Prædiken 22. søndag efter trinitatis - om kristnes indbyrdes omgang med hinanden

Vi kan give denne søndag overskriften: Kristnes indbyrdes omgang med hinanden. Det belyses i dag, hvordan kristne skal være over for hinanden. Også i kirken.

Udgangspunktet er at blive som et barn. Hvad menes der med at blive som et barn? Det lille barn har ingen rettigheder. Forældre kunne dengang sælge deres barn som slave, hvis de ville. Barnet kan heller ikke stille nogen krav. Og det lille barn kan heller ikke noget og forstår ikke noget.

Og nu siger Jesus, at sådan skal man være for overhovedet at komme ind i Guds rige. Det hører med til omvendelsen at blive som et barn, som ingen rettigheder i grunden har, som ikke formår noget, og som slet ikke forstår noget. Kun den, der på den måde er færdig med sig selv, kan komme ind i Riget. Og der er han den største! Netop den, som er holdt op med at tro noget om sig selv og begære noget for sig selv.

Men det her betyder ikke, at Jesus accepterer sin samtids opfattelse af barnet som retsløst og værdiløst. Tværtimod: netop den, som tager imod sådan et barn i Jesu navn, han tager imod Jesus selv. Altså i tro på Jesus eller for Jesu skyld, eller: fordi Jesus ville det.

Modsætningen til at tage imod er at forføre. At bringe andre til fald. At bringe nogen til det punkt, hvor de mister troen. Altså lede andre bort fra troen på Jesus. Disse små, som Jesus nu taler om, er ikke børnene, men de små i Guds rige. Så forsynder man sig mod Jesus selv og ødelægger dem, han elsker. Dommen bliver derefter. At blive kastet i havet med en møllesten om halsen ville være en mild dom.

Nu følger et veråb over den verden, som er så fuld af forførelse af mennesker. Det er verdens ulykke, at der findes så meget som arbejder aktivt og målrettet på at drage mennesker bort fra Gud. Så længe verden står, er det sådan. Det bliver ikke anderledes. Men det mindsker ikke menneskers skyld, om bliver redskab for forførelsen bort fra troen.

Derfor er det vigtigt uden kompromisser at vise alt bort fra sig, som vil føre til forførelse. Det kan betyde, at vi må sige nej til noget hos os selv, noget som hører til vor egen natur og udrustning, ligesom hånden eller foden. At gå fortabt er den største ulykke, som kan hænde et menneske. Jesus siger det med billeder, som ikke kan misforstås.

Det er tænkeligt, at Matthæus, som fortæller Jesu ord om dette, at han i Jesu ord hører en formaning også til den kristne kirke. Også den kan have lemmer, som er til forførelse. Og da er det bedre at hugge hånden af eller rive øjet ud. De må ikke bliver årsag til at hele legemet ødelægges.

Og nu taler Jesus om dem, som er i fare for at gå fortabt. Han siger, at man ikke må tage sig det let med noget lille menneske, et barn eller en af de mindste på jorden. Hvor dyrebare de er i Guds øjne, viser Jesus ved at sige, at deres engle altid ser Guds ansigt. Det er engle, som er sat til at vogte den enkelte og samtidig ser Gud hele tiden. De små er lige så dyrebare som englene, der ser Guds ansigt hele tiden.

Og sluttelig fortæller Jesus lignelsen om det fortabte får. Pointen er Guds glæde ved at finde den enkelte. Sådan er Gud. Han vil ikke, at en eneste af disse små, som Jesus siger, skal gå fortabt. (fra Bo Giertz)

Prædiken 19. søndag efter trinitatis 2020

”Hvad vil I?” spørger Jesus de to, der fulgte efter Jesus. Jesus vender sig om og ser dem følge efter sig og spørger dem så: ”Hvad vil I?”

Vi kunne tænke os, at Jesus ville sige: Følg mig! Men ikke her. Nej, i stedet et spørgsmål: ”Hvad vil I?”

Et spørgsmål kræver et svar. Og de to mænd svarer med et spørgsmål: ”Mester, hvor bor du?” Det er et typisk spørgsmål, vi stiller til dem, vi ikke kender så godt: Hvor bor du?

Men her stiller de spørgsmålet til ham, som de følger efter, går sammen med. De har allerede slået følge med ham. Det er helt mærkeligt. Hvordan i al verden fandt de to på bare sådan at slå følge med Jesus?

Det er ligesom der er en underhåndsaftale mellem Johannes Døberen og Jesus. Johannes Døberen har forstået, hvem Jesus er, og sender sådan set sine to disciple over til Jesus.

For Johannes siger noget helt bestemt, som uimodståeligt får de to mænd til at følge efter Jesus. Hvad siger han?

”Se, dér er Guds lam.” Det er en mærkelig sætning. Guds lam. Der står ikke noget i Gammel Testamente om en person, som har titlen ”Guds lam”. Men Johannes Døberen bruger det udtryk. Hvad betyder det? At Jesus er Guds lam betyder, at han er det offer, som måtte til for at forsone os med Gud, at stille Guds vrede over vore ugerninger. Han erstatter alle dyreofre én gang for alle, som måtte til i den gamle pagts tid for at bringe synd ud af verden. Både daglige ofre i templet, men også offeret én gang om året på Forsoningsdagen. Som profeten Esajas siger om Herrens lidende tjener, der er som et lam, dør skal slagtes:

”Men han tog vore sygdomme på sig, han bar vores smerte, så vi selv slap fri. Han blev gennemboret på grund af vore overtrædelser og knust for vores svigt. Han blev straffet, så vi kunne få fred. På grund af hans sår blev vi helbredt.

Når nu Johannes siger: ”Se, Guds lam, som BÆRER verdens synd”, så siger han mange ting på én gang. Han siger, at Jesus er eet med Gud selv, Guds Søn. At Jesus er Guds søn, som er blevet menneske i kød og blod, fuldstændig som os, blot uden synd. Derfor BÆRER han verdens synd. Han bærer den. Ikke blot bar han vor synd ved at dø for vor skyld, men han BÆRER vor synd, ja, verdens synd. Det betyder, at frelsen ikke bare er for et bestemt folk, Israel, men for alle folkeslag, hele verden rundt. Altså også for os danskere.

Men jo ikke bare for os danskere. Vi må ikke gøre kristendommen til en speciel dansk religion. Det går simpelthen ikke. Så er vi faldet fra Jesus. For han bærer verdens synd, han døde for os alle i hele verden, og han går i forbøn hos sin Fader for os alle, iranere, danskere, israelere, kinesere og indere, I kan selv blive ved. Så hvis vi begynder at påstå, at kristendom er en særlig dansk opfindelse, så er vi frafaldne.

Det siger Paulus også umisforståeligt: Vi er som et legeme med alle de lemmer, som hører til legemet. Og det ene lem kan ikke sige til det andet: Dig har jeg ikke brug for.

Det betyder to ting. For det første: Når vi går i kirke, må vi finde os i, at der måske er nogen, som vi ikke bryder os om. Men vi hører alle til legemet, så vi kan ikke begynde at se en anden som uvedkommende.

For det andet: Når vi bekender os som Jesu disciple, så kan vi ikke være ligeglade med kristne i andre lande og sige, at de kommer os ikke ved. Når kristne i andre lande lider forfølgelse, så kommer det også ved. Ellers er vi frafaldne, og dårlige kristne.

Derfor er det nødvendigt for enhver af os at tage stilling ligesom de første disciple, til Jesu spørgsmål: Hvad vil I? Hvad vil vi? En ting er at lytte til Jesus og hvad han har gjort og sagt, en anden ting er, hvad vi gør med det.

Vi kan godt starte med som de to første disciple at stille dette modspørgsmål: ”Hvor bor du?” Kom og se, svarer Jesus. Sådan indbyder Jesus også os: Kom og se. Han bor nu ved sin Ånd i os. Dengang opholdt han sig i eet bestemt hus. Men nu opholder han sig, ja, slår sig ned hos hver enkelt af os. Sådan siger han senere til disciplene: ”I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.”

Faderens hus – det er et hus, som kan være overalt i hele verden, hvor mennesker følger efter Jesus. Og hver af os har en rolle at spille. Tro ikke, at du og jeg er ligegyldige i den store sammenhæng. Tænk på, hvordan først to fulgte efter Jesus, så inviterede de andre til også at være med, med de samme ord, som Jesus brugte: Kom og se! Og evangeliet har bredt sig ud i syd og nord, i øst og vest. Og hvert slægtled må gøre det samme: invitere hinanden med.

