Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 9. februar 2014

Forklaring på 1'eren og 2'eren: Johannesevangeliet består af to dele, første del kalder jeg her '1'eren', og den slutter med kapitel 12.

Prædiken over Johannes-Evangeliet kapitel 12,23-33.

1’eren er ved at slutte – med udblik til 2’eren. Det vi hørte fra Johannesevangeliet er tæt på slutningen af 1’eren i hans evangelium. 2’eren kulminerer med Jesu død og opstandelse og det, der så småt begynder at ske i lyset af det.

Og hvordan slutter så 1’eren, altså Johannesevangeliets 1’er? Med at Jesus siger: ”Timen er kommet.”

Hele første del igennem har han gang på gang sagt: Nej, timen er ikke kommet endnu. Nej, heller ikke nu.

Men her, på overgangen mellem 1. og 2. del siger han rent ud: ”Timen er kommet”.

Hvad er det for en time? Det er hans tilfangetagelse, lidelse, død, begravelse og opstandelse – alt det.

For han siger: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres.”

Han bliver herliggjort gennem at give sit liv totalt for verden, for at enhver, som tror på ham, skal leve ved ham, og leve, selvom vi dør.

Og han er herliggjort, fordi hans grav står tom dernede i Jerusalem og stået tom lige siden den fantastiske, uoverskueligt vidunderlige dag, da han forlod graven.

Hvis vi havde haft telefoner med kamera som nu, havde vi haft billedet af den opstandne. Ja, det er for at sige, at han med sin krop faktisk forlod graven.

Han er herliggjort, fordi hans legeme nu har en evig dimension af herlighed, det går aldrig til, det er det, vi kalder uforkrænkeligt. Han kan nu komme os alle nær, usynligt men virkeligt.

”Når to eller tre er forsamlet i mit navn, er jeg midt iblandt jer”, siger han.

”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”, har vi her ved Johannes dåb hørt, at han siger.

Men her i 1’eren er det stadig uklart for en del, at Jesus ville ende med at opstå fra de døde.

Men i forbindelse med hans død bliver denne verdens fyrste også jaget ud, siger han. Holder vi os til den korsfæstede og genopstandne Herre, holder han os fra mørkets magt.

For mørke kræfter er på spil i vores liv. Det kan vi ikke selv begribe. Som den norske forfatter Karl Over Knausgård siger i en ny bog: ”Det onde er ikke noget, man beslutter sig for, det er noget, der opstår i en. For at tøjle det må du kende det eller i det mindste vide, at det findes.” Og det ved kristne 100 procent, at det onde findes. Men vi kan blive værnet mod dem, gennem hengivelse til vores Herre. Derfor er det også, at korsets tegn tegnes over den, der døbes, til beskyttelse mod det onde, der kommer udefra, men også indefra, efterhånden, som livet går.

Han taler igen og igen i 1’eren om, at han skal ophøjes, og at han på den måde skal bliver herliggjort.

Ophøjes. Det ord var sådan en ret grovkornet måde at tale om, at han skulle død på korset. Men samtidig betyder ophøjelse også, at han skulle opstå fra de døde og leve evigt som vores konge.

For lige at forklare det bruger Jesus et billede: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.

Jesus døde og blev begravet. Siden opstod han og kan nu bringe den frugt, at vi alle opstår med ham til sidst. Og allerede nu opstår på den måde, at han giver os del i sin opstandelses kraft.

Den kraft har vi hårdt brug for til dagen og vejen. Den kraft gør, at vi kan overvinde os selv og se væk fra os selv og hvad vi mener, skal til for at vi kan være lykkelige.

Som efterfølgere af Jesus lærer vi, at vi skal ’hade’ vort eget liv. Hvad vil det sige? Det vil sige at hengive os til andre i kærlighed og trofasthed, ikke se på vores eget alene.

Vi kan også sige det på den måde, at hvis vi lever egoistisk og ser bort fra de andre, så ødelægger vi i virkeligheden selve livet, som vi gerne ville leve.

Jesus anviser vejen til det frugtbare, lykkelige liv. Det evige liv. Den vej går, som hans, gennem døden, altså gennem parathed til at se væk fra sig selv:

 ”Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.”

I dåben følger vi ham, vi bliver døbt ind i fællesskab med ham, så vort liv er et liv i tjeneste for ham med dåbens gave i ryggen: Helligånden i hjertet som hjælp når som helst, adgang til syndernes forladelse, så livet pibler frem, når vi lige har været ved at knuse det, og det evige liv, det lykkelige liv, som begynder her som Jesu discipel, bror og søster, og som ender med evigt liv, til bords med ham i Guds rige til sidst.

Sådan er vi ved dåben ”genfødt til et levende håb”. Vi har et håb gennem vor dåb, kunne vi slogan-agtigt sige.

Vi har et håb, som aldrig bliver til skamme.

Jesus giver os håb, optimisme. Uanset hvad der sker i vores liv, så har han en vej frem til glæde for os. Det lyder naivt, men er hårdt prøvet sandhed, også for mig.

Undervejs har vi brug for gang på gang at oplives, og det gør vi, når vi hører hans ord, de er nemlig ånd og liv, og det gør vi, når vi modtager hans legeme og blod i brødet og vinen, når ordene siges over brødet og vinen. Der får vi kraft til at vandre videre, ikke som ensomme ulve, men i fællesskab med medvandrere, for Jesus kalder sig vintræet og os for grenene. Saften løber fra stammen ud i grenene, det under sker i nadveren.

Prædiken til fjerde søndag efter helligtrekonger 2. februar 2014

Prædiken over Matthæus-Evangeliet
kapitel 14,22-33: Jesus vandrer ud til disciplene i fiskerbåden på den stormende sø.

STRAKS. Sådan er Gud, sådan er Jesus, Guds Søn. Straks vi beder om hjælp, rækker han os sin frelserhånd.

Straks Jesus kom til dem over havet, talte han til de rædselsslagne disciple, som troede han var et spøgelse, og sagde sit: ”Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”

Vi kommer fra tid til anden ud i situationer, som er uoverskuelige. Da virker Gud og Jesus som så langt væk, så de virker som spøgelser. Men straks vi beder om hjælp, så vil vi også få hjælpen. Den hjælp, som indeholder håb.

Håbet, som ikke gør til skamme.

Håbet, som kommer af, at Jesus er opstået fra de døde og kommer os levende i møde, ikke som et spøgelse, usynligt, ja, for det meste, men levende.

Og straks Peter råbte om hjælp, rakte Jesus sin hånd ud efter ham i vandet.

Tro det! Sådan er vor Gud. Sådan er Jesus.

Jesu vandring på Gennesaret Sø gjorde, at disciplene troede på ham, at han er Guds Søn. Der var fortsat mange tvivl, de havde, men her kom et gennembrud.

Det kommer også for dig, når du oplever stormene i dit og dines liv, og du råber om hjælp, og du får den hjælp, førstehjælp, så du overhovedet kan leve og ikke gå fra forstanden af det, du oplever.

Sådan er Gud.

Han bevarer hjerter og tanker ved hjælp af Jesus, sådan at vi forbliver i troens gode stemning.

***

Gud, som har skabt alle ting, synlige og usynlige, alt det sandsynlige og det usandsynlige, han tænker på dig, han har omsorg for os.

”Han giver den udmattede kraft,

den kraftesløse giver han ny styrke.”

Lige netop kraftesløse giver han styrke.

Drenge og unge mænd nævnes som dem, der ender med at være udmattede og opgivende.

”Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne,

de løber uden at blive trætte,

de vandrer uden at udmattes.”

Er det ikke tydeligt, at når vi har mistet ethvert menneskeligt håb, så består Guds kraft og virker hos os i vor uendelige skrøbelighed?

Med håb mod håb troede Abraham hører vi i Romerbrevet, at han skulle virkelig bliver stamfader til alle folkeslag.

Med håb mod håb.

Mod håb: fordi der ikke var noget rent menneskeligt håb mere. Han var jo gammel.

Med håb: fordi grundlaget for troen er løftet.

***

Abraham blev ikke svag i troen, tværtimod blev han styrket i troen og gav Gud æren og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre.

Abraham byggede nemlig ikke på egen muligheder – de var der ikke længere.

Abraham troede, at det, som er umuligt for mennesker, er alene muligt for Gud.

Sådan skabtes det folk, som i dag for manges vedkommende igen bor i Israel. Sådan skabes virkeligheden i den verden, som Gud har skabt. Sådan lever vi alene i tro på Gud og ikke på egne evner og muligheder.

***

Selv om en stor del er medlemmer af en kirke, så er der mange, som henter håbet fra en anden kant end lige den kristne tro.

Ikke mindst har, jeg ved ikke hvor mange, men en del, et håb om, at de genfødes igen og igen, så døden er ikke afslutningen.

Jeg vil gerne bruge lidt tid på, at vi som kristne forholder os til dette håb om reinkarnation. Og jeg vil gøre det ved at fortælle om en pensioneret professor i tibetansk og indisk filosofi ved Bristol Universitet i England.

Han har for nogen år siden skrevet en bog om sin omvendelse fra buddhisme til katolicisme.

