Forklaring til de ni læsninger

Forklaring til de ni læsninger

Lad os sammen forberede os til julen, til at høre om den glæde, der skal være for alle: at der er født os en frelser, som er Herren selv. Men først skal vi høre om, hvordan – kort efter skabelsen - noget gik grueligt galt, så forholdet mellem mennesker overalt truer med at gå i stykker, i familierne, mellem folkeslagene, og mellem mennesker og naturen.  Vi kalder det ”syndefaldet”. Det værste var, at vi mennesker giver hinanden skylden, vi tager helst ikke vores egen del af skylden på os.

                      Nogen vil sige, at følgerne af synden for Adam og Eva er ubærlige, især for Eva, fordi det hedder, at manden skal herske over kvinden. Ordene er ikke sagt som en lov. Tværtimod er ordene sagt om en frygtelig virkelighed, som en grum virkelighed, der desværre findes verden over også den dag i dag, selvom det sikkert nogle gange i dag kan være den anden vej rundt, vil nok nogen sige!

                      Det dejlige er, at vi hører om, hvordan Gud sætter alt ind på at overvinde dette, også den forbandelse, det er, at uden Gud er alt bare slid for Adam, for manden, og ofte også for kvinden. Men trods syndefaldet er der fra begyndelsen sat et håb for både kvinder og mænd, nemlig at kvindens afkom en dag skal knuse slangens hoved, et ord, som kristne ofte har forstået som en profeti om Jesu overvindelse af Satan, synden og døden.

2. læsning. Så hører vi om, at alle jordens slægter skal velsignes i Abraham, for Abraham troede på Gud.

3. læsning. Dernæst hører vi profeten Esajas’ ord om det nye Davids-rige,

Messias/Kristus, vil oprette ved tidernes ende, med overvindelse af alt ondt. Han er ”Underfuld rådgiver”, ”Vældig Gud”, ”Evigheds Fader”, ”Freds Fyrste”. Jesus var jo Davids efterkommer, derfor blev han kaldt ”Davids søn”.

4. læsning. Esajas taler også om, at der skyder en kvist af ”Isajs stub”. Isaj var Davids far. Profetien peger hen på det ”skud”, som er Jesus Kristus.

5. læsning. Så hører vi om Maria, der får besøg af englen, om det store, at en kvinde sagde ja til, at der skulle ske med hende noget fuldstændig uhørt: at hun skulle undfange og føde Guds Søn ved Helligånden. Maria står fra da af – ligesom Abraham - som et eksempel på tro: Lad det ske mig efter dit ord!

6. -8. læsning. Derpå hører vi om fødslen og englene der viser sig for hyrderne på marken, og om vismændene, der har set stjernen og kommer for at tilbede barnet i krybben.

9. læsning. Til sidst løftes vi op til Johannesevangeliets ”juleevangelium”: Ordet blev kød. ”Ordet” er et navn for Jesus. Gud Fader skabte alt ved Ordet, nemlig ved Jesus Kristus, som er før alle tider hos Gud. Det er den svimlende tanke. ”Før Abraham ER jeg”, siger Jesus et sted. Så meget mere fantastisk, at Han kom ind i tiden og blev et menneske af kød og blod og nu giver os af sin overflod af liv. Han kalder også sig selv ”Livet”. ”Livet var menneskers lys” – i det liv, vi modtager fra Ham, er der også oplysning, så vi kan forstå at leve til glæde og gavn.

Nu får vi ved Ham del i den herlighed, som Paradis havde, som nu er åbnet, så vi åndeligt talt bor i Paradis i troen.  Han er ”fuld af nåde og sandhed”, så kan vi leve og ånde frit, for Han er ikke bare nåde for os, Han er også sandhed. Gennem Ham lærer vi, hvordan vi skal leve et sandt menneskeliv!

Forklaring til adventssalme

Forklaring til salmebogens nr. 76: ”Op! thi dagen nu frembryder”.

Vers 1 : ”Nådens gyldne år”. Profeten Esajas 61,2 taler om et ”nådeår for Herren”. Det er det, Jesus læser i synagogen, da han træder frem.

”Som de gamle før så såre ventede med længselståre” . ”Herren” var et navn for Kristus, og sådan kaldes Gud i Gammel Testamente. Den nære forening af Gud Faderen og Sønnen gør, at kristne ser også Jesus til stede i Gammel Testamente hemmelighedsfuldt som ”Herren”. Således Davids Salme 130,6: ”Min sjæl venter på Herren mere end vægterne på morgen, end vægterne på morgen”.

Vers 2 : ”Han som mange majestæter, fromme fædre og profeter har tilforne villet se, og det kunne dog ej ske”. Lukas 10,24 – Jesus siger: ”For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.” Her er nøglen til den kristne læsning af hele Gammel Testamente – i Jesu egne ord!

Vers 3 : ”Han, som Abraham var lovet...han drog ind hos os omsider...”. 1. Mosebog 12,3: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes.” Men også 22,18: ”Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.” (Abraham ofrede næsten sin søn Isak; Gud ”ofrede” sin egen Søn på korset som et offerlam for verdens synd, så nu er der ikke brug for dyreofre mere).

Vers 4 : ”Nu må skyggen bort sig vende og det billedværk få ende...Jesus gav os evig bod.” Hebræerbrevet 8,5-6 om ypperstepræsterne i templet: ”De tjener ved en helligdom, der kun er en efterligning og en skygge af den himmelske, fremstillet efter de anvisninger, Gud gav Moses, da han skulle rejse Åbenbaringsteltet. Han sagde: ”Sørg for at lave alt efter det forbillede, du fik at se på bjerget.” Hebr. 10,1.4: ”For da loven kun indeholder en skygge af de kommende goder og ikke selve tingenes skikkelse, kan den aldrig ved hjælp af de gentagne, årlige ofre, som man vedvarende frembærer, før dem, der kommer med dem, til målet... Men i ofrene ligger en årlig påmindelse om synder... Derfor siger han, da han træder ind i verden: Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig; brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.” Det legeme, Gud har ”beredt” Jesus, sin Søn, er det, hvorved vi frelses ved hans stedfortrædende død for os.

Vers 5 : ”Mose rige nu ophører...” Romerbrevet 8,15-16: ”I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så at I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader!”.

