Er Gud ligeglad med dig og mig? Prædiken 16. juni 2013 i Onsbjerg kirke

Forestil jer, at Gud var ligeglad med dig og mig.

Men er det ikke den følelse, der kan overvælde os, at Gud er ligeglad?

Eller at når jeg føler mig knust, så er Gud der ikke, så det er også lige meget.

Dagens ord fortæller, at Gud kæmper for dig og mig!

Han kæmper for at komme til at bo hos mennesker.

De 99 retfærdige kan han for en stund lade ude af betragtning.

Nej, det er ham eller hende, som er nr. 100, men som er blevet væk for Gud og mennesker.

Er gået tabt, er fortabt.

Men hvis du nu er nr. 100 får, som Gud vil kæmpe for at redde og bringe frelsen, vil hjælpe til at omvende dig og tro på Jesus som din Frelser og Herre, hvis du nu er dette får, hvad hjælper så Guds kamp for dig, hvis du siger: Jo, jeg er ikke tilfreds med mit liv, det er ikke gået, som jeg havde håbet, men fortabt, det føler jeg mig ikke, og omvendelse vil jeg ikke høre om. Det er et forbandet ord, som burde ryddes ud af bibelen.

Ja, men så er du nok i virkeligheden et får af en helt anden type, et får, som lukker af for Gud.

Måtte Gud alligevel lykkes med at komme ind til dig, så du smeltes af hans kærlighed til dig.

Hvis du og jeg ikke skal frelses fra noget, er der i virkeligheden ikke noget at tale om i dag, der er ikke noget evangelium, ikke nogen Frelser.

Hvis livet bare er, og er godt nok, som det er, så er der ikke brug for Jesus og Gud og evangeliet og syndernes forladelse og frelse.

Hvis du og jeg fortabte får begynder med at benægte, at vi er fortabte, og hårdnakket holder fast i det, så er vi i sandhed på vej til den evige fortabelse.

Og så er det ligegyldigt, når jeg siger, at Gud kæmper for dig og mig.

Vi kan sige, at meget i tiden vil sige: Ja, jeg vil gerne frelses, men i virkeligheden tror jeg ikke på noget med Gud og frelse, men fortabelse vil jeg ikke høre tale om. Men hvis der ikke er fortabelse, så er der heller ikke frelse.

Eller også føler mane sig så fortabte, at de ikke kan holde ud at høre om fortabelse.

Men det er godt for os, at Jesus taler sandheden, at han taler op imod det uudholdelige: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Johannes-evangeliet kap. 3 vers 16 – kendt som ’den lille bibel’).

Så meget kostede kampen Gud og hans Søn Jesus for at redde os.

Hvis ikke vores synd og vantro var så forfærdelig i Guds øjne, så havde Jesus ikke behøvet lade sig korsfæste i vores sted.

Men nu gjorde han det, ofrede sig selv for dig og mig og verden for at frelse os fortabte får, redde os fra den evige død uden Gud.

Og nu kommer han ved sin Ånd til os, når vi beder i hans navn og redder os i dette øjeblik. Når vi hører de gode ord.

Kampen, han kæmpede, var også en kamp MOD Djævelen, som går omkring og prøver at få os ned med nakken, prøver at sluge os som ulven sluger et får.

Sådan kæmpede Jesus mod Satan, at mennesker blev sat fri af alt muligt, sat i frihed, så de kunne leve videre som Jesu efterfølgere. Frie i forhold til andre menneskers fordomme, frie til uafhængigt af dem at tage sig en god sag for.

Jesus vil nemlig bryde de bånd, som Djævelen så gerne binder, også ved at vi ikke tror, der findes sådanne bånd. Det bedste trick, Djævelen ved, er at vi tror han ikke findes.

Men er han til, så er der også en kamp for at kæmpe: Stå ham imod, faste i troen, siger Peter i sit brev.

Tag imod lidelserne som prøvelser, Gud tillader sker, og lad jer bære af Jesus som et får af hyrden gennem alle trængsler.

Så vil der ske det, det vil enhver erfare, at så vil Gud selv udruste, støtte, styrke, grundfæste os dag for dag, selvom vi må vakle mange, mange gange.

Men det er også godt nok, for så erindres vi om, at vi kun frelses ved Guds hjælp for Jesu skyld.

Så bliver vi ikke selvoptaget, men Jesus-centreret.

Men hvis du og jeg alligevel lige vil åbne sindet et øjeblik for ordet, så hør, hvad Gud vil kæmpe for:

at han, den hellige, vil bo hos den, hvis hjerte er knust.

Er dit hjerte knust, så kom til ham, Frelseren, som kan oplive dig, trøste dig, helbrede dig.

Det er klart, at Gud er vred på det, som ødelægger os, og på os, når vi glider væk fra ham og vælger at lukke af for ham,

følger lige den vej, vi hver især har trang til.

Har du i dit liv oplevet, at den vej, du gik, førte ikke til noget godt, men førte til destruktion og ødelæggelse? Så vend dit sind i dette øjeblik til ham, som kan og vil helbrede dig, forbinde dine sår, tilgive dig, når du blot kommer til ham.

Når du hører ordene i evangeliet, så hør dem som Guds måde at kaste en redningskrans ud til dig og mig.

Og så prøv at leve dig ind i det fortabte fårs situation.

Det er kørt fast, det kan hverken komme frem eller tilbage. Det befinder sig måske på en klippehylde, og hvis det flytter på sig, dratter det i dybet og omkommer. Derfor er det kørt fast. Sådan har du det måske nu.

Prøv at se det som Guds godhed, at han kommer til dig og mig fortabte får. Vi kan ikke komme til ham, men han kommer til os.

Og medens han kommer ud for at finde os, forbereder han vores sind på en ændring.

Til forskel fra fårene så kan vi omvende os. Vi kan gå fortabt, og vi kan frelses. Så frygteligt er menneskelivet.

Har du det sådan, at du er kørt fast i dit liv, så tag mod til dig og vend dit sind til Jesus: Sig i dit hjerte: Kom og hjælp mig!

Så hjælper han dig. Så kommer han.

”Jeg bor i det høje og hellige

og hos den, der er knust,

hvis ånd er nedbøjet”, siger Gud.

Og så opliver han dig - han er Hjertestarteren. Og samler dit hjerte af stumperne. Det kan ske ikke bare hver dag, men mange gange om dagen. Hver gang du igen overvældes af nedbøjethed, af tanker om det, som føles tomt.

Men den nedbøjethed, som vi oplever, er ikke bare noget, der kommer udefra. Nej, vi er en del af den nedbøjethed. Den forstærkes af, at vi vælger veje, som Gud ikke vil.

Derfor råber Jesus fra starten af:

Omvend jer og tro på evangeliet!

Måske skal du gøre op med noget bestemt i dit liv, som ikke er Guds vilje, noget som gør dig nedbøjet.

Hvordan gør du og jeg det?

Ja, her hjælper det at tænke på fåret, som hyrden finder. Han lægger det om sine skuldre og går hjem med det glad og glæder sig så med sine venner og naboer. For det som var tabt, er blevet fundet. Som en mønt, der bliver fundet.

Se det for dig: lad dig bære af Jesus. Du skal ikke anstrenge dig, men netop lade dig bære gennem livet, modtage hans kærlighed og tilgivelse.

Og så gå glad ud til en ny dag med nye udfordringer og nye nederlag. For vi er mennesker.

Men hvis nu du og jeg siger: når jeg nu tror på Jesus, så behøver jeg ikke lave noget om i mit liv, jeg bliver jo båret af ham, som fåret af hyrden, så lyt til hele evangeliet, hvordan Jesus gang på gang befaler folk at gøre op med deres fortids dårligdomme.

