Johannes - prædiken 3 | elisabethogjohannesglenthoj.dk

Kort gudstjeneste påskemorgen 12. april 2020

Glædelig påske! Kristus er opstået fra de døde! Selv Peter, som fornægtede Jesus tre gange, har set og mødt ham igen!

Englens budskab til Maria Magdalene og den anden Maria, da de kommer til Jesu grav tidligt om morgenen:

"Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det."

Kort påskegudstjeneste ved Johannes Glenthøj.

Læser: Elisabeth Albinus Glenthøj.

Påskelørdags andagt fra Nordby kirke 11. april 2020

Salmen, der synges af Elisabeth og Johannes Glenthøj, er nr. 214 i Den danske Salmebog: "Hør vor helligaftens bøn".

1 Hør vor helligaftens bøn!
Hør os, Guds enbårne Søn!
Hør du os i påskekvæld!
Eftergiv os al vor gæld,
så, opstandne fra de døde,
glad vor mester vi kan møde!

2 Kristenhed, stat op, vær glad,
gak nu rundt i Zions stad,
lovsyng Herren, from og god,
for han døde og opstod,
døde for, hvad vi bedreve,
og opstod, for vi skal leve!

3 Kom da, lad os ret engang
prøve på en takkesang,
knæle dybt i Jesu navn,
som os rev af dødens favn,
som forsoned al vor brøde,
stod med nåden op af døde!

4 Hellighold, Guds vennelag,
Herrens store hviledag,
hvilen efter storm og strid,
efter fuldendt frelser-id!
Med udødelighed kroner
sejerrig os vor forsoner.

5 Kristus, ære være dig!
Takkesang evindelig!
Ved korsfæstelsen i går
lægte du vort banesår.
Ved opstandelsen i morgen
slukker du al dødning-sorgen.

Skærtorsdags prædiken - forkortet udgave, hele prædikenen kan ses nedenunder!

Prædiken skærtorsdag 9. april 2020

Skærtorsdag.

Skær i skærtorsdag betyder noget med at rense. Jesus renser os for synd ved at bløde for os på korset. Som et offer, der en gang for alle åbner for tilgivelse og renselse.

Renselse.

Skærtorsdag er også afslutningen på de fyrre dages faste.

Jesus havde efter sin dåb været fyrre dage i ørkenen i en slags selvvalgt karantæne. En karantæne betyder en periode på fyrre dage.

Vi er også i en slags karantæne, mere eller mindre. En tid til at tænke efter. Hvad betyder overhovedet noget? Hvad er virkelig meningen med mit liv? Er der et mål? Hvad er det?

Det finder vi ud af i ro og stilhed i bøn.

Men i den stilhed kommer vi også mere i kontakt med det, nogen vil kalde de indre dæmoner. Vi kommer i kontakt med vores irritabilitet måske. Vi får brug for endda mindre zoner omkring os, så vi alle kommer helskindet gennem denne tid med meget indetid.

Men det er godt for os at komme i kontakt med os selv. I det normale liv er det som om, vi kan glide ind i en slags maskin-tilværelse. Hvor vi ikke selv har noget mål, men vi er en del af et stort maskineri. Det er godt for os at komme lidt på afstand af den måde at leve på.

Skærtorsdag handler det om, at Jesus giver sig selv i brød og vin, giver sit legeme og sit blod til syndernes forladelse og evigt liv. Og igen og igen at leve os ind i det, han der har gjort for os.

Men hvert andet år læser vi ikke om nadveren. Der læser vi om fodvask. Og det er måske meget godt, at evangeliets fortælling om, at Jesus vasker disciplenes fødder på skærtorsdag, netop falder her midt i corona-tiden. Det handler om at blive vasket.

Det handler om vand. Det handler om at tage bad. Det handler om at få fødderne vasket.

Det handler om vand og om fødder. Gæt på, hvor mange gange ordet fødder nævnes i evangeliet i dag? 8 gange.

Jesus tager en balje frem. Det er sidste aften inden han skal dø på korsfæstet.

Midt i maden tager Jesus fat på fodvask. Helt klart en handling, der har overtoner af det, der skal komme. Hans død for verden. Frelsen ved hans offerdød.

Jesus vaskede disciplenes fødder, kort før han skulle lide og dø på korset. Han vidste, at Gud Fader havde lagt alt i hans hænder. Frelsen for verden. Og han vidste, at han var udgået fra Faderen og nu gik tilbage til Gud.

Nu tager han en balje frem, tager sit almindelige tøj (det yderste lag) af og tager et klæde om sig. Som en tjener. Som en slave.

Så giver han sig til at vaske disciplenes fødder, en for en.

Ved korsfæstelsen bliver Jesus bogstaveligt lagt ned og sømmet fast til korset. Soldaterne nagler ham med nagler, en til hver af hænderne, og en til at gå igennem begge fødder.

Jesus kaldte selv sin korsfæstelse for sin ophøjelse, men en ophøjelse som var den dybeste ydmygelse. Og på en eller anden måde mærkes det i vore fødder, når vi tænker på naglen, der går gennem Jesu fødder.

Mærkeligt som Jesus sætter tingene sammen: Han vasker vore fødder ved selv at lade sig nagle til korset på hænder og fødder.

Peter synes, det er meget forkert. Men Jesus forklarer ham, at det er helt nødvendigt. Ellers kan Jesus ikke have med Peter at gøre.

Helt præcist siger Jesus: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.” Alt er på spil her.

Det handler om at tro, at Jesus virkelig er Guds Søn og kom til verden for at frelse syndere, bringe forsoning med Gud, udgyde sit blod, for at skaffe os syndernes tilgivelse.

Alt det udtrykker Jesus ved at vaske Peters fødder.

Peter forstår, at det er afgørende med fodvasken, men forstår ikke rigtig.

For nu mener Peter, at Jesus skal tage og vaske både hoved og hænder også. Det er rørende af Peter at tænke sådan. Også hovedet og hænderne.

At få vasket hovedet og hænderne af sin mester – det er meget stærkt også. Men nej. Det er nok med fødderne, siger Jesus.

Her kommer Jesus med noget nyt. For den, der har været i bad, behøver kun at få vasket fødderne for at være helt ren, siger han.

I bad. Hvordan har disciplene allerede været i bad? Hvordan har vi været i bad? Jo, vi blev badet i dåben. Det kalder vi også genfødelsens bad.

Det er intet mindre end et bad, der føder os på ny. Så vi gamle bliver som børn. For vi kan kun fødes i en ny fødsel ved at blive som et barn i moders liv. Sådan er vi kommet væk fra mørkets rige og sat over i Guds Søns rige. Vi er rene som sådan. Vi har modtaget tilgivelse som sådan.

Men så er det vi med fødderne vandrer rundt her i livet. Det er jo ikke til at undgå, at fødderne følger med, når vi bevæger os rundt.

Og så kommer vi til at gøre andre mennesker ondt, så er vi egoistiske, ja, alt muligt, som er imod Guds vilje.

Derfor er det, vi har brug for at få vasket fødderne. Det er den daglige vandring med hinanden, der gør, at vi bliver urene.

Og hvordan er det så, at fødderne skal blive vasket? Jesus siger selv, at han giver et eksempel ved at vaske disciplenes fødder.

Men hvad så nu? Jesus siger: ”Når nu jeg, jeres herre og mester, har vasket jeres fødder, så skal I også vaske hinandens fødder.”

VI skal vaske hinandens fødder. Altså se igennem fingrene med hinandens synder og fejl. Lade nåde komme før ret.

For retfærdigvis kunne vi dømme hinanden noget så grusomt. Men vi har modtaget tilgivelse fra vores herre Jesus, så skal vi også i praksis tilgive andre. Netop i praksis. Det får vi med, når billedet er fodvask.

Paulus har et sted sammenfattet, hvad der overhovedet betyder noget her i livet: ”Det eneste, der betyder noget, er den tro, der får os til at hjælpe hinanden.” Altså den tro, der leves ud i kærlighed. Det er at vaske hinandens fødder.

Og Paulus taler om, at vi har fået en kæmpe frihed som Jesu efterfølgere, fordi vi ikke behøver at følge alle mulige love i dagligdagen. Men, siger han, ”I må ikke bruge friheden som påskud for at leve, som det passer jer. I stedet skal I være som slaver og hjælpe hinanden.”

Det var det, Jesus viste os ved at vaske disciplenes fødder. Amen.

En bøn

Kære himmelske, almægtige Fader! Tak fordi du sendte sin Søn til verden for gennem hans lidelse, død og opstandelse at frelse os.

Vi beder for verden i denne coronatid, for alle, der uset og ukendt lider af mange sygdomme, bærer på sygdomme gennem mange år, og de mange mange, som dør før tiden. Især beder vi for dem, der næsten ikke kan trække vejret selv på grund af corona. Vi beder for alle medarbejdere på sygehuse, for alle der passer de ældre og handicappede. Vi beder for den enkelte og familierne i isolation i denne tid. Lad noget nyt spire frem, så vi tro åbner os for dig. Vi beder for regeringen, folketinget og alle, der har stor magt og myndighed betroet, at de alle må virke med visdom, retfærdighed og barmhjertighed.

Herre Jesus Kristus, vi takker dig fordi du ydmygede dig til korsdøden for at bringe frelse til enhver, som tror på dig. Hjælp os til aldrig at ophøje os over andre, men leve befriede fra skyld gennem din gerning, og så vi efter dit eksempel tjener andre mennesker og gerne tilgiver dem.

Herre Helligånd, kom til os og lad os forme af Jesu ydmyghed til at leve i din kraft i glæde, fred, håb, forsonlighed, Du som lever og regerer med Faderen og Sønnen, én sand Gud fra evighed til evighed.

