Prædiken 24.2.2013 om Jesus og kvinden, hvis datter er plaget af en dæmon

Prædiken til 2. søndag i fasten
24. februar 2013

Evangeliet: Matthæusevangeliet 15,21-28

Hvem er forbillede som discipel og troende?

I dag er det den hedenske kvinde, mens de tolv disciple får læst og påskrevet.

Det handler om fast tro og ydmyghed som forbillede for os. Her er vi ved hjertet af, hvad det vil sige at være discipel.

Kun et sted mere priser Jesus en stor tro, det er også en hedning, denne gang en hedensk mand, en romersk officer.

Så vi lærer i dag om Israels plads og resten af verdens plads i Guds frelseshistorie.

Og endelig lærer vi om Jesu myndighed som skabelsens Herre, især over sygdom.

For disciplene så,

at de stumme kunne tale,

de forkrøblede var helbredt,

de lamme gik omkring,

og de blinde kunne se.

***

Men lad os nu begynde med begyndelsen.

Jesus drog bort og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Han tog bort fra sit eget land. Han trak sig tilbage.

Hvor er det godt at trække sig tilbage. Der sker noget, når vi ikke hele tiden taler i telefon eller ser fjernsyn. Mange tager på pilgrimsvandring for netop at komme væk fra larmen.

Det gjorde Jesus også. Selvfølgelig gjorde han det med en bevidsthed om, at han skulle bryde nogle grænser ned mellem Israel og alle andre folk. For han er verdens Frelser, som det blev forkyndt af englen julenat. Det var ikke bare kling klang julenat, men selve nerven i, hvem Jesus var og er.

Jesus trækker sig nu også tilbage af en anden grund end almindelig larm og alarm. Han har fjender, og har brug for at komme væk for at være i fred. Ja, Jesus tager bogstaveligt afstand fra sine fjender ved at trække sig tilbage.

På sin vej mod Jerusalem for at dø for at frelse os fra synd, død og Satans rige, drog Jesus ikke direkte den vej, men drog i stedet nordpå til nabolandet, hvor nu Libanon er. Her forbereder han sig selv og sine disciple på det helt nye, at frelsen gælder ikke bare Israel, men alle andre folkeslag.

Af alle folk møder Jesus nu en kanaanæisk kvinde. Kaanæerne var dem, der dyrkede Baal og andre afguder, da israeliterne kom til landet. De var Israels fjender. Sådan en taler Jesus nu med. Han taler med den, som han egentlig skulle betragte som sin fjende.

Nu er denne kvinde ikke fuldstændig uvidende om, hvem Jesus og jøderne er. Hun kan have været en gudfrygtig kvinde, som værdsatte jødernes tro. Nu kalder hun på Jesus: Herre, Davids søn. Hvorfor Davids søn? Nok i forventning om, at Messias af Davids slægt ville passe godt på sin fåreflok. David var jo fårehyrde først, men siden en slags fårehyrde som konge, der vogtede hele folket. Sådan har hun nok tænkt med ordene: Herre, Davids søn.

Kvindens datter er i forfærdelige smerter på grund af sin sygdom, og var besat af en dæmon. Underforstået: Dæmonen brugte sygdommen til at pine pigen.

Jesus svarer hende ikke et ord. Han prøver hende, han venter på hendes næste svar.

Men kvinden råber og råber, uanset Jesu første svar. Hun tager ikke et nej for et nej.

Hun bliver ved med at bede om barmhjertighed. Forbarm dig over mig!

De ord, som vi også selv har sunget lidt før. Ord taget af denne kvindes mund og gjort til vore ord. I vores pine, vores elendighed. Plaget af en dæmon, måske, plaget af sygdom, plaget af spekulationer, som ikke vil holde op med at pine os.

Forbarm dig over os! Sang vi tre gange, som om vi forsøger at gentage kvindens gentagne råb om hjælp.

Man kunne opfatte kvinden som en stalker, sådan som hun bliver ved, uden at ænse disciplenes vrede.

Jesus siger nu, at han ikke er sendt til andre end de fortabte får af Israels hus. Det jødiske folk er uden håb, som får uden hyrde, tabte som folk og i deres forhold til Gud.

På denne måde kan ingen være i tvivl om, at Israel har førstepladsen i Jesu hjerte, dengang og i dag.

Men altså: ved at være afventende, drager Jesus kvindens tro frem for enhver at se.

Og nu falder hun på knæ og siger: Herre, hjælp mig! Hun udtrykker sin tro, at Jesus har magt over sygdom.

Jesus taler nu om børnene og hundene. Børnene er Israel, hundene er alle andre folk. Brødet er helbredelsen, og al Guds riges velsignelser. Så Jesus siger, at man ikke bør give børnenes brød til de små hunde.

Og nu følger kvindens forbløffende svar: Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.

Det er eneste gang, vi hører, at Jesus så at sige bliver overvundet i en samtale. Jesus giver hende ret! Og hun er endda både kvinde og hedning!

Og Jesus svarer: Kvinde, din tro er stor. Faktisk står der med streg under på græsk: Stor er din tro. Her er begyndelsen til den store tro, som mennesker af alle folkeslag har vist og viser, når de møder Jesus og hans disciple. Som i Nordkorea...

Der er fire forskellige slags tro:

1 Der er det jødiske folks van-tro.

2 Den form for tro, som gør helbredelse til deres ’frelse’, altså de vil bare helbredes, men ellers ikke have noget med Jesus at gøre.

3 Der er Peters lille tro

4 Der er denne kvindes og den romerske officers store tro – og her er mønsteret for en discipel af Jesus. Også en model for Jesu tolv disciple!

Nu siger Jesus de fantastiske verdenshistoriske ord: Det skal ske dig, som du vil. Det er en undtagelse fra det, at Jesus er sendt til Israel, men herfra er den fuld damp fremad mod den opstandne Jesu befaling om at gå ud til alle folkeslag og gøre dem til hans disciple.

Og fra det øjeblik er kvindens datter fuldstændig helbredt. På afstand – hun er ikke tilstede.

Nu kan vi sige:

Kun på grundlag af troen kommer vi ind i Guds rige.

Og nu skal hedningerne ikke være jøder, men velsignes som hedninger, der er med i Guds rige.

Vi ser Guds kraft, som bryder Israels grænser ned. For os i dag betyder det, at alle verdens folkeslag, ikke mindst dem, som forhånes og marginaliseres, er særlig genstand for Guds frelsende nåde, hvad enten det er palæstinensere eller israelere, sunnier eller shiiter, nordkoreanere eller danskere.

Guds kærlighed og nåde betyder en afsked med stammeegoisme og en ny kærlighed mellem forskellige grupper, hvor der før har været had indbyrdes.

Jesus erstatter ikke jøderne med hedningerne. Nej, der er stadig en central plads til at bringe evangeliet til jøderne, for de er stadig Guds særligt udvalgte folk, og Gud har i sin nåde inkluderet alle os andre.

Sand tro består i ydmyghed og afhængighed af Kristus. Kvinden underkastede sig Jesus, og DET gav hende en ny frimodighed til at acceptere sin egen uværdighed og kaste sig helt ind i Jesu uendelige nåde, som omfatter både jøder og også alle andre.

Hun er fuldstændig fokuseret på Jesus, ikke på sig selv, og på den måde er hun et eksempel for alle generationer.

Hvis det er rigtigt, at hun hørte til den rige elite i sit land, så viser historien også, at folk med status, magt og prestige må vende deres målestok på hovedet og blive tiggere ved Jesu fødder. Det er tro, som overgiver sig til Jesus og gør ham til centrum, som er det sande grundlag for frelse og discipelskab.

Det er den dybe glæde i dag, at vi knælende ved alterbordet kan sætte os i denne kvindes sted, der råber om hjælp, for sådan modtager vi hjælp, frelse, helbredelse, når og hvor Gud vil, for Gud er stadig almægtig og vi kan ikke på den måde bestemme over hans gaver til os.

Og når vi har erfaret helbredelse, hjælp i vores nød og fortvivlelse, så lad os takke Gud i Jesu navn. Hver gang vi fortvivler men alligevel modtager hjælpen, om så også bare en smule hjælp ovenfra, så lad os takke Gud, vor Far, og vores Frelser Jesus.

Og de smuler, de krummer, vi modtager ved Herrens bord, som var vi små hunde, er mere end nok til syndernes forladelse, til helbredelse, til frelse og livet i Jesu navn, det liv, som aldrig dør, for vi er forenet inderligt med vores Herre, som lever og aldrig mere dør, men derfor også altid, når han giver, giver os del i opstandelsens kræfter, der er så stærke, at de sprænger alt gravmørke, alt, der binder og baster os, så han sætter os fri af fortiden til at vandre glade videre i Jesu navn!

Hvem gælder dommen i Matthæuevangeliet 25?

Sidste søndag i kirkeåret 2011.

Læsninger:
Esajas 65,17-19
2. Thessalonikerbrev 2,13-17
Matthæusevangeliet 25,31-46

Hvem er det, Jesus for alvor bekymrer sig om i dommen? Fårene og bukkene?

Nej, han tænker på dem, han kalder ”disse mine mindste brødre”. Hvem er det?

Det er dem, der er svage, skrøbelige, også i troen, ikke har nogen til at forsvare sig.

Det er små og svage troende, som befinder sig i det nye fællesskab omkring Jesus, og som let bringes ud af fatning, og som andre i fællesskabet let ser på med foragt.

Det er også disciple, der er udsendt af Jesus som hans medarbejdere.

Nogle mener, at de ”små/mindste” er besiddelses-løse vandreprædikanter, som de fastboende troende ikke skal ringeagte.

Under alle omstændigheder drejer det sig om disciple.

Den klare forpligtelse for kristne er, at de er sat til – hver på deres måde – at være vidner om frelsen i Jesus for alle mennesker.

Da Jesus sender sine disciple ud, fremgår det, at de repræsenterer Jesus, og at de, der tager imod disciplene, tager imod Jesus. Sagt lige ud: Den konkrete måde, folk forholder sig til disciplene på, røber deres forhold til Jesus.

I lignelsen om de betroede talenter, som leder op til doms-scenen, er det sagt, at disciplene skal vise troskab. Det er deres ansvar. Nu siges det til disciplene, at de skal udføre deres hverv i bevidstheden om, at verden også har sit ansvar. På denne baggrund understreges det i doms-scenen, at dommen over folkeslagene afhænger af, hvordan de har taget imod de disciple, som Jesus udsender. Disciplene repræsenterer Jesus. De kommer med budskabet om og frelsen fra ham.

Jesu ord handler altså ikke om, at alle folkeslag frelses eller fortabes alt efter, om de har vist nødlidende mennesker velgerninger eller ej.

Så doms-scenen behandler ikke al den nød, der er i verden. Det har Jesus sagt sit ord om i lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Vi, som kalder os selv disciple, og vi er det, står så i fare for at hovmode os af, at vi simpelthen repræsenterer Jesus i verden. Men så må vi bladre tilbage hos Matthæus og læse om de betroede talenter. At vor Herre Jesus vil, at vi virkelig udnytter de betroede talenter, så der kommer mere ud af dem.

Vi skal også tænke på, hvor meget bare en talent er. En uhyre stor værdi, ved vi. Når verden synes ligeglad og tilsyneladende ikke tager imod, så lad os arbejde videre og aldrig ligne ham, der gravede sin talent ned.