Kvinden grebet i hor får Jesu uendelige mildhed og tilgivelse, men også ordet med på vejen: Gå bort, synd fra nu af ikke mere!

Det ord gælder os alle sammen.

Og fordi vi synder igen og igen, hver på vores måder, så har vi brug for daglig at vende vores sind mod Gud og Jesus, omvender os, bede om tilgivelse, bede ham sende os ud med frimodighed.

Martin Luther om det tabte får i Lukasevangeliet 15,1-10 (3. søndag efter trinitatis)

Martin Luther lader i sin prædiken til i dag Jesus sige: Fordi I hører mit ord og tror på mig, vil jeg tage jer på mine skuldre og bære jer ind i kirken, ja ind i himmeriges rige. 

Jeg har gjort fyldest for jer, derfor skal I have en nådig Gud og Fader i Himmelen.

Alle arme syndere, som gerne hører Guds ord og regner Kristus som sin hyrde, Frelser og Konge, skal forstå dette godt. Da kan de deraf hente trøst og glæde mod samvittig-hedens frygt og fortvivlelse over synden.

For vor Herre Jesus Kristus kalder sig selv en god og trofast hyrde, og det er han også.

Han har givet sit liv for sådanne synderes skyld, for at han kan bære og føre dem med glæde ind i himmerigets rige og det evige liv.

Deraf skal vi lære, at vi ikke må betragte vor Herre Kristus som en tyran eller vred dommer, som står bag os med hævnens sværd.

Vi skal i stedet se på ham med samme øjne som et får, der ser på sin hyrde.

Så snart fåret ser sin hyrde, bliver det glad, som om det allerede er blevet hjulpet, det løber hyrden i møde.

Skal vi begynde at få tillid, og skal vi blive trøstet og styrket, da må vi også lære vor hyrdes stemme at kende. Vi må lade alle andre stemmer, som kan forvirre os, fare. Og bare høre og fatte det, vi hører idag.

At Kristus så mildt og trøstefuldt holder fåret og hyrden frem som billede på vores forhold til ham.

Så kan vi med fuld tillid sige: Min Herre Jesus Kristus er den eneste hyrde, og jeg er desværre det tabte får, som er faret vild.

Jeg er ængstelig og vil gerne være en god troende og have en nådig Gud og fred i samvittigheden.

Nu hører jeg, at han er lige så bekymret for mig, som jeg er for ham. Jeg frygter for, at jeg ikke kan komme til ham og bliver hjulpet. Men han er også bekymret og ønsker bare at føre mig tilbage til ham.

”Hvis vi bare kunne trykke hans hjerte ind i vore hjerter, og tro at han har så stor lyst, sorg og længsel efter os, så frygter vi ikke for ham, men løber til ham med glæde, og hos ham vil vi altid være.

Hyrden bærer dig som et får hele vejen gennem ørkenen, dit livs ørken.

Alt arbejde, møje og besvær tager han på sig, for at fåret kan hvile mageligt.

Og det gør han af hjertens lyst.

Ja, han er fuld af glæde, når han bare har fåret hos sig igen.

Læg også mærke til, hvor godt dette får har det.

Det ligger rolig og trygt på sin hyrdes skuldre, og det vil også gerne ligge stille der; for når det slipper for at gå, er det sikret mod hunde og ulve, det vil sige: mod al vildfarelse og løgn, fare og fordærvelse.

Er det ikke et trøsterigt billede, som ser livsaligt ud på alle måder?

For ligesom vor Herre Kristus engang har frelst os legemligt gennem sin lidelse og død, sådan gør han stadig i åndelig kraft gennem sit hellige ord.

Med sit ord lægger han os på sine skuldre, bærer og beskytter os, så kan være sikret mod al fare fra synd, djævel og død, selv om de kan gøre os bange.

Men når han bærer os, er vi sikret mod al ulykke, og har ingen grund til at frygte.

Fåret som ligger på hyrdens ryg, lader sig ikke anfægte af at hundene gør og ulvene løber efter det, men det lader ubkymret hovedet hænge, og sover ind så sødt og roligt.

Hvis vi bliver stående i troen på Jesus Kristus, vor Herre, som har lidt, er død og er  opstået for os, da har vi ingen grund til at frygte for, at vi går fortabt, eller at djævelen skal opsluge os, selv om han åbner sit gab mod os.

For da går vi ikke på vor egen vej eller med vore egne fødder, men vi hænger om halsen på vor kære hyrde, og ligger trygt på hans skuldre. Om end synd, død og helvede truer os med sin vrede og skræk, så må de dog lade ham være urørt, ellers var det snart ude med os stakkels får.

Men nu er vi i sikkerhed, når vi blot ligger på Kristi skuldre. Der kan ingen fare eller ulykke nå os.

Da er han så vel tilpas, fordi han har fundet sit får og kan føre det til flokken, og lader ikke noget rive os fra sig, og han kaster os heller ikke væk. Her er, kort sagt, ingen forskrækkelse, ingen tvang eller krav, men blot nåde og liv, hvormed han plejer og opvarter sine får på det venligste.

Dette er et billede på den glæde Gud har, når en synder omvender sig.

At omvende sig er at føle sine synder, angre dem og gerne at ville blive dem kvit, og derfor komme til Kristus.

For sådan en synder har et hjerte, som er bedrøvet og en samvittighed, som er sønderknust.

Djævelen frister, så han eller hun er nær ved at gå til grunde af  bedrøvelse.

Kristus er også en sådan mand, at han ikke søger efter eller bærer noget som helst får, med mindre det er fortabt og ikke i stand til at råde og hjælpe sig selv.

Sig mig, kunne han vel prædike noget, som var mere trøstefuldt og venligt?

Eller hvad mere skulle han gøre for at glæde et hjerte og vække en fuld tillid til ham?

Hans glæde ved at finde det fortabte får er så stor, at alle engle og helgener, ja, alle skabninger med dem glæder sig over os, så solen må skinne klarere end før.

Det går naturligt til på den måde, at et bedrøvet menneske synes, at solen og alt, hvad han ser, er mørkt. Når hjertet derimod er opmuntret, da synes han at alle ting er lettere og klarere.

Men nogen kan ikke engang se på nogen skabninger med glæde, men må frygte for solen, ja, for hvert rystende blad.

Årsagen er, at de plager sig selv med sine egne tanker og vil gerne selv virke og arbejde sig til at blive så fromme, at de ikke behøver at frygte mere. Men derved bliver det hele bare værre.

Men i stedet så lad os indprente os dette evangelium til virkelig trøst og glæde i hjertet. Nemlig at søge trøst, hvor den alen findes, nemlig hos Jesus Kristus, og ellers ingen andre steder. For i Ham finder du alting, når du blot bliver i hans forvaring og på hans skuldre.

Al den trøst, som man søger uden for ham, går ikke for alvor til hjertet, og vi så tog alle skabninger til hjælp, og have al verdens lyst og glæde samlet på et sted.

Dette er at prædike trøstefuldt og kærligt om Kristus, og at lovprise Guds ord højt.

Ordet er jo den eneste skat, som kan tage synden bort, og den jammer, som kommer af synden, nemlig død, og fordømmelse, djævel og helvede.

Når synden er taget bort, er vi ikke længere syndere og ikke længere Guds fjender.

Derfor skal vi holde Guds ord i al ære og hjertens gerne høre det. Amen.

Hans Tausen om Lukasevangeliet 15,1-10 (3. søndag efter trinitatis)

Hans Tausen er en af de danske reformatorer i 1500-tallet
Han skriver om dagens evangelium:

Åbenbart var tolderne og synderne tyngede og kede af deres synder. Derfor var det, de kom til Jesus, for at høre hans ord, ved hans ord kunne de hente sand samvittigheds trøst til syndernes forladelse.

