Prædiken på Kristi Himmelfartsdag - især om bekæmpelse af vrede!

Fra Kristi Himmelfart til pinse er en ventetid på 10 dage.

10 er det fuldendte tal. Der er brug for en fuldendt ventetid for os indimellem.

Når tiden er inde, så sker der en vending.

I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage, sagde Jesus. Og på den måde skal I få kraft. Til alt det I skal gøre og virke.

Ja, for opgaven der ventede, var enorm: at være vidner om Jesus hele jorden rundt, intet mindre!

Det var nok en ventetid værd!

Det var en ventetid fuld af for-ventning. De var, hører vi i Lukasevangeliet, fulde af glæde, da de vendte tilbage til Jerusalem efter at Jesus var faret til himmels.

Jesus havde også forberedt dem godt på det. Og fortalt nøjagtig hvad der skulle ske. At Helligånden ville udruste dem, være hos dem, hjælpe dem, forsvare dem, trøste dem, formane dem. Giv dem visdom og dømmekraft.

Og den kraft, de skulle blive udrustet med, skulle gøre, at de kunne tage på slanger uden at blive skadet, uddrive dæmoner og lægge hænderne på de syge, så de bliver raske.

Det med at uddrive dæmoner: Vi har en Herre Jesus, som er alle djævles skræk og gru (Salmebogen nr. 250 v. 2). En hovedsag for Jesus var at befri mennesker fra tyanni, især Djævelens tyranni.

Til den befrielse hører det, at vi hver især bliver helt klar over, at vi står i et valg, endda hver dag.

Vælge kan igen og vrage
jordens slægter alle dage,
vælge mellem liv og død,
dagens lysog nattens mørke,
Paradis og vilde ørke,
Helved hedt og Himmel sød.
(Salmebogen nr. 250 v. 6).

Måske er befrielsen fra mørkets kræfter den største bedrift, som Jesus virker i sine disciple. Kun i Jesu navn er der en løsgørelse fra disse kræfter.

Men fordi vi har en tendens, en tilbøjelighed til at vende os mod mørket i stedet for lyset, så har vi brug for igen og igen at blive mindet om, hvad kampen handler om. For når vi mindes om det, når der sættes ord på den kamp, så mister mørket også noget af sin magt. Og vi kan gøre noget ved det!

Lad mig give et eksempel. De gamle talte om de syv særlige synder (hovedgrupper af synd).

Vi kan tage en af dem for os om lidt.

Hvad hjælper tro på Kristi opstandelse, himmelfart og genkomst, hvis vi er optændt af vrede? Eller misundelse eller hovmod eller æresyge eller en af de andre grupper af synder, alt efter, hvor vi fristes mest med den personlighedstype, vi hver især er.

Når Jesus taler om, at kraften fra det høje skulle udruste disciplene dengang, så var det Helligånden, som hjælper os i vores almindelige hverdag til at træffe valg, så lyset skinner i vore dage.

Nu tager vi en af grund-synderne for os, en som virker som den dødbringende gift i sjælen. Det gælder om grundigt at fjerne denne synd. Det handler om kampen mod vrede.
 
(Og her refererer jeg til Johannes Cassians fremstilling af kampen mod vreden. Johannes Cassian havde været i al fald omkring 10 år i Egypten og studere munkelivet der, og har omsat sin erfaring og indsamlede viden fra samtaler med munkene i skriftet 'Det rene hjerte'. Første del hedder: 'Om sjælens dristige kamp for hjertets renhed'.)

Hvis vreden får sit tilholdssted i hjertet, ligger hjertet hen i mørke. Så kan vi ikke bedømme og handle klogt og mådeholdent, og vi mister evnen til at tænke over Skriften og tage dens ord til os i vores liv. Og vi kan ikke selv give kloge råd. Vi handler uretfærdigt og er uimodtagelige for Åndens lys. Som der står i en Davids-Salme 6,8: Mine øjne skummede af vrede. Selv om alle andre mener, at vi er vise, er vi fjernt fra visdommen. I Prædikerens Bog hedder det: ”...vreden bor i dårers bryst.” (7,10).

Stræber vi efter kærlighed, må vi holde vrede og bitterhed på afstand. Som Paulus siger: ”Afhold jer fra enhver form for bitterhed, hidsighed, vredesudbrud, skænderier og hånlige ord, ja, alt hvad der er ondt.” (Ef. 4,31). Han tænker ikke på nogle typer vrede, men på al slags vrede, også den som ser ud til at være nyttig og nødvendig. Som hvis vi er vrede og mener, at vi skal fortælle andre sandheden. Hvordan kan et menneske med en hel bjælke af indignation og vrede i øjet kunne fjerne splinten i sin brors øje?

Al oprørthed og vrede, uanset hvad der er årsag til det, forblinder hjertets øje, for vreden skyder en bjælke in i et ellers klartseende øje, så det ikke længere ser med retfærdighed på mennesker.

Nej, der findes kun en legitim vrede og det er vreden over ens egne synder. Så er vreden til nytte for os.

Det er den vrede, som Johannes Døber prædikede, og som Jesus prædikede, når de sagde: I skal ændre jeres indstilling, for nu er Guds rige nær!

Vi skal ændre vores indstilling.

Apostlene ville gerne vide, om Jesus ville oprette Guds rige helt og fuldt nu, da han var opstået fra de døde og havde sejret over synden, døden og Djævelens magt.

Det får det absolut ikke adgang til at vide noget som helst om, men får i stedet den vidunderlige melding: I skal modtage en ny kraft, når Helligånden kommer over jer.

Denne kraft skal gøre, at de kan gå ud med budskabet om Jesus til hele verden.

Den samme kraft, Helligånden virker også hos os, der er døbt til at tilhøre den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus.

Så vi hver dag på ny indøver os i at ændre indstilling, når vi ellers var ved at hengive os endnu en gang til vreden eller hovmod eller lyst til tom ære eller en af de andre grund-synder, hengivelse til kødeligt begær eller begær efter materielle ting og penge.

Hele tiden skal omkvædet for os kristne være: I skal ændre jeres indstilling. Det er ikke noget, der er sket een gang for alle, men vi skal arbejde på med bæven resten af vores liv.

Hver dag kan vi igen vælge og vrage

mellem Paradis og Helvede, siger Grundtvig i salmen, vi skal synge lige om lidt.

Eller som Brorson siger det i salmebogen nr. 256:

At følge efter Jesus går ikke i spænd med den holdning ikke at mene noget med troen.

For enhver, der tror på Jesus, følger ham i korset. I dette kors gælder det om ikke at skælde ud og beklage sig. Som pave Frans har sagt: Good Christian don’t complain. Gode kristne beklager sig ikke.

Vi kan analysere på, hvad der foregår. Så vi erkender, at her er der noget, som vi lider uskyldigt, et kors. Det tager vi på os, som Kristus gjorde, for kun det er der velsignelse ved. Nogen har magt til at bringe os kors og lidelse, sådan er det. Vi skal gerne sige det imod, men kan vi ikke gøre noget ved det, må vi tage det som et kors.

Og så er vi tilbage ved emnet vreden. Vi må spørge, om vreden har bidt sig fast i os, så vi er så uforsonlige, så end ikke dagens slutning sætter en grænse for vores vrede? Måske siger vi, at vi ikke er oprørte over bestemte personer, men i virkeligheden bærer vi stadig på den allerdybeste vrede – under en venlig og smilende overflade.

Men huserer bitterheden i hjertet, kan vi ikke virkelig bede. Jo, vi kan bede: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og så besinde os.

En ting er sikker: Lad os aldrig mene, at vores indre fred kun opretholdes ved hjælp af andres velvilje mod os.

Det er nok en ventetid værd, at vente stille og roligt på, at Gud udruster os til sådanne ting. Ting, som vi ikke kan i os selv, men som vi kun kan blive udrustet til.

Og mens vi venter, så kan vi tænke over, at der ikke er det sted i verden, hvor vi kristne ikke kan mødes og bede og lovsynge og glædes sammen over Guds ord, opbygges ved det og opbygges som fællesskab.

En inder sagde engang ved et møde med kristne: ”Kun, når kirken udstråler Guds kærlighed, kan den blive det sidste sted her i verden, hvor fællesskab imellem mennesker realiseres.”

Længselen efter ægte fællesskab er til stede hos mange. Hele tiden med et ønske om finde former for fælles liv, bundet til og præget af bøn og samling om Guds ord. Hvor Kristi opstandelse opleves som virkekraften, der gør levende!

Tale ved konfirmationen 5. maj 2013 i Onsbjeg kirke

Tale ved konfirmationen søndag den 5. maj 2013 kl. 11.00  i Onsbjerg kirke

Jeg skylder sognepræst Heinrich Wichamnn Pedersen tak for afsnittet om 4. maj.

