at komme ind ad personaleindgangen, man skulle nødig se en sort blandt hvide. Og sådan gik det videre – en sort atlet, som havde været en torn i øjet på Hitler ved olympiaden, han var ikke en rigtig stjerne for amerikanerne dengang, havde han bare været hvid.

Havde Jesus bare talt sin samtids ledere efter munden, så kunne de nok have leget sammen. Men Jesus er stjernen over alle stjerner, solen over alle sole, og hans lys er så stærkt, at enten lader vi os bade i det lys, eller også afviser vi ham og hans lys.

Evangelium, glædeligt budskab, bliver der først, når vi ydmygt hører Herren Jescu ord som talt til hver af os især, ikke sådan i almindelighed til de andre, men også hører, at ordene er talt til hele vort folk som helhed og os som en del af folket. Så meget afhænger af, om du og jeg omvender os, om vi benytter os af nådens tid nu, af dette øjeblik, hvor vi hører ordet fra Jesu mund.

Derfor forsager vi Djævelen og hans gerninger og alt hans væsen, så vi ikke går ind ad de korridorer og kosteskabe, som han vil have os ind i.

Så lad os hver især bede:

Jesus, hjælp os! Red os! Kom med din Ånd og bring os til besindelse! Omvend du os, Herre, for vi kan ikke selv af os selv.

Herre, vi vil prøve at følge dig hele livet, også selv om der ikke er mange dage eller år tilbage. Vi ved, vi kommer til at falde, men vi vil følge dig, for du alene har det evige livs ord!

---

Skyggen, den følger med hele livet, hvad enten vi ønsker det eller ej.

Fornægter vi skyggen, er det værst for os selv. Skyggen er det i os, som ikke vil Gud, ikke vil kærlighed, men hellere mig selv. Som Israels folk gerne ville høre profetens ord fra Gud, men ikke ville handle derefter. Sådan er vi altid i fare for at være spaltet mellem at ville og ikke at ville, at ville og alligevel gøre det modsatte. Som Paulus siger: Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.

Altså er det i os noget ondt, noget mørkt, som den skygge, eventyreren har som følgesvend.

Men forsager vi det onde, som vores hårde hjerter kan forlede os til, lokket af vores eget begær og lyster og af Djævelen og hans slæng, da oprinder en dejlig dag, en dejlig tid som aldrig før, da skinner solen i vore hjerter og omkring os. Da får Gud nemlig på en forunderlig måde plads i vore hjerter, da kan vor himmelske Fader og Jesus tage bolig i os, så vi mærker det, som aldrig før.

Men fordi vi har så let til at blive ligeglade eller hovmodige eller misundelige eller hvad det nu er, så taler både vor Herre Jesus og apostlen et alvorsord til os om omvendelse, om at vi er nødt til at bruge det øjeblik, vi får til det, når vi netop nu hører ordet. Det har hast.

Netop vi kristne er i største fare for at blive ligegyldige, især i vor vestlige verdens selvglæde, hvor vi har så mange goder.

Vores selvgodhed er så stor, at tanken om at bede om vækkelse iblandt os, byder mange imod. Lad os kast os ud i det – bede om vækkelse over vores by, Nordby, over vores ø Samsø, over den by, I hver især kommer fra, I der er på ferie her på Samsø. Lad os først og fremmest bede om vores egen vækkelse. For hvad betyder vækkelse? At vi vågner op og lever som levende kristne, ikke som døde kristne.

Disciplen, som har skrevet brevet til hebræerne, siger det sådan:

Pas derfor på, kære venner, at ingen af jer gemmer på ondskab og vantro i jeres hjerter, så I glider væk fra den levende Gud.

Vantro skildres på græsk som vantroens hjerte. Det udtrykker en holdning, hvor vantroen bliver indgroet, bliver vane. En dårlig, ond vane.

Et menneske kan sige: Jeg ved ikke, om jeg tror. Nej, kan man så spørge, men har du prøvet. Eller er det bare udtryk for dovenskab eller at du ikke vil tro. At du har fået for vane ikke at tro. Troen indbefatter viljen til at tro, viljen til at VÆRE tro, viljen til at gøre op med sig selv og sin egen ondskab.

Eventyreren ved aldrig, hvornår hans skygge kommer tæt på ham og skræmmer ham.

Vi ved som kristne, at det onde i os er os meget nær, og at vi derfor altid må være på vagt, ja, bede Herren Jesus holde vagt og være dørmand ved vores hjertes dør. Nej, vi har nok flere døre ind til vort sind, så vi må bede Gud Fader, Søn og Helligånd holde vagt med hele engleskaren om dørene ind til os, så det onde ikke tager over, men bliver holdt under lås og slå af Gud selv.

Se på altertavlen, hvordan dæmonerne og det onde i os holdes på plads af søjlerne. Vi ser det onde i øjnene, vi lukker ikke øjnene for det, men ved, at det er der og at der altid må være en kamp i os for, at Gud må have pladsen i centrum af vores væsen.