De kommer altså, fordi synden for dem er en ulidelig og ubærlig byrde, som de helst vil være kvit og høre et ord af Jesus om syndernes forladelse, så de kan blive trøstet i deres samvittighed og fornemme Guds nåde som lægemiddel for synden.

Men dette kan menneskelig fromhed og hellighed ikke fordrage, siger Tausen.

Farisæerne og de skriftkloge var nådens fjender og gav ondt af sig over, at Kristus tog så venlig og vel mod syndere.

De ville have, at synderne først skulle gøre bod for synden og gøre mange gode gerninger.

For troens og nådens fjende er intet værre end den prædiken, at Gud vil være syndere nådig ved troen på Jesus Kristus uden egen fortjeneste (”forskyldning”).

Kristus lader sin guddommelige fromhed tilsyne ved at han lader dem høre sine ord og lærdomme og få samvittigheds trøst og et ”glat” hjerte af evangeliet, altså et hjerte, der er uden vanskelighed, besvær, et let hjerte.  Altså, synderne blev lette om hjertet af at høre Jesu ord!

ET LET HJERTE!

Og Jesus forsvarer dem over for de ”selvhellige”, undskylder dem, og siger, at han er kommet for deres skyld, for dem, som er syndere og havde meget behov for retfærdighed og nåde.

Han var ikke kommet for dem, der var opblæste helgener, som han kalder retfærdige, ikke i sandhed for Gud, men i deres egne hjerter mener de at være det i forhold til andre mennesker.

De mener, at de er de værdigste til at omgåes Jesus, men han vender det om og siger til dem, at de er de uværdigste, mens de andre er de værdigste og mest skikkede til at omgåes ham, fordi de erkender, at de er syndere og fordi de hos ham søger efter nåde og efter syndernes forladelse, for de sunde har ikke brug for læge, det har de syge.

Så ville Jesus som en god læge ikke være træt af dem eller væmmes ved de sårede og syge. Men som Esajas spåede om ham: Han bar vore sygdomme og skrøbeligheder, tog gerne sådanne syndere til sig, ja, vandrede derfor igennem land og by for at finde sådanne. Ikke fordi han ville være deres lige, som en synder blandt dem, eller samtykke i deres synd og ved at omgås dem at forhærde dem i deres onde veje. Men fordi han således i god omgang med ord og gode råd, eksempler og salige lærdomme kunne føre dem ud af onde veje og til sandheds erkendelse.

Nu viser Jesus dette med to lignelser ud fra menneskelig erfaring.

At den, som mister noget af det, han har, det være sig penge eller noget, der har penges værdi, kvæg, får eller andre dyr o.s.v., da glemmer han det han har, og lurer på, hvordan han kan få det igen, som han har tabt.

Ja, han har større omhu for det, som er blevet væk, end han har glæde af det, han har tilbage.

Bringer det, han har, i fare, for at gå ud og leder efter det andet og hvis han finder det, da får han en uventet glæde og glæder sig over at have fået sit gods tilbage mere end over meget han af det, han altid har og ikke har mistet.

Men det brød farisæerne sig ikke om, at Jesus ledte efter de syndige og uretfærdige, for at de også kunne blive fromme og retfærdige. Der blev jo ikke taget noget fra dem, så de blev ufromme, om de ellers før var fromme. De skulle næsten hellere (hvis de var hans venner) glæde sig over det end at tage det fortrydeligt op; de skulle have været som nabokonerne, der blev glade med konen, der havde fundet sin drakme, eller som venner af hyrden, der havde fundet sit får.

Hermed lader nu Kristus os se og forstå Guds usigelige godhed og menneskers usigelige ondskab mod syndige menneskers velfærd og salighed. Selv er vi arme Adams børn, forvildede får fra den hellige Guds hjord, så at vi arme tåber ikke kan hjælpe os selv.

De andre, som regner sig for at være den rette hjord, kan ikke hjælpe os og vil heller ikke hjælpe, selvom de sagtens kunne.

De bliver i stedet misundelige over, at vi bliver hjulpet.

Men her lader Guds store nåde og miskundhed sig skue i Kristus Jesus, med det alvorlige sind han før ved profeten har sagt, han har, at han har ingen lyst til at en synder dør og bliver borte i sin synd, men næsten hellere ser, at han retter sig og bliver levende.

For dertil blev han sendt fra Faderen, som han selv bekender i Matth. 18, at han skulle opsøge de syndere, der var fortabte og faret vild. Som også Paulus siger om ham, at han er kommet for at gøre syndige mennesker salige. Det ses også af, hvordan han gjorde sig umage med idelige rejser og tjeneste den tid, han levede, og til sidst anvendte sit blod på det. Han har stadfæstet og bekræftet samme evangelium med jærtegn i himlen og på jorden.

Faktisk siger han et sted: Hvad skulle jeg ydermere have gjort, end det, jeg har gjort?

Tausen slutter: Så bør vi alle med Gud og de hellige engle være sindet på samme måde, gerne se alle menneskers velfærd, især hvad sjælen angår, og vi bør hjælpe dem med råd og lærdom dertil så meget som muligt er, og bede for dem til Gud, som gerne vil have alle mennesker salige. 1. Tim. 2,4.

Når vi nu ikke kan gøre noget til menneskers salighed, så skal vi takke Gud for hans nåde og oplysning, for hans rige og runde barmhjertighed og gode vilje, han altid har til at gøre os alle salige.

Ham være derfor lov, ære, pris og tak til al evighed. Amen.

Hans Tausen om 1. Petersbrev 5,6-11 (læses på 3. søndag efter trinitatis)

Hans Tausen om dagens epistel. 1. Pet. 5,6-11.

1 Denne dyd, ydmyghed (som er dyd for alle dyder) lærer S. Peter os mod hovmod og al udyd, for at ingen skal tænke sig at blive undertrykt af mennesker uden Guds gode vilje.

For ligesom Gud tilskynder os af sin gode vilje, sådan ”afskynder” han os også ud af den same faderlige gode vilje. Og ophøjer næsten mere end man har ydmyget sig selv.

2 Vi kristne bør ikke forlade noget af denne apostoliske formaning til denne ydmyghed af nogen form for frygt, så vi af den grund skulle ødelægges. For Gud ved råd, og kan ophøje den, som ydmyger sig efter hans vilje og lider, så at intet tyranniske menneske skal kunne ødelægge en sådan tålmodig kristen på grund af hans ydmyghed og tålmodighed.

3 Vi opvækkes her også mod fristelse, for at tage os i agt for fjenden, som er djævelen allermest, som vi mest af alt skal tage os i agt for, for han vil os det værste. Så kan vi komme fri af ham, hvis vi har tillid til Gud og beder Gud om styrkelse i troen, med ædruhed og årvågenhed.

4 Her skal vi nu mandeligere stride, da vi ved, at vi er i selskab med mange folk, lige fra profeterne før og apostlene dengang, og nu med alle Guds venner og alle sande kristne.

5 Vi skal følge deres eksempel: at stride og bede Gud, at han til sit eget navns ære ved modgang og hvad han os vil tilsende, vil gøre os skikkelige, jo mere og mere efter hans egen vilje.

Prædikener 2001 og 2005 til 2. søndag efter trinitatis

Prædiken til 2. søndag efter trinitatis 2001

Lukasevangeliet 14,16-24: Jesu lignelse om et festmåltid, hvor de indbudte takkede nej, så værten inviterede alle mulige, han kunne få fat på, og som ikke havde noget.

Prøv at se det for jer:
Der skal være en kæmpefest. En megastor fest.

Og manden, der inviterer, inviterer naturligt sine nærmeste,

sin egen familie og fra sin kreds af venner. De har alle fået en indbydelse, men får så lige før festen selve buddet.

Der er nemlig enorme forberedelser til festen - bordene skal stilles op, der skal pyntes op med blomster i smukke dekorationer, der skal hænges flag og måske bøge-, ege- eller andre grene op, guirlander måske også.