Det var 4. maj i går, den aften, hvor befrielsesbudskabet kom fra London. Desværre kom befrielsen ikke til Bornholm 5. april 1946.

Sådan kommer befrielsen ved det kristne budskab ikke lige på een gang. Der er nemlig en besættelsesmagt, som hele tiden skal kæmpes mod. Derfor forsager, siger vi nej, til Djævelen, Satan, Fanden (det betyder Fjenden) og alt hvad der hører ham til. Han vil gøre alt for, at vi aldrig beder til Gud i Jesu navn. Bøn er det værste, han ved. Så mister han magten og grebet om os. Hans mål er, at vi forbliver overfladiske, eller også at vi vender os til andre guder, men at vi lige meget hvad ikke kommer rigtig i kontakt med Gud og Jesus. For Jesus er den, derer stærkere end ham. Og når Jesus får magt i os, og når vi hver dag overgiver os til ham som vores hjertes dørmand og beskytter, så bliver der plads til alt det vidunderlige, Jesus vil give os: fred i hjertet, glæde, endda en dyb, varig, overstrømmende, om end ofte stille, glæde.

Så hvis vi kan opfattes som besat land, så længe vi lader Djævelen herske i os, så er vi befriet land, når Jesus får plads hos os. Jamen, er det ikke meget groft, det jeg siger? Nej, for hvis vi ikke giver Gud plads, så giver vi automatisk Djævelen råderum. Og så er bogstaveligt talt Fanden løs. Så begynder tilværelsen at ramle helt. Som er hans mål.

Lad os derfor altid holde os tæt til Gud vor Far i Himlen og Jesus. Så er vi med i en befrielseskamp. Ikke alle områder af os er befriet nødvendigvis på een gang, netop derfor lad os leve med bønnen og kontakten til Gud i hverdagen.

Modstandsmanden Christian Ulrik Hansen blev dømt til døden og henrettet den 23. juni 1944 i Ryvangen sammen med 7 andre modstandskæmpere. Han blev kun 23 år gammel. Han skrev en række breve hjem fra fængslet. I det sidste brev, der er skrevet kort før dødsdommen blev eksekveret, skrev han til sin far og mor og hans søskende. I afslutningen af brevet skriver han:  Så bliver da disse tre, tro, håb og kærlighed, men størst af disse er kærligheden: Lad kærligheden gro i jer, lad den vokse med ham, som kom herned alene for at bære og sone vor skyld. Også min skyld har han taget på sig. I troen på, at han har taget min synd på sig, i håb om, at han vil tage mig ved hånden og i kærligheden til ham er det, jeg dør. Derfor er det ikke meningsløst, at jeg dør. Tværtimod, der er en dyb og stor mening dermed.

Det, der gav ham håb midt i mødet med døden, var opstandelseshåbet, og at det håb det holder. Det gav ham modet – ikke først og fremmeste til at dø – men modet til at leve. Til at leve livet ud i en tid der syntes mørk og trist. Der ind midt i mørket opretholdt troen, håbet og kærligheden ham.

Det er i grunden også det, der kan bære os gennem alt, der sker i vores liv, både dumme ting vi gør, og dumme ting, der bliver gjort mod os. Opstandelseshåbet holder.

***

Og så ganske kort om en anden ting, vi lige skal markere i dag, nemlig Søren Kierkegaards fødselsdag – 200 år. Og det gør vi ved at mindes, at for ham var Bibelen som et brev fra den elskede. Det mindste ønske i det brev vil den elskende stå på pinde for at gøre for den elskede. Sådan skal vi nu tænke, når vi kommer ind på konfirmandernes ord.

I konfirmander har valgt et konfirmationsord hver især. Ordene kommer fra Bibelen, den hellige skrift. I har lyttet til konfirmations-undervisningen siden efteråret sidste år.

Nu hører I, hvad I andre også gør, at hvis I kun lytter til undervisningen, men ikke handler på det, I hører, er det, om når I betragter jeres ansigt i et spejl. Så snart I kigger væk, har I glemt, hvordan I ser ud.

Sådan er det at fordybe sig i Guds Ord. Det er som et spejl, som vi åndeligt talt ser ind i. Vi hører. og vi handler.

Og det er ikke en tilfældig sammenhæng mellem at høre og at gøre.

For konklusionen i Jakobs brev er: ”Det er jo dem, der handler på Guds ord, der oplever Guds velsignelse.”

Og lad os så i dag høre, hvad Jesus siger, som vi skal handle på:

”Det vil jeg sige jer: Faderen (Gud Fader) vil give jer, hvad som helst I beder om i mit navn.”

”Bed i mit navn, og I skal få, så I kan blive fyldt af glæde.”

Her hører vi, at vi har adgang til at bede til Gud Fader i Jesu navn, så får vi det, vi beder om. I Jesu navn, med ham som garant, kan vi sige.

På grund af at han som Guds Søn og menneske har lidt, er død på et træ for vor skyld og er opstået og nu lever og regerer med Faderen og kan opfylde vore bønner.

Han blev ligefrem gennemboret med nagler for over overtrædelser, knust for vore synder. Den straf, som vi stod til, har han taget på sig, så vi kan få fred og blive helbredt ved hans sår. (Es. 53,5).

Derfor skal vi bede i Jesu navn, i den korsfæstede og genopstandne Jesu navn.

Navnet Jesus betyder FRELSE, han er vores redningskrans. Som I lavede en bedekrans, kaldet Kristuskransen, som også er en slags redningskrans.

Flere af jer har valgt som konfirmationsord en lille bøn, som mennesker, der kom til Jesus, har bedt. Som disciplenes bøn, da de er i stormvejret ude på søen og Jesus bare sover. Så vækker de ham og siger: ”Herre, frels os, vi går under!” Og straks lagde stormen sig på Jesu befaling.

Eller en skatteopkræver, der er flosset i sin omgang med andrespenge, han beder til Gud: ”Gud, vær mig synder nådig!” Og hvad skete? Han blev omgående accepteret af Gud. Konsekvensen for ham var nok, at han skulle ud og ændre på sin måde at omgåes andres penge.

Eller en far til en dreng, som er besat af en ond ånd. Faderen beder først Jesus hjælpe, hvis han kan, som han siger. Jesus siger: Hvis jeg kan? for den, som tror, er alting muligt.” Så råber faderen: ”Jeg tror! Hjælp min vantro!” Eller i en ande oversættelse: "Hjælp mig til ikke at være vantro”.

Vi ser, hvordan bønnen sætter noget i bevægelse. Der sker noget nyt, for alting er muligt for Gud og for den, der tror på ham, og som beder i Jesu navn.

Og hvis vi skal skære ind til benet, hvordan vi skal handle på ordet, så kan vi hjælpes af dette ord: ”Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.” Se, dybest set er det ord, talt om Gud og hans Søn, som er selve kærlighedens kilde. Det hedder jo et sted: Gud er kærlighed. Ikke omvendt: Kærlighed er Gud, nej: Gud er kærlighed.

Bliver vi i Guds kærlighed, så skal vi stræbe efter at tåle alt, tro al, håbe alt, udholde alt.

For en kristen er der ikke noget, der hedder at give op. Nej. Vi, I, er døbt til at tilhøre den korsfæstede Herre, som selv tålte alt, og har vundet sejren over døden og derfor nu skaber grobund for at tro alt, håbe alt, udholde alt, indtil vores livs ende eller til han kommer igen i Guds time.

Håbe alt, sagde jeg. Som det hedder i en bøn til Gud: ”Ingen, der håber på dig, bliver til skamme.” Skam er noget vi frygter, men når vi håber på Gud, så kan skammen pakke sig, kan den. Så er vi beskyttet af Gud, ligesom den boble, der omgiver menneskers og hobitters hær i kampen mod Sauron i urtiden i Ringenes Herre. Sådan sænker Gud omgående sin beskyttende ring om os, som vi dog kan se alting igennem og samtidig føle os trygge.

Men måske er du fristet til trods alle de her fine ord alligevel at opgive håbet, at fortvivle:
”Frygt ikke, for jeg er med dig fortvivl ikke, for jeg er din Gud.”

Så kan vi høre alt, hvad der er blevet sagt i den korte opfordring: ”Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen.” Vedholdende i bønnen, ligesom med at se sig i spejlet og huske, hvordan man ser ud. Altså: se sig i Ordets spejl, hvor Jesus siger: Bed, og så blive ved med det. Det er at høre og handle.

Og hele den proces fører til, siger Jesus, at I kan blive fyldt med GLÆDE.