Derfor formaner Hebræerbrevet:

Forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder ”idag”, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag.  

Vær ikke bange, du lille flok! Prædiken 5. august kl. 19.30 i Langør kirke

Salmer til 5. august 2012 kl. 19.30 i Langør kirke

9. søndag efter trinitatis

Es. 10,1-3 – 2. Tim. 1,6-11 – Luk. 12,32-48 eller Luk. 18,1-8

2 Lover den Herre.

433 og 434 Herre Gud Fader i Himlen og: Ære være Gud i det højeste!

625 Op, I kristne, ruster eder. Melodi: Tysk visemelodi.

prædiken

583 Falder på dig modgangs hede. Melodi: Helligånd, de frommes glæde.

Altergang afsluttet med

192 vers 7 Du, som har dig selv mig givet fra ”Hil dig, Frelser og Forsoner”

372 Dit værk er stort, men jeg er svag. Melodi: Jeg ved et evigt Himmerig

Frygt ikke, du lille hjord! Vær ikke bange, du lille flok! Sådan taler Jesus til sin lille forsamling af disciple. De er ikke mange, de har ikke magtapparater bag sig, de har ikke kæmpe organisationer, der kan støtte dem, de er bare en flok, der følger deres Herre.

Frygt ikke, du lille hjord! Vær ikke bange, du lille flok!

Hvorfor ikke? Svar: For jeres fader har besluttet at give jer Riget.

Det er som et rent eventyr. Der er så meget at frygte for i eventyrets verden.

Jeg er begyndt at læse et lille eventyr af den skotske forfatter fra 1800-tallet, George MacDonald (det hedder skotterne jo ofte). Eventyret hedder Fantasterne. Og det kan man sige, folk er, som bevæger sig ind i eventyrets verden.

Og for at vi skal være beredt på, hvad vi hører om, citerer forfatteren en anden forfatter, Novalis, som siger:

”Et eventyr er som noget, man ser i en drøm, uden sammenhæng. Et hele af forunderlige ting og begivenheder, ligesom en musikalsk fantasi, ja, som naturen selv er.”

Jeget i eventyret vågner en morgen og drages ud på vandring ind i et eventyrligt land. Han ankommer til en skov, og i skoven til et hus, hvis fire hjørner er egestammer. Konen, som bor der, forundres over, at han er kommet helt ind til hende i skoven, men mener, at det skyldes, at han har noget af eventyrets ånd over sig, ligesom hende selv. Mens han er i huset, holder kvinden konstant øje gennem et vindue med asketræet. For asken er farlig, et uhyre, mens man kan stole på egen. Når asketræet vågne, bliver det farligt, den rækker sine fingre ud, men – siger kvinden, den vover ikke at komme helt hen til huset, for hver af husets fire egetræer ville angribe og ødelægge det. Egetræerne er nemlig husets venner. Asketræet kan stå og lave frygtelige grimasser nogle gange og kan forsøge at slå mennesker ihjel med frygt, for og det er dets yndlingsbeskæftigelse. Så kvinden formaner den unge hovedperson i eventyret til at holde sig langt fra asketræet om natten (som er træernes dagtid i eventyret).

Den skare, Jesus samler om sig, er også ligesom med i et eventyr, men det er et eventyr, der foregår i den såkaldte virkelige verden.

Frygt ikke, du lille hjord! Der ER ikke noget at frygte, men Djævelen kan få os til at frygte, det er det, han findes mest morskab ved. Få os til at blive bange, i stedet for at være trygge i fællesskabet med vores Fader i Himlen, som børn ved deres moders bryst.

Frygt ikke, du lille hjord! Vær ikke bange, du lille flok! Taler Jesus ikke her til sine disciple som til får? Talende får, må vi sige. Jo, det gør han. Fårene har ikke brug for at være bange for noget som helst andet end at være hos deres Hyrde. Når fårehyrden, som i Søren Ryges udsendelse om løbende fårehyrder, når fårehyrden løber og løber for at samle fårene sammen, mon ikke de da er bange? Men bange på den gode måde. Bange for deres Hyrde, der i virkeligheden hjælper dem.

Kvinden i eventyret, jeg fortæller om, siger til den unge mand: ”Jeg ville være syg, hvis jeg ikke boede lige op til feernes land, så jeg nu og da kan spise af deres føde.” Og så tilføjer hun: Og jeg ser på dine øjne, at du ikke er helt fri for det samme behov, selvom du på grund af din uddannelse og din hjernes tanker har følt det behov mindre. Du er måske længere væk fra feerne.”

Da jeg læste de ord, tænkte jeg, at sådan er det med Jesu og hans Faders Rige. Vi ville være syge, vi ER syge, hvis vi ikke bor i nærheden af deres Rige. Hvis vi ikke får føde fra deres Rige, så bliver vi syge.

Derfor er så mange syge, fordi de ikke kommer hen til Guds Riges føde, ikke får noget af det. Så sygner vi mennesker hen.

