Prædiken 12. søndag efter trintitatis 7. september 2014

Prædiken i tilnytning til høstgudstjeneste og dåb

Prædiketekst: Matthæusevangeliet 12,31-42

Så mange gode ting er vi omgivet af, frugterne og grøntsagerne på marker og i lader, smukke ting at se på derhjemme, en god familie, måske en god jakke, en god stol at sidde i, måske en god bog, eller gode sko.  

Alt det er vi samlet for at takke for i dag. Takke ikke os selv, men vor Gud og Skaber, Jesu og vores Fader i Himlen.

Alt det gode, Gud skænker os dag for dag, ja, dagen igennem, er uendelig meget. Gud er i sandhed ødsel!  

Men så er der jo os selv. Hvad med os? Bærer vi også frugt, og hvilken frugt bærer vi? Og hvor kommer frugten fra?

Ja, frugten kommer fra hjertets jord. Hvad vi lader gro i hjertet, det bærer også frugt.  

Det hører vi om i dag, når Jesus siger:

Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. Et træ kendes på frugten.

I landbruget dernede omkring Middelhavet var og er oliven en af de vigtigste afgrøder, så vi også her hos os spiser oliven i salater og på anden måde.  

Så Jesus tager udgangspunkt i den vigtigste afgrøde i hans egn Galilæa.

Men Jesus siger faktisk ikke bare: Tag et træ, nej, han siger (i følge den græske tekst): Dan et træ, helt bogstaveligt: Gør et træ.   

Og hvad mener han med det? Jo, at der skal graves omkring hvert træ og bringes nyt jord omkring træet, og der skal gødes.

Det vil sige, træet i sig selv kan udvikle sig godt eller dårligt, men hvis der ikke arbejdes med træet, så bærer det i al fald ikke ret meget frugt, og frugterne bliver ikke velsmagende.  

Sådan skal vi hver især arbejde med vores hjertes jord. Træet står der, det er Guds naturgaver til os af glæde, mildhed, kærlighed, trofasthed, barmhjertighed. Alt sammen ting som Gud har lagt som planter i os. Men hvis vi ikke arbejder med vores glæde, mildhed, kærlighed, trofasthed, barmhjertighed, så kommer der dårlige frugter i stedet i form af vrede, hårdhed, had, troløshed, hensynsløshed.

Nej, som landmanden i Galilæa måtte grave omkring sine oliventræer, skal vi også arbejde med jorden i vort hjerte, give gode vækstbetingelser for de gode træer i os.

At grave jord væk og lægge nyt jord – det vil sige at dømme sig selv, når vi ikke bærer frugt, men lader onde frugter tage over i os.  

Så skal der også gødes. Komøg lugter ikke godt – i al fald ikke for byboer, nok for landboer, som ved, at det gør godt for noget.

Møget, gødningen, er vores anger over vore onde gerninger og vort onde sind, og når vi angrer, så ser vi, så mærker vi, at vort onde sind er som ildelugtende komøg, men når vi altså angrer det onde, vi lader gro i hjertets jord, ja, så virker angeren alle mulige gode frugter i os.

At pløje i hjertets jord – det er den ydmyghed, vi føler, når vi angrer det onde, der gror i os.  

Samtidig med at vi fejrer og takker for høsten på marker og i haver, så bliver vi ført hen til at tænke på, hvordan næste gode høst skal komme: ved god jordbehandling, ved gødning og meget mere.

Den gode nyhed er midt i det hele, at Gud har tilgivelse for alt, hvad ondt vi gør, om det er utroskab, mord, mobning, tyveri og meget mere.

Nu taler Jesus om synden mod Helligånden. Og jeg siger: Hvis du er bekymret for, om du har syndet sådan, at der ingen tilgivelse er for det, så er det et sikkert tegn på, at du netop IKKE har gjort det - vær vis på det! Ordene er nemlig ikke rettet til sådan en som dig, men til den, der nægter, at tilgivelse kan ske.

Så der ER ALTID tilgivelse ved Guds Ånd og ved Jesus Kristus, når vi fortryder! Det var tilgivelse, Jesus kom og tilbød og skænkede mennesker. Han rejste faldne mennesker med sit ord: Dine synder dig tilgivet! Rejs dig, tag din båre og gå! Rejs dig og gå ud til livet i din hverdag igen, nu som et tilgivet menneske, som får lov at starte forfra som en nyfødt baby!

Tilgivelse, syndernes forladelse, det er det lille evige liv her og nu, skaber paradis for os i vores liv lige nu og her. Det evige liv fuldt ud kommer efter dommen, når vi alle er stillet for Jesu Kristi domstol før enden.  

Hele livet igennem har vi adgang til at fortryde ondt og olmt, vi har bedrevet, at bede Gud om forladelse, og vi bliver tilgivet for Jesu skyld.

Der er blot én ting, som aldrig vil blive tilgivet. Det er det onde hjerte, som lukker af over for Gud helt og fuldt og selv ind i døden forbliver uden anger over sin synd og lukker af over for syndernes forladelse. For hvordan kan synd forlades, hvis et menneske nægter at det kan ske?  

Mennesker kan være kommet på vildspor og fornægte det ene og andet i den kristne tro, ja, kan forlade troen fuldt og helt, men til sin dødedag har enhver en mulighed for at omvende sig og tage imod syndernes forladelse.

Et menneske kan være uvidende om troen, det kan tilgives, et menneske kan håne mange dele af troen, så længe det menneske ikke tilføjer ubodfærdighed, altså lukker helt af over for Guds gave og over for nådens genfødsel eller forsoning ved Helligånden – så længe er døren åben for tilgivelse.

S yndernes forladelse, det er frugten af anger i hjertet, der bringer alle mulige andre gode frugter i handling og tale.

Men hvis vi tilstopper kilden til tilgivelse i vores hjerte, så kan det være, at der til sidst ikke er noget at gøre.

For viljen respekter Gud. Vi bliver ikke tvunget til noget. Vi bliver advaret, og kære menighed, når Jesus advarer, så gør han det af kærlighed. Ja, hele hans budskab er sammenfattet i ordene: Omvend jer! Guds rige er kommet nær! Altså: når vi vender vores sind om til at lytte til ham, til at arbejde med at give Guds godhed plads i vores hjertes jord, så er Guds rige virkelig inde i os og hos os!

Prædiken til 10. søndag efter trinitatis

Prædiken holdt i Onsbjerg kirke tirsdag den 26. august 2014.

Læsninger:
Hebræerbrevet 3,12-14
og Matthæusevangeliet 11,16-24

Engang talte Jesus om, at kornet af tidsler kvæles, ligesom bekymringer og lyst til alt muligt andet kvæler ordet og dermed troen i hjertet.

Når kornet kommer i jorden, afhænger høsten af jordbunden, om der er ryddet for ukrudt, om der er fyldt med sten osv.

Om der er gødet, om himlen har sendt regn.

Om der er sol i mængde.

Der er hele tiden noget, der vil kvæle ordet, så det ikke kommer forbi øret helt ind i hjertet på os, så det bærer frugt.

Det bruger Jesus et billede på. Nogle børn sidder og spiller på fløjte for at invitere andre børn til at danse, som når børn leger bryllup. Det er piger der spiller på fløjte, og drengene der som senere mænd skal danse bryllupsdans, sådan som mænd stadig danser i de egne, hånd i hånd.

Og ligeledes: Nogle børn synger klagesange, men de andre vil ikke sørge. Her er det pigerne, der skulle sørge, som kvinder gør det stadig i den del af verden med skrig i lange rækker, de skulle lege grædekoner.

Det, Jesus siger, med de to lignelser er, at flertallet i hans samtid har afvist først Johannes Døberen, som kaldte til omvendelse og anger, og nu også Jesus selv, Menneskesønnen, som han kalder sig, som godt kunne spise og drikke, men med de forkerte mennesker, toldere og syndere.

Tolderne og synderne, datidens udskud, dem som verden til enhver tid ser ned på, de tog imod både Johannes Døberen og senere Jesus.

Men vi kunne nu godt få det hele galt i halsen. Vi kunne få den tanke, at Johannes Døberen er et overstået kapitel, og at alt det med omvendelse og anger og ens egen synd er noget, som hører gamle dage til. Det går Jesus i rette med.

For Jesus har ikke bare fået mennesker til at gå rundt i glæde ved de mirakler, han havde gjort i stor mængde på sin hjemegn.

Nej, nu taler han faktisk som Johannes Døberen, til omvendelse, ja, til at klæde sig i sæk og aske over ens synder.

Begge dele må med.

Nej, Jesus kalder ikke Johannes Døberen et overstået kapitel i verdenshistorien. Han tager Johannes Døberens prædiken med ind i sin egen prædiken. Vi kan ikke adskille Johannes Døberen og Jesus.

Det er to dele af det samme budskab.

Jesus kom med helbredelser af alle slags sygdomme, blinde, døve, stumme, lamme, dæmonbesatte, ja, selv døde gjorde han levende.

