Godt budskab til fattige og sultne - med Bruce Springsteens Hungry hearts - prædiken til første søndag i advent 2021

Jesus kom til sin hjemby Nazareth. Til synagogen. Det er den tidligste gang, vi hører om en synagoge-gudstjeneste.

Jesus læser selv fra Bibelen, Gammel Testamente. Fra profeten Esajas’ bog. Det er et stykke, han selv vælger.

Herren ånd er over mig,

For han har salvet mig, begynder stykket.

Som Jesus lod sig døbe, og da kom Helligånden over ham.

Han blev salvet. Kristus betyder netop: den Salvede Konge.

Alt det, Israels folk længtes efter, en konge, der opfyldte de skønne profetier, det er Jesus Kristus.

Jesus samler sin mission i Esajas’ ord: forkyndelse af et godt budskab til fattige, frigivelse af fanger, syn til blinde, frihed til undertrykte, kort sagt: et nådeår fra Herren.

En tid, hvor Guds tilgivelse uddeles gennem Jesus Kristus. En ny tid i verdenshistorien.

Bruce Springsteen har en sang med omkvædet: Hungry Hearts.

En sang om, hvordan sulten kan stilles.

 

Han fortæller, han har kone og barn og hjem.

Men så rejser han.

Hvorfor? Hvorfor ikke blot derhjemme? For han har et hjem.

Men der kan være noget i os, der længes efter mere.

For vi skal ikke fyldes af familien og hjemmet alene.

Der er en sult som først stilles i Guds synlige rige. Det sukker vi efter. Uden vi ved det. Det kan også være, Springstten ikke ved det.

Og nogle kan opleve som apostlene at blive fyldt i overvældende grad af glæde, fred og lykke, mens de vandrede rundt og prædikede og led langt hjemmefra. Men for evangeliets skyld. For Kristi skyld. Så kunne de bære hvad som helst. De havde en mission.

Det har vi også.

Det skal ud til hele vort folk og blive ved med at gøre det.

***

Jesus forkynder godt budskab til fattige. Og har det 'brød', der virkelig mætter.

Springsteen synger: Everybody's got a hungry heart.

Hungeren stilles dybeste set ikke ved noget i dette liv. Jo, vi kan nyde ro og fred med Guds velsignelse af alle hans gode gaver, der kommer ovenned.

Men dybest set har vores hunger med evigheden at gøre. Et hjem kan gøre en lykkelig, hvis alt er godt i det hjem. Men ikke fuldstændig lykkelig.

For vi er skabt for evigheden. Skabt til at mættes af Gud selv. Ja, til at mættes af Jesus Kristus, som siger om brødet: Dette er mit legeme, som giver for jer til syndernes forladelse. Om vinen. Dette er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Han giver sig selv. Ja, vi spiser ham selv. På en måde vi ikke begriber. Men på en måde, der giver os styrke til at stå livet igennem frem mod evigheden. Så kan vi godt holde hungeren efter alt godt i vores almindelige liv ud. Den sult og hunger, som ikke er blevet stillet.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes.

Tag imod det brød og den vin, der mætter med guddommelig kraft!

Og nu vender jeg kort tilbage til Springsteens sang Everybody’s got a hungry heart, alle har et hjerte, der er sultent.

For selve musikken til den sang har sit eget liv af begejstring. Ligesom uafhængig af ordene. Når man ser, hvordan folk kommer i ekstase over denne musik og sang, så peger det på noget, som vi i kirken har pakket væk.

Nemlig begejstringen. Er vi sådan begejstrede i kirken? Smittende begejstring?

Måske er kun tilladt at være middelmådigt glad i kirken? Altså ved vore fælles uskrevne regler.

Vi kender alle nogen, der kan fortælle med en undertrykt begejstring eller glad forundring om den eksplosion af glæde, der findes i afroamerikanske kirker i USA.

Og som præst føler jeg et stik i hjertet, når jeg hører det. For sådan er det jo ikke her hos os. Og samtidig ved jeg, at det er Guds Ånd, som skaber tro, håb, kærlighed, trofasthed, udholdenhed, afsky for onde gerninger, fred og glæde og meget mere.

Her kommer Paulus’ ord ind: Det er på tide at stå op af søvne, siger apostlen Paulus.

Timen er der. Det er nu. Der er nu hver dag, vi står op. Det nu også når vi går i seng.

 

Det er en stærk opmuntring til os at leve som kristne, som Jesu disciple, i nuet.

Der bliver tit talt om at leve i nuet. Det er også sandt, men hvad vil det egentlig sige? For os kristne betyder det et opgør med al selvbehagelighed hele tiden uden ophør. Det vil sige, at vi skal iklæde os Herren Jesus Kristus. Vi skal altså identificere os med ham så meget, at hans vilje og tanker lever i os dag for dag.

Vi kan tage Springsteens sang videre fra det ligefremme plan. Han taler i sangen om at have et hjem og alligevel forlade kone og børn til fordel for en anden kvinde, som han ved, ikke bliver til noget, og så alligevel ikke kunne modstå fristelsen, men igen og igen tage tilbage til denne anden kvinde.

I bibelen er forholdet mellem Gud og folket lige netop skildret i stil med en Springsteen-sang. Folket har egentlig Gud som deres Gud, men de vender sig igen og igen fuldstændig væk til andre guder.

En vaklen mellem Gud og alt muligt andet, som fylder det hele ud.

Og her er det ikke nok med begejstring, der må ordet, det klare ord fra Jesus Kristus, det ord, der aldrig forgår. Det ord skaber, når vi lytter og mediterer over det, det ord skaber ved Helligånden alt det, der skaber salighed, ikke blot lykke, men salighed 

Helligåndens gaver og frugter er så store og så mange, at det ikke bare kan handle om begejstring i udvendig form. Men ikke desto mindre så er der noget ved begejstringen ved Springsteen koncerterne, som ’klikker’ med det, jeg læste til morgen.

Kirkefaderen Augustin skriver om, hvordan vores liv går ud på at forberede os på lovsang i himlen. At prise Gud. Han siger, at vi er nødt til at forberede os på at synge.

Derfor: Lovsang vil vi synge og forberede os på at synge til Guds pris i evigheden.

Som folk begejstret råbte eller måske sang: Hosianna Davids Søn! da Jesus red ind i Jerusalem.

Men lovsangen kan blive kvalt - af os selv. Vi kan vælge lovsangen fra. 

Jesus stiller enhver, dengang og i dag, over for et valg: at tage imod ham sådan, at vi beslutter at leve som hans disciple i dag endnu mere end nogensinde.

For kun når vi gør det, kan glæden over Ham og freden fra ham for taget i os.

Vi ved det alt for godt, at når vi holder os lidt på afstand af Ham, så bliver der også afstand.

Så kan vi høre ordene: I dag er det, I har hørt gået i opfyldelse. Godt budskab til jer, der er fattige og forkomne i jeres ånd og sjæl og krop.

Jer, der er syge og mangler al næring fra mig, mangler at tilbydes og tage imod tilgivelsen.

Tilgivelsen, som kun Jesus Kristus har magt til at give os, når vi vender os til ham.

---

Da Jesus udåndede på korset, flængedes samtidig i templet det enorme forhæng, der adskilte det hellige fra det allerhelligste rum i templet. Et tegn på, at indgang til Gud er gennem Jesus nu, ikke gennem en bygning.

 

Som Jesus siger: Jeg er døren! Og som hans får og disciple kan vi nu gå ind og ud og finde åndelig næring i hans evangelium. Dag for dag. Sådan at i dag virkelig hver dag er – i dag. En nådens dag, med dugfrisk glæde, fred, håb, tilgivelse på vej til os. Amen.

Jesus kom til sin hjemby Nazareth. Til synagogen. Det er den tidligste gang, vi hører om en synagoge-gudstjeneste.

Jesus læser selv fra Bibelen, Gammel Testamente. Fra profeten Esajas’ bog. Det er et stykke, han selv vælger.

Herren ånd er over mig,

For han har salvet mig, begynder stykket.

Som Jesus lod sig døbe, og da kom Helligånden over ham.

Han blev salvet. Kristus betyder netop: den Salvede Konge.

Alt det, Israels folk længtes efter, en konge, der opfyldte de skønne profetier, det er Jesus Kristus.

Jesus samler sin mission i Esajas’ ord: forkyndelse af et godt budskab til fattige, frigivelse af fanger, syn til blinde, frihed til undertrykte, kort sagt: et nådeår fra Herren.

En tid, hvor Guds tilgivelse uddeles gennem Jesus Kristus. En ny tid i verdenshistorien.

Stille sulten (Springsteen)

Men hvorfor ikke blot derhjemme? For han har et hjem.

Men der kan være noget i os, der længes efter mere.

For vi skal ikke fyldes af familien og hjemmet alene.

Der er en sult som først stilles i Guds synlige rige. Det sukker vi efter. Uden vi ved det.

Og nogle kan opleve som apostlene at blive fyldt i overvældende grad af glæde, fred og lykke, mens de vandrede rundt og prædikede og led langt hjemmefra. Men for evangeliets skyld. For Kristi skyld. Så kunne de bære hvad som helst. De havde en mission.

Det har vi også.

Det skal ud til hele vort folk og blive ved med at gøre det.

***

Jesus forkynder godt budskab til fattige. Og har det 'brød', der virkelig mætter.

Springsteen synger: Everybody's got a hungry heart.

Hungeren stilles dybeste set ikke ved noget i dette liv. Jo, vi kan nyde ro og fred med Guds velsignelse af alle hans gode gaver, der kommer ovenned.

Men dybest set har vores hunger med evigheden at gøre. Et hjem kan gøre en lykkelig, hvis alt er godt i det hjem. Men ikke fuldstændig lykkelig.

For vi er skabt for evigheden. Skabt til at mættes af Gud selv. Ja, til at mættes af Jesus Kristus, som siger om brødet: Dette er mit legeme, som giver for jer til syndernes forladelse. Om vinen. Dette er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Han giver sig selv. Ja, vi spiser ham selv. På en måde vi ikke begriber. Men på en måde, der giver os styrke til at stå livet igennem frem mod evigheden. Så kan vi godt holde hungeren efter alt godt i vores almindelige liv ud. Den sult og hunger, som ikke er blevet stillet.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes.

Tag imod det brød og den vin, der mætter med guddommelig kraft!

Og nu vender jeg kort tilbage til Springsteens sang Everybody’s got a hungry heart, alle har et hjerte, der er sultent.

For selve musikken til den sang har sit eget liv af begejstring. Ligesom uafhængig af ordene. Når man ser, hvordan folk kommer i ekstase over denne musik og sang, så peger det på noget, som vi i kirken har pakket væk.

Nemlig begejstringen. Er vi sådan begejstrede i kirken? Smittende begejstring?

Måske er kun tilladt at være middelmådigt glad i kirken? Altså ved vore fælles uskrevne regler.

Vi kender alle nogen, der kan fortælle med en undertrykt begejstring eller glad forundring om den eksplosion af glæde, der findes i afroamerikanske kirker i USA.

Og som præst føler jeg et stik i hjertet, når jeg hører det. For sådan er det jo ikke her hos os. Og samtidig ved jeg, at det er Guds Ånd, som skaber tro, håb, kærlighed, trofasthed, udholdenhed, afsky for onde gerninger, fred og glæde og meget mere.

Her kommer Paulus’ ord ind.

Det er på tide at stå op af søvne, siger apostlen Paulus.

Timen er der. Det er nu. Der er nu hver dag, vi står op. Det nu også når vi går i seng.

Det er en stærk opmuntring til os at leve som kristne, som Jesu disciple, i nuet.

Der bliver tit talt om at leve i nuet. Det er også sandt, men hvad vil det egentlig sige? For os kristne betyder det et opgør med al selvbehagelighed hele tiden uden ophør. Det vil sige, at vi skal iklæde os Herren Jesus Kristus. Vi skal altså identificere os med ham så meget, at hans vilje og tanker lever i os dag for dag.

Vi kan tage Springsteens sang videre fra det ligefremme plan. Han taler i sangen om at have et hjem og alligevel forlade kone og børn til fordel for en anden kvinde, som han ved, ikke bliver til noget, og så alligevel ikke kunne modstå fristelsen, men igen og igen tage tilbage til denne anden kvinde.

I bibelen er forholdet mellem Gud og folket lige netop skildret i stil med en Springsteen-sang. Folket har egentlig Gud som deres Gud, men de vender sig igen og igen fuldstændig væk til andre guder.

En vaklen mellem Gud og alt muligt andet, som fylder det hele ud.

Og her er det ikke nok med begejstring, der må ordet, det klare ord fra Jesus Kristus, det ord, der aldrig forgår. Det ord skaber, når vi lytter og mediterer over det, det ord skaber ved Helligånden alt det, der skaber salighed, ikke blot lykke, men salighed.

Helligåndens gaver og frugter er så store og så mange, at det ikke bare kan handle om begejstring i udvendig form. Men ikke desto mindre så er der noget ved begejstringen ved Springsteen koncerterne, som ’klikker’ med det, jeg læste til morgen.

Kirkefaderen Augustin skriver om, hvordan vores liv går ud på at forberede os på lovsang i himlen. At prise Gud. Han siger, at vi er nødt til at forberede os på at synge.

Derfor: Lovsang vil vi synge og forberede os på at synge til Guds pris i evigheden.

Som folk begejstret råbt eller måske sang: Hosianna Davids Søn! da Jesus red ind i Jerusalem.

Men lovsangen kan blive kvalt - af os selv. Vi kan vælge lovsangen fra.

Jesus stiller enhver, dengang og i dag, over for et valg: at tage imod ham sådan, at vi beslutter at leve som hans disciple i dag endnu mere end nogensinde.

For kun når vi gør det, kan glæden over Ham og freden fra ham for taget i os.

Vi ved det alt for godt, at når vi holder os lidt på afstand af Ham, så bliver der også afstand.

Så kan vi høre ordene: I dag er det, I har hørt gået i opfyldelse. Godt budskab til jer, der er fattige og forkomne i jeres ånd og sjæl og krop.

Jer, der er syge og mangler al næring fra mig, mangler at tilbydes og tage imod tilgivelsen.

Tilgivelsen, som kun Jesus Kristus har magt til at give os, når vi vender os til ham.

---

Da Jesus udåndede på korset, flængedes samtidig i templet det enorme forhæng, der adskilte det hellige fra det allerhelligste rum i templet. Et tegn på, at indgang til Gud er gennem Jesus nu, ikke gennem en bygning.

Som Jesus siger: Jeg er døren! Og som hans får og disciple kan vi nu gå ind og ud og finde åndelig næring i hans evangelium. Dag for dag. Sådan at i dag virkelig hver dag er – i dag. En nådens dag, med dugfrisk glæde, fred, håb, tilgivelse på vej til os. Amen.

 

Prædiken til Alle Helgen

I dag samles vi for sammen at mindes vore døde. Især dem, der er døde i det sidste års tid. Men også dem, vi ellers har mistet.

Så det er en tid til at græde over tabet af dem, vi har været forbundet med, både på godt og på ondt:

En ægtefælle

En bror eller søster

Et barn

Et handicappet barn

En far eller mor

En bedstefar eller bedstemor

Ja, og en oldemor eller oldefar

Eller en ven

Eller en bekendt, som dog har betydet meget for os.

Vi mindes deres hele væsen. Deres vanskeligheder, deres glæder, deres styrke og deres svaghed, deres temperament. Deres humor. Og deres tro og tillid til Gud og til, at han vil skænke det evige liv, sådan som han i dåben har lovet at give det.

Vi kan ikke altid glemme, hvad der var mellem os, som aldrig helt blev rettet ud.

Alt dette er også med i sorgen i dag. Når vi sørger over vore døde, sørger nogle af os i al fald også, fordi tingene kunne have været bedre mellem os. Vi sørger over, at de var syndere, men når vi tænker efter, kan vi også sørge, fordi vi selv er det.

Og så er vi kommet et sted hen, hvor Jesu evangelium kan tale til os, tale vores hjerte, så der sker noget derinde i os til forandring.

Salige er de, der sørger, for de skal trøstes. Altså, når vi kommer med vor sorg til Gud, og søger hans trøst, som den er i sandhed, så trøstes vi også. For vi trøstes, samtidig med at vi ser sandheden om vore kære og os selv i øjnene.

Salige er de fattige i ånden, siger han. Er du og jeg fattige i ånden? Det er vi, når vi erkender ikke kun de andres forsyndelser, men dybt erkender vore egne brist og synder.

Fattige i ånden er vi, når vi har lært at vente alt af Gud. Da er vi salige, siger vor Herre Jesus.

For så kan saligheden komme ind i hjertet og fylde det. Kun hvis vi erkender vor tomhed, kan den fyldes.

Det er derfor, Jesus aldrig nogensinde kunne komme til at sige: Salige er de rige i ånden. For de er allerede fyldt, så der er ikke plads til saligheden, frelsen.

Enten er vi farisæeren, der livet igennem står og takker for, at han ikke er som de andre og ser ned på de andre. Eller også vælger vi at se tolderen som eksempel til efterfølgelse: Han slog sig for brystet og bad blot denne bøn: Vær mig synder nådig. Han gik retfærdiggjort hjem, siger Jesus.

Salig den, der hungrer og tørster efter retfærdighed. Netop ikke vore egen retfærdighed, men Guds retfærdighed. Sørger over al uret, som sker og som også findes i vort eget hjerte. Kun ved Jesu død i vort sted, kun ved at han tager vores uretfærdighed og lader den korsfæste sammen med sit legeme, kan vi ved at klynge os til ham blive retfærdiggjorte. Vi iføres hans personlige retfærdighed. Men vi vedbliver i os selv at være uretfærdige. Det sker jo hele tiden for os. Og hvis vi siger, det ikke er sådan, så lyver vi og sandheden er ikke i os.

Jesus har sikret sig, at vi aldrig glemmer dette, når han lærte os bønnen: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.

Den anden side af den mønt er, at hvis vi ikke forlader andre deres skyld over for os, så tilgiver Gud heller ikke os, så kommer vi ikke ind i Guds rige, så ender vi uden for.

Sådan lærer Jesus Kristus os det, der gør os salige, så vi får evigt liv med ham. Han lærer os i virkeligheden også, hvad der gør os lykkelige her og nu. For når vi dybt indser vores åndelige fattigdom og tyr til vor Herre Jesus som vores eneste redning, så tændes der lys, håb, lykke i os. Det kan ikke være anderledes.

De fattige i ånden tager Guds krav på fuldt alvor og vil virkelig leve som kristne, men derved bliver det endnu mere klart for dem, hvor meget de mangler.

Da bliver vi også mættede. For hungrer og tørster vi efter retfærdigheden, retfærdighed i alle ting i os og de andre og i hele verden, retfærdigheden, som skete fyldest, da Jesus døde på grund af verdens, altså vores, uretfærdighed, hungrer og tørster vi sådan, da skal vi mættes, lover Jesus.

Når vi først vænner os til at modtage Guds frelse og tilgivelse, så kan vi også give og øse deraf til andre. Derfor opmuntrer Jesus os til at give.

Salige er de, der er sagtmodige, dvs. milde, venlige over for dem, de bliver forurettet af. De, som ikke hævner sig eller betaler ondt med ondt, men overgiver deres sag i Guds hånd. De skal arve jorden, siger Jesus.