Han sammenfatter:

Hvis reinkarnationslæren er sand, vil det betyde, at jeg ikke længere findes efter min død. Jeg bliver nemlig ikke genfødt. Der er ingen forbindelse med den næste reinkarnation. Der er altså intet håb.

Altså: det, der genfødes, er ikke det samme, som den, der døde. Det er generelt sådan, at i buddhismen er det en anden person/dyr, som genfødes.

Og så kommer han med et eksempel: Forestil jer, at jeg (siger han) dør og genfødes som en kakerlak i Sydamerika.

Jeg ved ikke, hvor meget håb eller trøst, der er i det. Men mon ikke de fleste ved nærmere eftertanke vil forfærdes ved tanken.

Williams siger: Måske er det ikke så forfærdeligt at blive til en kakerlak, for så har man masser og masser af nye venner og hele en kakerlak-familie som kan erstatte ens tidligere venner og familie. Man vil vænne sig til det.

Men det trøster jo ingen at tænke på at blive til en kakerlak. Nogen vil sige: Jamen, kakerlakker er rædselsfulde, grimme og fuld af utøj. Men er det fair? Måske er kakerlakker ikke rædselsfulde og grimme for dem selv. F.eks. elsker deres mødre dem givetvis.

Men – ingen kan forestille sig et liv som kakerlak. Der er ikke tale om, at du med din bevidsthed er inde i en kakerlaks krop. For du er slet ikke dig. Du er en kakerlak.

Genfødsels betyder, at jeg ikke findes mere. Når jeg dør (iflg. reinkarnations-tanken), så er det slut med mig. Hvis tanken om genfødsel er sand, er overlever hverken jeg eller nogen anden af mine kære døden.

Buddhister tror på reinkarnation. Med genfødsesl er min historie, den jeg er, helt forbi. Der kan være en årsagssammenhæng med et andet levende væsen med dets liv, men for mig er der ikke mere.

Den buddhistiske tanke er, at med vores død, dør vi. I daglig tankegang har buddhister og de, der accepterer genfødsel, en tilbøjelighed til at tildække denne kendsgerning i ordvalget, ved at tale om ’min genfødsel’, men faktisk en hvilken som helst genfødsel vil ikke være noget, der sker med en selv.

Tanken om genfødsel/reinkarnation er uforenelig med den uendelige værdi af personen.

g,lk

DET er vores tro: at vi for Gud er af så uendelig værdi lige netop som dem, vi er, at han ville skabe OS, at han ville sende sin Søn for at frelse os fra synden, døden og Djævelen.


Og redde os dag for dag, når vi er ved at gå under i vandene. Jesus, ræk din hånd ud, red mig og menigheden fra det, der vil ødelægge os, det, som er næsten ikke til at bære.

Og når du redder os, Jesus, så vil vi give dig alene æren, tilbede og prise dig for at du har reddet os. Givet os den kraft, som ikke er der, det håb, som synes umuligt. AMEN.

Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2014

Læsningerne kommer først

Fra Davis Salme 8 (Bibelen på Hverdagsdansk):

Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!

Ingen i verden kan måles med dig.

Universets vidundere viser din storhed.

Du har udvalgt småbørn til at lovprise din herlighed for at lukke munden på dine modstandere.

Når jeg ser op mod himlen, dine hænders værk, månen og stjernerne, som du har skabt, hvad er da et menneske, at du bekymrer dig om det, et menneskebarn, at du tager dig af det?

Du skabte det kun lidt ringere end det guddommelige, gav det kongelig ære og værdighed.

Du gav mennesket ansvar for dit skaberværk, det blev sat som hersker over alle ting, over får og kvæg og vilde dyr, fugle, fisk og alt havets liv.

Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!

Ingen i verden kan måles med dig.

Paulus' brev til menigheden i Kolossæ kapitel 1 vers 15-20:

Vi ser den usynlige Guds billede

når vi ser hans søn,

der blev født som den første,

før alt andet blev skabt.

For gennem sin søn har Gud skabt alt i himlen og på jorden,

det synlige og det usynlige,

universets konger og fyrster,

åndelige magter og myndigheder.

Alt blev til gennem ham

og skal rette sig mod ham.

Selv var han til før alt andet,

og alting består på grund af ham.

Han er hovedet,

og de kristne er hans krop.

Han er begyndelsen,

den første der stod op fra de døde,

for at han kunne være den første af alle.

Hele Guds fylde

skulle bo i ham,

og gennem ham

skulle verden forsones med Gud.

Da Jesus døde på korset,

stiftede Gud fred

på jorden og i himlen. Amen.

Markusevangeliet kapitel 10 vers 13-16 ifølge Den Nye Aftale

Folk bar nogle børn hen til Jesus for at han  skulle velsigne dem, men disciplene skældte dem ud. Da Jesus så det, blev han vred og sagde: ”I skal lad børnene komme hen til mig. Det må I ikke forhindre dem i, for Guds rige er til for sådan nogen som dem. Husk at hvis man ikke tager imod Guds rige på samme måde som et barn, så kommer man slet ikke ind i det.” Så trak han børnene ind til sig og lagde sinek hænder på dem og velsignede dem.

Prædiken


”Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!” Sådan begyndte den læsning, som vi hørte tidligere.

”Universets vidundere viser din storhed.”

I går talte et par konfirmander og jeg om argumenter for og imod Guds eksistens. Vi begyndte med argumenter for.

”Jorden”, var en konfirmands enkle svar.

Ja, at jorden med os og det hele, det er argument for, at Gud er til.

Men var der så argumenter imod? ”Det er et spørgsmål om tro”, svarer konfirmanden. Og bedre kunne jeg ikke have svaret.

For den, der tror, ser ’beviser’ på Guds vidunderlige indretning af alting overalt.

Ingen har haft mere viden om universets utrolige indretning end vores generationer.

Tænk, hvis alle kontinenter var lige så flade som Danmark, ville vi være under flere kilometer vand. Der ville ingen kyster være, vi var bare oversvømmet. Det er sådan noget, moderne videnskabsfolk kan regne på. Og vi andre kan undres – med dem.

Og vi kan følge salmisten, der ser det hele som værk af Guds hænder. Eller som den officielle oversættelse siger: Når jeg ser dine fingres værk.

Du har udvalgt småbørn til at lovprise din herlighed for at lukke munden på dine modstandere.

Modstandere – det er bl.a. den, der forkaster Gud og mener, at alt er blevet til helt tilfældigt.

En mand siger til sin kone; ”Min forstand hindrer mig i at tro”. Så siger konen: Nå, men det er da en meget lille hindring””.

Nej, netop!

Men vi kan alle have øjeblikke, hvor tanken roterer: Mon Gud har skabt det hele? Er Gud overhovedet til? Den tanke er en anfægtelse, som også hører til det at være kristen.

Enhver kristen kan blive overfaldet af disse tanker. Da gælder det om at høre hvad David også synger:

”Du har udvalgt småbørn til at lovprise din herlighed for at lukke munden på dine modstandere.”

Anfægtelserne som at Gud måske ikke er til må få os til at blive endnu mere modtagelige over for Gud, som han er i virkeligheden.

Og som Jesus har lært os om ham.

Vi kommer ingen vegne ad tankens vej. Vi forvilder os blot mere og mere ud af en tangent, og ender i tankers mørke og vildnis.

Se, det kunne være noget, du og jeg kan skrive os bag øret: Hos Gud og Jesus er der tryghed, enkelhed, så selv småbørn hører med. Ja, de viser endda vejen, siger Jesus. Hvordan: med deres modtagelighed over for deres forældre og alt muligt. De rækker tillidsfuldt ud efter fars og mors favn. Den barnlige tillid, siger Jesus, gælder det for jer at have – til mig! For Guds rige – det er ham, det er ham og ved ham og med ham.

Men dengang og i dag er der mange, som gerne vil tage imod Jesus, men de vil gerne tage imod så meget andet. Det er Jesus – OG.

Byen Kolossæ var en knudepunkt mellem øst og vest. Byen lå på datidens ’motorvej’, hovedfærdselsåre fra Efesos i vest i ’Tyrkiet’ til Syrien og Israel. Men ikke langt derfra når vejen til et kryds, hvor man også kan vælge at fortsætte mod øst hele vejen over mod Iran.

Derfor havde folk i hele området omkring Kolossæ – det land hed Frygien – modtaget impulser fra mange religioner.

Derfor troede mange på mange magter mellem mennesker og Gud. De talte om guddomsfylden, som vil sige, at der både var forskellige magter og myndigheder i himmelrummet OG Gud, og alt det tilsammen var en fylde. Det troede også på en særlig måne-gud, som man skulle ofre til, endda nogle steder ofrede man mennesker til måne-guden. Man gjorde ild, luft, jord, vand, de fire elementer til guddommelige. Ja, alt i naturen var guddommeligt, Gud var i den.

Alle de forskellige magter skulle man helst stå på god fod med for gennem alle sfærer op til Gud.

Her lærer Paulus menigheden, at disse magter findes, men de er underlagt en eneste, Jesus Kristus. De har derfor ingen selvstændig magt.

