Tegnet kunne have været en drejebænk

Eller en drejebænk, fordi Jesus var søn af en tømrer og selv tømrer.

Tegnet kunne have været en fiskerbåd

Eller en fiskerbåd, fordi han satte sig i sådan en for at tale til folk.

Tegnet kunne have været et forklæde!

Eller et forklæde, fordi han vaskede sine disciples fødder den sidste aften inden sin lidelse og død.

Tegnet kunne have været stenen væltet fra Jesu grav

Eller stenen, der blev væltet fra indgangen til hans grav, fordi Jesus var opstået og lever og dør aldrig mere.

Tegnet kunne have været en due

Eller duen, fordi Helligånden viste sig som en due over ham, da han blev døbt i floden.

Tegnet kunne have været en fisk

Eller en fisk, fordi de brugte fisken som et hemmeligt tegn, når de mødtes.

Men kristnes tegn blev korset!

Men tegnet blev korset. Kristne begyndte at korse sig, tegne korsets tegn for sig, når de gik i gang med arbejdet, eller skulle spise eller hvad som helst.

Korset har to bjælker, som går ud mod alle fire verdenshjørner.

Fra korset var det, at Jesus bragte liv til verden.

Vi råber i dag hosianna for Jesus, Guds Søn, fordi vi ved, at han både døde på korset for os, men også at korset nu er tomt, for han lever og er usynlig hos når, når vi samles i hans navn.

Sådan er han også hos os, når vi døber i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Ved dåben overøses den der skal døbes med tre håndfulde vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Så tilhører vi Jesus Kristus. Derfor tegner vi også korsets tegn foran den, der skal døbes.

For i dåben gives os alt, hvad Jesu kors og opstandelse betyder. Vi får Guds Ånd i vore hjerter. Og vi får adgang til syndernes forladelse og det evige liv.

Det skal vi holde fast ved. Det kan vi ikke klare alene. Derfor er vi nødt til at samles, som Jesus også sagde en særlig velsignelse over: Hvor to eller tre er samlet i mit navn, er jeg mit iblandt jer.

Han vil også være hos os i vores kammer derhjemme, når vi beder til ham.

Men især vil han være hos os, når vi samles i hans navn.

Her er det også, at han rækker os sig selv i brød og vin.

Jeg er livets brød, sagde han.

Jeg er det virkelige vintræ, sagde han.

Hans blod flyder i vore årer, når vi får hans legeme og blod.

Før ofrede man køer, geder og får til Gud for sine synder. Nu har Jesus ofret sig selv som Guds Lam, og derfor er det hans blod, der for altid renser os for al synd og uretfærdighed. Det må vi takke for med et hosianna!

Amen

Prædiken nr. 1 til 10. marts 2013 i Tranebjerg kirke

Prædiken til midfaste søndag

Men først læsninger og salmer:
Læsninger:

5. Mosebog 8,1-3 (Mennesket lever ikke af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund)

2. Korintherbrev 9,6-11 (om gavmildhed, fordi Gud er gavmild over for os)

Johannesevangeliet 6,1-15 (underet med de fem brød og to fisk)

Første salme: ”Nu lærer fugle os en takkesang”. Melodi: Det er i dag et vejr, et solskinsvejr. Salmen findes på forsiden!

Anden salme: 401 Gud ord det er vort arvegods. K. 544b (Vor Gud han er så fast en borg).

Tredje salme: 367 Vi rækker vore hænder frem. K. 539.

prædiken

Fjerde salme: 298 Helligånden trindt på jord. K. 17 Laub (Alt står i Guds faderhånd).

nadver afsluttet med 192 vers 7: Du, som har dig selv mig givet

Femte salme: 42 I under værkers land jeg bor. K. 436 (Op, al den ting, som Gud har gjort).

Brødunderet førte til, at folk på stedet ville gøre Jesus til konge. Han havde ikke gjort sten til brød, men meget lidt brød og fiskemad til mad til tusinder.

