Prædiken langfredag den 18. april 2014

Langfredag 18. april 2014 kl. 11
i Tranebjerg kirke

Læsninger:
Davids Salme 22,2-22a
Profeten Esajas 52,13-53,12
Johannesevangeliet 19,17-37

Salmer der citeres i prædikenen:

Salmebogen nr. 210
1 Syng højt, min sjæl, om Jesu død!
Han faldt ej sejerløs,
thi hans »fuldbragt« så mægtigt lød,
at Helved skjalv og gøs.
2 Det kors, der rødmer af hans blod,
som vidste ej af svig,
en trappe er til tronens fod,
som står urokkelig.
3 Syng højt, Guds folk: Det er fuldbragt,
vor frelser sejer vandt,
al verden ham er underlagt,
hvis blod på korset randt!
4 For Jesu navn hans fjender fly
og styrte for hans sværd,
mens kronen vinker over sky
den mindste, ham har kær!
Isaac Watts 1707-09.
N.F.S. Grundtvig 1837.

Salmebogen nr. 211 (sunget stående til sidst)

Mel.: Frands Wormordsens håndbog 1539
1 Lad vaje højt vort kongeflag!
Lad flyve korsets banner!
Til heltedød på sejrens dag
det sine kæmper danner.
2 Påmind os kun, vort sejerstegn,
om Herrens død og pine!
Thi under hver en himmel-egn
derved han frelste sine.
3 Afbild os kun det korsets træ,
hvorpå vor frelser hængte!
Derunder kun det ly og læ
vi fandt, hvortil vi trængte.
4 På dødens Hovedpande-fjeld,1
alt med hans hænder rene
vor håndskrift for en bundløs gæld
blev naglet til dets grene.2
5 Og da med vand udrandt hans blod
af gennemboret side,3
det væld udsprang af træets rod,
hvori vi tvættes hvide.
6 Korsfæstelsen af synd og død
er heltedåd til livet;
til trøst og håb i al vor nød
er tro derpå os givet.
7 Så vaj da højt, vort kongeflag!
Spred vinge, korsets banner!
Til heltedød på sejrens dag
du dine kæmper danner.

Venantius Fortunatus omkr. 600.
N.F.S. Grundtvig 1837.

1 Golgata
2 Kol 2,14
3 Joh 19,34

Korset er sejrens tegn.

Påmind os kun, vort sejerstegn, om Herrens død og pine! Thi under hver en himmel-egn derved han frelste sine.

Og korset danner sin kæmper til heltedød på sejrens dag. Sejrens dag – det er Jesu død på korset. Det er langfredag.

Han har sejret over synden. Synden skal ikke længere regerer i os. Kristus giver os det, der gør, at vi i vores daglige liv kan lade det gamle, tvære menneske gå under og dø, og lade det nye, skønne, menneske opstå, udrustet med Kristi opstandelses kraft.

Det glemmer vi alt for ofte i vores daglige trummerum.

Så bliver vi fokuseret på kvaler, på hvad livet har gjort ved os i negativ betydning – som om vi ikke selv har alt at sige i den sag. Vi er ved dåben forenet med den korsfæstede, ja, korsfæstet med ham; vort gamle menneske er korsfæstet med Kristus på korset. Det billede skal vi se for os. Det befrier os fra bindingen til følgerne af det gamle menneske. Korset skal altså danne os til heltedød. Det gamle menneske skal dø, det nye menneske i os, lever i Jesu opstandelses lys og kraft.

At dannes til heltedød ved Jesu kors – hvad mon det betyder? At vi i al fald lader os danne af korset til helte, der er parat til at efterfølge vores Herre, lige meget hvad følgerne måtte blive.

De første kristne døde for deres tro, ligesom deres Herre, i en fast overbevisning om, at døden her intet har at betyde, for vi skal opstå, som han opstod.

Men for os hverdagskristne, der ikke bliver vidner om Kristus med vores blod, så gælder dog også, at vi skal kæmpe til blodet i vores liv.

At leve i efterfølgelse af Kristus vil sige at give afkald på så meget for at blive grebet endnu mere af Kristus, at han må fylde endnu mere i vores liv.

Der mangler så meget fylde for mange, så der skal skrappe midler til at holde tomheden og leden og ligegyldigheden på afstand, eller bare have det lidt sjovt.

Vi hører i den sidste salme, vi skal synge, at vi kan opfatte os selv som helte, eller potentielle helte, eller som kæmper, eller kæmpende på en slagmark.

Slagmarken er vores daglige liv med hinanden. Slagmarken er vore hjerter. Slagmarken er der, hvor det afgøres, om vi vælger det gode frem for det onde. Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, det onde, jeg ikke vil, det gør jeg, sådan lyder et nyformet ordsprog af apostlen Paulus. Kun korsets kraft i opstandelsens lys kan gør noget ved det.

Og give motivationen til at gøre noget ved det.

Men så kan nogen måske sige: Der er så mange lidelser hos mennesker, så hvad skal vi med tanker om at være hverdags-helte eller kæmper?

Måske siger nogen: Mit liv er fuldt af sygdom og trængsler, så jeg kan ikke nyde livet med glæde. Jeg kan heller ikke erkende Guds godhed i skabningerne, og jeg kan heller ikke være Gud taknemmelig for hans mange gode gaver. Mit liv er en stor elendighed.

Svaret er: Mange nyder utrolig mange velgerninger af Guds hånd, men sætter ikke pris på dem, men klager idelig over trængsler og kors, uden at modregne Guds godhed og forsørgelse dag for dag.

Lazarus var så elendig som nogen, kastet ud foran den rige mands hus, og hundene slikkede hans sår. Mange mennesker har tunge trængsler og kors, men dog hus og hjem, seng, mad, drikke, og måske ligefrem pleje og opvartning af sine nærmeste.

Andre mangler alt dette, men Gud opvækker mennesker, som alligevel tilbyder dem deres omsorg, og det jeg siger, er sandt.

Andre igen mangler virkelig alt, men det er mit vidnesbyrd, som enhver kan benægte, men det er mit vidnesbyrd, at Gud ikke lader dem, der frygter og elsker ham, være uden himmelsk trøst i trængsels-tider og åndelig hjælp. Gud har forordnet trøst selv for de elendigste og mest forladte mennesker. Han har skænket dem forjættelsen om det himmelske, evige liv. Han har kaldet dem til sin kær Søns, Jesu Kristi samfund og fællesskab, og overført dem i Hans rige. Han har beseglet dem med Helligånden som pant på det evige liv. Han har sørget for engle, der betjener det menneske. Og Gud har befalet sin kirke at sørge for at være dem til trøst.

Det kan godt være, at et menneske nu for tiden er så elendig, at han slet ikke har nogen jordisk trøst, men måske har han haft det tidligere, i sin ungdom måske eller senere, men har misbrugt den. Måske har han aldrig takket Gud af hjertet for hans gaver, for alle de goder og bekvemmeligheder, der er blevet ham til del.

***

Lige meget hvordan du og jeg har det lige i øjeblikket, så er det tid til at vende blikket mod den grundlæggende sejr, Kristus har vundet for os over synden, ja, også over døden, og over Satan og hele hans slæng af onde ånder.

Som vi sang: Jesu ord på korset: Det er fuldbragt, var så mægtigt, at Helvede gøs og skælvede.  

Og korset er blevet en dejlig trappe til Guds trone, og den trone står urokkelig, lige meget hvor meget der rokkes her, og hvor meget vi forsøger at rokke ved det hele med vor tvivl, angst, irritation, hån og spot.

Han, der var pint til døde, faldt ej sejerløs, synger digteren.   