I Kristus, siger Paulus, bor hele Guds fylde.

Så derfor skal et menneske ikke opsøge fylden hos alle mulige magter, for den er alene i Jesus Kristus.

Mange vil i dag gerne være kristne, men også så meget andet. Jesus og Buddha, f.eks. Jesus og en guru, Jesus og lydterapi. Nogle siger også, at det egentlig er lige meget, hvad vi tror på, alle veje fører til Gud. Eller de siger, at ingen kan sige, at man alene har sandheden.

Men det er det, Jesus jo siger, og som vore forfædre har ladet skrive ind på vore altertavler: Jeg er sandheden, vejen og livet.

Ikke en vej blandt andre.

Vi kan ikke være Jesus Kristus tro, hvis vi vil have mange andre veje og sandheder.

Enten er han sandheden, eller også er han en løgner. Lad os ikke fare vild her!

Paulus prøver at beskytte menigheden i Kolossæ mod dem, som vil udvande kristendommen ved at sige ja til Kristus, og samtidig ja til andre guder eller magter.

Kære menighed! I vores meget åndelige tidsperioder lyder alt åndeligt som noget spændende for mange. Men nej, der er åndelige magter, som er onde, og lad ikke nogen kristen åbne sig for sådanne magter.

Da jeg i en samtale sagde til en, at Jesus er sandheden, vejen og livet, og at jeg aldrig kommer længere end dertil, sagde vedkommende med overmod og et stort smil: Jeg er kommet meget længere!

Herom står kampen i hvert menneske: Vil du længere? Så kommer du også længere væk fra Jesus Kristus.

Det er jo derfor vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Vi underlægger os den ene, Gud Fader, Søn og Helligånd, og det er en befrielse fra alle andre magters tag i os.

Jesus Kristus indbyder børn til sit rige, til fællesskab med ham. Hvorfor? Fordi vi kun i barnlig tillid til Guds gode vilje med os, bevares fra at leve efter vores egen vilje.

Følger vi Jesus som vores sandhed, vej og liv, så beholder i en dejlig barnlig enkelhed i vores liv, ja, vi bliver yngre og yngre for hver dag, vi lever i den tillid.

På den vej er vi i fællesskab med selv Guds Søn, som var med til at skabe hele vores univers og os. Intet mindre.

Vi er helt hjerteligt i fællesskab med Guds mening med det hele. Han er vores Far, som Jesus har lært os at bede til, som børn taler fortroligt med deres far, og forventer alt godt af deres far.

Og så én ting mere: Jesus er, siger Paulus, ikke bare langt borte, men han er ’hoved’ for legemet, som er kirken.

Med andre ord: det store sker, når vi er samlet i Jesu navn. Så er han midt iblandt os, usynlig, men virkelig, og hans Ånd virker i os.

Kirken er Jesu Kristi legeme i verden, siger Paulus. Det vil sige, at Jesus virker i og på verden gennem kirken – intet mindre. Så stort er det at være lemmer på legemet, kirken.

Til slut.  Mange vil sige: jamen, hvad er det alt sammen du har talt om. Handler kristendommen ikke om Guds kærlighed og omsorg – er det ikke det, der er det vigtigste? Svaret er: Nej, svaret er en proklamation, en forkyndelse af Kristus som Skaberens Søn og vores Frelser, begyndelsen og enden, som var til forud for alt hos Faderen, ved hvem alt er skabt, og ved hvem alt består, den Opstandne, som er gået ud af graven med livet i sig, det evige liv, for at skænke det til enhver, som følger ham. Uden Kristus bliver kristendom en almen lære om næstekærlighed. Men kristendom består i personen Kristus.

Er vi knyttet til Kristus og ham alene som vores Herre, så er vi lykkeligt befriet fra at være undergivet nogen som helst anden magt i himlen eller på jorden.

Prædiken nytårsaftensdag 31. december 2013 i Tranebjerg kirke

”Jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb.” Jer. 29,11

Hvilke planer pusler vi hver især med? Planer for vores arbejde. Planer med familien. Eller måske har du ingen planer, for det hele virker som en lang trummerum, hvor intet forandrer sig, du føler, du sidder fast, eller er kørt fast, eller at livet er kørt fast med dig. Måske er du desperat, og vil bare, at et eller andet forandrer sig, lige meget hvad. Og kaster måske al fornuft, al kærlighed, bort, og tager skridt i tågen.

Så hør ordet igen fra profeten: Jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb.

Det er det første vi skal høre: Herren har planer for dig og mig personligt, for os som et folk. Gud vil ikke vores personlige eller folkelige ulykke.

Men planer er én ting, at udføre dem er en anden. Gud har givet os friheden til at vælge det gode eller det onde. Hans planer kommer ikke til udførelse af sig selv.

Menneskelige planer kuldkastes ganske ofte. Vi kan planlægge og planlægge, os så kan det gå fuldstændig anderledes, end vi planlagde. Mægtige mænd og kvinder i verden kan sammen lægge store planer, som ender i det næsten rene ingenting. Det er erfaringer, der er gjort til alle tider.

Til Herrens planer om fred for os, hører detaljerede anvisninger og udrustning. Det er jo ikke ord hen i vejret.

En anvisning for den kristne af apostlen, som formaner til hver morgen at iføre sig venlighed, ydmyghed, og sagtmodighed.

Og så planlægger den kristne, hvis det er en, der virkelig vil være sand kristen, daglig at omgås sin næste hjemme og ude og ved enhver lejlighed med beskedenhed, venlighed og sagtmodighed og aldrig med vidende og vilje at ville fornærme eller bedrøve et medmenneske eller giv anledning til vrede, trætte eller uvilje.

Det er en god plan for det nye år.

En klog mand (fra vist det gamle Athen) sagde, at han ikke gerne gik hjem om aftenen fra torvet fra sammenkomsterne der, uden at have forskaffet sig en ny ven.

En kristen kan tilsvarende sætte sig som mål om ikke at skaffe sig en ny ven, så i al fald ikke at skaffe sig nogen ny fjende, men tværtimod opføre sig sådan over for enhver, at ingen med rimelighed skal kunne besvære sig over ham eller hende.

Når et kristent menneske står op, ligger freden med Gud det først og fremmeste på hjerte, og derfor fornyer dette kristne menneske også i sand bodfærdighed og med troende andagt sig til en bestandig, barnlig og glad lydighed over for Gud. Dernæst tænker dette kristne menneske også på, hvordan det skal omgås med sin næste i kærlighed og over alt lade sit tros-lys skinne, og gør sin Gud det løfte, at det for Hans skyld vil yde sin næste alt godt og ikke tilføje hende eller ham noget ondt, gerne tjene og hjælpe enhver, te sig venlig og sagtmodig og allevegne søge fred, og sukke til Gud Helligånd om hjælp til denne fredsommelighed.

Sådan går hun eller han nu i Jesu navn og kærlighed til sit arbejde og sine sysler og viser sig ikke over for sin næste som en bidsk hund, der konstant knurrer og gøer ad alle der går forbi eller som et pigget pindsvin, men som et lam. Han eller hun viser sig ikke som en tidsel eller tornebusk blandt sine medkristne, men som en dejlig, vellugtende blomst, der glæder enhver.

En sand kristen hilser og genhilser gerne og venligt. ”Han forekommer sin næste i ærbødighed” (Rom. 12,10).

Når en kristen skal samtale eller forhandle med en anden, så overvejer han eller hun i forvejen, hvad der er sandt, ærbart, retfærdigt, rent, elskeligt og velbehageligt, som apostlen siger (Fil. 4,8) og tragter efter det, der tjener til fred og opbyggelse, kommer ikke med øglegift og galde på tungen, men med honning og mælk, for at tale i bibelsk sprog (Salm 140,1 og Højs. 4,11).

Hvis sagen, der skal tales om indbyrdes, er uproblematisk, så vil han eller hun ikke gøre den ubehagelig og modbydeligt ved at fremføre den på en fremfusende og uvenlig måde.

Hvis sagen derimod er ubehagelig og måske strider mod den andens naturlige tilbøjeligheder, så stræber han eller hun efter at gøre sagen behagelig at have med at gøre med venlighed og beskedenhed.

Og skulle han eller hun ikke altid blive behandlet af sin næste efter ønske og forhåbning, men blive mødt med lutter uvenlighed, skælden og smælden igen for venlige og milde ord, så er han allerede forud fattet og forberedt på det. Han er klædt i venlighed, ydmyghed, sagtmodighed og tålmodighed, ligesom en vandringsmand i en velforet kappe, som stærk regn kan rinde nedad uden at gennemtrænge den.

Apostlen siger tilsvarende om freden: ”Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker. I blev jo kaldet til at leve i fred som lemmer på samme legeme.” (Kol. 3,15).

I gammel tid oversattes den første sætning: Kristi fred skal sejre i jeres hjerter.

Hvad så, når freden ligesom bliver bortskræmt ved en andens uvenlighed eller ens egen uvenlighed, ligesom et dyr let lader sig bortskræmme på jagten? Da må vi gå på jagt efter freden, og søge med venlighed, sagtmodighed og tålmodighed at komme ind på livet af den borskræmte fred.