Og den, som vi følger, er intet mindre end vores konge. Ja, konge. Hvor godt det er at have en konge. Tænk på alle eventyr, hvor slemt det er med en ond konge og hvor godt det er med en god konge, som nedlægger sig liv for vores skyld. Som gør mere end nogen konge kan gøre: får livet igen og aldrig dør mere. En udødelig konge.

Jakob drømte i sin tid, at Guds hus var lige foran ham, der hvor han havde sovet. Jesus inviterede bogstaveligt de to første disciple med indenfor i det hus, han opholdt sig. Og hvor Jesus er, der er himlen åben fra jorden og til Gud, og englene stiger op og ned som i Jakobs drøm og hjælper os. Både i søvne og om dagen.

Og her skænker vores konge, Jesus, os sig selv i brød og vin: Dette er mit legeme, dette er mit blod. Han fylder os med sin guddommelige kraft, så vi kan holde ud i hverdagen. Så han sletter vor skyld ud. Så han renser os dag for dag til at bære mere frugt. For vi er grene på ham, som er vintræet. Og vi hører sammen med ham fra hver vores gren. Fra ham modtager vi alt, vi har brug for til frelsen. Amen.

Prædiken 18. søndag efter trinitatis 2020

Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, siger apostlen Johannes.

Forleden mødte jeg en på gaden. Vi faldt i snak, og lidt senere stødte en anden til. Under snakken viste det sig, at jeg havde lovet den anden noget for mange år siden. Og den første havde et stærkt ønske om noget, som burde gøres, blandt ved hjælp af en præst.

Den lille episode har meget med dagen i dag at gøre. Vi er et fællesskab. Vi hænger sammen, som grene på det samme træ.

Vi er ikke bare uafhængige af hinanden uden at vedkomme hinanden.

Men oftest glemmer vi det. På godt og ondt hører vi sammen.

Jeg mærkede ved den snak på gaden forleden, at jeg også hørte sammen med en anden med noget, jeg havde undladt at gøre.

Bedre havde det selvfølgelig været, at jeg bare havde gjort det, jeg havde lovet.

Men ved at den anden mindede mig om mit løfte, så har jeg fået mulighed for, trods mit glemsel, at gøre noget ved det løfte. Så er vi styrket i fællesskabet.

Dagen i dag handler om fællesskab. Fællesskab mellem Jesus og os, og fællesskab mellem os indbyrdes.

Uden kærlighed til hinanden ophæver vi også Guds kærlighed.

Så fjerner vi os selv fra vintræet. Vi bliver som en vissen gren. For meningen med en gren har aldrig været at være der som en uafhængig gren.

Vi kan ligefrem mærke, at det er galt tænkt, at være en uafhængig gren.

Sådan lærer vor Herre Jesus os at være afhængige af Ham og Ham alene. Og når vi er afhængige af Ham, så er vi også afhængige af hinanden i kærlighed. Så vedkommer de andre grene også os selv.

Vi kan jo ikke sige til en anden gren: Dig har jeg ikke brug for. Vi er sammen afhængige af stammen. Vi har alle modtaget af den samme Ånd i dåben, ved troen.

Vi vokser vores vækst sammen på Vintræet Kristus.

Men der er en forfærdelig alvor i det, Jesus fortæller. For hvis ikke grenen bærer frugt, så fjerner vingårdsmanden, altså Jesu og vor Fader, grenen.

Men bærer grenen så meget som den mindst smule frugt, så renser han grenen, for at den kan bære mere frugt. Jeg ved ikke, hvordan en gren kan renses, så den bærer mere frugt. Men vi hører, at sådan gør Gud vor himmelske Fader.

Så kan vi lade os opmuntre. Måske bærer vi blot meget lidt frugt i verden som en discipel af Jesus. Jamen, så tager Gud fat på os for at det skal blive til mere.

Det kan være, at det gør ondt, men hvad gør det, hvis vi bliver mere ydmyge og lader kærligheden får mere plads i os.

Intet gartnerarbejde uden beskæring. Blade og smågrene må væk for at give plads til mere frugt. Så bliver drueklaserne store og tunge.

Det er godt, at der bliver beskåret noget i os, som blot er blade uden funktion. For alt kommer an på frugten, lærer vi.

Og hvis vi bliver bange for, om vi mon er en gren, der bliver fjernet, så skal vi blot holde os til det, apostlen Johannes siger:

”Den, der bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud.”

Og drivkraften er den kærlighed, som vi ved, at Gud har til os, til hver eneste af os.

Prædiken ved høstgudstjenesten søndag den 20. september 2020 i Tranebjerg kirke

Kornet er høstet, og kartofler tages op og op, og rødkål må vel snart skulle afsted til butikker og syltefabrikken. For ikke at nævne løg og alle mulige andre gode grøntsager. Eller græskar, som står og lyser på marker. Det bugner derude. 

I evangelierne hører vi ikke Jesus gå meget op i høsten, sådan bogstaveligt. Nej, høst handler typisk om, at vi høstes ind i Guds rige, at vi kommer med, at vi er modne til den sidste høst, hvor verden får ende og den sidste høst skal i Guds lade. Mennesker. 

Kristne havde fra begyndelsen af to fester: påske og pinse, men ikke høstfest. Alt var ligesom anlagt på den åndelige høst. For uden den høst kan det være lige meget med høsten.  

Men vi kan sige, at Jesus lærer os ikke at bruge vort krudt på at bekymre os om mad og drikke og tøj og den slags. Men derimod bekymre os om vor sjæls frelse. Om, hvor hjertet egentlig er henne. 

Den anden læsning vi hørte, handler om, at mennesker skal høstes ind i Guds rige ved tro på Jesus Kristus og dåb. Et sted siger Jesus, at kun hvis kornet lægges i jorden og dør, bringer det megen frugt. Det var et billede på ham selv, at han skulle, måtte, dø for at høste os, indfange os, frelse os, gøre os til nye mennesker ved hans opstandelses nye uhørte uvirkelige kræfter. 

Evangeliet vi hørte, handlede om en anden, der er ved at modnes som en frugt, ved at hun lytter til Jesu tale. Ironisk nok tænker søsteren Martha på maden, der skal på bordet. Undskyld, men det er altid det vigtigste, ikke? Eller er det? Jesus siger nej. 

Det fornødne er at lytte til hans ord og modnes i tro og kærlighed. Maria, som er den, som bare sidder og labber Jesu ord i sig, hun fyldes mere og mere med kærlighed, med fred og glæde, med visdommen fra Frelseren. Jesus lader hende blive siddende. Den plads skal ingen tage fra hende.  

Det er fristelsen. At vi trækker os selv væk fra Marias plads ved Jesu fødder. At noget andet altid er vigtigere. Mad, hobbies, fritidsinteresser, som fylder hele tiden ud, så Jesu ord bliver mast helt bort. 

En mand sagde forleden: Jeg ville gerne tro, men jeg kan ikke. Det var gode ord at sige, ærlige ord. 

Men sagen er, at ingen tror eller beholder troen eller næres i troen uden at høre Guds Ord igen og igen. Troen siver lige så stille væk, når den ikke modtager næring. Sådan som en gammel landmand lærte mig, at grøntsager ikke bliver til noget, hvis ikke de får mad. Ja, grøntsager skal have mad. Derfor fik jeg ingen høst på mit lille stykke jord. 

Sådan også med troen på Guds Søn, Frelseren fra synd og død og Satans rige, ja, fra helvede, den tro næres ikke af sig selv uden at næres. For troen kommer af det, der høres. Så er det som planter, der vokser og bærer frugt, lidt efter lidt. Ikke øjeblikkeligt, men med en stille vækst. 

Derfor er det også en god ide at have et sted derhjemme, hvor du kan sidde i ro og bede og læse et bibelord eller to, fra en god opbyggelig kristen bog fra en erfaren kristen. Læse en salme. Lytte til morgenandagten fra domkirken i København måske. Jeg er ikke så god til det, men mærker, når jeg gør det, at det giver en egen ro. Jeg ved, at nogen her gør det.  

Som jeg sagde, taler Jesus ikke ret meget om høst i bogstavelig betydning. Men om åndelig høst. Og om den mad, der nærer os, så vi til sidst kan høstes ind i Guds rige. 