--- Når jeg kom på, at sejr skulle være emnet til langfredags prædiken i år, så var det vel allerede kommet ind i valget af de salmer, jeg har nævnt, men det kommer igen af, at jeg en dag fik øje på, hvilket ord, der står skrevet på Frants Jacobsens gravsten lige uden for Besser kirke. Jacobsen begyndte som præst i Nordby sogn, men blev siden præst i Besser sogn, og provst. Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus. 1. Kor. 15,57.

Den sejr, vor Herre Jesus Kristus, giver os, var hans sejr over synden, fordi han døde bort fra synden, en død, vi er kaldet til at dele med ham, døden bort fra synden, altså ikke længere at lade synden regere i os og med os.

Derfor er dødens brod taget bort. For korsdøden var også sejr over døden, for Kristus er blevet oprejst, opvækket fra de døde som førstegrøden af de døde.

Prædiken skærtorsdag 17. april 2014

Skærtorsdag den 17. april 2014
kl. 11 i Besser kirke
og kl. 14 i Nordby kirke

Hvad viser os mere end noget andet vor Herres kærlighed til os?

At han tager fat i det allernærmeste, brødet, for at vi kan have fællesskab med ham. Spis det, det er mit legeme!

Når vi er skuffet over, at han ikke for længst har gjort noget ved verden og er kommet tilbage på himlens skyer og har fuldendt sit rige synligt, så løfter han os op, for vi har nemlig altid brødet ved hånden, og i kirken siger han til os: Dette er mit legeme.

Så jeg er hos dig, håndgribeligt, selvom om I må vente med at se mig.

Sådan forbinder han det dagligdags med sit nærvær. Er han os nær i hverdagen? Ja, og ved nadveren giver han os sit brød, sit legeme, som styrker til dagevis, uger.

Hvad mere viser mere end noget andet Jesu kærlighed til os?

At han også skænker vin op til os. Glædens drik, som opløfter. Løfter helt op og ud af mørke og frygt og angst og ind i hans paradis. Han løfter os ud af vor hverdags fortrædeligheder, og af dagens trummerum.

Han deler sig selv så fuldstændig med os, så vi får lov at drikke hans vin, hans blod. Han skaber ro i vore urolige liv og hjerter med sit blod. Det er det blod, som også randt på korsets træ.

Det kan godt være, at nogen synes, det er barbarisk. Men udgangspunktet for os skal altid være: hvad vil vor venlige Herre gøre for os? Hvad befaler han os at gøre? Så fortæller han det: Jeg vil frelse dig ved at udgyde mit blod for dig og for verden til syndernes forladelse.

Hvis en nu siger: Nej, den måde kan jeg ikke acceptere, hvad da? Så opsiger mennesket sit fællesskab med sin Herre. Det er det, vi lærer tydeligt i dag, hvor vi har hørt om fodvaskningen: ”Hvis jeg ikke vasker dine fødder, har du ikke lod og del i mig, Peter”.

Hverken Peter eller nogen anden kan stille betingelser for, hvordan de synes det er i orden for Jesus at hjælpe os.

Peter vil ikke have Jesus til at vaske sine fødder. Men det er et enten-eller.

Enten fuldt fællesskab med Herren på den måde, eller slet intet fællesskab med ham, end ikke et brudstykke.

Og kære menighed, prøv at mærke efter: der er hvile for trætte tanker, for ambitiøse tanker om at forstå alt med hovedet og så det passer til tidens ånd. Der hvile i at tage imod det, Herren giver, uden at opstille egne betingelser eller ved at lave forskellige forbehold.

Det er nemlig en kval, vi så let giver os hen til: at ville være herre over Herren. Fortælle ham, hvordan og hvorledes.

Eller vi vil rent ud bestemme, hvordan Gud skal være, ellers vil slet ikke have med ham at gøre. Eller der siges i vores tid, når noget i den gamle tro virker anstødeligt: Sådan en Gud kan jeg ikke have med at gøre!

Nogen siger også: en Gud, der kan være vred, kan jeg ikke have med at gøre.

Det med at Jesus skulle være død for vore synder, kan jeg ikke acceptere, han døde for os, men ikke for vore synder, siger nogen. Han døde ikke i vores sted.

Altså: både at Gud kan være vred, og han gør noget ved sin vrede og forsoner sig med os, ingen af delene kan nogen i dag frejdigt sige, at de ikke kan have med at gøre. Kun Jesus som forbillede.

Men så har uroen, vantroens uro taget magten og sat troen på porten uden for, hvor troen må græde over sin forvisning ud i den moderne verdens mørke.

Men da dør den sidste glød af tro i os, for da tror vi kun på os selv og vore tanker.

Ligesom folk til alle tider egentlig har gjort: savet et stykke træ ud, hugget en sten til, og gjort den til sin gud, som de har tilbedt.

Tidens tand gør det af med sådanne hjemmelavede guder. DE går i stykker, mister måske et øre eller næsen eller armene eller benene. Sådan er gudebilleder og Jesusbilleder lige så foranderlige – de er på mode for en tid, så finder folk på noget nyt.

Men Gud ske lov, at Jesus Kristus i går, i dag og i evighed er den samme, uanset hvordan folk snedkerer deres billeder af ham.

Og i slægt efter slægt er han den samme, til han kommer på himlens skyer for at dømme levende og døde, tilbyder han os igen og igen sig selv i brød og vin.

Hvad er den store, stærke trøst i alt mørke, i al tvivl om det hele, i fristelsen til at give verden ret, den verden som er ligeglad med Herrens nadver og som spotter os for at tro, at han kommer igen og synligt lader sig rige dukke frem af skyerne?

Det er, at Herren selv har indstiftet sit brødet og vinen til at være hans legeme og blod.

Så i nadveren smelter hans og vort liv sammen, så er han hos os, hvad verden end siger, hvad tvivlen end siger i dit bryst, da er Herren virkelig i os. Som dødens overvinder, overvinder af enhver art af død og mørke, først og fremmest den åndelige død og det åndelige mørke. Der, ved nadverbordet, forvisser Gud vor Fader os om, at han har friet os af mørkets magt og flyttet os over i sin elskede Søns rige. Guds Ånd er til stede med Åndens glød i vore hjerter.

Så har vi hver især fået givet lod og del med vor Herre, når vi følger hans befaling og modtager hans legeme og blod, men så er vi også skyldige at vaske næstens fødder, ofre os for næsten, ofre os til næsten, tilgive, opbygge, trøste, lindre, bede for hinanden.

Prædiken palmesøndag om Marias tro den 13. april 2014

Palmesøndag d. 13. april 2014 kl. 14.00
i Nordby Kirke

At tage ansvar for sin overbevisning. Det er hvad Maria gør. Hun lader det ikke blive ved smukke tanker i hjerte. Hun lader ikke bare tiden gå.  

Nej, hun handler på sin overbevisning.

Hun har fået troen på, at Jesus virkelig er konge af Guds rige, at han virkelig mener det, når han har sagt, at han skal lide, dø, begraves, men derefter opstå og indgå til sin herlighed.  

Alt det tror Maria på. Hun er kommet til en fast overbevisning.

Tro er netop en fast overbevisning. Den udvikler sig gennem årene.   Men det kræver, at der er noget at udvikle. Troen kommer jo ikke af sig selv. Den kommer af det, som høres, det som læses, det som der tænkes videre over.

Når det gælder det daglige arbejde i alle mulige stillinger, så høres, læses og tænkes der videre i det uendelige over svære, komplicerede ting og sager. Jeg er fuld af beundring for menneskers evner inden for snart sagt hvilket som helst område, erhverv, eller stillinger.  

Den samme holdning skulle vi indtage over for troen. Den udvikler sig ikke, hvis ikke vi hører evangeliet, igen og igen. Dovenskaben med hensyn til tro går ikke.