Og der skal slagtes og findes det bedste frem, kokkene skal tilrettelægge menuen. Der skal måske også laves bordkort, alt, alt, skal være i orden, for det er en stor fest, ja, det er den største fest nogensinde, vi her taler om.

Vin skal importeres, der bliver knoklet dag og nat i månedsvis for at blive klar til festen.

Dagen oprinder så endelig, og der kommer en rundt og siger til de indbudte: Nu er det hele klar! Vi er parate til at tage imod jer! Kom, vi skal i gang med festen!

Tænk på, hvordan værten og hans stab har knoklet, og så kommer folk nu med undskyldninger, de kan desværre alligevel ikke komme!

Hvordan - det kan jo ikke lade sig gøre at have vigtigere ting for en denne den største fest i hele deres liv! Det kan ikke lade sig gøre ikke at have tid til det!

Her har vi det første vi kan lære af historien: Du og jeg kan ikke ikke have tid til den største af alle fester - det er en stor løgn!

Vi kan ikke ikke have tid til det største i vores liv. Ja, jeg kan komme med et andet eksempel. Den der skal døbes, kan ikke ikke have tid til at komme og blive døbt!

Eller: den der skal giftes, kan ikke have så travlt, at vedkommende udebliver fra sit eget bryllup! Det er jo vanvittigt - skingrende vanvittigt!

Men det er også det Jesus vil siger med historien. Nemlig: at udeblive fra livets største og virkeligste fest er helt rablende vanvittigt!

Nogen synes måske, at kristendommen er rablende vanvittig, og at det er næsten sindssygt at tro på kristendommen.

Nå, men så er spørgsmålet, hvem der er mest sindssyg - den der inviterer til så stor en fest, at det svimler ved tanken af lykke, af evig lykke, eller den, der siger nej tak, jeg har sørme vigtigere ting for, ting, der foregår meget tæt på min næsetip eller deromkring.

Enhver kan sanse, at det må være den store fest, der simpelthen må trække alle af huse.

I vores tid elsker vi fester og beruselse af alle sanser.

Vi foretrækker de mindre fester og lader den største fest vente eller siger nej tak eller måske en anden gang.

Men der tager vi fejl, for festen skal altså i gang - det er lige nu og her, lige i dette øjeblik, hvor vi sidder her i kirken, at vi skal til at feste.

Måske har kirken en del af skylden,

præster og menigheder,

fordi festen er blevet gjort til en lille, bitte fest, hvor kun dem, der kunne sidde helt musestille og høre på et langt foredrag måtte komme med.

Men nej, festen er Guds store fest,

som Jesus inviterer til.

Og vi kan bare på må og få bladre i evangelierne

ligesom man bladrer i dagens aviser og kigger efter det mest spændende,

og så vil vi se, at alt, Jesus gør og siger sigter på denne store fest for livet,

med Gud og Jesus som værter.

Fest - ja, hvis vi har haft dårlige erfaringer med fester, at det ender i ulidelig druk og kedsomhed, ja, så har vi måske heller ikke fornemmelse for, at den fest, Jesus inviterer os til, er noget at komme efter.

Men jeg vil gerne forsikre enhver om,

at den fest han nøder os til at komme med til, det er en fest, der gør så lykkelig, så lykkelig, så alle onde drømme bortviftes,

alle sorger forsvinder og glemmes,

som havde de aldrig været,

der tørres alle tårer bort,

der er der ikke forkrænkelighed mere,

ingen død, ingen uhygge,

ingen meningsløshed,

der ses alt i et dejligt forklaret lys,

og det bedste her, som vi holder af her,

det bliver helt vidunderligt der,

faktisk er det en fest, hvor alt bliver vidunderligere, jo længere festen varer.

Nå, men folk undskylder sig.

En har købt et stykke jord,

og det er en alvorlig sag.

Man kan næsten se H.C.Andersen i gang med et af sine eventyr her.

Ih, hvor er det alvorligt,

og ih, hvor er alting vi selv har for alvorligt hele tiden, så vi ikke kan tage os af det,

der virkelig betyder noget:

at elske Gud og vores næste.

Nå, en anden undskylder sig med at han har købt fem par okser - i dag ville det vel hedde, at han havde købt et par lastbiler eller noget lignende, og de skal prøves af -

uha, hvor er det vigtige sager, så vigtige, så værten nok må forstå, at det ikke kan vente!

Ja, og topmålet kommer i den tredje undskyldning, ham der er blevet gift, der ikke kan komme på grund af det.

Han kan ikke komme til Guds fest fordi han selv har gang i sin egen fest - hans egen fest er egentlig overstået og han er bare i gang med at leve sit liv som gift. Han siger egentlig: Jeg kan aldrig komme, for jeg er blevet gift.

Min kone kræver mig med hud og hår,

eller mine børn, eller de børn, jeg måske får, og så selvfølgelig de marker, jeg har købt og de fem par okser,

og der er desværre altid noget,

jeg har gang i, så jeg kan desværre aldrig komme, selvom, hvis jeg havde tid, ville jeg mægtig gerne!

Nu har værten virkelig fået nok

og han raser. Og nu er der måske nogle,

der synes: Hvor er kristendommen en frygtelig religion - tænk at Gud bliver vred over, at vi mennesker er optaget af os selv og så os selv igen.

Men vi kan spørge: er det ikke bedre, at Gud er vred, end at han er ligeglad?

Og hvis vi selv er ligeglade med Gud,

hvordan kan vi så blive gale over,

at Gud bliver vred? Det er for alvor meningsløst og selvmodsigende.

Hvis vores fællesskab har nok i sig selv,

og her tænker jeg både på vores liv sammen rundt omkring hvor vi bor, og så ikke mindre på her i kirken,

hvis vi her har nok i os selv, så er vi under Guds vrede.

Er det ikke de syge, Jesus sagde, han kom for at helbrede?

For de raske har jo som bekendt ikke brug for lægen.

Hele Jesu historie om gæstebuddet fortæller han, for at vi skal vækkes af vores tornerosesøvn, hvor vi sover i hundrede år, ruske os op af vores søvngængeragtige måde at leve på, hvor vi bare lever for os selv.

Men vi kaldes til ikke at leve for os selv,

men for ham, som døde og opstod for os.

Og hvordan gør vi det?

Ved at bede ham komme indenfor i vores liv, bogstaveligt talt. Bede som han har lært os det.

Tale sammen om vores tro, så vi styrkes i vores tro,

eller ligefrem får bare ved at være sammen i det kristne fællesskab.

For Jesus har lovet os, at han vil give os Helligånden,

ved dåben skænker han enhver, der døbes, Helligånden i gave.

Så vi har fået i os Guds egen Ånd.

Som kan vejlede os undervejs.

Lad os hjælpe hinanden til at holde fast på troen,

og jeg vil sige, den der tror på Jesus i dag,

er virkelig ved Guds Ånds hjælp kommet meget langt,

for verden er indviklet og der er utrolig meget, der vil trække os væk fra troen.

I Jesu historie ender det med, at de først indbudte ganske enkelt bliver lukket ude,

de vil ikke engang få chancen for alligevel at komme med.

Men i det virkelige liv har vi chancen, hver eneste dag.

Lad os hjælpe hinanden til at forberede os på den store fest.

Som Jesus siger Guds rige skal ende med,

med fuldstændig glæde.

*************************************************

Prædiken til 2. søndag efter trinitatis 2005

Det var egentlig ikke meningen,  at de fattige og de arbejdsløse skulle inviteres med til det store festmåltid.

Men de, der var inviteret, undskyldte sig, hver og én.

De, der havde alle muligheder, undslår sig.

De gider simpelthen ikke.

