Prædiken om falske profeter 11. august 2019

Hvem er falske profeter?

Det er dem, der får menigheden til at forlade den trange vej og den snævre port.

Det er nemlig det, Jesus netop har sagt forud for dagens evangelielæsning.

Her siger Jesus: Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den

Sådan taler vor Herre Jesus Kristus.

De falske profeter taler uden om. Men Jesu lære har aldrig peget på en let vej, og hans efterfølgere forventes af ham at arbejde hårdt for at efterleve hans lære.

Det handler om, at vores tro smitter af i vore gerninger. Vi kan ikke tillade os at adskille tro og liv.

Vi kan ikke blot tale om at tro, og så er alt godt. Nej tro og liv må høre sammen

Gode gerninger vil vise, at troen er der.

Den brede vej vil sige verdens måde, som accepterer en hvilken som helst levevis.

Men Jesu smalle vej er forbundet med hårdt arbejde, med forfølgelse også. Og uden Helligåndens hjælp og Guds kærlighed er det slet ikke muligt at gå den vej.

***

På baggrund af talen om den brede vej advarer Jesus nu mod falske profeter. Det er alvorlige, ja, skræmmende sager. At nogle vil være ulve i fåreklæder, se venlige ud, men vil snuppe fårene fra hyrden

Hvordan kan vi da genkende falske profeter?

Det svarer Jesus på: på deres frugter.

Frugter vil sige, både det, de gør, men også alt det, de er i deres liv.

Falske profeter optræder mange steder, ikke nødvendigvis på prædikestolen. Det kan være i radioen eller i fjernsyn, det kan være via budkabet i film og bøger.

Det bliver sagt, at man ikke skal se på, hvordan en person har levet, men bare på, hvordan filmen eller bogen er.

Men tingene hænger sammen, forklarer Jesus.

Hvad er det da at gøre Jesu Fars vilje?

Det er at lytte igen og igen til Jesu tale og lade Hans ord forme os, føre os til handling, lede os på vejen.

Og her kommer noget afgørende for os: det er Helligånden, som vil virke i os med Jesu ord, så vor samvittighed, vort hjerte, vor forstand bliver grundfæstet i Jesu ord og vi følger Ham i dagligdagen, i ord og gerning.

Når det er sagt, så er vi syndere, som Gud gerne tilgiver, når vi blot angrer vore fejl og mangler

Det er den snævre port. Altid at lade Guds Ånd indgive anger, når vi er gået ned ad den forkerte vej.

Den brede vej er at høre så overfladisk og letfærdigt, at vi vover at indrette tilværelsen sådan, at vi intet hensyn tager til det, regner det for ingen verdens ting. I stedet kan livet opbygges på selvtilfredshed, både verdslig, men også åndelig selvtilfredshed. Det ender i fortabelsen.

I dag skal vi hverken holde dommedag over andre eller over os selv. Men vi skal høre, at dommen engang vil blive fældet over os af Jesus Kristus og ingen anden.

Og derfor gælder det i dag kun om en eneste ting: at lytte, lytte, som skarerne dengang gjorde, slået af forundring over Jesu ord, fordi han alene taler med myndighed, Guds myndighed. Derfor gælder det om at komme og høre, igen og igen, år ud og år ind, og så lade hans myndige ord beholde ret, lade det udrette med os og i os, hvad det vil til Guds ære, så vi glemmer os selv og det, vi gjorde, over ham, der kender os bedre end vi selv, kender os til frelse.

Hans myndige tale er klippen i vort liv, den klippe vi aldrig vil slippe. Salige er vi, når vi bygger på den klippe. Salig er den, der udholdende, tillidsfuldt, taknemmeligt og lydigt bliver ved at lytte til Jesu myndige ord, så han gør derefter.

Ham kender Jesus!

At komme op og ned fra et træ - 7. søndag efter trinitatis

Zakæus sidder i træet – Jesus beder ham komme ned, for han vil gerne spise til middag hos ham.

Jesus kalder bogstavelig talt Zakæus ud af busken eller træet.

Det kan være meget bekvemt at sidde og kigge på fra træets grene.
Som Merete Bandak skriver i sin børnesalme:

Her er det meget nemt at sidde næsten gemt
men også nemt at se hvad der vil ske

Dagen i dag handler om at få lejlighed til at springe ned fra træet, ud af busken, træde i nærkontakt med Jesus.

Så vi står ved, hvem vi er, og tager imod ham, som er vores frelser.

At stige ned fra træet er også at stige ned fra selvhøjtidelighed. Det sjove er, at det virker nærmest komisk at sætte sig op i et træ. Men mærkeligt nok føler vi mennesker det ikke sådan. Vi tror virkelig, at vi kan være godt gemt deroppe i træet.

Dagen i dag har som formål, at vi stiger ned fra træet. At vi tillader Jesus at invitere sig ind i vores hjem og være i nærkontakt med ham.

At være i kontakt med Jesus er at se sig selv i øjnene, som jeg er. Jesus ser lige igennem hver eneste af os. Han ved, hvad hver enkelt trænger til.

Han vil virkelig være der for den enkelte. Men det kræver ligesom, at vi hver især stiger ned fra vort træ.

Hvis vi bliver oppe i træet, så har vi den fine udsigt. Men vi forbliver også på afstand. Og vi får i virkeligheden kun et flygtigt kendskab til, hvem Jesus er.

Helt ærligt: det er svært at følge Jesus fra en position oppe i et træ.

At følge Jesus er at være nede på jorden. At være i gang med at handle ud fra det, han lærer og siger, at lade sig påvirke af det, han siger og gør.

Når vi hører, hvad Jesus siger, så er det virkelig det samme, som at Jesus standser og kigger op og beder os stige ned fra træet. Og beder os om at være vores gæst.

***

Grunden til, at det føles rart at sidde oppe i træet er, at så stilles der ikke krav til os, hverken af Gud eller mennesker. Vi behøver ikke tage stilling til noget som helst. Vi kan hygge os deroppe hele livet.

Tilskuere til det hele.

***

Men hvis han nu er Gud, så kan han regne ud
så snart han på mig ser hvordan jeg er!

Det er nemlig rigtigt. Det er fordi han er Gud, at han kender dig og mig, som vi nu engang er.

Og han bliver ikke fornærmet eller kostbar, men ønsker af hele hjertet at være sammen med os.

Jamen, hvordan kan man det, når han nu levede dengang?

Det kan vi, fordi han lever og er opstået fra de døde. Beviset får du kun, når du kaster dig ud i at bede til Gud og kaster dig ud i med al din kraft at prøve at tage det til dig, han lærer os.

Jesus opfordrer os til at prøve bønnen af: Bed, så skal der gives jer.

Ikke bare sådan lidt, men helt vildt meget, så vi bliver helt paf, når han begynder at give os. Ikke som vi tænker, men som han tænker. Meget bedre, end vi tænker.

Bare det at bede gør, at vi får andre tanker, end vi ellers ville have fået. Det er rigtigt.

Vi kan jo dreje rundt og rundt i tankerne, men når vi tager tid til at bede, så sker der altså noget nyt. Måske får vi en brilliant ide, som overrasker os. Måske kommer vi i tanker om nogen, vi egentlig bør tænke på at gøre noget for eller med. En syg, vi måske skulle tage og besøge. En som vi godt ved ikke har det godt, som vi bare kan besøge og sidde og hygge sammen med.

Eller noget helt fjerde.

***

Vi siger tak fordi vor Gud kan li at gi
Nu er Zakæus rig og det er vi!

Zakæus var rig, men blev rigtig rig.

Rig i sit menneskeliv, rig i Gud.

Hans nye rigdom betød, at han var glad igen.

Hans nye rigdom var, at Gud eftergav ham hans gæld.

For sådan lærer Jesus os, at vi alle er skyldnere. Forlad os vor skyld, lærer han os at bede.

Det går igen i hele hans virke, det er en rød tråd gennem det hele frem til korsfæstelsen, at han er nødt til at dø for at frelse os fra vor synd.

At nedgøre et andet menneske er det samme som at slå det ihjel, sådan lærer Jesus.

Det er som om de, der skylder mest, nogle gange kan være mest åbne for at modtage Jesus i deres hjerte, som nu Zakæus.

Derfor, hvis du har forbrudt dig ganske forfærdeligt over for mennesker, så hør historien som talt lige netop til dig i dag. Vær den første til at tage imod Jesus og hans indbydelse.

Du har indset, at penge er gode at have, men penge, vi kommer til på uærlig vis, ødelægger sjælen.

Nå, men hvad hvis du ikke er som Zakæus? Så kan du kigge på billedet. Er du som dem, der skummer af raseri, fordi Jesus bare uden videre lukker Zakæus ind i varmen i sit rige?

Eller er du som dem, der stille glæder sig over det, der sker for en Zakæus. Stille glæder dig over, at Jesus har magt til at forvandle Zakæus’er i verden.

***

Jesus er på vej mod Jerusalem. Jesus er ikke bare standset op i Jeriko på må og få. Nej, han skal op til Jerusalem for at hånes, lide, korsfæstes og siden på den tredje dag opstå fra de døde.

Han er på vej fra Jeriko til Jerusalem for verdens skyld. Hele verdens skyld. Din og min skyld.

Han måtte op og dø på korset der.

Ellers var der ikke frelse fra fortabelse, fra helvede, fra synden og døden.

I det lys skal vi også høre om det, Jesus gør ved at stoppe op i Jeriko.

Han viser, at en røver, en uærlig skatteopkræver, og derfor alle, er velkommen i Guds rige. Og at han leder og leder og søger efter dig og mig, fortabte menneske.

Jeg er kommet for at opsøge og frelse det fortabte, slutter Jesus.

Og så går vejen direkte mod korset.

Jesus viser med sin handling over for Zakæus, jordisk rigdom kan være lige meget, hvis vi mister vor sjæl og går fortabt. Hvis vi er som fåret, der bliver væk og aldrig fundet, så hjælper vores rigdom jo intet.

Nej, Jesus blev fattig for at gøre os rige.

Rige – som børnesalmen slutter:

Nu er Zakæus rig og det er vi!

***

Vi skal høre salmen In Christ alone (salmen ligger på vores hjemmeside her under 'Engelske lovsange').

Det er det, Zakæus oplever: han håber alene på Kristus. Kun Kristus kan gøre en ændring i hans liv. Og det sker. Og det sker, når vi ligesom Zakæus håber alene på Kristus.

Intet over, intet ved siden af Jesus.

Hvis noget andet er ved siden af Jesus samtidig, ja, så er Jesus der slet ikke.

Følg mig, sagde han. Han sagde ikke: Følg dit hjerte, hvorhen det vil. Nej, følg mig.

Der er ingen anden. Ingen anden kan ændre Zakæus og mit og dit liv. Radikalt. Så hver dag bliver en glædelig dag, hvor han bor i vort hjerte.

For det har han lovet, at han vil, når blot vi lukker døren derind op.

Så er vi lykkelige. Som Martin Luther ville sige: Jesus er min!

Jesus plukker Zakæus ned fra træet. Og vores sang, vi skal høre, siger:

Ingen helvedsmagt, ingen menneskelig plan, kan nogensinde rive mig ud af Hans hånd.

Og den magt har Jesus alene ved din lidelse, død og opstandelse.

Det viste han på forhånd ved at lade det umulige ske i Jeriko: få Zakæus ned fra træet og af alle mennesker gik ind og spiste i hans hus.

For Jesus kom for at frelse det fortabte.

***

Merete Bandaks børnesalme om Zakæus

Zakæus er så smart Han løber i en fart
af sted og kravler op i træets top

Her er det meget nemt at sidde næsten gemt
men også nemt at se hvad der vil ske

Går Jesus denne vej? Han håber ja og nej:
En kæmpesensation! Hold op, kanon!

Men hvis han nu er Gud, så kan han regne ud
så snart han på mig ser hvordan jeg er!

En snydetamp og tyv der bruger fup og lyv
en bunduærlig mand præcis sådan

Nu kommer Jesus hen og standser ved sin ven:
‘Zakæus, kom herned! Jeg ved besked!

Gå hjem og lav en fest jeg kommer som din gæst
og slut med snyderi for du er fri!’

Zakæus blir så glad går hjem og laver mad
til hans og alle men-skers bedste ven

Før gjaldt det om at ha at kræve og at ta
Nu er Zakæus fri og han vil gi

Vi siger tak fordi vor Gud kan li at gi
Nu er Zakæus rig og det er vi!

Merete Bandak

Hjælp til at tegne et får - se prædiken til 3. søndag efter trinitatis nedenfor!

Prædiken til 3. søndag efter trinitatis - om selvhøjtidelighed og om glæden ved at blive fundetår og have en hyrde

Der er mange ånder. Vinde blæser i samfundet. Men Guds vind blæser også, Helligånden. Guds Ånd er hellig. Guds Ånd skaber hellighed. Gør hellig.

Blæser alt vrøvl bort med sin mægtige styrke.

Blæser fred fra Herren Jesus ind i os.

Freden, som verden ikke kan give.

Helligånden rydder op og renser ud.

Lærer os alt og minder os om Jesus ord og gerning.

Når vinden, Guds Ånd, blæser, så bliver det tilbage, som virkelig betyder noget.

Så ved vi efter stormen, hvad der betyder noget: Jesus, Frelseren, og syndernes forladelse, Helligånden i vore hjerter, så vi ser alt snavs og mudder.

Lad os bede Faderen om Helligånden, som at Ånden vil virke alt godt i vort fællesskab, i vort folk.

***

Gud skabte alle sprog, så mennesker kunne udtrykke sig dybt til Gud, vor Skaber, og kunne få et godt fællesskab med hinanden.

Da alle endnu talte paradissproget, ville de være sammen og gøre sig til Gud og bygge et tårn op i himlen.

Da forvirrede Gud folkenes sprog, så de ike kunne arbejde side om side, og de spredtes ud i hele verden. Det BLEV en velsignelse.

Men pinsedag skete noget nyt: Guds Ånd velsignede alle sprog, så budskabet om Jesus kan nå ud til alle folk og mennesker.

Om det er på tysk, dansk, eller hollandsk, om det er på dialekter som sydsamsk eller nordsamsk, eller på arabisk eller grønlandsk.

***

Pinsedag er det som om, vore tunger løses og vi kan tale mere direkte og uden omsvøb om det hele.

Om kærlighed. At Jesus længes efter vor kærlighed:

”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord.”

Det er ligesom mellem mand og kvinde, der gifter sig: Den, der elsker, vil holde fast ved den andens ord, stå last og brast med den anden, lytte til den andens inderste tale.

Sådan også med vores forhold til Gud.

Og Jesus fortsætter: når vi sådan elsker ham og holder fast ved hans ord, så vil Jesu Far elske ham, og nu siger Jesus noget i flertal, om Faderen og ham selv: han siger: Vi vil komme til ham og tage bolig i ham.

Permanent.

Ligesom i et ægteskab. Uadskilleligt.

Jesu ord kommer fra Faderen, de er ét.

Og nu sender Jesus Helligånden, som Faderen sender til os i Jesu navn.

Han skal minde os om alt, hvad Jesus har sagt og gjort, Han skal undervise os i det.

Jesus er nærværende ved at være usynlig, så han kan være overalt. I Helligånden.

Nu giver Jesus os sin fred gennem Helligåndens nærvær. Det er en fred, der ikke kan sammenlignes med noget andet i verden.

I evangeliet mærker vi, at Jesus taler disse ord, mens han er på vej med disciplene til at gå over til Getsemane have, altså på vej mod sin lidelse og død, men også sin opstandelse. Så det er gennem alt det, at Jesus giver sin fred, som overgår alt andet. Freden, der kommer til os gennem at han ofrer sit liv for os.

***

I al sin glans nu stråler solen. Solen – den skinner. Solenes sol, det er Jesus.

Han skinner. Hans legeme er forvandlet til herlighed.

Og vi skal blive som sole.

Som sole vi går op og ned

I din Enbårnes herlighed.

Sådan synger vi.

Som sole. Hvad? Sole, som har deres kraft fra den Enbårnes herlighed, fra Jesus Kristus.

Han er Livslyset. Han giver liv, og han giver lys.

Liv – fordi Han med Faderen og Ånden har skabt os og på ny har givet os liv, da vi var blevet som døde i vores liv.

Lys. Han oplyser os.

Hvordan?

Ved Helligånden.

”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt

Og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer.”

Helligånden lærer og minder os om Jesu ord. Helligånden lader ordet lyse til os.

Fylder Jesu ord med liv og lys.

***

Hvad er det, vi elsker så højt ved pinsen+

Det er, at det ånder himmelsk over støvet,

Det vifter hjemligt gennem løvet.

Vi har hjemme her på en ny måde ved Helligånden. For nu har vi fået en ny retning med vores liv. Vi har modtaget dåben af vand og ånd.

Så vi midt i vores dødelige liv har hjemme her. For paradis er også kommet til os her.