Så udvikler troen sig ikke. Så går den i hi på et bestemt udviklingstrin, måske konfirmationstidens.

Men det har jo aldrig været meningen.  

Nej, troen er en levende ting, som konstant er i bevægelse, med at lære, med at høre, med at anvende det hørte.

Vi har måske længe i kirken prædiket meget om at vi har vore syndernes forladelse for Jesu skyld, og så er der ikke mere at sige – i grunden. Men intet kan være mere forkert. Som Jesus siger: Vær fuldkomne, som jeres himmelske Far er fuldkommen! Gå ad den smalle vej, som fører til livet, ikke den brede vej, som fører til fortabelsen! Lær af mig!   

Og: Alle skal være oplært af Gud. Det er slet, slet ikke meningen, at troen skal være en særlig evne for uddannede teologer. Sådan er det desværre på mange måder kommet til at tage sig ud.

Men Maria kan i dag minde os om noget andet.   

Og hvis ikke hun havde handlet på sin tro, hvad så? Ja, så havde vi været meget fattigere. Hun ødsler med sine penge i form at den dyre velduftende olie. Hun ødsler med sin tro. Hun bruger, hvad hun har. Hver en evne.

Og hun er ligeglad med, hvad de andre tænker. Hun sætter sig ud over det tyranni, som er ’hvad de andre mon tænker?’  

Sådan bør hun være en rolle-model for os alle. Hvordan kan vi leve vores tro ud – ødsle med det, vi har fået givet?

Ofte vil vi føle de andres ’du er vel ikke blevet hellig?’ eller ’du skal ikke stikke ud, heller ikke med din tro’.

Men det gør Maria. Hun stikker ud. Så meget, så Judas på vegne af alle disciplene gennemhegler hende for det, hun gør.

Hun hengiver sig i sin tro. Judas bliver på overfladen, og det kostede ham livet til sidst.  

Hun hengiver sig i tro, og hendes tro forstærkes derfor. Hun svigter ikke. Hun er der for sin Herre, i tykt og i tyndt, ved hans korsfæstelse og ved graven påskemorgen, og får lov at være den, der derfor først ser den Opstandne.

***

EFTERTANKE

Der går en lige linje fra de dage, hvor Jesus blev fristet i ørkenen, til palmesøndag, hvor han red ind på æselryg.

Han sagde nej til at tage magten med vold her i verden.

Hvorfor dog ikke?

Fordi det var hans mening at give afkald og tage en tjenerskikkelse på.

Og vi skal også tjene hinanden, som han gjorde.

At tage tjenerskikkelse på betød, at han måtte lide døden i vort sted, oven i købet en forsmædelig død på et kors som en almindelig forbryder.

Intet ophøjet var der over det. T værtimod.

Gud vil frelse os ved korsets dårskab.

Undsiger vi korset som centrum, undsiger vi også den korsfæstede. Ja, korsfæster ham på en måde igen.

Gud vil frelse os ved korsets dårskab. Gøre de vises visdom til skamme.

Og de vise kan være hvem som helst, som betragter sig som klogere end Gud.

At følge efter Jesus kan betyde tab af ære, tab af anseelse, tab af alt muligt, fordi korset er en dårskab for verden. Navnlig hvis vi som menighed står fast og siger: Vi vil som Paulus ikke vide af noget andet end Kristus som korsfæstet for vore synder.  

Udsnit fra prædiken holdt 6. april 2014 i Besser kirke: Om Kim Phuc, den 9årige pige, hvis foto gik verden rundt, da hun løber bort fra napalmbomberne over hendes by i Vietnam. I dag er hun lidt over 50. Hun kom til Canada, læste i bibelen og blev kristen. Hun lærte sig trods sine daglige smerter og sit enorme had at tilgive. Nu er hun venner med ham, som koordinerede angrebene på hendes by dengang!

Her er nogle links til historien om Kim Phuc - først på dansk:
http://da.wikipedia.org/wiki/Phan_Th%E1%BB%8B_Kim_Ph%C3%BAc

Her er et link, hvor man kan høre Kim Phucs historie:
http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=91964687

Her Kim Phucs historie på engelsk:
http://www.ericfolkerth.com/wheneftalks/files/thelongroadtoforgiveness.html

The Long Road To Forgiveness (The Kim Phuc Story)

Jul/13/2008 04:41 PM Filed in: Angels and Pins

Every so often, I find one of the "The I Believe" podcasts that is so compelling that I just have to pass it along to you. That happened yesterday, as I was driving along listening to an episode of the great NPR series.

What came up on the iPod was the incredible story of Kim Phuc.

You have seen a picture of Kim. It was when she was nine-years-old, and running down the road between Phnom Penh and Saigon. She is naked. Her clothes have been burned off by a napalm bomb. She is crying. She is, to a generation, simply "the girl in the photograph."

She's an adult now, living in Canada with children of her own, and her essay for "This I Believe" has the enticing title of "The Long Road to Forgiveness."

I remember when I first saw "the picture." It was in a book of photographs from Life Magazine that we had around the house. Kind of a "best of" photo-collection from their history.

I remember at the time finding it hard to imagine that the picture was real. Apparently, so did Richard Nixon.



My excuse was that I was a child at the time (in fact Kim and I must be within a year of the same age) and photos like that were my first introduction to the horrors of war. It didn't seem possible. It didn't seem conceivable that anyone would hurt innocent children like that. But not only did people hurt them, they hurt them with the assistance ofourpeople...our government. There is something about a single image like that can help shape your conscience, and stay vivid in your brain.

Here's how she describes that moment in her essay:



Kim had an incredibly rough life after the photo was taken. She was hospitalized for 14 months, and endured dozens of surgeries. When the photo became an international sensation, she went from obscurity to a living propaganda tool of the Vietnamese government. They used her and her terrible story for years for their political gain.

She describes this period in this way:


Years later, abroad on a study leave, she and her husband defected from Vietnam and ended up on Canada, where they live to this day.

Kim claims it was a conversation to Christianity in 1982 that allowed her to do that most difficult of all things. In her essay, Kim says it this way:





In 1996, Kim was invited to a ceremony at the the Vietnam Veteran's Memorial in Washington. There, as she learned how "The Wall" had become a pilgrimage site for Americans still dealing with the war's effect, she met one of the men most responsible for her plight: Captain John Plummer, an American who helped coordinate the air strikes on her village.

Yes, in a most powerful and moving moment, Kim was even able to forgive him. They remain friends to this day.



You can learn more about Kim by listening to her essayhere.

Or, if this link goes dead,hereis the NPR link.

I suppose Kim's story strikes me as poignant and beautiful because of its power just on it sown. But I suppose it also strikes me because this need to overcome hatred with love, anger with forgiveness, simply continues to grow in our time.

We are in the midst of a new war. There are dozens of Kims out there right now who will, for the foreseeable future be struggling, with their own mounds of hatred, "as high as a mountain."

It's that kind of hatred that leads to the modern terrorist, of course. And the violence that begets more violence simply increases unabated in our day. When I think of all the violence and anger running lose in society today, it truly frightens me. In fact,that is the only thingthat frightens me about our world.

The solution to all of it, of course, is always before us. The different path --where love overcomes hate, peace overcomes war-- is always choice we can make at any time.

But, that solution will always strike us as naive. Yet it is only naive if we fail to realize the hard work it takes, the "long road" that it is. Make no mistake: forgiveness, love, reconciliation is only a path for the truly strong.

So, it may sound naive, but it seems to me Kim Phuc speaks truth in the closing words of her essay. They are about her time, but they are also so terribly relevant to this time too:

Prædiken til Mariæ bebudelsesdag 6. april 2014

Denne prædiken blev holdt i Nordby kirke, hvor der også var barnedåb.