Hvad er den næring: Det er Hans ord, evangeliet, hans undere dengang og i dag. Og så er det den næring, Han giver os ved Helligånden, som sætter væksten i vejret i os og bringer alskens frugt: Tro, håb, kærlighed, fred, glæde, tålmodighed, venlighed, ydmyghed, mildhed. De frugter kan revolutionere livet mellem mennesker. Stille og roligt.  

Og så giver Han os sig selv i brødet og vinen, hans legeme og blod, så hans blod slår med vort blod og derfor kan give os en glad ro i hjertet. 

Hver søndag og ved andre lejligheder giver Han os næring gennem og under brødet og vinen. Han beskytter os også mod det, der kan kvæle troen og ødelægge troen. Nadveren er som medicin, der sørger for, at vi vokser i tro og i fællesskabet med vor Herre Jesus. Amen.

Stor gæld eftergivet: stor taknemmelighed! Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2020

Hver søndag morgen stiger stor glæde mod himlen. Hvorfor? I taknemmelighed. Fordi Jesus stod bogstaveligt op af graven. Der findes ikke nogen glæde, der kan sammenlignes med glæden over det. Og så er glæden endnu større, fordi Jesus løfter os op med ham til livet, der aldrig forsvinder.

Med Jesus kommer vi i nærheden af noget, der er større og mere vildt, end noget som helst andet.

Vi lærer hos ham, at tro ikke er at veje og måle, men at tro på, at Jesus er Frelseren, at lære af ham, at lade sig sige af det, han siger, at blive trøstet af den trøst, han kommer med.

Livet eller døden. Ulykken eller lykken. Det er det, Gud stiller folket over for. De må vælge, vælge mellem helved hedt og himmel sød:

Vælge kan igen og vrage
jordens slægter alle dage,
vælge mellem liv og død,
dagens lys og nattens mørke,
Paradis og vilde ørke,
Helved hedt og Himmel sød.

Manden Jesus besøger og så den prostituerede kvinde – de må også vælge. Værten, der hvor Jesus er til middag, bliver udfordret til at følge sit hjerte og ikke sin kolde hjerne. Hjertet siger, at den, der elsker meget, gør det, fordi hun har fået tilgivelse. Men den, der ikke elsker meget, elsket kun lidt, fordi han selv ikke mener, der er noget særligt at tilgive.

Så valget mellem helvede og himlen ligger lige her.

Hjertets hårdhed er den brede vej mod helvede, anger over det onde, den enkelte selv har gjort, det er den brede og lette vej mod himlen.

Men sådan så det slet ikke ud for farisæeren og den prostituerede til at begynde med.

Kvinden dukker pludselig op i huset uden indbydelse. Hun vil bare gerne møde Jesus. Hun har hørt fantastisk godt om ham. At han ikke støder nogen bort. At han tilgiver. At han ikke gør nogen som helst forskel på høj og lav, mand eller kvinde, barn eller voksen.

Så hun kommer ind i huset. Hvad sker der så? Hun har noget parfume med, som hun har tænkte sig at salve Jesu hoved med. Jeg har selv oplevet mine søstre få parfume i håret, når vi i min barndom besøgte de to tyrkiske familier i landsbyen og sang en julesalme for dem. Så kvinden havde en plan.

Det gik bare ikke efter planen. Hun blev grebet af Jesu myndighed og sandhed og kærlighed. I stedet begyndte hun at græde i stride strømme og begynder at væde Jesu fødder med sine tårer og tørre fødderne med sit hår. Hun har ingen skam i livet, og det er noget, der kan gøre en noget så oprørt.

Og oprørt – det er lige, hvad farisæeren bliver. Det er jo helt vanvittigt, det der sker, tænker han. Jesus er en stymper, en nar, når han lader det her ske. Han er i al fald ikke en profet. Så skulle han ikke lade denne kvinde opføre sig sådan. Hun skulle blive i skammekrogen.

Så er det Jesus fortæller en lille historie.

En mand har lånt penge til to, den ene har en stor gæld, den anden en lille gæld. Nu eftergiver manden de to deres gæld. Selvfølgelig naturstridigt. Men sådan er Gud!

Han tilgiver min gæld! Jeg kan ikke slette min skyld over for ham og mine medmennesker. Det kan jeg ikke. Det hele er der, både det jeg husker, og det, jeg gerne vil glemme og det, jeg har glemt, som om det så ikke er det.

Nu stiller Jesus et spørgsmål til farisæren: Hvem af de to mænd vil nu elske pengeudlåneren mest, det vil sige, være mest taknemmelig? Farisæeren må nødtvungent erkende, at det er nok den, der har fået den største gæld eftergivet.

Og Jesus siger til farisæeren: Det har du ret i.

Og Jesus viser farisæeren, hvordan kvinden netop elsker ham mest, er mest taknemmelig, for det udtrykker hun ved sine handlinger, ved at væde Jesu fødder med sine tårer, ved at salve Jesu fødder med de dyre parfumedråber.

Farisæerne har været en korrekt vært, men kvinden overskrider al korrekthed og viser en blanding af anger over sit hidtidige liv og taknemmelighed, fordi Jesus ikke skubber hende væk.

For Gud og Jesus skubber aldrig et menneske bort, der kommer i anger over sit hidtidige livs skyld og tigger om tilgivelse. Tværtimod. Nøjagtig sådan springer en kilde af taknemmelighed, af kærlighed.

Undskyld, men når det kommer til det vigtigste i livet, så knæler vi ned. Mange mænd knæler ned for deres udkårne og erklærer deres kærlighed og anmoder om hendes hånd. Ved alteret knæler brudeparrene og knæler for Gud i taknemmelighed over, at de hver især har fået denne dyre gave, nemlig den anden.

Og samme sted knæler konfirmander, når de lader Gud velsigne den pagt, Gud har sat i værk i dåben. Viola er blevet båret til dåben, for knæle kan hun dog ikke endnu, eller måske snart. I al fald kravle. Der i dåben modtager vi tilgivelse for vore synder ligesom den prostituerede dengang gjorde. Og hver gang vi på ny beder om forladelse, så sker underet, at vi får tilgivelse, og da blusser taknemmeligheden til Gud og mennesker op i os. Så heles vores liv.

Og endelig knæler vi, når vi modtager vor Herres Jesu Kristi legeme og blod i nadveren. Vi bliver som den prostituerede, der kommer Jesus nær for at søge hans velsignelse, og sandelig, kære menighed, velsigner han enhver, der kommer ham nær med håb om frelse og tilgivelse. På en måde kan vi gå længere. Vi kan sige, at det ikke kun er os, der knæler ved nadverbordet. Det er også ham, der knæler og rækker os sig selv. Ja, endnu mere: Han lod sig lægge helt fladt ned på korset og sømme fast til det og derpå blive løftet op hængende der mellem jord og himmel som planken til Gud, som redningsplanken for dig og mig. Priset og æret være han i evighed. Og tak. Amen.

Salmen Lyksaligt det folk, som har øre for klang herovenfra - prædikenen bygger på denne salme

376
Lyksaligt det folk, som har øre for klang
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Thomas Laub 1917

1
Lyksaligt det folk, som har øre for klang
herovenfra!
Det nynner alt her på den evige sang:
Halleluja!
så alle Guds engle forundres på,
hvor himmelsk de jordiske klokker slå,
når Ånden med støvhjertets tunger
dets dybeste længsel udsjunger.

2
Lyksaligt det støv, som i Skaberens hånd
kom Gud så nær,
oplivet af ham med en kongelig ånd
til heltefærd,
begavet i nåde med hånd og mund
til gavn og til glæde i allen stund,
at ligne sin Gud på det bedste
og tale med ham som sin næste!

3
Lyksaligt det hjerte i menneskebryst
med frygt og håb,
som lifligt bevæges ved Himmelens røst
og Åndens råb!
Det værelse har i sin hytte lav
til længselen dyb som det store hav,
til håb, der sig højere svinger
end ørne og engle på vinger.

4
Lyksalig den tunge i menneskemund
med liv og røst,
som slår sine rødder i hjertelig grund
til evig trøst,
som skinner af lyset i livets ord,
som gløder af ilden på nådens bord
og skænker de hjerter, som græde,
Guds fred og den himmelske glæde!

5
Lyksaligt det folk, som har Jesus til drot,
Marias søn,
som søskende hans har de alle det godt
i lys og løn:
Guds-freden i hjerte, Guds ord i mund,
med herlighedshåbet i allen stund,
thi de, som Gud Faders udkårne,
har børnekår med hans Enbårne.

