Alle Helgen søndag 4. november 2018
Hvorfor fortæller Jesus alt det om vingårde og vingårdsarbejdere?
Jo, præsterne, ypperstepræsterne, de skriftkloge og politikerne i Jerusalem mener ikke, Jesus kan lære som han gør.
Jesus havde svaret dem: Jeg vil stille JER et spørgsmål, og hvis svarer mig, så vil jeg også sige, med hvilken myndighed jeg taler.
Jesu spørgsmål er: Hvor kom Johannes Døberens dåb fra – fra himlen eller fra mennesker? De lærde er forsigtige og svarer ikke, for de vil helst ikke lægge sig ud med folk, der jo holdt meget af Johannes Døberen.
Hvad var det med Johannes Døberens dåb? Er det virkelig så vigtigt for kristne?
Ja, lige så vigtigt som det var dengang.
Den dåb var sendt fra Gud fra evighed til tidens fylde, til det øjeblik, som skulle vække mennesker til at leve efter Guds vilje, så de var parate til også at tage
imod Frelseren selv.
Mennesker blev kaldet til at leve efter det dobbelte kærlighedsbud. Ikke som ord, men i praksis. De lovede før dåben: ja, jeg vil ændre min indstilling til alting.
Selv toldere kom til Johannes Døberen, og de lovede kun at tage det i skat, som de skulle, og så blev de døbt.
Vi hører ikke om prostituerede, som kom til Johannes Døberen, men det har de nok hellere ikke vovet.
Men så kom Jesus! Og tolderne og de prostituerede ligefrem flokkedes om ham.
Og det er det, Jesus siger til præsterne: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer.
For de lærde og præsterne havde haft muligheden fra starten for at lade sige døbe af Johannes Døberen og omvende sig. Så havde en præst skullet spørge Johannes Døberen: hvad skal vi præster gøre? Johannes ville have svaret: understøt jeres gamle forældre i stedet for at give alle penge til templet. Men det skete jo ikke, de kom kun for at være tilskuere og kritisere.
Til gengæld kom selveste kong Herodes forbi og Johannes inviterede ham til at omvende sig, for han havde taget sin brors kone og havde giftet sig med hende.
Det er klart, at hvis kongen skulle have kommet ned i vandet til dåb, så skulle han have opløst sit ægteskab eller hvad der konkret nu skulle være sket, nu da han havde rodet det hele sådan sammen.
Altså, hos Johannes Døberen var der et krav om et nyt liv med en ny indstilling som forudsætning for dåben. Det var en dåb til omvendelse, en ny indstilling.
Så kom Jesus!
Og Jesus siger, at det er indstillingen, det kommer an på. Det er fint nok at sige ja, men hvis det bare er ord, kan det være lige meget. Noget i retning af: Jeg har hørt evangeliet, så jeg går direkte ind i himlen. Men der er ingen handling bag ordene – ingen gerninger, ingen ny vilje til at elske ærligt og redeligt Gud og næsten i ansvar dag for dag.
Så er der dem, der siger nej, men alligevel ændrer på deres indstilling og endda begynder at leve med den nye indstilling i praksis.
Og nu fortæller Jesus om vingården og hvad vi skal gøre:
Arbejd i min vingård!
Det er Jesu og hans Faders ord til enhver af os.
Arbejd i min vingård!
Arbejd med mine druer, grav, plant, beskyt planterne, hold øje med dem, så de til sidst giver skønne druer.
Men det er et hårdt arbejde. En siger nej, men går i arbejde. En anden siger ja, men gør det ikke.
Vi skifter alle mellem at sige ja og nej.
Men Jesus siger, at det var bedre at sige nej, men så alligevel med sine handlinger sige ja.
Alt det her med vingården handler om at tage imod Jesus som sin Herre og mester.
Simpelthen.
Og toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer, siger Jesus til. Ja, de kan sige med Kim Larsen: Jeg har syndet i stænger.
Der er ikke noget forstillelse, det er sandt, det er sådan det er.
Men de kan med Kim Larsen også sige: Så vis mig nåde og miskundhed!
Hvad? Nåde og miskundhed? Er det ikke noget vi har afskaffet? Vi troede vi var kommet af med de ord. For de ord siger, at vi er syndere, hele bundtet, hov, det ord har vi jo også afskaffet, men Kim Larsen siger frejdigt, at han har syndet i stænger.
Hvad? Ved sådan en sanger om synd og nåde og miskundhed? Ja, det ser sådan ud, og det er vist noget af hans åndeligt testamente til Danmark, som har afskaffet alt det. Intet til at forstyrre vort ego fra morgen til aften.
Hverken andre mennesker eller Gud.
Hvordan kan jeg sige det?
Jo, hvis synd ikke findes, end ikke er et ord, der giver mening, så betyder det, at et skænderi bare er en diskussion, at min vrede bare er berettiget, fordi andre er forfærdelige, så betyder det, at utroskab slet ikke kan være utroskab, men blot det, at vi gled fra hinanden og vi kom til at komme for tæt på en anden.
Det går langt videre.
Det er som med læsningen fra Esajas, hvor Gud udleverer folket til dem selv, at få det, som de vil, og det betyder, at han lader hegnet omkring vingården gå til, så vingården bliver afgnavet, nedtrampet, så der kommer tjørn og tidsel, så regnen holdes tilbage.
Det betyder, at der i stedet for vindruer kommer vilddruer.
Vi står over for et mægtigt fald bort fra en god indhegnet vingård.
I stedet ret kom retsløshed, siger Herren gennem Esajas, i stedet for retfærdighed kom nødskrig.
Hos os har vi arbejdet målrettet på at adskille tro og liv. Du er frelst ved Jesus Kristus, ja, men hvordan du lever, gør ikke fra eller til. Derfor kan vi også lave Guds bud om, fjerne nogle, reducere dem, og til sidst lade nogle flyde ud til det rene ingenting.
Og derfor må vi som mennesker, som folk, sige til vor Herre: Så vis os nåde og miskundhed.
Og så er vi ved Jesus, vor Herre, som virkelig rækker ud til hele verden. Også ud til de kloge, eller selvkloge, som ikke ville vide af ham dengang og i dag.
For ligesom bibelen er et brev fra den elskede (sådan ville Søren Kierkegaard sige), sådan er det med Jesus i forhold til os: det er Guds kærlighed fra evighed af, i Faderens og Sønnens rådslagning. En ubegribelig og ødsel kærlighed, der kæmper for at frelse alt, hvad der kan frelses, så om muligt kun Satan og hans slæng går fortabt, som vi har det i vores pinsesalme: Du, som går ud fra den levende Gud.
Som Gud ifølge profeten Esajas kæmper for at bringe folkets ledere til erkendelse af deres skyld, sådan gør Jesus også.
Og har altså håbet om, at de forhærdede til sidst overgiver sig og tager imod Jesus som deres frelser.
Sådan taler også apostlen Paulus. Han taler om, at hans eget folk for en tid er forhærdet, men at Guds rige aldrig bliver fuldt ud en virkelighed, uden at jøderne til sidst tager imod Jesus som deres Frelser.
Og Paulus lukker munden på al kritik, når han slutter med at sige:
”For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.”
Så lad os høre Kim Larsens sang Den lige vej, lad os hver især komme vore synder i hu, små som store, og store, ja, de store er ofte de synder, som vi selv synes er bittesmå.
Lad os med Kim Larsen bede om nåde og miskundhed, for vi har ofte nok villet gå den lige vej, men så var for meste som om det gik den anden vej.
Amen.
Prædiken 14. oktober 2018
Hvorfor fortæller Jesus alt det om vingårde og vingårdsarbejdere?
Jo, præsterne, ypperstepræsterne, de skriftkloge og politikerne i Jerusalem mener ikke, Jesus kan lære som han gør.
Jesus havde svaret dem: Jeg vil stille JER et spørgsmål, og hvis svarer mig, så vil jeg også sige, med hvilken myndighed jeg taler.
Jesu spørgsmål er: Hvor kom Johannes Døberens dåb fra – fra himlen eller fra mennesker? De lærde er forsigtige og svarer ikke, for de vil helst ikke lægge sig ud med folk, der jo holdt meget af Johannes Døberen.
Hvad var det med Johannes Døberens dåb? Er det virkelig så vigtigt for kristne?
Ja, lige så vigtigt som det var dengang.
Den dåb var sendt fra Gud fra evighed til tidens fylde, til det øjeblik, som skulle vække mennesker til at leve efter Guds vilje, så de var parate til også at tage
imod Frelseren selv.
Mennesker blev kaldet til at leve efter det dobbelte kærlighedsbud. Ikke som ord, men i praksis. De lovede før dåben: ja, jeg vil ændre min indstilling til alting.
Selv toldere kom til Johannes Døberen, og de lovede kun at tage det i skat, som de skulle, og så blev de døbt.
Vi hører ikke om prostituerede, som kom til Johannes Døberen, men det har de nok hellere ikke vovet.
Men så kom Jesus! Og tolderne og de prostituerede ligefrem flokkedes om ham.
Og det er det, Jesus siger til præsterne: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer.
For de lærde og præsterne havde haft muligheden fra starten for at lade sige døbe af Johannes Døberen og omvende sig. Så havde en præst skullet spørge Johannes Døberen: hvad skal vi præster gøre? Johannes ville have svaret: understøt jeres gamle forældre i stedet for at give alle penge til templet. Men det skete jo ikke, de kom kun for at være tilskuere og kritisere.
Til gengæld kom selveste kong Herodes forbi og Johannes inviterede ham til at omvende sig, for han havde taget sin brors kone og havde giftet sig med hende.
Det er klart, at hvis kongen skulle have kommet ned i vandet til dåb, så skulle han have opløst sit ægteskab eller hvad der konkret nu skulle være sket, nu da han havde rodet det hele sådan sammen.
Altså, hos Johannes Døberen var der et krav om et nyt liv med en ny indstilling som forudsætning for dåben. Det var en dåb til omvendelse, en ny indstilling.
Så kom Jesus!
Og Jesus siger, at det er indstillingen, det kommer an på. Det er fint nok at sige ja, men hvis det bare er ord, kan det være lige meget. Noget i retning af: Jeg har hørt evangeliet, så jeg går direkte ind i himlen. Men der er ingen handling bag ordene – ingen gerninger, ingen ny vilje til at elske ærligt og redeligt Gud og næsten i ansvar dag for dag.
Så er der dem, der siger nej, men alligevel ændrer på deres indstilling og endda begynder at leve med den nye indstilling i praksis.
Og nu fortæller Jesus om vingården og hvad vi skal gøre:
Arbejd i min vingård!
Det er Jesu og hans Faders ord til enhver af os.
Arbejd i min vingård!
Arbejd med mine druer, grav, plant, beskyt planterne, hold øje med dem, så de til sidst giver skønne druer.
Men det er et hårdt arbejde. En siger nej, men går i arbejde. En anden siger ja, men gør det ikke.
Vi skifter alle mellem at sige ja og nej.
Men Jesus siger, at det var bedre at sige nej, men så alligevel med sine handlinger sige ja.
Alt det her med vingården handler om at tage imod Jesus som sin Herre og mester.
Simpelthen.
Og toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer, siger Jesus til. Ja, de kan sige med Kim Larsen: Jeg har syndet i stænger.
Der er ikke noget forstillelse, det er sandt, det er sådan det er.
Men de kan med Kim Larsen også sige: Så vis mig nåde og miskundhed!
Hvad? Nåde og miskundhed? Er det ikke noget vi har afskaffet? Vi troede vi var kommet af med de ord. For de ord siger, at vi er syndere, hele bundtet, hov, det ord har vi jo også afskaffet, men Kim Larsen siger frejdigt, at han har syndet i stænger.
Hvad? Ved sådan en sanger om synd og nåde og miskundhed? Ja, det ser sådan ud, og det er vist noget af hans åndeligt testamente til Danmark, som har afskaffet alt det. Intet til at forstyrre vort ego fra morgen til aften.
Hverken andre mennesker eller Gud.
Hvordan kan jeg sige det?
Jo, hvis synd ikke findes, end ikke er et ord, der giver mening, så betyder det, at et skænderi bare er en diskussion, at min vrede bare er berettiget, fordi andre er forfærdelige, så betyder det, at utroskab slet ikke kan være utroskab, men blot det, at vi gled fra hinanden og vi kom til at komme for tæt på en anden.
Det går langt videre.
Det er som med læsningen fra Esajas, hvor Gud udleverer folket til dem selv, at få det, som de vil, og det betyder, at han lader hegnet omkring vingården gå til, så vingården bliver afgnavet, nedtrampet, så der kommer tjørn og tidsel, så regnen holdes tilbage.
Det betyder, at der i stedet for vindruer kommer vilddruer.