Farven lyseråd er valgt, fordi de var en lille pige, som blev døbt ved gudstjensten!

Jeg takker Gud af hele mit hjerte, sang Maria, da hun vidste, at hun ventede sit barn.

Sådan må vi alle øve os i at takke, både fædre og mødre, som venter deres barn, og alle, der har fået børnene må takke for dem.

Tænk hvor meget glæde forældre får gennem deres børn – tak!

Maria fik fra starten af at vide, at der skulle følge hårde tider med det barn, hun skulle føde. Der skulle følge sværd, og det sværd ville også trænge gennem hendes hjerte.

Børnenes nød rører forældrenes hjerter som var et sværd trængt derind.

Lad os være taknemmelige for børnene. Og bede for dem, at Gud må velsigne dem og bevare dem fra alt ondt.

Jeg takker Gud af hele mit hjerte, sang Maria. I den officielle oversættelse hedder det: Min sjæl ophøjer Herren.

Ja, for gennem hele Marias takkesang er der en rød tråd. At Gud står de hovmodige og stolte imod, men giver de ydmyge nåde. Når vi ser ned på andre, ser vi ikke op og takker Gud. Og da nedbøjer Gud os og lærer os at ophøje Gud og tage glad imod livet af Guds hånd.

I Bibelen bliver de stolte igen og igen præsenteret som Guds fjender.

Deres modsætning, de ydmyge, handler ikke om at nedgøre sig selv, men om dem, som er fattige på en eller anden måde.

Fattige på magt,
fattige på selvbestemmelse,
måske fattige i ånden,
måske fattige på den måde, at de ikke har ordet i deres magt, de kan ikke komme til orde,
andre undertrykker dem så let som ingenting,
og ingen lægger mærke til, at det sker.
 
Det kan være enkeltpersoner eller grupper,
der er stedt i den situation.

I Israel var der en lille gruppe, som håbede og ventede, at Guds Salvede skulle komme med Guds rige. Maria tilhørte den kreds. De var ofte rent faktisk fattige. Vi ved at i de tidlige menigheder var der ikke mange fornemme og kloge hoveder.

Og lad mig citerere apostlens ord:
"M en det som er dårskab i verdens øjne, det udvalgte Gud, for at gøre det stærke til skam, og det som verden ser ned på, udvalgte Gud for at gøre det, som ER noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud."

Men det er trygt og godt sådan, for ellers bliver vi jo bare overfladiske. Det er godt sådan, for det skaber grobund for ægte taknemmelighed over, at Gud tager sig af os. Også midt i plagsomme ting. Der er noget helbredende i at være taknemmelig.

Glæden følger lige i hælene på taknemmelighed som to, der vandrer afsted sammen. Som Maria siger lige efter at hun har takket, så siger hun: Min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

Guds hjælp er altid til stede for dem, som frygter ham, udbasunerer Maria.

Vi lever i en tid, hvor tro og vantro brydes. Mange udtaler offentligt, at de tror og hvordan de tror. Andre udtaler, at de ikke tror på Gud, og hvorfor. Der er ligesom et slør der trækkes væk, og det er tid til at vælge side, og gøre det med mandsmod og hjerte.

Ikke mindst når vi til tider kan føle, at troen er ved at dø ud, at der ikke er noget, der flammer, men kun aske og måske i bedste fald nogle gløder. Men kære menighed, hvis nogle gløder opbevares, så kan de bringe en ild frem på jorden igen. En konfirmand vidste, at man kan gemme ild i noget fyrsvamp.

I gammel tid havde man forskellige måder at gemme en glød længe. Sådan gemmer Guds gløder af ilden i vore hjerter og vor menighed, selvom det ser ud, som om der kun er aske tilbage.

Lad os bede Gud puste til gløderne under asken, at vores menighed må leve op, at vi selv må leve op som Guds børn og Herrens efterfølgere.

I dåben modtager vi Guds gode Ånd, så derfor, når vi kalder på Ham, lader Han også noget ske i os, vækker gløderne til flammer.

Gløden var vakt til live i Maria i hendes mægtige takkesang. Det gløder med ord, som kan synes både for store og for små i vores verden.

Så lad os dvæle lidt ved hendes ord:
Gud har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem som er hovmodige i deres hjertes tanker; nedstyrtet mægtige fra tronen,
ophøjet de ringe, mætte de sultende med gode gaver,
sendt rige tomhændede bort.

Hvad hører vi her? Alt bliver sagt som noget, der allerede er sket i fortiden. Det er set med de øjne, at Gud i Jesus Kristus opfyldte alle sine dyre løfter i sin pagt med Israel og resten af verden. Jesus er endnu foster, men Maria ser frem til Hans hele gerning for verden. Hans korsfæstelse og opstandelse er de gerninger, hvor Han opfylder sine løfter.

Nu er hjælpen altid parat. Hvor vidunderligt, hvor trygt. En er død for alle, og har sejret over døden med din død. For Han var skyldfri og døde for skyldige, og den skyldfri er ikke underlagt døden, så derfor har Han bragt udødelighed og uforkrænkelighed for dagen.

Derfor har dåben også både opstandelsen og korsfæstelsen som fortegn.

Korstegnet beskytter, vi bliver indlemmet som får i Herrens fåreflok. Så selvom vi forvilder os ud, hvor vi ikke synes der er vej tilbage, så når vi kalder på Hyrden, så bærer Han os sikkert på sin skuldre hjem til sin fårefold, til indhegning, i tryghed for ulve. Når vi sådan ligger på Hans skuldre, er vi trygge, og ulvene kan godt nok hyle ad os, men ikke nå os med deres tænder.

Sådan er dåben, indgangen til den trygge indhegning og fårefold.

Ja, nogle af de gamle kirker betragtede netop kirken som sådan en fårefold eller indhegning.

Om lidt skal vi synge salmen ”Alle mine kilder skal være hos dig.” Den salme skal ledsages af en lille oplysning.

Inspirationen kommer fra Davids Salme 87 vers 7, hvor det hedder: Alle mine kilder skal være i dig! Det er blevet forstået forskelligt, men salmedigteren vælger at forstå ordene sådan, at Gud taler til menigheden i Israel, og til os som Kristi menighed.

Alle mine kilder skal være hos dig!

Altså dåben har Gud givet i vores midte, og det er profeteret i Davids Salme, sådan mener salmedigteren.

Det er en skøn tanke. Sådan har kirken haft dåben som Guds kilder midt iblandt sig i to årtusinder. Kilder. Altså frisk vand, friskhed fra Gud til legeme, sjæl og ånd.

Guds kilder skal være hos jomfru Maria, og Guds kilder skal især være hos Jesus, ikke mindst fra det øjeblik, hvor han ved Johannesdåben blev indviet til sin gerning.  

Johannes sagde, at Jesus skulle døbe med Helligånd og ild, det er ’åndsbadet’, som i ’nådens dage’, i Jesu levetid genfødte apostlene og den første menighed, som det klarest viste sig på pinsedagen (v. 4). Siden da er livskilden i den kristne dåb (v. 5), som ikke blot genføder menigheden, men lægger grunden til hele skabningens genløsning (v. 6).

***
Undersøg selv nærmere salmen nr. 441 i salmebogen nedenfor:
1 Alle mine kilder skal være hos dig!1
Det var Guds-ordet i gamle dage
til det folkefærd uden mage,
som bar på vor Herres moder hos sig
2 Alle mine kilder skal være hos dig!
Det var Guds-ordet i tidens fylde,
da han fødtes, som engle hylde,
da Jomfru Marie ham bar hos sig
3 Alle mine kilder skal være hos dig!
genlød røsten fra Himmel åben,
Fader-røsten ved Jesus-dåben:
Min Søn! Jeg har velbehag i dig. 2
4 Alle mine kilder skal være hos dig!
Det er Guds-ordet i nådens dage
til det bad, som er uden mage,
Ånds-badet, vor Herre bar i sig
5 Alle mine kilder skal være hos dig!
Det er Gud Faders den høje tale
til den dåb, som i jordens dale
vor Herre han bærer skjult i sig.
6 Alle mine kilder skal være hos dig!
Af dig genfødes skal jord og himmel,
folks og tungers og stjerners vrimmel
med alt, hvad jeg evig bar i mig!
N.F.S. Grundtvig 1856-60.