Men tænk, det vakte kun for de flestes vedkommende kun forbigående interesse. Hvorfor? Fordi vi mennesker har så mange ting for, som altid er vigtigere end Jesus og Gud.

Vi vil gerne helbredes, men ikke tilbede.

Vi vil gerne høre en god bibelhistorie, men ikke leve efter ordene, kun efter det, vi i skønsomt udvalg trækker ud og som svarer ganske godt til det, vi i forvejen ville.

Mange vil gerne helbrede sig selv og hinanden ved egen kraft eller energi, ikke i Jesu navn og i hans kraft. Det fører ikke op mod himlen, men mod dødsriget og total udmattelse og udbrændthed.  

Mange vil ikke høre de ti bud som forpligtende ord, der viser hvad vi bør gøre, hvad vi ikke gør, men ikke desto mindre er, hvad vi burde gøre.

Derfor hører mange heller ikke Jesu glædelig budskab: at det, vi ikke kan, det kan og det gjorde han, da han bar vore synder op på korsets træ og forligte os med Gud. Han er det perfekte menneske og Gud. Derfor kan han også bære os og vor synd som et lam, som et offerlam på vegne af os alle.  

Og sådan udfrier han os af den evige død, og her af menneskelig udbrændthed, når vi vil selv, vil være åndelige i vores egen kraft.

Det er sandt, at Guds rige er kommet til os, og er hos og i os, når vi hører Jesu ord. Men kraften til væksten i Guds rige kommer kun fra hans ord i os, ikke fra os selv.  

Derfor forkynder Jesus også dom over al selvforherligelse, alt hovmod, selvophøjelse, al selvtilbedelse blandt mennesker, dom over troen på, at vi ikke behøver Jesus og Gud, men har guddommelige kræfter nok selv til stige helt op i himlen og oven i købet hjælpe andre derop i egen kraft.

Som profeterne forkyndte både Johannes Døberen og Jesus budskabet: Omvend jer! Guds rige er kommet nær!  

Profeterne i den gamle pagt understregede i én næsten ulidelig uendelighed folkets syndighed, folkets vantro, både dets kongers, dets præster, og folket i almindelighed, både mænd og kvinder. Nogle gange hedder det, at det var kvinderne der dyrkede andre guder, men (fortæller kvinderne profeten): Vore mænd ved det godt! (Er det også sådan i vor tid?).

Folket ville hellere tilbede andre guder end Herren. En guldkalv f.eks. De ville fremfor alt LAVE deres egne guder og gudebilleder, støbe dem, forme dem af ler eller skære dem ud af træ.  

De ville ikke høre på profeternes: ”Herren siger: …”

Igen og igen råber profeterne: Omvend jer! Hvis ikke, så kommer dommen over jer.  

Sådan talte også Johannes Døberen. Og folk dengang og i dag brød og bryder sig ikke om det. At høre om dom.

Farisæerne og de skriftkloge burde have accepteret budskabet. Om nogen kendte de deres bibel forfra og bagfra. Men nej, de vil ikke høre. Sådan er det vist stadig med mange skriftkloge. De foretager en overordnet frasortering af hvad de anser for uacceptable ord i bibelen.  

Og ordet dom hører med til det, mange dengang og i dag betragter som uacceptable ord. Så holder vi hellere daglig dom over hinanden end at lytte til Guds truende dom.

I dag hører vi, at Jesus tilslutter sig alle profeterne og Johannes Døberen, når de forkynder dom over enhver, som lader hånt om Herrens ord og går sine egne veje.  

Jesus siger virkelig i dag, at Sodoma på dommens dag skal behandles blidere end hans egen hjemby Kapernaum.

Kapernaum, en respektabel by i provinsen, eller landsby i udkants-Israel, havde oplevet så meget skønt, Guds indgriben til helbredelse, mange kraftige gerninger ved Jesus. Men de omvendte sig ikke og fulgte ikke Jesus.  

Skulle vi så skånes, må vi spørge?

Skulle vort land skånes?

Det handler ikke om at holde Jesus for sandheden, men om også at følge efter ham i liv og lære. Vandre efter ham og det, han taler.  

Lade ordet synke ned og ind i hjertet.

Lade Jesu domstale ramme os, så vi omvender os.

Lade hans skarpe ord tage sådan plads i os, at vi begynder at forstå omfanget af vores synd.

Så vi begynder at bemærke, når vi er hårde som sten, og begynder at græde over os selv.

Når vi nemlig bliver hårde som sten, kan hverken mennesker eller Gud nå os, og alt går i stykker.  

Lad os derfor følge apostlens ord og formane hinanden i dag, så vi ikke bliver så hårde som stål i egen selvgodhed og selvophøjelse.

Lad os barnligt holde fast ved tilliden til Jesus, vor Herre, og vor Fader i himlen.

Fra nu og til vores dødstime.  

Når vi lader Jesu domsord få plads hos os, så kan han også på den måde få os ned på jorden, hvor vi hører hjemme, så vi i ydmyghed tager imod alle hans gaver til os: opmuntring, glæde, fred, Helligåndens mange gaver fordelt til os hver især. Så lærer vi lidt efter lidt at bevares fra det, apostlen kalder alt det, synden vil forlede os til.

Og lad os som menighed gå ud og invitere andre med til fællesskabet, høj som lav, men da ikke mindre dem, som betragtes som dem, ingen vil lege med.

For mange af DEM vil netop gerne lege med, være i selskab med og blive efterfølgere af Herren Jesus.

Udkast til prædiken 6. søndag efter trinitatis 27. juli 2014

6. søndag efter trinitatis

27. juli 2014, Nordby og Tranebjerg kirker

(Det skrevne har nok en del af elementerne af prædikenen, men er mere udkast til det, jeg sagde)
 

Nordby kl. 9

406 Søndag morgen fra de døde. K. 204 (Herre, jeg har handlet ilde).

435 Aleneste Gud i Himmerig. K. 9.

305 Kom, Gud Helligånd, kom brat. K. 312 (Laub).

prædiken

616 Herrens røst, som aldrig brister. K. 209.

nadver afsluttet med 192 v. 7: ”Du, som har dig selv mig givet”

59 Jesus os til trøst og gavn. K. 460 (Rind nu op i Jesu navn).

Tranebjerg kl. 11 med dåb:

402 Den signede dag. K. 48.

448 Fyldt af glæde. K. 147 (Hovland).

dåb

750 Nu titte til hinanden. K. 400.

prædiken

49 Ingen er så tryg i fare. K. 253.

nadver

674 v.1-2.6-7 Sov sødt, barnlille. K. 485.

Hvad godt kan jeg gøre for at få evigt liv?

spørger en ekstremt velhavende ung mand.

Livet ligger foran ham, men han fornemmer, at det hele alligevel ikke er som det skal være.

Jamen, hold buddene, siger Jesus. Dem har jeg overholdt overholdt allerede, svarer den unge mand. Men så er det, at han fornemmer, at der mangler noget alligevel – og spørger Jesus:

Hvad mangler jeg så mere?

Denne unge mand er kommet længere end de fleste. Mange vil ikke mene, at de mangler noget. De er ankommet. De er rige, Gud giver evigt liv, og de er lykkelige, uanset det forkerte de gør og gør dag for dag, ikke mindst at være gerrig som en selvfølge.

Hvad du mangler? Jesus tænker sig om og svarer:

Hvis du vil være konsekvent, så sælg alt hvad du ejer, og giv det til de fattige; så har du en skat i himlen. Og kom så og slut dig til mig!

Manden bliver virkelig trist, for han ejer utroligt meget.

Det sjove er, at Jesus tilbyder den rige mand rigdom i himlen, hvis han gør, som Jesus siger.

Hvis du vil være konsekvent, siger Jesus. Eller i den officielle oversættelse: Hvis du vil være fuldkommen.

Hvad handler det her om?

At den unge mand har et delt hjerte. Hans gerrighed og grådighed deler ham, han er kun en halvhjertet troende, trods det, at han lever efter buddene.

Mandens rigdom har kilet sig ind imellem ham og Gud. Derfor ser Jesus, at lige nøjagtig denne mand må skille sig af med sin rigdom. Mammon er blevet en besættelse for ham.

Hvad kan vi andre så lære af det? Rige, mellem-rige, eller fattig-rige – for vi har det jo godt i vores del af verden. Hvad kan vi lære?

At vejen er trang for alle

Frelse er Guds gave, som tilbydes alle

Alle kan ved et Guds under blive frelst – også de rige.

”Ingen mennesker kan frelse sig selv, men Gud kan alt.” ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”

Så vi henvises altså alle til Guds nåde, at alt er givet den, der tror Gud og hans Søn.

Den sande rigdom kommer fra Gud og kan kun modtages som en gave.

Når vi lever sådan i taknemmelighed over, at Gud øser sine gaver ud over os, sin kærlighed i store mængder, forsoner sig med os ved Jesus hans Søn, tilgiver os, hver evig eneste gang vi kommer og beder om det. Også selvom vi bliver ved med at kæmpe med halvhjertethed, så vi alligevel vælger grådighed og gerrighed ganske ofte.