Så lad os een gang til høre ordene:
Frygt ikke, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer Riget. Denne verdens børn morer sig over den slags sludder, som de vil mene. Men i dyb alvor og ydmyg modtagelse af ordene ligger Guds Riges hemmelighed.

Hvilken vidunderlig nyhed: Jeres Fader har besluttet at give jer Riget.

Jamen, i eventyret skal helten så meget igennem, før det går sådan, at han eller hun får kongeriget. Men her hører vi:

Jeres Fader har besluttet at give jer Riget.

Ikke med magt og herlighed i denne verden.

Men mens vi vandrer i denne verden, vandrer vi også samtidig i Guds Rige.

Til sidst kommer Guds Rige synligt og fuldt ud i glans og meget magt og herlighed.

Derfor føles det indlysende, at vi skal forsøge at skaffe rigdomme til Guds Rige.

Alt handler om, at vort hjerte er hos Gud, i hans verden og rige, at vi lever af alt det, han giver at spise og drikke, sit ord, nadveren, hvor han giver sig selv med sit legeme og blod, hvor vi bliver eet med ham.

Så er vi inderligt forbundne med ham. Ikke adskilt som kvinden fra egetræerne, der bærer hendes hus og vogter hende og hendes gæster.

Nej, så er vi faktisk eet med Jesus Kristus, med Frelseren fra al nød. Så er vi grene på ham, som er stammen. Så er vi en del af et mægtigt fællesskab gennem alle tider frem til Guds Riges komme i synlighed, rundt på hele jorden, kristne i alle mulige lande.

Når nu Jesus hjæper os til ikke at være bange for noget, så lad os hvile i, at hans Far har besluttet at give os Riget. Lad os ikke begynde at undersøge ordene ved at forsøge at adskille dem, forstå dem, som en læge forstår hver en del af kroppen eller en fysiker kan se ind i atomets verden. Lad os inddrikke ordene som en fantastisk drik, så ordene fylder os. Lad bare ordene gøre os lidt høje, som af en god vin eller et godt glas øl. Lad sådan ordene glide dejligt ned, ikke sådan at vi nu stoler på os selv, men så vi stoler på Jesu og vor Far i Himlen og på hans gode vilje med os. Stol på de ord.

På denne baggrund kan vi nu alligevel tage fat på at våge og bede som en del af vores dagligdag.

Våge over vores måde at leve på, våge over, at vi ikke som i eventyret asketræet får lov at indgyde os frygt, når nu huset er beskyttet af fire bodyguards, nemlig egetræerne.

Lad os sådan vogte af vores personlig body guards, Faderen, Jesus Kristus, og Helligånden med hele skaren af engle.

Når huset er bygget i korsets tegn, skal ingen Djævel have lov til at ødelægge det hus, som er dig og mig.

Det at våge handler også om at være parat til at modtage vores Herre. For han kommer tilbage, det kan vi slet ikke være tvivl om er hans mening, når vi læser evangeliet og apostlenes ord.

Det er DET, vi skal holde os vågne til og være parate til.

Og når vi sover, så lad os bede ham våge over os og i os, indtil vi igen vågner om morgenen, og lad os så lægge dagen i Guds varetægt. Amen.

Prædiken 29. juli 2012 over Matthæusevangeliet 7,22-29

Prædiken over Matthæusevangeliet kapitel 7 vers 22-29.
Holdt i Nordby og Tranebjerg kirker.


Skybrud.

Vi fik skybrud i går rundt i landet. Men vi kender ikke så godt til, at huse falder sammen af den grund. For vi bygger ikke på sand, eller hvad.

Så vi har i mange år kunnet hygge os i Danmark og tænke hyggeligt inden døre: Hvor frygteligt med de frygtelige skybrud og ødelæggelser i andre dele af verden.

Nu er skybruddene ved at blive rigtig alvorlige også i vor del af verden.

Så er tiden måske inde til, at vi for alvor tager dagens evangelium til os.

En dag falder vores hus sammen i skybruddet, hvis det ikke er bygget på ordentlig grundlag.

Kort sagt: Er vores grundlag i orden?

Grundlaget, vi skal bygge på er at lytte til Jesu ord og handle derefter.

Ikke noget med at rose os af det, der kommer ud af vores liv som hans disciple.

Men bare lytte og handle derefter.

Hvad gør det, om vi bliver pjaskvåde i skybruddet, hvis vi bare bygger på Ordet fra Gud og handler derefter?

Hvis vi er blevet høje i hatten, så skal Gud nok med forskellige midler bringe os til bod og bedring. Det er kun hans Ord og det at handle efter det, der bygger op. Alt andet er som sand imellem fingrene på os. Det opløses og bliver til intet.

Vores arbejde brydes også ned som et hus, der er bygget på sand, hvis vi ophøjer os selv og synes, vi er så fortræffelige, at vi af den grund må have Guds velbehag. Men nej, kun når vi ydmyger os under Guds vældige hånd, mærker vi hans nåde, som en dejlig duft efter regnvejr, når alt ånder ud efter skybruddet.