Kort gudstjeneste fra Nordby præstegård søndag den 22. marts 2020

Gudstjeneste søndag den 22. marts 2020 fra Nordby præstegård

Jesus siger: Jeg er livets brød.

Man kan se hele videoen med gudstjenesten ovenfor. Her i skriftlig form.

Her kommer intro, prædiken og bøn fra gudstjenesten:

Intro

Det er midfaste søndag. Altså vi er midt i fasten. Midt i de 40 dage frem til påske.

Faste – fra hvad? Fra det, der ikke holder på det helt lange sigt. Faste handler om at lukke døren og derinde åbne sig for Gud, for hans Søn, vor Herre og Frelser, Jesus.

Jesus opfordrer os til at lukke døren i, når vi vil bede. Nu har regeringen også bedt os om at lukke døren, så vidt muligt. Mærkeligt sammentræf. Fastetiden er virkelig blevet fastetid for os alle, uanset tro. Den underholdning, som ellers er til rådighed dag for dag, ugedag for ugedag, er nærmest borte.

Så lad os hver for sig bag vore lukkede døre lytte til en beretning fra engang, Jesus var taget ud til et bjerg. Han var kommet derud, og folk var fulgt med ham derud. Og da de til sidst led sult, lod han fem brød og to fiskeanretninger dele rundt, og der blev nok til alle 5.000. Så forlod Jesus dem, og fra det sted, han var, kunne han se, at disciplene var sejlet afsted hjem til Kapernaum. Det blev storm, og så kom Jesus gående på vandet og steg ombord. Nu er vi kommet til det sted, hvor denne søndags evangelium begynder.

Prædiken

De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!«

Jesus sagde til dem:

»Jeg er livets brød.

Den, der kommer til mig, skal ikke sulte,

og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.«

Dengang var der mange syge mennesker. De havde overhovedet ikke hospitaler. De måtte dø i ensomhed. Jesus helbredte mange. Men han var ikke kommet for at være en mirakelmager. Han var kommet for at give evigt liv.

I sin tid gav Moses folket noget underligt brød, manna, som faldt ned fra himlen, mens folket vandrede i ørkenen. Manna – det var en slags brød, som de kunne leve af, fra dag til dag.

Vi er også i en slags ørken i dag. Mange af os er mest hjemme, som vi også får besked på af myndighederne. Vi lever også af mad, fra dag til dag. På en måde ligesom i en ørken. For vi kan ikke feste sammen, spise sammen, men må spise med de få der, hvor vi bor.

Gennem brødunderet vil Jesus løfte folks blik til noget, der er fantastisk: Livets brød. Hvad er det? Det er Jesus selv. Ja, det siger han. Han siger: ”Jeg er livets brød.” Hvad går det ud på – livets brød? At vi aldrig skal sulte eller tørste. Når vi har spist, fra dag til dag, så opdager vi måske i denne tid med ensomhed, at vi er sulten på mere. Ikke engang en ægte topfodboldkamp vil kunne slukke den tørst vi har.

Den længsel, den sult, den tørst efter mening, efter at det bedste blive ved og ved, at døden selv ikke er der, at sygdom ikke mere er der, det er det Jesus er: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

Måske tænker du nu: Jeg tror ikke. Nej, men hvis du rent faktisk vælger at komme til Jesus, så tror du. Det at komme til Ham er begyndelsen på at tro. Det er begyndelsen på at have tillid til Ham.

Og gennem Ham mister al sygdom sin rædsel, for bag døden venter livet i Guds synlige rige. Hans rige er på vej, også lige nu. Måske tager Hans rige nogle kæmpeskridt fremad. Måske sker det, at mange kommer til Ham og lægger frygten bag sig. For det er det, Han gør. Han siger igen og igen: Frygt ikke! Hos Ham er der ro midt i coronatiden. Midt i de kriser, der følger med coronakristen. Fordi mennesker prøves til det yderste. Evangeliet siger Frygt ikke fra først til sidst. Guds rige er på vej. Slå følge med Mester, Jesus Kristus. Gå vejen gennem livet med Ham. Luk dig op for Ham, for at bede, endnu mere nu, hvor vore døre lukker sig bag os.

Så kan vi i denne tid gå på opdagelse i at fornemme, hvad livets brød er for noget. Noget, der mætter os, så glæde og fred bliver stærke i os. Så vores svage tro kan begynde at bevirke noget, der er ægte liv i: hensynsfuldhed, venlighed, tålmodighed, empati med vore kristne brødre og søstre, og til kærlighed til alle mennesker.

Bøn

Almægtige himmelske Far! Tak for alle dine velsignelser gennem vores liv indtil nu, og også i dag: Mad, sko og tøj, en seng at sove i, venner og familie, solen, månen og stjernerne, jorden! Vi beder for alle, der er ramt af corona og andre sygdomme. For dem, der nu ligger i respirator og for alle deres pårørende. For alle, som er ved at bryde sammen, fordi de yder så meget på sygehusene og andre steder. Vi beder for alle børn og voksne, som hvert år dør af sult. For alle vore døde. Lad dit evige lys lyse for dem! Vi beder for alle, der får sygdommen. Vi beder om, at du vil bevare os i ro og uden ængstelse, for du er vor Skaber og vor Frelser! Så beder vi for Danmark, for regeringen og folketinget og al lovlig øvrighed, alle i sundhedsvæsenet, politi og domstole, at alle må bruge magten med retfærdighed og barmhjertighed.

Herre Jesus, du siger, du er livets brød. Giv os det brød! Tak fordi du er opstået og aldrig dør mere. Tak fordi du med dit liv tilgiver det onde, vi siger, tænker og gør af forkert. Tak fordi du har besejret synden, døden og mørkets rige med din egen død. Mæt vores længsel efter et godt liv, mening med vores liv. Styrk vor tro, og giv os sammen med tro: godhed, forståelse, selvkontrol, tålmodighed, hengivenhed over for dig og din Far, venlighed og empati over for kristne brødre og søstre i hele verden, og kærlighed til alle mennesker.

Gud Helligånd, kom til os, kom til vort hjerte, kom til vor forstand, kom til hele vort væsen og fyld os med din kraft og visdom,

Du, som lever og råder i enhed med Faderen og Sønnen, én sand Gud, fra evighed til evighed.

Fadervor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld,

som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget, magten og æren i evighed! Amen.

Guds rige vokser af sig selv, derfor også noget om at hvile sig

Der er en sorgløshed over Guds rige.

Det vokser efter sit indre væsen, og det vokser ud i hele verden, overalt.

Det sker. Det sker af sig selv, faktisk bruges ordet automatisk.

Automatisk?

En græsk matematiker, der levede i Egypten på Jesu tid, fandt på et system til automatisk døråbning. Han levede fra 10 til 70 e. Kr.

Grækerne havde opfundet automatisk døråbning på det olympiske bjerg. Når folk kom med et offer og offeret blev lagt på offerstedet og der blev tændt for ild. Alterilden varmede luften op i en beholder under alteret, og vandet i beholderen blev derpå presset over i nogle hævertlignende rør. Det førte vandet over i beholder på et pendul. Det satte derpå gang i at to aksler på portene roterede. Sådan åbnedes portene. Automatisk.

Bagefter, når luften under alteret kølede af, gik den modsatte bevægelse i gang, så portene lukkedes igen.

I det hele taget var denne Heron optaget af at opfinde mekaniske ting. Han opfandt en automat. Smed man en mønt ind, kom der en smule helligt vand ud. Han opfandt et mekanisk teaterstykke, som varede i 10 minutter med automatisk torden og så videre.

Så det med det automatiske var oppe i tiden. Mon ikke folk har snakket om den slags opfindelser?

Og så kommer Jesus og bruger billedet af kornet i jorden: jorden frembringer afgrøden. Automatisk.

Landmanden sover og står op, dag efter dag, uden at ane, hvordan kornet egentlig vokser. Grokraften i korn og alt levende er jo fortsat en gåde for os.

Det vil sige, at landmanden hverken kan gøre fra eller til. Denne her landmand sover tilsyneladende godt om natten. For han kan ikke gøre fra eller til.

Han hviler i, at der kommer den høst, der kommer.

Der er hvile i, at Guds rige ’automatisk’ bringer høst med sig.

Jeg skal ikke gøre noget. Du skal ikke gøre noget. Vi skal ikke gøre noget.

Det er godt at tænke på, for vi lever i en meget rastløs tid. Jesus ville gerne give sine disciple lejlighed til at hvile sig. Det skulle ikke være stress og jag. For Guds rige har sin egen tid. Når ordet først er sået, så bestemmer Gud væksten. Væksten er simpelthen nedlagt i ordet, ligesom væksten er nedlagt i kornet, der lægges i jorden.

Der er noget hvileløst over vor tid. Der er mulighed for at skifte kanaler, og få indtryk hele tiden fra de sociale medier, radio og tv.

De gamle kristne sagde, at den indre stabilitet har at gøre med en øvelse og træning på tre områder: Stilhed, hvile og ensomhed.

Et vigtigt bibelord er dette: ”Gennem stilhed og fortrøstning bliver I stærke.”

Kristne har altid vidst, at de aktivt skulle skabe sig rum for hvile. De gamle kristne gav følgende råd: Søg stilheden! Det første, der sker, er at tankerne flyver omkring i alle retninger. Sådan skal det være. Men så gælder det om at ignorere forvirringen. Blive siddende ved tændt lys, en stor udsigt, under et stort træ. Efterhånden mærkes en tiltale. Und dig selv at hvile! Katten hviler i solstriben på køkkengulvet, hestene står stille på engen i timer og ser indad. Den hektiske aktivitet skal regelmæssigt afløses af det bare at være til.

Og så begynde at lytte til eller læse en salme roligt igennem, et stykke fra bibelen, et stykke fra en god kristen, der siger noget opbyggeligt.

