Prædiken 18. søndag efter trinitatis: om kærlighed til Gud og næsten (og NÆSTEN!)

18. søndag efter trinitatis,
29. september 2013 kl. 9 i Kolby
og kl. 11 i Langør kirke med barnedåb.

Når en far og en mor ser deres nyfødte barn i øjnene for første gang, sker der noget, som er så unikt, at hele universets gåder er små i forhold til det. Der er nemlig noget her, som er større end alle gåder: kærligheden. Som også er en gåde: Kærlighedens gåde.

Så ved vi godt, hvad kærlighed er.

Eller når en mand forelsker sig i en kvinde, og kærligheden gengældes, eller omvendt. Ubegribelige under!

Så glem alt om, at vi er født ind i en kold verden, hvor der ikke er andet end matematik, der tilfældigt styrer universet.

Med kærligheden i hjertet se ud på universet en aften, se på stjernernes uendelige tal og se, at de ikke bare er store ildhav, men står og blinker til dig og mig, fordi Skaberen har villet det sådan. Tak!

Alligevel: Kærligheden til barnet, til ægtefællen, er ’naturlig’, den kommer af sig selv. Men det varer ikke længe, før den ikke altid af sig selv.

Så vræler ungen, og jeg bliver irriteret.

Så minder hun eller han mig om noget, jeg har lovet at gøre men ikke gjort, og jeg bliver stiktosset. Jeg prøver jo at holde det for mig selv, men det kommer ude mellem sidebenene, den irritation.

Så er der for resten den irriterende arbejdskollega eller ham eller hende i klubben, som jeg bare ikke kan magte.

Og nu er vi klar til at høre, hvordan vi skal være. Nu er vi klar til at høre, hvad Jesus har at sige om kærlighed.

Hvor ville det være rart med lidt smalltalk a la aftenshowet, hvor alt dybest set er lige godt, og jeg er et godt menneske, der bare ikke lige havde en god dag, da jeg gik amok over ingenting.

Kære venner, kære menighed! Her kommer ordene om, hvordan vi skal være.

Vores kærlighed skal være som to hængsler, der gør, at døren går let, kan åbnes og lukkes, så livet forbliver dejligt, eller BLIVER dejligt, der hvor livet var ved at gå i stykker.

  Lad os høre, hvad det er for hængsler, som skal få vores kærlighedsdør til at gå let og fint dag ud og dag ind livet igennem.

Sådan: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Og: Du skal elske din næste som dig selv.

De to hængsler betyder lige meget, siger Jesus, buddene står lige med hinanden. Alligevel, hvis et af dem skal være større, så er det det første, som er størst.

Hvorfor?

Fordi Skaberen skabte os til fællesskab med ham engang i tidernes morgen, til en uendelig lykke i paradis, en vidunderlig lykke, som vi godt kan opleve i glimt eller i lange perioder, men som fuldt ud skal blive en ubegribelig fantastisk virkelighed, når Guds rige oprinder synligt til sidst, når historien er slut og Gud lukker historiens bog.

I dåben gør Gud os til sine børn på lige fod med Jesus, vi adopteres til hans sønner og døtre.

Lad os prøve at forestille os som det lille barn, som lige er blevet døbt.

Lad os forestille os, hvordan han begynder at se på sine forældre, på andre, på verden.

Lad os forestille os, at vi er ham og for første gang skal i gang med at se på Gud Fader. Hvordan gør vi det? Vi gør det, når vi taler til Gud, eller måske bare fremstammer et ord eller kommer med et langt suk, hvor vi lærer lige så langsomt at sige: Abba! Det er græsk og er det lille barns ord for FAR.

Mon Gud ikke svarer på den bøn, den spirende kærlighed? Jo, mere end det, han er selv kærlighed, og er den, som skaber råbet, sukket i os. Ønsker fællesskabet med os.

Kærligheden er det fineste og mest sårbare i verden.

Vi må ikke skade kærligheden, men gør det alligevel.

Derfor lyder også befalingen: Du SKAL elske Gud og din næste. Du VIL måske ikke, men du SKAL. Det er en hjælp. Det er ikke noget, jeg måske kan gøre, eller lade ligge.

Nej, hele meningen med dit og mig liv beror på, om vi går ind i det her og gør de to bud om at elske Gud og næsten til en del af hele vores liv.

Vi kan ikke sige ja til buddene om at elske Gud og næsten og så bare være ligeglade med næsten for eksempel. Så er vi hyklere ud over alle grænser.

Kære alle! Hver gang vi bliver sure over ingenting og ikke vil være venlige over for hinanden, så står evigheden på spil.

Paulus gør det klart, han kæmper for at gøre os grundfæstede i alt godt ”til det sidste, så I ikke kan anklages på vor Herre Jesu Kristi dag”, siger han.

Men nu kan det virke, som om vi bliver knust af pligten til kærlighed, knust, når vi giver efter for had eller vrede eller misundelse eller bitterhed.

Gud ske lov for selve befalingen – for så ved vi, at had, vrede, misundelse, bitterhed, utroskab med mere er noget, vi ikke skal give plads i hjertet, men lade passere forbi os som himlens skyer. Lad dem drive afsted, men lad dem ikke få plads i hjertet.

Jamen, jeg er bitter, hvad skal jeg så gøre? Spørger du måske. S VAR: Du har en Herre, Jesus Kristus, som døde på korset for at bære din bitterhed, dit had, din utroskab, din misundelse, din lyst til at hengive dig til alt det, din grådighed, og meget mere.

Du har en Herre, som er både Gud og menneske, og derfor er det alvor, at han kan hjælpe dig i din nød.

Kast derfor al din lid på ham, stol på hans hjælp. Se på korset og lad din bitterhed svinde ind. Så tøs noget i dig op.

Og når vi bliver selvoptaget og kun tænker på penge og velstand, så lad os høre om, hvor snart  vi skal bort herfra, og at vi alligevel har en helt anden fantastisk rigdom.

Paulus levede i uro med at rejse rundt og tale om Jesus Kristus og opbygge menigheder, han oplevede piskning, chikanerier, forfølgelser og fængsel, ja, han blev til sidst henrettet for sin tro.

Denne mand, denne apostel, lokker os til at mærke, hvor rige vi er blevet gennem Jesus Kristus, Gud og menneske.

I ham er I blevet rige på alt, siger Paulus. ALT! Lad den lige blive stående.

Åh, siger du måske: kan vi ikke blive fri for store ord! Jo, måske oplevede menigheden i Korint at blive rige på alt, men vi har ikke oplevet det. Og det er også svært, hvis vi ikke mødes regelmæssigt og opbygges sammen i vores fælles tro.

For rigdommen er ikke som penge og godt en privat rigdom, nej, det er en fælles rigdom: I er blevet rige på alt, siger Paulus, og uddyber, på al tale og på al kundskab, fordi ordene om Jesus Kristus er blevet grundfæstet hos jer.

Er vi måske ofte også åndeligt fattige? Ja, men vi HAR adgang til den enorme rigdom gennem Jesus Kristus, og åbner vi hver især og som fællesskab op for ham, så bliver vi også så rige, så lader Guds gode Ånd en kilde af gode ord og indsigt springe i os og i fællesskabet.

I dåben har vi fået hele denne rigdom for intet, vi har adgang til at bede, vi har fået fadervor som en dåbsgave.

Sammenfatning: Vi SKAL elske. Vi VIL ofte ikke. Men vi SKAL alligevel. Det er selve muren omkring vores liv, der giver retning til vores liv. Også når vi fejler og må bide i græsset.

Derfor: Gud ske tak og lov, fordi vi har en Gud, som har elsket os og hele verden så højt, at han sendte sin enbårne Søn Jesus Kristus, for at vi ikke skal fortabes, men trods vore svigt få evigt liv ved ham.

Gud ske tak og lov, at Gud elskede os først. Det skal vi huske, det skal give os kraft til at lade kærligheden får praktisk plads i os. Ikke bare i følelserne, men i praksis også.

Som Kaj Munk siger: Du, min tilhører, hvad tænker du på i dette øjeblik? Har du ikke en syg, du skal have set til efter kirke i dag, en gave, du skal have afleveret, et brev, du skal have skrevet, en undskyldning, du skal have klemt ud mellem dine sideben? Eller er der ikke et menneske, som du skal skældt ud for noget – du er gået udenom af fejghed så længe, nu må du have det overstået. - Vi kristne tør ikke mure os inde. Gud er så god ved os, at vi må ud til andre og have læsset noget af. Vi må begynde med at elske medmennesket; så kan det måske ende med, at vi også holder af dem.

Prædiken 18. søndag efter trinitatis: Kærligheden tåler ingen opsættelse!

17. søndag efter trinitatis 2013

22. september 2013 kl. 11.00 i Onsbjerg kirke - HØSTGUDSTJENESTE

Læsninger: Sl. 19,2-7

Ef. 4,1-6 - Lukas 14,1-11

Kærligheden tåler ingen opsættelse!

Sådan er kærlighedens inderste væsen, og det lærer Kærligheden selv, Jesus Kristus, Guds Søn, os, da han gang på gang helbreder på en sabbat, fordi menneskers lidelser er her og nu, så det kan ikke vente med lindringen og helbredelsen.

Kærligheden tåler ingen opsættelse!

Den sandhed dømmer os, hver gang vi netop opsætter og opsætter – måske i et uendelige?

Det er virkelig tid – i dag – ikke i morgen, til at vi går i os selv og lader kærlighedens væsen gennemtrænge os.

Kærlighedens væsen står selvros og selvophøjelse imod.

Den der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Det er det, der gælder på den yderste dag, hvor alt hykleri bliver borte, hvor vi står utilsløret som dem, vi var.

Den ydmyghed, Jesus tænker på, er ydmygheden over for selve livet, over for Gud, hans Fader.

Hvad er det for en ydmyghed?

At hvis vi ikke modtager Guds forbarmelse over os, så ophøjer vi os selv.

Kain ville ikke modtage Guds tilgivelse, han mente, at hans synd var for stor til at blive tilgivet.

Sådan må vi ikke tænke. For så ophøjer vi os endnu mere – under dække af, hvor forfærdelige vi er.