Arve jorden. Så dejligt konkret, selvom vi ikke ved, hvad det betyder helt kontant. Men Jesus giver os et tydeligt billede af det, han lover os.

Så får vi også lyst til at leve, som han anviser os. Og lykken følger med.

Martin Luther siger i en prædiken til dagen i dag:

”For den, som hjertelig erkender sin synd, begærer nåde, og den, som alvorlig frygter død og helvede, vil også alvorlig glæde sig ved livet og himlen.”

Glæde sig ved livet og himlen. Livet nu og livet i evigheden.

Salige er de, som stifter fred. De hævder ikke sig selv, strides ikke om penge prestige og ære, lider hellere uret. De udjævner gerne modsætninger. De kommer ud for chikane og forfølgelse og bliver set ned på, præcis fordi de søger Gud og hans retfærdighed. Men når de gør vi det, så skal de kaldes Guds børn. Jamen, er vi ikke det allerede ved dåben? Jo, men hvis vi jager freden bort, så løber vi jo også væk fra Gud vor himmelske Fader.

***

Vi mindes også særlige troshelte, altså mennesker, der med deres tro er som et lys i mørket for os, et pejlemærke, et fyrtårn.

Vi skal også mindes dem, der har givet deres liv for troen på Jesus Kristus, ja, dem, der er blevet martyrer.

Her på Samsø har vi haft iranere boende, som har prøvet tortur i fængsler, fordi de troede på Jesus. Hængt op med fødderne lige over gulvet for eksempel. Den iranske kirke er vokset kolossalt ikke mindst på grund af det mod nogle kristne der udviste, som også har ført til døden.

Men jeg vil gerne gå tilbage i historien til de tidlige tider, hvor kristne også døde for deres tro.

Kristne der blev martyrer fra Kasserine i det vestlige Tunesien. 17. juli 180. Det var syv mænd: Speratus, Nartzalus, Cittinus, Veturius, Felix, Aquilinus, Laetantius og fem kvinder: Januaria, Generosa, Vestia, Donata, Secunda.

De ville bare ikke ofre så meget som lidt røgelse til kejseren som til en Gud. En af dem sagde: ”Vi ærer kejseren som kejser, men frygter kun Gud.” De havde intet ondt bedrevet. De blev halshugget.

Og så har vi historien om Perpetua. Hun blev bare 22 år gammel. Hun blev martyr år 203 e.Kr. Hun levede et perfekt og behageligt overklasseliv i Karthago i Nordafrika. Men så blev hun indfanget af den kristne tro. Hun gik til dåbsundervisning. Så blev hun arresteret. Hun svarede klart, at hun var kristen, og så ventede fængsel og død. Fængslerne dengang var fyldt af stank, det var varmt, og hun fik frataget sit spædbarn. Hun får dog en tid barnet tilbage igen ved venners hjælp.

Hun får flere syner i drømme, som styrker hende til at bære det, der skal komme, uden at blinke. De kristne i fængslet styrker hinanden sammen, og præsten, som har undervist dem, melder sig for at være hos dem i fængslet og dø sammen med dem. Et stærkt fællesskab, som påvirker en af fangevogterne, så han bliver kristen.

Da Perpetua ikke ville frasige sig sin tro, skulle hun og andre kristne smides for vilde dyr i arenaen. Normalt var den straf forbeholdt mænd, men når de gjaldt kristne, var der ingen fine fornemmelser, så blev kvinder også smidt for de vilde dyr.

Perpetua og de andre kristne bliver lemlæstes af dyrene og til sidst skal de endelig død for gladiatorens sværd. Gladiatoren rammer forkert i første omgang og rammer hendes skulder, så hun styrer selv hans sværd mod sin strube og dør ved næste slag. Så stærk en tro havde hun.

Vi beder nu Gud: Giv os at kæmpe med det samme mod som fordum her din helgenskare god.

Om vores vej videre i verden kan vi sige ligesom hvis vi taler til helgenerne:

O høje helgensamfund af vor æt!

Vor vej er dunkel, eders lys og let;

os alle dog bærer Guds åndedræt.

Prædiken om tro, tvivl, og kamp - 21. søndag efter trinitatis

Hvad skal der til for at tage 30-40 km. afsted fra Kapernaum til Kana for at bede Jesus om at helbrede ens søn?

Der skal vel et håb om, at Jesus har kraft til at helbrede. Også her på Samsø har jeg set mennesker komme rejsende i håb om, at de blev helbredt ved Guds kraft gennem Hans Berntsen, som vi flere gange har haft på besøg.

Hele denne rejse på op mod 40 km har givet anledning til at tænke dybt over livet. Og den kongelige embedsmand kom altså til Kana med den viden, at Jesus der havde forvandlet vand til vin.

Kære menighed! Det er altid det, Han vil: forvandle vort vand til vin. Gøre glæden stor. Gøre troen fast.

Hvad siger Jesus til det, da manden kommer frem?

Han giver manden en spand kold vand. Han siger: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.”

Jesus vil ikke tros for underne i sig selv. Der må noget andet til. Der må dyb tillid til, at Jesus har magten over selve livet. At han er dødens overvinder.

Men trods disse fine ord, hvad nu, hvis du eller jeg kommer i tvivl eller tvivler? Vi har hørt og hører evangeliet, at enhver, som tror Jesus Kristus, skal leve, om han eller hun end dør. Men hvad hvis vi nu alligevel har en nagende tvivl i os?

Til svar vil jeg nævne disciplene selv, Jesu nærmeste disciple. Da Jesus står og siger de sidste ord, inden han bliver usynlig for dem, står der, at nogle tvivlede.

Læg mærke til det. De tvivlede, selvom de havde vandret med ham i tre år, de tvivlede, selvom de havde set ham død og siden set ham opstanden. De tvivlede, mens de stod og hørte ham, den opstandne tale til dem.

Det er selvfølgelig ikke en trøst, når det handler om, at vi gerne ville være troende, der aldrig kommer i tvivl eller tvivler.

Men vi skal se på os selv som elever. Det er jo også det, discipel betyder, elev.

Og det betyder, at troen ikke bare er en død mening om Gud. Nej, troen skal vokse, den er ikke stille som en ting, der ligger død hen.

Troen er en levende ting, som lever og rører sig. Derfor må disciplene også hele tiden spørge Jesus, forstå lidt, misforstå noget andet, men frem for alt blive ved med at prøve at følge ham.

Vi kan også sige, at troen er en gnist. En længsel efter Gud og hans hjælp og efter fylde af liv og mening. En gnist. Gud arbejder gennem livet på os på sælsomme måder, så vi til sidst virkelig stoler på ham fuldt og helt og ikke på os selv. Da råber til Gud om hjælp.

Det er sådan, vi skal forstå vore salmer. Og sådan ligger der en fortrøstning til Gud, at han ved at sende sin Søn Jesus Kristus til verden og ved at Han døde i vores sted på Golgatha, så har Han åbnet vejen for at vores liv kan være nyt og dejligt med tilgivelse, håb for fremtiden, for hver dag. Gennem Hans død på korset åbnede Han en kilde, som kan rinde i os til at vort hjerte smeltes til ny nænsomhed og forståelse og kærlighed.

Men Jesus ikke bare døde, men overvandt døden og opstod af graven på den tredje dag, som vi har bekendt i trosbekendelsen. Der har vi det vidunderlige faste håb om opstandelse til sidst, sådan som Han allerede er opstået og lever, usynligt, men virkeligt, indtil vi skal se Ham, som Han er ved dagenes ende.

---

Én ting er at blive helbredt, som den kongelige embedsmands søn gjorde. En anden ting er at komme til tro på Jesus som følge af helbredelsen.

Det gjorde hele denne familie. De blev kristne. De blev efterfølgere af Jesus.

Jesus fangede faderen gennem sin kontante måde. Ved at udfordre manden til at tro uden at have beviser. Ud i det blå med Jesus, kan vi sige.

Så er vandringen begyndt med Herren Jesus.

Paulus underviser os i dag i, at denne vandring er så vanskelig og så farlig, at vi har brug for al Guds styrke for at klare os helskindet og frelst igennem.

Ifør jeg Guds fulde rustning, siger Paulus.

Kristenlivet som Kristi soldat. Ja, det er jo det, Paulus siger.

I krig er det mest afgørende, at soldaten står fast og ikke begynder at trække sig tilbage. Så Paulus lærer os, hvad der er afgørende: nemlig at vi står fast, når det virkelig gælder. Når den Onde angriber os på tusinde måder.

Står vi fast, lader vi Herren kæmpe i os, så må den Onde vige. For en tid, ligesom det skete for Herren selv. Så længe vi lever, er vi syndere og står i en kamp mellem Gud og Satan.

Det er ikke bare noget, Paulus lærer, det lærer Jesus selv. Han driver dæmoner ud af mennesker. Dæmoner, der har besat mennesker, så de er blevet slaver.

Den eneste udvej er at blive Guds slave. Men at være Guds slave eller Jesus slave, er at være fri fra den Onde. Bundet til Kristus kan den Onde ikke egentlig ødelægge os. Og som livet går, lærer vi, hvordan den Onde vil ødelægge.

Og det våben, der står os bi overalt, er Guds ord, Åndens sværd. Jesu ord gør os ædruelige og giver os dømmekraft.

Så selv om vi falder, så rejser Kristus os op igen og lader sin uendelige tilgivelse komme til os.

Jeg sagde før, at troen er son en gnist. Vi har modtaget en gnist af tro. Men det er Gud, der ligesom driver os til at tro mere og holde os fastere til ham. På den måde er troen dybest set en gave.

Vi kan slappe af midt i det, der kan være svært. For det er Kristus som kæmper for os.

Guds arbejde på os kan sammenlignes med den store kunstners undervisning af eleven. Kun den elev, der over for mesteren erkender sin udygtighed og har fuld tillid til mesterens kunst, kan selv føres ind i kunstens verden. (Lerfeldt, s. 142).

Fornuften kan måske godt frembringe en tro, men så ligner den et stearinlys, der slukkes af et vindpust, medens den sande tro lige så lidt som solen og dens stråler kan slukkes af noget vindstød.

Som himlen åbner sine porte for regn, således gives troen til mennesket ovenfra.

Vores vanskelighed med at tro ligger i vores forstokkelse, siger Luther. Forstokkelsen sidder i øret som en voksprop. Den må først smeltes. Det var et billede, man brugte i middelalderen, hvor man åbenbart brugte vokspropper.

Og øret er troens organ, men øret må først åbnes ved, at Kristus siger sit ”Luk dig op” / Effata. Altså: troen kommer dybest set udefra, den frembringes ikke af mennesket selv. Troen er på den måde en gave.

Også selv om tvivlen ofte følger med, så forbliver troen en gave. Den skænkes af Helligånden. Det er Ånden, der optænder troen i os. Hvordan? Ja, ikke blot omformer Ånden os, men tager også Djævelen og alle slags anfægtelser i sin tjeneste for at nå sit mål.

Og til anfægtelser hører tvivlen.

Luther bruger et kraftigt billede. Han siger: Som man gnider en svineblære med salt for at gøre den smidig og anvendelig, således salter Helligånden den gamle Adams hud, så han må lære at råbe til Gud om hjælp.

Og Helligånden er ikke som en bygmester, der opfører et hus og siden overlader huset til dets skæbne. Nej, Gud Helligånd er altid hos os for at støtte og bevare os fra at jage Ham bort.

Altså: Livet i troen er en kamp. Ustandselig anfægtes hjertets tillid til Gud, fordi vor tro svag. Men troen MÅ være svag, så længe vi er på jorden og ikke i himlen.

Tro og håb hører nøje sammen.

Så når Satan angriber håbet i os, kommer hjertet i den største anfægtelse, bliver desperat. Gud ske lov har Gud indbygget håbet i os som en form for optimisme, at alt nok skal blive godt igen. På den måde er håbet en gave, som Gud har skænket os, hans skabninger. Denne naturlige tilbøjelighed til at håbe skal lære os, hvilken kraft er ligger i at bygge på den levende Gud som et uovervindeligt håb.

Hvorfor er troen svag? Fordi dens fjender er målbevidste. Det er Satan, fornuften og sanseligheden der er dem, der mere end andet angriber vores tro.

Ikke mindst kan Djævelen pine os med vore synder. Derfor skal vi heller ikke stirre på vore synder, men se på Kristus, som vil rive os ud af den Ondes angreb.

Vores kamp minder alligevel en hel del om Jesu Kristi egen kamp mod Djævelen. Også Kristus råbte på korset uden at blive hørt.

Men det vigtige er alligevel at håbe mod håb, så vinder håbet også.

Troen er ikke udleveret til undergang, den får hjælp. Gud giver afspænding og hvilepauser. Vi får hvile mellem anfægtelserne.

Hos enhver kristen veksler troen i styrke. I dag er den stærk, i morgen svag. Når evangeliet fortæller os om disciplenes vantro og skrøbelighed er det for at trøste os, så vi kan indse, at Djævelen trods alt ikke vinder overhånd over den svage tro.

Hvad skal vi nu gøre, når vi overfaldes af tvivl?

1 Vi skal ikke gå efter vore følelser, men holde os til ordet, til Jesu ord.

2 Vi må ikke tro, at det kun er os selv, der anfægtes, nej, det gør alle, det er den samme kamp for alle.

3 Vi skal nok lære at acceptere anfægtelsen og holde ud i den og prøve at se Guds vilje i situationen.

4 Et godt våben i kampen er kernefulde bibelord. For fjenden besejres ikke med klage og jamren, men ved at prise Gud.

5 Man skal takke Gud som agter os værdige til en sådan prøvelse og bede Davids Salme 142 

6 og havde en fast tro og vide, at vore synder er kastet på Kristus.

 

20. søndag efter trinitatis 2021

17. oktober kl.10 i Tranebjerg kirke

De siger ikke nej. De går bare. Til deres sædvanlige ting. Til det, de i forvejen bruger altid på. De bruger tiden på sig selv.

De er helt tavse, svarer ikke engang på indbydelsen.

Manden, der alligevel kommer ind uden bryllupsklæder, er også tavs. Det står der ligefrem. Han er til stede uden at ville være en del af bryllupsfesten.

Han vil være der på egne præmisser, ikke på værtens præmisser. Værten, Kongens præmisser er, at ingen kommer ind i egenskaber hos dem selv.

Enhver må iklædes noget tøj, der passer til brylluppet. Må iklædes Jesu Kristi retfærdighed, som Han giver enhver, der tror på Ham.

Den fest, Jesus taler om, er som så ofte selve brylluppet mellem Gud og mennesker, som skal nå sit mål, når denne verden forgår.

Men vi er ikke glade for, at Jesus kæder brylluppet sammen med dommen. Og det ville være det letteste at sige: der er ingen dom. Men det ville også være usandt og føre mennesker vild. Tværtimod er vi dybest set lykkelige for, at vi med trosbekendelsen bekender, at Jesus skal komme at dømme levende og døde. Ingen anden. Den, der døde for verden for at gør os uretfærdige retfærdige ved tro på ham, han skal dømme verden. Det er der hvile i.

De, der tager imod indbydelsen, er både onde og gode. Uden forskel. Forskellen i forhold til dem, der bliver væk, er, at de her tager imod indbydelsen. Det er den eneste forskel. De indser deres åndelige fallit og fattigdom, deres afgrundsdybe behov for Guds hjælp, for frelse fra den korsfæstede og opstandne Frelser Jesus Kristus.

De har ikke noget imod at være sammen med alle mulige andre typer til brylluppet. De er bare ovenud lykkelige over, at de blev indbudt. De varmer sig ved brylluppet.

Da jeg var længst nede, lukkede jeg mig inde i min skal. Lykkelig, det var jeg ikke. Nej, fortabt. Uden fremtid. Hvorfor fortsætte med at leve?

Så kom Gud til mig i nogle drømme og ligesom standsede mig én gang for alle og spærrede vejen for mig. Jeg ved, at uden disse drømme var jeg stået i stampe.

Disse drømme tænkte jeg over et stykke tid.

Til sidst blev jeg et ydmyget menneske, der traskede hen i den lokale kirke. For jeg savnede kærlighed og fællesskab med andre i den samme tro. Det var det, jeg savnede.

Jeg længtes efter at føle mig elsket af Gud, så jeg vovede at tro, at Gud elskede mig, og jeg mærkede, at jeg havde brug for at møde menneskers kærlighed i menighedens fællesskab. Jeg gav egentlig afkald på min egen retfærdighed, for alt var kaos og meningsløshed. Jeg var også rent menneskeligt fortabt.

Jeg kom hen i kirken og var meget forbavset. I de år, jeg ikke havde været med der, tænkte jeg, at kirken nok var uddød, men nej, der var til min glæde en del mennesker der. Min sidemand på stolen ved siden af og jeg hilste på hinanden. Jeg blev glad, for han tog imod mig der på bænken. Det føltes SÅ godt.

Jeg kom altså og følte mig lille. Jeg kendte jo salmerne, så jeg sang også med. Tak, sagde en ældre dame på rækken bag mig efter gudstjenesten. Jeg var åbenbart ventet og savnet.

Det vil jeg sige til alle: Mærk efter, og giv din længsel efter Gud plads. Lad ikke noget eller nogen slukke din længsel.

Du skal vide, at du er ventet og savnet. Netop din sang, din stemme, dit ansigt, dit hele væsen.

Så mødes vi i sang. Der sker noget under sangen, som er uforudsigeligt. Vi bliver lidt efter lidt fyldt af Helligånden. Sammen.

Paulus siger, at vi skal ligesom tale til hinanden i salmer, det er ikke mindst Davids Salmer, som var Jesu salmebog. Men også skal vi tale til hinanden i hymner og åndelige sange, som vi jo gør ved gudstjenesten. Og Gud Helligånd gør Jesus levende for os og rører vore hjerter med varme, så vi får håb, styrkes og opløftes gennem sangen.

Gennem salmerne siger vi tak, dybest set, for at Jesus Kristus døde for os og er opstået og lever for og med og i os og er iblandt os. Sådan styrkes vores længsel efter Jesus Kristus, vi får kraft til at følge Ham, arbejde på at gøre, som han har lært os.

Historien i dag leder os hen til en klar konklusion, at vi må kapitulere betingelsesløst og tage vor tilflugt til ham selv som den, der alene har vundet sejren for os og stadig kæmper for os og vinder sejren i vort sted. Når vi først har givet fuldt og helt afkald på al selvgjort retfærdighed, er vi frie til at tjene andre, som Han tjente os. Som han ligefrem var lydig over Gud Fader helt til døden, sådan lærer vi at være lydige – ja, siger Paulus, lydige over for hinanden.

Virkelig? Ja, Vi kaldes til at underkaste os hinanden, på en måde kaste håndklædet i ringen og ikke være herre i eget liv. Kristus er vores Herre. Ingen af os kan være Kristi discipel solo, men altid kun i fællesskab med de andre. Og i fællesskabet er der brug for gensidig ydmyghed, imødekommenhed.

Sådan er der i menighedens fællesskab et opgør med vores selvtilstrækkelighed.

Her fyldes vi netop i vores utilstrækkelighed af Ånden. Og Ånden lærer os, siger Paulus, at sige tak for ALT, både i medgang og i modgang.