Og som i dag: lytte og tænke over Jesu ord:

At Guds rige vokser automatisk, at Guds rige kan se meget småt ud, men vokser ud over al fatteevne. Vokser som en sennepsplante, så det bliver muligt for fugle at slå sig ned i træet. Ligesom Guds riges fællesskaber bliver steder, hvor vi kan hvile ud oven på alt jag.

For det kræver hvileperioder at lade troen vokse. Så der er altså et form for krav til væksten. Under hvilen lærte Paulus’ trofaste ven og hjælper, hvordan en kristen skal leve, være beslutsom i troen, være tro, være langmodig med andre, og også vente på Gud med udholdenhed, at lade kærligheden slå rod i hjertet. Og på den måde være klar til at tage forfølgelse eller blot chikane og mobning for at være en kristen.

I hvilen kan Jesu ord, Bibelens ord i det hele taget trænge dybt ned i vores hjertes jord. Og ordet har i sig Gud Helligånd, så ordene virker, hvad de siger, hvad vi tror.

Denne hvile er nødvendig, så vi får visdom til frelse ved troen på Jesus Kristus, så vi kan vokse i tro og et godt liv og være udrustet til al god gerning.

I denne hvile i stilhed og bøn og lytten til Guds ord tager vi imod alt, vi har brug for til vor egen ro, til gavn for vores fælles kirke, til gavn videre ud. Ja, vi får hjælp og opmuntring og forståelse nok til at begynde at lytte bedre til hinanden.

Undervejs kan vi anfægtes af, at Gud sådan har herredømmet over alle ting, så at han både skaber lys og mørke, fred og ulykke, som profeten Esajas siger.

Men vi kan sige det sådan, at når vi lader os være overladt til os selv uden Gud, så BLIVER det til ulykke for os. Det er bare sådan, det er. Og samtidig vil profeten lære os, at Gud ALTID, som i altid, skaber en udgang af ulykken til hvile, til ro, til fred. Nej, ulykkerne kan ikke gøres uskete. Men Gud gik ind i al ulykke ved sin død med naglemærker i hænder og fødder, som han også bærer nu som den Opstandne. Vore ulykker har også kostet ham sår.

Men – det er lægte sår. Sådan også med dine og min sår. Gud læger vore sår, forbinder stederne, der gør ondt, lægger dejlig svalende salve på de steder, der er meget ramt.

Han viser sin omsorg der.

Så lærer vi selv at vise den omsorg for hinanden. Som Paulus og Timotheus hjalp hinanden gennem alle strabadser, forfølgelser og ulykker.

Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2. februar 2020 i Tranebjerg kirke

Der var to dåb ved gudstjenesten, og børnene placerede fårene og lammene, som de fandt bedst på dette billede. I dåben blev vi får og lam, tilhørende Jesus, den gode hyrde!

Hvis man har en hemmelighed, så er det svært at holde på den.

Kender I det?

I modstandskampen kunne man ikke have de åbenmundede, for de kunne ikke tie stille, de kom til at tale over sig, som vi siger. De kom pludselig af vanvare til at afsløre noget, som skulle forblive dybt hemmeligt.

Nu taler Paulus om en hemmelighed, som har været skjult igennem lange, lange tider. Faktisk altid. Men da Jesus kom ind i verden, så er hemmeligheden i gang med at blive afsløret. Det varer hele verdens levetid med at afsløre den hemmelighed.

Hvad er den hemmelighed? At Jesus er os helt nær, så nær, så Paulus siger: Kristus er ’i os’. Hvad vil det dog sige?

Ja, nu skal vi huske, at vi er skabt i Guds billede. Så vi skal tænke meget store tanker om, hvad det er at være menneske.

Vi er et helt univers, en hel verden, hver eneste af os.

Og inde i os er der plads til alt i verden.

Der er desværre plads til både godt og ondt. Til himmel og helvede. Til farlige slugter og vilde dyr. Til både lykke og ulykke.

DERFOR er det en fantastisk nyhed, fantastisk befriende at få afsløret denne her hemmelighed: Kristus, Guds rige konge, vil bo i os. Intet mindre.

Prøv lige at tænke over det.

Paulus kalder det er fantastisk håb. Et håb om en herlighed, som vi ikke kan forestille os.

***

Jesus afslører hemmeligheden om sig selv allerede, da han bliver født, hvor hyrderne ser Guds herlighed om sig og hører engle prise den nyfødte konge Jesus.

Men afsløringen af hemmeligheden kulminerer, da Jesus bliver korsfæstet. Der viser han sin herlighed. At han blev Gud med os helt ind i kors, død, lidelse, sygdom og alskens plager. Han viser, at han vil være med os også i vores mørke. Alle dage, til verdens ende.

I dåben bliver vi et med Jesus. Vi får i vandet et godt rodnet, vi bliver rodfæstet i Kristus, vores Herre. Vi bliver ligesom begravet i dåben, synker ned i vandet, åndelig talt, og så kommer vi ude af vandet igen, ligesom Jesus opstod. Og derfor skal med dåben som vores nye fødsel nu leve et helt nyt liv. Et liv i kærlighed, et liv i nærvær over for hinanden. Et liv i nænsomhed over for hinanden, hvor vi skal kæmpe for at lade Helligånden virke godt i os: fred, glæde, tålmodighed, og meget andet.

Vi henter kraften til vores liv ved at være eet med Jesus Kristus.

Vi er ikke alene, men er ligesom et legeme, vi forsamlingen af kristne, hver med forskellige gaver og evner, som skal i spil til fælles gavn.

En anden måde at tale om, at vi er ’i Kristus’, er billedet med et træ. Jesus kalder sig selv for det sande, det virkelige vintræ og os for grene.

Grene sidder godt fast på træet, og sådan er vi ved dåben blevet sat ind som grene på ham, som træet.

Det er et godt billede, for så kan vi forstå, at kraften får vi fra træet, fra Jesus, og Helligånden, saften, som stiger op gennem træet, ud til grenene og får grenene til at bære frugt: glæde, fred, kærlighed, udholdenhed, nænsomhed, mildhed, et tilgivende sindelag.

Jesus kalder sig selv vintræet. Altså den ædleste plante, man kan tænke sig. Et træ, som frembringer den ædleste drik på jorden, nemlig vin. Vin som Jesus tog i et bæger og delte rundt med ordene: Drik denne vin, det er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.

Vinen er blodet, som randt på korset til syndernes forladelse. Der er altså Guds og Jesu liv i den vin, som vi drikker.

Han lader virkelig drikke denne vin, så hans blod ruller i vore årer. Så ja, vi bliver eet med ham.

Faktisk findes der et træ, som via et enormt rodnet forbinder sig med masser af andre træer i en koloni. Det gælder bævreasp. Så en hele koloni af bævreasp, en hel lille skov, er i virkeligheden én organisme, nogen siger superorganisme.

Hos os betragtes bævreaspen næsten som ukrudt, fordi den sår sig selv overalt, uanset hvordan jordbunden er. Fordi den har så mange frø, 8-10 millioner frø i et kilo aspefrø. Det gør ikke mig noget, hvis vi kristne betragtes som ukrudt, fordi grokraften er helt fantastisk, og vi kan vokse hvor som helst, lige meget hvad livet bringer.

Sådan en grokraft er der i det, Jesus siger, ja, hver gang Jesus siger noget, så er det som et lille bitte frø, der kan blive til et kæmpe træ, altså blive til et fællesskab mellem mange mennesker, blive til liv for os sammen.

***

Kristus og vi er også eet på den måde, at vi er hans tjenere. Og hans tjenere er der, hvor han selv er, siger Jesus. Det er et løfte. Et godt løfte. Et opmuntrende og trøstende løfte.

Men er det ikke nedværdigende at blive omtalt som tjener?

Nej, for husk på, at lige meget hvad vi fylder vores liv med, så er vi tjenere for det ene eller det andet. Er vi ludomaner, så tjener vi en trang, som binder os, ja, vi er slaver af vores trang.

Det kan gælde alle mulige slags trang. Det kan gælde trangen til at have mere og mere uden nogensinde at blive tilfreds.

At være en tjener for Jesus er en meget rolig tilstand. Vi kan bare slå op i evangelierne, så ved vi godt, hvad vi bør gøre som hans tjenere, og der er altid noget at gøre. Vi bliver ikke færdige.

Det giver en vished om frelsen ved Jesus, at vi er hans tjenere. Vi har altid noget meningsfuldt og nærende at gøre. Tænk, vi har altid adgang til en kraft, der kan fjerne fjendskab i vores hjerte, få os til at række hånden ud til tilgivelse, give os fred i hjertet, og glæde, ja, og tålmodighed til os utålmodige.

Om den lille tro med den enorme virkning - prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger 2020

Morbærtræets frugter er fattige på kalorier (100 gram = 43 kalorier) og rigte på C og E vitaminer, calcium, kobber, jern, magnesium, og antioxidanter, også nogle der beskytter mod risiko for slagtilfælde.

Om Jesus vidste noget om det, får vi ikke at vide, men han vælger netop dette træ for at forklare noget om tro.

Om han vidste, hvor nyttigt morbærtræet var på anden vis, ved vi selvfølgelig heller ikke. Silkeormene udnytter morbærtræets blade som føde, og sådan blev silkeormene holdt ved morbærtræer i Romerriget, da de først fandt ud af den hemmelighed. Faktisk mente man på Jesu tid blandt romerne, at silkeormene var et produkt af morbærtræet, hvilket på en måde ikke er så forkert endda.

En græsk forfatter fra oldtiden siger, at morbærtræet er det sidste, der grønnes. Det begynder ikke på at grønnes, før det kolde vejr er forbi, og derfor kaldes det det klogeste træ. Men når det tager fat, sender det bladene ud på bare én nat, og det med en sådan kraft, at man åbenbart kan høre det.