Vers 6 : ”Nu er forhæng sønderrevet, og en indgang åbnet blevet i Guds helligdom at gå.” Matthæusevangeliet 27, 51 (i det øjeblik Jesus døde på korset): ”Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst.” Men også Hebræerbrevet 10,19: ”Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige sit jordiske legeme, og vi har i ham en stor præst over Guds hus.” Det er grundlaget for, at vi kan træde frem for Gud med et oprigtigt hjerte, i en fast tro, ligesom bestænket på hjertet, befriet for en ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand (= dåben).

”Han som verdens lys er blevet nattens mørke har fordrevet.” Se Johannesevangeliet 8,12: ”Atter talte Jesus til dem og sagde: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

Første søndag i advent med Columba

Første søndag i advent
Prædiken i Nordby kirke 27. november

I dag blæser det op til storm. Så har vi muligheden for at blive stille. Det kan være svært at være stille, når alt er stille.

Men når der er en sådan blæst, så falder sindet lidt til ro.

Guds Ånd er som et mægtigt vejr, siger Jesus. Vinden blæser, som den nu vil.

Sådan er Guds Ånd.

Sådan vil Gud blæse sit Rige fremad gennem os.

Vi kan sidde i vores celle, i vores hus eller lejlighed, og der være i tjeneste for Kongernes Konge.

Han har lært os ydmyghed, da han red ind i Jerusalem på et æsel.

Som en ydmyg konge. En konge, der ikke vil knuse med jernspir, men løfte op, trøste, støtte, forbinde dine sår, hele dem, så du kan gå igen, og så give dig små eller store opgaver i sit Rige.

Hvad er din og min opgave i dag, i morgen?

Lad os bede Gud om at vise os vejen.

Så kommer vi måske i tanker om nogen, vi skal støtte på en eller anden måde. Ikke fordi vi skal rende rundt og blande os i andres liv på må og få, men fordi vi kommer hinanden ved.

De gamle udtrykte det på den måde, at vi hver især er som en perle eller ædelsten i kongens krone. Vi skal slibes til livet igennem, og til sidst få plads i kongens krone.

Når vi tænker på kongens krone med alle ædelsten og perler, og at vi skal være en af dem til sidst, så giver det os mod og lyst til at kæmpe for alt, vi har kært, i sandhed og med kærlighed, ikke for at nedgøre andre, men for at være med til at bringe troen på livets konge videre til hinanden.

Vi skal gøre, som Paulus siger, tage lysets rustning på. Så bliver vi modige til at sige til og fra, som vi bør, stå ved vores tro, også når det koster. Lysets rustning er en rustning, der er ment til livets kamp. Der er ikke noget ondt i den, det er kærlighedens og sandhedens rustning. Det er en rustning. Dvs. det er noget, vi tager på. Det er ikke vores eget. For vi skal ikke kæmpe bare i egen kraft, men ved Guds Ånds kraft, som bor i os. Rustningen er fin, for den gør os usårlige for angreb på vores tro. Og usårlige for trængsler, der kan få os til at slippe tro på Gud. Tænk på din rustning fra Gud som noget, der beskytter dig mod ondskab og mod det, der kan få dig til at blive mismodig.

Columba var med i et slag - h an havde kæmpet og været med til at slå mennesker ihjel. Så fik han bagefter kaldet til at være med til at vinde så mange for Kristus, som han havde været med til at slå ihjel. Lad det være vores målsætning i vores tjeneste for Kongernes Konge, Jesus Kristus.

At vi gør godt så meget, så vi opvejer det, vi har gjort af ondt mod andre i vores liv.

Vi kan ikke ændre på fortiden. Men vi kan falde til ro fra ondskab og i fremtiden arbejde på at gøre godt.

Columba endte med af Gud at blive flyttet væk til en helt anden egn af de britiske øer, end hvor han kom fra. Han kom aldrig tilbage.

Sådan skal vi ikke begræde, at vi må vandre ud i noget nyt. Blot vi har os selv med i det.

Da Columba kom til Iona, som øen hed, begyndte et virke, som har bragt uhyre mange frugter.

Jesus selv var født i Betlehem, voksede op i Nazareth, men forlod byen som voksen og kom til Kapernaum ved Genesareth sø. Og ellers vandrede han rundt fra by til by i de tre år, han virkede.

Og endelig kommer han til Jerusalem, hvor alle løfterne om en himmelsk konge er knyttet. Han, himlens kongesøn, kom ridende på et æsel ind i byen og lod sig hylde som konge. Hosianna, råbte de. Det betyder: Herre, frels dog! Sådan kommer han nu til hver enkelt af os, hvor vi bor, med frelse, med helbredelse af alle sår.

Glædeligt komme, glædelig advent!

Prædiken om de ti brudepiger - de tåbelige og de kloge

Anden søndag i advent

4. december 2011 kl. 11.00 i Kolby kirke

Jesus fortæller i form af en lignelse,

at der kommer en time, hvor døren lukkes for altid.  

Enden kommer, HAN kommer igen for at dømme levende og døde.

Når Jesus fortæller lignelser, så gør han det, for at vi skal vågne op, for at ryste os, så vi ryster alt uvæsentlig af os, frygter Gud og ikke mennesker, frygter at gøre ham imod mere end alt andet.  

Der er ingen blødsødenhed over Jesu lignelse.

Jeg spurgte konfirmanderne, om de syntes, det var i orden, at døren blev lukket i. Ja, det syntes de! Der var ingen vaklen der.  

Så sagde jeg, at vi skal være glade for, at til sidst er Jesus vores dommer, han som både er Gud og menneske, og som ikke kender til at gøre forskel på folk. Alle er lige for ham, hvem vi end er.

For enhver kan sørge for at have olie nok til lampen.  

Jesus forklarer ikke sin lignelse, men lignelserne er ligesom de der frøstande, som så let som ingenting sætter sig fast i tøjet.

Konfirmanderne og jeg gik en tur ud mod Tranemosen. Der fandt konfirmanderne de der frøstande og smed dem efter hinanden.  

Sådan er lignelsernes pointer. De sidder fast i tøjet, i øret.

Det er det, Jesus vil. At de skal sidde der, i øret, hænge fast, så vi aldrig glemmer ordene, så vi bærer dem med os.  

Altså: døren blev lukket for de tåbelige brudepiger.