Tro er at komme til Jesus, at være i fællesskab med ham og få del i alt, hvad han er, heriblandt fuldstændig tilgivelse og mulighed for at begynde forfra, når vi har ødelagt livet. Sådan er Gud, sådan er Jesus. Derfor skal vi holde os til ham.

Alene at bekende troen, troen på Gud Fader, Søn og Helligånd, i ord, og så mene, at et udvendigt kendskab til trosbekendelsen rækker på den yderste dag, er lige så vanvittigt, som hvis landmanden mener, at selve hans kendskab til, hvordan man skal dyrke markerne, er nok til at få høst af korn, løg, kål, asier, drueagurker, solbær, frugter af alle slags, og meget mere.

Nej, troen er mere end kendskab, kundskab. Troen er en levende ting, der lever og ånder i fællesskab med Gud og hans Søn Jesus Kristus, som lader Guds Ånd ånde og blæse på sig, så der spirer alle mulige gode frugter frem, først som blomster, siden under livets genvordigheder til sidst skønne frugter.

De frugter nævner Paulus i sit brev til menigheden i Lilleasiens hovedstad Efesos:

Ydmyghed, mildhed, tålmodighed, så I bærer over med hinanden, kærlighed, stræben efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd.

Hovedpunktet er at afstå fra enhver form for lyst til tom ære.

Udgangspunktet er, som Paulus understreger i sit brev det, som han selv oplever i fængslet: at han er Jesu Kristi fange. Hvad vil det sige: at han er fange på grund af, at han er kristen, men også at Herren lænker ham til sig i og under de lænker, mennesker har bundt ham med.

Jesu Kristi fange! Den titel, som Paulus giver sig selv, skal ikke bare formane, men opmuntre enhver kristen til at lade sig styre af Herren, ikke af lyst til egen ære eller selvglæde.

Åndens enhed skal være i fredens bånd, siger Paulus. Fredens bånd. Altså: freden er det, der binder os sammen i Kristi menigheds fællesskab. Så vi kan ikke hengive os til resignation og skjult afstand fra hinanden, men skal i kærlighed udholde hinanden og lade hinanden kunne gøre sig gældende i kærlighed, det vil i praksis sige: at tilgive hinanden.

Prædiken 15. september 2013 i Tranebjerg kirke: "Rejs dig op!"

"Rejs dig op!"
 Prædiken i Tranebjerg kirke
16. søndag efter trinitatis 2013

Læsninger:

Job 3,11-22b; Ef.3,13-21; Lukas 7,11-17

Enken i Nain bad ikke om noget som helst. Hun kendte slet ikke til Jesus. Det var ren gave, at Jesus kom forbi på det rette tidspunkt og sagde til den døde dreng: Rejs dig op!

Sådan er Gud, sådan er Jesus. Han virker, hvor vi ikke har forventning om det.

Guds kærlighed er langt større, end vi kan  nogensinde kan fatte.

Når jeg hører ordene: Rejs dig op, som Jesus siger til en død dreng, så tænker jeg på unge, der ikke må dø nu. Dø i deres pureste ungdom. Dø af mangel på Gud og Jesus og Helligånden.

Jeg spurgte i den første konfirmandtime konfirmanderne, hvad det her gik ud på for dem. Flere svarede, at de ville gerne tage ansvar for sig selv og deres tro – noget i den stil, erkende deres tro.

Med andre ord: de vil gerne vokse i troen, ikke bare tro som et barn længere.

Rejs dig op! Sagde Jesus til drengen, som var død og lå på sin båre på vej til graven.

Dagen i dag handler om Jesu magt over døden. Kristus har magt over døden – i dit og mit liv. Rejs dig op! Siger han til dig og mig.

Rejs dig op til et nyt liv som kristen, som discipel.

Job følte sig indespærret i sit liv, så han syntes, det var bedre at være død, eller bare aldrig at være blevet født til verden.

Paulus var i fængsel, da han skrev det brev, vi har hørt en stump fra.

Men noget, der var værre en at være i fængsel var, at være ved at opgive alt. Trængslerne ved at være apostel var på et tidspunkt så voldsomt for Paulus, at det oversteg hans kræfter, så han havde opgivet håbet om at redde livet, men Gud udfriede ham af den store dødsfare. 2. Kor. 1,8-10. Så voldsomme forfølgelser var han ude for.

Ja, Paulus tilføjer: ”Det fik os til at forstå at vi ikke kunne klare os selv, men måtte stole på Gud, der har magt til at vække de døde.” ”Det har været en stor hjælp at I har bedt for os. Det var en uventet gave fra mange mennesker, og mange vil takke Gud for vor redning.”

Og nu brevet til menigheden – her beder han på knæ. Hvorfor? Jo, situationen i menigheden bringer ham i knæ bogstaveligt talt. Der er kommet rygter til ham om, at kristne er blev lovtrælle eller har overgivet sig til datidens nyreligøsitet, hvor mennesker følte sig højt hævet over almindelige kristne, inklusive apostlen Paulus.

Med alt det går Paulus til Faderen, det kristne navn for Gud!

Og den bøn, han beder, genlyder i vores nadverbøn, om at menigheden må ”styrkes”, altså at Gud vil fortsætte sin i dåben begyndte gode gerning og fuldføre den til Jesu Kristi dag (Fil. 1,6).

Det er en bøn om, at den samme kraft, som virkede ved Jesu opstandelse, må virke hos os.

Vi har adgang til ham, der har skabt alle ting, til fortrolig samtale med ham.

Og samtidig er apostlens trængsler en ære for menigheden, siger Paulus.

Vi er i den store del af kirkeåret, som kommer efter pinse. Guds Ånd udgydes i os, når vi hører ordet, rejser os op fra søvn og dvale, udruster os med en uhørt kraft til at gå frem i Jesu kraft. Ikke blot vakle videre.

Der er brug for god tid til stilhed og bøn for hver enkelt af os i hverdagen, så vi stiller os til disposition for Gud, så han kan virke i os med sin mere end overvældende styrke.

Henrik Højlund nævnte i sit foredrag, at denne andagt/bøn kunne være bare 4 minutter. Helst om morgenen. Og en opskrift på disse fire minutter har vi i Luthers forslag til morgenbøn: Slå først korsets tegn, sig derpå trosbekendelsen, bed fadervor og evt. en bøn, Luther har formuleret, og gå så glad til din gerning.

Sådan bliver vi enkeltvis og som menighed lidt efter lidt rodfæstet og grundfæstet i kærlighed, som Paulus beder om for sine menigheder dengang.

Rodfæstet - i hvad? I den rette jordbund, som er Kristi kærlighed.

Grundfæstet på den rette grund, som er Kristi kærlighed.

Vi kan intet i egen kraft, men Gud kan virke de mest utrolige ting gennem os, når vi gør os til Kristi kærligheds jordbund.

Paulus’ bøn går ud på, at menigheden sammen med alle andre kristne, ikke alene, men sammen, må få styrke til at fatte, hvor fuldstændig ufattelig stor Kristi kærlighed er til alle mennesker.

At vi må erfare den umådelige stærke kærlighed, der strømmer til os fra Kristus, ikke nødvendigvis psykologisk, men eksistentielt.

Vi skal tænke stort om Gud, ikke småt.

”Gud kan gøre uendelig meget mere med os end det vi beder om eller forstår fordi hans kraft virker i os.” I denne tro: løft hovedet, lad os rejse os op fra søvne, tro på Guds kraft til at virke alt muligt, som vi aldrig af os selv troede muligt, ja, han virker langt ud over, hvad vi næsten kan drømme om.

Søg først Guds rige - prædiken 6. september 2013 til 15. søndag efter trinitatis

15. søndag efter trinitatis 2013
Prædiken holdt i Kolby og Nordby kirker
Læsninger:
1. Mosebog 8,20-22; 9,12-16
Galaterbrevet 5,25-6,8
Matthæusevangeliet 6,24-34.

Undervejs citerer jeg Martin Luther fra hans kommentar til Galaterbrevet - den læsning, som er 'epistel' på denne søndag, fra udlægningen af Galaterbrevet 5,25-6,8.
 
Nu har det lige været den berømte dato 7-9-13. Masser af par benyttede datoen til at gifte sig i kirker og på rådhuse.

Mange tænker nok, især brudene, at så kan manden da huske datoen! Og det er der nok mange, der har det sådan.

En ting er sådan en lidt sjov dato, men en anden er, om det bringer særlig lykke.

I kirken spørger vi mand og kvinde, om de vil elske og ære hinanden, leve med hinanden i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke dem, indtil døden skiller dem ad.

Vi kristne tror, at lykken er i Guds hånd.

Alt står i Guds faderhånd, har vi en salme, der hedder.

Og i dagens evangelium siger Jesus tydeligt og umisforståeligt: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

Hold da op for et løfte!

Koncentrer jer om at leve i Guds rige og efter hans vilje i jeres daglige liv, så skal alt det andet, alt det I har brug for til dagen og vejen, gives jer som en tilgift.

Det ER et løfte, kære menighed, det er ikke en ordleg.

Men lad os gå lidt nærmere ind på, hvad ordene betyder i det løfte, Jesus giver os.

”Søg først Guds rige”.  Det vil sige: I stedet for evig og altid at koncentrere os om, hvordan vi får mere af alting, så at koncentrere os om Guds ting, eller: prioritere Guds rige.

Jamen, vil du sige, hvordan skal jeg koncentrere mig om Guds rige. Hvordan skal jeg prioritere Guds rige?

Guds rige er alt, hvad Gud er, hvad Jesus er. Guds rige er det, som hans Ånd er. Faderen og Sønnen, Jesus, sendte Helligånden til os.

Helt lavpraktisk: vi prioriterer Guds rige, når vi sætter os, knæler, står og beder til Gud, f.eks. med ordene i fadervor. Så åbner vi os for Guds riges kræfter.

Der er en, som står Guds rige imod, nemlig Djævelen, derfor forsager vi ham og alle hans gerninger og alt hans væsen og åbner os i stedet for Gud og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Luther siger, at Djævelen vil slukke evangeliets lys på tre måder:

1)     Ved kættere og tyranner

2)     Ved sult og nød

3)     Ved overmæthed, der gør, at  mennesker én for én lader sig drage væk fra Gud

Ang. Punkt 1 om kætterne: De foregøgler, at de langt overgår de fromme i begavelse, lærdom, fromhed og åndrighed. Det drejer sig ikke om lærdom, begavelse, rigdom, magt, men om enten frelse og liv eller fortabelse og evig død, siger Luther.