Til det formål må man give efter, lide, tie, ikke høre og se alt, ikke tage alting til hjerte, ikke forsvare alt og i øvrigt udlægge alt til det bedste.

Som apostlen siger (Rom. 12,18): Lev i fred med alle mennesker, så vidt I kan. Hvordan vi end har det, alt kan vi klare, siger Paulus, ved den styrke, Kristus giver os. (Fil. 4,13).

Så for en kristen er freden en højvigtig sag, og han eller hun kan ikke med rolig samvittighed og ikke til gavn være til gudstjeneste, bede med hjertet, vente bønhørelse eller gøre sig noget håb om himlen, når vi ikke vandrer i kærlighed og arbejder på kristen enighed. Derfor vil en kristen heller lide alt end sønderrive fredens bånd.

Hvis to tager fat i hver sin ende af en guldkæde eller perlesnor, og af alle kræfter vil rive det til sig, så kan det umuligt holde, det må briste og perlerne springe og danse viden om. Giver den ene derimod efter, så forbliver det helt, hvor svagt båndet ellers er. Således vil også en kristen hellere lide uret end være nogen fredsforstyrrer og handle imod den broderlige kærlighed.

Og forbliver et medmenneske en fjende alligevel, så betragter en sand kristen ikke sine fornærmere som fjender, men som vildfarende og snublende brødre og søstre. Ligesom man ikke ser på nøddens hårde og bitre skal, så man skulle smide nødden væk, for man ved jo, at bag skallen gemmer den velsmagende kerne sig, - således ser heller ikke den sjæl, der elsker Gud, på sin næstes fjendtlighed, som han er forfalden til i øjeblikket på grund af Satans list, men han ser på næstens sjæl, som Guds Søn har forløst med sit blod. For hvem har ikke medlidenhed med et menneske, der raser i en hidsig sygdom? Så en kristen beder ivrigere og flittigere for sine fjender og fornærmere end for sin gode og elskelige venner, fordi de første trænger mest til forbønnen.

Dertil kommer, at kristne lever så meget mere forsigtigt og gudfrygtigt, for ikke at give sine fjender årsag til yderligere bespottelse og bagvaskelse og for desto snarere at kunne vinde dem og ved sin venlige omgangsform overbevise dem om deres uret.

Og så vil de kristne ikke undlade at gøre noget, som kan tjene til at vinde deres fjender og tilintetgøre deres uvilje. De taler godt om dem ved enhver lejlighed, de skriver uenigheden og fjendskabet ikke så meget på ondskabens som på den menneskelige skrøbeligheds konto. De gør næstens fejl og mangler små, men derimod hans fortrin og evner store.

---

Alt det, jeg nu har talt om, hører til efterfølgelsen af Kristus. ”Følg mig!” sagde han dengang og og siger han til os i dag.

Jamen, hvad? Er det ikke alt af nåde? Skal vi ikke bare leve, som vi vil, hvorfor skal vi følge efter ham, hvorfor ikke bare tage imod nåden, og det er alt?

Vi siger fra tid til anden, at nåden er gratis.

Men i det, jeg har sagt, kan høres, at nåden koster. Nåden koster på den måde, at der hører efterfølgelse af Kristus med til at være kristen.

Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffe, som gik ind i den såkaledte Bekendelseskirke, da det i den tyske folkekirke blev et krav, at jøder ikke måtte være præster, skriver bogen Efterfølgelse.

Efterfølgelse betyder at vandre efter. Følge efter – ikke sine egne ønsker, men følge i fodsporene på en, som er gået foran. Jesus Kristus. Sådan kommer vi godt ind i det nye år.

Bonhoeffer frygtede det, at vi afskaffer efterfølgelsen ved at vi hylder en nåde, som er billig.

Han siger: ”Vor kamp i dag gælder den dyre nåde. Billig nåde betyder nåde som udsalgsvare, tilgivelse, trøst og sakramente til spotpris; nåde som kirkens uudtømmelige forrådskammer, hvor der øses ud med letfærdig hånd, tankeløst og grænseløst; nåde uden pris, uden omkostninger.

”Det skal jo netop være nådens væsen, at regningen på forhån er betalt for alle tider, at alting derfor er gratis… Hvad ville også nåden være, om den ikke var billig nåde?”

Men det, Bonhoeffer har at indvende mod den billige nåde er, at det er nåde som lære, som princip, som system. Det er syndernes forladelse som en almen sandhed, det er Guds kærlighed som den kristelige forestilling om Gud. Den der siger ja til dette, har allerede fået tilgivelse for sine synder. En kirke, der hylder denne nådelære, er allerede gennem sin lære delagtig i nåden.

”I denne kirke finder verden billig dækning for synder, som den ikke angrer og egentlig slet ikke ønsker at komme fri af. Billig nåde er fornægtelse af Guds levende ord, fornægtelse af Guds ords menneskevordelse.”

”Billig nåde betyder retfærdiggørelse af synden, ikke af synderen. Fordi alt er af nåde, kan alt blive ved det gamle.”

Derfor må kristne ikke formaste sig til det kætterske sværmeri at føre et andet liv under nåden end under synden!

Han eller hun må vogte sig for at forsøge at leve i lydighed under Jesu Kristi bud. Den kristne må give afkald på at øve sig i selvfornægtelse, det er, ikke at adskille sig fra verden ved sin livsførelse.

”Han må i den grad lade nåden være virkelig nåde, at han ikke spolerer verdens tro på denne billige nåde.”

Altså: ”den kristne følger ikke Jesus, men trøster sig ved nåden!”

”Det er billig nåde som retfærdiggørelse af synden, ikke som retfærdiggørelse af den bodfærdige synder, der omvender sig fra sin synd, ikke den tilgivelse for synd, som skiller fra synd. Billig er den nåde vi har – med os selv.”

”Billig nåde er at forkynde tilgivelse uden bod…Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors, nåde uden den levende, menneskevordne Jesus Kristus.”

---

Og hvorfor så kalde denne nåde dyr?

Dyr er den, ”fordi den kalder til efterfølgelse, nåde er den, fordi den kalde til Jesu Kristi efterfølgelse; dyr er den, fordi den koster mennesket livet, nåde er den, fordi den derved skænker ham livet; dyr er den, fordi den fordømmer synden, nåde er den, fordi den retfærdiggør synderen. Dyr er nåden frem for alt, fordi den har været dyr for Gud, fordi den har kostet Gud hans Søns liv – ’I blev købt dyrt’ -, og fordi det, som har været dyrt for Gud, ikke kan være billigt for os.

”Nåde er den fremfor alt, fordi Gud ikke anså sin Søn for at være for stor en pris for vort liv, men gav ham hen for os. Den dyre nåde er Guds menneskevordelse.”

Det ER ikke billigt for os at følge efter vores Herre Jesus Kristus. Det koster. Det koster afkald på selv-velbehagelighed, selv-kærlighed og alt, hvad der følger heraf. Det var det, jeg talte om i første del af prædikenen – om at leve fredsommeligt og forsonligt med vores næste, derhjemme og ude i samfundet.

Men kun når efterfølgelsen hører med, bliver nåden stor for os, bliver nåden ikke lære/princip, men erfaring. Gud velsigne os til at blive i vor vandring i efterfølgelse. Dér får vi midt i det svære, som kræver selvopgør, bod og kamp den dyrekøbte erfaring af nåden.

Når vi fortryder og angrer vore egne synder, vor lyst til selv-kærlighed uden hensyn til de andre, DA åbner himlen sluserne for nåden. DA strømmer Guds nåde til os, så vi erfarer nåden i vort inderste.

Juledags prædiken holdt i Nordby kirke 25. december 2013

”Jeg vil gerne have morgenmaden brungen.”

”Det hedder bragt.”

”Jeg er ligeglad, bare jeg får den brungen.”

Bare jeg får den brungen. Bare vi får bragt Guds kærlighed ud til os.

Guds kærlighed bliver der talt forskelligt om af forskellige apostle og evangelister. Nogen siger bragt, andre brungen. Bare den bliver brungen.

Og på juledag har vi fået juleevangeliet bragt til os af Lukas og af Johannes.

Og nogen kan tænke: er det den samme ret?

Men det ER det.

Morgenmaden bliver brungen eller bragt. De taler på forskellig måde, men menuen er én og den samme: Guds fantastiske kærlighed fra evighed af og helt hen til dig og mig og hele verden.

Så vi sammenligner nu Guds kærlighed med morgenmaden. Jeg ved, at uden morgenmaden duer jeg ikke, bliver irritabel og tåget i tanken. Der skal simpelthen tankes op igen hver morgen, ellers går det ikke.

Sådan har Gud skabt os mennesker så fantatisk flot, men også fantastisk underholdende: vi er nødt til at spise morgen, middag og aften, for at vi kan fungere.

Og derigennem viser Gud os konkret sin kærlighed time for time.

Prøv at spise næste måltid med den tanke: Gud, min himmelske Far, giver mig nu denne dejlige ret med de ingredienser, som han har skabt, både planter og dyr, til føde for os. TAK.

Vi skal tankes op – og derigennem viser Gud sin omsorg for dig og mig.