For på en måde handler mange af buddene om grådighed, at ville have mere, end der tilkommer mig.

At ære mine forældre: Jeg er født af denne far og denne mor, og jeg skylder dem ære, alene fordi Gud har gjort dem til mine forældre. Så skylder jeg også at give dem tilbage, så godt jeg kan, når de bliver svage, som jeg var en baby, der havde brug for hjælp.

Når vi sådan ærer vore forældre, så bliver vi også noget begrænset i vores grådighed, for så er vi ikke bare os selv, men forhånd sat ind i slægtens gang og dermed ikke enerådende, som kan glemme vore aldrende forældre.

At ære sine børn, ligger også i buddet. At ære dem som dem, Gud har en særskilt kærlighed til, så han har skabt dem sådan og sådan. Så vi ikke kan sige, at vi ejer vore børn, men har dem til låns.

Du må ikke bryde ægteskabet – også det handler om grådighed, ikke at acceptere at have nok i den ene, man har fået eller har taget sig, men vil have mere. Grådigheden udhuler respekten, æren, man skylder den anden, som man jo love’fsdfdsr ved en vielse: Vil du ære?

Du må ikke slå ihjel – også det er grådighed, for jeg vil ikke lade den anden være til.

Du må ikke stjæle, ja, her er grådigheden sagt lige ud, at jeg vil have mere. Jeg stjæler også, når jeg siger noget usandt om et andet menneske, for det stjæler den andens anseelse og ære, ja, det er at sidestille med drab.

***

Buddene er alvorligt mente. Det er ikke for sjov.

Men ingen bliver frelst ved at forsøge at overholde Guds bud. Men samtidig har vi ikke lov til at se stort på buddene, på de gode gerninger.

Det er tydeligt, at det Jesus går efter, er at mennesker bliver hans disciple, brødre og søstre, hans efterfølgere.

Og undervejs så lærer mere og mere om, hvem Gud og hans selv er.

Jesu disciple bliver lovet guld og grønne skove, det er ikke engang løgn. Blot fordi de er disciple. De er disciple, som er syndere som alle andre, men de ønsker at følge i Jesu fodspor, at være hans disciple, det er det afgørende.

Og de lærer undervejs, at ingen bliver frelst ved egne gode gerninger, lige meget hvor borgerligt ansvarligt og hvor kristeligt man lever.

Her må vi hver især kaste os ud i det, lægge vores liv i Guds hånd. Fordi alt er muligt for ham.

Paulus stiller det klart op: Loven og dens krav over for en anden lov, nemlig troens lov.

Vi er forpligtet på at leve som Gud vil det, men vi kan ikke.

Og når dommen kommer, kan ingen af os bestå. Kun den, der tror på Jesus som soning for vore synder, kan bestå i dommen.

Vi har overhovedet ikke fortjent frikendelse i dommen, men det er en ren foræring for Jesu skyld.

***

Men så sidder den unge mands skæbne alligevel i os. Må vi ikke også gå bedrøvet bort?

Nej, når vi gør Jesus til Guds Søn, når vi i hjertet kæmper med at følge ham, så gælder frikendelsen dig og mig.

Hvis du alligevel siger: Jeg kan ikke blive frelst, for jeg hænger ved min mammon, ja, så fornægter du Jesu ord, at for Gud er alting muligt.

Det gælder nemlig også for dig.

Den unge mands situation er ikke din eller min.

Jesus så, at manden var uhjælpelig bundet til sin mammon.

Andre rige mennesker hører vi om i evangelierne så som Nikodemus, og her er ikke et ord om at sælge alt.

Så vi må bestemt tro, at denne mand havde et problem, som Jesus gennemskuede, og at Jesus derfor gav denne mand en særlig udfordring. I hans tilfælde skulle kærligheden til mammon knækkes på en radikal måde.

Der er tider i vores liv, hvor en bestemt synd adskiller os fra Gud. Jesus siger det sådan: Hvis nu dit øje får dig til at gøre noget forkert, så riv det ud og smid det væk.

Det er bedre for dig at leve uden en enkelt kropsdel end at hele kroppen ender i helvede.

Og hvis din hånd får dig til at gøre noget forkert, så hug den af og smid den væk. Det er bedre for dig at leve uden en kropsdel end at hele kroppen kommer i helvede.

Det siger han i sammenhæng med buddet Du må ikke bryde ægteskabet.

Her er vi ikke i tvivl: Jesus mener ikke, at man bogstaveligt skal hugge hånden af eller rive øjet ud. Men han mener, at viljen skal mobiliseres, så det forkerte ikke trænger ind og ødelægger.

Sådan også med den rige mand: rigdommen er for ham en snare, en last, som truer selve hans sjæl. Han er nemlig dybt belastet af mammon. Netop til ham lyder: Slip din mammon.

Vi skal hver især øve os i dette. En har sagt: tingene besidder os, vi besidder ikke tingene.

Være opmærksom på, hvad det gør ved en (mammon eller noget andet).

***

Jesus taler meget mellemøstligt, når han f.eks. siger: Hvis nogen vil følge ham og ikke hader sin egen far, mor, hustru, og børn og brødre og søstre, ja, sig selv, kan ikke være min discipel.

Det betyder: Ingen må foretrække nogen af alle disse nærtstående personer for Gud, gøre dem til guder. Man må ikke sættere dem højest.

Altså må vi heller ikke foretrække mammon for Gud, altså gøre pengene til gud.

Vi mennesker er så forskellige og gør mange forskellige ting til vores gud, foretrækker det frem for den levende Gud.

I vores tid kan computere være en last for os, som vi skal vogte os for.

Kunne vi forestille os, at Jesus ville sige til os, hvis vi spurgte: Hvad mangler jeg endnu at gøre? Sluk for pc’en! Nej, endnu bedre: Sælg din pc!
 

Vi ved, at facebook, twitter og nettet i det hele taget kan sluge ufattelig meget af vor tid. Og vi kan finde mange laster derinde.

***   

Forsøg på en sammenfatning af det vigtigste:

Umulige krav og opfordringer og befalinger!

Det er hvad Jesus kommer med.  

Sælg alt hvad du har!

Riv dit øje ud, hvis det forarger dig!

Og til Peter og hans bror, de to fiskere, siger Jesus ganske enkelt: Følg mig! Og det gør de så.

Det drejer sig om at gå helhjertet ind for Jesus, følge ham helt.  

Buddene: Handler om en begrænsning af, hvem jeg er. Jeg er ikke hele verden. Begrænsning af grådighed, gerrighed, havesyg. At jeg vil have mere og mere af ALTING.

Jesus sætter det på spidsen:

For mennesker er det umuligt – altså at gøre Guds vilje helt og fuldt.

Men det er netop muligt for Gud at åbne op for det, Gud har alle midler og alle veje, intet er umuligt for Gud.  

Mange ved ikke, om de tror eller ikke tror. Der er nemlig så mange stemmer. Og samtidig hører de ikke Guds ord, så de har ikke noget at støtte sig til.

Alligevel, og netop da, lader Gud miraklet ske: den der ikke er opdraget i den kristne tro, bliver overbevist kristen.  

Nu gælder det om: hvor har jeg min opmærksomhed rettet hen? Og hvis noget ødelægger mig, mine medmennesker og mit forhold til Gud, så at give slip på det, der ødelægger.

Og kan jeg ikke det, så kan jeg bede Gud ændre mit sindelag, så der alligevel sker et mirakel.  

Vi er alle ekstremt rige i vores del af verden. Men der er ingen forskel. Jesu disciple forstod godt, at det nærmest var umuligt at opfylde kravet.

Og det er det også. DA er det, vi søger Guds barmhjertighed, da kommer vi i nærheden af Guds kærlige faderhjerte, som elsker med en dyb, øm, kærlighed, dig og mig, i hvad situation vi er i i livet, eller selv har bragt os i.

Her er dåben vores hjælp. At vi tror på Gud, som har døbt os. Så hans gaver i dåben bliver virksomme i os.  

Død og opstandelse – dag for dag.

Det gamle skal dø, det nye menneske som er forenet med Kristus, lever op.

Kun i forening med Kristus lever dette nye menneske op. Vi har ikke kræfterne i os selv. Jo, måske for en tid. Men dybest set, nej.

Det er Paulus’ tale: Vi kan ikke opfylde loven, men lovens bud gælder alligevel fuldt og helt. Jesus har i vort sted opfyldt lovens krav, fordi han er fuldkommen kærlighed. Han har forsonet os med Gud.

Nu har vi tiden til i glæde over, at han har skænket os sin retfærdighed, så at øve de gerninger, så godt vi formår. Glæde, fred, venlighed, mildhed, overbærenhed, hjælpsomhed, skal herske i os, ikke gerrighed, ondskab, bagtalelse, humørsyge, selviskhed, misundelse, had, skænderi.