Der var ikke nok til både de forstandige og de tåbelige brudepiger. De kunne ikke dele.  

Der er noget, vi ikke kan dele, men kun leve hver enkelt af os. Vi kan hjælpe hinanden til tro, men derefter er troen noget, der lever hos den enkelte – af Guds Ånd og nåde.

Olie på lampen – det er årvågenhed, det er bøn, det er afhængighed af Gud, det er at gøre det, Jesus lærer os.  

Hvis I ikke bliver som disse små, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Kun som dem, der erkender vores totale afhængighed af Gud er der vej ind i Himlen.

Lad os derfor bede Gud åbne døren på vid gab. Vi er jo undervejs. Undervejs i livet er døren på vid gab.   

Vi skal ikke interessere os for, hvad der sker med dem, for hvem døren er lukket.

Og husk: Alle ti brudepiger, tåbelige som kloge, faldt i søvn undervejs, så advarslen gælder alle: Tænk om jeg ikke har nok olie?  

Vi skal snarere tænke på os selv, frygte Gud, omvende os, stige ned fra selvindbildsk hovmod og ærekærhed . Og bede Gud lukke døren op, så han kommer ind i vort hjerte, ind i vort liv.

For nogen er det forfærdeligt at høre denne tale. Det er patriarkalsk tale.  

Ja, men Jesus underordnede sig under sin Fader, og lærte os at kalde Gud for vor Far.

Denne underordnelse vil vi ikke gerne have med at gøre. Men ydmyghed er den eneste vej frem til himlen, til Guds riges konge.  

Og det er det, jeg gerne vil frem til: det er brudgommen, det er kongen af Guds rige, som taler i lignelsen. Vi skal tænke over det rigtig for alvor: Når vi beder i Jesu navn, så beder vi i kongesønnens navn, han som til sidst skal komme igen og dømme os alle, levende og døde.

En ydmyg, men også retfærdig konge.

Hvad mere vil vi forlange? Han, ikke vi, er på dommersædet til den tid.  

Hvornår kommer enden? Hvornår kommer Jesus igen? Vi ved det ikke. Timen er ikke gjort kendt for os.

Så ville vi nok netop falde i søvn og blive dovne. Som Jesus jo også nævner et sted, at da herren på en gård er væk i lang tid, begynder folkene at slå på de andre og drikke sig fra sans og samling.  

Apostlen opfordrer os til at være tålmodige og gøre vore hjerter stærke. Vi har noget, der virker stærkere end alt andet, nemlig Guds Ånd, som virker stille og mægtigt, alt efter hvordan Ånden blæser på os og i os. Det kan vi ikke styre. Men når vi beder Gud komme til os, så kommer han i Jesu navn,

ligesom børnene i Narnia oplevede, at Aslan faktisk dukkede op på et tidspunkt, når de havde kaldt på ham. De sagde simpelthen: Aslan, Aslan. Så enkelt er det også for os.

Vi kan sige: Jesus, Jesus. Vi kan sige: Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig. Så kommer han os til hjælp.

Altså: Lad os våge og bede. Mennesker kan våge på mange måder. Måske tænker vi ikke på det, men der våges meget på mange forskellige måder. Der våges for at tælle penge, man holder sig vågen i jalousi mod en, i vrede måske. Vi kan våge af mange grunde. Men lad os våge med dømmekraft. Så sover vi sødt, og når vi er vågne, våger vi med opmærksomhed.  

Hvordan kan vi have olie nok, så vi kan fylde på lampen, når den er ved at gå ud?

Det kan vi, når vi med al årvågenhed våger over os selv, er vågne, så vi ikke lader noget ondt sætte sig fast i os og tage magten, men åbner op for alt godt i vort sind i stedet. Den kamp for årvågenhed er livslang.

Evangeliet fra vor Herre Jesus Kristus tillader os ikke at være dovne, men skubber os af  sted for at omsætte vores tro i gerning.  

Der er noget, som er nødvendigt til frelsen, noget som er et menneskes rent personlige ejendom, noget som ikke kan overlades til andre. Har man ikke det, når Jesus kommer, så er det for sent at få fat på det. Jesus siger ikke udtrykkelig, hvad det er, men alt hvad han forud for lignelsen har sagt, viser hvad det drejer sig om. Det er den tro, som bekender, at han er Messias, den levende Guds Søn, og som tager konsekvenserne, så at intet andet skal bestemme over os.

Vi venter på vores Herre, at han skal åbenbares. Vi ved ikke hvornår. Det skal mane os til alvor, til ikke at falde i søvn. Kristendommen kan gøres til noget fuldstændig ligegyldigt pjat og ualvorlig glæde, hvor det i grunden er ligegyldigt, om jeg er en synder og beder om tilgivelse, eller om jeg overhovedet lytter. For Gud er kærlighed. I dagens lignelse som overalt taler Jesus ikke sådan. Tværtimod formanes vi til at våge og bede, for vi kender ikke timen, da han kommer.

Så meget mere skal vi i tro og gerning leve, som han har lært os, på alle måder. Suge til os af hans tro, hans kraft, i fællesskabet, ved nadverbordet, hvor han giver sig selv til os med syndernes forladelse og kraft til vores liv i ugen, der kommer. Amen.

Nej til det og det, og ja til det og det

3. Mosebog kapitel 19 vers 1-2.9-18

- en let bearbejdning af ordlyden:

Krav om at være hellig, fordi Herren, vores Gud, er hellig.

Nej til at høste selv det i kanten, nej til at plukke vingården ren.

Ja til at efterlade noget til den trængende og fremmede.

”Jeg er Herren jeres Gud!”

Nej til at stjæle, lyve, bedrage og sværge falsk ved Guds navn.

”Jeg er Herren!”

Nej til at undertrykke og udplyndre næsten

Nej til at holde lønnen tilbage. Nej til at forbande en døv.

Nej til at få en blind til at snuble.

”Du skal frygte din Gud. Jeg er Herren!”

Nej til uret i retssager, nej til sladder,

nej til at stræbe andre efter livet.

”Jeg er Herren!”

Nej til had

Ja til åben samtale og kritik.

Nej til hævn og til at bære nag. ”Jeg er Herren!”

Paulus’ brev til menigheden i Galatien kap. 2 vers 16-21

Vi ved, at når Gud tager imod os, er det ikke fordi vi overholder Loven. Hos ham er det troen på Kristus der tæller.