Vi står over for et mægtigt fald bort fra en god indhegnet vingård.
I stedet ret kom retsløshed, siger Herren gennem Esajas, i stedet for retfærdighed kom nødskrig.
Hos os har vi arbejdet målrettet på at adskille tro og liv. Du er frelst ved Jesus Kristus, ja, men hvordan du lever, gør ikke fra eller til. Derfor kan vi også lave Guds bud om, fjerne nogle, reducere dem, og til sidst lade nogle flyde ud til det rene ingenting.
Og derfor må vi som mennesker, som folk, sige til vor Herre: Så vis os nåde og miskundhed.
Og så er vi ved Jesus, vor Herre, som virkelig rækker ud til hele verden. Også ud til de kloge, eller selvkloge, som ikke ville vide af ham dengang og i dag.
For ligesom bibelen er et brev fra den elskede (sådan ville Søren Kierkegaard sige), sådan er det med Jesus i forhold til os: det er Guds kærlighed fra evighed af, i Faderens og Sønnens rådslagning. En ubegribelig og ødsel kærlighed, der kæmper for at frelse alt, hvad der kan frelses, så om muligt kun Satan og hans slæng går fortabt, som vi har det i vores pinsesalme: Du, som går ud fra den levende Gud.
Som Gud ifølge profeten Esajas kæmper for at bringe folkets ledere til erkendelse af deres skyld, sådan gør Jesus også.
Og har altså håbet om, at de forhærdede til sidst overgiver sig og tager imod Jesus som deres frelser.
Sådan taler også apostlen Paulus. Han taler om, at hans eget folk for en tid er forhærdet, men at Guds rige aldrig bliver fuldt ud en virkelighed, uden at jøderne til sidst tager imod Jesus som deres Frelser.
Og Paulus lukker munden på al kritik, når han slutter med at sige:
”For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.”
Så lad os høre Kim Larsens sang Den lige vej, lad os hver især komme vore synder i hu, små som store, og store, ja, de store er ofte de synder, som vi selv synes er bittesmå.
Lad os med Kim Larsen bede om nåde og miskundhed, for vi har ofte nok villet gå den lige vej, men så var for meste som om det gik den anden vej.
Amen.
Kim Larsen: Den lige vej
Slutter prædikenen ovenfor
Prædiken 9. september 2018 - om at lytte og falde til ro
Lad os se scenen for os og lige lægge mærke til hvad der står ud som mærkeligt:
Jesus er inviteret til middag hos farisæeren Simon. Så vidt så godt. Hvad årsagen til invitationen er ved vi ikke.
Jesus siger åbenbart ja-tak, han ankommer, går ind og sætter sig.
Her var allerede noget mærkeligt. Jesus er en ung lærer i Israel, så det giver ikke normal mening at han straks kaster sig ned på stolen, hvordan sådan en stol end så ud dengang, måske en lav stol, hvor man sad, indtil værten havde vasket ens fødder for støv. For ingen gik med sokker i sandalerne!
Altså, Simon hilser ikke Jesus med et kys, han vasker heller ikke hans fødder, som sig hør og bør i den kultur.
Han er ualmindelig uhøflig. Man må spørge: hvorfor har han overhovedet inviteret Jesus? Det må jo være for at undersøge, teste ham.
Er han en profet eller er han ikke.
Så dukker en kvinde fra byen op. Hun ved, at Jesus kommer på besøg der.
Hun er prostitueret, det mener i al fald Simon, at hun er. Og det er hun måske også.
Hun gør alt det, Simon skulle have gjort.
Men nu er det jo OGSÅ galt. For en kvinder rører bare ikke ved en mands fødder, hun lader bare ikke sit lange hår falde ned synligt for alle mændene.
Rabbinerne sagde, at en mand skulle tage og få sig skilt fra en hustru, der gik på gaden med håret hængende løst.
Men kvinden vasker ikke bare Jesu fødder, hendes tårer falder på hans fødder, og hun bruger sin kjole som håndklæde.
Dagens evangelium taler direkte til dig og mig.
Det er ikke sådan, at vi sammen kan nøjes med at glæde os over, at en kvinde modtager tilgivelse fra Jesus.
Nej, det handler om, at vi hver især ser vores enorme gæld over for Gud og næsten.
Farisæerne mente, han kun havde lidt, der skulle tilgives. Altså elskede han så lidt, så han ikke engang gad at gøre, hvad enhver vært ellers burde gøre, nemlig sørge for, at gæsten fik vasket støvet af fødderne.
Kvinden vidste, at hun var en stor synderinde. Derfor elskede hun Jesus forfærdelig meget, fordi hun vidste, at han rakte ud til alle og enhver, til toldere og syndere og prostituerede som hende selv. Hun vidste bare, at han ville tage imod hende. Derfor strålede hun af mod ved at komme til Jesus midt i det gode selskab. Derfor brød hun fuldstændig sammen i en strøm af tårer, der kom bag på hende selv.
Hun havde jo tænkt sig at hælde salven ud over Jesu fødder, men først strømmer hun over at gråd, angers gråd over sit liv, men også en ufattelig jublende glæde over at bliver taget imod, at blive fundet af hyrden, som det bortløbne får, der bliver fundet, så hendes glæde og gråd ikke kan adskilles.
Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget, siger Jesus.
Betyder det så, at hun tilgives på grund af sin hengivenhed for Jesus? Ja, det betyder, at hun har kastet sin kærlighed på Jesus, sin tro gælder ham alene af alle i verden.
Og den tro frelser, den tro bringer tilgivelse med sig.
Som Jesus siger til sidst direkte til kvinden: Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!”
Gå bort med fred, fred i dit hjerte, en dyb taknemmelighed, en vished om, at jeg er din frelser, og jeg rækker dig også fremover min hånd, når du falder.
Kvindens kærlighed til Jesus viser, at hun har modtaget tilgivelsen. Jesus på sin side viser kvinden kærlighed ved at lade hende græde ud hos ham og salve hans fødder. DET er tilgivelsen allerede, og hun VED det, og hendes tårer sprænger derfor endnu mere frem, helt overvældet af hans uforbeholdne kærlighed og tillid til hende.
--- Men, kan vi spørge, hvordan i alverden var kvinden kommet til en sådan tillid og tro på Jesus? For vi har jo hørt i læsningen fra Paulus’ brev, at troen kommer af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.
Kvinden har ganske givet hørt om Jesus, måske også hørt ham tale, helbrede, gøre godt, være mennesker god, tale med myndighed og kærlighed og sandhed.
Så troen har allerede været født i hende, og den tro har født kærligheden til Jesus, og så har hun overskredet farisæerens grænser og har crashet selskabet.
I bagklogskabens lys kan vi godt forestille, hvad der skete. Vi kan nemlig godt forestille os, at kvinden og folk i almindelighed ivrigt i porte og i gader talte om, at Jesus ligefrem havde drevet en dæmon ud af en udenlandsk kvindes datter. Folk lagde mærke til, tænker jeg, at Jesus trods sit tilsyneladende forbehold over for den udenlandske kvinde, det var en libanesisk kvinde, at Jesus hele tiden havde tænkt sig at befri datteren for dæmonen, men at han først ville lade verden se kvindens tro blomstre og blive fantastisk synlig. Han havde jo sagt til kvinden, at han som jøde ikke skulle hjælpe en libaneser, det hørte sig ikke til, ligesom man ikke giver hundene det brød, børnene skal have.
Kvinden griber ud og siger de utrolige ord: Jo, Herre, men hundene æder da smulerne fra børnenes bord!
Her skinner hendes tro ud i lys lue, og det er det, Jesus glæder sig voldsomt over og vil nå frem til, så han derfor siger, at den kvindes tro skal huskes overalt i hele verden, når evangeliet forkyndes.
Lad de to kvinders tro være inspiration for os!
Lad de to kvinders kærlighed til Jesus inspirere os, som i den danske muld ofte nok synes, at lidt kærlighed må være rigeligt, for man skal jo ikke overdrive.
Så lad mig slutte med at sige dette: Farisæerens lille kærlighed viste, at han slet ikke forstod hans egen gælds størrelse.
Lad os blot ryste af rædsel over, at vi længe nok har levet som farisæeren, lige meget hvor meget vi undsiger ham med munden.
Lad os sige med salmedigteren, hvis salme vi synger til slut:
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
Lys i det mørke, som kommer fra os.
Prædiken 12. august 2018: Kvinden der salvede Jesu fødder med tårer og olie
Vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde begyndelsen, hedder det i en læsningen fra Hebræerbrevet.
Har vi den tillid? Eller er det smuldret for os i tidernes, i slægternes løb?
Hvad har vi tillid til? Pensionen? Helbredet? Penge? En super moderne bolig? Arbejde? Fritidsaktiviteten?
Men har vi også tillid til Jesus Kristus?
Uden tillid til ham har vi ikke del i ham.
Jesus lægger ikke fingrene imellem.
Hvis Sodoma havde oplevet det, Jesus havde gjort i Galilæa og omegn, ville den have omvendt sig og fulgt Jesus.
Hvad med os danskere? Hvad har vi oplevet?
Jeg ved ikke, hvor mange mægtige gerninger, den enkelte har oplevet.
***
Hvad er et ondt, vantro hjerte? Det er, når vi kaster tilliden til Jesus bort.
Jamen, er vi så onde i hjertet?
Ja, uden Gud og Jesus er vi alene om det, der gror i hjertets jord.
Og uden Guds bistand ved sin Ånd kan der ikke kommer gode frugter.
Jesus siger det sådan: Jeg er det sande vintræ, I er grenene, uden mig kan I slet intet gøre.
En almindelig mening i dag er, at kristendommen handler om næstekærlighed.
Det gør kristendom også, Jesus siger rent ud, at uden livsnerven til ham og dermed Helligånden kan vi slet intet gøre.
Er det derfor, troen er så usynlig iblandt os?
***
Guds rige er tiltrådt af Jesus.
Alligevel har hele byer ikke villet anerkende det, men de har også nægtet at omvende sig og tage imod den frelse, Jesus har bragt til dem og har givet dem beviser på gennem sine undere og prædikener.
Derfor er Guds dom over dem.
I hans egen hjemby ville de gerne høre søde ord fra ham, men de ville ikke bruge de ord til handling. Det var bare underholdning, når de kedede sig.
I hans hjemby syntes de godt om ham, men så var han jo ekstrem. Han sagde, da han første gang prædikede hjemme, at en profet aldrig er anerkendt i sin egen by.
Har vi danskere i stor stil nægtet at anderkende Jesus som vores frelser og Herre?
Har vi nægtet at omvende os og tage imod frelsen fra ham?
Godt spørgsmål.
Jesus siger, at hvis de mægtige gerninger, som var sket i Kapernaum, hans egen by, var sket i Tyrus og Zidon, eller ligefrem i Sodoma, så havde byen bestået.
Jesus siger, at en bys overlevelse som by afhænger af troen i den by, af at menneskene i den by omvender sig og tror evangeliet.
Jesu dom over disse byer gør moderne kristne meget utilpas. Vi ønsker et kærlighedens evangelium, som forsikrer om, at når alt er sagt og gjort, så vil alt og alle klare det fint til sidst.
Men evangeliet indebærer dom over vores hidtidige liv, for ellers ville det ikke være gode nyheder.
….
Sodoma vil få en mildere dom på dommens dag, siger Jesus, end hans egen hjemby, de byer, han har virket mest i.
Og har evangeliet ikke virket i mindst 1000 år hos os? Og dog, så vil mennesker ikke omvende sig til tro på Guds rige, på Jesus Kristus.
Hvad mon der kommer til at ske med vores land, hvis det fortsætter sådan?
Lige nu sker der store undere iblandt os, blandt asylsøgere, som tager imod den fred, Jesus giver, i deres hjerte.
Men vi har ladet mission blandt vore egne ligge. Vi har ikke gået til den, gået til hinanden med evangeliet, indbudt til tro.
Men tiden er kommet, kan ikke vente meget længere, hvor vi må gå ud på gader og stræder, eller måske hus for hus og indbyde til at lytte til evangeliet og tage imod Jesus i hjertet, så han kommer til at herske der, i stedet for alt muligt andet.
***
Så længe de er noget der hedder ’i dag’, hedder det i Hebræerbrevet.
Prædiken 5. august 2018: Hvad har vi tillid til?
Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv? Spørger en Jesus
Det gode, siger Jesus, kun en er god. Selvfølgelig forstået som absolut og uden ophør: god.
God på denne måde kan et menneske aldrig nogensinde være.
Så Jesus siger, at spørgsmålet er forkert.
Ifølge den officielle danske oversættelse siger Jesus så: Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene!
Bibelen på Hverdagsdansk går en anden vej og oversætter den græske sætning sådan her: Hvis du ønsker et godt liv, så hold Guds bud.