1 Sl 87,7
2 Matt 3,17

Prædiken 3. søndag i fasten 22. marts 2014 om lysestagen, der kan flyttes, om den mistede første kærlighed og iver

Prædiken søndag d. 22. marts
til 3. søndag i fasten

Tekstens farve er lille, fordi det er fastetid!

Læsninger:

2. Mosebog om dansen om guldkalven

Johannes' Åbenbaring 2,1ff: brev til menigheden i Efesos om at have mistet den første kærlighed/iver

Johannesevangeliet 8 om at skulle vælge mellem at have Gud eller Djævelen til 'Fader'/Gud.

***

Kan lysestagen også flyttes fra os? Det må være det spørgsmål, som kommer først i dag.

Sandelig om ikke folket truedes af at miste Herrens velsignelse, da de lavede en guldkalv og tilbad den og kaldte den deres Herre og Gud.

Sandelig om ikke Herren Jesus truer folk i Jerusalem og omegn om, at de har valgt side, hvis de ikke tror på ham, at de har valgt Djævelen til deres Gud og Herre, hvis de ikke tager imod Jesus som Guds Søn, som har det evige liv i sig og er den, der alene kan give det til hvem der følger ham.

Sandelig om ikke det er sket, at lysestagen blev flyttes fra menigheden i Efesos, som vi hørte om. Det gjorde den. Det gør ondt langt ind i sjælen at høre om det. Dog Gud ske lov, så er lysestagen ikke slukket, men står i Guds paradis. Der har den stået i århundredernes løb, og nu ved dagenes ende er Herren så småt i færd med at sætte lysestagen frem i den gamle jødiske menighed, for nu fremstår der kristne menigheder rundt om i Israel, som synger, lovpriser, bekender og beder på det tungemål, som vor Herre selv talte.

Det lys, der kommer derfra, ved vi slet ikke, hvad vil betyde for hele kristenheden, men at det er et vidunder, der ikke kan udtrykkes i ord, er sikkert og vist.

Men hvad så med lysestagen hos os – kan den også flyttes bort? Ja, ordene er profetisk også talt til os i Danmark, i gamle Europa. Vi er selv ved at afvikle vores menighed. Måske siger vi, at vi samler os i større mere passende og såkaldt bæredygtige enheder. Men den slags sker jo, hvis menigheden for længst har valgt at blive borte. Så er det menigheden, og ikke lysestagen, som er blevet borte!

Og hvad truer så os som menighed, så at lysestagen flyttes væk? At vi har mistet den første kærlighed.

Den første kristne menighed opstod blandt Jesu folkefæller i Galilæa og Judæa. Uden deres kærlighed til deres Herre og til Hans ord, var der ikke sket det under, at evangeliet var blevet båret viden om rundt langs det meste af Middelhavet, den daværende bedst kendte verden.

Men da apostlenes tid randt ud i anden og tredje generation, skrev Johannes sit brev med Herrens bebrejdelse om, at den første kærlighed havde de svigtet.

Menigheden holdt grundigt fast i troen overleveret fra apostlene, men kærligheden – den var kølnet betydeligt. De havde fået nok i sig selv. Den kristne kirke i det jødiske folk forsvandt, så der knap var nogen tilbage, som på hebraisk priste Jesus som Messias, Guds Salve, Himmerigs Konge, som blandt os bor.

Lysestagen flyttedes da.

Men som sagt er det et mægtigt håb for os alle i, at jøder rundt om bliver kristne, selvom der blandt nogle kristne i Europa hviskes om, at det er noget miskmask. Dem om det, surmuleri er kommet for at blive, men Gud ske lov og pris, fordi Han har magten over døden, også en folkemenigheds død.

Også magt over vores folkemenigheds indskrumpning og død.

Styrken i menigheden i Efesos dengang var den rette tro, altså troens renhed og afværgelsen af al forvanskning af kristendommen. Faren var, at det førte til forhærdelse og stivnakkethed. Det var også der, Israeliterne var endt, i stivnakkethed.

Det kan være, at det er lykkedes os at holde selve forvanskningen af den kristne tro fra livet. Men måske er vi endt i en åndelig narkose, som menigheden stadig slumrer i. Den dåbsfriske kærlighed til Herren er stivnet til vanekristendom.

Den store åndelige afgørelse og kamp, som hele Åbenbaringsbogen udmaler i resten af bogen er nøje forbundet med den kæmpende og bekendende kirkes daglige liv.

Kampen i det daglige liv for at forblive Guds børn i tro og gerning. Derfor forsager vi også Djævelen, Fanden, Satan, den Onde eller hvad navn vi vil give Guds fjende og modstander, som går omkring som en brølende løve og kun har det ønske, at finde nogen at opsluge og fjerne permanent fra fællesskab med Gud og Jesus.

Satan prøvede vor Herre på de måder, der skulle kunne friste netop Jesus allermest. Sådan også med os. De fristelser, der kommer over dig og mig, vil være tilpasset netop os. I fristelsens time må vi altid sige: Gå din vej, Satan! Pak dig! Jeg vil ikke være dit barn! Jeg tilhører den korsfæstede og genopstandne Herre og Frelser, Jesus Kristus, og ham vil jeg tjene i liv og til min dødsstund, hvor han vil tage min ånd til sig i sit paradis, til den store dag, da han lader legemerne i gravene forvandles i den store opstandelse. Amen.æ

Så lad os bede om, at Gud vil tænde kærlighedens glød i vore hjerter, kærligheden til evangeliet, til vores Herre, til vor broder og søster i troen, så mennesker må se lyset i lysestagen og sige: Her er godt at være, der vil vi også samles og tilbede den eneste sande Gud og hans eneste sande Søn, Jesus Kristus, og modtage fylden af Guds Ånd, som gør os duelige og livskraftige til al god gerning i vores private daglige liv og færden og til det, der tjener opbyggelsen af Guds kirke blandt os.

Prædiken om jalousi/misundelse 11. marts 2014 kl. 16.30 i Tranebjerg kirke

Prædiken
over fortællingen om Kain og Abel
(1. Mosebog 4).
Inddragelse af Jakobsbrevet 1,9-16
og Lukasevangeliet 22,24-32.

Hvad er der med Kain?
 
Ja, han er ikke i harmoni med sig selv. Han er jaloux.
 
Hvad betyder det at være jaloux? (Nu bruger jeg ordet 'jaloux, som mest drejer sig om vrede over, at en person vender sig væk fra en til en anden, så ordet 'misundelig' er måske mere præcist - se fortsættelsen og tænk/mærk selv efter!)

Det er at ville have mere end det, man selv har. At ville være mere, end det man er. At ville være den anden, ikke sig selv.
Hvis Abel er stor i det, han gør, så vil Kain være stor i stedet for Abel. Men det kan ikke lade sig gøre. For Abel er Abel og Kain er Kain. Derfor må han rydde Abel af vejen.

Vi går ikke for det meste rundt og myrder hinanden, men mord er det, der foregår i hjertets had og misundelse over for andre.
 
"Søg ikke at blive stor; hvis du er tilfreds med at tjene, bliver du i sandhed stor.”  Sådan kan man oversætte det Jesus siger om at tjene.
 