Punkt 2 gælder nok som regel ikke i vor del af verden, men snarere lande som lige nu Syrien, hvor 700.000 mindst er på flugt ud af landet på grund af forfølgelse og krig.

Det syriske folk, og ikke mindst de kristne der, og i Egypten, ja, i hele Mellemøsten oplever forfølgelse. Da er det godt, at det er sådan, som en har sagt (Christian Schriver): roserne vokser blandt torne, eller som en dansk salme siger (Brorson): Thi roserne vokse i dale.

Måske vil vi se de mest fantastiske roser blandt torn hos de mellemøstlige kristne.

Og vi i vor verden gælder det også der, hvor mennesker er forfærdelig anfægtede. Når et menneske kommer ind i anfægtelse og bliver bedrøvet i sjælen, så skal vi vide, at det menneske er i Guds helligdom. Her er Guds værksted. Om kort tid skal I se et herligt kar til Guds ære, siger Chr. Schriver om den anfægtede.

Punkt 3 gælder især os!

Når vi sådan for os selv eller sammen beder fadervor f.eks., så inviterer vi alt godt fra Gud ind i vores dagligdag.

”Komme dit rige” beder vi.

Og her er prioriteringen rigtig med det samme. Vi beder ikke ”komme MIT rige”, men ’DIT’.

Vi øver os i bønnen i at omprioritere i vores liv.

”Ske din vilje”, beder vi, ikke min.

”Thi dit er riget, magten og æren”, altså ikke min. Luther siger, at vi skal lade os nøje med vor flid i tjenesten og vores arbejde med at forkynde evangeliet rent, så kan vi være ligeglade med, om vor gerning behager eller mishager Djævelen, og om verden kan lide os eller hader os.

Men, spørger du måske, hvad er så den retfærdighed, som Jesus taler om:

Søg først Guds rige og hans retfærdighed, siger Jesus. Hvad er det med Guds retfærdighed? Det er alt, hvad Guds vilje er med os, som vi bør leve vores liv efter hans vilje. Vi kender buddene, som vi skal lade præge os ikke bare i det ydre, men i hjerte og sind.

Kampen for den prioritering er livslang, det bliver ved, til vi dør.

Vi kan så spørge, hvad det er Jesus gør op med. Jo, hvis vi koncentrerer os om denne verdens goder alene, og ikke har tillid til Gud, så bliver vores liv ulykkeligt.

Det er ikke meningen, at der ikke skal være plads til familien ved siden af arbejdet. Jeg så også lidt af et program om kendte kvinder, som kæmper med at prioritere både arbejde og børn – og måske mand også.

Et tilsvarende program med mænd ved jeg ikke, om findes. Hvordan den balance skal være, må hver enkelt og hver enkelt familie finde ud af sammen.

Men hvis hverken mand, kone eller børn prioriterer Gud i deres liv, ja, så bliver bekymringerne uden modspil.

Her vil jeg (igen!) citere Luther: Ingen holder deres børn til at lære noget godt og da  allermindst at lære Den hellige Skrift, men udelukkende at lære, hvad der kan gøre dem velstående. Alt dette arbejder Satan på med det formål at undertrykke evangeliet hos os.

I skal ikke bekymre jer, siger Jesus. En kristen har ordre til at kæmpe mod at henfalde til bekymringer. Vi skal ordne vore forhold, det er ikke det det handler om.

Vi skal arbejde og tjene penge til livet og familien.

Men glemmer vi Gud midt i det, så kommer det materielle til at fylde alt for meget. Sådan er det bare. Det skal vi mindes på en tid (søndag), hvor vi glæder os over og er taknemmelige over høsten.

I verden i almindelighed går det sådan til, at der opstår en besættelse af økonomiske spørgsmål, så livet kommer til at handle alt for meget om at lede efter og finde og få fat i bedre og bedre ting. Det ligger vi næsten alle under for. Her sætter Jesus bremsen i. Søg først Guds rige, sæt Guds rige før al den energi, som I lægger i alt det materielle.

Og for at få os til at forstå det, foreslår han, at vi skal fokusere på fuglene, se nøje efter, hvordan det foregår med dem. Det med at de ikke lægger lagre af mad i lader, det er ikke helt sandt. For det gør skovskader og visse andre fugle. Men OK, overdrivelsen fremmer som altid forståelsen!

Og når vi skal koncentrere os om Guds rige, så er det også, fordi vi så let falder i alle mulige vildfarelser som mennesker, en dag falder vi i utålmodighed, en anden dag – eller lidt senere – falder vi i misundelse, så i vrede, så i tvivl, så i vantro.

Vi har brug for maksimum beskyttelse mod al den slags. For en dag er det en, der falder, næste dag er det mig, næste dag en tredje. Vi er mennesker.

Hovmod – det har vi, hvis vi mener, at vi er hævet over forsyndelser, over dybe fald, alle sammen.

Og der er ikke noget, der er Gud så modbydeligt som hovmod. Mod alt hovmod hjælper Gud, når vi erkender, at vi alle fra tid til anden forsynder os, og så beder andre mennesker om forladelse, og Gud med.

Uden Gud er jeg overladt til at skabe al virkelighed selv, og det er hårdt arbejde.

Lad os være overbærende med hinanden, og så lad os lære at slappe af fra os selv og lære af fuglene og blomsterne, som Skaberen sørger så skønt for, uden at de skal bruge krudt på det.

Prædiken om dåben - 11. søndag efter trintiatis - 11. august 2013 kl. 11 i Onsbjerg kirke

Prædikenen er udtog af Martin Luthers ord i hans Store Katekismus.

Hvad er dåben?

Det er ikke bare simpelt vand,

Men vand og sammen med og indeholdt i vandet er Guds ord og bud og det helliger vandet.  

Det er et guddommeligt vand, ikke fordi vandet i sig selv er ædlere and andet vand, men fordi Guds ord og bud er kommet til.

Derfor er det en slyngelstreg, hvis nogen skulle sige, at dåben er ikke er mere end det vand, man lukker ud af hanen derhjemme. Og man så siger: Hvad gavn skulle sjælene have af det vand?  

Men kernen i vandet, vi døbes med, er Guds ord og bud og Guds navn, som er en større og ædlere skat end himmel og jord.

Siger Martin Luther, vores kirkes reformator.

Gud har selv sat sin ære ind og lagt sin magt og kraft deri. Derfor er det ikke blot naturligt vand, men guddommeligt, himmelsk, helligt og saligt vand, alene for ordets skyld, fordi ordet er et himmelsk, helligt ord, som ingen kan prise nok, fordi det ord indeholder og formår alt, hvad Guds er.  

Vi kan i sandhed sige med Jobs bog:

Gud gør store ting, der ikke kan udforskes,

Og undere der ikke kan tælles.

Og jeg tilføjer: Lige for næsen af os.  

De store ting sker, når Gud lægger sit ord, sit løfte, sin befaling til dåbens vand. Så er der pludselig ikke bare vand, men vandet plus noget uendelig vidunderligt stort: Guds Ord og løfte.

Det er ligesom med skallen af nøden, man skal ikke bare se efter skallen, men efter Guds Ord, som er indesluttet i vandet.  

Og Gud har bekræftet dåben med undere fra himlen. Det var ikke for sjov, dengang Kristus lod sig døbe, da himlen åbnedes, Helligånden fór synligt ned og alt var guddomeligt og majestætisk.

Hvad dåben gavner

Dåbens kraft, gerning, nytte, frugt og formål er, at den frelser.  

Man døber for at man skal blive frelst.

At blive frelst vil sige at blive befriet fra synd, død og Djævel, komme ind i Kristi rige og leve evigt sammen med ham.  

Det hedder også badet til genfødelse, Titus 3,5.

Hvem der modtager dåben

Kristus siger: ”Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst.” Så alene troen gør personen værdig til at modtage det frelsende vand i dåben på en gavnlig måde.  

Uden tro af hjertet er dåben ingen nytte til.

Når vi hører, at det er den, der tror, der bliver frelst, udelukker det, at vi skulle blive frelst ved gerninger.  

Ligesom farisæeren mente det.

Tolderen havde absolut intet at fremvise.

Han håbede alene på Guds nåde og barmhjertighed med ham, en synder.  

Den mand gik salig hjem, siger Jesus.

Retfærdig.

Retfærdige er vi ikke for Gud, men kan vi blive, når vi i tro holder os til Jesus, vor Herre.  

Enhver kristen har livet igennem nok at gøre med at lære dåben og øve sig i den.

Han/hun vil altid have travlt med at tro fast på, hvad dåben tilsiger og giver:  

Overvindelse af Djævelen, døden, syndernes forladelse, Guds nåde, den hele Kristus og Helligånden med Helligåndens gaver.

Her i dåben for enhver ganske gratis en skat og et lægemiddel bragt lige til døren, som opsluger døden og holder alle mennesker i live.  

Og nu døber vi både voksne og børn. Kan børn tro? Det ser vi, for vi har omkring os mange her, som engang blev døbt som børn, og som er vokset i deres dåbs nåde igennem deres liv.

Og så skal vi huske, at min tro ikke bevirker dåben, men den modtager den.  

Ligeledes med nadveren: Jeg går ikke til alters på min tro, men på Kristi ord.

Hvad dåben forkynder

Vi overøses med vand, som blev vi sænket ned i vand og trukket op igen.  

Den gamle Adam i os skal nemlig dræbes, og det nye menneske skal opstå.

Et kristent liv er intet andet end en daglig dåb, der, når den én gang er begyndt, altid må fortsætte.  

Ellers kan det gamle menneske i os ikke blive renset ud og det nye menneske heller ikke komme frem.

Hvad er det gamle menneskle?
Det er mennesket med alt, hvad det har i ar v fra Adam: at det er vredagtigt, hadefuldt, misundeligt, ukysk, grisk, dovent, hovmodigt, ja vantro, fyldt af alle laster og af naturen uden noget godt ved sig.  