Hvis du ønsker et godt liv.
Ja, budene er gode til at have en ramme om livet, som også gør livet et godt sted at være.
Ikke et øjeblik mener Jesus, at manden her eller nogen af os, stor eller lille, kan holde budene til det yderste eller til det halve.
Manden mener, at han er et ordentligt menneske, for han har ikke slået nogen ihjel, han har ikke brudt et ægteskab (ellers noget disciplene synes må være noget af det sværeste, altså at holde sit ægteskab livet igennem), og manden her har heller ikke løjet, han har ikke vidnet falsk, han har æret sin far og mor, og han mener også at han elsker næsten.
Men han fornemmer, at der er noget galt her. Han er jo ikke salig. Så han spørger, om der ikke er mere, der skal til. Han spørger lige ud: hvad mangler jeg?
Jo, han kan jo sælge al sin ejendom.
Jesus havde undladt at nævne budene om ikke at begære næstens hustru og ting og sager.
Det kommer nu frem, at han hænger voldsomt ved sine ting og sager og rigdom.
Og hvad er der så galt med det?
Blot dette, at han har gjort sin ejendom og rigdom til sin Gud.
Og nu nærmer Jesus sig sagen – sagen for os alle.
Nemlig det første bud, som indbefatter dem alle: Du må ikke have andre guder end mig.
Og så siger Jesus. Kom så og følg mig!
Jesus er Gud! Følg mig! Kære menighed. Det er det, han selv fortæller til den, der ønsker at høre.
Lad os tage fat i vores eget forhold til alle vore ting og sager. Vor rigdom. Vi i vesten er ufattelig priviligerede.
Skulle vi ikke begynde at se at give mere, end vi hidtil har gjort? For det ER jo ikke lige meget for Jesus, hvordan vi omgås vor rigdom.
Bindingen til rigdommen er problemet. For som Jesus siger, ifølge Bibelen på Hverdagsdansk, at det ikke er let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom.
Det er jo umuligt. For det er lettere for en kamel at gå ind gennem et nåleøje, end for en rig at gå ind i Guds rige.
Og billedet skal ikke afsvækkes. Nej, Jesus mener det.
For det er kun muligt med Gud som den, der kan frelse, den, der kan åbne vore hjerter, så vi netop af hjertet omvender os og følger Jesus fra dag til dag.
Kun når vi bliver som det lille barn, der helt har sin fortrøstning til faderen og moderen, kommer vi ind i Guds rige, er vi der, hvor vi skal være her og i Guds synlige rige.
Ægteskab – nær umuligt
Rigdom – helt umulig
Voksen – umuligt
Var det muligt for Maria at blive mor til Jesus? For Gud var det muligt.
Helbredelser var og er kun mulig for Gud ved Jesus Kristus.
Frelsen, den evige helbredelse, er kun mulig for Gud.
Hvordan? Når Gud virker hjertets omvendelse til binding til Jesus Kristus som vor Herre og Frelser.
Romerbrevet: Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud.
Den unge mand spurgte til, hvad han manglede. Han manglede alt, han manglede herligheden fra Gud, som ethvert menneske mangler den.
Fordi vi har syndet, vi har vendt os bort fra Gud og har noget i os, der ikke vil Gud.
Men Gud kan vende hjertet indtil vor sidste stund.
Et eksempel på det er Ribbentrop, som var udenrigsminister i Hitlers regering og var med til planlægningen af udryddelsen af jøderne.
Han og en række andre top-nazister blev stillet for retten i Nüremberg ved krigens afslutning.
Henry Gerecke, en amerikansk luthersk præst med tyske rødder og som talte tysk såvel som engelsk, blev sat til at være præst for de nazister, som erklærede at de var protestanter, det gjaldt 15 stykker. En katolsk præst blev tilforordnet andre 5-6 stykker, som erklærede, at de var katolikker.
Gerecke besluttede, at han ville tage en runde til dem i cellerne og at have ville give dem hånd. Han inviterede dem til gudstjenesten, og 13 af dem kom.
Flere af dem angrede deres ugerninger. Blandt dem Ribbentrop – alt sammen ifølge Henry Gereckes vidnesbyrd.
Ribbentrop bad fra fængslet sin hustru sørge for, at deres børn blev døbt og da det stod klart, at han skulle hænges for sine ugerninger, lod han hende vide, at børnene skulle opdrages kristeligt.
Ribbentrop var den første der blev hentet til hænging. På vej til galgen sagde han til Gerecke: Jeg stoler på Kristus. rtraue auf Christus. Han sagde derpå: ”Jeg har min tillid til Lammet, som forsonede mine synde. Må Gud se i nåde til min sjæl”, og så vendte han sig om mod Gerecke og sagde: ”Vi ses igen”. Så blev han hængt.
For Ribbentrop såvel som for røveren på korset ved siden af Jesus er der håb til det sidste, når blot vi angrer vore synder.
Prædiken 8. juli 2018
Vi kan lige så godt tage fat på det svære med det samme.
Paulus siger, at Gud før verden blev skabt, har udvalgt os til i Kristus at står hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed.
Hvad betyder det? Det siges på en ny måde i næste sætning:
Gud har i sin gode vilje forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus. Og det skal føre til, at vi priser Gud for hans strålende nåde, som Han har skænket os i sin Søn.
Så nu har vi to gange hørt om nåden, som skulle blive en virkelighed ved Jesu gerning midt i historien, noget som Gud har planlagt før alt blev skabt.
Det kan lyde meget forvirrende med udvælgelse og forudbestemmelse.
Men netop denne tale om forudbestemmelse gør, at vi kan afvise enhver tanke om, at vi frelses på grund af noget som helst i os selv. Dommen til sidst til ske på grundlag af Kristus, ikke af noget i os.
Det Paulus siger er, at troen ikke kan opfattes som vor indsats, vor beslutning.
For hvis troen er vores beslutning, så er troen gjort til en gerning, og en gerning er ikke mere tro på Kristus.
Nej, troen er ikke en gerning, men det at vi ubetinget, radikalt, vender os bort fra os selv, fra alt vort eget og ubetinget søger tilflugt hos Kristus.
Sagt med et billede: Kun dækket af Jesu blod består jeg dommen til sidst.
Kun hans frelsesgerning redder mig, frelser mig til sidst.
Paulus vil lære os for enhver pris at droppe tro som tillid til os selv, tillid til, at vi er afgjort og har besluttet os til at tro på Kristus.
Tro er ikke en beslutning om at tro.
Det er i virkeligheden tro forklædt som vantro.
Heroverfor sættes Paulus den hemmelighed om forudbestemmelsen.
Det er en overbevisning om, at troen ikke kommer ved vor beslutning, men sker ved Helligånden, der får magt over vore hjerter ved, at vi hører evangeliets ord.
Luther: ”Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig til det ved evangeliet…” Og Helligånden ”kalder, samler, oplyser og helliger hele kristenheden på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den sande, ene tro. I denne kristenhed tilgive han hver dag i rigt mål mig og alle troende al synd og vil på den yderste dag opvække mig og alle døde og give mig og alle troende i Kristus et evigt liv. Det er vist og sandt.”
***
Det handler ikke om, at VI får indsigt i Guds skjulte planer.
For Gud har hemmeligheder, fordi Han er Gud, som intet mennesker får indblik i, lige meget hvor meget vi måtte spekulere over tingene.
Derfor må vi ikke nysgerrigt udforske Guds væsen. Den vej fører ind i åndelig blindhed og hovmod.
Nej, i stedet er der kun tilbedelsens vej.
Og den dybe taknemmelighed over frelsen ved Jesu frelsesgerning gennem sit liv og ord, sin død og opstandelse.
Vi kan ikke forklare det skel, som evangeliets forkyndelse her i tiden altid sætter mellem troende og vantro, ved at vi mener, at vi selv har besluttet os til at tro og at andre har besluttet sig for ikke at tro.
Det gør ondt på os, at alle ikke uden videre tror på Kristus, men denne gåde, at det er sådan, at ikke alle uden videre tror, gør, at vi ikke selv kan komme ind i en ubodfærdig sikkerhed. Nej, vi holdes fast i boden, i at angeren hører med til at være kristen.
Når Gud beholder denne hemmelighed om udvælgelsen, så holdes vi fast på at blive hængende ved ordet alene, ved Kristus alene og søge vor frimodighed ene og alene i evangeliets ord om Kristus og Hans gerning.
Dermed holdes vi også fast på troen på Kristus alene, og det fører til den rette tone, altså at vi alene søger tilflugt til orden om Jesus Kristus.
Om forudbestemmelse og udvælgelse - tænk alligevel, at være udvalgt uden at jeg skal spekulere på andet end, at alle er kaldet og udvælgelsen i princippet omfatter alle! Prædiken til trinitatis søndag 27. maj 2018 - den der blev holdt! Prædiken ud fra læsningen fra Efeserbrevet
Første forsøg - ud fra Efeserbrevet 1:
Alle Guds velsignelser samler sig i dette:
Guds frelsesplan og hele hans frelsesgerning sker I KRISTUS.
Der skal eftertryk på de ord.
Det er overskriften.
v. 4-6:
1 vi er blevet udvalgt.
v. 7-10
2 Vi har fået syndernes forladelse for alt
Og vi har fået indsigt i Guds mening med alting,
Nemlig at Gud ville sammenfatte alt i Kristus. DVS. at Kristus holder alting sammen, råder over det hele, bliver det endegyldige svar på alting, den yderste forklaring.
Mig er givet AL MAGT i himlen og på jorden…
Vi kan undre os over, at Gud valgte at sætte hele verden i gang og hvorfor han skabte selvstændige mennesker med egen vilje, når han vidste, at det gav mennesker muligheden for at blive onde.
Svaret ligger i Kristus.
Han skulle forsone alt og åbne en mulighed for tilgivelse og redning for alle.
Han skulle genoprette det, som var ødelagt.
Det var det, Paulus kalder den frelsesplan, der skulle opfyldes i tidernes fylde.
Denne plan kaldes på græst oikonomia, altså en slags husholdningsplan.
Gud havde ligesom gjort sit budget op og beregnet risici’ene og beholdningen, inden han skabte verden.
Det hele ender med et plus – takket være Kristus.
v. 11-12
3 I Kristus har vi vort håb, inden vi vidste om det. I Kristus har vi fået vores arv, ikke ved egne fortjenstfulde handlinger. Her beror alt på, hvad Gud har besluttet og gennemført.
Alle kristne får her den trøst og opmuntring, at de er kristne, fordi Gud har villet det.
De har nærmest i forvejen et håb, ikke bare en følelse, men en realitet de tager med sig i alle ting, noget der virkelig eksisterer.
Og så stærkt et håb holder os oppe, uanset hvad verden så finder på at sige.
v. 13-14
4 I Ham er vi kommet til tro.
Vi får allerede nu et pant på arven, nemlig Helligånden i vore hjerter.
Helligånden gør, at vi ved, at vi røres af kræfter, som ikke er af denne verden. Og Helligånden besegler os, dvs. Guds løfte har vi vished for gennem det, Helligånden virker i os.
Men hvad så med alle dem, som ikke kommer til tro?
”Gud vil, at alle mennesker skal blive frelst” (1. Tim. 2,4).
Der findes mennesker, om hvem Jesus siger: I ville ikke, som foragter det, Gud ønsker for enhver.
Hvad vi ved er, at Gud ikke har udvalgt nogen til ikke at frelses.
Jesus gav disciplene befaling om at gå ud til alle folkeslag, og gøre alle disse folkeslag til hans disciple ved dåben i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Trinitatis søndags prædiken 27. maj 2018 - første forsøg
I sommernattens korte svale, i dens velsignede kølighed, slår højt fredskovens nattergale, sang vi.
Den korte sommernat er nok et billede på tiden fra pinse til Guds riges komme i kraft og herlighed.
Det er kirkens korte tid, indtil nu de 2000 år.
Vores tid er som en sommernat.
Vi har mulighed for at høre nattergalenes helt unikke sang netop i denne tid frem til Skt. Hans:
Ikke mange vil kunne udpege nattergalen, fordi den er så diskret en fugl og er uanselig med ikke særlig markante farver.
Men dens sang er markant, og den er alene om at synge om natten.
Dens flotte sang består af serier af klaprende, smækkende, skurrende og klukkende toner der tit indledes med nogle eftertænksomme, skarpe toner.
Sådan er kirkens nattergale, der slår højt, med Grundtvigs ord, det er salmedigterne, det er apostlene og deres efterfølgere.
Det kan lyde klaprende og derfor ikke som det allerskønneste at lytte til, men det er til at forstå, det når ind til hjertet og smelter til tro og trøst, til glæde og fred.