Det lufter nemlig lifligt under sky

Fra Paradis, opladt på ny.

Paradis er ved Jesu komme og gerning for os blevet genåbnet!

Og yndig risler ved vor fod

I engen bæk af livets flod.

Vi har livets flod hos os, floden fra paradis selv. Nemlig dåben i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Vi har også livsdrikken ved nadverbordet,

Vinen, der bringer evigt liv og glæde her og ved verdens ende.

Derfor beder vi også Ånden kommer over os og måltidet, vi sammen fejrer om lidt.

Det volder alt den Ånd, som daler,

Det virker alt den Ånd, som taler,

Ej af sig selv, men os til trøst

Af kærlighed med sandheds røst.

I Ordets navn, som her blev kød

Og fór til himmels hvid og rød.

Ånden minder os om hele Jesu gerning for os.

Om Kristus, Ordet, som blev menneske

Og som fór til himmels hvid og rød, det vil sige, han var død, men lever nu evigt i sit herliggjorte legeme, som en førstegrøde, og vi skal opstår med ham og møde ham til sidst,

Når han skal sidde til bords og spise med sine disciple.

Og nu beder vi om, at der må blive en dåb i Helligånden for alle folk, så de genfødes, opvækkes, oplives til tro og tillid til Jesus, den korsfæstede og opstandne Frelser og Herre.

Vi beder om, at al vor tale om Jesu gerning, hans bedrift, må blomstre som roserne røde, det vil sige, må oplive os som den dejligste duft af en rose, som duften af det evige liv i modsætning til duften af død.

Mærker vi det ikke, at Jesu kors er som livstræet, der får knopper og blomstrer med liv?

Og så får vi ved nadverbordet endog lov at smage, at Jesus er en god konge.

Endelig vil vi bede om, at Helligånden vil forvandle vor åndelige dorskhed, så vi bliver opvakt og skønner på Guds nåde, så vi tager Guds nåde til hjerte, så hjertet – selvom det måtte være så hårdt som sten, må blive rørt og overgive sig til tillid til Frelseren.

Amen.

Pinsedags prædiken 2019

Lige meget om du og jeg ikke forstår Helligånden. Forstår du, forstår jeg Jesus? Forstår jeg Faderen?

Men jeg forstår, at Faderen elsker verden uendelig højt.

Jeg forstår, at Jesus døde i mit sted, udgød sit blod for at frelse mig, frelse dig, os, verden.

Jeg mærker, at Han virkelig er Frelseren og Dommeren, som jeg vil være venner med. For Han har en myndighed med fuldkommen retfærdighed og fuldkommen kærlighed.

Jeg forstår, at Han har åbnet døren til Paradis, og jeg forstår, at når Han begyndte med at åbne døren for en røver, som var korsfæstet ved siden af Ham, så forstår jeg, at Han også vil sige det samme til mig som til røveren, når jeg beder ham om det: Sandelige, i dag skal du være med mig i Paradis.

Kære menighed!

Jesus er i Himlen, men Han har sagt, at Han ikke er der alene, men denne her røver ved Hans side på korset, også er i Himlen, i Paradis.

Men nu Helligånden, hvordan kan vi forstå Helligånden?

Ja, Jesus siger, at Helligånden er Talsmand, Forsvarer, Hjælper, at Helligånden tager Jesu ord og gør, at de går til hjerte, at vi lidt efter lidt forstår dem og forandres af dem.

Det er Helligånden, der gør, at vi overhovedet får noget ud af Jesu tale. Ellers ville det bare være ord fra fortiden.

Men Helligånden gør ordene nærværende, gør Jesus nærværende.

Og her er en dyb, men vidunderlig hemmelighed.

Jeg siger hemmelighed, for hvis vi insisterer på at forstå alt, så forsvinder det hele for os, så bliver Jesu ord virkningsløse.

Vi er nødt til at tage Jesus på ordet, også når han taler.

Jesus siger nemlig et andet sted, at han nu forlader disciplene, men at netop derved KOMMER han til dem.

Det er den vidunderlige, dejlige hemmelighed.

Han kommer til os ved at han går bort.
For så kommer Han til os ved Helligånden.

Og Jesus sammenligner Helligånden med vinden. Vinden som kan blæse kloden rundt.

Vinden som ikke kender til landegrænser. Som derfor ikke kan holdes borte. Men blæser nøjagtig derhen, hvor den vil.

Endnu har ingen kunnet styre vinden, sådan i bogstavelig forstand.

Helligånden er som vinden. Det betyder Jesus kommer ved Helligånden til os kloden rundt.

Og som vinden kan blæse støv bort, blæser Helligånden også støv bort, så Jesu ord bliver levende og brændende i vore hjerter.

Jesus taler om Helligånden for at vi ikke skal falde fra. Det siger Han rent ud.

”Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra.”

Tidsånden lægger et enormt pres på os til at tilpasse os, slække på, hvad vi tror.

Tidsånden er stærkest ved at få os til at blive lunkne.

Tidsånden vil gerne få os til at falde i søvn. Dyb søvn.

Tiden vil sige, at der ikke er en dom til sidst. At Jesus ikke kommer igen for at dømme levende og døde.

Her er det, Peter siger: Alle tings ende er nær. Men det betyder ikke, at vi skal lade os blive handlingslammede. At vi skal blive uvirksomme i troen, lidt ligeglade.

Tværtimod!

Hvis der kun er denne synlige verden, er alt harmløst, for alt forgår jo til sidst.

Men forventningen om det fremtidige giver nutiden, øjeblikket, en dyb alvor.

Når vi ved, at Herrens genkomst er nær og at altings ende er nær, er kun den kristne her i verden den, der er virkelig ’forstandig’, besindig, årvågen.

For den troende ved om verdens forgængelighed, så derfor er han og hun nøgtern og ikke bundet til verden.

Den kristne ved om den nært forestående dom, så derfor er han og hun også klar over, hvor truet vores situation er.

Det er denne udsatte situation, der gør os til bedere.

Ud af denne truende situation kommer nu nogle formaninger til os.

Over den kommende dom formaner Peter os til over alt andet at have inderlig kærlighed til hinanden.

Den inderlige kærlighed kommer ud af et fokus på, hvad der er det væsentlige.

Det væsentlige er inderlig kærlighed indbyrdes, siger Peter. Med en dejlig tilføjelse: For kærligheden skjuler mange synder.

Sådan taler Jesus også til disciplene:

(Joh. 13,34): ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”

Og Jesus siger, at vi er Hans venner, hvis vi handler efter Hans ord.

Og kærligheden viser sig ved, at vi tilgiver hinanden. Som Jesus har sagt:

”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer.”

Og gør vi det ikke, så tilgiver Gud heller ikke os.

Altså kærligheden, der skjuler synder, er det størst og første.

Dernæst er der gæstfriheden. Kærlighed til den fremmede – sådan kan man oversætte det græske ord. Eller gæstfrihed.

Vi er sammen i Guds hus her. Men måske er vi blevet som fremmede for hinanden? Måske skal vort fællesskab udtrykkes ved at vi viser venlighed og kærlighed til hinanden ved at række hånden til en hilsen med et ønske om fred, eller Guds fred.

Et sted bliver der sagt til en af de tidligere kristne menigheder, at ved at vise gæstfrihed har I, uden at I ved det, haft besøg af engle.

For sådan viste Abraham og Sara gæstfrihed, da tre vandringsmænd midt på dagen i den stegende hede med solen brændende på sig kom forbi Abrahams telt. Da bød Abraham dem omgående indenfor til at få vasket støvet af fødderne, til hvile, og til mad.

Abraham løb ligefrem de tre mænd i møde og tiggede dem om at komme med ind i sit telt.

Ja, de tre kom forbi, men Abraham inviterede dem meget aktivt indenfor.

Da to af Jesu disciple efter Jesu begravelse, og inden de vidste om hans opstandelse, vandrede ud til deres hjemby Emmaus, slog Jesus følge med, uden at de genkendt Ham.

Da Jesus ville fortsætte, nødede de Ham til at tage ind og spise sammen med dem.

De fik selveste deres elskede Herre på besøg, ikke bare en engel!

Vi må hver især finde ud af, hvad gæstfrihed i praksis kan være i vores situation og liv.

Det kan være, at det simpelthen er, at vi viser venlighed over for fremmede.

Og vi kan begynde med, at vi viser den venlighed ved at hilse på hinanden.

Det kan godt være, at vi mener at kende hinanden, men der er altid en grænse mellem det ene og det andet menneske.

***

Og så lige en tanke mere: måske hænger den indbyrdes kærlighed, der skjuler mange synder, sammen med gæstfriheden, kærligheden til den fremmede.

Over for Gud er vi alle fremmede, som er kommet hjem gennem Jesu forsonende og stedfortrædende død for os.

Det siger Skriften højt og tydeligt: vi var fremmede, men nu er vi husfolk, en del af Guds familie, Jesu brødre og søstre.

Og så kan det godt være, at vi er mindre søskende, lillebror eller lillesøster, til Jesus. Det kan måske være en aflastning af tænke på.

I det indbyrdes kærlighedens fællesskab gælder det nu om, at vi hver især bidrager med det, som Helligånden har som sin særlige gave til os, det vi kalder nådegaver.

Vi skal ikke bidrage med alt muligt! Men vi skal bidraget med det, der er vores særlige gave – det er der aflastning i at tænke på.

Peter nævner ikke så meget her i dag, men vi har hver især en særlig gave, som vi kan udvikle, lade blomstre, og hjælpe hinanden med at lade blomstre.

Så vi ikke ender som menighed at være som den tjener, der gravede sin talent ned i jorden, så hans herre fik nøjagtig det tilbage, han havde uddelt fra starten.

Men det er jo en vanvittig måde at håndtere nådegaverne på for os som menighed. Vi må virkelig hjælpe hinanden, så de af Gud givne gaver kommer os alle til fælles gavn.

Prædiken til 6. søndag efter påske

Prædiken mest ud fra Grundtvigs salme "Kommer, sjæle, dyrekøbte" (Den danske Salmebog nr. 250), især vers 6:

Vælge kan igen og vrage

jordens slægter alle dage,

vælge mellem liv og død,

dagens lys og nattens mørke,

Paradis og vilde ørke,

Helved hedt og Himmel sød.

Tænk, vi er døbte til at være mere end engle!

Ikke mindre, men mere!

Nemlig vor Herres søskende.

Denne dag hvor Jesus blev usynlig for apostlene, mindes vi, hvad han virkelig har gjort for os:

Har frelst os, som var fortabte, men er blevet fundet.

Fortabt, men fundet nu.

Sådan talte Jesus om den store glæde, hyrden får, når han finder det får, der ellers var forsvundet og måske taget af ulven.

I salmen taler digteren til englene, at de har at åbne portene til himlen, for verdens frelser, verdens dommer, hvis navn er større end alle andre navne.

Ja, han er både frelser og dommer.

Digteren siger lige ud, at der er både frelse, men der er også dom. Og fortsætter:

Vælge kan igen og vrage

Jordens slægter alle dage,

Vælge mellem liv og død,

Dagens lys og nattens mørke,

Paradis og vilde ørke,

Helved hedt og Himmel sød.

Her er intet stukket under stolen. Det er sagt ærligt og redeligt.

Den polske nobelprisvinder i litteratur Czeslaw Milosz, skrev et essay med titlen: ”Nihilismens diskrete charme”. Nihilisme betyder en tro på, at der ikke er noget at tro på.
Milosz, som jo har levet i et land, hvor tro på Gud officielt ikke var tilladt. Han minder om, at Karl Marx havde kaldte religionen opium for folket, fordi løftet om et liv efter døden fik de fattige til at finde sig uretfærdige sociale forhold.

Milosz fortsætter:

”Og nu er vi vidner til en forvandling. Et virkeligt opium for folket er tro på ingenting efter døden – den enorme trøst ved at tænke, at alt det, vi har forrådt i vores liv, vores grådighed, vor fejhed, og mord, at alt det ikke vil blive dømt… men alle religioner siger, at vore gerninger aldrig forsvinder.”

Mange mennesker hævder, at tro på en dømmende Gud vil føre til et mere brutalt samfund. Milosz har personligt set både i kommunismen og i nazismen at tabet af en tro på en dømmende Gud kan føre til brutalitet. Hvis vi er frie til at forme livet og vores moral nøjagtig som vi har lyst til uden i til allersidst at skulle stå til regnskab for det, kan det føre til vold.

***
Helvede – hvad er det?

Hvis vi ser på den rige mand, som ikke ville hjælpe sin fattige nabo Lazarus og lod ham ligge uden at give ham det mindste uden for sin dør. Så ser vi, at han vågner om i det hede sted med ild, og Lazarus i paradis.

Den rige mand har i helvede ikke forandret sig. Han forventer at en fattig som Lazarus skal være som en tjener for sig. Han skal hente vand, så han ikke er så tørstig. Han beder ikke om at komme ud af helvede, men mener, at Gud ikke har givet ham og hans familie nok oplysning om, hvad der sker efter døden.

Den rige mand mener, det er Guds skyld, at han er endt der, ikke hans egen, han er åndeligt blind. Den rige mand får ikke engang et navn, for han har bygget hele sin identitet op omkring rigdom snarere end Gud, og når han har mistet sin rigdom, har han mistet sig selv.

Helvede er kort sagt at være efter egen vilje uden Gud i evighed…

***

C.S. Lewis siger: ”Helvede begynder med at være i et humør, hvor vi knurrer af alt og altid skyder skylden over på de andre… Men det er ikke helvede endnu. På det her stadie kan man stadig kritisere sig selv og ønske at holde op med at være sådan. Men der kommer en dag, hvor man ikke længere kan stoppe det.  Til sidst vil der kun være fuldkomment knurreri, der bliver ved i det uendelig, ligesom en maskine. Det handler ikke om, at Gud ’sender os’ til helvede. I hver af os er det noget, der vokser, som vil VÆRE helvede, medmindre det bliver revet af, mens det endnu kun er som en knop.”

Det ville være let at sige: alle bliver frelst. Og det er også vort håb.

Men frelse er frelse FRA noget TIL noget. Ellers er det slet ikke frelse.

Jesus taler åbent om, at der er en smal port ind til Guds rige, at vejen også er trang, og at bred er vejen, der fører til fortabelse.

Han taler om, at det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Himmeriget.

Han taler om, at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Men så betyder det også, at det er muligt at takke nej.

Samtidig ved vi, at for Gud er alting muligt. At Gud svarer dem, der ikke kom i tanke om at kalde på Ham.

Sådan er Guds kærlighed til verden.

Han elskede netop verden så højt, at Han sendte sin eneste Søn, for at bringe frelse.

Salmen her siger højt, at det er muligt at vælge, men det er også muligt at vrage.

Den frihed giver Gud os også. Vi bliver ikke automatisk frelst. Vi kan takke nej.

Men hvem ønsker at sige nej til Ham, som er dødens overvinder?

Prædiken Kristi Himmelfartsdag 2019

Jesus lover at ville gøre det, vi beder Ham om i Hans navn (Joh. 14,14)

Det Jesus vil sige, er at der hvor kærligheden til Ham findes i vore hjerter, der er den opfyldelsen af Hans befalinger.

For kærligheden til Ham og bøn er knyttet tæt sammen. Og når vi beder og bliver ved med det, så vil vores kærlighed til Ham også opstå og vokse.

Mens Jesus gik rundt sammen med disciplene, virkede Hans tale ofte som uforståelig, jo, de forstod enkelte ting, men meget gik fuldstændig hen over hovedet på dem. Men de holdt fast, de blev ved med at følge Ham.

Sådan kan det også virke på os. Som om det, Jesus siger, ofte er uforståeligt. Så kan vi være fristet til at give op.

Vi må finde ind til kernen.

Jesus siger selv, at kernen er Hans død og opstandelse til liv og frelse for verden.

Han siger, at ud fra Hans lidelse, død og opstandelse skal vi forstå alt, hvad Han har sagt og gjort.

Det er ligesom hvis vi ser ind i et spejl. Der er ikke lys i værelset, og derfor ser vi egentlig ikke ret meget. Men i det øjeblik, der tændes lys i værelset og især tæt på spejlet, så ser vi vores ansigt med alle detaljer.

Men uden Guds Ånd forbliver Jesu ord bare ord, måske smukke, men uden virkning.

Derfor beder vi om, Helligånden må tage Jesu ord og gøre dem levende for os.

Så Jesu ord lever i os, så vi ikke blot hører ordene, men arbejder på at handle efter dem.

Der er ingen tvivl om, at i det øjeblik Helligånden kom over disciplene, nemlig pinsedag, da blev de udrustet til at forkynde med kraft og visdom og frimodighed for alle.

Indtil da svævede de frem og tilbage og vidste indimellem ikke, om de ville forlade skuden og Jesus i den.