Så noget tyder på, at Jesus lægger noget i at nævne netop dette træ for at forklare troens kraft.

Der kan komme silke ud af morbærtræets blade!

Der kan findes beskyttelse mod alskens sygdomme!

Der findes den dag i dag ældgamle morbærtræer i Mellemøsten.

***

Og nu blander Jesus morbærtræet sammen med et sennepskorn.

Sennepsfrøet er bare 1-2 mm, men er nok til at blive til et træ på 3-5 meter med masser af plads til fugle, og kan vi sige, sennep til krydderi for mange retter.

Den mindste bitte lille tro, tillid til Gud, til Jesus, til Gud Helligånd, og der kommer en enorm vækst og frugt ud af det.

Så det med at få en større tro behøver vi ikke at bekymre os om.

I stedet kan vi lytte til de forjættende ord om, at tro som en sennepsfrø er nok til at bevirke store vidundere og mirakler.

---

Og sådan en stor ting er det, at vi kan sige til et morbærtræ: Plant dig i havet, og det vil ske.

Når vi tænker over det, så lyder det som en rigtig dårlig ide at plante et morbærtræ i havet. Hvad med saltvandet, vil det ikke ødelægge træet. Jo, det vil det vel.

Men måske er pointen noget andet. Måske er pointen, at selv den mindste tro har kraft til at ændre på vore forhold, på vort liv. Når du og jeg begynder at tilgive et menneske, som vi finder det umuligt at tilgive, så er det som at plante et morbærtræ i havet. Træet opsuger det bitre. Og så må det betyder, at vi skal blive ved og ved med at arbejde med at tilgive. Ligesom vi skulle trække alt salt ud af havet ved hjælp af et enkelt morbærtræ.

Vi skal møde surhed og bitterhed og had med Jesu sindelag, ikke gengælde ondt med ondt, men med godt, tilgive i stedet for at gemme på nag år ud og år ind, livet igennem.

Før dagens evangelium har det lige præcis været emnet i samtalen mellem disciplene og Jesus: tilgivelse. Selvom et medmenneske igen og igen forsynder sig, skal vi tilgive, hver gang det menneske angrer og fortryder, om det så syv gange vender tilbage til os og angrer.

Det forandrer jo ikke ved, at noget er ændret, brudt, men det ændrer på vort sind og det ændrer også på den andens sind.

---

Alligevel forstår vi stadig ikke, hvordan det er vi kan få mere tro. Det er selvfølgelig opmuntrende, at en tro på størrelse med det mindste frø har en stor kraft i sig. Jesus vil tage bekymringen fra bekymrede, der til enhver tid spørger: Har jeg nok tro? Nok? Lidt er allerede rigeligt.

Det læsningen fra Hebræerbrevet siger om tro er på en måde dette: Tro er at leve i overensstemmelse med den virkelighed, der er i de ting, man håber på.

Eller sagt på en anden måder: Tro er at leve, som om de ting, man håber på, er virkelige.

Sådan er det også Abram må leve, i tro på, at det, Gud har lovet, vil ske, at hans afkom vil blive så mange som stjernerne på himlen.

Men nu kommer vi til det Jesus siger om troen i praksis. Ikke tro teoretisk set, men i praksis som trofasthed og lydighed.

For tro er jo ikke noget, hvis det er adskilt fra vores liv.

Jesu svar for alvor på, hvordan troen overhovedet lever og vokser. Det er ikke noget rent indre, i sindet, men det har med den mest almindelige lille detalje i vores dagligliv at gøre.

Indre Missions stifter Vilhelm Beck og hans kone havde en pige i huset. Der var vækkelse på egent, og en dag kom hun hjem og sagde: Nu er jeg også blevet omvendt! Hvad svarede Vilhelm Beck? Han sagde til hende: Lad det kendes under måtten! Altså, pigens tro skulle komme til syne ved den detalje, at hun var tro og trofast i sit arbejde, også ned i den detalje at feje under måtten.

Jeg fornemmer noget at samme tankegang hos Jesus: at vi virker trofast i vores arbejde og kald, hvad det enten er. Om vi er sygeplejerske, lærer, lagerarbejder, landmand, præst, skomager, og om vi er barn, ung, uden arbejde, efterlønner eller pensionist.

I alle forhold kan vi være tro over for det, som er blevet vores liv.

Udholdenheden og trofastheden i vort virke skal være sådan, at vi ikke kigger efter løn, men kun, at vi har gjort, hvad vi skulle gøre.

Om vi forkynder evangeliet, om det gælder besøg hos syge og ensomme, om det gælder det venlig ord til en anden, et smil i forbifarten på gaden, at vi hilser også på den, der ikke regnes for noget.

Så siger Jesus: ”Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.”

Unyttige tjenere. Jamen, er det ikke bare for meget, at Jesus stiller det sådan op? Jo, men som sædvanlig, så er der ingen af os, der hører efter, hvis ikke der er bid i ordene. Og når vi er kommet os lidt, så kan vi måske se ind i, hvad Jesus OGSÅ siger med de ord. Nemlig at vi fortjener os ikke til Guds velbehag, til en plads i Guds rige, ved gode gerninger, nej, vi modtager Guds nåde ved at stole på, at Jesus har besejret verden, Satan og synden, og også døden.

Prædiken nytårsdag 2020 i Nordby kirke

Hvilken retning skal vi lade os drive i det nye år? Har vi overhovedet indflydelse på retningen?

I fodbold taler om at have en attitude. Som kommer til at bestemme, hvordan man spiller.

Dagens læsninger ved nytårstide lægger også op til, at vi skal have en bestemt attitude. En bestemt måde at takle vor dagligdag, vore vanskeligheder, fristelser, kaos i vores liv.

Og for at takle vor hverdag så godt som muligt, giver Skriften os det store og det lille perspektiv.

Først det store perspektiv: Tusind år er for Gud som dagen, der lige er gået til ende.

Det betyder, at Gud har styr på tingene, at han er i kontrol, som det hedder på nudansk.

Tusind år er for Ham som dagen, der er svundet.

Bogstaveligt talt betyder det, at det er to dage siden, at Jesus blev født, døde og opstod.

At vi nu er i gang med dag 3, her i det 3. årtusind efter Kristus.

Det perspektiv må man tro, at evolutionsvidenskaben kan være tilfreds med.

Hvis mennesket blev til for 5 til 7 mio år siden, ja så skabte Gud mennesket for ca. 20 år siden i Hans perspektiv.

For hvis 1000 år er 1 dag for Gud, så er 1 år for Ham 365.000 dage. Ganget med 20 når vi til menneskets skabelse for, lidt over 7 mio år siden i vores perspektiv.

Intet er længe siden for Gud. Og det vil Han lære os også at tænke.

Det lærer det os ydmyghed, for så haster vi afsted og er som en tåge, der er væk på et øjeblik.

Det er det korte perspektiv. Dagen i dag.

Jakob lærer os i sit brev, at vi ikke har styr på tiden og tiderne, og vi desuden flyver afsted. (Jakob var jo bror til Jesus, men var længe fjendtlig over for Jesus. Efter Jesu død og opstandelse endte han med at blive leder af menigheden i Jerusalem)

Dagen i dag er nok at forholde sig til.

Det lærer os ydmyghed, og ydmygheden hjælper os også til at udnytte øjeblikket. At se på hvert øjeblik som værdifuldt, som afgørende, og huske, at vi skal stå til regnskab for hvert unyttigt ord, vi har sagt, som Jesus lærer os.

Jakob lærer os virkelig at bremse op og se på dagen i dag som helt unik.

Han lærer os, at vi skal passe på med at lægge planer for lang tiden ud i fremtiden, uden at have tanker for, at vi er dødelige, og måske er borte i morgen.

Vi skal heller sige om alle planer for den kommende tid: ”Hvis Gud vil, så vil vi gøre sådan og sådan.” Sådan siger arabere gerne på arabisk: In Sha Allah. Både kristne og muslimske arabere. Jeg tror, at både de kristne OG de muslimske arabere har lært det udtryk af – Jesu bror Jakob fra hans brev, som vi har læst fra i dag!

Så på nytårsdag bliver vi advaret mod at være hovmodige. Som om vi er herre over liv og død.

Det lærer fadervor os også. Og nu er vi kommet til evangeliet til i dag, nemlig Jesu lære om bøn, om fadervor som vor grundbøn.

Vi taler til Gud med ordene: ”Vor Far, du som er i himlene”.

Alle siger far til Gud, den rige, den fattige, dronningen, forretningsmanden og kvinden, manden og kvinden, børn og gamle.

Alle siger ’vor Far’, og dermed siger vi også, at vi er brødre og søstre.

Når vi tænker over det, så er der ikke plads til hovmod, ligesom det ikke duer med hovmod i en familie. Vi er søskende, og Gud er vor Far. Her har hovmod og pral intet at gøre.

Tværtimod. Vi beder fordi vi ved, at vi trænger til hjælp. Søren Kierkegaard skal have sagt: ”At trænge til Gud er menneskets højeste fuldkommenhed.”

”Helliget blive dit navn.” Guds navn er helligt, men vi beder om, at vi modtager Guds hellighed fra ham.

”Komme dit rige.” Vi beder om, at Guds rige må komme til os. For Guds rige kommer, men tænk, hvis det ikke kom til os. Vi beder om, at Guds rige må komme til os personligt.

”Ske din vilje som i himlen således også på jorden.” Bønnen minder os om at være ydmyge over for vort liv. Vi kan ikke planlægge langt ud i fremtiden. Det hører med til vor del af verden at planlægge rigtig langt, og dog kommer vi til kort. Vi planlægger reduktion af CO2, men så brænder millioner af hektar skov i Australien eller en gasledning er eksploderet og sender i lange tider, skjult for verden, skyer op mod himlen. Vi vil have styr med tekniske midler med fremtiden, men må erkende, at vi ikke kan styre det. Vi kan ikke engang styre vort eget personlige liv. Ting sker, som vælter alle planer: sygdom sætter ind, der kommer en arbejdsulykke, depression kommer, indbyrdes strid og kævl tapper kræfterne og meget andet.