Som nattergalen har tre fire motiver har nogle af kirkens talere også kun tre fire motiver, men lyder de i kraft, må vi glæde os over deres trofasthed.
De få tilbagevendende 3 motiver i apostlenes forkyndelse er:
Jesus døde for at bære vore synder bort
Han opstod påskemorgen for at vi skal leve
Omvend jer og tro på Ham!
Og som nattergales toner og mortiver ikke kan laves om, men godt optræde med mange variationer knyttet til de faste elementer, ja sådan kan kirkens forkyndelse, kirkens nattergalesang ikke laves om, men nok forkyndes med individuelle variationer.
Derfor siger Jesus til os: ”Elsker I mig, så hold mine bud”.
Det begynder for disciplene med en vandring med Jesus. De er ved at lære hinanden at kende.
Men der kommer et punkt, hvor Jesus vil have disciplene til at beslutte, hvad de vil.
Elsker I mig, så hold mine bud.
Jesus vil ikke anses for en visdomslærer blandt mange, mange andre. Det er en falsk lære, som der igen og igen er nogen, som vil bilde folk ind. For så kan vi hver især jo også overtage folk med den smule visdom vi mener at have opnået
Nej, og atter nej, Jesus er ikke en visdomslærer. Han gør krav på disciplenes kærlighed. Og det er noget andet.
Sådan et krav kan kun Gud selv stille.
Og det gør Han og Jesus bekræfter det:
”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.”
Og nu pinsedag hører vi, at Jesus som Gud selv fordrer af os at elske Ham. Han siger dermed rent ud, at Han er Gud, Guds Søn.
Og kære menighed, at vi holder Hans bud og dermed viser, at vi elsker Ham, er forudsætningen for noget andet.
Nemlig at Han vil bede for os.
Ja, det siger Han faktisk.
Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid; sandhedens Ånd.
Jesus nøder dig og mig til at gå skridtet fuldt ud, og om man vil, så er guleroden, at Han så vil bede for os. Ja, hvorfor ikke sige det, som Han lige ud siger det?
Guleroden, eller lad os bare også kalde det et løfte. Og han holder hvad han lover.
Måske sidder der nogen, som tænker: jeg synes det er noget mærkeligt noget at skulle elske Jesus. Jeg kan godt lide Ham, men elske, det er lidt voldsomt.
Godt, så vil jeg tage dig på ordet og vi oversætter Jesu ord:
”Hvis I kan lide mig, så hold mine bud. Og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd.”
Men efter lidt tid ved vi godt, at det duer ikke bare at sige: jeg kan lide dig. Vi ved det godt. Men hvis du kan bruge det til at komme over noget og tage en beslutning om at følge Jesus, så er det fint.
Næste trin er at Jesus beder for os.
Lyder det ikke utrolig menneskeligt? Som om Jesus alligevel ikke er Gud eller Guds Søn? Sådan kan vi godt umiddelbart tænke.
Men lad os så tænke efter en gang. Kun et barn kan bede sin far eller mor om noget på en fortrolig måde.
Derfor kan kun Jesus som Guds Søn bede sin Fader om noget, som vi derefter faktisk får.
Hvad? Helligånden, Sandhedens Ånd.
Talsmanden, en anden talsmand end Jesus, nu hvor vi i det daglige ikke ser Ham med vore øjne.
Jesu bøn udvirker, at disciplene får Helligånden i deres hjerter, som lader kærlighedens og sandheden brænde i dem, så alt andet fordamper som dug for solen.
Derfor synger vi til pinse: I al sin glans nu stråler solen! Kristus er solen, hvis lys kommer med sandhed men også med nåde til os, så vi kan tåle at høre sandheden om os selv, for i samme sekund som vi dybt føler vor synd og skam, tilgiver Han os, når vi blot bliver hos Ham.
Og hans lys er så stærkt, så det skinner til verdens end og sådan, at vi aldrig kan begribe hvordan. For Han er overalt hos sine disciple i hele verden og hos enhver, som lytter til sandhed. Og før mennesker ser sig om, har Han fanget dem som levende fisk og gjort dem levende som aldrig før.
Jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig, står der hos en af profeterne.
Faktisk har vi pinsens budskab hver eneste søndag i den hilsen, vi siger efter prædikenen: Vor Herres Jesu Kristi nåde – altså han er død for vore synder, og er opstået, så vi skal leve altid med ham
Guds kærlighed – kærlighedens fællesskab, hvor Jesus er i Faderen, Han er i og vi er i Ham – og det sker ved
Helligåndens fællesskab. For det er Guds Ånd som skaber liv og glæde og fred i os og omkring os og i fælleskabet.
Helligånden skaber kirken, skaber efterfølgere af Jesus Kristus, og det fejrer vi som kirkens fødselsdag, nemlig pinsedag, da Helligånden kom over disciplene.
Derfor vil vi på den dag, da Helligånd udrustede disciplene med kraft og styrke til at forkynde og hvor Helligånden gennem disciplenes forkyndelse fødte ny tro hos mennesker, på denne dag, da lad os hver især bede Helligånden komme i vores midte, røre ved os, styrke og trøste os, lede os og være vor Herre, sandhedens og kærlighedens Ånd.
Pinsedags prædiken 2018
Kære himmelske Far! Tak for denne festdag, tak for solens lys og varme, for det hus, vi kan samles i her, tak for alle gode gaver, du overøser os med. Tak for hele dit skaberværk fra den mindste orm til den største stjerne!
Herre Jesus Kristus, tak fordi du rækker os din hånd og hjælper os i al nød, og at selvom du fortæller os hårde ting om det mørke, der også er i os, så gør du det kun for at bringe os fred ved det, du har gjort for os. Vi takker dig for, at du bar vore byrder op på korset i vort sted, og glæder os over, at du er opstået og aldrig dør mere og derfor altid kan hjælpe os!
Gode Helligånd, rør ved vort hjerte, rør ved vore tanker, vort sind, rør ved hele vort væsen! Udrust os med dine gaver hver især og sammen. Velsign i dag konfirmanderne og deres familier og vær hos os med din glæde og fred, du som med Faderen og Sønnen lever og regerer, én sand Gud, fra evighed til evighed.
Bøn ved konfirmationen i Nordby kirke bededag 2018
Kære himmelske Far! Tak for denne festdag, tak for solens lys og varme, for det hus, vi kan samles i her, tak for alle gode gaver, du overøser os med. Tak for hele dit skaberværk fra den mindste orm til den største stjerne!
Herre Jesus Kristus, tak fordi du rækker os din hånd og hjælper os i al nød, og at selvom du fortæller os hårde ting om det mørke, der også er i os, så gør du det kun for at bringe os fred ved det, du har gjort for os. Vi takker dig for, at du bar vore byrder op på korset i vort sted, og glæder os over, at du er opstået og aldrig dør mere og derfor altid kan hjælpe os!
Gode Helligånd, rør ved vort hjerte, rør ved vore tanker, vort sind, rør ved hele vort væsen! Udrust os med dine gaver hver især og sammen. Velsign i dag konfirmanderne og deres familier og vær hos os med din glæde og fred, du som med Faderen og Sønnen lever og regerer, én sand Gud, fra evighed til evighed.
Animerede små film over Pilgrims Vandrer, som konfirmationsprædikenen henviser til!
Konfirmationsprædiken i Nordby kirke bededag 2018
Kære konfirmander!
Jeg er glad for at have lært jer at kende og at møde jer! Det gemmer jeg som en glæde!
Kære forældre, søskende, familie, venner og bekendte! Kære menighed!
Det er en stor festdag i vores menighed denne dag. En stor glæde er det, at vi nu er samlet sådan på konfirmandernes store dag.
Vi har i timerne arbejdet med at lære tre ting udenad: de ti bud, trosbekendelsen, og så fadervor.
De ti bud viser os, hvor Gud vil, vi skal leve, men som vi ikke kan leve.
***
De ti bud viser os rammerne for et godt liv i verden. Egentlig kan det med Jesu ord siges helt kort: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke og AF HELE DIT SIND, og din næste som dig selv.
Jesus lærer os, at selv den mindste uretfærdighed, det kan være vrede, misundelse, pral, hovmod over for en anden er nok til at vi skulle i fængsel, ja, i helvede.
Det vi tager let på, tager Jesus ikke let på. Jesus viser, at vi er syndere, og at vi gennem livet har tunge byrder at bære på.
De byrder er det, han kom for at hjælpe os af med.
I de små animerede film over bogen Pilgrims Vandrer (se linket nederst!) ser vi, hvordan Kristen, det hedder hovedpersonen, gennem læsning af bibelen bliver klar over, at han faktisk er en synder og bærer på en tung byrde. Det er fremstillet helt bogstaveligt sådan, at han har en enormt tung rygsæk, han hele tiden slæber rundt på. Hans naboer og familie er jo også syndere, men de fornemmer det ikke. For først når vi hører Guds ord, Jesu ord, bliver vi klar over, hvilken byrde vi bærer på.
Kristen går rundt med sin byrde og læser i bibelen. Vi har jo også næsten hver gang læst sammen i bibelen. Og da Kristen er mest fortvivlet, så dukker der en hjælper op, det er Evangelist.
Evangelist viser Kristen, at han skal gå frem mod et stort skinnende lys, hvor han vil finde en lille dør. Den dør skal han bank på, og så får han at vide, hvordan han kan komme af med sin byrde.
Der er flere naboer, som prøver at stoppe Kristen, men han lader sig ikke stoppe af noget, heller ikke af en forfærdelig sump, han falder ned i, og fordi han modigt fortsætter sin færd, sker miraklet, en person, der hedder Hjælp, trækker ham op af sumpen.
Undervejs standses Kristen af en mand, der hedder Verdslig-Vis eller Verdens-Klog. Verdslig-Vis fortæller, at der findes en meget lettere måde at komme af med byrden, og det Evangelist har fortalt skal han overhovedet ikke høre efter. Kristen skal bare gå op til en by, der hedder Moral. Der kan han lære at blive et godt menneske, for så kommer han i himlen, og så finder han også ud af, at han i virkeligheden ikke har en byrde.
Kristen bøjer af fra sin vej og drager mod byen Moral. Det viser sig, at byen ligger på et højt bjerg, der tilmed hælder ind over ham og truer med falde ned over ham.
Det er ligesom det bjerg, Sinaj, hvor Moses modtog de ti bud. Og tanken er, at den der mener at bliver god ved at opfylde de ti bud, bliver knust, for intet menneske kan blive godt og retfærdigt ved hjælp af en lov som de ti bud.
Intet menneske bliver retfærdigt ved sine gerninger, men Gud kan gøre et menneske retfærdigt ved at vi modtager Jesu retfærdighed, for Den fuldkommen Retfærdige døde for os uretfærdige, og når vi følger efter ham, så GØR han os uretfærdige retfærdige, og tager selv al vor uretfærdighed op på sig på korset og tager straffen for vores uretfærdighed.
Heldigvis dukker Evangelist op igen og får Kristen tilbage på vejen hen mod den lille dør.
Da Kristen kommer frem, står der hen over den lille dør: Bank på, så skal der lukkes op. Vores evangelium i dag!
Det gør Kristen, og da dukker er person ved navn Velvilje op, og nærmest hiver Kristen inden for gærdet. Det gør han, for Beelzebub, altså Satan, skyder fra sit bjerg pile efter dem, der forsøger at kommer frem til døren og banke på. Som vi så i filmen, så er der et beskyttende lag ved gærdet, som gør, at pilene preller af, og Kristen er fuldstændig i sikkerhed inden for gærdet.
Sådan er bøn. Vi kommer inden, hvor der er trygt. Personen ved navn Velvilje, er jo Jesus selv, som ikke bare passivt afventer, hvad der sker, men når vi banker på og beder, så kommer der øjeblikke, hvor han virkelig hører og derfor trækker os inden for i sikkerhed. Og sikkerhed, kære menighed, det betyder fred, det betyder glæde, lige meget hvordan man ellers har det.
Nu kommer Kristen frem til en, der hedder Fortolker, som forklarer ham forskellige ting om det, som evangeliet lærer. Vi har jo også prøvet at lære noget sammen om den kristne tro
Sådan har vi lært Trosbekendelsen at kende, hvordan Gud er: Skaberen af alt af ingenting, at han ud af ren og skær velvilje og kærlighed sendte sin Enbårne Søn Jesus for at hjælpe os, at han har siden har sendt os Helligånden til at vejlede, trøste og forvare os, ja, skabe fællesskabet i troen, række os syndernes forladelse, dåb og nadver, ja, det evige liv nu og til sidst også efter døden.
Og som Kristen bliver sendt videre alene efter at have besøgt Fortolkeren, sådan bliver vi også sendt videre i livet hver for sig. Men med fællesskabet her som et sted, vi kan blive opmuntret sammen.