***

Og så til sidst:

Kære konfirmander! Tak for året, der er gået. I kom om eftermiddagen, og jeg synes, I klarede det – nogen bedre end andre, men alligevel, synes jeg, at I virkede mere og mere vågne, som månederne gik. Jeg ved ikke, hvad I vil sige I har lært. Jeg tror ikke, I er i tvivl om, at det vigtigste i den kristne tro er indeholdt i de ti bud med trosbekendelsen og fadervor, og så dåben og nadveren.

Det er godt sådan. Så er der lagt en grund. Men jeg vil ønske for jer, at I kan opleve et kristent fællesskab med andre unge, hvor troen virkelig er central, og hvor I sammen med andre unge kan tale om tro og alt sådan noget. I en fredelig atmosfære, hvor alle spørgsmål kan tales om. Sådan at jeres tro lidt efter lidt må blive mere fast, hvis den ikke allerede er det.

Hvis I vil, kan vi ses igen og tale sammen fra tid til anden, måske så saft og kiks skal skiftes ud med en kop the. Hvor I kunne slæbe jeres konfirmationsbibler med, så vi kunne åbne dem lidt og blive klogere på et og andet sammen.

Nu ønsker jeg jer en glad dag og velsignet dag og fremtid!

Tale ved konfirmationen bededag 2013 i Nordby kirke

I dag bekræfter I unge jeres dåb.

Dåben består af vand og ordet ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.

Vand – lad os tænke over, hvad vand betyder.

Tænk på en sommerdag. Temperaturen i vandet i havet er pænt oppe mod de 20 grader, og vi kaster os glade i bølgerne og pjakser sikkert at ren glæde. Dåbsvandet handler om livsglæde.

Så vasker vi os i vand for snavs. Dåbsvandet er rensende.

Hvor er vand vidunderligt rensende. Dåben gør os rene.

Men mangler vi vand og tørsten bliver uudholdelig, så viser vandet sig fra en anden side: det er livgivende. Dåbens vand er livgivende.

Man kan så også drukne i vand. Tænk på, hvis I har prøvet at dykke dybt ned og trykket stiger ganske dramatisk, hvordan I vil op i en fart igen. En oplevelse af at komme næsten fra døden til livet. Fra dybet kommer man op igen i lyset og lufen.

Vand kan man drukne i eller reddes op fra.

Dåben ar en undergang og en opstandelse.

Altså: dåben handler om livsglæde, at blive ren, om at få liv og om at gå under og komme op igen.

Vand er det stof  i verden ud over luft, som vi er mest afhængige af.

Sådan er det med dåben, hvor Gud bruger vandet, og luften, det er Helligånden, som er os skænket i dåben, og med alt, hvad luften, hvad Helligånden virker i os.

Og nu konfirmeres I, bekræfter I jeres dåb.

Konfirmation betyder bekræftelse. Vi har alle brug for at bekræftes i, at jeg duer, at andre regner mig for noget. Det gælder både derhjemme, i klassen og blandt kammeraterne. Det er helvede, hvis ingen regner mig for noget.

Den kristne tro siger, at Gud regner os mennesker. Vi er noget værd i Guds øjne. Vi er elsket af ham. Det ved vi fra Jesus. Han blev nemlig født og levede og døde og opstod af graven som én stor kærlighedserklæring til os mennesker.

Den kærlighed fik vi givet, dengang vi blev døbt.

De fleste, også jer fire, blev døbt som små – er det ikke rigtigt?

Derfor kan vi ikke huske, hvad der skete med os, da vi blev døbt. Men så kommer konfirmationen. Den vil minde os om vor dåb, minde os om, at vi står højt hos Gud, er elsket af ham.

Konfirmationen er en fest for dåben. Konfirmationen bekræfter, hvad der blev sagt til os i dåben: at vi er elsket af Gud.

***

Konfirmander, I  tændte på vej til jeres pladser hver jeres lys. Selve lyset er os, men flammen – den tænder Gud ved Jesus, derfor hentede vi ilden fra alteret som symbol på det.

Sådan handler konfirmationen om, at vi siger ja tak, og Gud velsigner os.

”Når vi kun vil besegler Gud sin pagt om Himmerig”, som vi skal synge, når konfirmanderne går til alteret.

Når vi kun vil. Vil vi? Hertil er kun to svar: ja eller nej.

Det har vi snakket om. Man kan ikke svare tja, nja. Vi er nødt til at blive samlede og sige ja.

Når vi kun vil, når vi bare vil modtage Guds velsignelse, ja, så giver han den også.

Vi kan spørge, om vi vil døbes eller konfirmeres. Men vi kan stille os et andet spørgsmål, det er mindst lige så godt: Vil vi ikke gerne holde fast i Gud, ligesom en, man kæmper med i en kamp, men ikke for at vinde over den anden, men for at den anden skal hjælpe en. Som patriarken Jakob, der råbte til Gud: Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!

Når vi sådan holder fast ved Gud og hans ord.

Vi har svage kræfter, men vi vil ikke fornægte Jesu navn. Jamen, så siger han også, at så holder han døren til paradis lukket op, så ingen kan lukke den i igen.

Gud døber os med sin Helligånd, det gør han, hver gang, vi hører hans ord, beder, takker og taler sammen om ham.

Så kan mørke blive til noget dunkelt, og det dunkle til tåge og tågen til fejende solskin, som fejer tvivlen ned i et musehul.

Er det enkelt? Ja. Moses fik af Gud givet de ti bud. De er stadig gældende. Men Jesus sammenfattede alle bud i dette: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

Ud af troen på Gud vokser viljen til at være udholdende i kærligheden til næsten, i uro og strid, i tåge og dunkelhed, i mørke. Gud giver udholdenheden, så vi kan holde det alt sammen ud, så der igen bliver fejende dejligt solskin og alting blomstrer på ny.

Uanset hvilket mørke, der indhyller os, om det skyldes andre eller os eller begge, så er Gud en hjælp i trængsler, vores tilflugt og styrke.

Når urolige tanker tager til i os, så gør Guds trøst os glade:

Morgenstund har Gud i mund,

og guld betyder glæde,

og glædelig er hver en dag,

som leves til Guds velbehag,

om end vi måtte græde.

Kærligheden og glæden, håbet og troen, styrken og lovsang, selvtillid (ikke egoisme), alt dette virker Gud ved sin Søn Jesus Kristus, som hengav sig i døden for os, som et lam, der føres til slagtning, og han blev gennemboret for vore overtrædelser, knust for vore synder. Så stor en kærlighed har han, og så stor en kærlighed var nødvendig for at redde os fra os selv, så vi altid kan komme tilbage til livsglæden.

Et får kan være svagt, men det har som sådan en kolossal styrke. Styrken er udholdenhed, at klare sig med lidt i perioder, der har tro/tillid til hyrden, har masser af tid (håb), og den elsker musik - tænk på fårenes brægen. For deres hyrde kan for at de skal have liv, ja, overflod af liv.

GLÆDE - prædiken til 3. søndag efter påske 21. april 2013 kl. 11.00 i Tranebjerg kirke

GLÆDE!

Forbigående glæder

Lad os begynde med at tænke over alt muligt, der kan bringe glæde! Det kan være: en hobby eller interesse, hvor ens særlige evner bliver finpudset hele tiden. Det kan vægre fornemmelsen af at blive glad, fordi man får lov til at høre til i en gruppe. Eller at familien er samlet i stor mængde til en fest, som man ønsker aldrig skal få ende. Eller skolen, der begynder igen efter sommerferien og man er blevet et år ældre og skal gå i en højere klasse. Eller at se en film, man kender forfra og bagfra, glæden over det velkendte, men hvor vi alligevel lærer noget nyt at kende. Sådan er forresten evangelierne som film, vi kender. Men der er hele tiden noget nyt at lære at kende alligevel, detaljer, overraskende aha-oplevelser, nye vinkler. En stor glæde er forelskelse, jeg siger ikke mere! Men glæde kan også være årstiderne, som nu foråret. Der er bare det ved det, at foråret også minder os om forgængeligheden af alting. Så snart tulipanerne står i fuldt flor, er de parat til at gå til. Vintergækkerne falder lidt sammen, samtidig med at påskeliljerne endelig folder sig ud. Bibelens mennesker kendte også til fornemmelsen af forgængelighed midt i glæden over blomsterne: i dag blomstrer de, men i morgen er de hø, som det hedder.

I dag handler det om GLÆDE. Verdens glæde, siger Jesus, varer kort. Men han giver en vedvarende glæde. Han vender sorg til glæde.

Vedvarende glæde

I modsætning til alt muligt forgængeligt var Jesus i går, er i dag og altid den samme (Hebr. 13,8). Sådan siger forfatteren til Hebræerbrevet, som vi hørte et stykke fra.