Så ja, Gud bringer os morgenmaden, det er bare forarbejdningen, som vi er sat til at sørge for – vi skal jo også lave noget.

---

Men hvad er det så for en ret, evangeliet er?

Der er mange falske profeter, siger apostlen Johannes i sit brev, som vi har læst fra i dag, de forvansker evangeliet, de ser ikke Jesus som Guds Søn.

Og Johannes understreger i sit brev, at enten har vi fællesskab med Gud eller også har vi ikke. Og har vi den rette tro, så kommer der også et ret fællesskab ud af det.

Apostlen Johannes taler om ’os’ og mener Jesu menighed, ikke alverden. Verden skal menigheden strække sig ud til med kærlighed og med budskabet og på den måde åbne fællesskabet for alle, men ’spillereglerne’ for fællesskabet kan ikke laves om efter forgodtbefindende.

---

”Kærligheden er et sindsygt godt koncept”, siger Anders Lund Madsen, radio- og tv-vært.

Det er vi nok næsten alle enige om, men hvad er det med den kærlighed?

Når vi hører Johannes’ brev, kan vi godt blive lidt forvirret. For hvad er det alt det med kærlighed?

Johannes var op imod den græske ikke-kristne verden, og her tænkte man kærlighed først og fremmest som erotisk kærlighed, og/eller som en længsel efter forening med det evige. Dvs. kærlighed er her MENNESKETS kærlighed. Ikke Guds kærlighed. Fordi Gud der opfattes som uforanderlig og ubevægelig, KAN Gud heller ikke være kærlighed.

Her kommer evangelierne og siger: Gud elskede verden så højt, at han sendte sin enbårne Søn, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Gud er altså ikke bare en livskraft, eller ideen om kærlighed eller godhed, men den, der elsker, så Gud er PERSONLIG.

Og Guds kærlighed er ikke abstrakt, men viser sig i handling, præcis, konkret, genkendelig i historien: ”Gud sendte sin Søn”.

DET handler evangeliet om. Lukas fortæller det meget konkret – måske ud fra samtaler med Maria især, måske også hyrderne.

Måske er Lukas’ juleevangelium så konkret, fordi det kommer fra konkrete mennesker, også det, der ser ud som en fejl angående kejser Augustus’ folketælling – man kender ikke til den her – det kan nemlig være, bare en tanke, at Maria simpelthen ikke anede ret meget om romerne og deres folketællinger, og derfor kommer Lukas til at fortælle noget forkert. Jeg mener, konkrete mennesker fortæller sandt om det, de har oplevet, men de får ofte galt fat i noget af det, der skete. Sådan er vi mennesker.

Ja, Lukas er meget konkret: Gud blev menneske, født i en krybbe.

Johannes forsøger at overbevise ikke-kristne grækere om, at Gud blev menneske.

Så han gør noget andet. Han siger det jo også konkret, Ordet blev kød, men han gør det netop med det greb, at kalde Jesus for Ordet.

Lad os dvæle lidt ved det.

På græsk er det ordet LOGOS. Vi kender det fra ordet ’logik’, at noget er ’logisk’. Dvs. noget er til at forstå som årsag og noet andet som virkning.

Ordet LOGOS betyder på græsk fornuft, harmonisk sammenhæng mellem naturen, historiens gang og så at vi mennesker i hjertet ved, hvordan vi skal leve vores liv.

Så skal Johannes forsøge at forklare det fuldstændig nye i Jesus for sine ikke-kristne græske naboer:

Ved Jesus, siger Johannes i virkeligheden, er en meningsfyldt sammenhæng kommet klart til udtryk, da hans fødtes, gennem hans liv, gerning, lidelse, død og opstandelse.

Så når Johannes skriver: Ordet blev kød kan vi oversætte, så vi kan forstå det: Meningen med alting blev kød.

Vi kan også sige: Spørg om Gud, og find svaret i Jesus.

Og hvad er svaret: at vi skal LEVE ved ham, at vi finder Guds kærlighed helt og fuldt i ham, at han er et sonoffer for vore synder.

Peter og de andre disciple stod også med deres skyld ved korsets fod, ikke bare de romerske soldater på vegne af romerriget eller præsterne på vegne af det jødiske folk. Nej, i skikkelse af Peter og de andre disciple der ved korset aner vi, at Jesus på korset udsonede verdens synd med sin død, stedfortrædende død.

Han er nu blevet vores HERRE, som har befriet os fra synden, Djævelen, døden og al ulykke. Så midt i ulykker og sorger og bekymringer er vi forenet med ham, som er den meningsfyldte sammenhæng med os og verden. Og den sammenhæng er som sagt ikke abstrakt, men praktisk, konkret, den er hans kærlighed udøst i vore hjerter, så vi nu er skyldige at elske hinanden.

Juleaftens prædiken i Ørby, Besser og Nordby kirker

Prædiken til juleaften tirsdag den 24. december 2013
kl. 12.00 i Ørby kirke
kl. 14.00 i Besser kirke
og kl. 16.00 i Nordby kirke
 
 

***********************************************

FAKTABOKS:

Til den, der tænker, at bibelen er skrevet meget senere og lavet om og om, så det kan vi ikke rigtig stole på, vil jeg sige bare denne ting: Cæsars krige mod gallerne, som vi kender fra Asterix og Obelix, blev skrevet ca. 50 f.Kr. Vi har 10 håndskrifter, som er afskrevet år 900 e.Kr. Altså 950 år senere.

NT er skrevet mellem 40 og 100 e.Kr. Hele Ny Testamente findes i håndskrifter fra år ca. 350 e.Kr. Altså ca. 300 år senere.

Cæsars bøger er der 10 håndskrifter af overhovedet, NT 5000 græske håndskrifter og 10.000 på latin.

Det her har jeg nævnt for at ingen skal bare tro på den første den bedste (eller værste) skrøne om, hvordan det hele i NT er opdigtet eller lavet om.

Hvis nogen har lyst, vil jeg meget gerne lave en studiekreds, hvor vi går ned i alle detaljerne om NT’s tilblivelse – en fantastisk spændende historie i sig selv.

************************************************

Forleden talte jeg med en, hvis kammerat netop var død. Vi talte om deres fælles interesse: Le Mans løbet. Om hvordan hans kammerat kunne stå i timevis ved Dunlop broen og høre især Corvetten komme og få hårene til at rejse sig på hovedet.

Sådan er vi ude i det pulserende og nogle gange pulverisende liv, får store oplevelser og mindre. Og livet racer afsted med os.  

Og lige nu er vi i pitstop. Vi skal have tanket op til mange nye omgange med livet. Ja, det ved vi godt, vil være forskelligt, nogle færre, nogle flere omgange. Og hvornår har vi kørt nok omgange? Hvis vi har det godt, så er nok aldrig nok. Andre har fået nok. Andre igen tænker ikke over det.

Pitstop, det kan også være et sygeleje, hvor vi får lejlighed til at få en ny start, måske i lavere gear, måske i samme gear. 

Men der er også det sidste pitstop. Da gælder det om, at vi har fået tanket op til evigheden.

Med den kraft, der kan race forbi døden.

Når vi står over for vores egen afmagt, når vi står midt i vores mest magtfulde perioder af livet, så gælder det:

Men verdens ære, magt og guld
f
or dig er ikkun (er bare) støv og muld.
 
Interessant nok er det første ord i englesangen ordet ÆRE.

Ære være Gud i det højeste, synger englene.

Thi dit er riget og magten og æren, lærer vi at slutte fadervorbønnen med. 

Hvor ofte handler det ikke om vores egen ære, magt og vores rige.

I næste vers dukker glæden så op, når vi har sagt til os selv og Gud, at vi godt ved om det farlige i begæret efter ære og magt. 

At være kristen er at kunne le af sig selv og se det komiske i ens begrænsninger, men også det fantastiske at være menneske midt i begrænsningerne.

Når vi sådan holder begge ben på jorden og hjertet varmt ved Gud Helligånds hjælp, så kan der bliver rum og plads i vores indre til at være glad midt i al sorgfuldhed. 

Der kan for resten også være en slags sorgfuldhed, som gælder det, vi ikke når eller fik nået i livet. Sorg over ikke at have fået den ære, den magt, som vi længtes efter.

Du, som ikke kender til det, kender så måske til andre sorger. Lige meget hvad sorgen gælder, så vær nu glad! sang vi. 

Der kan også være spørgsmål om hvorfor den ene så den anden lider på den og den måde. Vi kan ikke forstå hvorfor – ikke svare på de mange hvorfor’er. Gud forbliver ubegribelig, ligesom det er ubegribeligt, at Gud blev det lille barn, som ligger i krybben.

Midt i alt det, vi stiller spørgsmål til, står evangeliets budskab fast: Her fødtes os en Frelser, som er Herren. Eller med salmens ord, som vi synger om lidt, her fødtes han, som i sandhed er mand og Gud – af syndens nød og pine han nådig hjalp os ud.

Prædiken 3. søndag i advent 15. december 2013

Prædiken 15. december 2013
holdt i Nordby og Besser kirker


Gud har gennemført sine løfter – og Zakarias’ lovsang profeterer opfyldelsen af et løfte på tærsklen til Jesu fødsel.