Disciplene ville jo også være mere og større end hinanden. Læg mærke til, at de er ligeglade med folk langt væk, som de ikke kender. Nej, dem, de vil overgå, er – deres ligemænd. Deres nærmeste kammerater og kolleger. Misundelsen, jalousien, hører hjemme i vores nærmiljø. Hvis din kammerat kan noget, du ikke kan, så kan jalousien gribe om sig inde i dit indre, i mit indre. Jamen, det er din kammerat! Lige meget, jalousien er ligeglad.
 
Det kan gøre ondt at opleve en kammerats fremgang, evner, storhed – sådan kan stikket komme i hjertet på tidspunkter, hvor man må skamme sig dybt. For netop når kammeraten har gjort eller sagt noget utroligt fint og skønt, så slår jalousien til. Som et vilddyr.

Og så er vi tilbage hos Kain. Synden lurer ved døren, Kain, siger Gud til ham. Som en løve parat til at sønderrive dig. Jalousien slår dig ihjel, Kain. Du må vogte dit eget sind. Du vogter ikke din bror, men så vogt i det mindste dit eget sind! Sådan vogter du for resten din bror, når du vogter dig selv!

Hvordan vogte sig selv? Det kan vi bruge fastetiden til at arbejde og bakse med. At se ned på vore dårlige tanker om andre og om os selv. Én ting er sikker: hvis vi ikke vogter os selv, så lader vi vilddyret i os få frit løb, så lader vi os friste af begæret i os, af jalousien i os, og begæret tager til, fylder mere og mere, når det først har fået lov at undfange i os, og når begæret føder, er der kun død i det.

Harmonien er borte. Vi kan ikke længere trække vejret frit. Tager jalousien fat i sindet, er det ligesom hvis en glød får fat i noget brændbart, så der pludselig opstår en ustyrlig brand. Og vi er fortabt i vores følelse af jalousi.

Hvad skal vi så gøre? De gamle sagde, at så handlede det om at sige alle bogstaver i alfabetet, vi siger, at så tæl til hundrede, og kristne har i situationen rådet til at bede fadervor. De ortodokse kristne beder og beder Jesus-bønnen: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig, en synder!”

Både fadervor og Jesus-bønnen minder os om, at vi er syndere – alle. At vi har brug for Guds nåde og barmhjertighed. At vi ikke er langt fra at miste troen, når selv Peter kun beholdt troen, fordi Jesus bad for ham. Om noget viser Jesu forbøn for Peter, at vi kun holdes oppe af Guds nåde og godhed mod os. Vi holdes oppe af en anden end os selv. Ham, som vi tjener, Jesus Kristus og hans Fader.

Da Kain gik ud i verden, gav Gud morderen et mærke på panden, som beskyttelse, når nogen ellers ville dræbe ham. Vi er i Guds øjne alle mordere, fordi vi har i hjertet fra tid til anden dømt nogen til døden i vores hjerte, eller været jaloux eller begæret det eller den, vi ikke må begære.
 
Gud har tegnet os med sit mærke på panden, korsets tegn, som beskyttelse mod os selv og sådan, at vi er beskyttet mod, at andre vil fordømme os som dem, der ikke er noget værd.

Korsets tegn gør, at vi ikke skal gå og tortere os selv og gå og hade os selv, fordi måske andre gør det. Korsets tegn står mellem os alle som tegnet på, at Guds Søn måtte dø for VORE synder, dine og mine, ikke tænkte synder, men virkelige, afgrundsdybe synder.

Konfirmanderne skal male en konfirmations-ikon. En har valgt ordet: Gud, vær mig synder nådig! Og vi talte om farverne, han kunne bruge til sin ikon: lyseblå og rød. Blå som himlen: vær ikke bekymret! Guds elsker dig! Rød som blodet, der randt for os syndere på korset og giver os nyt håb, en ny dag, en ny begyndelse.

Lad os med de tanker gå igennem disse uger i fasten frem mod påske. Når vi ikke sådan fordømmer os selv eller andre, men beder Gud om at være os nådig og udslette vore synder, så kan vi finde balancen, sådan at vi hverken tro for meget eller for lidt om os selv, sådan at vi ikke hader os selv, men kun hader synden, ja, måske lærer at se på synden, f.eks. jalousien og sige til den som til et vildt dyr:

"Du jalousi! Er du nu der igen! Jeg kender dig desværre alt for godt! Jeg kan ikke kæmpe mod dig, du er for stærk, men jeg tænker efter, at jeg er elsket af Gud som jeg er, at Gud ikke vil, at jeg skal være en anden, som jeg så gerne vil ligne, eller som jeg ikke under at være den han eller hun er. Når jeg tænker sådan om den anden, så kan jeg lade ham eller hende være hende/ham, og dig, jalouisi, kender jeg siger: bliv i din lænke, for Jesus, min Herre, har faktisk bundet dig ved at tjene os og lære os bare at være tjenere og være store i og med vores tjeneste."

Og det er en god tjeneste for Herren at bruge fastetiden til at afstå fra dårlige tanker og synd. Måske lytte mere og tale mindre. Måske indrette tider, hvor vi slet ikke taler. Nej, hvor skønt med perioder uden snak! Jesus talte vist ikke med mange derude i ørkenen i de fyrre dage.

Vi kan bruge fastetiden til at få tid til at tænke efter. Give plads til noget andet end i dagligdagen. Måske halser vi, uden at vi tænker over det, efter nogle krav og meninger, som binder vore kræfter på usund måde. Hvis vi øver os i at se på os selv med kærlige øjne, med Guds kærlige øjne også, så kan vi måske unde os selv tid til stilhed og bøn.
 
At sidde hver dag ikke bare i fastetiden, men året rundt, med en bibel og/eller en god opbyggelig bog, måske med en salme, bede for venner og fjender, bede for os selv. Så kærligheden må vokse indbyrdes hos os. Og ud til verden.
 
Og så gå ud og styrke vore brødre og søstre!

Prædiken på fastelavns søndag 2. marts 2014 kl. 14.00 i Kolby kirke

Fastelavns søndag
2. marts 2014 kl. 14.00 i Kolby kirke

Se, vi går op til Jerusalem!

Vi. Vi er ikke alene i lidelse længere.

Han er med os i det, vi lider.

Han led for os og er med os i vor lidelse.

Hans død og opstandelse for verden var det, Skrifterne i tilsløret form pegede hen på.

Disciplene forstod ikke noget af det.

Jo, de forstod jo sikkert, at Jesus SAGDE, at han skulle lide, dø og opstå efter Skrifterne.

Men de forstod ikke med hjertet – endnu.

Det kom de senere til. Og alligevel er de med i hans trup på vej til Jerusalem.

Sådan også med os.

Vi er med i hans trup. Vi er udtaget i dåben.

Men måske fatter vi kun stumper af, hvad det hele betyder. Fordi det tager tid, nogle gange hele livet, at få hjertet med.

Begyndelsen på at fatte noget er det at hengive sig i tro på Gud og hans udsendte Søn.

”I dine hænder befaler jeg nu min ånd” hedder det i Davids Salme. Ord, Jesus sukkede på korset til sidst. Hans tillid og hengivelse til hans Fader var total, og han vil inddrage os i den hengivelse og tillid.

Fordi der er livets velsignelse i at gøre det.

Lydighed i hengivelsen til Faderen, det var det, Jesus stod for og giver videre til os.

Hvis vi er for stolte til det, kommer vi heller ikke nogen vegne, men må netop gå vore egne veje. Alene.

Det ’vi’ Jesus taler om, er i en simpel lydighed over for ham og Faderen. Hvad enten vi forstår meget eller næsten ingenting. Blot at vi følger ham, fordi vi fornemmer, at her er sandheden, her er kærligheden, her er trofastheden, her er et håb, som aldrig gør til skamme. Og er det ikke rigeligt til at følges med ham på livets vej?