Og Jesus flygtede fra den form for opmærksomhed.

Han trak sig igen tilbage. Igen – som han havde for vane, må vi tro. Han trak sig tilbage til bjerget, helt alene. Helt alene. Han blev udsat for fristelsen til at gøre sig til en konge med jernspir.

En, der kunne smide romerne ud med overvældende magt, som amerikanerne kunne lukke anden verdenskrig ved at smide de to bomber, som viste deres overvældende teknologiske styrke og magt.

Han MÅTTE være alene, helt alene.

Vi kan blive fristet til at blive beruset af andres opmærksomhed. Så er der ikke andet at gøre end at flygte, hvis det stiger os til hovedet.

Eller Gud kan hjælpe os, ved at bringe os steder hen, hvor vi kan være alene.

Hvad er målet for vores liv? Andres opmærksomhed? Andres beundring? Magt? Hvad skulle målet for kirken være? Gode besøgstal? Overvældende besøgstal? Nej.

Kunder i butikken, som det siges? Nej.

Ikke kunder. Dem jog Jesus som bekendt ud fra tempelområdet. Både kunderne og dem, der solgte.

Om så folkekirken går under, fordi folk melde sig ud, betyder det intet.

Kun dette ene betyder noget, at vi lader os nære af hvert ord, der udgår af Guds mund.

Mennesket lever ikke af brød alene. Det var som om folkeskaren tænkte sådan. Bare vi har brødet, så er det lige meget med sandhed og barmhjertighed.

Mennesket lever ikke af brød alene. Jamen, havde Jesus da ikke lige forvandlet fem brød og to fisk til et måltid til tusinder? Jo.  

Men de ville ikke se det som det tegn, det var.

Tegnet på, at Jesus selv er det sande brød, som er kommet til verden. At hans ord er ånd og liv.

Ord, som gør, at vi ikke bare lever sådan i overfladisk forstand, men sådan, at vi over-lever.

Uden brød bliver mennesker og dyr konfuse.

Uden Guds ord som brød, uden Jesus Kristus som livets brød, bliver mennesker konfuse.

Bliver vi forvirrede, og kan ikke finde vej, men vandrer i dunkelhed og livet bliver et stort kaos.

Ja, det kan måske godt blive et liv, som først og fremmest er en trummerum og ikke mere, vi spiser, drikker, arbejder, sover, stifter familier, og dør.

Men uden Guds ord og uden Jesus, Guds Søn og hans Ånd sendt til os til at vejlede og hjælpe os udtørrer vi, mangler vi vitaminer, de næringssalte, som gør, at vi kan tænke klart. Det vil sige: følge Jesu ord og lære, holde os til det dobbelte bud om at elske og tro på Herren af  hele vort hjerte, sjæl og sind, og at elske vor næste, som vi elsker os selv.

3. søndag i fasten - prædiken nr. 2 - mere meditativ - til 10. marts 2013 i Tranebjerg kirke

Mennesket lever ikke af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund, hedder det i mosebøgerne.

En engelsk oversættelse er skarpere: Mennesket KAN ikke leve af brød alene; han lever af ethvert ord, som Gud taler. (The New English Bible).

Mennesket KAN ikke leve af brød alene.

Af brød alene dør mennesket. Det siger ordet tydeligt. Brød alene slår ihjel.

Slår ånden ihjel. Dræber kærligheden til Gud og mennesker. Fornedrer mennesket til at være som et talende dyr. Men mennesket er ikke et talende dyr. Dyrene taler jo ikke. Nej, med brød alene bliver mennesket overfladisk, taber dybden i forholdet til Gud og næsten.

Hvad mennesket for alvor lever af, er alt, hvad Gud taler.

Guds ord er ånd og liv. Guds ord gør levende. Giver nyt liv. Guds Ånd blæser til de ord, Gud taler, så ordene i os bliver liv.