6
Lyksalig hver sjæl, som i Frelserens navn
af nådens hånd
fik bod for sin vånde og for alt savn
med liv og Ånd:
med Faderens Ånd og med Sønnens liv,
med palmernes dyd1 i et skud af siv,
med kraften som klarheds-beviset,
med nøglerne til Paradiset!

N.F.S. Grundtvig 1852-53.

Prædiken 2. august 2020 til 8. søndag efter trinitatis: Hjertet

Hvor jeg længes efter mirakler, helbredelse af syge, jeg kender. Mennesker, som jeg har kær og nu er i nærheden af døden.

Jo, jeg ved, vi skal dø, men derfor har vi længslen efter, at Gud i Jesu navn helbreder, som han gjorde dengang og gør den dag i dag.

Med det, vi hører i dag, siger Jesus ikke lige pludselig, at disciple ikke skal lægge hænderne på syge og drive dæmoner ud. Han siger: Den, der lytter til mine ord, ligner… Det vil sige: At vi i al ydmyghed aldrig nogensinde skal tage æren for helbredelser ved vor mellemkomst, men tilskrive dem vor Herre Jesus selv alene. For det at have fået helbredelsens gave er fantastisk, men også utroligt farligt, hvis vi deltager i æren for det.

I dag lærer Jesus os, at det vigtigste er hjertet, ikke mirakler. Der er altid nogle, der ser de kraftige gerninger som bevis på, at de er på den høje gren, at de må være Guds darlings. Nej, siger Jesus. Jeg har aldrig kendt jer.

Åh, det skærer i hjertet. Sendte Jesus dem da ikke ud for at helbrede og drive dæmoner ud? Jo, det gjorde han.

Men nu kommer disse mennesker og pukker på gerningerne som bevismateriale. Vi er eliten.

Men Jesus svarer: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud.

Lovbrud, ja, for hvor hjertet er hårdt og selvoptaget, er der stort lovbrud. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og din næste som dig selv. Ja, du skal elske din fjende og bede for ham og hende.

De gamle profeter i Israel fik budskabet fra Gud, at det, Gud ville, var, at hjertet var omskåret, at pagten med Gud er en pagt i hjertets inderste gemmer: Ja, jeg elsker dig, min Herre og Gud, min Jesus! Kun da har vi fast grund under fødderne. Alt andet er at bygge på sand, det skrider før eller senere fra hinanden.

Jesus så med smerte, at hen mod verdens ende ville menneskers hjerter blive kolde. Ja, han kunne være ræd for, om troen overhovedet ville findes til sidst? Det, som vi også kan frygte. Men VI skal kun frygte for, om VI bliver i kærligheden i hjertet, om vi falder fra vor Herre Jesus.

Vi må hver især besinde os på, at Guds fred må være i vort hjerte og Guds ord i vor mund. Sådan udtrykker Grundtvig det i salmen Lyksaligt det folk, som har øre for klang herovenfra. Så lad os læse salmen sammen, det er nr. 376.

Hvordan er vi virkelig et lyksaligt folk?

Det har sit centrum i, at vi synger lovsang til Gud: Halleluja! Det betyder: Pris Herren!

Og så skal vi udtrykke over for Gud vor dybeste længsel ud af vort hjerte. Mon ikke Gud hører hjertets bøn?

Om Gud vil gøre mægtige gerninger med os som redskaber, ved vi ikke. Hvad vi ved, er han vil oplive os med en kongelig ånd til heltefærd. Lad os løfte hovederne, vi har i dåben modtaget Guds Ånd, en kongelig ånd. Til hvad? Til heltefærd. Heltefærd? Ja, til at vandre ud i verden med en mægtig frimodighed. Lad os bare le ad os selv og se, at vi er benådede syndere for Jesu skyld, så derfor kan vi med alle vore fejl og mærkværdigheder bruges i hans riges tjeneste. Ikke noget med fejheds ånd, men en kongelig ånd til heltefærd i verden.

Vi er givet i dåben et levende håb, som jeg prøvede at indprente konfirmander i går ved deres konfirmation. Et levende håb, der er sådan, at det svinger sig højere end ørne og engle på vinger.

Da er vi lyksalige, når den tro, vi bekender med munden, slår sine rødder i hertets dybeste lag. Da mærker vi en evig trøst. Da kommer Gud os nær, så vi både kan græde og glæde os i ham. Og den evige trøst skinner af lyset i livets ord. Skinner. Ja, skinner af gløder af ilden på nådens bord.

For i nadveren skænker Herren os et brød, der er som et brændende kul, der renser os for synd og bringer tilgivelse. Er som det kul, serafen nærmede til Esajas’ tunge og rørte den med det gloende kulstykke. Da sagde serafen til Esajas: ”Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet.”

For som Helligåndens ild er i dåben, er Helligåndens ild også i brødet og vinen og renser os for al synd. Da skænker Herren med de ord, der ledsager brødet og vinen, da skænker han de hjerter, der græder, Guds fred og den himmelske glæde!

Når vi har opgivet at frelse os selv og alene stole på Herren, som kan berolige ethvert hav, da kan hans hånd nå os og bringe vor fod op på klippen. Den klippe, som er ham selv. Amen.

Er Gud kærlig og aldrig vred? Aldrig vred over uretfærdighed? Og: hvad gør det ved os, hvis vi egentlig ikke mener, at Gud går op i retfærdighed? Nogle tanker, jeg ikke fandt, jeg skulle tale om ved konfirmationen i dag, men som jeg havde brug for at skrive ned!

Hvilken Gud tror vi på?

Mange vil sige: Vi kan kun tro på en kærlig Gud. Ikke en Gud, der kan blive vred og som dømmer.

I den kristne tro er Gud både kærligheden og retfærdighedens Gud. Han er vred på det onde og uretfærdighed, fordi det ødelægger fred og integritet.

Hvis Gud ikke var vred over uretfærdighed og bedrag og ikke til sidst gjorde op med vold, så ville det være en Gud, som det ikke er værd at tilbede.

I virkeligheden er det måske sådan, at manglende tro på Gud som hævnens Gud hemmeligt fodrer vold. For så tager vi mennesker sagerne i egen hånd. Jeg spørger: har der i lang tid været så mange, som er vrede? Er vores tid ikke på en måde vredens tid? For hvis Gud ikke er den sidste dommer, men i gåseøjne en sød kærlig harmløs Gud, så må vi hver især få klaret dommen. Lige meget hvad omkostningerne er. For hvis jeg ikke tror, at der er en Gud, som til sidst vil bringe alting i orden, så vil jeg tage sværdet og vil gå ind i en endeløs række af gengældelse mod andre. Kun hvis jeg er sikker på, at der er en Gud, som vil tage sig af al ondskab til sidst og dømme os alle, kun da har jeg styrke til at afstå fra selv at tage hævn.

Det blev engang sagt, at religion var opium for folket. Nej, det virkelige opium for folket er en tro på, at der intet er efter døden….den kæmpe trøst det er at tænke, at alt det, vi har forrådt, vor grådighed, vor fejhed, vore virkelige mord og mord på andres sjæle, at alt det ikke skal komme for dommen til sidst…men religionerne ved, at vore gerninger ikke forsvinder.

Gud har så valgt at dømme på en særlig måde. Han sendte sin Søn Jesus Kristus til jorden. Det fejrer vi hver jul. Han kom for at skabe fred. Han døde for os, for at der skal være en udvej af alle vore synder, tilgivelse.

På en måde er det at være kristen at tage dommen på forskud hver dag. At gå i sig selv: undskyld, jeg forløb mig, det jeg sagde til dig, var ondt, jeg ved det. Jeg forstår det ikke engang helt. Jeg kan næsten ikke gøre for det. Kun Jesus Kristus kan få os ud af en evig cirkel af stikkende bitterhed, kvalmende misundelse, lammende frygt, paranoide tanker og alt det, der følger med. Når vi bekender vore synder og beder Gud om tilgivelse, så begynder han ved sin Helligånd at gøre noget ved vores hjerte. Han begynder at rydde op, lue. Der bliver lidt mere plads til glæde, til fred, til at være venlig.

Hvis en mark er fyldt med græs, så kommer der ikke hvede op.