Så er det godt at bede om, at Gud må være midt i det hele med sin gode vilje, selvom vi ikke kan se det lige nu.

I bønnen om Guds vilje på jorden beder vi ikke snævert om, at Guds vilje må ske med os selv og vore nærmeste, men om, at Guds vilje må ske med hele jorden, vort land, vort folk, vor ø, vor by.

Jesus vil, at vi skal bede således for hele verden. Det er en bøn om, at Guds vilje må ske i os, men også i alle andre, især måske i dem, som er evangeliets modstander og vore fjender.

”Giv os i dag vort daglige brød.” I dag, ikke i morgen. Så denne bøn ligger helt i tråd med Jakob, der siger: I ved ingenting om i morgen eller om, hvad der sker om et år.

I dag. Med brødet beder vi om alt muligt andet, vi har brug for i vores liv. Også nadverbrødet, selvfølgelig.

Jesus tænker ikke kun på legemet, men også på sjælen, som skal næres med hans eget blod til syndernes forladelse og til ny kraft til at vandre i vores liv.

Guds vilje sker i vore liv, når vi midt i vore svagheder søger Hans hjælp. For vi kommer til at såre andre mennesker, vi kommer til at såre vor egen sjæl, og vi kommer til at lade os friste til det, der nedbryder os og som skader både legeme og sjæl.

Derfor er de sidste bønner i fadervor egentlig andre sider af bønnen om, at Guds vilje må ske.

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere – når vi beder sådan, så velsigner Gud den bøn og arbejder med at mildne og blødgøre vore sind.

Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde, eller den onde, ja, da giver vi os direkte ind under Gud og afsiger Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Men fadervor slutter ikke der. Fadervor slutter med en højtidelig erklæring fra os, at Gud vor Far har herredømmet over alt, over verden, Han har magten til at virkeliggøre, hvad Han vil, så han har ikke trukket sig tilbage langt fra verden, og endelig erklærer vi, at vor himmelske Far skal have æren for alt.

Æren fralægger vi os. Men det er jo vor Far i Himlen, som har æren, og det gør os utrolig lykkelige og glade.

I den stemning kan vi trygge og glade gå ind i det nye år. Amen.

Esther Mui synger Davids Salme 27,1-4, som er første læsning julesøndag 2019. Nedenfor er prædikenen til julesøndag

Esther Mui synger Davids Salme 27,1-4

The LORD is my light and my salvation; whom shall I fear?
The LORD is the strength of my life; of whom shall I be afraid?
When the wicked came against me to eat up my flesh,
my enemies and foes, they stumbled and fell.
Though an army may encamp against me, my heart shall not fear;
though war may rise against me, in this I will be confident.
One thing I have desired of the LORD, that will I seek:
that I may dwell in the house of the LORD
all the days of my life to behold the beauty of the LORD
and to inquire in His temple.

HERREN er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte?
HERREN er mit livs styrke, hvem skal jeg da være bange for?
Når de onde kommer efter mig for at fortære mit kød,
de, som er mine fjender og modstandere, snublede de og faldt.
Selv om en hær belejrer mig, er mit hjerte uden frygt;
selv om der føres krig imod mig, er jeg dog tryg.
Én ting har jeg ønsket fra HERREN, det vil jeg søge:
at jeg kan bo i HERRENS hus
alle mit livs dage og se HERRENS skønhed
og søge svar i HANS tempel.

Prædiken julesøndag 2019 om forfølgelse og modgang, og om hjælp og velsignelse midt i det hele!

G. D. James, evangelist fra Indien/Malaysia. Jeg omtaler James' livshistorie midtvejs i prædikenen til julesøndag.

Jesus bliver forfulgt fra starten. Det bliver ved, det tager til, og til sidst bliver han slået ihjel.

Og forfølgelse og chikanerier vil også følge jer, mine disciple, sagde Jesus.

Og Jesus siger også, at der på grund ham vil komme stridigheder i familierne. Nogle vil være for, andre imod. Til den dag i dag.

Nogle gange må man ligefrem gemme sig. Familien med Jesus gemte sig i Egypten.

Andre gange kommer tiden, hvor man må stå åbent på mål for sin tro uanset omkostningerne.

Så forfølgelse og chikane og had følger med Jesus og hans efterfølgere.

***

Til den hårde forfølgelse svarer også den fantastiske hjælp i form af drømme, Josef får.

Sammen med forfølgelsen følger også Guds hjælp. Josef får drømme, som advarer ham og leder ham til Egypten.

Og sammen med flugten til Egypten bliver Egypten pludselig det første land uden for Israel, som har besøg af Jesus. Det sidder dybt, dybt, i egyptiske kristne den dag i dag. Og styrker deres tro.

Egyptiske kristne oplever jævnligt forfølgelse og drab på brødre og søstre, blot fordi de er kristne. Deres tro bliver prøvet, så de bliver helt klar over, hvad vi lære af Jesus: at tilgive uanset hvad. Det gør de.

Altså: forfølgelse fører til en helt særlig hjælp fra Guds side i drømme, og forfølgelsen breder evangeliet ud som ringe i vandet.

Og mødrene i Betlehem, de lod sig ikke trøste, men profeten siger også, at de en dag skal trøstes, for der er håb for deres børn. Det hedder: ”Dine børn skal vende tilbage til deres land.” Et håb til mødrene om et gensyn hos Gud engang.

***

Evangeliet fører ikke altid til forfølgelse, men som sagt kan det blive modstand i familien.

Og evangeliet fører altid noget nyt med sig!

Fordi Jesus kommer med det nyeste, det der altid er nyere end nyt.

Nemlig en ny retfærdighed, at vi frelses ved tro på Jesus Kristus, ikke ved vore gerninger.

Ikke ved at opføre os ordentligt. Det skal vi selvfølgelig også, men vi bliver ikke frelst af den grund.

Hele bibelen taler om, hvordan vi skal være retfærdige, men pointen er, at det kan vi ikke være. Vi falder langt fra fuld retfærdighed. Det er jo derfor Jesus kom. For at bytte med os. Sådan at vi får HANS retfærdighed og han tager vores synd på sine skuldre. Det er troen på denne byttehandel, der frelser os! Intet andet.

***

G. D. James var en inder fra Tamil Nadu i Indien.

Jeg har netop fået en hilsen fra ham. Altså, fordi jeg fandt en bog, han har skrevet, som min far havde fået af ham i 1986. Han har skrevet, at bogen er til min far og ’familie’. Så jeg har altså fået denne bog fra ham. James døde i 2003.

Som en god hindu besøgte James regelmæssigt templet. Han læste og lærte vigtige stykker af de hinduistiske skrifter: Vedaerne udenad.

Familien flyttede til Malaysia. Og derfra sendte faderen James til en kristen skole for at modtage god uddannelse. Der lærte han naturligvis også om kristendom, og faderen advarede ham på forhånd om ikke at lytte til det, men blive ved din hinduistiske tradition.

Det forsøgte James også at gøre, men en nat kunne han ikke sove. Han kiggede på et par af sine bøger, fik han fat i bibelen and slog tilfældigvis op på Esajas 53 og læste om Jesus: Han blev såret for vore synder. Ved hans sår blev vi helbredt. Vi for alle vild som får. Vi forlod Guds veje for at følge vor egen vej. Men Gud lade alles skyld og synder på ham.

Da skete der noget vidunderligt, nærmest dramatisk, for James. For første gang i sit liv erkendte han nogle dybe sandheder. Han indså, at han var fordømt, en stakkels synder, og at han var på vej til en fortabt evighed.

Man måtte ikke tænde lys i sovesalen efter kl. 10 om aftenen, så han læste i bibelen med lyset fra en olielampe. Pludselig var rummet fyldt af et blændende lys og midt i det lys så han Jesus Kristus, som om han skulle dø hvert øjeblik.

For første gang i sit liv forstod han, at Jesus Kristus elskede ham, at Han havde ofret sit liv for ham. Hans mor var død, da han var meget ung, og hans far var sjældent ædru. Derfor var Jesu Kristi kærlighed helt utrolig og ufattelig for ham, hans kærlighed og offer. James knælede ned og tog imod Herren Jesus som sin personlige Frelser.

Nu blev James evangelist og drog rundt og prædikede i Syd-Indien.

Da faderen hørte om det, blev han meget såret og oprørt. Han smigrer sønnen til at komme hjem og få et job, og præsenterer ham også for en smuk og rig hindu pige. Men James takker nej.

Nu samlede James sin familie hver aften og prædikede evangeliet for dem. Og mange af dem kom til tro, også hans egen far.

***

Hvad var det så, der virkelig hjalp James til et nyt liv, da han blev kristen?

Det nye var bønnen. For ham blev bøn et stort privilegium, dette at tale til Gud, som ven med ven. Han oplevede flere gange, mens han var på den anden side af kloden langt fra sin kone og børn, at Gud tale lige så højt og klart, som når han hørte familien tale i telefon med ham.

Han siger om bøn:

”Bøn er ikke at chante uforståelige mantraer eller en tom gentagelse af gudens navn eller gudernes navne.

Det er en forståelig, kærlig og meningsfuld tale med en Gud, som har omsorg. Det er heller ikke ensidig ting. Gud taler til mig også. Dette fællesskab er utrolig afgørende og dyrebart, når man står over for udfordringer, synder og livets bølgegange. Og de mange, mange dejlige bønnesvar er endnu en bekræftelse på, at Gud lytter, forstår og svarer på sine børns skrig.