Vi skal følge Paulus’ ord til menigheden i Thessaloniki, nemlig stå faste i troen, holde os til den overlevering, vi har modtaget i evangeliet og hos apostlene.

Tiderne er forvirrede, overtro tager il, men lad o selv stå faste, sandheden tro i kærlighed.

Der vil være trængsler ved at være discipel. Og opfører vi os rigtigt og sandt og kærligt over for mennesker? Og samtidig lærer apostelen os dristighed, at vi skal vidne hvad enten det er belejligt eller ubelejligt. Hvis vi skal vente på det belejlige øjeblik, kommer det måske ikke.

Profeten Esajas, som vi hørte en læsning fra, vidner og vidner om dom til frelse, han sætter et skel op i Israel mod Israel, hvor folket ikke så et skel. Derfor bliver der også trængsel, ja, rundt i verden forfølgelse. Men Herren vil skabe Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd, og selv fryde sig over sit folk, og giver os evig trøst og godt håb.

Sådan vil han også dag for dag trøste vores hjerter og styrke os til alt godt i gerning og ord!

Så lad os hver især vise medkristne brødre og søstre al omsorg i det daglige, i al trængsel og nød

Prædiken nytårsdag 2013

Nytårsdag 1. januar 2013

Besser kl. 14.00

Prædiken især ud fra Paulus' brev til galaterne kapitel 3,23-29.

Evangeliet: Lukasevangeliet 2,21.
Læsning fra Gammel Testamente: 1. Mosebog 12,1-3.
 

716 Guds godhed vil vi prise

108 Lovet være du, Jesus Krist

114 Hjerte, løft din glædes vinger!

prædiken

135 Nu velan, et frejdigt mod!

nadver 192 v. 7

712 Vær velkommen

Her på årets første dag skal vi godt fra start.

Dronningens løftede pegefinger i går aftes er for intet at regne mod lovens løftede pegefinger.

Det ligger til os mennesker, at vi vil gerne tænke positivt. Så hvorfor skal vi have en løftet pegefinger? Men det vi mener er positivt, er ofte ønsketænkning, en drøm. Ikke virkelighed. Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, det onde jeg ikke vil, det gør jeg.

Paulus kendte om nogen loven og dens betydning. Han havde levet så retfærdigt, som han overhovedet kunne. Men da den opstandne Jesus møder ham, bades han i et lys, der blænder ham. Lyset fra ham, der opfyldte loven i hele dens fylde. Over og under det, som vi kan forestille os som lovens fylde.

I lyset af den Opstandne Jesus var den retfærdighed, Paulus havde opbygget, intet værd, ja, Paulus regnede alt for et skarn at regne i forhold til det meget bedre, at tro på Jesus og følge ham.

For os alle er der brug for loven til at fængsle os, så vi aldrig nogensinde stoler på os selv og vore gerninger, men drives til at fortvivle over vor synd. For først da kan vi tage imod Jesus som vor Frelser fra al synd, død og Djævelen.

Paulus taler lige ud om loven som den, der holder os indespærret og i fængsel, indtil vi virkelig alene stoler på Jesus for hans døds skyld som vor Frelser for alle vore synder.

På Luthers tid var fængsler virkelig forfærdelige steder at blive anbragt. Efter sigende betragter nogle udenlandske fanger de danske fængsler som luksussteder. Men hvilken gru opkommer ikke hos mange, når der er optræk til, at en enkelt dansker eller nordmand måske skal rådne op i et fængsel i et land langt herfra, hvor det er en gru at opholde sig.

Vi skal i virkeligheden tænke på loven som et sådan forfærdeligt fangehul. Lukket inde. Vi kan ikke kan slippe ud af egen kraft. Der skal virkelig en benådning til. Og vi skal komme frem til at bede om den benådning. Men for at benådes, for at Guds nåde skal gælde os, må vi ty til Jesus Kristus og ham alene.

Vi må gøre som israeliterne i ørkenen, da de blev bidt af slanger. På Guds befaling opstillede Moses en kobberslange, og når nogen så på den, blev de helbredt for slangebiddene.

Sådan må vi anse os selv for slangebidte. Og hvilke er slangebiddene? Som Luther siger: ”Om end en kristen ikke kaster sig ud i så grove synder som mord, hor og tyveri, så er han dog ikke af den grund fri for utålmodighed, knurren samt had til og bespottelse mod Gud.” Et andet sted omtaler Luther synderne således: begær, havesyge, æresyge og hovmod.

Og disse slangebid helbredes kun ved at se på den korsfæstede og genopstandne Herre og Frelser.

Når loven sådan skal virke som en indespærring, så er det for at vi dybt skal erkende, at uden Kristus er vi dødens bytte, uden Kristus er vi i vore synder og kan ikke renses for dem. Ja, loven skal, siger Luther, afsløre døden, for at menneskene opskræmte og ydmygede skal frygte Gud. Luther peger på ordet i 2. Mos. 20,20: ”Frygt ikke; thi Gud er kommet for at prøve jer, og for at I kan lære at frygte ham, så I ikke synder.”

Fordi, siger Luther, mennesket er hovmodigt og bilder sig ind at vide besked, at være retfærdigt og helligt, må det nødvendigvis ydmyges af loven, så det vilddyr, der hedder den indbildte retfærdighed, kan blive dræbt. For så længe dét ikke er dræbt, kan mennesket ikke leve.

Gud så, at denne den mest udbredte pest på jorden: hykleriet og tilliden til ens egen retfærdighed, ikke kunne tæmmes og knuses ved noget andet. Derfor ønskede Gud at dræbe den ved hjælp af loven. Dog ikke anderledes, end at når mennesket var slået ihjel, så skulle det rejse sig på ny og foruden loven høre det ord: Frygt ikke! ”Jeg har ikke givet loven og dræbt dig ved den, for at du skulle forblive i denne død, men for at du skulle frygte mig og leve. For den falske forestilling om gode gerninger og retfærdighed levner ikke gudsfrygten nogen plads. Men hvor man ikke frygter Gud, tørster man heller ikke efter nåde og liv. Derfor må Gud have en stærk hammer til at knuse klipper og en ild, der flammer op til Himlen, til at vælge bjerge, det vil sige: som kan tæmme det stædige og selvsikre vilddyr, indbildskheden. Når mennesket er blevet tilintetgjort ved dét slag, må det mistvivle om sine egne kræfter, sin retfærdighed og sine gerninger og frygte Gud. Og når det er blevet opskræmt således, kan det tørste efter barmhjertighed og syndsforladelse.”

På den baggrund kan vi tage imod Julens glædelige budskab, som ellers blot bliver fagre, tomme ord:

Det kimer nu til julefest,

det kimer for den høje gæst,

som steg til lave hytter ned

med nytårsgaver: fryd og fred.

Sådan sang vi juleaften.

Han kom med nytårsgaver.

Så vi har taget forskud på nytåret.

Vi har allerede fået nytårsgaver.

Normalt taler vi om julegaver.

Men digteren taler om nytårsgaver.

Det nytår, der tænkes på, er det nye år, som begynder med, at Frelseren fødes ind i verden. At Gud blev menneske. Det er nytårsgaven, som deler sig op i mange, mange gaver ellers. Fryd og fred.

Glæde og fred.

Det er ikke sådan noget, som vi automatisk har. Vi har dem som gaver.

Ellers har vi dem ikke. Jo, naturen har nok udrustet os med en del glæde. For vi er skabt i Guds billede.

Men der er så meget, der får fred og glæde gemt væk, fejet ind under gulvtæppet.

For alvor kommer fred og glæde af, at Frelseren er født til verden.

Hans navn var Jesus, det betyder Frelse, hører vi i dagens korte evangelium.

Frelseren kom til syne i tidens fylde, midt i verdens historie. Abraham modtog en velsignelse, der skal række til dagenes ende, til alle jordens slægter, fik han at vide. Intet mindre. Hvorfor skal alle velsignes ved ham? Fordi han havde en sådan tillid til Gud, at han handlede på Guds løfter til ham, handlede på Guds ord til ham, uanset hvad det var. Netop fordi han ikke stolede på egen magt og kraft, men kun på Gud, for hvem alt er muligt, modtog han Guds mægtige velsignelse. Som Maria gjorde. Hun troede englens ord, da englen sagde: For Gud er alle ting mulige.

Gud accepterede altså Abraham, fordi Abraham havde tro på Gud. For Paulus er Guds sande børn dem, som har en tro som Abrahams. Det betyder, at Gud tager imod hvem som helst fra alle folkeslag, som tror på ham.

Alle, der har den samme tillid til Gud, som Abraham havde, vil også opnå den samme velsignelse, som Abraham opnåede.

Når Frelseren er den, der skænker nytårsgaver, fryd og fred, så viser det os, at vi aldrig kan få del i disse gaver, hvis vi regner os for retfærdige i os selv, hvis vi med andre ord ikke synes, vi har behov for at frelses.

Der kan givetvis komme megen glæde ud af at føle sig rigtig, som den der har levet et ordentligt liv. Men profeterne og Jesus har vist os, at et ordentligt liv intet har med retfærdighed i forhold til Gud at gøre.

Loven, Mose lov, har egentlig som overordnet mål noget langt større end et ordentligt liv i borgerlig forstand. Mose lov vil dybest give livet til mennesker.

Men evigt liv kan loven ikke give. Der er vi nødt til at hengive, overgive os i tro og tillid til Jesus Kristus.

Vi kan nemlig ikke være retfærdige ved hjælp af loven. Vi kan blive klar over, at vi ikke er retfærdige nok, overhovedet. Ved hjælp af loven kan vi få indsigt i, at vi aldrig bliver, som vi skulle være.

Hele lovens mål er udtrykt i dette, at vi skal elske næsten som os selv. Men det gør vi jo ikke. Jo mere vi skuer ind i det spejl, som Guds vilje med os er, jo mere erkender vi, at vi har megen uvilje mod Gud og hans vilje med os i os. Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg, siger Paulus.

Derfor er det nødvendigt og også godt her ved det borgerlige nytår at få indskærpet, at vi kan få alt ved tro, men også forspilde alt ved tro på egen fortræffelighed.

Sagen er, at Abraham forholdt sig til et løfte i tro. Vi forholder os i tro til ham, som er opfyldelsen af alle løfter. Velsignelsen opfyldes ved tro på Frelseren alene. Gerninger kan hverken gøre fra eller til.

Nej, da Jesus døde i stedet for os, nåede den velsignelse, som var lovet Abraham, ud til alle folkeslagene.

Ved hans død frelse han os fra den nød, at vi ikke kan frelses af egen kraft og evne, at vi er fortabt i os selv. Som det hed i salmen ”Hjerte, løft din glædes vinger”:

Gud, vor Fader, gav i nåde

julenat os en skat

herlig overmåde;

for at frelse os af nøden

steg herned

kærlighed,

stærkere end døden.

Denne skat har vi i al skrøbelighed, dag for dag. Men vi har den. Så lad os holde fast ved den skat. Gud vor Fader gav os denne skat, udfrielsen af synden, døden og Satans rige, og indsættelse i sin elskede Søns rige.

Denne skat modtager vi som sagt i tro og tillid.