Det er derfor vi er begyndt at tro på Kristus. På den måde bliver vi accepteret af Gud – fordi vi tror på Kristus, og ikke fordi vi gør som Loven siger. Gud tager ikke imod nogen bare fordi de overholder Loven.

Nu kunne man indvende: Hvis vi prøver at blive accepteret udelukkende ved Kristus’ hjælp og derfor sætter os ud over Loven, gør vi så ikke Kristus ansvarlig for at den bliver overtrådt? Selvfølgelig ikke.

Loven har jeg jo allerede afvist, og det er kun hvis man igen begynder at regne med den, at man overhovedet kan tale om lovovertrædelser.

Det var Loven selv der fik mig til at indse at det er nødvendigt at afvise den. Jeg måtte dø i forhold til Loven for at kunne leve i forhold til Gud.

Jeg er korsfæstet sammen med Kristus, og derfor er det ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig.

Mit liv her på jorden er i alle måder bestemt af troen på Guds Søn, der har elsket mig og givet sit liv for min skyld.

Det er ikke mig, men mine modstandere, der afviser Guds tilgivelse. Hvis man mener at man kan blive accepteret af Gud ved at overholde Loven, så betyder det at Kristus døde til ingen verdens nytte.

30/10: Helbredelse - og barnet i os!

Jesus helbreder den lamme i Kapernaum (Mark. 2)

19. søndag efter trinitatis 2011

Det rygtedes at Jesus var hjemme. Hjemme – hvor? Det kunne være, at det var hjemme hos Peter. Det er fortalt fra Peters synsvinkel.

Hjemme – nemlig hos mig, der fortæller jer om det, der skete.

Altså: Det rygtedes, at Jesus var hjemme hos mig!

Så levende males der og fortælles der, så vi næsten er der.

Og da de fire kammerater ligefrem har brudt hul i det lerklinede lofttag og har sænket deres syge ven ned på båren, da sker noget.

Jesus ser deres tro. Ikke kun de fire, der bar, men også den syges tro.

Den syge kunne jo have modsat sig at blive båret hen til Jesus. Jesus så altså deres tro.

Vi ved ikke, hvordan troen er opstået hos dem. De har hørt om Jesus. De har hørt om hans mægtige gerninger. De tror bare på ham. Så enkelt er det at tro også for os. Vi tror bare på ham. Hans myndighed. Hans venlighed.

Dine synder er dig tilgivet, siger Jesus til den lamme mand.

Jesus vil reparere dit og mit liv.

Jesus ser en sammenhæng mellem sygdom og synd, men ikke sådan, at vi bliver ramt af sygdom, der svarer til vores synd.

Den direkte sammenhæng afviser Jesus gentagne gange.  Men både sygdom og synd kæmper Jesus imod, og når han helbreder sygdom, er det et tegn og et pant på syndernes forladelse.

De helbredende undere Jesus gør, indeholder tilgivelse.

Men hvorfor siger Jesus så ikke bare:  Jeg forlader dig dine syndere?

Fordi Jesus er eet med Faderen, og ikke gør noget, uden at Faderen har bedt ham gøre det. Det kan vi læse udførligt om i Johannesevangeliet.

Derfor udtrykker han det sådan: Dine synder er dig forladt  -  af Gud, min Far, og derfor også af mig, hans Søn.

Og at Jesus siger noget, kun Gud kan sige, ved hans fjender instinktivt og spørger: Er det ikke kun Gud, der kan tilgive synder?

Og det er dagens dejlige evangelium til os: Gud har sendt sin Søn i menneskelig skikkelse, i kød og blod som en af os, dog uden synd, men netop derfor som den, der – eet med Faderen – har magt til at forlade synderne på jorden.

Derfor – når vi beder om forladelse i Jesu navn, så er den bøn hørt, når vi ærligt mener det, og ikke bare siger ordene.

Sygdom kan ramme så hårdt, at mennesker i chock ikke kan tænke klart, men trues af at blive nærmest sindsyge af smerte og frygt.

Vi skal tilbyde forbøn for enhver, der er syg af en sygdom i sindet eller en legemlig sygdom. Disse tegn skal følge med, siger Jesus, bl.a. andet helbredelser ved håndspålæggelse.

Det betyder ikke, at jeg eller nogen anden skal bilde nogen ind, at forbøn gør enhver rask. Nej, men vi lægger os i Guds vor Faders hånd, hvad enten det er til døden eller det er til udfrielse af sygdommen.

Derfor er det allervigtigste, at vi hører ordet og tager imod det i troende hjerter.

At vi bliver i dåbens nåde.  At vi fornyer vor dåbspagt.

Det gør vi, hver gang vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Derfor kan mørke kræfter heller intet have med Kristus at gøre.

For Kristus er Lyset, Verdens lys, og der er intet mørke i Gud, som apostlen Johannes siger.

I sygdom og i sund tilstand – lige meget om det er det ene eller det andet, må vi sige nej til Mørkets Fyrste.

Og sige ja til Gud vor Fader, som har skabt alt.

Sige ja til hans Søn Jesus Kristus, som har al magt til at udslette vor synd og magt til at bygge os op, også når vi har været som en ruin.

Sige ja til Gud Helligånd, som virker alt godt i os, virker, så vi ikke bare er sammen, men ved Guds Ånd styrkes vi og er Jesu Kristi legeme, er et levende tempel af levende sten, så det kan vidne for mennesker om Guds underfulde kraft i os, som tror.

Alt dette med trosbekendelsen siger apostlen Paulus i sit brev til menigheden i Efesos således, at vi skal aflægge det gamle menneske og så iføre os det nye menneske.

Det gamle menneske – hvor vi ikke fatter det, men det er en gådefuld virkelighed, at synden virker i verden, i hver eneste af os, som en kraft, der kan forstyrre, forføre og ødelægge menneskelivet for os.

Det gamle menneske har med stivnelse at gøre, stivnelse til et hårdt hjerte, griskhed på alle områder i livet, rådden tale og meget mere. Tænk på en pære i efteråret, som man får i hånden, så viser det sig, at den er rådden under skralden!

Synden er grundlæggende nemlig det, at vi ikke vil Gud, at vi har en trang til at gå bort fra Gud og leve for os selv uden hensyn til Gud eller andre mennesker.