Kristen får besked på at gå op ad en bakke, hvor han endelig kan komme af med sin byrde. På toppen af bakken står et kors, og da han ser op på korset, falder hans byrde af ham og triller væk ned på den anden side af bakken.
Nu har Kristen fået en frihed og dermed også en frimodighed til at gå videre frem i troen, ja, gennem hele sit liv.
For han får noget nyt tøj: Jesu retfærdighed i stedet for sin egen uretfærdighed.
***
Sådan var den historie, vi så i filmen, og meget mere.
Vi så, at ingen fortvivlelse er så stor, at vi ikke har hjælpen i vort eget hjerte, i det løfte, Jesus har givet: at han vil være der for enhver, der tror på ham.
Så kan intet gøre det helt af med os.
Så kan han gøre noget dejligt og skønt for os i vores liv.
***
Nu har vi talt noget om de ti bud og om trosbekendelsen.
Så nu skal vi runde af med, hvad Jesus lærer os om bøn.
Vi har jo så godt som hver gang bedt Fadervor. I Fadervor lærer Jesus os at bede en fællesbøn.
Men derudover er der noget, vi kan kalde personlig bøn. Især den bøn, hvor vi beder Gud om noget. - Det er et mægtigt løfte knyttet til bøn.
Bank på, så skal der lukkes op.
Bed, så skal der gives jer.
Og ikke bare sådan lidt, nej, overvældende meget.
Det gælder for os om at tage det løfte til os og stole på det, dag for dag, livet igennem, i alle situationer, svære som lette. Det løfte er som en nøgle, som åbner døre, der var som låste, situationer, der er som forheksede eller fastlåste. Gud elsker at give, han vil hellere give end tage.
Når vi råber til Gud i vores nød og beder om noget, så bliver hjertet opflammet til at bede endnu stærkere og bede om endnu større ting. Vi skal ligesom tænke os, at når vi beder, udbreder vi en kappe, så vi kan modtage meget.
Således må vi bede til Gud, trygt, med fuld tillid, som kære børn beder deres far og mor om noget.
Og husk: Gud giver kun gode gaver til sine børn. Derfor opfylder han ikke bønner om noget, der kan skade os.
Derfor: lad os bede både når vi står op og når vi går i seng, og ellers sukke til Gud eller takke ham, i løbet af dagen, som dagen nu udvikler sig.
***
Kære konfirmander: Gud velsigne jeres liv rigt! Og når I synes Gud er borte, eller livet bare er svært, så bed og stol på Jesus, stol på hans løfter!
https://www.youtube.com/watch?v=Jwlf8g0ofFo&list=PLNUq3RKxstWeJ7sI_RU5_CJtamdwPX3-C
Den kerubiske hymne - se slutningen af prædikenen til 2. søndag efter påske!
Den kerubiske hymne
Lad os som hemmelighedsfuldt, hemmelighedsfuldt
repræsenterer keruberne, keruberne
og som synger den trefoldige helligsang
og som synger den trefoldige helligsang
til den livskabende, livsskabende Treenighed
(lad os) nu lægge alle bekymringer bort
nu lægge alle bekymringer bort
lægge alle jordiske bekymringer bort,
alle jordiske bekymringer,
for (i stedet) at tage imod alle verdeners Konge
som kommer usynligt,
usynligt båret af englehære,
af englehære!
Halleluja! Halleluja! Halleluja!
Prædiken til 2. søndag efter påske 2018
Lige meget hvad folk måtte mene om, hvad der skete eller ikke skete,
Så handler den kristne tro om Jesu opstandelse. Hans opstandelse er simpelthen omdrejningspunktet.
Men vi skal lige baglæns og have et par ord med om, hvad folk forstod ved opstandelse dengang.
Grækerne mente, at når man var død, var man død. Det var man, og er man, sådan set enige om, dengang og i dag.
Men hvad så med liv efter døden? Mange grækere ville sige: døden er døden, der er ikke mere, de døde er højest at regne for i et skyggeliv, aldrig et ægte liv.
Andre grækere tænkte, at efter den legemlige død lever sjælen videre.
Men ingen græker troede nogensinde på en legemlig opstandelse.
Hvad så med jøderne? Nogle af dem tænkte som grækerne. Men andre troede, at Gud ville tage sig af sjælen efter døden, indtil legemet til sidst skulle opstå. Det gjorde de ikke mindst, fordi de troede, at Gud var en god Skaber, som derfor til sidst ville gøre alting godt, og derfor også genskabe legemet.
Det vil sige, når vi hører ordet: Jesus er opstået fra de døde, så kan det kun betyde én ting: at disciplene mente, at Jesus var opstået legemligt – her og nu – fra de døde.
***
Lad os nu se på fem grunde til, at vi kan tro på Jesu opstandelse.
1 Jesus døde virkelig. Ja, det er vigtigt! Nogle har sagt: han var vel bare skindød. Det var jo det, H.C. Andersen frygtede så meget, at han skulle blive begravet uden at være rigtigt død, så han havde en seddel på sengebordet, hvorpå der stod, at han ikke var død, bare skindød.
Nej, det er ikke en mulighed. Romerne havde god forstand på at korsfæste folk og sørge for, at de var helt døde. Oven i købet stak de for en sikkerheds skyld et spyd i Jesu side for at sørge for, at han var stendød, og der kom vand og blod ud, fortæller evangeliet, dvs. døden var indtrådt.
2 De kvindelige disciples vidnesbyrd. Kvinder var at regne på lige fod med slaver, og de var så ringe agtet, at de ikke kunne vidne i en retssag. Alligevel fortæller evangelierne, at det var kvinder der fandt graven tom og så Jesus først, heriblandt som den fremmeste Maria Magdalene. Det var ikke Peter, som præsenteres som den første, der så Jesus, tværtimod er han stærkt tvivlende til at begynde med.
3 Øjenvidnernes vidnesbyrd. En masse havde set ham levende igen, fortæller Paulus 1. Kor. 15,3-8, og man kunne jo bare snakke med nogen af dem, de levede jo stadig, mange af dem, tyve år efter opstandelsen, da Paulus skrev det brev.
4 Disciplene forandrede sig fra fejhed til mod. Peter nægtede, at han kendte Jesus, men kort efter vidner han med et sådant mod for store skarer, som også indeholdt præsterne, at folk undrede sig over, hvor sådan en ulærd mand havde alt det mod fra. Nu var disciplene pludselig parat til at dø for deres tro. Og hvem ville gøre det for noget, som man vidste var en stor løgn, og evt. noget, man selv havde fundet på? Som f.eks. at de stjal Jesu legeme og derefter skulle være begyndt at sige, at han var opstået.
Og så ændrede manden Saulus sig. Fra en, som fængslede kristne og havde siddet ved den første kristne martyrs tøj, mens han blev stenet for sin tro. Til en, som Jesus selv viste sig for, så han fra da af var Paulus, som var parat til selv at dø for sin nye Herre.
5 Den tomme grav. Hvor er Jesus?
Det var foregået i Jerusalem. Det var ikke svært at få det her opklaret. Nogle har forsøgt at sige: De gik til den forkerte grav. Men kan nogen virkelig forestille sig, at et menneskes nærmeste venner ikke kan finde den rigtige grav på en kirkegård? Og fjenderne ville have fremvist liget af Jesus. Men bagefter, altså da Jesus har vist sig for dem, er disciplene egentlig ligeglade med stedet, hvor Jesus var blevet begravet. Så meget, at man i dag fremviser to forskellige mulige steder!
Prøv selv at forestille det: den, som er din Herre, som du nu regner for Gud selv i kød og blod, som du har set opstået efter den grusomme korsfæstelsesdød, ham tilbeder du nu som Frelser og Herre, ham får du tilgivelse fra, du tror, at han lever evigt og giver dig evigt liv, som er begyndt nu og til sidst var ved for altid --- tror du så, at du overhovedet i årenes løb interesserer dig for den grav, han havde ligget i? Vel lige så lidt, som du ville blive ved med at interessere dig for det sted på kirkegården, hvor I i jeres familie har haft en grav, men den er for længe siden sløjfet.
***
Men vi kan også lade de fem punkter ligge og nævne tre andre.
A De kristne begyndte at samles på den første dag i ugen, fordi Jesus netop på den dag var opstået fra de døde.
B De begyndte at fejre nadveren, som er en forkyndelse af Jesu død og opstandelse indtil han kommer igen.
C Dåben udtrykkes som en begravelse med Jesus, en død i lighed med hans død, og også en opstandelse som hans opstandelse.
***
Vi kan også sige det helt kort: hvis Jesus ikke er opstået, er kristendommen en skør tro, og så er min synder ikke tilgivet, og jeg har spildt mit liv på det, hvor jeg kunne have brugt mit liv på mange andre måder. Men hvis han virkelig er opstået, så har den, der tror på ham, virkelig håb om evigt liv.
Prædiken påskedag 2018: Var Jesus virkelig død, og er han virkelig opstået fra de døde?
Lige meget hvad folk måtte mene om, hvad der skete eller ikke skete,
Så handler den kristne tro om Jesu opstandelse. Hans opstandelse er simpelthen omdrejningspunktet.
Men vi skal lige baglæns og have et par ord med om, hvad folk forstod ved opstandelse dengang.
Grækerne mente, at når man var død, var man død. Det var man, og er man, sådan set enige om, dengang og i dag.
Men hvad så med liv efter døden? Mange grækere ville sige: døden er døden, der er ikke mere, de døde er højest at regne for i et skyggeliv, aldrig et ægte liv.
Andre grækere tænkte, at efter den legemlige død lever sjælen videre.
Men ingen græker troede nogensinde på en legemlig opstandelse.
Hvad så med jøderne? Nogle af dem tænkte som grækerne. Men andre troede, at Gud ville tage sig af sjælen efter døden, indtil legemet til sidst skulle opstå. Det gjorde de ikke mindst, fordi de troede, at Gud var en god Skaber, som derfor til sidst ville gøre alting godt, og derfor også genskabe legemet.
Det vil sige, når vi hører ordet: Jesus er opstået fra de døde, så kan det kun betyde én ting: at disciplene mente, at Jesus var opstået legemligt – her og nu – fra de døde.
***
Lad os nu se på fem grunde til, at vi kan tro på Jesu opstandelse.
1 Jesus døde virkelig. Ja, det er vigtigt! Nogle har sagt: han var vel bare skindød. Det var jo det, H.C. Andersen frygtede så meget, at han skulle blive begravet uden at være rigtigt død, så han havde en seddel på sengebordet, hvorpå der stod, at han ikke var død, bare skindød.
Nej, det er ikke en mulighed. Romerne havde god forstand på at korsfæste folk og sørge for, at de var helt døde. Oven i købet stak de for en sikkerheds skyld et spyd i Jesu side for at sørge for, at han var stendød, og der kom vand og blod ud, fortæller evangeliet, dvs. døden var indtrådt.
2 De kvindelige disciples vidnesbyrd. Kvinder var at regne på lige fod med slaver, og de var så ringe agtet, at de ikke kunne vidne i en retssag. Alligevel fortæller evangelierne, at det var kvinder der fandt graven tom og så Jesus først, heriblandt som den fremmeste Maria Magdalene. Det var ikke Peter, som præsenteres som den første, der så Jesus, tværtimod er han stærkt tvivlende til at begynde med.
3 Øjenvidnernes vidnesbyrd. En masse havde set ham levende igen, fortæller Paulus 1. Kor. 15,3-8, og man kunne jo bare snakke med nogen af dem, de levede jo stadig, mange af dem, tyve år efter opstandelsen, da Paulus skrev det brev.
4 Disciplene forandrede sig fra fejhed til mod. Peter nægtede, at han kendte Jesus, men kort efter vidner han med et sådant mod for store skarer, som også indeholdt præsterne, at folk undrede sig over, hvor sådan en ulærd mand havde alt det mod fra. Nu var disciplene pludselig parat til at dø for deres tro. Og hvem ville gøre det for noget, som man vidste var en stor løgn, og evt. noget, man selv havde fundet på? Som f.eks. at de stjal Jesu legeme og derefter skulle være begyndt at sige, at han var opstået.
Og så ændrede manden Saulus sig. Fra en, som fængslede kristne og havde siddet ved den første kristne martyrs tøj, mens han blev stenet for sin tro. Til en, som Jesus selv viste sig for, så han fra da af var Paulus, som var parat til selv at dø for sin nye Herre.
5 Den tomme grav. Hvor er Jesus?
Det var foregået i Jerusalem. Det var ikke svært at få det her opklaret. Nogle har forsøgt at sige: De gik til den forkerte grav. Men kan nogen virkelig forestille sig, at et menneskes nærmeste venner ikke kan finde den rigtige grav på en kirkegård? Og fjenderne ville have fremvist liget af Jesus. Men bagefter, altså da Jesus har vist sig for dem, er disciplene egentlig ligeglade med stedet, hvor Jesus var blevet begravet. Så meget, at man i dag fremviser to forskellige mulige steder!