Så lad os indånde Guds nåde, som alene kan bevare os fra at ophøje os selv. Kan bevare os i enkel lytning til Guds Ord og det at handle efter det.

At handle efter det er ikke noget med efter forgodtbefindende at finde på alt muligt uden kontakt med Ordet. Ordet er ikke sådan et afsæt for vore egne tanker.

Sådan advarer apostlen Johannes om, at mennesker i menigheden kan ophøje deres egne tanker til at være Guds Ord, tanker, som er langt fra evangeliet, langt fra det, apostlene har lært.

Sagen er, at vi har kun apostlenes budskab at bedømme alle nye tanker på. Nye tanker er en slags profetier. Det kan være nye udlægninger af ord, Jesus har sagt. Nye udlægninger, som får ordene til at gå i takt med tidens ånd og smag og moral.

Men det vil ikke stå for skybruddet, når det kommer.

--- Lad os gå lidt nærmere ind i ordene i dagens evangelium:

Ikke alle, der siger: ”Herre, Herre”, kommer ind i himmeriget, siger Jesus lige før dagens evangelium. Han mener falske profeter m. følge, som har travlt med at helbrede, uddrive onde ånder i Jesu navn.

Der er ikke noget i sig selv galt med det, det er bare det, at hvis hjertet ikke er med i det, så bliver det ikke i Jesu ånd.

Indgangen til Guds Rige er hjertet af Bjergprædikenen. Alt handler om måden at leve på i Guds Rige i det nye fællesskab.

Vi kan sige: ”Herre, Herre”, men alligevel ikke gøre det, han siger. (Lk. 6,46).

Det handler altså om at gøre Jesu Faders vilje (7,21).

Ren og skær bekendelse er unyttig, hvis det er uden handlinger.

Man kan bekende troen, men uden at det får betydning for et forandret liv.

At leve i lydighed over for Gud Faders vilje, altid med kærlighedens fortegn, er ikke en mulighed, men en nødvendighed for at komme ind Guds Rige.

Så er der det med profeti i Jesu navn, uddrivelse af dæmoner, og undere i Jesu navn. Og dog siger Jesus til, der har gjort alt det: Jeg har aldrig kendt jer.

Faren for mange i dag er at sige: Er jeg ikke døbt i Faderens, og Sønnens og Helligåndens navn? Men hvad hjælper det, hvis der ikke er lydighed mod Jesu ord, så vi handler efter dem i kærlighed.

Det at lægge alt i sine gerninger, i dette tilfælde gerninger gjort i Jesu navn, det er i virkeligheden at gøre dem i sit eget navn.

Vor tids kirke er præget af en utrolig masse aktiviteter rundt omkring. Igen: Gør vi det altsammen i egen kraft og i håb om at blive set af mennesker, så kender Jesus intet til det.

Stolthed, hovmod – det er dødsensfarligt!

Og så advares vi i dagom, at der findes både guddommelig inspiration og dæmonernes inspiration. For længe har vi i vore vestlige kirker fornægtet dette. Men hvis vor Herre Jesus blev fristet af Djævelen i ørkenen, og Djævelen derefter kun forlod ham for en tid, hvem er så vi, at vi bilder os selv og andre ind, at Djævelen ikke fortsat går omkring som en brølende løve og søger nogen, han kan opsluge. Derfor er forsagelsen af Djævelen ikke en abstrakt ting.

Den engelske præst John Wesley arbejdede meget metodisk med sit indre liv, deraf navnet på den kirke, der i dag hedder metodist-kirken. Han arbejdede hver dag, og anbefalede alle hver dag at arbejde med sig og en bestemt ting, som ikke var i orden i ens liv. En forsagelse, kan man sige, at noget bestemt ondt.

Hvis de onde ånder ikke findes, og hvis Djævelen ikke findes, så er det volapyk, det jeg siger. Men findes både Satan og hans slæng, så er der noget at søge beskyttelse for. Apostlene taler om en kamp mod åndemagterne i himmelrummet. Mennesker oplever angreb på deres hele liv i deres boliger. Menneskers liv med hinanden rives itu af småting. Det gælder om absolut at være på vagt og forsage det, som vi erkender som forkert, især ned i de små ting i dagligdagen. For dæmonerne kan få fat i vores sind gennem de små ting, hvor vi giver efter for noget ondt.

Om vores kamp i forhold til Djævelen siger Paulus: Stå ham imod, faste i troen!

Faste i troen. Ikke vige fra grundlaget. Alt andet er afvej, og vort livs hus falder sammen. Dets fald var stort, står der.

Nej, lad os binde af Jesu ord og af hans myndighed. Amen.

Frihed - og slaveri - prædiken 6. maj 2012 (4. søndag efter påske)

4. søndag efter påske 2012

6. maj 2012 kl. 9 i Kolby kirke
kl. 11 i Tranebjerg kirke
(her var dette manuskript ikke direkte i brug. Der var dåb, og en kort prædiken opsummerede de vigtigste ting omkring emnet frihed.)
 

