Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2018

En herlighed strålede om hyrderne, en herlighed, som kommer fra Gud selv gennem Jesus.

Den herlighed, siger Johannes, er fuld af nåde og sandhed.

Nåde – han vil rejse os op, hver gang vi falder og kvajer os og misbruger livet, det vil han, når bare vi rækker ud efter hans hjælp.

Sandhed – han har givet os Sandhedens Ånd, han talte sandhed og kun sandhed, det er også derfor lyset skinner fra ham. Men det skinner med en kraft, som gør at det, der er mørkt i os, bliver oplyst, og det er ikke rart. Så kan det føles lettere bare at gå sin vej og ikke blive generet af så kraftigt et sandhedslys.

Men kære menighed, vi kan tåle dette lys, fordi der er også kærlighedens glød i det lys, for så højt elskede Gud verden, at han sendte sin Enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Vi kan tåle dette lys, fordi Gud, Jesus, er kærlighed, ja, selve kærlighedens kilde.

Så lad os med opladte sind grunde over det, Johannes fortæller os i det, der er blevet kaldt hans juleevangelium!

Lad os sætte os i disciplenes sted. De vandrede med Jesus rundt i landet, og til sidst var de vidne til hans død. Tre dage efter fandt de graven tom, da de ville se til graven, og Jesus viste sig for dem.

Deres liv var blev tændt af et lys, som aldrig slukkes: Jesus er Herre selv over døden, han er opstået og lever.

Efter at Jesus var gået bort fra dem, ventede de 10 dage i Jerusalem, sådan som Jesus havde sagt, de skulle gøre. Og da tændtes lyset på en overvældende måde i dem, for Helligånden kom over dem ligesom ildtunger og satte sig på hver af dem. Og de blev fyldt af Helligånden, og nu begyndte de at prædike for alle mennesker rundt i verden, i første lange omgang rundt i Asien og Middelhavsområdet – det var nok for koldt at komme op til Danmark, og måske kunne de heller ikke have fået lov til at være gæsteprædikanter i landet med den nye tro de kom med. Måske var der nogen, der kom herop, men bare blev slået ihjel, sådan som vi ved det skete meget senere.

Hvor kom det lys fra, som disciplene modtog? Det kom fra Jesus ved Helligånden. Jesus havde forudsagt, at Helligånden skulle være der for dem i hans sted og vejlede dem, opmuntre dem.

Han kalder Ånden for Sandhedens Ånd.

Og Ånden tænder dem i brand. De er uimodståelige. De oplever samme mirakler, som Jesus udvirkede, helbredelser og undere. Paulus blev forsøgt slået ihjel mindst lige så mange gange som Jesus, han blev pisket, mishandlet, sad i fængsel gang på gang. Men lyset han havde modtaget var så varmt og godt, at trods alle trængsler og lidelser skriver han engang fra et fængsel: Glæd jer i Herren! Jeg gentager: Glæd jer!

Johannes var en discipel, som forstod Jesus på en helt særlig måde. Enhver der læser evangeliet mærker det. Og Jesus havde jo sagt, at den, der følger ham, skal have livets lys. Og det lys, Johannes havde modtaget, det lader han nu skinne igennem sit evangelium.

Og han begynder sit evangelium helt tilbage før alle tider.

Han siger, at Jesus var hos Gud før alting blev til, at alting er blevet til ved ham, at han var Gud.

Han kalder Jesus for Ordet. Jo, Jesus talte de dejligste ord, der kan tænkes, til afgørelse, til trøst, til håb, til overvindelse af al modstand mod ham, ord af sandhed, og kun sandhed.

Han er livet selv, hører vi, og gennem evangeliet hører vi ord af Jesus,

At han er sandheden, vejen og livet,

At han er verdens lys,

At han er det levende vand, som gør at man aldrig igen skal tørste og løbe efter noget andet,

At han er livets brød, som gør at man aldrig mere skal sulte, men er mættet,

At han er opstandelsen og livet.

Men – mørket greb det ikke, hører vi.

Mørket fik ikke fat i lyset, i Jesus, mørket fik ikke bugt med ham, overvandt ikke Jesus.

Mørket overvandt ikke Jesus. Gang på gang forsøgte Jesu fjender at sætte ham til vægs, men det lykkedes dem aldrig. For visdommens lys skinnede med en uimodståelig kraft fra Jesus.

Mørket fik ikke bugt med ham, da mørket fik ham korsfæstet. For Jesu herlighed stråler for altid ud fra korset, og Johannes siger, at der på korset blev Jesus ophøjet, så hele verden kan se, hvad han har gjort for verden, og kan tage imod hans tilgivelse og hans evige liv – bare ved at tage imod Jesus i ens hjerte og følge efter ham.

Og mørket begreb ikke Jesus, verdens lys. Desværre har mørket en allieret i os selv. Vi må blive ved med at vælge side til fordel for lyset.

Og noget i vores tilstand gør, at vi heller ikke begriber ham uden vi bliver oplyst af Helligånden og grebet af Jesus.

I går fortalte jeg historien om en lille pose, som ikke kan rumme en meget, meget stor ting. Og det er så vore hjerner, som er en lille bitte pose, som ikke kan rumme den meget meget store ting, som er Gud. Men det betydre jo ikke, at Gud ikke er til, men bare, at vi har en stærkt begrænset fatteevne.

Her må vi træffe et valg, ja, det er en viljesbeslutning, vil jeg tage imod Jesus eller ej?

For evangeliet er ikke en bog om Jesus, men selve evangeliet er en person, er Jesus selv.

Så vi skal ikke fokusere på ting og hændelser og ord, men på den, der gjorde de ting og talte de ord, nemlig Jesus.

Hvis lyset kommer fra en bestemt kilde, så ville det være dumt at prøve at finde lyset alle mulige andre steder, er der ikke noget om det?

Det er sådan vi gør, når vi lægger det med Jesus på hylden.

Men det er jo det med kampen mellem lyset og mørket, der er problemet. Mørket er i verden, så derfor er mørket også på spil i os selv.

Når alt kommer til alt, handler det om at tage imod eller afvise.

”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.” Det står der. Og der står også: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn.”

Så vi er ikke i os selv Guds børn, men tager vi imod Jesus, som vores lys, vores liv, ja, så bliver vi også hans brødre og søstre, Guds børn.

Det valg står altid åbent, så længe vi lever, at tage imod ham.

***

Julenat strålede en herlighed fra englene med budskabet om Frelseren, den Salvede konge, Herren, der var født i Betlehem.

Det lys så hyrderne som de første og kom derfor ind til Betlehem. De tog budskabet til hjerte, og det glemte Maria dem aldrig for.

Og Johannes fortæller, at den herlighed, som skinnede på marken til hyrderne dengang, den kom fra Jesus, som igen havde den fra Faderen.

På den ene side var Jesus til fra evighed af, på den anden side blev han et menneske på et bestemt tidspunkt midt i vores verdens historie. Det er for stort til at vi kan gribe om det og fatte det.

Så lad os i stedet følge den vej, Johannes viser os: bare tage imod Jesus, verdens lys, i vores hjerte, i vores liv.

Prædiken juledag 2017 i Langør og Tranebjerg kirker

Juleaften 2017

Først et forsøg på at forklare, hvad vi sang i salmen ’Det kimer nu til julefest’. Undervejs sang vi:

Ja, sjunge hver, som sjunge kan:

Nu tændtes lys i skyggers land

Og ret som midnatshanen gol,

blev Jakobsstjernen til en sol.

Jakobs-stjernen er en profeti om, at der engang skulle komme en stjerne, der skulle stige op over Jakob, det betyder: Israel.

Og så er der midnatshanen, der gol, dvs. galede. Hvad er det for noget?

Måske handler det om Stefan, den første martyr, som vi mindes 2. juledag. En legende fortæller, at den helt unge Stefan havde set stjernen over Betlehem og forstod, at en ny konge var født til verden. Han gik derfor op til kong Herodes, som sad ved sin aftensmad. Kongen var vantro over for det, Stefan fortalte, og ikke mindre Stefans tro på en nyfødt konge. Da sagde kongen, at medmindre den stegte hane, som lå på bordet, fløj op og galede, troede han ikke på det. Da skete underet: hanen fløj op og galede.

En anden historie siger, at hanen galede med ordene: Christus natus est! Det betyder: Kristus er født.

***

Efter denne indledning går vi til prædikenen!

***

Det skete.

Det skete på et bestemt tidspunkt i verdenshistorien.

Det skete i et fjernt hjørne af verden.

Det skete i en bestemt by. Betlehem.

Det skete.

Skete det om dagen eller natten?

Skete det om vinteren, i foråret, om sommeren eller i efteråret?

Det ved vi ikke, men det skete.

Lige så sikkert som at en ganske bestemt lam mand engang blev helbredt af Jesus, så han straks kunne gå og stå. DET skete i Jerusalem tæt på templet.

Lige så sikkert, som at Jesus helbredte en lam mand båret på sin båre af fire venner, op på taget, og firet ned gennem taget mellem strå og ler.

Lige så sikkert som lamme rejser sig fra kørestolen, når Jesus helbreder i dag,

Lige så sikkert som Jesus helbreder når og hvor han vil, og vi har set det.

Vi har mærket det. Vi har erfaret det.

Når vi derfor tænker på Jesu fødsel og alt det underfulde, der fortælles der, så lad os huske på det underfulde, vi selv har oplevet og erfaret.

<span style="font

Prædiken juleaften 2017 holdt i Onsbjerg og Nordby kirker

Lucia blev født ind i en adelig familie på Sicilien ved slutningen af det tredje århundrede.

Hendes far var romer, men døde, da Lucia var fem år gammel. Lucias navn betyder ’lys’, lux.

Hun led døden i Syracus på Sicilien omkring år 310.

Lucia søgte at hente helbredelse for sin mors sygdom i Sankt Agathes helligsted. Moderen blev faktisk helbredt, og Lucia fik da sin mor til at give meget af sin rigdom til de fattige.

Lucia ville vedblive at være jomfru og ville derfor ikke giftes. Manden, som ville have giftet sig med hende, truede med at lade Lucia blive bragt til et bordel, med mindre hun afsvor sin kristne tro. Men han kunne ikke bevæge hende til det, selv da 1000 mænd og 50 okser forsøgte at trække hende derhen.

I stedet gjorde de brænde klar rundt om hende og antændte træet, men hun blev ved med at tale og insisterede på, at hendes død ville få kristne til at frygte døden mindre og at hendes død ville blive til skuffelse for de ikke-troende.

En soldat stak et spyd gennem hendes hals uden virkning.

Først kunne først dø, da hun havde modtaget sakramentet, altså Jesu Kristi legeme i skikkelse af det indviede brød.

I en fortælling om Lucia hedder det, at hun hjalp kristne med at skjule sig i katakomberne under kejser Diocletians forfølgelse af de kristne.

Hun bragte forsyninger ned til dem i katakomberne, og for at have begge frie til at bære mad og fornødenhederne ned til de kristne i skjul, satte hun en krans med lys i på sit hoved. 

Dyr ser ofte mod jorden for at finde mad, og deres udsyn er ikke særlig langt. Anderledes med mennesket: det kan se meget langt med det indre øje.

Og mennesket er placeret med benene på jorden og med hovedet i luften, ikke bøjet mod jorden, med forbindelse både til jorden og til himlen og med udsyn til verdens ende og mennesker omkring en, der har brug for hjælp - med begge hænder.

Lysene, som pigerne bærer, symboliserer ilden, som ikke ville brænde Lucia op, da hun var placeret med brænde omkring sig.

Den 13. december var indtil omkring 1700 i Danmark årets længste nat, altså vintersolhverv. Det er forvirrende, men i virkeligheden var den 13. december dengang det, der nu svarer til vintersolhverv. For omkring 300 år siden indførte vi i Danmark den gregorianske kalender. Det kom til at betyde, at den 13. december ikke længere er vintersolhverv!

Der blev ved med at være, måske, en bevidsthed hos folk om, at den 13. december var vintersolhverv – og stor forskel er der jo ikke at mærke for os, en uge fra eller til.

Men den 13. december som Lucias dag kendes allerede i en klosterkalender før fejlen med de 8 dages forskydning. Og sådan er det i hele Europa.

Så trods ændringen af kalender, fastholdtes den 13. december som Lucias dag.

I Romer-riget fejredes den 25. december som den dag, hvor solen blev født, Sol Invictus, den sejrige Sol, i det fjerde århundrede var det den dato, der svarer til vintersolhverv.

De tidlige kristne forestillede sig, at det også måtte være Frelserens fødselsdag, fordi man dengang tænkte, at verden var blevet skabt på forårs jævndøgn, på det tidspunkt 25. marts. Det var den dag, Jesus blev undfanget, og så blev han selvfølgelig født ni måneder senere, 25. december.

Da nu Luciadagen 13. december i virkeligheden var det, vi kender som 21. december, så blev Lucia-dagen også kaldt ’lille jul’ i Sverige.

Meget tidligt tillagde kristne Jesus titlen ’solopgangen fra det høje’, som svarer godt til tanken om Jesu fødsel tæt på vintersolhverv. Man ville formidle, at Gud tændte lys i mørket, det største lys, nemlig den som selv kalder sig Verdens Lys og lover enhver, som følger ham, at man ikke skal vandre i mørke, men have livets lys. Samtidig ønsker han, at hans efterfølgere som Lucia bruger det lys, de har fået, så det skinner for andre.

I adventssalmen Vær velkommen, Herrens år hedder det i det første vers: Julenat, da vor Herre blev født, da tændte sig lyset i mørkets skød.” Lyset tændtes ikke, men tændte sig – selv, Guds Søn, Frelseren.

I mange julesalmer er der fokus på lyset og mørket.

”Nu tændtes lys i skyggers land” – som en opfyldelse af profetierne i Det gamle Testamente om Jesus.

Og ret som midnatshanen gol

Blev Jakobs stjerne til en sol.

En profeti fra Mosebøgerne, som også er blevet forstået som en profeti om Messias, Gudsrigets konge.

Selvfølgelig er der fokus på mørket, for vi hører om, at hyrderne kom ind til Betlehem til barnet i krybben om natten, i mørket.

I julesalme En rose så jeg skyde, hvor Jesus sammenlignes med en rose, der spreder en dejligt duft af en overflod af dejligt liv, der hedder det:

Den rose fin og lille

Har dejligt duft og skær;

Den lyse for os ville

Og sprede mørket her…

Og endelig fortælle Johannesevangeliet juleevangeliet på sin særlige måde og kalder Jesus Ordet og siger:

I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Her er der en kamp mellem lys og mørke, mellem Jesus og Djævelen.

Profeten Esajas har en sådan profeti:

”Det folk, der vandrer i mørke, skal se et stort lys,

lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.”. 

Lucia har modtaget det lys, og hun forstår hele sit liv ud fra sin tro på Kristus. Det lys, hun havde, skinner stadig i herlighed gennem hendes klippefaste tro og medlidenhed med fattige, hendes hjælp til sin mor, så hun helbredes, og hendes trofasthed mod sin Herre indtil døden.

Vi vil gerne finde Jesus, sådan sang vi i den første salme:

Oh Jesus, dig at finde

er nu vor fulde agt…

Men det er ikke altid ligetil.

Der er forhindringer.

Jævnligt var folk indædt rasende over, at Jesus helbredte syge under gudstjenesten i selve synagogen. Prøv at forestille jer noget lignende i dag.

Så var der dengang, hvor disciplene ikke ville have, at børnene må komme i nærheden af Jesus.

En anden gang skældte en folkemængde ud og prøvede at hindre et par blinde i at komme i kontakt med Jesus.

Det er godt, de råbte højt, så Jesus alligevel hørte dem og kunne helbrede dem.

Men værre end alt dette er det, hvis nogen kommer og ødelægger troen for nogen.

Jesus siger ligeud, at det var bedre, at det menneske at blive kastet i havet med en møllesten om halsen, for så ville det menneske ikke kunne skade en andens tro, taget troen fra et andet menneske.