Denne ødelæggende trang kom Kristus for at overvinde, vende om, så vi ifører os Jesus Kristus, det nye menneske, den nye Adam, som er stærkere end døden, end synden, end den Onde.

Og vi iførte os Ham én gang for alle i dåben, hvor vi blev Guds børn.

I Ham og ham alene har vi beskyttelse mod det, som kan ødelægge vores liv nu og i evighed.

Lad os på vej ud i hverdagen tænke på et nyfødt barn som udtryk for det nye menneske, vi skal iføre os. Altså Jesus som det nyfødte barn i os. Så tænk på den enorme grokraft, der er i et spædbarn, bare det får den rigtige næring og kærlighed.

Sådan skal vi også gå ud i vores daglige liv med tanken på Jesus Kristus som et barn, der skal vokse op i os, som skal næres med Ordet, med dåben, med nadveren, med kærlighedens fællesskab, så barnet kan vokse sig stærkt og levende, ja, livligt!

Zakæus i morbærfigentræet

Jesus henter Zakæus ned fra et træ!
Prædiken på 7. søndag efter trinitatis
Tekst: Lukasevangeliet 19,1-10.

Vores liv kan være så uendelig kedeligt. Der sker ikke rigtig noget. Det er bare den samme trummerum.

Og så på et tidspunkt kan det blive værre. Så kan føle, at vi er fanger her i tilværelsen, ligesom israelitterne i landflygtighed.

Tænk så for en fantastisk glæde, hvis det hele vendes om og vi føler os frie som fuglen og vi mærker livsglæden i os.

Men heller ikke det holder.

Så føler du igen, at det er som om du sidder i dit livs fængsel.

Herren, israelitternes Gud, Jesu Fader, vil gerne føre dig ud af dit fængsel.

Hvordan? Ved at du tager imod indbydelsen til at komme med ud af fængslet.

Eller befinder du dig så godt i fængsel, at du ikke orker at komme ud? Eller tænker du: Hvad mon for et liv venter mig der, hvis jeg træder ud af fængslet? Livet er et fængsel, hvis vi bøjer virkeligheden ind om os selv og os selv alene. Så enkelt er det. 

Det var sket for Zakæus. Han var blevet rigere og rigere. Men han var også blevet en ensom ulv. Til sidst bliver det bare for meget.

Han gør noget, som man bare ikke gør – fordi man er i fængsel og ikke gør uforudsete ting som det her – han kravler op i et morbærfigentræ.

Zakæus skal i dag kaldes en meget modig mand i verden. Måske havde han ikke noget at tabe.

Så længe vi synes, vi har noget at tabe, så har vi ikke lyst til at gøre som Zakæus. Prøve at komme i forbindelse med Jesus og med hans Far.

Men Jesus siger: Den, der mister sit liv for min skyld, skal få det igen.

Zakæus havde alt. Det var også alt, han havde. Det var tomt. Det var blevet et fængsel. Som Joakim von Ands pengetank, et forfærdeligt fængsel. Joakim ville jo ikke engang spendere så vidt muligt en øre på sig selv eller andre. Han var besat af penge, penge, penge.

Jeg ved ikke, om Zakæus var besat af penge, men han sørgede for at få rigtig mange i lommen.

Det fantastiske er, at Jesus ikke først vil have noget med ham at gøre, når han har forandret sig.

Nej, Jesus blev kendt som tolderes og synderes ven.

Og han standser derfor prompte – lige under morbærfigentræet.

Jeg har spekuleret over, hvordan det egentlig så ud. Om man virkelig kan skjule sig i det træ. Det skal jeg lige love for, at man kan. Hvis Jesus altså kom forbi træet, mens der var løv på. Ellers ville Zakæus være noget udsat.

Lige meget hvad, så kunne man åbenbart godt få øje på ham. Eller Jesus kunne.

Fordi han er både menneske og Gud. Han ser derfor det, øjet ikke lige ser. Han ser din og min længsel efter dyb glæde i livet.

Dyb glæde. Ikke sådan jubelglad hele tiden, men alligevel en dyb glæde midt i hverdagen og midt i trummerummen. Midt i sorger også. En dyb glæde.

Uden glæde er den kristne tro intet.

Zakæus sprang ned fra træet og var jublende glad, da Jesus inviterede sig selv ind til middag hos ham.

Man skulle ellers tro, at Zakæus var glad over alle sine penge og sit forfærdelig flotte hus. Men nej.

Det kunne slet, slet ikke komme i nærheden af den befrielse, at han nu fik forbindelse med Jesus. Jesus, som ikke ejede en klink.

Som opfordrer os til at give væk af det, vi ejer, og siger, at det er saligere at give end at modtage.

Det er at være i fællesskab med Jesus.

Men nu kan en og anden sige: Ja, men det var dengang. Mit svar er: Nej, det var ikke bare dengang. Jesus er opstået af graven, han dør ikke mere, han har overvundet dødens magt, han har overvundet din og min selvkredsen med sin død, så du og jeg kan blive nye frie mennesker i fællesskab med ham og hans Fader.

Det begynder i dåben. Det gamle, gnavne menneske i os dør og begraves i dåben, og så opstår vi med Jesus til et helt nyt liv.

I dåben får vi adgang til syndernes forladelse, uanset hvad vi har gjort. Men så handler det om at vi faktisk begiver os ud i livet og lever det nye frie liv i troen.

At vi tager det hele til os. Ikke opfatter det som sådan noget fra et frilandsmuseum.

Hvor vi beder, hører Jesu ord til os, der er Gud hos os i al sin vælde, om end vi ikke kan se det, og kun sjældent føler det meget.

Jesus sagde, at han ville gøre sine venners glæde fuldkommen. Glæde var målet med hans fællesskab med dem.

En glæde, der trodser alt, både synd, død og djævelen og al elendighed, vi kan tænke.

Nå, men Zakæus blev så glad så glad for Jesu besøg, at han ville give halvdelen af sin ejendom til de fattige, og give fire gange tilbage, hvad han måtte have presset ud af folk i sit arbejde som tolder.