Prøv selv at forestille det: den, som er din Herre, som du nu regner for Gud selv i kød og blod, som du har set opstået efter den grusomme korsfæstelsesdød, ham tilbeder du nu som Frelser og Herre, ham får du tilgivelse fra, du tror, at han lever evigt og giver dig evigt liv, som er begyndt nu og til sidst var ved for altid --- tror du så, at du overhovedet i årenes løb interesserer dig for den grav, han havde ligget i? Vel lige så lidt, som du ville blive ved med at interessere dig for det sted på kirkegården, hvor I i jeres familie har haft en grav, men den er for længe siden sløjfet.
***
Men vi kan også lade de fem punkter ligge og nævne tre andre.
A De kristne begyndte at samles på den første dag i ugen, fordi Jesus netop på den dag var opstået fra de døde.
B De begyndte at fejre nadveren, som er en forkyndelse af Jesu død og opstandelse indtil han kommer igen.
C Dåben udtrykkes som en begravelse med Jesus, en død i lighed med hans død, og også en opstandelse som hans opstandelse.
***
Vi kan også sige det helt kort: hvis Jesus ikke er opstået, er kristendommen en skør tro, og så er min synder ikke tilgivet, og jeg har spildt mit liv på det, hvor jeg kunne have brugt mit liv på mange andre måder. Men hvis han virkelig er opstået, så har den, der tror på ham, virkelig håb om evigt liv.
John Bunyan, Pilgrims Vandring - afsnittet om fortvivlelse og håbløshed - se også prædikenen nedenfor
Prædikenen skærtorsdag handler om det, der sker i denne animerede video fra Bunyans bog.
Skærtorsdag 2018: Nøglen til at komme ud af fortvivlelse - se også videoen ovenfor
”Jeg elsker Herren for han har hørt min tryglen.”
Sådan begyndte Davids Salme.
Med kærligheden. Intet mere, intet mindre.
Salmen begyndte ikke med intellektuelle overvejelser over livets forgængelighed, men med en klyngen sig til Herren i kærlighed.
At Herren er nær – i kærligheden.
DET overkommer al angst for døden, alle trængsler, al fortvivlelse.
Jeg elsker Herren, synger salmisten, fordi han har lyttet til mit råb om hjælp.
Her er en dyb hemmelighed.
Når vi sidder i elendighed og fortvivlelse, hvad skulle så ændre vores tilstand?
John Bunyan har i bogen Pilgrims Vandring et sted, hvor hovedpersonen, han hedder Kristen, sammen med en anden, der hedder Håbefuld, desværre kommer væk fra den lige vej frem i troen på, at det er lettere at gå på en anden sti, som ledte til noget, der kaldes Afvej-Marken.
Ad den vej kommer de frem til Tvivl-borg.
Her kommer en kæmpe ved navn Fortvivlelse dem i møde og lod dem kaste i fængsel i borgen.
Her tilbringer de al tiden uden så meget som brødsmuler eller en dråbe vand, uden lys, eller nogen, der spørger venligt til dem. Her var de nemlig fjernt fra venner og bekendte.
Kæmpens hustru hed Mistrøstig, og da han i seng om aftenen fortalte det skete, bad hustruen ham om at råde Kristen og Håbefuld til at tage deres liv, når nu deres liv var så forbundet med elendighed.
Men først slår Kæmpen dem, så de slet ikke kan rejse sig op, men ligger hen.
På vej ud råder Kæmpen de to vandrere til at tage deres liv, men de betænker sig dog ved dette råd, for det hedder: Du må ikke slå ihjel. Hvilken beskyttelse mod mennesket i dets elendighed!
Da kæmpen og hans hustru næste nat ligger i sengen, spørger hun til de to vandrere. Da hun forstår, at de standhaftigt holder fast ved livet, beder hun sin mand om næste dag at tage dem op i slotsgården, så de kan se, hvordan det er gået andre, der har været i fængsel hos dem. Da vil de få ben og kranier og hjerneskaller at se, og da skal de to vandrere forstå, at de inden en uge vil blive sønderrevet af ham, hendes mand.
Vandrerne ser slotsgården og benene, og kommer for tredje nat i slottets fangehule.
Fra midnatstid til daggry forblev de i bøn. Hen imod dagens begyndelse siger han under bønnen til sig selv: Hvor er jeg tåbelig, at jeg ligger her i fangehullet, når jeg lige så godt kan vandre ud, når jeg vil? Jeg har jo nøglen til at låse os ud af fængslet og borgen – i mit bryst
Nøglen hedder løfte. Og med løftets nøgle åbnedes alle døre og porte ud af fængslet og Tvivl-Borg.
Sådan en virkning har Davids Salmes bøn i Esther Muis udgave:
Jeg elsker Herren,
For han har hørt min stemme og mine bønner.
For han har vendt sit øre mod mig,
Derfor vil jeg kalde på Ham, så længe jeg lever.
Dødens smerter omgav mig,
Og dødsrigets veer greb fat om mig;
Jeg fandt kun nød og sorg:
”Herre, jeg trygler dig, befri mig!”
---
Og så kommer vi i tanker om, at disse ord var på vor Herres Jesu læber på vej til sin lidelse og død.
Han havde – som vi – brug for at synge og anråbe og trygle om Faderens hjælp sammen med sine venner, men i Getsemane magtede de det ikke.
Mon vi hver for sig ligger lange tider i Getsemane i dyb søvn og derfor ikke står vore brødre og søstre bi i deres elendighed? Som Herren Jesus bad os: besøge de syge, dem i fængsel, lægge hænderne på syge, hjælpe dem i mange slags nød.
Kristus løftede frelsens bæger. Frelsens bæger. Frelsens bæger er ikke bare en nøgle ud af elendighed, som i Tvivls-Borg, men er en dråbe af Kristi eget blod, udgydt for dig og mig og for verden, for mine venner og mine fjender, og for dem, som lige nu er lige glade, dem som er glade nu, dem som intet håb ser, ja, først og fremmest for dem.
En dråbe er nok. Han lader sit eget blod flyde i vore årer, så nu slår vort hjerte roligt midt i alt, vi kommer ud for.
Gør dette til ihukommelse af mig! Siger Herren Jesus til os, ja, befaler han os.
Når vi drikker dette bæger, er det noget, vi gør til ihukommelse af ham. Jesu mening er vel, at vi skal forstå nadveren sådan, at han er som levende iblandt os, er nærværende.
Han er nærværende og minder os om sit løfte, at hans korsdød virkelig har virkning for vort liv i tid og evighed.
Denne virkning handler om al elendighed, vi oplever, men løftet gælder adgangen til syndernes forladelse gennem Jesu person. Syndernes forladelse betyder fornyelse af vort indre, opbrydningen af isdannelserne i vort indre, begyndelsen på bortrydning af stenblokke som den, der lå over Jesu grav, så vi er som Kristen og Håbefuld uden håb i Kæmpens Tvivl-borg.
Animerede videoer ud fra John Bunyans Pilgrimsvandringen (på engelsk)
John Bunyan skrev den allegoriske roman Pilgrims Vandring. Her er den første af en række små animerede videoer over romanen - meget smukt lavet!
Palmesøndag 2018 - om at komme af med byrderne (med John Bunyans Pilgrimsvandringen)
Det er noget særligt ved den kristne åbenbaring.
Det hører med til den, at den forkastes af mennesker.
Den forkastes af dem, der skal tro på den.
Som Jesus siger: Bygmestrene forkaster hovedhjørnestenen, som er grundsten og anstødssten i ét.
Når sandheden åbenbares, så viser det sig, at mennesker ikke vil vide af sandheden.
Kristendommen er ikke sandhed, fordi nogen tror på den.
Det passer bedre at sige, at når nogen ikke tror på den, er det, fordi den ER sandheden.
”Mig tror I ikke, fordi jeg er sandheden”, siger Jesus i dagens evangelium.
Når selv jøderne forkastede Jesus, hvor meget mere ikke andre mennesker.
Jesus siger ikke: Mig tror I ikke, selvom jeg siger sandheden.
Men han siger: Mig tror I ikke, FORDI jeg siger sandheden.
Sandheden er til stede overalt, men fortrænges af os.
Evangeliet taler om sammenstødet mellem sandheden og så mennesker, der udmærket ved, at det er sandheden.
Paulus taler om, at menneskene holder sandheden ned ved uretfærdighed. Rom. 1,18.
”Var Gud jeres fader, ville I elske mig”, siger Jesus. Gud er kun Fader for os, når vi elsker Jesus.
Hvis vi skal kalde Gud fader, så det er sandhed, beror det ikke på os selv, men på ham, som kalder sig selv Sønnen.
En kristen er en, der ikke kan kalde Gud fader undtagen ved Jesus og i Jesu navn.
***
Jesus siger ikke alene sandheden, han ER sandheden.
Det er Gud, der er det selvfølgelige, ikke mennesket, ikke samfundet, ikke verden.
Vi har en gammel Adam i os, som ikke vil Gud. For den gamle Adam er det nyt, at Jesus er sandheden, at Gud er det selvfølgelige, ikke mennesket, ikke verden.
Den gamle Adam har vendt spørgsmålene om. Han spørger ikke: Hvorfor er jeg til, hvorfor er noget overhovedet til?
Men: Hvorfor skulle Gud være til? Er Gud overhovedet til?
Sådan spørger den gamle Adam, for mennesket har gjort sig selv til udgangspunktet, det er grundsynden.
Det er grundløgnen, at mennesket er udgangspunktet.
Hvis vi skal ind i sandheden, må vi ophøre med at være udgangspunktet.
Og det sker i troen. I troen ophører vi med at være udgangspunktet.
Vantro er at ville være udgangspunktet og derfor aldrig rigtig lade sig sige.
Når vi selv er udgangspunktet, ja, så har vi Djævelen til fader, og sandheden er ikke i os.
Så kan vi ikke høre Jesu ord.
Jesus understreger, at han ingen synd har. At han altså taler sandheden fuldt ud, altså ER sandheden.
Der er dybest set kun to syn på menneskets forhold til sandheden.
Det ene siger, at vi er søgende, at alle er på vej mod sandheden. Ikke ad samme vej, men ad forskellige veje. Ligesom hvis alle bevægede sig opad på et bjerg og trods forskellige veje ender på toppen.
Mennesker er efter dette syn forskellige steder på vejen op, men det er bare forskellige grader af sandheden, ikke sandhed mod usandhed.
Ud fra dette syn er Jesus en vejviser, en af de mange, må ske den bedste, men en iblandt flere. Derimod må det afvises, at han er vejen, som han selv siger.
Det var det ene syn.
Det andet syn på mennesket er, at menesket ikke er søgende. Nej, det er en bortløben, en vildfaren.
Det søger nok sandheder, men ikke Sandheden. Det er tværtimod på flugt, på vej bort fra sandheden.
Sådan taler Bibelen: ”Der er ingen, som søger Gud, de er alle kommet på afveje.” (Rom. 3,11 med et citat fra GT).
”Vi fór alle vild som får, vi vendte os hver sin vej” (Es. 53,6).
Hver sin vej – ikke mod sandheden, men bort fra sandheden.
Bibelen kender ikke noget til mange forskellige veje til sandheden. Det er en helt fremmed tanke i Bibelen.
Men Bibelen kender til mange veje bort fra sandheden. Ligesom Jesus taler om det tabte får, der ikke søger hyrden, men må opsøges af hyrden.
Jesus viser derfor ikke mennesket vejen, men ER vejen, standsningen af mennesket på dets vej, og i det øjeblik mennesket er blevet standset, er det ankommet i Guds rige, i sandheden.
Og ligesom vi enten er i sandheden eller i løgnen, er vi enten i kærligheden, eller også er vi ikke i kærligheden.
Sådan tales der i Johannes’ Åbenbaring til en menighed: Du har svigtet din første kærlighed.
Der hører et helt liv til at leve som kristen, i sandheden, i kamp for at blive i sandheden om sig selv, at leve af Guds nåde ved Jesus, at leve ud fra, at Gud og hans Søn Jesus er udgangspunktet.
Men Gud har hjulpet os i vores liv. Jesus siger, at han udsender Helligånden til dem, fra Faderen, og han kalder Helligånden for Sandhedens Ånd.
Uden Helligåndens hjælp, uden at vi påkalder Gud og Jesus i vores dagligdag, står vi ustandselig i fare for at vende alting på hovedet igen og igen: nemlig at gøre os selv til udgangspunktet, og gøre Gud og Jesus til noget, vi kan overveje eller skippe, som vi lige føler for.