Løftet om en, der skulle bane Herrens vej: Johannes Døberen. Noget faderen Zakarias ved Ånden vidste. Altså: Johannes Døberen er vokset op med den bevidsthed fra barns ben.

Tænk: Zakarias blev af englen givet budskabet om barnet Johannes’ fødsel og troede ikke englen. Så blev han stum, indtil barnet var født. Så skrev han navnet op, det som hans søn skulle hedde: Johannes, det betyder Herren er nådig.

Og nu med talens fulde brug priser han Gud, som har besøgt sit folk og som vil besøge os, tvivl ikke om det!

Gud besøgte Sara, Abrahams hustru, og hun fødte Isak. Gud besøgte Moses i ørkenen i tornebusken, der brændte, og Gud kaldte netop der i det mest øde sted Moses til at føre folket frelst ud af Egypten, og det skete.

For Gud har, som Zakarias forkynder, oprejst os et frelsens horn. Gud er som et kæmpende dyr, der vogter sine mod fjender, hans horn er løftet til kamp mod synden, døden og Satans rige, så vi kan leve i Guds fred og glæde, trods al modgang.

Zakarias taler om befrielse fra vore fjenders hånd.

Her snakkes ikke hen i vejret, men konkret om, hvordan det faktisk er.

Befrielse og frelse fra vore fjender, siger han. Et mægtigt løfte.

Frelsens horn blev virkelig løftet ved Jesus Kristus én gang for alle.

Zakarias profeterer, hvordan hans søn skal bane vejen for Kristus.

Du skal gå foran Herren og bane hans veje.

Mest tydeligt, da Jesus kom til Johannes for at blive døbt i Jordan, ligesom alle andre, dåben til omvendelse. Se, Guds Lam, som bærer verdens synd, udbrød Johannes Døberen om Jesus.

Og, profeterer Zakarias videre, hans barn skal ”lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse”.

Erkendelse af frelse – ikke noget abstrakt, teoretisk, nej, en hjertets tilegnelse og erfaring af frelsen i Jesus Kristus. Ikke som noget, vi kan erkende af os selv, nej, men som en guddommelig gave.

Altså: fra starten af hører vi, at det hele handler om noget helt personligt, for os hver især, om at erfare frelsen i os selv. Frelsen – hvordan?

Ja, frelsen har sit fortegn i syndernes forladelse.

Alt begynder og slutter her. Uden syndernes forladelse, truer evig død. Med syndernes forladelse følger liv og salighed.

Johannes Døberen skulle pege hen på, og hans far Zakarias forkynder det på forhånd, fordi han ikke kan vente på, at sønnen kommer i gang – der skal smedes medens jernet er varmt, Johannes Døberen skulle altså pege hen på Jesus som frelseren, i hvis navn der er syndsforladelse, så der døbes i hans navn, så Helligånden med syndernes forladelse og evigt liv skænkes.

Zakarias bruger billedet om Frelseren, der er på trapperne, billedet af Solopgangen fra det Høje, som vil besøge os og skinne for dem, der sidder i mørke og dødens skygge og lede vore fødder ind på fredens vej.

Johannes Døberen pegede hen på Frelseren, og Paulus peger væk fra sig selv og siger: Vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som tjenere for Jesu skyld.

Det skal vi også gøre, prædike ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren, altså som Gud Faders eneste Søn, født før alle tider, som var i evighed med sin Fader, men i tidens fylde blev menneske.

Vi mennesker vrider os under dette budskab, at give os ind under én herre og lade alle andre fare. Vi vil helst holde alle døre åbne. Men sådan mister vi velsignelsen. Der vil være og er meget modstand mod at tilbede Herren og ham alene, og hans Søn, Jesus Kristus. Det vækker modstand, spot. Vi må sige med Paulus: Denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds, ikke vores.

Hvor ville det ikke være dejligt, at hele folket samledes om dette budskab? Men vi har så meget for. Eller mange er som får, der ingen hyrde har. I vil ikke blive færdige med Israels byer, inden jeg kommer igen, siger Jesus til sine apostle. Dvs. arbejdet er endeløst, og der er få høstarbejdere, som Jesus også siger.

Vi er, siger Paulus, midt i denne situation som er skrøbeligt lerkar, da er vi tvivlrådige, men ikke fortvivlede.

For som vi sang med Brorsons vidunderlige ord:

Min Jesus jeg mig ofre vil og al den del, mig hører til; ej noget er så godt og rart (sjældent/fint), at det for ham skal blive spar’t, hvad ham til ære kastes hen, det findes tusindfold igen. Det, der kastes bort for hans skyld, findes tusind gange igen. Hvilket løfte, hvilken trøst i modgang.

Trøst, ja, trøst mit folk, siger profeten Esajas.

Sig til mit folk, at dets hoveri er til ende, hendes skyld er betalt.

Ja, når vi binder vort hjerte til Jesus som vores Herre, følger ham som hans disciple, så er vi fri fra alverdens slaveri under myndigheder, under mennesker og deres bestemte meninger om, hvad vi bør tro og ikke tro. Ja, så er vi frie som fuglen i luften.

Kun bundet af luftens Herre, Skaberen og hans Søn, som har skabt os sådan, at det var meningen, vi skulle kunne flyve frit.

Og om lidt skænker han os sig selv i nadverens gave, så vi får kræfter til at flyve frit, så vi ikke lader os binde til denne verden, dens gods og guld, dens guder så som egen klogskab, anseelse, venner, eller hvad det være vil, men lader os bære på vinger af Herren selv. Amen.

Prædiken 1. søndag i advent 2013

Prædiken 1. søndag i advent
tirsdag den 3. december 2013 kl. 16.30
i Besser kirke


Hosianna, råbte de, der fulgte Jesus på vej ind i Jerusalem. Det betyder: Frels dog! Men i dag kan vi også sige: Vær velkommen!
Som vi sang før: Vær velkommen, du min fred.

Og Jesus bød sin hjemby Nazaret nådens år velkommen. Han sagde med profetens ord, at han var kommet for at udråbe et nådeår fra Gud.  

Et nådeår – hvad var det?

Det var det år, når al ejendom blev givet tilbage til de oprindelige ejer. Det var det år, hvor slaver blev frigivet. DET var et nåde år.

Nu udråber Jesus i sin hjemby et nådeår. Det lyder skønt, og folk er lige ved at klappe af det, han siger.

Men så siger han: I kender ordsproget: Læge, læg dig selv! Altså: Jeg skal komme her og helbrede alle i min hjemby, for ellers er jeg ikke virkelig læge, eller jeg er en ond læge. Og så siger jeg jer: Kære hjemby! Jeg kan ikke gøre noget her! En profet er bare ikke anerkendt i sin hjemby!

Folk bliver urolige. Hvad skal det sige?  

Og Jesus fortsætter med at give eksempler på, at en profet ikke sendes til sine egne.

Profeten Elias blev derimod sendt til en enke i Sarepta. Ja, men der var mange enker i Israel, hvor vanvittigt, at Gud sendt Elisas til denne ene enke i udlandet. Men det GJORDE GUD.   

For sådan har Gud vist sin vidunderlige magt og kraft til at virke undere, som alle slægter må bøje sig for i dyb beundring – med mindre det er, at mennesker skubber Gud og hans undere fra sig og ikke vil have med det at gøre.

Og sådan er det med Jesus og hans folk. De små, de fattige, de fattige i ånden, de skrøbelige, de, der er ved at bryde helt sammen, de som føler, at meningen med alting forsvinder, de som føler, at andre tromler hen over dem og næsten knuser dem, de, som føler sig fanget i et mørke, som ikke vil høre op, føler sig forfærdeligt ensomme midt bland mennesker,

kære menighed, til dem kom Jesus, til dem sendte hans Fader ham med trøst, en evig trøst, som trøster, så det til sidst en dag vil tørre alle tårer af deres kinder, også selvom de må stå meget igennem fortsat.  

Jesus vores Frelser kom nemlig ikke for at hygge sig med sin lille landsby derhjemme, men for at frelse verden, frelse enhver, som tager sin tilflugt til ham og hans Fader. Og det rækker ud fra Nazareth til hele Israel, og derfra, fra verdens navle, ud til de fire verdenshjørner frem til verdens ende, når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde.

Ja, der kommer det igen – Jesus er ikke en hyggelig og harmløs fyr, som vi kan trykke på brystet, så kommer der lyse og dejlige ord ud. Nej, han hverken kan eller vil tale andet end sandhed, han som er Sandheden, Vejen og Livet.  

Det er sandt, at Gud ikke sendte sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.

Men enhver står evigt over for Guds Søn og kan tage imod ham eller forkaste ham.  

Hans egen hjemby valgte i raseri at forkaste Jesus helt og aldeles den dag i synagogen. De drev ham ud og forsøgte at kaste ham ud fra det bjerg, deres by ligger på.

Men Guds Søn vidste timen, som skulle blive mørkets, hvor han skulle lide og dø, og den måtte vente noget endnu.  