Gudstjenesten er som en foregribelse af festen i Guds synlige rige, den fest, Jesus selv glæder sig til.

Lovsangen når sit højdepunkt i nadveren, som netop på græsk kaldes eukaristi, taksigelse. Vi siger tak for brødet, for udfrielsen fra mørkets magt, at Gud har ført os over i sin elskede Søns rige. Vi bliver de små, der tager imod alt. Vi beder om, at Helligånden vil komme over os, når vi spiser og drikker, og så tager vi imod Herren Jesus Kristus selv i brød og vin. Vi modtager med vinen syndernes forladelse og opstandelsens liv og går glade derfra. Amen.

Udtog fra N.F.S. Grundtvigs prædiken i 1845 til denne søndag. 

Mange er kaldede, men få er udvalgte! Siger Herren i dagens evangelium. Førhen blev man forfærdede over ordene, nu kun forarget. Grundtvig siger, at den tid er kommet, som apostlen Paulus spåede om i brevet til Timotheus, den tid, da folk ikke vil tåle den sunde lærdom, men tager sig selv lærere i hobetal, som man nu lyster, og den del af den sunde lærdom, som folk nuomstunder, siger Grundtvig, mindst vil høre og vært kan døje, er ordet om saliggørelsens vanskelighed, om sjælenes fare og dommedagen ved Herrens genkomst. Altså netop hvad dagens evangelium stille os for øje, ikke kun med ordsproget: mange er kaldede, men få er udvalgte, men med hele lignelsen om det kongelige gæstebud, både de, der vragede det, og han, der gik ind uden bryllupsklædning, måtte miste.

Og med det samme kan vi med Grundtvig trøste os med, at de få udvalgte er alle dem, der af hjertet tror på Ham og er Ham bekendt som deres lys, deres liv og deres salighed. Vanskeligere er det heller ikke.

Hvad er det, Herren kræver af os?

Han kræver hverken selvgjort retfærdighed eller at vi randsager alle Skriftens dybder, men det er en hjertelig tro på ham og voksende hengivenhed til ham, så at den, der har det, kan og skal være rolig i hans fællesskab, som aldrig viser den bort, der kommer til ham, og som heller ikke vil eller kan miste nogen af alle dem Faderen har givet ham.

Evangeliet i dag svarer til det, vor Herre Jesus siger andetsteds: Stræb alvorligt efter at gå ind gennem den snævre port, og denne formaning forfærder os ikke, men indprenter os kun dybere, hvad vi har følt fra begyndelsen, at salighedens sag ikke er at spøge med, men må ligge os mere på hjerte end noget af alt, hvad vi ellers stræber efter i denne verden, fordi det nytte ikke et menneske, om han vandt hele verden, når han mistede og tabte sig selv.

Dagens evangelium slår fast, at det ikke er Herren Jesu skyld, at kun få kommer til lyset eller skønne på Guds godhed, som vil, at alle mennesker skal blive salige, men kan umulig gøre nogen salige imod deres vilje, eller i sandhed salige uden sandheds-kærlighed.

Ulykken hos den, der vil komme i eget tøj og ikke i det tøj, kongen stiller til rådighed, er ikke at ville have syndsforladelse og salighed på den eneste måde, den retfærdige, vise og nådige Gud kan skænke os dem. Og vi må også ønske i alle måder og af hjertet at  bliver som Guds enbårne Søn, Jesus, og vi kan kun dele Hans glæde og herlighed, når vi også deler Hans retfærdighed, ydmyghed og sagtmodighed, eller med eet ord: Hans renhed og kærlighed, som er bryllupsklædningen, Han vil skænke enhver, der tror på Ham. For den klædning skænkes med Ham og i Ham. For Han er vor visdom, retfærdighed, hellighed og forløsning.

Pladser ved bordet. Om fællesskab. 17. søndag efter trinitatis

Himlene, Herre, fortælle din ære.

Har vi set himlen smukkere end netop nu her sent i september?

Vi er alle sat her på jorden med den samme udsigt mod himlen, uanset hvor vi bor.

Det hele skaberværk er skabt af Gud til glæde for os. Vi skal sammen bruge det godt og til fælles gavn.

Men bedst glædes i al fald jeg over det hele, når jeg nyder det sammen med andre.

Det viser, at fællesskabet er så vigtigt.

Jesus skabet et nyt fællesskab. Ligesom forfra.

Han gik rundt under himlens bue sammen med disciplene. De gik på besøg og spiste sammen og talte sammen om dette nye fællesskab, Guds rige.

Endnu var der ingen af Jesu venner, der anede, at fællesskabet først for alvor skulle træde i kraft gennem Jesu død på korset.

For sådan har vi alle jorden rundt gennem Jesus adgang til at blive tilgivet, at få slettet det, vi ikke selv kan slette.

Og adgang til ved Jesu kraft at styrkes på alle mulige måder, også ved at Han fra tid til anden helbreder en af os for en sygdom.

Det var det, han havde gjort den helligdag, vi har hørt om i dag.

Han havde helbredt en syg, en der havde vand i kroppen.

Derfor er det også vores pligt hver søndag at bede for de syge. For de andre kommer os ved. Vi er et fællesskab. Vi er, som Paulus kalder det, ét legeme.

Ét legeme. Og når vi er det, så er der ikke nogen, der er mere værd end andre.

I samfundet kan det være, at nogen føler sig mindre værd end andre. Jeg hørte en tale nedsættende om sig selv, om det arbejde vedkommende havde, som om det ikke rigtig var noget. Er noget? Alle er nødvendige i samfundet, vi hjælper hinanden med det arbejde vi hver især har. I samfundet taler vi om hjulene i samfundet.

Men i menighedens fællesskab taler vi om, at vi er som ét legeme. Forskellige funktioner har vi, men vi er ét.

Ligesom vi ser ud på én og samme himmel. Vi har altså én Herre og Skaber. Vores alles himmelske Fader, som er over alle, gennem alle og i alle. Vi kan være lidt væk fra Ham, men så sker der noget og vi åbner os for Ham.

Og hvad er det så ellers for et fællesskab, Jesus har dannet? Det fortæller han gerne en historie om. En historie om et bryllup. For hans fællesskab giver glæde og fred og forventning om mere glæde. Den største glæde, vi kan forestille os, er når to finder hinanden og bliver gift i kirken og med en dejlig fest bagefter. Jesus kalder sig åndeligt for brudgom, og vi er som bruden. Ja, det giver jo ikke mening, men det siger, at han giver sig virkelig hen til os, hver enkelt og som fællesskab.

Så lad os fortsætte med at spise ved borde, som han gjorde dengang. Og lad os modtage hans brød og vin, altså hans legeme og blod, som han forener med vores legeme og vores blod.

Når vi ser ud på himlen, eller går rundt i naturen, ser det dejligt ud, og vi kan måske fornemme Gud derude. Men når Jesus rækker sig selv i nadveren, i brødet og vinen, så kan vi være visse på, at her er han.

Det er et løfte. Sådan vil han trøste og styrke os til dagen og vejen. Til den uge der kommer. Til at leve med al ydmyghed over for hinanden, for vi er alle lige betydningsfulde. Leve med mildhed, så vi ikke slår kærligheden i stykker. Leve med tålmodighed, det betyder, at give hinanden elastik, som vi siger. Bære over med hinanden, for vi begår alle fejl og synder.

Hvad Jesus har lært os i dag om pladser, er at i Guds rige er der vendt op og ned på alting.

Så længe vi mener, at vi bør kunne have en vis placering – i det mindste blandt dem, der søger ærligt, eller blandt dem, som trods alt gjorde, hvad de kunne, eller i hvert ikke er hyklere – så må vi stå med skammen. Når vi indser, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige, når vi indser, at vi ikke har noget at komme med, da får vi lov til at gå frem til hæderspladserne. Og hæderspladserne – det er de mest beskedne opgaver, som vi endelig er blevet frie til at gøre, frie for al prestige. Og de pladser – de er netop de fornemste.

For Jesus kom for at tjene, ikke for at blive betjent, og det er til tjeneste vi sendes ud fra – gudstjenesten. Med et ønske om at holde sammen på fællesskabet med fredens bånd. Amen.

Taknemmelighedens søndag - prædiken til 14. søndag efter trinitatis

Denne søndag kan vi godt give navnet taknemmeligheds-søndag.

Eller takke-søndag.

En søndag til at mærke efter og tænke efter: Hvad har jeg at takke for?

Er jeg som de ni spedalske? De blev helbredt, men takkede ikke for helbredelsen, det ligesom bare skete og det var det 

Mange vil sikkert kunne nikke genkendende til det, jeg nu siger: at der har været situationer, hvor vi meget let kunne været komme slemt til skade eller det, der var værre.

Jeg må bekende: Jeg har ikke selv takket rigtig for det. Godt med denne søndag til at minde os om taknemmelighed.

Men nogen vil måske sige: Hvorfor sige tak? Det er vel blot tilfældighedernes spil, om det er gået godt i farlige situationer eller at jeg er blevet helbredt for en sygdom?

Eller er fotosyntese blot en tilfældighed. En fantastisk proces, hvor energi fra lyset optages ved hjælp af visse farvepigmenter (grønkorn) og omdannes til kemisk energi. Omdanner CO2 fra luft og vand fra jorden til sukker og ilt. Sukker og ilt. Fabelagtigt! Det bedste svar er tak!

Det kan være, at de ni spedalske, som blev helbredt, men ikke følte trang til at sige tak, at de mente, at Jesus var en magiker, bare kunne det der med helbredelse, og det var så det. Det var næsten en ekstra naturlig ting, der kunne ske. Dejligt, men grund til at sige tak? Nej.

Måske tænker vi, at vi kun skal sige tak, når der er sket ’noget særligt’. Måske er vores problem, at vi i det hele taget ikke takker for alt det, vi fik og får fra Gud.

Men måske glemte de bare at sige tak? Måske glemmer vi bare at sige tak? Og så går årene. Jeg husker en kollega, der engang sagde: Det er et meget lille ord at få sagt. Tak.

En anden har sagt: Taknemmelighed er verdens bedste øjendråber. Taknemmelighed får os til at se meget bedre og skarpere.

Vi får øje på mere og mere, vi har at være taknemmelige over.

Martin Lönnebo, en svensk biskop, som har sagt dette med taknemmelighed som verdens bedste øjendråber – han tilføjer: Prøv at tænke hver dag over noget, du har at være taknemmelig over. Bliv ved i et år, så har du 365 grunde til at være taknemmelig.

Vi danskere er ikke så glade for overdrivelser, men det viser sig, at vi ikke engang skal overdrive alt det, vi har at være taknemmelig over.

Salmedigterne skriver ud af erfaringen, som nu Brorson, der synger (Den Danske Salmebog nr. 5):

O, hvad jeg dog tusind tunger og alle toners bedste klang, hvor skulle sjælens lyst og hunger til Gud at prise denne gang oprette sig et paradis og mætte sig i Herrens pris!

Vores sjæl mættes ved at vi priser Gud for alt muligt! Tænk blot på en solopgang – eller en solnedgang!

Brorson vil gerne have hele naturen til at tage del i hans lovsang og tak: alle grønne skove, hvert et blad, siger han.

Han mener nok også, at Gud har skabt alle de her uendelig mange blade, så vi kan komme i tanker om at prise Gud.

Hans tak gælder først og sidst Guds nåde, altså Guds kærlighed, Guds uendelige overbærenhed og tilgivelse. Som han siger: nådens værk, som har omringet mig så stærk!

Nådens værk. Altså at Gud sendte sin Søn Jesus, som blev menneske og boede blandt os, led, blev pint, døde og blev begravet, men opstod på den tredje dag, ja er nu usynlig nærværende hos sine efterfølgere kloden rundt. Nådens værk. At Jesus døde i vort sted, i stedet for os. Så vi kunne gå fri.

Vore overtrædelser er nemlig i Guds øjne så forfærdelige, at det kostede hans Søns lidelse og død for at borttage vores skyld

Vi har langt fra så skarpt et syn, der kan se, hvor forfærdeligt det er, når vi foragter et andet menneske. Ja, vi ser let gennem fingre med os selv og vore overtrædelser. Men de andres! Dem ser vi skarpt.

Digteren fortæller nu, hvordan han helt personligt har fået mange prøver på, hvordan Gud har ført ham og altid fik fat i hans hånd, når vandene gik til sjælen.

Det vil jeg også gerne bekende og sige, at jeg har mange prøver selv på Guds hjælp og redning, når det så helt mørkt og sort ud.

Og digteren siger videre, at det er hans opgave ligefrem at kundgøre, altså gøre Guds godhed mod ham kendt for mennesker.

Det må ikke skjules. Det skal frem. Vi skal sætte ord på.

Og så ved vi godt, som digteren, at vores tak er ringe. Men vi prøver alligevel på at takke.

Og ikke glemme Guds velgerninger mod os.

De sygdomme, han rent faktisk har helbredt os for.

De gange, han faktisk udfriede os fra graven.

At han har mættet vort liv med gode gaver,

At han gang på gang har givet os ny energi, selv med grånende hår, så vi er blevet unge igen som ørne.

At han har vist os kærlighed og barmhjertighed, han er sen til vrede og er rig på troskab.

Hvor fantastisk er frem for alt Guds nåde og kærlighed, at han har tilgivet vor skyld?

Det er så fantastisk som afstanden mellem himlen og jorden. Han har ved Jesus Kristus bare fjernet vore synder fra os. Udraderet dem.

Ligesom den bedste far ville gøre.

Vi bliver mere og mere dem, Gud har skabt os til at være, når vi takker og priser Ham og Hans Søn Jesus, og Helligånden.

For Gud skabte os i sit billede, så vi skal ligne Ham. Vort svar på, at Gud har skabt os, er vor tak og lovprisning.

Den kristne menighed har vidst det fra begyndelsen. De kaldte simpelthen højdepunktet i hver gudstjeneste for ”Takken”, på græsk: Eukaristien.

Nadverbønnen er en tak for alt mellem himmel og jord, og så takken for at Gud tager det almindelige brød og det så gives til os som Jesu legeme og vinen som Jesu blod.

Jesus giver os sig selv, igen og igen. Lad os give os selv til ham, igen og igen, og til hinanden. Amen.

Prædiken om døre og duelighed! 12. søndag efter trinitatis

Duelighed. Duer vi til noget? Duer vort fællesskab til noget? Duer jeg som præst til noget?

Svaret er ja!

Vi duer til noget, men dueligheden kommer fra Gud. Vi duer ikke til noget i os selv, men vi har vores duelighed fra Gud.

Det er egentlig det samme budskab sidste søndag: Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er. Og: Guds nåde har ikke været forgæves.

Heller ikke hos os.

Vi har ikke vores duelighed fra os selv, men dueligheden skyldes Gud. Vi er kun det, vi er, af Guds nåde.

Alle anstrengelser for at bygge noget op, også i vores fællesskab og kirke, er udmærket. Men dueligheden selv modtager vi. At det bliver til noget, der duer, skyldes Gud.

Vi kan også sige, at Gud udruster os ved sin Ånd. Puster liv i de ting, vi går og sysler med.

Gud Helligånd skaber liv af døde. Lukker døre op.

I dåben lukker Gud vor Fader døren op til paradis, til opstandelseslivet med Kristus.

En dør, der står åben, og som vi altid kan komme hen til og gå ind ad.

I den gamle kirke havde de Jesu ord med ved dåb. Ordet: Effatha! Luk dig op! Mennesket åbnes ved Jesu ord.

Springer døren op fra Gud til os, så kan mange andre døre springe op. Men det begynder altså med den dør, kun Gud kan lukke op.

Jeg kommer til at tænke på en scene fra Ringenes Herre. Det er måske lidt specielt, for selskabet skal gerne ind i et bjerg, for vejen fremad går gennem dværgenes miner under bjerget.

De kan ikke finde ud af, hvordan bjergets dør kan lukkes op. De skal sige et bestemt ord, en kort sætning. Længe kan de ikke finde ud af det, men til sidst får de indgivet den rette sætning og bjergdøren åbner sig for dem.

Den dør åbner sig ind til mange farefulde situationer og rædsler, men der er kun den vej frem for dem. For uden for blæser snestormen forfærdeligt.

Sådan kan døre lukke sig for os, og vi opdager senere, at kun på den måde åbnede andre døre sig.

Paulus oplever på et tidspunkt, at der er åbne døre og, tilføjer han, rige muligheder for ham, og – der er mange modstandere.

Åbne døre – og mange modstandere.

Det ser Paulus som åbne døre – netop det, at der er mange modstandere. Hvad mener han? Jo, at så er der mange og rige muligheder for at møde mennesker, tale sammen om troen.

Og i det møde med mennesker vide, at dueligheden kommer ikke fra os selv. Vi skal sådan set bare stille os til rådighed. Faste i troen med mildhed over for alle.

Vi skal selv være som åbne døre!

Som menighed bør vi også åbne den dør, at helbredelse er mulig for Gud.

Kristus har sagt til sine apostle, at du skulle lægge hænderne på syge og uddrive dæmoner. Så må vi også holde den dør åben. Derfor vil jeg invitere til med frimodighed at komme til forbøn efter gudstjenesten oppe ved alteret.

Vi skal om lidt synge salmen ”Op til Guds hus vi gå.” Salmen siger:

1 Op til Guds hus vi gå
og banke dristig på:
»Luk op«, det er vor bøn,
vi leder om Guds Søn.

Vi beder ikke om, at en hvilken som helst dør skal åbne sig. Vi beder om, at den dør skal åbne sig, hvor vi samles om Guds Søn.

Alle andre åbne døre kan virke attraktive, men de lukker sig om sig selv, for kun Jesus Kristus befrier os til at leve som fuldkomment frie mennesker.

2 Som lynild farer brat,
os døren er opladt
i dåb med Ånd og vand,
her står vor frelsermand.

Ja, døren er åbnet i dåben. Det er indgangen til livet døbt med Gud Helligånd.

Helligånden holder os altid åbne for Jesu tale og for alt sandt og ret.

3 Vor sjæl er døv og stum
for evangelium,
men høres vil Guds ord
og føres trindt på jord.

Det kan være vi skal leve med døvhed og stumhed, men døvhed for evangeliet, Guds Ord, det er det, der truer os dag efter dag.

Derfor må vi komme sammen og høre det igen og igen.

4 Guds ord til sjæl og krop
det siger selv: »Luk op!
Afsiger løgnen du
og tror Guds sandhed nu?«

Den dør, Gud åbner for os, kræver, forlanger, at vi samtidig lukker en anden dør. Nemlig løgnens dør, eller løgnerens dør. Og åbner os for Guds sandhed.

5 Det er hans Effatha,1
og tungen svarer ja!
Guds røst, som almagts hånd,
os skar for tungebånd.

Det ja, vi siger, viser, at vi er blevet åbne for evangeliet. Det er den første begyndelse, og vi har brug for at gentage det ja, så sjælen ikke ender i stumhed igen.

Det er det, der truer os som folk og menighed, at det ja bliver til et tja eller måske. Men da kan døren ikke åbne sig så let. Dog, er vi blot rådvilde, så står Gud os bi også med vores tvivl.

6 Så lærer os Guds Søn
sin egen barnebøn,
indånder i vort bryst
sin egen barnerøst.

Med det ja, vi siger, får vi Guds Søns barnebøn, fadervor.