Og ved tro og dåb modtager vi denne skat med Guds Ånd, som vi har modtaget i dåben, sammen med syndernes forladelse og evigt liv.

Derfor taler Paulus også om fred og glæde i Helligånden, nemlig skænket ved dåben til at tilhøre Jesus Kristus.

Vi hører til hans stamme ved tro og dåb. Og kun sådan. Vil vi have Guds velbehag ad andre veje, så mister vi den netop. Vi kan kun have Guds velbehag som en gave.

Det er egentlig også så ganske skønt. Så er der ikke noget at misforstå. Vi bliver ved med at modtage Guds nåde, velbehag, glæde og fred, i kraft af Jesus, vor Frelser, og i kraft af dåben til at tilhøre ham.

Og som Luther siger: Kristus ”lever og virker ikke i os som et tomt begreb, men virkeligt, helt nær til stede og virksomt.” Galaterbrevskommentaren I, dansk, s. 79.

At modtage gaver. Det handler det altså om. At bruge de gaver, vi har modtaget. Det handler det også om. At aktivere de gaver, vi har modtaget. Ikke gaver, vi har modtaget som noget, vi derefter betragter som vores personlige ejendom uafhængig af andre og uafhængig af Gud, men gaver, som forbliver gaver, vi kan bruge. Og netop ved at blive brugt, forbliver de gaver. Der er ingen ende på den herlighed, der ligger i den Frelse, Jesus har udvirket for os. Redning fra ufred, frelse fra vrede, had, uvilje mod Gud og alt, der hører ham til. Troens lille lys, som Luther taler om et sted, må vi hver dag bede Gud om at lade sig bred ud over alt, hvad vi skal røre ved og tage os for, hjemme og ude, i hjertet og med forstanden. Det må vi bede om i ved Jesu navn, som er det eneste navn under himlen givet til frelse. I denne tro ønsker jeg jer et glædeligt og velsignet nyt år!

Prædiken til 2. juledag

Prædiken blev holdt 2. juledag 2010.

Nu har vi hørt: Frygt ikke! Og om den store glæde, der skal være for hele folket.

Fordi der er født os en frelser. Herren.

Og nu hører vi om en strid så hård, at det er næsten ikke til at holde ud at høre om.

Jesus har talt til sit folk igen og igen og igen. Mange flokkedes om ham. Men de toneangivende blandt folket forkastede ham. De toneangivende var præsterne og dem, der gjorde særlig meget ud af at holde loven, nemlig farisæerne.

Så råber Jesus et gentaget ve over dem, ligesom profeterne gjorde i det gamle testamente. Ve jer, I ser udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed.

Sådan talte profeterne også til deres tid hver især.

Læs profeterne Esajas, Jeremias og Ezekiel, de tre store profeter, hvordan de taler folket midt imod med barske ord.

Og som profeterne dengang havde deres disciple, havde Jesus også sine, og nu, siger han, sender jeg dem ud, og også dem vil I forfølge.

Og nu tilføjer Jesus noget, der ryster os den dag i dag:

Over jer skal alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra Abel og frem til Zakarias (den sidste, der blev dræbt i følge den hebraiske bibel (krønikebogen).

Jesu slægt bliver kulminationen på alt.

Guds nåde mod Israel nåede sit højdepunkt og sin fuldendelse, da han sendte sin enbårne Søn.

Men Israels selvrådighed hele dets historie igennem nåede også sin fuldendelse, for Jesu samtid forkastede og vragede og dræbte ham.

Guds Søn trådte frem på jorden og talte dejlige ord for at få sin samtid i tale. Han talte igen og igen som en høne, der forsøger at samle sine kyllinger under sine vinger, men forgæves.

Her har vi midt i det forfærdelige også det dejligste billede af hønen med kyllingerne.

Jamen, kan hønen ikke samle kyllingerne? Det er naturstridigt. Ja, det er det.

Så må det hele gå sin såkaldte skæve gang:

Jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt.

I grunden kan vi ikke forestille noget værre, end at være overladt til os selv, øde og tomme.

Men Jesus slutter ikke sin tale i den toneart – Gud ske lov.

Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!

Så er der håb, også for Israel, for Jesu eget kødelige folk.

Jesus overlader dem alligevel kun for en tid, men hvilken tid, til sig selv.

Han forudser, at en dag vil folkets efterkommere tage imod ham som deres Herre og frelser, og deres lovsang vil forenes med hyrdernes og englenes julenat.

Men nu er vi i kirkens tidsalder.

Se, siger Jesus, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer, som I vil slå ihjel og mishandle.

Stefanus var den første discipel det overgik.

Han var en stor kristen profet, der viste sin samtid, at alt i Gammel Testamente tilsammen peger frem mod Jesus, frelseren.

Abraham, der peger ud over det enkelte folks frelse ud til hele jorden.

Josef, som lignede Jesus i den lidelse han led fra sine egne, men som dog var den, der gjorde alting vel for dem,

Moses, som folket ikke ville lytte til, men hellere ville gøre sig en anden gud, end den eneste sande Gud, Moses talte til dem om.

Moses, som sagde, at efter ham skulle der komme en profet, der var større end han.

Og så mindede Stefanus om, at hans folk altid havde forkastet profeterne, hele vejen igennem.

Så stenede de Stefanus.

Og hvad kom der egentlig ud af, at Stefanus var tro til døden og døde som vidne om, at Jesus er opfyldelsen af alt det, profeterne forudsagde?

Der kom i det mindste een bestemt ting ud af det. Der kom det ud af det, at den fanatiske Saulus, som han hed, blev forberedt til at blive den Paulus, vi kender fra hans breve i NT.

Der kom altså rigtig meget ud af Stefanus’ martyrium.

Vi må gå ud fra, at Paulus har hørt hele Stefanus’ forsvarstale, før han blev stenet.

Det er mærkeligt, at Stefanus var vidne om Jesus, Paulus derimod blev vidne om Stefanus. Gad vide, om Lukas interviewede Paulus om, hvad Stefanus havde sagt, det kan være, at det er det, han peger på, når han netop nævner Paulus’ tilstedeværelse – som selve afslutningen af beretningen, som et udråbstegn.

Stefanus’ død alene kunne ikke omvende Paulus og gøre ham til discipel af Jesus.

Der skulle mere til.

Nemlig den Opstandne selv, der mødte ham.

Paulus mødte den første martyr, og han mødte den Opstandne selv. Stefanus’ ord arbejdede sikkert i ham, men det alene kunne ikke gøre det. Den Opstandne viste sig for ham selv.

Og så blev forfølgeren Saulus til forkynderen Paulus, som selv nu blev forfulgt for sin tro.

Paulus var fuldstændig på det rene med, hvad det var, der gjorde ham til forfølger, nemlig at Jesus og hans død for verden var en forargelse for ham som jøde. Det var for langt ude, at Jesus skulle være Guds Søn, som dør for verden og ligefrem er opstået fra de døde.

Sådan sker det også i dag, måske oftere end vi kan forestille os, at mennesker igen og igen har hørt vidnesbyrdet om Jesus. Men det, der rykker noget, det er, når Gud griber ind i deres liv på en eller anden måde.

Og her sprænger Gud rammerne for det, vi mener skal eller bør ske.

Det er rent ud sagt ufatteligt, at Jesu apostle anerkendte denne forfølger til Paulus, som blev kristen selv. Ja, anerkendte ham så meget, at de anerkendte ham på lige fod med dem selv.

Men han anerkendte rigtignok også dem. Så det var gensidigt.

--- Gennem de 2000 år der er gået, har der været talløse forfølgelser, ja, nu mere end nogen sinde. Desværre har kristne selv forfulgt andre og dræbt og mishandlet andre, f.eks. nogle, der udtrykte deres tro lidt anderledes. Det kom med den kristne statskirke.

Det kan man ikke sige gælder i den gamle kristenhed som i Irak, hvor de få kristne, som endnu ikke er flygtet ud af landet, har måttet fejre jul på lavt blus, uden festivas og pynt, for at undgå anledninger til terror.

Alligevel holder nogen fast og fejrer messen alligevel ud fra det mod, Jesus indgiver dem.

En opmuntrende ting i denne jul er julen i Betlehem, hvor 90.000 kristne var samlet til fejring af julefesten, og de overnattede også denne gang, så borgmesteren var helt overvældet af glæde.

På den måde kender vi ikke historiens gang og kan ikke gætte, hvad der sker i det næste øjeblik. Vi kan sige, at Gud er historiens herre, og håbet om, at jøderne også bliver Jesus-troende som vi, vokser for hver dag, hvor der er små kristne menigheder rundt om i Israel.

Og herhjemme: På det seneste har jeg hørt eller mødt forskellige mennesker, som hver for sig er blevet kristne, ikke så meget fordi de har hørt en søndagsprædiken, som at der er hændt dem et under, en kraftig gerning.

Og her er vi tilbage ved Stefanus. For det var jo det, han var kendt for: undere og kraftige gerninger, ligesom Jesus selv.

Og Jesus havde sagt, at under og dæmonuddrivelser skulle følge med som tegn til tro.

Undere er ikke ord, men handling, Guds indgriben.

Det var det første. Stefanus’ død er med til at forberede Paulus til at modtage en åbenbaring og der se Jesus, som kalder ham til apostel.

Den anden ting har jeg allerede foregrebet.

Det, der vækker til modsigelse hos nogle, men som også fører til tro hos andre, det er de undere, der sker ved Stefanus.

Det giver mig anledning til at sige, hvad jeg før har sagt, men nu minder dagens beretning om det igen, nemlig at vi må give plads til personlig forbøn ved håndspålæggelse for syge. Det har vi jo rent ud sagt også fået befaling om at gøre.

Lad os bede Guds Ånd give os kraft til at være kirke også på denne måde. Ikke i egen kraft, men i Helligåndens kraft. For hvis det skulle være i egen kraft, så peger det bare på os selv, og det er der kun tom ære i. Det kan vi ikke bruge til noget, det er livet for kort til. Nej, men livet er også for kort til, at vi af alle mulige grunde kryber langs jorden og ikke tør træde i karakter og tilbyde mennesker det, som vi har fået – endda for intet. Nemlig det at kunne bede for hinanden.

Men måske skal vi sætte det sammen med en tredje vigtig ting, som vi hører om i dag. For Stefanus var – ud over de kraftige gerninger – den, der stod for maduddeling til enker og andre, der var i nød.

Og hvad er så denne tredje ting? Jo, at der er forskellige tjenester, forskellige evner, nådegaver, karismer, som vi hver især har fået. Stefanus var fuld af tro og Helligånden, står der, og gjorde som sagt store undere og tegn blandt folket.

Her ser vi, at i den første menighed var der ikke et skarpt skel mellem menigheden og præster. Der var forskellige tjenester, der skilte sig ud efterhånden.

I dag taler vi om medejerskab. Men måske handler det til dels om det samme. Ikke noget med at bestemme over budskabet, for det kan der ikke rokkes ved. Men noget med at tage del i og virke med, bruge sine evner til gavn for fællesskabet. Og en ting mere: Apostlene fik Stefanus og seks andre indviet til diakoner, så de ikke blev totalt stressede af at være apostle og kunne i gåseøjne nøjes med at holde sig til bønnen og tjenesten for ordet.