Han var i går: Han bad for sig selv og os, bad om, at han og vi ikke må blive fristet. Han bad inderligt med tårer til Faderen, for han vidste, at Gud var den eneste, der kunne redde ham fra en frygtelig død (Hebræerbrevet 5,7).

Han er i dag: Han repræsenterer sit folk i Guds nærvær. Han er en ypperstepræst, som forstå vore svagheder, for han har ligesom vi været udsat for alle mulige fristelser, dog uden at bukke under for dem (Hebræerbrevet 4,15). Han er ligesom en kammerat, der har prøvet det, vi bakser med, og giver os det rigtige skub, når vi står i fristelsen. Han er både det fuldstændig gode eksempel og så er han den, der spreder sin nåde ud over os: Jeg tilgiver dig dine synder, siger han til os. Søn, datter, bror, søster, mor, far, rejs dig og gå videre i dagen med dine synders nådige forladelse.

Han er til evig tid – hen lever til evig tid: Fordi han lever evigt og altid beder inderligt for os, er han i stand til at føre alle mennesker, som ønsker at komme til Gud gennem ham, til den fuldkomne frelse (Hebr. 7,25). Jesus er altså uforandret tilgængelig år efter år. Hans hjælp, hans nåde, hans kraft, hans ledelse er vedvarende, permanent til hans folks rådighed! Andre hjælper deres slægtled som åndelige ledere (i Gammel Testamente: som ypperstepræster), men Jesus Kristus er altid i gang med at lede os ved Helligånden. Han er vores allesammens præst altid. Han skal ikke udskiftes, og der kan ikke føjes noget til hans fuldkomne værk.

”Lad os gå uden for lejren”

Sådan taler forfatteren i Hebræerbrevet: Lad os gå uden for lejren til Jesus og bære hans forhånelse. Lad os samles uden for lejren, selvom vi bliver hånet for det. Moses gik uden for lejren, da folket tilbad guldkalven. Enhver, der søgte Herren, ville gå derud, ud til ’Vidnesbyrdets Telt’ – uden for lejren. Uden for det etablerede fællesskab i jødedommen.

I dag kan det betyde, at du, som ikke vover at bekende dig som kristen og da slet ikke deltage i et kristent fællesskab, måske kunne få mod til at gøre det alligevel. Nemlig bevæge dig uden for den ’lejr’, som du ellers tilhører. Hvor folk i ’lejren’ (din gruppe, dine venner) vil sige til dig, at du er tosset, hvis du begynder med det med kirken eller et direkte kristent fællesskab med bøn og alting. Ja, nogle vil måske udelukke dig af deres fællesskab så. Eller trække på skulderen af dig. Og holde op med at høre på, hvad du siger. Det er ikke særlig sjovt. Men læg så igen mærke til ordene: ”Lad os samles uden for lejren, selvom vi bliver hånet for det.”

Enhver jordisk institution hører til det, som vil blive rystet i tidernes løb. Vi har også vore etablerede kirker. Vi kan hver især fundere over, hvad det kan betyde at gå uden for lejren! Hvis der ikke er fællesskab i kirken, hvis det hele er stivnet, så skal vi måske også til at begive os andre steder hen uden for, mødes der på andre måder? Dette stillet som åbne spørgsmål!

Jesus blev faktisk korsfæstet ’uden for lejren’, ligesom den røde kvie blev brændt uden for lejren i den gamle pagts tid på forsoningsdagen. Når vi nu er forsonet med Gud og renset for vor skyld ved at Jesus Kristus ofrede sit legeme én gang for alle, så har vi del i fuldkommen glæde (Hebr. 10,10). Gennem det ene offer har Jesus for altid gjort alle, som hører ham til, fuldkomne i Guds øjne (Hebr. 10,14).

Lad os derfor hver dag lade os føde på ny ud af synden, som han tilgiver, ind i det nye liv med Jesus, som er opstået og lever evigt og beder for os og vil give os en glæde, som ingen skal få lov til at tage fra os.

Lad det ord være et ord til os, til dig og mig. Uanset hvilke sorger, vi har, uanset al tåge, al selvødelæggelse af vore dage, lad ordet, Herrens eget ord, tale kraftig til os: Ingen skal tage jeres glæde fra jer.

Verdens glæde er stakket. Men Herrens glæde til os varer evigt. Og den får sin fylde til aller aller sidst i Guds synlige rige. Intet mindre. Når Jesus skal sidde til bords i sit rige med sine disciple.

Vi kan føle os som disciplene følte sig, da Jesus var død og lå i graven. Vi kan føle, at det hele er ord og ord. Fortid. Dengang. Bibelhistorier. Men ikke har noget med livet at gøre. Slet ikke vores liv lige nu.

Men det er Djævelen, der går omkring som en brølende løve og ikke under os noget som helst af Herrens liv. Derfor vil han med alle midler få os til at miste modet.

Lad os derfor indvie hver ny dag i Jesu navn, forsage Djævelen og sige ja til Gud Fader, Søn og Helligånd!

Prædiken om GLÆDE til 3. søndag efter påske 2001 (!)

3. søndag efter påske 2001

Evangelietekst: Johannesevangeliet kap. 16,16-22.

Fra sorg til glæde - det er et grundtema i bibelen,

som kulminerer i det, Jesus siger.

Han bekræfter og siger: Ja, det er det afgørende vigtige for jer

og for mig, at I kommer fra sorg til glæde!

Men lad os først høre, hvordan der tales om dette i Davids Salmer,

som jo var Jesu salmebog.

Sorg skal vendes til glæde:

"Herre min Gud,

jeg råbte til dig om hjælp,

og du helbredte mig.

Herre, du løftede mig op fra dødsriget,

du lod mig leve, jeg gik ikke i graven".

"For hans vrede varer et øjeblik,

hans nåde hele livet;

om aftenen slår gråden sig ned,

om morgenen er der jubel."

(Davids Salme 30,3-4 + 6)

"Da Herren vendte Zions skæbne,

var det, som om vi drømte.

Da fyldtes vor mund med latter,

vor tunge med jubel.

Da sagde man blandt folkene:

'Herren har gjort store ting mod dem'.

Herren har gjort store ting mod os,

og vi blev glade.

... De, der sår under tårer,

skal høste med jubel.

Grædende går han ud,

mens han bærer såsæden;

med jubel vender han hjem,

mens han bærer sine neg."

(Davids Salme 126,1-3+5-6)

Jesus er på vej bort fra vores synlige verden,

han er på vej til Faderen.

Og nu forbereder han så disciplene, os,

på hvordan det så skal være

at være os, at være discipel,

når han ikke længere er her fysisk, håndgribeligt.

Han lærer gennem alt, han siger,

om sit og Faderens nærvær i os,

inden i os, hvor vi er boliger for Faderen og Kristus.

Jesus har sagt det på forhånd, så vi ikke skal blive mismodige.

Alt hvad Jesus siger, er for at vi skal have en fuldkommen glæde i os.

Vil det ikke sige, at vi ikke skal lade os nøje med mindre?

Men hvad vil fuldkommen glæde sige?

Her vil jeg lige gå et andet sted hen.

Niels Hausgaard kommer i et af sine shows ind på,

at vi kan sige, vi er chokeret over et eller andet.

Og så viser det sig måske, at vi bare har studset over det!

Og Hausgaard foreslår, at vi graduerer vores chok på en 1-10 skala.

Måske var det bare en syver!

Og nu vil jeg så spørge:

Hvor mener vi, I, at den glæde befinder sig,

som Jesus taler om? Hvor på en 1-10 skala befinder den sig?

Er det - en treer?! Eller en toer? Eller bare en eter?!!!

Men Jesus kalder den glæde, han vil give os, en "fuldkommen glæde",

og det kan det vist ikke passe med en toer f.eks.,

det må da mindst svare til en tier, hvis ikke den form for glæde er helt uden for kategori!

****

"En kort tid, så ser I mig ikke længere,

og atter en kort tid, så skal I se mig."

Hvad betyder det?

Den første korte tid er tiden, der var tilbage inden Jesus skulle dø.

Den anden korte tid, der skulle gå, inden de så ham igen, det er tiden fra Jesu død til hans opstandelse et par dage senere - det er i sandhed kort tid.

Men det er ikke bare det.

Den korte tid, der skal gå, til vi skal se ham,

det er tiden i verden overhovedet,

inden Jesus kommer igen på himlens skyer

og standser al tid.

Det er altså et ord både til opmuntring til Jesu disciple dengang og så til os.

Men lad os vende os til disciplene dengang.