Der er vigtigere ting end festmåltidet.

Der er oksespandet, der lige er købt ind og skal køres til.

Der er den nygifte, som ikke har tid til andet end at tænke på sin kone. Der er en, der har købt en mark.

De undslår sig altså, fordi de alle lige har købt en mark, en hustru (der er noget der hedder medgift, det siges ikke, men måske er det også en ironi, at der tænkes på medgiften, men man undlader at sige det højt), man har købt fem par okser.

Det er vigtige sager.

Alt, hvad vi foretager os, er vigtigt. Ikke sandt?

Er vi ikke selv vigtigere end alt andet?

Kan Gud nogensinde blive vigtigere end os?

Og når vi så er trætte af køb og salg,

så kan vi lade stridigheder være det eneste, der fylder os.

Eller vi kan være så optaget af vor egen familie, så vi har ikke plads til Gud.

Det ligner vor tid.  Vi køber og køber som aldrig før. Vi kan ikke leve uden at købe. Men det allervigtigste kan ingen købe sig til. Et liv efter dette.

Det er måske derfor, så mange gerne vil forestille sig en million ekstra liv, hvor de kan blive bedre. For vi ved godt, at hele det ræs efter det materielle ender i helvede, hvis det er alt, vi har i hovedet.

Vi kan nemlig ikke købe os til Guds rige, til det evige liv med opstandelse, med festmåltidet, der aldrig ophører, sammen med Abraham, Isak og Jakob, med vor Herre Jesus som vært.

Vi har fået indbydelsen,

men tager vi imod?

Og er vi præster skyldige i,

at mange mennesker ikke synes,

de vil bruge indbydelsen til Guds rige til andet end at smide i glemmebogen?

Alvoren i evangeliet i dag er,

at vor Herre vil, og det er hans alvorlige vilje, at hans bord bliver fyldt op med gæster.

Han VIL have fest,

om så de først indbudte, vi først indbudte, ikke vil tage imod.

Så går han ud med indbydelsen til dem,

der ingenting er i verden.

Ingenting.

Som det hedder i en salme:

Thi intet kan du tage, alt kan du få af Gud.

De mennesker, der intet har, tager med kyshånd imod invitationen til et festmåltid. De kommer.

De har ikke noget, de skal have købt,

for de har slet ingen penge.

De har måske ingen kone eller mand. De har intet.

De har det, de står og går i.

Ingen regner dem for noget.

Og så er der dem, der ikke bare er fattige,

men vanføre, blinde og lamme.

Lad gudstjenesten være en forsmag på Guds rige – lad alle mærke, at her gælder verdens målestok ikke.

Herinde gælder kun Guds målestok, og den vil vi lytte til.

Guds målestok det er Guds Ord.

Og Guds Ord er ikke bundet.

Guds Ord kan tales frit her, hvis vi præster ellers tør.

Er vi bange for menigheden?

Er vi bange for at skræmme nogen væk, fordi det er vigtigere, hvor mange der kommer til gudstjeneste,

end hvem vi tilbeder, hvad vi tror,

er vi præster parate til at -  give køb – på det dyreste, sælge ud af arvegodset, når blot der kommer flere og flere?

Jeg siger ikke, at det er sådan.

Jeg siger, at det er en fristelse.

Jeg siger, at jeg er anfægtet af spørgsmålene.

Jeg så et stykke fra en film om Hitlerjugend. En ung mand angiver sin far for nogle antinazistiske udtalelser,

og moderen spørger ham ud, hvordan han kunne gøre det.

Han gjorde det af troskab og lydighed over for partiet.

Da tænkte jeg på mig selv, og spurgte mig selv: Angiver jeg også kirken, sælger den for et eller andets skyld,

det parti, der hedder ”succes for enhver pris”? Det må være spørgsmål, som jeg og ingen kommer for let om ved.

For sagen er, at jeg ønsker naturligvis brændende, at mennesker strømmer i kirke.

Men vi er kaldet til at være sandheden tro i kærlighed. Vi skal søge sandhed og kærlighed, og det er en svær balance.

Så lad mig prøve at være tro over for evangeliet og sige:

Vi inviteres til at være vor Herre Jesu disciple, vandre vores liv i hans fodspor og med ham som herre,

med hans Ånd i vore hjerter.

Vi inviteres til at leve et liv, hvor bøn er vort åndedræt, hvor vi beder Guds Ånd altid råde i vore hjerter,

så vi ikke hengiver os i grådighed og foragt.

Det er ifølge en amerikansk film, jeg har set begyndelsen af, de to egenskaber, der til sidst fylder en ung mand på syvogtyve. Grådighed og foragt.

Nej, for vi er alle inviteret til at fornyes i sind og tanker og hjerter, så vi lader Guds Ånd bære frugter i os som tålmodighed, ydmyghed, langmodighed, overbærenhed og meget meget mere af samme slags.

Vi kan ikke have en menighed, hvor medlemmerne ikke kan forestille sig at komme samtidig, fordi der måske kommer nogen, man ikke bryder sig om at være i selskab med.

Guds riges fællesskab, som kirkens fællesskab gerne skulle være en forsmag på, er et fællesskab, som er åbent for enhver, der vil tage imod indbydelsen.

Det er en frygtelig knibe, vi er i, hvis fællesskabet bliver på nogles præmisser helt og aldeles, så andre bliver væk,

hvis den og den kommer.

Jeg siger ikke,  at det er sådan,

jeg siger, at det må ikke være sådan.

Så er vi alle under dom, fordi vi er ligeglade med,

at fællesskabet aldrig giver plads for alle, der vil være med.

Prædiken til 1. søndag efter trinitatis, 2. juni 2013

Første søndag efter trinitatis
søndag den 2. juni
kl. 9.00 i Besser og kl. 11.00 i Kolby kirke

Salmer (ud fra kirkegængeres valg - læs længere nede i prædikenens begyndelse!)

403 Denne er dagen, som Herren har gjort. K. 47.

747 Lysets engel går med glans. K. 345.

703 Det er så yndigt at følges ad. K. 68.

prædiken

615 Far verden, far vel vers 1-4, v. 9-11, 14-15. K. 128.

nadver afsluttet medm 192 v. 7

726 Gak ud, min sjæl vers 1-2, 7-8. K. 148.

På Samsø kan man ikke løse sognebånd, for vi tre præster er jo præster i alle fem sogne hver for sig! Grundtvig kæmpede for at få mulighed for at løse sognebånd, men som han kan vi sige, at vi ønsker et andet form for sognebånd fortsat:

”Kærligheden er det ægte sognebånd i Kristi kirke, som vi visselig ikke vil have løst, men med Guds hjælp have fastere og lifligere knyttet alle de dage, vi lever med hverandre, og dette bånd selv i sin svageste tilstand er dog stærkere end verden.” Siger Grundtvig i sin prædiken til dagen i 1839.   Sådan håber jeg, det også kan være for os, om vi så ender med at hedde Samsø Sogn eller bare fortsat er et pastorat med fem sogne!

Jeg har på det seneste genfundet nogle lister over salmer, som kirkegængere i Nordby har givet mig, da jeg i perioder opfordrede dem til det. Så jeg af og til kunne tage af dette forråd og vælge nogle salmer derfra.

Da jeg samtidig har hørt en kirkegænger ytre, at vedkommende en bestemt søndag overhovedet ikke kendte nogen af salmerne, så slog det hovedet på sømmet.

Så da jeg skulle vælge salmer til i dag, trak jeg listerne frem. Jeg vil i samme åndedrag sige til menigheden her i dag, om I på samme måde vil nedskrive ønsker til salmer, yndlingssalmer.  