Når vi nu kommer ind i Guds rige, skal alt dette dagligt mindskes, så at vi efterhånden bliver mildere, tålmodigere og blidere, jo mere griskheden, hadet, misundelsen og hovmodet nedbrydes.

Hvis et mennesker for et år siden var stolt og gerrigt, er det i dag endnu gerrigere og stoltere. Lige fra ungdommen vokser lasten med ham og bliver værre. Et lille barn har ikke nogen særlig last, men under opvæksten bliver det umådeholdent og utugtigt, siger Luther. Hvis det når den modne alder, tager de rigtige laster fat, længere, jo mere.   

Derfor, hvis man ikke ved dåbens kraft træder det hindrende i vejen og undertrykker det, udfolder det gamle menneske sig efter sin natur.

På den anden side, er man blevet kristen, formindskes det dagligt, indtil det til sidst helt tilintetgøres. Det er meningen med dåbens overøsning med vand, som at blive sænket ned og taget op af dåbens vand.  

Er troen der, bliver dåben frugtbar, virkningen af dåben er til stede.

Men er troen der ikke, forbliver dåben blot et ufrugtbart tegn.  

Og når vi så fejler og falder og lader alle synderne stikke deres væmmelige fjæs frem, så må vi gøre bod.

Derfor, hvis du lever i bod, er det dåben, du vandrer i.

I dåben gives der nåde, Ånd og kraft til at undertrykke det gamle menneske, for at det nye må komme frem og blive stærkt.

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis 28. juli 2013 - om at være klog og bruge alt hvad man har for at skaffe sig venner i de evige boliger!

Prædiken ud fra Lukasevangeliet 16,1-9. Til slut udlægges læsningen fra 1. Johannesbrev 1,5-2,2.

Hvilken slyngel, vi hører om. Det er som taget ud af vores daglige avis eller internetaviser.

Der kan vi også læse om den ene og anden bedrager.

Vi undrer os bare over, at det er Jesus, der fortæller historien. Hvad vil han dog sige med den historie? Vi får et fingerpeg i ordene, som er evangelistens kommentar: ”Og Herren (dvs. Jesus) roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør.”

Jesus sætter os altså på plads med denne fortælling.

Selv om vi er hans disciple, skal vi ikke få alt for høje tanker om os selv.

Tværtimod har vi meget at lære af dem, Jesus kalder ”denne verdens børn”, dvs. dem, der bare lige har denne verden i tanke og ellers intet andet. Se, hvor foretagesomme og idérige de er – og så gælder deres stræben dog kun værdier, som går til grunde.

Vi ved godt, hvad det er for ting, de stræber efter: ære og berømmelse, penge og magt. Men hvor længe varer berømmelsen – blot til den næste avis udkommer! Eller rigdommen – blot til man bliver syg eller kører galt i sin bil! Alligevel jager folk efter disse ting og glemmer alt andet.

Da er det, Jesus siger: I skulle skamme jer, I, som vil være mine disciple. Se, hvor meget de andre er parat til at sætte ind af energi og fantasi, mens I, som har helt andre værdier at kæmpe for, er lunkne og slappe i jeres iver.

Hvad er det, Jesus har lovet os, der tror på ham? Han har lovet os et evigt liv, dvs. fællesskab med Gud båden nu og til evig tid, fællesskab med Ham, som har skabt os og kender os, og som derfor ved, hvad vi hver især trænger til.

Så gælder der altså om at leve, så at han, den levende Gud, må kendes ved os.

Leve og handle klogt med det, vi har fået betroet til låns her i tiden, både det materielle og det åndelige liv.

Vi kaldes til at vandre i lyset af ham, som er verdens lys. I Jesus samles strålerne fra Guds ansigt, og vi ser, uden at blændes, hvad vi er skabt til: et liv i kærlighed og tjeneste for Gud og medmennesker.

Men I må godt tage hovedet til hjælp! siger vor Herre Jesus. Hvad jeg ønsker mig, er ikke nogle fromme nikkedukker, men disciple, der er opfindsomme og ivrige i tjenesten, kort sagt nogle, som ikke giver verdens børn noget efter i så henseende. Og det, som skal inspirere jer, er tanken om, at I dog arbejder for værdier, som aldrig forgår: kærlighed, glæde, fred.

Som lysets børn handler det om at have en vågen samvittighed. Det skal ikke kunne hedde sig, at en lider nød lige ved siden af, og vi rækker ikke en finger for at hjælpe ham eller hende! Husk, at Han, der dømmer retfærdigt, engang vil sige: ”Hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.” Eller omvendt: ”Hvad I ikke har gjort mod en af mine mindste brødre dér, har I heller ikke gjort imod mig.” (Matth. 25,40.45).

Hvor vil det være klogt, om vi indretter os efter Jesu befalinger, mens tid er, så at vi indskærper os hans vilje og søger at leve efter den! Da kan vi håbe på, at han engang på regnskabsdagen vil kunne sige til den enkelte af os: ”Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din herres glæde” (Matt. 25,21).

Prædiken nr. 2

Jesus viser en vej, der fører lige til venner i de evige boliger. Hvilket fantastisk budskab! Så lad os længes efter de evige boliger og venskabet med dem, som vi hjælper eller eftergiver deres gæld over for os, jeg mener, deres skyld.

De evige boliger, siger Jesus. Det er målet for vor vandring. Vejen varer livet igennem.

Men vort gods og vore penge, alt, hvad vi ejer, vil vi ikke kunne tage med os på den anden side. Nej, det kan vi ikke.

Så lad os inspirere til at leve med den viden dybt præget i os.

Lad det prikke til vor påholdenhed og gerrighed.

Og lad os deraf lære den ødselhed med gods og guld og tilgivelse, som faderen viser over for den søn, som allerede havde brugt hele sin arv.

Lad os ødsle med tilgivelse, med kærlighed til næsten og især til medtroende brødre og søstre.

Lad os ikke holde noget tilbage, vi har lige nu.

Om det er penge eller tid eller noget tredje.

Og for at vi kan blive ødsle, har vi brug for i stilhed for Guds ansigt at tale med ham om vores liv, lytte til hans råd og vejledning ved hans Ånd.

Og lade al vor bøn og samtale og lytten til Gud være i Jesu navn, han som ødslede med sin kærlighed over for dem, som også blev hans venner her og vil være det i de evige boliger, hvad enten det var prostituerede, svindlere i pengeverdenen eller andre med tvivlsomme erhverv.

Den kærlighed, den tilgivelse, får altid den gældsplagede til at længes efter eftergivelse.

Det er altid dem, der har mistet alt, som tager imod, åbner sig for Guds kærlighed, betingelsesløst, fuldt og helt.

Men salige er vi rige, når vi rundhåndet deler ud af tid og penge til dem, der har behov. Kan jeg sige, at vi skal give et bestemt beløb til trængende, til mission i verden, til fattige? Nej, men skaf jer venner i de evige boliger, siger Jesus, og det ord kan ikke tages tilbage.

Det handler i dag om at være ødsel med det, kan hjælpe med, både materielt, men også vor tid og alt, hvad der ligger lige for at hjælpe med.

Der er en historie om apostlen Thomas. Han grundlagde menigheden i Syd-Indien, hvor de den dag i dag kalder sig Thomas-kristne efter apostlen af samme navn.

Thomas kom til Indien. Han var som Jesus tømrer og bygmester, og kom i tjeneste hos kongen. Kongen bad ham bygge et palads for ham på et bestemt sted. Men Thomas sagde, at det måtte vente til om vinteren, ellers kunne det ikke lade sig gøre.

Kongen ser, hvordan Thomas tegner en plan for byggeriet og godt tilfreds med et og efterlader ham med masser af penge til projektet.

Thomas tog nu rundt i landsbyerne i omegnen og delte pengene ud til de fattige, og kongen sendte fra tid til anden flere midler og mad.

Kongen sender nu bud til Thomas for at høre, hvad der mangler endnu, og Thomas svarer: Selve byggeriet er færdigt, men taget mangler endnu. Så sender kongen sølv og guld til færddiggørelsen.

Thomas sagde til de fattige, at Herren giver jer dette, han giver alle mad, for han er den, der tager sig af faderløse og enker, og hjælper og giver hvile til alle, der i trængsel.

Nu spurgte kongen sine rådgivere ud om Thomas og arbejdet. De kan fortælle, at Thomas overhovedet ikke har bygget noget, men at han deler midlerne ud til de fattige, fortæller dem evangeliet, uddriver dæmoner, helbreder de syge, og de antager, at han er en troldmand.

Men alligevel: Thomas, siger de, er fuld af omsorg for folk, han lever enkelt, og er venlig og omgængelig, tager ikke imod noget fra nogen, så han er en retfærdig mand. Kongen faldt længe i staver, da han hørte alt dette.

Så sender han bud efter Thomas, og spørger: Har du bygget paladset? Ja, svarer Thomas. Så beder kongen ham vise ham paladset. Det kan du ikke få at se i dette liv, men først når du dør kan du få det at se.

Kongen blev ude af sig selv af vrede og kastede Thomas i fængsel og forlangte at få at vide, hvem pengene var blevet givet til.

Nu sker der det, at kongens bror dør. I himlen får han øje på et palads og vil meget gerne være der. Men nej, det tilhører hans bror kongen, får han at vide. På vej mod begravelsen kommer hans sjæl for en kort bemærkning tilbage i hans legeme, og han kan fortælle broderen (kongen), hvordan der venter et palads på ham i himlen. Det hele ender med, at kongen og hans bror (som slet ikke dør!) bliver salvet og døbt - og selv bliver fattiges venner!  

Som Thomas var klog i forhold til de penge, han fik til at bygge med, sådan skal vi også være, hver på vores måde. Vi skal lære af denne ødselhed, som også lyser ud af en lignelse, som kommer lige før i Lukasevangeliet, lignelsen om de to sønner (eller lignelsen om den fortabte søn): 

En mand fik før tiden sin del af arven udbetalt af faderen. Han gik ud og brugte arven op ude i …, undskyld, i udlandet, på prostituerede og i vellevned.

Da der ikke var mere tilbage af formuen, gik han så småt i hundene. Til sidst bed han i det sure æble og tog den tunge vej hjem til sin far. Og faderen så ham på lang afstand og skyndte sig ud, omfavnede ham og tog ham med hjem og holdt en mægtig fest for sin hjemvendte søn.