Så vi ser jo tydeligt, at der står en kamp mellem troen på Jesus og så dem, der vil tage troen fra de troende, og endda forhindre folk i at komme i nærheden af Jesus.

Vi kan jo godt tænke, at det er ikke så farligt, det her. Men sådan tænker Jesus ikke.

De troende har olie til deres lamper.

Det betyder, at de har taget imod Jesus og åbnet hjertet for ham.

Sådan som vi har sunget om at tage imod ham.

Ja, det er i grunden det hele adventstiden er til for. Advent betyder komme, altså Jesus, der kommer til verden, kommer til den enkelte. Og så handler det om, at den enkelte åbner sig for Guds rige og for Jesus.

Tager imod ham som frelser og Herre og konge i sit liv.

I den første salme sang vi om at løbe ham i favn og siger, at vi gerne vil finde ham.

Det betyder, at han jo kan blive væk i løbet af livet.

I Gør døren høj sang vi om, at Jesus er kongen, som kommer til vores verden, kommer hid – dvs. til vores verden, kommer her.

Men vi sang også om, at vi gerne vil åbne hjertets dør for ham, så han kan bo derinde og være vores konge:

Jeg hjertets dør vil åbne dig,

oh, Jesus, drag dog ind til mig!

Ja, ved din nåde lad det ske

at jeg din kærlighed må se!

I lignelsen, vi har hørt, handler det om at være klar, når brudgommen kommer, når Jesus kommer.

Alle ti brudepiger falder i søvn i ventetiden. Der er her ingen forskel på de tåbelige og de kloge brudepiger.

Det er ligesom med døden – vi skal alle dø.

Der står også jævnligt i dødsannonce: Er stille sovet ind.

De ti brudepiger sov, for vi skal alle dø. Men er vi så også parate til det?

De fem af dem var ikke parate. De ville gerne have noget af de andre fem.

Hvad ville de have af dem?

De havde måske ikke haft hjertet med, de havde ikke taget imod Jesus. Måske havde de også set ned på de andre fem, som forberedte sig ordentligt, vi ved det ikke.

Vi kan spørge: Hvordan kunne de fem være så skødesløse ikke at have forberedt sig til at møde Brudgommen på hans vej til bryllupsfesten?

I den her historie er det helt vanvittigt.

Sådan er Jesus. Han prøver på alle mulige måder at advare os, ikke advare os om at være parate.

Døren var simpelthen lukket, da de fem tåbelige brudepiger endelig nåede frem. 

Med vor dødstime er vort liv her til ende. Det er helt sikkert. Derfor skal vi HER være vågne nu og her, for der kommer en dag, hvor vi ikke kan gøre noget.

Sådan taler Jesus også gentagne gange: Vær vågne, våg og bed!

Der er mange stemmer, der vil gøre det hele til noget, der ikke betyder noget, når evigheden er afskaffet.

Men Jesus tager det helt anderledes: enten er vi allerede nu døde, eller også er vi nu levende. Levende det er vi, når vi tror på ham, så er vi allerede nu gået over fra døden til livet. Så er vi parate til den fysiske død, men så er den fysiske død en lykkelig død, for vi lever og har levet og skal leve med ham og se ham, som han er.

Ih, hvor det perspektiv bliver undertrykt – lige så meget af os selv!

Og hvis vi ikke har taget imod Jesus og det evige liv, han har, så er vi allerede døde her.

***

I lignelsen, vi har hørt, om de ti brudepiger, der sammenligner Jesus sig selv med en brudgom. 

Vi kan spørge: hvorfor sammenligner Jesus sig med en brudgom?

Det viser, at han virkelig ønsker det mest utrolige forhold til verden, til mennesker. Nej, vejen er ikke at vi skal være alene, men at han vil være vor ven. Ja, hans trøst til disciplene hvor de er sørgmodige er, at han og Faderen vil komme og bo hos dem i deres hjerter.

For ganske vist er hjertet et lille kar, men Gud Fader og Jesus Frelseren vil bo dig med Helligåndens kraft.

Helligånden er olien. Derfor beder vi også ved nadveren om lidt i en af bønnerne om, at Helligånden vil komme over os og over måltidet.

Den gode konge kommer!

Jesus har i 18 år været hjemme i Nazareth, arbejdet sammen med Josef som tømrer. Og mange aftener har han mødtes andre unge mænd i byen for sammen at læse de hellige skrifter, forstå dem, tale om dem. Det har været en lang oplæring. Jesus som er Gud, kom til som menneske at kende skrifterne ud og ind, til at hente skatte frem lige, hvor der er brug for dem.

Han blev døbt og Helligånden kom over ham. Han gik derefter ud i ørkenen og lod sig friste af Satan. Han bøjede sig dybt under sin Faders vilje og ville intet gøre, som ikke var hans Faders vilje.

I Helligåndens kraft kom han nu til sit hjemland og sin hjemby. Han var i ørkenen blevet styrket ud over alle grænser ved sin hengivelse til Faderen.

Rygtet spredtes med lynets fart, og han talte i synagoge efter synagoge.

Nu kom han også til sin hjemby Nazaret til synagogen på sabbaten, efter sin sædvane.

Og man gjorde ham ære ved at lade ham læse op af et stykke fra en af profeterne og tale ud fra det.

Han, der er Kristus, læste op om, at Kristus engang skulle komme!

Han stod med skriftrullen til Esajas’ bog, han som selv er hemmeligheden i Esajas’ profetier!

Bogen blev den dag for første gang fuldstændig levende med glæde og godt budskab til hele verden!

”Herrens Ånd er over mig,

For han har salvet mig.”

Ja, Jesu Far havde salvet Jesus ved hans dåb med Helligånden, salvet ham til at være konge i Guds rige, til at være Messias, Kristus.

Kristus er det græske ord for mesih, og betyder: salvet.

Jesus lod sig døbe ind under vore vilkår for at frelse os, og skønt han aldrig har syndet nogensinde, lod han sig døbe som om han var synder som os. For han ville være eet med dig og mig, når vi føler, at der ingen frelse er for os, ingen frihed, ingen glæde, ingen fred, ingen fremtid.

Fra det øjeblik Jesus steg ud af vandet og Ånden kom over ham i skikkelse af en due, fra det øjeblik var himlen åben for enhver, som tager imod Kristus.

Dette er det lette og det svære på én gang. For der er ingen anden Frelser givet os under himlen end Jesus, Kristus.

”Han har sendt mig”. Faderen sender nu Kristus ud i verden. Og fra det øjeblik sender Faderen altid Jesus, og Helligånden.

”Han har sendt mig” – med hvad?

”for at bringe godt budskab til fattige”

SKAL man være fattig for at modtage evangeliet, modtage Jesus?

Ja, sådan er det, det er meget svært, hvis vi prøver at modtage ham som noget ekstra ved siden af vor rigdom.

Skal vi så være rigtigt fattige? Måske. Den, der er berøvet alt, åbner sig måske for Jesus med hele sit væsen i glæde.

Men hvis vi indser vor åndelige fattigdom, så kan vi tage imod Jesus i vort hjerte.

Sig til Jesus: Jeg er fattig. Jeg er en synder. Jeg ejer ikke evigt liv i mig selv. Jeg har sådan brug for dig. Jeg har gjort livet svært for mig selv og andre. Tilgiv mig! Jeg vil følge dig!

”for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde”.

Den, der tager imod Jesus og bliver hos ham og lader ham altid være ens Herre, Mester og Hyrde, han og hun får friheden i Kristus og et nyt syn på alting.

Verden begynder forfra – trods al ulykke og smerte og afsavn.

Vi får frihed til at tale om Guds rige, om Jesus Kristus. Frihed fra andre magters herredømme, frihed fra den onde Satans mørke. I friheden hos Jesus er der lys, der spreder alt mørke.

Vi skal ikke adlyde alle mulige, der gerne vil være herrer over os. DET er frihed.

Og når vi siger ja til Jesus, så åbner han også vore øjne så vi ser verden med nye øjne, på os selv med nye øjne. Vi ser, at vi er syndere, men syndere, som tilgives; vi er svage, med Gud lader sin kraft fylde i os svage og små.

”for at udråbe et nådeår fra Herren”.

Så samles alle tråde i dette ord: nåde.

Det betyder at komme nær

Være forsonlig

Være nådig

Være lille

Guds nåde eller beskyttelse

Mildhed

Menneskelighed

Venlighed

Generøsitet

Velvilje

Så lukkede Jesus bogen, rullede skriftrullen sammen.

Nu var det ikke det skriftlige ord, men Ordet selv, Jesus, der med al gudommelig myndighed talte til sine bysbørn.

”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.”

Se også Markus 6

Hvis de VAR glade til at begynde med, så blev straks efter vrede på ham, for han var jo bare Josefs søn fra byen.

Den gamle oversættelse forstår det sådan, at folk blev vrede. For de forstod, at de måtte tage imod Jesus som Kristus nu. Og det ville de ikke.

De var måske også misundelige – han er jo bare Josefs søn, hvad bilder han sig ind.

Så forstår vi, hvorfor Jesus reagerer skarpt. Jesus havde håbet, at de ville tage imod ham. Men det vil de ikke. De ville jo gerne have, at Jesus også havde gjort undere hjemme i Nazaret. Måske er de også misundelige på Kapernaum, fordi Jesus begyndte at gøre undere der.

Jesus må nu vise dem, at Gud sender profeter ud til dem i nød, uanset hvilket land eller hvilken by de kommer fra.

Elias blev sendt til Zidon, altså dagens Libanon.

Elisja modtog besøg af Naaman fra Syrien.

Jesus viser, at virkelig tro er, at adlyde, når Gud sender hjælp.

Og Jesus viser, at han vil have fællesskab både med mænd som Naaman fra Syrien, og enken fra Libanon. Ja, med iranere og selv danskere!

Så generøs er han, sådan vil have skabe et fællesskab på tværs af kulturer – af mennesker, disciple, som følger ham.

Og husk, hver gang du er faldet, ja, har forladt Jesus, så lader han døren stå på klem. Alt hvad du og jeg skal gøre er at åbne døren helt.

Bede: Jesus, kom ind i mit hjerte, vær min konge, sæt dig på tronen i mit hjerte og reger mig. Amen.

I det mindste stillede Jesu modstandere spørgsmål til Jesus.

Dvs. der var i det mindste mulighed for bevægelse, for at nogen kunne flytte sig.

Uden spørgsmål ingen svar.

Hvad er spørgsmålet, hvad er spørgsmålene?

Måske er Jesus blevet så velkendt og dog så fremmed og ligegyldig, at der ingen spørgsmål er. Det er fortabelse for os.

I det mindste spurgte Jesu modstandere Jesus om noget.

Og dog. De lod som om, de spurgte om noget. I virkeligheden ville de bare have Jesus på glatis.

Nej, de stillede ikke spørgsmål, de ville få Jesus på glatis, fange ham i hans egne ord.

Her er spørgsmålet: Må man give kejseren skat eller ej?

Den kejser, det drejede sig om, var på den tid TIBERIUS. Han var kejser fra år 14 til år 37, altså fra Jesus var teenager til nogle år efter, at Jesus var korsfæstet, død, begravet, og opstået igen.

Jesus beder om at se den mønt, man skulle give til kejseren. Han kalder det skattemønten. Den har hans modstandere i lommen.

Det er en sølvmønt, en denar. En denar er lige så meget som en dagsløn, så i dag ville det svare til en eller to1000 kroners sedler.

Utroligt, at Jesu modstandere lige har SÅ mange penge på lommen. Men måske var de vej for at betale.

Så spørger Jesus om, hvis billede der er på den her mønt? Jo, svarer de: Kejserens. Men Jesus spørger også, hvis indskrift der er på mønten. Kejserens.

Han foreholder dem ikke, hvad der faktisk står som indskrift, men vi har jo eksemplarer af den mønt den dag i dag, og der står:

"Tiberius, den guddommelige kejser Augustus' søn”

Kejseren kalder sig selv guddommelig, Gud.

Men Jesu svar er klart:

Giv kejseren hvad kejserens er. Det er jo hans mønt, han har slået mønten, han er indsat af Gud til at tage sig af lov og orden og skatteinddrivelse. Måske er han hård, men han har sin myndighed fra Gud til at stå for statens beståen.

Men giv Gud, hvad Guds er. Hvad er Guds?

Vi er som en mønt, trykt i Guds billede. Så vi tilhører Gud helt og holdent, med hjerte, sjæl og sind.

Men vi står i et pres mellem Gud og dem, der vil have magten over os.

Vi ser det i grunden sjældent. Det sker bare stille og roligt.

Tag søndagen tilbage – stille og roligt har magter i tidens løb gjort meget for i praksis at kvæle søndagen som gudstjenestedag, som hviledag.

Søndagen er beregnet på at komme frem for Gud som folk og bede, lovsynge, bekende vore synder, modtage syndernes forladelse, når vi modtager Jesu Kristi legeme og blod.

Søndagen er samtidig beregnet på at være en hviledag. Men hvordan er det en hviledag, hvis kommunalpolitikere, foreninger, institutioner, strandrensning og meget mere uden blusel indkalder folk til i gudstjenestetiden at lytte til politik, rydde op på institutioner, holde møder om alt muligt, ja, rense stranden?

Der er her meget stille og rolige magter, der som det naturligste i verden stjæler søndagen fra folk. Der er en opfattelse af, at de her ting er så vigtige, så de skal foregå i gudstjenestetiden.

Og vi taler jo for en meget stor del om folk, som er medlemmer af en kirke og kalder sig kristne.

Her kunne et oprør mod disse magter være på sin plads. Den enkelte, og grupper, må gøre oprør.

Ja, jeg ved, det er svært, men en begyndelse er at gøre opmærksom på det.

Der ER mange kejsere rundt om, som bevidst eller uden at tænke over det (det er sådan set det værste) tager søndagen som gidsel.

Giv kejseren, hvad kejserens er, men giv Gud, hvad Guds er.

Lad os tage søndagen tilbage! Dette blot som et eksempel, som må være nok for nu.

Men hvad er så med det, Paulus taler om: at vi skal underordne os under myndighederne.

Jo, nu taler Paulus ind i den samme situation som Jesus, nemlig et samfund med en topstyring med en kejser i spidsen med total kontrol over magten.

Paulus siger ikke, at kejseren altid gør det gode. Paulus siger, at hvis vi gør det gode, hvis vi altså adlyder evangeliet, så vil regeringen også ære os. For evangeliet er jo ikke imod en ordning for samfundet som en regering eller kejser.

Den underordnelse, Paulus taler om, handler om at anerkende det, som en kristen skylder den civile myndighed som sådan. Det betyder, at jeg er under Guds myndighed, og at jeg som Guds tjener og redskab til Kristi kongedømme har fået en befaling om at gøre godt mod næsten. Sådan er mit liv i samfundet en tjeneste for at gøre næsten godt, den kærlighed, jeg skylder næsten, for på en hemmelighedsfuld måde er Kristus nærværende i min næste, ja, næsten har større krav på mig end jeg har på mig selv.

Det betyder ikke, som jeg for længst har sagt, at en kristen blindt skal adlyde i en autoritær stat, eller foreninger eller mennesker, der på autoritær måde vil få os til at overskride det, som vores kristne tro indebærer.

Det kunne være meget så anderledes ud, hvis mænd og kvinder i filmindustrien levede op til deres kristne tro, for så vidt de har eller har haft den.

Til slut: Hvad Paulus siger i et diktatur skal oversættes til et demokrati.

En kristen må her, og kan her, gør meget mere i demokratiet end det er muligt i diktaturet, for at opretholde staten som en retfærdig stat.

En kristens underordnelse under den statslige myndighed vil i demokratiet indebære, at han og hun faktisk stemmer ved folketings-, regions- og kommunalvalg og øvrige afstemninger, i ærefrygt for Kristus og i kærlighed til næsten.