Tænk, at Jesus overlod det hele til dem,

almindelige mennesker som Peter og hvad de ellers hed.

Og det var disse almindelige mennesker,

som ikke adskiller sig fra os,

det var dem, der blev så fyldt af sorg,

fordi det hele var forbi langfredag.

Alt håb var slukket. Jesus hang død på korset. Kan man forestille sig noget mere håbløst?

Og dog var det de samme almindelige mennesker, som blev så fyldt af glæde en kort tid senere, så de simpelthen ikke var til at modstå i visdom og kraft for hvem som helst. Hvis de havde været mundlamme,

så var de det ikke længere,

nej, disse helt almindelige mennesker blev så veltalende, så folk blev forbavset,

faktisk chokeret.

Hausgaard taler som sagt om at være chokeret,

at det udtryk bruger vi tit,

og vi burde graduere det lidt,

f.eks. på en 1-10 skala.

Men jeg skal lige love for,

at folk mere end studsede,

da fuldstændig ulærde fiskere

begyndte at tale sammenhængende og stærkt og kraftigt med fynd og klem

og med overbevisning og myndighed

og - frimodighed,

fuldstændig upåvirkede af,

at de talte til store menneskemasser

og til mennesker, der havde magt til at slå dem ihjel eller bare piske dem eller fængsle dem m.m.

Det var fordi Herren Jesus havde fyldt dem med glæde.

---

Men nu er der noget mærkeligt i det, Jesus siger.

Han kommer med en sammenligning med en fødsel, først sorg over smerter og veer,

så glæde over at et menneske er født til verden.

Nogle vil sige,

at det betyder, at Jesus er født til verden,

nemlig ind i Gud Faders rige.

Det passer i al fald godt med,

at Jesus taler om, at han går til Faderen.

Det går som en rød tråd igennem alt det,

Jesus siger til sine disciple,

her hvor han forbereder dem på sin bortgang,

der er der den røde tråd,

at han går til Faderen.

At han skal dø og siden opstå,

men så gå til Faderen.

Og det at han går til Faderen,

det ser ud til,

at Jesus sammenligner det med en fødsel.

Det kan også godt være,

at han bare tænker på,

hvor stor glæde disciplene vil få,

når Jesus er opstået fra de døde,

og at det er den fødsel han taler om.

Måske begge dele.

Men i al fald en fødsel af et menneske,

af Jesus, fra de døde til udødeligt liv.

Jesus opmuntrer os også,

ved at sige, at den glæde, der kommer i os,

den skal ikke tages fra os.

Men hvad så, måske føler vi ikke altid glæde, ja, måske føler vi for det meste ikke glæde. Hvad gør vi så?

Jo, vi har brug for to ting.

Vi har brug for hinanden, glæden er ikke noget, vi kan opretholde for os selv,

men det er Jesu mening at vi har glæden sammen. Jeres glæde, siger Jesus.

Det er en fælles glæde.

Jeg vil fortælle om Bilquis Sheikh, en muslimsk kvinde fra det, der nu er Pakistan. Bilquis Sheikh fortælller i bogen "I dared to call him Father" ("Jeg vovede at kalde ham Far") om sin vej fra Islam til den kristne tro.

Og det, der griber mig ved læsningen, det er en glæde af en art,

som jeg næsten har glemt eksisterede!!

Det begynder med, at hun oplevede nogle onde kræfter på færde i hendes hus, og var rædselsslagen. Hun ender med at tage kontakt med et kristent missionærpar i hendes by Wah.

Selve byens navn Wah var et glædesudbrud - hvor profetisk for det, der fulgte for Bilquis.

For mange århundreder siden havde den sagnomspundne stormogul Akbar rejst forbi og stoppet op med sin karavane for at hvile sig ved en kilde. Taknemlig sank han ned ved et piletræ og udbrød i glæde: "Wah!" -

og det blev byens navn!

Men før Bilquis tager kontakt med de kristne, får hun fat i en bibel,

og som de plejer at gøre med hellige bøger i hendes familie, slår hun op på må og få,

og hvad lander hendes øjne på:

"Jeg vil kalder "Ikke-Mit-Folk Mit-Folk,

og kalde Ikke-Elsket Elsket;

og dér, hvor det lød til dem:

I er ikke mit folk,

dér skal de kaldes

den levende Guds børn."

Det ændrede hendes verden.

Hun der var blevet sendt bort af sin mand,

og siden nu boede for sig selv med sit barnebarn.

Næste dag åbnede hun igen bibelen og fandt igen frem til det brev af Paulus,

hvor hun havde læst dagen før:

Om den retfærdighed, som kommer ved loven, skriver Moses:

"Det menneske, der holder budene,

skal leve ved dem."

Og så om den retfærdighed, der kommer af tro - i Bilquis' bibeloversættelse:

"For hemmeligheden er dig meget nær,

i dit eget hjerte, i din egen mund...

Hvis du åbent indrømmer med din egen mund, at Jesus Kristus er Herre,

og hvis du i dit hjerte tror,

at Gud har oprejst ham fra de døde,

skal du blive frelst."

Det nævner jeg, fordi det er simpelthen en anden måde at sige på, at Gud er i den, der tror, tager bolig der, Gud Fader og Gud Søn ved sin Ånd.

Så begyndte hun at få helt specielle drømme.

Om Johannes Døberen, som hun råber på næste dag.

Og den om en parfumesælger, som kommer til hendes hus - netop som hun manglede parfume og det var svært at få det i Pakistan.

Han tager en guldkrukke frem med parfume og fjerner låget og lader hende få den i hånden og se ned i parfumen,

og hun bliver åndeløs, for det glimrer som krystal. Da hun vil til at røre ved det med fingeren, tager han krukken væk og siger "Nej". Så tager han krukken og sætter den på hendes natbord og siger:

"Det vil sprede som parfume i hele verden".

Da hun vågnede, gik det op for hende,

at parfumekrukken i drømmen stod der,

hvor hendes bibel lå!

Og senere får hun opklaret det med parfumen. Hun spørger missionærens hustru, om der er en forbindelse mellem Jesus og parfume og hun finder dette sted i et af brevene af Paulus:

"Gud være tak, som fører os, hvor vi end er,

i Kristi triumftog, og får vor kundskab om ham til at spredes i hele verden som en dejlig parfume!"

Lad derfor Jesu ord og hans disiciples ord være os nær i vor mund og vort hjerte, lad os åbne bibelen og læse.

Og lad os i Jesu navn bede om hvad som helst der ligger os på sinde,

og vi vil få svar - uventede svar - dejlige svar,

som vi ikke selv kunne opfinde,

som Bilquis også kom til at opleve gang på gang.

Men da hun begynder at bede,

er den store glæde, der bryder frem for hende,

det er, at hun kan bede til Gud som en til far, kalde ham Far.

Prædiken til 14/4 - 2. søndag efter påske - om sårbarhed, den gode hyrde og lægedom ved hans sår

Er jeg overhovedet sårbar? Det mener mange ikke. Der løber tanker rundt i vesten, om at vi er lidt flydende, ikke rigtig eksisterer som personer, som dem, vi er (jeg'er). Der er stor forskel på kristen og orientalsk opfattelse af sårbarhed. Kristendommen lover ikke uden videre at gøre mennesket usårligt. Tværtimod, Jesus forudsiger ofte, at hans efterfølgere vil møde genvordigheder med både indre og ydre konflikter og lidelser. Han ikke engang antyder en metode til at undgå lidelser og konflikter. En foreløbig udgave af min prædiken til i morgen i Kolby kirke kl. 9 og i Besser kirke kl. 11.

Her er mit hurtige udkast til prædiken på søndag. Deri går overvejelser i forhold til den østlige tanke om, at jeget ikke virkelig er til, at personlighed ikke eksisterer i egentlig forstand, tanker om, at kærlighed ikke er en del af vejen til Nirvana.

Venlig hilsen
Johannes Glenthøj

www.samsopastorat.dk

www.elisabethogjohannesglenthoj.dk

2. søndag efter påske 2013 kl. 9 i Kolby kirke og kl. 11 i Besser kirke med konfirmanddåb

Kolby kirke kl. 9.00:

10 Alt hvad som fuglevinger fik. K. 15.

218 Krist stod op af døde. K 325.

243 Luk øjne op, al kristenhed. K. 275 (Jeg ved et evigt Himmerig).

prædiken

246 Kom, lad os tømme et bæger på ny. K. 16.

nadver

240 Dig være ære. K. 83.

Besser kirke kl. 11.00:

10 Alt hvad som fuglevinger fik. K. 15.

441 Alle mine kilder. K. 10.

Konfirmanddåb (skammel som knæfald ved døbefonten)

192 Hil dig, Frelser og Forsoner. K. 216.

prædiken

246 Kom, lad os tømme et bæger på ny. K. 316.

nadver

243 Luk øjne op, al kristenhed. K. 275 (Jeg ved et evigt Himmerig).

Jeg er den gode hyrde, siger Jesus.