Der må pløjes dybt i marken, og så må hveden sås. Så kan der en dag høstes hvede. Sådan er det med vore hjerter. Gud må pløje dybt i os, så hans ord kan blive sået i os. Så kan fred vokse sig dejligt til på hjertets jord i stedet for ufred, glæde i stedet for vrede, mod i stedet for modløshed, tryghed i stedet for angst, kærlighed i stedet for had.

Og derfor sendte Gud sin enbårne Søn …

There is a hope / Der er et håb med Stuart Townend - spillet ved konfirmationen 1. august 2020 i Tranebjerg kirke

Oversættelse af "There is a hope"

Der er et håb, som brænder I mit hjerte,
Det giver mig styrke hver dag, der går,
Et glimt af herlighed her åbenbaret stykkevis,
Der dog driver al tvivl bort;
Jeg har mit ståsted i Kristus, med mine synder tilgivet,
Og Kristus er i mig, Himlens håb!
Mit højeste kald og min dybeste glæde,
Er at gøre Hans vilje til mit hjemsted.

Der er et håb, som løfter mit trætte hoved,
En trøst så stærk over for håbløshed,
Så når verden har styrtet mig ned i den dybeste grav,
Finder jeg Frelseren der!
Gennem lidelserne lige nu, frygten for fremtiden,
Hvisker Han ’mod’ i mit øre.
For jeg er tryg i evige arme,
Og de vil bringe mig hjem.

Der er et håb som består tidens prøve,
Som løfter mine øjne ud over den grav, som venter,
Til at se den enestående skønhed i en guddommelig dag,
Når jeg skuer Hans ansigt!
Når lidelser hører op og sorger dør,
Og enhver længsel er tilfredsstillet,
Da skal uudsigelig glæde oversvømme min sjæl,
For jeg er virkelig kommet hjem.

Prædiken ved konfirmationen 1. august 2020 i Tranebjerg kirke

Kære konfirmander!

Så mødes vi endelig her i kirken til jeres konfirmation!

Det hele er blevet så anderledes. På mange måder. Corona lukkede for skole og kirke. Måske fik vi alle et tiltrængt pusterum. I al fald blev det sådan.

Og i har holdt ud med konfirmationsforberedelse ind i juni, helt uhørt! Jeg forstår godt, hvis det kunne knibe med begejstringen hen mod slutningen.

Men ellers synes jeg alligevel, at vi har haft (efter min mening) stjernestunder, selvom vi også har haft stunder, som bare skulle overstås, og hvor vi skulle prøve at komme videre sammen. Ja, hvor både jeg og I har måttet være på skolebænken med at tilgive hinanden. For vi er alle bare mennesker, hvad enten man er skoleelev eller præst eller hvad man er.

Jeg vil gerne tale til jer om håb i dag.

Der er et håb. Den kristne tro handler om håb. Håbet om opstandelse på den anden side af graven. Håbet om en ny dag, efter det mørke, vi kan være i. Det levende håb, kære menighed.

Det blev sagt, da mange af jer blev døbt som små og til jer, som er blevet døbt senere, men altid sagt ved dåben: Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et LEVENDE HÅB ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Et levende håb. Tillykke med dette levende håb!

Men dette levende håb lever af, at vi også slutter op om vor Herre, om Jesus Kristus. Det nytter ikke at skjule det, at vi er kaldet til at følge efter ham. At have vort ståsted i Ham, som vi hørte i sangen før.

Vort håb er et håb om Himlen, om Paradis. Ja, det.

Virkelig. Omvend jer, Guds rige er nær, sagde Jesus hele tiden. Begynd forfra med jeres liv, igen og igen, med anger over det onde, vi har gjort, hvor vi går i os selv og af hjertet beder om tilgivelse hos Gud for det.

Da åbner Himlens port og Paradis sig for os, allerede nu med en ny glæde, en ny fred, ja, glimt af Paradis, også når vi tilgiver hinanden, så vi igen kan tale sammen. For venskab er velsignet.

Jo, der er et håb, også for jeres fremtid, kære konfirmander. I skal løfte hovederne, for I er Jesu brødre og søstre gennem dåb og efterfølgelsen af ham.

Så skal vi ikke hænge med hovedet, men vi skal heller ikke stole på os selv og kun os selv og hvad vi kan forstå. Nej, vi skal stole på, at vores Herre forstår alt og vil lede os ud af al depression, alle tunge tider.

Og her kommer noget virkelig vidunderligt, underfuldt:

When the world has plunged med in its deepest pit, I find the Saviour there!

Når verden har styrtet mig ned i det dybest hul, finder jeg Frelseren der!

Hvorfor? Fordi han gik i døden for dig og mig ulykkelige, også for de stolte og overlegne, om de dog vil omvende sig også.

Jesus, Guds enbårne Søn, døde i vores verden for vores skyld og i stedet for os. Derfor, for denne gerning, lod Gud ham opstå, så han nu lever evigt, usynligt, men virkeligt.

Han gik i vores sted for at vi netop ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det var og er hele formålet.

Og han hvisker ’mod’ i dit øre. Lige meget hvad lidelserne er nu og hvad vi frygter for i fremtiden, så siger han ’mod’.

Opstandelsens mod. Jeg har overvundet verden, siger Jesus. Jeg har overvundet dødens magt, syndens magt, mobning sker, ja, men hos mig har du et skjulested altid for alt, hvad mennesker måtte gøre dig af ondt. Desværre kommer der også synd indefra os alle, ikke kun ’de andre’. Jeg vil gerne arbejde på, at du aldrig regner kun de andre for syndere, men at du forstår, at du også forvolder andre smerte. Ja, forvolder dig selv smerte.

Til vores hjælp sendte Jesus sin Ånd. For at guide os igennem livet. Vi fik Helligånden i dåbsgave. Når vi påkalder Jesu navn, så aktiverer vi Helligånden i os til at lede og føre os, give os gode tanker og ideer, til at trøste os og styrke os, når vi er ved at gå ned.

Og vi har et løfte om, at til sidst skal vi se Ham ansigt til ansigt, når al synd, død og ondskab og enhver pine er borte for altid.

I har fået bedekransen, som kaldes Kristuskransen.

Tag den frem engang imellem eller hver dag, eller bær den på håndleddet eller på et søm i jeres værelse, som I nu synes.

En bedekrans er en redningskrans, som skal hjælpe jer til at bede til Gud om hjælp og få hjælpen og håbet tilbage. Hvis I vil, kan I bede fadervor med Kristuskransen, når vi skal bede bønnen ved alteret.

Jeg siger jer af hjertet tak for kampen og for tiden sammen. Gud velsigne jeres liv og jeres familiers liv fremover. Amen.

Reinkarnation, lidelse, kors og opstandelse, selvfornægtelse

Videoprædiken om at være levende sten

Tale ved morgensang 30. juni i Nordby kirke om morgenrøden!

Kornet priser sin Skaber

Indledende læsning fra profeten Esajas 8,20 og 9,1:

”Den, der ingen morgenrøde ser, skal svare: ’Til belæringen og budskabet’” Kommentar: Trøsten og håbet om en fremtid kommer med belæringen og budskabet. Og budskabet, det kommer i Esajas 9,1, som læses ganske ofte juleaften i landets kirker: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.” (i 9,5-6 læser vi, at dette store lys er det barn, som er født os, som bl.a. får navnet: Vældig Gud!).

Thomas Kingo skrev salmen i den danske salmebog nr. 739: ”Rind nu op i Jesu navn”, og salmens budskab bliver endnu stærkere for den, der ingen morgenrøde ser. Sådan var det på profeten Esajas’ tid, hvor alt var kaos og krig og borgerkrig, som i Syrien eller Yemen eller andre steder. Vi har ikke krig, men corona og usikkerhed om fremtiden.

Rørsangeren, det bølgende korn, himmel og hav synger morgensang til Skaberens pris - se optagelsen nedenfor - og nu er det vores tur!

Nu vender vi os til salmen:

Rind nu op i Jesu navn, du livsalig morgenrøde! Det er en opfordring til dagen, om hvordan den skal begynde. I Jesu navn. Morgenrøden er fantastisk. Den er endnu mere fantastisk, fordi den er der, fordi Skaberen har skabt den. Og fordi Jesus Kristus har været med til at skabe den. Og alting. For sådan er vor kristne tro: Den, der gik levende ud af graven, efter at være stendød af pisk og korsfæstelse, Han er simpelthen Guds Søn. Og har altid været. Som Jesus selv siger: Jeg og Faderen, vi er ét. Nærlæser vi evangelierne, opdager vi overraskende mange gange, at Jesus indirekte eller direkte siger, at han er Gud, Guds Søn.