Vi kan ikke selv give os kraft til at leve som Jesu venner og disciple. Kun Helligånden kan give os den kraft, vi så hårdt har brug for.

Så vi må begynde med at sukke efter Helligånden, som blev udgydt over apostlene pinsedag, og som ER blevet skænket os i dåben.

Helligånden vil da være vor talsmand. Dvs. advokat, forsvarer. Vi er under anklage, vel at mærke under en falsk anklage.

Anklagen er, at alt det med troen er ligegyldigt og spild af tid.

Mens Jesus vandrede rundt med disciplene, var det ham, der forsvarede dem.

Men da han forlod dem, gav han dem en anden forsvarer, og det er Helligånden, som forsvarer os med selve sandheden.

Når vi hører ordet, når vi beder og åbner os for Helligånden, vil Helligånden tage af det, Jesus har talt, og minde os om det.

Fra dag til dag.

Helligånden vil forsvare os mod verden, der ikke vil høre Jesus og følge ham. Helligånden vil også forsvare os mod os selv, når vi anklager os selv, og når vi tænker: Jeg duer ikke. Jeg kan ikke følge Jesus ordentligt. Vi har ret, at vi ikke duer til noget, hvis vi vil gøre det i egen kraft.

Men når lytter til ordet, og som Jakob siger i sit brev, bliver ved med at gøre det, dag efter dag, når vi lader bønnen være med i vores liv, ja, som en sindsstemning, som en forbindelse til vor himmelske Fader dagen igennem, ja, så giver Helligånden os det, vi har brug for, så styrker Helligånden os i tro med fred og glæde.

Og her skal vi slutte. For Jesus ønsker virkelig af hele sit hjerte én ting over alle: at vi skal være fuldkommen glade.

Og vi forstår nu, at vejen til den fuldkomne glæde går gennem et liv i bøn.

Så lad os samle det, vi har hørt i Jesu ord i dag: Vi skal bede i Hans navn. Det vil sige vi skal bede på grundlag af alt det, han har sagt og gjort for os og for verden.

Vor bøn er nemlig knyttet til Jesus og hans frelsesgerning for verden. Han har åbnet paradis for enhver, som følger ham.

Og så siger Jesus til os, at når vi beder sådan, ja, så får vi også. Hvad får vi?

Vi får alt, hvad han har til os af fred, glæde, tro, visdom, håb, kærlighed. Helligåndens vejledning dag for dag.

Og af bøn og alt det, Helligånden derigennem lader spire i os, der kommer glæden også frem.

Vi skal ikke stille os tilfreds med lidt glæde. Men holde fast i, at Jesus vil, at vor glæde skal være fuldkommen.

Derfor har vi brug for igen og igen at mødes og høre ordet, modtage Jesus selv i nadveren, lade Helligånden virke i os derhjemme i dagliglivet og her, når vi sammen er samlet.  Amen

***

Et andet udkast

Ord og handlinger. Det skal hænge sammen. Det ved vi godt, og Jesu bror, Jakob, understreger det for os.

Og han forklarer også, hvordan ord og handling kan komme til at hænge sammen.

Vi ser os i spejlet, men kan glemme, hvordan vi ser ud bagefter.

På samme måde når vi ser på frihedens fuldkomne lov.

Hvad vil det sige?

At denne lov gør fri.

Det er Guds ord, Jesu ord, som befrier fra alt muligt, der gør os til slaver og robotter.

Den fuldkomne lov er som et spejl.

Vi ser i det spejl, at vi er skabt i Guds billede.

Det betyder, at vi ikke er som dyrene, men at vi kan svare på Guds lov. Vi har fornuft, vilje, samvittighed, sprog til at forstå Guds plan for vores liv, for hvordan vi bør leve.

Vi forstår, at Guds vilje med os er, at vi faktisk tager ansvar for fællesskab med Ham og med vore medmennesker.

Og ansvaret for andre mennesker ved vi om i buddet: du skal elske din næste som dig selv.

Og når vi bliver ved med at se ind i spejlet, Guds mening med os, Guds Ord, så ser vi, at vi har svigtet vort ansvar.

Men Guds lov giver frihed. Det betyder, at når vi igen og igen forstår i vort hjerte, at vi har svigtet vort ansvar på forskellige måder, ja, så ser vi også i spejlet noget andet: at vor Herre Jesus døde for vor synd, for verdens synd, for at frelse os, og tilgive os.

Derfor kan vi bære at se ind i spejlet.

Og vi har modtaget Helligånden, som vil tale i vor samvittighed, så vi dag for dag vandrer med vor Herre Jesus som vores vejleder.

Men jeg vil gerne sige endnu mere om Guds Ord som et spejl.

Når vi ser i det spejl, kan vi igen og igen få hjælp til at leve som Jesu disciple.

Også når vi er nede og synes, at vi ikke ser nogen udvej, og alt ser håbløst ud.

Jesus opfordrer os ikke bare til at bede.

Han udfordrer os til at blive ved med det. For vi får det, vi beder om. Og formålet med at bede – det er at vi bliver glade!

Bøn fører til bønhørelse, bønhørelse fører til glæde.

Gud er interesseret i vores velbefindende, sådan helt nede på jorden. Og på vor lykke.

Han lægger en glæde i vore hjerter, som aldrig kan fjernes.

Altså: vi skal bede for at vor glæde kan være fuldkommen.

Vor glæde KAN ikke blive fuldkommen på nogen anden måde.

Når vi oplever stunder som sommerdagene nu, med sol, smukt viftende blade og den ro, det giver os, ja, så kan vi for en stund føle, at nu er lykken der. Men vi ved, at der er en kort sommerstund.

Måske har Gud givet os nordboer en særlig anledning til forstå, hvad fuldkommen glæde er. For vi ser jo, hvordan sommeren kommer og bliver borte igen.

En mand her i nærheden sagde engang, at han kunne dårligt klare det, når vi kom forbi Sankt Hans. Hvorfor? Fordi så vendte lyset jo, og det gik mod mindre lys og til sidst mod vinter.

Så det er i grunden meget omsorgsfuldt, at vi netop nu hører ordene: Bed, så får I, og så bliver jeres glæde fuldkommen.

Hvad vil det sige, at vi får, når vi beder? For det første hedder det ikke bare: Bed, men: bed og bed, altså: vær i gang med det, bliv ved. Eller som apostlen Paulus siger det: Bed uophørligt. Lad det være jeres sindstilstand, at sindet ligesom lægger alt i Guds hånd hele tiden.

Det vi beder om, skal vi hele tiden bede om ”i Jesu navn”. Det vil sige:

Det her er jo til at forstå: fra bøn til opfyldelse til en fylde af glæde.

***

Og Jesus fortæller disciplene, at de fremover ikke har brug for at spørge ham om mere. De vil efter hans opstandelse forstå ham, forstå hvem han virkelig er. At han virkelig er Guds Søn.

Jesu forsoningsdød for os revolutionere hele situationen.

Efter Jesu opstandelse sker der det, at disciplene, og vi efter dem, beder til Gud vor himmelske Far, i Jesu navn.

Og det er på grund af det, Jesu Guds Søn er og gør, at vi modtager gaver fra Faderen.

***

Så siger Jesus, at han så længe han har været hos dem på jorden, har han talt i billeder. Han har talt i lignelser, han har sagt tingene i ordsprog, og lidt skjult, men efter hans opstandelse kommer alt, hvad han har sagt og gjort sammen, og nu kan vi forstå hele sammenhængen. Hele ’systemet’. Hvad det hele går ud på samlet.

Og vi ser det straks pinsedag, at apostlen Peter er fyldt af en vished og overbevisning, som han slet ikke kunne have før opstandelsen.

Det er det, der forbavser folk pinsedag, Peters enorme frimodighed og direkte tale uden mellemregninger, uden tvivl og forsagthed.

Det kommer alt sammen fordi Jesus lever.

Fordi han er opstået. Fordi han har forladt graven for altid. Fordi det er som et slør, der har ligget over alt, hvad Jesus var, som nu er taget bort, og vi forstår Jesu herlighed, hans guddommelighed og kraft.

Disciplenes kærlighed kommer af, at de begynder at begribe, at Jesus virkelig er udgået fra Faderen før alle tider og derfra var kommet til verden. Og efter himmelfarten forstår de også, at Jesus er forlader verdne igen og går til Faderen.

For os betyder det, at nu kan Jesus være allestedsnærværende. At han virker ved Helligånden overalt.

Et sted modtager en ISIS-kæmper en drøm, hvoraf han forstå, at Jesu døde på korset for ham og han forlader ISIS og bliver kristen.

Et andet sted oplever et menneske, at Gud i en drøm banker på, så det vækker dette menneske, så det menneske ved, at Gud elsker ham.

Et tredje sted viser Jesus sig direkte for en almindelig dansker, som ellers ikke var troende, så han åbner døren på klem for troen.

Det er Helligåndens gerning.

Og vi skal nu bede for kirken og for verden.

Bede om at vor lunkenhed og tågede forestillinger må vige for Jesu Kristi lys og nåde.

Må vige for et hjerte, fyldt af glæde og også lyst til at give vor tro videre til hinanden.

Og lige meget, hvordan vi har det, så rækker vor Herre Jesus os sin hånd i vanskelige situationer, gør vort liv glad og lyst trods alt, der går den anden vej.

5. søndag efter påske 2019

En hjerteoperation, det er hvad der er på spil i dag.

Vi skal have et nyt hjerte, siger profeten Ezekiel.

Stenhjertet bliver simpelthen taget ud af Gud, og så indsætter han et komplet hjerte af kød og blod.

Han gør os til nye mennesker.

Apostlen Jakob, bror til Jesus, tænker lige så omfattende: ”Gud fødte os på ny ved sandhedens ord”. En helt ny slægt, helt nye mennesker. Jamen, det er jo det, Jesus selv har talt om, at vi skal fødes på ny, ovenfra. Og hvis ikke, så kommer vi ikke ind i Guds rige.

Det er et enten-eller. Enten fortsætter vi med stenhjertet, eller også så overgiver vi os til den store læge og lader stenhjertet tage ud og erstatte med et nyt hjerte med Guds Ånd i sig.

For som profeten Ezekiel siger, så skal vi ikke bare have et nyt hjerte af kød, men Gud vil også lægge sin Ånd i vort indre.

Men det er jo det, der sker, når vi lader os døbe. Da får vi Helligånden som gave.

Og syndernes forladelse.

I dagens evangelium forklarer Jesus sine disciple, hvordan alt dette skal komme til at ske.

Det sker, når Helligånden kommer, siger han.

Helligånden vil forklare det for disciplene, så de kommer til at forstå alt det, Jesus kommer med, forklare de ord, han har talt. Helligånden vil ligesom forklare, hvad hele den kristne tro går ud på.

Sådan som apostlene forkyndte det, da de først havde modtaget Helligånden.

Da fik de det nye hjerte og talte klart og tydeligt uden flagrende begreber og tom luft. De kunne nu skære det ud i pap, hvem Jesus er for os, men uden at det blev banalt. Nej, der er hos apostlene altid en fornemmelse af, at det er sprænglevende. De havde virkelig fået Ånden i deres indre.

Jesus fortæller disciplene på forhånd tre vigtige ting, som Helligånden vil undervise verden om, ja, overbevise verden om.

Så evangeliet angår altså ikke en lille gruppe indspiste i en klikke af superkristne, eller en større gruppe i en større eller mindre menighed. Nej evangeliet angår hele verden.

Jesus taler om, hvad Ånden skal gøre for verden, og for de troende.

For verden skal Helligånden gør tre ting. Han skal overbevise verden om tre ting:

1 at verdens problem er simpelthen at nægte at tro. Det handler ikke om, at verden tvivler eller stiller spørgsmål til troen. Nej, det handler om en aktiv forkastelse af troen. Modsætningen er ikke mellem at tro og at være vantro. Men den gode nyhed, Jesus kommer med, at det vil verden begribe. Det lyder til, at der er håb her for verden. At verden derfor flytter sig fra forkastelse til tro.

2 Så vil Helligånden også overbevise verden om retfærdighed. Hvilken retfærdighed? Jo den retfærdighed, som sker fyldest ved at Jesus dør for verden for at gøre verden retfærdig. Jesus hengiver sig til døden for at verden ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Kort sagt, vil Helligånden gennem apostlenes forkyndelse arbejde med at forstå, at Jesu gerning er til frelse for verden.

3 Endelig vil Helligånden overbevise verden om en tredje ting. At Satan er dømt.

Det er også en god nyhed for verden. Satan blev dømt, da Jesus lod sig dømme til døden i vort sted.

Vi behøver ikke at forstå det i detaljer. Vi kan nøjes med at tage Jesus på ordet, når han siger, at Satan har mistet sin magt.

Alt dette betyder, at adgangen til paradis, til Guds rige, til Faderen, til saligheden, står åben gennem Jesus.

Det er Helligåndens gerning at overbevise hver enkelt om det.

Og for at det mål skal nås, må disciplene ved Helligånden vejledes til at forstå hele sandheden, altså, hele det kristne system, hvis jeg kan sige det lidt firkantet. Altså, forstå, hvorfor Jesus overhovedet kom til verden, at Gud blev kød selv, fik et kødhjerte som os, dog uden sten i hjertet. Og hvordan han helbredte og gjorde godt i alle situationer uafladelig og til sidst bragte al ofring til ophør med det ultimative offer på korset.

***

Vi sang til at begynde med salmen "I al sin glans nu stråler solen".

Her forkyndes det samme som vi hørte i evangeliet, at der nu venter en gylden høst, at det nu lufter lifligt fra Paradis, fordi Paradis er rykket helt tæt på os, og døren dertil er åben igen. Ja, der strømmer levende vand ud til os, livgivende vand.

Og nu gælder det om, at vi holder fast i det, vi har gjort, at vi har givet vort hjerte til Kristus, for at han ved sin og Faderens Ånd vil omdanne hjertet, forny det. Gøre det sandt menneskeligt.

Så er Himmerige lige om hjørnet, nej, vi er i Himmerige!

Prædiken 4. søndag efter påske 2019

Hvorfor skulle Johannes Døberen råbe i ørkenen?

Et mærkeligt sted at råbe.

Han skulle råbe ind i din og min ørken.

Der, hvor der er sand på sand.

Lag på lag af sand, som gør, at vi ikke kan se.

Sand og atter sand, som får os til at miste retningen i livet.

Det bliver næsten ligegyldigt.

Vi står i fare for bare at være til, uden noget formål. Uden ord til at sige, hvorfor vi er her.

Men der er fra tid til anden noget i os, som i øjeblikke gør oprør mod, at det skal være sådan. Formålsløst. Sand og atter sand.

Så bliver det svært at se sig selv i spejlet!

Første Mosebog fortæller, at Gud skabte mennesket i sit billede, for at det skulle ligne ham.

Det betyder, at vi har selvbevidsthed, ligesom Gud har. Vi er ikke som dyr og planter uden selvbevidsthed.

Nej, mennesket kan reflektere over sit liv og formålet med at leve. Da er det som vi kigger ind i et spejl uden for os selv, vi betragter os selv i et spejl.

Sådan ser apostlene også på det. Herren Jesu bror Jakob skriver i sit brev:

For dersom nogen er ordets hører og ikke dets gører, han ligner en mand, der betragter sit legemlige ansigt i et spejl; for han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvordan han var. Jak. 1,23-24.

Jo, dyrene har bevidsthed, men ikke denne mulighed for selvbevidsthed.

Vi mennesker bliver først til, vi eksisterer først egentlig, når vi reflekterer over os selv, forstår, hvorfor vi er her.

Desværre kan mennesket vælge bare at leve på bedste beskub, som et højtudviklet dyr med en overlegen forstand, men uden ved at tænke efter nogen sinde at blive sig selv, eksisterer vi ikke for alvor som menneske, men sætter vores eksistens som menneske overstyr i uegentlighed, i tankeløs og viljeløs driven med strømmen.

DET er den største fare for vort folk.

Fra Skaberens side har vi et ansvar for, hvad vi er og bliver til som enkeltpersoner, et ansvar som ikke kan tillægges noget dyr.

Vort problem, om jeg så må sige, er, at Gud har skabt os til at leve i et personligt forhold til Ham.

At tro på Ham, adlyde Ham, elske Ham.

Og Jesus Kristus er den, vi er skabt til at efterligne i alt.

Og vi har fået både forstand og samvittighed, så vi kan tro, adlyde og elske.

Alle tre er vigtige, så vi ikke går på egen hånd i vort liv.

Med samvittigheden erkender vi ikke bare Guds vilje, som vi møder den i Hans bud. Men vi erkender også os selv og vort eget ansvar og de muligheder for at handle frit og sætte os mål for vor handlen. Det gør, at vi som mennesker skaber historie og bliver Guds medarbejdere i skaberværket.

De vældige evner, mennesket i kraft af sin udrustning fra Gud har fået til at skabe og herske på jorden, er alle bestemt til at tjene Guds formål. Vi er ikke skabt til at blive Guds modstander, men Hans medarbejder.