En kirkegænger pegede på en, som det måske kan forundre, at vi synger i dag: ”Det er så yndigt”. Vedkommende skrev: ”Det er så yndigt at følges ad” – det er en skam, at den kun bliver sunget til bryllupper (eller det gør den måske?). For det er jo en dejlig salme med mange minder, ikke mindst for dem som måske nu er alene tilbage, men vi andre trænger også til at få teksten ’frisket’ lidt op og blive mindet om, hvor dejligt det er at være to om alting og at det ikke er en selvfølge.”

Når der tales om kærlighed, kan vi begå to fejltagelser. Vi kan skildre kærligheden enten rent fysisk, som den findes på naturlig måde, men blind og bælgmørk, uden forskel på rent og urent. Vi kan også skildre kærligheden som et tomt og luftigt begreb uden liv og kraft, ligegyldig for godt og ondt, og i begge tilfælde kommer vi langt fra den kærlighed, apostlen Johannes skriver om i sit brev.  

Kærlighed har sin oprindelse i alt det, en anden apostel, Paulus, nævner: i overbærenhed, godhjertethed, og kærligheden er ikke misundelig, smigrende eller opblæst, ikke selvoptaget, og kan ikke med uretfærdighed, men har sin glæde i sandhed, den tror, håber og tåler alt.

Sådan har vi fået en genopfriskning af, hvad kærligheden i ægteskabet skal være, og en genopfriskning for jer, der nu er alene og med et stik i hjertet ved, at det ikke er en selvfølge at være to.  

Vi hører i dag ikke noget om at den rige mand og Lazarus var gift, men een ting er sikker: i pinestedet var den rige mand alene, mens Lazarus havde vidunderligt selskab af Abraham hele tiden.

Her i livet ser lysets engel, som vi sang om, ind til både drot og tigger. Gud lader det regne over retfærdige og uretfærdige.   

Men hvad så, når vi dør? Da hører vi apostlen Johannes’ ord: ”Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærlighed, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.” Det er dette, som skal give os frimodighed på dommens dag, siger apostlen.

Det handler ikke om, at vi går rundt og er klar over, at vi har gjort et eller andet godt for et medmenneske. Det handler om, hvor vores hjerte er. Hold hovedet koldt og hjertet varmt, siger vi. Ikke omvendt. Det kolde hjerte – det isner i os bare ved ordene. Men det jo oftest sådan, vi er, endda over for vore allernærmeste. Og Lazarus var tæt på at være den rige mands allernærmeste. Han kunne i al fald ikke komme ud af porten uden at træde hen over Lazarus.  

Er det ikke meningen, at vi ved at høre om den rige mand skal omvende os og tænke efter, hvordan vi har levet og lever?

Men det er ikke meningen, at vi skal leve i angst dagen lang for, om vi har elsket nok.  

Som apostlen Johannes siger: ”Frygt findes ikke i kærligheden.” Og så må vi spørge: Hvilken frygt? For vi ved, at gudsfrygt er visdoms begyndelse, som det hedder et sted. Den frygt, som ikke er i kærligheden, er den frygt, som allerede er begyndelsen på straffen. Men som Jesu disciple og efterfølgere gælder det at lade kærligheden være i os som skatten i et lerkar. Vi er lige så skrøbelige, ofte, som et lerkar, men netop derfor skal vi skærme kærligheden mod angreb og ødelæggelse.

Vi ser, at det for Jesus er fuldt alvor med at vi skal holde loven, elske Gud af hele vort hjerte, hele vor sjæl og af hele vor styrke, og vor næste som os selv.  

Det driver os ind i en form for faste. Den faste, som profeten Esajas taler om, vi kan sige: fasten fra at indrette os med os selv og give en god dag i de andre. Lukke os om os selv.

Det er ikke småting, sand faste går ud på: at løse ondskabens lænker, at sprænge ågets bånd, sætte undertrykte i frihed,  ja, bryde hvert åg.

Hvordan gøres det? Det begynder i hjertet. Det begynder med afsigelsen af al forbindelse til den Onde, Løgneren.  

Og fortsætter vel bl.a. med, at vi har modet til at sige fra, når ondskaben får plads og binder mennesker. Kender vi ikke til, at vi i forsamlinger undlader at sige det, som bør siges, fordi vi gerne vil være pæne borgere og helst have, at andre synes godt om os og smigrer os med pæne ord?

Og så fortsætter Esajas med, hvad sand faste er: at du deler dit brød med den sultne. Egentlig står der: at du brækker dit brød. Og så kan vi høre, at der er en rød tråd til det, Jesus gjorde. Da han bespiste de 5.000 i ørkenen, så han op mod himlen, takkede, brækkede derpå brødet og delte det ud til de sultne.

Mon ikke det kan være, at Jesus levede sig ind i ordet fra profeten Esajas? Og det kan vi blive ret sikre på, når vi hører, at netop det, at han brækkede brødet ved nadverens indstiftelse i salen ovenpå dagen før sin lidelse, at netop denne gestus er med ikke bare i evangelierne, men også overleveret af Paulus som noget meget vigtigt. Tegnet på delingen, tegnet på Jesu omsorg for hver enkelt, som sulter.  

Vi sendes åndeligt mættede ud fra nadverbordet til vores dagligdag med den gave, der nu også er en opgave – at dele videre ud. At brække noget i stykker for at en anden kan få noget, er et meget umisforståeligt billede.

Senere gentager Esajas: Hvis du fjerner åget og holder op med pege fingre og tale ondt, rækker den sultne dit brød og mætter den forkuede, så skal dit lys bryde frem i mørket.

Egentlig hedder det,  at hvis du strækker din sjæl ud mod den sultne. Det har den danske oversættelse valgt at konkretisere med, at det er brødet, man skal række. Det er ikke forkert, men dette at strække eller række sin sjæl ud mod den sultne, er at tage noget, der er dyrebart for en for at hjælpe en, der mangler noget, det er det stærkeste udtryk for selv-fornægtelse, som Det gamle Testamente kender.

Abraham er den, der mest af alle vidner om selv-fornægtelse, for han er parat til at give alt væk, sin egen søn, som Gud befaler ham at gøre. Fordi Gud vil se, om kærligheden er større end kalkuler og tanker om genernes fortsættelse i slægten.

Abraham troede Gud, havde tillid til Gud igennem alt, hvad der skete eller kunne ske, og ud af denne tro viste han også medmennesker den gæstevenlighed, som er velsignet.

Bliver vi i Guds kærlighed, så bliver han i os, hed det.

Så vil Herren altid lede dig, siger profeten, ja, Herren vil ledsage dig med sin herlighed.

Den herlighed kommer til udtryk, når vi kalder på Herren og når Herren svarer, ikke mindst i nødens stund. For så svarer Herren dig: Her er jeg.

--- Sådan har vi i dag lyttet til Moses gennem buddet om kærligheden og til profeterne, som vidner og peger frem mod Jesus Kristus som opfyldelsen af alt, han som med Faderen og Ånden er Kærligheden selv.

På apostlenes og profeternes grundvold bygges da ruinerne fra fortiden op igen.

Som profeten siger: Du skal rejse tidligere slægters grundvolde.

Grundvold heder på hebraisk mossad, det som vi kender fra Israels efterretningstjeneste.

Men kirkens grundvold er lagt een gang for alle: Jesus Kristus!

Og det handler også om at tætne revner, ja, at gøre det nedrevne beboeligt.

Gud vil af ruiner bringe sin menighed på fode, når vi af hjertet holder os til hans ord og bliver i kærlighed til ham, som elskede os først, så vi derudfra kan elske ham og næsten igen.

Stykker fra N.F.S. Grundtvigs prædiken 1844 til 1. søndag efter trinitatis

Den rige mand håber på hjælp til sine brødre, altså at Lazarus skal gøres levende igen. Så vil brødrene tro, at det med pinestedet er sandt, og være advaret.

Men Abraham siger: De har Moses og profeterne, dem kan de høre.