Prædiken om Peters fiskefangst ved ø-gudstjenesten i Ballen torsdag den 17. juli 2014 kl. 16.00

Prædiken ud fra Lukas 5 om Peter, der ingenting fanger om natten, men på Jesu ord tager ud igen og får en kæmpe fangst. Hvorpå Jesus gør ham til 'menneske-fisker'.

Det hele begynder med, at folk lyttede til Guds ord, som Jesus talte til dem.

Guds ord skaber tro, skaber Guds nærvær.

Og Peter havde også nok hørt talen.

Men selv om Simon Peter tvivlede, så gjorde han, som Herrens sagde.

Det er det, Guds ord gør: trods tvivl kaster vi os ud i det.

Læg ud på dybet, sagde Jesus til Peter.

Peter lader sig gribe af det, Jesus siger. Jesus fisker Peter op, han griber ud efter Peter midt i hans dagligdag.

Peter kunne jo bare være fortsat som fisker uden Jesus hele sit liv.

Men nej, her griber Jesus ind i hans liv.

Det er midt i dit og mit livs tummel, midt i kampens hede på liv og død, hvor vi ofte ligger svært sårede af livet, af os selv, af andre, det er der, Jesus rækker os sin hånd, for at trække os LEVENDE ud af kampen.

Peter skal være menneskefisker, siger Jesus, Peter, du skal fange mennesker.

Det ord der bruges på græsk betyder, at Peter skal fange mennesker i levende live, eller sådan at de kommer sig, bliver levende.

Det siger digteren også, at Jesus siger til Peter: Jeg vil dig lære herefter snildt

lyslevende folk at fange.

Det betyder også at Peter skal gribe ud efter mennesker i livets hårde tummel og kampe og trække dem ud, så de kan leve op på ny.

Jesus er livet selv, livets kilde, som vi sang.

Der er ikke noget med at skjule, hvad det drejer sig om. I salmen blev det sagt klart:

Fra verden føre vi dem til Gud,

hvor frit de evig gå ind og ud,

og glæden dem altid følger.

Vi vil føre mennesker fra verden til Gud.

Fra alt det, der ødelægger dit og mit liv, til Gud, som er livet selv.

Salmen siger, at godt nok kommer vi med lys, men vi går også med kors, og vi vil ikke bedrage nogen,

nej, siger digteren, alle, som vi kalder på, ved, at de må forsage verden.

Hvad vil det sige?

Det vil sige at mene, at vi kan bygge vores liv på vore egne kræfter, vores egen indre energi. Tænk på Babelstårnet: de byggede med en enorm glød og energi og kraft. De stolede fuldt og fast på deres egen energi, at de selv kunne nå himlen. Men på et tidspunkt måtte de med skam forlade en ruin af en byggeplads.

Peter falder ned for Jesu fødder og indser, at han ikke er af de gode, da han ser underet med de mange fisk. Det er det øjeblik, hvor han blive brugbar for Guds rige, for Jesus.

Sådan også med dig og mig: Så længe vi stoler på os selv og gør fuldstændig som vi har lyst til, uden hensyn til Guds bud, uden Gud, med os selv som en afgud, ja, så kan vi ikke reddes ud af det dybe mørke, som vi så ofte er i.

Som Grundtvig siger:

Hvo kun al verden, ej mer, attrår,

han ej et ord af vor mund forstår,

ham griber da ej vor tale.

Hvis vi kun begærer det, verden i jordisk forstand kan give, så kan vi ikke forstå noget af Jesu ord og tale, så griber det os ikke.

Når vi på så mange måder som muligt forsøger at gribe ud efter mennesker, for at føre dem til Herren Jesus, så de også bliver hans disciple, så er det dybest set, for at de som vi ikke skal gå til grunde.

I dåben er vi tegnet med korsets tegn, vi går således med kors, tegnet på, at vi tilhører den korsfærstede og genopstandne Herre og Frelser Jesus Kristus. Det er også et tegn på en fuld og klar skilsmisse fra den Onde.

Prædiken ved tirsdagsgudstjenesten i Onsbjerg kirke om at være levende sten!

Prædiken især ud fra læsningen fra 1. Peters brev kapitel 2 vers 4-10:

"Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer ham åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud..."

Én ting er at fornemme, at Jesus er mere end et almindeligt menneske. Det fattede disciplene temmelig hurtigt. Ja, mange har meget snart fornemmet, at Jesus var den ventede Messias. Men den ventede Messias var jo ikke Gud eller Guds Søn i deres tankegang.

Det er altså én ting at forstå Jesus som mere end et almindeligt menneske. Det gjorde andre også, andre som ikke kunne drømme om at følge efter Jesus.

En anden ting er, at disciplene kom til tro på, at Jesus var og er den levende Guds Søn, intet mindre.

Det er det, Peter og disciplene nu er nået til, denne tro.

Og Jesus velsigner Peter for den tro, og nu kalder han Peter for klippe, den klippe, han bygger sin kirke på, med sig selv som grundstenen.

Men der mangler stadig noget i deres tro.

At Jesus skulle og måtte dø for verden, på grund af vor synd, det kunne Peter stadig ikke tænke.

Og alligevel er Peters tro nok til, at Jesus gør Peter til fundament for kirken.

Sådan kan vi være nået frem til en stærkere eller svagere tro, men afgørende er, at vi vil følge Jesus som hans disciple og tage ved lære af ham undervejs.

Og det må Peter nu. Han må lære, at han i virkeligheden kun ved meget lidt om, hvad det i praksis betyder, at Jesus er den levende Guds Søn.

Jesus måtte lide og dø og siden opstå på den tredje dag. Det sidste, det helt afgørende, forstod Peter og de andre først, da de havde mødt den opstandne Jesus, da graven var tom og Jesus havde vist sig levende for dem.

Det er stadig det afgørende i den kristne tro: at Jesus måtte lide og dø for vor synd, blev begravet og opstod på den tredje dag.

Og det bygger Peter helt og holdent på derefter.

Bare hans første prædiken pinsedag viser alt: Peter taler om, at Guds Messias umuligt kunne fastholdes af døden! Nej, Jesus er opstået fra de døde, og han var selv et hovedvidne på, at det er sandt.

Se, mennesker kan vælge sig de vidner, de stoler på. Jeg vælger Peter. Peter er hovedvidnet om, hvem Jesus er: død og opstået for os.

Så derfor, lad os vende os til det, Peter siger i sit brev:

Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud.

Altså: Peter kalder Jesus for den levende sten.

Jesus er det nye tempel, ligesom Jesus om sig selv sagde, at jeg vil rive dette tempel ned og på tredje dag oprejse det igen. Her talte han hemmelighedsfuldt om sit legeme, der skulle slås ihjel af dem, der vragede ham, som man vrager en byggesten på byggepladsen, og så skulle hans legeme opstå på den tredje dag.

Jesus er den levende sten, han er opstanden og lever evigt og er alle sine troende lige nær over alt på kloden.

Og Peter fortsætter: Lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, et helligt præsteskab.

Vi er døde for verden, for synden, for Djævelen, i og med Jesu død, ja, det gamle menneske i os er korsfæstet med ham, mens det nye menneske opstår med Jesus, vi har ved troen og dåben del i hans opstandelse og det evige liv allerede nu, ikke kun engang i fremtiden.

Vi lever vores liv i opstandelsen, med Jesu opstandelseskraft i os.

Det gamle er forbi, noget nyt er blevet til.

Kirken skal altså bestå af personer, som ikke er kolde og døde, men skal berige sine omgivelser med livgivende kærlighed.

Og det nye er ligesom et nyt tempel i Ånden, hvor vi som præster skal bringe åndelige ofre.

Hvad er åndelige ofre? Ja, det er livgivende kærlighed. Det er at overlade hele sit liv og hvad der kommer ud af det til Gud, uden at lade andre end Gud bestemme over os. Åndelige ofre vil derfor også sige en hellig livsførelse i Guds tjeneste – Peter siger jo, vi er et helligt præsteskab.

Når vi lever, som vi lærer af Jesus og apostlenes lære, så bygges vi efterhånden op som levende sten.

Og vi kan ikke fornægte Peters ord, at den, der tror på Jesus, skal ikke blive til skamme, men at andre, som ikke tror, tager anstød og ikke vil lytte til ordet. Det svære er, at Peter ligefrem siger, at de var bestemt til at snuble. Det har vi det svært med, sådanne ord.

Paulus taler også om, at jøderne lod sig forhærde og ikke ville tage imod Kristus, så de som en gren blev skåret af stammen. Men samtidig taler apostlen om, at vi af hedensk afstamning på ingen måde skal hovere, for hvis vi ikke ydmygt bliver i nåden, så kan vi også blive skåret af træet, og jøderne kan igen komme ind i billedet.

Der er aldrig noget med, at VI er frelste, men kun at vi for Jesu skyld ved troen frelses, men gør vi os til af det, ja, så dømmer vi os selv. Vi har nemlig kun Guds tilgivelse og nåde ved at tage imod Jesus som en gave, ikke som noget, vi nogensinde kan prale af.