Emnet i dag er frihed.

Jesus taler om at være fri eller slave.

Han taler om, at han arbejder på at få sat os fri, for så vil vi være virkeligt frie.

En slave kan blive smidt ud af huset, når som helst. Den frie er altid i huset, ingen kan antaste den frihed.

Men hvad er det for et slaveri Jesus taler om, og hvad er det for en frihed, han mener?

Han taler om at være en slave under synden. ”Enhver, som lever i synd, er slave af synden”, siger han.

Men hvad er det så at leve i synd? Det er at leve, lige nøjagtig som man har lyst til, uden at skele til Gud eller andre mennesker.

Det kan virke sært tillokkende at kunne leve nøjagtig som man har lyst til. Uden at lade sig bremse. Breivik lod sig ikke standse, men myrdede lige nøjagtig dem han havde lyst til, og han fortryder intet. Andre mennesker snyder deres elskede og har forhold til andre, og fortryder ikke noget, for i dag er der så mange fristende stemmer, der siger, at det er helt ok, ja, at man bør tage sig sammen til at have forskellige forhold på een gang.

Der er mennesker, som kommer i gang med at bedrage i økonomiske sager. Den ene løgn tager den anden, og til sidst er det ikke til at hitte rede i.

Der er noget vanedannende ved at gøre, som man har lyst til. Giver man sig hen til en bestemt synd, så bliver det værre og værre.

En rabbiner har udtrykt syndens virkning på os på følgende måde:

I begyndelsen virker tilbøjeligheden til synd som den tråd, en edderkop spinder,

men til sidst virker den som et skibskabel.

Og når synden er blevet som sådan et skibskabel, så bestemmer vi ikke mere ret meget. Breivik bestemmer intet, han har givet sig had og mord i vold. Den, der har vænnet sig til at snyde sin mand eller kone, gør det til sidst uden skyldfølelse.

Men han er ikke længere fri, men gør, hvad hans lyst driver ham til. Han er blevet slave af sin lyst.

Det ligger dybt i os at hade Gud og hade Guds bud. For hvis Gud er til og hvis hans bud er til, så er det en bestemt måde, der er sand at leve på.

Du må ikke have andre guder end mig, lyder det første bud.

Løsner mennesket sig fra dette bud, så kan alting blive en gud i stedet, ja, så kan vi selv blive som guder.

Men bundethed til Guds mening med vores liv i bl.a. de ti bud, giver en stor frihed.

Dragen styrtet ned, hvis dens snor klippes over. Frihed er ikke blot at være løst fra noget, men også at  være bundet til noget.

Det var Jesu folk og dets leder jo også. De var meget bundet til Guds bud. Men alligevel var de ikke frie, siger Jesus.

Nej, for der er en bundethed, som er endnu vigtigere, nemlig det at være bundet til Jesus selv, og til hans Far. At lytte til HANS ord. Det er den sande frihed.

Sagen er, at vi ikke kan overholde de ti bud. Der er noget i os, som hader Gud og hans bud. Først når vi går i os selv og bekender, at vi er syndere, så kan Gud gøre os til frie mennesker.

Hvis du og jeg er gode nok, som vi er, så var der aldrig brug for, at Jesus døde på korset for os. Ja, og så håner vi og korsfæster ham én gang til, for han lod sig korsfæste, og vi mener, at det har vi ikke brug for.

Jødernes ledere på den tid havde bestemt ikke brug for Jesus. De ville derfor også slå ham ihjel, ja, de hadede ham.

For Jesus gav sig ud for at være Guds Søn. Hvis Jesus var og er Guds Søn, så er alt, han siger ren sandhed, så er han fuldkommen skyld- og syndfri. Så bliver ethvert menneske meget beskidt i sammenligning med ham, ethvert menneske, også dem, der mener, de er fromme.

Begyndelsen på at blive et sandt frit menneske, siger Jesus, er, at komme til ham og blive hans discipel. Lytte til hans ord. Lade sig forme af hans ord. Bede, som han lærer i fadervor.

Give plads til hans ord i hjertet.

Der er kun så og så meget plads i hjertet og hjernen. Selv om hjernen er en kraftig computer, så er der grænser. Der er ikke plads til Jesus, hvis vi ikke lytter til hans ord og lader hans ord trænge ind i vores sind og hjerte. Hvis vi ikke lytter til hans ord, så er det det samme som at vi ikke giver Ham plads i vore hjerter.

Men så tumler vi forvildet rundt. Freden, friheden kommer, når vi lukker Jesus ind i vore hjerter. Inviterer ham ind i vores liv.

Ikke som noget teoretisk, men som liv, dag for dag. Hvor vi tager vores bibel frem og læser et ord hver dag, grunder på det. Lader ordene trænge ind i os. Så de påvirker os. Og så begynder at bede.