Vi er midt i fastetiden. Midfaste søndag. Strengt taget er midfaste på onsdag, hvor der er gået nøjagtigt 20 dage af fasten og mangler lige så meget. Når fasten tælles op fra askeonsdag og søndagene fraregnes. Påskedag er fasten forbi.

Hvad skal vi med faste? Faste fra de ord, som nedbryder og gør tom, og lytte til Guds ord, som fornyer os i sind og ånd.

Jesu ord er også Guds ord. Fordi Jesus er Guds Søn. Fordi han taler det, han har hørt af Faderen.

Da Jesus dagen efter bespisningen af den store folkeskare taler til de folk, han havde mættet, lyder det sådan her:

”Hør her. I opsøger mig ikke fordi I forstod de tegn I så, men bare fordi I fik brød og blev mætte. I skal ikke bruge kræfter på det brød der forsvinder, men på det der bliver ved at være der, og som fører til evigt liv. Det vil jeg give jer, for det har Gud udvalgt mig til.”

Og det at arbejde eller bruge kræfter på det brød, som fører til evigt liv, hvordan gør man det i praksis? Det spørger folk Jesus om. Svaret er, at de og vi skal bruge vore kræfter på at tro på Gud.

At tro på Gud og leve i troen, have en dyb relation til Gud i bøn og meditation, i stilhed, i tak, bønfaldelse for sig selv og andre, stille bøn og nærvær for Guds ansigt, alt det, og bibellæsning, hvor vi sætter os for at lytte til ordet.

Det er NU, og det gælder MIG. Sådan siger Martin Lönnebo om det at læse et stykke fra bibelen. Hvordan kan det gøre? ”Vær der for teksten, siger han. Vær stille, åben. Gå ind i teksten, vær en af de tilstedeværende i hændelsen. Lyt til hvad den kan sige dig. Læg ikke bare mærke til ordene, læg mærke til følelser, blikke, tavshed, handlinger, natur, lys og dufte. Hellig tekst læser man for at opnå en relation og for at styrke troen og kærligheden.

Så prøv engang til læse og lytte til dagens evangelium – teksten kommer her - enten Bibelen på hverdagsdansk eller oversættelsen fra 1992:

Fra Bibelen på hverdagsdansk

Derefter gik Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, som også kaldes Tiberias-søen.

En mængde mennesker, hvoraf mange var på vej til den årlige påskehøjtid i Jerusalem, fulgte ham, fordi de så, at han helbredte de syge.

Jesus gik op i bjergene og satte sig der med sine disciple, og han fik øje på menneskemængden, der var på vej op ad bjergsiden for at lede efter ham.

Han spurgte Filip: »Hvor kan vi købe brød, så alle disse mennesker kan få noget at spise?«

Han ville prøve Filip, for han vidste godt selv, hvad han ville gøre.

Filip svarede: »Det vil koste en formue, og så vil de alligevel ikke kunne spise sig mætte.«

En anden discipel, Andreas, Simon Peters bror, sagde: »Her er en dreng med fem bygbrød og et par fisk. Men hvad er det til så mange mennesker?«

»Sig til folk, at de skal sætte sig ned,« sagde Jesus.

Alle - mere end 5000 mænd, for-uden kvinder og børn - satte sig på de græsklædte skråninger.

Så tog Jesus brødene, takkede Gud og delte dem ud til folk. Det samme gjorde han med fiskene, og alle spiste sig mætte.

Så sagde han til disciplene: »Saml nu resterne sammen, så der ikke går noget til spilde.«

Det gjorde de, og tolv kurve blev fyldt med resterne fra de fem bygbrød - efter at alle havde spist sig mætte.

Da det gik op for folk, hvilket under der var sket, udbrød de: »Han må være profeten, der skulle komme til verden!«

Jesus indså, at de nu ville føre ham bort med magt og gøre ham til konge.

Derfor trak han sig tilbage for at være alene oppe i bjergene.

***

Oversættelsen fra 1992:

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø.

En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge.

Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple.

Påsken, jødernes fest, var nær.

Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre.

Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.«

En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?«

Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind.

Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have.

Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist.

Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.«

Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

Prædiken til 3. søndag i fasten 3. marts 2013

Fordi vi er døbte til at tilhøre Jesus Kristus, kender vi ikke så meget til direkte dæmon-besættelser.

Men vi kender til besættelser på mange måder. Og derfor har vores Herre Jesus også givet os bønnen: Fri os fra det onde.

Det onde er også DEN onde eller ondsindede.

På den måde viser Jesus os, at hele Fadervors indhold er rettet mod vor ærkefjende. For han er jo den, der søger at hindre alt det, vi beder om: Guds navn og ære, Guds rige og vilje, det daglige brød, en glad og god samvittighed.

Er det ikke Djævelens værk, når en mand hellere beholder sin store bil og går fallit, end at han sælger bilen, så han kan holde skinnet på næsen?

Mange ulykker kunne undgåes, hvis vi bare hegner om os og vore med fadervors bønner.

Vi kunne også bede: Kære Far, hjælp os, så vi bliver fri for al ulykke.

Djævelen vil gerne ødelægge, lyve og helst dræbe.

Luther, vores reformator, mente, at Djævelen ønsker at gøre os legemlig fortræd, og derfor sørger han for mange skrækkelige ting, der sker.

Derfor siger Luther: ”Hvis Gud ikke holdt os oppe, ville vi ingen time være sikre for Djævelen.”

Men for at Gud kan befri os fra alt ondt, må hans navn først helliges i os, hans rige være hos os, og hans vilje ske.

Når vi nu beder bønnerne i fadervor, må vi ikke tvivle om, at det sandelig bliver hørt og vil ske. Hvor denne tilllidsfulde tro ikke findes, kan der heller ikke være nogen ret bøn, siger Luther.

Det er altså ikke bøn, hvis vi ikke af hjertet siger ja til vores bøn og med vished regner med, at Gud bønhører os.

Men jeg er ikke værdig, så Gud skulle høre min bøn, tænker nogen måske. Jamen, så ser du mere på din værdighed og dine gerninger, end på Guds løfte, og så foragter du faktisk Gud og gør ham til en løgner.

Vores bøn skal være sådan, som apostlen Jakob siger til den bedende:  

”Men han skal bede i tro, uden at tvivle; den, der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden; og et sådant menneske må ikke vente at få noget af Herren.”

***

Vi kan let komme til at plages af stumhed, hvis vi ikke beder eller taler til Gud, men ikke af hjertet tror, Gud vil hjælpe os.

Så ender det med stumhed. Så holder det menneske til sidst op med at bede.

Det nytter ikke noget at sige: Jeg har prøvet. Det er der ikke noget, der hedder. Det handler om i tillid at bede og vente sig alt godt af Gud. Også selvom man ikke ser kæmpe undere ske i ens liv.

Se, de fleste af os er døbt i Jesu navn og er udrustet med hans kraft, hans gode Ånd, og har fået adgang til syndernes forladelse.

Vi er døbt sådan, at vi har fået del i Jesu retfærdighed, som han vandt for os på korset ved at dø for verdens synder.

Så skal vi som døbte efterligne ham. Han elsker os, og derfor er det ren kærlighed, vi skal lade bo i os.

Men nu kommer fristelserne væltende over os.

De fristelser navngiver Paulus: utugt, urenhed og havesyge (griskhed).

Det menneske der stoler på sig selv, står måske i dag, men falder i morgen. Vi er skrøbelige mennesker.

I dagens ord nævner Paulus altså tre sådanne fristelser. Lad os kort se på dem:

Utugt. Ordet er porneia, vi kan godt genkende ordet porno på dansk. Utugt – dvs. alt urent, som ligger uden for det, Guds bud lærer. På en måde en slags griskhed eller havesyge. Ikke at ville have nok i ægtefællen, men hele tiden ville have mere. Der er nogen der taler om, at der skal opfindes en diagnose der hedder afhængighed af sex. I stedet skulle man sige, at det handler om at hengive sig til begær efter mere og ikke lade sig nøje med sin ægtefælle, som Gud vil. Så kan og kunne det være så godt, som Gud vil det for os, med dejlig velsignelse, når vi altid vender os til Gud med bøn om bevarelse i de fristelser, som kommer til os. Og Djævelen kender den enkelte og den enkeltes svagheder.