Lad os gå ud og tænke på os selv som levende sten. Lad os bede Gud vor himmelske Far altid bevare os som levende sten og ikke døde og kolde kristne. Det værste der kan være til er lunkne kristne, kolde er bedre end lunkne. Vi kan sagtens føle os døde, men altid må vi overgive dagen til vor Herre, følge i hans og apostlenes spor, og vide, at vi ved troen har del i Jesu opstandelses kraft, så Han i os kan vende død og kulde til liv og varme, så vi også vender os ud og rækker ud med ordet om Jesus til mennesker og verden, og gerne tjener andre i vores liv og færden.

Prædiken til 4. søndag efter trinitatis søndag den 13. juli 2014 kl. 9 i Tranebjerg og kl. 11 i Kolby kirke

Læsninger:
Romerbrevet 14,7-13
Matthæusevangeliet 5,43-48
(fra Jesu såkaldte bjergprædiken) 

Vær da fuldkomne, som min himmelske Fader er fuldkommen, slutter Jesus.

Og han siger, at vores retfærdighed skal overgå farisæernes, som gik efter at overholde en masse mere eller mindre selvopfundne regler for spisning og sabbatens overholdelse. Vi skal have del i en bedre retfærdighed. Og den får man ikke i tilgift til sin egen retfærdighed.
 
Nej, den bedre retfærdighed modtager man kun, når man er gået i stykker på sin egen gerningsretfærdighed, og det vil sige, at man står helt fattig og tomhændet over for Gud.

Den bedre retfærdighed er den, som Jesus giver. Den står i modsætning til den retfærdighed, man skaffer sig selv.

Jesus mener nemlig ikke, at disciplen endnu mere ængsteligt og samvittighedsfuldt end farisæeren skal beflitte sig på at overholde lovens bogstav.

I bjergprædikenen har Jesus én gang for alle afsløret den retfærdighed, man selv vil vinde, i al dens tvivlsomhed og forløjethed.

Over for loven, Guds lov, kan der kun findes en fuldkommen retfærdighed, ikke sådan en delvis eller relativ retfærdighed, det ville være en selvmodsigelse.

Denne fuldkomne retfærdighed kan alene bestå for Guds ubestikkelige dom, og intet menneske kan opnå den ved egen indsats, medmindre det menneske som Jesus ikke kender til synd. Derfor må hvert menneske tage imod denne fuldkomne retfærdighed som en gave.

Men at tage imod denne gave er ikke noget, vi kan gøre som noget forståelsesmæssigt alene, nej der må samtidig være en lydighed til at slå ind på den nye vej.

Jesus er ikke blot selv fuldkommen retfærdig, men han GØR også retfærdig.

Og den nye vej er Jesus Kristus selv. Den nye vej er discipelvejen, dvs. livsfælleskab mellem Mesteren og disciplen. I dette livsfælllesskab modtager disciplen Guds tilgivelse, det nye forhold til Gud, den gave, som hedder evigt liv, en ny tilværelse, et nyt hjerte. Ved at være knyttet således til Kristus, har disciplen den bedre retfærdighed, den, som gælder for Gud.

At være discipel betyder at have en Herre. En discipel, der vil gøre sig selvstændig, ville dermed ophøre med at være en discipel, selv om hans moralske rettesnor også nok så meget lignede den, vi kender fra Bjergprædikenen. Afgørende er og bliver livsfællesskab med Mesteren, og det beror ikke på en usikker fornemmelse.

Nej, det viser sig for det meste i meget håndgribelige situationer i vor hverdag.

Vi står uafbrudt overfor at skulle træffe afgørelser.

Ved helt dagligdags afgørelser viser det sig, hvem der er vores Herre.

Hvert øjeblik må vi vove at gøre det samme som Peter gjorde, nemlig trygt at sætte foden på bølgerne, når Mesteren kalder.

Ingen af os er alene, skriver Paulus.

Ingen af os er alene.

Men så tilføjer han: Ingen af os er alene, hverken når vi lever eller når vi dør.

Det er vores forhold til Gud, der gør, at vi ikke kan sige, at vi er os selv alene.

Vores forhold til de andre er rodfæstet i vores forhold til Gud. Vi hører Gud til i livet og i døden. Og Gud har sendt sin Søn, som døde og opstod, så han er Herre over både levende og døde.

Nu står Kristus mellem os og ethvert medmenneske.

Og nu forstår vi bedre, at for Jesus var det ikke i orden at hade sin fjende. Nej, du skal elske din fjende, bede for ham/hende.

Du er i et forhold til ham/hende, uanset om han eller hun bliver ved med at være din fjende. Han bad for sine fjender på korset: Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

Det umulige bliver muligt, når Kristus forvandler hjertet og fylder det med sin kærlighed.

Det handler om at overvinde sine hævnfølelser og endelig om at elske sine fjender.

Jesus formåede det, men han var jo også Guds Søn, kan vi sige. Men vi ser jo i beretninger fra de første kristne eksempler på dem, der virkelig elsker deres fjender, f.eks. Stefanus, den første martyr.

Hvad er en fjende? Den, der ikke vil dig det godt. Det er også den, der ikke kan døje den enestående myndighed, Jesus gjorde krav på.

Personligt fjendskab rammer det menneske, der ikke følger flertallets brede vej, daglig bagvaskelse, forhånelse, ja, ligefrem trusler.

Men samlet kan vi sige, at i NT er fjenden den, som er fjendtligt stemt over for mig. Jesus tænker slet ikke muligheden, at hans disciple skulle være en eller anden fjendtlig stemt.

Disciplens handlemåde skal ikke være bestemt af andre menneskers handlemåde, men af Jesu handlemåde over for en selv.

Kilden til, hvordan vi skal være, er Jesu vilje med vores liv.

Fjenden er den, der vedbliver at være mig fjendtlig stemt, trods min kærlighed; fjenden er den, der ikke tilgiver mig, når jeg elsker ham/hende, men blot håner mig endnu mere, når jeg gør alvor af at tjene ham.

Kærligheden spørger ikke om gengældelse, men efter det menneske, som har brug for kærlighed. Det gør især fjenden, der selv lever i had blottet for kærlighed.

Vi bliver ikke bedt om at føle noget særligt, men vi bliver bedt om at gøre noget bestemt.

Nemlig, at vise fjenden kærlighed, som var han eller hun min nærmeste.

Jo mere fjendtlig min fjende er, jo mere nødvendig er min kærlighed.

Elsk din fjende. Elsk din uven. Det er kristendom. Men vi kan ikke. Derfor døde Jesus, Guds Søn, for os, for at gøre det muligt.

Vi var selv Guds fjender, uvenner med Gud.

Vi gad inderst inde ikke Gud, men Gud gad os.

I Jesus ser vi, hvad det vil sige at elske sin uven.

En kristen skal ikke tillægge sig selv for meget værdi og ikke i alle ting tro, at han eller hun selv har ret og næsten uret.

Meget splid og meget fjendskab har sin oprindelse af, at mange mener, at andre må tåle noget af dem, mens de selv intet ville tåle og finde sig i, eller at de ubehageligheder og krænkelse, de i ord eller gerning forvolder andre, ikke have noget på sig, mens de derimod lægger stor vægt på alt, hvad der møder dem selv.
 

Når vi kommer i uenighed, tror vi aldrig, at vi selv har nogen del i det, men skyder al skylden på andre mennesker; de er underlige, trættekære og bitre; de har gjort det ene og det andet.

Men en sand kristen bør hellere tale imod end for sig selv i sin egen sag og ikke søge årsagen til uenigheden så meget hos andre som hos sig selv.

Jesus talte med alle. Han sagde lige ud, hvad der var forkert, men elskede samtidig de mennesker. Han så altid mennesker i øjnene.

For Jesu skyld er vi ikke længere uvenner med Gud, men Guds venner, Jesu venner.

Prædiken om at gå ind i sit kammer - ved aftengudstjenesten i Langør kirke torsdag den 10. juli 2014 kl. 19.30

Det er lidt underligt, at Jesus understreger det med at lukke døren og så bede til Gud alene bag en lukket dør.

Men det er det, der skal til, for at den enkelte virkelig kan samle sig.

Gud vil føre dig ud på en personlig rejse med udfordringer og bønhørelser.

Jesus kalder os hver især til at være hans discipel, som alene sætter lid til sin mester.

Som har benene solidt plantet på jorden, men også er parat til at gå på de ben hen til andre, når vi kaldes til det.

Nu er du kommet ind i dit kammer. Prøv at skabe et rum der, hvor du får for vane at sætte dig, bedst med en bibel og et bibelstykke. Bed en bøn som denne:

Herre, jeg er så tykpandet, så jeg har brug for at ting ramler ind i mig, så jeg kan se dem; vær venlig at åbne mine øjne og min ånd og giv mig lige det, jeg har brug for ud fra det, jeg læser nu!