Det er netop som Guds skabning og som de andre skabningers medskabning, at vi skal tro, lyde og elske Gud.

Mennesket er ikke sat til privat at tro, lyde og elske Gud – borte fra de andre skabninger.

Nej, vi står mellem Gud og de andre skabninger.

Som skabt i Guds billede er vi skabt til leve underordnet Gud og skabt til at være overordnet det øvrige skabte univers.

Mennesket er så mægtigt, som det er, fordi det er skabt til at leve til ære for sin Skaber.

Men det har også bestemte følger. Der ligger jo heri en uendelig høj vurdering af mennesket, så hvert enkelt menneske må være os ukrænkeligt, fordi det er Guds ejendom, bestemt til det højeste af alle formål, og det uanset om det selv kender eller lever efter dette formål.

Derfor er alle former for menneskemishandling og menneskediskrimination som f.eks. racediskrimination uforenelige med det kristne menneskesyn.

Men i det syn ligger også en advarsel mod en gudløs overvurdering af mennesket, som lader dets enestående udrustning tjene dets eget formål i stedet for Guds, så mennesket søger at træde i Guds sted.

Megen moderne fremskridts- og udvikingstro nærmer sig denne gudløse menneske-forherligelse og overtro på menneskets egne muligheder uahængig af Gud.

Når Johannes Døberen råber: Omvend jer! Så er det omvendelse til vores egentlige bestemmelse, som skabte af Gud i Hans billede til at ligne Ham.

Den omvendelse er ikke en en-gang-for- alle-begivenhed, men må finde sted, hver gang vi slår øjnene op om morgenen.

Vi skal hver morgen blive som børn for at komme ind i Guds rige.

Johannes Døberens prædiken er ikke nedslående, men opmuntrende. For vi har mulighed for at få vort liv forandret:

Omvend jer, Guds rige er kommet nær!

Vi skal altid vende tilbage til vor dåb, hvor vi modtog tilgivelse vore synder. Hvor vi modtog Helligånden og opstandelsens nye liv.

Så det ikke er os, der lever, men Kristus, der lever i os.

For at Han virkelig kan leve i os, må vi træde et skridt tilbage og bekende vor synd og skyld, så vort hjerte ved Guds Ånd kan blive nyt.

Det storslåede ved kong Davids Salme med dens syndsbekendelse, det er, at han taler direkte til Gud om sin synd. Han ser den i øjnene uden at skjule sig.

Og han ved, at hvis Gud skulle tage Helligånden fra ham, ville han være fortabt.

Når vi bliver som børn, igen og igen, så vælder glæden også op i os, så får vi lyst til at gøre Guds vilje.

Så giver det mening, at Gud åbner vores mund med lovsang.

Det er en god bøn at begynde med om morgenen:

Herre, åbn mine læber,

Så skal min mund forkynde din pris.

For Gud er et sønderbrudt, sønderknust hjerte mere værd end alt andet.

Da kommer Han og lader os opstå med Kristus, så vort liv bliver godt og dejligt igen. Amen.

Reflektioner til bededag om mennesket som skabning mellem Skaberen og alle medskabninger

Det er de færreste, der ville være begejstrede for at være slaver.

Israeliterne i Egypten sukkede under at være det.

Men da de først kom ud af Egypten, sukkede de efter maden i Egypten, ja, de ville egentlig gerne bliver slaver igen, i stedet for at slide i al frihed for dagen og vejen.

Vores situation er, at vi er slaver. Slaver af synden.

Hvad vil det sige? Det vil sige, at det gode, vi vil, det gør vi ikke (slet ikke altid), men det onde, vi ikke vil, det gør vi. Når vi sådan virkelig ser os om efter os selv i spejlet.

Salmen 'O, hvor er nådestolen' (den danske salmebog nr. 517) begynder derfor sådan:

O, hvor er nådestolen

Og trøstens kildevæld?

Hvor skinner nåde-solen

For syndens usle træl?

Jeg har aldrig før lagt mærke til det, men digteren vil virkelig sætte en tyk streg under det, for det samme vers synger vi både som vers 1 og 5.

Det er fordi først digter han i vers 1-4 en tilstandsrapport, altså hvordan det ser ud uden Gud og Jesus.

Vers 2 I den situation er vi også soldater for døden, og døden giver døden som sold, som løn, for at være i dens tjeneste. Døden hersker altså over os og det ender med død.

Vers Så reflekterer digteren videre over sit liv. Han kan mærke i sig, at der er en afgrund inde i ham, at der ingen udvej fra døden er.

Vers 4 Og i den tilstand, hvor han ikke kender Gud, så ender bønnen med at blive mødt af Guds vrede, og lovens forbandelse. - Det er situationen, digteren ridser op.

Så derfor spørger han én gang til i vers 5 - et vers, som er en gentagelse af vers 1:

Hvor er nådestolen? Altså hvor kan han finde nåde, komme uden om det at være syndens slave.

Og nu kommer svaret, og det er er opmuntrende! Det kommer i vers 6-11:

Vers 6 Der er en dejlig tale om, at Jesus både kan og vil bringe ro i sjælen. Det kan og vil han, fordi han er både Gud og menneske. Han kan trøste enhver, som er i sorgens land.

Vers 7 Den dejlige tale har en himmelsk klang.

Det har den i ordet om Gud Lam, der bar vor synd og skam.

Og derved giver os frelse, fred og forsoning.

Frelse – nb – betyder frihals – altså frisættelse af den, der er slaver.

Frelse er, at vi er sat fri af andres domme, andres meninger, og er frie til at tjene Jesus som vor Herre og tjene andre mennesker.

Guds Lam. Det var det, Johannes Døberen også kaldte Jesus, da Jesus kom ned og ville døbes i Jordanfloden. Johannes Døberen vidste, at her kom den, som profeterne havde talt om, bedst af alle profeten Esajas med ordene om, at der skulle komme en lidende tjener, som skulle bære alles synd som et lam.

Altså det er en dejlig tale med himmelsk klang.

1 Og stedet, hvor vi ved, at vi modtager alt dette helt konkret, det er i dåben.

Her forlader Jesus os al vor synd og skyld.

Han bader os i fred – hvilket udtryk.

Han læger det, han kalder dødens byld.

Det, der sker i dåben er, at Jesus lader mit gamle syndeliv lægge i sin egen grav. Det dør med ham.

Og så genføder han nådens liv, det liv, som vi fra begyndelsen skulle have, men som vi har formøblet, hver og en, i os selv.

Nådens liv. Det er nåden, der skaber det nye opstandelsesliv. Hvorfor? Fordi nåden er, at vi blive som et barn, så kan tage imod Guds kærlighed og gave. Det er nåde.

Men der er endnu to steder, hvor vi modtager Jesus og hans opstandelsesliv.

2 Det gør vi gennem Jesu ord, som Ånden virker gennem i os, når vi hører og læser ordet.

3 Og så er der det sted, hvor vi modtager nåden og livet gang efter gang i fællesskab. Nemlig i nadveren.

I nadveren forener Kristus sig selv med os.

Nadveren kommer fra det digteren kalder hans nådebord.

Vi hørte i læsningen fra Hebræerbrevet, at Gud engang ifølge profeterne ville lægge sine love i vores indre og skrive dem på vore hjerter. Sådan at vi virkelig kender ham.

I nadveren lærer vi Jesus bedre og bedre at kende som den, der giver sin kærlighed og lægger sin kærlighed ind i os ved sin Ånd.

Ja, som vi synger det, forener sig med os.

Prædiken bededag 2019 - en gennemgang af salme nr. 517: O, hvor er nådestolen?

Prædiken ud fra Johannesevangeliet 20,19-31 - afslutningen på evangeliet.

(kapitel 21 er formentlig en slags efterskrift hægtet på bagefter).

Nu skal hver af os spidse ører. For hvad vi hørte er skrevet lige netop til enhver af os, som ikke var der, ikke så, ikke hørte Herren Jesus.

Johannes slutter sit evangelium med at lade Jesus give os et kæmpe skulderklap:

"Salige er de, som ikke har set og dog tror."

Thomas fik lov at se, og hvis han ville, røre den opstandne, men legemlige Jesus.

Jesus, som nu kunne og kan komme til os gennem lukkede døre.

Overalt. Fordi han er Gud, Guds søn.

Men hvad med os? Jo, vi får her opskriften for hver enkelt af os, der ikke så og hørte Jesus med vore egne øjne og ører.

Det alt afgørende er, at vi virkelig lytter til apostlene, hvad de faktisk har hørt og set.

Deres vidnesbyrd er ikke en lille historie, men selve grundlaget.

Jesus havde udvalgt dem til netop at se og høre og vidne om ham, lige fra begyndelsen til Jesus blev taget op til himlen.

Tro bygger ikke på luftkasteller, men på hvad apostlene har overleveret os.

Og alting står og falder med dem.

Tro og viden er uadskillelige.

Dvs. vi tror ikke ud i den blå luft.

Jesus er en person, hvis liv vi kender både tid og sted for, på samme måde som f.eks. Cæsar, Harald Blåtand og Luther. Vi kan forholde os til ham med vor forstand.

Men selv om vi ved meget om Jesus, så er meningen med hans liv og hans ord noget, vi er henvist til at tro på.

Hans betydning kan ikke bevises.

Ingen kan bevise, at Jesus virkelig sagde de ting, Bibelen hævder, han sagde, eller at de overnaturlige mirakler, helbredelser og dæmonuddrivelser og dødeopvækkelser, der beskrives, virkelig fandt sted. Det er noget vi må tro eller forkaste.

Det mest afgørende, der er at sige om Jesus, der det vi har hørt i dagens evangelium: at Jesus er Guds Søn, og at vi kan have liv i hans navn.

Det er ikke godt at vide, hvad Thomas egentlig tænkte om Jesus. På vej ind til Jerusalem, hvor Jesus ville ind til sin syge ven Lazarus, siger Thomas: Lad os bare tage til Jerusalem, så kan vi dø sammen!

Han havde ikke nogen store forhåbninger til Jesus. Og i dagens evangelium vil han røre ved naglemærkerne i Jesu hænder og såret i hans side efter soldatens spyd.

Men uanset hvad Thomas præcis tænkte om Jesus på det tidspunkt, så har vi kun to muligheder.

De fleste synes nok, at Jesus er en god mand.

Nogen siger: ”Jeg accepterer Jesus som en stor morallærer, men jeg accepterer ikke hans påstand om at være Gud.”’

Men lige netop sådan giver det ingen mening at sige.

Et menneske, der blot var en stor mand, men sagde de ting, han sagde, ville ikke være en stor morallærer. Han ville enten være sindsforvirret, sindssyg, på linje med en mand, der påstår, at han er et blødkogt æg – eller også ville han være Djævelen selv.

Enten var, og er, dette menneske Guds Søn, eller også er han en galning eller noget endnu værre.

Man kan spærre ham inde som sindssyg, man kan spytte på ham og slå ham ihjel som en dæmon – eller man med Thomas falde ned for hans fødder og kalde ham ”Herre og Gud.”

Men det med, at han skulle være bare en stor morallærer, er noget nedladende vås.

Den mulighed har Jesus med sin adfærd og sine ord udelukket.

En mand, der siger han er ydmyg og sagtmodig, og som blot er et menneske, er mærkelig, hvis han også siger: Faderen og jeg er eet, eller: jeg er verdens lys, Jeg er opstandelsen, Jeg er livet osv.

Siger han sådan og er han virkelig blot et menneske, så er han skør, en fantast.

Men er han på én gang menneske og Gud fuldt og helt, så giver det hele mening.

Faktisk giver det hele kun mening på den måde. Ellers er evangeliet ligegyldigt.

Derfor er det vigtigt at tage sig tid til at læse evangelierne, bare begynd med Matthæus, så Markus, så Lukas, så Johannes.

Når man læser, så må enhver sige, at Jesus ikke var en skør fantast, men et menneske, som vi i vore bedste øjeblikke gerne ville være.

Han var omsorgsfuld, nærværende og opmærksom. Han havde det rette ord til rette tid til enhver tid.

Han havde nære venner. Han er oprigtig, ærlig, ikke pralende.

Hans kærlighed er dyb, ægte, tiltrækkende. Han er ydmyg og uselvisk.

Hans myndighed var noget helt særligt.

Aldrig havde han selvmedlidenhed.

Aldrig sagde han et ondt ord eller gjorde noget, der var ondt. Aldrig udnyttede han andre mennesker.

Da Thomas ser Jesus levende, genopstået fra de døde, der er kommet til disciplene gennem lukkede døre, da falder det hele på plads for ham.

Han falder ned og udbryder: Min Herre og min Gud.

Det er det samme med os. Vi kan følge i hans spor, for vi kan følge apostlenes evangelier og alt, de siger om Jesu gerninger og ord, kors, død og opstandelse.

Og så kan troen komme som svaret på alt det.

Så har vi efterprøvet, hvad han er.

Så kan vi også sige: min Herre og min Gud.

Det er nemlig ikke godt for os at gå med tvivlen som en sygdom, der langsomt eller hurtigt tager til.

Hvis tvivl er som en sygdom, så er troen som et godt helbred. Her gælder det om at vedligeholde helbredet, nære det, sørge for motion.

Troen vokser kun, hvis vi går til kilderne, nemlig evangelierne. Så kan mange tåger og spøgelser bliver jaget væk uden videre.

Og Thomas bliver et forbillede for os. For han vender helt om fra tågerne, og ved nu, at den Jesus, han troede død og borte, er selveste Gud i egen person. Som da Moses tog sandalerne af ved den brændende tornebusk, da Herren talte til ham.

Den opstandne Jesus stødte til de to, der vandrede ud til Emmaus. De genkendte ham ikke, ikke før han brød brødet i deres hus. Men så var han borte igen. Da siger de: Brændte ikke vore hjerter, da han udlagde Skrifterne for os?

Sådan lad os huske, hvordan hjertet brænder i os, når vi har hørt Guds Ord.

Helligånden er ikke skeptiker, sagde Martin Luther. Nej, Helligånden giver os tillid til Gud og hans ord, så troen næres og vokser.

Tro og tvivl - prædiken til 1. søndag efter påske

Luk retfærdighedens porte op, hørte vi i læsningen fra Davids Salme 118.

For Jesus har med sin opstandelse åbnet portene ind til Guds rige på vid gab.

Jesus har overvundet selve døden. Derfor er der virkelig en ny retfærdighed, som kommer med ham. Ikke vores gamle retfærdighed, men en ny, som vil få os til at følge Jesus af hele vort hjerte.

For vi har den glæde, at portene ind til paradis står på vid gab.

På vid gab. I al sin hverdagsagtighed. Men der er også noget hverdagsagtigt over påskemorgen. Også her får vi helt konkrete navne på kvinder, der kom ud til graven for at se til deres afdøde kære Herre.

Det var først Maria Magdalene. Maria Magdalene – hun havde været besat af syv onde ånder, og Jesus drev dem ud af hende. Hun fulgte ham siden uden at vige fra ham. Bemærk at det er fri opfindelse, at Maria Magdalene var prostitueret. Og Dan Browns frie fantasier om et forhold mellem Jesus og hende og at de fik et barn sammen, er ren fiktion. Brown bruger Leonardo da Vincis nadverbillede til at påstå, at Magdalene sidder som Jesu hustru ved hans side på billedet. Men i så fald mangler der en af disciplene. Der var som bekendt tolv disciple, og på billedet er der 13 personer, når Jesus tælles med.

***

Så var der Maria, Jakobs mor. Faktisk ved vi ikke, hvem hun var. Men vær ikke i tvivl om, at det gjorde menighederne, da Markus udgav sit evangelium, hvornår det så var, i al fald mellem år 50 og 75, sandsynligvis nok år 6 8-69, umiddelbart før templet blev ødelagt af romerne.

En tredje kvinde, som nævnes med navns nævnelse, er Salome, måske mor til de såkaldte Zebedæus-sønner Jakob og Johannes, dem, som blev kaldt tordensønnerne.

***

Men, vil nogen måske sige: Er der ikke andre evangelier, som er ældre og har mere styr på, hvad der skete? Holder kirken ikke noget hemmeligt for os?

Den tager vi nu. Først Thomasevangeliet. Det har været vældig populært. I sin nuværende form stammer det fra år 350 e. Kr. Det er sandsynligvis skrevet omkring år 200 e.Kr.

Thomasevangeliet er mærkeligt situationsløst. Det er udsagn af Jesus, men uden sammenhæng med virkeligt levet liv.

Halvdelen af udsagnene har paralleller i de fire evangelier, vi har i bibelen.

Nogle vil mene, at i Thomasevangeliet er vi tættere på, hvem Jesus virkelig var.

Men det er et opgør med netop Jesus, som apostlenes fire evangelier fortæller.