… Den far opførte sig på en måde som en utro godsforvalter. Det mente broderen, der havde gået derhjemme og slidt og slæbt uden en stor fest.

Jo, faderen var som en utro godsforvalter. Hvorfor? Fordi han gav ud af broderens arv. Der var jo ikke andet at tage af.

Han skaffede sig sin yngste søn som ven ved at tage af broderens arv. Men husk, der var rigeligt til broderen under alle omstændigheder.

Faderen handlede klogt med sine midler, også selvom det gik ud over den ældre bror. Tænk, han vandt sin yngre søn for sig som sin søn igen.

Denne verdens børn handlere langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør, siger Jesus i dagens lignelse.

Vi skal lære at handle klogt med det, vi har fået betroet. Være smarte! Ligesom smarte forretningsfolk f.eks.! Eller alt det, som mennesker er så gode til at finde ud af at gøre effektivt, når bare det er noget, man sætter højt. Sådan skal vi også handle klogt i menigheden og i det hele taget i vores omgang med mennesker!

Til slut lidt om læsningen fra 1. Johannesbrev:
Lysets børn er vi, siger Jesus. At leve i lyset indebærer, at vi erkender, at vi er syndere, at vi synder helt konkret, og at vi kun kan komme videre, fordi Gud er trofast og retfærdig og tilgiver os, når vi bekender vore synder.

Nogle sagde dengang, som nogle siger i dag:
'Vi har fællesskab med Gud', men det har ikke noget med vores ydre livsførelse at gøre. Hertil er at sige: Det er at leve på en livsløgn, et bedrag. Det med fællesskabet med Gud har ikke kun noget med vores indre at gøre. Faktisk: hænger vort liv i det indre og ydre ikke sammen, så har vi slet ikke fællesskab med Kristus, siger Johannes.

Når vi så fejler og synder og vores indre ikke svarer til det ydre eller omvendt, og vi bekender vore synder for Gud, så er det lige præcis at vandre i lyset. Og så har vi fællesskab med hinanden. Det vil sige: Vores fællesskab som kristne nedbrydes, hvis vi mener, at vi ikke er syndere og derfor heller ikke bekender vore synder.

Men lever vi i Guds lys og bekender vi vore synder, så har vi fællesskab med hinanden, så er fællesskabet i menigheden til stede, så bygges dette fællesskab op - og kun sådan. Det styrker broderkærligheden og viljen til at tage sig af hinanden.

Nogle siger nej til, at de er syndere. De siger: Inderst inde er vi gode, ikke onde. Men, siger Johannes, det er et bedrag, det er at bedrage sig selv også, og at være på vildspor.

Så hvis nogen siger: 'Vi har ikke syndet', så er det en måde at bortforklare synd og skyld på. Så skyldes 'synd' (som ikke er synd!) andre forhold: forældrene, børnene, ægtefællen, arbejdsgiveren, samfundet o.s.v. 

Den kristne ved, at han/hun 'har syndet'. Derfor lever vi i bekendelsen af vore synder over for Gud i vores daglige liv.
Så tager Gud synden bort, vasker os rene, renser os ved Jesu blod. Og vi lever vores liv med stadig bekendelse og tilgivelse.

Prædiken til 8. søndag efter trinitatis 21. juli 2013

Prædiken i fuld længde. Kun sidste del blev holdt, den som tager udgangspunkt i Regin Prenters prædiken til søndagens anden række, Matthæusevangeliet 7,22-29 (forlængelsen af første rækkes 7,15-21). Citaterne mod slutningen af prædikenen stammer fra Prenters prædiken.

Evangeliet der ikke er falsk profeti er dette: den barnlige tro på vor Herre Jesus Kristus, Gud og menneske, og grænseløs tillid til ham og til de hemmelighedsfulde nådemidler, han har indstiftet i sin kirke, den hellige dåb og den hellige nadver.

Ikke at tro på egne præstationer.

Ikke at sætte sin lid til undere eller andre kraftige gerninger, som sker.

Ikke at puste sig op og være stor i egne tanker.

Falske profeter er de, som forkynder fred, fred, selvom Gud vil selvopgøret.

Et eksempel i John Bunyans bog Pilgrimsvandringen.

Hovedpersonen havde en bog i hånden, det er bibelen. Og så havde han en tung byrde på ryggen. Han læste i bogen, og så begyndte han at græde og skælve.

Han jamrede højt: Hvad skal jeg gøre?

Som manden i evangeliet, der siger: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?

Da han kommer hjem, tav han over for sin kone og børn, men han blev mere og mere fortvivlet. Til sidst åbnede han sit hjerte for dem og sagde: Kære hustru og børn, jeg er så ulykkelig på grund af den byrde, som hviler så tungt på mig. Desuden har jeg fået at vide, at vores by skal brændes op af ild fra himlen. Og hvad skal vi så gøre for at slippe fra det?

Konen og børnene blev aldeles forfærdede, ikke fordi de troede på det, han sagde, men de mente, at han havde fået en sygdom på hjernen, og at det var grunden til hans griller.

De fik ham i seng om aftenen og håbede, at søvnen skulle gøre ham god igen.

Men næste morgen var det meget værre. Nu blev konen og børnene hårde over for ha og ville drive hans mismod væk ved at være strenge og uvenlige over for ham.

Andre gange lo de af ham, andre gange skældte de ham ud, og af og til overså de ham fuldstændig.

Derfor trak han sig mere og mere tilbage til sit eget rum.

Da bad han for sin familie, for han havde ondt af dem, eller han sad og grublede over sin egen elendighed.

Ofte tog han ture ud i marken og læste i bogen, og en dag var han så fortvivlet, at han brast i gråd og råbte: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?

I denne fortvivlede situation kom en mand, som hed Evangelist hen til ham og spurgte ham, hvorfor han råbte sådan. Jo, svarer manden, han forstod, at han først skulle dø og siden frem for dommen, at dø var han ikke villig til og dommen følte han sig ikke klar til.

Hvorfor er du ikke villig til at dø, når dette liv er fuld af sorg og elendighed? Spørger Evangelist.

Fordi, siger han, at han er bange for, at den byrde, han slæber rundt på, vil trykke ham dybere ned end til graven, så at han falder i helvede.

Alligevel står han stille ude på marken. Hvorfor det, spørger Evangelist.

Fordi jeg ikke ved, hvor jeg skal gå hen, svarer manden.

Da gav Evangelist ham en pergamentrulle, hvori der stod: Flygt fra den kommende vrede!

Hvor skal jeg flygte hen, spørger manden.

Da fortæller Evangelist om en lille port, som man ikke kan se på lang afstand, men derimod kan man se et skinnede lys derfra.

Det gælder da om hele tiden at have det lys for øje og gå lige frem mod det, så ser man også porten. Når manden banker på der, får han videre besked om, hvad han skal gøre.

Manden skynder sig nu håbefuldt afsted med ordene på tungen: ”Liv! Liv! Evigt liv!”.

Naboer kommer ud, gør nar ad ham, truer ham, og andre råber, at han skal komme tilbage. Deriblandt er to, som beslutter at hente ham tilbage med magt. De hedder genstridig og føjelig.

Genstridig opgiver efter en tid at få manden med hjem til fordærvelsens by, men Føjelig vil gerne med på vandringen.

Efter nogen tid, hvor de glade har talt med hinanden om det rige, de er på vej til, kommer de til en sump og synker begge i den.

Sumpen hedder forsagthedens sump.

Føjelig bliver ærgerlig og vrider sig op at sumpen og vender om og forlader manden alene i sumpen.

Manden, vi taler om, hedder forresten Kristen. Kristen kæmper sig nu alene frem i sumpen i den retning længst væk fra hans eget hjem og nærmer sig den lille port.

Selv kan han på grund af sin tunge byrde på ryggen ikke få sig selv op, men da kommer en, som hedder Hjælp og rækker ham hånden, så han kommer op.

Kristen spørger nu Hjælp, hvorfor sumpen ikke bliver ordnet, så man kan gå ordentligt der. Sumpen kan ikke repareres, siger Hjælp. Den er nemlig det dyb, som tager imod alt det affald og slam, som overbevisning om synd fremkalder. Så snart en synder er blevet vakt og bliver klar over sin fortabte stilling, stiger tvivl og frygt og mismod og forsagthed op i sjælen. Alt dette løber sammen og afsætter sig på dette sted. Derfor er grunden her så dårlig, og derfor hedder denne sump Forsagthedens Sump.

Videre skal vi ikke høre i dag.

Forsagthedens Sump truer os alle, når profeter i samtiden advarer os om at tage vores tro for alvorligt, at vi er nogle hængehoveder, hvorfor tager vi det ikke lettere med alting.

Men jeg kan forsikre om, at jeg har talt med et par unge mænd for ikke længe siden, som sad så fast i Forsagthedens Sump, at de efterhånden havde vænnet sig til en tilværelse der. Ja, den ene mente, at der sidder alle fast, for alle synder, ingen er bedre end andre, og præsten holder sig bare på dydens smalle vej for at bevare sit embede.

Kære venner! I det øjeblik gik det op for mig, hvilken jammer mine gode unge mænd, jeg talte med, lever med. Konger med et dankort i lommen, men jammer når pengene er brugt uden at et liv i tryghed, er bygget op.

Kære venner! En russisk kristen har sagt: Uden angerens gave er vi alle fortabt! Det gælder disse unge mænd, det gælder mig, jeres præst, det gælder hver og en af jer og hele verden.

Der bliver ikke gode gerninger at fremvise på dommens dag for os. Kun dette ene, kære venner, handler det om på den dag, hvorvidt Jesus kendte og kender os.

På dommens dag spørges der ikke, hvad du og jeg udrettede. Det aviserne skriver om, når en kendt er død, handler det ikke om. Heller ikke alle de gode egenskaber, som mennesker omtales med ved begravelser.

”Når Jesus Kristus i sit evangelium bøjer sig ned til et menneske og siger: ”Dig kender jeg. Du er min ejendom. Dig vil jeg dele alt med. Din synd har jeg taget på mig, og min plads i Guds hjerte overlader  jeg til dig!”, og når et menneske hører og tror det, da får han livet skænket på ny, da kan han frit løfte blikket mod det høje og takke sin skaber og hans Søn.”