Gud hører nemlig bøn, hører sine børns skrig.

Mon ikke Josef og Maria har opsendt høje råb og bedt med tårer om hjælp? Og Gud svarede ved at tale direkte til Josef i den drøm: ”Stå op, tag barnet og dets mor, og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til.”

Josefs bøn blev bønhørt med et konkret svar, lige så konkret som evangelisten Jamen, som jeg fortalte om.

Mon ikke Josef og Maria har bedt intenst, mens de var i Egypten og spurgt Gud: hvornår kan vi drage hjem igen?

Da viser en engel sig igen i en drøm for Josef og befaler dem at drage tilbage, for nu er de, der stræbte barnet efter livet, døde.

Barnet stræbes stadig efter livet.

Den lille barnetro stræbes efter livet. For at slukke troen i mennesker.

Hvad skal vi gøre, når vores tro sådan bliver stræbt efter livet, latterliggjort, ringeagtet?

Vi kan bede Davids Salme 27:

Om så en hær belejrer mig, er jeg tryg.

For Herren er mit lys og min frelse, for hvem skal jeg da frygte?

Og så være tilfreds med én ting fra Herren: nemlig at bo i hans nærhed.

***

Juledag hørte vi Johannesevangeliet fortælle, at Ordet, Jesus, tog bolig iblandt os. Han slog sit telt op iblandt os, står der på græsk.

Og i dag skulle den lille Jesus med sin far og mor afsted til Egypten på flugt fra kong Herodes. Teltet skulle flyttes mange gange undervejs derned. Og tilbage igen til Nazareth.

Åndeligt talt lever vi også på rejse, på vandring.

Vi bliver forfulgt af onde tanker, af alt muligt, som vil forstyrre freden.

Vi bliver forfulgt af det, der kan komme op i vore sind og jage det gode, kærligheden, bort.

Fjenderne taler kong David om i sin salme, som vi læste først.

”Selv om en hær belejrer mig,

Er mit hjerte uden frygt,

Selv om der føres krig imod mig,

Er jeg dog tryg.”

Sådan har Josef og Maria også bedt på deres vandring til Egypten.

De har kendt denne salmes ord udenad.

Selv om en hær belejrer mig, er jeg tryg.

Det kan opmuntre os til at sige det samme:

Jeg er tryg trods al uro, der kommer mod mig og også inde fra mig.

Jeg vil sige det til mig selv, til mig hjerte:

Vær tryg. Du har intet at frygte.

For Herren er dit lys og din frelse.

Han vil redde dig, som han reddede den hellige familie, som han har reddet menigheden fra at gå under i frygt.

Når det står allerværst til skjuler Gud os i sit telt og løfter os op på klippen.

Det er godt, at Gud også har et telt, for så kan han opstille det, netop der hvor du og jeg er.

Og skjule os mod det, vi må skjule os for.

***

Der er fra tid til anden, mere markant end andre gange, nogen, der stræber barnet efter livet. Stræber de troende efter livet.

Prøver at slukke troen i mennesker.

Der vil altid være forfølgelse, chikane, ja, fra tid til anden direkte had mod kristne.

For der er jo en styrke i Jesus Kristus, som mennesker enten søger eller afskyer.

Så der er forfølgelse.

Men sammen med forfølgelsen hjælper Gud sine børn på alle mulige måder. Gennem drømme. Gennem ord om ikke at frygte noget som helst. Gennem nye udveje i deres liv. Gennem bønnen. Altid. Lige meget hvor sort det ser ud.

Apollo 8 - læsningen fra skabelsesberetningen, mens jorden 'går op' over månen!

Prædiken juledag 2019: Jesus som nomade

Apollo 8 fløj rundt om månen 10 gange på 20 timer 24/12-1968. Undervejs sendte de direkte fra deres flyvning og læste op fra 1. Mos. 1. Mens jorden stod op over månen, som de fløj rundt om under selve udsendelsen på ikke mange minutter:

”I begyndelsen skabet Gud himlen og jorden…Og Gud sagde: Der blive lys…”

Fra da af har vi haft et andet perspektiv på julen! At se kloden i solens lys fra den golde måne.

I Johannes’ udgave af juleevangeliet kaldes Jesus for Ordet, som var hos Gud før alt blev til, og var Gud.

Det er for højt til, at vi kan begribe det. Vi når til en grænse og må ligesom bøje af og prøve at fatte på andre måder.

Hvad siger Johannesevangeliet dermed? At det, som er uden for verden og tiden kan vi kun kende gennem Jesus Kristus.

Johannesevangelisten siger så: Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Der står på græsk egentlig: Han slog sit telt op iblandt os.

Jesus var jo tømrersøn fra Nazareth. Han levede ikke i telte. Men alligevel vælger Johannes at sige: Han slog sit telt op iblandt os.

Ordene udtrykker, universets herre, Jesus, ikke er hørt op med at være Gud. Han slår blot sit telt op på jorden. Han er Gud. Og nu også menneske. På én gang.

I den gamle pagt skulle Israel lave en helligdom i form af et telt, så Gud kunne bo blandt sit folk. Hvorfra Gud åbenbarede sig for Moses.

Men Jesus stillede selv sit telt op!

Og som Guds herlighed strålede fra det telt, hvor Gud boede, mens israeliterne vandrede i ørkenen, sådan stråler Guds herlighed altid, hvor Jesus er:

”Vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed”, siger Johannes.

Som julenat, hvor Guds herlighed strålede om hyrderne, netop da englene forkyndte, at Jesus, Frelseren, Kristus, Herren. Lukas i sit juleevangelium kan ikke få nok navne på.

Jesus slog altså sit telt op. Så egentlig er han nomade - beduin!

I sin rejsebeskrivelse ”Rejsen til Betlehem” fra 1963 fortæller forfatteren Arne Falk-Rønne om de beduiner, han møder.

Nomaderne er jo mere eller mindre altid på vandring. Falk-Rønne mødte en beduinstamme, som havde foretaget en vandring på 400 km. i fugleflugtslinje fra Jordan til Sinajbjerget på den arabiske halvø for at besøge det sted, hvor de havde begravet familiens overhoved. Vandringen var nok dobbelt så lang, fordi de måtte gennem snirklede slugter og over bjerge.

Engang havde de rejst fra Yemen i syd til et bjerg nordøst for Damaskus. Da de nåede frem, var der en anden beduin-klan, som var deres fjender. Derfor måtte de drage videre og endte på Iraks territorium. Det havde taget dem 8 måneder og de havde tilbagelag 2000 km i fugleflugtslinje. Næsten som de rejser, Abraham i sin tid foretog sig.

Nu kan vi forstå, at der ligger rigtig meget i, a Johannesevangeliet siger, at Jesus slog sit telt op iblandt os.

Han er på vandring, på rejse. En mægtig vandring. Han er ikke bundet af landegrænser. Han er global. Gå ud i hele verden, siger han til sine disciple.

Englene kender ikke til Guds hemmeligheder, så de sagde julenat, at evangeliet var en glæde for ”hele folket”. Men Jesus siger: for hele verden!

Han er hos os, hvor vi bor. Han rejser med.

Han siger om vores vandring gennem livet:

”Jeg er verdens lys. Den, som tror på mig, skal ikke vandre i mørke, men have livets lys.”

Vandre.

Vi er på vandring også.

Vi skal sidde, men vi skal også vandre.

Sidde: Sådan taler profeten: Det folk, som sidder i mørke, skal se et stort lys.

Når vi ser et stort lys, så får vi også lyst til at vandre. Så går det fra forsagthed og ubeslutsomhed til beslutsom tillid til Gud og Hans Søn.

Og lyset, det er ikke et koldt lys, ikke forstandens saglige lys alene, men også kærlighedens lys, Guds kærlighed, som skinner og strømmer til os gennem Jesus.

Det kan være, at vi føler os i mørke igen og igen, men det lys er altid at finde i bøn, i tillid til vor Herre Jesus, i hans og apostlenes ord.

Han kan altid igen skabe paradis af ørken, som vi har sunget gennem adventstiden.

Jesus er nemlig, som Johannes siger, lyset, det sande lys.

Det sande lys, det er det virkelige lys bag alle andre lyskilder.

Vi taler om, vi kan se et stort lys i et andet menneske.

Jesus er det store, virkelige lys for alle tider.

Det lys har nogle særlige egenskaber: lyset oplyser, nemlig det mørke, som er i os, så det bliver opslugt af lyset.

Men der er en kamp mellem lys og mørke. Mørket vil gerne opsluge lyset, men lyset er Gud ske lov stærkere.

På grund af den kamp mellem lys og mørke er det, at vi må beslutte os for Jesus, eller som vi siger: komme ind i kampen.

Apostlene Johannes skriver meget om lyset i sit første brev, som vi har i Ny Testamente.

Han siger:

”Det budskab, som Jesus kom med, og som vi giver videre til jer, er, at Gud er lys.

Der findes slet intet mørke i ham.

Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men samtidig lever i åndeligt mørke, så lyver vi og følger ikke sandheden.

Men hvis vi lever i Guds lys, ligesom Jesus altid levede i lyset, så har vi fællesskab med hinanden, og Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd.”

”Hvis nogen siger, at de lever i Guds lys, men samtidig hader en anden kristen, så lever de stadig i mørket. De, der elsker andre kristne, lever i lyset og bliver ikke årsag til, at nogen falder fra troen. Men de, der hader andre kristne, lever i åndeligt mørke. De famler rundt i mørke, for de er åndeligt blinde.!

Vi ser altså, at når vi har modtager lyset ved Jesus, så har det og skal have følger for vort hele liv, nemlig at had afløses af kærlighed, ikke mindre der, hvor det er svært for os at vise kærlighed, mod dem, vi ikke kan lide, og dem, som er vore fjender.