Det medførte, at, som det hedder, Guds ord havde fremgang.

Apostlene var nemlig ved at være slidte på alle måder, så ordene sad fast i halsen på dem. I vores sammenhæng taler vi også i menighedsrådet om, at skal have inddraget mange forskellige i arbejdet i kirken.

Under alle omstændigheder kan jeg personligt godt følge apostlene, selvom jeg ikke er apostel, men præst.

***

På årets korteste dag lyste solen med sneen som tæppe, så det var en lyst. Det var ikke til at tænke på, at solen var på det svageste i al dens skarphed.

Uanset hvad vi føler, så er Herren dog vor sol og skjold, som vi sang til at begynde med i ”Fra Himlen kom en engel klar”.

Og når Gud og menneske er blevet eet i Jesus, så er han også vores broder.

Så har vi en, der står os bi hvert øjeblik.

Så kan Helvede storme af al magt,

Når nu Guds Søn står med os i pagt.

Han har nemlig ingen overmand.

Lad der blot fnyses her og rases hist,

Guds slægt dog sejre må til sidst.

Så er der grund til taknemmelighed,

Så er der grund til tålmodighed.

Så er der grund til glæde.

Til det at være kristen hører også, at der kommer trængsler for Jesu navns skyld.

Det er bare sådan det er.

Når du og jeg vidner med vort liv, forsøger på det, kæmper for at gøre det,

Ja, så kommer der også en reaktion på det.

Og den er ikke altid venlig.

Som Jesu modstandere blev svar skyldige over for den visdom, de mødte, sådan afvæbner Stefanus også sine anklagere, for de kunne ikke hævde sig, modstå den visdom og ånd, hvormed han talte.

Da Stefanus forsvarer sin tro over det store råd, opfyldes det ord af Jesus, som Lukas har nedskrevet: Husk altid på, at I ikke skal forberede nogen forsvarstale, for jeg vil give jer ord og visdom, som jeres fjender ikke kan stå imod eller gendrive.

Stefanus var blevet udset til at sørge for måltiderne i forsamlingen. Men det viser sig nu, at diakonen også er profet, en i rækken, hvoraf Jesus er den største. Står man over for en profet, går det ikke an at være neutral. Man tvinges til at reagere. Enten tager men imod profeten, og besinder sig på hans ord, eller også forkaster man ham og sender ham i døden. Findes der nogen profet, som jeres fædre ikke har forfulgt? spørger Stefanus det store råd. Nej. Stefanus er på vej til at få del i sin mesters lod, den lod, som har været profeternes ned gennem århundrederne.

Med Stefanus skrives første kapitel i martyrhistorien. Her indledes bogstaveligt talt den historie, som Jesus havde profeteret om, dengang han sagde, at de, som tog imod Helligånden, skulle være hans vidner.

Vidnet er en legemliggørelse af Kristus og må derfor regne med at dele lod med Jesus.

Han bliver lig Jesus i en død, der ligner hans. Det gjorde Stefanus, da han brugte de samme ord, som Jesus havde brugt i sin dødsstund:

Far, tilgiv dem, de ved ikke, hvad de gør.

Og som Jesus betroede sin ånd i sin Faders hænder, således gjorde også Stefanus med ordene: Jesus, tag imod min Ånd.

Stefanus vidnede om Jesus, på græsk bruges ordet martyrein, det vi som kender i ordet martyr. En martyr er altså en, som vidner.

Stefanus vidnede om sandheden.

Det gjorde profeternes også.

Ikke en abstrakt sandhed. Men en konkret sandhed i det levede liv.

Den svenske præst Peter Halldorff siger:
Den menneskelige værdighed bevares gennem troskab mod sandhedens stemme.

Det gælder om at være sand og tale sandt for sandhedens egen skyld.

Den, som forbliver i sandheden, kan berøves livet, men aldrig sin værdighed.

Den, som søger sandheden og handler i overensstemmelse med sandheden, har allerede taget et trin hen mod Gud, selv om han eller hun endnu ikke bekender sig til Gud.

Sandheden byder os ofte imod, men der er også fuld af barmhjertighed. For sandheden afslører vor synd, men ser også bag om vor forblindelse og vor vildfarelse. Derfor er det, Stefanus i sin dødsstund råber: Herre, stil dem ikke til ansvar for denne synd.

Stefanus er ikke ude efter at sætte sine modstandere på plads, at dræbe med sandhedens ord. En ren samvittighed har aldrig den skjult dagsorden. Sandheden er væsensforskellig fra propaganda og partivæsen.

Sandheden fremmer altid barmhjertigheden, eftersom en søger den inderste sammenhæng og ikke lader sig nøje med en ydre bedømmelse af mennesker og begivenheder. Derfor hånder sandheden aldrig, og er ikke selvgod. Den er ikke ude på at få ret: Hvad var det vi sagde!

Den ydmygere og foragter ikke den, som mener noget andet. I sandhedens interesser ligger intet andet end sandheden.

Og så er sandheden kun til i forhold til noget, som er højere og større end os selv – nemlig i forhold til Gud.

Åbenbaringen er derfor sandhedens grund.

Med åbenbaring mener vi: at Gud har vist sig, at Gud har afsløret sig selv ikke bare i menneskers hjerter, men i historien.

Har Gud ikke vist sig i historien, er vi overladt til vore egne personligt gisninger.

Og så er vi fremme ved historien, som Stefanus tager fat på i sin forsvarstale.

Det begynder med Abraham, fortsætter med  Josef og slutter med Moses.

Stefanus svarer på en måde ikke på spørgsmålet, om det er sandt, at han taler nedsættende om templet og loven.

Han svarer ved at lade historien tale gennem de sandhedsvidner, som er der.

Abraham – om ham er der det dejlige at sige, at Gud greb ind og udvalgte ham, før Abraham kom i tanker om noget.

Om Josef og endnu mere Moses siger Stefanus, at de mere og mere peger på opfyldelsen af sandheden helt og fuldt i Jesus.

Josefs hele liv er som en skygge af Jesu lidelseshistorie.

Et liv i sandhed kræver, at vi bruger kræfter på at huske, at vor erindring er levende.

Historieløsheden gør os sårbare for løgnen.

Derfor er der en stor opgave for kirken, ja, for alle.

Løgnen giver sig til at forvanske historien og udnytte historien til egne formål. Sandheden når til os, når vi lægger øret til historien og lytter til dens hemmelige tegn og dybe råb.

Gennem de tre: Abraham, Josef og Moses, viser Stefanus, at historiens væv lader billedet af Jesus træde frem gennem hele historiens forløb.

Pilatus spurgte: Hvad er sandhed? Og det svar, der er, lyder til den, længes efter sandhed: ”Jeg er sandheden”.

Gud blev menneske i Jesus, og i Jesus ser Gud og menneske på hinanden, og de ser sandheden om hinanden.

De to største spørgsmål får i Jesus deres svar: Hvem er Gud? Hvad er et menneske?

Om Jesus siges det, at han er den usynlige Guds billede. Det kan også siges om mennesket, selvom ligheden med den, hvis billede vi bærer, er blevet forvansket hos os. Vores grundlæggende identitet er, at vi er skabt i Guds billede. Men vi har identitetsproblemer på grund af synden, som fratager os ligheden med Gud.

Og vi bliver fremmede endog for os selv, når vi ikke længere er dem, vi er skabt til at være.

Og nu må vi spørge, hvad Guds Søns lighed med Gud består i?

I enestående grad deri, at Han ser på os, sådan at Han skjuler vore synder. ”Herre, stil dem ikke til ansvar for deres synd”. Da Stefanus siger sådan, lyser hans Kristuslighed allerklarest.

På korset ser vi allerklarest, at Jesus er Gud og åbenbarer Guds inderste væsen, som er kærlighed, tilgivelse.

Derfor ihukommer vi Jesu bitre lidelse og død, men også Hans opstandelse og himmelfart. Vi ihukommer Hans fødsel, Gudmennesket. Alt det og meget mere ihukommer vi, når vi tager imod Jesu Kristi legeme og blod, Ham selv, i nadveren. Nadverens er blevet kaldet anamnese, ihukommelse.

I Hans kraft går vi ud til dagen, der kommer. Frisk mod, lad os holde os til Ham, som er sandheden!

Det store perspektiv fra skabelse til dommedag, og Jesu rolle i det hele!

Prædiken juledag 2012

Dommedag har der været talt om i forbindelse med vintersolhverv. Det skulle være forudsagt i en indiansk kalender.

Det store perspektiv i verdens historie bliver ofte væk i dagligdagen.

Til gengæld males det store perspektiv ofte op, når der tales om opvarmningen af kloden. Lande eller landsdele vil undervejs komme under vand, folk må flytte endnu mere, end de allerede nu gør. Det vil de gøre som følge af endnu flere krige og konflikter end nu, hvor mange må flygte fra de varme lande helt op til os i det høje nord.

Med vores forbrug af jordens ressourcer er der også tale om, at tingene vil udvikle sig dramatisk på et tidspunkt, når vi skal til at slås om føden.

Op til Jesu tid var jøderne meget optaget af endetiden, af dommens dag, af den dag, hvor Messias skulle komme og gøre alt nyt og godt. Ja, der var en kolossal forventning, en uanet stærk længsel efter Messias.

Og da længslen blev opfyldt, da mødes vi af sang og glæde i evangeliet. Hør igen de dejlige ord, som udtrykker opfyldelsen af længslerne:

Og det skete i de dage. Det skete. Messias blev født. Han er Kristus, det betyder: Den Salvede. Messias er en fordanskning af det hebraiske Meshiah, Den Salvede. Kristus er fordanskningen af det græske ord: Kristos, den Salvede.

Som englene sagde til hyrderne: Han er den Salvede, Herren.

Det skete virkelig, midt i vor jords historie, at Gud sendte sin Søn til verden.

Og Hebræerbrevet, som vi hørte læst op fra før, sætter Jesu gerning ind i det store perspektiv.

”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne”.

Hele Israels historie, ja, helt tilbage fra Adam og Eva, har Gud i følge dette brevs forfatter talt til forfædrene.

Og Gud har talt mangfoldige gange. Det vil sige, at Gud har åbenbaret sig til mange forskellige mennesker. Lad os bare nævne Abraham: I dig skal alle jordens slægter velsignes. Hvorfor? Fordi han troede og elskede Gud sådan, at han ville ofre sin egen Søn. Et forvarsel om det, der skete på Golgatha, da Gud lod sin egen Søn gå i døden for os.

Og Gud talte på mangfoldige måder. Hvordan? Da han talte til Moses i tornebusken og sagde: Jeg er, har sendt dig.

Eller da Gud indgav profeten Esajas ordene om Herrens lidende tjener, som bar vore synder, tog vor skyld på sig.

På vor Herres Jesu Kristi fødselsdag hører vi Hebræerbrevets meldinger om, hvem denne Jesus er:

Punkt 1: Han er ARVINGEN. Arving til hvad? Til alting. Han, Gud, har indsat ham som arving til alle ting.

Punkt 2: Gud har skabt alt ved Jesus.

Jesus var altså med fra evighed af. Han blev aldrig til, men er Guds Søn fra evighed af.

Punkt 3: Han er Guds herligheds glans.