Du kan begynde med denne bøn: Jesus, hvis du er til, så hør min bøn. Jeg inviterer dig ind i mit liv. Lad mig mærke, at der sker noget med mig, så jeg virkelig kan begynde at tro på dig. Tro, at du kan gøre hele forskellen i mit liv.

Så kan der begynde et liv, som kan have op og nedture, et spændende, et eventyrligt liv, som gør vores liv fantastisk. Vi begynder at se på andre mennesker med de øjne, Jesus ser på dem. Vi begynder at se på os selv med de øjne, Jesus ser på os med.

Hvordan ser han på os?

Jo, som dem, han er gået i døden for at frelse fra synden, fra døden og fra satans rige, og det gjorde han ved at ofre sit eget blod på korsets træ, og så opstod han for dig også.

Så nu vil han gerne dele sit liv med dig.

Som Paulus siger: Vi ved jo, at han døde i vores sted, og derfor er vi færdige med det gamle liv, vi levede før.

Han døde i alles sted, for at alle, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for deres skyld.

Vi skal ikke længere leve for os selv, som syndens slaver, men leve for Jesus, det er virkelig frihed.

Det er et nyt menneske, der bliver til på den måde:

”Den, der kommer til tro på Kristus, bliver et nyt menneske. Det gamle liv er forbi, et nyt liv er begyndt.”

Og det bedste af det hele er, at det er en gave fra Gud.

Gaven er, at Kristus selv var syndfri, men Gud lagde vores synd på ham, så vi derigennem kunne blive frikendt, kunne få del i hans fuldkommenhed, hans fuldkomne retfærdighed.

Fra nu af skal vi som kristne, som hans disciple, ikke leve for os selv, men for Jesus, vores Herre.

Og vi skal ikke længere stole på os selv og vores egen retfærdighed, eller sige, at vi er gode nok, også over for Gud, den dag, vi dør og skal stå til regnskab for vores liv.

For i Guds øjne er og bliver vi syndere, men dersom vi kaster vores fortrøstning på Jesus og hans gerning for os, så frikender han os for Jesu skyld.

Når vi bekender vores afmagt og tager imod det bytte, Jesus tilbyder, da er vi gode nok, men kun fordi vi er hyldet i Jesu retfærdighed som en kappe.

I dåben lader vi Gud tage vores synd, rense os for al synd, der giver Gud os del i syndernes forladelse og dermed evigt liv.

Døren til paradis åbner sig i dåben, og nu gælder det om resten af vore dage at leve ud af det, vi får givet i dåben, med et højtideligt ord, leve i dåbens nåde.

Og i nadveren skænker Jesus sig selv i skikkelse af brød og vin. Der tager han også alle vore svigt, alt det vi har gjort af ondt, når vi blot angrer det, og giver os sig selv, og helbreder alle sår i vores sjæl.

Og gennem troen på ham tilbyder han også helbredelse for fysisk sygdom og skavanker, efter hans vilje og i Hans navn.

Bededags prædiken anden udgave!

Prædiken Bededag - 4. maj i Nordby kirke
ved konfirmation

Anden udgave!

At høre til – at tro – at handle derefter.

Vi hører til i fællesskabet her. Jesus taler ikke til den enkelte, men til os som fællesskab. Vi skal bære hinanden.

Han siger: Bed, så skal der gives jer.

Dagen i dag er en tilskyndelse til at fortryde vore synder og bede om tilgivelse for dem, både for os selv og for hele vores folk. Hvor er vi på vej hen som enkeltmennesker, hvor er vi på vej hen som folk?

Bededag handler om, at der må ske en grundlæggende forandring med os. Vi må kort og godt blive nye mennesker.

Det er det, dåben er begyndelsen til.

I dåben ligedannes vi med Jesus, både i hans lidelse og korsfæstelse og i hans opstandelse. Noget i os må dø, så det nye liv kan leve i os. Det nye liv – det er Jesus, som lever efter sin død, han er selve livet, livets kilde, opstandelsen.

Hvorfor skal der ske en forandring af os? Ja, Jesus lægger ikke fingrene imellem: Han kalder os ”onde” og siger at vi, som er onde, vil alligevel giver noget godt til vore børn, når de spørger os om det. Den ændring, der skal ske med os, kan vi ikke klare selv. Vi må bede Gud vor Far røre ved os.

Ja, vi må bede.

Derfor peger Jesus på bønnen. Det er bøn, der står øverst på listen. Bed, så skal der gives jer. søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer.

Bed – søg – bank på! Det handler om at være udholdende i bønnen – det er der velsignelse ved. Bøn er ikke plapren, det er vedholdende bøn til Gud om hjælp, et råb i angst, et skrig i vores nød. DET hører Gud. På tusinde måder, som han vil.

Jesus føjer jo et stort og ubegrænset løfte til budet om at bede. Der BLIVER bønhørelse, der BLIVER lukket op.

Og husk: Der er ønsker, som er forgæves, men der er ingen bøn til Gud, som er forgæves, uden frugt.