I Thomasevangeliet er Jesus ikke død på korset for vores skyld. Der er slet ingen lidelseshistorie i Thomasevangeliet. Og der er heller ikke nogen beretning om Jesu opstandelse. Og heller ikke noget løfte om legemlig opstandelse for dem, der tror på Jesus.

I Thomasevangeliet åbenbarer Jesus hemmelig viden til dem, der kaldes ’værdige’. Frelse består her i indsigt eller erkendelse af ens egen guddommelige oprindelse.

Men i apostlenes fire evangelier og Ny Testamente i det hele tager er frelse eftergivelse af synd og skyld, som bringes i stand ved Jesu stedfortrædende gerning.

Det er det samme i det såkaldte Mariaevangelium, som slet ikke er et evangelium, vi hører intet om hvad Jesus gjorde.

Så der er en afgrund mellem Thomasevangeliet, Mariaevangeliet og apostlenes evangelier.

***

I dag vender vi os til at høre, hvordan Markus fortæller evangeliet. Markus gengav en grundstemning af det, Peter havde givet videre. I en underspillet form er Markusevangeliet Peters særlige vidnesbyrd.

En mand vi i sandhed kan mærke, er et virkeligt menneske på godt og ondt. Han hed egentlig Simon.

Hvilket menneske! Da Jesus ved Galilæas sø kalder på ham, stiger han omgående ud af båden og efterlader nettene og går på valsen sammen med Jesus.

Da Jesus grundlægger sit rige med valget af de tolv apostle, så kalder han først Simon, og der står, at det var ham, Jesus senere gav navnet Peter, Klippe, Sten.

Pudsigt nok forsvinder navnet Simon derefter ud af evangeliet. Han kaldes fra da af Peter.

Og ingen forklaring, hvorfor Jesus valgte det navn.

Jeg tror, at Peter har været så ydmyg, at han ikke har ønsket, at det skulle frem. Det var for meget en ting mellem Jesus og ham selv. Der var kommet så meget til i mellemtiden.

Peter misforstår, hvad Jesus skal, og vil have Jesus til at sige, at han ikke skal lide og slås ihjel, men at han på den tredje dag skal opstå fra de døde.

Her er det, at Peter trækker Jesus til side og prøver at tale ham fra det!

Da bliver Jesus nødt til at sætte Peter hårdt i rette og sige de forfærdelige ord: Vig bag mig, Satan! For Peter bliver fristeren for Jesus. Jesus siger simpelthen til Peter: ”Du forstår jo ikke, hvad der er Guds vilje, men ser det kun fra et menneskelig synspunkt.”

Men det betyder ikke, at Peter bliver sat på porten. Tværtimod. Jesus tager ham og de to andre allernærmeste disciple med op på et bjerg, hvor de ser Jesus i forklaret skikkelse for et øjeblik, mans han taler med Elias og Moses.

Peter bliver så begejstret over synet, at han straks vil til at holde fest med hytter, han vil bygge deroppe på bjerget.

Inde fra en sky lyder der en stemme: ”Det er min elskede Søn! Lyt til ham!”

Da alt er blevet almindeligt igen, siger Jesus til de tre, at de ikke må fortælle, hvad de har oplevet på bjerget, i al fald ikke før han var genopstået fra de døde. De mærkede sig hans ord, og var samtidig utrolig usikre på, hvad han mente med at genopstå fra de døde.

Efter den oplevelse er Peter kommet i balance igen. Så da Jesus siger, at alle vil svigte ham, udbryder Peter: ”Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så gør jeg de ikke!”

Men så får han at vide, jo jo, inden hanen har galet tre gange, har lige netop du, Peter, fornægtet mig tre gange.

Og det skete.

Derefter hører vi ikke mere til Peter. Det er som om, Peter ønsker, at Markus ikke skal skrive mere om ham. Det er jo det totale svigt.

Jo, vi hører, at englen ved graven siger til kvinderne: ’Gå nu hen og sig til Peter og de andre disciple: Jesus tager til Galilæa for at møder med jer dér, sådan som han har sagt jer’.

Hov, her blev sagt mere end som så. Nemlig at Jesus tidligere havde sagt, at han ville møde dem i Galilæa efter han var genopstået.

Men det står ellers ingen steder i evangeliet.

Jo, der står mange ting mellem linjerne.

Det er også meningen. Markus lader Jesus sige gang på gang, at folk ikke må snakke om de undere, han virker. Ja, der står, at Jesus forbyder dem at sige noget. Ligesom disciplene heller ikke måtte tale til nogen om synet af Jesus i forklaret skikkelse dengang på bjerget.

Folk kunne selvfølgelig ikke holde det for sig selv, når de var blevet helbredt, når de havde fået synet eller hørelsen eller førligheden igen.

Men jeg tror, at Jesus var bange for, at folk bare ville tage det hele på en overfladisk måde.

Det egentlige under skulle være troen på ham, en inderlig forening mellem ham og disciplen, mellem ham og mig, mellem ham og dig.

Johanneevangelisten kendte Peter ind og ud, og han syntes, vi skulle høre, hvordan det faktisk gik mellem Jesus og Peter. Nemlig at Jesus der ved Galilæas Sø mødte disciplene. Så bruger Jesus begge Peters navne og spørger ham tre gange: Simon Peter, elsker du mig? Og Peter svarer: Du ved, jeg har dig kær. Og så genindsætter Jesus Peter som apostel og siger: Vogt mine får.

Sådan er det at være den Opstandnes disciple: at erkende sine svigt, og vide, at der kommer nye svigt, men at Jesus er med os i hverdagen og kommer med sin tilgivelse og genopretter alt. Så vi kommer i balance i vores tro og virkelig ikke ønsker at svigte igen.

Selv om det sker.

Og nu kan vi spekulere over, om en anden grund til, at vi ikke hører om, at Peter møder den opstandne Jesus i Markusevangeliet er, at det ville Peter gerne selv fortælle – mundtligt, hver gang. Det skulle efter hans mening måske ikke stå i en bog! Det skulle høres, men hans fiskerstemme, med hans måde at gestikulere på, føre sin stemme på, bevæge sig, så det blev fuldt troværdigt.

I stedet valgte Peter ydmygt at lade Markus fortælle, at det var nogle af deres kvinder, som kom ud til graven og mødte en engel, der forkyndte:

Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus af Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!

***

Men nu kommer noget meget mærkeligt. Markus slutter sit evangelium lige efter – med ordene: ”Så snart kvinderne var kommet ud fra gravhulen, gav de sig til at løbe alt, hvad de kunne. De var ude af sig selv og rystede af sindsbevægelse. De turde ikke fortælle nogen, hvad de havde oplevet.”

Virkelig? De sagde ikke noget til nogen? Som englen ellers havde sagt, at de skulle? Og hvad med meddelelsen til Peter og de andre disciple? Nåede den så ikke frem?

Hvis Markus virkelig sluttede sit evangelium sådan her, så er det en ret utrolig slutning:

”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Punktum.

Vi ved ikke, om det var Markus’ mening at slutte så dramatisk. Nogen vil mene, at en side er faldet af ved slid eller lignende. I al fald har man ret snart syntes, at der skulle fortælles om, hvordan den opstandne Jesus mødte disciplene. Men hvis det var meningen at slutte på den der pludselige facon, så må meningen være, at levende vidner om Jesu opstandelse her skulle tage over. Peter skulle selv helt personligt fortælle, og lige sådan de andre, når de kom ud til folk, landsbyer, synagoger og til udlandet. Det skulle jo være det, de virkelig selv havde set og hørt, der skulle formidles.

Vi ved det ikke. Men vi ved, at Jesus ifølge Markusevangeliet tre gange forudsagde sin lidelse, død og opstandelse.

Så hvis Markus virkelig sluttede så pludselig med at kvinderne ikke sagde noget til nogen, så er det en meget TALENDE slutning, for selve evangeliet forventes at slutte med, at det netop skete, at Jesus opstod, og at han mødte disciplene levende.

Og vi kan endelig gå tilbage til den første linje i Markusevangeliet, hvor det hedder: Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn.

Den overraskende slutning med total tavshed er så talende som kun tavshed kan være. I øvrigt har Markus meget med, at tingene skal være så hemmelige som muligt, og så viser det sig hver gang, at det selvfølgelig ikke kan holdes hemmeligt. Nogle gange forbyder Jesus ligefrem folk at sige noget om de undere, han virker. Men så meget mere taler de om dem! Så jeg synes, at Markus’ slutning med tavsheden taler og taler om det, som englen havde fortalt: Han er ikke her, han er opstanden. Se, her er stedet, hvor de lagde ham.

Kvinderne flygtede og løb væk alt, det de kunne. Væk fra stedet, hvor Jesus ikke længere var.

Det løb væk fra det eneste sted, hvor han i al fald ikke længere var: i graven.

De løber ligesom blæst væk af det lys, der vælder ud fra den tomme grav. De flygter med tankerne: graven er tom, englen siger, Jesus er opstået. Tom! Graven tom! Hjælp!

Men der er slet ikke tvivl om, at de faktisk fik afleveret budskabet til Peter, da de havde overkommet det værste af deres frygt.

For mens de løber, kommer det frem i hovedet: Englen sagde: Vær ikke bange!

Så vi har ikke noget at være bange for.

Han er opstået, graven er tom, og ja, kom, vi løber videre hen til Peter.

De har fået en helt konkret opgave, hvormed englen blidt får dem afsted tilbage til Peter. Hvilken kærlighed til de her kvinder, som virkelig elskede Jesus af hele deres hjerte.

Og efterhånden viser Jesus sig for de forskellige, også disse kvinder og det kan sige: Kristus er opstået, ja, han er virkelig opstået fra de døde, og dør aldrig mere, og giver enhver, der følger ham, del i den nye verdens liv allerede nu, og der skal ikke være ende på det rige den kommende verden, han til sidst skaber.

Prædiken påskedag 2019 - Kolby og Tranebjerg kirker

En prædiken over salmen "Hil dig, Frelser og Forsoner"

(Den danske Salmebog nr. 192)

Salme 192

Vers 1 Jesus, frelser og forsoner

Intet mindre.

Ja, han er et eksempel for os.

I at tjene hinanden.

Men dette tjenersind har ingen kraft, hvis ikke det kommer fra hans frelse og forsoning.

Uden hans tilgivende kraft gennem sin stedfortrædende død er der heller ingen virkelig kraft til at tjene hinanden på en måde, så alt kan forandres, kærligheden kan blomstre, kulden kan svækkes, hjertet kan forvandles, så en kilde springer, hvormed Frelseren renser os for alt ondt.

Vers 2

Du ville opgive alt.

Gud, men ville opgive det for os.

For verden.

Ikke kun opgive alt, men give sig selv for os.

Kun sådan kunne du holde os i live.

Vers 3

Gud er kærlighed. Det kommer til udtryk på korset.

Mere end det: Guds kærlighed SKER netop på korset mest fuldstændigt. Derfor råbte Jesus til sidst: Det er fuldbragt. Kærlighedens offer.

Vers 4

Når vi blot i et glimt fornemmer dette offer for verden, så begynder der at ske noget inde i os.

Ak! Nu føler jeg til fulde

Hjertets hårdhed, hjertets kulde.

Det er den nødtilstand, hvert menneske er i.

Det er min nødtilstand. Jeg kan ikke selv gøre noget ved det. Hjertets hårdhed, hjertets kulde.

Vers 5

Her vælder troen frem sammen med Jesu sår, som han blødte med for min skyld, for din skyld, for jødernes skyld, for danskernes skyld, for amerikanernes skyld, for arabernes skyld, for alle, men altså også for mig, for dig.

Fra Kristi sår vælder der noget frem, som virker noget ufattelig vidunderligt.

Væld udsprang til stort vidunder.

Det er som om der fra Jesu sår flyder en kilde. Og kun den kilde kan gøre det under at forvandle mig og dig.

Et væld som er

Mægtigt til hver sten at vælte.

Der er ligesom en sten sat over hjertet, som var hjertet en grav, og jeg er allerede nu død.

For Gud og for mennesker.

Jesu sår, det tror jeg, kan vælte stenen fra mit hjertes grav.

Men hans sår er fyldt af kærlighed, varm kærlighed, som kan smelte mine isbjerge af hjertets kulde.

Ja, kan vaske blodskyld af.

Blodskyld. Ja, det har Jesus lært fra begyndelsen, at der findes ikke noget der hedder en lille uskyldig synd.

Der findes i virkeligheden kun blodskyld.

Jeg har dræbt mit medmenneskes glæde, er det ikke blodskyld!

Jeg har tiet i det øjeblik, hvor et medmenneske havde brug for et livgivende ord – er det ikke blodskyld.

Men jeg behøver ikke blive ved, men blot tage det til mig: Kristus kan vaske min blodskyld af.

Kun ved hans sår for dig og mig bliver vi nye mennesker, der kan vandre i kærlighed. Og så på ny og på ny må vi knæle og erkende, at vi svigter og kun hans tilgivelseskilde kan redde os fra allerede nu at være fortabte.

Derfor er vores redning kun i foreningen med Kristus. Han lærte os det på så mange måder. Mest tydeligt, da han kaldte sig selv Det Sande Vintræ og os for grenene.

Han er den dybe sammenhæng, som kan bevare mit hjerte og tanker fra at få fra forstanden.

Vi skal som Kristus gennem døden.

Han sagde, at den som tror på mig, skal leve, om han end dør, og den, der lever og tror på mig, er gået over fra døden til livet.

Du, jeg tror, kan det så mage,

At jeg døden ej skal smage.

For han betalte syndens sold, syndens løn.

Betalte.

Hvis der er noget, vi kan forstå, så er det alt det med betaling.

Han betalte vores gæld. På forhånd.

Syndens sold. Vi er i syndens sold, dens soldater. Vi gør, hvad synden vil. Det ligger i os, vi kan ikke modstå synden. Synden er som en general, der udbetaler lønnen til sine soldater. Vores løn i syndens tjeneste er døden.

Det er døden, Jesus betalte for os. Han dræbte døden med sin død.

Derfor sagde han til en af røverne på korset: I dag skal du være med mig i Paradis.

Vers 7

Det er alt sammen en gåde. Korsets gåde. Vi begriber det ikke med logik eller forstand, kun med hjertet.

Gåde rimer på nåde.

Guds nåde får vi kun som noget, vi ikke begriber. For vi har aldrig fortjent os til Guds nåde. Kun til døden.

Sådan ribbet for vores hovmod og selvhøjtidelighed kan vi sige:

Stå mig bi, når fjenden frister!

Ræk mig hånd, når øjet brister!

Sig: Vi går til Paradis!

Amen.

Langfredags prædiken over salmen Hil dig, Frelser og Forsoner

I dag vil jeg tale ud fra den salme vi synger umiddelbart efter prædikenen, nr. 64: Jeg vil mig Herren love.

På https://dendanskesalmebogonline.dk/salme/64/280 kan man høre Barnekows melodi og se teksten.

Jeg har valgt Barnekows melodi, fordi jeg synes den bedre får os til at dvæle ved ordene.

Barnekow har selvfølgelig skrevet melodien med første vers særligt i tankerne.

Derfor er det så stærkt, at han lader os synge:

Jeg vil mig Herren love, som alle mine synder bar

(bemærk hvordan overbevisningen om, at synderne er båret bort, kommer frem i det hurtige løb, når der synges 'alle mine synder bar'!

Maria kom til at bære Jesus i sit moderliv.

Og Jesus kom til at bære alle mine synder.

Det sidste er en sætning fra første vers af den salme, vi synger efter prædikenen.

Maria vovede at sige ja til at føde den Højestes Søn. I salmen synger vi, at vi i troen vil vove at have tillid til netop Ham.

Ja, at vi vil skrive eller tatovere vort hjerte med hans navn og bære det til vor død. Bære det til vor død.  Han bar vore synder, vi vil bære hans navn.

For hans navn kan fordrive sorg og skille os fra al nød, synger vi.  Intet mindre.

Som Maria fik at vide, at for Gud er intet umuligt, sådan tror vi, at Gud ved sin Søn virkelig har magt til at fordrive sorg og nød.

I vers 2 prøver vi at tage til os, at vi virkelig bør give Gud æren. Thi dit er Riget, magten og æren.

Så tit beder vi ordene uden at tænke over betydningen. Vi vælger hver gang vi beder ordene, at give Gud æren, ikke os selv.

Vi minder os selv om, at have Guds pris i hjertet både under arbejde og under hvile.

Og fortsætter: Gud læske mit angerfuld mod. Hvad vil det sige? Min umiddelbare tanke er, at vi har mod, når vi også har anger over vore synder. For så kommer vi også til vor Herre og søger forladelse. Og når vi altid fortryder vore synder over for Gud og næsten, ja, så tilgiver han jo os også for Jesu skyld, og så får vi et vældigt mod til alt, der er gavnligt og godt at virke her i verden.