I Jesus er al visdom levende og virkende. Fra ham udgår et skinnende lys som fra selve kilden til lys. Som det også hedder i den nikænske trosbekendelse: at Jesus er ”lys af lys”. For mange er visdom et udtryk for en side af Guds væsen. Men Hebræerbrevet og NT går videre. Her beskrives visdommen som et menneske, som har levet og er død i Palæstina nogle få årtier tidligere, men som ikke desto mindre er Guds evige Søn og den fuldendte åbenbaring af Gud. Akkurat som solens stråle når denne jord, således skinner der i Kristus et strålende lys fra Gud ind i menneskers hjerter.

Punkt 4: Hans væsens udtrykte billede.

Det er ligesom med et billede eller en indskrift på en mønt – billedet eller indskriften svarer nøjagtigt til det, der står på det prægestempel, der bruges. Ordet, der anvendes, er ordet karakter. Det betyder, at selve Gud er i Kristus, Kristus svarer nøjagtig til Gud. Når vi hører Jesus, hører vi Gud tale. Så at se Kristus er at se, hvad Faderen er. Og når vi hører til Kristus, få har vi fået hans karakter. Vi svigter ham tit og ofte og ser ikke ud til at have fået noget som helst af hans karakter. Men det har vi, i og med at vi er skabt i hans billede, og ved at vi er blevet nyskabt i dåben. Til hans karakter

hører det at lide for og med os, og bringe os til ny glæde og fred, ja, og jubel, for vi skal opstå, som han opstod.

Punkt 5: Bærer alt med sit mægtige ord.

Jesus bærer alting med hans ords kraft. Holder alt sammen indtil dommens dag.

Han holder alt sammen, så verdens bringes frem til sin bestemte afslutning efter Guds vilje.

Punkt 6: Han har skaffet renselse for vore synder. Kun hans offer, hans eget blod på korset, renser for al synd, når vi bekender vore synder. Sådan er alle andre ofre overflødige og ugyldige, der er kun dette ene offer, som kan rense os livet igennem.

Det er godt nok, at vi kan glæde os over skaberværket, beundre det, beundre hele universet.

Men det er intet mod taknemmeligheden, følelsen af gæld over ham, som har renset os og renser os for synd, noget ingen andre og intet andet kan gøre.

Punkt 7: Han har taget sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, altså ved Guds højre hånd. Han sidder ved Guds højre hånd, han står ikke, for hans værk er fuldbragt på korset. Men han virker stadig, for han beder for os, for sit folk.

Guds Søns storhed får altså en syvfoldig bekræftelse, og derved vises det, at han har alle kvalifikationerne til at være midler mellem Gud og mennesker. Han er den profet, hvorigennem Gud har talt sit endegyldige ord til mennesker. Han er den præst, som har udført et fuldkomment værk med at rense sit folks synder. Han er den konge, som sidder på ærens trone sammen med Gud Fader.

Han er der for os, for dig, uanset hvad du frygter. Han er der med en kilde til glæde og fred. Der kan være noget at frygte her og der, men Jesus Kristus vil fordrive frygt og erstatte den med glæde. Det ser ikke altid sådan ud, men det er det, vi må stole på og leve på. Når vi for alvor lukker Jesus ind i vores liv og hjerte, så har andre magter det med stille at sive ud og forsvinde. For Jesus har magten, han er overmagten i forhold til alt, der kan gøre os bange. Han er Kristus, Herren. Ham er der ingen, som kan gøre det af med. Han kan slå en ring omkring os, så vi midt i alt, hvad livet er for os, er beskyttet på et dybt plan, som vi ikke selv forstår, men hvor vi alligevel får en tryghed midt i livet, en tryghed, en fred, kan bevare vore hjerter i Kristus Jesus.

Prædiken juleaften 2012

I denne nat spirer et skud frem af jorden, som er blevet og bliver en støttestav for enhver, som er blevet krumbøjet af livet.

I denne nat skyder der et skud frem på vinstokken, som giver nok at drikke af glædens vin til alle, der tørster efter liv og livets dybe mening.

I denne nat synger Maria vuggeviser for sit barn sammen med den himmelske hærskares salmer, man hører hendes glade nynnen og englenes fanfare.

Og det kan vi kun fornemme med hjertet.

Med forstanden alene kan vi kun fornemme tal og regnestykker, bundlinjer og vækst.

Med hjertet kan vi ikke regne den ud, men få alt givet.

Med forstanden kan vi regne den ud, men kan også miste alt.

Lykkeligt det menneske, som har mistet alt, men da får alt skænket.

Lykkeligt det menneske, som opgiver med forstanden at forstå alt, for da forstår det menneske for alvor.

Da bliver livet fyldt af glæde og fred.

Lykkeligt det menneske, som har tabt alt, men netop da får alt mangefold tilbage.

Hvordan sker dette under?

Når vi overgiver os til Guds mægtige vilje  til at frelse os; når vi lærer af vor Herre Jesus, som blev en af os, et sårbart menneske, der led i alle menneskelivets forhold, dog uden at begynde at hakke på andre, uden et sekund at hengive sig til brokkerier, vredesudbrud, sårende ord. Kun de, som afspærrer vejen til Gud, fik Jesu vrede at mærke. For da stod det lille menneske på spil, det menneske, som er ved at gå under.

Julenat forkynder for os, at når vi bliver mennesker, så er der vej frem til glæde og fred. Så længe vi mener, at vi er uafhængige af Gud, for han findes ikke, ja, så svæver vi over andre, for da er vi selv gud.

Julenat forkynder, at Gud blev menneske, for at mennesket kunne blive guddommeligt. For mennesket er ikke guddommeligt, men kan kun få del i guddommelig natur, når det sænker sig ned og lever i respekt og forståelse for andre mennesker og i ærefrygt og kærlighed til Gud, vor vidunderlige Skaber og hans søn, Frelseren, født i Davids by, som hedder Betlehem, i en stald i en krybbe.

Da åbner sig leddet ind til Guds rige, da åbner sig den vej, som før var spærret af os selv, vejen ind i Guds paradis, som vi allerede nu i hvert øjeblik kan få del i af Guds kærlighed til os.

Uden hjertet kommer vi ikke dertil. Men uden forstanden går det heller ikke. Vi skal bruge forstanden med hjertets varme. Men hjertet er jo ikke nødvendigvis varmt, tværtimod. Hvor ofte er hjertet ikke koldt som is, sne eller slud eller kold regn.

Uden hjertets tak og tro bliver alt koldt i os og omkring os. Gud ske tak, fordi vi ved Jesus har fået adgang til syndernes forladelse. Til at begynde forfra, når alt er forbi.

Så livet pibler stille frem igen.

Derfor kom Gud til os i Jesus Kristus. Han er vor julegave.

I Jesus Kristus er al nåde udøst. I ham er frelsen at finde og intet andet sted. Det er det bløde og det skarpe i et. Vi kristne kan ikke tilbyde mere eller mindre til verden. I dag er der født jer en Frelser i Davids by. Nå ja, en blandt mange frelsere, eller hvad. Nej. Englene fortsætter: Han er Kristus, Herren.

Han er opfyldelsen af alle profeternes længsler og spådomme. Som vi synger: "Nu kom han, patriarkers håb". Han er Herren selv, han er ét med Gud Faderen. Se, kære kristne venner. Her er virkelig nok for både forstanden og hjertet at glæde sig over og lade fylde i sindet.

Han er Herren, sagde englene. Herren? Ja, Herren. Herren er navnet på Gud, som træder frem for Abraham, for Jakob, for kongerne i den gamle pagts tid, for profeterne. Herren er det navn, som står der, hvor den hebraiske bibel skriver de fire bogstaver JHWH. Det er Guds navn, som ingen må udtale. Derfor oversatte jøderne navnet til ordet ”Herren”. Og Herren er Jesus. Læs det nye testamente. Læs Paulus’ breve. Denne lærdeste af alle jøder, ja, jeg tror ikke, der nogensinde før eller siden har eksisteret så afsindig begavet en teolog som ham. Han kendte den hebraiske bibel og han kendte den græske bibel, og han blev mødt af Herren Jesus selv på de støvede veje ind mod Damaskus. Da vendte han helt rundt og blev apostel og discipel.

Denne Paulus forkynder: Jesus er Herren!

Når vi derfor hører hvad som helst Jesus siger, så hører vi Gud selv tale i ordene, med en myndighed så stærk.

Og Herren ligger denne nat, hører vi, i en krybbe i en stald. Derfor kan vi ønske hinanden af hjertet: Glædelig jul!

Prædiken juledag (sidste år!)

Vi har hørt Johannes’ udgave af juleevangeliet. Og lad os nu se ham for os, ham Johannes. Han var blevet en meget gammel mand, han sidder på en stol ved væggen. Øjnene er lukket og ansigtet blødt; man ville tro, at han sov, hvis det ikke var fordi hans hånd glider gennem hans skæg.

Nogle i rummet tror, han sover. Det gør han ofte under gudstjenesten. Mens folk synger, lukker han sine øjne, hans kind falder ned på brystet, og der sidder han helt ubevægelig. I tavshed.

De, der kender ham, ved bedre. De ved, at han ikke er faldet hen. Han er på rejse. Mens musikken lyder, rejser han tilbage, tilbage til sin ungdoms dage. Stærk igen. Nu er han der igen. Der på strandbredden sammen med Jakob og apostlene. Der på vandring med disciplene og kvinderne. Der i templet med Kaifas og anklagerne.

Det er tres år siden nu, men Johannes ser ham stadig. Årene har taget Johannes’ styrke, men de har ikke taget hans erindring. Årene har gjort hans syn tåget, men hans indre syn er ikke tåget. Årstiderne har måske nok gjort hans ansigt rynket, men hans kærlighed er endnu den samme.

Han havde været sammen med Gud. Gud havde været sammen med ham. Hvordan skulle han kunne glemme det?

Den vin, som øjeblikke forinden havde været vand – Johannes kunne stadig smage det.

Det dynd, lagt på en blind mands øjne i Jerusalem – Johannes kunne stadig huske det.

Den duft af Marias parfume der bredte sig i rummet – Johannes kunne stadig lugte den.

Og røsten. Åh, den stemme. Hans stemme. Johannes kunne stadig høre den.

Jeg er verdens lys...Jeg er døren...Jeg er vejen, sandheden og livet.

Jeg kommer igen og henter jer.

De, som tror på mig, skal leve, om de end dør.

Johannes kunne høre ham. Johannes kunne se ham. Oplevelser prentet ind i hans hjerte. Ord sunket ned i hans sjæl. Johannes kunne aldrig glemme. Hvordan skulle han kunne det? Han havde været der.

Han åbnede øjnene og blinkede. Sangen var hørt op. Undervisningen var begyndt. Johannes så på tilhørerne og lyttede til underviseren.

Hvis du blot havde været der , tænker han.

Men de fleste af dem var ikke engang født. Og de fleste af dem, der var sammen med Jesus, er døde. Peter er borte. Også Jakob. Nathanael, Martha, Bartholomæus. De er alle borte. Selv Paulus, som sent blev apostel, han er også død.

Der var kun Johannes tilbage.

Han ser igen på kirken. Lille men troværdig. De læner fremover for at høre læreren.Johannes lytter til ham. Hvilken opgave. At tale om en, han aldrig har set. Forklare ord, han aldrig har hørt talt. Johannes er der, hvis underviseren for brug for ham.