Og da en ansvarlig måde at sætte sit kryds på indebærer, at man har sat sig ind i tingene, gælder det om, så godt en kristen kan, at sætte sig ind i og opnå hel og pålidelig information om politiske emner, og utrætteligt at stræbe efter at understøtte retfærdig politik og at modvirke og står uretfærdig politik.

Det hele begynder med det, Jesus siger: Salige er de øjne, som ser det, I ser.

Hvad så de? De så lamme gå, blinde få synet igen, døve høre, ja, døde få livet tilbage, besatte blive sat fri, og så så de som vi hørte om sidste søndag: Jesus helbrede en stum, som heller ikke kunne tale rigtigt.

Alt det så de. Ikke én gang, men dag ud og dag ind.

Men Jesus føjer til: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.

For Jesus virkede alle de undere, men han gjorde det med sit ord, og han talte med sit guddommelige ord i hvert øjeblik, så ordene har prentet sig helt ind i bladene på Ny Testamente og helt ind i os.

--- Jamen, var det ikke den barmhjertige samaritaner, vi skulle høre om i dag?

Jo, men evangeliet begynder altså med disse ord, denne saligprisning.

Hvad gør Jesus her? Han fokuserer på sit eget værk, sine gerninger / undere og sin tale. DET er det, der gør salig.

Som han siger et andet sted: Salige er de, som hører Guds ord, og bevarer det.

Et andet sted siger han: Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

… Men der er noget, som endnu ikke var klart for disciplene, nemlig Jesu vej mod korset som frelsesvejen. Og opstandelsen.

Det var de overhovedet ikke klar over.

I kapitlet før siger Jesus: Lad det synke ned: Menneskesønnen skal overgives i menneskers hænder.

Men de forstod ikke, hvad han sagde, det var skjult for dem, så de ikke kunne fatte det, og de var bange for at spørge ham om dette ord.

Senere taler Jesus klarere og tydeligere om sin lidelse, korsfæstelse, død og opstandelse.

… Vi skal minde os selv om, at Jesus naturligvis havde sin vej til frelse med i sine tanker i alt, hvad han sagde og gjorde.

Når han helbredte, sagde han ofte, at det var tegn til tro. Underne i sig selv var vel ikke noget, hvis mennesker blot så det som sensationer. Da undveg Jesus mennesker, hvis de åbenlyst blot var ude på sensation.

Og al Jesu tale er ikke filosofi, livsvisdom, men er båret af, at han kom for at give sin liv for verden, fordi verden ligger forslået af røvere.

Hele verden er forslået af Djævelen, der aldrig vil lade os være, men kun higer efter at ødelægger mennesker.

Hele verden er forslået af synden, af det i os, som slet ikke vil Gud, men kun hvad vi selv vil.

Og døden kommer efter enhver af os, somme tider en barmhjertighed, når vi ikke kan mere, men alligevel Guds fjende, som Jesus har overvundet med sin død og til sidst skal lade dø helt.

---

Den skriftkloge vil vide, hvad han skal gøre for at få evigt liv. Han skal elske Herren sin Gud af alt, hvad han er, og sin næste som sig selv.

Den måde vi elsker Gud på, er at vi holder os til ham, råber og skriger til ham i vor nød.

Martin Luther siger: det er en pligt at bede, og at bønnen ikke kommer fra hjertet, hvis ikke vi råber og skriger.

Vi foretrækker måske egentlig at ligge halvdøde, fordi vi har vænnet os til at være døde eller halvdøde – i levende live.

Måske er det forklaringen på, at vi ikke råber og skriger i vores bøn.

Jesus er den sande barmhjertige samaritaner, som gang på gang standsede ud for dem, der var forslået, sønderknust, syge, besatte, ulykkelige.

En gang bød han sig selv på middag hos Zakæus, som var helt udstødt af folket.

En anden gang uddrev han syv onde ånder fra en kvinde, så denne kvinde fulgte Jesus med en ubeskrivelig stor kærlighed.

Ja, da folk kom med en stum til ham, tog han den stumme væk fra skaren for at være alene med ham og helbrede ham kun i nærværelse af hans allernærmeste.

Jesus SÅ den enkelte, der var ødelagt, knust, forslået af livet.

 En del af denne tekst blev den mundtlige prædiken, men der skete mange forandringer og noget blev udeladt, blandt noget af min egen historie

Vi får i dag indblik i, hvor meget Jesus rejste rundt. Først Tyrus, så nordpå til Sidon, så syd-østpå og derpå gennem området der kaldtes Dekapolis, og endelig tilbage til Galilæas Sø.

Måske bad Jesus intenst til sin Far, som vejledt ham i, hvor han skulle tage hen. Og derfor var det frem og tilbage og nordpå, så sydpå og så østpå og tilbage igen.

Og helbredelsen, vi hører om, sker i Dekapolis. Jesus er på græsksproget territorium. Han opholder sig længe på rejse rundt i nabolandenes grænseland.

Folk vil gerne have Jesus til at lægge hånden på den døve, som også havde svært ved at tale.

Hvad gjorde Jesus?

Han tog først manden væk fra mængden. Jesus vil undgå sensation. Han vil undgå at folk bare interesserer sig for miraklet.

For hver gang Jesus helbreder, vil han åbne menneskers sind og hjerte for tillid til ham.

Så stak Jesus sine fingre i mandens ører.

Ja, det står der, fingre, på én gang i begge ører.

Manden kan jo ikke høre, så Jesus lader ham mærke, hvad det nu gælder.

Så spytter Jesus og rører hans tunge også

Men der er endnu ikke sket noget, han har blot gjort manden helt klart, hvad det nu gælder.

Først nu ser Jesus op mod himlen, sukker og siger:

Effatha! Det betyder: Luk dig op!

Effatha, det er Jesu modersmål aramæisk.

Apostlen Peter står bag evangeliet, og her kommer det frem.

Straks lukkede mandens ører sig op, og hans tunge kunne frit tale og talte helt rigtigt.

---

Nu vil jeg bede jer tænke på engang, hvor I har mærket, at Jesus, måske vil I sige: Gud, hjalp jer, gjorde noget meget underfuldt for jer, noget stort eller noget småt, men noget, der var helt afgørende for jer.

Tænk på, hvordan I blev overvældet af glæde. Måske var det en lille ting, men det kom til at stå i et særligt lys, fordi du var ret ked af det. Måske var det noget, du ikke kunne finde. Du var ude af den, ulykkelig.

Måske har du bedt en bøn og ikke tænkt mere over det. Og så sker det pludselig: du finder det, du troede var borte, og du gribes af en stor stor glæde.

Sådan er Jesus: han kommer med en overraskende kærlighed og glæde. Han kommer uden forbehold. Han kom til den døve mand og da de beder ham hjælpe ham, venter han ikke et sekund, men går straks i gang. For det har hast for Jesus at hjælpe dig og mig. Det kan ikke vente. Det er vigtigt. Du har brug for at han rører dig nu. Bed til ham. Du kan godt bede nu, mens vi er sammen her i kirken, og mens jeg taler videre.

Husk: intet er for småt for Jesus, intet for stort.

Og når Han hører din bøn og du virkelig ved, at han har hørt din bøn, at du har fået svaret, så husk for altid den - nærmest jubel, og overrasket glæde, du fornemmede.

Du kunne ikke tro det, du kan ikke tro det, men Gud vil gerne træne os i at bede, for Gud elsker at give gode gaver! Gud elsker verden, elsker dig grænseløst, elsker mig grænseløst.

Åh, vi glemmer det hele tiden, eller det kommer af en eller anden grund til at blive bare ord for os, men det er det ikke.

Gud ER kærlighed, uden forbehold.

Husk hvad han sammenlignede Guds glæde over at finde et af sine mennesker.

Han sammenlignede det med en kvinde, som har mistet noget, en mønt. Jamen, en mønt, det er vel ikke noget særligt.

Det tror jeg vi skal overlade til kvinden i historien at have en mening om. For nej, hun er SÅ ked af, at hun ikke kan finde den mønt. Hun er helt ude af den, ulykkelig.

Hun leder og leder. Til sidst finder hun den. Hvor hun er lykkelig! Alle naboerne skal på kaffe og glæde sig med hende.

Det skulle vi måske også gøre – invitere hinanden ind, når vi har oplevet det her.

En mønt, tænker vi.

Ja, men du og jeg er sådan en mønt.

Et enkelt menneske blandt millioner.

Men du er uendelig vigtig for Gud.

Du er uendelig højt elsket af ham.

Det er mærkeligt, for Jesus vil forfærdelig gerne, at alle skal vide, at de er højt elsket af Gud, men lige da han har helbredt den døve mand, forbyder han folk at tale om det!

Men det kan jo ikke lade sig gøre. Der står: Jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det.

Jesus vil have, at de af hjertet glæder sig over helbredelsen, og gør de det, er det i virkeligheden skønt, at de fortæller om helbredelsen.

Skal vi så fortie, at vi har oplevet helbredelser? Nej, det tror jeg ikke.

Da jeg selv for et par måneder siden pludselig blev svimmel, som jeg før har oplevet det for år tilbage, en virkelig slem svimmelhed på vej op i fart, blev jeg meget bange, for jeg vidste, hvor voldsomt det havde været, da jeg havde de to tidligere tilfælde. Det første tilfælde havde gjort, at jeg måtte sygemelde mig i nogle uger.

Jeg satte mig ned, da anfaldet var på vej, og spurgte Elisabeth, om hun ville lægge hånden på mig og bede for mig.

Det gjorde hun, og svimmelhedsanfaldet standsede i samme øjeblik. Det er ikke noget jeg digter. Det skete.

Kære menighed! Det er godt at fortælle det under, for jeg er bange for, at jeg ellers bare inkasserer det. Det var jo et under. Det skal jeg huske, og huske at være taknemmelig over.

Det er jo for galt, hvis jeg er mere glad fordi jeg finde de papirer, jeg var blevet væk for mig og som en anden havde efterspurgt.

Jeg må sætte tempoet ned, så jeg får plads til takken, til at sige tak, og forundres over Guds godhed, at han faktisk lod min svimmelhed blive bort som et pust.

Jesus udsendte disciplene med befaling om at lægge hænderne på syge og helbrede dem.

Og som Hans Berntsen sagde, enhver kan bede i Jesu navn. Vi kan bede for hinanden. Sådan kan vi vise hinanden omsorg. Sådan kan menighedens fællesskab vokse.

Prædikenen er en opsummering af Martin Luthers prædiken

til evangeliet - med få tilføjelser af mig i begyndelsen.

Tekst: Matthæusevangeliet 7,15-21

Jesus har tidligere i bjergprædikenen sagt, at han ikke er kommet for at nedbryde loven eller profeterne, men for at opfylde dem.

Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmerige.

”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” Matth. 6,33.

Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Matth. 7,12.

***

De falske profeter, Jesus advarer mod, er profeter, som forfører de kristne.

Vi skal holde os til ordet. Resten, det som er imod ordet, skal vi hade som Djævelen selv.

Overalt hvor Guds rene ord forkyndes, vil også de falske profeter dukke op.

 De har et blændende skin, så man synes, deres prædiken er utrolig smuk.

Men konsekvensen er dårlige frugter.

Fordi vi så ugerne hører Guds ord, og har tomme hjerter, som ikke holder sig til ordet, fører Djævelen os ind i grove vildfarelser.

Altså: uden Guds ord er vore hjerter tomme.

En sådan tilstand uden Guds ord og med tomme hjerter kan der skrives mange salmer om (Luther). Ja, nogle moderne digtere, der skriver, hvad de kalder salmer, tror ikke på Guds ord, så der er kun deres egne tomme hjerters tanker at digte ud fra.

Men Herren vil give os lyst til at forstå Guds ord ret.

Og vi er nødt til at passe på på grund af ulvene.

Kristi ord er det rette lys, det er også en rustning, vi kan forsvare os med mod Djævelen og dermed undgår ham.

”Vi bør derfor med flid følge vor Herres Jesu advarsel, og ikke være sådanne dårer, som holder munden åben og altid gaber efter noget nyt.”

Vi skal dømme al lære ud fra Guds ord. Så kan Djævelen ikke så let gøre os skade.

Det gælder også i det verdslige liv i samfundet.

”Mens man tror en for godt, rider han bort med hesten”. Det betyder ikke, at man verdsligt skal være mistroisk, det sømmer sig ikke for en kristen, men man skal have et øje med overalt.

Ulven indfinder sig og vil rive hjerterne fra ordet. Han undergraver alt fra Gud, i kirken, i hjemmet og i det verdslige styre.

Ordet skal være i kirken,

God orden og nyttige love i landet,

Og lydighed i hjemmet, siger Luther. Vi kan sige trofasthed mellem mand og hustru, og respekt mellem børn og forældre.

Vi må passe på ikke at være for trygge.

Vi lever ikke bland fromme kristne, siger Luther. Størstedelen er falsk og ond, men den kan pynte sig med fåreklæder, så man ikke kan kende ulven.

Den som er opmærksom og ikke bare tror, men også hele tiden ser på, hvad ordet lærer, kan ikke blive bedraget.

Men når troen ikke gør det, da kan et menneske umuligt undgå at blive forført.

***

Således var det med Djævelen i Paradis: Han talte til Eva med dejlige, glatte, søde ord, og lod Eva forstå, at Herren var sådan, at han aldrig kunne blive vred.

Så glemte Eva Guds bud eller også tvivlede hun på dem. ”Måske har jeg ikke hørt rigtigt”, kan hun havde tænkt.

Falske profeter taler som Djævelen til Eva: herlige, glatte og søde ord, der alene har den fejl, a de er imod Guds ord.

Hører vi, at nogen taler noget, som ikke stemmer med det, så sig:

”Jeg vil ikke høre på den prædiken. Her er mit lys, og det viser mig en anden vej.”

På den måde sørger Gud for vor sikkerhed.

Djævelen vil forføre og dræbe. Han styrtede Adam og Eva i synd, død og Guds vrede.

Men den barmhjertige Gud og himmelske Fader har hjulpet os af denne jammer ved din Søn, som er blevet vor Frelser fra synd og død.

Nu vil Djævelen gerne rive os ud af nåden og bringe os tilbage til den gamle elendighed.

Vi skal flygte fra alt, som er imod ordet, som Djævelen selv.

Kristus giver os nu to regler, som kristne skal rette sig efter.

1 Ikke at bedrages af fåreklæder, eller dømme efter ydre anseelse. Ulvene vil ikke erkende, at de forfører folk og prædiker falsk lære. De kommer i stedet med søde og glatte ord.

Fåreklæderne er det lovlige embede, og store og herlige titler. Ligesom Kristus taler om farisæerne, at de ’sidder på Moses’ stol’, dvs. det offentlige læreembede i folket.

Ordet der tales skal en kristen se på, om der er en ulv i fåreklæder. Ordene kan være gode, embedet ret, det ydre liv uden forargelse og gaverne store, men alligevel kan man blive bedraget; en skadelig gift kan være skjult - under det rette embede kan der være et farligt misbrug.

2 Hvordan ser vi under fåreklæderne?

Vi skal se efter frugterne. Hvilke frugter? Ikke det ydre liv, titel, embede, særegne gaver og nåde afgør sagen.

Den rette frugt er at gøre Faderens vilje, ikke blot at holde de ti bud, men som Joh. 6,40 siger: ”Den, som ser Sønnen og tror på Ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.” Det er den eneste vej at gå for at blive salig.

Den rette frugt hos prædikanter og profeter er intet andet end at forkynde vor himmelske Faders vilje ofte og med flid.

At Gud er nådig og barmhjertig, ikke har lyst til en synders død, men at han skal leve.

Og at Gud har vist sin barmhjertighed derved, at han lod sin enbårne Søn blive menneske.

Alle som nu modtager og tror på Ham, dvs. trøster sig ved at Gud for Søns skyld vil være os nådig, tilgive synden og gøre os evigt salige, de GØR Guds vilje.