Men vi kunne have nævnte mange andre ting, som frister os til at søge væk fra Gud: dovenskab, frådseri, drukkenskab, gerrighed, snyderi for at bedrage andre og skaffe sig uhæderlige fordele, altså alle mulige onde lyster, som af naturen klæber ved os og vækkes ved andre menneskers selskab og eksempel, og ved det, vi hører og ser.

Derfor advarer Paulus også mod det, han kalder overfladisk vid, hvormed han tænker på vittig tvetydig snak, som vi så let forfalder til. Vi skal hellere skal tale i klar tekst, så folk kan forstå det som ja eller nej, så de ved hvor de har os.

Men der er mere endnu af fristelser. Nemlig vrede og utålmodighed. Alt det, der er fyldt af had, misundelse, fjendskab, vold og uret, utroskab, hævn, forbandelser, vrede ord og bagtalelse, hovmod og stolthed med overflødig pragt, ære, ros og magt. Ingen vil være den ringeste, men alle vil gerne ses af enhver.

Og endelig er der de fristelser, som kommer fra Djævelen, og de angår især vores samvittighed og åndelige ting. For han tilskynder os til at tage det let med Guds ord og gerninger og foragte dem. Han vil rive os bort fra troen, håbet og kærligheden og styrte os ud i overtro, falsk sikkerhed eller forstokkelse eller også fortvivlelse, gudsfornægtelse og bespottelse, foruden mange andre græsselige ting. Det er giftige, gloende pile, som Djævelen sender efter os.

Derfor hører det til en kristens hverdag at bede fadervor med bønnen: Led os ikke i fristelse.

Uden en sådan bøn er det umuligt at overvinde selv den mindste anfægtelse. Men gennem bønnen giver Gud os kraft og styrke til at modstå anfægtelsen, uden at den bliver ophævet. For fristelser og tillokkelser kan ingen undgå, fordi vi lever i legemet og har Djævelen omkring os. Vi slipper kun i perioder for anfægtelser og fristelser.

Lad os nu sige, at vi er blevet døbt til at tilhøre Jesus Kristus, så er vi som det hus, som har fået smidt en ond ånd ud. Men fyldes huset så ikke med Guds Ånd i det daglige liv, ja, så bliver der plads til syv nye onde ånder, siger Jesus. Og hvis vi indvilliger i fristelserne og give os selv løse tøjler, så bekæmper vi dem jo ikke og beder heller ikke.

Derfor må vi kristne være rustet og dagligt indstillet på, at vi uophørligt bliver anfægtet for at ingen skal føle sig sikker og færdes sorgløst, som om Djævlen var langt borte fra os. Det er han jo ikke, som Jesus tydeligt fortæller os. Djævelen er nemlig en fjende, som aldrig holde op eller bliver træt med at skyde pile i hjertet på os, for at vi skal falde.

Nogen vil sige: Jeg klarer mig fint med egne tanker og råd over for det onde, som frister mig. Men så gør du kun ondt værre og giver Djævlene mere spillerum. Som Luther siger: Han har nemlig et slangehoved. Hvor han kan finde et hul, han kan smutte igennem, følger hele kroppen uhindret efter, men bønnen kan holde ham ude og drive ham bort.

For Jesus er den, der er stærkere end Djævelen. Lad os hver dag på ny indvi os til at tilhøre ham, som vi i dåben er døbt til at tilhøre, ved at vi slår korsets tegn i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og så beder fadervor med tro og tillid. Og så glade gå til vor daglige gerning.

Læs mere