Når vi ser morgenrøden, så er det som dagen, der opstår igen fra døde, fra nattens mørke. Sådan ser Kingo på det: Dagen er som Jesus, der opstod fra de døde. Dagen er symbol på Hans opstandelse. DERFOR er der et dybt håb i hver morgenrøde. Derfor opfordringen til dagen: Gå i gang i Jesu navn. For uden det navn er morgenrøden, ja, kun morgenrøde. Kun hvis der er forbindelse til Skaberen i morgenrøden, bliver der en dybde, som viser frem til Guds rige til sidst.

De store profetier i Gammel Testamente handler netop om, at et stort lys skal oprinde med Guds riges Konge, den salvede. Det har netop være Sankt Hans dag, altså Johannes Døberens dag. Da han endelig har fået talens brug igen ved Johannes’ fødsel, bryder han ud i en lovsang. Heri tager han en anden stor profeti frem og siger: ”Solopgangen fra det høje vil besøge os” – altså den salvede, Kristus.

”Alt i mit indre skal sig røre Med al tak for nattely

Og min frelsers lov op føre Til den høje himmelsky!”

Hvad synger vi her? Vi synger, at morgenrøden kalder på vores lovsang. For nattely. Og med tak for ’min frelser’. Ikke bare vores, men min. Som frelser mig, når jeg er ved at fortvivle, ved at falde fra, ved at være ligeglad, ved at opgive livet, ved at ønske ikke at være her. Alt sammen noget, der kommer af min viden om, at jeg skal dø, og fordi Djævelen eksisterer og prikker til mig i alle mine deprimerede øjeblikke og vil have mig til at gå i stykker. Så er et fantastisk, at Jesus er ikke bare de andres,  men min frelser!

Så er dagen på vej til at være godt i gang. En dag, hvor jeg må bede om, at Jesus selv må ligesom oprinde over mig som min sol og mit skjold, så jeg kan overvinde kød og blod og Satans vold. Sådan plejer vi ikke så meget at tale. Men midler til livsmod uden alt dette kender jeg ikke.

Så kan jeg se i øjnene, at jeg overhovedet ikke har styr på mine dage. Blot bede om, at jeg må blive i det spor, som Kristi ord viser mig. Og i øvrigt, hvordan skulle jeg ønske andet end netop det, som Guds vilje er i. Hvordan skulle jeg ønske, at min vilje sker?

Og for enden af livet har jeg kun bønnen om Guds hjælp, at jeg efter døden må se Guds ansigt klare skin, mens synd og sorg, ve og klage må smuldre bort med det tøj, jeg bliver lagt i i graven.

Således er hver dag en indøvelse i at lade syndens gerninger dø og opstå med Kristus.

Rørsangeren synger i sit skjul sin morgensang

Dybt inde i rørskoven synger rørsangeren sin morgensang til Skaberens pris! Lokation: Præstemarksvej lige før stranden.

Skam - tale ved hverdagsaltergang 17. juni 2020 i Tranebjerg kirke

Før altergangen synger vi salmen ”O du Guds Lam!” - nr. 439 i Den danske Salmebog.

For det første er Jesus Guds Lam. Det er ikke noget med at lammet er yndigt, lille og skrøbelig. Det handler om, at Jesus er den, som profeterne talte om. Esajas talte om, at han er som et lam, der føres til slagtning, som ikke mæler et ord, og at al vor skyld ramte ham.

Han bar vore lidelser og vore sygdomme, hedder det.

Han bar også vor skam.

O du Guds Lam! med korsets skam,

Du bar alverdens synder.

Korsets skam. Al skam, vi kan tænke, bar han. Vi har ikke rigtig ord for skammen, som kan tage så mange former.

Skam hænger sammen med ydmygelse, med krænkelse, med vanære, med tab af selvfølelse.

Og nu hører vi, at Jesus har udholdt den værste tænkelige skam for os.

Korsets skam – at han blev hængt op helt nøgen. Uden værdighed, helt frataget den sidste rest af værdighed. Blev ydmyget.

Her er håbet og glæden for os. For han lod sig ydmyge helt ned til døden, ja, døden på et kors, udstillet, latterliggjort, krænket.

Men hans selvfølelse led ikke af den grund. Han påtog sig denne skam for at skabe en udvej af al skam, vi bærer på.

Vi har de to ord skyld og skam. De er ikke det samme. Vi kan sige: Det er synd og skam. Den skam, som vi føler, fordi vi har syndet, har handlet forkert, forbrudt os, den skam er fortjent. Den skam bar Jesus, bar sådan, at den er væk. Alt, hvad vi skal gøre er at komme med vores rygsæk af skam, af synd, og tage rygsækken af ved korset, så vil den sæk af skyld og skam trille bort for altid.

Men der er også den skam, som kommer af den måde, vi er blevet opdraget på, i familien, i skolen, af hinanden. Det, som opfattes som tabu, skammeligt.

Det er selve den, vi er, der bliver gal. Ikke hvem vi er, men at vi er.

Også her er der håb i, at Jesus bar al vor skam, også den skam, som er uberettiget påduttet os, har fået os til at føle os mindre værd.

I nadveren rækker Jesus ikke mindre end sig selv, han udholdt skammen på korset for os, og i brødet og vinen giver han sig selv til os. Sammen med ham kan vi også udholde al skam. Han har jo båret den for os. Vi kan tage til os, at vi har uendelig betydning, ja, evighedsbetydning for ham. Så meget, at han døde for at vi skal få et godt liv, nu og også til evig tid.

Og en dag skal vi se ham, som han er, og han skal se på os med glæde og fred og nåde og kærlighed, med et kærligt blik af anerkendelse. Men det blik har han allerede nu på os.

Rig her på jorden, men ikke rig hos Gud

Indgangsbillede: Tidsler

Tidsler er svære at have med at gøre. Deres netværk under jorden er imponerende. Man kan grave tidsler op, og alligevel kommer de op i gen.

En bekendt har fortalt, at hvis man kapper planten af ved jordhøjde gang efter gang, så kommer tidslen til sidst ikke mere. Det har de erfaret.

Ja, det handler om, hvad vi lader vokse på vore marker, altså vore hjerters marker.

Paulus siger: Kærlighed til penge er roden til atl det onde; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter.

Kærlighed til penge er roden til at alt ondt, siger han.

Tænk igen på tidslerne, de er ikke rare at have med at gøre. De stikker, og de er ufrugtbare. Jo, de kan få fine blomster kortvarigt, men så følger en masse frø, der flyver videre ud over markerne, over hjerternes jord.

Og det er vort store problem: tidslernes rødder er til at grave op. De begyndte at gro i Paradis, da Adam og Eva spiste af det træ, de ikke måtte spise af. De havde ellers alle andre træer til rådighed. Alle slags vidunderlige frugter. Men nej, det var ikke nok. De ville have mere.

Sådan også med denne ukendte mand, som Jesus taler med. Grådigheden, griskeden, er problemet, siger Jesus. Pas på, for du tragter efter mere, end der tilkommer dig. Du accepterer ingen grænse.

Fortælling

Det hele begynder i dagens evangelium med, at en mand vil have sin arv. Og Jesus gennemskuer ham: den mand kan ikke få nok. For Jesus siger jo: Vogt jer for al slags griskhed. Al slags lyst til hele tiden at se efter få fat i mere, end der tilkommer en.

Og så illustrerer Jesus det med en historie om en anden mand.

Det går som smurt for ham, han får så meget, så det sprænger alle grænser. Han bliver helt euforisk og går omgående på pension. Nu skal have nyde livet, tænker han.

Og så går det, som det ofte gør, han dør lige netop da han skal til at nyde det.

Han har pisket rundt hele livet, nu skal gevinsten nydes.

Der bliver ingen nydelse, for han dør.

Og hvad er det Jesus siger? Gud sagde til manden: Din tåbe! Vi må ikke kalde et menneske for en tåbe, men Gud må godt.

Han er virkelig en tåbe. Han er sikkert et meget fornuftigt menneske, der overvejer alt i handel og vandel ganske nøje og præcist. Han er kendt som en meget dygtig person.

Men han er alligevel i Guds øjne en tåbe.

Hvorfor? Fordi han udelukkende har samlet alt sammen til SIG SELV!