Nu var han lykkelig. Salig og lykkelig er de fattige, for Himmeriget er deres. Selvfølgelig ikke fattige i al almindelighed, men fattige i sindet, fattige, for de, vi, ved med os selv, at i os selv er vi fattige, men i Gud er vi rige, uendeligt rige. Han har en skat til os i himlen, derfor kan vi ligesom arbejde på at overgive det hele til ham her i tiden.

Zakæus fik muligvis ikke udført sit løfte om at give alt det væk, han sagde han ville.

Sådan kan det også gå os.

Men lad os arbejde på at løsgøre os fra alt materielt, og have medmennesker i tanke, hvor vi kan hjælpe, og især hvor vi har været uretfærdige med vores mammon.

Så bliver vi glade. Jesus sagde, at frelsen var kommet til Zakæus og hans familie den dag.

Intet mindre. Frelsen! Redningen, redningen fra et dødsygt liv, redningen fra et selvkredsende liv, som ender langt borte fra Gud, til et liv i fællesskab med Gud og medmennesker, hvor der bygges noget godt op dag for dag.

Lad os om ikke kravle op i et træ, så på en måde tage imod Jesu besøg hver dag, når vi beder i Jesu navn til Gud vor Fader, når vi lader ham komme indenfor i vores liv, i vores hjerter og tanker, så Han kan begynde at skabe en glæde der, som overgår alt, hvad vi kan forestille os. Det kan også være en stille glæde, som ligger som en bund hver dag.

Sig det med rødspætter! Peters fiskefangst

Sig det med rødspætter!

Prædiken til 5. søndag efter trinitatis
Lukasevangeliet kapitel 5,1-11

Folk trængtes om Jesus for at høre Guds ord.

Folk, ja, men ikke Peter, tilsyneladende.

Kunne han overhovedet HØRE Jesus tale, når var i gang med skylle garnene? Man kan godt tvivle på det, og jeg vil ikke prøve at tage en 50-50 afstemning i forsamlingen for at finde nærmere frem til, om det er rigtigt.

Der er en anden grund til at tro, at han ikke hørte ret meget, da han skyllede garn.

Jeg tror ikke, Grundtvig har ret, når han siger: Der sad en fisker så tankefuld

og hørte på Herrens tale.

Og derfor taler Jesus også på en anden måde til ham. Han går simpelthen op i Peters båd uden at spørge om lov. For Jesus går ikke af vejen for et ”Sig det med rødspætter”, som Kaj Munk siger i sin prædiken til denne søndag.

Sig det med rødspætter – Jesus lader Peter få den ovenud store fangst. Og virkningen er stærkere, end hvis han havde talt dunder til Peter.

Peter og de andre fiskere bliver nemlig rædde på grund af fangsten.

Det hele, evangeliet, Jesu menighed, begynder med fiskere, der frygter Gud så meget som Peter, der siger: Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!

Peter var noget af en stymper, når det kom til stykket. En syndig mand, siger han selv. Netop Peters grove mangler gør, at Jesus siger ved sig selv: Ham kan vi bruge!

Og ham sender han ud i verden: Gå ud og prædik for hele verden! Jeg gør dig til menneskefisker!

Jesus kaldte fiskere, ikke alle mulige andre, som de første. Hvorfor?

Fordi Peter var en stymper, var han brugbar i Guds rige, for han var ikke den, der ville kredse om sig selv, men ville virke for den, han fulgte, når han først tog fat på at følge.

Og så har Peter en gudsfrygt, der får ham til at bede Jesus gå bort fra ham.

Alle mulige andre mennesker trænges om ham for at høre ham, Peter er der bar i nærheden i gang med sit daglige arbejde.

Også vi kan fanges af Jesus ved højlys dag i dagligdagen, midt i det, vi foretager os.

Men tilbage til fiskerne. Troende fiskere, siger Grundtvig, har åbenbart bedst kunnet prædike Fredens og Frelsens evangelium for alle slægter. Hvorfor? Fordi de var vant til farerne til havs, på dybet, så de derfor lettere har hengivet sig til Gud og sat alt håb til ham.

Vi har på prædikestolen her håbet som en figur, der står med et anker, et anker, som ikke er sænket ned i mørket og meningsløsheden, men ind bag forhænget, ind i himlen. For det er til Guds Rige Jesus kaldte Peter og kalder os.

Så hedder det: De forlod ALT og fulgte ham. Ja ja, bådene lå der stadig ved bredden, den dag da Peter og de andre fiskere kom tilbage, efter korsfæstelsen og opstandelsen, hvor de var ret forvirrede og ikke rigtig vidste, hvad det hele gik ud på.

Peter har ikke været så sikker på, hvad der nu skulle ske. Så han greb tilbage til det, han kunne. Han kunne jo altid tage ud at fiske, og som sagt så gjort.

Da er det, at Herren står ved bredden, måske der, hvor båden før lå, og selv har stegt fisk til Peter.

Først siger Jesus det med rødspætter, så SERVERER han rødspætter for Peter. Nå, det var ikke rødspætter, men den fisk, man i dag bare kalder Peters fisk. En fisk, der ikke rigtig findes hos os, jeg har set, at man har fundet en Peters fisk i danske farvande, nemlig i Læsø Dyb, og den var død.

Altså: Peter forlod alt, men fik også alt igen.

Sådan skal vi også prøve at tænke om vores liv: Vi følger vores Herre fuldt ud, forlader alt for at få en skat i Himlen, og så får alt et nyt skær over sig, velsignes på en ny måde.

Og når vi knæler ved alterbordet, så modtager vi ikke stegt rødspætte, som Peter, men brødet og vinen der. Profeten Esajas så serafen komme med et kulstykke holdt med en tang, så det berørte lige akkurat hans mund og gjorde ham ren. Vi får lov til meget mere: både at høre ved Jesu Kristi legeme og endda spise det – og sådan renser han også os for synd. Vi kan blive som Peter ved alterbordet, han faldt ned på knæ, og det gør vi også. Det kan godt være at vi ikke siger, gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand, men vi kan godt tænke sådan. Men tænker vi sådan, så kan han netop bruge dig og mig.

Hans Tausens prædiken til sommerferien!

Hans Tausens prædiken til 4. søndag efter trinitatis.
Prædiketekst: Lukasevangeliet 6,36-42

Hans Tausen var en af de danske reformatorer. Skrev en "postil" i to bind, en prædiken til hver søndag hele året igennem. Denne her er let tillempet til modern skrive- og talemåde, men ellers Tausens ord mere eller mindre hele vejen igennem.