”Om dette lykkelige hændte os her i livet, spørges der om på hin dag, altså om Jesus kender os sådan. Hvis vi ikke hører til dem, han kender, kan vi ikke bestå for Gud én dag, én time, ét minut, ikke engang om vi kan stå frem og pege på det, vi nåede at udrette: profeti, uddrivelse af onde ånder, mange kraftige gerninger eller hvad det nu måtte være, ikke engang om vi er sikre på, at alt dette er gjort i Jesu navn. Den, Jesus på hin dag ikke kender, er fortabt.”

Nej, på dommens dag vil Jesus ikke give os god løn for de bedrifter, vi selv er interesseret i at huske på. Nej, kun de gerninger, Jesus er interesseret i at huske, tæller på dommens dag.

Og nu har Jesus i dette evangelium uimodsigeligt vist os, at gerninger, mennesker selv går og husker på og mener at fortjene Guds påskønnelse for, ikke interesserer Jesus.

De mennesker, som mener at have noget at sige om deres egne gerninger på hin dag, kender Jesus ikke, så lidt som han regner deres gerninger for noget.

Enten går vi rundt og er optaget af, hvad vi – med eller uden påberåbelse af Jesu navn – fik udrettet. Og da er vi ikke optaget af hans ord, og han kender os ikke.

Eller også er vi optaget af hans ord.

Og da går vi ikke rundt og husker på, hvad vi fik udrettet. I stedet takker vi for livet og for Guds nåde, som blev givet os i Jesu ord. Og da kender han os som sine, også på hin dag. Sådan betaler Jesus enhver efter sin gerning.

Den gerning, han lønner med den evige salighed, er den gerning at holde sig tæt til hans ord, og ikke at ville vide af andet på dommens dag end Guds barmhjertighed og Guds ære i Jesu navn.

Og Jesu menighed er alle de mennesker, der livet igennem ikke kunne falde til ro i en eller anden form for tilfredshed med sig selv, men ikke fandt fred, før de havde fået svar på det spørgsmål: ”Kender Jesus mig, nu og på dommens dag?” Jesus svarer i dagens evangelium: ”Ja, jeg kender dig! Jeg tog imod dig i din dåb til mit navn. Og jeg har søgt efter dig siden på alle dine veje for at rejse dig op med ordet om syndernes forladelse og evigt liv, givet dig af nåde for min skyld!” Det svar er en klippe, hvorpå menneskelivet kan bygges, så ingen dom nogensinde kan ramme det, hverken i dette liv eller i den kommende verden.

Men vi kan også høre evangeliet uden at gøre efter det. Høre det så overfladisk og letfærdigt, at man vover at indrette sin tilværelse sådan, at man intet hensyn tager til det, regner det for ingen verdens ting.

I stedet bygger man så sin tilværelse på selvtilfredshedens, den verdslige selvtilfredshed eller den fromme selvtilfredshed, og det er svigefuld sandgrund. Og det ender i fortabelse.

For os gælder over for Jesu ord, som trænger gennem marv og ben, dette ene: at lytte, lytte, som skarerne dengang gjorde, slået af forundring over Jesu ord, fordi han alene taler med myndighed, Guds myndighed.

Som Regin Prenter, professor i dogmatik ved Aarhus Universitet, og til slut sognepræst i Sønderjylland, siger i sin prædiken til denne dag:

” Derfor gælder det om at komme og høre, kommer og høre, igen og igen, søndag efter søndag, år ud og år ind, og så lade hans myndige ord beholde ret, lade det udrette med os og i os, hvad det vil til Guds ære, så vi glemmer os selv og det, vi gjorde, over ham, der kender os bedre end vi selv, kender os til frelse. Hans myndige ord er klippen i vort liv. Salig er den, der bygger på denne klippe. Salig den, der udholdende, tillidsfuldt, taknemmeligt og lydigt, bliver ved at lytte til Jesu myndige ord, så han gør derefter. Ham kender Jesus!

I den tillid kan vi råbe, bede, takke og sige ”Abba, Fader” i fuld tillid til Gud som vor himmelske Fader, og være hans børn, hans sønner og døtre, i frihed fra alt, der vil ødelægge og binde, sætte os fri til netop at leve, som Gud vil det, frie til uden hensyn til andres meninger at holde os til Jesus og hans ord. Amen.

Reflektioner over søndagen 21. juli 2013 - det at lade sig drive af Ånden og om falske profeter

Alle, der lader sig føre af Helligånden, er Guds børn, siger Paulus i sit brev til menigheden i Rom.

Lader sig føre af Helligånden. Jesus sammenligner Helligånden med vinden, som man ikke ved hvor kommer fra og hvor den går hen. Ånden kan føre os alle mulige steder hen.

Men vi kan jo også stå stille og ikke komme ud af stedet. Så er vi i det, John Bunyan i sin bog Pilgrimsvandringen ville kalde Forsagthedens Sump. Hvor vi trækkes ned af fortvivlelse over vore synder.

Denne sump kan vi altid komme til at synke ned i.

En, som hedder Hjælp, kommer og hjælper hovedpersonen i bogen, som hedder Kristen. Han hjælper ham op af sumpen.

Men hvorfor kan sumpen ikke bare repareres, spørger Kristen manden, som hedder Hjælp.

Nej, for den tager imod alt det affald og slam, som overbevisning om synd fremkalder. Så snart en synder er blevet vakt og bliver klar over sin fortabte stilling, stiger tvivl og frygt og mismod og forsagthed op i sjælen.

I dag kommer den mand, som hedder Hjælp, og hjælper os op af forsagthedens sump. Manden hedder Paulus.

Han siger: Alle, der lader sig føre af Helligånden, er Guds børn.

Det er det, Kristen i bogen gør. Han lytter hele tiden, trods sin forsagthed, til en mand, som hedder Evangelist. Og Evangelist har vist ham den rette vej, nemlig en lille port, som han ganske vist ikke kan se på afstand, men som udsender et skønt lys, så man kan finde vejen til den lille port alligevel.

Verden vil ikke lade sig føre hen mod den lille port.

Og mange falske profeter forkynder den brede vej og vil ikke vide af, at vejen er smal og porten lille og smal. Men det er Jesu ord.

Derfor, hvis vi lytter til falske profeter, der taler om den brede vej i stedet for den smalle, så bedrager vi os selv.

Skylden er først og fremmest deres, som forkynder den brede vej. Mange vil blive ført vild af falske profeter, det er Jesu forudsigelse. Pas på dem, siger han.

De er ulve i fåreklæder. Hvad vil det sige? Ifølge Luther at de med rette har embede, det er: fåreklæder, men ikke forkynder ret, som Jesus lærer.

For det at de skal kendes på frugterne handler om, at de skal forkynde evangeliet ’rent og purt’, som det hedder i præsteløftet, alt, hvad Jesus har forkyndt, bøje sig for kravene og gennemføre dem, tro på Jesu myndighed, så man lytter til hans ord og lever derefter.

Et par præster interviewes om deres forelskelse, som gjorde, at de brød ud af hver deres ægteskab. Det er én ting at gøre det, en anden ting at belære andre om, at deres knagende ægteskaber skal brydes. At ens egen uformåen skal gøres til princip, som andre skal følge efter. I skal kende de falske profeter på deres frugter, siger Jesus.

Det skal siges, at de to præster også erkender, eller i al fald den ene af dem, at det ikke er let at blive skilt, men altså, de fører en ny lære, som Jesus ikke kendes ved.

At vi mennesker ikke kan leve op til Jesu ord om at ægteskabet er livslangt, er én ting. En anden er at smide barnet ud med badevandet.

For handler ægteskabet ikke om at kæmpe for kærligheden? Hvor blev den kamp af i de knagende ægteskaber? Eller knager ægteskaber ikke generelt? Skal vi så ikke alle skilles og leve uden vilje til troskab?

Falske profeter trådte også frem for et år siden, da fremtrædende politikere med kirkefolks tilslutning gjorde ægteskaber til ’kønsneutrale’ ting.

Den ene af de to hovedansvarlige ministre erklærede i folketingssalen, da den nye lov var så godt som i hus: Kærligheden sejret! Hun talte som en præst, som en falsk profet alene gør det.

I følge dette syn er alle, der holder os til Skriftens og kirkens vidnesbyrd om ægteskabet mellem mand og kvinde, imod kærligheden.  Dermed kan enhver se, at det er enten-eller. Begge har ikke ret. Der må vælges.
 

Vi undgår ikke kamp, selvom vi længe ønsker det kunne undgås. Og når evangeliet i dag handler om falsk profeti, om at sige: Fred, hvor der ikke skal være fred, men kamp, så kan jeg ikke længere tie.

Og jeg spørger: Hvad er frugterne af denne sidstnævnte falske profeti/forkyndelse?  At børn i lovens navn ikke kender deres fædre.

Men så kan vi vende det hele om og spørge til den megen falske profeti, som har talt om retten til at følge sit hjerte, uanset det betyder at bryde med sin hjertens kære.

Hvem kan sige sig fri fra at have hadet sin ægtefælle? Som en svensk dame sagde til et blad efter 60 års ægteskab. Hun blev spurgt, om hun aldrig havde tænkt på skilsmisse. Nej, men hun havde ofte tænkt på mord!

En meget feteret nu afdød profet i folket sagde: Man binder os på hånd og mund. Det var fint nok, når det handlede om tyskerne og det besatte danske folk, men det var ikke fint nok, når han dermed listede en opløsning af ægteskabet som den trygge ramme for samliv mellem mand og kvinde ind. For det var, hvad han gjorde.

En anden forfatter beskriver sin barndoms oplevelse af forældrenes skilsmisse som ganske forfærdelig, med virkninger for hele livet. Alligevel har han tilsyneladende ikke lært noget, men ønsker ikke selv at leve på anden måde og reproducerer sine forældres valg, endda med eftertryk. Jeg forstår godt, at den dårlige samvittighed kan plage, men at gøre en dyd ud af det er en endnu større plage.