Og jeg vil ofre mit liv for at redde fårene.

Og det gjorde han, kære menighed. Han døde i vores sted på korset langfredag.

Ved hans sår er vi helbredt, siger apostlen Peter.

Ved hans sår.

Han blev sårbar. Han undveg ikke sårbarheden.

Kender du til sårbarhed?

Eller har du glemt alt om det? Fordi det gør for ondt.

Men det er ikke godt.

Mærk efter. Du har fået dine sår gennem livet. Det skal ikke glemmes.

Så langt fra at gøre mennesket usårbart gør kristendommen det i visse henseender mere sårbart end nogen sinde før. Kristent set gælder: jo mere mand elsker, jo mere er man i stand til at lide. Den, der elskede mest, var også den, der led mest.

Det ligger Jesus fjernt gennem sit liv at demonstrere en metode til at gøre sig usårbar. Tværtimod siges det om ham: Selv om han var rig, gjorde han sig fattig. Så selv om han var usårlig, gjorde han sig sårbar. Han gjorde sig til det yderste sårbar, til sidst på et kors.

Nogen har den mening, at livet i det hele taget bare er noget, der flagrer forbi.

At du og jeg ikke er personer, ikke har et jeg.

Og hvis jeg ikke er en person, men er bestandig foranderlig, bestandig noget andet, uden en sjæl, men bare det skiftende, det bestandigt afvekslende, uendeligt sammensat af vekslende øjeblikke og former, ja, hvis jeg er så flygtig noget, og hvis jeg slet ikke virkelig er til, som mange mener, ja, så er lidelsen også bare en illusion. Så er lidelsen egentlig ikke til.

Men så døde Jesus forgæves. Han led i vores sted for at bære vore sygdomme, bære vor synd, skyld og skam.

Det giver kun mening, hvis du og jeg virkelig er til, skabt af Gud med uendelig værdi. Så er vores skyld også uendelig træls og ikke til at komme af med, undtagen ved at den gode hyrde tog skylden på sig, som var han selv et lam, selv uskyldig, og bare vore synder på sit legeme, lod vore synder nagle til korsets planker sammen med sit legeme, kære menighed, så nu er vejen til tilgivelse åbnet, en kilde, der aldrig ophører med at flyde med tilgivelse – og kærlighed.

Og den kærlighed skal vi give videre.

Følger vi de østlige tanker om nirvana, ja, så gælder det ikke om at elske, om kærlighed, for kærlighed engagerer, udleverer mig til den anden. Et østligt skrift siger: ”Den, som har gjort sig fri af kærlighed, han bekymrer sig ikke og frygter ikke.”

Nej, Kristus, Jesus, vor gode hyrde, elskede os til det yderste, og derfor har Gud Fader rejst ham af graven til et liv, der aldrig mere dør. Kærligheden var stærkere end døden. Nej, gerne fri af had, ja, men ikke fri af kærlighed. En kærlighed, som ikke tillader os at være uvirksomme, som ikke tillader, at vi er ligeglade med et medmenneske, der er kommet ind i dybt mørke og kun ønsker sig døden.

Måtte vi altid forblive Jesu efterfølgere, så vi også hjælper det får i flokken, som føler sig færdig, forladt og så såret, at intet mere kan give håb.

Måtte vi holde sammen i flokken om at tilbede vores gode hyrde og hans Fader, modtage hans Ånds gaver gennem dåben og nadveren, den ild, der brænder med kærlighed og håb og tilgivelse. Måtte Gud give os menneskehjerter, som ikke afsondrer sig fra medmenneskets lidelser og sorger og sår.

Kristen bøn og levevis i et levende forhold til Gud gør på én gang usårlig og sårbar. Den gør usårlig, fordi den fører ind i den gode hyrdes fred og giver del i kærligheden, som jager angsten bort. Den er sårbar, fordi den gør livet i alle dets afskygninger grænseløst mere værd at leve og samtidig fører midt ud i det kaos af liv, der endnu ikke er gjort usårbart ved Kristi fred. Sådan bliver den kristen sårbar sammen med Kristus, der helt uskyldigt og i kærlighed hengav sig for de mange, for hvis skyld han blev såret.

Så lad os alle modtage helbredelse ved den gode hyrdes død for os. Han ikke bare længe leve, nej, han lever længe, ja, evigt, og han svigter aldrig. Læg hver dag dit liv i Gud Faders hånd i Jesu navn, da vil Guds Ånd også hjælpe os hver dag. Amen.

Prædiken påskedag 2013

Påskedag 31. marts 2013
kl. 11.00 i Nordby kirke og kl. 14.00 i Onsbjerg kirke

Hvad nytter det, hvis der ligger tusinder af vagter, som vil forhindre os i at tro på Jesus, at han er korsfæstet for vore synder og opstået, så vi kan vide, at det gælder, og hvad nytter det, hvis tusinder af sådanne vagter omkring os vil få os til at dukke hovedet og lade være med at finde Jesus med glæde i vores liv og hjerte og familie og kirke?

Døden og verdens lyst kæmper hårdt mod den tro fra alle sider.

Verdens lyst – lyst til alt muligt, bare ikke Gud og Jesus. Senere. Så bliver der ingen tro, ingen glæde, ingen fred, ingen tilgivelse. Det hele bliver bare ord.

Derfor er det et mirakel så stort, hvis du og jeg bevarer troen på Jesus, at han er opstået og lever og at han derfor har magten til at tilgive os vore synder, så de er udslettet, borte, for altid.

Lad os nu vende os til den første påskemorgen.

Lad os i tankerne vandre med derud, som Sherlock Holmes ville have gjort for at undersøge, hvad der faktisk var sket. The facts, som han altid siger.

Kvinderne kommer ud til graven, og ser så, at stenen er væltet væk fra indgangen til graven.

Spørgsmål: Hvordan kunne de vide, at de var kommet til den rigtige grav? Var de ikke bare gået forkert? Sådan kunne Dr. Watson måske spørge.

Men de kunne ikke være gået forkert i følge Markusevangeliet.

Vi går lige tilbage til aftnen i forvejen.

Josef af Arimatæa havde lagt Jesu lig i en grav, og han væltede stenen for indgangen til graven. Så hedder det i Markusevangeliet 15,47: Men Maria Magdalene og Marie, Joses’ mor, så, hvor han blev lagt.

En engelsk oversættelse siger det sådan her, at kvinderne were watching and saw where he was laid.

De stirrede og så nøje efter. Ordet der bruges, er et meget stærkt ord for ’se’. Watching, holdt øje med. De vidste, hvor Jesus lå.

Sherlock Holmes ville spørge kvinderne, hvis han kunne, som han spurgte vidner til mordgåder: Hvad så du, så I? Tænk jer om, ville han råbe ud, og sætte deres synssans i fuld bevægelse, for liv og død afhang af, hvad de havde set. De kunne endda selv blive slået ihjel måske, hvis de uden at vide det sagde noget til morderen, som viste, at de vidste og havde set noget, der kunne blive farligt for ham/hende.

Men Holmes kunne spare sig besværet. Markus fortæller lige nøjagtig, hvad kvinderne SÅ. Det er helt i centrum.

Så er det efter helligdagen, at de kommer ud til graven igen. Det øjeblik er uforglemmeligt, da disse kvinder SÅ hen mod graven: Da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. De opdagede. De stirrede, iagttog.

Enten tror vi på, at disse kvinder så rigtigt. Eller også siger vi, at dem kan man ikke stole på.

Men gjorde det, der var noget, til intet, for at frelse dem, der tror, ikke ved klogskab, men ved Jesu kors. Kvinderne havde på afstand set og iagttaget deres elskede Herre Jesus på korset. De havde SET hans pinsler. De havde set ham stendød. De havde holdt øje med, hvor han blev lagt.

Og nu opdagede de ved brug af deres øjne, at stenen var væltet væk fra graven.

De kommer helt ind i graven og får at vide af en engel, at Jesus den korsfæstede, ikke er der. Han er opstået, han er ikke her.

Se, siger englen. Igen ser de. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham.

Og så får de ordene om, at disciplene og de selv senere skulle se Jesus selv igen.

Se – se – se.

De er øjenvidner.

De var øjenvidner, der var i fuld gang med at blive tændt af troens brand: Godt nok flygtede de fra graven, fordi de var rædselsslagne over den tomme grav, men de var også ude af sig selv. Ordet der bruges er ordet ekstase. De var i ekstase, kære menighed. Og her slutter Markus sit evangelium.