I de følgende vers priser vi Guds nåde i Jesus Kristus. Vi kender udtrykket fra krig eller dueller, at en får nådestødet.  Det betyder selvfølgelig, at den sårede endelig får  dødsstødet, som det også kaldes. Nådestødet er et stød til død. Men den nåde Jesus har virket, er et stød til liv. Han gav døden dødsstødet og åbnede livets vej for altid for os.

Alt dette begyndte, da Maria sagde ja til at bære Jesus som foster i sit moderliv.

Ved Helligånden, som kom over hende. Også vi har modtaget Helligånden i vor dåb, som altid på ny vil virke mægtigt i os, når vi blot holder os til den nye pagt med Jesus, vor Herre.

Salmen har været skrevet oprindeligt som en vise henvendt til Maria. Efter reformationen blev vi hos os forsigtige med at tildele Maria for megen ære, for ikke at gå Guds og Jesu ære for nær.

Men derfor skal Maria æres højt alligevel for, at hun sagde ja til at undfange og føde Jesus.

Vers 1-3 var vers, der talte om vort forhold til vor Herre Jesus, men i slutningen af vers 3 glider salmen over i en direkte bøn, og den bøn strækker sig over resten af salmen, altså vers 4-7.

Vi mindes om så mange ting i den bøn: At Jesus har fået magten til at styre og råde i verden,

At vi tager vor tilflugt til hans nåde

At vi trøster os ved hans pagt med os

Og vi besinder os på at lade hans ord være i os og søge ham.

Vi takker endelig i vers 6 for al hans tugt og trøst.

Tugt og trøst kan lige så lidt skilles ad, som anger og sandt mod kan.

Tugt – Jesu ord rammer os fra tid til anden som et sværd og gennemtrænger os. For der er det gamle i os, som skal dø, så det nye kan opstå, ikke ved vor kraft, men ved hans kraft.

Da stoler vi ikke på os selv overhovedet, men kun på ham, og så henter vi også trøst hos ham.

For så skal vi bestå for dommen, ja, da skal vi skinne som solen, siger digteren ligefrem, så stor en fortrøstning har han arbejdet sig frem til.

Grunden til en kristens dybeste glæde er, at Jesus Kristus vil være hos os, så bliver mit hjerte glad, siger salmen. Igen og igen. Igen og igen – for sådan er fællesskab – det skal igen og igen blive til, fornyes, styrkes.

Vort fællesskab er med Maria og med apostlene, som fortalte os om, hvordan de både hørte, så og rørte ved Jesus, Livet selv, og at vi senere generationer har fællesskab med dem, og det fællesskab er et fællesskab med Faderen og hans Søn, Jesus Kristus.

Når det fællesskab er der mellem Maria og apostlene og så os, og vi har det fællesskab med Faderen og Jesus, Guds søn, så bliver glæden fuldkommen. Amen.

Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag - udlægning af salmen "Jeg vil mig Herren love"

Vi er på vej mod fastetiden, og fastetiden minder os på en særlig måde om at arbejde med os selv. Én ting er faste fra mad. En anden ting er at faste fra onde og urene tanker, som kommer indefra.

Dagen i dag har navnet septuagesima.

Det betyder den 70. dag.

Enten betyder det, at der er rundet op til 70 fra de 63 dage, der er til påske.

Eller også er det dagene helt frem til søndagen efter påske, der tænkes på.

Under alle omstændigheder ser vi nu allerede frem til påsketiden, til det store under, at Jesus gik levende ud af graven.

Og lignelsen Jesus fortæller i dag, sætter os ind hele verdens historie frem til hans genkomst.

Ja, endnu mere, i verdens historie fra Adam og Eva til tidens ende.

Som vi sang:

Fra verdens morgenstund udgår Guds nåde kald så vide…

Fra verdens morgenstund.

Jesus kalder mennesker ind i sit rige hele vejen frem til tidernes ende, til han selv kommer i skyerne.

***

Hvad er det,

vi bliver kaldet til at være med i?

Hos os i folkekirken er kirken gået hen og blevet lig med kirkebygningen oppe på bakken, med præsten, og måske organisten og kirketjeneren. Kirken er noget, man går i, ikke noget, man er.

Men kirken er ikke institutionen, apparatet med hele organisationen og love og regler.

Kirken er folket, flokken af mennesker, som er kristne ved at være blevet døbt til Jesus Kristus.

Lad os standse lidt ved, at alle, der blev kaldet i lignelsen, arbejdede i vingården, lidt eller meget. De arbejdede.

Hvad betyder det konkret for os kristne?

Hvordan arbejder vi?

Vi lytter til Guds Ord

Vi døber

Vi går til alters

Vi arbejder med at leve, som Jesus har befalet os

Vi har præster, der kan stå for dette sammen med undervisere, musikere og kirketjenere, menighedsråd, provstiudvalg og stift og biskop til at tage sig af det praktiske

Vi samles offentlig for at bede til Gud og takke ham og oplæres i Guds Ord

Og endelig hører det med til dette arbejde som kristen, at vi lever under korset, det vil sige, at vi som Jesus oplever modgang, både indefra og udefra.

Der er ingen stolthed hos kristne over egen styrke og kraft.

Heller ingen stolthed af visdom.

Eller stolthed over rigdom.

Kun stolthed over at få lov til at være kaldet ind i Guds rige, ind i Herrens vingård.

Arbejde i vingården – det er hårdt. Der er solen der svider midt på dagen. Der er beskæring af planterne. Der er koncentration for at skære det rigtige sted.

Arbejderne slider i det i vingården. Er pointen den, at det gælder om at slide i det i Guds rige? Ja, det er en selvfølge, at den der følger efter Jesus, må efterlade alt, må være parat til at efterlade alt. Ikke længere betragte sit liv som ens ejendom, men som et stykke jord, vi har til låns.

Hvad vil det så sige at arbejde i vingården, altså i efterfølgelse af Jesus? Det vil sige at kæmpe med at sætte sig selv til side for ham og for andre.

Paulus taler om, at han er som en bokser, der slider, så han kan sætte de rigtige slag ind på det rigtige tidspunkt. Det handler om det kostbare øjeblik.

Det handler om at tage sit kors op og følge ham. Altså tage modgang på os, som noget vi bærer som en del af vores efterfølgelse af ham.

Om det siger den erfarne præst Christian Scriver fra 1600-tallet. Hans sprog er anderledes, men det betaler sig at dvæle ved det, han siger:

Det vil sige at klæde sig dagligt i venlighed, ydmyghed, sagtmodighed og tålmodighed, ligesom en vandringsmand i en velforet kappe, som en kraftig regn kan rinde nedad uden at gennemtrænge den.

Og han fortsætter:

En troende kristens hjerte er ligesom et kar, fyldt med vand og olie, hvor olien altid svømmer ovenpå, og om man end ryster det nok så meget, så kommer den dog bestandig på ny til syne. Venligheden og fredsomme-ligheden har hele tiden overhånden hos ham, og om end næsten giver årsag til trætte og misforståelse, så søger han dog altid med lemfældighed at afværge den og at vedligeholde freden, efter apostlens ord: ”Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker!” (Kol. 3,15).

Og videre:

En kristens hjerte er ligesom magnetnålen i kompasset, der altid, selv i heftig storm og bølgegang, vender mod nord; således er også en kristens øjemed altid selv midt under anledningen til trætte og uenighed, ja midt under ordstriden henvendt til fred og kærlighed.

Og endelig siger Scriver:

Sandelig, de som er af den mening, at man godt kan have et hårdt og fjendtligt hjertelag mod næsten og dog have nåde og syndernes forladelse hos Gud ved Kristus, de ved ikke, hvad Guds nåde og syndernes forladelse er, og har aldrig fornemmet dens søde kraft, og der er ingen tvivl om, at de ved Satans forblindelse bedrager sig selv med et falskt håb. Når vi vel have nåde hos Gud og dog ikke elsker vor næste, så er dette det samme, som om nogen ville holde godt venskab med en far og dog gøre hans børn alt muligt imod, udskælde og slå dem, hvor som helst han traf dem. Ej heller er der noget, som næst efter Helligåndens indvortes vidnesbyrd mere kan forvisse os om syndernes forladelse, om nåde og barneret hos Gud og om Herren Jesu samfund end netop forligelsen med næsten.”

***

Vi ser i Jesu lignelse om vingården, at den, der havde arbejdet længst og mest vedholdende i vingården, var ham, der blev hård mod de andre, som havde arbejdet mindre. Det viser sig, at han går mere op i løn end i taknemmelighed over at måtte arbejde med i stedet for at gå ledige.

Det viser sig, at han har et hårdt hjerte, både over for de andre, men også over for Herren.

Det viser sig nemlig, at meningen med lignelsen er – Guds nåde, som er lige stor for enhver. Uden forskel. Der er ingen forskel. Der kan ikke være en forskel. For sådan er den gode Gud, uden forskelsbehandling.

Det viser sig, at arbejdet i vingården naturligvis er afgørende. Men mere afgørende er, at alle behandles ens. Ja, for en sikkerheds skyld siger Jesus, at de sidste skal blive de første. Vingårdsejeren udbetaler simpelthen løn til de sidste, trods deres meget korte arbejdsdag.

I Guds rige har vi alle behov for det samme, nemlig Guds nåde over vores ødelagte liv. Guds nåde ved, at Jesus døde for os.

Vingårdsejerens Søn, Jesus, sled igennem i sin egen vingård. Sled til blodet randt på korset. Derved frelser han enhver, som lader sig kalde til at følge ham efter i tro og lydighed.

***

Så står det klart, at vi skal arbejde, men at vi dybeste set ikke fortjener os til noget hos Gud.

Det står også klart, at Gud ingen forskel gør på folk. Det forvisser denne historie os om.

Så vi ikke kan modsige det.

Og til vandringen giver han os igen og igen af sin vin, nemlig set eget dyrebare blod, som han udgød til syndernes forladelse.

Prædiken om at takle modgang og om at være kristen - 17. februar 2019

Vi er på vej mod fastetiden, og fastetiden minder os på en særlig måde om at arbejde med os selv. Én ting er faste fra mad. En anden ting er at faste fra onde og urene tanker, som kommer indefra.

Dagen i dag har navnet septuagesima.

Det betyder den 70. dag.

Enten betyder det, at der er rundet op til 70 fra de 63 dage, der er til påske.

Eller også er det dagene helt frem til søndagen efter påske, der tænkes på.

Under alle omstændigheder ser vi nu allerede frem til påsketiden, til det store under, at Jesus gik levende ud af graven.

Og lignelsen Jesus fortæller i dag, sætter os ind hele verdens historie frem til hans genkomst.

Ja, endnu mere, i verdens historie fra Adam og Eva til tidens ende.

Som vi sang:

Fra verdens morgenstund udgår Guds nåde kald så vide…

Fra verdens morgenstund.

Jesus kalder mennesker ind i sit rige hele vejen frem til tidernes ende, til han selv kommer i skyerne.

***

Hvad er det,

vi bliver kaldet til at være med i?

Hos os i folkekirken er kirken gået hen og blevet lig med kirkebygningen oppe på bakken, med præsten, og måske organisten og kirketjeneren. Kirken er noget, man går i, ikke noget, man er.

Men kirken er ikke institutionen, apparatet med hele organisationen og love og regler.

Kirken er folket, flokken af mennesker, som er kristne ved at være blevet døbt til Jesus Kristus.

Lad os standse lidt ved, at alle, der blev kaldet i lignelsen, arbejdede i vingården, lidt eller meget. De arbejdede.

Hvad betyder det konkret for os kristne?

Hvordan arbejder vi?

Vi lytter til Guds Ord

Vi døber

Vi går til alters

Vi arbejder med at leve, som Jesus har befalet os

Vi har præster, der kan stå for dette sammen med undervisere, musikere og kirketjenere, menighedsråd, provstiudvalg og stift og biskop til at tage sig af det praktiske

Vi samles offentlig for at bede til Gud og takke ham og oplæres i Guds Ord

Og endelig hører det med til dette arbejde som kristen, at vi lever under korset, det vil sige, at vi som Jesus oplever modgang, både indefra og udefra.

Der er ingen stolthed hos kristne over egen styrke og kraft.

Heller ingen stolthed af visdom.

Eller stolthed over rigdom.

Kun stolthed over at få lov til at være kaldet ind i Guds rige, ind i Herrens vingård.

Arbejde i vingården – det er hårdt. Der er solen der svider midt på dagen. Der er beskæring af planterne. Der er koncentration for at skære det rigtige sted.

Arbejderne slider i det i vingården. Er pointen den, at det gælder om at slide i det i Guds rige? Ja, det er en selvfølge, at den der følger efter Jesus, må efterlade alt, må være parat til at efterlade alt. Ikke længere betragte sit liv som ens ejendom, men som et stykke jord, vi har til låns.

Hvad vil det så sige at arbejde i vingården, altså i efterfølgelse af Jesus? Det vil sige at kæmpe med at sætte sig selv til side for ham og for andre.

Paulus taler om, at han er som en bokser, der slider, så han kan sætte de rigtige slag ind på det rigtige tidspunkt. Det handler om det kostbare øjeblik.

Det handler om at tage sit kors op og følge ham. Altså tage modgang på os, som noget vi bærer som en del af vores efterfølgelse af ham.

Om det siger den erfarne præst Christian Scriver fra 1600-tallet. Hans sprog er anderledes, men det betaler sig at dvæle ved det, han siger:

Det vil sige at klæde sig dagligt i venlighed, ydmyghed, sagtmodighed og tålmodighed, ligesom en vandringsmand i en velforet kappe, som en kraftig regn kan rinde nedad uden at gennemtrænge den.

Og han fortsætter:

En troende kristens hjerte er ligesom et kar, fyldt med vand og olie, hvor olien altid svømmer ovenpå, og om man end ryster det nok så meget, så kommer den dog bestandig på ny til syne. Venligheden og fredsomme-ligheden har hele tiden overhånden hos ham, og om end næsten giver årsag til trætte og misforståelse, så søger han dog altid med lemfældighed at afværge den og at vedligeholde freden, efter apostlens ord: ”Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker!” (Kol. 3,15).

Og videre:

En kristens hjerte er ligesom magnetnålen i kompasset, der altid, selv i heftig storm og bølgegang, vender mod nord; således er også en kristens øjemed altid selv midt under anledningen til trætte og uenighed, ja midt under ordstriden henvendt til fred og kærlighed.

Og endelig siger Scriver:

Sandelig, de som er af den mening, at man godt kan have et hårdt og fjendtligt hjertelag mod næsten og dog have nåde og syndernes forladelse hos Gud ved Kristus, de ved ikke, hvad Guds nåde og syndernes forladelse er, og har aldrig fornemmet dens søde kraft, og der er ingen tvivl om, at de ved Satans forblindelse bedrager sig selv med et falskt håb. Når vi vel have nåde hos Gud og dog ikke elsker vor næste, så er dette det samme, som om nogen ville holde godt venskab med en far og dog gøre hans børn alt muligt imod, udskælde og slå dem, hvor som helst han traf dem. Ej heller er der noget, som næst efter Helligåndens indvortes vidnesbyrd mere kan forvisse os om syndernes forladelse, om nåde og barneret hos Gud og om Herren Jesu samfund end netop forligelsen med næsten.”

***

Vi ser i Jesu lignelse om vingården, at den, der havde arbejdet længst og mest vedholdende i vingården, var ham, der blev hård mod de andre, som havde arbejdet mindre. Det viser sig, at han går mere op i løn end i taknemmelighed over at måtte arbejde med i stedet for at gå ledige.

Det viser sig, at han har et hårdt hjerte, både over for de andre, men også over for Herren.

Det viser sig nemlig, at meningen med lignelsen er – Guds nåde, som er lige stor for enhver. Uden forskel. Der er ingen forskel. Der kan ikke være en forskel. For sådan er den gode Gud, uden forskelsbehandling.

Det viser sig, at arbejdet i vingården naturligvis er afgørende. Men mere afgørende er, at alle behandles ens. Ja, for en sikkerheds skyld siger Jesus, at de sidste skal blive de første. Vingårdsejeren udbetaler simpelthen løn til de sidste, trods deres meget korte arbejdsdag.

I Guds rige har vi alle behov for det samme, nemlig Guds nåde over vores ødelagte liv. Guds nåde ved, at Jesus døde for os.

Vingårdsejerens Søn, Jesus, sled igennem i sin egen vingård. Sled til blodet randt på korset. Derved frelser han enhver, som lader sig kalde til at følge ham efter i tro og lydighed.

***

Så står det klart, at vi skal arbejde, men at vi dybeste set ikke fortjener os til noget hos Gud.

Det står også klart, at Gud ingen forskel gør på folk. Det forvisser denne historie os om.

Så vi ikke kan modsige det.

Og til vandringen giver han os igen og igen af sin vin, nemlig set eget dyrebare blod, som han udgød til syndernes forladelse.