Sådan bad en engelsk kvinde, Mary Butterwick, når hun kom hjem fra theposefabrikken, og langsomt fik hun en vision om at skabe et hospice. Det var en lang proces, men den begyndt helt konkret, i virkelighede helt jordnært med, at hun efter endt arbejde sad derhjemme med sin bibel, bad denne lille bøn, og så lod Gud om resten.

Hun begyndte dag efter dag med denne lille bøn. Det første der skete var at hendes voksede. Hun havde som barn gået i kirke, men nu var det som om fortællingerne i bibelen blev tydeligere for hende. Før havde hun kendt fortællingerne med hovedet, men nu gjorde hun det også med hjertet.

Hun havde samtidig mange spørgsmål, men det virkede som om Gud ikke havde noget imod dem. Og det vigtige var, at hun havde indledt en samtale med Gud.

Mary Butterwick have som ung arbejdet for hæren i England under anden verdenskrig. Dengang troede hun altid, at nogen eller noget passede på hende. Hun plejede at kalde det hendes gode fe og hun havde oplevet at heldet ofte var med hende, som hun mente skyldte hendes gode fe. Nu forstod og følte hun dette nærvær som Helligånden, som hun inviterede til at guide hende, og at det var Helligånden der gjorde, at hendes sjæl kunne lytte, at hendes hjerte kunne åbne sig og at hun kunne vokse i ånden.

I det ydre havde intet forandret sig, men indvendig begyndte Mary at få en overvældende følelse af kærlighed, som både beroligede hende og styrkede hende. Det var som om hun så på verden med helt friske øjne og hun ville så frygtelig gerne gøre noget for Gud, men hvad det skulle være, vidste hun endnu ikke.

Hun følte sig ikke længere alene eller bange.

Hun savnede stadig sin mand John, men hun havde forsonet sig med, at han var død, for dø det skal vi jo alle.

Men hun var stadig oprørt over, at han var død alene, uden at hun havde haft mulighed for at sige et sidste farvel, men nu så hun på hans død ikke som et farvel, men et ’far vel’.

Hun var nødt til at lære at lægge sine bekymringer i Guds hånd og stole på, at Han ville tage sig af dem.

Mary skrev altid noget i sin dagbog i forbindelse med sin bøn. Og en dag under sin stille time med bibelen og bøn, så begyndte hun at skrive – ikke længere om sine bekymringer om, hvordan hun kunne hjælpe en bestemt patient, men om et hus. Nej, det var ikke bare et hus, det var et hjem. Det var et stort hjem – lyst og dejligt. Med rummelighed, der gav en følelse af frihed til at le sammen, være alene eller hvad der var behov for. Det var et stort hjem, men også hyggeligt. Der var ild i pejsen, tykke tæpper på gulvene, dejligt sengelinned, bløde håndklæder. Der blev gjort noget ud af detaljerne med malerier på væggene og blomster i vaser på bordene og i vindueskarme. Det var et sted, der bød mennesker velkommen, hvor mennesker følte sig trygge og straks følte sig godt tilpas.

For Mary blev det begyndelsen på noget meget konkret, først et dagcenter for døende og deres pårørende, efterhånden det store skridt: et hospice.

***

Mary var på vej ind i en stor vision om et hospice, det blev hendes niche så at sige.

Hun kan være en rollemodel i sin trofaste brug af stilhed og bøn. Og hendes bøn er vigtig for os fortravlede mennesker i dag.

Vi må bede om, at noget ramler ind i os, så vi forstår, hvad Gud vil have os til at gøre.

Vi skal prøve at dæmpe vores trang til bare at gøre, handle, men give Gud mulighed for ved sin Ånd at påvirke vores dagsprogram

Og så handle på DET!

Der venter os en spændende rejse. Men også en rejse, som er væk fra vores selvcentrerethed. Og det er jo skønt.

Den engelske forfatter Kate Atkinson henviser i et interview i en avis forleden til en hel skole af kvantefysikere, der siger, at tid ikke er, hvad vi ellers gør den til. De mener ikke, at vi altid er på grænsen til noget nyt i en lineær tidsforståelse. For dem eksisterer al tid altid på samme tid i en kompliceret hvirvel af paralleluniverser.

Det citat kan sammenstilles med den bøn, Jesus har lært os: Komme dit rige!

Eller i bibelen på hverdagsdansk:

Må dit rige bryde igennem!

Bryde igennem nemlig vores lukkethed for Guds Ånd, hvad Gud vil med os.

Må din vilje ske på jorden.

Giv os det, vi har brug for i dag – også fokus på, hvad andre har brug for, at vi gør i dag, at vi får, hvad vi har brug for, for at kunne være der for andre.

Tilgiv os, hvor vi har svigtet,

ligesom vi selv har tilgivet dem, som har svigtet os.

Og det at være under Helligåndens vejledning følges op af en bøn om at blive befriet fra den Ondes angreb på os og de fristelser, han sender mod os.

---

Lidt om bibellæsning. Det kan jo gøres på mange måder. Man kan bruge redskaber så som en bibellæseplan (vis!).

Det kræver disciplin, men i grunden kan sådan en som jeg bare tænke på, hvor god tid jeg i sommer har haft til at se VM i fodbold.

Det gode ved at gøre det til en vane at bed og læse i sin bibel er, at det bliver en god vane, som krop, sjæl og ånd efterhånden ligefrem længes efter.

Vi er i vor tid på vej til at blive en slags maskiner, hvis vi ikke passer på.

Bibellæsning kan være et middel til at blive mere person.

Ved at læse om alle mulige personer igennem hele bibelhistorien. Og fornemme linjer i bibelen.

Bortset fra, at det virker dannende for os, som bliver mere og mere rodløse i maskinernes tid.

Prædiken 3. søndag efter trinitatis især ud fra Efeserbrevet 2,17-22

Prædiken især ud fra brevet til menigheden i Efesos kapitel 2 - her i oversættelsen "Bibelen på hverdagsdansk" - man kan i øvrigt læse hele denne bibel online på
http://www.bibleserver.com/start/DK (hvor der er også er adgang til forskellige andre oversættelser):

17 Jesus Kristus kom med budskabet om fred både til os jøder, der kendte Gud i forvejen, og til jer, som var langt borte fra Gud.

18 I kraft af at høre Kristus til har begge parter nu adgang til Faderen gennem én og samme Helligånd.

19 Altså er I ikke længere fremmede og udenforstående, men hører med til Guds nye folk.

20 Guds menighed er ligesom en bygning, der bliver opført på et solidt fundament, som lægges af apostlene og profeterne med Jesus Kristus som den altafgørende hjørnesten.

21 I kraft af at Jesus er menighedens Herre, sammenføjes de forskellige dele af bygningen og opbygges til et helligt Guds tempel.

22 Og i kraft af ham er I også blevet en del af den bygning, der er en ny, åndelig bolig for Gud.

”Gud har sendt mig for bringe godt nyt til de afmægtige og genoprette dem, hvis hjerte er knust. Jeg skal forkynde frihed for de fangne og løse de bundnes bånd.” Es. 61,1.

Sådan er Gud, sådan er Jesus.

Du er bundet – Jesus vil, at du skal være fri!

Du sidder i et fængsel, føler dig spærret inde – Jesus vil sætte dig på fri fod!

Du er afmægtig – han vil udstyre dig med sin kraft!

Dit hjerte er knust – han vil samle stumperne af dit hjerte, så du heles, genoprettes.

Jesus Kristus lod sig knuse på korset for os.

Den bygning af levende sten, som er hans værk, og har ham som den samlende sten, den bygning er ikke som andre bygninger.

Når vi ser på en byggeplads, ser det temmelig rodet ud, i al fald for os, som ikke kender projektet, og roderiet er så meget større, jo større byggeri der er tale om. En kolossal byggeplads ser kolossalt rodet ud med materialer liggende i store bunker her og der i en håbløs forvirring.

Engang i fortiden planlagdes Babeltårnet af dets ambitiøse initiativ-tagere til at være et mødested for gudløs selv-promovering.

Byggeriet gik hurtigt i stå og bygherrerne blev spredt ud i hele verden.

Tårnet blev en ruin af noget halvbygget, som et udtryk for, at kollektiv gudløs selviskhed fører ind i en blindgyde, fører til sin egen opløsning.

Sådan var det ikke med Herrens eget byggeri med levende sten.

I modsætning til dødt materiale ejer denne monumentale struktur kapacitet til vækst og interaktion.

Det holdes ikke sammen af kunstige skruetvinger eller klamper, hvor pres og modpres er den afgørende mekanisme, pres og modstand. Sådan er det ofte i kirken i det ydre, men ikke i Herrens byggeri, som er hans kirke med ham som arkitekt og bygherre.

Hver enkelts plads i helheden er forberedt. Enhver troende har sin egen niche at udfylde. Hos Arkitekten bag dette mesterværk af en bygning finder ingen kedelig konform struktur nåde, men han værdsætter derimod forskellighed som ikke ødelægges af uenighed. Idealet er for Arkitekten ’enhed i forskellighed’.