For ekstase er det ikke muligt at formidle gennem bogstøv, det må ud med liv og sjæl, der må være øjne, der SER den, der forkynder det videre, med liv og sjæl.

Må Gud tænde troens brand i hver enkelt af os, så vi også må opleve den ekstase, kvinderne oplevede: at Jesus virkelig er opstanden, lever og virker midt iblandt os.

Gennem sit ord, ja, men han er virkelig iblandt os, hans Ånd virker i os, når vi beder og tilbeder, lovsynger og takker.

Vi kunne gennemgå alle mulige beviser for og imod opstandelsen. Det er ligegyldigt. Sagen er: tror vi, at kvinderne så det de så, og hørte det, de hørte.?

Tager vi imod Jesus som vores Herre? Eller lægger vi ham tilbage i graven og sætter segl for graven, så han ikke kan forstyrre vores liv?

Men  det er sandt, han kom for at forstyrre vort liv, han kom for at forstyrre Satan og bringe ham fra tronen, sætte mennesker i frihed fra slaveri under synden.

Fordi han er opstanden, gælder hans soningsoffer på korset for dig personligt, for mig, for alle. Vi skal blot tage imod det. Gud elsker nemlig frihed. Den tager han ikke fra dig og mig. Gud vil, at vi skal være os i al værdighed, som mænd og kvinder. Det bliver vi, når vi følger Jesus, det sande menneske, det fuldkomne menneske.

Så skal resten af vores liv gå ud på at ligedannes med Jesus i både hans død og hans opstandelse.

Det gamle i os, synden, skal dø. Det er svært, men det skal dagligt ske. Vi skal dagligt bede: Helliget blive dit navn. Bede om, at Gud må blive hellig i os, at vi må blive rene, som han er ren, hellig som han er hellig.

Det nye skal opstå, det nye liv, som kommer fra den Opstandne. Et helt nyt liv. Det får vi fra ham. Det beder vi om må virke mægtigt i os, midt i vor skrøbelighed.

For at vi skulle få sådan et helt nyt liv, gik Jesus i døden for os:

Gal. 1: I ved, hvordan Jesus med sit liv betalte straffen for vor synd for at sætte os fri fra de onde tanker og vaner, som hører denne verden til.

Som Paulus siger i Galaterbrevet 6:

På grund af Jesu død på korset er verden som død for mig, og jeg er som død for verden. Der er for Paulus kun een ting, der nu betyder noget: om et menneske har modtaget det nye, åndelige liv.

Om vi er Jesu venner, kommer det frem ved, at Åndens frugt vokser iblandt os:

Kærlighed, glæde, og fred; tålmodighed og hjælpsomhed; godhed og troskab; nænsomhed og selvbeherskelse”.

Og så er Ånden imod mange ting, men ikke mindst selvglæde. Det provokerer og skaber misundelse.

Det nye liv afhænger af, om Jesus virkelig legemligt er opstået.

Jesus døde og blev begravet, men fik nyt liv ved Guds kraft.

Langfredags prædiken 2013

Langfredag 29. marts 2013 kl. 11 i Nordby kirke og  kl. 14 i Besser kirke

Når Jesus måtte dø på korset, så må vore synder være så forfærdelige, som vi aldrig nogensinde helt vil kunne begribe.

Korsfæstelsen er ikke udmalet i evangelierne. Der står bare helt kort, at de korsfæstede ham. For alle vidste, hvor rædselsfuld en død, det indebar. Vi har hørt, at han var blevet slået i ansigtet med bind for øjnene. Det var nok ikke små slag, men med fuld kraft. Og dog ingen detaljer. Kun den ene, at de måtte have en anden til at bære korset for ham. Han kunne ikke. Hans lidelser var allerede så voldsomme, at kroppen ikke kunne bære korset. Han, der talte om, at hver af hans disciple må bære sit kors, kunne ikke fysisk bære sit eget kors.

Men altså "De korsfæsted ham." Disse korte ord er centrum i vor kristne tro. De korsfæstede ham. Paulus: Jeg vil ikke vide af andet end Jesus som korsfæstet.

Vore synder er så forfærdelige, ødelæggende for vores liv sammen, for vores fællesskab med Gud, at kun korsets død kunne ændre på ødelæggelserne.

Mens vi endnu var syndere, døde han for os.

Gennem korsets dårskab viser Gud til alle tider sin visdom.

Han gør al menneskelig visdom til skamme.

Det hører nemlig med til Guds visdom, at mennesker ikke ad visdommens vej kan nå til erkendelse af ham. Derfor besluttede han ved hjælp af den ”tåbelige” forkyndelse at frelse dem, der tager imod budskabet i tro.

Vores budskab er om den korsfæstede Kristus.

Sådan virker Gud fortsat, at Gud ikke udvælger det, som i verdens øjne ser ud af noget. Han udvælger de magtesløse for at gøre magthaverne til skamme, siger Paulus. Gud valgte det, som er ubetydeligt og ringeagtet i verden, det som intet var, for at gøre det, som var noget, til intet. Altså har mennesker ikke noget at prale af over for Gud.

Nu er vi noget i Kristus. Og Kristus har ført os ind i Guds visdom. Det er på grund af ham, at vi nu er accepteret af Gud, at vi er erklæret for skyldfri og står rensede for Gud.

Således førte korsfæstelsen til, at Skriftens ord opfyldes: ”Ingen kan rose sig af andet, end det Herren har gjort.”

***

Jesus måtte dø.

Så døde han for os.

Han døde for os for at bringe os til Gud.

Og han døde for vore synder.

Alvoren i ordet synd har længe været formindsket. Eller ordet er helt forsvundet fra sproget.

Mange vil regne ordet synd for uden mening.

Vi har gennemlevet en tid, hvor ordet synd blev gemt væk under gulvtæppet.

Lad os se på, hvilke ord, der bruges på græsk, det sprog, Ny Testamente blev skrevet på:

Der er på græske fem forskellige ord, som udtrykker synd.

'Harmatia' betyder at ramme ved siden af målet.

'Adikia' betyder uretfærdighed, misgerning.

'Poneria' er det onde, ondskabsfuldt, vanslægtet.

De to sidstnævnte ord handler om en indvendig fordærvelse eller pervertering af ens karakter.

Skal vi samle det, der kan siges om synd, så er synd i grunden og dybest set oprør mod Gud, det at ville afskaffe Gud, så jeg kan være mig selv og bestemme alt her i verden. Synd er dette hovmod.

Dette oprør begyndte med Adam, som ikke ville bøje sig for Guds befaling om at undlade at spise af et bestemt træ i haven. Han ville ikke nøjes med ALT det, Gud gav ham. Han ville ikke anerkende grænsen, som han ikke måtte gå over.

Jesus har lært os, at vi skal elske Gud og næsten som os selv. Men vi i vores tid lærer igen og igen, at vi skal elske næsten. Det med at elske Gud er faldet ud, og det er oprøret mod Gud. Vi vil selv definere, hvad det vil sige at elske næsten, vi vil ikke elske Gud så meget, at vi lytter til hans bud og prøver at leve efter dem.

Siden er dette oprør mod Gud blevet til en tilstand, som Jesus beskriver som det at være syndens slave. Vi gør det onde, langt fra altid fordi vi vil det, men fordi vi ikke kan lade være.

Gud holder os fast på, at vi er frie mennesker, som selv følger  tilbøjeligheden til at synde, til at overtræde hans moralske bud.

På den måde holdes vi fast på vores værdighed som mennesker. Vi er ikke automater, som nogen vil mene. Nej, vi har del i slægtens skyld, og fører den videre, hver på vores måde.

Uden tale om synd og Jesu offerdød for vore synder henvises vi til at påstå, at dårligdomme skyldes vore gener, vor kemi, som gør at vi er ude af balance fra tid til anden, vi taler om et temperament vi har arvet, om vore forældres fejl og svigt i vores barndom, om vores opdragelse, om skolens undervisning og om de mennesker, som vi omgåes. På den måde undermineres tanken om vor personlige ansvarlighed for vore handlinger.

Vi er en del af Adams slægt og derfor underlagt syndens herredømme, ja, men vi er samtidig frie til at vælge til og fra.

Og ved at vi taler sammen om synd, genvinder vi vores personlige ansvarlighed. Vi ser stærkere og stærkere i Guds spejl vor synd og skyld.

***

Korset bekræfter tre sandheder, om os selv, om Gud og om Jesus Kristus.

1) Vor synd må være helt forfærdelig. Intet viser tydeligere, hvor alvorlig synd er end netop korset.