Komme dit rige! Blot denne ene bøn er en bøn om, at selv gennem lukkede døre vil Gud lade sit riges kræfter komme til os og virke gennem os.

Apostlen Peter siger, at vi er både præster og konger i Guds rige. Så lad os hver især hjælpe hinanden med at være og virke som Kristi disciple til Hans ære og os til gavn.

Prædiken til 10. søndag efter trinitatis - om vores besøgelsestid

Hele folket hang ved ham, fortæller Lukas.

De hang ved ham. De så at sige hang ved hans læber: hvad han mon nu ville sige?

Verden længes efter sand myndighed, og den var det, Jesus havde. En myndighed, som folk aldrig før havde oplevet. En ufordærvet, en djærv myndighed, som kom indefra og ikke fra noget ydre.

Jesus stod over for folkets præster og ledere med ordet alene. Men det var også det, han stod med. Det sande ord. Hver gang.

Og hvilken sandhed taler han i dagens evangelium? At Jerusalem ikke anede, hvad der skulle tjene til byens fred.

Det var skjult. Det eneste, der kunne tjene byen til fred, var at tage imod Jesus Kristus selv som deres Frelser.

Det nægtede byen.

Ligesom folket havde nægtet at lytte til profeter som Jeremias, der prøvede at tale folket til rette, prøvede at få folket til at søge freden hos Gud i stedet for i ydre ting.

Folket nægtede dengang at lytte, og på Jesu tid lytter folkets ledere heller ikke, men nægter at følge Jesus.

Men hvis Jesus nu er sandheden selv, så får vi fred, hvis vi følger Ham. Så er Han vor fred.

Den fred kostede Jesus Kristus angstens sved i Getsemane have og blodet og døden.

Men så har Han med egne ord efterladt os fredens ord. Ordet der skaber den fred, verden ikke har og ikke kan give.

Den fred, der gør den, der er bange, barneglad,

Og som gør rolig over for fjenden og midt i våbenbrag.

Jesus lod Jerusalem vide, at krigen ville komme, der ville komme våbenbrag. Jerusalem ville faktisk falde som by. Og det skete kun nogle årtier efter Jesu opstandelse.

Verdens fred er ikke noget at bygge på.

Vi lever sådan set ret fredeligt. Men vi kan ikke bygge det evige liv på det. Det er at leve på en løgn.

Jesus forudsiger katastrofen. Den katastrofe, som så mange film er optaget af.

Hvorfor kommer katastrofen? Fordi ”du kendte ikke din besøgelsestid”, siger Jesus.

Hvad vil det sige? Det vil sige, at Jesus var kommet og overvågede og besøgte folket og pegede på alt, hvad der skulle føre folket til Guds fred.

Folket opfattede ikke Jesu komme som deres besøgelsestid. Men det var det, det var.

Folket havde fået besøg af Guds Søn. Men selv det førte ikke til omvendelse og erkendelse.

Havde folket kendt dets besøgelsestid, da havde de omvendt sig og havde modtaget Guds tilgivelse.

Hvad med os i Danmark, i Vesten, os på Samsø? Er der noget for os danskere, som hedder vores besøgelsestid? Ja, vi har jo Jesu ord i rigeligt mål at høre og lytte til. For hver enkelt af os og for os som folk er der altid et spørgsmål: Vil jeg, vil vi følge Jesus Kristus? Af hele vort hjerte? Eller af et halvt hjerte? Eller slet ikke? Vi ved, at Jesus foretrækker, at vi enten er helt kolde eller helt varme, men lunkenhed kan han ikke holde ud.

Et ja der bliver til et tja.

En troens rygrad: Ja, vi følger Ham, og vi mener det. Vi tager det på os.

Da Guds Søn kom med freden, var det egentlig blot tro, han spurgte om. For kun troen alene opnår Guds nåde og fred.

Vi lytter til Hans undervisning. Vi vil lære af Ham og blive ved med det.

Vi vil som folket dengang hænge ved Hans ord, fordi det er ord, der befrier os fra at frygte noget som helst andet end Ham.

Ord, som sætter os fri til være glade som Guds børn. Ord, som får os til at blive aktive i troen.

Det er det, Paulus taler om: Vi har hver især fået nogle evner og gaver, som vi bør bruge til fælles gavn. Vi har ikke fået vore evner for at grave dem ned. Det går bare ikke. Det er livsfarligt. Tænk, at lade evnerne dø, som hvis vi gravede en skat ned i jorden.

Kære Kristi venner! Der er brug for alles evner i menigheden. Til at bygge os op sammen. Ingen kan undværes.

Det er som med et legeme. Hvem kan særlig godt undvære et ben eller en hånd? Nej, vi har  brug for alle lemmer.

En er god til at få os i godt humør og smile, en anden kan undervise, en tredje kan trøste, en fjerde igen kan hjælpe og se, hvor der er brug for hjælp. En femte har forstand på økonomi og kan holde styr på menighedens penge. En sjette kan synge for, en syvende kan spille, så menigheden kan synge godt med, en ottende lytter så godt, at vedkommende kan minde os andre om det, vi har lært, en niende har fået givet gaven at helbrede, en tiende får gode ideer til gavn for os alle, men Gud virker det altsammen i alle.

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis - om klogt at bruge det, vi har fået givet

En af de unge spillere i lørdags fik bolden ud over mållinjen, og jeg råbte det. Men spilleren påberåbte sig Gud og sagde: Gud ser det!

Det blev til en del udvekslinger om, det Gud ser af uretfærdige afgørelser i en fodboldkamp, endda uden en dommer til stede. Også da vores hold gav modstanderne bolden, fordi VI havde fået bolden ud over linjen. Gud ser det, råbte jeg tilbage! Der blev en skøn fornemmelse af, at vi alle er under den fælles bedømmelse af vore handlinger. Og alle sammen er uretfærdige her og der.

Vi har hørt i læsningerne, at vi ikke skal være nærige med at give til den, der beder om hjælp.

Og vi hørte, at vi er i mørke, hvis vi siger, at vi ikke er syndere.

Men erkender og bekender vi det, da vandrer vi i lyset.

Og det er sådan, at fællesskabet overhovedet bliver til på. For vi lever sammen af, at Jesus, Guds Søns blod renser os fra al synd. Og han døde for hele verden.

Det er den dybe retfærdighed, at den Retfærdige dør for os uretfærdige.

Vi er alle som den utro godsforvalter. Vi har ifølge evangeliet svindlet alle sammen for enorme summer, og vi kan ikke tale os ud af det, kun dulme den dårlige samvittighed med alskens ting.

For eneste udvej for os er, at gælden eftergives.

Men det er nu ikke helt det, der fortælles af Jesus i den lignelse, vi har lyttet til.

Eneste udvej er her, at vi smide om os med det, vi har fået, penge, ejendom, evner, selve livet. Og smider om os også med Guds forkyndelse af nåde til enhver, der vil tage til takke med den, nåden.

Verdsligt kan vi bruge meget energi og tankekraft på at sørge for, at det går os godt økonomisk. Åbner man radioen på P1 i al fald om dagen, så dukker ordet økonomi næsten uafladelig op. Og det er også i sin orden, for økonomi betyder husholdning, og det er netop det, det i dag drejer sig om: hvordan vi har udført vores husholdning, holdt hus med det, vi har fået.

Men – mener Jesus virkelig, at vi skal skaffe os venner i lyset med hjælp af vore penge og ejendom?

Ja, det er svært at tale sig uden om!

En, der for alvor brugte mammon på en meget speciel måde, var Oskar Schindler. Han var kendt for at være grådig, ludoman og dranker og glad for kvinder. Men han var samtidig livet igennem troende katolik.

Han blev nazist og i kraft af det reddede han 1200 jøder, som var ansat på hans fabrik, der lavede pander og potter til den tyske hær. Oprindelig ville Schindler simpelthen tjene penge ved hjælp af billig jødisk arbejdskraft, men senere begyndte han at beskytte sine arbejdere uden hensyn til omkostningerne.

Han bestak med mægtige summer en kommandant og var alligevel et par gange ved at blive fængslet, for der måtte være fiflet med noget.

Ved krigens slutning var han tæt på at have brugt hele sin formue på bestikkelse.

Schindler blev begravet i Jerusalem. For et par år siden, da der kun var en af de 1200 jøder i live, var der en markering i Jerusalem. Den overlevende kvinde på 93 sagde: ”Hele min familie, mine forældre og min bror – de døde alle under Holocaust.”

Hun var blandt flere hundrede jødiske kvinder, der var blevet deporteret til Auschwitz. Hun sagde, at da de kom dertil, troede de ikke, at de ville komme derfra igen. Mod alt håb lykkedes det Schindler at betale dem ud efter et par uger ved bestikkelse.

Ved Schindlers grav fortalte en anden kvinde, hvis forældre han havde reddet:

”Jeg fødte fem børn, vi har 36 børnebørn og over 120 eller 150 oldebørn – efter 120 stoppede vi med at tælle.” Hun tilføjede: ”De er alle dine…det er alt sammen din fortjeneste.”

Nu er det op til os at bruge det lys, vi har modtaget i dåben, dele ud af det lys, der gør det af med mørket.

Vi kan lade os inspirere af det jødiske udsagn: Den, som redder ét liv, har reddet hele verden.

Og vi hører, at vi ikke kan adskille tingene i noget åndeligt og noget verdsligt. Vi har fået alt for intet og skal give det for intet.

Den frihed, vi har fået ved Jesus Kristus, så vi ikke skal trælle under alt muligt, den frihed skal netop sætte os fri til alt det, der gør gavn.

Gå da frit enhver til sit

og stole på Guds nåde,

da får vi lyst og lykke til

at gøre gavn som Gud det vil

på allerbedste måde.

Og lad os ikke se os tilbage, men fremad!

Guds nåde åbner os, så vi får lyst og lykke til at gøre gavn efter Guds vilje, og det er den allerbedste måde.

Hvad stiller vi op med vores vrede? Prædiken til 6. søndag efter trinitatis

Det er dejligt at følge med i en krimi. Tag en Poirot af Agathe Christie.

Alle er under mistanke. Alle. Vi følger med i, at alle kan have grund til at ville rydde et menneske af vejen.

Men det forfærdelige er, at det krimien kredser om, er den virkelighed, Jesus kaster lys over.

At vrede mod ens medmenneske er mord.

Det handler om foragt for det andet menneske, det handler om at regne den anden for et ikke-menneske, en man hellere så død. I tanker og måske også ord kaldes den anden for

Paulus citerer et sted fra Salmernes Bog i Gammel Testamente, hvor det rent ud hedder: Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.  Rom. 3,10-12.

Krimien belyser, hvordan vi alle kunne have begået de forbrydelser, der begås. Vi gør det bare ikke alle sammen, fordi noget i os holder os tilbage. Det kan være de ti bud, lovens bud, der standser vanviddet i os.

Men hvor krimien hører op, begynder evangeliet. Her får vi nemlig en retfærdighed fra Gud uden lov, helt uretfærdigt, alene ved tro på Jesus Kristus som den fuldkomne retfærdighed, som han gennemførte ved at dø for os alle sammen på korset, men vel at mærke dø som fuldkommen Gud og fuldkommen mennesket på én gang.

Kun i kraft af Kristi retfærdighed kan vi stå retfærdige for Gud til sidst.

Den gode nyhed: Gud kommer os nær i sit ord. Sådan ejer vi allerede her himlen! Vi har ikke bruge for at lede på fjerne steder. Det er slet ikke så svært.

Således opmuntret kan vi kaste os ud i at arbejde med os selv.

Jesus stiller skarpt på vrede. Hvad stille vi op med vores vrede? Er det bare en følelse, som er normal og helt i orden? Skal vi gøre noget ved vores vrede? Og hvad skal det være?

Jesus fordrer, at vi seriøst arbejder med vores vrede. Han siger, det er det samme som mord! Vrede er mord.

Det er at frakende den anden værdi i Guds øjne.

Jesus trækker de store advarsler frem: den der bruget et groft skældsord om sin broder, skal dømmes ved en højesteret, og hvis man bruger et mindre groft skældsord, skal man dømmes til Helvede.

Selv den mindste overtrædelse kan føre dom og ødelæggelse med sig.

Når vi sådan er blevet sat skakmat og må se os selv i spejlet med det, vi har kaldt andre, giver Jesus os en opgave.

Nemlig at forlige os med hinanden, mens der er tid til det.

Men hvordan tilgive den, der har behandlet mig så groft? egnet mig for ingenting

Ja, hvis vi igen ser på, at vor egen vrede har været som mord, så kan vi nok overveje, om vi ikke kan tilgive den anden, når det er mig, der rammes af en andens vredesstråler.

Jeg hørte forleden nogle unge mennesker fortælle om uforsonlighed og vrede opgør i familierne. Så blev jeg spurgt om et råd. Elsk din fjende, var det der kom ud af min mund. Om den fjende er din far eller mor eller søskende eller hvem det er. Vend den anden kind til, tilføjede en fra gruppen.

Ja, det er det krav Jesus stiller til os. Der er ikke angivet andre veje.

Men hvordan skal vi dog kunne efterleve det?

Ja, nu kommer vi til den proces, der er at være en discipel af Jesus.

Processen for den, der er døbt, er følgende:

At hver dag lade vreden begraves i dåbsvandet og så stå op hver dag forenet med Kristus i opstandelsens kraft til at lade vreden fare! En daglig proces.

Grundlæggende, siger Paulus i den læsning fra hans brev vi hørte før, grundlæggende er vi i dåben døbt til et helt personligt forhold mellem os selv og Kristus.

Og der er en bevægelse i dåben.

For det første bliver vi dåben forbundet med Kristi død, siger Paulus.

Det er helt reelt i forhold den historiske begivenhed: Guds frelse gennem Kristi død på korset.

Paulus bruger udtrykket, at vi er begravet med Kristus ved dåben.

Begravelsen er beseglingen af døden, der er indtrådt.

Venner og familie forlader den dødes legeme i graven og tager hjem uden ham eller hende. Livet deles ikke længere.

Så den død, vi døde i dåben, var en død, der er forseglet med begravelsen.

Der er ikke længere nogen vej TILBAGE for os, kun FREMAD.

For nu, siger Paulus, skal vi leve et nyt liv. Vi skal begynde en ny livsstil, som har konsekvenser ned i detaljerne i vores hverdag og den måde, vi lever sammen på.

Vi regner Jesu død for vore synder som vores død og Hans opstandelse som vores liv.

Kristi død gælder som vores død bort fra synden, fra vreden.

Så sendes vi hver dag ud til at leve et nyt liv i opstandelsens kraft. Ud til forligelse, tilgivelse.

Og med Jesu støtte og ord kan vi godt tage fat på det.

Vi tager fat på at lade mund og hjerte følges ad. At de ord, vi fører i munden, også svarer til hjertet.

At lade vreden fare, at søge forligelse, at elske fjenden, det er muligt for os, når nu Jesus er død for vore helt personlige synder, som med i den gæld, han betalte med sin død.

Så er jeg jo fri til at handle. Jeg er selv tilgivet, jeg er ikke længere Guds fjende, men ven, jeg er blevet forligt med Gud. Så er jeg fri til at række alt dette videre til andre.

Og når vi sådan arbejder på det, så er det en bedre retfærdighed, vi arbejder på. Fordi den er grundlagt på Jesu retfærdighed ved hans stedfortrædende lidelse og død for os og hele verden.

Hele Gammel Testamente peger samlet set på, at der måtte et offer til for at vor skyld kunne udraderes. Det skete med Kristus.

Og når vi synes, vi er tvære og ikke vil i gang med at standse vreden og uforsonligheden, så har vi ved dåben modtaget Helligånden i vore hjerter. Så beder vi om Gud Helligånds bistand til at holde processen i gang i vore hjerter. Amen.

Læg ud på dybet! Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2021

Femte søndag efter trinitatis 2021

Ved vi, hvorfor Jesus valgte Peter til apostlen over de andre apostle?

Var det fordi han var god til at sejle en fiskerbåd rundt i Galilæas sø? Nej.

Var det fordi han var dygtig til at tale? Nej.

Var det fordi han var fisker og ikke tømrer? Nej.

Hvad var så grunden til at Jesus valgte Peter?

Det var fordi han gjorde, hvad Jesus sagde.

Han adlød.

Han havde det ikke bare i munden. Han gjorde det, Jesus bad ham om at gøre.

Og kære menighed! Der sker store ting, når vi er parat til at gøre det, Jesus vil, vi skal gøre.

Når vi hører godt efter hans tale og lukker ned for vore egne ord.

For ellers kan vi jo ikke høre, hvad han siger.

Altså, Peter adlød Jesus. Og for os, der er døbt til at tilhøre Jesus Kristus, følger, at vi også følger efter ham.

***

Og hvad var det så, Jesus bad Peter om at gøre? Var det noget svært? Egentlig ikke.

Var det noget let? Ja, på en måde.

Jesus sagde: Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!

Så det var det, han skulle – ud på dybet, ud på det dybe vand.

Sådan skal vi også adlyde – og lægge ud på dybet.

Dybet – det er at møde Guds vælde. Vi oplever et mirakel. Det gør os små – og lykkelige. Jeg gennemlever en krise i mit liv, hvor jeg opdager min egen uværdighed. Eller jeg laver fejl, som jeg føler mig fordømt for af andre mennesker.

Så må jeg sige til Gud: Jeg er hverken mennesker eller dig værd, men jeg kan ikke undvære dig, Gud!

Det kan være øjeblikke, hvor vi føler os reddet, da der ingen redning kunne være. Hvor tingene i vores liv vendte, og vi blev glade igen.

Men vi skal som menighed ud på dybet sammen også! Vi skal også ud på dybet og fange mennesker. Fange mennesker, så de bliver mere levende end nogensinde. I det specielle græske ord for at fange indgår ordet liv eller levende. Vi skal være med til at bringe mennesker ud af fangenskab i livet, som får dem til langsomt at dø i opgivelse og uden håb.

Vi skal hjælpe med til, at de og vi bliver levende fisk i vandet, i dåbsvandet. Det vand, som der siges over: Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Vi har modtaget Gud Helligånd i dåben til at vejlede os, hjælpe os i al nød, styrke os med kraft og trøste os, når sorg og bekymringer overvælder os. Gud Helligånd er som solens varme, der giver os nyt liv og gør os glade.

Sådan som vi sang i dåbssalmen, de Freya blev døbt:

Fyldt af glæde, men også fyldt af bæven. Peter og de andre var rædselsslagne over den mærkelige fiskefangst, vi kan bæve for, hvad fremtiden skal bringe. Til os lyder Jesu ord, et ord, der genlyder gennem hele evangeliet: Frygt ikke! Vær ikke bange! Læg jeres liv i Gud Faders hånd, hvad der end kommer til at hænde.

Vi er også fyldt af undren over det mægtige univers, hvor vi er som et fnug, og hvor de små og mindste er størst.

Blot ved at tage imod Guds kærlighed.

Og blive ved med at leve af Guds nåde som dagligt brød.

Ved dåben er vi som åndelige fisk født på ny til et liv i Kristus, til et åbent liv i tro og tillid.

Vi er nemlig, som Paulus siger i Romerbrevet kapitel 6, begravet og døde med Kristus, da vi blev døbt og steg ned i dåbsvandet, i dybet. Men så skal vi også hver dag stå op af det dyb med Helligåndens kraft, med Jesu opstandelses kraft, og leve som Paulus siger: et helt nyt liv.