Men hvad vil der ske, når Johannes er borte? Hvad vil læreren så gøre? Når Johannes’ stemme er blevet tavs og hans tunge ikke bevæger sig mere? Hvem vil fortælle, hvordan Jesus stilnede bølgerne? Får de at høre, hvordan han gav brød til de tusinder? Vil de huske, hvordan han bad om enhed?

Hvordan vil de få det at vide? Hvis de bare havde været der.

Pludselig ved han i sit hjerte, hvad der kan gøres.

Senere, åbner den gamle fisker bogrullen og begynder at skrive sin livshistorie..

I begyndelsen var Ordet...

***

Ja, Johannesevangeliet er skrevet af en, der udtrykkelig sagde, at han var ”den discipel, Jesus elskede”, at han var øjenvidne. Han var efter al sandsynlighed en af Jesu tre nærmeste venner, de to andre var Peter og Jakob. Jakob døde meget tidligt, Peter ligeså, og så var der Johannes tilbage, som havde været en af lederskikkelserne i menigheden i Jerusalem.

Denne gamle apostel sætter sig altså for at berette om sin herre – på sin måde.

Det er ligesom når man hører en gammel fodboldspiller fortælle om en berømt kamp. Eller som nu, hvor jeg i en genbrugsbutik fik fat på et værk om kirkelivet i Danmark og kan læse levende beretninger med fotos fra omtrent hundrede år siden af kirkeliv rundt om.

***

Mens de andre evangelier begynder med Jesu offentlige fremtræden (Mark.), Jesu fødesel (Luk.) eller Jesu slægtstavle tilbage til Abraham (Matt.), tager Johannes os med lige til skabelsen, ja, til tiden før skabelsen. ”I begyndelsen” – da Gud skabte himlen og jorden, – da var også han, som her kaldes for Ordet, Jesus Kristus. Jorden blev til ved ham.

I 1.Mos. læser vi om, hvordan Gud skabte. Han udtalte et skabende ord, og så stod det der: ”Bliv lys”. Og der blev lys. I Johannesevangeliet hører vi, at dette skaberord er en person, som er adskilt fra Gud. Han har del i guddommelighed.

Når grækerne dengang hørte, at alt var skabt ved Ordet, så tænkte de deres. Ordet hedder på græsk LOGOS. Vi kender ordet fra logistik f.eks.

Logistik – det er noget med at have styr på tingene. Styr på økonomi, styr på aftaler i familien, styr på et firma.  

Vi siger også, at noget er logisk eller ulogisk. Det er et godt spørgsmål, hvad den enkelte mener med at noget er logisk. Men mon ikke det for de fleste betyder sådan noget som, at A fører til B. Når vi har sagt A, har vi også sagt B. Eller logisk betyder, at vi godt forstår, hvordan en sammenhæng mellem ting er. Vi taler om logik for perlehøns. Det må virkelig betyde noget, der er soleklart, som vi også kalder det.

Og, kære Jesu Kristi disciple og venner, sådan var det julenat, at Herrens herlighed strålede om hyrderne ude på marken. Logikken var, at de måtte gribes af frygt, og det gjorde de. Logikken i normal forstand var der ikke, for englen forkyndte en stor glæde for dem, at de ikke skulle være bange.

Det kom fuldstændig bag på dem. DET var en kæmpe overraskelse, en kæmpe julegave til hyrderne – og for altid til os mennesker.

At han, som skabte alt, blev et barn i krybben, verdens Frelser kom os så nær, så vi ikke behøver at frygte, men glæde os.

Nej, normal logik faldt fra hinanden den julenat for 2000 år siden. Frygt var normalreaktionen, men glæde var budskabet til hyrderne. En gammel dansk bibel fra reformationstiden skriver, at Herrens klarhed skinnede om dem.

Klarhed. En klarhed – Guds klarhed. Vi kan mene, vi ser klart, men det kan være vi ser uden Guds klarhed.

Nej, Guds logik er anderledes end vores.

Guds logik var det, at hans Søn blev et barn, et menneske, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Ja, der er noget at frygte, nemlig at fortabes, men glæden tager vi imod, og så skal vi heller ikke frygte.

Hele livet igennem skal vi arbejde på at tage imod dette glædelige budskab, så frygten må fortage sig i os.

Altså: Guds logik var, at hans Søn blev et menneskebarn. Det er det, Johannes som en gammel mand prøver at sige på sin måde. Han er lidt ligeglad, om alle forstår ham lige med det samme. For det er jo sandhed han taler, og han var der selv. Han ved, hvad han taler om. Så må vi gøre arbejdet med at leve os ind i, hvad den gamle Johannes siger. Johannes’ evangelium er ligesom det sidste segl under dokumentet som hedder evangeliet. Ikke længe efter var Johannes død.

Men han havde nået at fortælle alverden, at Guds logik ikke nødvendigvis er logik for perlehøns, men at Gud ville nå fra A til B, og når man har sagt A, må man sige B.

A det var, at han havde skabt verden uendeligt smuk og dejlig. Men noget gik i stykker med menneskers ønske om at gå egne veje uden Gud i verden. Så måtte Gud sige B, det var at sende sin Søn til verden for at frelse verden ved sin Søns lidelse og død for verden, så Gud ved sin Søn  kunne overvinde syndens magt, Djævelen, og døden.gtk

***

Den glæde, englen forkyndte for hyrderne, er en gave til os. I den glæde er der noget, der kan overvinde alt, hvad der vil gøre ked af det, hensætte en i fortvivlelse og gru.

Uden den glæde er kristendommen meningsløs.  Det var glæde over, at Jesus virkelig ikke var i graven længere, men var opstået til udødelighed, som han havde den fra begyndelsen, men nu igen havde fået, det var den glæde, der overvandt verden. Uden glæden over Jesu opstandelse fra de døde er det uforståeligt, at disciplene skulle sætte livet på spil for en tro på noget, som ikke var sket.

Men glæden er så stor, fordi de er vidner til, at det er sket, at graven var tom, at de så den Opstandne og talte med ham i de fyrre dage inden hans himmelfart.

Uden glæden, som englene forkyndte for hyrderne, er julen uforståelig. Den glæde er Jesus Kristus selv. Guds Søn født som et menneskebarn, liggende i en krybbe.

Nu glædes gamle og unge, synger vi om julen. Vi glædes, fordi et glædeligt budskab meddeles os.

Glæden er jordens gæst i dag

med Himmel-kongen, den lille.  

***

I begyndelsen var Ordet, hører vi. Det er meningen, at vi skal tænke på skabelsen, hvor det hedder: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

Sådan sætter Johannes Jesus ind i hele universets sammenhæng og siger på en måde, at Jesus er den dybe sammenhæng i alt, han er før det skabte, Faderen skabte sammen med Sønnen alt, som er til.

Det er Jesus, der kaldes Ordet af Johannes-evangelisten.

Det fremgår umisforståeligt, når vores nuværende oversættelse siger om Ordet, der var Gud: Han – altså Jesus – han – var i begyndelsen hos Gud.

Det vil sige, at Frelseren var hos Gud fra evighed. I tiden blev han født i en krybbe i Betlehem, han blev ”kød”, som Johannes siger, dvs. han blev et menneske af kød og blod, som vi siger, og  det betyder det samme.

Men hvorfor vælger nu Johannes at kalde Jesus for Ordet, ikke bare Jesus i evighed hos Faderen, men også i tiden som menneske?

Jo, hvis vi ser på Paulus, så er evangeliet for ham simpelthen Kristus selv. Han er indholdet af den kristne tro.

Kernen i Jesu budskab er Jesus selv. Det er også det, vi fornemmer i Jesu ord og taler, eller når han fortæller en lignelse. Han er kernen i det, han fortæller.

Han skal lide, dø og opstå til syndernes forladelse og evigt liv for enhver, som tror på ham.

Så kristendom er ikke en ide, men er en person, er Jesus selv.

Derfor rammer vi i julen plet, fordi det ikke er til at komme uden om, at julen handler om barnet, liggende i en krybbe. At dette barn er nøglen til alt. At han er Frelseren, som er kommet i verden med evigt liv.

Derfor siger Johannes også i sit evangelium, at ”vi”, det er: apostlene, så hans herlighed, ligesom vor Herres herlighed strålede om hyrderne, da englen forkyndte dem den strålende nyhed om Frelserens fødsel.

Den gamle danske bibeloversættelse af Chr. Pedersen oversætter klarhed, hvor der ellers står herlighed. Herrens klarhed skinnede om dem, skriver Chr. Pedersen i sin reformationsbibel.

Herrens klarhed.

Ja, det er et godt ord. Vor Herre Jesus skænker os klarhed selv i det største mørke.

Så vi kan gå på hans veje alligevel.

Det er som i salmen Dejlig er den himmel blå, at hans guddomsord er klart og kan lyse for vor fod, lyse som en lygte, der giver lys og klarhed nok til det næste skridt.

Der er altid lys nok til næste skridt.

Mennesker kan sagtens se mørke, hvor Herren er lys, men vi, der har taget imod troen, erfarer, at der er hos vor Herre lys nok til dagen i dag. Og det kan se ud som om mørket opsluger lyset, men Johannesevangelisten jubler og siger, at det kommer aldrig til at ske: Mørket greb det ikke. Sådan er det: Lyset skinner i mørket, og bliver ved med at skinne i mørket, og mørket får ikke bugt nogensinde med det.

Vore tider kan se dystre ud, men juleglæden forkyndes os til tro og modtagelse. Vi har ikke glæden i os selv, jo, nogle mennesker er mere optimistiske af natur, men alligevel, den store glæde om julen er, at glæden skænkes os i og med vor Herre Jesus, som har givet sig selv hen som et sonoffer for vor skyld. Han er vor fred og vor glæde og kan bevare vore hjerter gennem alt, der måtte trykke hjertet ned. Amen.

Prædiken til 2. søndag i advent, 9. december 2012

Prædiken til søndag den 9. december 2012
2. søndag i advent

Læsninger, som inddrages i prædikenen:
Romerbrevet 15,4-7 og Lukasevangeliet 21,25-36.

Ulven kommer! Det er ord, der bruges, når vi har hørt de samme advarsler lidt for tit. Nu kom der ganske vist en ulv, men det blev først helt klart, da den var død og kunne undersøges. Jo, det var en ulv.

Det er ikke det, Jesus siger i dagens evangelium. Han advarer stærkt mod, at vi skal lade os gribe af rædsel, når det altsammen begynder at ske, som han forudsiger: Tegn i sol og måne og stjerner. Folk kommer til at dåne af rædsel, siger Jesus.  

Men ikke I, siger han. Nej, løft da jeres hoveder, ret jer op, ”for jeres forløsning nærmer sig.”

Hvad betyder forløsning? Befrielse ved at nogen betaler en løsesum. Jesus siger dermed, at vi lever i verden som dem, der på mange måder er kidnappet. Vi er kidnappet af synden, af døden, af Djævelen. Men det er en stakket frist for disse magter. Når vi lever i forening med Jesus, vor Herre, skal vi også til sidst helt og aldeles befries.   

Løsesummen er allerede for længst betalt. Det skete, da vores Herre døde for verden på korset. Vi har i dåben fået Helligånden som pant på den fuldstændige udfrielse af syndens, dødens og Satans magt.