Og forskelligheden er stor – der er plads til både jøder og hedninger.

Hvis nogen skulle mene, at jøderne ikke har noget med kirken at gøre eller kan have noget med den at gøre, ja, så er det et frafald fra Jesu Kristi kirke, som tæller Jesus-troende af alle stammer og tungemål, og ikke mindst også kristne af jødisk herkomst.

Kirken har sin grund i Jesu Kristi korsfæstede legeme. Kirken er i den korsfæstede blevet en ny menneskehed, hvor den forbandelse, som adskilte Gud og mennesker, det fjendskab der var og den rene lovopfyldelse er brudt og hvor der bor den fred, som er Kristus selv.

Men kirken er endnu mere, den er den himmelske by og det himmelske hus, som samtidig er et legeme, altså Kristi legeme, og så er kirken også en institution bestående af enkeltpersoner, som frit slutter sig dertil.

Kirken er føjet sammen i Kristus, og konkret funderet på apostlene og profeterne i en bestandig vækst til et helligt tempel i Herren, intet mindre!

Mærkeligt nok er kirken på en og samme gang et færdigt byggeri, som dog samtidig vokser!

Der føjes hele tiden nye lemmer på legemet, kirken, og kirken befinder sig på den måde i Kristus hele tiden på vej til virkeliggørelse af den væsen, nemlig at være Guds bolig i Ånden.

Facaden af bygningen som sådan er symmetrisk, for det er selve profeternes og apostlenes tro, som giver bygningen dens symmetriske struktur. Der er ikke monoton ensartethed som ideal. Alle de varierende detaljer bidrager til helheden.

Om det er konger og profeter, fra øst og vest, patriarker eller efternølere i vore tider, tiggere og fattige til alle tider, babyer i moders arme eller hundredårige, ja, på Samsø 102årig, fremtrædende i samfundet eller folk der hutler sig igennem, lærde og analfabeter, farisæere og toldere, dem med en skarp tunge og dem med et svagt sind, de respekterede og de kriminelle, - alle sammen føjes sammen i denne helt ufattelige bygning.

Det er ikke sådan, at stenene gensidigt yder hinanden modstand, men i stedet sammenføjesalle de forskellige dele af bygningen harmonisk i kraft af at Jesus er Herren, og vokser til et helligt tempel i Herren.

Det kan faktisk godt være, at der sigtes til de enkelte bygninger eller menigheder, så vi kan sige: Ved Jesus Kristus som hovedhjørnesten sammenføjes enhver bygning og vokser til et helligt tempel for Herren. Altså, at der med ordene sigtes til hver enkelt menighed, at hver menighed sammenføjes i og ved Kristus, så at de enkelte sten (kristne) i ham samles til at udgøre en bygning, fordi han er deres fælles livsgrund. Og sådan vokser bygningen, indadtil og udadtil, til i ham at blive et helligt tempel, hvor Gud bor.

Alle de enkelte ’bygninger’ udgør altså tilsammen det ene tempel, den hellige almindelige menighed, som vi bekender i troen.

Herren er min hyrde og hvad deraf følger - prædiken til 2. søndag efter påske 2014 ved tirsdagsgudstjenesten i Tranebjerg kirke

”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes” – sådan lyder det ofte ved begravelser. Og i dag har vi hørt ordene fra salmen i sin helhed.  

De tidlige kristne gav sig til at kalde Jesus for Herren. De åbenbarede sig for dem, så de kom til tro på, at han er Guds enbårne Søn. Og at Han er ét med Gud Fader.

Så når der i det gamle testamente står ’Herren’, så betød det fra starten for de kristne både Gud Fader og Gud Søn, ja, og Gud Helligånd.  

Herren er min hyrde – altså Jesus Kristus. Og han tager det jo op, som vi hører: Jeg er den gode hyrde.

Der er mange farer forbundet med at være får og lam. At have en hyrde er det samme som at være under beskyttelse, at høre til, at vide at hjælpen er nær, når jeg komme i nød og elendighed.  

Jeg er tegnet med det hellige korses tegn i dåben, som en tatovering. Det betyder, at jeg ved, hvor jeg hører til.

Mange vil kæmpe om vore sjæle og stjæle os. Det advarer Jesus om. Pyt med legemet, som kan slås ihjel, men lad ingen nogensinde stjæle din sjæl.  

Nu er vi jo ikke i bogstavelig forstand får og lam, og slet ikke, forhåbentlig vilde dyr.

Det, der adskiller os fra vilde dyr er venlighed og ydmyghed.   

Han havde talt om sig selv offentligt gennem flere år, men nu hører vi, at de ledende blandt hans landsmænd alligevel er frække nok til at spørge ham forfra: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det lige ud.”

De talte svigefuldt, for om muligt at gribe ham på det ene ben. De havde ikke gode intentioner med deres spørgsmål. De vidste, hvad han havde sagt.  

De spurgte ikke for at lære af ham, men for at finde en fodfejl i hans ord, en knast de kunne hænge beskyldninger op på, om så bare et halmstrå.

De, der var mere besindige i folket og blandt lederne havde undervejs, når Jesus havde gjort sine mægtige gerninger sagt sådan noget som: ”En synder kan ikke gøre sådanne undere”, ”en dæmon kan ikke åbne blindes øjne”, ”ingen kan gøre sådanne undere hvis ikke Gud er med ham”. Derfor sagde folk også til hinanden: ”Mon ikke han er Kristus?”  

Jesus peger i sit svar på sine gerninger. Hvis de ikke tror ham, for det han har gjort, mægtige gerninger, hvad skulle hans ord da kunne gøre.

Derfor drager han den slutning, som de må indrømme er sand, at de hører ikke til hos ham. De vil ikke ind under hans herredømme, de vil ikke have ham som deres hyrde.  

De holder vandene åbne. Men den går ikke. Og de har altså med deres list valgt ham fra.

Jesus taler ellers om, at der er andre får end dem, som er jøder, at han vil samle andre flokke – det er en hentydning til verdensmissionen, som endnu ikke er til ende (bibelen er oversat til over halvdelen af alle sprog i verden).  

Men alligevel: Jesus prøver at provokere dem til at vende sig om og blive hans får.  

Og hvordan bevares vi nu som får hos den gode hyrde?  

Det gør vi, når vi lytter til hans røst og handler på det, han siger, hans befalinger.

Dåbs- og missionsbefalingen munder jo ud i, at vi skal lære alle folkeslag at holde alt det, Jesus har befalet. Så vil han være med os alle dage.  

Sådan beder apostlen for menigheden blandt hebræerne og siger: ”Måtte fredens Gud sætte jer i stand til alt godt, så I gør hans vilje…”

Lad os se nærmere på de ord!  

Gud er fredens Gud. Freden, han har til os består i at gøre, som han befaler, så bevares freden i os og blandt os.

Vi kan ikke gøre det gode af os selv, kun Gud kan sætte os i stand til at leve efter Guds vilje.

Og så er spørgsmålet: Hvad er Guds vilje?

Vi har i vores tid haft en stærk tendens til fra prædikestole at lade det stå hen i tågen, hvad Guds vilje er. Men Guds vilje er ikke noget ubestemt, men noget bestemt.  

Mennesker fra alle mulige kulturer, som ikke er kristne, har stor forståelse for, hvordan de bør leve for at ære og tækkes Gud.

Og apostlen lader os ikke i uvidenhed. Han opremser i det mindste fem helt konkrete ting, der hører med til at gøre Guds vilje.  

Jeg har hørt om en ny bog med kostråd, der netop er udkommet. Forfatteren blev interviewet, og det fremgik, at hun har 10 kostråd. Intervieweren syntes det var mange råd. I al fald har vi også de ti bud, men apostlen giver i slutkapitlet, lige før det, vi hørte læst, fem ting, der hører med til at gøre Guds vilje. Vi tager dem en for en.

1 Broderkærlighed. Altså indbyrdes kærlighed og venlighed. Det er ikke bare en følelse, men det koster mange gange meget. ”Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?” (1. Joh. 3,16ff).  

Og nu hører vi om helt konkrete måder at vise indbyrdes kærlighed.

2 Kærlighed over for fremmede eller gæstfrihed. Det kan handle helt konkret om at byde fremmede velkommen hos os og blandt os. Det kan handle om kristne, som rejser fra sted til sted. Og dem har vi jo mange af i form af fritidssamsinger og turister. Men de/I er jo mange af jer næsten ikke fremmede!  

3 Huske på dem i fængsel for deres tro, og på dem, der mishandles eller bare behandles dårligt. Enhver, det sker for, som lider en eller anden form for nød.

4 Respekt for ægteskabet, være tro mod ens ægtefælle. Ægteskabet er guddommeligt givet, så derfor må det ikke forurenes af en 3. part mellem ægtefællerne. Det handler også om ikke at være utro, at begære andre.  