Dette skal prædikes klart og rent og vise mennesker hen til Kristus, som den eneste mægler mellem Gud og os.

Så bliver ingen bedraget. Sådan kan Djævelen nemlig ikke prædike.

På denne fornemste frugt som er sikker og ubedragelig, følger den anden frugt: at deres liv og vandel stemmer overens med læren.

Men den frugt skal man kun regne for gyldig, når den første frugt – læren om Kristus – er til stede.

Herren har gjort store ting mod os,

og vi blev glade. Ps. 126.

Det begynder der. Der begynder med Guds overstrømmende godhed mod os. Det begynder med, at Han gør noget for os, at Han vender vores skæbne.

At få vendt sin skæbne er aldeles fantastisk. Alt er af nåde, alt det sker helt uden, at vi kan gøre noget som helst fra eller til.

Sådan var det for Zakæus den dag, Jesus standsede ved det træ, Zakæus sad i.

--- Nogle har hævndet, at de NGO’er som redder nødstedte i Middelhavet skulle være en såkaldt ’pull factor’ for flygtninge og migranter, der vil til Europa.

Det lader vi ligge, men det er ikke forkert at sige, at Jesus var e pull factor.

Zakæus satte sig jo simpelthen op i et træ for at kunne få øje på Jesus, når han kom forbi stedet der.

Men omvendt havde Zakæus også pull factor, for Jesus standsede helt målbevidst op netop under det træ, hvor Zakæus sad.

For de to passede så godt sammen.

Jesus med retfærdighed og kærlighed til mennesker.

Zakæus med uretfærdighed og kærlighed ti mammon.

Sådan passer Jesus og hver af os nøjagtig til hinanden.

Han skænker os uretfærdige fuldkommen retfærdighed.

Vi giver ham vores uretfærdighed, som han bærer for os op på korset.

På korset tilintetgøres vor synd.

Som Jesu efterfølgere, som døbte til ham, er vi døde med ham bort fra synden, så synden ikke længere skal beherske os.

Men i dag fornemmer, hvordan Zakæus døde bort fra synden. Det gjorde han ved at Jesus gerne ville være sammen med og spise middag hjemme hos ham.

Jesus ville have fællesskab med ham, i alles påsyn.

På en måde sidder måske mange af os som Zakæus oppe i træet, skjult til dels af løvet, så vi både er lidt skjult, men også har udsigten, så vi kan se, hvad der foregår nede på jorden, hvor Jesus kommer forbi.

For det, Jesus vil med dit og mit liv foregår ikke i de højere luftlag, men nede ved jorden.

Det er ikke noget, der foregår i hovedet, men i hjertet.

Og for at have hjertet med, må vi ned på jorden.

Det kan sagtens være at vi er jordnære ellers. Blot ikke nødvendigvis når det kommer til det med Jesus. Så viger vi let op i et træ, lidt på afstand.

For her på jorden tæller det for alvor.

Derfor standser Jesus op ved Zakæus’ træ og inviterer sig selv på besøg hos ham.

Og det haster, kære menighed! Brug øjeblikket, når du hører det, og handl på det!

Det haster, derfor sagde Jesus til Zakæus: Skynd dig at komme ned!

Hvis vi sidder i træet og overvejer for meget, bliver det ikke til noget. Nogle gange skal vi skynde os.

Og Zakæus havde på en mærkelig måde skyndt sig at komme hen til og op i træet.

Både Zakæus og Jesus skyndte sig – hen mod hinanden.

Sådan er vores længsel efter Gud, efter et nyt liv, en ny vandring gennem livet med Jesus som vores ledsager.

Sådan er Guds længsel efter os, efter at finde os, der hvor vi gemmer os, uden at være lykkelige.

Masser af mennesker lokker og lover lykke og ro og tilfredsstillelse af alt muligt.

Men mange derude vil gøre sig selv til vore herrer. De udnytter vores følelse af utilfredsstillelse, til at tage vores sjæl. Med de fagreste ord i munden.

Her nede på jorden er kampen klar. Vi kan falde hen til at stille os selv med vore lemmer til rådighed for urenhed og lovløshed, siger Paulus, men meget bedre er det, at vi lever som dem, der døbt til at tilhøre Jesus Kristus, så vi stiller os til tjeneste for Ham.

Han har jo lykken til os, han arbejder på at give os en salig fred, som verden aldrig kan give, han vil gøre vores glæde fuldkommen, altså en glæde, der aldrig hører op og som i længden mætter vores hjerte, sjæl, ånd og legeme mere og mere.

… Zakæus blev så salig, da Jesus kom hjem til middag hos ham, at han holdt en improviseret tale: han ville give en masse tilbage til dem, han havde svindlet fra, og til de fattige.

Han blev frelst den dag. Det evige liv kom til ham den dag, altså ham, der har det og vil give det væk til enhver, der tror ham.

For som Jesus sagde:

”For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”.

Og så er vi fremme ved dagen i dag. For stadig – til tidernes ende – kommer han for at opsøge og frelse os, som i os selv er fortabte.

Han har været så god at skænke os nadveren, hvori han skænker os sig selv i brød og vin, sit legeme og blod, så vi forenes med ham.

Der er jo så meget i dagligdagen, som kan tage frimodigheden fra os, og troen kan blive sløv og kold, alt for ofte. Eller det kan være ting, vi gør, som tager frimodigheden fra os.

Derfor er der al mulig grund til at få troen på syndernes forladelse styrket og fornyet. Og det er det, altergangen handler om.

Og fokus er på ham, der gennem nadveren knytter os til sig selv og sin død og minder os om den kærlighed, som er det bærende i det hele. Det vil vi sige tak for. Amen.

En af gæsterne ved en bestemt middag, Jesus var med ved, udbryder, at den, som kan se frem til Guds himmelske festmåltid er i sandhed lykkelig.

Jesus svarer med de ord, vi lige har hørt.

Da en mand engang indbød til et festmåltid, afslog alle hans gæster. De sagde, at de havde andre vigtige aftaler.

Manden blev vred over, at de nægtede at komme til hans fest. Og han besluttede, at ingen af de oprindeligt inviterede gæster skulle få del i hans festmiddag og sendte derefter gentagne indbydelser ud og inviterede fattige og folk i virkelig nød, både i byen og uden for byen, indtil hans bord var fyldt op.

Der var på Jesu tid fromme jøder, som hverken selv ville følge Jesus eller tillod andre at gøre det. De advares om, at de vil blive udelukket fra Guds rige, og at vejen vil blive banet for de nødlidende og outsiderne.

Hovedsagen er, at deltagelse i det fremtidige synlige Guds rige afhænger af, at vi tager imod indbydelsen nu.

Lad os nu gå ind i lignelsen og uddybe det, Jesus siger, lidt efter lidt.

Det store festmåltid er et stående billede på frelsen til sidst i Guds synlige rige. Jesus taler også om et andet sted, at han glæder sig til at spise dette måltid i Guds rige,  når al tid har ende.

Indbydelsen til måltidet kan forstås som Guds kald til Israel gennem tiderne. Profeterne klagede en for en over, at folket og ikke mindst dets præster og ledere, forkastede indbydelsen, forkastede Gud og hellere ville tilbede andre guder.

Der er to faser i indbydelsen. Først en formel indbydelse, og så, da alt er klar, bud om at indfinde sig ved selve måltidet.

Anden gang handler det om dette budskab: Så er det nu, vi spiser!

At udeblive er uhørt groft og uhøfligt.

Det handler ikke om noget fremtidigt først og fremmest, men om noget her og nu, i dette øjeblik.

Måltidet står for frelsen og alt, hvad frelse indebærer, også den nuværende erfaring, som de har, som tager imod evangeliet og dermed også den fremtidige fest i Guds rige.

Men som sagt: de gæster, der er inviteret, forkastede indbydelsen ”alle som én”, det vil sige: de var enige om én ting, og det var at forkaste indbydelsen.

En tilsvarende situation er der skildret i Mosebøgerne, hvor der i tilfælde af hellig krig var forskellige acceptable grunde til afbud, blandt andet:

husbyggeri hvor huset  endnu ikke er indviet,

et nyligt indgået ægteskab (der skulle gerne hurtigst muligt sikres en arving!)

Men de undskyldninger, der engang i tidernes morgen ifølge mosebøgerne var i orden, når der skulle være en krig, er uacceptable undskyldninger for ikke at modtage indbydelsen i evangeliet.

Den første, der undskylder sig, har lige skrevet under på købet af en mark, men han mangler at syne den senere for endeligt at godkende købet.

Så er der manden, der har købt fem par okser. Det må være en ret velhavende landmand, for normen var to par okser til et lille landbrug dengang.

Den tredje undskyldning er mærkelig. Det virker som om kun mænd er indbudt til det her måltid, så den nygifte mand undskylder sig, han bør komme hjem og sove med sin hustru. Han skulle gerne bidrage til nu hurtigst muligt at skaffe en arving.

Men måske var det ikke det, der var i vejen. Måske var han bare under tøflen derhjemme. Læg mærke til, at man den blot siger, at han ikke kan komme uden at undskylde noget. Han vidste vel, at sådan en undskyldning ville ikke være i orden.

Nu kommer værtens reaktion med vrede.

Og han sender straks sin tjener ud med nye indbydelser. Og de arbejdsløse og løse arbejdere ved gærderne ude på landet skal nødes til at komme ind og spise med.

Det betyder, at de først høfligt har sagt nej, som man skal i den del af verden, for straks at tage imod indbydelsen, når de nødes.

Det korte af det lange er, at der ikke er nogen vej til Jesu måltid i Guds synlige rige uden gennem modtagelse og positiv besvarelse af indbydelsen, som allerede er givet.

***

Mange har forestillet sig , at lignelsen handler om de mange blandt jøderne, som forkastede Jesus, og de mange nye disciple, som kom fra andre folkeslag. Det kan godt være en del af lignelsen, for Jesus taler tit om det her.

Men skal vi overføre det på vor tid, så har vi fået kaldet til at følge Jesus gennem århundreder, mindst 1000 år, og nu ser vi, hvordan alle mulige folkeslag i verden tager imod Jesus og bliver hans disciple, det gælder Kina, Iran, også mere og mere den arabisk-talende del af verden, og Afrika og Sydamerika.

Der er en sætning, der hedder: Grib dagen!

Det gælder især evangeliet og Jesu indbydelse: Grib indbydelsen, tag imod den, bliv en hans disciple!

Så kan man spørge: hvordan bliver jeg hans discipel, helt konkret?

Ved at begynde at bede i Jesu navn til Gud, vor himmelske Far, bede Helligånden om at komme ind i vort hjerte, bede til Jesus.

Læse hvad Jesus siger og gjorde. Begynd med evangelierne, f.eks. begynd med Johannesevangeliet, læs også gerne hurtigt Apostlenes Gerninger, og senere også Paulus’ breve.

Altså: bede i dagligdagen, og læse, tage Ny Testamente ned fra hylden derhjemme.

Og for det tredje: begynde at mødes med andre kristne og tale om troen sammen. Det er svært at pege præcist på, hvordan man kan det, men det kan være der, hvor der inviteres til gudstjeneste eller samvær om den kristne tro.

Men det begynder med at tage imod indbydelsen, og den modtagelse skal vi igen og igen gøre. Det nytter ikke noget at vide noget om den kristne tro, hvis vi ikke får hjertet med.

Det er egentlig det at finde ind til at leve i forening med Jesus KRistus.

Det er i grunden det, vi er samlet om ved gudstjenesten.

Først i dåben, hvor vi forenes inderligt med ham ved ligesom at drukne med ham, så det gamle menneske i os skal dødes, og så det nye menneske, vi er genfødt til at være, kan opstå, ligesom Jesus opstod fra de døde.

Og dette nye opstandelsesliv, som fuldendes til sidst i Guds synlige rige, styrker Jesus med sit lille, men mægtige måltid her og nu.

Hvor kærligt af ham, at han gav brødet og vinen, sit legeme og blod, så forenes med ham og modtager hans tilgivelse, Helligåndens kraft på ny, hver gang vi spiser og drikker, og samtidig opøves vi i at være et fællesskab af os så forskellige mennesker, fælles om at vi ønsker at være Jesu disciple.

I dag begynder vi med at høre om Judas, ikke den kendte, men en anden, som kun nævnes her. Men hvilken gang, han nævnes. Vi mærker, at denne Judas var tæt på Jesus og spurgte ham lige ud af landevejen om det, der lå ham på hjerte.

Hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden? Spørger han.

Det svar, Judas får, er kærlighed. Jesus insisterer på, at kærlighed til Ham må udtrykke sig i handlinger. Hvis nogen virkelig elsker Ham, vil Han holde Jesu ord, og Faderen vil elske dette menneske, og både Faderen og Sønnen vil komme og tage bolig i ham/hende.

Ikke en midlertidig bolig, men en permanent bolig.

Omvendt, den, der ikke elsker Jesus, holder sig heller ikke Hans lære.

Kærlighed er ikke en abstrakt følelse. Kærlighed involverer lydighed.

Alvoren i dette kommer frem i, at det, Jesus prædiker, ikke er Hans eget, men Faderens ord.

Dernæst understreges det, at Jesus er på vej bort fra disciplene, og hvad følgerne er for dem.

Det Jesus fokuserer på her, er ikke deres sorg, men velsignelse.

Helligånden vil være aktiv i de troende. Kristi fred vil forblive hos dem. De burde glædes over at Kristus kommer til at være hos Faderen.

Så hedder det, at Helligånden skal lære disciplene alt og minde dem om alt det, Jesus har sagt til dem. (v. 25).

Det handler ikke om noget nyt, Helligånden vil lære, men at de fuldt ud forstår det, Jesus har lært og sagt.

Som i Joh. 16,13: ”Han vil ikke fremføre sine egne meninger, men det, han hører mig sige, vil han give videre til jer, og han vil åbenbare for jer, hvad fremtiden bringer.”  - nemlig åbenbare det i forhold til hver generation…

Ingen ny lære – 1. Joh. 2,27.

***

Hvad lærer vi så om Helligånden?

Ja, netop at Ånden er hellig. Det er den egenskab, der er vigtigst ved Ånden.

Ånden helliggør disciplene.

Og her ser vi også, hvordan Ånden er tæt knyttet til Faderen og Sønnen:

”Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn…”

Helligånden sendes fra Faderen, men også fra Sønnen.

Helligånden vil komme og være i Jesu sted og fortsætte Hans gerning, men uden en ny lære, alt er indeholdt i Jesu ord og gerning, som beskrevet i evangelierne og apostlenes ord.

Helligånden er hellig, men dernæst lærer.

Han skal lære disciplene alt – hvad? Alt? Alt som er nødvendigt for dem at vide. Hverken mere eller mindre.

Det er der en stor aflastning i at forstå.

Og så vil Helligånden hele tiden minde, bringe op i bevidstheden, hvad Jesus havde sagt. For at Helligånden kan gøre det, må disciplene lytte til Jesu ord igen og igen.

Først og fremmest altså læse i evangelierne, men også i apostlenes gerninger.

Og på vej bort til korset understreger Jesus, hvad det er han giver, som verden ikke kan give: sin fred, som overgår al verdens og vores forstand.

Når verden ønsker fred, så er det et håb, og det er næsten som bare at sige: goddag og farvel.

Men Kristus GIVER faktisk fred. Uafhængig af vore ydre omstændigheder.

Af den grund skal disciple ikke være bekymret eller feje.

For grækerne dengang betød fred det samme som fravær af krig.

Men israeliterne brugte ordet fred i positiv betydning, særlig om det rette forhold til Gud.

***

v.28 Når nu Jesus går til Faderen, så skal disciplene ikke blive kede af det, men være glade.

At Faderen er større end Jesus, betyder blot at Jesus blev menneske, men ellers siger Jesus jo klart, at han og Faderen er ét.

Og når disciplene i fremtiden forstår Jesus mere, så vil hans ord have større virkning.

---

Jesus er på vej til anholdelsen, han er formentlig i Getsemane eller med Getsemane i tanke, da han taler alt dette til disciplene.