Så kan vi forliges med, at vi her kun erkender stykkevis, som Paulus siger det.

At vi her ser som i et spejl, uden at skue Gud direkte.

Det gør heller ikke noget, for forstand og fornuft er fine evner, vi har fået, men er der ikke kærlighed i det, så er det hele ingenting, støv og aske og kaos.

Én gang har Gud vist sig for mennesker, så det var til at se, nemlig da han fremtrådte som menneske i Jesus. Hvis vi skifter ordet ’kærligheden’ ud i Paulus’ lovprisning af kærligheden, skifter det ord ud med ’Jesus’, så rammer vi det, Paulus mener. Kun Jesus var og er kærligheden helt og aldeles.

For hvis vi hører ordene om kærligheden som udelukkende noget, vi skal forsøge at leve op til, så bliver det en ny lov. Og loven bringer os ikke frelse eller syndernes forladelse, men kun til erkendelse af vor synd, magtesløshed i forhold til altid at vælge det gode.

Der er en stor afslapning i at tilskrive alle disse ord om kærlighed Jesus. Så kan vi vandre side om side med ham, som er kærligheden, og hele tiden få del i hans kærlighed, så vi lidt efter lidt, nogle gange mindre, andre gange mere, lader hans ord og liv ændre vore ord og vort liv.

Kærligheden er tålmodig – som han var tålmodig, selvom hans nærmeste venner ikke fattede en brik. De blev ikke afvist – ud af klappen med jer – men han sagde sit: Se, VI går til Jerusalem – trods alle svigt.

Kærligheden hidser sig ikke op, bærer ikke nag, glæder sig ved sandheden.

Vi ved, at Jesus lod sig udskælde og slå, uden at slå igen.

Vi ved, at han har lært os at elske vores fjende, bede for ham/hende.

Som han selv bad for sine fjender, da han til sidst hang på korset: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!

Sådan skal vi også bede.

Alt kommer an på, om vi tager alt dette til os i hjertet, lader troen slå dybe rødder i vores hjerte.

Blot at holde nogle ting for sandt i det ydre, hjælper os ikke, men at vi går med hele vejen gennem livet som hans følgesvende.

Det er et enormt trygt sted at være.

Men også meget krævende. For der er ikke plads til selvmedlidenhed eller doven tro.

Der er plads til en tro, der beder Jesus røre ved vores liv, forandre det, lade kilderne springe med hans liv, fordi han nu lever og kan give os del i opstandelsens kraft.

Tale ved fastelavnsgudstjenesten i Nordby kirke 2. marts 2014 kl. 11.00

Dialog mellem Snapper og præst -

Snapper er den, Sigurd Barett taler med i sine bibelhistorier

Nu skal I høre: I dag er det fastelavns søndag. Og jeg kan se nogen af jer er klædt ud. Nogen har også en maske på.

1. :/: Kan du gætte, hvem jeg er? :/:
kan du gætte, hvem jeg er?
For jeg har fået maske på
misk, mask, maske på
Kan du gætte, hvem jeg er?

2. :/: Kan du gætte, hvem jeg er? :/:
For jeg har fået næse på
Nis, nas, næse på
Kan du gætte, hvem jeg er?

3. :/: Kan du gætte, hvemjeg er? :/:
For jeg har fået jakke på
Jik, jak, jakke på
Kan du gætte, hvem jeg er?

Jeg tror godt, jeres venner og forældre og søskende kan gætte, hvem I er.

SNAPPER: Ja, det er meget godt, men hvem er jeg så? Ved du det?

PRÆST: Jamen, du hedder Snapper. Måske de andre tror du er klædt ud, er du det?

SNAPPER: Nej, sådan ser jeg bare ud! Men hvad med dig, er du klædt ud, eller ser du bare sådan ud?

PRÆST: Jo, på en måde er jeg klædt ud, det er jeg hver gang, jeg er præst ved en gudstjeneste, når et barn skal døbes f.eks. Men jeg ser bare ud, som jeg gør, jeg har ikke maske på.

SNAPPER: Godt, men skal vi ikke høre, hvad børnene med masker på hedder?

PRÆST: Det kan vi godt. Vi kan prøve spørge, men måske vil de ikke svare, for de vil helst være skjult i dag! Nu kan vi prøve. Vi spørger … Hvad hedder du? Vi kan nemlig ikke gætte det!

… EVT. SVAR

SNAPPER: Men hvad skal vi høre om nu?

PRÆST: Jo, nu skal du høre, vi skal høre om Jesus, der bliver døbt.

SNAPPER: Jeg kender også nogen, som blev dyppet, det var en søndag i en kirke.

PRÆST: Det hedder ikke dyppet, men døbt!

SNAPPER: Døbt, ja. Altså jeg kender en, som blev dyppet i kirken.

PRÆST: Nej, det hedder døbt, ikke dyppet.

Men nu skal vi høre om, hvordan Jesus blev døbt.

Evangeliet læses (Matth.)

SNAPPER: Helligånden kom ned over ham som en due. Er det derfor, der er duer ved nogle af bænkene?

PRÆST: Ja, Snapper, det er det. Kan du se, hvor fint de er pyntet. Det har Majken og flere af hendes venner gjort. Er de ikke flotte?

SNAPPER: Jo, de er så flotte. Må man tage sådan en med hjem?

PRÆST: Jo, Snapper, det må man godt, men de skal hænge på bænkene, til gudstjenesten er færdig. Så må man gerne tage sådan en due med. Vi håber, der er nok til alle. Ellers må børnene i al fald få en due med hjem.

Folk kom for at blive døbt af Jesus’ grandfætter Johannes. De skulle holde op med det forkerte de gjorde. Hvad vil du have, vi skal gøre, spurgte folk ham. Jo, hvis I har to skjorter, skal I give den ene til ham, som ikke har nogen, og hvis du har nok at spise, skal du dele med ham, der ikke har.

Så var der folk, som skulle kræve skat af folk. De spurgte også om det samme: I må ikke tage imod bestikkelse eller opkræve mere, end I er berettiget til, og stikke pengene til jer selv, sagde Johannes.

Hvad så med os, spurgte soldaterne: I må ikke være rå og brutale mod folk, og når I er i fjendeland, må I ikke plyndre. I må nøjes med jeres løn.

Så var det, at Jesus kom for at døbes.

Men Jesus havde jo ikke gjort noget forkert, der var intet ondt i ham, som der er i alle andre.

De skulle døbes nede i vandet for at de kunne forstå, at ligesom man vasker sig, når man er snavset, for at blive ren, sådan skal man vaske sig åndelig talt og så sørge for ikke at blive snavset mere.

Johannes Døber kaldte sin dåb ”omvendelsesdåb til syndernes forladelse”.

Når folk steg op af vandet igen, var de til mode, som om deres gamle tilværelse var skyllet af dem, og livet lå helt nyt, rent og klart foran dem.

Folk tænkte, om Johannes måske var den ventede Messias, men det sagde han nej til:

”Nej, jeg døber jer i vand, for at I skal vende om. Men efter mig kommer en, som er mægtigere end jeg – jer er ikke engang værdig til at løse hans sandalrem. Han skal døbe jer med Helligånd og ild.”

Det vidste Johannes, fordi en profet har sagt om Jesus: ”Herrens Ånd skal hvile over ham”.

Se, indtil Jesus trådte frem her ved dåben i floden, var der ikke nogen, der vidste noget om ham, kun de allernærmeste. Vi ved ikke det mindste om de år.

En dag dukker han op ligesom ud af den blå luft, hos Johannes ved Jordan mellem alle de andre mennesker, der ville døbes.