Han har ikke tænkt på Gud eller andre mennesker.

Her er virkelig noget til dyb alvorlig overvejelse for os hver især: Bruger jeg det, jeg ejer, bare sådan til mig selv? For jeg skal stå til regnskab for mit liv til sidst.

For Gud er både kærlighedens og retfærdighedens Gud, der ikke vil, at mennesker skal undertrykke hinanden.

Kommer Gud ind i billedet? Altså, tænker jeg på at give noget til at udbrede evangeliet? Til at hjælpe mine medmennesker?  Bliver det ikke bare et stort egotrip?

Hvor bliver rigdommen hos Gud af? For vort liv er kun noget, vi har til låns, og en dag kræves det af os, hver især.

Det er fint at nyde Guds gode gaver!

Der er intet i vejen med rigdom, kun at det er vanskeligt for os rige at komme ind i Guds rige. Vi bliver let afledt og glemmer Gud ganske. Og andre mennesker.

Men til os, som forbryder os mod dette igen og igen og kæmper for at forbedre os, skal det siges: Kun Guds Ånd kan for alvor ændre noget i vort hjerte. Vi kan ikke fjerne tidslerne fra vort hjerte af os selv. Jo, vi skal arbejde med på det, men Guds Ånd må virke, at vi får et nyt hjerte.

Og at blive rige hos Gud. Rige hos Gud. Det er ord, der dømmer os alle hver især. For er vi rige hos Gud? Og hvordan bliver vi rige hos Gud?

Det giver salmen, vi skal høre om lidt, et fingerpeg om. Det er salmebogen nr. 562 Som markens blomst henviser fage (hurtigt).

Den taler om, at alt der kommer om af jorden her, også i overført betydning, det visner til sidst. Og støvets dage, vort liv, er snart talte, også selvom vi har Guds Ånd som ledsager os.

Nej, siger salmen: Kun hvad der kom fra oven ned kan blomstre i al evighed.

Og hvad kommer fra oven ned? Det gjorde Ordet, siger salmen, altså Guds Søn, da han fødtes ind i vor verden. Var som Adam i Paradis, helt uden skyld. Og han lod sig falde i jorden som et hvedekorn for at der måtte komme en evig frugt.

Med sin død for verden, sin opstandelse for os, forbinder han sig med os ved Helligånden. Ja, han siger, at vi er som grene på Ham, det sande vintræ. Og Helligånden er som saften, der kommer ud til grenene, så de bærer frugt.

Og salmen kan derfor slutte med de trøsterige, opmuntrende og glædelige ord:

Hos ham, som kom fra oven ned,

Har også støvet evighed.

Da er vi rige i Gud. Rigdommen er, at vi kaster al vor tillid på Ham og følger ham, da skal vi, siger vor Herre Jesus, leve, selv om vi dør. Da er vi rige os Gud.

Og da får vi også lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, dag efter dag, på aller bedste måde.

Som det naturligste fortæller Jesus, at manden ender med at skulle stå til regnskab for sit liv og levned.

Hans liv kræves af ham – for han har fået det til låns, ikke i eje.

Nogen vil sige: Hvis Gud er en kærlig Gud, så kan han ikke også dømme os til helvede, til at være borte fra ham for altid.

Nu vil jeg gerne sige et par ord om Gud som en kærlig Gud.

Det kan synes indlysende i vores del af verden. For i de fleste religioner verden over skabtes verden i en kamp mellem forskellige guder og magter. Og i buddhismen, som mange synes godt om, er der ingen tro på en personlig Gud og kærlighed som en personlig handling.

I Islam er Gud barmhjertig og venlig mod os, og elsker mennesker, hvis de adlyder ham. I den kristne tro elsker Gud verden. Og kærligheden er gensidig: Vi elsker Gud, fordi han elskede os først. Mens Islam siger: Gud elsker dem, der adlyder ham. Men kærlighed til Gud hører ikke hjemme i Islam, for et menneske er ikke på lige fod med Gud, vil Islam sige. Skabningen kan ikke have et personligt forhold til Gud. Det er i Islam forkert at sige, at Gud er kærlighed. At kalde Gud for Fader, Frelser og Hyrde.

Nogle vil sige, at de ikke kan tror på Bibelens Gud, der straffer og dømmer mennesker, for de tror på en kærlighedens Gud. Men hvorfor skulle Gud være kærlighed? Er der noget i verden, man kan pege på og sige: Det her beviser, at Gud er kærlighed? Man kan ikke vende sig til andre religioner og finde, at Gud er kærlighed. Men vi har nu set, at det kun er i den kristne tro, at der kan tales helt uforbeholdent om Gud som kærlighed. Personlig kærlighed. At det er det vigtigste der er at sige om Gud.

Derfor er der kun Bibelen til kilde til ideen om, at Gud er kærlighed.

Og Bibelen fortæller, at kærlighedens Gud også er dommens gud, som vil skabe retfærdighed til sidst.

Ja, vil nogen måske sige: Jeg kan følge dette. Men hvordan kan kærlighedens Gud dømme for evigt? Det hænger ikke sammen.

Det hænger sammen med at Gud både er kærlighed og retfærdighed. På samme måde som alle mennesker, som elsker, nogle gange fyldes af vrede. Ikke på trods af deres kærlighed, men på grund af deres kærlighed.

Tænk hvis Gud var ligeglad med vore handlinger, så ville han ikke også være kærlighed. Så ville han være en kold og hadefuld Gud, der bare lod stå til til evig tid.

Gud er vred på det onde og uretfærdighed, fordi det ødelægger fred og harmoni.

Lad os tænke over det: Hvis Gud ikke blev vred over uretfærdighed og til sidst gjorde op med al vold, så ville den Gud ikke være værd at tilbede.

Vore samfund kan hurtigt udvikle sig, så vi selv skaffer os retfærdighed ved hjælp af vold. Har vi ike i stigende grad gadekampe f.eks.?

Nej, den eneste måde at forhindrer os selv i al brug af vold, er at insistere på, at vold kun er legitim, når det kommer fra Gud.

For når vi fraskriver Gud magten til at dømme og straffe, så er der kun os selv til at gøre det.

Hvis man har oplevet, at ens huse er blevet brændt ned og ens pårørende dræbt og voldtaget, så er retfærdighed et helt personligt brændende problem.  Uden Gud til at dømme og straffe må vi henfalde i så voldsomme situationer til øje for øje, tand for tand. En endeløs række af hævnhandlinger. Det får aldrig ende.

Kroaten Miroslav Volf har om dette sagt:

”Hvis jeg ikke tror, at der er en Gud, som engang vil genoprette alt, så VIL jeg gribe til sværdet og vil blive suget ind i en endeløs malstrøm af gengældelse.”

Altså, tabes troen på Gud som dommeren, så kan det føre til brutalitet.

Og det kan føre til, at der kun er mig og mig og mine behov.

I den illustration Jesus kommer med, har manden alene stræbt efter at opfylde sine egne behov. Når vi sådan mister al ydmyghed, er vi ude af kontakt med virkeligheden.

C.S. Lewis har sagt: I enhver af os vokser der noget, som vil VÆRE helvede, hvis ikke det brækkes af som en knop. For rejsen hen mod helvede er en proces, som begynder med noget så tilsyneladende uskyldigt som et surmulende humør.

Han sagde også: Der er kun to slags mennesker. Der er dem, som siger til Gud: Din vilje ske, og så dem, som Gud til sidst siger til: Din vilje ske. Alle i helvede har valgt det til. Uden det valg ville der ikke være et helvede. Ingen sjæl som alvorligt og hele tiden ønsker glæde, vil nogensinde gå glip af glæden.

Tale ved hverdagsaltergang 4. juni 2020 i Tranebjerg kirke

Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske. Han er kun én person. Så Hans kongegerning som Gud i menneskeligt kød og blod på jorden og hans præstegerning som sandt menneske i guddommelig herlighed i himmelen er kun én gerning.

Jesu kongegerning dengang på jorden betyder, at vi kan leve vort jordiske menneskeliv under Guds velbehag. Hans præstegerning er at gå i forbøn for os i himmelen, så vi efter døden kan gå ind til evigt liv med ham hos Gud i himmelen.

På jorden bragte Jesus os forsoning med sin korsdød og opstandelsen, i himmelen bringer han os forløsning, befrielsen fra syndens straf, døden.

Jesus er vores konge og vores præst.