Han ved, at verdens fyrste, Satan, er på færde. Og derfor hører Hans egen tale op nu.

Det er en kamp mellem Gud og Satan.

Også disciplene og vi kommer ud for Satans angreb.

***

Når vi fejrer vore højtider, er det ikke bare mindehøjtideligheder.

For selv om vi hører et budskab, som er sket, er vi med til noget, der sker på ny.

Det, der skete dengang, har betydning for alle folk og til alle tider.

Det er noget, der finder sted igen og igen i vore hjerter og griber ind i vore liv.

Sådan er det også med pinsen, Åndens højtid, Åndens fest.

Vi mindes ikke bare dengang, hvor Ånden blev udgydt over apostlene første pinsedag.

Nej, pinsen er stadigvæk en åndsudgydelsens højtid, hvor vi alle i fuldt alvor beder om Helligånden og i tro venter på, at Gud på ny skal udgyde sin Ånd over sin kirke.

Hertil kan nogen sige: Jamen, vi har modtaget Helligånden i dåben og ved troen på Kristus, og Han bor nu hos os, så det skulle vel ikke være nødvendigt at bede om en åndsudgydelse over os.

Men nu er det sådan, at Ånden blæser, hvorhen Han vil. Vi kan ikke bestemme over Helligånden.

Vi kommer aldrig til at eje Helligånden som en sum penge på en bankbog.

Ånden er alene hos os som en livgivende Herre, som en strøm af liv fra Gud selv, der hele tiden flyder ned til os for at fylde os på ny.

Derfor trænger vi hele tiden til at bede om Åndens fornyelse, om at Ånden vil besøge os, om at Ånden vil komme til os som vor Hjælper, Husvaler, Trøster, Vejleder og Fornyer.

Det skal vi nu høre om gennem en iransk salme, som synger og bede om netop dette.

Ganske vist er det en bøn til Jesus, men Helligånden er jo Jesu andet jeg, som Grundtvig har kaldt Helligånden.

Den iranske salme er helt igennem en tilbedelse af Jesus.

Hvorfor er det så vigtigt med tilbedelse?

Fordi tilbedelsen, lovsangen er at række hænderne ud for at Gud må fylde os med sin Ånd, må forbarme sig over os,

Først ved at Han bringer lerstykkerne sammen, heler noget i os, så vi bliver lerkar.

Det begynder med Jesu råb: Omvend jer og tro på evangeliet!

Det begynder med at vi går i os selv.

Det begynder ikke med at vi ser ind i os selv som en ressource.

Gud må nedbryde den fordom, at vi har kraften i os selv.

Og når vi lukker af over for Gud, så kan vi ikke blive de lerkar, Han vil fylde med sin Ånd og kærlighed.

Hvordan skal vi være?

Besindige – hold hovedet koldt!

Årvågne – sobre –dvs. ædru i opførsel, tale og dømmekraft

Hvorfor? Så I kan bede!

Vi skal holde hovedet koldt og være sobre, så vi kan bede.

Modsat er der måske nogen der tænker, at folk har mistet hovedet, hvis de beder, at de har mistet dømmekraften.

Og den god dømmekraft er også, at vi erkender vore egne synder, så Gud i fællesskabet giver os forståelse og kærlighed til hinanden i alle vore skrøbeligheder, brister og mærkværdige fejl og synder.

Så sker der et under, at Gud skaber menigheden af intet som et fællesskab, hvor kærligheden skjuler mange synder, ’en mangfoldighed af synder’, stod der vist førhen.

En kristen skal holde hovedet koldt og være sober i opførsel, tale og dømmekraft, så han og hun kan bede.

Det er som om, apostlen Peter siger, at ellers er vi slet ikke i stand til at bede.

I bøn vender vi os til selve Skaberen, og så vil jeg mene, at det er vigtigt at holde hovedet koldt, for det er voldsomt – at vi kan bede til Skaberen som vores himmelske Fader, der vil os alt godt.

Og vi er jo ikke langt fra dagens evangelium, hvor Jesus (igen og igen i Johannesevangeliet) vil skabe kontakten mellem hans Fader og os gennem sig selv.

(Jeg fik en sjov gave til min fødselsdag – en ørn, hvis næb går ned i et hul i pyramidens spids. Og trods det store vingefang holder den balancen og kan svæve rundt lige så elegant.

Jeg kom i tanker om figuren grund af det med kontakten mellem vores Skaber og os gennem Jesus.

Det er den ligning, der holder vort liv i balance og bringer os til livets fylde, til kontakten med Gud og Jesus.)

Men det falder fra hinanden uden Helligånden. Derfor taler Jesus meget om, at Helligånden vil komme og hjælpe os.

Hjælpe os med hvad?

Hjælpe os med at være vidner om ham.

Helligånden vidner om Jesus, men vi, Jesu disciple, skal også være vidner.

Jesus kalder Helligånden for Sandhedens Ånd. Og kalder Helligånden for Talsmanden, altså den, der taler for os i svære situationer.

Svære situationer som dem, for vi i perioder falder væk fra troen, så bliver Helligånden ved med at arbejde i os, vidne om Jesus.

Især virker Helligånden hos kristne, der lider under forfølgelse, velsigner disse kristne, så evangeliet lyser og skinner i al sin glas om Jesus, solenes sol, Frelseren fra synden, fra døden og Djævelen.

Jesus forudsiger, at der vil komme forfølgelse, men ikke bare forfølgelse i almindelighed, men også en art forfølgelse, hvor folk mener, at de tjener Gud ved at forfølge og slå Jesu disciple ihjel.

Vi ser det desværre rundt om i verden, ikke mindst det gamle kristne land Egypten, hvor nogle ikke tåler de kristne, og nu for et par dage siden dræbte en bus fuld af glade kristne på pilgrimstur til et af deres hellige steder i Egypten.

Og så sker der det, at evangeliet skinner mere og mere fra disse kristne, for vi hører, hvordan den egyptiske kirke tilgiver og tilgiver deres fjender.

Hadet steg frem til korsfæstelse af Jesus, fordi han gjorde godt, fordi folkets ledere blev misundelige på Jesus, som helbredte og helbredte mennesker for alle slags sygdomme og lidelser. Han kom for at gøre godt.

Vi i folkekirken har svært ved at acceptere, at denne gave til at helbrede er givet i rigt mål til folk, der hører til andre kirker.

Og vi kan blive misundelige og nedgøre de kirker, for det går vist også for voldsomt for sig. Og det er sikkert nogle gange sandt.

På en eller anden måde har Jesus udsendt folk fra andre kirker med helbredelsens gave, så menneskers liv forandres, så de kommer til tro på Jesus, sådan for alvor.

Det ender med, at folk holder hovedet koldt og er sobre og troende.

I sin time kan det være, at Gud også udgyder helbredelsens gave og mange andre gaver over os.

Men forinden har vi et problem. Hvis vi ikke forsamles i kirken, hvordan skal alt dette komme i gang?

Luther

Nogle gange kan det være lettere at forholde til troen, når som nu er sammen til gudstjeneste. Luther siger om det at bede derhjemme, og det må være selvoplevet: ”Hjemme i mit hus er jeg ikke så tapper og dristig, for jeg må hele tiden først ind i striden, men i kirken, midt i forsamlingen, der sker alt af hjerte og trænger også igennem.”

Hvis vi derfor er ganske få, så ved vi, at Jesus er iblandt os, men vi må leve med menighedens fællesskab på et vågeblus.

Så er det alligevel forunderligt, synes jeg, at se en for Samsø større forsamling komme til mødet med Hans Berntsen, hvor han talte stille og roligt om, hvad forskel Jesus gør, og at det ikke kun handlede om helbredelse, men også om at troen skulle blive levende eller vakt til live.

Han spurgte helt jævnt på et tidspunkt, om folk ville sige ja til Jesus. Jeg så det ikke der på forreste række, men åbenbart løftede mange almindelige samsinger hånden. Ja, det ville de gerne. 

Her Store Bededag træder vi et skridt tilbage og ser på vores liv lidt udefra. Det hjælper altid på overblikket.

Noget kommer til at se småt og ubetydeligt ud, noget kommer til at se pænt ud, men andet kommer til at se forfærdeligt ud.

Især hvis vi forestiller os, at vi for Guds ansigt ved tidernes ende skulle se en film af hele vort liv rullet op, med hvad vi har tænkt og gjort – uden noget filter.

Nu hører vi Johannes Døberen formane folket til opbrud fra deres vante liv, til et opgør med sig selv, til en konfrontation for Guds ansigt allerede nu og i dag med de synder, vi slæber på, og han siger: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!”

Han siger ikke: Omvend jer, for dommen er nær, men det er næsten det, han mener.

Da Jesus trådte frem begyndte han egentlig på samme måde.

Omvend jer, for Guds rige er nær!

Jesus tænkte som Johannes Døberen også på den forestående dom over hvert menneske, men han tænkte samtidig på sit og Faderens rige, som er til stede, hvor Jesus er og går og høres.

Og det gør en stor forskel i forhold til Johannes Døberen. For når vi hører formaningen til at omvende os, så gør det en kæmpe forskel, om vi ser et håb nu og her. Og håbet er Guds rige, som kommer, hvor Jesus taler, hvor vi beder i hans navn, hvor vi samles i hans navn, ja, der er han midt iblandt os, som han var midt blandt disciplene, trods låste døre.

Da Johannes Døberen prædikede omvendelse, var det en udjævning af vejen hen mod Jesu fremtræden, frem mod, at mennesker skulle tage imod Jesus selv og hans rige.

Mennesker ville dengang meget gerne døbes af Johannes Døberen, fordi det var vejen til et liv i opgør med synder til et andet form for liv.

Men blandt dem, der dukkede op ved Jordanfloden var også de kloge hoveder, som mere var optaget af at holde dom over Johannes Døberen end over sig selv.

De får en kraftig advarsel: med mindre de bærer god frugt, skal hele det træ, de er en del af, falde for øksen.

Disse folkets politikere, præster, ledere, og meningsdannere og spindoktorer så kun på Israels folk, alt andet havde ikke deres interesse. De mente, at deres frelse lå i, at de havde det rette blod, der rullede i deres årer, ja, at de havde Abrahams blod i deres årer.

Sådan kan nogle i vort folk også sige, at vi har det gamle danske blod i vore årer, så vi er gode og har Guds velsignelse med os, - det sidste bliver måske ikke sagt, men tænkt.

Men Johannes Døberen gør op med den blod-tænkning og siger, at Gud kan opvække børn til Abraham af stenene.

Stenene er altså mindre hårde end disse mennesker.

Her må hver især prøve sig selv: er jeg så hård, ja, hårdere end de sten, Gud kan opvække sig børn af?

Nu siger jeg: prøve sig selv. Johannes Døberen bruger et andet udtryk: Omvend jer.

På græsk: få et nyt sindelag!

Det er ligesom, hvis vi lægger den samme plade på dag efter dag, en plade, som er fyldt med sange, der beklager sig, fordømmer andre mennesker, sange, der holder os fast i fristelser til alle mulige synder.

Få et nyt sindelag! Sæt en helt frisk og ny plade på!

Problemet er: hvordan skal vi få fat i denne nye plade?

Det fortæller profeten Jeremias, som er citeret vidt og bredt hos Hebræerbrevet.

Gud vil selv lægge sine love i vores indre og skrive dem på vore hjerter. Og på den måde lærer vi hver især Gud at kende i sandhed, uden at det er vore egne tilfældige tanker, men tanker, Gud har tænkt fra evighed, som bliver virkelighed i vores indre lige nu.

Og det, Gud gør på den måde, kalder han en NY pagt. Det betyder, at den gamle er forældet. Og den NYE pagt, ja, det ved vi, at den kom med Jesus.

Som siger om vinen, han sender rundt: Dette er en den NYE pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.

Gennem Jesu ord knyttet til vinen har vi nu en forsikring om, at syndernes forladelse bliver udøst over os netop der i nadveren.

Vi angrer og fortryder vore synder, vore hårde hjerter, råddenskaben, det onde, vi lukker ind og ud, selvindbildskheden, hovmodet, de høje tanker om os selv, og rækker det til Jesus ved hans kors, og så rækker han os til gengæld sit blod, som renser os for al synd og uretfærdighed, ja, så drikker vi det, så hans blod flyder i vore årer.

Og når hans blod flyder i os, så betyder det, at han daglig vil rense os, dag for dag.

Men for at det kan ske, må vi bede.

Det er der ikke plads til at tale meget om i dag.

Blot skal jeg kort sige noget om bøn til sidst.

For det første: bøn er noget vi må lære os livet igennem. Vi må blive ved med at prøve at lære det, ligesom hvis vi prøver at lære et nyt sprog at kende.

Vi må gerne bede gennem andres ord, som Jesu bøn fadervor. Vi kan også bruge egne ord, gerne enkle og hverdagsagtige.

Og så skal vi blive ved og ikke give op. Nogle gange holder Gud os ud i strakt arm, fordi det, vi beder om, ikke er godt for os, fordi han vil give os noget meget, meget bedre.

Vi kan trænge til at komme på det rene med, om vi virkelig også af hjertet ønsker at få det, vi beder om. Da har vi Guds løfter om, at han åbner for os, og hører os.

Vi får måske ikke lige det, vi bad om, men vi får altid en god gave, og netop det, vi trænger mest til.

For Gud giver os ikke, hvad vi selv har tænkt os, men at han vil give Helligånden til dem, som beder til ham.

Netop når vi beder udholdende og trofast og kommer frem for Gud med alt, skænker han os Helligånden.

Måske der er noget, vi holder op med at bede om, fordi vi forstår, at det ikke er Guds vilje.

Måske opdager vi, at vi allerede har fået det, der var bedre.

Måske lærer vi gennem bønnen at se på det, der bekymrer os, på en helt ny måde.

Måske hjælper Gud os på en anden måde – men altid hjælper han os.

Anden søndag efte

Jesus er døren.

Han er vejen til frelse.

Vejen til frelse går gennem ham.

Det er allerede forudsagt i Davids-salmen 118,20:

”Her er Herrens port; her går de retfærdige ind.”

Og i vers 22 taler salmen om Stenen, som bygmestrene vragede, men som er blevet hovedhjørnestenen. Jesus nævner selv dette sted i Matthæusevangeliet 21,42: ”Har I aldrig læst, hvad der står skrevet:

’Den sten, bygmestrene kasserede, blev selve hjørnestenen.

Den kom fra Herren,

og den er forunderlig at se på.’”

Der er kun én indgang til Guds rige, den går gennem Jesus.

Der er kun én indgang til folden, én kilde til erkendelse og liv og til at opnå åndelig næring: Jesus Kristus selv.

Jesus bringer frelse og sikkerhed, så de er frihed og det nye liv under ansvar.

Jesus er også vores hyrde.

Det har profeterne også forudsagt, som i Ezekiels bog 34:

”Herren vil selv være hyrde og holde øje med fårene og søge efter dem.” Og videre: Han vil samle fårene fra alle lande. Herren siger: ”Jeg overtager ansvaret for mine får og sikrer mig, at de hviler trygt…Jeg opsøger de fortabte og forkomne får og sørger for, at de kommer sikkert hjem igen. Jeg forbinder de sårede og helbrede de syge…”

Jesus vil dø for fårene.

Det har man aldrig før hørt om, at en hyrde bevidst ville dø for fårene.

Tyven tager fårets liv, hyrden Jeuss givet sit eget liv for fårene.

Hvert får har et navn, som Hyrden bruger. Sådan hedder det i en profeti: ”Jeg kalder dig ved navn, du er min”.

Hyrden kender sine får og de kender ham, ligesom Faderen og Sønnen indbyrdes kender hinanden.

Det vil sige: Kendskab og kærlighed hænger nøje sammen.

For os som disciple er der derfor en samhørighed, et fællesskab, en taknemmelighed i tro og lydighed.