Det gælder nu om at tage imod Jesus Kristus.

Det er ikke nok forstandsmæssigt at tilslutte sig, at bekende, at Jesus er Frelser.

Det gælder om at tage imod ham.

Johannesevangeliet fortæller, at hans egne ikke tog imod ham.

Men andre gjorde, nemlig disciplene,

Og, siger Johannes, alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn.

De der tog imod ham er dem, der tror på ham, altså har deres hjertelige tillid til ham som verdens lys og Frelser.

Altså gælder det også os hver især, at vi må tage imod ham i vort hjerte. Sådan om vi har sunget i adventstiden: Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig, ja, ved din nåde lad det ske, at jeg din kærlighed må se.

Sådan har vi sunget. Vi har gennem sang åbnet hjertet for ham. Taget imod ham.

Og så sker der med os noget helt utroligt. Det siger Johannesevangeliet nu, nemlig:

De (altså de, der tager imod ham, og tror på ham) er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Der sker noget i vores modtagelse, som næsten er ubegribeligt stort: vi er dermed født af Gud.

Lad os beslutsomt blive ved den tro i vores livs fortsatte vandring.

Forfatteren Edith Rode fortæller en historie, som hedder ’En ønskeseddel’.

Hun kommer fra et velhavende hjem, og hendes far presser på for at hun skal skrive en ønskeseddel som sædvanlig.

Hun kan ikke komme i gang med at skrive noget, så hendes far siger:

Her ligger vi alle sammen på maven og tigger og beder dig hver jul og fødselsdag om at skrive en ønskeseddel, og så sidder du med en mine, som om vi ville føre dig til offerbålet! Det er unaturligt ikke at ønske sig noget! Selvom du selvfølgelig er forkælet og får, hvad du peger på…det er unaturligt alligevel!”

Han spørger sin datter, hvad hendes kammerater ønsker sig? Ja, en ønsker sig en ring, en anden tøj, handsker og sko.

Faderen foreslår forskellige ønsker, men datteren tier i trods.

”Men se nu at få den ønskeseddel skrevet! Jeg kan ikke gøre for, at du er så forvænt” – den salut får pigen så.

Så sætter datteren sig med papiret. Hun prøvede at huske sin mor, men det var en pine, at hun ikke kunne. Hun kunne huske et billede. At hun engang havde siddet ved fodenden af hendes seng.

De sagde, at hun altid græd. Morfar sagde, at det var rimeligt, og at det var savnet af en mor.

Ønskeseddelen var nummeret fra 1 til 20. Tyve ønsker! Det var mange. Tyve ønsker om ting.

Hun kunne jo skrive 1. en porcelænshund. 2. En anden porcelænshund. Hun kunne fortsætte: 3. En kat. 4. En fugl.

Pludselig lagde hun hovedet ned på sine arme og græd og græd.

Hun hulkede og skrev:

1 At mor var inden i sine egne klæder og havde sine egne ting på

2 at de ville lade være med at gå rundt med hinanden i hånden omkring juletræet, når de ikke kunne fordrage hinanden.

3 at de ville lade være med at kysse mig, fordi det er juleaften (morfar må gerne)

4 at far aldrig mere vil tale forbitret om morfars penge

5 at faster Anna vil lade være med at synes, at alt, hvad moster Sofie og Marie giver mig, er rædsomt.

6 at de vil være enige om alt muligt

7 og at de, hvis de ikke er det, vil lade være med at betro sig til mig

8 at far vil gifte sig igen

9 eller i al fald lade være med at sige, at han vil ofre mig sit liv og påtage sig alle savn for min skyld

10 at de vil lade være med at betragte mig som en stakkel, og lade være med at give mig alt muligt, og lade være med at synes, det er underligt, at jeg ikke er forfærdelig taknemmelig.

Hun synes, det er barnligt og river sedlen i stykker og begynder på et nyt papir:

1 at jeg selv må være helt anderledes

Så river hun også det papir itu.

Og nu græder hun ikke længere.

I stor ro tænker hun: Hvor er det underligt. Det er ligesom jeg er blevet en helt anden.

Hun ser sig selv som en del af alt, hvad der sker, og ikke kun som et offer. Hun synes, det er synd at gøre de andre kede af det. Hun forstår, at hun er en del af det hele og påvirker det hele.

Og synes nu, at hendes ønsker var barnlige.

Og så beder hun sin far om et nyt stykke papir til juleønsker.

Hun fortæller sin far, at hun syntes, hendes ønsker var alt for barnagtige ting.

Og faderen spørger hende: Du sad måske og blev voksen, mens du skrev den.

Måske, siger hun.

Men var de ting, hun ønskede sig, virkelig barnlige, barnagtige? Det vil vi lade juleevangeliet svare på.

Ligesom alle andre ting, der skrives, er også juleevangeliet svar på et spørgsmål.

Hvad var spørgsmålet? Det var: Hvordan får vi fred i vores liv? Hvordan får vi glæde? Og ikke mindst: Hvordan får vi kærlighed ind i vores liv med hinanden?

Det var menneskers juleønsker, før Guds Søn blev født. Profeterne havde fortalt om disse ønsker, disse håb, til fremtiden, og først og fremmest fortalte de om den Frelser, der skulle komme med fred til verden.

Englene skærer igennem alt vrøvl og erklærer for hyrderne, at de ikke skal frygte, men tage imod en stor glæde sammen med Guds fred. For Frelseren er kommet i verden. Der er håb i alle situationer.

Vi har det bare med at såre kærligheden, glæden og freden.

Derfor skriver Johannes i sit brev, som læstes op tidligere, at så snart vi ikke elsker, ja, så kender vi ikke Gud, for Gud er kærlighed.

Johannes’ ord minder meget om pigen fra før, og hendes barnlige ønskeseddel.

Når hun opremser sine juleønsker på det første stykke papir, ja, så siger hun egentlig, at kærligheden er gledet i baggrunden.

Men det vidunderlige julebudskab er, at Gud hele tiden kommer os i møde, ja, i forkøbet med sin kærlighed.

Johannes skriver nemlig: ”Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham.”

Leve ved ham. Leve i det barnlige ønske om forsonlighed, leve med hinanden trods bævl og strid, da alligevel at give kærligheden plads.

Men, spørger du, hvordan skal kærligheden komme tilbage i vores liv? For det er jo det, der er mit problem, det er det, der er alle menneskers problem.

Johannes svarer: ”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.”

Det hele begynder med Guds kærlighed til os. Derfor siger jeg til dig og dig og mig selv: Gud elsker dig uendelig højt. Tro det, tag det til dig. Lad intet i verden få dig ned med nakken. Tro det, at Gud virkelig sætter uendelig pris på netop dig og har en mening med netop dig, som HAN ønsker skal blive til virkelighed. For det er det, der står højest på hans ønskeseddel.

Vi kan sænke skuldrene, for Gud har elsket os sådan, at han lod sin Søn føde og blive mennesker og blive et sonoffer for vore synder. For vores grådighed, gerrighed, magtbrynde, selvretfærdighed, ukærlighed.

Sonoffer for os, der går om juletræet uden at kunne fordrage hinanden, sonoffer for os, som bliver forbitret over pengespørgsmål, sonoffer for faster Anna, der synes, at moster Sofie og Maries gaver er rædsomme, sonoffer for os, som kommer op at skændes over ingen verdens ting, så vi ikke kan enes,

sonoffer for alle vore synder, for at nævne nogle få: vor misundelse og vort hovmod.

Noget i os synker på knæ i taknemmelighed over Guds gave, da han sendte sin søn til verden, og vores liv fornyes helt uventet og bliver lyst og venligt at have med at gøre.

Gud blev menneske i Jesus, for at vi skulle blive lykkelige mennesker i fællesskabet med ham.

Og hver dag kan vi opstille en ønskeliste på op til tyve ting, for nu at blive ved historien, vi begyndte med. Det kan nu også række at bede om én ting.

Lige meget hvad: Gud ønsker at høre vore bønner.

Også de mest barnelige og naive. Det kan ligefrem være, som med et kloster i Tyskland, jeg besøgte som ung. De bad engang Gud om at få en bil til klosteret til at køre børn frem og tilbage fra deres familier. Børnene ønskede, at den bil skulle være blå. Og de fik en blå bil forærende!

Eller vi kan som voksne Guds børn bede om visdom, som skuespilleren og tv-værten Dina Al-Erhayem. Hun siger i et interview her op til jul: ”I dag mærker jeg min tro i bønnen og i lovsangen i kirken, hvor Guds ånd kommer os i møde. Jeg mærker den, når jeg står i et valg. Jeg beder om Guds vejledning og visdom, og jeg oplever, at jeg får den. Det står også som et tydeligt løfte i Bibelen, at vi kan bede om visdom, og så vil Gud svare os.”

Hun siger: ”tro handler om relationer og beror på barnlig tillid”. Barnlig tillid.

Men samtidig nævner hun også det at vokse som menneske, netop ved at have barnlig tillid til Gud.

Hun bliver spurgt, hvad det bedste råd, hun har fået, er. Det er, siger hun, er at spise maden frem for kun at studere opskriften. I praksis betyder det at turde at være frimodig og bede for mennesker. Altså frem for kun at læse og tale om bøn, så også praktisere et kristent fællesskab med bøn, lovsang og ærlighed om, hvor skoen trykker, og hvor man har brug for at blive sat fri og vokse som menneske. Der er så mange konkrete løfter i Bibelen til, hvordan man inviterer Jesus dybere ind i sit liv. Hun tilføjer: ”På den vis har min tro medført et fokusskifte til at stole på Guds plan. Når Gud siger nogle ord til mig om morgenen, forstår jeg ikke altid dybden af, hvad det betyder. Jeg har flere gange oplevet, at jeg senere på dagen står i en situation, hvor Guds ord giver mening. Det har styrket min tiltro til, at Gud har en plan for mit liv, og hvor jeg skal hen, og at han i små glimt delagtiggør mig i det.”