Vi har op- og nedture, og til stadighed må vi bede Gud skænke os troen, for gennem troen har vi del i en fuldkommen glæde, som intet kan ødelægge.

Lad os tage ud på dybet, ud i folkedybet, kaste al angst og uro væk og lad os kaste os ud i at leve som kristne, i enighed om at gå vejen sammen med vor Herre Jesus, og gå vejen i hans fodspor.

For det er den indbyrdes kærlighed, der for alvor vil få mennesker til at lade sig fange ind af Jesus Kristus.

Det ved apostlen Peter om nogen. Derfor siger han: Lev i enighed, vis medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse. Med andre ord: vi skal dele ud af vores arv af velsignelse!

Tag gerne jeres sætning med, som ligger på salmehylden. I kan evt. udveksle dem med hinanden.

Prædiken 13. juni 2021 - 2. søndag efter trinitatis

På grund af det, der skete i Parken under Danmarks første fodboldkamp i går aftes (12. juni), var der en indledning, der satte ord på de følelser, man har her dagen efter, at Christian Eriksen faldt om og senere kom til Rigshospitalet. Han fik hjertemassage og er nu stabil og kan tale. Den tysthed, der faldt på tilskuerne på grund af Eriksens situation liggende på grønsværen, indtil han blev båret ud, den tysthed var et udtryk for respekt og angst for, hvad der mon var sket. Samtidig så vi kærligheden, som medspillerne viste Eriksens, da de stod vagt rundt om ham og skærmede ham på grønsværen i forhold til kameraer og publikum. Og den bevægelse med tårer, som mange, også kommentatorerne havde, virkede stærkt på os, der så kampen på skærmen. Den kærlighed, som er et godt billede på det, der blev læst under denne gudstjeneste om kærligheden i 1. Johannesbrev.

Skal vi ikke bare dø og så er det alt sammen forbi?

Betyder det noget, hvordan vi lever og har levet?

Betyder kærlighed noget?

Måske skal vi begynde helt forfra.

Med at undres over, at tingene er som de er.

TV2 har ladet sig undre over duehøgens vanvittige egenskaber. (Se linket: https://livsstil.tv2.dk/2021-05-27-oejnene-stiller-skarpt-paa-den-lille-roedhals-faa-sekunder-senere-bliver-den-flaaet)

Duehøgen ser med en opløsning, som er 1000 gange kraftigere end et kamera.

1000 gange.

Og hvad skal duehøgen bruge denne utrolige synskraft til? Den kan ovenikøbet til sidst zoome ind. Ja, på byttet.

Al denne synskraft, denne evne til at zoome, skal til for at duehøgen kan nedlægge sit bytte, en lille eller lidt større fugl.

Med den måde, dens vinger er konstrueret på, kan duehøgen flyve under radaren og mellem tætte grene uden en lyd.

Vi har også fået vinger. Bønnens og troens to vinger. Med de to vinger kan vi komme igennem alt buskads i vores liv og leve.

Vi kan få den åndelige mad, som gør, at vi aldrig skal sulte.

Og det er Helligånden, der giver os øjne at se med, så vi ser, hvad det menneskelige øje ikke kan se. Men ikke Helligånden alene virker en stor åndelig synskraft hos os. Nej, for uden kærlighed bliver den åndelige synsevne til kold iagttagelse.

Kun Kærligheden og Sandhedens Ånd, Guds Ånd, kan åbne troens øjne. Da kan vi fokusere, zoome ind på det væsentlige.

Lad os bede Gud Helligånd i kærlighed åbne vore åndelige øjne for, hvad vi har hørt i dag.

Vi zoomer ind på profeten Esajas. Først på festmåltidet, han taler om.

Et festmåltid. Hvor trænger vi til en kæmpe fest. En fest med fantastisk mad, hvor alle sorger glemmes for altid. Det er Guds rige, det vi kun i ånden kan se nu. Hvor sløret skal tages af vore øjne, ja, af alle folkeslags øjne. Døden skal opsluges for evigt.

Og Herren tørrer tårerne af hvert ansigt, og han fjerne spotten mod sit folk fra hele jorden.

I Guds synlige rige, når Jesus kommer igen, skal vi sige: Han var vort håb, mens vi gik der i verden, vi oplevede, at Gud gang på gang frelste os. Vi satte vores håb til ham, og han har ikke gjort os til skamme. Nej, nu kan jublen og glæden fylde os uindskrænket.

Men når vi hører Jesus fortælle om det store festmåltid, så bliver vi kede af det. For der er ikke uindskrænket glæde.

Mennesker undskylder sig og vil ikke med til festen, de har vigtigere ting for, ting, de ikke kan slippe, selvom det er komplet uforskammet at takke nej til denne mand, som jo er Gud selv.

Der er en, der er blevet gift for nylig, han siger bare, at han ikke kan komme. Han undskylder sig ikke engang. Nogen mener, det skyldes, at han er under tøflen.

Lad os lige blive ved det.

Jesus vil gøre op med alt, hvad der forhindrer os i af hjertet at følge ham. Ikke at være under nogen som helst tøffel.

At have modet til at sige fra over for alt, der er tøffelagtigt.

At følge Jesus, vor Herre og Frelser, vor gode Hyrde, Opstandelsen og Livet, verdens Lys, Livets brød, Vejen, Sandheden og Livet.

Skulle vi ikke følge ham, som er Livet selv, fra hvem vores liv stammer, og som overvandt døden og har knust dødens magt, Satans magt, syndens magt?

Så vi i følgeskab med Ham kan leve, nu og i al evighed.

Vores forhold til Jesus er udfordret hele tiden. Hjertet er dybt. Der kan komme åndelige kriser. Mennesker mister troen på grund af håbløs sygdom. Andre får troen netop da. Vi forstår ikke alt dette.

Vigtigere er, at vi tager imod indbydelsen.

Til Guds rige, det store festmåltid, hvor Jesus selv sidder for bordenden.

Her er Abraham, her er kong David, her er profeten Esajas, hvem Gud gav syner som ingen anden før eller siden, så han så ud i fremtiden, ja, til evigheden. Talte, så vi må gå i os selv i gråd over vor usselhed. For han lader os se vore synder og overtrædelser med al dens forfærdende dødbringende kraft, som kun kan overvindes af Gud selv.

De, som var langt fra festmåltidet, som ikke gjorde sig håb om at komme med, fattige, vanføre, blinde og lamme, dem hentede manden ind til den fest, Jesus fortæller om.

Der var ikke én af dem, der takkede nej. De kom alle.

Lad os erkende vores åndelige fattigdom uden Gud og Jesus sige ja til invitationen.

Så lad os følge dem og lade os kalde ind i fællesskab med Jesus i vores hele liv. Vi kan ikke kalde os selv. Vi må lade os kalde af Ham. Komme så meget ned i gear, at Helligåndens tyste hvisken i os kan høres. For vi, der er døbt til at tilhøre Jesus Kristus, har modtaget Helligånden fra Faderen, som Jesus har sendt ind i vore hjerter.

Vi kan så ofte og længe ligesom leve med et slør over vore hjerter, så vi ikke mærker Helligånden, der kalder på os.

Men hvis vi føler os handlingslammet, triste, bange og uden håb, så kalder Gud os netop til glæde og fred nu og i evighed, for Han længes efter os.

Kalder os til at elske Gud af alt, hvad vi er, kalder os til at blive i kærligheden til Ham og til hinanden.

Johannes siger så vidunderligt i sit brev til os:

Vi er gået over fra døden til livet. Hvordan ved vi det? Fordi vi elsker brødrene og søstrene, svarer Johannes.

Det er så smertefuldt, at den, der ikke elsker, bliver i døden. Hader vi vor bror, er vi mordere.

Vejen til livet går gennem døden. At vi gør op med det, der er død i os, med had.

For kærligheden er sådan: At Jesus, vor Herre, satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte vort liv til for hinanden. Og det at sætte livet til for hinanden betyder at sætte vor selvbehagelighed til side og støtte hinanden.

Så er vi altid i en kamp for at forblive i kærligheden, forblive efterfølgere af Jesus.

Og ad os som kirke tage fat. Skulle vi ikke også gå ud på gader og stræder, når vor Herre anbefaler dette på det kraftigste?

Så vi kan møde hinanden derude, ikke kun herinde. Men også herinde. Hvor skønt, at vi stadig kan det. At det er muligt for os.

Lad os hver for sig tænke over, hvordan vi kan støtte fællesskabet og hinanden. Og én ting er sikkert: der er brug for os alle, hver enkelt, med ideer, med indsigt, med tjeneste. Amen.

Byggegrunden, revner og tætning af revnerne. Kærlighedens treklang

1. søndag efter trinitatis 6. juni 2021. 

Nordby kl. 9.00, Onsbjerg kl. 11.00

Byggegrunden

Vi har hørt om det helt afgørende: at tætne revner. Uden behandling ender et hus med at falde sammen, hvis der ikke gøres noget ved revnerne. Det gælder også vore kirker. 

Men før vi ser på revnerne, må vi se på grunden, vi bygger på. Bygger vi på sand eller klippe? Klippen er Jesus Kristus, det er den grundvold, som holder uanset hvor meget huset ellers kan se ud som en ruin.

Uden Ham som grundstenen flyder vi frit omkring og vores hus er åbent for sammenfald. Det kan ende med at falde ned om os.

Grundlaget er, at vi bekender os til Jesus Kristus som verdens Frelser, som Guds Søn, der kom og blev et menneske, levede blandt os, døde på korset for vore synder og opstod med kraft påskemorgen.

Så ved vi, hvad der er op og ned. Så er Kristus mellem os og døden. Da er vort håb urokkeligt som Han, at døden ikke får det sidste ord, men vi skal opstå, som han er opstået og mødes med ham i hans rige til sidst på den fantastiske dage, vi venter på med længsel, hvor synd og død er overvundet.

Men nu til revnerne

Først skal skaden kortlægges. Hvorfor er der kommet revner? Og hvordan har man tidligere behandlet revnerne?

Skaden er stor. Det fortæller profeten Esajas med ord fra Herren. Skaden sker dag ud og dag ind, når vi lader ondskaben tage til uden at standse den, når vi lader folk gå undertrykte rundt, mobbede, sårede; når vi vender ryggen til vore egne.

At tætne revner på denne måde fører meget godt med sig, siger Esajas. Da bryder dit lys frem som morgenrøden. Morgenrøden – til en dejlig nyfødt dag, hvor undertrykkelse er i gang med at blive bekæmpet, ondskaben ligeså.

Da omgives vi af Guds retfærdighed foran os og af hans herlige morgenrødes lys bag os.

Den rige mand var ligeglad med andre mennesker og Gud med.

Vi mennesker er ellers gode til at orientere os om alt muligt vigtigt for os. Det har den rige mand også gjort, helt sikkert. Det var jo faktisk derfor, han var så rig og kunne nyde et liv uden bekymringer. Men også uden at orientere sig om situationen lige ved hans indgangsdør.

Der lå ellers Lazarus. Han var sikkert handicappet, krøbling, for han var blevet lagt der, står der. Han var så hjælpeløs, at han ikke kunne værge for sig, når de vilde hunde kom. De tog det, der faldt fra den riges bord, så Lazarus fik intet. Hundene slikkede hans sår, og det blev så den eneste kontakt han havde med andre levende væsener, for den rige mand gik hver dag ind og ud uden at ænse Lazarus.

Som sagt havde den rige mand ikke orienteret sig om Lazarus, men heller ikke om, at der er en dom for hvert menneske, når vi dør. Hvor regnskabet skal gøres op.

Han var så rig, at han mente, at han kunne undvære at vide besked om det.

Han tænkte, at når han nu hørte til Guds eget folk, så var forsikret mod straf efter døden. Den straf der er tale om, er bittert at fortryde, hvordan vi har levet.

Derfor er det nu tid til at høre, hvad vi skal gøre. Hvordan vi kan leve i kærligheden.

Alt dette er godt, men størst af alt er kærligheden.

Derfor kommer vi nu til

Tætningsmidlet, som er kærlighed.

Det er Johannes, der hjælper os med at forstå, hvordan vi skal leve i kærlighed.

Johannes siger: 

1 Bliv ved med i dagliglivet at modtage Guds kærlighed og at lade Guds kærlighed virke ind på jeres hjerter!

2 Bliv ved med dag for dag at elske Gud

3 Bliv ved med i praksis og i det daglige at elske brødrene, søstrene.

Her har vi kærlighedens trehed:

1 Gud er kærlighedens kilde. 

2 Jeg skal modtage Guds kærlighed, og lade den præge mig.

Og så skal jeg vise de andre kærlighed.

Og hvad vil det så sige at vise de andre kærlighed?

Johannes svarer: det er kun, når vi hver især, den enkelte, elsker sine medkristne helt lavpraktisk, at han og hun erfarer Guds kærlighed og kærligheden til Gud i sit eget hjerte og ved, at Gud er nærværende i ham og hende.

Hvis derfor mine kristne brødre eller søstre lider i samfundet, bliver mobbet, lider nød, undertrykkes, da angår det mig og dig helt personligt.

Og uden den lavpraktiske indbyrdes kærlighed på kryds og tværs dør kirken som fællesskab.

Altså, når fundamentet, grunden er, at Jesus er kommet som vor Frelser, og når vi har modtaget Guds Ånd i vore hjerter, så kan kærligheden begynde at virke i os.

Og sådan styrkes vi i vor indre overbevisning om, at vi er Guds børn, styrkes, og vi mærker Guds kærlighed på en ny og frisk måde, der inspirerer os dag for dag.

Det er det, Johannes siger, nemlig at Gud har givet os sin Ånd i vore hjerter. Når kærligheden lever i os, så støtter Helligånden kærligheden i os.

 

 

*** 

 

 

 

 

Et spørgsmål: Hvordan kan en kærlig Gud sende mennesker i helvede?

 

 

 

Vores kultur har intet problem med en kærlig Gud, som støtter os, uanset hvordan vi lever.

 

 

 

Men vor kultur gør stærke indvendinger over for tanken om en Gud, som straffer mennesker for deres stærke overbevisninger, også selvom de er vildfarne.

 

 

 

Vi kan vende tingene på to måder:

 

 

 

Enten vil vi med vor sjæl indrette os efter virkeligheden, og så er erkendelse, selvdisciplin og dyd løsningen.

 

 

 

Eller vi har vænnet os til, at videnskab kan klare alting, så det føjer sig efter vore ønsker.

 

 

 

Hvis vi forbryder os mod den guddommelige orden i verden, er der konsekvenser der er lige så hårde, som hvis vi forbryder os mod den fysiske virkelighed ved at stikke en hånd ind i et bål eller lægge den på en varm kogeplade.

 

 

 

Alle kærlige mennesker fyldes nogle gange af vrede, ikke bare på trods af, men på grund af deres kærlighed.

 

 

 

Sådan med Gud: Hvis han ser et menneske der ødelægger sig selv, bliver han vred.

 

 

 

Guds vrede er som en eksplosion, der vender sig mod kræft. En kræft, der æder mennesker indefra, mennesker, Gud elsker.

 

 

 

Gud er vred på ondskab og uretfærdighed, fordi det ødelægger skabningens fred.

 

 

 

Spørgsmålet er: Hvis jeg ikke tror, at der er en Gud, som til sidst bringer alt på rette fod, om ikke jeg så selv nu og her vil tage sværdet i hånden og vil komme ind i en endeløs kæde af hævn.

 

 

 

Det er menneskers manglende tro på hævnens Gud, som hemmeligt nærer volden, brutaliteten mellem os mennesker.

 

 

 

Det sande opium for folket er troen på, at der intet er efter døden – den dejlige trøst, at vort forrædderi, grådighed, fejhed, mord, passerer uden dom til sidst … men vore gerninger dør jo ikke.

 

 

 

Allerede i dette liv kan vi se, hvordan selvcentrerethed ødelægger sjælen.

 

 

 

Vi ved, hvordan selviskhed og selvoptagethed fører til frygtelig bitterhed, kvalmende misundelse, lammende bekymring, paranoide tanker og fornægtelser og forvrængninger.

 

 

 

Helvede er simpelthen ens fri valg af identitet væk fra Gud på vej til evigheden.

 

 

 

Men ingen, som alvorligt og konstant længes efter glæde, vil nogensinde savne det i evigheden.

 

 

 

Det utrolige er ikke helvede, men Guds kærlighed. For en kærlig Gud er aldeles ikke en selvfølge i religionernes verden.

 

 

 

Prædiken til 6. søndag efter påske 2021

Emner i prædiken:

1 Ikke at spilde tiden

2 Hvem er Helligånden / Talsmanden?

3 Hvordan er vi vidner?

4 Besindighed og årvågenhed, så vi kan bede

5 Indbyrdes kærlighed

6 Tjenester og opgaver i menigheden – ingen opgaver er mere vigtig end andre.

Lavpraktisk: Lad os gå i gang!

***

Vi skal ikke spilde tiden. Det taler vi så meget om. Vi må ikke spilde tiden, nej, det må og skal vi ikke. Men hvilken form for tid?

Jo, al tid. Arbejdstid og fritid. Det hele. Vi ved det, at vi skal elske Gud med hele vort hjerte, hele vort sind og sjæl. Så hverken arbejdstiden eller fritiden kan være undtaget derfra.


Og tilmed så ER tiden knap.

Det sagde Gud gennem profeten Haggaj: Det varer kun kort tid, så vil jeg få himlen og jorden til at skælve, havet og det tørre land. Jeg vil få folkene til at skælve.

Tiden har været endnu mere knap, siden Jesus kom. Det siger han. Ja, hvad skal det sige – der er gået 2000 år. Jo, tiden er knap siden Jesus er kommet. Vi har travlt. Peter siger det i den sætning, som jeg tog med i læsningen fra hans brev: Alle tings ende er nær, siger han, og så er det, han formaner os til, hvordan vi skal leve.

Men nu vender vi os først til det, Jesus siger om Helligånden.

***

Talsmanden.

En talsmand er fantastisk. Det er en, der taler min sag over for myndigheder. En, der hjælper mig, når jeg er i klemme og bliver undertrykt.

Det er en, der går i brechen for mig. En, der hjælper mig, så jeg reddes i en farlig situation.

Sådan er Helligånden, Guds Ånd. Sandhedens Ånd.

Men hvordan vidner Helligånden om Jesus? Det gør Helligånden ved at puste liv i Jesu ord, lade Jesu kærlighedsild brænde i lys lue i apostlene og os. Sådan vidner Helligånden. Gennem hvert et ord, Herren Jesus har talt. Som Jesus siger: Mine ord er ånd og liv.

Sandhedens Ånd lærer mig at tale sandhed. Guds Ånd hjælper mig til at tale sandhed, også når sandheden er upopulær eller kan koste. Koste folks agtelse. Og i sidste ende kan koste livet.

Det er egentlig lige meget, om det at tale sandheden koster agtelse eller livet.

For hvis mennesker ikke agter dig, fordi du taler som Jesus taler, så er du så godt som død i deres øjne. Udstødt.