Mission ud til folkene

Jesus vil en enhed af jøder og andre folkeslag i kirken.

En enhed, han skaber, ikke en naturlig enhed.

Kun gennem Jesu død og opstandelse kommer de andre får ind.

Får ser dårligt, men hører godt!

NB. Her er manuskriptet, men det yder ikke ret over for det, der faktisk blev sagt, men det der er her nedenfor, var en væsentlig del af prædikenen.

De to vandrere forstår ikke, at Jesus ikke har vist sig for de tolv apostle. Nogle af kvinderne fandt graven tom, og det havde hensat dem i forfærdelse. Nogle af kvinderne havde også set engle, som sagde, at Jesus er opstået.

De to vandrere kan ikke forstå, at det er kvinder, som har oplevet dette. Det kan ikke forstå, at Jesus, hvis han virkelig var opstanden, så ikke straks havde mødt apostlene igen.

Det er det, der forvirrer dem.

Tingene er ikke, som de mener de skulle være, selv i en situation, som de ingen mening kunne have om.

***

De to disciple forstår ikke, hvorfor Jesus skulle lide og dø. De er i uforstandens vold.

De har ikke indprentet sig det uhørte, Jesus har sagt til dem, at Kristus skulle lide og dø for verdens synder.

Nu peger Jesus på Skriften, og dermed er Jesu lidelse, korsfæstelse og død ikke længere meningsløs.

De har dannet sig et billede af Kristus mere ud fra deres egne forestillinger end fra Skriften, som de burde have gjort, i stedet for at lade deres egne ønsker præge deres billede af, hvordan Kristus skulle være.

Men Skriftens vidnesbyrd er samlet om det samme og entydigt: at Kristus skal nå til herligheden gennem lidelse og død.

Således mister Jesu lidelse og død ethvert skin af meningsløshed i mødet med Skriftens vidnesbyrd, ja, Jesu lidelse og død bliver opfyldt med den dybeste og endegyldige betydning og mening:

For netop således, i denne ubegribelige og tilsyneladende helt meningsløse begivenhed, kommer Guds frelsesvilje med sit folk til sit mål.

Hele Skriften er nøglen til en sådan erkendelse, altså loven og profeterne (16,16; 26,22). Skriften giver fast grund under Jesu lidelsesvej som det, Gud måtte lade ske.

Jesus nævner ikke bestemte steder. Men vi ved, at Jesus sidst i sit liv beskæftigede sig meget med Salme 22 (Markus 15,34; Matth. 27,46); Salme 110 (Luk. 20,41ff par.); Esajas 53 (Luk. 22,37); Zakarias 13 (Matth. 26,31); Zakarias 9 og Jer. 31 (Matth. 26,28 par.). Disse steder havde ledsaget og styrket ham på vejen. Og nu sætter Jesus disciplene under disse ords vejledning.

***

De føres i stedet ind i fællesskab med Skriftens Kristus, og ikke mere

deres egne ønskers Kristus eller en Kristus svarende til deres egne håb og forestillinger.

Under måltidet overtager Jesus rollen som vært og række disciplene det, de har brug for, som gæster i deres eget hjem.

I denne handling genkender de Jesus, at han den korsfæstede, som også er opstået fra de døde. Nu tror de, at han lever. Og da har Jesus opnået sit mål.

Hvad er overskriften over evangeliet i dag?

Den tomme grav.

Men inden vi når så vidt, vil jeg sige, at jeg netop har diskuteret en video, som DR3 lagde ud, som bruger korsfæstelsen til at more sig over et forhold mellem en far og hans skoledrengssøn. Undervejs skriver en, at korsfæstelsen er en fiktiv begivenhed.

Se, hvis korsfæstelsen er fiktion, er noget, nogen har fundet på, så kan vi ikke tro på noget her i verden. Måske lige slaget ved Dybbøl, men alt der går forud har vi alt for få kilder til.

Hvorfor vælger en mand i 2017 at kalde korsfæstelsen en fiktiv begivenhed? Jeg ved det ikke. Måske for at holde det hele fra livet. Måske har han haft en dårlig oplevelse med kristne? Eller han er blot formørket i egne tanker.

Jeg var nødt til at sige til ham, at Gud netop valgte det foragtede, det der ikke var noget i verden, for at gøre det, der var noget her i verden, til skamme.

Denne lille samtale viser, at forstanden kan være oplyst eller formørket. Vi taler ikke engang om tro, men blot om almindelig sund fornuft. En kendt minister sagde også engang, at juleevangeliet var på niveau med at tro på nisser. Sådan er det, når mennesker stoler på sig selv og praler af det.

Men Gud gjorde noget, ingen kunne have regnet ud. Han gjorde noget, som aldrig var sket. Noget ingen jøde kunne forestille sig, at et menneske forlod graven levende og forklaret.

Men først var der det med graven. Kvinderne havde holdt øje med, hvor Jesus blev lagt.

Og påskemorgen var graven tom.

Hvem fandt graven tom?

Der er forskelle på, hvor mange kvinder det var, og hvad de hed og også på, hvordan de reagerer på englens budskab.

Vi kan ikke få det hele til at gå op, men der er ingen grund til at være høflig og gå over forskellene, eller at være pedantisk og prøve ude af proportioner at finde uoverensstemmelser.

Man kan ikke udjævne alle uoverensstemmelser tilfredsstillende.

Men det ville heller ikke være et mål.

Man skal huske, at det er normalt med uoverensstemmelser mellem øjenvidner til de samme begivenheder.

I evangelierne er der i forvejen tit uoverensstemmelser andre steder.

Faktisk ville det være mistænkeligt, hvis evangelierne lige netop her stemte fuldstændig overens.

Uoverensstemmelserne viser, at vi ikke har at gøre med noget, der var en historie, man havde lavet og genfortalt helt ens i alle evangelierne.

Og så skal man tænke på, at begivenheden var fuldstændig uden for det normale.

Det er ikke mærkeligt, hvis vidnesbyrdene om begivenheden viser tegn på sjælsrystelse.

---

Så lad os gå til det, der er fælles for de fire evangelier, som bekræfter begivenheden:

Det er kvinder, der er i front ved begivenheden.

I parentes: kvindernes tavshed er i sig selv meget talende og peger på, at det var lige netop det, der skete: at de tav over for det usandsynlige, de oplevede.

Deres tavshed er ikke en dramatisering af beretningen.

Det var heller ikke sådan, at de simpelthen tav for altid. Nej, de tav for en stund – det skulle, som vi siger, bundfælde sig.

For naturligvis løb de efter at have sundet sig ind i byen til disciplene.

Det er helt klart i alle fire evangelier, at kvinder var de første, der modtog nyheden om opstandelsen.

Det er meget betydningsfuldt, at ingen af de tolv disciple er først.

Også fordi jødedommens holdning til kvinder slet ikke stemmer overens med dette.

Det heder: ”Hellere lade loven blive brændt end overgivet til kvinder” (j Sot. 19a), og: Lykkelige er de, som får drengebørn, og ak og ve for ham, som får pigebørn(b Kidd.82b).

Berømt er også morgenbønnen i den gamle synagoge: ”Velsignet være du, Herre vor Konge, universets Konge, som ikke skabte mig som kvinde.” (A.D.P.B. p. 6).

Så ud fra jødedommens holdning til kvinder, er det højest bemærkelsesværdigt, at de, som i Guds forsyn blev givet forrang for apostlene ved denne skelsættende begivenhed var kvinder.

Her er der grund til at citere 1. Kor. 1,26-29:

26Tænk bare på, venner, hvor få af jer, der var vise i verdens øjne, dengang I kom til tro, hvor få af jer, der havde indflydelse i samfundet, og hvor få af jer, der kom fra fornemme familier. 27Nej, Gud valgte at gøre noget, som i verdens øjne ser tåbeligt ud, for at lukke munden på de kloge. Han udvalgte de magtesløse for at gøre magthaverne til skamme. 28Gud valgte det, som var ubetydeligt og ringeagtet i verden, det som intet var, for at gøre det, som var noget, til intet. 29Altså har mennesker ikke noget at prale af over for Gud.

Vor forstand bliver oplyst, når vi bøjer os i tilbedelse for den opstandne Frelser Jesus Kristus, Herren. 

1 Nadverens grundlag

Hvad kommer nadveren an på?

Det kommer an på Guds ord og befaling. Det er det vigtigste. Dette at nadveren med ord er indstiftet af Jesus, ord vi skal bruge.

Det skal understreges helt fra start, for nogen opfatter nadveren som noget, vi gør, og betragter sakramentet uden Guds ord 

Kristus er overalt, fordi Han er Herre over alle ting. Men kun i nadveren knytter han sit ord til brødet og vinen, så vor samvittighed kan føle sig vis: her, her, er Han til stede i nadveren, og Han har befalet os gøre dette gang efter gang; så alle ved, at her, her, rækker han sig selv med syndernes forladelse.

2 Hvad er nadveren?

Det er Herren Kristus’ sande legeme og blod – i og under brødet og vinen,

På samme måde som dåben ikke er almindeligt vand, men Guds ord kommer til,

Sådan er nadveren heller ikke almindeligt brød og vin, men Guds ord kommer til og er bundet til brødet og vinen.

Derfor, siger Luther, skal man modtage det med ærbødighed, frygt og ydmyghed fra den guddommelige majestæt.

Hvorfor ærbødighed og frygt og ydmyghed?

Fordi Han er vor Konge, der rækker sig selv til os, forener os med Ham.

Er Kristus virkelig den guddommelige majestæt, så vil vi også have frygt for at gøre Ham imod.

Har du en god ven, som du respekterer højt, så ønsker du ikke for alt i verden at volde ham eller hende ondt. Du vil ønske, at du kan være venlig og hengiven. Men hengivenhed og venlighed nærmer sig jo frygt. Frygt for at ødelægge venskabet. 

Og når vi også siger, at vi skal modtage nadveren i ydmyghed, så er det, fordi vor Herre selv lærte os ydmyghed. For han er ydmyg, han vaskede disciplenes fødder som et eksempel for os, så vi også vasker hinandens fødder, det vil sige, lade tilgivelsens og kærlighedens og hengivelsens ånd råd i vore hjerter over for alle mennesker.

3 Hvad gavner nadveren?

A Hvad er nadverens kraft og nytte? Det er syndernes forladelse.

3B Værn

Nadveren er et sikkert pant og tegn, et værn mod synd og død og al ulykke, siger Luther. Det er et skønt ord af Luther: et værn mod synd og død og al ulykke.

3C Styrkelse

Nadveren er sjæleføde, der nærer og styrker det nye menneske.

Vi er ganske vist et nyt menneske genfødt ved dåben, men vi forbliver i vort gamle skind. Derfor har vi brug for både værn og styrkelse.

Djævelen og verden vil ofte nok igen og igen hindre os og anfægte og udmatte os, så vi ligefrem snubler.

Netop derfor, siger Luther siger, har vi brug for nadveren som daglig næring og føde ”for at troen må komme sig, blive styrket, så vi ikke går baglæns i kampen, men bliver stærkere og stærkere.”

Det nye liv, vi har fået i dåben, skal stadig tage til og gå fremad, og ikke baglæns.

Dertil har vi brug for al styrke fra nadveren, for vi må tåle meget fra Djævelen, som helst bliver ved med at angribe os, til vi lader hænderne synke i lede og utålmodighed.

I lede og utålmodighed.

Altså: nadveren er til trøst til ny kraft og vederkvægelse, ligesom dejlig mad eller et godt bad.

--- Selve gerningen, hvorved syndernes forladelse er vundet, er sket på korset, men kan kun komme til os gennem ordet.

Evangeliet i sin helhed og troens ord: at jeg tror på en hellig almindelig kirke, syndernes forladelse – det er lagt ind i sakramentet og forkyndes der for os.

4 Hvem modtager nadveren?

Nadveren kan kun modtages ved troen, det er ikke noget, der sker af sig selv.

Det hedder jo: givet for jer, udgydt for jer.

Så der er indeholdt i nadveren en befaling til at tilegne os den og bruge den.

Det er som hvis der ligger en skat ved døren eller på bordet: du må selv tage den til dig.

Gaven skænkes i ordene, men man kan kun fatte den og tage den til hjerte i hjertet. Troen i hjertet erkender denne skat og begærer at eje den.

1 Nadverens grundlag

Hvad kommer nadveren an på?

Det kommer an på Guds ord og befaling. Det er det vigtigste. Dette at nadveren med ord er indstiftet af Jesus, ord vi skal bruge.

Det skal understreges helt fra start, for nogen opfatter nadveren som noget, vi gør, og betragter sakramentet uden Guds ord 

Kristus er overalt, fordi Han er Herre over alle ting. Men kun i nadveren knytter han sit ord til brødet og vinen, så vor samvittighed kan føle sig vis: her, her, er Han til stede i nadveren, og Han har befalet os gøre dette gang efter gang; så alle ved, at her, her, rækker han sig selv med syndernes forladelse.

2 Hvad er nadveren?

Det er Herren Kristus’ sande legeme og blod – i og under brødet og vinen,

På samme måde som dåben ikke er almindeligt vand, men Guds ord kommer til,

Sådan er nadveren heller ikke almindeligt brød og vin, men Guds ord kommer til og er bundet til brødet og vinen.

Derfor, siger Luther, skal man modtage det med ærbødighed, frygt og ydmyghed fra den guddommelige majestæt.

Hvorfor ærbødighed og frygt og ydmyghed?

Fordi Han er vor Konge, der rækker sig selv til os, forener os med Ham.

Er Kristus virkelig den guddommelige majestæt, så vil vi også have frygt for at gøre Ham imod.

Har du en god ven, som du respekterer højt, så ønsker du ikke for alt i verden at volde ham eller hende ondt. Du vil ønske, at du kan være venlig og hengiven. Men hengivenhed og venlighed nærmer sig jo frygt. Frygt for at ødelægge venskabet. 

Og når vi også siger, at vi skal modtage nadveren i ydmyghed, så er det, fordi vor Herre selv lærte os ydmyghed. For han er ydmyg, han vaskede disciplenes fødder som et eksempel for os, så vi også vasker hinandens fødder, det vil sige, lade tilgivelsens og kærlighedens og hengivelsens ånd råd i vore hjerter over for alle mennesker.

3 Hvad gavner nadveren?

A Hvad er nadverens kraft og nytte? Det er syndernes forladelse.

3B Værn

Nadveren er et sikkert pant og tegn, et værn mod synd og død og al ulykke, siger Luther. Det er et skønt ord af Luther: et værn mod synd og død og al ulykke.

3C Styrkelse

Nadveren er sjæleføde, der nærer og styrker det nye menneske.

Vi er ganske vist et nyt menneske genfødt ved dåben, men vi forbliver i vort gamle skind. Derfor har vi brug for både værn og styrkelse.

Djævelen og verden vil ofte nok igen og igen hindre os og anfægte og udmatte os, så vi ligefrem snubler.

Netop derfor, siger Luther siger, har vi brug for nadveren som daglig næring og føde ”for at troen må komme sig, blive styrket, så vi ikke går baglæns i kampen, men bliver stærkere og stærkere.”

Det nye liv, vi har fået i dåben, skal stadig tage til og gå fremad, og ikke baglæns.

Dertil har vi brug for al styrke fra nadveren, for vi må tåle meget fra Djævelen, som helst bliver ved med at angribe os, til vi lader hænderne synke i lede og utålmodighed.

I lede og utålmodighed.

Altså: nadveren er til trøst til ny kraft og vederkvægelse, ligesom dejlig mad eller et godt bad.

--- Selve gerningen, hvorved syndernes forladelse er vundet, er sket på korset, men kan kun komme til os gennem ordet.

Evangeliet i sin helhed og troens ord: at jeg tror på en hellig almindelig kirke, syndernes forladelse – det er lagt ind i sakramentet og forkyndes der for os.

4 Hvem modtager nadveren?

Nadveren kan kun modtages ved troen, det er ikke noget, der sker af sig selv.