Og så fortæller Jesus, hvorfor vi skal rette os op og løfte vort hoved. Jo, for det er som med en sommer, der er ganske nær, når vi ser træerne springe ud.  

Så BLIVER det sommer. Det er ganske vist.

”Sådan skal I også vide, når I ser dette, at Guds rige er nær.”

Og midt i ragnarok, midt i kaos, forvirring og opløsning, ja, da skal Jesu ord bestå og holde sammen på vort sind, så vi ikke går til i rædsel og forvirring.  

Jesu ord skal være som den narkotika, der gør, at vi ikke behøver at bruge andre slags narkotika. Den drukkenskab der nævnes, kan måske godt være bogstavelig drukkenskab, men der tænkes også på det at drukne i alt muligt, der tager vore kræfter. Den der har drukket godt og grundigt, kan ikke være særlig virksom i længden. Det tager på kræfterne. Dagliglivets bekymringer er også sådan en drukkenskab. Hvis vi lever uden tanke på vor Herres genkomst, ja, så KOMMER den dag som en snare, der lige pludselig snapper omkring et dyr, når det rammer ind i snaren.

Våg altid og bed, siger Jesus nu. Så skal ingen snare fange jer og slå jer til jorden. Så får I styrken til at stå forfølgelse, naturkatastrofer, krig, og opløsning af samfundene og familierne igennem.  

Våg altid. Hvorfor? Fordi Djævelen går omkring som en brølende løve, der søger nogen at opsluge. Stå ham imod, faste i troen – det skal være vores daglige motto.

Evangeliet lærer os altså to ting:

At Guds rige kommer som en sommer.

At al mulig forstyrrelse af naturens orden netop viser, at sommeren, at Guds rige, snart kommer. Og det skal få os til at ånde lettet op, rette os op, løfte hovederne. Det var det ene.  

For det andet lærer evangeliet os, at vi skal våge og bede, når alt det begynder at ske.

Vi skal ikke drukne os i dagliglivet, men våge og bede. Gud har ikke anvist nogen anden vej til at modtage hans styrke, end gennem bønnen.  

I bønnen våger vi over os selv. Våger og beder vi ikke, er vi som en by, der har masser af energi og ideer, men den kan ikke forsvare sig mod en fjende, for bymuren er svag.

Muren omkring os er det at bede og være årvågen. Så vi ikke går i opløsning indvendig, uanset hvor mange ressourcer vi egentlig er udrustet med.  

Og her kommer Paulus’ ord ind som en konkret håndsrækning.

Han er inde på, at der er stærke og der er svage kristne. De stærke er kristne, som føler sig overlegne, åndelig talt. Men deres opgave er at være imødekommende over for de svage.  

Stærke kristne kan i menigheden i Rom være kristne, som buldrer derud af med kraft, og aldrig ser egne fejl. Disse stærke kristne kan gå hen og blive det største problem for de svage kristne. Svage kristne er kristne, som føler sig bundet af dette og hint, og ikke for deres samvittighed kan ændre på det. De kan ikke med samvittigheden i behold gå med på alt muligt, som stærke kristne med fuld kraft fremad, finder på. De svage er egentlig meget bundet af traditionen. De stærke foragter måske ligefrem traditionen.

Men så hører vi Paulus’ hjælp til udholdenhed og trøst. For det er virkelig svære ting, det her.  

Men hvor er kilden til udholdenhed og trøst?

Det fortæller Paulus os.  

Kilden er det, som siges i Salme 69 vers 9:

”Mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig.”  

Det er de ord, vi skal lære af, det er de ord, som skal give os udholdenhed og trøst.

I Davids Salme er det den retfærdige lidende, som taler til Gud. Spotten og bebrejdelserne mod Gud er faldet på denne retfærdigt lidende person. Det er altså Kristus, som taler til Gud i dette vers. Sådan forstod Paulus det.  

Kristus siger til sin Fader: Mig har spotten ratm fra dem, som spotter dig.

Kristus tog altså imod menneskers hån og ringeagt over for Gud, menneskers anklager over for Gud. Menneskers letfærdige afvisning af Guds eksistens og dermed af deres ansvar for sig selv og andre.  

Det at Kristus gjorde dette, er, siger Paulus, en kilde til udholdenhed og trøst for os.

En kilde til udholdenhed: Så vi udholder med ham verdens ringeagt for Gud og Jesus og Guds Ånd, verdens forkastelse af Gud. Når verden forkaster Gud, forkaster de også os.

Men også følelsen af ringeagt fra dem, som er stærke kristne. Som ofte er dem, der har magten, fordi de er stærke. Det kan være kristne, som også har det, vi i dag vil kalde psykopatiske træk. De sætter sig tungt på magten og slipper den ikke et øjeblik af syne. De svage kristne føler sig så truet, at de i perioder måske går fuldstændig under jorden som kristne. Man kan spørge, om det er noget af det, der er sket med folkekirken i øjeblikket. Mange kristne kan ikke med deres samvittighed tilslutte sig nye ritualer, indført af en magtfuld elite af kristne og ikke-kristne.

Nogle af dem siver ud af folkekirken. Så bliver de yderligere skældt ud.  

Og midt i det hele kæmper Paulus for kirkens enhed. Men det er ikke en enhed presset igennem af magtsprog. Det er en enhed, som vi må bede om bliver mulig, på trods af alt.

Lad os stå fast i troen, for vores Herre Jesus stod så fast, at han bar al verdens og vort fjendskab op på korset og forligte verden med sig.  

Det giver os den trøst, at Gud nok skal sejre til sidst. We shall overcome, sang Martin Luther King i kampen mod racisme. We shall overcome, siger vi også, når mennesker forkaster os og evangeliet.

I dag oplever vi, at en boligforening ikke vil have et juletræ sat op – problemet er vist nu løst. I Sverige droppes juleafslutninger, fordi der er kristendom på spil der. En mønt i et sydligt land må ikke have kristne symboler. Og søndagen er blevet erobret af alle mulige foreninger og gøremål.   

Her handler det om udholdenhed og også at modtage trøst af det, Jesus Kristus har gjort, nemlig at finde sig i al den modstand mod Gud vor himmelske Fader, ja, faktisk tage spotten og modstanden på sig.

Meddelelser.

10/12           14.30               Adventshygge i Nordby præstegård og konfirmandstue, JG Slutter kl. 17.00

11/12             19.30               Tranebjerg Kirke: Julekoncert med Tranebjerg Kirkes seniorkor og kirkekor under ledelse af Tove

                                               Wedel-Heinen

12/12            14.30               Strikkeklubben mødes i Tranebjerg Sognegård; hyggeligt samvær. Alle er velkommen! Slut kl. 16.30.

                      15.00               Andagt ved solnedgang i Ørby kirke, JG

13/12            19.30               Fernisering og andagt. Lys-sfære – en kunstudstilling af Ulla Enevoldsen i Kolby kirke julen over. EH 

16/12                                      Gudstjenester: 3. søndag i advent

                      11.00               Besser Kirke, EH*

                      14.00               Tranebjerg Kirke, EH*

                      16.00                Nordby kirke, De 7 Læsninger. Orgelmusik fra kl. 15.30 – 16.00. Frivilliggruppen vil stå for et lille traktement imens. Medvirkende: Lene Farver(sopran), Lauge Farver(violin), Teddy Farver(harmonika), Tove Thulstrup (tværfløjte), Samsø Kirkekor, Ingeborg Laursen og Flemming Knoblauch(tenor), Korleder Majken Ladefoged. Menighedslæsere fra øens 5 sogne. JG

17/12            19.30               Julekoncert i Kolby Kirke. Medvirkende: Antons Juleorkester; Anton Lambæk(guitar), Anders Øster Jensen

                                                (bas), Teddy Farver(harmonika), Lene Farver (sopran), Lauge Farver (violin), Tove Thulstrup (tværfløjte),

                                               Samsø Kirkekor, Ingeborg Laursen og Flemming Knoblauch (tenor), Korleder Majken Ladefoged.

Prædiken 25. november 2012 - om Sofia Kuperman, en jøde der bliver kristen...

Sidste søndag i kirkeåret

25. november 2012 kl. 11.00 i Besser kirke
og kl. 14.00 i Onsbjerg kirke

"Herren skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier”. Mikas bog i Gammel Testamente

”Ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus”. 1. Kor. Strid, menneskelig visdom, fornægtelse af Kristi guddommelighed er anden form for grundvold.

Mit åg er godt, og min byrde er let. Matt.

***

Den polske jøde Sofia Kuperman har skrevet sin historie, Sofias historie – en dansk jødes bekendelser, om sin vandring med sin polsk-jødiske familie (faktisk stammede forældrene fra Rusland) til København. Hun fortæller om sin vrede over forældrene, som altid skændtes og omklamrede hende med deres had-kærlighed til hende og hendes brødre.  

Deres frustrationer som overlevende fra kz-lejrene fik dem til at vælte følelser over på hinanden og børnene. Faderen havde før krigen haft en kone og en dreng på fem år, som var slået ihjel under krigen. Moderen havde haft en forlovet, som også var blevet dræbt under krigen. Ham kunne hun aldrig slippe fra tankerne, som når hun stod alene og så længselsfuldt ud af vinduet. De havde fundet hinanden kort efter krigen og var på få dage blevet enige om at gifte sig. Det kunne de lige så godt.

Om hvordan hun tager til Israel for at finde sine jødiske rødder. Hun studerer i Jerusalem, men er frustreret over det hektisk liv der. Alle er hårde, synes hun, og det har at gøre med, at alle har lidt tab af mennesker omkring dem. Et familiemedlem eller en god ven.

Hun fejrer ofte sabbat hos en gammel rabbiner. Hun fortæller ham, at hun så gerne vil falde til i Israel, men hun føler sig som outsider, den grimme ælling. "Jeg kan ikke finde fred og ro her, jeg hører ikke til her...jeg hører ikke til nogen steder i verden."

Så tog den gamle rabbiner hendes hånd i sine varme, rystende hænder og så hende dybt i øjnene: "Det vigtigste er at finde Jerusalem i sit eget hjerte, sagde han stille. Forstår du, hvad jeg mener?"

Du forstår det ikke nu, men den dag du finder Jerusalem i dit hjerte, får du fred.

Hun tager hjem til København. Da hendes forældre dør, føler hun, at hun endelig kan ånde frit uden deres omklamren. Men hun er ikke glad. Hun bærer i sig en vrede over forældrene, brødrene og de mennesker, som har haft magt over hende.

Hun siger til sig selv: ”Du nærmer dig de halvtreds...det meste af dit liv er gået...Ja, du har ganske vist kunstneriske ambitioner, men de er på hobbyplan. Du har ikke selvdisciplin nok til at realisere dem for alvor. En artikel her og dér...et digt i ny og næ...et foredrag en gang hver tredje måned i en pensionistforening. Ærlig talt...hvorfor ikke gøre det forbi her og nu? Hvorfor tager du ikke billetten?"

Hver gang denne kyniske stemme lød, var der også en anden stemme i hende der sagde: Du er god nok, som du er. Livet er en gave. Hver dag er en gave. Det opmuntrede hende til at vælge livet. Stemmen sagde: Brug livet! Lad være med at give op! Søg, og du skal finde...”