Sådan ser vi at dommen, skellet, mellem mennesker, træder frem, når Jesus træder frem.

Jesu mor Maria fik at vide, at Jesus var sat til fald og oprejsning.  

Gud ske lov! Så kan den, der nu forkaster Guds Søn, i morgen tage imod ham som sin Frelser.

Men hvis vi mener, vi ikke har brug for Guds frigivelse af os, for Guds undere på os, så gør vi alt for at afskære os fra Gud.  

Gud ske lov! Gud lader os ikke sejle vores egen sø. Han virker på os, når vi sådan glemmer ham, eller ligefrem forhærder os.

Når vi forsøger at leve uden Gud, mærker vi nemlig Guds dom i vort hjerte. Hvor bliver den enorme glæde og fred af, som Jesus vil give sine? Den er der ikke. Den forsvinder. Da bliver livet for alvor ulykkeligt.  

Men du, som nu føler dig fremmed for Gud, eller måske føler, at du ikke ønsker Gud, det betyder INTET, kære menighed, når du blot sukker i dit hjerte til Gud midt i det hele.

For du kan med rette føle, at det er som om Gud er død, han hjælper dig ikke i din nød, hvad din nød så netop nu er.  

Så siger jeg: Suk, råb, bed til Gud på nødens dag, og han vil udfri dig. Han sender dig hjælp.

Da skal du komme til at opleve øjeblikke, som det, da enken i Sarepta opdagede, at melet ikke slap op, selvom hun bagte og bagte til sig og sønnen igennem hungersnødens år.  

Talløse gudfrygtige troende gennem tiderne har erfaret Guds vidunderlige hjælp midt i trængslerne.

Måske ikke helbredelse, måske ikke at få synet igen, men frihed i hjertekammeret fra enhver binding af undertrykkere.  

For det er advent for dig og mig, kære menighed, at Jesus, Frelseren, kommer, han kommer til dig og mig, midt i vore almindelige liv, når vi søger ham. Og hans trøst er så vidunderlig, at vi kun kan begribe en brøkdel af den. Han trøster over alle tab, det gør han, for han er GOD, han er den vej, vi trygt kan vandre på, han kender din nød, min nød.

Og han har sendt sine disciple ud for at forkynde det, så nogen kan gå hjem i dag med et frit sind, med nyt håb til at leve, ny glæde, en fred som overgår al forstand, og kan bevare hjerter og tanker i Jesus Kristus.

Sidste søndag i kirkeåret - prædiken 24. november 2013

Sidste søndag i kirkeåret

24. november 2013 kl. 11.00 i Besser kirke og kl. 14.00 i Nordby kirke

Læsninger: Es. 65,17-19; 2. Thess.2,13-17; Matth. 25,31-46

For en del år siden var der en julekalender, som hed Canal Wildcard. Hver gang skulle en professor gætte, hvilken melodi, det var folk brummede eller nynnede i telefonen. Det var ofte meget svært med den brummen. Men hver gang gik det til sidst op for professoren, at det var ”Højt fra træets grønne top”. Det var det hver gang uden undtagelse. Også selvom en mand engang protesterede, så sagde professoren bare: Det ER den, og så var det afgjort. ”Højt fra træets grønne top.”

Noget lignende gælder med evangeliet. Det er en del, som vil mene, at lige meget hvad evangeliet netop nu fortæller, så handler det hver gang om det samme. Noget med at være god mod sine medmennesker.

Misforstå det ikke – næstekærlighed er sandelig en stor del af evangeliet. Men aldrig denne melodi alene. Tværtimod altid sammen med melodien: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.

Og der er ikke bare to melodier i evangeliet. Der er en tredje, som forkynder, at Jesus er Guds Søn og menneskers Søn. Der er en fjerde, der forkynder, at han er sendt af Gud Fader ud af hans kærlighed til verden, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Der er en dyb, frygtelig, men sand melodi, der handler om Guds og Jesu vrede over synden i dit og mit hjerte, som frembringer frygtelige frugter: mord, hor, misundelse, foragt, selvindbildskhed, hovmod, afgrundsdyb egoisme, ukyskhed, pengebegær, og flere.  

Der er en trøstefulde melodi om, at Herren Jesus tager imod alle, der er trætte og tyngede af tunge byrder og giver dem et let og godt åg, et åg, som værner om og fremelsker det allerskønneste liv, som Skaberen og Hans Søn har haft i tankerne fra evighed af.

Og i dag er der en melodi, der lyder til ordene fra profeten Esajas, ord fra Herren: ”Det er den hjælpeløse, jeg ser til, den modløse, og den, der skælver for mit ord.” (66,2).

Sådan taler også Guds tjener Martin Luther, da han skrev den lille katekismus om buddene: Vi skal frygte og elske Gud, så vi gør sådan og sådan svarende til det enkelte bud.

Da Jesus sender sine disciple ud første gang i verden, siger han – over for de forfølgelser og grundløse beskyldninger, som venter dem: Frygt ikke den slags. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. (10,28).

Hvem frygter og elsker ikke Gud, som dømmer retfærdigt over os nu og altid?

Vi vil gerne skjule os for Gud i selvisk hykleri: Jeg er god nok, som jeg er – mens vi ser væk fra et menneske, så det bliver ensomt, glemmer at besøge en, der trænger til netop dit og mit besøg, lader være med at hjælpe, når det står i vores magt at gøre det.

Vi mennesker har en meget gammel melodi, som har været kendt lige siden Adam og Eva var ulydige over for Gud, melodien hedder: Mon Gud skulle have sagt det og det?

Skulle Guds Søn have sagt, at vi skal dømmes på vore gerninger eller mangel på samme over for hans mindste små?

Men sådan er det. Jesus taler i dag ikke om næstekærlighed i almindelighed, men den venlighed, som hans disciple er kaldet til at vise over for hinanden i den yderste nød.

Hvad er den yderste nød for en discipel? At være foragtet og udstødt af det gode selskab, at blive undertrykt, chikaneret og forfulgt.

Hele Matthæus-evangeliet har denne melodi kørende i baggrunden som en grundtone.

Lige fra bjergprædikenens ord: Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer (5,11-12).

Og dagens evangelium er allerede udtrykt i Jesu udsendelsestale: Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. (10,40).

Den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn. (10,42).

Så er dagens evangelium ikke ord, der handler om vore gerninger i almindelighed, men om, at vi kendes ved vore meddisciple, især de mindste, som har svært ved at holde fast, men som holder fast med trofasthed ved Herren Jesus som deres Herre. ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!”

Og derpå følger de forfærdende ord om den evige straf for det, og evigt liv til dem, der har gjort dette.

Skal vi så tænke småt om det at hjælpe en medkristen, som næsten ikke kan holde fast, men alligevel gør det?

Hvad skal vi sige til såkaldte kristne, som håner en medkristens tro, fordi vedkommende vil leve den ud med bøn og fællesskab i gudstjenesten?

Hvad skal vi sige til kristne, som ikke støtter op om Jesu mindste små ved at komme i fællesskabet, men føler sig højt hævet over det, fordi de har vigtigere ting for, nemlig at gøre godt i verden?

Men altså ikke godt over for medkristne. Men det er netop det, Jesus fordrer i dagens evangelium i særlig grad.

Ja, det er sandt, at vi skylder ethvert medmenneske at vise venlighed, fredsommelighed og forsonlighed, så vidt det er muligt.

Men Jesus siger til sine disciple: den forpligtelse gælder i særlig grad jer indbyrdes. Som det hedder i Johannesevangeliet 13,34-35: ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”

Kærligheden til kristne brødre og søstre.

Johannesevangeliet glemmer at nævne næstekærligheden helt generelt. Nej, det er kærligheden til brødre og søstre.

---

Og nu skal vi huske, at dagens evangelium er de sidste ord inden Jesu lidelse, død og opstandelse.

Hvordan hænger det sammen? Jo, Jesu kors er også hans herligheds trone, hvorfra han hersker, for der besejrede han alle den ondes magter, synden og døden. Lad os blot se et billede for os af Kristus, hængende på korset som en vikingekonge, sådan som vore tidlige kristne forfædre afbildede ham.

Og det betyder, at han hersker fra korset. Han uddeler rige gaver af evigt liv til dem, der binder sig til ham med troskab, og han viser den bort, som kun vil sig selv.

Korset dømmer på denne måde. Hele verden står foran korset.

Det kan godt være, at vi ikke er vant til at se det på den måde. Men korset er som et sværd, der går gennem marv og ben.

Lad os ydmygt falde ned for korsets fod og tilbede vores korsfæstede og opstandne Herre og konge, Jesus Kristus.

Og så dag for dag leve videre i det spor , som han har lært os i alle sine bud og befalinger og ord.

For at vi engang er kommet på rette spor, betyder ikke, at vi så automatisk føres videre til den ventende herlighed.

Uden at vi overgiver os til Jesus igen og igen og til hans Ånds indvirken på vort hjerte og sind og sjæl, så driver vi bare os selv af sted og kan indbilde os, at vi jo tror på næstekærligheden, men uden at vi dybt fortryder, når vi forbryder os mod andre.