Den kerubiske hymne - citeret som afslutning på prædikenen Helligtrekongers søndag

Den kerubiske hymne - teksten:
Vi, som i et mysterium efterligner keruberne

Og synger hellig, hellig, hellig

til den liv-givende Treenighed,

lad os nu lægge

enhver bekymring for livet bort

så vi kan tage imod alles Konge,

som usynligt ledsages af de englenes hærskarer.

Prædiken til Helligtrekongers søndag: Stjernen, Kongen, Frelseren, bekymringsløshed

Det stormer og meget blæses væk.

Tiden blæser også meget væk.

Vores liv er som en blomst, den blomstrer op, så visner den, og bagefter er der ingen, der ved, hvor den stod og blomstrede. 

Måske er det vigtigste, der kan siges om os, når vi dør, om vi blomstrede, om vort liv bar frugt. En varig frugt. Men hvordan skal det blive en varig frugt?

***

Dronningen talte i sin nytårstale om, at vi ikke rigtig ser hinanden. Nej, og måske ser vi heller ikke alle de andre folkeslag, ja, måske ser vi ikke folkeslagene i fortiden. I dag bliver vi mindet om at være solidariske med alle folkeslag.

I dag hører vi, at alle jordens slægter skal velsignes i og gennem Abraham, ham, hvem omskærelsen blev givet af Gud som pagtstegn.

De tidlige kristne glemte aldrig omskærelsen og begyndte for deres vedkommende at holde fast i omskærelsen som en åndelig omskærelse, sådan som en profet siger det. 

Og Jesus taler også om hjertets omskærelse, når han taler om, at den gren, der ikke bliver på ham, skæres af, fordi den ikke bærer frugt.

Til dagenes ende er vi forbundet med Israels folk. Alle de særlige love i Israel gjaldt alene dette folk, og vi har vore egne love som folk.

***

Fra gammel tid har nytårsdag været forbundet med Jesu omskærelse og navngivning af ham.

Omskærelsen sker på den 8. dag, og det er i dag den 8. dag efter vores fejring af Jesu fødsel.

Omskærelsen er en pagt med Gud, hvorved den enkelte blive optaget i pagten.

Det er godt at huske på, at Jesus var jøde og ikke arier eller dansker eller amerikaner. Jo, han var jøde, han var et menneske.

Omskærelsen stiftede Gud med Abraham og lovede, at Abraham ville blive fader til en mængde folkeslag. 

Det ligger i selve det navn han fik, for før den tid hed han Abram. Nu skulle han hedde Abraham, som er Abram i flertal, for alle folkeslag. 

Paulus var også jøde, og havde læst skrifterne ganske grundigt. Han så det sådan, at det hele ikke begyndte med omskærelsen, men med Abrahams tro på Gud. 

Sådan lyder det i 1. Mos. 15,5-6, at Gud lover Abraham afkom som himlens stjerner (tæl dem, hvis du kan, beder Gud ham om).

Så hedder det: ”Abraham troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.”

Altså: troen kom forud for pagten med omskærelsen som tegn. 

Det er Paulus’ øjne derfor, at folkene skal søge velsignelsen i Abraham, nemlig i hans tro på Herren.

Derfor siger Paulus: I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus.

Betyder det så, at kristne kan slappe af, for vi er frelst ved troen på Jesus og gerningerne er lige meget? Bestemt ikke!

For i næste sætning siger Paulus:

Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.

Udtrykket at iklæde sig en person var kendt. For eksempel kunne man tale om at ’iføre sig Tarkvinius. Tarkvinius var en tyran, så det man egentlig sagde var, at man ville spille Tarkvinius.

Vi skal spille Kristus! Hvilket dristigt udtryk.

Det betyder: vi skal få hans sindelag og handlemåde, vi skal blive som ham, som hans brødre og søstre, som Guds børn.

Så vi skal ikke bare spille ham, men være som ham, og vejen til at være som ham går kun gennem at være på ham som grenen på træet. Grenen der modtager saften fra træet, som bærer frugt, fordi den er på træet. 

***

Læg mærke til, at Abraham i det, vi hørte læst før, fra 1. Mos. 12, får besked på at sætte sig i bevægelse. Gå! Siger Herren til ham.

Gud griber ind i Abrahams liv. Sådan griber han også ind i vore liv. Gå! for kristne også at vide: Gå ud til alle folkeslag og gør dem til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Sådan velsignes alle folkeslag ved Abraham og Kristus, de velsigner sig, de kommer til tro på Kristus og følger ham.

Men Gud siger, at han ikke bare vil velsigne dem, der velsigner Abraham, men også forbande dem, der forbander ham.

Skal vi virkelig forbande? Nej, her satte Jesus et andet ord op imod ordene til Abraham, han sagde i stedet: Velsign dem, der forbander jer og bed for dem, der mishandler jer. Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer

Det siger han, hvis navn på denne dag blev Jesus.

Hans navn er virkelig ét med hele hans væsen.

I ham ser vi Guds navn åbenbaret så enkelt, så ethvert barn kan udtale det. 

Så hjemligt. Navnet Jesus. Det betyder, fortæller Matthæusevangeliet, ham, som vil frelse folket fra dets synder.

Sådan er han: han ofrede sit liv på korset for at vi kunne gå fri, han bar vore synder som et lam, der føres til slagtning, han bar dem.

Han tog den straf, der lå på os, og bar den bort. Han fjernede den forbandelse, der ellers hviler over os.

Når han nu er den, der vil frelse os, så betyder det, at vi ikke er hovedpersoner i vores liv, men bipersoner. Jesus er hovedpersonen. Ligesom grenen ikke er hovedsagen, men træet er. Så foreningen med Jesus handler det om.

Og i tilbedelsen af ham kan vi vænne vort hjerte til at tage imod, at lægge bekymringerne for vort liv og fremtid bort.

Og tage imod kongen, Jesus Kristus.

Og i lovsangen være der, hvor himlens hærskarer og vi er forenet også, og når vi har sunget den trefoldige helligsang til Gud, og bragt vort liv frem for ham og takket for det hele, så modtager vi Jesu offer, hans tilgivelse, hans opstandelsesliv, så vort blod kan slå roligt med hans blod.

Prædiken til nytårsdag 2019

Hvad er det med Midjans dag, som vi hører hvert år juleaften i læsningen fra Esajas?

Gideon i det gamle testamente stod over for midjaniternes stærke hær. Midjanitterne havde hersket over Israel i syv år, og israeliterne overlevede i huler og i bjergene og klippeborge.

Da sagde Gud til Gideon, at han skulle give bar nogle få hundrede af sine soldater lys og krukker, som de skulle skjule flammen med. 

De omringede så midjanitternes lejr. De blæste da på trompeter og smadrede krukkerne, så lyset kom for dagen. De havde lyset i den ene hånd og trompeten i den anden. Midjaniterne blev så oprevet, at de med deres sværd slog hinanden ihjel i forvirringen. Sådan sejrede Gidoen med krukker, lys og trompeter.

Det er det, der ligger bag ordene vi hørte fra Esajas:

Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner frem for dem, der bor i mørkets land. I huler og bjergene, i vore huse og lejligheder og værelser.

Og: For det tyngende åg og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag.

Den sejr, vi venter, er sejren over alle magter, der vil ødelægge os, indefra og udefra: synden, døden og Satan.

De magter knuses eller neutraliseres af det lys, der er tændt i os i dåben.

Lyset kommer fra ham, der kalder sig selv Verdens Lys, Frelseren, Kongen af Guds rige.

Han tænder altid lys i mørke. Hver gang vi så meget som påkalder hans navn, ja, så tænder han på en eller anden måde et lys.

Og så kan det være, at vi får mod til at knuse lerkrukken, der skjuler lyset, og vi tør lade lyset skinne. For det vil Frelseren, Jesus, også, at vort lys skal skinne for mennesker. Det lys, vi har fået fra ham. Hans ånd virker i os og kan forandre os, så lyset virkelig begynder at skinne for andre.

***

Vi plejer at forstå, at Josef og Maria kun lige akkurat nåede frem til Betlehem, da hun skulle føde.

Men sådan siger Lukas ikke, hvis vi kigger grundigt efter. Nej, han siger: Og mens de var der, kom tiden, da hun skulle føde. Med andre ord: De var fint installeret hos familie, venner eller bekendte – eller fremmede. Og SÅ kom tiden, da Maria skulle føde.

Det kan også være, at de opholdt hos fremmede, som gerne tog imod dem. Der VAR plads til dem.

***

Katalyma – plads i herberget. Ikke et herberg, ikke en kro, men et gæsteværelse.

Selv oplevede jeg kort før jul mellemøstlig gæstfrihed ved et besøg hos en syrisk familie. Vi var i færd med at ville tage hjem, da en datter udbryder: Nej, I skal sove her!

Et smukkere udtryk for gæstfrihed kender jeg næsten ikke. Og så i barnemund.

Så folk havde huse med eet familierum og bagerst et rum til dyrene. Så der var dyre- og menneskevarme. Folk havde jo ikke centralvarme eller andre moderne former for opvarmning af husene. Det var forbeholdt meget datidens milliardærer at have indlagt rør med varmt vand i gulvet.

Nej, dyrene var opvarmningen. En gæst varmede vel også ekstra op.

Så der var ikke plads i --- gæsterummet. Der var fyldt op med andre gæster. Men gæstfriheden kunne ikke sætte grænser, så derfor blev barnet lagt i en af dyrenes krybber. Trods alt æder en ko ikke så meget om natten.

Jeg har en anden erindring. En fra Mellemøsten, jeg kender, har et familiemedlem med alvorlig sygdom. Derfor kommer slægtninge, også fjerne, for at hilse og i værste fald sige farvel. Min bekendte kunne berette, at der var fyldt fuldstændig op med gæster på gulvet. Hvor der er hjerterum, er der husrum.

Jesus begyndte i en krybbe. Men vi ved, at han den sidste aften her på jorden opholdt sig i et gæsterum i Jerusalem for at spise det sidste måltid sammen med sine venner.

Sådan er vi også på vandring i vores liv. Måske har vi ikke alle lige frem ligget i en krybbe, men så på en sofa, som nogle venligt har lånt os i nød. En sådan sofa eller seng, som en ven låner os i en svær situation, ja, det er som at være i baronens seng!

Jeg begyndte med at sige, at der VAR plads til Josef og Maria, og også Jesusbarnet. Det var nok rarere at have lidt privat omkring fødslen og de første dage derefter. Det var der nok ikke plads til i gæsteværelset. Men altså: der VAR plads.

Hvor der er hjerterum, er der husrum.

Jesus har hjerterum. Hans krybberum viser, at han gerne vil være i det mindste sted, hvor der gives ham plads.

Derfor beder vi:

Kom, Jesus, vær vor hyttegæst,

Hold selv i os din julefest.

Prædiken juleaften 2018

1 Vi skal lægge mærke til er, at Jesu fødsel er verdenshistorie, så derfor hører vi, hvem der var kejser i Rom, da han blev født. Kejseren er nemlig selve årsagen til, at Josef og Maria må til Betlehem for at indskrives der.

Jesus blev ikke født i en tåget fortid, han blev født, mens en bestemt kejser var kejser i Rom og herskede over Israel, som han havde besat.

En kejsers befaling kan af Gud bruges til at få hans vigtigere formål til at ske. Hvad skulle Augustus have registreret? Det er der stor uenighed om, og nogen mener, at det ikke kan passe med, hvad man ellers ved. Men nogle mener, at Augustus ikke var helt tilpas med Herodes som han havde været og derfor havde behov for, at folk skulle møde op og afgive et løfte om loyalitet over for kejseren.

Med kejser Augustus’ navn nævnt, har vi en tidsangivelse, men Lukas var ikke interesseret i nøjagtige tidsangivelser. Han var så lidt optaget af tidsangivelser, så da han fortæller om Jesu fremtræden for folket, siger han, at Jesus var ’omkring 30 år gammel’.

Det var formentlig kun få, der skulle til deres hjemby, som nu Josef og Maria der skulle til Betlehem, nok fordi de har noget jord der i familiens eje. Derfor skal de registreres der, og ikke i deres hjemby Nazaret. Fra Galilæa til Betlehem ville tage en tre dage.

En mærkelig ting er, at Maria skulle med overhovedet, for i romerriget var det kun mænd, der skulle betale en personlig skat. Men sådan var det ikke i Syrien, her skulle kvinder ned til 12 års alderen også betale. Så derfor var Maria med, og derfor blev Jesus født i Betlehem.

I Guds store plan for verden var det nødvendigt, at Jesus skulle fødes i Betlehem. For ud fra profetier var forventningen naturligt, at Frelseren, Kongen af Guds rige, skulle fødes i Betlehem. For Betlehem var kong Davids by, og profetierne knytter Fredskongen til Davids by. Derfor understreger juleevangeliet også, at Betlehem var Davids by.

Altså: det er den nye konge, der nu ligger i sin vugge.

2 Og så skal vi lægge mærke til, er at Jesus bliver født i temmelig ydmyge omgivelser. Der bliver nævnt en krybbe, han blev lagt i; og der kom hyrder til stede. Hyrder var dengang det nederste lag i befolkningen. Faktisk blev de foragtet af andre. Gud tager imod almindelig ydmyge mennesker og mennesker i nød, han vælger at åbenbare sin frelse for hvem, han vil. Og sådan bliver det ved i hele evangeliet og til verdens ende.

Hyrderne på Betlehems marker minder os igen om kong David. Han vogtede også får, før han blev konge.

Englenes budskab – ja, hvad gik det ud på?

Det første englen sagde var:

Frygt ikke!

Dernæst: Han forkynder en stor glæde. Det er næsten en underdrivelse. Sådan kan det være, hvis tingen betyder rigtig meget for os, så synker vi lidt ned i os selv og har ikke trang til at slynge om os med store ord.

Det er nok at sige, at det er en stor glæde – hjertet har nok i det.

En glæde for alle. Ikke for nogle særlige mennesker, men for – alle. Alle – som i alle.

Hvad mere siger englen: der er født jer i dag en frelser.

Sådan blev også frelserens navn Jesus, det betyder: Herren frelser, eller Herre! Frels dog!

Og Frelseren skal findes født lige nøjagtig, hvor han bør fødes: I Betlehem, i Davids by – så nu er det sevet ind!

Englen fortsætter med at sætte navne på:

Han er Kristus, Herren.

Kristus – hvad betyder det? Den salvede, altså: den salvede konge. Sådan blev konger også før i tiden salvet i historiens løb.

Og det fine er, at vi bliver hans brødre og søstre, så vi modtager på en måde en salvelse, når vi blev døbt eller bliver døbt.

Vi bliver også kongelige. Får en kongelig værdighed. Uanset hvordan vores liv i øvrigt ser ud. Hvor andre vil sige: det ser ikke kongeligt ud. Jo, det er kongeligt at være døbt til at tilhøre Jesus Kristus, den salvede Konge.

Som bringer sit rige med sig, åbner sit riges dør for os.

Og så siger englen: Han er også Herren.

Herren – det var navnet på Gud i den gamle pagts tid, lige fra Adam og Eva over Abraham, Isak og Jakob frem forbi Moses og til profeterne.

Det, englen siger, er, at Jesus virkelig er eet med Gud selv, han er Guds Søn, han har altid været.

Derfor har en kristen ladet Maria ligesom tale til sit barn Jesus og sige:

Hvor er jeg dog forundret over, at der her foran mig

ligger et ’gammelt’ spædbarn!

Hans øje er er helt rettet mod himlen, samtidig med

at Han konstant pludrer. Hvor Han ligner mig,

selvom det tyste ved Ham minder mig om Gud.

Hvem har dog set et spædbarn,

som ser koncentreret på alting? Det ligner blikket

fra Ham, der har styr på alle skabninger oventil

og hernede. Hans blik ser ud som hos Gud,

der har magten over universet.

Hvordan kan jeg åbne mælkekilden

for dig, som er Kilden? Hvordan kan jeg give

mad til dig, som opholder alle ting

med mad fra sit bord? Hvordan kan jeg komme

med svøbet til Ham, som er klædt i lysets stråler?

Jul-på-forkant prædiken 23. december i Onsbjerg kirke

De sidste søndage i advent har Johannes Døberen i fokus. 

Det kan synes mærkeligt.

Men jeg tænker det er lidt som med juleaften, da jeg var barn.

Alt lys blev slukket lige før, vi skulle ind og gå om juletræet. Så gik mor og far ind og tændte lysene på juletræet, vi stod pænt i række, den yngste forrest, og så kom vi ind i den dejlige varme stue, som normalt slet ikke var så varm og tiltrækkende. Og hjertet fyldtes med ubeskrivelig glæde.

Så de sidste to adventssøndage – ja, da er det som om lyset slukkes.

Hvorfor? Fordi det sande lys, Jesus, var ved at gøre sig klar til at træde frem for verden.