Og Jesus siger jo: Bed, så skal der gives jer, søg, skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer.

Vi skal om et øjeblik bede kirkebønnen. Der vil blive plads til stilhed til selv at bede en bøn, her hvor vi sidder sammen.

Juleaftens prædiken 2019

Vi har hørt den indledende musik til komponisten Händels Messias. (kan høres nedenfor i et selvstændigt link - Ouverturen). Som giver en stærk forventning om trøst, om håb, om store ting, Gud har for med sine mennesker, forud fortalt af Israels profeter, opfyldt i Jesus da han trådte frem med ord og kraftige gerninger. Og vi vil øve os i dag i at have en stærk forventning til, at Jesus virkelig kommer en dag, pludselig, og så skal al sygdom og død og nød, skrig og klage, være omme for evigt.

Og efter Händels indledende musik trøstes vi med profeten Esajas’ ord. Vi har også i dag hørt ord fra Esajas’ bog. At Herren ikke dømmer efter, hvad hans øjne ser, eller hans ører hører, men dømmer de svage i retfærdighed. Og så følger ordene om fuldstændig fred i verden, og det må der være den dag, hvor dyrene er venner.

Og Esajas ser helt frem til den dag, hvor Guds bolig skal være blandt mennesker, og hans bolig skal være herlighed. Altså en glans, der overstråler i evighed med glæde og alt det bedste, som vi nu knap kan tænke, fordi vi endnu ikke kender en sådan salighed.

Så følger resten af Händels Messias. Først med profeternes forudsigelse af Jesu fødsel, og siden hans lidelse og død, som skal åbne døren til syndernes forladelse til enhver, som åbner sig for den.

Den dør blev åbnet så småt, da Jesus gik ned og lod sig døbe i Jordanfloden af Johannes Døber. For da Johannes fik øje på Jesus på vej hen mod floden, sagde han: ”Se, Guds Lam, som tager verdens synd bort”.

Sådan havde Esajas nemlig talt om Messias, om Guds Søn, at han gennem at lade sit eget blod for verden, skulle bære verdens synd på sine skuldre.

Men der er en dør, som nu er åben, som lukker sig til sidst. Og vi har et ord at skulle have sagt, om vi er med.

Det er ikke let at sige disse frygtindgydende ord, og det er også kun muligt at sige dem, fordi Guds Søn, Marias søn, udtalte dem.

Han som gjorde alt for at frelse os med sit blod på korset og fjerne vor skyld for altid.

Hele hans vandring havde det som sagen selv. Intet andet.

Vi må igen og igen besinde os på, at tage stilling, og bekende vor tilslutning til denne Herre.

Uden tvivl talte Jesus først og fremmest til advarsel for sin menigheds ledere, som bærer et stort ansvar.

Vi kan ikke sige, at vi er robotter, hvor alt hvad vi gør, er lige gyldigt. Det mener vi under ingen omstændigheder, når vi sådan tænker på hinanden og den fortræd, vi gør hinanden. Da tage vi det ikke let på andres brøde.

Mange ledes vild af alt muligt i verden, og vi ved, at Gud ikke dømmer efter det ydre, at han tager sig af enhver, der er svag.

Men der er stærke, som vælger at forkaste hvad Gud i al lidelse har gjort for at frelse hver enkelt af os.

Derfor advarer Jesus alvorligt de stærke til at omvende sig, ja, os alle til at tage imod ham som vores Herre og Frelser og Konge.

Derfor taler Jesus så mildt og trøstende til de svage. Kom til mig, I som er tyngede af tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag de vidunderlige ord til dig, du som tvivler på dig selv, tvivler på, om Gud elsker dig. Hør ordene, og tvivl slet ikke.

***

Når vi hører et stykke fra Bibelen må vi spørge: Hvad var spørgsmålet?

Hvad svarer dette stykke på? Spørgsmålet er nok ret tydeligt i dagens evangelium:

Hvordan skal vi leve, hvis det nu trækker ud med, at vor Herre Jesus kommer tilbage, sådan som han jo har lovet, at han gør?

Så fortæller apostlene menighederne svaret. De fortæller om brylluppet, hvor det trækker ud med brudgommens komme.

Hvordan lever brudepigerne i denne fase - det hører vi så om.

De vil alle gerne være parate til, at brudgommen, så de kan følge med og være med til den store bryllupsfest.

Men hvordan være parat?

I historien handler det om at have nok olie. Ikke i en fælles pulje, men hver enkelt må have nok olie.

Det er kun de kloge, som er forberedt på, at det kan trække ud med brudgommens komme.

De fem tåbelige har ikke taget ekstra olie med til deres fakler. Det har de fem kloge gjort, hvilket viser, at de er forberedt på, at brudgommen – eller bruden - kan lade vente på sig.

Så da brudgommen endelig kommer, er det kun de fem kloge, der er klar til at gå ham i møde med brændende fakler.

Og kun de fem, der var klar, kommer med til bryllupsfesten, de andre fem får ikke adgang til festen.

Lige pludselig, da brudgommen kommer, adskilles de ti, fem må blive tilbage, fem er kloge og kan tænde faklen og på den måde ledsage brudgommen til brylluppet.

Lignelsen er talt til Jesu disciple. Den advarer mod at tro, at en god begyndelse under alle omstændigheder fører til en god afslutning. Den kalder til åndeligt beredskab forud for Jesu genkomst. Når han kommer, er det for sent at berede sig.

Og hvad siger lignelsen så om, hvordan vi skal leve vores tid ud eller til Herren kommer igen, hvis det skulle ske i vores tid?

Ja, vi bliver grundigt mindet om, at vi ikke ved, hvornår vi skal møde vores Skaber og hans Søn. Det ved vi ikke. Vi ved heller ikke, om Sønnen, Jesus Kristus, kommer igen i vores tid.

Vi ved heller ikke, hvornår vi selv skal herfra.

Så vi må leve som om dagen i dag er den sidste, men alligevel klar til at leve tålmodigt i efterfølgelse af Jesus gennem dagene.

Der er blevet gjort nar af spejderløftet: Vær beredt! Men det er jo lige præcis det, Jesus lærer os i dag. At være forberedt, at være klar til afskeden fra livet. Fra det hele her.

Helt fra begyndelsen af råbte Jesus til folk: Omvend jer, Guds rige er nær!

Så det handler om, at vi tager det alvorligt med vort liv som kristne.

Omvendelsen indebærer, at vi som døbte lever i og med vores dåb, lever som Jesu disciple.

Der tænkes på et liv i retfærdighed, det vil sige et liv, som vi lever efter Jesu ord og vilje. Og der tænkes på et liv i og med syndernes forladelse. Det gælder om både at høre og gøre efter Jesu ord.

Hvis vi læser rundt i Matthæusevangeliet, så kan vi godt få nogen hjælp til at forstå nærmere, hvordan vi kan være parat.

Jesus har før fortalt lignelsen om en vingård, hvor ejeren udbetaler nøjagtig det samme til alle, både dem, der har arbejdet fra morgenstunden og dem, der kun har arbejdet 1 time.

Vi kan forstå heraf, at vi så længe vi drager ånde, har tid til at berede os. Om vi så beder om tilgivelse i vor dødstime.

Vi har også Jesu lignelse om de betroede talenter. Her sker der det forfærdelige, at en graver det hele ned, så der ikke kommer mere ud af det. Altså ingen frugter i form af gerninger og retfærdighed.

Det er virkelig en advarsel til os alle om ikke at hvile og dovne, men tage vort kald som kristne på os i det daglige liv i omgang med hinanden. Så vi lever efter Jesu ord i hjerte og i handling.

Gør jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær. Jakob 5,8. Hvad betyder det?

Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd.

Fører sig selv bag lyset: Vildleder sit hjerte. Jakob 1,26. (Bedrager sig selv.

I har levet mageligt og overdådigt her på jorden, I har fedet jer selv op til slagtedagen! Altså til dødsdagen. Denne her opfedning fører til undertrykkelse, ja, mord, siger Jakob.

Men hvis jeres hjerter rummer bitter misundelse og selvhævdelse, så lad være med at prale og lyve sandheden noget på. For hvor der er misundelse og selvhævdelse, dér hersker der uorden og alt muligt ondt. Jakob 3,14-15.

Derfor skal hjertet renses for tvesindethed.

Hjertets renhed er at ville et, siger Kierkegaard.

Det er at styrke hjertet, gøre hjertet stærkt, som Jakob siger. For Herren kommer snart, som han siger.

Det er altså at have olie nok til Herrens komme.

At hjerteligt følge vor Herre Jesus, ikke at være tvesindet, ikke at have nok i sig selv,

Eller som Jakob også siger: Ikke bare være ordets hører, men dets gører.

Når alt det er sagt, spørger vi: Hvordan gøre hjertet stærkt? Jeg vil gerne, men jeg kan ofte ikke. Hvad skal jeg så gøre?

Med det spørgsmål, med den nød, er vi kommet derhen, hvor vi er åbne for Herren. Da vil han også efter alle sine dyre løfter komme med sin Helligånd som olien der med kærlighed og sandhed og retfærdighed og fred og glæde ifølge vil gøre det muligt, som ikke ellers er muligt for os.

Og kilden til alt dette er Jesu dyrebare blod, som han udgød for os på korset. For alt, hvad vi hører i evangelierne er sagt på vejen til korset.

Derfor skal vi fra Messias høre om ham, som tager vor synd bort ved sin død for os. Der åbner han en dør, som vi kan gå ind ad.

Lad os aldrig vælge et andet evangelium!

Prædiken om at være forberedt holdt i Onsbjerg kirke 2. søndag i advent 8. december 2019