Og vi kan også så bare skippe den kristne tro, fordi hvorfor skulle der være en tro, der er mere rigtig end de andre.
Men det er jo en måde at gemme sig for Gud, ligesom Adam og Eva gemte sig for Gud i Edens have. De vidste godt, at de havde forladt sandheden, og så gemte de sig.
Sådan er det med at hvorfor skulle der kun være én vej til Gud en måde at gemme sig for Gud på. Det må vi forsage. Det er Djævelen, der frister os. Derfor forsager vi også Djævelen og alle hans måder at lokke os til at være til for os selv og kun for os selv.
Djævelen har det godt, når vi kun lever for os selv. Men for en kristen gælder det om at leve for Jesus, som døde og opstod for os. Det gælder om at lade Helligånden få råderum i hjertet, så sandheden kan få lys og plads. Og når sandheden gør det, så dømmer den os også. Så må vi indrømme hvad ondt vi gør, angre og bede om tilgivelse for det. Det er Helligåndens fantastiske gerning. Men endnu mere: Helligånden læger også de sår, vi får i livet, hele os, når vi ikke lyver om os selv.
Og Helligånden styrker os og trøster os, så vi kommer på fode gang efter gang. Også når vi er kommet på afveje. For der er kun én god vej, Jesus vor Herre. At vandre med ham og i fællesskab med ham. Lytte til ham. Følge ham.
3. søndag i fasten 2018 om sandhed: "Mig tror I ikke, FORDI jeg siger jer sandheden"
Markus 9,14-29
Jesus har været sammen med tre af sine disciple oppe på et bjerg.
Der var Jesus for deres øjne blevet forvandlet, så hans tøj så blændende hvidt ud, og Moses og Elias havde talt med ham.
Peter var helt salig ved at opleve dette.
Han foreslår, at de skal bygge hytter, ligesom til en stor jødisk fest løvhyttefesten.
Fordi den fest er gennemsyret af stor glæde.
Og midt i alt det hører de en stemme fra skyen: Det er min elskede Søn! Lyt til ham!
Så forsvinder synet af Moses og Elias, og det hele bliver almindeligt igen, og de går ned fra bjerget.
Er der ikke nogen her, som har oplevet ubeskriveligt vidunderlige ting fra Gud – i et syn, i en drøm? Noget som har ændret dit liv for altid?
Sådan var det også for de tre disciple.
De fik lov til at smage saligheden af Jesu guddommelige liv, som aldrig dør.
Og Jesus forklarer synet: Elias kom på en måde i skikkelse af Johannes Døberen som en forberedelse til Messias’ komme, og han blev slået ihjel.
Men Jesus skulle også blive slået ihjel.
Det hele skulle ske helt anderledes end Peter og hans venner kunne forestille sig.
Enhver af os ville ønske, at vi altid kunne være fyldt af Helligånden, så vi altid var helt på toppen og glade, ligesom de tre disciple må have følt det oppe på bjerget.
Men der kommer dage, hvor det føles, som om alt det, vi oplevede af stort med Gud, tages fra os.
Det er det, Jesus forbereder os alle på gennem det her.
Forbereder os på, at vores liv foregår her på jorden, for vi har en opgave her.
Forbereder os, så vi ikke giver op, men forstår, at det er meningen, og at vi nu oplever, at troen prøves, at vor troskab prøves.
***
Godt, nu kommer Jesus og de tre ned på jorden så at sige, ned fra bjerget.
Straks dernede er der stor forvirring og diskussion. De 9 andre disciple har ikke kunnet uddrive en dæmon fra en dreng.
Der er kaos. Der er skriftlærde, som i Jesu fravær er ved at gøre disciplene forvirret.
Nu er det folkeskarens tur til at blive glade. De skynder sig hen til Jesus.
Jesus er som en magnet for fortabte mennesker, for fattige, for fortvivlede, for ensomme, for syge af enhver art.
Disciplene kunne ikke drive dæmonen ud.
Og nu er det Jesu tur til at opleve nedtur for alvor. Han ville ønske, at han snart ikke skulle være blandt dem længere. Det siger han jo.
Han kan næsten ikke klare al den vantro, han oplever. Fra skaren, men så sandelig også fra hans allernærmeste, disciplene.
Men vi må aldrig tage fejl af Jesus. Ja, han spørger, hvor længe, han skal være blandt denne vantro slægt. Men nej, han bliver ved, han rører ved mennesker, han helbreder, han prædiker til ny tro, til trøst, til glæde, han tager al slags medicin frem fra sit forråd for at hjælpe mennesker, uanset hvilket situation de er i.
Faderen til den dæmonbesatte er i tvivl, om Jesus KAN hjælpe, for det kunne disciplene jo ikke.
Jesus svarer: ”Hvis jeg kan? For den, som tror, er alt muligt”.
Da råber faderen et råb, som giver genlyd til i dag: Jeg tror, hjælp min vantro!
Det ord har jeg selv levet på i en lang periode, hvor jeg var formørket i sindet.
Enhver af os kan bruge de ord selv. Vi siger, at vi er på vej til at tro, at vi gerne vil tro, men at vi også har vantro i os. Og vi erkender det, så vi beder: Hjælp vores vantro!
Hjælp os tættere til dig, Jesus, skab ro i vores sind og tanker og krop, kom med din fred, din glæde, din stabilitet, din guddommelige kraft til mit svage sind. Du er stærkere end alle andre, kom! Kom, Gud Helligånd, som Jesus sendte til os! Vær hos os i al fortvivlelse, i alt mørke, i al ensomhed, i al følelse af meningsløshed!
Da virker Jesus med sin mægtige kraft og befaler den onde ånd at fare ud af drengen og aldrig mere vende tilbage til ham!
Og det sker!
Når Jesus befaler, sker det, han befaler skal ske. Han er 100 procent Gud og 100 procent menneske og hvad han vil, det sker.
Ingen har hans myndighed, og derfor må Satan forsvinde, når Jesus kommer til.
Det gælder dig og mig i vores hverdag derhjemme og altid.
Lad os altid overgive os til Jesus i hverdagen, så beskytter han os mod Satans forsøg på at gøre noget ondt ved os.
Og drengen virker til at være død, men sover af udmattelse, fordi dæmonen har hærget så længe og raset, da Jesus kastede dæmonen ud.
Men Jesus tager drengen ved hånden og rejser ham op, og nu kan han gå helt almindeligt rundt.
Sådan rejser han også dig op, når du blot beder ham om det, eller en ven beder om, at Jesus må rejse dig op.
Og derfor har Jesus sat os ind i et fællesskab, hvor vi er som et legeme. Han er hovedet, vi er kroppen.
Vi kan ikke undvære hinanden. Hver eneste en er nødvendig.
For kan den ene fod undværes? Eller det ene øje? Eller værst: begge øjne? Eller hvad med begge arme?
Nej, i Jesu kirke er der brug for alle.
Derfor har Jesus udsendt os for at hjælpe hinanden i fællesskabet, og række ud til alle mennesker.
Det Peter gerne ville oppe på bjerget var at bygge hytter, så de kunne sidde sammen og have det saligt sammen og spise og være glade.
Løvhytternes mening hos jøderne var, at de skulle være bygget af meget tyndt materiale, så at man kunne høre naboens glæde, men også hans sorg. Der måtte ikke være lukket af for regnen fra taget, for man skulle mærke Guds regn og om natten kunne se stjernerne.
Sådan skal vi også se og mærke hinandens glæde, men også sorg.
Og i dag vil vi med sorg beder for Iran og Irans kirke, som vi også har sunget om.
For bønnen er det, der driver vantroen ud, bønnen skal til, for at vi i Jesu navn kan drive den onde bort.
Som Jesus sagde: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn”.
Nogle håndskrifter har: ”ved bøn og faste.” Men de fleste håndskrifter har det enkle: ”ved bøn”.
Bøn – det er at vi modtager fra Gud, ligesom vi modtager regnen fra himlen til jorden.
Vi kan ikke af os selv. Efter store oplevelser af syn og drømme kommer vi alle ned på jorden, og der har vi brug for bønnen, holde fast ved bønnen.
Så Jesus lærer os i dag, at bøn er godt for alting, men ikke mindst for Djævelens angreb på os.
Og dernæst er det noget, han lærer os alle i fællesskabet. Og i fællesskabet styrker han os, gennem bønnen.
Bøn er jo ord, vi beder til Gud, til Jesus.
Vi begyndte med lovsange.
Vi må endda bede om, at Gud vil åbne vores mund, så vi kan lovsynge ham.
Vi er skabt for at beundre hans skaberværk, beundre Skaberen, beundre Jesus.
Derfor lovsang.
Men også som tak for alle de gode gaver, han overøser os med hver dag – ting, vi tager for givet.
Vi vil i dag også takke for det smukke Iran og bede Herren røre ved folkets ledere, så livet i Iran bliver helt nyt og frit for alle mennesker.
Samtidig lever vi her i Danmark. I et kristent land, men med mange problemer.
Vi har virkelig brug for ordet og bønnen og fællesskabet og brødet og vinen, Jesu legeme og blod.
I nadveren styrker Jesus os med sig selv, så vi forenes med ham. Hans blod kommer ind i vores årer. Hans guddommelige kraft kommer til os i vores skrøbelighed. Og altid sådan, at vi ikke EJER kraft selv, men altid igen og igen modtager den. Amen.
2. søndag i fasten - om at komme ned fra bjerget, prædiken holdt for den farsitalende menighed ved Christianskirken i Aarhus
Jesus kom for at tjene mennesker, ikke for at betjenes. Sådan skal vi også være. Privat, men også i fællesskabets sammenhæng.
I Guds Rige byttes der om på værdierne. Den ældste skal være som den yngste. Ja, det står der!
Og lederen om den, der tjener.
Og i selve Guds synlige Rige vil alle sidde sammen til bords med Jesus.
Alt det der med at lade folk føle ens magt, det er bandlyst fra Guds Rige.
I dagens evangelium er der ikke stukket noget under gulvtæppet. Apostlene diskuterer, hvem de er størst. De er uenige om det. Meget menneskeligt, men meget forkert i Guds øjne.
Jesu bøn for Peter, om at hans tro ikke må glippe, er en bøn, Han også beder for os, at vi ikke gør os selv store, men røre ved vore hjerter, så vi indser, at vi er små, at vi er tjenere.
”Og når du engang omvender dig, så styrk dine brødre.”, sagde Jesus til Peter.
Noget skal ske med vores hjerte. Omvendelse. Omvendelse er omdrejningspunktet i at være Jesu discipel.
Hele tiden er der noget i os, der skal forandres. Vi skal træffe en beslutning om at omvende os. Det er jo det, Jesus siger til Peter: Og når du engang omvender dig…
Peter skal gøre noget, vi skal gøre noget.
Det er så sandelig ikke kun en passiv modtagelse. Nej, det er liv og død. At være Jesu discipel kræver os med hud og hår, hjerte, sjæl, sind og alt, hvad vi er.
At være Jesu efterfølger har ikke noget med religion at gøre. Det handler ikke om en masse regler, men om hjertet. Om at lukke Guds Ånd ind, lukke Jesus Kristus ind i vort hjertet, lukke Gud vor Fader ind i vort hjertes tempel.
Det handler om at lade vort hjerte omskære. Ja, sådan taler apostlene om omvendelse.
Omskærelsen af drengebørn var og er en fysisk ting. Men den egentlig omskærelse og renselse har med hjertet at gøre.
Profeten Ezekiel taler om, at Gud vil give os et nyt hjerte i stedet for kødhjertet.
Jesus taler igen og igen om renselse, med Helligåndens ild, med sit ord.
Hvad har dette så med Kain og Abel at gøre? Jo, Kain var den ældste og ville være den ældste også åndeligt talt i Guds øjne. Han kunne ikke tåle, at hans lillebror bare gjorde det, Gud gerne ville have.
Jakobsbrevet forklarer nu, hvad det var der skete i Kains hjerte og i et hvert hjerte. Det begynder med et begær. Begæret kan være af en hvilken som helst art. I tilfældet Kain er begæret at undertrykke sin bror. Han går ind i misundelsens og jalousiens tilstand. Og som Jakob siger i sit brev, først underfanger begæret, så sætter det synd i verden. Det sker, når Kain og vi lader begæret fylde os op, for så undfanger det synden.
Og når først synden er blevet til et foster, så ender det med fødsel. Synden vokser nøjagtig som et foster, et barn, og føder ved terminen. Men hvad føder synden? Forfærdeligt, den føder død.
Vi har i medierne i vinterens løb kunnet følge et forfærdende eksempel på et begær, der har fået lov helt uhindret at blive til synd og til føde død, bogstavelig talt, i den såkaldte ubådssag. Der leges med begæret på mange måder, og begæret undfanger synd, og synden fører uden undtagelse til døden, på den ene eller anden måde.