Den vigtigste frugt er ikke, at vi føler os umiddelbart bønhørt, men at vi bliver mere forbundet med Gud gennem bønnen til ham.

At vi føler døren til Gud stå åben, at vi mærker hans milde øjne på os, mærker hans kærlighed, hans uendelige godhed.

Det første er bønnen.

Bøn svarer til de første tre bud i de ti bud: bud der handler om vores forhold til Gud: at vi alene skal have ham som vores Gud og at vi kun skal bede ham om hjælp som vores Herre.

Det andet er at gøre mod andre, som vi ønsker de skal gøre mod os. Det svarer til den anden del af de ti bud, nemlig det fjerde til det tiende bud. Bud, der handler om at gøre godt mod næsten. Jesus siger på hverdagsdansk, at det bud om at gøre mod andre, som vi vil, de skal gøre mod os, det er det gamle testamente i en nøddeskal.

Vi bliver aldrig færdige med dette.

Og så kommer det tredje: ”Gå ind ad den snævre port. Vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen. Mange er de, der følger den. Snæver er den port og smal den vej, der fører til livet. Få er de, der finder den. ”

Den snævre port, som få finder, det handler nok om en port i bymuren i Jerusalem f.eks., som er svær at få øje på. Alt er lukket, men der er altså en lille bitte port i muren, som kan åbnes.

Sådan er Guds rige. Sådan blev vi døbt. Sandelig siger jeg jer, sagde Jesus, den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Vi må kravle ind i Guds rige, hver dag, og til sidst ved verdens ende, kan vi kun møde Gud med fortrøstning, når vi møder ham som et barn, som hans barn, der for Jesu skyld er frelst fra synd, død og satans rige, ikke med sølv eller guld, men med Jesu, vor Frelsers, eget dyrebare blod, som han udgød for os i Getsemane have og på korsets træ, til syndernes forladelse og frelse. Ikke i egen kraft, men kun i kraft af Jesu gerning for os kan vi den dag stå med fuld tillid til, at Gud tager imod os.

Med ordene om den smalle vej og den snævre port vil Jesus give os mod til at være i mindretal; vi skal ikke lade os vejlede af folkestemningen, vi skal ikke hente støtte i mængdens bifald, men i Jesu ord og anvisninger. Dér – og kun dér – er den vej, som fører til livet. Gud hjælpe og velsigne jer konfirmander og os alle til at blive på den!

Hyrden leder sine får ad sikre stier, og mørkets dal, også kaldet dødsskyggens dal, er et sikkert sted at gå, fordi hyrden har selv vandret den vej. Prædiken 22. april 2012

Når man ser på får og lam på marken, ser det hele utrolig yndigt ud, navnlig når tvillingelam kommer hen til moderfåret og får sig en tår, eller når et lam klatrer op på et liggende moderfår og står der og får lidt bedre udsyn til verden.

Men fårene kan også se meget skrøbelige ud. Eller pudsige. Tænk på de tynde ben. Når man ser et får forfra, så ser benene nærmest ud som tændstikker, der bærer hele den krop, som et får er.

Og så ved vi, at på et tidspunkt kommer fårene til slagtning.

Der er en vandring fra liv til død i sådan en fåreflok. Det er sådan det er i vores verden.

Vi skal også dø. Så meget stærkere står Jesu ord i dagens evangelium: Jeg giver mine får evigt liv. Intet mindre.

Ja, og så handler det om to ting i dag.
Hvem hyrden er

og hvordan fårene skal overleve fra dag til dag.

Hvem er hyrden? Det er Herren selv. Som vi hørte fra Davids Salme: Herren er min hyrde, mig skal intet fattes, han sørger altid for mig. Han giver mig mod på livet, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld, han viser mig sikre stier, for han er en god og trofast Gud.

Jesus er ét med Faderen hørte vi. Derfor er han også Herren. Han er den, der handlede igennem hele den gamle pagt på en skjult måde. Men til sidst kom han synligt, blev menneske og fødtes af en kvinde ind i vores verden. Og nu har han, den store, den gode, hyrde, beseglet sin nye evige pagt med sit eget blod.

Han har givet sit liv for fårene. For at frelse fårene. Vor synd er så rædselsfuld, så ødelæggende, at kun hans død kunne hjælpe os.

Han gik selv ned i dødsskyggens dal, så nu er der sikkert at gå der, nu bør vi ikke frygte noget længere. Det værste, der kan ske, er sket vores Hyrde og tilsynsmand. Han holder fra nu af øje med sine får.

Nu leder han os får hen på sikre stier.

Så er der altså stier, der ikke er rette, så er der stier, der ikke er sikre at færdes på.

At vandre på sikre stier er noget, vi skal lade os lede hen til. Det er Herren, der gør det. Det er ikke menneskeværk.

Forud for vor læsning i Hebræerbrevet, hører vi, hvad der er sikre stier, og hvad vi skal holde os fra.