Nogen vil måske sige, hvorfor det altid (jeg ved ikke om det er sandt) skal ende med at handle om personlige forhold som dem, jeg har nævnt.

Fordi det er der, vor personlighed formes så dybt. Fordi kærligheden er stærk som døden, som det hedder i Højsangen. Og fordi Jesus i bjergprædikenen nævner dette forhold udtrykkeligt.

Ja, sammen med had og vrede til næsten, men det kan også komme ud på et, når næsten er ens ægtefælle.

Den vrede, som profeten Jeremias taler om, som skal bryde frem som en hvirvelstorm over hovedet, som skal vare ved, til Herren har udført sine planer med vreden, den vrede tror jeg nok, vi kender i vores tid.

Uden angerens gave går vi alle fortabt, siger en russisk kristen. Hvad mener jeg? At uden angeren ender vore generationer med at kæmpe i en sump af uklarhed med, hvad livet går ud på: trosfasthed, inderlig barmhjertighed, mildhed, overbærenhed, tålmodighed. Og denne uklarhed og det kaos, som vi kommer til at være i, det er Guds vrede i, for han ønsker jo ikke, at et eneste menneskebarn skal gå til.

Lad os derfor, også i dag, begynde forfra, hvis vi ikke er på Jesu vej endnu, og de, der er, faktisk stadig ligesom begynde forfra. Så meget forfra, at vi lever os ind i, at vi er som børn af Gud. Små, der lever alene af Guds nåde for Jesu skyld.

Og så ud fra Jesu ord lade os føre af Guds Ånd, dag for dag. Ikke i frygt for Gud, men i fuld og uindskrænket tillid til, at han er vor Far, som vil hjælpe os i al nød.

Så sandt som vi også lider med Kristus, så skal vi også herliggøres med ham. Det vil sige, at vi skal tage vores livs besværligheder, alle plager, som rammer os i privatlivet og i arbejdet og i fritiden, være noget, vi tager på os som kors, ligesom Jesus bar al vor synd op på korset. Og når vi ser derhen, så falder vore byrder af os, vi kan øve os i at være Guds børn med Guds børns frihed. Så vi ikke er bundet til andet end Gud og hans Søn og hans ord, som gør fri til at virke det, Gud vil.

Skæbnen kan vendes, det kan blive dejligt! Prædiken til 7. søndag efter trinitatis 2013

Herren vil gerne vende vores skæbne.

Vi er ikke bundet af en eller anden ’skæbne’. Vi behøver ikke at være indfanget af gamle vaner og synder og levevis.

Vi taler den dag i dag om at være slave af et eller andet. Om ikke at kunne slippe en vane.

Paulus: to magter, vi kan være slaver under urenheden og lovløsheden, eller under retfærdigheden.

En tredje mulighed findes ikke.

Vi kan lige så stille og roligt henfalde til grovhed og vildskab, som før vi som folk blev kristne.

Det kan godt være, at kristne i historiens løb har opført sig forfærdeligt, men alligevel har de altid fortalt, hvordan det burde være.

Overliggeren har altid været sat forfærdelig højt, og derfor fremhæver vi som kristne vore synder.

Det er Jesus, der har lagt overliggeren højt. I skal elske jeres fjender, for at nævne et eksempel, og vi kunne let blive ved.

Den overligger er det, Paulus kalder hellighed. Og den hellighed har vi ikke i os selv, det er det smertelige. I nærheden af Guds hellighed, er angerens gave vidunderlig, for uden angerens gave ville vi alle gå fortabt.

Så når vi synger før nadveren: Hellig, hellig, hellig er Herren, så holdes vi fast på, at vi falder langt, langt ved siden af Guds mål med vores liv. Og angeren fører lige over i modtagelsen af Jesu Kristi legeme og blod som det eneste, som kan hjælpe os.

Som Jesus kom på besøg hos Zakæus, kommer han på besøg hos os, og det alene skal få os til at leve et helt nyt liv.

Og det kan vi begynde på, fordi vi har fået hans velsignelse. Vi fik det allerede i dåben, og vi får den, hver gang vi hører hans ord, modtager nadverens gave.

Nadveren er en blodtransfusion, hvor Jesu blod blandes med vores, så hans blod flyder i vore årer.

***

Da Herren vendte skæbnen, var det, som om vi drømte.

Skæbnen er én ting. Nogle stoler på horoskoper, som fortæller hvad der sker i den næste uges tid, hvis du er født i det eller det stjernetegn.  

Jeg ved ikke, hvorfor det er – eller har været så populært med horoskoper. Det er måske sådan, at vi alle bliver en slags stjerne, når stjernerne fortæller noget om, hvad der sker os lige netop i denne uge.

Nu er horoskoperne ikke optaget alene af skæbnen. Der bliver lagt op til, at vi kan arbejde på de ting, som har lagt sig til rette af stjernerne for os.

David priser Gud, fordi Han vendte Zions skæbne. Hele skæbnen, så at sige.  

Det vil sige: til at begynde med er der noget, der ser ud som skæbne for et folk, for et menneske.

Men det vidunderlige er, at Gud kan VENDE det, som synes uafvendeligt, skæbnen.  

Det vil sige: Skæbnen er i Guds hånd.

Ordet skæbne betyder i sammenhængen på hebraisk også vending eller fangenskab.

Skæbne er, når vi føler os i fangenskab. Vi kan ikke gøre noget fra eller til. Vi sidder i fængsel. Det hele er tørret ind til ingenting. Der er intet vand i wadien, det er sunket dybt ned i jorden, i fængsel. Men så sker et under, vandet vender tilbage og giver liv igen.  

Det er det, Gud gør med Israel, med sit folk. ”Herren har gjort store ting mod dem”, skal folk sige, når den slags sker. Også i dag. Folk mærker, at Gud er på færde i menigheden eller ej.

Det dejlige budskab i dag, at Gud kan vende din skæbne, min skæbne, vor skæbne som menighed og folk. At vi kan bede Gud vende skæbnen, det som synes uafvendeligt.  

Gud vil nemlig ikke, at vi skal være som livsfanger. Nej, vi er i dåben genfødt til at være Guds frie børn. Børn, ikke fanger.

Undervejs i livet kan der være mange tider eller situationer, hvor livet virker som en trummerum, eller som om, der ikke kan ske en dejlig forandring til det bedre.  

David profeterer: Det kan blive bedre!

”De, der sår under tårer, skal høste med jubel. Grædende går han ud, mens han bærer såsæden; med jubel vender han hjem, mens han bærer sine neg.”

Det kan være, at vi føler, at ting er ved at gå i stykker i vores eget personlige liv. Det kan være, at vi føler, at noget er ved at gå helt galt i vores folks liv. Det kan være, at vi føler, at vores fællesskab som kristne næsten er gået under.

Så hør Davids bøn:
”Vend vor skæbne, som strømme i Sydlandet!”

Grundlæggende er vores skæbne vendt, da vi blev døbt, når du bliver døbt. Fra et liv uden håb, til et levende håb,

Fra fangenskab under tilfældige magter i hverdagen og i himmelrummet,

Til barnekår hos Gud under Guds gode magt, der kun vil os alt godt, fordi han selv har skabt os og vil, at vi skal lykkes som hans skabninger.

Men fordi vi lever i en falden verden, står vi i et valg mellem at være bundet af forskellige magter. Vi kan være bundet til synden, så vi ikke kan gøre fra eller til, bundet af urenheden og lovløsheden, som Paulus siger.

Og så kan vi være bundet til Gud og hans retfærdighed.

Der findes ikke nogen tredje mulighed.

Hvis Gud ved tro på Jesus Kristus og hans korsdød for os har gjort os retfærdige, så er vi fra nu af frie til at gøre alt det, Gud sætter pris på. En fuldstændig fantastisk frihed. De stemmer, som siger, at kristendommen bare binder, taler usandt. Ja, vi har givet os ind under Jesus som vores Herre, og det mener vi alvorligt. Det kæmper vi for at mene alvorligt. Så det gælder i alle livets forhold, ikke bare ved særlige festlige lejligheder, hvor vi udstiller vores tro, men også i dagligdagen, ja, netop der.

Denne bundethed til Jesus Kristus er vores afslapning fra os selv, fra at være centrum selv. I dåben er vi indpodet i Kristus ligesom grenen i et træ. Er vi det, så bærer grenen frugt, ikke af sig selv, men ved at hænge på træet.

Så kan vi slappe af fra os selv som grene og bare være grene. Lad Kristus være stammen, som giver kraften, Helligånden, til hver enkelt gren. Det er Helligånden, som sørger for, at der kommer gode frugter ud af det, ikke os.

Kun som grene på vintræet Kristus kan vi til sidst tåle at se Gud. Kun ligedannet med Kristus først ved dåben til hans død og opstandelse, siden til en daglig dødelse af gamle vaner, gamle synder, alt, der ikke vil Gud, og til opstandelse med Jesus Kristus. Uden hellighed kan vi ikke se Gud, siger Hebræerbrevet 12,14, og derfor kan vi kun lade os se af Gud skjult i enheden med Jesus, så Gud ser Jesus, og ikke os.

Ingen X-factor fører nogen som helst vegne. Tværtimod, jo mindre vi bliver i egne øjne, jo mere ligner vi Kristus, som sagde: Den der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Det, der hjælper os her, er angeren. Angeren over vore synder over for mennesker og Gud er Guds gode gave, som bringer os på det gode ydmyge trin.

En har sagt: Uden angerens gave er vi alle fortabt.

(Jeriko ligger langt under havets overflade. Derfra skulle enhver på pilgrimsvandring til Jerusalem vandre opad, til Jerusalem var nået. Netop derned i Jeriko fandt Jesus den lille Zakæus, som slet ikke var så lille, men var overtolder, måske også oversynder. Men Zakæus gik i sig selv, angrede det onde, han havde gjort. Derfor kunne Jesus se ham, også oppe i morbærtræet. Så længe vi er fortræffelige i egne øjne, kan Gud ikke nå ind til os, og der kommer ikke nogen helligelses-proces i gang. For der er ikke rigtig noget at forbedre. Men når et menneske kommer i knæ, da åbner angeren sig som Guds fantastiske gave, så glæden derefter også indfinder sig: Gud accepterer mig, tilgiver mig, frelser mig.)