Helligånden vidner om Jesus. Det er det, Helligånden gør. Og dernæst vidnede apostlene også. Er det vigtigt? Ja, for de var øjenvidner til alt, hvad Jesus gjorde og sagde ”fra begyndelsen” og hele vejen igennem. De er i sandhed vidner.

Derfor ærer vi – i sær i de gamle kirker – apostlene som vidner. For de vidner gennem de fire evangelier, som har apostlene som deres kilder: Matthæus, Markus, Lukas, og Johannes.

Og nu er det os, der skal vidne. Eller bringe apostlenes og Helligåndens vidnesbyrd videre ud.

Hvordan vidner vi om Jesus Det fortæller apostlen Peter i sit brev. Vi vidner om Jesus, når vi holder Jesu bud.

Et vigtigt og bærende bud, Jesus giver os, er dette at være vågne, være parate til, han kommer igen.

Det holder Peter fast i: Vær besindige og årvågne, så I kan bede.

Der er meget på spil her. Hvis jeg mister besindigheden og årvågenheden, kan jeg slet ikke rigtig bede. Besindighed handler om at være ædru, åndelig talt, så vi er i stand til tage imod beskyttelsen mod dæmonerne. Peter siger senere: Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen. (1. Pet. 5,8-9).

Med besindighed kan vi se, hvad der frem for alt er væsentligt for os som Jesu disciple. Nemlig at holde fast på den indbyrdes kærlighed. Den indbyrdes kærlighed. I nadverbønnen beder vi om, at netop den indbyrdes kærlighed må blive levende, ja, brændende i os. Peter bruger et ord for denne indbyrdes kærlighed. Den strækker sig ud. Det betyder, at den er udholdende, holder ud i alle situationer, trængsler, prøvelser, hvor vi fristes til indbyrdes at såre hinanden og volde hinanden besvær, krænke hinanden, fornærme hinanden, skælde ud, fordømme, blive vrede på hinanden, ja, hæve os op over de andre.

Da såres kærligheden. Den indbyrdes kærlighed skal være vedvarende, ligesom vores åndelige kamp er i gang hver dag og time.

For at bevare den indbyrdes kærlighed må der kæmpes. Hvordan? Ved at skjule hinandens synder – det går jo alle mulige veje mellem os, så det er en fælles opgave, vi har.

Et par eksempler på at skjule andres synder:

En munk i Egypten i de første kristne århundreder fik besøg af to tyve i sin lille celle: ”Vi komme for at rippe din celle for alt!” ”Velkommen indenfor!” sagde munken. Da de have rippet cellen og var gået, opdagede munken, at de havde glemt en taske, der hang på en knag. Han løb efter dem med tasken. Da de så det, gik de helt i sig selv og gave han alting tilbage.

Et andet eksempel: En gammel munk fik jævnligt besøg af en yngre munk. Den yngre munk kunne ikke lade være med at stjæle noget fra den gamles celle, når han kom på besøg. Den gamle munk lod sig aldrig mærke med noget. Så lå den gamle munk på sit dødsleje, og også den yngre munk kom til ham. Da den gamle så ham, udbrød han: ”Gud ske tak, for du har hjulpet mig til at komme i Paradis!” – naturligvis fordi den gamle blev øvet i at skjule den andens synder. Den yngre munk gik da i sig selv.

Vi kan også sige, at kærligheden binder os sammen ligesom et bånd og hindrer synderne og svaghederne i at bryde ud.

Når vi sådan er årvågne, så bøn og kærligheden er levende i os, så bliver der også plads til gæstfrihed og til, at tjene med de nådegaver, vi hver især har fået. Vægten ligge på, at enhver skal tjene med sin gave.

Enhver. Der er ikke nogen, der skal vigte sig med deres nådegave. Selvforherligelse er udelukket. Der er tale om en indbyrdes tjeneste, der bygger os sammen op. Der er ikke forskel. Enhver har en gave, som bygger os op sammen.

Peter er meget nede på jorden. Han taler om, at nogen har nådegaven til at tale som Guds ord, andre har forskellige nådegaver til at forvalte eller tjene med. Helt praktisk. Det er blandt menighedsrådet, der kommer ind her. Og tjenesterne i kirken. Og menighedens tjeneste med at bakke op om gudstjenesten, deltage med sang og bøn. Og enhver skal tjene med det, vi har fået givet, ”med den kraft, Gud har giver.

Sådan, siger Peter, bliver Gud herliggjort. Sådan mærker vi Guds kærlighed gennem alt.

Det begynder med, at Helligånden gør Jesu ord og gerninger levende for os, vidner sådan om Jesus, at vi mærker Guds kærlighed og føler og forstår, hvordan vi skal leve, så vi bevares i denne kærlighed.

Det fortsætter med, at vi tjener hver især som vi er udrustet til det og ser os selv hver i sær som nødvendige for fællesskabet. Uden forskel, om tjenesten er meget usynligt eller meget synlig, det er for Gud fuldstændig lige meget. Og hvis kærligheden ikke er der, er det alt sammen fuldstændig lige meget, både det, der ikke ses, men så sandelig også alt det, der kan ses.

Så lad os nu overgive os med alt, hvad vi er, til Gud. Lad ham råde over alt, vi ejer og er. For hans er sølvet og guldet, hørte vi Haggaj sige.

Lad os gå i gang med at bygge fællesskabet op i kærlighed. Gå i gang, for jeg er med jer, hørte vi Gud sige. Gå i gang! Amen.

Kristi Himmelfartsdag - prædiken 13. maj 2021

Sæt dig.

Det er dejligt at blive bedt om at sætte sig.

Det er det, det handler om i dag.

Jesus sætter sig ved Gud Faders højre hånd.

Men hvad betyder det?

Det betyder, at han hersker over himmel og jord. Nu med hele sin menneskelighed sammen med hans guddommelighed.

Sæt dig, siger Gud i Davids Salme.

Jesus tager selv netop disse ord frem i sin kamp med sine modstandere. Hvis søn er Kristus? Spørger Jesus dem. Det er det, man kalder et ledende spørgsmål. De siger, at Kristus er Davids søn. Men det stemmer jo ikke, viser Jesus dem. For hvordan kan David så i Ånden kalde Kristus for sin herre, for han siger:

”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?"

Jesus siger: Når David altså kalder Kristus for herre, hvordan kan han så være hans søn? De kunne modstanderne ikke svare på, og det kan ingen modstander af Kristus svare på.

Lige her, lige præcis med disse ord siger Jesus klart, at han selv er Herren, at han er eet med Gud selv og derfor Davids herre.

Siden har kristne kaldt Jesus Herre.

Det betyder, at vi, der har modtaget del i hans guddommelighed ved dåb og tro, også skal være sammen med ham, hvor han er.

Vi bliver ham lige.

Vi er konger med ham. Vi er kongebørn.

Jesus hersker nu over hele verden som konge. Og hvilken konge? En konge, som har magten til at sætte os fri af djævelens falske list. Magten til at jage de onde ånder på flugt.

Det er opgaven, som Jesus udfører sammen med os, i os, og for os. Det er en kamp. Kampen er i fuld gang. Den bliver ved til vi ser ham.

Det hedder i Davids Salme vi hørte først: ”Dit folk møder villigt frem på din kampdag.”

Kristi Himmelfart er Jesu tronbestigelse.

Han har lært os at bede: Komme dit rige!

Guds rige, men også hans rige.

Han har lært os at bede: Fri os fra det onde! Det indbefatter også udfrielse af den ondes anslag på os.

Og har lært os at bede: Thi dit er riget og magten og æren.

Nu er riget også hans, og magten og æren.

Kampen for at være med i riget og give ham æren og tilhøre ham varer ved.

Disciplene var til det sidste hårdhjertede. Det var ikke bare sådan nogen fjender som farisærerne, der fik at vide at de var hårdhjertede. Det gør apostlene også.

Apostlene havde nemlig ikke troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse.

Og alligevel sender han dem ud med evangeliet om frelsen ved Jesus Kristus.

For netop apostlene ved nu rigtig godt, med deres hårdhjertethed, hvor svært det kan være at overgive sig i tillid til Jesus fuldt og helt.

Netop derfor er de velegnede til at bringe evangeliet ud. Når de sådan selv til det sidste, ja, vel også derefter, havde hårde hjerter, så kunne de også med hjertet, med kærlighed, med sandhed, tale evangeliet sådan, at mennesker følte sig hjertelig tiltalt.

For det var ikke et let budskab de skulle komme med:

”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses;

Men den, der ikke tror, skal dømmes.”

Tro og dåb knyttes her sammen.

Vi kan ikke sige: Den, der er døbt, skal frelses. Nej, vi må sige: Den, der tror og bliver døbt, skal frelses.

Tro er tillid, hengivelse, efterfølgelse af Jesus Kristus. Tro er at vælge ham og vrage fanden, Djævelen, den onde. Det er den tro vi indøver hver gang vi mødes og fremsiger troens ord. Vi bekender, at vi ikke vil have noget med den onde at gøre og at vi i stedet vil tilhøre Frelseren.

Men den, der ikke tror, skal dømmes.

Ja, dommen hører med på Kristi Himmelfartsdag. Afgørelsens dag.

Vi kan ikke både tjene Gud og Jesus, og samtidig vælge andre guder i praksis.

Troen er en praksis. Troen er at ville lade Gud virke i Jesu navn og Helligåndens kraft på os.

Den, der ikke tror, vælger dette fra. Vælger Gud, vælger Jesus fra.

Vores tid har gjort mennesket til dommer over alle ting, også Gud.

Men i dag på Kristi Himmelfartsdag hører vi, at den, der ikke tror, skal dømmes.

Det gælder ikke de andre, det gælder mig, når jeg i virkeligheden dyrker andre guder end Gud Herren og hans Søn Jesus Kristus.

For Jesus har jo sagt, at hvis en ond ånd drives ud og ikke fyldes med noget, så kommer syv værre ånder og fylder pladsen helt ud.

Det er et værn mod vort hovmod, at vi hører, at troen må leve i sind og hjerte, så kærligheden lever i os.

En munk fra Athosbjerget i Grækenland, en munkerepublik, Silouan, siger i kapitlet ”Åndelig kamp”:

”Vor kamp er i gang hver dag og hver time.

Hvis du skælder din bror ud og dømmer ham og er irriteret på ham, er din fred tabt. Hvis du har pralende og har hævet dig selv op over dine medmennesker, har du tabt nåden. Hvis du ikke straks jager den lystne tanke, som kommer til dig, bort, mister du kærligheden til Gud og tillid i bøn. Hvis du er glad for magt eller penge, vil du aldrig komme til at kende Guds kærlighed. Hvis du har fulgt din egen vilje, vil du besejres af fjenden, og fortvivlelse vil kommer over din sjæl. Hvis du hader dit medmenneske, betyder det, at du er faldet bort fra Gud og en ånd har taget dig i besiddelse.”

”Men hvis du gør noget godt for din broder, får du ro i din samvittighed. Hvis du undertrykker din egen vilje, drives dine fjender bort og du får sjælefred. Hvis du tilgiver din broder det, han har fornærmet dig med, og hvis du elsker dine fjender, da vil du modtage tilgivelse for dine synder, og Herren vil lade dig komme til at kende Helligåndens kærlighed. Og når du har ydmyget dig selv fuldstændig, vil du finde fuldkommen hvile i Gud.”

Derfor er der også bestemte tegn, som følger dem, der tror, siger Jesus.

I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver raske.

Jesus siger ikke, at alle gør disse ting, men at disse tegn følger med og sker, her og der, i en afkrog, nogle åbenlyst for alle.

Fordi det er sådan en kamp at være i som kristen, gælder det at vi hver dag overgiver os til Gud af hele vort hjerte og med hele vor sjæl og med hele vor styrke og med hele vort sind, og vor næste som os selv.

Det er en rød tråd gennem hele Bibelen fra Mosebøgerne over profeterne, kampen for at blive i hjertets forbundethed med Gud. Og her forkynder vi Jesus Kristus, Guds Søn, som den eneste, der kan frelse os fra vor egen fortabelse, som giver os fast grund under fødderne, ja, giver os til tider at hvile som fåret på hans skuldre og netop i denne tætte kontakt med ham at bevares mod den onde, enhver ulv, der går på rov for at opsluge os, om det var muligt.

En enkel bøn bliver af mange kristne brugt til at holde fast i at overgive sig til Herren, til Kristus. ”Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig!” og sige bønnen så ofte, som man er i fare for at få hjertet delt, så Kristi opstandelseskraft viger fra os. I denne bøn og enhver anden bøn til Kristus lader han ved sin Ånd sin opstandelseskraft rense os, forny os, så vort sprog bliver nyt, så vi taler med nye tunger.

Prædiken første søndag i fasten: Djævelens fristelser

Mon Gud har sagt? Spørger slangen i paradis Eva.

Kan det passe?

Det er en enorm fristelse at svare: det kan ikke passe. Gud kan da ikke have forholdt os noget og vil ikke forholde os noget. Jo, vi ved godt, at vi må spise af de tusinder og atter tusinder af forskellige sorter af æble, appelsiner, figner, abrikos, pærer, kirsebær, blommer og og og. Det ved vi godt. Og vi burde være tilfredse med det. For vi har simpelthen Guds ord for, at vi må spise af alt det. Af 99,9999999 procent af alle træer. Der er kun et eneste træ, vi ikke må spise af.

Er det meget? Nej, det er astronomisk lidt.

Men noget i os vækkes, vi vil have det der er forbudt. Lige meget hvad det er.

Det vi skal lægge mærke til, er, at fokus skal være på Guds ord. Hvad siger Gud, hvad har han sagt?

Der skal skabes klarhed, så vores samvittighed kan vide helt sikkert, om vi er på rette vej.

Adam og Eva, og vi, alle mennesker, er faldet for fristelsen til at lade hånt om Guds ord og bare gøre, som vi vil.

Hvad er det, der er så djævelsk ved Djævelens fristelser? Det er, at han er en dygtig kender af Skriften og kan lige bruge et citat til at gøre os bløde. Han citerer gerne fra Bibelen og fromme talemåder. Det lyder jo rigtig, rigtig fromt. Men Djævelen er en mester i at blande løgnen ind i det frommeste.

Som da han siger til Eva: Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?

Der er jo løgn på løgn i de ord. For det første: Er det nu rigtigt, at Gud har sagt det her? Men Djævelen forvrænger og taler faktisk ironisk i sin fristelse. Han siger ikke: Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træet midt haven? Uha nej, for så vil Djævelen afsløre sig. Så skulle Eva nok vogte sig for ham. Nej Djævelen spørger, om Gud virkelig har sagt, at I ikke må spise af havens træer? Som om Gud har forbudt alting, når sandheden er modsat, at Han har givet os lov til stort set alt. Det er så groft, som det kan være. Nej, kan Eva sige, vi må spise løs. Men Djævelen har allerede plantet hos Eva, at Gud nok ikke under mennesker det alt for godt.

Jo, Djævelen stiller sig frommere an end den frommeste mand elle kvinde og mere bibelstærk end en professor i Gammel Testamente eller ét af Jehovas Vidner.

Og han arbejder med camouflage udelukkende. Han dækker sig bag en maske af harmløs, ja, from imødekommenhed. Djævelen er ligefrem religiøst aktiv. Men der er intet at lade sig dupere af.

Djævelen begynder ikke med at stille sig an som en, der ikke tror på Gud. Nej, Djævelen tror sandelig på Gud. Men blander sig selv og sin løgn ind i alt for at få magten over et menneske. Også Jesus.

I moderne Danmark har det ofte lydt, at Gud var vist blevet fremstillet lige lovlig snæversynet. Det var noget med Gud Faders øje i det høje, der holder øje med os. Der var en tid, der ligefrem dyrkede fristelsen. En Gud, der hænger Adgang Forbudt skilte op, som nu ved et træ midt i haven, det er vist ikke den kærlige Gud.

Jesus brugte Skriftens egne ord til at stå Djævelen imod i fristelserne.

Jesus begyndte ikke en diskussion eller samtale med Djævelen, nej, han citerede bare Skriften og så måtte Djævelen vige.

Og hver gang er det Skriften, der er Jesu våben til at modstå Djævelen.

Med Djævelen kan der ikke diskuteres. Det er derfor vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi diskuterer ikke med ham, vi forsager ham blot. Som vi har lært af vor Herre selv.

Djævelen vil gerne have os til at nærme os fristelsen, gå lidt tættere på, og lidt tættere, og så diskutere med os. Kan det passe, at Gud ikke under mig det og det? Er Gud så snæversynet? Nej, han er jo god og kærlig.

Sådan vil en stemme hviske til os.

Når vi først er kommet helt ind i højspændingen så hjælper bønnen ikke. Så er det for sent for denne gang.

Bønnen: Led os ikke i fristelse, vil sige, at vi beder om kraft og styrke til ikke at bevæge os helt tæt på fristelsen, som vi godt ved er en fristelsen. For er vi først kommet helt tæt på, så kan vi ikke modstå.

Derfor er det vigtigt, at Skriftens ord lever i os, først og fremmest i den fortolkning, Jesus selv giver Skriftens ord.

Ved at fordybe os i Jesu tale og i Skriftens tale, får vi et værn mod diskussion med Djævelen.

Hvis ikke vi havde Skriftens ord, som Jesus bekræfter, så kunne vi ikke med styrke og mod sige nej til aktiv dødshjælp ved at give folk sprøjter til at dø.

Vi kunne ikke få styrke til at skelne mellem mennesker og dyr og grøntsager, så vi aldrig overgiver os til at kalde nogle mennesker på sygehuset for grøntsager, men altid mennesker, der er permanent syge og derfor døende.

Vi kunne ikke få styrke til at holde fast ved, at kærligheden håber alt, tror alt, udholder alt, men ville være parat til at svigte som en selvfølge.

Vi kunne ikke få styrke til at arbejde på at tilgive et medmenneske, som vi har det svært med, hvis ikke vi havde Jesu ord for, at vi skal elske vores fjende.

Så læren i dag er, at uden Skriften, Bibelen, og dens ord, og Jesu ord, og især Bibelen, som Jesus har udlagt den, da ville vi være værgeløse.

Derfor må vi slutte, hvor vi begyndte. Med at forsage Djævelen, den Onde. Uden diskussion. Blot det. Sige nej.

Være klare. Vælge Gud og hans Søn af hjertet og afvise al løgn, som udgør fra Djævelen, og løgnen er ofte meget smukt pyntet med ord.

Der blæser en stærk forårsvind efter vinter i Jesu svar til Djævelen:

Der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

Og her slutter vi med en udfordring: mennesket lever ikke af brød af leve. Det er ikke meningen, at mennesket blot skal leve for at spise, men han og hun skal spise for at leve. Nej, mennesket skal leve også af ethvert at Guds ord.

Så er der en udfordring til os, ikke mindst serveret for os så at sige, her ved fastens begyndelse, at faste på en eller anden måde. Jesus fastede, han regnede med, at hans disciple efter hans død også ville have tider til at faste.

Faste – fra hvad? Fra at give alting til os selv. Give noget til andre i nød. I øjeblikket samler vi ind til KFUKS sociale arbejde. Til kvinder, der er hårdt trængt. Som må leve fra dag til dag. Men der er så meget andet at give væk til. Flygtninge, sultende i verden.

Det er uendeligt, men hvis vi bruger det som undskyldning til intet at give, så har vi overgivet os til os selv uden tanke på næsten.