Og ve vor tid, når mennesker med høj cigarføring pådutter os, at fristelser er til for at gå ind i! At fristelser skal dyrkes, for sådan modnes vi som mennesker.
Ingen af os kan være tilskuere til livet!
Enten lader vi begæret undfange, eller også ikke. Det kommer fra os selv. Vi har, siger Jakob, magten til at forhindre undfangelsen. Det er ikke en naturlov at undfangelsen sker.
Nu er det vigtigt for Jakob at sige, at det ikke er Gud der frister os ind i begæret. Det klarer vi udmærket selv.
Så når vi beder: Led os ikke i fristelse, så betyder det, at vi beder Gud om at være os nær, når fristelsen kommer, bevare os fra at gå med fristelsen. Ja, vi beder om at blive ledt uden om fristelsen. Det er en betryggende og alvorlig bøn, som altid minder os om fristelsens frygtelige virkelighed. Vi er en kampplads mellem godt og ondt og har brug for al guddommelig hjælp, så vi lader fristelserne fare.
Nej, Gud leder os ikke ind i fristelsen, men Han prøver os. Det er noget andet. Det er den måde, vi her på jorden vokser i troen frem til mere rolig åndelig sejlads.
Der kan være mange prøvelser, men prøvelser er ikke det samme som fristelser.
Gud frister ikke, men står ved vor side, når vi beder om hjælp, så selv om vi står helt ved indgangen til en fristelse, ja, er kommet ind i fristelsens entre, så hører Gud gerne vor bøn, så vi når at finde døren og komme væk.
---
Nu er det fastetid, tid til at lade Jesu ord om omvendelse gå til marv og ben.
Omvend jer, Guds rige er kommet nær! Sagde Han og siger han.
Vend jer mod Guds rige, følg mig, er det han siger her.
Når I vender jer om, vender jeg mod Guds Rige, vil dets skønne luft strømme jer i møde med duft af livet, evigt liv uden ende, kærlighed, barmhjertighed, sandhed, godhed.
Så lad os vende os mod Guds rige.
Gå i os selv, blive tjenere for hinanden, ikke undertrykke andre, hjælpe hjælpeløse, hindre undertrykkelse aktivt, redde mennesker fra undergang.
For hvad er det inderste i det at faste? Esajas 58:
v6 Den
faste, jeg ønsker,
er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets
bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
v7 ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.
v8 Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig,
og Herrens herlighed er bag dig.
v9 Da kalder du, og Herren vil svare,
da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!
Prædiken om at tjene, om fristelse, og om begær der kan vokse sig stor og ende med død
Guds rige er et sennepsfrø,
Trodser vinter, kan ikke dø,
Det bliver til et verdenstræ,
Der giver jordens fugle læ,
De bygger rede i rigets skygge.
Sennepsfrøet, der kom i jorden, det var Jesu ord sået ud i folket, i menneske efter menneske, enkeltvis, i grupper, i folkemængder.
Det er vigtigt at huske, at godt nok var der ofte mennesker i stor mængde til stede, når Jesus talte, men det var i en længere periode.
På et tidspunkt tyndede det godt ud i tilslutningen, og folk blev skuffede. For de ville have haft Jesus til at gøre efter deres hoved, nemlig blive en politisk frelserskikkelse, som skulle befri folket fra romernes overherredømme.
Til sidst spørger Jesus direkte de sørgelige rester af disciple: Vil I også gå fra mig? Tænk, det kom dertil. Tænk, det spurgte han faktisk om.
Men det kan de trods alt ikke. Jesus, du har det evige livs ord, siger Peter, vi kan ikke gå bort fra dig.
Men ud over, at der var den lange periode med stor tilslutning til Jesus og så en periode hen mod korsfæstelsen hvor tilslutningen svandt ind til meget lidt, ja mellem de to yderpunkter var der først og fremmest det enkelte menneske, Jesus mødte.
Den samaritanske kvinde ved brønden, en kanaanæisk kvinde og hendes dæmonbesatte datter, en blindfødt mand, en døvstum, en lam mand, en død ven og hans søstre, en kvinde med blødninger, der ikke vil holde op, dæmonbesatte enkeltpersoner.
Ofte hører vi om andre i selskab med denne enkelte person, men fokus er i første omgang på den enkelte.
F.eks. den samaritanske kvinde: efter en lang samtale med hende ender det med at hele landsbyen kommer ud og hilser på og møder Jesus.
Jesus beder hende egentlig bare hente én anden person, nemlig hendes mand, men det kan hun ikke, for hun er ikke gift med den mand, hun er sammen med. Men det bliver altså hele byen hun tager med sig ud til Jesus ved brønden.
Eller den lamme mand – fire kammerater slæber ham op på taget af det hus, hvor Jesus taler, bryder hul og sænker den lamme mand ned lige hvor Jesus står, så en stor gruppe mennesker pludselig bliver vidne til det, der sker.
Sådan kunne vi blive ved.
Men vi kan også lige tænke på, hvem Jesus overhovedet talte til, da han snakkede om Guds rige som landbrug med kornets vækst og et sennepsfrø, der bliver til et træ med store grene.
Her taler Jesus ikke til den lille gruppe af kernedisciple, men til folkeskaren, som er samlet ved Galilæas sø.
Vi ved, at han talte til hele folkeskaren og ikke kun disciplene, fordi Markusevangeliet understreger, at Jesus talte kun i lignelser til den brede skare af folk.
Til dem, som skulle blive Guds rige folk.
Vi vil nu samle os om, hvad salmedigteren har at sige om Guds rige.
Det er vidunderligst af alt på jord.
Vidunderligst.
Oh, vi er vant til at bruge små ord.
Men lad os hjælpe hinanden til at bruge de største ord om det største – Guds rige.
Dets herlighed er uden sammenligning.
Det begyndte med Guds herlighed, der skinnede fra Moses’ ansigt, da han kom ned fra bjerget med tavlerne med de ti bud
Kong David sang om templet som stedet, hvor Herrens herlighed bor, som gør, at han elsker det hus.
Han siger: Min mund er fuld af lovsang til dig, jeg priser din herlighed dagen lang.
Og: Herrens herlighed skal vare evigt.
Profeten Esajas så i et syn Herren på sin trone i templet og seraferne omkring ham, der sang:
”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,
Hele jorden er fuld af hans herlighed!”
Og her på vej ind i fastetiden kan vi mindes, at Esajas får ord fra Herren om, hvad sand faste er, nemlig at løse ondskabens længer, sprænge ågets bånd, sætte undertrykte i frihed, og bryde hvert et åg, ja, give sultne brød, og ikke vende ryggen til ens egne.
For da skal et lys bryde frem og Herrens herlighed følger i ryggen på dig, bagefter dig på din vandring.
Det skinnede i profeten Ezekiels syn, en herlighed fra en, der lignede en menneskesøn, en profeti om den salvede konge, Jesus.
Og da Guds Søn blev født til verden, så hyrderne herligheden stråle om englene, der forkyndte Jesu fødsel.
Og disciplene Hans herlighed, de erkendte, at den herlighed kom fra Faderen, en herlighed fuld af nåde og sandhed.
Og Guds herlighed lyser ud fra de undere, Jesus gjorde.
Til sidst blev Jesus med sine egne ord herliggjort på korset, så korset står som et banner, der skinner for altid ud i verden med frelse, glæde, fred, tilgivelse for enhver, der vender sig til Jesus.
Hans ord skabte, hvad de nævnte: syn til blinde, hørelse til døve, tale til stumme, at kunne gå igen for lamme, ro og samlethed til dem, der var besat onde ånder, liv til døde.
Sådan er hans guddommelige ord, de er Guds riges hemmelighed.
Med Jesu ord døbes og gives hans legeme og blod. De skaber håb, gode kår, ro i sindet, latter over vore hjertesår, for i troen på Jesus Kristus kan vi springe over grave, nu og altid.
Jesu rige skaber ved hans ord lys i mørke, paradis i ørkenen, i din personlige ørken.
Lad hvisle kun i ormegård,
At riget er lagt øde,
Gud kroner ligeguldt dets år
Med frugtbarhed og grøde.
Ja, lad blot nogen hvisle således.
Vi ved, at Jesus skaber sit rige fra det mindste og mest usandsynligt lille frø.
Sådan er det altid. Det bliver ikke anderledes. Fra ydmyghed til herlighed.
Med tålmodighed som landmanden til den ubegribelige høst, den uforudsete høst,
Ja, høst, hvor der ikke engang var sået.
Guds riges herlighed og glans er som kornet på marken godt på vej i maj måned,
Som solen over havet
Som fuglenes fulde kor til langt ud på skærsommerens aften.
Guds rige herlighed er, at vi skal møde vor konge Jesus Kristus, eller rettere, Han skal møde os på opstandelsens morgen.
Da skal vi erkende fuldt ud, da skal vi se ham, som han var og er, ansigt til ansigt.
Da riget er med solekår
Til syne og til sted
I evighedens gyldenår
Med ret og fred og glæde.
Prædiken om Guds rige til Septuagesima søndag 4. februar 2018
Levende vand.
Ikke i morgen, men lige nu.
”Jeg var så tæt på at sende dig bort”, synges der. Sådan som den samaritanske kvinde var lige ved at gøre.
Sådan som vi danskere har for vane at gøre. Sende Jesus bort.
For livet er endt med at handle om det fysiske, det materielle, det psykologiske.
Levende vand, du kommer ikke til at tørste igen, siger Jesus.
Han vil slukke din tørst. Ikke sådan at du ikke mærker tørst, for sådan er vi. Men så husker vi på, at han virkelig er livets vand.
Vi er nødt til at høre det, minde hinanden om det. I vores materialistiske tid. Vi er holdt op med at mærke vores tørst. Fordi vi har så mange erstatninger. Vi mætter vore sanser ustandselig. Og på den måde kan vi ikke mærke vores tørst efter Gud.
Det glæder Djævelen, som ikke ønsker os held og lykke.
Og han har en villig samarbejdspartner i os. Han hvisker til os: Gud findes ikke.
Han er fristeren.
Men når vi er lige ved at sende Jesus bort, som vi hørte i sangen, ja, så kommer han bare til os, uanmeldt, ukaldet, alt hvad vi skal er blot at bede.
Når vi beder, flygter Djævelen. Når vi beder: Vor Far i himlen! Så flygter Djævelen. Vi mærker det ikke, men det sker.
Jesus skruede fadervor sammen, så alt, hvad vi har brug for er samlet der.
Han lader sit levende vand strømme i mængde mod os gennem bønnen.
***
Det levende vand findes kun hos Jesus. Det er forargeligt for verden, for hvad bilder Jesus sig ind.
Nej, han bilder sig ikke noget ind. Han er Guds Søn og tilbyder det levende vand til enhver, der blot vil bede om det.
Hans levende vand er som en flod af godhed. Vi kan ikke forstå hans mægtige godhed, men det skal vi heller ikke. Vi skal blot tage imod den.
***
Jamen, var det ikke bare en begivenhed dengang i Samaria, en tilfældig dag, da Jesus sagde de her ting?
Hvordan har det for alvor noget med mig og dig at gøre?
Så må jeg først spørge: hvad gør du med dine bekymringer? Hvad gør du med dig selv, når du føler, at andre ikke anerkender dig? At andre ikke ser dig? Hvad gør du, når du føler, at du ikke er noget? At alle andre er noget ved, men ikke dig?
Det er her, evangeliet rører dig og mig.
Det handler lige præcis om en ’tilfældig’ kvinde engang. Nej, det handler gennem hende om enhver, der vil stille sig ved siden af Jesus som hans discipel.
Jesus går lige til sagen: kvinden har en tørst, hun slet slet ikke vidste hun havde.
Vi opdager først den dybe tørst, når vi møder ham. Så opdager vi, hvad skønhed, godhed, kærlighed virkelig er.
Når døren lukker sig for os, ja, så hører vi, at Han er døren og samtidig den gode hyrde, og at der er vej ind og ud til føde for os, hans får.
Altid føde, altid levende vand.
Så lærer vi, at uden Gud bliver vi aldrig hele.
Og når vi føler, at vi ikke er noget værd, at de andre ikke bryder sig om os, ja, så lyt til sangens ord om Jesus, der kæmper for at minde dig og mig om, at han døde for vore tårer, for det liv, vi synes ikke var noget.
Er du fortvivlet? Så er han det gode håb, der aldrig svigter i evighed.
Er du tørstig? Så giver han dig af sit levende vand. Det levende vand har også et konkret navn: Helligånden, som Jesus sender til os.
Seneste kommentarer
12.08 | 09:41
- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.
11.06 | 12:37
"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞
22.09 | 17:58
Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.
01.12 | 17:13
"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.
Del siden