Hele tiden vender han sig mod mennesker for at tage dem ind i Guds rige. Men han går også i forbøn for os og bereder os plads, der hvor han går hen.

I dåben rives mennesker ud af mørkets magt og sættes ind i Guds elskede Søns rige her på jorden.

I nadveren modtager de døbte livets brød til styrkelse i kampen mod dødens kræfter her og til næring for det liv, der efter døden skal oprejses til evighed: ”Den, som spise mit kød og drikker mit blod, har et evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, som spiser mit kød og drikke mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, ligeså skal også den, som spiser mig, leve i kraft af mig.” (joh. 6,54ff).

Vi styrkes altså i nadveren til at kæmpe mod mørkets og dødens kræfter og indgå til et evigt liv i himmelen.

Luther siger om nadveren: ”Det er vor Herres Jesu Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen, og det er indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke.”

Usynligt er Han tilstede, men også virkeligt. Og når vi spiser og drikker får vi virkelig del i Jesu fuldbragte offer og forsoning. Vi har fred og enhed med Gud. For vi modtager ved hans bord virkelig livets brød, det hellige og fuldkomne menneskeliv, som Jesus Kristus på korset hengav i døden for vore synder.

”Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet os sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle vore synder, han styrke og opholde os derved i en sand tro til det evige liv” – bortsendelsesordene.

Prædiken på Samsø til pinsedag 31. maj 2020

Hvad er nådestolen? Og: et billede på Gud Fader, Søn og Helligånd: Solen, strålen og varmen

Prædiken Kristi Himmelfartsdag

En smuk fugl kvidrer og kvidrer i én uendelighed særlig om morgenen. Har man først fået øre for dens sang, er fuglen let at finde i træernes kroner og studere dens farvepragt. Det er rødstjerten. Om issen og panden er den snehvid, derefter er en sort-sort i en linje lige langs den øje og op over øjet og ned langs halsen. Dens bryst er rustrødt, bugen hvid. Og ryggen vingerne går changerer fra en blanding af sort og hvidt til næsten sort.

Rødstjertens hvide pande virker meget kraftfuldt.

Den strålekrans af hvidhed er jeg kommet til at forbinde med det, vi har hørt Jesus sige til sine disciple. Nemlig at de skulle får kraft fra Helligånden til at være vidner om Ham overalt. Vi har også fået Helligånden som gave i vor dåb, så vi er udrustet til at være vidner med vore ord og vort liv om vor Herre og Frelser Jesus Kristus.

Rødstjertens sang er skærer igennem og trænger igennem. Og fuglen har, som de fleste fugle, kun én sang. Sådan har kristne i grunden også kun én sang. At vidne og fortælle og minde hinanden om Jesus Kristus, om hvad han har lært og hvad han har gjort, om hans lidelse, død og opstandelse på den tredje dag. Det, vi alt sammen siger i trosbekendelsen.

Men Jesus er kort før, han bliver usynlig, meget præcis med, hvad der prædikenen skal føre til. Prædikenen har ét bestemt mål. Ikke flere, kun ét.

Der skulle, siger Jesus ”i Hans navn prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.”

Omvendelse. Et ændret sindelag, en ny måde at bruge hjernen, hjertet og alt på.

Her ved den gradvise åbning af samfundet kan man tænke, at kan tingene bare vende tilbage til det gamle.

Men det var netop hvad tingene ikke skulle åndelig talt. Det vigtigste Jesus havde til disciplene var, at der skulle prædikes omvendelse, et forandret sindelag, en anden retning.

Den første martyr, Stefanus, vidnede netop om folkets hårde hjerter, og at det hårde hjerte kun kan blive forandret ved tro på Jesus Kristus, Guds søn, og det var derfor, han blev stenet.

For kun sådan kunne og kan det komme til syndernes forladelse.

Det er jo ikke sådan, vi har begået nogle småfejl, som vi så kommer i kirke for at få tilgivelse for.

Nej, i virkeligheden er alt galt. Og alt skal rettes. Netop rettes.

Den gamle plade skal af pladespilleren og en ny plade skal på. Og den nye plade er ikke noget vi kan gøre af os selv. Det er Helligånden, som skal ændre os. Få os til dybt at gå i os selv, og så ændre retningen.

Sådan at alt blive gjort i Guds Ånd. Sådan at det ikke handler om småfejl, jeg kom til at begå, men om, at hvis du og jeg vedbliver at være den gamle gnavpotte, så er vi ikke omvendt. Så har vi stadig brug for omvendelse.

Det er altså Helligånden, som udvirker det, vi ikke kan gøre noget ved. Derfor siger Jesus, at disciplene skal få kraft fra Helligånden.

De kan ikke prædike uden at Helligånden giver dem kraft. Vi kan ikke omvende os, med mindre vi lader Helligånden komme til og ændre os. Med sin kraft. Ja, sin kraft.

Vi kalder el for kraft. Sådan er Helligånden.

Disciplene skulle vente på, at Helligånden skulle komme over dem.

Det er det vi skal fejre om 10 dage på pinsedag. Da kom kraften over dem, det var som et kraftigt vindstød og som tunger af ild, og de blev fyldt af Helligånden.

Og da de blev fyldt af Helligåndens kraft, så talte de omgående på en ny måde, med nye tanker og ny kærlighed. Dengang på mange sprog, så de fik kraft til at forkynde omvendelse til tro på Jesus Kristus som verdens Herre og Frelser.

På os kan Helligånden gøre en måske ikke så synlig forandring, men lige så dybtgående forandring.

Vi får en ny retning. At Guds vilje må ske i alt, hvad der har med os at gøre. At Gud må få æren, ikke os. For når vi selv vil have æren, så kvæler vi livet, og vi umuliggør fællesskab.

Det er en bevægelse fra selvophøjelse til ydmyghed, til at give Gud æren og fraskrive sig selv æren.

Selv-æren skaber splid mellem mennesker, men når vi giver Gud æren, så skabes fællesskab, så kan vi tilgive hinanden. Så smelter sindet hen i lyst til at tilgive.

Og så blive i den retning. Men retningen er at være en discipel. Ikke at leve for sig selv, men for ham som døde og opstod for dig og mig og alle.

Og den kraft, Helligånden giver, og som vi har fået adgang til i vor dåb, er samme kraft, som Gud virkede Jesu opstandelse fra de døde med.

Disciplene tager Jesu bortgang fra dem med sindsro og ja, glæde. For de ved, at han kommer, når de kalder, han kommer og virker i mig og dig, når vi kalder på ham i tro. Som Grundtvig har sagt i en prædiken til dagen i dag: ”Når Jesus er Guds Søn, så er Han hos os alle, der påkalder Hans navn, da er Hans rige iblandt os.”

Nogle gange har vi brug for en særlig kraft for at klare modstand eller fjendskab.

Så er det godt at høre i dag, at vi ved Helligånden bliver iført kraft, ligesom hvis vi bliver givet en tyk kappe på. En kappe af fred og glæde, en kappe af Guds kraft, som gør os ligevægtige.

Tag altid på ny den kappe på, når noget går dig på og vil tage, ja, kraften fra dig. Så har du brug for netop ikke din egen kraft, men Helligåndens kraft.

Hvad gjorde disciplene så, da de var alene tilbage? De var fyldt af glæde og de mødtes hver dag for at bede sammen.

Og så fik de en fantastisk besked fra englene. De sagde, at Jesus ville komme igen, på samme måde som han var faret bort.

Lige pludselig. Da gælder det, at vi er forberedte. At vi lader Jesu ord gå ind og slå rod i os. Handler på Jesu ord. For ethvert ord, Jesus har sagt, har Helligåndens kraft i sig til at forvandle os. Og det er aldrig for sent at lade Gud Helligånd forandre vort sind. Lad os hjælpe hinanden med at huske det og tilskynde hinanden til tro, fællesskab, til bøn, til at stole på vor Herre Jesus Kristus, at han er opstået og lever og er hos os, som han lovede, er her, hvor selv blot to eller tre er forsamlet, er hos os i hele sin kraft og vælde. Amen.

https://www.fuglestemmer.dk/roedstjert/

Gudstjeneste bededag 2020

Alle tekster kan ses under videoen ved at scrolle ned

Gudstjeneste 3. maj 2020 - 3. søndag efter påske

Børnegudstjeneste. Præsten har Snapper på besøg

Anden påskedag - kort gudstjeneste

Læs mere