 

Fristelser i livet, åndelige og helt almindelige i dagliglivet.

Paulus viser os i 2. Korintherbrev 6,3-10, hvad vi i Djævelens fristelser skal holde øje med i vores eget liv.

Han bemærker, at folk uden for de kristnes forsamling er superopmærksomme på, hvordan de kristne egentlig og opfører sig. Derfor begynder at med at formane os til at passe på, at vi ikke kommer i vanry ved at volde anstød.

Den første måde vi kan volde anstød på er ved at være utålmodige. Derfor er udholdenhed det første Paulus fokuserer på. Mon ikke det betyder, at det var et kæmpe problem for ham selv? Han var ikke en super kristen, for de findes ikke. Der er kun kristne, som er syndere som alle andre, men som ved, at det, de tror også skal efterleves.

Så nævner Paulus trængsler. Det kan være alt muligt, som stresser os i det daglige liv. Noget der ikke fungerer i vores liv, som derfor gnaver i vores sjæl. Det er netop i trængsler, at udholdenhed skal bruges.

Jamen, så fortsætter Paulus med nød og angst. Og de pinsler og fængsel, han selv oplevede. Det oplever vi ikke.

Men vi oplever de næste prøver: uro, skriver han. Ja, uro. Den uro kommer udefra, men når vi tænker efter, viser det sig, at uroen lige så meget kommer indefra.

Jeg holder meget af et par linjer i en Davidssalme: Jeg har lullet og tysset min sjæl. Som afvant barn hos sin moder har min sjæl det hos Herren.

Dernæst følger andre prøvelser: møje og besvær. Det er jo det med at Adam skulle arbejde i sit ansigts sved og Eva skulle føde børnene under smerte, en smerte der følger med gennem hele livet, for hvordan skal det gå vore børn? Og kunne vi have gjort noget anderledes, forsømte vi noget?

Så følger søvnløse nætter. Det er en hård plage ikke at kunne sove. Vi må bede om tilgivelse for alt ondt, vi har tænkt, sagt og gjort, og så må vi øve os i at lægge alt i Guds faderhånd, så vi kan få sovet med en god samvittighed. Og uden at tage alt muligt på os, som vi ikke kan gøre noget ved, kun Gud. Jeg kender en person, der var blev at blive sindssyg, for han kunne vitterlig ikke sove. Så bad vi en bøn, og ja, i hans tilfælde, kom han til at sove normalt. Hvis du har det sådan, så lad os bagefter bede sammen

For Paulus var der altid fronter, hvor han som kristen måtte være vågen. Som at være retsindig, ikke forfalde til at beskylde folk for alt muligt. Kundskab, altså søge at fordybe sig i Guds Ord, så der er noget at stå imod med, når fristelser kommer.

Og så mildhed og oprigtig kærlighed. Altså det at have hjertet med. Det kan mennesker klare i perioder. Gud har også givet os en startkapital eller startgave af mildhed og kærlighed, som vi jo også ser i forelskelsen, men derefter bliver det hverdag og da må vi sande, at uden Guds Ånd blæser mildhed og kærlighed ind i os, går det ikke. Dertil hjælpe os derfor Gud i Jesu navn. Amen.

Fastelavns søndags prædiken

Først en opsummering - prædikenen med intro kommer nedenfor!

Jesus KOMMER til Johannes ved Jordanfloden. Hele vejen fra Galilæa.

Han vil noget, han vil døbes af Johannes.

Så er der krise. For Johannes vil IKKE DØBE Jesus. Han mener, det burde være ham selv, der skulle døbes.

Jesus: Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.” Læg mærke til det ”vi” Jesus taler om. Han inddrager Johannes som den, der medvirker til det her skifte fra Johannes til Jesus. VI GØR DET SAMMEN.

Det er ligesom med to rumkapsler, som nærmer sig hinanden og bliver koblet sammen. Indtil Johannes Døberen blive halshugget, er Jesus og Johannes ligesom koblet sammen og prædiker det samme: Omvend jer og tro på evangeliet! Guds rige er nær!

Og så kobles Johannes fra som en rumkapsel og Jesus er alene på vej til at døbe endnu engang, nemlig bloddåben, korsdøden.

Således bør vi opfylde al retfærdighed, siger Jesus. Al retfærdighed. Det er uretfærdigt, at Jesus som er uskyldig og ren, helt uden synd, at han skal døbes. Men det er den retfærdighed, der overgår al almindelig retfærdighed. Det er guddommelig kærlighed blandet med den højeste retfærdighed. En retfærdig er på vej til at dø for verden, så han kan åbne paradisdøren og hæve den forbandelse, der hviler over os uden frelsen. Kun hans frelse kan rokke os ud af stedet, når vi er indkrogede i os selv.

Efter dåben steg Jesus straks op af vandet. Ingen tid at spilde. Det kan vi lære af.

Tiden er kostbar.

Og da åbnede himlene sig over Jesus. Døren til Paradis står åben over dåben.

Og Guds Ånd dalede ned over Jesus. Guds Ånd daler også ned over os i vor dåb, og Guds Ånd virker i os, når vi holder os nær til Gud og Jesus.

Og hvad giver Guds Ånd os i dåben? Barnekår. For der lød dengang ved Jesu dåb en røst fra himlene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg velbehag!”. Vi bliver Jesus brødre og søstre i dåben. Vi bliver adopteret. Vi kommer ud af slaveri under synden. Vi er frie børn. Men slaveriet kan sagtens overvælde os igen. Vi er i en kamp mellem slaveri under alt muligt og så det at leve som Guds børn.

Jesus var også efter dåben på vej til kamp, kamp med Djævelen. En kamp, hvor Djævelen fristede Jesus til at være hovmodig. Jo, Jesus er Gud, men som menneske her på jorden var det ikke meningen, at han skulle demonstrere sin guddommelighed på mærkværdige måder som at gøre sten til brød eller ved at springe ud fra templets tinde og lade engle bære sig ned til jorden i sikkerhed. Djævelen fristede Jesus til at blive sin personlige slave. Jesus kan få alt, bare han vil tilbede Djævelen. Den kamp skal vi høre om og tænke over på næste søndag.


INTRO OG PRÆDIKEN

Intro

Fastelavns søndag fejrer vi i dag. Fastelavns søndag har Jesu dåb som tema. Det utrolige skete, at Jesus lod sig føde og nu døbe.

Vi kan forstå, at vi bør døbes, for vi kan ikke rense os selv for synd, vi har ikke kraften i vor natur til at leve, som Gud vil. Men Jesus? Det er det fuldstændig overraskende, at han kommer for at blive døbt.

Sådan er det med Jesus. Han overrasker nærmest hele tiden, hver gang. Han vil ikke bare døbes, nej, det skal ske for at opfylde al retfærdighed, siger han. Der sker noget med Jesu dåb, som er skelsættende.

Hvad vil det sige, at Jesus lod sig døbe i Jordanfloden af Johannes Døber? Det vil sige, at han stiger ned i vandet som os. Ligesom han steg ned og var i Marias skød i ni måneder. Og han identificerer sig med os syndere, udholder lidelser og korsfæstelsen. Han borttager verdens synd, siger Johannes Døberen.

Og fasten begynder om nogle få dage, askeonsdag. Men fasten forberedes med dåben. Vi udrustes i dåben til livet, især der hvor vi ikke slår til, og det sker temmelig ofte. Nogle mennesker føler, at de slet ikke slår til i nogen som helst situation.

Derfor er det godt at den tid, der nu kommer, som vi kalder fastetiden, at den tid indledes med temaet dåb.

Men vel at mærke ikke vores dåb. Nej, Jesu dåb.

Det ufattelige sker, at han, hvis lys er stærkere end solens, åndelig talt, at han, som er mere end Mælkevejen med dens stjerner, altså mere end vores galakse med dens 100.000 mia. stjerner, han bøjede sig ned og blev døbt den dag.

Hans dåb gør, at vi i vor dåb ser Himlen lukke sig op for os, mens Satan må forføje sig, for over Jesus har han ingen magt.

Nu skal vi høre kirkesangeren synge nr. 141 i DDS, Mig lyster nu at træde, salmen netop om hvordan Johannes døber Jesus i Jordanfloden.

Prædiken

Hvorfor kom folk til Johannes ved Jordanfloden for at blive døbt? De kom for at vende deres liv på hovedet. De kom for at blive renset for deres synder. De bekendte deres synder for Johannes, og når de gjorde det, var de klar til at blive døbt.

Den eneste forudsætning for dåb er, at vi vedkender os vore fejl og synder, at vi angrer dem.

Det gjorde folk dengang, og så døbt Johannes dem.

Det var en forberedelse til dåben til at tilhøre Jesus Kristus.

Det var derfor Jesus selv kom og lod sig døbe af Johannes.

Johannes siger selv tydeligt fra i første omgang. Han er på det rene med, at det er ham selv, måtte trænge til at blive døbt af Jesus. Faktisk er Johannes meget voldsom. Han ”ville hindre” Jesus i at blive døbt, står der.

Og hvad er Jesu svar:

Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.”

Al retfærdighed.

Pludselig dukker det ord op. Johannes syntes, det var forkert, at Jesus skulle døbes af ham selv. Han vil faktisk forhindre Jesus i at blive døbt.

Hvad tænker vi på, når vi hører ordet: retfærdighed?

Måske på næstekærlighed og godhed. Og det er rigtigt af os at gøre det. Men når vi uden forbehold gør godheden og kærligheden til lov for vort liv, begynder vi at forstå, hvorfor vor godhed og kærlighed ikke er nogen vej til Gud. Vi opdager med smerte en afgrund, vi ikke kommer over. Nemlig når vi svigter godhed og kærlighed.

Når Jesus siger: al retfærdighed mener han, at der skal noget større til for at bygge bro over til Gud og til at helbrede os i alle vore svigt.

Derfor vender Gud tingene på hovedet til gavn for os. Det er virkelig retfærdigt, at Jesus lader sig døbe med synderes dåb. Han går ind under vore vilkår for derfra at befri os, frelse os, for at helbrede os.

Han begynder at tage vore synder på sig, sådan som han gør det fuldt og helt på korsets træ.

Han bærer verdens synd, sådan siger Johannes Døberen et andet sted.

Nogle vil mene, at kristendommen er en religion for ynkelige tabere, fordi Jesus prædiker ydmyghed og selv var ydmyg lige til døden på et kors.

Men hvis den, der ydmygede sig på den måde, nu har opstandelsens kræfter at give til enhver, der søger ham, så er han jo ikke svag, så er kristendommen ikke svag, men stærk. Blot er ydmyghed den nødvendige forudsætning. For ingen kærlighed er noget uden ydmyghed.

Efter sin dåb stiger Jesus STRAKS op fra vandet, står der. Straks. Der var ikke et minut at spilde. Efter dåben er der fuldt op at gøre.

Oppe af vandet ser Jesus Helligånden i skikkelse af en due dale ned over sig. Han så det. Der står ikke, at disciplene eller at Johannes så det. Nej, Jesus selv så det.

Det må han havde fortalt om. Det står her som Jesu egen oplevelse. Helligånden kom altså over Jesus. Som en forsmag for os på, hvad dåben betyder for os: at vi modtager Helligånden, at Helligånden kommer over os.

Alle har dernæst hørt røsten, der lød fra den åbne himmel:

”Det er min elskede Søn, i ham har jeg fundet velbehag!”.

Jesus ER Guds søn, og vi bliver ved dåben Jesu brødre og søstre, Guds sønner og døtre. Intet mindre.

Og Jesus bærer dåbens kilder i sig med Helligåndens kraft og gerninger. Så når vi holder os til ham, beder i hans navn og til ham, da overøser han os med Helligåndens hjælp, beskyttelse, tålmodighed, glæde og fred og visdom, alt hvad vi har brug for netop i dette øjeblik, i den aktuelle situation.

Sådan kan vi gå videre til fastetiden med opgør med gamle dumme vaner, opgør med egoisme og total selvcentrerethed. Overveje, hvad vi kan give væk af vores enorme ressourcer.

Der er to formål i grunden at give til. Der er mennesker i nød på alle mulige måder. Det kan være økonomisk hjælp, men det kan også være nærvær ved besøg hos syge og sørgende og svage, også dem, der måske ikke virker sådan, men er svage.

Det er den ene måde.

Den anden måde er at give til mission. Til udbredelse af evangeliet.

Prædiken til sidste søndag efter Helligtrekonger 2021

Alene. Ja, det er vi mere end nogensinde nu. Ikke se for mange, ikke mere end 5 må mødes. Børn kommer ikke i skole og kan kun have en enkelt aftale med et andet barn måske.

Alene. Få sammen.

Jesus skulle lære de nærmeste disciple noget, de aldrig ville kunne glemme.

Derfor tog han dem væk fra de andre disciple. Det var kun de tre, der oplevede Jesus blive forvandlet. Og så så de også Moses og Elias tale med Jesus i et kort syn.

De var sådan set 6 personer deroppe. Og så Gud Faderens stemme, der lød: Det er min elskede Søn, som jeg glæder mig over med en evig glæde. Hør ham!

Vi behøver ikke at være mange for at blive mødt af Gud med hans kærlighed. Mærke Hans nærhed. Blive gennemlyst med et varmt lys fra Ham, så vi vandrer glade videre på trods af al nød og lidelser og sygdom og skrøbeligheder.

Sådan ville Jesus også trøste sine nærmeste og styrke dem til at klare det, som måtte ske: at Jesus måtte dø for verden. For at åbne kærlighedens og tilgivelsens sluser.

Jesus blev forvandlet for deres øjne. Men kun for deres øjne. Jesus er den, han er, og det var han også dengang. Men vore øjne kan ikke magte at se det hele tiden. Derfor gav Jesus dette syn. Så de forstod, at han virkelig er det, Røsten sagde: Guds Søn, som Gud har sendt til verden.

At det betaler sig at lytte til Jesus og Ham alene.

For de blev alene igen. Moses og Elias blev usynlige for dem. Så var der kun de 4 tilbage: Jesus, Johannes, Jakob og Peter.

De så kun Jesus af de tre fra bjerget.

For nu skulle Peter ikke bygge løvhytter på et bjerg, men være klippen, der var vidne til alle Jesus gerninger og ord, så de står til troende på Peters ord.

Og Johannes skulle forklare Jesu ord på en dybsindig måde, som bliver ved med at gemme på dybder. For han ser det hele fra et ørneperspektiv.

Måske mener Matthæusevangelisten, at vi skal forstå, at Peter og Johannes nu er i Moses og Elias.

Sådan mødtes den gamle pagts helte Moses og Elias med Jesus og med Peter og Johannes og Jakob som vidner. Det var, om han vil, en pædagogisk måde at forklare sammenhængen mellem den gamle pagt og den nye pagt.

Vi skal gerne læse og høre den gamle pagts ord, ingen tvivl om det. Men vi skal koncentrere os om, hvad Jesus har talt og gjort. Derfor lyder der en røst fra himlen der på bjerget: Hør ham! Hør Jesus!

Indøv jer i at leve, som han lærer jer det. Lær af ham på alle planer.

For hos ham er fuldkommen menneskelighed, som vi skulle være mennesker. Og samtidig er han - og det er han på én gang – Guds Søn. Som Jesus aldrig bare var menneske, eller bare Gud, sådan skal vi heller aldrig prøve bare at være mennesker, men også lade os føre af Guds Ånd til noget, vi ikke ejer i os selv, til guddommelighed. Til et liv som en vandring med den Opstandne Jesus.

Disciplene måtte først afsløre, hvad de havde oplevet på bjerget efter Jesu opstandelse.

Hvorfor? Fordi vi først med Jesu opstandelse kan begribe, at Jesus virkelig er Guds Søn, er Gud. For kun Gud kan oprejse Jesus fra de døde, så han aldrig dør mere. Så han virkelig er forklaret, viser sig på hvad måde, Han vil, for mennesker.

Gud ske lov behøver ingen af os at sukke: Hvorfor har jeg ikke oplevet at se Jesus? For de ord, der står og blinker som et fyrtårn fra bjerget, det er ordene: Hør ham! Når vi hører Jesu ord og alt, hvad han gør og tager der til os, dag for dag, så vil vi også mærke hans kærlighed, hans lys i vores indre. Så jager han virkelig mørket i os bort, tænder sit lys inde i os ved sin Helligånd. Amen.

Forklaring til nadversalmen O du Guds Lam!

1 O du Guds Lam!
med korsets skam,
du bar al verdens synder,
derfra al trøst begynder;
miskundelig
forbarm du dig!

2 O du Guds Lam!
med korsets skam,
du bar al verdens synder,
dermed al fred begynder;
af kærlighed
giv os din fred!

3 O du Guds Lam!
med korsets skam,
du bar al verdens synder,
derfra vort liv begynder;
vor død til trods
opliv du os!

Agnus Dei. Oldkirkelig latin.
Tysk omkr. 1500. N.F.S. Grundtvig 1837.

Hvad siger vi i denne salme og bøn?

1 Jesus er Guds Lam. Han bar vore synder på sig op på korset og med hans død gik vore synder til grunde. Når vi ser på Jesus på korset i tro og med anger, så mister synden i vores liv magten og er tilgivet.

Korsets skam. Vi kan skamme os over mange ting. At dø som en forbryder, uskyldig, er den dybeste skam. Og skammen er dyb, for Jesus tog på korset vores skam på sig. Det var vores skam, han borttog. Vi skal ikke bære skammen længere. Der er anger som fører til tilgivelse. Så aktiverer vi Jesu døds betydning. Det er ligesom at åbne et testamente. Når det åbnes, læses, hvad der skal ske med afdødes værdier. Jesu værdier er tilgivelsen til os, når vi angrer.

Miskundelig. Det betyder nådigt, kærligt, venligt, imødekommende. Det er godt at være de små, der intet kan gøre fra eller til over for Gud, men kan modtage Guds kærlighed. Forbarm du dig! Sådan sagde folk, når de kom i nærheden af Jesus. De håbede på at blive raske, men de håbede også på, at de fik deres værdighed og glæde tilbage. Sådan siger vi også her. Vi har ikke vor værdighed og glæde af os selv, men ved Ham. Han giver os FRED ud af sin kærlighed. Vort liv begynder der, hvor Jesus bar vore synder. Trods den død, vi alle skal lide til sidst.

Kort prædiken til Hellig Tre Kongers søndag: at søge og at finde

De vise mænd søgte, og de fandt. Sådan har Jesus Kristus lovet, at den, der søger, skal finde.

Det er opløftende ud over alle grænser. Det skal der ikke stilles spørgsmål ved. Den, der søger, skal finde.

Det handler ikke om at søge uden at ØNSKE at finde. Nej, det handler om den, der virkelig af hjertet længes efter svar og derfor søger med længsel og ønsker et svar, ønsker at finde. Og være parat til at finde.

Og så er der dem, der slet ikke søger, men alligevel finder. Sådan at vor Gud. De, der ikke søgte, fandt mig, hedder det hos profeten Esajas.

Det sket i det gamle Sovjetunionen. Forfatteren Philip Yancey var med en delegation af kristne på besøg der i 1991. De havde besøgt Gorbatjov, som havde modtaget dem varmt.  Gorbatjov havde talt om perestrojka. Det betyder ’omstrukturering’, altså en helt ny begyndelse. Men spørgsmålet var jo, hvilke omstrukturering der skulle til.