Det, der bragte Jesus til korset, var dybest set ikke Judas’ grådighed, det var ikke præsternes misundelse, eller Pilatus’ feje frem og tilbage-overvejelser, men det var vor grådighed, vor fejhed og andre synder, og det at Kristus var fast besluttet på at  bære dommen for vore synder i kærlighed og barmhjertighed, og således fjerne vor synde-skyld.

Vi kan ikke se ærligt på Kristi kors, uden at skamme os over os selv. Apati, selviskhed og selvtilfredshed blomstrer overalt i verden, undtagen på korset.

Derfor afklæder korset os for vor selvretfærdighed og selvtilfredshed, så vi kan vende vor tillid til Jesus Kristus som den Frelser, vi så meget har brug for.

2) Guds kærlighed må være vidunderlig ud over al fattevne. Gud kunne med rette have overladt os til vor skæbne. Han kunne have ladet os høste frugterne af vore overtrædelser og ladet os dø i vore synder. Det fortjente vi. Men Gud handlede ikke sådan. Fordi han elskede os, kom han til os i Kristus, sin Søn. Han forfulgte og forfølger os endda med stemningen af forladthed og angst på korset, hvor han bar vor synd, skyld, dom og død. Der skal et hårdt stenhjerte til for ikke at blive bevæget af en sådan kærlighed.

Det er mere end kærlighed. Dets rette navn er ’nåde’. Nåde vil sige kærlighed rakt til dem, der ikke fortjener den.

3)  Frelsen ved Kristus må være en gave. Han ’købte’ den til os for en høj pris, nemlig hans eget blod. Hvad er der så for os at betale? Intet! Eftersom han erklærede, at alt nu var ’fuldbragt’, er der ikke noget, vi kan bidrage med. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi er frie til at fortsætte i synden og alligevel regne med Guds tilgivelse. Tværtimod, det samme kors, som er årsagen til frelse, er også den mægtigste tilskyndelse til et helligt liv. Men det nye liv følger efter, det kommer ikke først. Først er der korset.

Først må vi ydmyge os ved korsets fod, bekende, at vi har syndet og ikke fortjener andet end dom, takke ham fordi han elskede os og døde for os, og modtage fuld og hel tilgivelse fra ham.

Men vor indgroede stolthed gør oprør mod en sådan selv-fornedrelse. Vi bryder os ikke om, at vi ikke kan fortjene eller bare bidrage til vor egen frelse.

Men sådan er Guds visdom, at vores visdom bliver dårskab over for den korsfæstede Jesus Kristus. Vi kommer ikke frem til tro ad menneskelig visdoms vej, men først når vi indser, at Guds ’dårskab’ (det med Jesu død for os og for vore synder) indeholde mere visdom end alt, hvad vi kan optænke.

Prædiken onsdag 27. marts 2013 (før skærtorsdag)

Vi er glemsomme, vi mennesker. Kan vi egentlig huske, hvordan vi ser ud i spejlet? Vi kan godt glemme det. Så bliver vi overraskede, når vi ser et foto af os selv.

Jesus minder os om ikke at glemme ham.

Eller han hjælper os til, at vi ikke bare gentager nadveren, uden at vi tænker over, hvad det er.

Gør dette til min ihukommelse.

At komme i hu. At lade sind, tanke og hjerte fyldes af vor Herres nærvær og ord.

Hvad er det så, vi kommer i hu?

Hvad er det, der skal vokse frem i vore hjerter og tanker?

Det er Jesu død for os på korset.

Som apostlen Paulus siger: For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.

Dette at Jesus døde for os.

Det var nødvendigt, at han døde, og at han døde for verden.

Det var ikke en tragedie, men meningen.

Jesus døde for os.

Men han døde også for vore synder.

Derfor siger og synger vi også til ham, som Guds Lam, som bærer verdens synder.

På den måde bliver vi igen og igen mindet om, at vi er syndere, når vi går til alters. Vi har gennemlevet en tid, hvor ordet synd blev gemt væk under gulvtæppet.

Synd er i grunden og dybest set oprør mod Gud, det at ville afskaffe Gud, så jeg kan være mig selv og bestemme alt her i verden. Synd er dette hovmod.

Dette oprør begyndte med Adam, som ikke ville bøje sig for Guds befaling om at undlade at spise af et bestemt træ i haven. Han ville ikke nøjes med ALT det, Gud gav ham. Han ville ikke anerkende grænsen, som han ikke måtte gå over.

Jesus har lært os, at vi skal elske Gud og næsten som os selv. Men vi i vores tid lærer igen og igen, at vi skal elske næsten. Det med at elske Gud er faldet ud, og det er oprøret mod Gud. Vi vil selv definere, hvad det vil sige at elske næsten, vi vil ikke elske Gud så meget, at vi lytter til hans bud og prøver at leve efter dem.

Siden er dette oprør mod Gud blevet til en tilstand, som Jesus beskriver som det at være syndens slave. Vi gør det onde, langt fra altid fordi vi vil det, men fordi vi ikke kan lade være.

Gud holder os fast på, at vi er frie mennesker, som selv følger  tilbøjeligheden til at synde, til at overtræde hans moralske bud.

På den måde holdes vi fast på vores værdighed som mennesker. Vi er ikke automater, som nogen vil mene. Nej, vi har del i slægtens skyld, og fører den videre, hver på vores måde.

Uden tale om synd og Jesu offerdød for vore synder henvises vi til at påstå, at dårligdomme skyldes vore gener, vor kemi, som gør at vi er ude af balance fra tid til anden, vi taler om et temperament vi har arvet, om vore forældres fejl og svigt i vores barndom, om vores opdragelse, om skolens undervisning og om de mennesker, som vi omgåes. På den måde undermineres tanken om vor personlige ansvarlighed for vore handlinger.

Vi er en del af Adams slægt og derfor underlagt syndens herredømme, ja, men vi er samtidig frie til at vælge til og fra.

Og ved at vi taler sammen om synd, genvinder vi vores personlige ansvarlighed. Vi ser stærkere og stærkere i Guds spejl vor synd og skyld.

Kun Jesu offer på korset kan ændre noget på det.

Da Jesus nadveren, er det med blikket helt rettet mod det, der skulle ske dagen efter, altså langfredag: hans død på korset for os.

Dette er mit legeme, som gives for jer. Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.  

Her er det klart sagt af Jesus, at brødet og vinen peger hen på hans død på korset for os.

Det, der uddeles, er det er gives og udgydes for os. Nu. Ikke i fortiden. Men lige nu. Det er nu og det er mig, det er dig, det gælder.

Sådan vil Jesus, vor Herre, bringe trøsten og tilliden til ham helt hen til os. Vi bliver på denne måde forsikret af ham om, at han giver det, han giver – nu. At den død, han led dengang, er virksom for altid.

Hans død på korset er det offer, der gør, at han tager al vor synd på sig, så vi går fri.

Det er i sandhed en ny pagt. Den gamle pagt gik ud på stadig nye ofre af dyr til Gud, som soning for skyld, for at Gud skulle tilgive.

Men Jesu offer er det endegyldige offer, som soner vor skyld.

Vi kan godt forstå, at det var det, hele Skriften pegede hen på, at Jesus skulle være det lam, som førtes hen for at slagtes, stumt, for at bære vore synder. Men forstå det i dybden kan vi ikke. Først og fremmest kan vi een ting: tage imod det i tillid til Gud og hans plan for vor frelse ved hans Søn Jesus Kristus.

Palmesøndags prædiken 24/3. Kristnes tegn kunne have været en krybbe

Palmesøndag 24/3-13 kl. 11 i Tranebjerg kirke

Minikonfirmander og børnekor medvirkede

Hosianna råbte folk, da Jesus red ind i Jerusalem.

Hosianna – det betyder: Frels os dog!

Det blev brugt ved særlige fester og var blevet et ord lidt som vores hurra! En måde at hylde en konge på.

Hosianna – hosianna – hosianna for Herren som kommer, sang vi under ledelse af børnekoret.

Hosianna – hosianna – hosianna for Jesus, Guds søn.

Palmegrenene blev efterhånden kaldt ‘hosiannaer’, fordi man viftede med dem, når man råbte ’hosianna’.

Palmegrene – og kort tid efter fik Jesus en tornekrone på hovedet, blev slået og spyttet på, ja, og korsfæstet.

Hans krone var en tornekrone.

Han gik ind i vore lidelser.

Han døde på korset for at frelse os fra at gå til, frelse os fra synden, døden og Djævelen.

Derfor er korset så dejligt et tegn på vor tro.

De første kristne kunne have valgt andre tegn på deres tro. F.eks. en krybbe, fordi der blev Jesus født.

Læs mere