Og det er så en melodi mere, som ofte ligger tildækket som en stue i et forladt hus, hvor alle møbler er dækket til med klæder. Melodien er: Uden Helligånden helliges ingen, uden Guds Ånd går vi blot vore egne veje og kalder dem Guds.

---

Lad os sammenfatte, hvordan grundtonen i Paulus’ overlevering af kristen tro er, som vi også har hørt det i hans brev til menigheden i Thessalonika:

Først fremstiller Paulus, hvad Gud har gjort i Kristus. Først dag kan han sige:

Tro evangeliet!

Og først da kan man sige:

Efterlign Herren, dø med ham,

opstå med ham, lev med ham.

Forkyndelsen af Kristi død og opstandelse er for Paulus forudsætningen for al trøst og formaning.

Paulus holder for, at Gud gør alt

og kræver dog meget af mennesker.

Anderledes sagt: Paulus hævder, at Gud skal komme til at dirigere hele mennesket, også viljen.

Men når alle formaninger er sagt, så er de ikke tilstrækkelige, de rækker ikke til.

Derfor følger til sidst efter formaningerne med nødvendighed: bøn.

Bøn for hinanden indbyrdes i menigheden, at Gud må bevare os i tro og i alt, hvad Jesus har overleveret os, ja, at Gud med kraft må fylde os med alle gode forsætter og alle troens gerninger.

Så lad os hverken blive trætte af at gøre det gode, men heller aldrig blive trætte af at bede, og også takke Gud for alle Hans velsignelser. Amen.

Prædiken 20. søndag efter trinitatis 13. oktober 2013 i Besser og Nordby kirke

Salmer til 20. søndag efter trinitatis 13. oktober 2013
kl. 11.00 i Besser kirke og kl. 14.00 i Nordby kirke

Læsninger:  Jeremias 18,1-6; Ef. 5,15-21; Matth. 22,1-14

Jesu lignelse er en advarsel til os alle om at man ikke kan forblive i Guds rige, hvis man ikke bærer frugt, og hvis man vender sig til Gud og modtager hans tilgivelse.

Evangeliet om Guds rige skaber altid modstand og tilslutning. Det lærer vi i den historie, Jesus fortæller.

Folk er indbudt til en kongesøns bryllup. Men det kan de ikke tage sig af. De takker ikke engang nej. De går bare videre med deres sædvanlige gøremål på marken og i forretningen. Nej, der er nogle, som mishandler og slår sendebudene ihjel.

Se, hvor meget der står på spil med indbydelsen til Guds rige!

Men kongen vil ikke finde sig i, at festen går i vasken. Han sender nye sendebud ud på vejene og samlede alle op, lige meget hvem de var, onde eller gode. Og se, salen blev fyldt af gæster!

De første, som ikke ville komme er Guds udvalgte folk, som stod Gud imod igen og igen. Ja, de slog ligefrem sendebudene fra Gud, nemlig profeterne, ihjel.

Og så kom Jesus og indbød alle, onde og gode, til Guds rige, og de sagde ja.

Men Gud ske lov er mange fra Guds ejendoms folk Israel ved at blive kristne. Og apostlen Paulus siger udtrykkeligt, at i Guds frelsesplan vil det ske, og vi ser det begynde at ske i vor tid, efter 2.000 år. I hjertet af Israel.

Men så er der en lille detalje tilbage i historien om kongesønnens bryllup. Nemlig ham, som ikke havde bryllupsklæder på. Kongen tiltaler ham som ven. ”Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” Manden tier. For han vil være der på egne præmisser. Han er ligeglad med kongen, ja, han fornærmer kongen. Han kommer i egen kraft, i egen retfærdighed.

Men ingen kommer ind i Guds rige af egen og i egen kraft. Han bliver derfor smidt ud uden for i mørket.

Guds rige er ikke et eventyr, det er alvor. Det handler om vores evige liv eller fortabelse.

Fortabelsen sker, når vi tror os frelste, fordi vi i os selv er gode nok.

Kun den, der kommer i kraft af Jesu Kristi gerninger for os, kommer ind og forbliver i Guds rige til evig tid.

Den, der tror på Jesus Kristus, at han er Guds Søn, at han kan frelse, han bliver frelst. Det kan du stole fuldt og fast på.

Jesus slutter med ordene:  Mange er kaldet, men få er udvalgt.

Advarslen om de få udvalgte, om bryllupsgæsten uden festtøj, gælder menigheden, når vi mener os frelste på forhånd. Vi kan te os, som vi vil, Gud skylder os evigt liv. Men det er løgn at vi kan leve, som vi vil og vinde evigt liv.

Hvornår har man set fodboldspillere, som vandt kampen, mens de intet foretog sig på banen, og kun yderst sjældent trænede?

Så lad os træne! Så lad os se til, hvordan vi lever, ikke som uvise, men som vise.

Lad os bruge det gunstige øjeblik, for dagene er onde. Hvad betyder det? At den Onde, Djævelen går omkring som en brølende løve og søger at opsluge os. Derfor skal vi være på vagt og ikke gå evigt berusede rundt, beruset af drik men også af alle mulige beskæftigelser, som gør, at vi aldrig tager vores liv alvorligt, aldrig tager Gud alvorligt, aldrig tager næsten alvorligt.

Men, kære menighed, vi har virkelig brug for at blive beruset, ellers er det ikke til at leve. Men hør, at apostlen siger:

Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden.

Lad jer fylde af Ånden.

Sådan har Gud skabt os, til at blive fyldt af hans Ånd. Han blæste fra begyndelsen sin livsånde ind i os, men han vil også fylde os igen og igen med sin Ånd.

Som vi sang i salmen: Kom, Guds Helligånd, kom brat.

Tom er alt på jorderig

avner kun at høste.

Der er ikke langt fra den sang, You’ll never walk alone, som Liverpools fans synger ved fodboldkampe, og så ’vores salme’, selvom den ikke synges på store stadions.

Her er teksten:

When you walk through a storm
Hold your head up high
And don't be afraid of the dark

At the end of the storm
Is a golden sky
And the sweet silver song of a lark

Walk on through the wind
Walk on through the rain
Though your dreams be tossed and blown

Walk on, walk on with hope in your heart
And you'll never walk alone
You'll never walk alone

Walk on, walk on with hope in your heart
And you'll never walk alone

You'll never walk alone

Men jeg har en drøm, kære menighed, at sådan en salme blev sunget af forsamlinger på stadions, som blev beruset af Helligånden ved at synge ordene i den salme:

Sjælesørger allerbedst,

Hjertekamrets ædle gæst,

Vær hos os tilstede

Med Guds fred i storm og strid,

Himmelsk trøst i trængsels tid,

Sluk vor sorg med glæde.

Det er det, vi længes efter, kære venner, at vor sorg slukkes med glæde. Det sker, hvor to eller tre samles i Jesu navn og på hans ord. Da slukkes sorgen med glæde. Sorgen kan være så forskellig for dig og mig. Det behøver vi ikke tale om, men det ved vi godt. Og dybest set, bag alle de konkrete grunde til at være kede af det og til sorg, er der det, at vi ikke er skabt til at leve dette dødelige liv og så lægges i jorden uden håb.

Vi er skabt af Gud, som vil vække vores tro på Jesus Kristus, dødens overvinder, som også har overvundet døden for os. Han har vundet. Vi skal blot tage imod hans sejr.

Kære venner! Vi kan vælge at være ligeglade med Jesus, vi kan vælge at tro på os selv, tro, at Gud skal frelse os, også uden at vi følger ham i tro og liv.

Men da er vi helt på vildspor. Det er også kirkens opgave at fortælle og advare, så Guds børn, så vi alle, kommer med ind i Guds rige til evig tid. Det er begyndt i dåben, men vi kan fornægte dåbens kraft og skalte og valte med dåben, leve i tillid til alt muligt andet. Og det, vi forventer alt godt fra, det er vores Gud.

I en prædiken fra 1941 betonede præsten i Vedersø, Kaj Munk, meget stærkt denne alvor i det kristne budskab:          "Men er der ofret saa meget fra Guds Side på vor Frelse, saa maa vi ogsaa forstaa, at det er Alvor. Jesu Værk det er en Guds Gave til os, men ikke en Gave, som vi kan modtage eller lade være med at modtage, vi er lige gode Venner for det. Gud forbander os ikke, hvis vi vender den Ryggen, men det fører Forbandelsen med sig at gøre det. Naa, skal vi nu til at have en Tordentale igen? Maaske tror De, mine Damer og Herrer, at vi holder Tordentaler for vor Fornøjelses Skyld? Ja, det tror De. Nuvel, saa lader vi være. Saa lader vi Mennesker tage de sidste 3 Skridt ud over Afgrundens Rand, uden at skrige til dem: "Ser I dog ikke! stands! stands!" Forbrydere vilde vi være, om vi vidste Besked og af Magelighed og Elskværdighed tav." (Kaj Munk: Med Ordets Sværd. S. 33-34. - Nyt Nordisk Forlag 1944)

Seneste kommentarer

12.08 | 09:41

- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.

11.06 | 12:37

"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞

22.09 | 17:58

Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.

01.12 | 17:13

"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.

Del siden