Nej, siger den rige mand til Abraham: Kommer der en fra de døde til dem, så vil de omvende sig.

Abrahams svar er: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.

Sådan er det. Jesus stod op fra de døde. Men det overbeviser i sig ingen.

***

Men overbeviser det så nogen at høre om den rige i pinestedet og den fattige i Abrahams skød?

Nej, men vi må prøve os selv og spørge: Betyder Jesu myndighed noget, så vi lytter til hans ord, hvad de end taler om, med alt, hvad der bor i os?

Den anden mulighed er, at vi stiller os uden for Hans ords myndighed, og bruger kræfterne på at bedømme Hans ord. Så er der rigeligt plads til at trække fra og få lagt noget andet til.

Her op imod vil jeg nævne den måde, Grundtvig kunne tale om dagens evangelium.

Indtil kort forinden havde Grundtvig været på orlov på grund af depression. Det var i denne tid, han skrev ”Sov sødt, barnlille”, som næsten blev aftensalmen fremover i hans hjem. På baggrund af hans egen kamp og strid med sig selv og netop denne salme træder Grundtvigs prædiken 1. søndag efter trinitatis 1844 frem med en afgjorthed: Strider menneskehjertet ikke (’...som striden har stridt...’) i trofasthed over for Herrens, Sandhedens, ord, da bliver det hele hult og der bliver ingen hvile ’efter vånden’, der bliver ikke nogen fornemmelse for den manna, der ligesom drypper på vuggen...

Længere stykker fra Grundtvigs prædiken til 1. søndag efter trinitatis 1844

Herren ”åbner os et blik ind i det hemmelige land bag graven, hvor der heller ikke er nogen persons-anseelse, men dog så stor ulighed, at den ene pines i luer, og den anden hviler i fred, trøstet over al jordens møje; og når folk nuomstunder også betragter dette søndags-syn af den anden verden med ligegyldighed, da kommer det dog ingenlunde af, at det er, eller kan være dem ligegyldigt, om de ved deres udgang af denne verden, som snart stunder til for dem alle, skal indgå til den store hvile, som er Guds folk beredt, eller skal gå bort til pinestedet, hvor der er hverken ro eller lise; nej, ingen hader sit eget kød, men føder og vederkvæger det, så hvem der har et menneskeligt hjerte kan ikke andet end grue for den mulighed, om en liden stund at slå sine øjne op, hvor der kun er jammer og elendighed, og pine uden håb; så når folk desuagtet er ligegyldige ved Herrens oplysning om Paradis og Helvede, da er det kun, fordi de tror Ham ikke, de tage ej Hans vidnesbyrd for gyldigt, skønt Han kun sagde, hvad Han vidste, og vidnede, hvad Han havde set, men de tænker enten, at landet bag graven var ligeså mørkt for Ham som for os, eller mener dog, Han kun vil kyse folk til at omvende sig og skildrede derfor faren langt større, end den virkelig var.”

”Men kristne venner! vi som virkelig tror på Vor Herre Jesus Kristus, tror, at Han er Guds enbårne Søn og Sandheden selv, hvis ord kan aldrig fejle, men skal bestå, når himmel og jord forgår, vi kan dog umulig slå os til ro, enten med den mistanke, at livets og dødens Herre ej vidste besked med den anden verden, såvelsom med denne, eller trøstes med den bespottelse, at Sandheden ville bedrage os; og når vi derfor noget øjeblik glemmer evangeliet om den den rige mand og Lazarus, da kommer det unægtelig af en dorskhed og en sjæle-søvn, man skulle tænke, var umulig hos Dagens og Lysets børn, og beskæmmer unægtelig disse hæders-navne, som Skriften giver os, når vi tror på Ham, der er denne Verdens Lys, som gør evig dag for sine i de levendes land.”

”Har vi nogensinde glemt dagens evangelium, da lad os bede Gud indprente os det uforglemmelig, og svæver det kun mat og dunkelt for os, hvilket svælgende dyb, der er mellem pinebænken i helvede og hvilestedet i paradis, så lad os bede Helligånden opvække og oplyse os, så det herefter må stå os lyslevende for øjne, som om vi så det selv!”

Prædiken på sommer-i-by søndagen, trinitatis søndag 2013

Det er en stor festdag i Nordby i dag. Som det engang var det ud over store dele af landet. Men i Nordby har man valgt at holde fast i den gamle tradition med at ride sommer-i-by.

Majstangen kom på plads med en fin tremaster stående på toppen. Der skal selvfølgelig et skib til at vise vindens retning. For på Samsø var der dengang mange skipperbønder, også i Nordby.

Som bekendt er vejret noget vi taler om, men ingen gør noget ved det, ingen kan gøre noget ved det. Vinden blæser virkelig, hvorhen den vil, som Jesus siger.

Sådan er Guds Ånd, siger han. Det er en Guds gave, at hans Ånd ikke er sådan, at vi kan disponere over ham. I det hele taget at vi ikke kan disponere over Gud, Jesus og Ånden. Vi kan bare lade os føre med af Helligånden, når Han blæser på os og driver os af sted.

Pinsesalmen "I al sin glans nu stråler solen" - en udlægning 2013

Pinsesalmen nr. 290 i den danske salmebog:
"I al sin glans nu stråler solen"
 - en udlægning

Se hele teksten på:
http://http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/290

Hør den her:
http://www.youtube.com/watch?v=1CQNERpEcAI

Den sol, der stråler, ja, det er pinsesolen, men i virkeligheden solen bag solen.

Ligesom verset fra en morgensalme:
Du soles sol fra Betlehem.

Hvordan bedre sige noget stærkt om Jesus, end at han er solen, der stråler i al sin glans, når Hans og Faderens Ånd falder på os?

I al sin glans nu stråler solen, nu, altså når Ånden falder på os og gør Jesus stor og majestætisk for os, ikke noget småtteri med at han var en lidt forvirret ung mand, der måske, måske ikke helbredte, og så sagde mange mærkelige ting, men indimellem også noget godt.

Nej: i al sin glans nu stråler Jesus Kristus!

Og så fortsætter salmen: Livs-lyset over nådestolen.

Livs-lyset – det vores Herre, som siger: Jeg er verdens lys, og: Jeg er sandheden, vejen og LIVET.

Han er lys og liv bag alt lys og liv. Han er kilden til livet, han er Skaberens Søn og var med før begyndelsen til at skabe alt sammen med Faderen.

Livs-lyset – altså Jesus over nådestolen.

Hvad betyder nådestolen? Det var en gammel oversættelse af et sted i Mosebøgerne. Gud sagde til Moses, at han skulle lave pagtens ark, der hvor de to tavler med de ti bud skulle ligge. Over denne pagtens ark skulle han lave en ’nådestol’, et forsoningssted eller –dække.

Og forsoningsstedet er for os blevet Jesu kors. Der forsonede Gud sig med os ved Jesu offerdød een gang for alle.

Derfor skinner Jesus som Livs-Lyset over korset, over det sted, hvor han bragte verden forsoning.

Og det var også det, Peter forkyndte i sin prædiken på pinsedag, og de andre apostle, på mange sprog pinsedag i Jerusalem dengang.

Jesu offerdød een gang for alle til frelse for enhver, som tror.

Det er den nye pagt ”i mit blod”, som vor Herre Jesus selv siger, da han indstifter nadveren.

Nu skal vi ikke frelses ved at overholde loven, de ti bud, men vi kan tåle at se vore svigt og så modtage frelsen og forsoningen ved Jesus, vor korsfæstede og genopstandne Herre.

Derfor er det dybest set også, at vi mærker Jesus som vort lys og vort liv, når vi ser på det nu tomme kors, for han har sejret over døden og lever og regerer med Faderen, og har sendt sin Ånd til os.