Zakæus var bogstaveligt talt oppe i træet, måske ikke som en gren, men alligevel. Men Jesus plukkede ham ned som en moden frugt.

Hvordan var Zakæus moden? Ved at i den grad bare ønskede at se Jesus. Ikke mere.

Det blik mødte Jesu blik. Jesus vendte Zakæus’ skæbne. Zakæus bad på en måde selv om det.

Glæde er hele vejen igennem kodeordet.

Zakæus’ glæde over, at fangenskabet i egen grådighed og uretfærdig og ond magtanvendelse kunne vendes til at være accepteret af Jesus og til egen ødselhed over for dem, Zakæus havde taget penge fra med urette.

Når Gud vender vores skæbne, bliver vi glade.

Gud bringer os ind i en atmosfære, hvor alt kan ske. Vi er helt nye skabninger gennem dåben, det gamle er forbi.

Så skal vi heller ikke lade det gamle liv herske. Det gamle liv kan være stemningen i tiden, i ens omgangskreds.

Men det hele begynder med, at vi erkender, at vi er fortabte i os selv, uden Gud, for Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.  

Grundtvig og Luther om evangeliet til 4. søndag efter trinitatis

Læsninger: 2. Sam. 11,26-12,7a; Rom. 8,18-23 og Luk. 6,36-42

Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?  

Sådan taler Herren i en lignelse i dagens evangelium, et ord som især de, som vil undervise andre i salighedens vej, bør indprente sig dybt. Men ordet er i vor tid glemt af de fleste, og allermest af dem, som skulle opfriske og bevare Herrens ord i deres hjerter.

Som Grundtvig siger i en prædiken til idag:

”Ja, mine venner, det er en sørgelig sandhed, at trindt i kristenheden lod blinde sig lede af blinde, trindt i kristenheden prale endnu den dag i dag blinde vejledere af at kunne ligeså godt som Kristus, ja vel endog bedre, føre menneskene til deres mål, til deres rette bestemmelse. Det er en sørgelig sandhed, for, som Herren siger, når to blinde leder hinanden, da falder de begge i graven, og det fald er meget stort, det fald er dybt, den afgrund, på hvis rand vi alle, som syndere vandrer, det er et bundløst svælg, umætteligt, som helvede!”  

Det så han, for hvem natten må lyse som dagen, han så de vildfarne får, som var adsplittet på mange veje, der alle ledte til fordærvelse, og han sendte sin Enbårne Søn, den gode Hyrde, lod sig selv falde i graven, nedsteg i afgrunden, og banede fra dybet en vidunderlig vej til det høje, som vel ingen af os selv kan finde selv kan følge, men som dog står os alle åben, fører os alle til saligheds hjem, når vi vil tro på Ham, som er den levende Vej, på den Menneske-Søn, der ene formår at fare op til Himlen, fordi Han nedsteg derfra.

Og så bliver spørgsmålet: Vil vi til graven eller til Himlen? til mørket eller til lyset, vil vi til de dødes rige eller til de levendes land? Grundtvig siger, at dette store samvittigheds-spørgsmål ”må vi forelægge, og så godt som muligt, lægge dem på hjerte, før vi kan svare: hvor vil I hen?” ”Vil I ikke højere end til graven, vil I ikke længere end til de dødes rige, da har I let ved at finde ledsagere, da kan I, uden synderlig fare, følge den første den bedste, I møder, eller, om I synes, gå jeres egen vej; for til graven, til de dødes rige fører alle veje, den ene lidt før, den anden lidt senere, den ene kun lidet bekvemmere end den anden...Vil du da ikke længer,...slå sorgen hen, så godt du kan, grib efter glæden hvor du synes den vinker til dig, og lad komme, hvad der vil; for kun om øjeblikket gælder det, jo flere glade øjeblikke du kan tælle, des rigere er du, jo flere sorger du kan spare dig des klogere..."  

***

Når vi bliver holdt i et skruestik og hører, hvad Gud kræver af os, bliver vi, hvis vi ellers virkelig hører ordene, stille og kede af det, for vi er ikke sådan, som vi burde være. Vi ser splinten hos vor næste, og ikke bjælken hos os selv.  

Faktisk kan vi blive helt arrige af at høre om denne her bjælke. Jesus kan sige det på 2000 års afstand, men hvis en medkristen, som oven i købet er tæt på os, siger det samme, så føler vi os ramt, og det med rette. Det er hårdt, men sådan er det. Synden rejser sig for alvor ved hjælp af Guds lov, siger Luther. Synden bliver ligefrem stærk, siger Luther. Loven er god, ved at påpege vore brist, men det gamle menneske i os blive mere fjendtlig imod loven, når han ikke selv kan præstere, hvad loven kræver.

Det svarer, siger Luther, til en syg, som ikke kan lide, at man forlanger af ham, at han skal løbe og springe og i øvrigt handle som et sundt menneske.  

Når loven, Guds bud, bliver forstået på rette måde, dér gør den ikke andet end at minde os om vore synder, hvorved den dømmer os til døden og gør os skyldige i Guds evige vrede. Det lærer vi gennem samvittigheden, når den for alvor rammes af loven.

Altså, når vi hører, hvad Gud kræver i sin lov, så lever synden op, vi bliver endnu mere fjendtlige, fordi vi inderst inde fornemmer, at opgaven er uoverskuelig, som et frygteligt bjerg, vi aldrig, aldrig kan bestige.  

Gud tilskynder os ved sin Ånd til at handle som Jesus byder os i evangeliet. Så livet igennem er der kamp mellem vores gamle menneske og det nye menneske, som er født i dåben. Denne kamp varer, lige så længe vi lever, stærkere hos en, svagere hos en anden, eftersom ånden eller kødet får overhånd.

Men midt i denne kamp trøster Paulus dem, der kæmper denne kamp, for at kødet ikke skal bringe fordømmelse over dem. Så viser Paulus os, at Kristus har givet os Helligånden, som gør os åndelige, så kødet i os holdes i ave og forvisser os om, at vi er Guds børn, hvor stærkt end synden raser i os, så længe vi følger ånden og søger at komme synden til livs.

Og Paulus lærer os, at intet er så godt til at undertrykke kødet som kors og lidelse, og han trøster os i lidelsen med, at ånden, kærligheden og alle skabninger kommer os til hjælp, idet ånden i os sukker, og hele skabningen længes efter, at vi skal udfries fra kødet og synden. Og så realistisk er Paulus, at han i sit brev viser, at troens eneste gerning er at dræbe det gamle menneske og undertvinge kødet.  

Og midt i denne kamp mærker vi, ved Guds gode vilje, at Helligånden gør en til et andet menneske, så man i alle ting elsker Gud og holder, hvad Gud har foreskrevet. Ånden skriver sin lov ind i sindet, gør det levende og gør det i stand til at udholde og bære alt. Guds Ånd kommer med tunger af ild i hjerne og hjerte, så vi tændes i brand for troen, så vi af hjertet får lyst til det, som Gud vil, det, som Jesus lærer os.

Helligånden giver også et modigt sind, så vi prædiker frit om Kristus. Prædike både om at ingen kan frelses ved at holde loven, for det kan vi kun ufuldkomment. Og prædike om, at Gud har sendt sin Søn, som skulle bringe os frelsen. Men det er ikke en selvfølge, at jeg tror på det. Guds Ånd trykker dette budskab ind i hjertet, så det bliver hængende der. Kristus har udrettet alt, været, som han talte, har sejret over døden, for at du skal være herre over alle ting vd ham. Og Helligånden virker i et menneske, så dets hjerte bliver fuldt af glæde i Gud og siger: Åh, Far i himlen, du har været så overmåde barmhjertig, at du har givet din Søn i døden for mig, det er en usigelig stor kærlighed, du taler om til mig. Da siger dit hjerte ikke: Ak, han vil nedstøde mig til helvede, da frygter det ikke Guds forfærdelige vrede, at han slå os ned, men da erkender det ham som sin kærlige, trofaste Gud og Fader; da vil man gerne for Guds skyld lide alt og tjene sine medmennesker med alt, hvad man er i stand til.  

Det er Helligåndens egentlige gerning at vise mig, at mine gerninger intet er værd, men at Kristi blod har erhvervet mig livet. Da mister loven, selv Guds lov, sin betydning for dig; for det, som loven siger, har du nu i hjertet. Men Helligåndens gerning er i gang i hele mit liv og fuldendes først, når jeg bæres til graven, så jeg må bede: Før så mig arme synder hjem til din retfærdighed.

Det er Helligåndens gerning at fylde disciplenes hjerter med glæde, men denne gerning er endnu ikke bragt til afslutning. I vil således ikke finde nogen kristen, som bestandig glæder sig og aldrig er bedrøvet, som om han aldrig nogensinde behøvede at frygte døden. Nej, det må være så underligt blandet for en kristen; han må atter og atter føle døden, farerne, synden, angsten og meget andet. Men i andre, som adlyder synden, udretter Ånden ikke sin gerning, for de bliver sig det ikke bevidst, at de er gerrige og har mange andre synder.  

En oprigtig kristen er kød og blod som alle andre mennesker. Men han eller hun strider mod sine synder, medens andre ikke tager sig dem nær. Med den kristne er Ånden; det ser man derpå, at han gerne vil leve sit liv anderledes, og det er netop Helligåndens gerning. Disse klager og suk må ikke høre op, for den kristne vil gerne befries fra sine synder. Derfor taler Paulus om uudsigelige sukke.

Sådan modtog apostlene Helligånden, da de var stedt i største bedrøvelse.  

Men Helligånden gør os ikke fuldstændig rene og glade. Sådan forholder det sig ikke. Dog, når dette ord om Helligånden kommer ind i oprigtige menneskers hjerter, da gør det dem stadig mere oprigtige.

Jesu Kristi ord i dagens evangelium vil med rette gøre os bedrøvede, ængstede og nedbøjede, fordi vi ikke lever, som vi bør. Men når det bliver sådan fat med os, netop da kommer Helligånden til os.  

Vi må først erfare fortvivlelsen, ellers følger trøsten ikke. Så trøster Gud Helligånd de bange hjerter.

Havde apostlene ikke være i angst, da havde Kristus ikke trøstet dem, som han gjorde.

Læs mere