Da hun om aftenen, efter at hun har været ved læge og har fået nogle nerveberoligende piller med sig hjem, er hun på nippet til at tage dem på een gang. Men en stemme i hende hviskede: "Nej, lad være! Du har brug for fred, men ikke den slags fred, som døden tilbyder. Du har brug for at finde fred her i livet. Bed til Gud, og han vil give dig fred..." Jamen det gør jeg jo allerede, siger hun til stemmen, som svarer: "Bliv ved med at bede til Gud, bliv ved...”

Hun går ture i området omkring Hellerup, og hendes vej falder forbi Hellerup Kirke. Her plejede hun at gøre et kort ophold og læse programmet, om der måske var et spændende foredrag. En dag lade hun mærke til et billede i glasmontren, under programmet. Et billede af en glasmosaik med kristne motiver, og nedenunder stod der skrevet:

Vis mig din vej og giv mig mod til at gå den!

Denne bøn begyndte hun at bruge som sin egen bøn.

Desuden møder hun på sine ture en iransk kvinde, som hun til sidst bliver venner med. Hun tager hende med et møde i en kirke med en indisk præst. Hun har egentlig mest lyst til at gå, for hun er jo jøde, og ikke kristen. Men for skams skyld bliver hun siddende. Ved slutningen af gudstjenesten, hvor hun tror det hele er overstået, siger præsten, at alle kan komme op og få en velsignelse. Modstræbende går hun til sidst op og han lagde sin hånd på hendes hovede og sagde: God bless you in the name of Jesus! Go with peace!

Det blev begyndelsen til en vandring, der endte med, at hun blev døbt i Jordan-floden. Historien kan for os i bedste fald ende med, at vi møder hende, for jeg vil gerne invitere hende til Samsø.

Herre, vis mig din vej, og giv mig mod til at gå den!

Når jeg har fortalt om Sofia Kuperman, er det selvfølgelig fordi jeg lige har læst i hendes bog, men jeg blev også slået af vores første læsning i dag i gudstjenesten, fra profeten Mika:

Folkeslagene skal strømme netop til Jerusalem, er hans vision, og de siger til hinanden:

”Herren skal vise og sine veje, og vi vil gå på hans stier.”

Sofia oplevede, at hun nærmest var forfulgt af Jesus undervejs i sit liv, og til sidst fandt hun befrielsen ved Jesus.

Den aften, hvor hun fik velsignelsen i en kirke i København, blev vendepunktet. Hun blev fyldt af håb, forundring og forventning.

Hun følte, Jesus sagde til hende: ”Giv dig god tid. Prøv buddhisme, hinduisme, okkultisme....og når du har prøvet alt og stadigvæk er desperat og tror, at der ikke er nogen hjælp at hente nogen steder, så kommer jeg og frelser dig. Jeg vil vente på dig - -- jeg vil give dig et nyt liv i mit navn. Og du skal kende mit navn, for jeg er Messias...”

Han talte videre til hendes hjerte:

”Det er kun mig, der kan tage din smerte, din tomhed og dit selvhad væk fra dig. Fra nu af vil du leve i mig og for mig."

Og tilføjer han: "Du er mit barn, og jeg er din far. Jeg er den perfekte far. Jeg vil beskytte dig med mit eget blod – mit dyrebare blod, som blev udgydt på korset...”

Det var en beruselse for hende at høre de ord. Hun græd og græd af glæde.

”Jeg er dit barn, og du er min far”, gentog hun hulkende. Og du beskytter mig med dit blod, dit dyrebare jødiske blod, som blev udgydt på korset...”.

Ja, hviskede Jesus, ja, mit barn.

Sådan blev Jesus den perfekte far, Sofia Kuperman aldrig havde haft i sin egen far, som mildest talt ikke var perfekt, tværtimod.

Det er overraskende måske, at Jesus skulle være hendes far, og hun hans barn.

Men i Jesus er Faderen kommet til syne for os. Måske kan det også være godt for dig at kalde Jesus for far?

Herren er Jesus, og hans stier er dejlige at gå på. Jeg skal ikke opfinde mine egne stier. Nej, han har trampet stier til, vi kan gå på. Jeg er vejen, siger han selv.

Det er som med læsningen fra Paulus, han er der beskrevet som grundvolden.

Det fantastiske er, at det ikke er noget med, at mennesker har bygget en grundvold, som er Jesus. Nej, Jesus ER grundvold, fra evighed af. Han var hos Faderen før alt blev skabt, og Faderen har lagt al magt i sin Søn Jesu hænder.

DET er en mægtig befrielse, når vi gerne vil kontrollere alting. Så hører vi pludselig en anden stemme: ”Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.”

Det åg, Jesus giver os at bære, er barmhjertighed. Det er et åg, der indebærer, at vi først og sidst erkender: Jeg er en synder.

Det er vejen til sand ydmyghed. Ikke en dørmåtte, men en kontakt med jorden, med fejlene og bristerne i ens liv. Og jo mere den erkendelse vokser, jo mere vil vi også ønske Jesu barmhjertighed med os og selv begynde at ønske at være barmhjertige over for os selv og over for andre.

Meddelelser

26/11 15.00 Minikonfirmander i Tranebjerg konfirmandstue JG og Lene Nør Stensgaard. Slut kl. 16.15.

17.00 Aftensang/vesper i Onsbjerg kirke, JG

28/11 14.30 Strikkeklubben mødes i Tranebjerg Sognegård; hyggeligt samvær. Alle er velkommen! Slut kl. 16.30.

29/11 10.00 Babyrytmik i Kolby konfirmandstue ved EH

14.30 Gudstjeneste på Kildemosen hus 4, JG

2/12 Gudstjenester: 1. søndag i advent

11.00 Tranebjerg Kirke, JG (minikonfirmander medvirker
      bl.a. med luciaoptog og sang)

11.00 Nordby Kirke, SK

14.00 Kolby Kirke, SK

Prædiken 18. november 2012 om dom og frelse

24. søndag efter trinitatis

18. november 2012 kl. 11.00 i Kolby kirke og kl. 14.00 i Besser kirke - flyttet til Tranebjerg kirke, da der ikke var vand i varmeapparaterne!

Salmer

653 I falmende blade, du kølige vind! K. 244.

417 Herre Jesus, vi er her. K. 205.

276 Dommer over levende og døde

prædiken

277 Herre, når din time kommer

altergang med 192 v. 7

560 Det livets ord vi bygger på

I dag bliver der tit og ofte talt om, at det kristne budskab skal være relevant, sige os moderne mennesker noget.

Mon ordet dom siger moderne mennesker noget? Eller er det ikke relevant, fordi moderne menneske ikke har lyst til at høre om dom?

Med andre ord: Er et moderne menneske kendetegnet ved, at det ikke vil høre om dom, og derfor findes dom heller ikke?

Hvis præster og andre forkyndere bestemmer, om dom er relevant, ja, så har mennesker gjort sig til dommere over for Gud. Gud er kommet på anklagebænken.

Det minder om de gamle profeter, som protesterede, når andre profeter forkyndte fred, fred, samtidig med at Gud holdt dom over folket.

Det er altså ikke nyt, at mennesker ikke synes, dom er relevant for dem.

Hvorfor gør jeg så meget ud af det her? Fordi jeg kan ikke komme i gang med prædikenen, hvis vi som menighed ikke er sammen om at modtage Herrens ord som de nu engang kommer til os, om de er ord om dom eller om frelse.

Der er intet at forkynde, hvis vi starter med efter forgodtbefindende at sortere sådan noget som dom bort.

Så er forkyndelsen bare ord derefter. For så er der ikke sandhed i prædikenen.

Det, der virkelig er relevant, er at spørge efter sandhed, tørste efter Herrens ord. For hans ord er ånd og liv, lige meget hvad de siger. Der er så meget, han har at sige os, og det er altsammen en del af hans kærlighed til os, at han taler både dom og frelse til os.

Til dem, der dengang stolede på sig selv, lød der en hård domsforkyndelse. Det gør der også til os, når og hvis vi stoler på os selv, stoler på, at vi kan trække noget ud og lade noget andet ligge, lidt ligesom et sæt legeklodser.

Vi vil høre om tilgivelse, men ikke om den dom, der går over os, som gør, at vi angrer og fortryder onde ting, vi har gjort.

Vi vil høre om kærlighed, men ikke om synd, og det fører til, at vi af og til lyver og kalder det kærlighed, som rettelig skulle kaldes selvoptagethed.

For det moderne menneske er det uudholdeligt, at Jesus virkelig ikke afskaffede dommen og ikke afskaffede de ti bud.

Jeg kan overveje følgende. At det mærkelige er, at jo mindre der fra prædikestolene vedkendes Jesu tale om dom, jo mere taler folk i almindelighed om det. Jo mere dømmes der.

I Fadervors afslutning erkender vi, at riget, magten og æren er Guds. Æren.

Men forkyndere tager ofte selv æren, ved at stjæle noget ud af evangeliet og grave det ned. F.eks. ord om dom.

Men da ærer vi ikke Jesus, som talte disse ord. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham, siger Jesus.

Det handler altså om at ære Jesus, at stole på ham, at høre hans ord og tro på ham. Når vi gør det, da kommer vi ikke for dommen, men er allerede nu gået over fra døden til livet.

Så er dommen allerede foregrebet: Alt det, der skal dømmes i vort liv, lader vi allerede her Gud dømme og rense, og da er der intet at dømme på den yderste dag. Vi skal, som vi har hørt det, alle komme frem for Kristi domstol til sidst. Men ved troen og livet i Kristus kommer vi dybest set ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.

Det som kaldes at øve det gode er at høre Jesu ord, tro ham og handle derefter. Vi kan ikke skille ord og gerning. Og fordi vi ikke kan skille ord og gerning, må vi lade Jesu ord gennemlyse os, må vi spejle og i evangeliets spejl, i Skriftens spejl, og der igen og igen, dag for dag, se vore pletter og bede Herren rense os for synd og al uretfærdighed. Og så gå ud og prøve igen at handle efter Jesu ord.

Men nægter vi, at Jesus er dommeren og holder dom, da skal dommen netop ramme os. De, der har gjort det onde, skal opstå til dom, siger Jesus, Herren. Det onde er ikke at høre hans ord og tro på ham, og derfor heller ikke leve på hans ord, det er at vanære ham.

Det der blæser al tåge væk, er de dejlige ord, Jesus siger: Min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.

Og nu: hvad er det at gøre det gode? Først og fremmest er det at modtage Guds gode gave i Kristus Jesus, og derigennem komme i livsforbindelse med ham, den eneste gode, og så i hans fællesskab styrket af hans Ånd at vokse til at gøre hans gode vilje.

Til slut: Sønnen er fuldkommen lydig og i overensstemmelse med Faderen, og derfor har Sønnen Faderens fuldkomne fortrolighed. Fordi Jesu lydighed var så fuldkommen, var også hans klarhed over Faderens vilje fuldkommen. Det opmuntrer os til at høre og følge Jesu røst og derigennem også blive fortrolige med ham.

Det sker, når vi daglig lever i livsfællesskabet med ham i bøn, igennem alt, hvad vi gør i dagens løb. Og når vi lader os nære af hans fællesskab gennem nadveren.

Læs mere