Han var ligesom skjult i verden indtil han trådte frem som trediveårig.

Det er det, Johannes Døberen siger, når han siger: Midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig. 

*** 

Johannes Døberen er også lidt som en mand, der kommer frem i rampelyset på teaterscenen. Alt lys i salen er slukket. Alle venter spændt. Nu taler han, og når han er færdig, lusker han bort og er glemt, for i samme nu går scenen op, for nu kommer det virkelige. Manden på scenen var blot en forløber.

Sådan var Johannes Døberen også.

Men hvilken forløber, hvilken mand på scenen. 

De lærde fra Jerusalem skal ud og finde ud af, hvem han selv siger han er. De tænker, at der er noget helt specielt ved ham. Han har disciple, han samler dem, han underviser, han døber.

Er du Kristus? Nej. En af profeterne. Næ.

Hvem er du så?

Og svaret fører os tilbage til Esajas bog, som vi fik læst fra i starten af gudstjenesten.

”Jeg er en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej! (Esajas 40,3).

Så Johannes Døberens opgave var meget større end en mand på en scene. Han var vejarbejder. Han skulle komme med en bulldozer med megen larm, så vejen kunne blive banet. Bare se på cykelstien, de er i gang med ved Maarup nu. Man er ikke i tvivl om, at en vej er ved at blive planeret og lavet her. Og det er endda bare en cykelsti.

Det larmer, vejarbejde. Hvad skal det sige? At Johannes Døberen fortalte folk, at de var nødt til at vende 180 grader rundt med deres liv. Omvend jer, Guds rige er nær, sagde han.

Johannes skulle bane vejen for Herren.

Det, som vi hørte om i læsningen fra Esajas.

At Herren kommer, at Herren er konge.

Det vil sige, at den vej, Johannes Døberen skulle bane, var en vej, så Herren kunne komme hver enkelt ganske nær.

Det budskab, som skal lyde, fortæller Esajas, er budskabet om fred, det er et godt budskab, og der skal forkyndes frelse for folket. 

Landet lå dengang i ruiner, høre vi. 

Men sådan er Gud, han kommer, når vi er i ruiner i vores liv. Tænk tilbage på de gange, hvor han har hjulpet os tilbage på sporet, ja, vi taler jo ligefrem om økonomisk ruin, og så de ruiner, som ulykker, tab og alt muligt er for os.

Herren kommer. Som konge.

Han kommer med fred, godt budskab, frelse, trøst.

Da Johannes har banet vejen, træder Jesus også pludselig frem. Han dukker op ude hos Johannes Døberen ved Jordanfloden og bliver døbt og begynder sit virke.

Og som Esajas skrev om folket: De jubler i kor, for med egne øjne ser de Herren vende hjem.

Sådan så folket dengang Jesus ansigt til ansigt, og da han var opstået og viste sig for disciplene, strålede det fra ham, så deres glæde for altid var i deres hjerter, så de gik gennem ild og vand for at fortælle om ham til verden.

Sådan er vor Gud. Han kommer til os. Med stærk nåde, som vi sang i salmen Sions vægter.

Han kommer og gør dag af nat.

Og når vi påkalder vor Herre Jesus, da kommer han og gør dag af nat.

Og vi fornemmer, at en dag skal livets træ blomstre i Guds rige, som vi også sang om i den salme.

Derfor er der grund til glæde. Ja, mere endnu, det er en pligt for os at være glade, uanset hvad der sker i vores liv. Det er let sagt, men det var det ikke for Paulus, for da han skrev de ord til menigheden i Filippi i Makedonien, da sad han i lænker i fængsel.

Og han gentager: Glæd jer!

Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær.

Ja, og julen er nær. Juleevangeliet er nær:

Som englen sagde til hyrderne på marken:

I dag er der født jer en frelser, han er Kristus, Herren!

***

Et meget mærkeligt ord er dette hos Esajas: Herren har blottet sin hellige arm for øjnene af alle folkene.

Det lyder som en bokser, der viser sine svulmende armmuskler.

Men vi ved jo, at da Jesus kom, så kom han spæd, blev født i en hule eller stald og lagt i dyrenes krybbe, og der ser vi en blottet arm, et spædbarns arm blottet.

Vi ved, at Jesus trådte frem med ordets magt, med en uhørt myndighed, så folk forvandledes til disciple, for en sådan myndighed som han havde, havde de aldrig set hos landets lærde og præster eller konger.

Prædiken til 4. søndag i advent: afslutning på vejarbejdet

For et træ er der håb. Sådan siger Job. Men for et menneske er er ikke noget håb.

Kan en, der er død, få liv,

Da ville jeg holde ud alle min trængsels dage, til afløsningen kom.

Men det er netop af den grund, at vi holder ud i trængsler, fordi Jesus er opstandelsen og livet.

Han kaldes også et træ, livets træ…

Fordi han virkelig er opstanden,

fordi han virkelig forlod graven,

Ikke levende for endnu engang at dø,

For aldrig at dø igen.

Men det med uforgængelighed, som Paulus nævner, hvordan skal vi forestille os det?

Det forgængelige er, at alting her får en ende, de skønneste oplevelser varer jo ikke ved, det dejligste kaffebord dækket til familien ved en fødselsdag finder sted og bliver ikke bare ved og ved.

Og for nogle er det forgængelige også, at der ikke er en familie at holde fødselsdag med, ingen børn og børnebørn at lege med, indtil man skal hen og drikke kaffen ved kaffebordet sammen.

Uforgængelighed skal vi nu have et billede på. Guds synlige rige.

Vi kan bruge C.S. Lewis’ beskrivelse i Narnia-bogen Det sidste slag. Her er børnene i Narnia kommet fra Narnia til et endnu bedre land:

”Arbejdet er forbi; ferien er begyndt. Drømmen er endt; det er morgen nu… hele deres liv i denne verden … havde kun været omslaget og titelbladet; nu var de omsider begyndt på Første Kapitel i Den store Bog, som ingen på jorden har læst, som bliver ved og ved, og i hvilken hvert nyt kapitel er bedre end det foregående.”

Altså: ferien er begyndt! Skuldrene ned! Og sammen med glæden over Jesu opstandelse, og derfor kraften til at overvinde alle genvordigheder i vores daglige liv, så er det et eventyr med et evigt håb at være kristen.

***

Jeg har læst, at myndighederne i Algeriet er bekymret over, at mange bliver kristne. Den kilde, jeg har hørt, siger, at myndighederne siger følgende til forældre: ”Hvis du ser dine børn glade og tilgivende ... så er de nok blevet kristne.”

Det er hvad en statsmagt føler, troen på Jesus gør ved mennesker.

Hvis de er glade og tilgivende… Det er essensen i den forandring, som evangeliet gør på kristne. Og hver gang vi lader surmuleri og andet få overtaget, ved vi, at vi i Jesu opstandelse og i hans kraft ved Helligånden kan vente hjælp, og derfor er vi udholdende trods det, der kan trykke ned.

***

David Suchet, som har spillet Shakespeare, men er mest kendt for sin hovedrolle i Hercule Poirot, fortæller, hvordan han for få år siden lå i sit badekar på et hotel i USA, da han fik en pludselig og impulsiv lyst til at læse i Bibelen. Det lykkedes at få fat på en bibel, udlagt af Gideonitterne, og han begyndte at læse i Det Nye Testamente. Mens han læste, kom han til tro på Jesus Kristus. Han sagde:

”Et eller andet sted fra fik jeg denne lyst til at læse i Bibelen igen. Det er den vigtigste del af min omvendelse. Jeg begyndte med Apostlenes Gerninger og fortsatte med Paulus’ breve – Romerbrevet og Korinterbrevene. Og det var først efter det, jeg kom til evangelierne. I Det Nye Testamente opdagede jeg pludselig den måde, livet burde leves på.

Derfor bringer jeg nu nogle pointer om Jesu opstandelse og dens betyning i vores daglige liv, og pointer om håbet om vor opstandelse med ham.

Jeg har på det seneste læst Apostlenes Gerninger. Paulus er tæt på at blive slået ihjel i Jerusalems gader.

Den romerske kommandant får hentet Paulus, inden mængden har fået ham lynchet. Så følger Paulus’ forsvarstale over for den romerske statholder Felix og den jødiske ypperstepræst med følge.

Hvad er efter Paulus’ mening det afgørende, der har fået hans landsmænd til at ønske at få ham ryddet af vejen?

”Det er på grund af de dødes opstandelse, jeg i dag står og skal dømmer af jer” siger han.

Og senere uddyber han det, da han også får lejlighed til at forsvare sig over for kong Agrippa. Her siger han:

”Jeg siger ikke andet end det, profeterne og Moses har sagt skulle ske: at Kristus måtte lide, når han, den første opstandne fra de døde, skulle forkynde lys for både folket og hedningerne.”

Og i Paulus’ breve kan vi høre, at Jesu død og opstandelse betyder alt:

”For mig er livet Kristus, og døden en vinding.”

Så derfor regner Paulus også alt andet for tab i sammenligning med det at kende sin Herre, Jesus Kristus.

Han siger, at han har tabt alt på grund af sin Herre, al fortjeneste over for Gud, alt, al ære, al anseelse, som han ellers havde haft helt op til det øverste mål før han mødte Jesus.

Paulus lever fuldt ud det, som Jesus siger: Guds rige er midt iblandt jer

Han forklarer, hvad det i praksis betyder.

Paulus siger, at han vil findes i Kristus.

For Kristus ER Guds rige.

Kristus ER hos os, når vi lukker ham ind i vores liv.

Men Paulus uddyber: han vil ikke være i Kristus i sin egen retfærdighed.

Han vil være i Kristus med den retfærdighed, der fås ved troen på Kristus.

Kun sådan kan han, kan vi kende Kristus og hans opstandelseskraft og være i lidelsesfællesskab med ham.

Og når vi er det, så får vi også skikkelse af hans død.

Det er trøsterigt, fordi vi er i Guds rige midt i lidelsen. Vi er med ham i lidelsen, eller han er hos os i lidelsen.

Det lover Jesus at være, når vi fæster vores lid på ham frem for alt andet.

Vi er altså nødt til at regne alt andet for tab i forhold til ham.

Det er omkostningerne. Men det betyder jo intet, i forhold til, at vi vinder fællesskab med Jesus ikke bare i døden, men også i hans opstandelse, og til sidst arver evigt liv fuldt ud, hvor der ikke skal være død mere, heller ikke lidelse og pine og gråd og sorg.

På det grundlag venter vi Jesus som vores frelser, at han skal komme igen med frelse.

Så vort forgængelige legeme skal forvandles til et uforgængelig legeme.

Det Paulus kalder et herliggjort legeme.

Det vil Kristus gøre med den opstandelses kraft, hvormed han til sidst tilintetgør selv døden.

Undervejs i vort liv skal vi ikke være optaget af, hvornår Jesus kommer igen.

For som Jesus selv siger, det skal være tindrende klart for hele jorden som et lyn, der blinker fra øst til vest, så alt bliver oplyst.

Det, vi derimod skal tænke på, er Lots hustru, siger han.

Hun så sig tilbage, og ville ikke helt miste det, hun må miste for at frelses.

Grundtvig har et vers, hvor han sætter ord på det:

Har hånd du lagt på Herrens plov,

Da se dig ej tilbage,

Se ej til verdens trylleskov,

Og ej til Sodoms plage.

Men pløj din fure, strø Guds sæd!

Er jorden dig for tør, så græd!

Vil gråden kvæle røsten,

Så tænk på gyldenhøsten!

Gyldenhøsten – det er Herrens komme i herlighed, med en lyksalighed uden ende, det er at døden selv forsvinder.

Så er livet her mer end møjen værd, som Grundtvig synger.

Møjen med at leve med lidelse, trængsel, tab for Jesu skyld, tage livet på os med alt, hvad det indebærer af ansvar i det liv, der er blevet vores, uden at flygte bort fra det.

Så kan vi styrke hinanden med salmedigterens ord:
Og hvilen, vi alt smagte her,

Vi ved, er mer end møjen værd,

Hvad da, når vi skal kvæde:

Nu evig er vor glæde!

Prædiken til 25. søndag efter trinitatis 18. november 2018

Salige er de fattige i ånden, for Guds rige er deres.

Salige, det betyder: virkelig lykkelige.

De virkelig lykkelige er de fattige i ånden.

Fattige i ånden – det er når vi er afmægtige, det er når vi erkender, at vi ikke selv finder vejen til evig lykke.

Erkender, at det var en drøm, at paradis er her for altid. Jo, i momenter var det her, men når døden skiller os fra hinanden, så brister drømmen. Så indser vi, at der er noget, vi ikke får her. En fylde af lykke, som ikke bliver virkelighed her.

Fattige i ånden: det er vi, når vi erkender, at vi trods ydre rigdom er fattige.

Den fattigdom Jesus lovpriser, er den fattigdom i ånden, som vender sig til ham.

Fordi han alene kan fylde med en fylde af fred, som overgår al forstand.

Kan fylde med en glæde midt i sorg og mangel, en glæde, som varer ved – trods alt.

Jesus siger i grunden tillykke til den hjælpeløse, ikke fordi han eller hun er hjælpeløs, men fordi hjælpeløsheden baner vej for hjælpen.

I den første salme sang vi ordene:

Vi står med tomme hænder for din dom.

Det er egentlig barske ord, nemlig, at håbet ene kan komme, når vi har erkendt, at vi kommer til kort.

***

Jeg hjælper dig, hører vi profeten sige, at Gud siger. Og til fangerne: Gå ud! Til dem i mørket: Kom frem!

Det er et godt budskab, at trods sult og tørst, trods et liv i ørkenen, så skal de opleve en fylde i deres liv alligevel, opleve at få tørsten efter liv slukket.

Der er et løfte om et kildevæld for den tørstige, den der tørster efter mening, retfærdighed, fred i hjertet.

Og en kilde forsvinder ikke, men har altid nyt vand til at slukke tørsten.

Det er ud af sådanne ord, at Jesus siger: Den, der tørster, skal komme til mig. Den, der tror på mig, skal det gå som der står i Skriften: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.

Det levende vand er Helligånden.

Og i læsningen fra Johannes Åbenbaring siger Jesus:

”Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet.”

For intet. Gratis.

Det er det glædelige evangelium. At vi trods sorg og lidelse og følelse af meningsløshed, så har vi gennem Jesus livets vand at drikke af.

Så der er håb trods håbløshed.

Så der er hjælp trods hjælpeløshed.

***

Jeg gør alle mine bjerge til vej, siger Herren ifølge profeten Esajas.

Alle bjerge bliver til en vej.

Et bjerg er enormt, jo tættere man komme på det. Det er massivt, en stor samling af klipper, sand og grus.

Alle bjerge skal blive til vej. Det er et løfte om, at der er en vej frem trods de bjerge, der synes at lukke for en fremtid.

Der er en vej.

Der er en vej trods alle tab. En vej med håb.

Jesus siger så: Jeg er vejen.

Vejen er knyttet til hans person.

Det er Gud, der er blevet eet med os i lidelserne og til sidst tog alle lidelser med op på korset og døde for verden.

Vejen går gennem et kors. Hans kors.

Han kors er blevet en himmelstige.

Eller som vi hørte fra Åbenbaringsbogen: ”Frelsen kommer fra vor Gud, og fra Lammet”.

Lammet, dvs. Jesus, som ofrede sit liv, ligesom et lam der bliver slagtet.

Den uskyldige, der ofrer sig for vor skyld.

Gennem ham og ved ham er der håb midt i håbløshed,

En mening midt i meningsløshed,

Og altid hjælp at hente midt i hjælpeløshed.

Kirkebønnen:

For enhver hjælpeløs

Enhver der sørger

Enhver der føler livet meningsløst

Enhver der er ulykkelig.

Fyld vor tomhed,

Gør bjergene til farbar vej,

Det beder vi om…

Giv os altid det livgivende vand, så vi ikke skal gå omkring og tørste.

Åbn fremtiden for os trods tab.

Kom med din fred.

Det beder vi om…

For syge. Bring lindring for smerter, helbred efter din vilje i Jesu navn. Det beder vi om…

For vort gamle Danmark. Giv visdom til regeringen, folketinget, kommunal-bestyrelsen, politi og domstole, ja alle som har ansvarsfulde poster iblandt os, at de må virke med retfærdighed og barmhjertighed. For alle andre folkeslag, og for fred mellem landene. Velsign alle, er prøver at skaffe fred. Vær med alle, der er udsendt i fredens tjeneste. Det beder vi om.

For dronningen og hendes hus. For vore kære.

For kristne ud over hele jorden, især dem, der forfølges, også mennesker der forfølges for en retfærdig sags skyld.

For os selv, når vi skal dø, at du ikke vil give os løn som forskyldt, men alene af din nåde og barmhjertighed, for Jesu skyld, vil skænke en glædelig opstandelse til sidst.

Amen.

Læs mere