Derefter skulle de besøg KGB hovedkvarteret. Det grusomme hemmelige politi, som dræbte uden rettergang, sendte folk til Sibirien til en langsom død. KGBs general sagde til dem: ”Det møde, der finder sted i aften, kunne ikke være udtænkt af nogen der skriver den meste vilde roman. Vi i Sovjetunionen indser, at vi alt for ofte har forsømt at acceptere dem, der har en kristen tro. Men politiske spørgsmål kan ikke afgøres, før der er en alvorlig ment anger, en venden tilbage til tro hos folket. Det er det kors, jeg må bære. I studiet af videnskabelig ateisme var der den ide, at religion deler folk. Nu ser vi det modsatte: kærlighed til Gud er det eneste, der kan forene.” (side 127).

En af deltagerne i mødet, en kristen spørger nu, hvordan generalen vil svare alle dem, der har mistet familiemedlemmer i fangelejrene. Han svarer: ”Jeg har talt om anger. Det er det afgørende skridt… Der kan ikke blive perestrojka uden anger. Tiden er kommet til at angre fortiden. Vi har overtrådt de ti bud, og det betaler vi for nu.”

Det gamle Sovjetunionen havde kostet 42.000 præster livet, og præsterne forsvandt ud af billedet fra 380.000 til 172.

Tusind klostre, 60 præsteskoler, 98 ud af hver 100 kirker var blevet lukket.

Vi står i en situation, hvor vore kirker i Danmark også er mere eller mindre lukkede ud over store dele af landet.

En ny begyndelse for Danmark kan heller ikke begynde uden anger. Det må vi lære af KGB-generalen, ingen anden. Han ledte ikke efter noget, men fandt, hvad han ikke søgte. Han fandt angeren over fortiden. Over overtrædelsen af de ti bud.

Midt i den store angst for en sygdom må vort folk komme til angeren, som den eneste vej til fornyelse af vort folk. Anger over de bud, vi har overtrådt. Der findes ingen anden vej.

Som de vise mænd blev ledt af en stjerne, sådan har vi også en stjern, der leder os. Den eneste stjerne, der fører os til sandheden. Den stjerne fører til Jesus Kristus.

Og ham skal vi ofre et angerfuldt hjerte og mod, dvs. et hjerte og sind, der angrer vore synder. DET er vores gave til ham, alt andet er hø og strå i forhold til det.

Og stjernen, der lyser og aldrig leder vild er Guds ord til os, ord der er klare nok, og de ord lyser på vor færd gennem 2021 og ethvert år. Som Ann Nørgaard sagde i et lille rap, vi skulle sige sammen ved børnejulegudstjenesten før jul: Kig op – ikke ned – tag imod – få besked.

Kommer Jesus og hans ord ikke ind i vort hjerte med anger over vore synder, så forbliver vor tro en udvendig tro, som vi kan krænge af os ved bedst givne lejlighed. Til at søge og gøre det med hjertet, kræver et mod. Det mod må vi bede om at have.

Prædiken nytårsaftensdag 2020

Læsning fra Jakobsbrevet kapitel 4, som der citeres fra i første del af prædikenen.

Hvis nogen tid har været omgærdet af usikkerhed, er det det år, vi nu forlader. 

”I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge”. Sådan kunne folk dengang sige. Trods den usikkerhed der sandelig også var dengang, hvor skibe kunne gå ned i en forfærdelig storm med mand og mus, hvor pest og alskens sygdomme kunne ramme uden varsel. 

”I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen”, siger Jakob. Nej, det gør vi ikke. Nye restriktioner der rulles ud med dages varsel som lillejuleaften. Næsten i en parentes i et pressemøde: for resten, gudstjenesterne bør forkortes til 30 minutter og der bør ikke synges. Et varsel, som udmærket kunne være givet midt i december. Hvis ikke det er praleri at kunne benytte sin magt til at skabe et vildt kaos timer før juleaften, så ved jeg ikke, hvad der er praleri. Ordet, der anvendes på græsk, betyder egentlig: svindel, bedrag. Ja, for det var at bedrage et helt folk. Det var svindel, fordi magten blev misbrugt til uden varsel at herske over en masse mennesker. 

At biskopperne til at foreslå aflysning af det, som de i virkeligheden ikke havde beføjelser til at aflyse, var en følgevirkning, som de også nu er på vej til at give til kende. 

Pral og en forelsket tro på egen magt er altså af det onde. 

Vi er jo som en tåge, der dukker op og snart er væk igen, som vejret nu skifter. Siger Jakob. Vi aner ikke, om vi lever i morgen. Kære venner, det gør vi virkelig ikke! Ak, hvor jeg har set raske mennesker miste deres førlighed på et split sekund, og det har I også. Vi ved det godt.  

Og når vi godt ved det, så bør vi også handle efter det, siger Jakob. Han siger: ”Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.” Hvad er det vi ved er det rette? Det er, at vi før alt, vi foretager os, beder til Gud: Din vilje ske, ikke min. Hvis du vil, Herre, så skal jeg leve og gøre det eller det. 

Sådan lærte Jesus, vor Frelser, os at bede, og sådan bad han også i sin sidste prøvelse før korsfæstelsen, da han sådan ønskede, at han ikke skulle gå lidelsens vej, men også vidste, at han ville give sig hen i Faderens vilje. Og Faderens vilje var korset, lidelsen. For vor skyld. Sådan ved vi ikke, hvad Gud Faders vilje er for os hver især i det år, der kommer. Vi manes til nøgternhed.  

Og alt det, vi hver især på vore områder har oplevet af restriktioner med coronaen, bør særlig mane os til at være ydmyge: Vi kender ikke fremtiden. Men vi ved, at vi skal kendes af Gud på vort liv, hvordan vi virker i det små, ja, i det små, blandt mennesker, de nære mennesker. Der prøves vor kærlighed til Gud og til mennesker. Så lad os våge og bede, at vi ikke selv må fristes til at slippe alt godt og kærligheden i det år der kommer. Det beder vi i Jesu, vor Herre og Frelsers navn. 

***

Anden del af prædikenen er evangeliets trøst!

I kirken mødes vi med evangeliet, som englen gav hyrderne: Jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket! Det gælder også nu, hvor nervøsitet, usikkerhed og forskrækkelse breder sig over for sygdommen. For Jesus siger, at når vi ser uro brede sig, skal vi løfte vore hoveder, for vor frelse er nær. 

Der har været mange opfordringer og anbefalinger på det seneste i forhold til sygdommen. Her skal vi opfordre og anbefale hinanden at løfte vore hoveder, at lade glæden fylde os. 

Hjerte, løft din glædes vinger! 

Budskabet er, at Gud med sin kærlighed har elsket os højt, at hans egen søn døde for os. Og den kærlighed er stærkere end døden. 

Stærkere end døden. 

Jesus selv er døren til glæde. Han kalder sig selv: Jeg er døren. 

Og den dør leder ind til sand glæde. 

Og derinde, i fællesskab med Herren Jesus og hinanden trøstes vi ved den fred, han giver, en fred, som ingen sorg, ingen bekymring, ingenting tør røre. 

Sådan er vor tro i liv og død! 

Er vi bekymret for udkommet, for vort folks fremtid? Så hør digteren, der siger: Gud er rig og har hjertevarme, og bringer fra sit forråd medicin ud, der gør hjerter glade. 

Han er rig og har hjertevarme. Hjertevarmen bevarer os mod meget ondt.  

Vi giver os Gud i vold i Jesu navn, uanset hvad der må komme. Kristus lod sig føde ind i vor verden med synd, død og Satan, der vil ødelægge os. Han kom for at bringe helbredelse af syge, trøste sørgende, give enhver, der tror på ham, et håb, der aldrig fejler. 

Derfor skal der også være mulighed for forbøn, og enhver er velkommen til at tage kontakt bagefter og ønske en forbøn (29651151). Vi må ikke lade bekymringerne gribe os sådan, at vi går til. 

Nej, Jesu løfte er, at når krig og uro og ødelæggelse breder sig, da skal vi faktisk løfte vore hoveder, og det viser, at Gud har fat i den lange ende. 

Derfor skal vi også altid give os ind under Guds vilje med os. Din vilje ske, til liv eller til død. 

Juleprædiken fra kontoret

Især tanker omkring profetierne om Jesu komme.

Prædiken 4. søndag i advent

"Budbringerens fodtrin” høres ”hen over bjergene. siger profeten Esajas.

Jamen, evangelierne er fulde af fodtrin. Jesus kørte ikke, men gik og gik. Sådan bogstaveligt. Fra by til by, landsby til landsby.

Og er det ikke det, vi selv skal gøre – gå?

Gå ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple…!

Vi skal gå. Der må meget gerne være en lyd af fodtrin.

Og hvad er det, der siges og forkyndes: Der forkyndes fred og frelse og godt budskab og siger: "Din Gud er konge" - fra læsningen fra profeten Esajas 52.

"Godt budskab". Godt budskab - det er jo ordet 'evangelium'.

Vi kunne sige: Dette hellige evangelium skriver Esajas! Nemlig ordene: "Din Gud er konge

Jesus taler igen og igen om Faderens rige som et kongerige. Guds rige er som et korn, der lægges i jorden og mange andre billeder bruger han om dette rige. Og han selv er kongesønnen i denne konges rige, Faderens og Sønnens rige.

***

Men hvem lyder ordene til, så det bringer glæde med sig helt ind i det inderste hjerte?

Det gør det for den, der lever i ruiner, i et liv, som virker, som om det er en ruin.

Der er håb for din og min ruin.

Er det sandt? At der er håb for dig, for mig?

Ja der er håb til hele den vide jord, som skal se vor Guds frelse, forkynder Esajas.

Sådan som julens budskab er i englens ord:

Frygt ikke! Thi se, jeg forkynder jer en stor GLÆDE, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en FRELSER i Davids by; han er Kristus, Herren.

Men hvordan ved vi, at Jesus virkelig er den Frelser, som Israel have længes efter? Det ved vi, for han gjorde alting vel, aldrig ondt. Han tog imod høj og lav, uden at gøre mindste forskel. Tværtimod lukkede han af alle en kriminel ind i Paradis som den første. Han VENTEDE til sit sidste suk på jorden, før han sagde disse salige ord til røveren på korset ved hans side, mens de sammen led døden: I dag skal du være med mig i Paradis!

Det er et virkelig godt budskab, der giver fred og frelse og Guds rige, ja, da må glæden være fortegnet for ALT. Det hører vi om i læsningen fra Paulus' brev til menigheden i Filippi (Grækenland).

Og så er der Johannes Døberen, som ved, hvem han selv IKKE er, og at der kommer en, som han er totalt uværdig i forhold til. Han finder lidt ud af, hvem Jesus er, for at sige det mildt, for senere siger han om ham, at han er GUDS LAM - en betegnelse han selv flikker sammen ud fra Bibelen!

Johannes Døberen er en, siger han, som råber i ørkenen: "Jævn Herrens vej!" Det er ikke alle, der kan lide lange, lange stræk med jævn og lige vej uden så meget som en kurve.

Men i Guds rige er vejen jævn og lige som sådan. Hvis det med Jesus skulle være sandt, så må det også være enkelt at fatte for de mindste som for de største, har en sagt.

I praksis føles det ikke altid sådan, at vejen er lige, for der sker så meget i hver persons liv, som får vejen til at virke nogle gange ufremkommelig.

Men den ER jævn og lige. Som Jesus er jævn og lige ud ad landevejen i al sin tale og alt, hvad han gør. For han er Frelseren, Kongesønnen, der gør alting godt i sit rige.

***

Det er glædens søndag i dag! Glæden midt i trængsler, prøvelser og lidelser.

Det er nærmest en ordre, at vi skal være glade.

Glæde er ikke en lille sideting, men er den stemning, der skal arbejdes på for kristne.

Vi har alt at være glade over. For vi har et håb, som springer over grave og ser frem til Kristi genkomst og himlen.

Glæden over Jesu opstandelse fra de døde, over hans overvindelse af dødens ødelæggelse, den glæde er det dybest set, som jævner vejen. Herrens vej er Jesus selv, han som kalder sig selv Vejen.

Vi vandrer med ham gennem livet. Vi vandrer glade, for vi skal ikke opfinde nogen dyb tallerken, vi skal ikke opdage en ny religion, men modtage kraften fra Jesus Kristus ved Helligånden, med trøst og opmuntring.

På den vej lærer vi med Kristus, at vejen er mildhed.

Som Paulus siger: Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker.

Og fordi vi hører Kristus til, kan vi være generøse og storsindede mod andre.

Ikke bare skal vi være milde over for de nærmeste i familie og blandt venner. Nej, vores mildhed skal blive kendt af alle mennesker. Intet mindre. Et sindelag, der er fair over for alle mennesker, har forståelse for alles fejlbarlighed, og er tilbageholdende med at dømme andre for deres fejl. Er ordentlig over for alle, kan vi også sige. Hjælpsom, rar, ville til at gå andre i møde. Det er alt sammen en del af at være glad, faktisk.

Selvfølgelig har vi bekymringer. Men dem skal vi komme med til Gud. Og det gælder alle bekymringer. Det er lige præcis hverdagens besværlige situationer og ting, vi skal tale med Gud om. Da kommer alt dette i det rette lys, og vi opdager, at vi altid også har noget at sige tak for. Det er vejen til fred. Freden er ikke en ømtålelig sindsstemning, som vi skal forsøge at bevare. Tværtimod: Det er Guds fred, som bevarer vore hjerter og tanker, fordi hjerter og tanker er i det rette forhold til Gud, som Guds lykkelige børn.

Prædiken 1. søndag i advent 2020

Vær velkommen, du nye kirkeår. Vær velkommen, Herrens år, fuldt af nåde og sandhed. Fuldt af trøst til trætte hjerter og sorgfulde sjæle, syge og døende, til dig, som nu venter, at Gud kan sige dig et ord, som du kan leve af og på. Ja, det får du, for sådan er vor Gud, sådan er Jesus, Hans Søn, han udtrykte billede.

Sådan, at han altid vil give frelsen og redningskransen til enhver af os, som beder og længes efter redning.

Hele verdens historie fra det øjeblik, hvor mennesket faldt bort fra fællesskab med Gud og blev sit eget formål og sin egen herre fra yderst til inderst, hele denne historie frem til i dag og til tidens ende er én lang redningshistorie. Til tider er folket blevet frelst i sidste øjeblik, som det går. Som også du og jeg har oplevet, og derfor priser og lover vi vores mægtigt Herre for kraften i hans opstandelse, som ved Helligånden virker med en styrke, som kommer direkte fra vor himmelske Fader og formår at rive Satans bånd i stykker, han som vil fængsle os i mørke og tavshed og trøstesløshed.

Gud ske lov ved Jesus Kristus, at Han har vundet sejren over synden, døden og Helvede.

Dette skal forkyndes på første søndag i advent: at Kristus er den ærens konge, som var lovet for længe siden, som kom i tidernes midte og fylde.

Løft jer, I porte, løft jer, I ældgamle døre, sang kong David.

Ja, for den ærens konge som skal komme ind i vore hjerter og herske der som konge, han kan ikke komme ind, hvis vi indsnævrer vort hjerte og lukker hjertets døre.

Vi er tempel for Helligånden, forkynder apostlen Paulus, altså er det hjertets porte, som vi skal løfte op. Det kan vi ikke selv, men Helligånden, som vi har fået ved vor dåb som en evig gave, kan bevirke dette under, når blot vi selv bliver små som børn og blot tager imod Kristus. Det var som om portene inde i os: når vi hæver dem op, så bliver vi selv mere rummelige.

Mere skal der ikke til. Men det skal også til.

Det nytter ikke at lyve. Hvis vi farer med løgn og sværger falsk, som kong David siger, da er sandheden ikke i os, og da kan Kristus heller ikke være i os.

Men holder vi blot vort hjerte åbent for sandheden, da henter vi også velsignelse hos Herren, for da er der noget i os, der søger Gud midt i alt mørke. Da hører Gud vores mindste suk og åbner døren, løfter sine døre til hans salighed og frelse.

Og da nu tiden skrider, kommer vi også nærmere den dag, da Kristus kommer igen. Vi tror og bekender, at Han skal være alverdens frelser og dommer og konge.

Når vi i dette år føler verden forandre sig med sygdom, vi ikke kan kontrollere, så lad os vågne af søvne, som Paulus siger.

Sover vi? Ja, åndelig søvn er den dybeste søvn, vi kan sove. Den farligste søvn også.

Det er på tide, at vi bliver helte i Guds rige, at vi vågner af dvale og mørkets gerninger og tager lysets rustning på, som Paulus kalder det.

Lysets rustning. I lyset er der intet mørke, Helligånden er vores lysrustning. Kun Helligånden kan beskytte os fra at gå til i det, Paulus nævner: svir og druk, løsagtighed, udsvævelser, kiv og misundelse.

Men lysets rustning er også Kristi klædning, for det er Kristus som med Faderen sendte Helligånden til verden og til os. Vi er efterfølgere af Kristus, som vi er iklædt.

Hans person, hans gerninger, hans liv, nedstigning fra himlen til jorden i hans fødsel, hans død, hans opstandelse, ja, hans himmelfart omslutter os som en kappe, der aldrig, aldrig kan gå i stykker, når blot vi påkalder hans navn, eller sukker hans navn, i forventning om frelse fra ham.

Så lad os åbne hjertets døre for Frelseren, Kongen, som kommer til os, som han kom til Jerusalem dengang, sagtmodigt og ydmygt på et æsel, ikke med våbenmagt, men med ønsket om at blive modtaget som et menneske modtager et andet menneske, samtidig med at han, som også fuldt ud er Gud, skænker det, vi knap kan forstå, så store gaver: Helligånden, syndernes forladelse og det evige liv.

Og lad os med alle kristne til alle tider, bede og synge: Hosianna, Davids Søn, opfyldelsen af alle håb og løfter i den gamle pagt.

Hver gang vi fejrer nadver, gør vi os til eet med den skare af mennesker, som dengang hyldede Jesus, og de, som gennem tiderne har hyldet ham, med råbet: Hosianna, Davids søn, velsignet være han, som kommer i Herrens navn. Hosianna: Frels dog! Og samtidig en slags hyldestråb, for der ER en sand konge, som er helt igennem retfærdig og samtidig tager imod enhver, som kommer til ham. For enhver, der gør det, modtager jo HANS retfærdighed som en kappe, der kan dække, i stedte for vores egen kappe med huller af uretfærdighed.

Velsignet være Han, som kommer i Herrens navn, kom i julen ved sin fødsel, kom med sin selvhengivelse på korset, og kommer ved sin genkomst ved verdens afslutning. Dette store håb må hans menighed aldrig lade gå af minde og forsvinde i dagligdagens gøremål og problemer.

Vi er med i det store drama fra skabelsen, Adam og Evas fald, der drev dem og os ud af paradis, og frem til det synlige Guds rige i herlighed, og derfor er der intet bedre navn på Frelseren, Guds og menneskers Søn, end Ærens Konge, Herlighedens Konge.

Amen.

Seneste kommentarer

12.08 | 09:41

- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.

11.06 | 12:37

"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞

22.09 | 17:58

Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.

01.12 | 17:13

"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.

Del siden