Det hedder jo: givet for jer, udgydt for jer.

Så der er indeholdt i nadveren en befaling til at tilegne os den og bruge den.

Det er som hvis der ligger en skat ved døren eller på bordet: du må selv tage den til dig.

Gaven skænkes i ordene, men man kan kun fatte den og tage den til hjerte i hjertet. Troen i hjertet erkender denne skat og begærer at eje den.

Seksagesima søndag 2017

søndag den 19. februar

Es. 55,6-11 - 1 Kor.18-21 - Mark. 4,1-20

Salmer

875 Tak, Gud, for denne lyse morgen (100 salmer)

557 Her vil ties, her vil bies. K. 214 (Berggreen)

686 Min sjæl, om du vil nogen tid.

K. 275  (Jeg ved et evigt Himmerig)

Prædiken med musik, der afspilles

394 Ak Gud, fra Himlen se herned.

K. 1 (Af dybsens nød, o Gud, til dig).

Nadver med 192 vers 7 

864 Må din vej gå dig i møde (100 salmer)

I dag vil jeg egentlig lade Kingo prædike for os.

Lad os slå op på hans salme 686.

Hos ham begynder alt med lydighed.

Hvad er lydighed. Det er at noget med at høre og lytte til noget vigtigt og så handle derefter.

Lydighed betød oprindeligt på det gamle nordiske sprog: at lytte.

Det er det at lytte og så gøre det.

Kingo nævner, at man kan høre og så glemme det hele bagefter.

… Nu er vi ikke glade for ordet lydighed. Det lyder som kæft, trit og retning.

Men virkeligheden er, at mennesker kan høre uden at lytte, uden at ordene synker ned og bliver til ny flid i det at leve livet ud som kristen.

Lad os tage nogle eksempler.

Man kan tage til en generalforsamling og høre alt, hvad der bliver sagt, uden at skulle forholde sig dybt til indholdet.

Man kan deltage i et politisk møde, og alt, hvad der bliver sagt, er glemt dagen efter.

Eller man kan være optaget af en sag så meget, at ved det politiske møde kommer man endnu mere i stødet og vil arbejde endnu mere for den sag, man brænder for.

--- Der kan altså lyttes på forskellig måde.

Også til Jesu tale.

Jesus gør det klart, at der i grunden er to måder at lytte på:

Dem ’udenfor’ lytter, men forhærdes undervejs. De vælger ikke at tage imod ordet, de vælger ikke at omvende sig.

Det bliver derfor forhærdet.

Profeten Esajas fik besked fra Herren på at forkynde dom over folket og dække folkets ”hjerte med fedt”, gøre deres ører tunge, som det hedder.

Sådan er Jesus også: Han forkynder dom over folket. Der hvor folket ikke vil tage imod ordet, hvor folket forkaster ordet.

Men der er et løfte om, at Guds ord aldrig vender tomt tilbage, det er som regnen, der uundgåeligt sætter gang i nyt korn, som bliver til brød at spise.

Så gennem forhærdelsen og dommen er der ny nåde og et fornyet gudsforhold.

Hos Gud er der altid en ny mulighed:

Også for de forhærdede, som Gud alligevel viser ny nåde, når og hvor han vil.

Men alligevel: vi kan ikke få Guds handlinger med mennesker til at gå op som en kabale.

Der er altså en reaktion hos dem ’udenfor’, som Jesus taler om, og så dem ’indenfor’, altså dem, som er åbne over for Jesu tale.

Vi må erkende, at der er mennesker, som hader Gud og Jesus og kirken.

Der kan være mange grunde til at hade kirken, men i grunden er der ingen af os, som ønsker at følge Jesus som hans disciple. Vi har det dybt i os, at vi foretrækker at adlyde ikke ham.

Og når vi ikke adlyder ham, så adlyder vi os selv eller andre.

Det at adlyde sig selv er dybt ensomt, og det at adlyde andre er at være slave.

Men at adlyde Jesus er ikke at være slave. Nej, for at adlyde ham kan kun ske i frihed, i fri tilegnelse, hvor glæde og fred vokser i os, hvor Helligånden virker alle gode ting i mennesker, der følger Jesus.

Derfor siger Jesus, at den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, om det så er meget eller lidt.

Vi lytter altså for at omsætte denne lytten til handling.

Vi tager imod ordet. Hvad vil det sige? At lade ordet slå rod i os, ikke jage det bort, men lade ordet bo centralt i os, som det, vi ønsker skal præge os, ja, netop præge os.

Det er klart, at hvis noget godt skal præge os, så er der noget andet, som skal forsages og jages ud.

Kingo siger:

Bort, vrede, skændsord, dårlig harm!

I bør ej huses i denne barm,

Hvor Gud til fred og salig ro

Vil, hans velsignelse skal bo.

Bort derfor alt, hvad skade kan

Og hindre enigheds forstand!

Kingo kender sig selv alt for godt, så han grunder igen over det, han lige har sagt, for han mærker, at der er en hård kamp i ham,

Derfor siger han videre:

Gid tunge, læber, sind og mund

De kunne ret af hjertens grund

Forsage træskhed, list og svig

Og gøre sig et Himmerig

Ud af den søde venskabs fred

Med hver mand, i Guds kærlighed!

Det er blot at komme i gang, for Gud ser rigtignok det hele:

”vor tanke, påfund, hjerters råd,

de onde går ham ej forbi,

på deres ondskabs skjulte sti”,

og samtidig er det sådan ,siger Kingo,

 at Gud ”også på de fromme ser,

Al hjælp og nåde dem betér.”

Altså de fromme får nåde og hjælp. 

Gud hjælper virkelig de troende. Det står fast. Det kan gøre troende til hyklere, men tag det som en trøst i onde tider: Gud hjælper virkelig de troende.

Det er hans løfte til os.

Kingo kendte til både trusler, had og vrede fra verdens børn mod sig.

Men han minder om, at det snart kan få en vending,

Så ”gå du kun frem på fredens vej,

Og agt al verdens tummel ej!”

Så slutter Kingo med en bøn.

Nu skal ringen sluttes, nu skal ordet for alvor synke ned i hjertets jord som korn, der sås.

Han er fuldt ud klar over, at det ikke er en smal sag, det her. Det er livsland læring, nu i fald og nu i sæde, som han kan sige det i en anden berømt salme.

”O søde Gud, o, gid jeg må

 Mit hjerte ved dig dannet få,

At du kan helliges i mig,

Til jeg dig ser i Himmerig,

Hvor Hellig, Hellig, Hellig da

Jeg sjunger med halleluja!”

Han beder om, at Gud må sætte en helliggørelses-proces i gang.

En sådan proces har vi længe ikke hørt om, fordi selv inden for kirkens mure har der været foragt over det ord: helligelse, eller helliggørelse.

Det er til at forstå, for det er nu, det skal afgøres, om ordet blot skal prelle af på en skal omkring hjertet, måske det fedtlag, som Esajas fik besked på at lægge omkring folkets hjerter.

Folket var selvfede, derfor skulle Esajas forkynde, så et lag fedt virkelig skulle dække hjertet.

Hjertet skulle sådan indesluttes i forhærdelsens fedt, at det sidst ved Guds mirakel måske bliver for meget for denne og hin. Det ved kun Gud.

--- Hvor gerne den enkelte præst end vil erklære alle for værende salige og frelste, så forkynder Paulus med Jesus i dag, at ordet om korset byder verden i den grad i mod.

Det var netop ved korset, at Jesus har bragt frelsen i stand, muliggjort frelsen for den enkelte.

Men der findes ikke en så bred vej til salighed, at alle på én gang kan vandre side om side. Den brede vej fører frem mod fortabelse. 

Derfor er det en forsømmelse ikke at advare mod den vej.

Den enkelte må ydmyge sig for at komme i gennem på den smalle og farlige sti til Himlen.  

Sidste søndag efter helligtrekonger 2017

Søndag den 5. februar
kl. 11.00 i Nordby kirke
kl. 14.00 i Onsbjerg kirke

2. Mos. 34,27-35 – 2. Pet. 1,16-18
Evangeliet: Matt. 17,1-9

422 Hellig, hellig, hellig! Herre Gud almægtig! K. 192.

400 Så vældigt det mødte. K. 494.

421 Gud er her til stede! K. 159.

Prædiken

161 Med strålekrans om tinde.
K. 357 (Min død er mig til gode).

Nadver

384 Til klart Guds ansigt vi skal se. 
K. 220 (Hvad kan os komme til for nød).

Vi lukker helligtrekongertiden med udblik til evigheden, til Jesu genkomst, når alle tider i verden standses.

De tre disciple så Jesu herlighed, så de faldt til jorden rystet over hans hellige herlighed.

De måtte ikke sige noget om det, før Han var opstået fra de døde.

Og Peter fortæller os om denne oplevelse.

Det var ikke en opfundet historie, der skulle gøre Jesus større.

Det SKETE! De OPLEVEDE det!

Mange opfinder deres egne opfattelser af evangeliet helt uafhængig af, hvad evangelierne og apostlene fortæller os.
Og ophøjer så egne indfald og gennemtænkte ideer til evangeliet.

De er bedragere, og derfor må apostelen Peter vende tilbage til det, de oplevede, at Jesus forvandledes i et øjeblik, som svandt, men i et øjeblik, så de for altid havde fast grund under fødderne, når de ikke bare forkyndte Jesu opstandelse, men også forkyndte, at Jesus skal komme igen i herlighed som frelser og dommer.

Og DET er perspektivet i dag, kære menighed!

At vi forbereder os på evigheden, på at møde Jesus i hans herlighed, når han kommer igen for at dømme levende og døde.

Og hvordan gør vi så det?

To ting: for det første vi lytter til hans tale, hans ord, ikke bare lidt af det, men det hele, ja, vi arbejder på at sluge hans ord, som en profet engang fik besked på at gøre med en bog med Guds ord. For ordene vil smage bedre og bedre jo dybere de kommer ind i vort hjerte, vor sjæl og vort sind, og præger os dag for dag, så vi med flid vil leve så godt vi kan, som Jesus levede og er.

Det er jo det, apostlen Peter vil med at fortælle om oplevelsen af Jesu forvandling på bjerget. Han vil ikke blot pege på Jesu herlighed, men på det, der fører os frem til at se ham til sidst i al hans herlighed: nemlig Guds ord. Han taler om den røst, de hørte på bjerget, og han fortæller, at Gud Fader gav Jesus ære og herlighed igennem disse ord:

”Det er min elskede Søn, i ham har jeg fundet velbehag.”

Gud vor Fader har fundet VELBEHAG i Jesus Kristus.

Nu ved vi, at kun i følgeskab med Jesus har vi Guds velbehag.

Velbehag – smag på dette vidunderlige ord.
Det er en stærk følelse af tilfredshed, velvilje, glæde.

Og det er denne RØST, som apostlen holder fast ved – imod alt muligt indbildt, som andre kommer og forkynder.

Der er uendeligt meget, der vil kildre os i ørerne og i alle sanser, og som lokker os bort fra sandheden, bort fra Guds enkle og vidunderlige ord.

Så i dag skal vi med kraft lovprise Jesu Fader, som talte til sin Søn, så de tre udvalgte apostle hørte det.

…Det var det første, Guds Ord, som vi skal holde fast ved, for Guds herlighed, Jesu herlighed, stråler fra dette ord til evigt liv, til vi skal se Jesus Kristus ansigt til ansigt i en uudsigelig herlighed og altid være i hans nærhed, med et opstandelseslegeme, som svarer til det, han allerede nu har, og i hvilket han også kommer til os, når vi synger, bekender, og beder i Hans velsignede navn.

***

Altså, vi forbereder os på evigheden ved at lytte til Guds ord.

Det andet vi skal gøre, så vi forbereder os på evigheden, er at leve, som Jesus Kristus har lært os.

Herligheden kommer ikke uden sved og flid.

Moses fik en strålende herlighed, da han kom til folket med de ti bud, så strålende, at de bad ham tage et slør over sit ansigt, for det var for stærkt at se på hans ansigt.

Det, der var stærkt, var at se ind i den herlighed, som der er i Guds fuldendte vilje.

De ti bud indeholder en stor herlighed til dagen og vejen, at vi spejler os i buddene dag for dag.

Det var noget af det første, Martin Luther satsede på, da han underviste menigheden.

Han skrev den lille og den store katekismus.

Og apostlen Peter skriver som optakt til sin oplevelse og Guds ords enestående betydning, da skriver han om, hvordan vi skal leve og om gudsfrygt.

Han siger: Hvor har vi det, der behøves der til liv og gudsfrygt?

Det har vi i Guds ord, i erkendelsen af dette ord, af Guds og Jesu tale. Gud har skænket os sin guddommelige kraft gennem erkendelsen af ham, og derigennem har han kaldet os med sin herlighed og styrke.

Han har skænket os dyrebare løfter, og lad os tage disse dyrebare løfter frem. Det, Gud vil give os med disse løfter er at vi kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur.

Derfor opfordrer Peter os til at være ivrige efter, at vores tro på Jesus må sætte sig spor dag for dag.

Det begynder med det, vi har forstået af Jesu ord og vilje, og fortsætter med selvbeherskelse, så vi koncentrerer vor energi på hans vilje, ikke vores, og bliver ved i udholdenhed, gudsfrygt, brodersind, kærlighed.

Nogen forarges over, at vejen går gennem gudsfrygt. Peter oplevede, hvor forfærdede de blev, da de så Jesu herlighed for et øjeblik.

Martin Luther understreger også gudsfrygt koblet med kærlighed, når han udlægger de ti bud:

Vi skal frygte og elske Gud, så vi … (så følger de enkelte bud).

Vores erkendelse og forståelse vokser ved at vi lever i troen i praksis, i det, vi gør hver dag. Så det er en cirkel, hvor erkendelse, tro og liv uløseligt hører sammen. Vi kan ikke sige: Jeg tror på Jesus, og mit liv er lige meget. Nej. Så er vi uden frugt, uden flid, så ser vi ingenting andet end os selv, så har vi glemt, at vi blev renset for vore tidligere synder.

Nej, meningen er, at vi med endnu større iver skal arbejde i vores liv som efterfølgere, så vi ikke snubler. Og hvis vi snubler, så ved vi, hvordan vi kan bede ham bringe os på fode igen. Og døren står på vid gab til Jesu Kristi evige rige, det gør døren åbner sig, når vi modtager hans legeme og blod og blander blod med ham og bliver eet med ham og bliver det, han er, og han tager det onde, vi også har i os, og nagler det på korset og giver os sin renhed og retfærdighed.

Så kan vi med frimodighed gå ud i en ny uge, en ny dag, et nyt forår frem mod en ny påske.

Dåbsgudstjeneste

Lørdag den 14. januar 2017 kl. 11

i Onsbjerg kirke

Hvis man som jeg genser på nogle minutter de utrolige driblinger, Lionel Messi lavede i 2016, og ikke mindst de mål og assists, han lavede, ja , så kan man godt tænke: hvordan kan det lade sig gøre den ene gang efter den anden.

Det kunne også være en, der kan sit arbejde, så andre må undres: hvordan er det muligt?

(Se evt. linket "Messi 2016" nedenfor!)

Og så er der Jesus.

Han spillede nok ikke fodbold, men da der ikke var mere vin ved brylluppet i Kana, bad han tjenerne om at fylde seks kar med plads til 2-3 'metretes' (=39,39 liter pr. 'metretes') med vand - det vil sige minimum ca. 480 liter og maksimum ca. 720 liter. Så bad han tjeneren om at øse vandet op i kander, og da skafferen smagte på det, var det vin. Bedre end den, bryllupsgæsterne havde fået indtil da. Skafferen vidste ikke, hvor denne vin kom fra og siger overrasket til brudgommen: Du har gemt den gode vin til nu!

Det gjorde Jesus som det første tegn, og åbenbarede dermed sin herlighed, og hans disciple kom til tro på Ham!