Johannes var ikke meget for at døbe Jesus, for han syntes, han selv trængte til at døbes, ikke Jesus. Jesus sagde bare: ”Lad mig dog komme til. Sådan opfyldet vi Guds hele vilje.” Så døbte Johannes ham.

Da vandet løb hen over hans hoved, skyllede hele hans fortid bort: hans hjem, hans arbejde, alle de år i hans liv, der er glemt. Og da han rejste hovedet igen, så han lige ind i et skærende hvidt lys, som om verdensdybet var flænget, og han så ind dér, hvor lyset bliver til. Han mærkede en susen ligesom af vingeslag, som når turtelduerne kommer flyvende til landet med forårsvinden i ryggen. Og ud af lyset og vingesuset hørte han en stemme sige: ”Du er min Søn, den elskede, du er min glæde.”

Siden da er duen blevet et billede på Helligånden, Guds Ånd, der skabte verden og bevæger den, som er åndedraget i vore lunger og i fiskenes gæller og bladenes grønne munde, lyset i vor forstand, magten i vor glæde, styrken i vor tillid og vort håb. Og derfor er der tit anbragt en udskåret due over prædikestolens lydhimmel i kirken. Den er menighedens bøn om, at præsten må tale med ånd og sandhed.

SAMMENFATNING

Duen er tegn på fred.

Nu kan du og jeg hvile os, når duen svæver over os. Duen er Helligånden, som kommer til os lige så pludselig, som duen viste sig på en skyfri himmel, da Jesus blev døbt.

I dåben har vi fået Helligånden som gave. Hvad betyder det? At Guds Ånd er hos os. Når vi beder og takker Gud og Jesus, så forstærkes Guds Ånds nærvær hos os.

Og er vi kede af det, kan Guds Ånd lige pludselig få dig og mig til at blive glade.

Og når far og mor skændes, så kan Guds Ånd også gøre noget ved det. Det kræver, at vi alle gerne beder Gud om hjælp.

Ellers kan hjælpen ikke komme.

Når vi sådan beder, så kan Gud skabe en ny fred, hvor der var ufred.

Den fred hedder også syndernes forladelse. At vi siger undskyld til hinanden, når vi har gjort noget ondt eller forkert. Gud har nemlig også i dåben givet os adgang til at få syndernes forladelse i hverdagen.

Endelig giver Gud os i dåben del i det evige liv. Vores liv her er allerede begyndelsen på det evige liv. Eller: det evige liv er i gang hos den, der tror på Gud og Jesus og lever i den tro.

Altså: I dåben har vi fået tre store, store gaver: Helligånden, syndernes forladelse og det evige liv.

Derfor er det også at vi tænder lys, for i dåben har Gud tændt lyset. Når vi holder os til Gud, når vi beder til ham og modtager livet af Guds hånd, så vil Guds lys også skinne gennem os til verden. Så vil flere og flere tro på Gud og Jesus.

Prædiken til Septuagesima søndag 2014

Prædiken
over Matthæus-Evangeliet 25,14-30:
Lignelsen om de betroede talenter

Dom og frelse går over verden. Jesus taler om både det ene og det andet.

Dom har vi ikke lyst til at høre om. Det kan nogle gange opleves, som om dommen af tidsånden er blevet afskaffet, for Gud er god, og så kan han ikke også holde dom.

Jeg siger det her, for vi kan ikke forstå dagens lignelse, hvis vi ikke tager imod hele Jesu ord og budskab til os.

Og det budskab indeholder både et kald ind i Guds rige, men også en dom over os, når vi afviser Guds rige.

Ja, dommen gennem hvert menneskes indre.

Jesu modstandere så let på det indre menneske. Det udvendige var det, der talte.

Og Jesus bruger et ganske forfærdeligt billede på det: I sier en flue fra, som er faldet ned i jeres drik, men sluger en kamel!

Den kamel, som de slugte, og som vi skal vogte os for at sluge, er det, vi har taget indenbords med magt og selviskhed. Det fylder – rigtig meget i hjertet. Det fylder det hele. Der er ikke plads til andet.

Det var nok derfor, manden, der fik én talent, gravede pengene ned i jorden som en død kapital.

Han havde ikke plads i hjertets jord til at Guds gaver som retfærdighed, barmhjertighed og ærlighed kunne få plads også derinde.

Så den store rigdom, Gud havde givet ham, forblev ubrugt.

De to andre tjenere derimod gav sig omgående, straks, øjeblikkeligt, i gang med at bruge de betroede midler, så der kunne komme mere ud af det.

Straks og uden at tøve.

Er det det, der præger os i vor tid, at vi tøver, at vi udsætter? At der ikke er plads i vore hjerter til Guds rige, som stensikkert bærer de frugter, som Gud vil, når først hjertet åbner op for Gud?

Straks gik de to i gang med deres talenter, mens han med den ene talent gravede den ned i jorden. Hvad foretog han sig så resten af tiden? Den brugte han – på sig selv. Som sagt, der var ikke plads til andet end ham selv.

Og Jesus fortæller denne historie hen imod den tid, hvor han skulle lide og dø i Jerusalem.  Forinden har han fortalt om endetiden forud for hans komme tilbage i herlighed. En tid fyldt med konflikter, krige, naturkatastrofer. Men der er stadig tid, opmuntrer Jesus os. Det er ikke i sig selv enden. Nej, siger han, når jeg kommer, så er det som et lyn, der ses fra den ene ende af jorden til den anden.

Men Jesus advarer om at være parat, at våge, at bede.

For som i hans andre lignelser er der gang på gang advarsler om, at tiden løber fra os. De fem ukloge jomfruer, som ikke havde nok olie, dvs. nok plads i hjertet til kærlighed til Gud og næsten, nok plads til tro og trofasthed; den ældre søn hjemme, som bliver misundelig og vred på sin yngre bror, som omvender sig og kommer hjem.

Eller sæden, som falder på klippegrund og bliver til ingenting.

Når vi beder, vil vores Herre også minde os om, hvad vi skal tage os for, især at være der for de mindste i hans rige. Dermed menes de mindste, som er svage i troen, de mindste, som ikke kan tale for sig selv, som andre så let som en fjer kan træde ned og end ikke ænse, at de har trådt dem ned. De små – dem skal vi måles på, om vi har været der for dem.

Det, I ikke har gjort mod en af minde mindste brødre, har I heller ikke gjort mod mig.

Sidder et menneske dette overhørigt, er det ikke bedre end de farisæere, Jesus talte om, som var som kalkede grave, men indvendigt fulde af ondskab.

Hvor let kan vi ikke smile, men bære had i den måde, vi er på, i praksis?

---

Men hvordan skal vi så få mod til at tage fat på at bruge det, vor Herre Jesus og hans Fader har betroet os? Det skal vi ved at huske, at Gud gav alt, brugte alt, hvad han havde, på at frelse os, ved at sende Jesus for at dø i vores sted. Det var sådan, at Jesus fik dobbelt tilbage, ja, det dobbelte, som slet ikke kan udtrykkes ordentlig: nemlig opstandelsen fra de døde, en så vidunderlig kraft, som sprænger alt, hvad vi kan forestille os.

I hans opstandelses kraft skal vi gå ud og bære frugt, som er Guds rige værdigt.

Og fordi vi er faldne skabninger, så må der dagligt kæmpes for at give plads til Guds rige i vores indre.

Det gamle menneske i os skal dø, det nye, nemlig Jesus Kristus, skal vokse med opstandelsens kraft i os.

Og når vi daglig lader Gud virke dette i os, så vil det, vi har fået betroet, også blive til uhyre meget mere.

Og frem for alt: det vil blive til glæde uden ende, når Jesus kommer igen, når vi har været ham tro til enden. Amen.

Læs mere