Han fór nemlig til himmels hvid og rød, som vi synger, dvs. Han var først død rigtigt, og dernæst vakt til liv ved Guds mægtige kraft og derfor rød, levende, igen.

Og vi lever nu i ”sommernattens korte svale”. Ja, det er ikke fuglen, digteren tænke på, men den korte nattetid, hvor det bliver lidt køligt, inden solen kommer op igen og varmer alt.

Det kan godt være, digteren har tænkt anderledes. Men jeg tænker: Vi lever i sådan en kølig tid. Mellem Jesu himmelfart og Hans genkomst. Og samtidig er vor sol, Kristus, skjult for vore øjne.

Dog kaldes menigheden her ”Fredskoven”. For Jesus kommer hver gang, vi forsamles i Hans navn, netop med sin fred.

”Fred efterlader jeg jer”. En fred så dyb, at intet kan skade os rigtigt.

Det ånder himmelsk over støvet. Ja, alt jordisk, alt i livet, forvandles ved Guds Ånd, livet er så dejligt, som da Gud først skabte alting. Det virker Guds Ånd, når vi hengiver os i tro til Jesus og Hans Fader.

Nu prises Jesus af mennesker af alle folkeslag, og når Han skænker os sig selv i brød og vin, så er vi ét med alle troende til alle tider, også dem der er gået forud. Der kan du gå hen med al din sorg og hente trøst, hente fred, når vores Herre lader vore svigt være glemt for hans lidelses og døds skyld.

Og så forener Han sig med os inderligt, så vi er ét med Ham i Helligånden, vi som lemmer på Ham, som er hovedet. Det er en skøn tanke, hvis vi bare standser lidt op og tænker på det. Så er vi aldrig alene. Så er vi altid, i virkeligheden, forenet med kristne ud over hele jorden, i vores eget land, som trofast holder ud, selvom kærligheden bliver kold i verden og truer med at gøre os selv is-kolde.

Vi har pinseliljetiden nu. En dejlig skærsommertid er det i år. Og tiden i kirken nu er også en pinseliljetid. Der, hvor Guds ord lyder, der dufter det af liv til liv, så det, der er dødt, overvindes af den Opstandne Herre og Frelser.

Men vi længes og ser også frem til den sommer, som aldrig får ende. Da blomstrer rosen i dit rige, som sole vi går op og ned i din Enbårnes herlighed.

Helligånden virker mægtigt, når vi giver os til Jesus: Thi du for hjertet, vi gav dig, gav os med ham dit Himmerig.

Lad os hver dag erklære vores loyalitet sige nej til alt, hvad der kommer fra Djævelen, og overgive os til Jesus Kristus og følge Ham i tykt og tyndt. Så skal Hans Ånd herliggøre vores Herre for os, dag for dag, lidt eller meget i dag, og fremover.  

Prædiken pinsedag 2013

Ved byggeriet af Babelstårnet opstod der en sprogforvirring, så folk ikke kunne arbejde sammen om byggeriet.

Pinsedag skete der et sprogunder, så apostlene kunne tale til alle mennesker.

Det virkede Helligånden. Lige siden har Jesu disciple kloden rundt kunne tale til tro på Jesus som Herre og Gud.

Men hvorfor havde Jesus udtrykkeligt sagt til disciplene, at de skulle vente i Jerusalem, så der gik hele ti dage fra hans bortgang Kristi Himmelfarts dag?

Jo, for netop pinsen var jo den fest, hvor profetien om, at Guds Ånd skulle sænke sig over ung og gammel, så de skulle se syner og få drømme. Og pinsen var jo hos jøderne festen for, at Gud ved Moses havde givet dem loven.

Det smertefulde er, at hver gang vi ser os i lovens spejl, de ti buds spejl f.eks., så bliver vi meget små. Så begynder vi at få øje på bjælken i vores eget øje, og begynder at se lidt klarere, at den bjælke ødelægger vores udsyn, så alt risikerer at henligge i mørke.

De ti bud spejl gør, at vi bliver kede af det, for vi mærker, at vi ikke kan opfylde Guds bud. At vi i stedet må græde over os selv. Og det kan Helligånden bevirke hos os. At vi angrer og fortryder. At vi bliver ydmyge. At vi beder Helligånden ændre vores indstilling.

Pinsedag faldt Helligånden over disciplene som tunger af ild, som brændte uden at brænde. Det begyndte at brænde had, mørke, vrede, lyst til ære, hovmod op. Denne ild begyndte at brænde alt det der i os med kærlighedens ild.

Vejen til at opfylde loven er opfylde loven blev banet pinsedag, nemlig ved at vi lader os fylde af Helligånden. Helligånden er det brændstof så at sige, som vi ’kører’ på. Også kører rigtig langt på selv den mindste hjælp af Helligånden. Helt frem til vort livs sidste dag, hvor vi kan give slip og være sammen i ånden hos Gud, indtil Gud opvækker vore legemer på den yderste dag.

Men alt dette er usandt, hvis vi ikke forholder os til Jesu ord helt igennem. Som Jesus siger: Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.

Hvad der sker, hvis vi ikke elsker ham, siges ikke direkte her, men blot dette, at den, der ikke elsker ham, ikke holder fast ved hans ord.

Vi behøver ikke at få besked i dag om, hvad der så sker med det menneske. Vi kan koncentrere os om selv at elske ham, og sådan holde fast ved hans ord.

Hvordan gør vi det? Ved at læse ordet. Finde en stund derhjemme, finde et sted i huset, hvor vi kan sætte os stille og fredeligt, måske før alle er stået op, eller efter alle andre er ude af huset, men bedst alligevel tidligt på dagen.

Så sidde og læse et stykke fra bibelen. Og høre ordene som ord til mig, og det lige nu. Ord som er en hjælp til mig her og nu.

Ligesom vi nu får det dejlige ord til trøst og hjælp lige nu. Ordene, Jesus siger: Fred efter lader jeg jer. Og Jesu opfordring til at stoppe modløsheden og fortvivlelsen.

For Jesus er nær i sit ord, helt nær. Hans hele rige er hos os, når hans ord går til hjertet. Og så lad læsningen af ordet gå over i bøn. Bed for dine kære. Bed for dem, du mærker, Gud lægger dig på sinde at bede for. Så sender han dig automatisk ud til mennesker. Du kommer i tanker om en, som du bør besøge eller være noget for.

Men frem for alt: Lad Jesu fred falde på dig, Helligånden med alle Åndens gaver. Det tager tid. Bare tænk på, at det i det mindste tager et par minutter at fylde bilen op med benzin. Start gerne bare med sådanne to minutter med et ord fra bibelen, du læser, og med en kort bøn for dagen, først en forsagelse af Djævelen og så en overgivelse til Jesus. F.eks. ved at bede fadervor. Efterhånden, når du har gjort det et stykke tid, kan du slet ikke nøjes med to minutter. Det bliver efterhånden gerne flere minutter, og du kommer til at mærke en tørst efter Guds ord, som du slet ikke vidst om før. Og så SKAL du bare helst have Guds ord med hver dag, og din stille bøn for Guds ansigt.

Så vil Helligånden kunne få plads til at virke i dig. ”Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.

Helligånden vil minde os om Jesu ord og befalinger. Hans trøst og hans strenghed. Hans opdragelse af os, og hans milde hjælp til os, når vi er trætte og tyngede af byrder. Jesu ord er en skat så mægtig, at den aldrig bliver tømt og aldrig bliver mindre, jo mere du lærer den at kende. Tværtimod, det kommer til at virke, som om skatten bliver større og større. For sådan er Helligåndens gerning: At pege på Jesus, så vi lidt efter lidt bedre opfatter hans majestæt, hans kraft, hans godhed, hans fred, og alle de gode frugter, der kommer fra ham.

Læs mere