Vand til vin. Hvad var meningen? Det var et tegn, hørte vi. Et tegn, som enhver dengang og i dag kan afvise.

Et tegn, som viser de kraft, Jesus har fået fra sin Fader.

Tegnet med vand og vin peger hele vejen frem på den anden side af Jesu død til Jesu opstandelse fra de døde. Ja, peger helt til verdens ende, hvor Jesus ser frem til at spise og drikke med sine disciple, hvor vi skal se Ham ansigt til ansigt.

Vand til vin – det er fra sorg til glæde.

Og Jesus siger direkte til sine disciple, at Hans mål er, at deres glæde skal være intet mindre end fuldkommen.

Hvordan kan vores glæde vare ved?

Jo, vi skal blot være som en gren på træet Kristus. Han kalder sig selv vintræet, og disciplene for grene.

Og understreger, at grenen kan kun bære frugt, når den er på stammen.

Så det er det, vi må holde os for øje, ikke at skære os selv fra stammen Jesus Kristus.

Jesus siger, at en gren, der ikke bærer frugt, den skæres bort og kastes i ilden.

Det bliver dommen over os, når vi ikke bærer frugt og vælger at leve uden Ham.

Hvordan kan vi så leve i Ham og med Ham?

Ved at holde os for øje, at Han skal være vores Frelser og Herre, ingen anden.

Og så leve som kristne. Hvordan?

Det hørte vi: Vi skal arbejde på, at vores kærlighed er oprigtig. Oprigtig - det vil sige ægte, uden svig, en virkelighed, som viser sig i troskab, i handling for de mennesker, vi er sat iblandt.

Kærlighed er ikke kærlighed, men blot grådighed, hvis vi ikke vil lade os nøje med det, vi har fået, den vi har fået. Kærligheden bliver smuk, der hvor vi er tro over den, vi har fået.

Der er altid en, to, mange, man kunne begære, men kærlighed, nej, det er det ikke at følge lysterne, men blot selviskhed. Livet bliver tomt, jo længere, jo mere. Men der er altid mulighed for at omvende sig fra det tomme liv, bekende det for Gud og bede om tilgivelse i Jesu navn. Og når vi beder sådan, så hører Gud vores bøn, og det, der var vand i vores liv, tomhed, kan blive til vin, til glæde, til taknemmelighed.

Altså, ægte kærlighed viser sig ved troskab.

I dag er der en del foragt for ægteskabet, som viser sig ved skamløs lovprisning af troløshed. Men sådan har Gud ikke skabt os, han har ment det alvorligt med ægteskabet mellem mand og kvinde.

Som Martin Luther siger i sin store katekismus til det sjette bud:

Gud har ”rigt velsignet ægteskabet frem for alle andre stænder og forsynet det med alt, hvad der findes i verden.”

Ja, Gud vil give sin velsignelse og nåde netop i ægteskabet, så det fører til lyst og glæde. (Luther).

Men kærligheden skal også være oprigtig over for mennesker i almindelighed, så vi så vidt muligt finder godt at sige om mennesker frem for negativt, at vi gerne bygger dem op, i stedet for at ødelægge deres liv ved dårlig snak.

Et sted hedder det, at kærligheden er barmhjertig og venlig. Ikke misundelig, pralende eller indbildsk. Lader sig ikke hidse op, bærer ikke nag. Sørger, hvis nogen kommer ud for uret, men glæder sig, når sandheden sejrer. Kærligheden holder altid fast. Den er fuld af tillid, forventning og udholdenhed. Og den varer evigt.

Hvorfor? Fordi kærligheden med stort K er Jesus Kristus, Guds eneste Søn, som er fuldkommen kærlighed.

***

OM dåben:

Hvad gavner dåben?

Dåbens kraft, gerning, nytte, frugt og formål er, at den frelser.

Hvad betyder det at frelses?

Intet andet end at blive befriet fra synd, død og Djævelen, at komme ind i Kristi rige og leve evigt sammen med ham.

Så dåben er ikke bare slet og ret vand. Almindeligt vand kan ikke udrette dette, men ordet og Guds navn, som er i dåben, gør det.

Men hvor Guds navn er, der må der også være liv og salighed, så dåben må kaldes et guddommeligt, saligt, frugtbart og nåderigt vand. Vand til genfødelse.

Men det er ikke handlingen i sig selv helt uden dig og mig, der virker alt dette.

Dåben bevirker alt dette, hvis du i henhold til Guds befaling og ordning og i Guds navn lader dig døbe i den hensigt, at du i vandet skal modtage den lovede salighed. Det må altså tros med hjertet.

Dåben er overvindelse af Djævelen og døden, syndernes forladelse, Guds nåde, Kristus selv, og Helligånden med Hans gaver.

Dåben er en skat og et lægemiddel, siger Luther.

Et lægemiddel bragt lige til døren af den store læge Jesus Kristus.

Så gælder det, at vi bruger dette lægemiddel i vores liv: holder os dåben for øje og lade den gavne os, idet vi styrker og trøster os ved den, når vor synd eller samvittigheden tynger os, og sige: Jeg er dog døbt, så det er tilsagt mg, at jeg skal være salig og have evigt liv både til sjæl og legeme.

Hvad betyder dåben?

Man sænker os ned i vandet, eller i alt fald tæt på vandet, og trækker os derpå op igen.

Det at vi dykkes så at sige ned under vandet og atter kommer op, betegner dåbens kraft og virkning, nemlig at den gamle Adam dræbes, og at et nye menneske opstår.

Begge dele foregår, så længe vi lever.

Derfor er et kristent liv intet andet end en daglig dåb, der, når den én gang er begyndt, altid må fortsætte. For at den gamle Adam må blive udrenset, og så det kan komme frem, som tilhører det nye menneske.

Hvad er det gamle menneske? Det er mennesket med alt, hvad det har i arv fra Adam: at det er vredagtigt, hadefuldt, misundeligt, ukysk, grisk, dovent, hovmodigt, ja, vantro, fyldt af alle laster og af naturen uden noget godt ved sig.

Når vi nu kommer ind i Kristi rige, skal dette dagligt mindskes, så at vi efterhånden bliver mildere, tålmodigere og blidere, jo mere griskheden, hadet, misundelsen og hovmodet nedbrydes.

Men synden klæber til os indtil vor dødsdag. At vi måske bliver mindre vredagtige gennem livet, er ikke det samme som vi er blevet syndfrie, så langt fra.

Nej, i Jesu øjne er en lille bitte synd det samme som at stifte en enorm gæld over for Gud og mennesker.

Måske siger du: Jeg ved da egentlig ikke af nogen særlig stor synd, jeg har begået, jeg er da f.eks. ikke ægteskabsbryder eller lignende.

Men når det skal være virkelighed med syndernes forladelse, så må det også dreje sig om virkelig synd.

Vi er døbt, derved har vi fået syndernes forladelse og er rene.

Men vi synder jo fortsat livet igennem.

Hvis vi så siger, at det ikke er noget at snakke om, for vi er døbte, så må vi tænke om.

Desværre misbruger mennesker syndernes forladelse, så de mener, evangeliet giver dem frihed til at gøre, hvad de har lyst til. Men evangeliet er en forkyndelse for ængstede samvittigheder. Derfor gælder det for os alle, at være meget lydhøre over for evangeliet, når vi fortvivler over egne fejl og synder, når vi er ængstelige, i stedet for at overhøre vores egen forfærdelse, fordi verden gerne vil lempe vores samvittighed og tilgive os. I så fald kaster mennesker sig gladelig ud i laster, som den gamle Adam ikke engang kunne tænke sig til. For Gud tilgiver jo alt, tænker man, og forkyndes der måske desværre også…

Lægemidlet, syndernes forladelse må være et virkeligt lægemiddel.

Det kan være, at jeg ikke synes mine synder er noget at snakke om, men lad os nu sige, at vi skal frem for Gud og hele vores synderegister bliver foreholdt os, så forsvinder det glatte smil. Da ser du og jeg et hav af synder og bliver så bange, at vi ikke ser andet end fortvivlelse. Da siger du: Jeg er den allerelendigste på jorden, der er ingen mere ulykkelig end jeg.

Så bliver du fornedret.

Og DET skaber plads, så du kan få virkelig tilgivelse. Hvor en sådan fornedrelse ikke først sker, dér finder ingen syndsforladelse sted. En kristen er en, som er blevet knust; han glæder sig over tilgivelsen, han glemmer at snakke om, at det skulle stå ret til med ham, og han skulle være noget værd, men stoler alene på ordet og sakramenterne dåb og nadver, ja, han tror virkelig med hjerte og ord.

Og sådan virker Gud Helligånd den samme proces mellem to ægtefæller, når de sammen virkelig tror på Gud og tilgivelsen ved dåben. Så paradis i ægteskabet kan genoprettes, i stedet for – uden tro og håb – at søge grønnere græs i krisetider.

Sådan virker Gud også gennem troen på dåbens nåde, at børn og forældre trods svigt fra både den ene og den anden, alligevel er under Guds tilgivelse, som de så rækker til hinanden.

Tilgivelsen er uden grænse. Den når højere end alle Himle, og dybere end Helvedes afgrund, for han, som tilsiger mig syndernes forladelse, er stor og uendelig!

Jesus var lydig mod sine forældre. Han var lydig over sin himmelske Fader.

Sådan var hans liv.

Sådan er vi indlemmet i Kristus til lydighed i det små og lydighed i det store, over for den samme Fader, Jesu og vores Fader.

Men lad os aldrig nogensinde prædike uden at vi gør det, fordi Kristus lever og er i blandt os.

Han er her i sit Ord, livets ord.

Og udgangspunktet for, at vi kaldes til lydighed over for Kristus, er Guds barmhjertighed i Jesus.

Hans barmhjertighed, det er hans frelsesgerning for os ved Jesu død og opstandelse til frelse for os.

Vi formanes til at leve ud af lydhørhed over for frelsen ved Jesus Kristus.

Det er også derfor, Paulus formaner os til ikke at gøre os for ophøjede tanker om os selv. Vi er bundet som Jesu disciple til lydighed mod vores Herre og mester, og til at følge i hans fodspor. Og de fodspor gik forbi mennesker i stor nød, de førte til, at han vaskede disciplenes fødder og dermed lærte enhver discipel at handle således.

Og den måde, Paulus taler om det samme, et, at vi skal bringe vore legemer som et levende og helligt offer til Guds behag.

Hvad betyder det?

Det betyder at vor tro ikke er noget abstrakt, der foregår i vore hjerner eller hjerter alene, men er knyttet til vore legemer.

Paulus taler om et helligt offer.

Det har noget at gøre med, at vi tager Jesu befaling alvorligt dag for dag:

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, sjæl og sind, og din næste som dig selv.

Vor åndelige gudstjeneste, som Paulus siger, er ikke noget uden legemet. Uden at det betyder noget i vores daglige liv med hinanden.

Det handler om, at vi lever i overensstemmelse med evangeliet.

Paulus ikke bare appellerer, men beder indtrængende kristne til lydighed over for Kristus.

Der er to områder, hvor denne lydighed sættes på prøve.

Udadtil. En kristen er altid under et stærkt pres til ikke at stikke ud i forhold til andre. Til at gøre, som andre gør, til at bifalde alt, hvad der bifaldes i verden. For nogle år siden var der godt nok også inden for kirken en del, der ville give to af samme køn mulighed for at blive velsignet eller viet.

Men i sidste ende lod kirken en tilfældig kirkeminister trække en lod ned over hovedet. 

Sådan er verden. Og presset mod opløsning af familien fortsætter. Kun psykologer har turdet sige, med tredive års forsinkelse, at børnene lider under skilsmisser. Det var forbudt at sige det, stort set. Det hele var normalt, og at verden brød sammen med forældrenes utroskab over for hinanden, måtte ikke siges. Og børn er jo samarbejdsvillige for livets skyld.

Nu tales der om jeg ved ikke hvor mange familieformer.

Vor tid minder på mange måder om den opløsning, som fandt sted syd for grænsen op til og under anden verdenskrig. En fremtrædende teolog sagde dengang, at alt blev prisgivet: egen dømmekraft, menneskelighed, næsten.

Lidelsen anses ikke for at have nogen betydning eller værdi til at forme os som mennesker, men bliver forkastet, så en kendt dansker (nu igen) er den, der under indtryk af sin sygdom sige, at han vil have mulighed for at tage sit liv frem for en lidelse, som han anser for uværdig.

Men vores værdighed ligger ikke i sundhed, men i at være menneske under dødens og lidelsens vilkår.

I vor tid går det, som i vores naboland dengang i krigen: livet, historien, familien, folket, sproget, troen, og meget andet, blev tilintetgjort.

Vi ser, hvordan forråelsen af sproget i medierne finder sted og forherligelsen af utroskab mod den, man har erklæret sin troskab, og gentagne forsøg på at bryde troskabens dæmning, så utroskab og egoisme fuldstændig oversvømmer alt.

Denne opløsning har sin grund i fornægtelsen af Gud og af ansvaret over for Gud, for så bliver der ikke længere noget ansvar over for medmennesket, helt tæt på.

Vi kristne må tilbage til begyndelsen, Jesus Kristus, ved hvem vi kan modtage syndernes forladelse, det nye liv under ansvar over for Gud og mennesker midt i alt det svære i livet, som kristne lever lige så meget med som alle andre.

Vi må se i øjnene, at verden ikke vil Gud, men vil tilintetgørelse af livet selv, fordi verden vil af med Gud, livets ophav.

---

Der er altså to fronter. Udadtil i forhold til verden: at vi ikke konformerer os med verden, men at vi lader os forvandle ved Helligåndens kraft til at gøre Guds vilje, som vi kender den i evangeliet, i den hellige Skrift: det gode, det velbehagelige, det fuldkomne.

Som kristne, der ønsker at være Guds børn og Jesu disciple og efterfølge ham, vil vi leve, som han har lært os, så vidt vi kan og med Åndens bistand, uanset hvor dybt vi godt ved, vi er præget af verden.

Den anden front er indadtil, i det kristne fællesskab, i kirken.

Paulus ser os kristne som en enhed, et legeme med lemmer.

Vi hænger altså nøje sammen. Derfor lider vi, når kirken er splittet. Men i splittelsen, hvor vor tro nedskæres til at være én historie blandt andre historier, der kan vi ikke blot lade stå til og være venlige og se bort fra den fornægtelse af Kristus. Kristus er ikke en historie, men da Han blev menneske, men han er virkelig Guds Søn, der blev menneske, han opstod virkelig fra de døde påskemorgen.

Verden angriber også inde i kirken ved at lade kristne angribe apostlenes vidnesbyrd gennem evangelierne, så der tegnes et billede af, at vi egentlig ikke rigtig ved noget om Jesus.

Kære menighed! Vi tror på apostlenes vidnesbyrd, og uden det vidnesbyrd er der ingen kirke. Vi tror, fordi de troede og fortalte, hvad de havde hørt og set.

Og vi bekræfter, at Jesus er Herre. Det viser han i vores liv, når vi gang på gang oplever, at han rejser os, når vi er nedbøjede, når han kalder smilet frem, fordi han har dog overvundet døden, også for vore kære.

Den enhed, vi som kirke og også som samfund fik gennem Jesus Kristus, bliver angrebet næsten dag for dag, indefra og udefra.

Vi må se til, at vi selv ikke har for høje tanker om os selv, men altid vide, at det fuldkomne, som vi skal efterstræbe, kun er fuldført af Jesus selv, og gennem troen på ham og ved dåben til at tilhøre ham får vi, hvad han har gjort og er.

Det samme i nadveren: Han bytter med os: han tager vor skyld og skam og giver os i stedet sin retfærdighed, som om vi er så retfærdige som han er. DET modtager vi, når vi spiser og drikker ved nadveren.

Men vi bekræfter også samtidig, at vi er eet legeme, når vi knæler sammen. Det kan verden ikke tage bort.

For Guds rige består midt i en skrøbelig verden, hvor vi også er såre skrøbelige.

Læs mere