Det handler i grunden om det dobbelte kærlighedsbud:

Du skal elske Herren din Gud,
og din næste som dig selv.

Det dobbelte kærlighedsbud er indeholdt i de ti bud, som netop er bud, som handler om vores forhold til Gud og næsten.

Martin Luther har i sin store katekismus sagt om De ti Bud,
at de er en sammenfatning af den guddommelige lære om, hvad vi skal gøre for at hele vort liv skal behage Gud.

(Det er også det, Hebræerbrevet siger: at det er vores Herre, som udruster os med alt, hvad vi behøver for at gøre hans vilje, og fremelsker det i os, som behager ham.)

Martin Luther siger, at De ti Bud er den kilde, hvorfra alt må udspringe, og den kanal, alt må gå igennem, som har krav på at kaldes gode gerninger. "Altså kan ingen gerning eller holdning være god og Gud velbehagelig, hvis den ikke er befalet i De ti Bud, uanset hvor stor og prægtig den måtte være i verdens øjne." Luther tilføjer, at de gerninger, som udspringer af De ti Bud, er ikke "sjældne og opsigtsvækkende og ikke bundet til bestemte tider, steder, former og fagter, men er blot dagligdags gerninger, som den ene nabo kan gøre mod den anden. Derfor har de ingen anseelse."

Hebræerbrevet udmaler nu de gerninger, som er Gud velbehagelige, som udspringer af De ti Bud:

1 Byde fremmede velkommen hos os, ja, derved får vi af og til besøg af engle.

2 Huske dem i fængsel, tage del i deres lidelser. Det kan handle om at bede for forfulgte kristne. Skrive breve til dem.

3 Være tro i ægteskabet, vise ægteskabet respekt. Alt andet end ægteskabet mellem mand og kvinde er ikke efter Guds bud. Guds dom går over os alle, når vi bryder dette bud på den ene eller den anden måde, men at vi bryder budet, betyder ikke, at vi kan ophæve det. I øjeblikket vil regeringen og folketinget tvinge kirken til at lave et ægteskabsstiftende ritual, som er kønsneutralt. Det kan en regering og et folketing gøre i borgerlig henseende, men ikke tvinge kirken til.

Der vil, hvis forslaget gennemføres, ikke længere stå ’kvinden’ og ’manden’ i vielsesattesten, for det er ikke neutralt. Kvinder og mænd skal ikke længere være kvinder og mænd i vielsesattesten.

Vi præster har helt modsatte meninger om dette spørgsmål.

Nogen vil sige, at en sådan ny lov er det eneste kærlige. Men er det ikke ukærligt, hvis det ikke er en ret sti, en sikker sti at vandre på i livet? Der er mange andre usikre stier på dette område, stier, der ikke er rette efter Guds bud, men Guds bud peger alene på ægteskabet mellem mand og kvinde. Der er tilgivelse for alt hos Gud, når vi beder om det, men vil vi forandre Guds bud, så har vi ingen forsikring om Guds nåde. Så vandrer på en selvvalgt vej.

Men vores Herre vil lede os ad rette veje.

Nå går jeg videre. Der er mere, vi skal holde os fra:

4 Holde os fri af pengebegær og være tilfredse med det, vi har. Gud lover jo aldrig at forlade os, selvom vi måtte være ludfattige. Ja, han er din og min hjælper i nøden, så vi behøver ikke frygte noget.

Ja, han leder til hvilens vande. Dvs. Når vi lader pengene være hvad de er, og ikke gør dem til vores gud, så slipper vi for en masse besvær og gnavende bekymringer.

5 Tænk på jeres ledere, som har undervist jer i Guds ord. Husk på at det gode, der er kommet fra dem, og lad deres tro være et eksempel for jer.

6 Huske, at Jesus Kristus er den samme i går, i dag og til evig tid. Tiden og tidsånden vil få os til at tro, at i går ingen betydning har. Men vores Herre er i tiden og over tiden og til evig tid, og hans ord forbliver, når verden går under, som han selv siger.

7 Ikke at lade sig lokke på afveje af nye og fremmede lærdomme. For det er godt, at det indre menneske styrkes ved Guds nåde og ikke ved alle mulige nye regler og lærdomme.

8 Gøre godt og dele med andre.

9 Bede for andre i menigheden.

Det, der gør, at mennesker ikke skal opfatte vores budskab som fordømmende, er, at vi er alle under samme dom. Men vælger vi en helt anden vej, så har vi ikke Guds ord og Herrens ord for os. Jesu modstandere ville ikke tro, at Jesus er Gudsriges konge, og Jesus måtte sige rent ud: I hører ikke til blandt mine får.

Men det kan de, det kan enhver komme til. Så hårdt må der i kærlighedens navn tales, hvis der skal blive håb om sindsændring. Så hårdt og skarpt må der tales til os alle, så vi bliver hos vores gode hyrde.

Og da gælder løftet: at ingen kan rive Jesu får ud af hans hånd, hverken nu eller til evig tid.