Kilde: Det danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af Hans Tausens Postil Andet Bind (København 1934), s. CXXXIIII-CXL

Ligesom Kristus overalt underviser i troen og dens kraft, sådan underviser han os også i denne tekst i troens rette frugt i retskafne, sande og i dybet gode gerninger. Det er ikke andet end en forklaring og udlæggelse af den anden tavle, altså buddene om hvordan vi skal elske hinanden og med sand kærlighed omgåes hinanden, så vi viser hinanden tegn på kærlighed.

Så begynder han allerførst med roden og moderen, hvoraf alle barmhjertighedens gerninger fødes og flyder ud, det er: mildhed og medynk, barmhjertighed, og han beder os om at være sådan, eller som Hans Tausen siger: medynksomme, altså have medynk med hinanden, og lade vore hjerter røres ved vort medmenneskes sorg og sygdom, armod og fattigdom, fængsel, synd og vildfarelse og sjælekvide. Så vi lader det gå os til hjerte, som vor næste lider på nogen måde, som hvis vi selv led på den måde, som hvis vi fandt den samme lidelse i krop eller sjæl.

Som Peter formaner os i 1. Pet. 3, at vi ikke skal være hårdhjertede, så vi opfører os, som om det ikke vedkommer os, hvad andre lider, men at vi skal være så blødhjertede, ligesom at indvoldene vender sig i os, når vi ser noget at ynkes over hos vor næste, ligesom håret ville rejse sig på hovedet af os, øjnene vandes af tårer og alle årer røres i os ved at vi ser eller hører, at nogen lider eller farer ilde. Så langt være det fra, at vi gerne vil se og høre eller glæde os over det, eller er kede af, at det ikke var mere og værre.

Hvilket eksempel giver han os på dette? At Gud selv, som har allerstørst medynk  med os elendige, ligesom en hjertenskær far med sine børn. Sådan lovpriser både Moses og David og alle andre helgener Gud for denne guddommelighed barmhjertighed med mange mange ord, at han er nådig og barmhjertig, og lader sin godhed række ud til alle de skabninger, han har skabt (Sal. 145). Ja, som Kristus selv beviser, rækker den ud selv til sine uvenner og allerstørste fjender, at han giver dem regn fra skyerne, grøde fra jorden, lader solen skinne for dem, giver dem legemlig føde og sundhed, fred i landene, ære og rigdom, under dem nogle gange meget mere end sine egne kære og lydige børn.

På samme måde den rette troens ånd i et godt hjerte. Når Gud frembringer og føder den rette naturlige gode rod i hjertets grund, da kommer der også blomster og blade, og til sidst frembringer denne troens ånd frugt, som kommer til syne i det udvortes og kendes af folk.

Døm ikke
Det berøver ikke politi og domstole deres myndighed og magt, som Gud har givet dem, til at forhøre og randsage andre menneskers forbrydelser og dømme og fordømme efter god lov og ret (når det så virkelig også er god lov og ret, og ikke en ond lov, vi taler om).

Men her taler Kristus til sine kristne, netop som kristne, og fortæller dem, hvorledes de personligt – ikke som dommere eller verdslig øvrighed, men som kristne – skal omgåes andre mennesker, kristne såvel som ikke-kristne. Da, ja da har vi alle den befaling af Kristus: Døm ingen.

Meningen er, at vi ikke må gå og mistænke andre for noget, men lade kærligheden råde, og bruge kærligheden, som den af sin natur skal bruges, for kærlighedens natur er sådan, at den ikke tænker eller tror noget ondt og vredagtigt om nogen, men håber og tror alt, helst det bedste, om hvert menneske.

Er der noget, der synes at kunne udlægges så slemt som muligt, så skal vi dog udlægge det til det bedste, og undskylde vedkommende så godt, det kan lade sig gøre. Vi skal ikke udlægge en mands ord eller gerning så slemt som muligt...

Når vi nemlig er optaget af at mistænke andre for det ene og det andet, så glemmer vi vore egne brist og fejl, og lurer på andre, og er aldrig gladere end når vi kan finde grunde til at foragte og tale ondt om vor næste med hans eller hendes fejl, for hans eller hendes synd og skyld er ikke så stor som vore egne fejl, hvis vi ellers tænkte os godt om. Så formaner Paulus os i 1. Kor. 4 til, at vi ikke skal dømme før end tiden kommer, da gud selv afslører og åbenbarer alle hjerters skjulte hemmeligheder.

Fordøm ikke.
Ikke at fordømme – det vil sige: afsige dom over over andres gerning, at den er det eller det værd, at det menneske burdes få den eller den straf, at han er fordømt og aldrig kan blive salig. Det er et fordømt kætteri, det er en Djævels hovmod. Det skal være langt fra kristne mennesker, men når synden er grov og vitterlig, så den ikke kan undskyldes, skal man i stedet hjælpe andre op med råd og undervisning, så de kan komme på fode, som Paulus formaner Gal. 6 og Kristus selv lærer Matth. 18. Er det ikke muligt, da må man lade det andet menneske være og ikke fordømme alligevel.

Tilgiv.
Hermed vil Kristus fratage os alt ankeri, had og vrede mod hinanden og råde os til at være parat til at tilgive, når der gøres os skade eller fortræd. For vi kommer hinanden ved, vi må bære hinandens byrde og lide med hinanden, og på den måde opfylde Kristi lov om broderlig kærlighed. Han har jo selv givet os sit eksempel på kærlighed ved at han har båret vor byrde og tilvejebragt så stor Guds nåde til os, at vi altid har adgang til syndernes forladelse hos Gud, at vi tilgives til evig tid det, vi har forbrudt, og det er altid såre meget, sat op mod det, som andre mennesker har forset sig mod os med ord og gerninger.