5 Tanken om begær leder umiddelbart over til en anden slags begær: nemlig begær efter gods og guld. ”Hvor meget er den mand værd?” Sådan kan man sige på engelsk, og mener egentlig: Hvor rig er den mand? Hvor meget ejer han?

En kristen leder må være fri af pengekærlighed, for som det heder: Kærlighed til penge er roden til alt ondt. Det giver alle slags gnavende bekymringer. Den grådige kan aldrig falde til ro, være lykkelig, men vi skal i stedet for VÆRE TILFREDSE, nøjes med det, vi har. ”Gudfrygtighed sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv, siger apostlen. Husk: vi kom tomhændet ind og skal gå tomhændet ud af livet. Så lad os nøjes med føde og klæder.  

Disse fem ’råd’/befalinger giver apostlen os altså.

Holder vi os til hyrden, så vil vi også arbejde på at holde os til ham på enhver måde, og det indbefatter ikke mindst disse fem ord, vi har hørt.  

Så kommer løftet: Ingen skal rive mine får ud af min hånd.

Når vi altid arbejder på at følge vores hyrde og hans befalinger, så sker der det under, i små og store ting, at han velsigner vores liv, udfrier os af problemer, og selv udvirker i os, hvad der er ham til glæde, og dermed til glæde for os.

Prædiken påskedag 20. april 2014 med historien om Alexander Selkirk

Den 2. februar 1709 blev sørøveren Alexander Selkirk, fundet på den ubeboede ø Más a Tierra.

Han og kaptajnen, som samlede ham op på øen, blev interviewet af en Woodes Rodgers, som nedskrev den fantastiske beretning. I over fire år levede han alene på øen. Han var raget uklar med sin kaptajn. Han havde fået klæder, køretøj, en flintebøsse, lidt krudt, kugler og noget tobak samt en huggert, en kniv, en bibel, nogle småting, navigationsinstrumenter og nogle bøger.

Han byggede sig et par hytter, og ud over at skaffe sig føde beskæftigede han sig med at læse, synge salmer og bede, så han hævdede at have været en bedre kristen i sin ensomhed, end han havde været nogensinde før eller siden. Efter den første fortvivlelse tog han ordentlig fat på at leve, der var masser af krebs og geder, og han kunne lave en udmærket kødsuppe af, for fårekødet lugtede ikke så ramt som vores (det er altså engelske får). Han havde holdt regnskab med fårene og vidste, at han havde dræbt 500 og fanget mange flere, som han havde mærket i øret og sluppet fri igen. Da han ikke havde mere krudt tilbage, fangede han dem ved at løbe dem op til fods. Hans levemåde og evindelige vandringer og løb havde fjernet ethvert overflødigt pund fedt på hans krop, så han løb forbløffende hurtigt gennem skoven og op ad klipper og bakker. De folk, der fandt ham, opholdt sig nogen tid på øen. De havde en bulldog, som de sendte ud sammen med adskillige af deres hurtigste løbere for at hjælpe ham med at fange fårene, men han løb både hund og mænd trætte, fangede gederne og bar dem tilbage til dem på ryggen. Han fortalte, at hans adræthed under gedejagterne engang nær havde kostet ham livet, for han havde forfulgt en ged med så stor iver, at han fangede den på kanten af en afgrund, som han ikke havde været opmærksom på, da den havde været skjult bag nogle buske. Han faldt ned i afgrunden sammen med geden, og der var langt ned. Han var så omtumlet og kvæstet ved faldet, at det var lige før, han var omkommet. Da han kom til sig selv, opdagede han, at den døde ged lå neden under ham. Han lå der et døgn og var derefter lige med nød og næppe i stand til at kravle tilbage til hytten, der lå halvanden kilometer derfra, og her måtte han så ligge og sunde sig i ti dage.

Da hans sko efterhånden var gået slidt op, klarede han sig uden og hans fødder blev så hårde, at han kunne løbe overalt uden vanskeligheder, og det varede et stykke tid, før han kunne gå med sko, efter at de havde fundet ham. For da hans fødder i så lang tid ikke havde været vant til sko, svulmede de op, da han atter begyndte at gå med dem.

Da han kom ombord på deres skib, var han så uvant med at tale sit eget sprog, at de knap nok kunne forstå ham, for han udtalte kun ordene halvt.

***

Beretningen er skrevet ned 3 år efter, at Selkirk blev samlet op af et skib. Eller 7 år efter, at han var landet på øen.

Der var ingen særlig grund til nedskrivningen andet end den utrolige historie, det var.

Og mange skrev derefter historier ud fra den virkelige historie. F.eks. romanen om Robinson Crusoe.

Evangelierne er nedskrevet lang tid efter begivenhederne. Mellem 30 og 60 år efter.

De første disciple og kristne var ikke optaget af skriveri, men af at forkynde Jesu opstandelse og alt, hvad han havde gjort og nu gjorde for menigheden.

Der var heller ikke mange, der KUNNE skrive i deres kreds. Mange var fiskere og lignende. De havde slet ikke tid til at tænke på papyrus og blæk. Eller havde de? Det ved vi strengt taget ikke. De har måske skrevet stikord ned, for at huske det, Jesus havde sagt og gjort. Men papyrus er i stor stil gået til, det er nærmest et mirakel, hvis noget har overlevet de mange århundreder. Så strengt taget ved vi ikke, om de skrev en hel masse ned ret hurtigt, ligesom med Selkirks historie.

De fire evangelier er jo ikke kommet ud af ingenting, men af tidligere mindre bøger og samlinger af mundtlige fortællinger. Og lad os huske: Selv 60 år er ingenting i menneskers hukommelse og erindring. Stormen på Dybbøl for 150 år siden kender vi masser af historier om. Jo længere tid der går, jo mere nøjagtigt ved vi, hvordan det hele foregik, ved at stykke alle beretningerne sammen.

Lad os tage en pige født år 20 e.Kr. Hun var 13 år, i konfirmationsalderen, da Jesus døde. 60 år senere var hun 73 år gammel. Alting står lyslevende for hende. Hun har hørt kvinderne fortæller og fortælle, og mændene fortælle og fortælle. Jo, hun var der ikke ved graven, men hun har hørt det fra mennesker, som hun elskede og stolede på.

***

Tænk, hvor let det hele var, hvis vi ligesom med Selkirk bare havde én beretning, eller fire beretninger, som var fuldstændige enige om alting. Men det havde jo været utroværdigt. Jo ældre vi bliver, jo dårligere kan mange huske præcis hvordan tingene foregik, rækkefølgen, antal af mennesker, vejret, og kan godt komme til at blande flere begivenheder sammen. Det hører man så tit, når folk taler om deres livs højdepunkter, at folk kan strides om detaljer. Men netop derfor er de troværdige vidner til deres eget liv.

---Hvis der er noget, de fire evangelier: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes er enige om, så er det, at graven var tom påskemorgen. Den var tom. Og at Jesus blev set efter sin død, ikke som et genfærd, men levende og talende.

Én gang for alle skal det her siges følgende: Hvis de fire evangelier ord til ord var enige om alle detaljer og i rækkefølgen af det, der skete påskemorgen, ville det kaste en stærk mistanke på øjenvidnerne, nedskriverne og måske også udgiverne af hele Ny Testamentes beretninger for aftalt spil.

I stedet finder vi, at de fire evangelier er utrolig forskellige netop i, hvad de fortæller om påskemorgen. Ikke desto mindre er der ingen slinger i valsen: De troede ikke blot, at graven var tom, men at Gud havde opvakt Jesus fra de døde. Og uden den tro har Ny Testamente slet ikke mening.

Nu er vi befriet fra angsten for døden. Vi har intet at frygte, vi der tror på den korsfæstede med genopstandne Herre og Frelser. Vi er fælles med ham om liv og fred, lys, kraft og herlighed, vi er i troen på ham sikre på, at vi skal møde ham en dag. At døden kun er en dør indtil herlighed i hans rige.

***

Mit eget vidnesbyrd er, at troen på den opstandne Herre bærer mit liv oppe. At Han gang på gang har fået mørke skyer, trængsler og lidelser og tab til at svinde ind i ved Hans kraft. Ikke som noget meget overnaturligt, men som noget meget virkeligt. Som jeg ved, at jeg ikke var kommet igennem uden Hans hjælp, uden Hans kraft, uden troen på, at Han er opstanden og har magten over alle magter, der vil fordærve mig. Han har magten over synden, så synden ikke skal få lov til at regere i mig, selvom synden gør sit graverende arbejde i mig, som i alle, så er Han dog den Herre, som kan tilgive og fjerne og rense mig for synden og gør den magtesløs ved hans blod på korset, ved hans blod, som nu på en herliggjort måder ruller i hans årer.

Han har overvundet selve dødens magt med sin egen død.

Han har besejret Satan og alle hans ånder. Det kom han for at gøre, drive dæmoner ud, og gjorde det, og gør det stadig.

Hans opstandelseskraft bevirker, at jeg ikke behøver at være bange for noget som helst andet end at gøre andre og Gud fortræd.

Læs mere