Giv.
Hermed vil Kristus nu, at vi skal vise den rette barmhjertigheds frugt. Vi skal ikke alene ikke være andre mennesker til skade, men vi skal også gavne alle med det, der tilhører os selv og ud af vort give dem, som har brug for vor gave. Ja, dermed kan man vide, at vi sandelig er barmhjertige mod vor næste, når vi således handler derefter. For Johannes formaner os til, at vi skal elske hinanden, ikke med tunge eller tale, men i gerning og sandhed. Ja, siger han, har nogen gods og ser sin broder trænge til noget og lukker sit hjerte for ham og ikke giver ham intet godt, da mangler han uden tvivl den kærlighed, han skulle have til Gud. Gud har skabt sine skabninger til bedste for alle, og nogen har fået mere end andre i hænde, for at enhver skal udnytte Herrens gods til Herrens folk med troskab, til gode for enhver, som har behov, og enhver, som findes utro heri, føder og feder sig selv og forsømmer de andre, han skal gøre regnskab for Herren og hans lod skal lægges hos hyklerne (dem, der gør tingene på skrømt; dvs. de gør kun tilsyneladende tingene, ikke i virkeligheden), som har tjent rigtig godt og søgt sin egen nytte med sin Herres gods.

Se, således har Gud Fader vist os sin barmhjertighed og viser os den dagligt. Han regner ikke med det værste og fordømmer os ikke for en lille brøde, men dom og al fordømmelse har han fordømt, for at vi kan være udømte og ufordømte. For han forlader os også hver dag vore synder, så Djævelen ikke får ret over for os. Han giver os åndelige og legemlige gaver og gør os derigennem hjertelig glade ved hans nåde og faderlige godhed. Derfor skal vi også følge efter ham i hans faderlige fodspor og af hjertet med alle gode gerninger vise, at vi er sådan en god faders gode børn. Han lokker og bevæger os til det, og lover os løn for det, hvis vi gør det og truer os, hvis vi ikke gør det.

Et godt sammenpresset mål
Ligesom vi har bevise os godt, sådan skal også andre af Gud få det sind, at de ikke så let vil mene det værst, men udlægge alt i bedste mening om os, og gør ikke alle det, da vil der dog lade sig finde dem, som gerne vil gøre det og ikke dømme, end mindre fordømme det, vi siger eller gør. Forsømmer vi noget og forser vi os på nogen måde mod nogen, da vil Gud give dem sind ikke til hævn, men til at forlade os al brøde, og når Gud ser, at vi er så fromme, så vil han også være from og så meget desto mere forlade det, som vi skylder ham. Og lige så gavmilde, som han finder os, så gunstige og så gavmilde vil han opvække og sørge for, at andre vil være over for os også. Han vil også selv så meget hellere give os meget godt...

Som Kristus selv siger, at den, som er tro i en lille ting, ham skal der betroes mere godt (Matt. 25). Og dersom de kun har gjort lidt her, da skal de dog betales rundelig og overflødigt, så skæppen skal alligevel både presses, rystes og fyldes til toppen, og endda flyde ovenover.

Ja, gør vi ondt og gør vi noget godt, da skal vi visselig vente os det samme igen, rundelig med al overflod. Vel den, der gør vel, men den, som søger det onde, finder det (Ordsprogenes Bog 11). Så at vi tør ikke tænke på at have et mål til udmål og et anden til indmål, men tænke på, hvad der står skrevet: Som du har gjort, skal det overgå dig.

Så fortæller han lignelsen om en blind, der leder en anden. Det er forgæves gerning og har ingen nytte ved sig, men stor skade og slet intet gavnligt. Han er selv så blind og erkender ikke sin egen brist. Hvordan skulle han kunne gøre noget godt for en anden? For ingen kan lære andre mere end han selv har lært, og hvis disciplen/eleven er så vis som hans mester, da er han jo så vis, som han kan blive ved ham.  

Helligåndens og vores vidnesbyrd om Jesus

Helligåndens og vores vidnesbyrd om Jesus
(6. søndag efter påske)

Forkortelser:
Joh. = Johannes-Evangeliet
Luk. = Lukasevangeliet
Ap.G. = Apostlenes Gerninger

Helligånden skal vidne, og det skal vi også. Sådan siger Jesus i Joh. 15,26-27.

Luk. 12,12 om, hvad apostlene skal stille op situationer, hvor de chikaneres eller forfølges og bliver afkrævet et forsvar for deres tro. Når de kommer i de situationer, siger Jesus, ”så vær ikke bekymrede for, hvordan eller med hvad I skal forsvare jer, eller hvad I skal sige. For Helligånden vil i samme stund lære jer, hvad der skal siges.”

Vidunderlige ord til trøst. Vi behøver ikke bekymre os overhovedet. Ordene kommer af sig selv, ved Helligåndens hjælp!

Når vi vidner, er det Helligånden, som vidner gennem os:

Matth. 10,20: (Jesus til apostlene): ”For det er ikke jer, der taler, men det er jeres Faders Ånd, som taler gennem jer.”

Vi ser ordene fra Joh. 15,26-16,4 – søndagens evangelium – i praksis i Apostlenes Gerninger kapitel 5. Rådet i Jerusalem siger til Peter og apostlene: ”Vi har udtrykkeligt forbudt jer at undervise i dette navn (altså Jesu navn), og alligevel har I fyldt Jerusalem med jeres lære...”

Lader vi os undertrykke, så vi ikke underviser og taler i Jesu navn det, vi er kommet til tro på, det vi med alt, hvad vi er, ved er sandheden? Forbyder vi os selv at tale i Jesu navn?

Ap.G. 5,30: Peter og de andre apostle svarer Rådet: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker.”

Gør vi det? Eller adlyder vi mennesker mere end Gud? Har vi så lidt mod, at vi i praksis tier og samtykker med en lære om Gud og verden, som er fjernt fra vores kristelige børnelærdom?

Dernæst (Ap.G. 5,31-32) siger Peter og apostlene – de har lige omtalt, at Gud har oprejst Jesus fra de døde – ”Ham har Gud ophøjet til fyrste og frelser ved sin højre hånd for at give Israel omvendelse og syndsforladelse.”

Her kommer undervisningen i Jesu navn. Apostlene er endnu ikke kommet til, at de skal ud med evangeliet til hele verden. Det kommer inden længe! Ikke mange kapitler senere i Apostlenes Gerninger åbenbarer Gud Peter det gennem en drøm.

Og endelig hedder det: ”Og vi er vidner om dette, vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.”

Det afgørende er, at vi adlyder Gud og hans Søn. Da kan vi med frimodighed sige som apostlene, at vi og Helligånden vidner. Da kan vi også sige det med ydmyghed, ikke i hovmod eller selvoptagethed.

Læs mere

Kommentarer